Fortællleren kan vælge at præsentere det der fortælles om fra forskellige synsvinkler:

Transkript

1 LITTERATURANALYSE DE FØLGENDE SIDER ER FYLDT MED EKSEMPLER PÅ DE TING, DER ER RELEVANTE AT UNDERSØGE NÅR MAN ANALYSERER ROMANER ELLER NOVELLER. DER ER SPØRGSMÅL, SOM MAN STILLE SIG SELV I ANALYSEARBEJDET, OG DER PRÆSENTERES BEGREBER, SOM KAN VÆRE SVÆRE AT FORSTÅ. DERFOR; DET VIGTIGSTE ER, AT MAN FORSØGER AT LAVE SIN ANALYSE, UDEN AT BLIVE FRUSTRERET OVER DE MANGE NYE BEGREBER. EN GOD ANALYSE KAN MAN FØRST OG FREMMEST GENKENDE PÅ, AT DER ER BLEVET GJORT MANGE TANKER OMKRING ANALYSEN. PRÆSENTATION Under dette punkt skal du præsentere den konkrete tekst. 1) Hvad er romanens titel? 2) Hvem er romanens forfatter? 3) Hvornår er romanen udgivet første gang? FORFATTERPORTRÆT Hvis du kender lidt til forfatteren og hans/hendes værker, må du gerne lave et lille "portræt" af ham/hende: Nogle biografiske data* om hans/hendes liv, om de vigtigste udgivelser, eventuelt lidt om, hvad han/hun typisk skriver om eller hvad der karakteriserer hans måde at skrive på. Selv om det på ingen måde er en forudsætning for at lave en god analyse, at du har kendskab til forfatteren, kan det være rart at lære forfatteren "at kende", at se et billede, at få en fornemmelse af, hvilken levende personlighed der egentlig har skrevet den tekst, du skal til at analysere. Nogle gange vil du desuden kunne få inspiration til, hvilke "spor" du skal følge, når du skal forsøge at beskrive, fortolke, vurdere og perspektivere det fiktive værk. FORTÆLLERERFORHOLD Fortællleren kan vælge at præsentere det der fortælles om fra forskellige synsvinkler: 1. Ydre syn (eller ydre synsvinkel) er der tale om, hvis personer eller hændelser beskrives på en nøgtern, en objektivt registrerende måde, som affotograferede et videokamera situationerne.det er kendetegnende for fortællerne, der anvender ydre syn, at han sidder som en flue på væggen og observerer begivenhedernes gang uden at blande sine personlige vurderinger ind i sagen.

2 2. Indre syn eller (indre synsvinkel) er der tale om, når vi læsere får adgang til en af rollernes bevidsthed, dvs. at vi får fortalt, hvad en af fortællingens personer sanser, tænker og føler. 3. Alvidende synsvinkel er der tale om, når der indre synsvinkel i mere end én af fortællingens personer og/eller, når der er indre synsvinkel i flere personer samtidig. 5 grunde til at kunne skelne mellem især ydre og indre synsvinkel af fem grunde: For det første; fordi at afstanden mellem læser og den person der er indre synsvinkel i bliver mindre og mindre, jo mere vi forstår persons følelser, holdninger og tankegang. For det andet; fordi vi er nød til at forholde os kritisk til personen med den indre synsvinkel. Vi kan jo ikke være sikre på at denne persons tanker og meninger er rigtige. For det tredje; fordi brugen af ydre synsvinkel giver os mulighed for at se personerne og de situationer, de befinder sig i, fra en anden synsvinkel end deres egen. For det fjerde; fordi brugen af ydre synsvinkel giver læseren mulighed for at holde en vis distance til personerne og deres problemerne. Som læser kan man holde en pause. For det femte; fordi en kombination af indre og ydre synsvinkel måske kan give os et tydeligere billede af personerne, da vi ser dem både indefra og udefra. Udover synsvinklen står der altid en fortæller bag romanen. Fortælleren kan være en: Personal-fortæller: Altså en fortæller der er med i romanen. Det kan foregå på to måder Jeg-fortæller (1.person) eller 3.person (han/hun/den/det). Apersonal-fortæller: Altså en fortæller, der ikke optræder med en rolle i historien. KOMPOSITION Ordet komposition betyder i danskfaglig sammenhæng "opbygning", dvs. den måde en tekst er opbygget på. En tekst kan siges at bestå af mindre dele, der tilsammen udgør en helhed. Fortællingens komposition får du hold på, hvis du overvejer følgende: Ydre komposition Begrebet ydre komposition hentyder til tekstens ydre eller fysiske opbygning. Vi kunne også kalde det "tekstens udseende". Almindeligvis er det ikke så væsentligt at fordybe sig i en romans ydre komposition. Det drejer sig om at iagttage forhold som: Det materiale teksten er trykt på. Tekstens layout, dvs. fx tekstens opsætning på siderne, dens skriftstørrelser og skrifttyper. Tekstens kvantitative omfang, altså dens længde. Tekstens inddeling i kapitler/afsnit. Eventuelle illustrationer fx i form af tegninger. Indre komposition Hvis vi tænker på den ydre komposition som tekstens "udseende", så kan vi betegne "den indre komposition" som tekstens "skelet". Når du skal analysere tekstens indre komposition, drejer det sig således om at finde ud af, hvordan tekstens indhold er struktureret, dvs. hvilke dele/afsnit indholdet består af. I. Den tredelte komposition

3 Mange romaners opbygning er tredelt, dvs. inddelt i en indledning (1), en midterdel (2) og en slutning (3). Tredelingen er et ældgammelt kompositionsprincip. Den græske filosof Aristoteles, der levede ca. år , skrev allerede 330 år før Jesus blev født: "Et hele er det, som har begyndelse, midte og afslutning. Indledningen er ofte kendetegnet ved at være en slags introduktion til den egentlige handling. Her bliver nogle personer og/eller problemer præsenteret. Midterdelen, der er den længste af de tre dele, er dèr, hvor selve handlingen folder sig ud. Slutningen er stedet, hvor fortællingen rundes af. Indledningen En fortælling indledes typisk på en af to følgende måder: Den lukkede indledning, dvs. den form for indledning, hvor fortællingen starter relativt roligt med en optakt, en slags præsentation, der forbereder læseren på, at et begivenhedsforløb snart vil tage sin begyndelse. Vi kalder denne slags indledning for "lukket", fordi læseren ikke behøver at åbne op for sin egen fantasi for at forestille sig, hvordan historien egentlig begyndte. Det får han nemlig fortalt - i indledningen. En sådan fortælling siges at begynde "ab ovo", dvs. "fra begyndelsen". Den åbne indledning. Her bliver læseren kastet hovedkulds ind i et, allerede igangværende, begivenhedsforløb. Faktisk vil man kunne påstå, at en tekst med en sådan begyndelse er en tekst uden indledning. Denne form for "anti-indledning" kaldes "in medias res"*. Det er et latinsk udtryk, der simpelthen betyder: "ind midt i tingene". Midterdelen Ikke bare fortællingen som helhed er ofte delt i tre dele. Midterdelen er ofte tredelt. Konfliktpræsentation: Først præsenteres den konflikt, hele fortællingen drejer sig om. (I længere fortællinger, fx romanen, vil nye konflikter ofte opstå undervejs i midterdelen). Konfliktbearbejdning: Så arbejder hovedpersonen på at finde ud af, hvordan han skal løse konflikten. Konfliktløsning: Til sidst i midterdelen løses konflikten på en eller anden måde. Nogle gange til hovedpersonens og/eller læserens tilfredshed, andre gange ikke. Slutningen Vær opmærksom på slutningens karakter. Vi kan tale om to forskellige typer af afslutninger i en fiktionsprosatekst: Den lukkede slutning, dvs. den, hvor forfatteren uden omsvøb serverer afslutningsresultatet for læseren. Den åbne slutning. Den åbne slutning er uafsluttet i den forstand, at forfatteren ikke giver en klar melding om, hvordan hovedkonflikten bliver løst. Det overlades til læseren selv at forestille sig, hvordan fortællingen eventuelt vil videreudvikle sig, og hvilken afslutning en sådan udvikling vil få. II. Andre kompositionsformer Det er langt fra alle fortællinger, der er kendetegnet ved sin tredelte komposition. Og selv om en konkret roman vil kunne siges at være tredelt, udelukker det slet ikke tilstedeværelsen af andre kompositionsformer. Nogle af disse vil jeg nu remse op:

4 1) Inddeling efter handlingsepisoder. Af og til kan det være hensigtsmæssigt at inddele en fortælling i handlingsepisoder, dvs. i et antal afsnit, der svarer til det antal forskellige hændelser, der omtales. 2) Tematisk komposition. Nogle fortællinger er nærmest bygget op som en rapport, der behandler forskellige temaer i sine forskellige kapitler eller afsnit. 3) Inddeling efter synsvinkelforhold. Vi kan af og til inddele en komposition i afsnit med udgangspunkt i, hvornår den indre synsvinkel skifter fra en person til en anden. 4) Inddeling efter tidsskift. En fortælling kan i nogle tilfælde deles op med udgangspunkt i de tidsspring, der sker i form af markante tidsoverspring eller spring tilbage i tiden, (tilbageblik) eller frem i tiden, eller i særlige periode-afsnit. 5) Kronologisk komposition. Hvis kompositionen er opbygget i episoder, der følger efter hinanden i logisk tidsmæssig rækkefølge, kalder vi det en kronologisk eller lineær komposition. Fx tidsforløb som barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen. III. AKTANTMODELLEN Den franske sprog- og litteraturforsker Algirdas-Julien Greimas ( ) introducerede i en bog i 1966 første gang den såkaldte aktantmodel. Det er en model, der illustrerer nogle indholdsmæssige fællestræk, der tilsyneladende gælder for utallige tekster, og næsten alle folkeeventyr: Greimas mente, at en bestemt slags funktioner (aktanter), nærmere bestemt 6 af slagsen, går igen i mange historier. Ofte er det personer, der tildeles den rolle at skulle udføre disse funktioner, men det kan også være ting eller mere abstrakte størrelser. Det forklarer jeg nærmere nedenfor. Modellen skal læses på denne måde: I enhver fortælling er der en person (et subjekt), der forsøger at gennemføre et projekt. Han ønsker (eller bliver sat til) at nå et særligt mål (et objekt). I et eventyr kan subjektet være prinsen og det objekt, han er opsat på at erobre, kan være prinsessen. Subjektet er ofte hovedpersonen, men andre centrale personer i en fortælling kan også optræde som subjekter, der har nogle projekter, de gerne vil gennemføre. Objektet kan være en opgave eller en konflikt, der skal løses. Det kan også være et ønske om at opnå en ny viden, et rigere liv, at finde en kæreste, at blive rig, osv. Objektet kan således både være en konkret person eller en genstand. Forbindelsen mellem subjektet og objektet kaldes projektaksen, fordi subjektet har det særlige projekt - at løse en bestemt opgave, at (op)nå et eller andet. En af de betingelser, der skal være til stede, for at det overhovedet er muligt for subjektet at nå sit mål er, at han skal have adgang til objektet. I et traditionelt eventyr regnes fx kongen for den, der giver prinsen (subjektet) tilladelse til objektet, den

5 skønne prinsesse. Kongen bliver i denne sammenhæng en slags afsender (giver), der giver et objekt (prinsessen) til en modtager (prinsen). Derfor kalder vi denne akse for kommunikationsakse. Giveren kan altså være en konkret person, der gør det realistisk muligt for subjektet at nå sit mål. Men giveren kan også være mere abstrakte størrelser, fx samfundet, skæbnen, normer, Gud, eller lignende. Giveren kan i nogle tilfælde være med til at bane vejen for, at subjektet gennemfører projektet og i andre tilfælde kan giveren besværliggøre denne proces. Modtageren kan være den samme person som subjektet. Sådan er det i de tilfælde, hvor subjektet søger at nå et bestemt mål for egen vindings skyld. Men modtageren behøver ikke være subjektet alene. I tilfældet, hvor prins og prinsesse får hinanden i enden, kan også prinsessen siges at være modtager. Hun får jo også del i den gevinst, der opnås, når prinsen gennemfører sit projekt. Subjektet støder ofte ind i forskellige former for konflikter på sin vej mod målet. Hjælperen har den funktion at lette subjektets vej til målet, hvorimod modstanderen omvendt besværliggør subjektets gennemførelse af projektet. I eventyret kan hjælperen fx være den gode fe og modstanderen den onde heks. Vi kalder denne relation, mellem på den ene side hjælper og subjekt og på den anden subjekt og modstander, for konfliktaksen. Selv om aktantmodellen er udviklet på baggrund af undersøgelser af folkeeventyr, kan den anvendes til at få overblik over mange tekster, inklusive moderne litterære tekster. Vejledende spørgsmål i forbindelse med aktantmodellen: 1) Kan du få øje på en projekt-akse i den tekst du analyserer? Eller med andre ord: Er der en eller flere personer, der søger at opnå et eller andet mål? Hvem er det? Hvilke mål ønsker de opfyldt? Ændrer målene sig undervejs i fortællingen? 2) Hvordan er subjektets betingelser for at nå det mål? I hvilken grad har subjektet den "villen", "viden" og "kunnen", der skal til for at opnå målet? Hvem er giveren? Er det en person, nogle egenskaber hos subjektet selv? Er giveren en støtte eller en modstand i forhold til subjektets projekt? Er der en, der har den funktion at optræde som hjælper? Er der en, der optræder som modstander? 3) Når subjektet sit/sine mål? IV. Den dramatiske komposition En fortællings opbygning kan iagttages ud fra en "dramatisk" synsvinkel. Det indebærer en undersøgelse af, i hvilken grad der er anvendt dramatiske virkemidler, dvs. virkemidler, der gør tekstens handlingsforløb spændende, medrivende og nervepirrende. Den dramatiske opbygning kan oftest sættes ind i den berømte film-skabelon berettermodellen. Her følger hele fortællingens opbygning i 7 forskellige perioder, det er en meget traditionel, men også meget brugt, opbygning af historier. Både i noveller og romaner.

6 PERSONGALLERI Et persongalleri i en fortælling er alle de personer, der deltager i det begivenhedsforløb, der skildres. Det mest interessante i den forbindelse er, at du udpeger, hvem der er hovedpersoner og hvem der er vigtige bipersoner? Hvis du sammenligner med en film, svarer det til, at du skal konstatere, hvem der har hovedrollerne og birollerne. Vi kan tale om forskellige slags hovedpersoner: 1) Den primære og sekundære hovedperson: I mange romaner vil flere personer kunne opfattes som en slags hovedpersoner. I sådanne situationer kan vi enten udpege den der er allermest fremtrædende som primær hovedperson og den anden eller de andre som sekundære hovedpersoner eller vi kan blive nødt til at sige, at der er mere end èn. 2) Den formelle og reelle hovedperson: I andre tekster støder vi fx på en jeg-person eller en tredjeperson (han, hun eller en navngiven figur), der måske fortæller om sig selv som barn eller som fortæller om en helt anden person. Her vil vi kunne tale om at den, der fortæller, er formel hovedperson, hvis han ikke er direkte, eller kun i begrænset omfang, deltager i det begivenhedsforløb, der skildres. Den person, fortællingen reelt handler om, kalder vi den reelle hovedperson. PERSONKARAKTERISTIK En personkarakteristik er en beskrivelse og fortolkning af, hvilke personlighedstræk der kendetegner en fortællings person. Et sådant "detektivarbejde" kan udføres på utallige forskellige måder. Fx kan vi beskrive personen ud fra et helhedssyn. Dvs. at prøve at indkredse en persons personlighed ved at forstå den som de fysiske, sociale, psykiske og kulturelle kendetegn, der tilsammen udgør personen og hans/hendes livssituation. Du kan eventuelt lade dig inspirere af nedenstående huskeseddel:

7 BILLEDSPROG Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med billedsprog? For det første er det i nogle tilfælde nødvendigt, fordi en analyse af tekstens billedsprog er en forudsætning for at forstå, hvad teksten i det hele taget handler om. For det andet fordi billedsproget er en helt speciel indirekte måde, hvorpå der "mellem linjerne" siges noget bestemt og noget vigtigt, om et særligt emne, dvs. en person, en følelse, en ting, et sted eller et begreb. At billedsproget kan sige noget på en særlig måde, så der kastes helt nyt lys på den sag den handler om. For det tredje fordi en opmærksomhed på billedsprog får os til at opdage sprogets variationsmuligheder, forfatterens sproglige kreativitet, og at du måske selv kan blive inspireret til at forbedre din egen måde at formulere dig mundtligt og skriftligt på. I. Definition Billedsprog er et ord eller udtryk, der først giver den tilsigtede mening, hvis den forstås i overført betydning, dvs. i en anden end dens bogstavelige betydning. Forskellige typer af billedsprog: Metaforer, Sammenligninger, Gentagelser, Symboler, Besjæling.

8 ORDFORRÅD Når du skal karakterisere ordforrådet i en tekst, kan du lade dig vejlede af følgende spørgsmål: Er det normalt sprogbrug, dvs. et sprogbrug, der består af ord og udtryk, som typisk anvendes i almindelig dagligdags tale og skrift? Vi kan også kalde det hverdagsagtig sprogbrug. Bruges fagligt sprogbrug og/eller fremmedord? Anvendes individuelt sprogbrug, dvs. ord eller udtryk, en af fortællingens personer selv har fundet på eller ord/udtryk, der typisk indgår i en bestemt persons ordforråd og som måske afslører særlige personlige karaktertræk? Dette kalder vi for idiolekt. Anvendes klassesprog, dvs. et sprogbrug, der afslører hvilken samfundsklasse, den talende (eller tænkende) tilhører? En samfundsklasse kan defineres som en gruppe af mennesker i et samfund, der fx har en særlig økonomisk status, uddannelsesmæssig baggrund, særlige magtbeføjelser eller andre særrettigheder - eller mangel på samme til fælles). Fx kan vi tale om højere -, middel-, lavere samfundsklasse. Anvendes gruppesprog, dvs. et sprogbrug, der afslører hvilken interessegruppe eller anden gruppe, der har et særligt fællesskab, den talende (eller tænkende) tilhører? Anvendes geografisk bestemt sprogbrug, dvs. et sprogbrug, der afslører hvilken geografisk region, personen kommer fra? Det kaldes for dialekt. Anvendes aldersbestemt sprogbrug, dvs. et sprogbrug, der afslører hvilken aldersgruppe en person sådan cirka tilhører. Fx kan en person, der taler med et begrænset og ufærdigt ordforråd måske bestemmes som et barn og en, der bruger mange "gammeldags" udtryk som relativt gammel. Anvendes historisk bestemt sprogbrug, dvs. et sprogbrug, der indeholder "tidstypiske" udtryk, som hører en særlig tidsperiode til og som derfor afslører hvilken historisk tidsperiode en fortælling skal forestille at foregå i eller som fortæller, i hvilken periode en person eventuelt er vokset op i? HISTORISK TID Historisk tid betegner den historiske tidsperiode, fortællingens begivenhedsforløb skal forestille at foregå i. Når det kan være en god ide at forholde sig til, hvilken tid en historie foregår i, er det fordi det ofte giver forudsætninger for at forstå baggrunden for, at personer tænker og handler, som de gør - hvorfor de fx klæder sig og taler, som de gør. Når du skal vurdere, om der er særlige tidstypiske træk, som peger i retning af en bestemt tidsperiode, kan du kigge efter "tidsmarkører", fx: særlige ord eller vendinger, der hører en særlig tid til. autentiske (=virkelige) personer eller begivenheder, der refereres til i teksten. tøjmode, en boligs udseende og indretning, priser på varer og lignende, der antyder, at historien foregår i et særligt tiår. Ofte vil vi opleve, at forfatteren ikke har gjort ret meget ud af at knytte handlingen til en helt bestemt tidsperiode. Det er der sædvanligvis en mening med.

9 Når tidsmarkørerne er få og/eller upræcise, giver det nemlig fortællingen et præg af tidløshed. Pointen i dette er ofte, at forfatteren - dels vil understrege, at det ikke er selve tiden, men det der foregår i den, der er vigtig - dels vil sende signal om, at de særlige konflikter fortællingen handler om, i princippet kan være foregået og kan foregå når som helst. Også i den nutid, læseren er en del af. Vejledende spørgsmål i forbindelse med den historiske tid:: 1) Hvilken historisk tidsperiode foregår fortællingen i? 2) Hvilke tidstypiske træk (særlige begivenheder, personer, kultur, mode, normer, mv). kendetegner lige netop denne periode? 3) Hvilken betydning kan dit kendskab til den historiske periode have for forståelsen af fortællingens personer og de konfliktsituationer, de er i? FYSISK MILJØ Det fysiske miljø er det sted eller de steder, historiens vigtigste begivenheder skal forestille at foregå. Altså fx en beskrivelse af den by, historien foregår i, den gade eller det hus hovedpersonerne bor i, den stue de skændes i, den natur, de vandrer i eller lignende. En beskrivelse af et fysisk miljø indeholder ofte en række "tegn", der fortæller os noget om de mennesker, der befinder sig i miljøet. Hvis vi kan "oversætte" disse tegns betydning, kan vi få en fornemmelse af personernes livssituation, af deres personlighed. De ord forfatteren anvender i beskrivelsen af det fysiske miljø kan også fungere som en indirekte opbygning af en særlig stemning: Hvis han anvender mange negativt værdiladede ord (fx grimt, klamt, koldt, mørkt, faldefærdig, indelukket, osv.) sætter det læseren i en negativ, en tungsindig stemning. Hvis mange positivt værdiladede ord (fx smuk, varme, farverig, lækker, blomstrende, glad, osv.) indgår i beskrivelsen påvirker det læserens sindsstemning i et positiv retning. Vejledende spørgsmål i forbindelse med det fysiske miljø: 1) Hvilke vigtige fysiske miljøer befinder hovedpersonerne sig i? 2) Hvad fortæller beskrivelsen af de vigtigste fysiske miljøer indirekte om de personer, der befinder sig i dem? RESUME ELLER REFERAT Giv et resume eller referat af tekstens handling. I grove træk kan forskellen mellem en genfortælling, et referat og et resume illustreres således:

10 Det bør kendetegne både genfortællingen, referatet og resumeet, at gengivelsen af indholdet er: - nøgtern, dvs. at den ikke må indeholde dine egne subjektive holdninger eller vurderinger. ET EKSEMPEL PÅ ET RESUME "Novellen handler om en ung blind mand, der sidder alene på en bænk i en park. Han kontaktes af en lille ensom pige. I starten er den blinde afvisende overfor hende, men efterhånden udvikles langsomt et venskabeligt forhold mellem de to. Venskabet afbrydes til sidst af en forbipasserende, der tror, at den unge blinde mand er børnelokker." GENRE- OG STILARTSBESTEMMELSE Under dette punkt skal du præcisere, hvilken slags tekst den analyserede tekst egentlig er: Allerførst, hvad er hovedgenren - Roman, novelle, kortprosa, eventyr, fabel, sagn, myte, legende eller saga? Er det en fantastisk eller realistisk tekst? Fiktionstekster kan grundlæggende set inddeles i to grundformer: a. Den realistiske tekst b. Den fantastiske tekst At en tekst er "realistisk" betyder, at den skildrer en opdigtet virkelighed, der er genkendelig i forhold til den faktiske virkelighed og hvis handlingsforløb sandsynligvis godt kunne ske i virkeligheden. At en tekst er "fantastisk" betyder, at den skildrer en opdigtet virkelighed, der ikke er genkendelig i forhold til den faktiske virkelighed og hvis handlingsforløb sandsynligvis ikke kunne ske i virkeligheden. En fantastisk tekst kan være en, hvor magien er til stede enten i form af magiske figurer eller magiske begivenheder. Det uforklarlige og miraklet er muligt, og naturens love kan brydes. Den kan godt indeholde visse elementer fra en

11 dagligdags realistisk verden, men dens dominerende kendetegn er altså de fantastiske elementer, dvs. det sælsomme, forunderlige, det virkelighedsfremmede og måske det overnaturlige. PERSPEKTIVERING Perspektivering betyder egentlig "fremtidsudsigt", men i danskfaglig sammenhæng betyder det "at sætte i sammenhæng med" eller "at sammenligne med". Således handler perspektivering om at sætte den analyserede tekst ind i en samfundsmæssig, historisk, kulturhistorisk eller psykologisk/pædagogisk sammenhæng. Vi kan formulere følgende to overordnede perspektiveringsspørgsmål: - På hvilken måde kan du sammenligne forhold i den tekst, du har analyseret - med historiske, kulturhistoriske, samfundsmæssige eller psykologiske/pædagogiske forhold uden for teksten, dvs. i den faktiske virkelighed? - På hvilken måde kan du sammenligne den analyserede tekst med andre tekster? Disse to spørgsmål peger i retning af hvert sit perspektiverings-felt. Derfor kan det være en god ide at skelne mellem to slags perspektivering, nemlig henholdsvis den almenfaglige perspektivering og den litterære perspektivering. BUDSKAB I enhver tekst udtrykkes nogle negative eller positive livsholdninger, nogle holdninger til hvilke normer og livsværdier, der er gode og dårlige, rigtige og forkerte. Dette punkt handler derfor om at undersøge, hvilke normer og livsværdier, der mere eller mindre åbenlyst udtrykkes en positiv eller negativ holdning til i teksten, og hvad disse holdninger eventuelt går ud på? Ofte kan du få en ide om forfatterens holdninger ved at forholde dig til følgende spørgsmål: 1) Hvilke personer udtrykkes der, mere eller mindre direkte, i teksten, en sympati og/ eller en antipati for? 1a) Er der en af personerne i fortællingen, der fremstilles så sympatisk, at personen kan opfattes som forfatterens talerør, som en rollemodel for de livsværdier og idealer, forfatteren muligvis selv står for? 1b) Er der omvendt en anden af personerne, der fremstilles så usympatisk, at denne kan opfattes som en, der repræsenterer en livsholdning, nogle livsværdier, forfatteren må formodes at tage afstand fra? 2) Hvilken positiv eller negativ holdning udtrykker forfatteren, direkte eller indirekte, til de temaer, der behandles i teksten? 3) Hvilket budskab antydes eventuelt i forfatterens valg af titel? 4) Hvilket budskab antyder forfatteren eventuelt ved at lade fortællingen slutte på en bestemt måde?

12 TEMA Et tema kan vi definere som det grundlæggende emne eller konfliktforhold en tekst egentlig handler om. Temaer i en roman eller novelle kan sammenfattes i kortere sætninger eller i ord som fx krig, kærlighed, skyld, frihed, jalousi, identitetskrise etc... Hvis du kan få øje på, at flere af de forhold, der omtales i teksten, peger i retning af ét bestemt emneområde - så har du fået fat i det, vi kalder hovedtemaet. Andre temaer kaldes bi-temaer eller sidetemaer. Tema - et emne eller modsætningsforhold Du kan vælge at formulere temaet som enten et emne eller et modsætningsforhold: Fx kan du sige, at temaet i en roman er emnet krig eller du kan sige, at temaet er modsætningsforholdet mellem krig og fred. Eller du kan enten sige at temaet i en roman er emnet ensomhed eller modsætningsforholdet ensomhed/fællesskab. Osv... EGEN VURDERING Begrebet vurdering kan vi i danskfaglig sammenhæng definere på denne måde: At foretage en vurdering af en tekst vil sige at tage stilling til, hvilken værdi man personlig vil tillægge teksten. Vurderingen er således den del af tekstarbejdet, hvor du opfordres til åbenlyst at give udtryk for din personlige mening om eller holdning til tekstens indhold og form. Du skal, med andre ord, overveje, hvad du synes er godt eller skidt ved teksten, hvad der gør et særligt positivt og/eller negativt indtryk på dig - og, efterfølgende, begrunde disse vurderinger? Du kan eventuelt lade dig vejlede af følgende spørgsmål: 1. Hvordan var dit umiddelbare indtryk af teksten? Fangede den din opmærksomhed og interesse eller det modsatte? Overvej hvorfor? 2. Er det din personlige vurdering, at tekstens personer og/eller tema(er) er særlig interessant(e), vedkommende, spændende, tankevækkende eller det modsatte? Hvordan kan det være? 3. Har forfatteren, efter din mening, anvendt nogle fortælletekniske og/eller sproglige virkemidler, der gør særligt indtryk? Hvilke virkemidler er det eventuelt, hvilket indtryk har de gjort og hvorfor har de det?