Reduktion af erstatning ved forkortet restlevetid? Kommentar til Professor Bo von Eybens artikel i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2012.

Transkript

1 Kommentar til Professor Bo von Eybens artikel i Erhvervsjuridisk Tidsskrift Af advokat Kira Kolby Christensen og advokat Karsten Høj, begge ved Elmer & Partnere Bo von Eyben anfører i sin artikel, at Højesterets dom ikke blot er udtryk for i bedste fald en overfortolkning af erstatningslovens motiver, men at resultatet desuden rejser tvivl om rækkevidden i forhold til tilfælde af årsagskonkurrence, at dommen indebærer utilfredsstillende tilfældigheder i forhold til afgørelsestidspunktet, samt at dommens resultat fører til uacceptable tilfælde af dobbeltkompensation. Med en fyldig redegørelse for baggrunden og formålet med erstatningslovens forenklede udmålingsregler samt behørig henvisning til lovens forarbejder og praksis tilbageviser artiklen, at Højesterets dom skulle være baseret på en overfortolkning. Artiklen tilbageviser også, at dommen i sig selv skulle indebærer tilfældigheds- og bevisproblematikker i forbindelse med årsagskonkurrence, som i sammenligning med de i forvejen eksisterende problematikker herom gør resultat uacceptabelt. Artiklen afsluttes med forslag om alternative lovgivningsmæssige løsninger, der kan imødekomme dobbeltkompensations-problematikken. Sådanne forslag har været overvejet af lovgiver, men er også afvist. 1. Indledende betragtninger Professor Bo von Eyben gennemgår i ovennævnte artikel Højesterets dom i U H. Her skulle Højesteret tage stilling til, om betalingen af et forfaldent krav på erstatning efter erstatningsansvarsloven kan delvist udsættes på betingelse af, at skadelidte stadig lever 4 år efter skadestidspunktet, når skaden, der berettiger til erstatning, har forringet den skadelidtes forventede restlevetid. Højesteret udtalte: I mangel af holdepunkter i forarbejderne for en reduktion alene med henvisning til en forkortet og kort restlevetid finder Højesteret, at erstatningsansvarsloven i overensstemmelse med dens ordlyd og formål må forstås således, at der ikke skal ske reduktion af méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning udmålt efter reglerne i erstatningsansvarsloven alene begrundet i, at skadelidte forventes at dø kort tid efter skadestidspunktet. Ifølge Bo von Eyben efterlader dommen dels tvivl om rækkevidden i tilfælde, hvor den forventede livsforkortelse beror på en konkurrerende skadesårsag, og dels utilfredsstillende tilfældigheder i forhold til tilfælde af mellemkommende død (skadelidte er død inden, der træffes afgørelse om erstatning). Bo von Eybens artikel indeholder bestemt en række interessante betragtninger om dommens konsekvenser og juridiske grundlag. Efter vores opfattelse negligerer Bo von Eyben dog i for høj grad betydningen af hele forudsætningen for Højesterets afgørelse i sagen. En analyse af dommen forudsætter, at man holder sig følgende forudsætninger klart for øje, - at sagen tog afsæt i en prøvelse af Patientankenævnets udmålingsafgørelse i den unge kvindes patientskadesag, og - at den unge kvinde på tidspunktet for Patientskadesankenævnets afgørelse ikke var død. Som også anført af Bo von Eyben døde den unge kvinde desværre, mens sagen verserede for Højesteret. Patientskadeankenævnet nedlagde dog ikke som følge heraf påstand om reduktion med henvisning til mellemkommende død. Med andre ord blev Højesteret ikke spurgt om reduktion i tilfælde af mellemkommende død, ligesom der heller ikke i sagen var tvist om eventuelle konkurrerende skadesårsager. Spørgsmålet til Højesteret var udelukkende: 267

2 Kan der foretages reduktion i et anerkendt og forfaldent erstatningskrav med henvisning til en hypotese om, at den pågældende skadelidte (der altså stadig er i live) som følge af den anerkendte skade forventeligt vil dø inden for kortere tid. Ovennævnte forudsætninger for Højesterets prøvelse omtales nærmest kun parentesvist i Bo von Eybens analyse af dommen. Efter vores opfattelse udgør de imidlertid et så væsentligt element for hele prøvelsesgrundlaget, at man er nødt til at have dem med sig i alle elementer af sin analyse. Man er desuden nødt til at holde sig klart for øje, at erstatningsansvarsloven fra 1984 er en ren udmålingslov, der gælder generelt uanset ansvarsgrundlaget, og at udmåling af erstatningsbeløb først med denne lov blev reguleret. At erstatningsansvarsloven er en ren udmålingslov betyder, at loven ikke selv indeholder regler om ansvarsgrundlag, årsagssammenhæng (kausalitet) eller påregnelighed (adækvans). Som anført ovenfor var der heller ikke tvist mellem parterne om den unge kvindes samlede erstatningsudmåling (uden reduktionen som følge af forkortet restlevetid), ligesom det var ubestridt, at den unge kvindes væsentligt forkortede livsprognose skyldtes den anerkendte patientskade. Sagen angik derfor ingen af disse spørgsmål. At loven gælder generelt betyder, at en tiltrædelse af Patientskadeankenævnets praksis ville få virkning for enhver udmåling af erstatning efter erstatningsansvarslovens regler. Altså i såvel patientskadesager som voldsoffererstatningssager, produktansvarssager, færdselsskader og andre ansvarssager. Med disse forudsætninger in mente giver Bo von Eybens analyse og konklusioner på en række punkter anledning til præciserende og supplerende bemærkninger, som vi gennemgår i det følgende. I vores analyse har vi valgt samme disposition som Bo von Eyben, idet vi derpå kommer med bemærkninger til tilfældighedsproblematikken som fremhævet af Bo von Eyben samt til, hvad der måtte være det stødende element i problemstillingen forelagt Højesteret. Afslutningsvist ser vi kort på, hvad der kunne have været en alternativ (lovgivningsmæssig) løsning. 2. Følger en reduktion af almindelige erstatningsretlige regler? Til støtte for en adgang til reduktion henviste Patientskadeankenævnet under sagen bl.a. til dommene U /1Ø og U Ø. Også Bo von Eyben omtaler disse domme i sin artikel, idet han med henvisning til den øvrige juridiske litteraturs behandling af dommene, konkluderer, at dommene er udtryk for, at der inden EAL var ganske klar støtte for en reduktion og i hvert fald mere støtte end for det modsatte. At kun disse to (ældre) landsretsdomme (og altså ikke højesteretsdomme) blev fremhævet og gennemgået under sagen som støtte for en praksis om reduktion i tilfælde af forkortet restlevetidsprognose skyldes den simple omstændighed, at der ikke findes andre (i hvert fald trykte) domme herom. Altså om adgang til at reducere i et forfaldent erstatningskrav på et tidspunkt, hvor skadelidte endnu er i live. Om dommen fra 1964 anfører Bo von Eyben tilmed selv, at den næppe er noget præjudikat, eftersom synspunktet bl.a. ikke er nævnt i præmisserne. Realiteten er dermed, at den praksis, der klart skulle understøtte en sådan adgang til reduktion, kun udgøres af landsretsdommen fra Denne sag handlede om erstatning til en ung mand, der var passager i en bil, som forulykkede. Den unge mand var født den 8. december 1937 og var derfor 19 år på skadestidspunktet den 17. april Ulykken påførte manden et brud på halshvirvelsøjlen, læsion af rygmarven og overrivning af visse halsnerver, hvorved han mistede førligheden af underkroppen op til midt på brystet samt førligheden af sin højre arm. Hans invaliditet blev fastsat til 100 %. I en under sagen fremlagt speciallægeerklæring var anført følgende om hans fremtidsudsigter: Man kan dog i almindelighed udtale, at fremtidsudsigterne trods den nuværende bedring tegner sig temmelig mørk, selvom de lægelige muligheder for at forebygge og behandle de komplicerede lidelser i vore dage er betydeligt bedre end tidligere. Man skal således ikke påregne, at A komme til at leve et meget langt liv. (Fremhævet her). Landsretten udtalte derpå, at der ved fastsættelsen af den unge mands erstatning for invaliditet og forstyrrelse af forhold skulle tages hensyn til, at hans gennemsnitslevealder nu var væsentligt lavere end før ulykken, og at han derfor ved anvendelse af rente og et passende kapitalforbrug kunne få et væsentligt højere beløb til rådighed om måneden end en person med en normal levealder. Den unge mand trodsede imidlertid lægens og landsrettens profeti. Han levede nemlig i næsten 50 år med 268

3 sine omfattende skader, jf. artiklen Bent sagde nej til sin dødsdom, som er optrykt i Politiken den 2. februar Efter ulykken fordybede den unge mand sig bl.a. i ornitologi og var i en årrække formand for Dansk Ornitologisk Forening. Han blev også gift og levede de 20 sidste år af sit liv sammen med sin kone. Først i sommeren 2006 døde han i en alder af 69 år. Det er i den forbindelse værd at bemærke sig, at gennemsnitslevealderen for mænd på tidspunktet for landsrettens dom var omtrent 70 år. Efter vores opfattelse må dommens præjudikatsværdi på det principielle spørgsmål altså om adgang til reduktion med henvisning til en forringet restlevetidsprognose nødvendigvis læses i lyset af, at den unge skadelidte, som sagen handlede om, de facto (og altså til trods for landsrettens profeti) levede med sin 100 % invaliditetsgrad til han var 69 år. Han oplevede jo ikke, at han med rente og passende kapitalforbrug fik et væsentligt højere beløb om måneden, som ellers forudsat af landsretten. Bo von Eyben omtaler slet ikke disse faktuelle forhold i sin analyse af dommen, selvom det efter vores opfattelse synes nærliggende at gøre sig en overvejelse om betydningen heraf. Efter vores opfattelse er landsrettens dom fra 1959 netop udtryk for de vanskeligheder, der er forbundet med en praksis, hvor man skal gætte om fremtiden og gøre sig til dommer over folks forventede restlevetid. Den lægefaglige videnskab udvikler sig løbende. Behandlingsmulighederne for en række alvorlige sygdomme er i dag langt bedre end de var for 50 år siden, og de vil med al sandsynlighed være endnu bedre om bare 1 år, men i hvert fald om 10 og 20 år. Uanset udgør dommen eftersom den for præmisserne bærende profeti netop blev overhalet af fremtiden et ringe eksempel på et ganske klart præjudikat for en reduktion som følge af en dårlig restlevetidsprognose. Under alle omstændigheder kan det ikke antages, at lovgiver år senere har ønsket at videreføre en sådan praksis ved vedtagelsen af erstatningsansvarsloven. Som også anført af Højesteret i sagen om den unge kvinde, stemmer en sådan praksis dårligt med erstatningsansvarslovens ordlyd og formål, herunder navnlig ønsket om forenkling ved et kapitalerstatningsprincip og hertil hørende generelle regler om aldersreduktion. Dette bringer os til Bo von Eybens andet spørgsmål om betydningen af indførelsen af EAL. 3. EAL og dommene fra 1959 og 1964 I sin artikel anfægter Bo von Eyben i det hele, at erstatningsansvarsloven skulle have ændret på retstilstanden vedrørende reduktion på et tidspunkt, hvor den skadelidte stadig er i live, men har en forkortet forventet restlevetid. Efter hans opfattelse er Højesterets dom i bedste fald udtryk for en overfortolkning, idet der ikke i den konkrete sag kunne sluttes modsætningsvist fra motiverne. Man kunne nemlig ganske enkelt ikke forvente i motiverne at finde en udtømmende specifikation af alle de tilfælde, hvor anvendelsen af de almindelige principper om kausalitet kan føre til en mindre erstatning end ellers. Vi skal her minde om, at der i sagen ikke var tvist om årsagskonkurrencen (kausalitet). Parterne var tværtimod enige om, at den unge kvindes væsentligt forringede livsprognose kunne henføres til patientskaden, ligesom der var enighed om opgørelsen af hendes samlede erstatningskrav. Spørgsmålet var derfor udelukkende, om motiverne til loven er til hinder for en adgang til reduktion som følge af forkortet restlevetid. Til støtte for afgørelsen om reduktion henviste patientskademyndighederne under den administrative sagsbehandling bl.a. til artiklen Reduktion i godtgørelse og erstatning som følge af mellemkommende død optrykt i Patientskadeankenævnets Årsberetning fra 2005, side 49ff. I artiklen gennemgås Patientskadeankenævnets praksis for mellemkommende død. Myndighederne gjorde i sagen mod den unge kvinde gældende, at princippet måtte gælde ligelydende i hendes sag nu blot ud fra en prognosebetragtning. Fra Patientskadeankenævnets artikel skal fremhæves følgende passus: For så vidt angår reduktion af godtgørelse som følge af såvel kortere levetid som konkurrerende grundlidelse skal nævnet bemærke, at godtgørelse for varigt mén ikke er en kompensation for forventet levetid, men en kompensation for de gener, patienten vil have i resten af sin levetid. Hvis en patient derfor må forventes at skulle leve i væsentlig kortere tid end andre på samme alder, enten som følge af sin grundsygdom eller som følge af den påførte skade, er det i erstatningsretlig teori og praksis antaget, at der bør ske en rimelig justering af erstatningskravet. Endvidere ydes der efter patientforsikringsloven alene godtgørelse for patientskadens og ikke for grundlidelsens følger. Denne praksis er inspireret af tidligere domspraksis, som også er beskrevet i forarbejderne til erstatningsansvarslovens 18 om overdragelse, kreditorforfølgning og arv, 269

4 jf. Kapitel II, afsnit 5, i betænkningen 1973/679. Heraf fremgår: Stillingen efter domspraksis synes at være, at kravet falder i arv, når det er gjort indenretligt gældende. Domstolene er dog indstillet på at foretage en rimelig justering af erstatningens størrelse under hensyn til, at tilskadekomne er afgået ved døden. Som også anført af Bo von Eyben gentages det i de specielle bemærkninger til 18 i selve lovforslaget til erstatningsloven fra 1984, at den omtalte praksis om rimelig justering ved mellemkommende død skal opretholdes. Ønsket om at videreføre praksis om mellemkommende død fremgår desuden eksplicit af bemærkningerne til den senere lovændring i 2003, som vedrørte ophævelsen af den tidligere bestemmelse i 18, stk. 2, hvorefter krav om godtgørelse kun faldt i arv, hvis kravet var anerkendt eller gjort gældende indenretligt inden dødsfaldet. I disse bemærkninger (som også er citeret i Højesterets dom vedrørende den unge kvinde) hedder det: Hvis skadelidte dør, inden et krav på f.eks. godtgørelse for varigt mén er anerkendt eller fastslået ved dom, er der i retspraksis i visse tilfælde foretaget en nedsættelse af godtgørelsen under henvisning til skadelidtes kortere levetid. Begrundelsen herfor er, at méngodtgørelsen skal kompensere for skadelidtes varige mén resten af livet og derfor som udgangspunkt bør nedsættes, hvis skadelidte faktisk fik en kortere levetid end gennemsnitligt. Der er ikke med den foreslåede ophævelse af 18, stk. 2, tilsigtet nogen ændring af denne praksis. (Fremhævet her). Med disse bemærkninger ønskede man altså eksplicit at fastholde i hvert fald praksis vedrørende reduktion i tilfælde af faktisk indtrådte dødsfald (mellemkommende død). Det er nærliggende at antage, at hvis lovgiver tillige havde ønsket at fastholde/anerkende en praksis vedrørende reduktion med henvisning til en forringet restlevetidsprognose, ville lovgiver have gjort dette klart. I givet fald burde lovgiver i det mindste ikke eksplicit kun omtale faktiske indtrådte dødsfald. Bo von Eyben finder imidlertid, at den manglende omtale af praksis vedrørende forringet restlevetidsprognose skal ses i sammenhæng med, at bemærkningerne alene vedrører bestemmelsen i 18 om arv. Disse regler er jo netop kun relevante i tilfælde, hvor pågældende rent faktisk er afgået ved døden. Ifølge Bo von Eyben siger tavsheden derfor intet om praksis vedrørende reduktion som følge af forventet forkortet levetid. Erstatningslovens motiver nævner imidlertid i det hele taget intet særskilt om praksis udmøntet ved dommene fra 1959 og Dermed tilbageviser motiverne dem ganske vist heller ikke, men vi kan ikke være enige med Bo von Eyben i, at motivernes tavshed om praksis udmøntet i dommene fra 1959 og 1964 i sig selv indebærer en anerkendelse heraf. Og altså, at en fravigelse af denne praksis måtte forudsætte en specifik angivelse herom. Som indledningsvist anført er erstatningsansvarsloven for det første en ren udmålingslov. Loven indeholder ikke regler om ansvarsgrundlag, årsagssammenhæng (kausalitet) eller påregnelighed (adækvans), og loven fastslår klart i 16, at godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Parterne var enige om, at den unge kvinde efter denne bestemmelse kunne kræve sin méngodtgørelse betalt den 10. juni 2010 og sin erhvervsevnetabserstatning betalt den 27. oktober En tredjedel af den unge kvindes anerkendte og dermed berettigede erstatningskrav blev imidlertid tilbageholdt alene med henvisning til hendes dårlige restlevetidsprognose. Eftersom det netop var ubestridt, at den unge kvinde havde krav på fuld erstatning som følge af patientskaden, og at der derfor ingen disputs var om udmålingen af det samlede krav, havde den unge kvinde på tidspunktet for Patientskadeankenævnets afgørelse altså et klart krav på at få sin fulde udmålte erstatning udbetalt. Dette var hendes retsstilling efter ordlyden af erstatningsansvarslovens udmålingsbestemmelser. At lade en prognose om et menneskes forventede forringede restlevetid indebære fortabelse af en ubestridt rettighed på et tidspunkt, hvor den pågældende endnu er i live, er af så indgribende karakter, at det nødvendigvis må forudsætte klar hjemmel. I hvert fald os bekendt findes der ikke inden for anden juridisk disciplin ulovreguleret praksis, som indebærer fortabelse af et aktuelt ubestridt krav/en ubestridt rettighed alene som følge af en forringet restlevetidsprognose. For det andet indeholder erstatningsansvarslovens udmålingsregler i forvejen klare bestemmelser om aldersreduktion, hvori der tages højde for den skadelidtes forventede restlevetid. Landsretsdommen fra 1959 understreger netop som også ovenfor anført det helt grundlæggende princip om, at man aldrig kan spå om fremtiden. At lovgiver 270

5 var ganske klar over det vanskelige i en sådan øvelse fremgår af de almindelige bemærkninger om varige følger af en skade i betænkning 1983/976 (jf. pkt ). Heri hedder det bl.a.: Ved vurderingen af tabets størrelse indgår, under forudsætning af at det fastsættes individuelt, en række faktorer såsom skadelidtes alder og forventede levetid, de forventede fremtidige indtjeningsmuligheder, dersom skaden ikke var sket, og de faktiske indtjeningsmuligheder under hensyn til den skade, der er påført skadelidte. En række af disse faktorer indeholder betydelige usikkerhedsmomenter. Domstolene foretager imidlertid normalt ikke en sådan individuel vurdering, men fastsætter erstatningen i forhold til skadelidtes medicinske invaliditet. Fremgangsmåden har været den, at man har indhentet en udtalelse fra sikringsstyrelsen om invaliditetsgraden. Det er i praksis ikke helt klart, i hvilket omfang denne standardisering af erhvervsevnetabserstatningen fraviges i enkelttilfælde. Det antages dog normalt, at der rundes nedad ved mindre invaliditeter samt ved høj alder (Fremhævet her) Med andre ord anerkendte udvalget, at en individuel fastsættelse af erstatning for varige følger indebærer en række betydelige usikkerhedsmomenter heriblandt skadelidtes forventede levetid. Samtidig anførte udvalget specifikt, at domstolene normalt ikke foretog en sådan individuel vurdering, men derimod beregnede erstatningen standardmæssigt, idet man dog rundede nedad ved høj alder. Om de foreslåede aldersreduktionsregler hedder det specifikt i de specielle bemærkninger til flertalsudvalgets forslag til 4, stk. 2 (om aldersreduktion af méngodtgørelsen), at udvalget fandt det rimeligt, at erstatningen skulle nedsættes med alderen, idet den normale restlevetid for en person i skadelidtes alder ville være kortere. Udvalgets betragtninger er også gengivet i selve lovforslaget til erstatningsansvarsloven fra 1984, og de gav ikke Justitsministeriet anledning til særlige bemærkninger. Der henvistes blot til betænkningen. Dog fandt Justitsministeriet det nødvendigt at indføre tilsvarende aldersreduktionsregler for erhvervsevnetabserstatningen, som udvalget ikke havde stillet forslag om. Justitsministeriets begrundede dette med, at der ved lovforslaget foresloges anvendt en fast kapitalfaktor på 5 ved beregning af erhvervsevnetabserstatning. Derved adskilte forslaget sig fra flertalsudvalgets forslag, som indebar, at den enkelte skadelidtes årlige indtægtstab skulle kapitaliseres efter regler fastsat af Justitsministeren. I disse regler skulle tillige indgå den periode, hvor den skadelidte måtte antages at ville have været erhvervsaktiv. Med Justitsministeriets forslag om en fast kapitalfaktor ville man ikke på samme måde kunne tage højde for længden af forventet erhvervsaktivitet, hvorfor forslaget krævede en særlig nedsættelsesregel. Med andre ord var det med de særlige nedsættelsesregler, at man tog hensyn til det almindelige princip om, at der kun skal ydes erstatning for erhvervsevnetab i den periode, hvor skadelidte vil være erhvervsaktiv. Det anføres i bemærkningerne, at den erhvervsaktive periode som hovedreglen måtte anses at være indtil pensionsalderen (67. år). Dette skulle dog kunne fraviges, hvis det sandsynliggjordes, at den pågældende ville have arbejdet ud over sit 67. år. Disse bemærkninger indeholder ikke antydningen af, at man ved siden af disse generelle aldersbestemte nedsættelsesregler anerkendte en adgang til reduktion som følge af en dårlig restlevetidsprognose. En sådan antydning synes ellers oplagt, når man nu i forvejen beskæftigede sig med muligheden for at yde erhvervsevnetabserstatning ud over det 67. år, og vel ikke mindst når nu den bærende profeti for det ifølge Bo von Eyben klare præjudikat ved 1959-dommen efterfølgende havde vist sig ikke at holde stik. Ydermere er det værd at bemærke sig, at den i motiverne omtalte domstolspraksis om standardmæssig beregning af erstatning ikke var slået rigtig igennem på tidspunktet for landsrettens dom i 1959, hvilket i sig selv adskiller denne dom fra den i øvrigt i forarbejderne omtalte praksis. Også derfor måtte et ønske om at videreføre en praksis udmøntet ved 1959-dommen, som altså var baseret på ældre og dermed mere individualiserede principper, vel forudsætte en særskilt angivelse heraf. Udvalget brillerer imidlertid med slet ikke at omtale dommen eller i øvrigt at omtale, at der skulle gælde en praksis for reduktion, der tager hensyn til skadelidtes dårlige restlevetidsprognose baseret på andre forhold herunder skadens virkninger end pågældendes alder vurderet ud fra de standardiserede reduktionsregler. For det tredje måtte den af Patientskadeankenævnet påståede adgang til reduktion forudsætte, at den skadelidte der som følge af sin alder rammes af aldersreduktionsreglerne ikke oven i hatten skal opleve at få reduceret sin erstatning yderligere med henvisning til en dårlig restlevetidsprognose. Som også anført af Jørgen Nørgaard i hans beskrivelse af tidligere standardiserede praksis set i forhold til praksis om mellemkommende 271

6 død, jf. pkt. 3 i hans artikel U 1978B.1, anvendes der i forvejen gennemsnitsberegninger over antallet af resterende arbejdsår. Det er derfor logisk forkert at reducere erstatningen i tilfælde, der så at sige falder uden for standarden. Med det nu fastlagte kapitalerstatningsniveau og de hertil hørende aldersreduktionsregler har man nu endeligt gjort op med betydningen af, at den skadelidte har en kortere levealder. Der kan derfor ikke to gange tages hensyn til, om skadelidte har en kortere livstidsprognoser. Man kan også udtrykke det sådan, at de mennesker, der har en (meget) kort og forkortet levetid, (også) indgår i den gennemsnitlige levetid. De er allerede talt med. I den konkrete sag var den unge kvinde som nævnt 28 år på skadestidspunktet. Hun var derfor ikke omfattet af aldersreduktionsreglerne, hvorfor dette ikke var et tema i sagen. Aldersreduktionsbestemmelserne indeholder imidlertid ikke en fravigelsesmulighed, og dobbeltreduktion ville derfor være realiteten, hvis hun havde været omfattet af aldersreduktionsreglerne. Der er ingen holdepunkter for, at man i erstatningsloven eller forarbejderne hertil skulle have anerkendt og accepteret endsige ønsket et sådan resultat. Endelig for det fjerde er et ønske om alene at operere med en standardiseret nedsættelse under hensyn til skadelidtes alder på skadestidspunktet da også i overensstemmelse med lovens overordnede formål om forenklede udmålingsregler ved beregning af erstatning for personskade. Bo von Eybens udlægning af Højesterets dom er derfor heller ikke helt loyal, når han anfører, at afgørelsen er baseret på uholdbare modsætningsslutninger. Såvel landsretten som Højesteret slog fast, at et af formålene med erstatningsansvarsloven var at opnå en forenkling af udmålingen af erstatning for personskade. Dette fremgår også tydeligt at motiverne til loven. Under sagen for Højesteret blev det på vegne af den unge kvinde bl.a. gjort gældende, at Patientskadeankenævnet med sin praksis i realiteten og altså uden at tage lovgiver med på ed ad bagvejen havde forsøgt at indføre den renteerstatning, lovgiver én gang havde tilbagevist. Dette endda allerede i forbindelse med vedtagelsen af erstatningsansvarsloven i Om renteerstatning og den valgte kapitaliseringsmetode fremgår af motiverne til erstatningsansvarsloven, jf. pkt i betænkningen fra 1983/976: I udvalgets tidligere betænkninger er det foreslået, at erstatningen kan fastsættes enten til et kapitalbeløb eller til en renteydelse eller til en kombination af disse to former for erstatning ( ). Udvalget har nu på ny overvejet spørgsmålet og er kommet frem til det resultat, at erstatningen altid bør fastsættes som en kapitalerstatning. Dette begrundes med, at renteerstatning for at være mere end eller ligeså hensigtsmæssig som kapitalerstatning bør være værdisikret. Dette vil imidlertid kræve nye komplicerede bestemmelser. Hertil kommer stor usikkerhed for skadevolderen. Efter flertallets forslag er der derfor ikke mulighed for renteerstatning og erstatningen skal således udelukkende ydes som kapitalerstatning. Det skal i forbindelse med spørgsmålet om renteerstatning ctr. kapitalerstatning nævnes, at udvalget har drøftet, om man i hele erstatningsretten burde indføre et renteerstatningssystem med årlige reguleringer af ydelserne efter lønudviklingen svarende til arbejdsskadesforsikringslovens system, eventuelt således, at systemet blev administreret af sikringsstyrelsen. En årlig regulering af erstatningsydelserne vil efter udvalgets opfattelse som nævnt medføre tekniske vanskeligheder. I selve lovforslaget udtalte Justitsministeriet herom, jf. pkt i de almindelige bemærkninger: Der stilles på denne baggrund forslag til regler om udmåling af erstatningen, der på en række punkter adskiller sig fra flertallets forslag, idet reglerne er søgt udformet således, at erstatningsberegningerne bliver mere forenklet. Endvidere er reglerne om kapitalisering gjort uafhængig af ændringer i renteniveauet, idet der stilles forslag om en fast kapitaliseringsfaktor. (Fremhævet her) Om navnlig kapitaliseringsfaktoren fremgår samme sted i de almindelige bemærkninger under overskriften Kapitalisering af erstatningen, at valget af den lave kapitaliseringsfaktor på 5 skal ses på baggrund af, at forslaget ikke indeholder regler om fradrag for sociale ydelser mv., og at den lave kapitaliseringsfaktor må antages gennemsnitligt at udligne den fordel, som de skadelidte opnår ved, at der ikke skal foretages fradrag i erstatningen. I de specielle bemærkninger til lovens 6 om erhvervsevnetabserstatning gentages det, at Justitsministeriet ønskede at udforme et mere enkelt system med en fast kapitalfaktor for at undgå store ændringer i erstatningernes størrelse inden for kortere perioder som følge af udsving i renten. Under behandlingen af lovforslaget til erstatningsansvarsloven fra 1984 udtalte Justitsministeriet desuden i sin besvarelse af spørgsmål 2 og 11 til Retsudvalget, at der med den ved lovforslaget foreslåede løsning kunne 272

7 forekomme såvel under- som overkompensation, men at Justitsministeriet havde fundet det hensigtsmæssigt at udforme reglerne på den måde, at erstatningsberegningen blev mere forenklet end den beregning, erstatningsudvalget havde lagt op til. Man havde tilstræbt, at reglerne skulle være mere enkle og klare og med mulighed for en hurtig afgørelse af erstatningssagerne. Med andre ord indførte man med erstatningsansvarsloven et endnu enklere kapitalerstatningssystem, end det af udvalget foreslåede, idet man samtidig tog højde for forventet levetid med de fastsatte aldersreduktionsregler. Systemet blev tilmed indført med åbne øjne for risikoen for såvel underkompensation som overkompensation. Pointen var at opnå højere forudsigelighed og ikke mindst en mulighed for hurtigere afgørelser. Dette var altså nogle af de klare formål med loven udover en væsentlig forhøjelse af erstatningsniveauet. I forbindelse med lovændringen i forsøgte Patientforsikringen på ny at få indført differentieret renteerstatning. Man foreslog at indføre en tabel af variable kapitaliseringsfaktorer, der alene skulle tage højde for renteniveauet og udstrækningen i den periode, godtgørelsen eller erstatningen forventedes at skulle dække. Under lovforslagets behandling kritiserede Patientforsikringen tilmed den manglende lovregulering af betydningen af dækningsperiodens længde. Kritikken blev dog tilbagevist og lovgiver fastholdt i det hele lovens grundlæggende forenklede systematik med kapitalerstatning og hertil hørende aldersreduktionsregler. Til trods for formulerede forslag og betydelig kritik af det forenklede princip har lovgiver altså opretholdt en kapitaliseringserstatning med krav på fuld udbetaling senest 1 måned efter det tidspunkt, skadevolder kunne indhente oplysninger til bedømmelse af kravets størrelse, jf. lovens 16. Og eftersom der i den konkrete sag om den unge kvinde forelå både en anerkendt patientskade og et opgjort, ubestridt og forfaldent erstatningskrav, fandt Højesteret, at der ingen hjemmel var til særskilt reduktion som følge af en dårligere restlevetidsprognose. Højesterets afgørelse er dermed i det hele understøttet af lovens ordlyd og grundlæggende formål om en forenklet erstatningsudmåling sammenholdt med tavsheden omkring videreførelsen af en (tvivlsom) ældre praksis om reduktion som følge af dårlig restlevetidsprognose. Det bringer os nu til Bo von Eybens sidste spørgsmål om dommens rækkevidde i forhold til praksis vedrørende årsagskonkurrence og mellemkommende død. 4. Problemer i tilfælde af årsagskonkurrence og mellemkommende død? Vedrørende sit tredje og sidste spørgsmål når Bo von Eyben frem til, at Højesterets dom rejser tvivl om rækkevidden i tilfælde, hvor den forringede restlevetidsprognose beror på en konkurrerende skadesårsag, at dommen indebærer problematiske konsekvenser i form af et sammenfald af fuld erhvervsevnetabserstatning/méngodtgørelse og fuld forsørgertabserstatning, hvilket ifølge forfatteren er uacceptabelt og kun kan undgås ved reduktion af førstnævnte, og at dommen tilfører den samlede erstatningsfastsættelse et betydeligt element af tilfældighed i forhold til, om dødsfaldet sker før eller efter afgørelsesstidspunktet Konkurrerende skadesårsager Bo von Eyben anfører, at Højesterets fremhævelse af erstatningsansvarslovens forenklingsprincip ikke udelukker den ulovregulerede adgang til reduktion i tilfælde af årsagskonkurrence, og at Højesterets slutning fra et så generelt princip til en så specifik problemstilling mere ligner en efterrationalisering. Man skal imidlertid huske på, at erstatningsansvarslovens forenklingsprincip går på udmålingen. Som også indledningsvist nævnt indeholder loven ikke regler om ansvarsgrundlag, årsagssammenhæng eller adækvans. I sine betragtninger om forenklingsprincippet i forhold til adgangen til reduktion i tilfælde af konkurrerende skadesårsager synes Bo von Eyben at få blandet tingene lidt sammen. Højesterets dom ændrer ikke på principperne for fastlæggelsen af skadens omfang. Også efter Højesterets dom skal der derfor og i overensstemmelse med de helt almindelige bevisregler herfor føres sædvanligt bevis for (manglende) årsagssammenhæng. I tilfælde af konkurrerende skadesårsager, skal der derfor også på helt sædvanlig vis ske en fordeling af den skadelidtes gener på henholdsvis skaden og den/de konkurrerende varige lidelser. Dette er imidlertid i det hele et spørgsmål om årsagssammenhæng. Det er ikke et spørgsmål, der vedrører udmålingsprincipperne. Skadesafdækning herunder fastsættelsen af størrelsen af det varige mén og erhvervsevnetabet i tilfælde af konkurrerende skadesårsager indebærer selvsagt en vanskelig bevisførelse, men 273

8 denne bevisførelse er ikke anderledes efter Højesterets dom. Når først årsagskonkurrencen og dermed skadens omfang er klarlagt, forudsætter erstatningsansvarsloven, at udmålingen foretages ud fra lovens forenklede principper med henblik på at træffe hurtige afgørelser herom. Det er altså først på dette tidspunkt, at loven med sine forenklingsprincipper kommer i spil. Vi ser derfor heller ikke tilsvarende problemer som Bo von Eyben i forhold til fradrag i tilfælde af konkurrerende skadesårsager. Man skal med Højesterets dom alene være opmærksom på, at der ikke vil være adgang til at reducere i den som følge af skaden udmålte erstatning med henvisning til en dårlig restlevetidsprognose. Dette uanset om den dårlige restlevetidsprognose skyldes skaden eller andre forhold. Vi er i den forbindelse enige med Bo von Eyben i, at formuleringen forkortet og kort i dommens præmisser er særdeles velovervejet og helt bevidst. Efter vores opfattelse må præmissen forstås sådan, at aldersreduktionsreglerne gør udtømmende op med adgangen til at reducere ud fra forventet levetid Sammenfald af arv og forsørgertabserstatning Bo von Eyben anser dette for at være den mest problematiske konsekvens af Højesterets dom. Ifølge Bo von Eyben må det anses at være grundlæggende i modstrid med erstatningssystemet både før og efter EAL at acceptere en kombination af fuld erhvervsevnetabserstatning/méngodtgørelse, som falder i arv til de efterladte, og efterfølgende fuld forsørgertabserstatning til også de efterladte. Patientskadeankenævnet gjorde under sagen gældende, at det er et bærende princip for erstatningsansvarsloven, at erstatningen skal udmåles på en sådan måde, at den ikke fører til overkompensation. Dobbeltkompensation var imidlertid netop situationen i dommen U H. Her slog Højesteret fast, at der ikke var adgang til at reducere i skadelidtes krav på erhvervsevnetabserstatning/méngodtgørelse, eftersom skadelidte først døde 5½ år efter skadestidspunktet. Samtidig slog Højesteret fast, at der heller ikke var holdepunkter for at antage, at tilkendelse af fuld erhvervsevnetabserstatning/méngodtgørelse begrænsede den efterladtes krav på fuld forsørgertabserstatning. Med andre ord opnåede den efterladte såvel at arve det fulde erstatningskrav samt at få tilkendt fuld forsørgertabserstatning. Uanset har Højesterets dom om reduktion ved dårlige restlevetidsprognose intet ændret ved praksis i tilfælde af mellemkommende død. Reduktion i tilfælde af mellemkommende død forudsætter som hidtil (og som også anført af Bo von Eyben selv), at skadelidte er afgået ved døden inden for 3-4 år efter skadestidspunktet. I alle tilfælde, hvor skadelidte dør efter dette tidspunkt (men stadig før afgørelsen om erstatning), vil de efterladte derfor arve skadelidtes fulde erstatnings-/godtgørelseskrav samt få tilkendt fuld forsørgertabserstatning. Bo von Eybens bekymring må antages at gå på, at man ved at udelukke en reduktion mens skadelidte stadig er i live, nu også risikerer dobbelterstatning i tilfælde, hvor skadelidte til trods for en væsentlig forringet restlevetidsprognose ikke når at dø, inden afgørelsen falder. En sådan bekymring kan dog ikke føre til, at en skadelidte på et tidspunkt, hvor han stadig er i live, skal opleve, at hans retsstilling som følge af en ulovreguleret praksis bliver ringere alene ud fra en betragtning om, at han alligevel snart vil dø. Som ovenfor anført må det være et grundlæggende princip, at man ikke med henvisning til en væsentligt forringet restlevetidsprognose foretager indgreb i den enkeltes i øvrigt ubestridte retsstilling. Hertil kommer som også anført af Bo von Eyben selv at tilfælde af forkortet levetid trods alt er forholdsvist sjældne. Risikoen for, at man udbetaler til en skadelidt, der kort tid efter afgår ved døden, hvorved de efterladte arver det hele og oven i købet kan kræve forsørgertabserstatning, hvis dødsårsagen må henføres til skaden, må derfor kunne accepteres. Langt mere, end det modsatte navnlig når risikoen jo tillige eksisterer i tilfælde af mellemkommende død, hvis den pågældende først er død efter 4 år fra skadestidspunktet. Lovgiver har åbenbart også tilsluttet sig, at man vil leve med denne risiko. Samme dag dommen faldt, udtalte Sundhedsministeren og med bifald fra øvrige partiers sundhedsordførere til Danmarks Radio, at Højesterets klare dom glædede hende, og at der ikke var anledning til at se på lovgivningen. Altså med andre ord, at afgørelsen faldt ud til det resultat, som også regeringen helst så. Der er heller ikke her 1 år efter dommens afsigelse taget nogen lovgivningsmæssige initiativer. 274

9 4.3. Tilfældighedselementet For så vidt angår tilfældighedselementet indeholder erstatningsretten i forvejen en række tilfældighedselementer. Som ovenfor anført ændrer Højesterets dom eksempelvis ikke ved praksis i tilfælde af mellemkommende død. Tilfældighedsmomentet omkring dødsfaldstidspunkt lever derfor i forvejen i så at sige bedste velgående i disse sager. Set i lyset heraf finder vi det besynderligt, at man skulle ønske at stille de hårdest ramte skadelidte (dem med en forringet restlevetidsprognose) ringere end andre skadelidte. Det virker i øvrigt absurd at henvise som Bo von Eyben gør det til skadelidtes egen interesse i eventuelt ikke at påklage en afgørelse af hensyn til ikke at risikere at afgå ved døden, inden den endelige afgørelse falder. Der er vel nogen realitet heri, men det er trods alt så et valg pågældende selv kan træffe og bør have lejlighed til at træffe. Som følge af princippet om reformatio in pejus (ankemyndighedens adgang til også at træffe afgørelse til skade for klageren) er en påklage jo i forvejen forbundet med den risiko, at retten til erstatning ophæves (se her sagen U H), eller at erstatningen nedsættes. Under sagen gjorde Patientskadeankenævnet desuden gældende, at en underkendelse af den førte praksis ville føre til, at Patientskadenævnet i stedet kunne forhale sagen med henblik på (og vel i mangel af bedre) at få sagen omfattet af mellemkommende død. Også dette argument virker absurd og på ingen måde juridisk holdbart. At henvise til risikoen for, at der skulle blive ført en sådan ulovlig praksis, kan ikke udgøre et argument. Under alle omstændigheder findes der mulighed for at tage hånd om en sådan situation gennem de forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler. Hvis der er mistanke om en bevidst forhaling, kan disse regler jo i sig selv føre til et erstatningsansvar for patientforsikringsmyndighederne. Se til sammenligning Arbejdsskadestyrelsens notat af 23. september 2011 om hastebehandling af alvorlige kræftsager og andre sager om livstruende sygdomme, samt eksempelvis sagen U H, hvor Højesteret efter en konkret vurdering af sagsforløbet dog ikke fandt grundlag for at pålægge Arbejdsskadesikringsstyrelsen et ansvar for langsommelig sagsbehandling. Som et modstykke til Bo von Eybens tilfældighedsindsigelse er der efter vores opfattelse langt mere realitet i det forhold, at en tiltrædelse af Patientskadeankenævnets praksis ville betyde, at alle skadevoldere kunne gøre synspunktet om forringet livsprognose gældende. Erstatningsansvarslovens udmålingsregler gælder jo netop generelt. I alle tilfælde, hvor skadelidte måtte formodes at have været udsat for en voldsom skade, ville det betalingsansvarlige forsikringsselskab derfor gratis kunne tilbageholde 1/3 af erstatningskravet og blot afvente tingenes tilstand. Dermed ville de allerhårdest ramte som standard kunne forvente at få udbetalt deres erstatning i portioner. 5. Bemærkninger om det stødende element I sin artikel kredser Bo von Eyben om indholdet af det stødende element ved Patientskadeankenævnets praksis. Han antyder i den forbindelse, at Højesterets afgørelse i virkeligheden er udtryk for en ulyst til at beskæftige sig med realiteten i spørgsmålet: Om en reduktion i et sådan tilfælde er rimeligt. I sin sammenfattende konklusion anfører han Det kan bestemt ikke afvises, at det kan forekomme stødende at reducere en erstatning til en person med den begrundelse, at den skadelidtes forventede restlevetid må forventes at være blevet forkortet på grund af netop den skade, som berettiger personen til erstatning. Som også gengivet af Bo von Eyben skriver Jens Møller og Michael S. Wiisbye, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 6. udgave, side 234, at bevisførelsen om skadelidtes forventede tidlige død er vanskelig og i høj grad stødende, hvorfor der i almindelighed kun skal tages hensyn til dødsrisikoen, hvis den skadelidte er afgået ved døden, inden sagen er afgjort (således at der netop ikke kun er tale om en risiko ). Om denne kommentar bemærker Bo von Eyben blot, at det ikke er klart, om det stødende kun omfatter tilfælde, hvor den forventede tidlige død skyldes skadens følger, eller om det også omfatter tilfælde af hypotetisk årsagskonkurrence. Bo von Eybens oplæg til en sondring er imidlertid i vores optik sagen fuldstændig uvedkommende. Det stødende element ligger efter vores opfattelse oplagt i det blotte faktum, at man sidestiller personer med en væsentlig forringet restlevetidsprognose med gældende praksis for mellemkommende død. Med andre ord, at Patientskadeankenævnet ved deres reduktion af den unge kvindes berettigede og forfaldne erstatningskrav de facto erklærede hende for (mellemkommende) død. Hun var dead (wo)man walking. Nævnet viftede dog samtidig den sidste tredjedel af erstatningsbeløbet foran 275

10 næsen på hende med lovning om udbetaling, skulle hun mod forventning være i live 4 år efter skaden. I forbindelse med sagens behandling henvendte Kræftens Bekæmpelse sig da også til Folketingets Sundhedsog Forebyggelsesudvalg og udtalte, at det var uværdigt og krænkende, at delvist tilbageholde en skadelidtes forfaldne erstatningskrav med lovning på udbetaling af restbeløbet, hvis pågældende trodsede en statistisk overlevelsesprognose. Dommen fra 1959 understreger, at en reduktion som følge af forkortet restelevetid i det mindste må kræve ganske klare kriterier og ganske klare objektive fakta, der tilnærmelsesvist kan sidestilles med konstaterbare fakta. Under sagen for Højesteret blev det da også gjort gældende, at en praksis om reduktion (eller betinget udsættelse som det jo var) som følge af en forringet restlevetidsprognose i det mindste må forudsætte, at pågældende er i terminalfasen, og hvor det derfor nærmest må skyldes rene tilfældigheder, at den pågældende ikke allerede er erklæret død. Landsretten tog i sine præmisser forbehold for netop denne situation. Højesteret slog imidlertid fast, at der ikke i det hele taget var hjemmel til at reducere ud fra en dårlig restlevetidsprognose. Altså heller ikke selvom skadelidte måtte være i terminalfasen på afgørelsestidspunktet. Det er heller ikke holdbart at tiltræde en ulovreguleret praksis, hvor man inden et faktisk indtrådt dødsfald og uden af lovgiver fastlagte klare kriterier med indgribende konsekvenser for den enkeltes lovhjemlede retsstilling erklærer den pågældende for de facto mellemkommende død. Netop denne vinkel på problemstillingen tror vi heller ikke skal underkendes, når man analyserer Højesterets afgørelse. Bo von Eyben anfører også, at det virker virkelighedsfjernt at forestille sig, at den skadelidte ville være presset til at modtage livsforlængende behandling. Altså at hendes valg af behandling ville være påvirket af Patientskadeankenævnets praksis om reduktion. Men at der derimod er realitet i patientens interesse i en hurtig afgørelse. Det imidlertid vanskeligt at se, hvorledes Højesterets dom skulle få negativ indflydelse på sagsbehandlingstiden (når bortses fra eventuel ulovlig langsommelig sagsbehandling). Sagen var jo afgjort og færdigudmålt. Man havde blot foretaget en ulovhjemlet reduktion. Reduktionen gjorde derfor hverken fra eller til på den samlede sagsbehandlingstid og samlede udmålingsafgørelse. Det samlede fulde erstatningsbeløb skulle blot være betalt på afgørelsestidspunktet og ikke først efter Højesterets dom og efter den unge kvindes død. For så vidt angår eventuelt valg om livsforlængende behandling vil et løfte om restudbetaling, hvis man lever 4 år, vel naturligt gøre indtryk på de fleste. Man kan vel meget nemt som ansvarsfuld forælder der efterlader sig mindre børn føle et umuligt behov for at sikre sin familie bedst muligt. Den unge kvinde døde 3 år og 4 måneder efter skadestidspunktet. Det er vel ikke utænkeligt, at hun selv opfattede det som en reel mulighed, at hun kunne leve længe nok til at sikre sin familie restudbetalingen. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at dette også var noget, hun følte, hun burde kunne klare. Det synes vi ikke forekommer virkelighedsfjernt. Det er derimod væsentligt uværdigt, at hun ikke ved Patientskadeankenævnets afgørelse fik afsluttet sin patientskadeerstatningssag med fuld udbetaling af hendes berettigede og forfaldne erstatningskrav. 6. Perspektivering og konklusion Vi kan faktisk godt følge Bo von Eybens grundlæggende erstatningstankegang, som vel i realiteten er, at der skal gives en krone for krone -erstatning, og altså hverken mere eller mindre. Hvis man skal sikre dette uden samtidig at skulle gøre sig selv til profet omkring den enkelte skadelidtes konkrete overlevelseschancer med den betydelige usikkerhed, der er forbundet hermed er løsningen imidlertid at gå bort fra det ved erstatningsansvarsloven fastlagte princip om kapitalerstatning og netop indføre f.eks. det af Patientforsikringen forslåede erstatningssystem med kapitaliseringstabeller eller at indføre et renteerstatningssystem. Arbejdsskadesikringssystemet er eksempelvis baseret på et kapitaliseringssystem, der revideres løbende, og hvori der er fastsat differentierede kapitalfaktorer, som i højere grad tager højde for alder, køn, renteniveauet og beskatning af den løbende ydelse samt kapitalafkast af kapitalerstatningen. Skulle den unge kvinde have haft udmålt en erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, ville hendes årlige indtægtstab være blevet kapitaliseret med en faktor på over 20. Erstatningsansvarslovens kapitalfaktor 10 til brug for fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatning gælder derimod som standard i alle sager og altså uafhængigt af generelle levetidsstatistikker, uafhængigt af køn og ikke mindst uafhængigt af renteniveauet. Derved bliver navn- 276

11 lig de unge skadelidte samt skadelidte med høj indkomst i høj grad underkompenseret. De får i realiteten kun dækket deres varige erhvervsevnetab for en periode på 10 år plus værdien af skattefrihed. Et egentligt renteerstatningssystem, hvori man kunne imødegå overkompensation i tilfælde af dårlig levetidsprognose, men til gengæld samtidig kunne imødegå underkompensationsproblematikken for navnlig de unge, ville imidlertid blive væsentligt dyrere. Til belysning af denne virkelighed fremlagdes under sagen en beregning foretaget af SEB Pension, som viste, at en privatbetalt livrente, hvorved den unge kvinde fik sit indtægtstab dækket med en månedlig livrente så længe hun levede, men dog kun indtil hun døde ( ophørende livrente), ville koste godt 15,5 mio. kr. i indskud. Udbetalingerne ville selvsagt være skattepligtige og som nævnt være betinget af, at man lever men overfor det står, at den skattefri erstatning i medfør af erstatningsansvarsloven udgjorde ca. 4,7 mio. kr. Renteerstatning vil derfor for den erstatningsansvarlige skadevolder være mange gange dyrere end efter de nugældende udmålingsregler. Det kan yderligere belyses af, at Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at en overgang til ren renteerstatning i arbejdsskadeloven (mod i dag kapitalerstatning af tab af erhvervsevne op til 50 %) vil medføre en årlig merudgift for de private og offentlige arbejdsgivere på 1,3 mia. kr. Lovgiver har nu ad flere omgange afvist at indføre et egentligt renteerstatningssystem og har tilmed også afvist at indføre et mere differentieret kapitaliseringssystem. Højesteret har også (og nu igen) slået fast, at reduktion eller fradrag i et efter loven udmålt erstatningskrav forudsætter klart hjemmelsgrundlag. Højesterets domme, som slår dette princip fast, tæller indtil videre i hvert fald U H, U H, U H, U H og nu også U H. Når lovgiver klart har fraveget den individuelle erstatningsfastsættelse og dermed erstatning af den skadelidtes fulde tab, må det omvendt betyde, at man heller ikke når først omfanget af den pågældendes personskade er afdækket kan lægge vægt på synspunkter om, at den enkelte skadelidte herudover kun skal have dækket sit individuelle konkrete tab ud fra eksempelvis en livstidsprognosebetragtning. Følger man det synspunkt, vil det også være nærliggende at fravige aldersreduktionsreglerne, når det i en sag kan ligges til grund, at skadelidte uden skaden kun ville have arbejdet til han eller hun var eksempelvis 63 år. I forbindelse med fastlæggelsen af niveauet for de enkelte elementer i det forenklede udmålingssystem har lovgiver afvejet fordele og ulemper ud fra en generel objektiv betragtning. Da man indførte det forenklede princip stod det også lovgiver klart, at navnlig de unge ville blive væsentligt underkompenseret, mens de ældre ofte ville blive overkompenseret. Den samlede konklusion er derfor, at med det erstatningssystem, vi har i dag, kan de fordele eller ulemper, der måtte knytte sig til udmålingen af den enkelte skadelidtes krav i henhold til lovens bestemmelser, ikke isoleret set tillægges nogen betydning ved udmålingen. Hvis man gør det, vil man underminere det overordnede formål med loven: At opnå et forenklet og forudsigeligt udmålingssystem. Hvis man ser bort fra den underliggende betydning af det stødende element, er det efter vores opfattelse også navnlig præmissen herom, man skal hæfte sig ved, når man læser Højesterets dom. 277