og rekonstruktionen af vikingeskibenes sejl

Transkript

1 De gotlandske billedsten og rekonstruktionen af vikingeskibenes sejl Abstract This thesis deals with the subject of Viking Age iconography as source material for rigging details and sail technology of Viking Age ships. The survey consists of two parts: 1) an iconographical analysis of Scandinavian ship motifs c AD, in particular motifs from the monumental picture stones of Gotland, but also from coins, rune stones and graffiti. 2) a critical analysis of the methods used in reconstructing Viking Age ships rigging and sail during the last 20 years. It is concluded that a major part of the ship motifs are a fairly reliable source of Viking Age ship technology, and that most of the vessels depicted are warships with low and wide square sails. Furthermore it is concluded that the methods used in sail reconstruction are often based too strongly on ethnographical sources; despite the fact that this material does not correspond visually with the ship motifs of the Viking Age. This thesis does not entirely reject the ethno-archaeological reconstruction method, but proposes a more complex perception of Viking Age ships sail. It is suggested that the long and slender warships were equipped with low square sails, and that these vessels were not constructed primarily to tack against the wind. Specialeafhandling FHA 308 Kandidatuddannelsen 1998 Afleveret juni 2006 Vejleder: Ulla Lund Hansen Forhistorisk Arkæologi Afdeling for Arkæologi og Etnologi SAXO-Instituttet Københavns Universitet

2 Indledning Med skibene staar vi overfor blomsten af vikingernes tekniske kunnen og viden, det ypperste de har præsteret i deres materielle kultur. Skibene var deres magtmiddel, deres glæde, deres kæreste eje. Hvad templet var for Grækerne var skibet for vikingen: det adækvate udtryk for en sjælden evne, derfor en stor ren harmoni. Om skibet på sin "svale køl" gled stille fra land eller det muntert som "havets buk" stangede bølgen med sin stavn, altid var det vikingens yndlingsbarn, skabt af hans kyndige haand og kælet for i hans digtnings strofer. Med disse ord indleder Johs. Brøndsted kapitlet om materiel kultur i sin bog Vikingerne (1960). En bog fra engang, hvor forskeren fra tid til anden kunne lade sig gribe af subjektivitet og frimodig entusiasme og lade blækket flyde frit fra pennen. Brøndsteds ord er symptomatiske for skiftende tiders opfattelse af vikingernes skibe: i vikingetiden, i middelalderens norrøne digtning, i romantikken, i 1920 erne og 30 ernes germanerdyrkelse, i 60 ernes folkelige eksperimentelarkæologi og i professionaliseringen af eksperimenterne fra starten af 80 erne og til i dag begyndelsen af det 21. århundrede. Lovpriset er disse fartøjer til enhver tid! Således er vikingeskibene i dag omgærdet af en særlig ærefrygt og fascination, fra folkelig såvel som faglig side. Forskningsmiljøet i Danmark har siden udgravningen af de fem Skuldelevskibe leveret et solidt stykke marinarkæologisk og eksperimentelarkæologisk pionerarbejde, der har givet international genklang. Man har forsøgt at rekonstruere vikingernes skibe i fuld størrelse, med skrog, sejl og rigning. Skibet fordrer som rekonstruktion, dels på grund af sin teknologiske kompleksitet, dels på grund af bevaringsmæssige faktorer, kombinationen af forskellige metoder og indfaldsvinkler. Skroget er én side af sagen, mens rig og sejl er en anden. Netop sejl og rig skiller sig ud ved stort set ikke at være fysisk repræsenteret i det arkæologiske materiale. Denne betragtelige del af det fuldstændige og funktionsdygtige skib erkendes kun gennem samtidens ikonografi, negative aftryk på skrog og lignende, samt gennem løsrevne maritimt specialiserede genstande. Sejl og rig har man som følge af disse forhold rekonstrueret på et etnografisk grundlag sammenholdt med vidnesbyrd fra skibsarkæologiske nøglefund. Det forholder sig således, at 1800-tallets norske råsejlsbåde deler teknologiske træk med vikingeskibene, hvad angår skrog, såvel som sejl og rig. Disse fartøjer vikingeskibenes 750 år yngre arvtagere spiller en primær rolle i rekonstruktionen af vikingetidens sejl og rig, mens samtidens ikonografiske materiale med tiden er endt i

3 en sekundær position. Dette er problematisk, da sejlene på vor tids rekonstruerede fartøjer ikke stemmer visuelt overens med vikingetidens ikonografiske vidnesbyrd: de ikonografiske sejl er lave og meget brede, mens de rekonstruerede sejl er kvadratiske eller højere end bredden (fig. 1). At det skibsikonografiske materiale er endt i denne sekundære position, er givetvis hovedårsagen til, at der ikke hidtil har været foretaget en grundig analyse heraf. Der har naturligvis været fremsat mange idéer i tidens løb. Men den tilbundsgående, systematiske analyse, der kunne belyse skibsikonografiens teknologiske potentiale, og dermed dens eventuelle arkæologiske værdi, har manglet. En sådan analyse er, om muligt, nu endnu mere påkrævet, da ny forskning har præciseret dateringen af billedstenene med de detaljerede, sejlførende fartøjer til vikingetid. Det er tanken med dette speciale at forsøge at råde bod på denne forskningsmæssige lakune Målsætning Der kan anføres flere problematiske forhold ved tolkningen af sejl og rig på vikingetidens ikonografiske materiale. Sådanne problematiske forhold fratager blot ikke det ikonografiske kildemateriale dets gyldighed. Det er således nærværende speciales målsætning at analysere det relevante ikonografiske materiale med henblik på at besvare følgende spørgsmål: hvilke informationer om vikingetidens maritime teknologi og skibstyper rummer disse ikonografiske vidnesbyrd, og i hvilket omfang stemmer disse informationer overens med de sidste 20 års forskningsresultater inden for det maritime område, der primært har været baseret på vragfund, etnografiske analogislutninger og eksperimentelarkæologi? De gotlandske billedsten udgør et omfattende, relativt homogent maritimikonografisk materiale med en mangfoldig detailrigdom. Det primære undersøgelsesmateriale består derfor af en række relativt velbevarede gotlandske billedsten med sejlskibsmotiver. Som sekundært, perspektiverende materiale inddrages eksempler på andet skibsikonografisk materiale fra Skandinavien mønter, runesten og graffiti. Det er som nævnt forfatterens hypotese, at det maritimikonografiske materiale i højere grad end antaget i nyere tids forskning kan bidrage til vores viden om vikingeskibenes teknologi. Som følge heraf må undersøgelsen tage afsæt i det primære: det konkrete arkæologiske kildemateriale, altså ikonografien og de fysiske fund og først dernæst drage det sekundære materiale ind i billedet: de etnografiske analogislutninger og eksperimentelarkæologiens hypotetiske resultater. Specialet er grundlæggende resultatorienteret. Dette betyder, at materialefremlæggelse og udviklingen af generelle metodiske værktøjer til ikonografisk analyse ikke i sig selv er en del af målsætningen. Disse aspekter vil der af hensyn til omfanget kun blive redegjort for i det omfang, som den

4 ovenfor beskrevne målsætning kræver det Fremgangsmåde Specialet er struktureret i to hoveddele: 1) analysen af det ikonografiske materiale, herunder et overblik over de gotlandske billedstens forskningshistorik, en diskussion af de dateringsmæssige aspekter, samt en redegørelse for metodiske og kildekritiske overvejelser. 2) rekonstruktionen af vikingernes skibe, herunder et overblik over vikingeskibenes og rekonstruktionernes forskningshistorik, en sammenligning af resultaterne fra den ikonografiske analyse og eksperimentelarkæologiens resultater gennem 20 år, samt en kritisk analyse af den etno-arkæologiske metode til rekonstruktion af sejl. Tovværk, slidspor og rigtilbehør (knevler, blokke m.m.) er dog udeladt af hensyn til studiets omfang. I tillæg til selve specialet knyttes endvidere to appendikser. Appendiks 1 omhandler grundlæggende terminologi på vikingeskibe og er tænkt som et hjælpe- og opslagsafsnit. Appendiks 2 omhandler sejltekstiler og tekstilproduktion i vikingetiden. Det indeholder dels en oversigt over de få konkrete fragmenter af mulig sejldug fra vikingetiden, dels nogle overvejelser vedrørende udbredelsen af uld/hør til sejldug, baseret på arkæologiske spor efter tekstilproduktion 1.3. Forfatterens baggrund og ekstern ekspertise Foruden den faglige arkæologiske baggrund har specialets forfatter praktisk kendskab til sejlads med traditionelle, nordiske sejlbåde primært vikingeskibsrekonstruktioner og norske og færøske råsejlsfartøjer. Disse erfaringer, der konkret udmøntes i ca skippertimer, er opnået gennem arbejdet i kulturvirksomheden Maritimt forsøgscenter a.m.b.a., der beskæftiger sig med sejlads i, og bygning af, sådanne fartøjer, samt arbejdet som sejladsinstruktør på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Denne erfaringsbasis har i nogle tilfælde afgørende betydning for formuleringen af problemstillinger og udformningen af fremgangsmåder. Det er dog ikke desto mindre tilstræbt, at specialet er skrevet, så læseren ikke behøver at besidde indgående maritimt kendskab. Når dette er sagt, skal det pointeres, at specialet hviler på et videnskabeligt, arkæologisk fundament, og at den maritime ekspertise, i det omfang den inddrages, blot er et nyttigt værktøj. 2. De gotlandske billedsten historik og datering Den ældste kendte efterretning om disse gotlandske monumenter stammer fra 1632, og i det følgende århundrede registreres mange sten. Men det er først i midten af 1800-tallet, at der iværksættes en mere

5 systematisk, forskningsmæssig indsats. De to gotlandske brødre Per Arvid Säve ( 1887) og Carl Säve ( 1876) påbegynder registrering og afbildning af billedstenene og publicerer en række artikler om dem. Deres møjsommeligt indsamlede materiale videreføres af Fredrik Nordin ( 1920) og Gabriel Gustafson ( 1915) i samarbejde med tegneren Olof Sörling ( 1927). I 1907 begynder man at søge midler til udgivelsen af værket om de gotlandske billedsten. Men arbejdet skrider for langsomt frem, og de implicerede dør, inden det fuldbringes. Herefter får Sune Lindqvist ( ) opgaven at fuldende dette efterhånden længe ventede værk. Lindqvist lader stenene fotografere i en stærk, kunstig sidebelysning, der får reliefferne til at fremtræde så tydeligt som muligt. Billederne bliver rekonstrueret og opmalet med afvaskelig farve og igen fotograferet. Grundlaget for rekonstruktionen er primært den direkte analyse af overfladen, blandt andet udført ved hjælp af belysningseksperimenter. Først derefter sammenlignes med ældre tegninger (Lindqvist 1941:9ff.). Lindqvists Gotlands Bildsteine udkommer i og er stadig det grundlæggende værk i studiet af billedstenene. Ikke alene er værket grundlæggende i sin pertentlige dokumentation og publicering af samtlige dengang kendte billedsten, men også i sin kronologisering og typologisering af stenene. Der er tale om en kronologi og typologi, som har været toneangivende for studiet af stenene i mange forskergenerationer, indtil i dag. Det er først for nylig, at Lindqvists inddeling og datering af billedstenene er blevet korrigeret Billedstenenes datering Da kun ganske få billedsten er fundet i en primær kontekst, må dateringen først og fremmest bero på sammenlignende studier af stenenes stil- og motivelementer. Med udgangspunkt i ornamentikken på tværog kantborterne udarbejdede Lindqvist en kronologisk inddeling med afsnittene A-E. A: 400-tallet; B: 5/600-tallet; C: første halvdel af 700-tallet; D: anden halvdel af 700-tallet; E: 1000-tallet (Lindqvist 1941:108ff.). De store, øksehovedformede sten (erste Groszsteingruppe) henførtes til afsnit A, dværgstenene (Zwergsteine) til afsnit B, de champignonformede sten (zweite/dritte Groszsteingruppe) til afsnit C, D og E, mens kistestenene (Kistensteine) henførtes til afsnit B og E (fig. 2) (ibid. p. 22ff.). Lindqvists kronologi rummer en vis risiko for forvirring og nogle indlysende svagheder (fx Waaben 1991:12ff.). Det mest iøjnefaldende problem er lakunen i forekomsten af billedsten i 8/900-tallet. Lindqvist var opmærksom på problemet, men kunne ikke forklare det. Således har en revurdering af Lindqvists kronologi været ønsket i en årrække (Eshleman 1983; Waaben 1991:13f.; Varenius 1992:80ff.; Andrén 1993; Wilson 1998; Imer 2004). Ny forskning viser tydeligt, at denne lakune ikke afspejler datidens realitet, men derimod en fejl i kronologien.

6 Lori E. Eshleman (1983) har, med udgangspunkt i runologiske, historiske og ikonografiske elementer, argumenteret for at forskyde Lindqvists afsnit C med 100 år (således dækkende 800-tallet), mens D ikke skal ses som en selvstændig kronologisk enhed, men snarere som en geografisk betinget forskel mellem det nordlige og det sydlige Gotland. Björn Varenius (1992) har forsøgt at indkredse en ikonografisk udvikling med skibsmotiverne som omdrejningspunkt. Der opstilles fire grupper, uden hensyntagen til stenenes størrelse, form eller Lindqvists kronologi, men ud fra skibsmotivets karakter alene. Med udgangspunkt i runologiske dateringer, og de få eksisterende kontekstuelle dateringer, dateres de fire grupper. Gr. I) skibe uden rig, med eller uden simpel fremdrivning (årer) 4/500-tallet; gr. II) sejlskibe med simpel rig, uden skødenet eller hanefødder 6/800-tallet; gr. III) sejlskibe med hanefødder 8/900-tallet; gr. IV) sejlskibe med skødenet 900-tallet (Varenius 1992:55ff.). Således eliminerer Varenius den ejendommelige tidslomme fra Billedstenenes vikingetidige analogier giver større mening. Runerne giver større mening. Elementer, som hidtil har været tilsidesat af Lindqvists stilbaserede analyse. Lisbeth M. Imer (2004) har foretaget en nybearbejdning af kronologien for Lindqvists afsnit C og D. Stenene inddeles i fem undergrupper: Imer gruppe 1-5. Gr. 1) billedsten med skib og/eller ryttermotiv; gr. 2) billedsten med kvinde i vogn; gr. 3) billedsten med andre personer; gr. 4) billedsten med mennesker og dyr; 5) fragmenter (Imer 2004:49ff.). Imer foretager en analyse på grundlag af følgende seks aspekter: antallet af billedscener og -friser, billedsten fundet i kontekst, kantornamentik, billedlige elementer, sejlenes udformning, tilstedeværelsen af runer (ibid. p. 78). På grundlag af denne kontekstuelle analyse konkluderes det, at Lindqvists kronologi må revideres. Der er ikke grundlag for at alle billedstenene fra afsnit C og D skal dateres til 700-tallet. Langt størstedelen bliver rejst i 800-tallet, men tilsyneladende blot få i 900-tallet. Således består endnu en smule af den nævnte lakune mellem afsnittene D og E. Muligvis vil en revurdering af afsnit E kunne lukke dette hul. Varenius kronologi stemmer i et vist omfang overens med Imers, dog med det forbehold, at der, ifølge Imer, mangler belæg for at føre Varenius gruppe II længere tilbage end ca. 750, hvad angår stenene fra Lindqvists afsnit C og D, hvor Varenius har valgt at tage hele 600-tallet med (Varenius inddrager i gruppe II også billedstensafsnit B som godt kan være fra 600-tallet). Det konkluderes endvidere, at forskellen mellem afsnit C og D snarere drejer sig om geografisk forskellighed end om et kronologisk fænomen (ibid. p. 106f.). Dette støtter Eshlemans konklusion (se ovenfor). Man kan umiddelbart anfægte Imers kronologi på det punkt, at selve skibsikonografien ikke inddrages som dateringselement. 1 Datering på grundlag af skibsikonografien kan dog være problematisk. Udformningen af stævnene er det mest signifikante element, og her må især spiralstævnene af 1 En sådan kritik har været fremført, jf. Lisbeth M. Imer, Nationalmuseet, skriftlig medd. 9. marts 2006.

7 Osebergtype fremhæves. Problemet er blot, at stævntoppene på Osebergskibet ikke var bevaret ved udgravningen i De er rekonstrueret på grundlag af en række fra området omkring skibets forstævn hidrørende fragmenter (Brøgger et al , bd. I, p. 330ff., fig ). Det fremgår ikke, i hvilket omfang rekonstruktionen af forstævnen er baseret på ikonografiske kilder. Det må dog fastslås, at agterstævnen, hvoraf intet af toppen er bevaret, er rekonstrueret alene på sammenligning med forstævnen og ikonografiske kilder. Dette dateringselement rummer således en fare for ringslutning. Det skal bemærkes, at George Indruszewski i sit tekniske studie (2001) af billedstenssejlene argumenterer for at anvende Lindqvists kronologi, trods kendskab til Varenius og Imers studier. Dette begrundes med at den ny forskning har rykket kronologien frem i tid, uden at ændre nævneværdigt ved Lindqvists oprindelige klassificeringer (ibid. p. 261 m. noter). Argumentet er mere polemisk end konstruktivt. Når ny forskning viser, at den absolutte datering på en given genstandsgruppe skal rykkes 100 år frem i tid, bør man forholde sig fordomsfrit til dette. Da Indruszewski ikke rejser konkrete videnskabelige modargumenter i spørgsmålet, forekommer hans synspunkt at hvile på en for snæver opfattelse af værktøjer som kronologi og typologi. Nærværende studie bygger primært på Imers kronologi, sekundært på Varenius. Imers kontekstuelle synsvinkel må betragtes som givende de mest realistiske resultater. Jo flere aspekter, der drages ind i analysen, desto mere præcist udfald må konklusionen forventes at få. Dertil kommer, at Imers analyse beskæftiger sig indgående og udelukkende med billedstenene fra afsnit C og D. Det er på disse sten at de sejlførende fartøjer, som er objektet for dette studie, forekommer: i Imer gruppe Udforskningen af billedstenenes symbolverden Det emne, der har optaget de fleste i tidens løb, er indholdet af den symbolverden, som disse billedsten rummer. I sagens natur vil spændingen forblive uforløst, hvilket har givet plads til mange forskellige teorier, hvis træfsikkerhed ikke kan endeligt afgøres. Det er eksempelvis foreslået, at de champignonformede billedstens mulige lighed med silhuetten af det erigerede, mandlige kønsorgan, ikke er tilfældig. Andre forslag til en fortolkning af stenenes ydre form er: økse, verdenstræ, skind eller dør (Andrén 1993:36 m. ref.; Solli 2002:124 m. ref.). Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet og fortæller blot lidt, eller slet intet, om det egentlige symbolindhold. Men eksempelvis er teorien om døren (til det hinsides) som grundlag for udformningen af de champignonformede sten (Arrhenius 1970; Andrén 1993) symptomatisk for den relativt udbredte enighed, som hersker på det overordnede plan: at disse sten er en art gravmæler, og at de afbilder overgange fra de levendes til de dødes verden. Søger man længere ned i materien, begynder de ubesvarede teoriers mangfoldighed at blomstre på ny. For hvad er det konkret, der afbildes på stenene? Er

8 det samtidens mytologiske billeder, en art klichéer, der traditionelt set skulle være en del af et sådant gravmæle? Ole Crumlin-Pedersen er eksponent for denne opfattelse (2005). Eller er der i virkeligheden tale om scener, hvori den afdøde selv optræder på sin vej til dødsriget? En opfattelse, Detlev Ellmers er eksponent for (fx 1995a). Igen hersker der dog en relativ enighed om, at det overordnede motiv omhandler den dødes ankomst til dødsriget (Waaben 1991:29) Udforskningen af billedstenenes skibe Skibsmotivet er et dominerende og integreret element på en stor del af billedstenene. De sejlførende skibe forekommer i særdeleshed på de store, champignonformede sten fra perioden ca , med hovedvægt på 800-tallet (Imer 2004:106). Naturligvis har adskillige forskere i tidens løb beskæftiget sig med disse motiver som kildemateriale til vikingetidens skibe (fx Lindqvist 1941; Heinsius & Heinsius 1953; Kielland 1954; Åkerlund 1956; Söderberg 1968; Haasum 1974; Nylén 1983, 1986, 1987 & 1995; Andersen & Andersen 1989; Varenius 1992; Ellmers 1995b; Indruszewski 2001). Der er dog aldrig foretaget en systematisk analyse. Lindqvist lavede en inddeling med skibstyper, der stemte overens med hans kronologi: afsnit A: langbåd af type Bro; afsnit B: sejlfartøj af type Lasarve, sejlfartøj af type Rikvide; afsnit C: sejlfartøj af type Lillbjärs, sejlfartøj af type Hunninge, langskib af type Lärbro; afsnit D/E: skib af type Tjängvide samt pramme/småbåde. Typerne jævnførtes med kendte skibsfund, egebåden fra Nydam, Osebergskibet og Gokstadskibet, samt med indridsninger af skibe fra Osebergfundet (Lindqvist 1941:62ff.). Med E. & P. Heinsius artikel (1953) blev den maritime forskning begunstiget med en alternativ og i hvert fald for søfolk underholdende, men absurd teori: at sejlet var permanent fæstnet på den ene side af masten og dermed konstant stod næsten parallelt med fartøjets køl. Kristian Kielland tog dog hurtigt til genmæle. Naturligvis kunne sejlet dreje om masten. Der var blot tale om, at man, som de gamle ægyptere, afbildede i et simpelt todimensionalt perspektiv, hvor alle flader kunne ses i deres fulde udstrækning (Kielland 1954:227ff.). Få år efter publicerede Harald Åkerlund en større artikel (1956), hvori han med støtte i billedsten, norrøn litteratur, arkæologiske skibsfund og 1800-tallets svenske og norske råsejlsbåde forsøgte at karakterisere vikingeskibenes sejl og rig. På dette grundlag udarbejdede han et forslag til rekonstruktion af Gokstadskibets sejl og rig. Åkerlund opfattede ikke billedstenene som nøjagtige, målbare gengivelser af deres samtids fartøjer, men forsøgte at sætte iøjnefaldende billedlige elementer ind i en maritim-teknologisk sammenhæng. Åkerlunds studie er banebrydende for den maritime arkæologi. For første gang bliver et

9 bredt kildemateriale om vikingeskibene, bestående af ikonografi, etymologi, arkæologi og etnografi, sammenholdt på videnskabeligt plan. I 1970 erne forsøgte man for alvor at finde supplerende kildemateriale til rekonstruktion af vikingeskibenes sejl. Dette var ikke mindst foranlediget af fundet af de fem Skuldelevskibe, der i 1973 næsten stod færdigopstillede i Vikingeskibshallen i Roskilde. Brødrene Bent og Erik Andersen påbegyndte analyser af 1800-tallets nordlandsbåde i søgen efter etnografiske paralleller til vikingeskibene. Mange år senere bliver analyserne og resultaterne til Råsejlet Dragens Vinge (1989), som er et nøgleværk inden for rekonstruktionen af vikingeskibenes sejl og rig. Forskningen i 1970 erne og 80 erne præges af to fraktioner. Den ene, som tager udgangspunkt i at sejlene på billedstenene fra Gotland i det store og hele er naturtro. Og den anden, som tager udgangspunkt i konkrete skibsfund sammenholdt med etnografiske paralleller og kun i ringe omfang gør brug af det ikonografiske materiale, hvis kildeværdi mistros blandt andet under henvisning til den dateringsmæssige usikkerhed (før omdateringen) og den ukendte grafiske målestoksforskydning. Hvis nogen kan siges at være skibsrekonstruktionernes enfant terrible, må det være Erik Nylén. Måste forskning vara tråkig? spørger han polemisk i forbindelse med fremlæggelsen af vikingebåden Krampmackens odyssé gennem Polen (Nylén 1983:5). Han mener, at billedstenene er en nøjagtig kilde til vikingeskibenes rig og sejl, og at iveren efter at påvise vikingeskibenes krydsegenskaber har domineret forskningen på bekostning af en fordomsfri tolkning af datidens ikonografi (fx Nylén 1987:77). Man må konstatere, at Erik Nylén står temmelig alene med sin tro på billedstenenes utvetydige realisme. Det er Vikingeskibsmuseets etno-arkæologiske metode, der bruges i rekonstruktionsøjemed. Billedstenene bliver i dag draget ind i forskningen, hvad mindre detaljer angår, men ikke, når det drejer sig om sejlenes udformning som helhed. Den sidste årrække har skibsmotiverne på de gotlandske billedsten først og fremmest dannet grundlag for detailstudier, med undtagelse af Björn Varenius studie (1992), som primært er af kronologisk art (se ovenfor). Detlev Ellmers (1995b) har undersøgt besætningsstrukturer i Skandinaviens forhistorie på grundlag af billedstenene og anden skibsikonografi. Han påpeger en vis form for kontinuitet fra bronzealder til nyere tid. George Indruszewski (2001) har undersøgt en række tekniske aspekter på billedstenssejlene og konkluderer blandt andet, at udviklingen i højde-breddeindekset sejlene ændrer sig fra at være kvadratiske til at være dobbelt bredde af højden repræsenterer en reel teknisk, og ikke en stilistisk, udvikling. Til gengæld behandler Mette Felbo ikke de gotlandske billedsten i sin ellers meget grundige specialeafhandling om skibsbilleder i Skandinavien i perioden Materialet udelukkes med

10 henvisning til dets usikre datering, samt at det tidligere er fyldestgørende publiceret (Felbo 1999:12). Selv om Felbo argumenterer for denne udelukkelse, ændrer det ikke ved det faktum, at billedstenenes fravær svækker undersøgelsens resultater betydeligt, hvad de vikingetidige skibsbilleder angår Sammenfatning: de gotlandske billedsten historik og datering Ny forskning har påvist visse væsentlige fejl i Lindqvists klassiske kronologi, hvad angår dateringen af billedstenene med detaljerede skibsmotiver. Resultatet er dels en præcisering af hver enkelt billedstens datering, dels en forskydning af den samlede gruppe til perioden fra ca. 750 til op i 900-tallet, med hovedvægt på 800-tallet. Dermed må der i højere grad end hidtil sættes lighedstegn mellem vikingetiden og disse skibsbilleder. Udforskningen af billedstenene har i høj grad drejet sig om den derpå afbildede symbolverden. Men også de dominerende skibsbilleder på stenene har gentagne gange været genstand for analyse af deres skibshistoriske kildeværdi. Der er dog kun tale om mindre studier. En dybtgående systematisk analyse har ikke været foretaget. Hovedårsagen til dette er ganske givet, at den toneangivende maritime forskning har udviklet og anvendt en etno-arkæologisk metode til rekonstruktionen af vikingeskibenes sejl og rig, hvor slægtskabet mellem vikingetidens vragfund og 1800-tallets norske råsejlsbåde i langt højere grad er betonet end slægtskabet mellem vragfundene og deres samtids ikonografi. 3. Skibsbilleder med sejl Vikingetidens skibsikonografiske materiale indgår i mange forskellige sammenhænge: billedsten, runesten, mønter, graffiti, modeller og tekstiler. Når kildematerialet koncentreres om de sejlførende fartøjer, begrænses materialet til billedsten, svenske runesten, Hedebymønter og ganske få graffiti. Det skal her bemærkes, at middelalderens righoldige skibsikonografiske materiale ikke indgår i studiet som udgangspunkt (for en mere generel skibsikonografisk indføring i perioden , se Felbo 1999, samt Navis 2-databasen). Kildemateriale med anden proveniens end skandinavisk, samt fra andre tidshorisonter end vikingetiden, inddrages efter behov på et forklaringsmæssigt niveau. De gotlandske billedsten udgør det primære materiale, mens runesten, mønter og graffiti bringes ind på et perspektiverende niveau. I databehandlingen analyseres det primære og sekundære materiale ensartet. Der kan anføres flere begrundelser for opdelingen i primært og sekundært materiale: runestenene og graffitiene er for få i antal, mens mønterne er for stereotype, til at man kan tale om, at disse grupper er tilpas repræsentative i sig selv. Billedstenene er derimod mange. De rummer en særlig

11 homogenitet såvel som en individualitet. Det skal forstås således, at de repræsenterer en tradition med et antal iboende elementer eksempelvis skib med besætning der ligger under for visse homogenitetsskabende retningslinjer, men som også rummer en art frihed, hvor detaljerne kan adskille sig fra billede til billede. Endvidere skiller billedstenene sig ud ved at skildre en aktiv besætning ombord, samt at disse personer, skrog og våben/udstyr indbyrdes skildres i et blot nogenlunde overensstemmende målestoksforhold Metodiske overvejelser I sit klassiske essay Ikonografi og ikonologi fra 1939 redegør kunsthistorikeren Erwin Panofsky for forståelsen af de fortolkningslag, der findes i billedkunsten. Han udskiller tre lag: I. billedets naturlige mening præ-ikonografi II. billedets konventionelle mening ikonografi III. billedets egentlige mening ikonologi (Panofsky 1983:26ff.). Karin Waaben har tidligere anvendt Panofskys inddeling med henblik på de gotlandske billedsten og har eksemplificeret udviklingen fra præ-ikonografi til ikonologi på grundlag af det ofte anvendte ryttersymbol: I) præ-ikonografisk lag: ottebenet hest; II) ikonografisk lag: Odins hest, Sleipner; III) ikonologisk lag: dødsforestillinger på Gotland i 7/800-tallet (Waaben 1991:36). Størstedelen af billedstensforskningen har haft, og har stadig, sit omdrejningspunkt i de ikonografiske og ikonologiske sfærer. Nærværende studie beskæftiger sig med billedernes naturlige mening og forbliver dermed i billedstenenes præ-ikonografiske lag. Den motivverden, som findes i denne sfære, kan identificeres på grundlag af menneskenes praktiske erfaring og fortrolighed med objekter og begivenheder (Panofsky 1983:30, 36f.). Billedets naturlige mening opfattes ved identificere rene former og farver eller gengivelser af objekter som eksempelvis mennesker, dyr, planter, huse, værktøj m.m. (ibid. p. 28). Med Panofskys inddeling foreligger en metode til erkendelse af, på hvilket niveau et objekt beskues, eksempelvis et skib på en billedsten eller på en mønt. Men metoden kan ikke hjælpe til erkendelse af, hvad beskueren helt konkret ser. Den grafiske faktor målestoksforskydning, kunstneriske effekter m.m. er stadig ubekendt. Dette problem kan ikke løses på et teoretisk/metodisk niveau, men må forsøges løst gennem konkret iagttagelse af hvert enkelt motiv, fordomsfri erkendelse og præcis argumentation Kildekritiske overvejelser Overordnet set kan de kildekritiske overvejelser deles i tre grupper: 1) konkrete tekniske overvejelser, såsom målestoksforskydning, perspektivisk forvrængning m.m.; 2) overvejelser om arkaiserende tendenser;

12 3) bevaringsmæssige forhold. Mens de tekniske overvejelser løbende vil blive inddraget i analysen (kap.4), skal der her knyttes nogle kommentarer til de arkaiserende tendenser og de bevaringsmæssige forhold. Det er påpeget, at der i den monumentale billedkunst kan herske en art konservatisme (Imer 2004:80, m. ref.; Felbo 1999:6). Det er klart, at sådanne faktorer kan så tvivl om et givent skibsmotivs forlægs faktiske alder, trods en overbevisende datering af det motivbærende objekt. I nærværende studie må risikoen for disse faktorers negative indflydelse dog regnes for lille. Der kan anføres to årsager til dette: 1) der arbejdes med relativt brede dateringsrammer, primært baseret på kontekstuelle studier, frem for præcise naturvidenskabelige dateringer. Finkronologi kommer altså ikke på tale. 2) de konkrete skibsteknologiske informationer, der uddrages af kildematerialet, bekræftes i mange tilfælde af ikonografiske kilder af forskellig proveniens, alder og kontekstuel sammenhæng. Hvad de bevaringsmæssige forhold angår, spiller fragmenteringsgraden naturligvis en stor rolle. Dette kan der dog tages hensyn til i udvælgelsen af motiver. Et mere usikkert forhold er Lindqvists opmaling af en række af de klassiske gotlandske billedsten. Der ligger begribeligvis subjektivitet i en sådan opmaling. Problemet er, at det er fotografierne af disse opmalede sten, der først og fremmest præger de relevante publikationer siden Lindqvists værk ( ). Eksempelvis er de tofarvede sejl med skaktern/rudemønster et produkt af en sådan subjektivitet der er ikke belæg for det tofarvede element, blot stregerne imellem. Ikke desto mindre har nogle forskere baseret deres idéer netop på grundlag af dette elements tilstedeværelse (se afsnit 4.2.4) Udvælgelseskriterier For at kunne gennemføre en dynamisk og fleksibel analyse, er det bestræbt ikke at formulere for snævre udvælgelseskriterier. Der er snarere tale om vejledende retningslinjer, baseret på åbenbare parametre. Således behøver hvert skibsmotiv ikke opfylde samtlige følgende parametre for at kunne anvendes i analysen, men blot parameteret A samt mindst tre af parametrene B-E: A. skibet skal være synligt sejlførende (sejlet sat, delvist bjærget eller helt bjærget) B. skibet skal udvise en vis grad af naturalistisk detailrigdom C. skibstypen skal kunne fastslås D. skibet skal indgå i en direkte sammenhæng med kendte målbare objekter (fx mennesker, våben) E. skibet/billedstenen skal være dateret De udvalgte skibsbilleder ligger inden for en bred vikingetidig dateringsramme: e.v.t. Analysen omfatter ikke samtlige kendte motiver med sejlførende skibe. Hvad mønterne angår, er blot et repræsentativt udvalg på tre typer udvalgt. En række fragmentariske gotlandske billedsten er fravalgt.

13 Ligeledes er skibsbilleder på tekstil fravalgt med følgende begrundelser: motiverne på billedtæpperne fra Överhögdal er på grund af væveteknikken præget af rette linjeforløb, mens motiverne på billedtæpperne fra Oseberg og Hougen, der er fremstillet med en teknik, der tillader en højere grad af naturalisme, er for fragmentariske (jf. Felbo 1999:75). Der er generelt lagt vægt på et repræsentativt udvalg af skibsmotiver af et omfang, der muliggør troværdige statistiske beregninger. Der er udvalgt i alt 36 skibsmotiver, samlet i kataloget på side ## Fremgangsmåde Skibsmotiverne præsenteres i poster med følgende grundopbygning: 1) generel skibsbeskrivelse: herunder stævnforløb, sejlretning, bølgeretning, udrustning, rorplacering, vindfløj; 2) rigning og sejl: herunder masteplacering, løbende og stående rig, hanefødder/netværk, sejlets udsmykning, sejlets højdebreddeindeks, forholdet mellem mast og rå; 3) besætning: herunder antal synlige besætningsmedlemmer ombord, deres eventuelle våben/udrustning; 4) datering. Derudover findes ved mønter og graffiti indledningsvis rubrikken omstændigheder, der rummer skibsmotivets konkrete fundomstændigheder. Sejlets højde-breddeindeks er det relative forhold mellem højden og bredden. Det udregnes ved: bredde højde = x = indeks 1:x. Eksempel: et sejl er 7,5 (m/cm/mm) bredt og 5,5 (m/cm/mm) højt: 7,5 5,5 = 1,36 = indeks 1:1,4 = sejlet er 1,4 gang bredere end højden. Det relative forhold mellem mast og rå (sejlbredde) udregnes på lignende vis: mastehøjde rålængde = x = indeks 1:x. Eksempel: en mast er 4 (m/cm/mm) høj og råen er 5,5 (m/cm/mm) lang: 4 5,5 = 0,73 = indeks 1:0,7 = masten er 0,7 gang så høj som råen er lang Skibsbilleder på de gotlandske billedsten (kat. nr. 1-26) Da de gotlandske billedstens historik, datering og udforskning allerede er udførligt behandlet i kap. 2, følger her blot en kortfattet introduktion til denne del af kildematerialet. Som det fremgår af J.P. Lamms katalog over gotlandske billedsten (ajourført indtil 2002) kendes 468 sten, eller fragmenter heraf (Nylén & Lamm 2003:180ff., 210f.) På disse kan i alt 111 (24 %) skibsmotiver erkendes. Kun på ganske få sten ses mere end ét fartøj. Af de 111 skibsmotiver er 91 (82 %) udstyret med, hvad der må opfattes som et sejl (ibid. p. 180ff.). Heraf er udvalgt 26 skibsmotiver, fordelt på 25 billedsten, som grundlag for analysen (fig. 3). Disse skibsmotiver kendetegnes ved at være de mest detaljerede og bedst bevarede Skibsbilleder på runesten (kat. nr )

14 Der findes skibe på ca. 25 runesten: på 17 svenske og otte danske (Varenius 1992:88). Heri er ikke medregnet de gotlandske billedsten, som er forsynet med runeindskrifter. Blot tre af disse skibsmotiver kan med sikkerhed siges at være sejlførende, de er alle svenske: Ledberg (SR Ög 181), Sparlösa (SR Vg 119) og Stratomta (SR Ög 224). Skibet fra Ledberg, og Stratomta til dels, har flere træk til fælles med en lang række af de ikke-sejlførende runestensskibe, heriblandt stenene fra Hjermind (DR 77) og Spentrup (DR 119) i Jylland, samt Bøsarp (DR 258), Holmby (DR 328) og Tulltorp (DR 27) i Skåne. Sådanne fællestræk er primært de kraftigt markerede stævnskæg og i flere tilfælde klart markeret sideror i styrbord samt skjolde langs siden (fig. 4). Mette Felbo påpeger, at skibsmotiverne på runestenene optræder som officielle markeringer med en høj symbolværdi, og at deres kildeværdi skal ses i dette lys, og dermed kun kan afgøres, hvis man har kendskab til de bagvedliggende religiøse/mytiske forestillinger (Felbo 1999:71). Det er dog nærværende forfatters opfattelse, at da et sådant kendskab formentlig altid vil være præget af spekulationer, udelukker et standpunkt som Felbos reelt anvendelsen af denne kildegruppe i skibshistorisk sammenhæng. Dette er ikke rimeligt, da runestensskibene fremviser flere detaljer, der modsvares dels af andre ikonografiske kildegrupper, dels af arkæologiske skibsfund (jf. Sparlösa-skibets lighed med Kvalsundskibet) Skibsbilleder på mønter (kat. nr ) På en række Hedebymønter findes også skibsbilleder. Det drejer sig om ca. 18 billedsider i alt, hidrørende fra Danmark, Norge og Sverige. Udmøntningen har fundet sted i det sydlige Danmark, i Hedeby og eventuelt i Ribe, og muligvis også i Birka (Malmer 1966:176ff.; Metcalf 1996:74ff.; Jensen & Jørgensen 2000:7). Brita Malmer har i sit grundlæggende studie af de nordiske mønter før år 1000 dateret Hedebymønterne til ca. 825 (Malmer 1966:204ff.). Dette er stadig den gængse datering, selv om der har været argumenteret for en tidligere datering til 800/810 (Galster 1974; Bendixen 1981:76; Callmer 1984:23ff.). 2 Malmer har endvidere klassificeret mønter med skibsbilleder således: A: båd med sejl; B: båd uden sejl. A-gruppen inddeles desuden i A1 (båd med fisk under) og A2 (båd med to buer under) (Malmer 1966:47). Da Malmers klassificering ikke tager højde for varierende skrogfaconer, har Ole Crumlin- Pedersen udarbejdet en videreudvikling (1997:175): A. Båd med sejl 1. Skrog af Osebergtype, en fisk under båden 2. Skrog med vinklede stævne, sejl løftet i midten, med eller uden en fisk 2 Jf. Jens Chr. Moesgaard, Nationalmuseet, skriftlig medd. 30. maj 2006.

15 3. Skrog med vinklede stævne, råsejl, buer under båden B. Båd uden sejl, med eller uden buer under båden Mønterne adskiller sig fra det øvrige skibsikonografiske materiale ved deres stereotype fremtoning. Derfor behandles i dette studie kun et repræsentativt udvalg af disse skibsbilleder. Der er taget udgangspunkt i ovenstående klassificering af både med sejl: A1-3. I sin analyse af mønternes skibshistoriske kildeværdi, antager Mette Felbo, at visse af de gengivne elementer er af dokumentarisk art og dermed har reel kildeværdi. Dette begrundes blandt med rigningens påfaldende høje detaljeringsgrad samt den markante uensartethed i sejlføringen på de forskellige mønttyper (Felbo 1999:68). Der er blevet advaret mod at drage for vidtgående konklusioner på grundlag af disse skibsbilleder. Et møntstempel har antageligvis kunnet bruges til ca prægninger, hvorefter man har måttet fremstille et nyt stempel på grundlag af det gamle stempel eller en nyslået mønt. Således bliver møntbilledet gradvist mere og mere udvisket i forhold til det oprindelige forlæg. Et klassisk eksempel på en sådan udviskning er udviklingen af Carolus-indskriften på Hedebymønterne (Østergaard Sørensen & Jensen 1996:6). Det er derfor vigtigt, at man vælger mønter med de mest præcise og detaljerede motiver, da de må formodes at ligge tidligt i møntproduktionen Skibsbilleder som graffiti (kat. nr ) Graffiti, eller indridsninger, har et vist tilfældigt præg. I modsætning til billedsten, runesten og mønter, findes der formentlig sjældent en formel målsætning med graffitiene. De må således antages at være mindre karakteriseret af den stereotypitet og den arkaiserende tendens, der i større eller mindre omfang kan kendetegne de andre ikonografiske grupper. Desværre er antallet af vikingetidig graffiti med sejlførende fartøjer lavt. Blot fire eksempler har kunnet opspores til nærværende studie. Drejer det sig derimod om skrog uden sejlføring, og især indridsede stævne, findes der et langt større graffitimateriale fra vikingetiden (jf. Felbo 1999, passim) Sammenfatning: skibsbilleder med sejl Kildematerialet består af skandinaviske, vikingetidige motiver med sejlførende skibe på de gotlandske billedsten, svenske runesten, Hedebymønter og graffiti. Der er lagt vægt på en bred og fleksibel udvælgelse, baseret på en række vejledende parametre.

16 De kildekritiske overvejelser deles i tre grupper: 1) konkrete tekniske overvejelser, såsom målestoksforskydning, perspektivisk forvrængning m.m., der løbende vurderes i forbindelse med den skibsikonografiske analyse. 2) overvejelser om arkaiserende tendenser, der vurderes til kun at spille en mindre rolle i studiet. 3) bevaringsmæssige forhold, primært fejlkilden i Lindqvists subjektive opmaling af billedstenene. Hvad billedanalytisk metode angår, så bevæger nærværende analyse sig udelukkende i det præ-ikonografiske lag, jf. Panofskys klassiske terminologi. På dette grundlag må det antages, at et beskuet objekt er, hvad det ser ud til at være. Dog er målestoksforskydningen, kunstneriske effekter m.m. stadig ubekendt. Dette problem kan ikke løses på et teoretisk/metodisk niveau, men kun gennem konkret iagttagelse. Tabel 1. Databaseresultater. Forkortelser: HB-indeks = sejlets højde-breddeindeks. MR-indeks = forholdet mellem mastehøjden og råens længde. SB = styrbord. BB = bagbord. Referencerne under stævntype henviser alene til formens relative lighed med kendte skibsfund, og ikke til skibstype/datering. Navn HBindeks MRindeks Skibstype Besætning: set/anslået Datering Stævntype Sideror Gotlandske billedsten Alskog Tjängvide I 1:2,4 1:1,4 Krigsskib 9/ tallet Oseberg? Alva Bopparve 1:1,3 1:0,7 Krigsskib 3/6 800-tallet Gokstad? Ardre VIII 1:2 1:1,1 Krigsskib 6/ tallet Oseberg X Bro Eriks I 1:2 1:1,2??/? Ca Gokstad? Buttle Änge I (skib 1)?? Krigsskib? 1/12 8/900-tallet Oseberg X Buttle Änge I (skib 2) 1:2,2 1:1,4 Krigsskib? 2/18 8/900-tallet Oseberg SB Fröjel Botvatte 1:1,9 1:1,2 Krigsskib? 3/? 800-tallet Oseberg? Garda Bote 1:2 1:1,3 Krigsskib 4/8 800-tallet Gokstad? Halla Broa III 1:2 1:1,1? 5/10 8/900-tallet Oseberg X Halla Broa IV 1:1,9 1:1,1 Krigsskib 7/ tallet Stævnskæg SB Halla Broa IX 1:2,3 1:1,3??/? Ca Stævnskæg? Halla Broa XVI 1:2,3 1:1,3 Krigsskib? 6/12 Ca Oseberg? Hejnum Riddare 1:1,8 1:0,9 Krigsskib 13/26 Ca Oseberg SB Hejnum Rings 1:2 1:1??/? 800-tallet Gokstad? Klinte Hunninge I 1:2,3 1:1,3 Krigsskib 7/14 8/900-tallet Stævnskæg BB Lärbro St. Hammars I 1:2 1:1,2 Krigsskib 10/ tallet Oseberg X Lärbro St. Hammars III 1:1,6 1:0,7 Krigsskib 7/ tallet Oseberg? Lärbro Tängelgårda I 1:1,6 1:1 Krigsskib 9/ tallet Oseberg SB Lärbro Tängelgårda II 1:2 1:1,1 Krigsskib 9/ tallet Oseberg SB När Smiss I 1:2,2 1:1,3 Krigsskib?/12 Ca Oseberg X Stenkumla Forsa I 1:2,6 1:1,5??/? Ca Oseberg? Stenkyrka Lillbjärs III 1:2,2 1:1? 2/4 Efter 750 Oseberg SB Stenkyrka Smiss I 1:2 1:1,1 Krigsskib 11/ tallet Oseberg? Tofta Dyple 1:2 1:1??/? Ca Oseberg? Väte Gullarve 1:2,1 1:1??/? Ca Gokstad? Väte Mölner 1:2 1:0,8??/? 800-tallet Gokstad?

17 Runesten Ledberg 1:2,5 1:1,6 Krigsskib?/ tallet Stævnskæg? Sparlösa 1:2,5 1:0,8??/ tallet Kvalsund SB Stratomta 1:3,5 1:1,2 Krigsskib??/? 1000-tallet Stævnskæg? Mønter Spangereid 2 Givet op 1:1,5 Krigsskib?/14 Ca. 825 Oseberg? Flokerudstorp 1:2,2 1:1,2 Fragtskib??/? Ca. 825 Stævnskæg X? Birka 526 1:3,2 1:1 Fragtskib??/? Ca. 825 Stævnskæg X? Graffiti Gauldalen (skib 1) Bjærget 1:2 Krigsskib??/? 1000-tallet Kvalsund? Gauldalen (skib 2) Bjærget 1:2 Krigsskib?/ tallet Kvalsund? Karlby 1:1,6 1:0,8??/? Efter 800? X Löddeköpinge Bjærget 1:3,7??/? 800-tallet Oseberg/? SB Tabel 2. Databaseresultater. Masteplacering, forkortelser: M = midtskibs; F = foran for midten; A = agten for midten. Navn Hanefødder Vanter Agter -stag Hals Skøde Bras Bugline Forstag Masteplacering Gotlandske billedsten Alskog Tjängvide I 4 2 X M Alva Bopparve 0? Ardre VIII 5 1 X M Bro Eriks I? X X? Buttle Änge I (skib 1)?? Buttle Änge I (skib 2)? M Fröjel Botvatte 1 6 X A Garda Bote 0 X X M Halla Broa III 3 X X A Halla Broa IV 2 (?) X X 2 X M Halla Broa IX? M Halla Broa XVI 1 2 X F Hejnum Riddare 11 (net) X X X X F Hejnum Rings 3+ (net)? Klinte Hunninge I 1 X? 2? X X F Lärbro St. Hammars I 8 (net) X X X 1 X M Lärbro St. Hammars III 6 (net) X 1 X M Lärbro Tängelgårda I 6 (net) X X X X F Lärbro Tängelgårda II 11 (net) F När Smiss I 0 X X F Stenkumla Forsa I? 1 X M Stenkyrka Lillbjärs III 2 X X F Stenkyrka Smiss I 11 (net) 3? X F Tofta Dyple? X A Väte Gullarve? X X? Väte Mölner? X X M Runesten Ledberg 0 1? 2 X F Sparlösa 0 2 X (2?) M

18 Stratomta 0 X M Mønter Spangereid X M Flokerudstorp 0 2 X F Birka X M Graffiti Gauldalen (skib 1)? 2 2 X (2?) F Gauldalen (skib 2)? 2 X (2?) M Karlby 0 X A Löddeköpinge? 3 X? 4. Skibsikonografisk analyse I kataloget er 36 skibsbilleder systematisk fremlagt: 26 motiver fra billedsten, tre fra runesten, tre fra Hedebymønter og fire graffiti af forskellig herkomst. En summarisk oversigt over de vigtigste karaktertræk gives i tabel 1 og 2 på de foregående sider. I det følgende analyseres en række grundlæggende elementer, på baggrund af det fremlagte materiale: skibstyper, sejl og rig, besætning og skrogformer. Efterfølgende behandles kildekritik og dateringsmæssige aspekter. Procentangivelser er altid % af samtlige 36 motiver Skibstyper På grundlag af tilstedeværelsen af våben kan 16 fartøjer (44 %) med sikkerhed fastslås at være krigsskibe. Heraf har to fartøjer udelukkende offensive våben ombord (sværd og spyd), mens ti udelukkende har defensive våben ombord (skjolde). Fire fartøjer har både offensive og defensive våben ombord. På grundlag af analogislutninger må yderligere seks (17 %) af de resterende 20 fartøjer regnes som krigsskibe. Det drejer sig om de to ret ødelagte fartøjer fra Buttle Änge I, hvor en rangsperson ses siddende helt agterude, akkurat som på adskillige af krigsskibene, eksempelvis Stenkyrka Smiss I. På Fröjel Botvatte er skibets forstævn udstyret med dyrehoved, hvilket kan opfattes som en krigsskibsindikator. Halla Broa XVI er dårligt bevaret, men muligvis ses skjolde langs skibssiden. Stratomta-skibet kan ligeledes opfattes som et krigsskib på grund af sin lighed med Ledberg-skibet og en række skjoldsmykkede runestensskibe uden sejl. Det samme gælder skib 1 fra Gauldalen, hvilket dels skyldes dyrehovedstævnen, dels den udtalte lighed med det skjoldsmykkede skib 2 nedenunder. Således kan i alt 22 af de afbildede fartøjer (61 %) antages at være krigsskibe. Konteksten taler for, at velsagtens samtlige fartøjer på de forelagte gotlandske billedsten er krigsskibe, men dette kan ikke verificeres. Kun i forbindelse med et fåtal af skibsbillederne kommer skibstyper på tale, der ikke

19 nødvendigvis tilknytter sig den militære sfære. Dette gælder primært skibene på mønterne fra Flokerudstorp og Birka 526, der repræsenterer Crumlin-Pedersens typer A2 og A3 (1997b:176). Detlev Ellmers har foreslået, at netop disse Hedebymønter, hvor fartøjerne har kasseformede skrog, faktisk afbilder tidlige frisiske kogger, og dermed ikke repræsenterer den skandinaviske byggetradition, i modsætning til mønterne med Oseberglignende skrog. Dette begrundes primært med den skarpt vinklede stævn, der kan kendes fra koggekonstruktionen, sekundært med en række kilder, der belyser koggernes færden i skandinaviske farvande (Ellmers 1972:63f., 70ff.). Som Ole Crumlin-Pedersen har påpeget, findes denne skarpt vinklede form også i det ikonografiske materiale fra Skandinavien. Han anfører endvidere det lidet sandsynlige i, at man ville tillade en fremmed tradition på en del af mønterne (Crumlin-Pedersen 1997b:174f.). De resterende fartøjer kan kun delvis klassificeres. Det kan fastslås, at Sparlösa-skibet med sine mange årehuller har medført en stor besætning og derfor nok må anses for at være et krigs- eller rejseskib, snarere end et decideret fragtskib. Som for billedstenene gælder det også for runestenene, at der er en tendens til at afbilde krigsskibe. Ligheden med vragene Kvalsund 2 og Fjørtoft 1 er slående, C14- dateret til henholdsvis 690±70 og 860±90 (kalibreret) (Crumlin-Pedersen 1997b:110, m. ref.). Disse er formentlig krigsskibe. Karlby-skibet derimod savner paralleller, der kan indkredse dets funktion. Det samme gælder Löddeköpinge-skibet Sejl og rig På 32 (89 %) af de fremlagte skibsbilleder er sejlet sat. På de resterende er det enten bjærget (3 = 8 %) eller givet op (1 = 3 %). Der er tale om råsejl, altså firkantede sejl, der hænger ned fra en vandrethængende bom, en såkaldt rå. I alle tilfælde er der tale om ét enkelt sejl på en mast, placeret nogenlunde midtskibs. Sejltekniske begreber, der vedrører råsejlets løbende rig, er baseret på Jens Kusk Jensens Haandbog i praktisk sømandskab fra 1924 (Kusk Jensen 1993). Derudover henvises til appendiks Sejlets form Det såkaldte højde-breddeindeks rummer oplysningerne om sejlets højde i forhold til bredde. Det strækker sig fra det næsten kvadratiske sejl på Alva Bopparve-skibet (indeks 1:1,3) til det ekstremt brede sejl på Stratomta-skibet (indeks 1:3,5). Det gennemsnitlige indeks på 1:2,1 er naturligvis et temmelig hypotetisk tal, men er ikke desto mindre symptomatisk for tendensen: at størstedelen af de behandlede sejl er omtrent dobbelt så brede som de er høje (se tab. 1 HB-indeks ). Dette faktum gælder ikke alene for billedsten, men også for runesten og mønter. Dateringsmæssigt kan eventuelle tendenser ikke erkendes.

20 Tilsyneladende ændrer højde-breddeindekset sig ikke gennem ca. 300 år, dog forekommer der en almindelig divergens gennem hele perioden. Et fænomen, som optræder på billedstenene Alskog Tjängvide I, Ardre VIII og Buttle Änge 1 (skib 2), er de afskårne sejlhjørner. Forklaringen er formentlig, at kunstneren har måttet fjerne de nederste sejlhjørner for at give plads til de høje stævne. Disse tre billedsten stammer fra tre nabosogne på det østlige/mellemste Gotland (fig. 5). Der kan derfor være tale om en lokal tradition. Under alle omstændigheder kan disse stævnhak opfattes som indikerende en konvention om at afbilde sejlet overdimensioneret i forhold til fartøjet Sejlets proportioner i forhold til skroget I 30 tilfælde (83 %) har sejlet/råen samme længde, eller næsten samme længde, som selve fartøjet. I to tilfælde (6 %) er sejlet/råen lidt længere, og i to tilfælde betragteligt kortere, omtrent 2/3 af fartøjets længde. I to tilfælde kan spørgsmålet ikke afgøres. Særligt på billedstenene forekommer sejlene at være overdimensionerede i forhold til fartøjerne. Der synes næsten at være en konvention om at afbilde sejlet i billedfladens fulde bredde, så det dermed får samme længde som skibet; nogle gange følger sejlets sidelig kantborten, og antager dermed stenens lettere trapezoide form, som det eksempelvis ses på Stenkyrka Smiss I og Väte Mölner. De ovenfor nævnte stævnhak i sejlhjørnerne er givetvis udtryk for denne overdimensionering af sejlet. Dette horror vacui fordrejer måleforholdet mellem sejl og skib i ukendt grad. Når det resterende ikonografiske materiale drages ind, kan der dog ikke herske tvivl om, at sejl har været meget brede i forhold til fartøjerne Hanefødder og netværk Et element, som kun ses på de detaljerede gotlandske billedsten og ikke på de andre skibsbilleder, er de såkaldte hanefødder i sejlets underlig (underkant) et tvejeformet tovværk, der ender i én tamp, som betjenes af mandskabet. På 15 billedsten (42 %) kan sådanne med sikkerhed erkendes. I tre tilfælde (8 %) er blot en enkelt hanefod fæstnet til sejlet, i fem tilfælde (14 %) er der flere (2-5), og syv gange (19 %) forgrener disse hanefødder sig i et helt netværk (se nedenfor). Systemet med en enkelt hanefod, fæstnet ved underligets centrum, genfindes på 1800-tallets norske råsejlsbåde, hvor den kaldtes prier (Andersen & Andersen 1989, fig. 5, 7). Prieren anvendes til at kontrollere den midterste del af sejlet og spiller en væsentlig rolle ved en række konkrete manøvrer, samt under visse former for sejlads blandt andet modvindssejlads i frisk vind, hvor den aflaster skødet og gør sejlet fladere; samt medvindssejlads, hvor den fikserer sejlet. De norske 1800-tals råsejl var høje og smalle og behøvede blot én prier. Til et meget bredt