Dok.nr Formanden for Realkreditforeningen Adm. direktør Carsten Nøddebo. Mundtlig beretning. Realkreditforeningens årsmøde 2013

Transkript

1 Dok.nr Formanden for Realkreditforeningen Adm. direktør Carsten Nøddebo Mundtlig beretning Realkreditforeningens årsmøde april 2013 Det talte ord gælder!

2 Indledning Velkommen til Realkreditforeningens årsmøde. En særlig velkomst vil jeg rette til vores tre indlægsholdere: Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, nationalbankdirektør Lars Rohde og sociolog Henrik Dahl. Jeg ser frem til at høre jeres indlæg Realkreditsektorens betydning i det danske samfund Realkreditsektoren fylder meget i Danmark både hos boligejere og virksomheder. Beløbsmæssigt er faktisk hele to ud af tre lån realkreditlån. Ingen der har fulgt med i avisernes erhvervssider de seneste år er i tvivl om, at dansk realkredit er unik i international sammenhæng. Men hvad betyder realkreditten for den enkelte dansker og den måde, vi har valgt at indrette vores samfund på? Det danske realkreditsystem er en afgørende brik i det velfungerende og effektive finansielle system, vi har her i landet. Realkreditten spiller en vigtig rolle for os danskere og gør det muligt for os at skifte boligen ud i takt med vores økonomiske råderum og behov. Det giver en stor fleksibilitet, som man ikke ser i mange andre lande. Lad mig tage udgangspunkt i et typisk livsforløb: Et ungt dansk par i midten eller slutningen af tyverne; de er lige blevet færdige som lærer og sygeplejerske, og de køber deres første bolig en ejerlejlighed. Når vi møder dem igen 5-10 år 1

3 senere, har deres første barn et par år på bagen, og pladsen er blevet lidt trang, så de flytter i parcel- eller rækkehus. Der går yderligere 5-10 år der kommer måske et barn mere til og parret arbejder på fuldt tryk. Der er blevet råd til at skifte det første hus ud med et lidt større og bedre. Her bliver de så boende i måske år. Huset er begyndt at være lidt for stort børnene er for længst flyttet hjemmefra og haven kræver sit. De finder en ejerlejlighed, hvor de kan nyde deres otium. Ser man på vores store nabo mod syd Tyskland er det typiske livsforløb et ganske andet. Her starter man sit arbejdsliv med at spare op cirka år før man køber sin bolig. Og så beholder man den bolig resten af livet. Hvis man får behov for at flytte til en anden del af landet, vælger man typisk at leje sin bolig ud, mens man selv flytter i lejebolig. Tyskerne kender slet ikke den finansielle fleksibilitet, vi har i Danmark. Opsparingsmønstret og behovet for finansiering i Danmark ændrer sig gennem et livsforløb: Som ung stifter man gæld, derefter kommer der en lang årrække med arbejde, afvikling af gæld og opsparing. Og endelig "spiser" man så af opsparingen, når man når pensionsalderen. Realkreditfinansiering er et vigtigt instrument, der muliggør dette forbrugs- og opsparingsmønster. I gamle dage var det sådan, at man stilede mod at være gældfri, når man gik på pension. Det var fornuftigt nok dengang. Men i dag, hvor de fleste mennesker har både arbejdsmarkedspensioner og store private pensionsopsparinger, er der ikke det samme behov for at være helt gældfri ved pensionsalderen. 2

4 Det vil selvsagt være rart at være gældfri på dette tidspunkt i livet. Men spørgsmålet er vel, om det nu også giver den bedste livskvalitet og den bedste fordeling af forbrugsmuligheder over et livsforløb? Det må hver enkelt selv vurdere og træffe beslutning om. Nogle vil mene, at man skal være gældfri, og de kan så vælge den løsning. Men realkreditten muliggør også en anden fordeling af forbrug og opsparing. Hvis man har lyst, kan man som pensionist vælge stille og roligt at bruge af sin friværdi for eksempel ved hjælp af afdragsfrie lån og blive i egen bolig. Også erhvervslivet nyder godt af realkreditmodellen. Det lave renteniveau muliggør en konkurrencedygtig finansiering. For mange erhvervskunder er især det lange kredittilsagn vigtigt. Behovet for en stærk finansiel sektor Danmark har brug for en stærk finansiel sektor herunder en stærk realkreditsektor. Den skal sammen med gode og fornuftige rammevilkår hjælpe væksten på vej igen. Temaet for min beretning sidste år var, at selv det bedste system, har behov for løbende tilpasninger i takt med, at omverdenen ændrer sig, og der stilles nye krav. Vi er det seneste års tid nået rigtig langt hen imod at styrke og sikre en fortsat robust dansk realkreditmodel. Og netop med henblik på at sikre en fortsat stærk dansk realkreditsektor har branchen på egen hånd taget en række vigtige initiativer. 3

5 Myndighederne har pålagt os, at vi skal have mere fedt på kroppen mere kapital. Derfor har vi måttet sætte priserne op. Tidligere har det været sådan, at der kunne gå år og dag, mellem at realkreditinstitutterne ændrede priserne. Jeg kan derfor godt forstå, at det skaber overskrifter, når vi inden for det seneste år ser prisstigninger ad flere omgange og i hele sektoren. Det har sat spørgsmålstegn ved konkurrencen i sektoren. Tankegangen er, at når alle institutter sætter priserne op, ja så må det være udtryk for aftalt spil, og at der altså mangler konkurrence i realkreditsektoren. Intet er mere forkert. Konkurrencen i sektoren er skarp, og vi møder den dagligt, når vi kæmper om finansieringen af opgaver. Situationen er den, at hele sektoren bliver mødt med samme forhøjede kapitalkrav, likviditetskrav, krav til supplerende sikkerhedsstillelse m.v. Så er det vel meget naturligt, at man ser prisstigninger hos alle institutterne. Da sodavandsafgiften blev forhøjet i 2012, udløste det forhøjede priser hos samtlige sodavandsproducenter. Øgede byrder til virksomhederne betyder højere priser - det kan ikke være anderledes. Det er jo heller ikke gratis at hæve lønsumsafgiften for de finansielle virksomheder. Både i 2009 og 2011 hævede man lønsumsafgiften med i alt 3 procentpoint. Det er en direkte afgift, der pålægges de finansielle virksomheder, og det har medført øgede omkostninger for såvel institutterne som kunderne. 4

6 Generelt er det sådan, at det kan godt være at en skat pålægges og opkræves hos den finansielle sektor, men i sidste ende lander regningen hos kunderne. Ændringerne i prisstrukturen har ud over at øge vores kapitalmæssige polstring også tjent to andre formål: For det første har vores overordnede målsætning været at nedbringe refinansieringsrisikoen; det sker ved dels at mindske andelen af rentetilpasningslån, dels ved at få længere rentebindingsperioder. For det andet har vi ønsket at nedbringe mængden af afdragsfrie lån. Institutterne er i fuld gang med at sprede refinansieringerne over året, og vi forventer at have opnået en fornuftig spredning i løbet af en kortere årrække. Hertil kommer, at ændringer i priser og bidragssatser har fungeret som et incitament for kunderne til at vælge de fastforrentede lån og lån med afdrag. Endelig har nogle institutter gjort det gebyrfrit for kunderne at skifte fra et variabelt forrentet lån til en fastforrentet et af slagsen. For så vidt angår rentebindingsperioden, har vi kunnet konstatere, at låntagere, der ønsker rentetilpasningslån, søger mod en 3-5 årig rente. For så vidt angår andelen af lån med variabel rente, vil vi nok fortsat se, at denne andel svinger alt efter situationen og konjunkturerne. Men det ser jeg nu som et godt tegn på, at låntagerne lytter grundigt til de signaler, der lyder fra forskellig side, og i øvrigt reagerer på institutternes økonomiske incitamenter via prisstrukturen. 5

7 Og i relation til mængden af afdragsfrie lån, har vi for første gang oplevet et egentligt fald. Et mindre fald ganske vist men ikke desto mindre et fald, som vi kan glæde os over. Efterhånden som de første afdragsfrie lån begynder at udløbe, må vi forvente, at dette fald bliver mere markant. Den tilpasning af den danske realkreditmodel, der er i fuld gang, vil uvægerligt give dyrere lån i form af højere bidragssatser for især nogle låntyper. Men dansk realkredit er dog stadig blandt de billigste i verden. Den ekstra polstring, som de danske realkreditinstitutter er i gang med, er med til at gøre danske realkreditobligationer attraktive og sikrer boligejere en ekstremt lav rente. Faktisk har det givet boligejerne en besparelse i niveauet 125 milliarder kroner over de seneste fem år. En stor del af rentefaldet er naturligvis konjunkturbestemt, men det har givet boligejerne luft til at bidrage til polstringen og fremtidssikringen af realkreditsektoren. Som nævnt er dansk realkredit unik. Det gælder også i relation til produktsortimentet. Faktisk har så mange som hver tredje danske boligejer realkreditlån med fast rente. Derfor er rentefølsomheden blandt de danske boligejere mindre end blandt boligejere i de lande, vi normalt sammenligner os med. Erhvervs- og Vækstministeriet offentliggjorde i januar måned sin undersøgelse af realkreditssektorens lån til boligejerne. Undersøgelsen viser, at over 95 procent af husholdningerne bruger mindre end halvdelen af deres indkomst efter skat på at servicere deres samlede gæld. Bruger man mere end halvdelen på at servicere gælden, er man efter ministeriets definition hårdt spændt for. 6

8 Selv ved større rentestigninger vil langt de fleste fortsat bruge mindre end halvdelen af indkomsten efter skat til det formål. Boligejernes økonomiske situation ser altså generelt meget fornuftig ud, og det er jo glædeligt. Undersøgelsen viser også, at variable lån og afdragsfrie lån anvendes fornuftigt af boligejerne og som udgangspunkt ikke udgør noget problem. Dog er der et mindretal, som kan have vanskeligheder. Vi taler om lidt over én procent af boligejerne, hvor deres indkomst p.t. er for lav. Der vil desværre altid være en gruppe, der bliver ramt af sociale begivenheder som for eksempel sygdom og arbejdsløshed. Den slags er der ingen, der kan forudse. Der har været megen fokus på de afdragsfrie lån og konsekvenserne af, at man introducerede denne lånetype. Jeg vil godt minde om, at vi også før de afdragsfrie lån oplevede kriser på det danske boligmarked. For eksempel så vi i midten af 1980 erne lige så store prisfald, som vi oplevede i forbindelse med finanskrisen. Og boligmarkedet blev dengang noget hårdere ramt, da vi ikke havde de fleksible finansieringsmuligheder, som vi havde under denne krise. Afdragsfrie lån er et godt produkt anvendt på den rette måde, og mange boligejere har haft stor glæde af de afdragsfrie lån. Men det er også vigtigt at slå fast, at på et tidspunkt skal der afdrages på gælden. Et vigtigt tema de seneste måneder har været situationen for boligejere med afdragsfrie lån, hvor den afdragsfrie periode 7

9 udløber, og hvor belåningen ligger ud over de 80 procent. Lad mig slå fast, at det er vores klare udgangspunkt, at låntagere skal afdrage på deres gæld. Det er i alles interesse: Låntagers, instituttets og samfundets. Langt de fleste boligejere har mulighed for at afdrage på deres lån. Heldigvis. Men der er også kunder, der vil have problemer med at betale afdrag på hele deres lån. Det er i alles interesse, at vi i disse tilfælde foretager en individuel vurdering af kundens økonomi og sammen finder en holdbar løsning. Realkreditsektoren har foreslået en model med en opdelt belåning over og under 80 procent for de berørte boligejere. Den model mener myndighederne ikke ligger inden for lovgivningens rammer. Og man er bekymret for, at modellen vil svække realkreditsystemets troværdighed. Jeg er enig i, at det er helt essentielt at værne om troværdigheden ved vores realkreditsystem. Det arbejder vi faktisk for hver dag. Jeg er derimod ikke enig i myndighedernes fortolkning og bekymring for systemet i denne forbindelse, men jeg må tage myndighedernes fortolkning til efterretning. Vi må derfor i de enkelte realkreditinstitutter finde løsninger, der hjælper de berørte boligejere bedst muligt igennem de økonomiske udfordringer, som nogle trods alt vil stå overfor. International regulering Den internationale regulering har været et hovedtema på vores seneste årsmøder, og også i det forløbne år har den fyldt meget i vores hverdag. Der er igennem de senere år blevet kastet rigtigt mange bolde op i luften mange af disse med baggrund i 8

10 finanskrisen - men kun ganske få af disse bolde er blevet grebet igen. Nogle forslag har været adskillige år undervejs og forhandles fortsat. Andre igen er relativt nye initiativer. Det betyder, at der stadigvæk er meget stor usikkerhed om, hvordan og hvor meget den danske realkreditmodel vil skulle tilpasses i lyset af det nye reguleringsregime efter finanskrisen. På en del områder føler vi os nogenlunde trygge - dog uden rigtigt at vide præcis hvad der sker. Andre steder breder der sig en mere elementær usikkerhed. Lad mig som et eksempel nævne CRD IV og likviditetsreglerne. Det er forslag, der har fyldt en del - også i medierne. CRD IV er vedtaget, men en række afklaringer blandt andet vedrørende likviditetsreglerne udestår. Her ved vi faktisk ikke, hvordan de endelige regler kommer til at se ud. De skal fastlægges af Kommissionen efter oplæg fra EBA - Det Europæiske Banktilsyn - så vi må vente lidt endnu. Vi har et begrundet håb om, sagen lander, som den skal. Men vi ved det ikke. Siden CRD IV er flere andre forslag kommet på bordet, blandt andre direktivet om krisehåndtering. Det er groft sagt en europæisk pendant til den danske Bankpakke 3. Den muliggør, at myndighederne kan nedskrive gælden i et nødlidende kreditinstitut, så man undgår at skulle skyde offentlige penge ind. Jeg kan sagtens se fordelene ved at have ensartede regler på dette område. Men det er vigtigt, at disse regler i givet fald kommer til at passe med det danske set-up. Her skal man også lige huske på, at vi allerede har klare danske regler for, hvad der sker, hvis et 9

11 realkreditinstitut bliver nødlidende. Men det stopper ikke med CRD IV og krisehåndtering. Senest er projektet om en bankunion blevet lanceret. Igen er der stor usikkerhed om, hvordan modellen - og ikke mindst vilkårene for at være med kommer til at se ud. Derfor kan vi heller ikke i dag på det foreliggende grundlag sige, om det er en god ide. Dertil er der for mange usikkerhedsfaktorer. Bankunionen vil kunne give nogle store udfordringer for realkreditsektoren. Regeringen har tilkendegivet, at man vil gøre alt for at sikre dansk realkredit i et kommende fælles tilsyn. Den melding er vi selvsagt meget glade for. I vores optik betyder dette, at dansk realkredit eksplicit vil skulle nævnes i en eventuel dansk tilslutningsaftale. Hensigtserklæringer er ikke nok! Nationale initiativer Men ikke alt nyt kommer udefra. De danske myndigheder har også iværksat en del tiltag i kølvandet på finanskrisen. Nogle af dem er udløbere af internationale diskussioner. Det gælder blandt andet etableringen af det såkaldte SIFI-udvalg, der skal identificere systemisk vigtige kreditinstitutter. SIFI-udvalget udspringer af en international diskussion om systemisk vigtige banker, og om der skal stilles ekstra kapitalkrav til disse. Siden udvalget blev nedsat, er spørgsmålet rykket op på dagsordenen i EU, og CRD IV indeholder bestemmelser om netop SIFI'er, men en række regler skal fastlægges nationalt. I Danmark er SIFI-udvalget kommet med deres anbefalinger, som senere på foråret danner udgangspunkt for den politiske behandling, der munder ud i lovgivning om SIFI er. Som jeg 10

12 sagde i indledningen, er to ud af tre lån i Danmark realkreditlån. Efter vores opfattelse giver det derfor god mening at tale om, at hele realkreditsektoren som sådan er systemisk vigtig. Fordelene ved et match-funded system kender vi alle sammen, og de er vigtige for hele det finansielle system. Hvis ét institut får problemer, vil det hurtigt få følger for de øvrige realkreditinstitutter. I den forstand mener vi, at alle institutter er systemisk vigtige. Alle realkreditinstitutterne er afhængige af, at de kan få afsat deres obligationer på de internationale kapitalmarkeder, og her vil tilliden nyde et alvorligt knæk, hvis ét institut kommer i økonomiske vanskeligheder. Krisen er et godt bevis på styrken i det danske realkreditsystem. Det bratte boligprisfald i årene kostede tab. Men det er værd at bemærke, at institutterne formåede at stille al den supplerende sikkerhed, der var nødvendig for at sikre både ratings og den lovgivningsmæssige status som covered bonds. Udfordringen under krisen har ikke været, at institutterne skulle overleve. Men at vi skulle komme igennem krisen med investorernes tillid til vores obligationer i behold. Og det er faktisk lykkedes. Ikke mindst til gavn for alle de låntagere, der har kunnet glæde sig over meget lave renter som følge af netop den store tillid, der er til dansk realkredit. Afslutning Afslutningsvist vil jeg knytte et par bemærkninger til udviklingen på boligmarkedet eller skulle jeg sige boligmarkederne? Der tegner sig nemlig et billede af, at det danske boligmarked kan opdeles i tre delmarkeder med hver sin skæbne. 11

13 Ser vi på hovedstadsområdet, Nordsjælland og den fede pølse på den jyske østkyst, mener jeg, der er grund til en vis optimisme. Eller grønt lys, hvis jeg skal benytte mig af et populært udtryk, der senest er brugt i forbindelse med risikomærkning af lån. Anderledes forholder det sig på resten af Sjælland; her er der vel nærmest rødt lys. Udfordringerne er mange og udviklingen meget tung at få vendt i disse områder. I resten af landet er der nærmest dømt gult lys. Her har man oplevet en svagere optur, og derfor har nedturen haft mindre alvorlige konsekvenser for boligmarkedet dér. Disse områder er det vanskeligt at sige noget generelt om. Problemerne på visse dele af boligmarkedet er meget iøjnefaldende, men det er efter min opfattelse ikke tiltag specielt målrettet boligmarkedet, vi har behov for lige nu, hvis vi skal have det samlede boligmarked i grønt lys igen. Det Danmark og boligmarkedet - har brug for, er vækst i økonomien. Det er det eneste, der kan fjerne den grundlæggende usikkerhed, der i øjeblikket hviler tungt over os danskere. Vækst og stabilitet er nødvendigt, hvis vi igen skal få lyst til at forbruge ikke kun fladskærme og rødvin men også de helt store ting som for eksempel en ny bolig. Lad mig slutte af med at sige et par ord om den Vækstplan DK, som regeringen fremlagde i slutningen af februar måned. Set fra realkredittens synspunkt, er der både gode og mindre gode elementer i pakken. Hvis jeg skal nævne de gode først, er vi meget glade for: De fire milliarder kroner fra Landbyggefonden til at renovere 12

14 almene boliger for. Genoplivningen af nedrivningspuljen, hvorefter 400 millioner kroner over de næste to år kan bruges til at rive faldefærdige ejendomme ned. Det vil give et tiltrængt løft i landområderne. Og endelig fortsættelsen af boligjobordningen. De tre milliarder skal nok få ben at gå på det viser erfaringen. Et lille hjertesuk i den anledning er, at forslaget kun er en forlængelse i årene 2013 og Det ville være gavnligt at gøre ordningen permanent, i stedet for at gælde i kortere perioder og så alligevel blive forlænget. Det giver usikkerhed hos både boligejere og håndværkere. Man kan i den forbindelse lade sig inspirere af den svenske ordning, der har været en stor succes. Som nævnt er der en række gode tiltag i planen, men vi har svært ved at se det fornuftige i den foreslåede forøgelse af lønsumsafgiften for den finansielle sektor. Det er jo reelt en afgift på at beskæftige folk, og det har Danmark i hvert fald ikke brug for i den nuværende situation. Arbejdspladser i den finansielle sektor er også konkurrenceudsatte og dermed potentielt i spil, når det drejer sig om at flytte opgaver ud af landet. Med tab af skatteindtægter til følge for den danske statskasse. Det kan ingen være interesseret i, og derfor undrer vi os over at se forslag om lønsumsafgift som en del af regeringens vækstplan! I al væsentlighed mener vi dog, at der er tale om en god plan. Og for vores allesammens skyld håber jeg meget, at den giver 13

15 resultater. Tak for ordet! Det er mig herefter en fornøjelse at give ordet videre til erhvervsog vækstminister Annette Vilhelmsen. 14

16

17 ERROR: undefined OFFENDING COMMAND: STACK: