Fotografierne på bogens omslag forestiller (fra toppen):

Transkript

1

2 Og andre forfattere

3 Fotografierne på bogens omslag forestiller (fra toppen): Leif E. Christensen Jørgen Ulrich Sonja Hauberg Svend Aage Clausen Giuseppe Scocozza Finn Gerdes.

4 SØREN SCHOU Og andre forfattere Dansk fiktionsprosa Roskilde Universitetsforlag

5 Søren Schou Og andre forfattere. Dansk fiktionsprosa udgave 2001 Roskilde Universitetsforlag, 2001 Omslag: Torben Lundsted Sats: Samfundslitteratur Tryk: Narayana Press, Gylling ISBN Fotografier til omslag er stillet til rådighed af POLFOTO og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek. Udgivelsen er støttet af Statens Humanistiske Forskningsråd. Roskilde Universitetsforlag Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf Fax slforlag@sl.cbs.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

6 Indhold Forord s. 7 FØRSTE KAPITEL Oversete forfattere Tendenser i dansk fiktionsprosa , s. 9 De 18 forfattere, 13 Kulturkrise, apokalypse og advent, 23 Bestsellere, sabotørromaner, amerikabølgen, 25 Prosaens problemer, 27 Bogens opbygning, 32 Noter, 36 ANDET KAPITEL Tre eksperimenter Sonja Hauberg, Finn Gerdes, Ivan Malinovski, s. 39 Mellem en opbrugt fortid og en umulig fremtid, 39 Veritas blandt ruinerne, 48 Outsidere i Nekropolis, 52 Prosa uden paradigme, 57 Noter, 59 TREDJE KAPITEL Myte, legende, allegori Den billedrige prosa, s. 61 Aksel Heltoft: Kristus og Taunus, 63 Leif E. Christensens mesterfortællinger uden motto, 70 Hans Jørgen Lembourns allegoriske spændingsroman, 87 At køre op foran læserens dør, 92 Noter, 95 FJERDE KAPITEL Flugten til sommerhuset Den danske roman noir, s. 97 Flugten fra skammen, 99 Flugten fra organisationen, 103 En surrealistisk flygtning, 107 Konfrontationer i sort, 110 Krigstraumer, 113 Fra kirke til sommerhus, 115 Noter, 117

7 FEMTE KAPITEL Den fjerde dimension Eksperimenter med tid, s. 119 Gys og satire i den femte dimension, 121 Fortiden analyseret og syntetiseret, 124 En skuddag bag om tiden, 128 Noter, 136 SJETTE KAPITEL Prosa uden skilning Surrealister og anarkister, s. 137 En skælme- og skandaleroman, 137 Groteske familiebilleder, 142 Noter, 152 SYVENDE KAPITEL Konformidabelt Litterære satirer, s. 153 En hverdagens Hitler, 154 Frygten for massemennesket, 156 En menneskehed uden erindring, 160 Den kolde krigs satirer, 163 To gange Blixen, 167 Noter, 173 OTTENDE KAPITEL Livet i kløfterne Short Stories, s. 175 Morbide sædeskildringer, 177 Sære fortællinger, 180 Upålidelige fortællere, 184 Noter, 189 NIENDE KAPITEL Husket og glemt, s.191 Efterkrigsprosaen og den litterære kanon 50 er-konstruktionens blinde vinkler, 193 Den restriktive litterære kanon, 201 Noter, 205 Litteraturliste, s. 207 Navneregister, s. 210

8 Forord Denne bog handler om en periode i nyere dansk litteraturhistorie, , som efter min opfattelse hidtil har været ensidigt belyst. Mit motiv til at skrive den har været en blanding af undren og utilfredshed. I min gymnasietid ( ) læste og dyrkede jeg en række prosaforfattere, som på det tidspunkt var i vælten, men som der hurtigt blev stille om. På universiteternes danskstudier beskæftigede man sig ikke med dem. Grunden var ikke, at ny dansk litteratur i almindelighed blev negligeret på datidens to universiteter; fra midten af 60 erne var der unge lærere, som med energi og entusiasme bragte den nye litteratur inden for murene. Forklaringen er snarere, at opfattelsen af, hvad det var værd at beskæftige sig med, helt blev præget af det modernistiske gennembrud i årene omkring 1960 med Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg som frontfigurer. Det blev den fremherskende opfattelse, at årene frem til modernismens gennembrud for prosaens vedkommende var præget af formel konservatisme og angst for eksperimenter, og set i 1960 ernes bakspejl fik de foregående år snart et omdømme som tamme, grå, autoritære, klaustrofobiske og kedsommelige. Alle disse dystre egenskaber samledes i den stereotype betegnelse halvtredseragtig, hvorimod tresseragtig jo vækker et væld af anderledes muntre og respektløse forestillinger. Den generelle periodekarakteristik smittede af på vurderingen af 1950 ernes og i det hele taget de første 15 efterkrigsårs litteratur. Genlæsningen af en række af den første efterkrigstids oversete prosaforfattere har overbevist mig om, at erindringen ikke havde spillet mig et puds. Mange af dem er et bekendtskab værd og fortjener et mere flatterende eftermæle end det, de har fået. Og andre forfattere er et forsøg på at skrive en række spændende og i vid forstand eksperimenterende forfattere ud af glemmebogen. Ikke alt er mesterligt, men det meste er for godt til at forblive glemt. Men bogen har også et mere principielt og mindre stofbundet sigte. Den åbner for en diskussion af den litterære kanondannelse : Hvor- 7

9 dan kan det være, at bestemte værker og forfattere huskes, mens andre glemmes? Hvis det udelukkende var kriterier som kunstnerisk kvalitet og relevans, der bestemte valg og fravalg, eller anderledes sagt: Hvis det erindringsværdige altid er identisk med det, der faktisk erindres så ville der ikke være mere at tale om. Slet så enkelt forholder det sig ikke. Jeg håber, at bogen kan inspirere andre til kritisk beskæftigelse med kanondannelsen i litteraturen, som for mig at se er inappellabel og rigid på en måde, som ikke kendes fra de øvrige kunstarter. Under arbejdet med bogen har jeg modtaget værdifulde impulser og oplysninger fra mange mennesker. Jeg takker de ansatte på mine to lokale biblioteker, Roskilde Universitetsbibliotek og Roskilde Bibliotek, for udstrakt hjælp under arbejdet. Desuden takker jeg historikeren Benito Scocozza for oplysninger om hans halvbror Giuseppe Scocozza, samt min ven, forfatteren Jørgen Sonne for givtige diskussioner om efterkrigstiden. Jeg står også i taknemmelighedsgæld til mine danskkolleger på Roskilde Universitetscenter og til tre grupper studerende, der i foråret 2001 skrev projekter om Leif E. Christensens forfatterskab. Det drejer sig om mange mennesker, derfor må de lade sig nøje med denne kollektive taksigelse. Især har jeg grund til at takke forfatteren Leif E. Christensen, der generøst har stillet sig til rådighed med vurderinger og oplysninger om perioden i almindelighed og om hans egne bidrag til den. Sidst, men ikke mindst, retter jeg en varm tak til min kone Rigmor Bækholm, der gennem hele forløbet har været en konstruktiv diskussionspartner og en kritisk læser af manuskriptet. Jeg har ikke fulgt alle råd og anvisninger, og hvad der i det følgende måtte være af fejl og misforståelser, hæfter jeg alene for. Men de nævnte mennesker, der har været mine sparringpartnere i forskellige faser af arbejdet, har under alle omstændigheder bidraget til en tydeliggørelse af synspunkter og en skærpelse af argumenter. 8

10 FØRSTE KAPITEL Oversete forfattere Tendenser i dansk fiktionsprosa Efter Anden Verdenskrig kom den naturalistiske roman og novelle i miskredit i toneangivende litterære kredse, og som helhed stod perioden fra 1945 til 1960 i poesiens tegn, ikke i prosaens. De fornyere af prosaen, som eftertiden vurderer højt, er ganske få; tre forfattere fra den ældre generation: Karen Blixen, H.C. Branner og Martin A. Hansen og tre fra den yngre: Peter Seeberg, Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg. Med en grov, men ikke urimelig forenkling kan man sige, at dansk fiktionsprosa i tidsrummet mellem befrielsen og velstandsopsvinget 15 år senere tegnes af disse seks, og at periodens hovedværker er Branners Rytteren (1949), Hansens Løgneren (1950), Sørensens Sære historier (1953), Seebergs Bipersonerne (1956), Blixens Skæbne-anekdoter (1958) og Rifbjergs Den kroniske uskyld (1958) med William Heinesens De fortabte spillemænd (1950) som en nordatlantisk og Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1956) som en realistisk outsider. Det var Villy Sørensen og Peter Seeberg, der med deres tidlige værker i 1950 erne pegede frem mod 1960 ernes modernisme; andre kommer sjældent på tale. Det er blevet knæsat som den almindelige opfattelse, i hvert fald siden Søren Baggesen skrev sit bidrag om prosamodernismen til radio-grundbogen Modernismen i dansk litteratur (1967), og Thomas Bredsdorff samme år udgav Sære fortællere. 1 Denne bog handler om nogle af de mellemregninger, som de storstilede statusopgørelser har set hen over. Dens emne er prosaværker fra 1945 til 1960, både romaner og noveller, der uden nødvendigvis at være TENDENSER I DANSK FIKTIONSPROSA 9

11 modernistiske udfordrer deres tids genre- og formbegreber og tematisk sætter nye dagsordener. Flertallet er skrevet af forfattere, der i dag må siges at være mere eller mindre glemte, skønt adskillige af deres værker blev stærkt diskuteret og beundret i samtiden. Men bogen omtaler også upåagtede bøger i forfatterskaber, som stadig huskes fortrinsvis tidlige værker, men i ét tilfælde, Sonja Haubergs April, en sen, posthumt udgivet roman. Det er en række oversete prosaister, der står i centrum for fremstillingen: surrealistiske, myteskabende, hårdkogte, filosoferende, satiriske. Det er forfattere, som enten eksperimenterede inden for en realistisk tradition eller orienterede sig mod den europæiske modernisme. Flere af dem kunne fortjene at blive nævnt som fornyere på linje med Seeberg og Sørensen, men bliver det sjældent. Det er der en række forskellige, komplekst samvirkende grunde til: institutionelle, æstetiske, biografiske, kulturpolitiske. Nogle afsøgte kunstneriske muligheder, som enten ikke blev videreført, eller som andre siden fik æren for. Andre skrev i dyb isolation, uden forbindelse med samtidens litterære miljøer. Atter andre opgav tidligt forfatterkarrieren eller orienterede sig efterhånden i mere traditionelle retninger og huskes primært for den sene del af deres produktion. Og endelig blev nogle misforstået af deres samtid eller eftertid, eller blev udgrænset i kunstnergenerationernes indbyrdes opgør. Bogen handler om en afgrænset periode, men de problemer, den diskuterer, rækker ud over perioden. Ved at sætte nogle marginaliserede forfatterskaber i centrum bliver den en kritisk kommentar til den litterære kanondannelse, dvs. de mekanismer, der udpeger bestemte værker som erindringsværdige og frasorterer resten. Man kunne forvente, at der var en dybere kunstnerisk eller eksistentiel begrundelse for de valg og fravalg, som eftertiden foretager. Det er den almindelige opfattelse, at de kanoniserede værker er dem, der rummer stadig gyldige livsbilleder i et originalt formsprog, hvorimod de glemte enten er mislykkede eller præget af formel og tematisk efterklang og for så vidt glemt med rette. I polemik mod denne opfattelse fremhæves her et vist element af vilkårlighed i kanondannelsen: Der er ikke nødvendigvis identitet mellem det lødige og det sejrende, for der er eksempler på, at 10 OVERSETE FORFATTERE