ca!4'v$ ~L F,6-y~t-C-C/L /t)j[;"

Transkript

1 - l - ca!4'v$ ~L F,6-y~t-C-C/L /t)j[;" Min far, Jens Busk Sørensen - altid kaldt Jens Busk - kan jeg huske, fra han var ca. 50 år, til han døde som 65-årig. Jeg nåede at blive født i Aptrup, Sall sogn (~ug. 1901), men opleved~ "Julestormen 1902 " i en gård i Futting. Flytningen betød, at forbindelsen med SallSvækkedes. Fra andre ved jeg om min..; fars deltagelse i rejsningen af Sall Forsamlingshus, i Skytteforening og Afholds-. bevægelse. Man fortalte, at han i sin tid med en vis succes havde optrådt på de skrå brædder, og det skete, at han gaven sang fra dengang til bedste, men ellers husker Jeg bedst hans smukke sangstemme fra juleaften eller fra de timer, jeg delte med ham i Thorsø kirke. Mine forældre kom ud for hele 3 vredesudbrud fra den natur, vi trods al beherskelse af den stadig i visse tilfælde må føle os prisgivet. En voldsom lynbrand raserede hjemmet i Aptrup. Familien mistede alt, og en dreng var meget nær ved at indebrænde. Nogle år senere skete det, at julestormen væltede en gavl ind på det nybyggede stuehus i Futting, hvorved alt tagværk blev ødelagt. Så gik igen få år, og nu skete der noget, der stadig står skarpt i erindringen 70 år efter. Igen var det "Thors hammer", der var ude. Min far og karlen var borte (vel i anledning af, at min far dreven ret omfattende handel med svin til Koppmanns slagteri i Silkeborg, de skulle dengang leveres enten i Silkeborg eller på Laurbjerg St.) Min mor var alene med sin ret s~ore flok og to unge piger. Efter det man kalder en øjeblikkelig indskydelse, foreslog hun på et vist tidspunkt under det hårde vejr, der hjemsøgte egnen: Lad os til en forandring flytte ud i køk-.kenet. Kort efter slog et "kuglelyn" ned i stuen, vi havde forladt. En ung pige sank besvimet sammen. Da vi i nogen måde havde forvundet det chok, lynnedslaget fremkaldte, løb den anden unge pige op på loftet for at se, om det brændte der. Det gjorde det ikke, men meget træværk var splintret. Da vi lukkede op til stuen, hvor nedslaget var sket, så der trøstesløst ud: der var slået huller i skillevægge, og en del bohave var ødelagt. Med den korte afstand, det drejede sig om, blev en vis forbindelse med mit fødesogn naturligt opretholdt. Købmand Jacob Andersen blev min ven, hos ham købte jeg søm, hvis jeg uventet kom i besiddelse af en femøre. Han havde telefon! Derfor var det ham, der 'kunne fortælle, hvad min halvbror var taget til på session. "Infanterist"! Hvor var det et svært ord. Man havde jo aldrig hørt det før, og så gik en lille fyr og gentog det hele vejen hjem til Futting, for at man kuqne aflevere det ved hjemkomsten. Har min far givet et bidrag til Sall Forsamlingshus - og det har han jo nok - reddede hans vel 5-6 årige søn en del af indsatsen tilbage til familien ved en tombola. Jeg ser tydeligt den mand for mig, der stod og kørte rundt med en mær-

2 - 2 - kelig kasse med "vinduer'! af glas. Man må løftes op for at nå at få hånden ned i den. "Ta nu den stue", blev der sagt, og det gjorde jeg som en lydig dreng da også! Smeden i Aptrup blev også min ven, hos ham havde man ærinde, hvis en hest skulle have sko. En dag blev der spurgt: hvad skal du være, når du bliver større? Svaret faldt prompte: "Gårdmand". Der lå ikke noget diskriminerende for nogen i det. Vore forældre har sikkert snarere tænkt ad den linie: at der er forskel på folk, kan de tidligt nok få at mærke. Nej, svaret var blot en tillidserklæring, og den betød så meget som: jeg skal være det, min far er (1 parentes bemærket: den respekt og beundring, barnets svar var udtryk for, har holdt sig gennem 70 år). Min far drev uden tvivl et godt landbrug (uden at have særlige specialer som f.eks. interesse for avlsarbejde), men jeg har til tider spurgt mig selv, om han virkelig også har været det, man kalder "landmand med liv og sjæl". Var han mon helt kommen på sin rette hylde. Kunne evnerne ikke pege en anden vej. At han ville 'have udmærkede evner for en boglig uddannelse, er udenfor tvivl. En ældre bror.havde fået lov til at komme på seminariet, og så har det vel i de o tider været ret utænkeligt at lade en søn til gå den boglige vej. Måske er det kommet næste generation - undertegnede! - til gode, så vi her har en forklaring på, at min far uden indvendinger erklærede sig rede til at bringe det økonomiske offer, det dengang betød på et tidligt tidspunkt at fa en søn bort fra hjemmet for en uddannelses skyld. Måske har han tænkt: det faldt ikke i min lod, men nu skal drengen have chancen (må jeg - i al beskedenhed - lige røbe, at det for drengen var en tilfredsstillelse at kvittere for tilliden og.det bragte offer gennem det resultat, der opnåedes til artium, et foreløbigt trin i uddannelsen, so~ min far fik lov til at opleve, inden han ved døden hindredes i at ~ yde videre støtte). Gennem et langt liv har jeg mødt mange mænd, som jeg har lært af og set op til, men ingen af dem har truet den særstilling, min far fik i sin tid. Ham må jeg tit tænke på, når der nu tales om "autoritetskrise". Jeg beklager alle dem, som livet ikke har lært at indse, at gave og krav følges ad i det, der hedder myndighed, autoritet. Den mand har ret til at stille krav, som først har vist sind og vilje til at give og støtte. ~ Hvordan min far nu end har haft det med landbruget, så er det sikkert, at han med de store forsørgerbyrder, han havde gennem mange år, ikke ha~de nok i at drive en gård. Man må vist sige, at han besad et forretningstalent, og han var, hvad man kalder "driftig". Gennem mange år opkøbte han svin, som han - som før nævnt, \ - solgte til Koopmanns slagteri i Silkeborg. Endnu mindes jeg den lille purk, der i koldt vejr kravlede ned til grisene i halmen! Nu kostede det ikke noget at køre over Tvilum Bro, men ikke retlang tid i forvejen måtte der betales bro- 1 ~. /'./ o',;l. /. "./- /' " /',,.,',,t /, /.. I--' -',X. I? t?jt- ".-)-"LA"<'L,'",\..-<.,.- 1.)-1' vl,l, """.\--<- - r, J,,--,J'~" cl//i',/~v>.::,./u..~,:j~--o<.--<- /:._1 "",,-",., j'r 1:,...",'.0.- "/','.... ~ " ( ( -' I ' il 'Co" j o -,-; "," I,, ; o.crre 'Il'--(.rfa,t' '-;/)'.~-'.'/ ",;-", h c;y;:.)i-i-!:.-y-t-,('(:::j;f;.c-,-"", ( / ' " l c''.:' - <. ",- t', <" '.' t-,," l ti O' ; /.,

3 - 3 - penge. Min meget f~mælte far røbede engang, at han kunne regne med en daler pr. gris! Mange penge dengang (endnu husker jeg, hvad en daler betød dengang, fordi min fødselsdag indbragte en s~dan fra to søstre fra Aptrup, hvis forældre man havde været s~ forudseende at opkalde mig efter!) Men hvad var det ikke ogs~ for ture ved vintertid. Ofte nåede mand og heste først hjem ud på natten (ærinder skulle besørges p~ hjemturen - det var før Lang~-Silkeborgbanen). Mor har fortalt, at hun tit gik uden for gården og ventede, hun blev glad, n~r hun i nattestilheden hørte en ramlende vogn i retning af Grølsted. Siden slog min far sig p~ tørvehandel i ret stor stil. Egnen var fattig p~ brændsel - i hvert fald mosebrændsel. Tørvene kom fra Engesvang til Thorsø st. Mon ikke det blev til ca. 75 vognladninger på en sommer. Vi børn var kede af de tørv, for stationen havde ingen vognvægt, og det betød, at tørvene skulle tælles ud! For hver 100 skulle en tørv lægges til side! Var vejret godt, foretrak vi de åbne vogne, hvor støvet trak bort, ellers de lukkede. Endnu en opgave tog vor far sig p~: i krig~årene havde vi statens lager af korn. Byens købmænd var ikke interesserede, så måtte vi andre tage fat. Ved den tid sled jeg som halvvoksen vist lidt over det tilladelige. Det modtagne korn skulle bæres på loftet. En del skulle senere køres til banen. Folk skulle have korn til deres høns. Det tilfaldt mig at føre regnskabet overfor Viborg amt. En lille oplevelse fra den periode husker jeg tydeligt: jeg blev sendt i Hammel bank efter et meget stort beløb: vistnok kr. Hvad mon det ville betyde i inflationskroner nu? Endnu mindes jeg de følelser, hvormed jeg mødte op ved skranken for at modtage pengene. Virkelig et højtideligt øjeblik! Min far talte meget lidt om pengesager, men jeg husker, at han engang sagde, at et af de pågældende år gav et rimeligt udbytte for haft slid. Men med dette sidste har jeg fået familien flyttet fra Futting til "Thorsølund", som min far efter en udstykning købte hovedparcellen af (72 tdr. land for ). Her var i sandhed noget at tage fat på. De mægtige bygninger svarede ikke til det ændrede areal. To statshusmandsejendomme blev bygget og solgt fra, og inden så længe blev der tale om bortsalg af byggegrunde i den voksende stationsby. For os børn var det en meget stor forandring. Blot det at blive fri for en lang skolevej, at kunne gå hjem til middag o.s.v. Og så det for en dreng at komme til at råde over sognets største have, enge, bæk og.. andre herligheder. Den have blev sognets mødeplads ved sommertid. Sognet prægedes af en stor afholdsforening, der virkede som foredragsforen~ng. Min fars tilslutning til afholdsbevægelsen havde nok sin forklaring i en tragedie længere tilbage i slægten. Far agiterede aldrig over for os børn. Jeg mindes en form for samvittighedskonflikt, jeg kom i ved, at en tilflytter bad mig om at hente en

4 - 4 - flaske akvavit. Man vidste jo ikke rigtig, hvad bemeldte flaske indeholdt, men havde sine anelser. For en sikkerheds skyld opsøgte jeg min far og spurgte, hvad jeg skulle gøre her, og det lettede, da han sagde:når manden beder dig om at gå et ærinde, skal du naturligvis gøre det. Min far var med til at rejse Thorsø Afholdshotel overfor den dengang nye station. Han fik både hotel og "Thorsølund"'s jord belagt med en klausul gående ud på, at en spiritusbevilling for al fremtid var udelukket (denne klausul har for ikke længe siden givet anledning til en del journalistisk virksomhed). Mine forældre var - som de fleste åndre i sognet - sikre deltagere i sognets mødeliv (min far havde i sin tid sørget for, at mor kom på højskole, inden hun gik ind til at være mor for hans 5 moderløse børn). Ved sommermøder i "Thorsølund"'s ~ have kunne der samles mennesker. Det var gerne en præst og en højskolemand, der førte ordet. Min far hørte på ingen måde til dem, der ikke kan se en talerstol uden at tænke: der må jeg op! Hans grundpræg var stilfærdighed og tilbageholdenhed. Men ved en enkelt lejlighed havde man virkelig fået ham overtalt til at indlede mødet. Det viste sig, at han var i besiddelse af en naturlig veltalenhed, når det endelig skulle være. Hvem skildrer hans drengs stolthed, da han på stationen hørte bortdragende mødedeltagere tale om, at "det manden i g<3j'c:jell sj~,gdej var nl! v_eclat værj3.dj;!tj:te~st~ Min far må som nævnt have haft megen økonomisk sans. Han må have tjent mange penge ved sin initiativrigdom og ved sin personlige fordringsløshed. Det må han have gjort, siden han kunne hjælpe 12 børn i vej og sørge sådan for mor, at hun kunne leve næsten en menneskealder efter hans død uden offentlig hjælp. Men../' under alt dette forstod han dem, der ikke var helt så heldigt stillet. Sammen med andre af byens mænd tog han sig af en alkoholiker, så han skabte sig en eksistens i byen. Da vor lærer døde i 1912, 45 år gl., og efterlod sig enke og 7 børn, sagde han, da der var tale om en mindesten: vi skulle vel ellers snarere tænke på brød end på sten. Der blev truffet en o~dning med at købe hus og skaffe enken en stilling som bestyrer af en central. Endnu husker jeg min far, når han ind under jul stilfærdigt fjernede sig med nogle gode pakker fra købmanden: han vidste nok, hvem der kunne trænge til dem. Min fars grundpræg var alvor, men ikke sådan, at det virkede tyngende. Nok undrede det mig lidt, da jeg første gang hørte det træk fra hans første ungdom: at han altid havde en hale af børn efter sig. Også sine egne gav han sig vist mest af med, mens vi var små. Respekten var der altid, meh utilnærmelig var han på ingen måde, og det selvhøjtidelige lå ham meget fjernt. Han kunne nyde udslag af humor og kunne selv, om det skulle være, være rap i replikken. De sidste år blev ret svære. Aldrig har jeg set hans ansigt lyse sådan af

5 - 5 - I glæde som den 14. april 1921 om morgenen, da børneflokken tiltvang sig adgang til soveværelset for at ønske de to tillykke med 25 års samliv. Der I røbede han sig - sin taknemmelighed for kårene, som de faldt - som jeg aldrig ellers har set det. Men allerede på det tidspunkt var helbredet svigtende. Stadig hyppigere måtte han ind for at hvile. ITilsidst blev en operation besluttet. Han overlevede selve operationen et par dage, så var det forbi. Overlægen betroede mig bagefter, at han uden operation ville være sultet i- hjel i løbe~ af et halvt års tid. Nu den 9.februar er det 53 år siden, han blev båret over på kirkegården (i en forrygende snestorm). Nu har man selv levet næsten et tiår mere, end det blev ens far beskåret, og jævnligt må man i sin tilbagetrukne pensionisttilværelse tænke på, om man har kunnet leve op til det eksempel, der blev givet af den mand, man kom til at skylde mest. Det var hvad, Jacob Busk}fortalte om sin far, Jens Busk, "Thorsølund" som svar på min henvendelse angående uddybning af et spørgsmål i et spørgeskema fra Nationalmuseet: Fortæl lidt om den mand eller de mænd, der stod bag opførelsen af Sall Forsamlingshus. Og så lidt af, hvad Jacobs søster, Kathrine (min mor) har fortalt om sin far. Ja, Jacob skriver lidt~om svinekørsel, uden at det fremgår, hvor stort et arbejde, der i virkeligheden lå bag denne kørsel. Før Koopmanns Svineslagteri i Silkeborg blev bygget, kørte far svin til Skanderborg, men først måtte han jo rundt på egnen og købe svinene, tog helt til Hadsten og Laurbjerg og sendte dem med tog fra Laurbjerg - over Århus til Silkeborg, da der blev bygget slagteri der. Langå-Silkeborgbanen kom jo først i De svin, der blev opkøbt i nærmeste omegn af Aptrup, kørte far selv til Silkeborg med. Landbrugsvognene dengang var små, og selv om svinebestanden heller ikke var stor, havde far dog så mange svin at køre med, at de tit lå i lag i vognen, hvad der tit kunne bevirke, at han af og til om sommeren måtte skynde sig med at stikke en gris, der var blevet dårlig af varmen, og så anbringe den med hovedet nedad, så blodet kunne løb~ af, inden han nåede slagteriet, som så måtte tage sig af dette dyr først. Vi børn var af og til med på en sådan tur om sommeren. Når v~ kom til "Tvilumg,!hd", sagde far: "Ja, der er jeg født - i Tvilumgårds svinehus" - og det var rigtigt nok, for hvor der dengang var svinehus, havde der før været stuehus.

6 - 6 - Far købte ogs~ en ~har-a-ban~ og kørte en gang ugentlig dagvognskørsel over Futtl~9' Grølsted, Skorup, Tvilum og Grauballe til Silkeborg. "Danmarks Afholdsforeninger" blev stiftet 1879, s~ også her har far ~- ret en foregangsmand, idet han stiftede en Afholdsforening i Sall - ikke uden dramatik! For da den nystiftede forenings medlemmer gik i procession med fane i spidsen fra Sall til Aptrup Friskole, der dengang var sognets kulturcenter, for at holde indvielsesfest, kom en karl løbende og sagde: "Jens Busk! Du skal skynde dig og komme hjem og køre efter madammen". Inden dagen var til ende, var jeg født Jeg mener også, der er blevet mig fortalt, at far var med til at oprette en Skytteforening Far havde været p~ Testrup Højskole, hvor forstander Jens Nørregård gik stærkt op i Skyttebevægelsen, der startede på Arhusegnen i Skytterne i Aptrup og Sall holdt øvelser i Tulstrup bakker. Om far ledede disse øvelser, ved jeg intet, men en af hans sønner, Søren, opnåede som soldat så fine resultater i skydning, at han af Hæren blev sendt til København for at deltage i en landskonkurrence. Ved de årlige skyttestævner i Sejs kørte far dertil med skytterne fra Sall og Aptrup i dagvognen. Ved en tilfældighed fandt man i 1976 en gammel fane rullet sammen og stukket ind ved en bjælke på loftet i Sall Forsamlingshus. Da støv og spindelvæv var rystet af den, kunne mbn 8e, at der på midten var malet: "Sall Skytteforening 1895" og udenom, også malet, en krans af egeløv. Den er nu renset og indrammet og ved forsamlingshusets 85 års Jubilæum ophængt på en væg der var far medstifter - måske initiativtager - i al fald første formand for Sall Forsamlingshus, hvad gamle protokoller fortæller om. Blandt mine særlig festlige minder fra Sall Forsamlingshus er dilettantforestillingerne,hvor far altid havde en stor rolle, ja, måske ledede disse forestillinger. Af disse husker jeg: Intriger - Sagt op - Skytte Lars - En nat i Roskilde og flere. Da de opførte Skytte Lars, husker jeg også, at lille bror Rasmus, der vel var 5-6 år, udbrød højt, så alle i salen kunne høre det, da der lø~ et skud i kulisserne: "Såh! No skød fåe ræven!" - Til disse forestillinger " mødte lærerens i Thorsø og præstens i Vejerslev (udenbys honoratiores!) I fastelavnen var der maskerade, hvor far var med i det hele og digtede sange dertil og selv var udklædt ved at vende sin store frakke med foret udad og knappe den i ryggen, noget, der morede de yngste meget.

7 - 7 - Set i Hamme! Avis : Dødsfald. En på Ha~mel-egnen meget kendt mand, grd Jens Busk, Thorsølund, er afgået ved døden på Hammel sygehus efter en operation. Den afdøde, der ha~ betydet meget for Thorsøs udvikling, begyndte i sin tid med at køre svin. Han har bygget Thorsø Afholdshotel og haft en række tillidshverv, bl.a. var han medlem af Hammel Banks repræsentantskab. En stor og fin nekrolog i forhold til den tids små aviser. Mine Sørensen.