DEN, MAN ELSKER, TUGTER MAN

Transkript

1 nr. 5 / oktober årgang magasin for mindretal, sprog og kultur ERLING JEPSEN OM SØNDERJYLLAND: DEN, MAN ELSKER, TUGTER MAN MÅSKE SKULLE MAN BYGGE ET AVISHUS PÅ GRÆNSEN FINSKE ROSA LIKSOM OM DET BETÆNDTE KULTURMØDE

2 2 nr. 5 / oktober 2013 INDHOLD DEN, MAN ELSKER, TUGTER MAN Forfatteren Erling Jepsen er i år aktuel med romanen Den sønderjyske farm, der hyldes af både kritikerne og de menige læsere. Jeg elsker det land, og den, man elsker, tugter man. Det er en uafsluttet kærligheds- historie, der aldrig er lykkedes, fortæller han i et åben- hjertigt interview med GRÆNSEN. SIDE 4 VERDEN ER SÅ LILLE, OG JORDKLODEN SÅ ÅBEN Finske Rosa Liksom er vokset op i grænseområdet mellem Finland og Sverige på den finske side i Lapland. Hun deltog for nylig deltog i Grænseoverskridende Litteraturfestival, der i år blev af- holdt for fjerde gang i træk i både Sydslesvig og Sønderjylland. GRÆNSEN var med i Flensborg til en snak om hendes nye bog og om grænselandenes udfordringer. SIDE 10 MÅSKE SKULLE MAN BYGGE ET AVISHUS PÅ GRÆNSEN Flere artikler på tysk i Flensborg Avis. Der Nordschleswiger kan ikke vedblive at udkom- me som trykt avis. Og begge aviser skal skrive kritisk om de mindretal, de repræsenterer. Både Flensborg Avis og Der Nordschleswiger skifter chefredaktører i år. Mød de nye stærke mænd på de to mindretalsaviser. SIDE 14 LÆS OGSÅ SIDE 20 DOMSTOL FASTSLÅR: SSV S MANDATER ER GYLDIGE SIDE 21 SPANIEN: FODBOLD OG SEPARATISME SIDE 22 SLESVIG I GRÆNSELANDENES EUROPA SIDE 24 GEORG BRANDES: SØNDERJYLLAND UNDER PRØJSISK TRYK SIDE 26 BØGER SIDE 30 KORT NYT NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

3 nr. 5 / oktober LEDER OMKRING EN SPÆRREGRÆNSE Af Finn Slumstrup, formand Med spænding har vi hen over sensommeren fulgt sagen ved landsforfatningsdomstolen i Slesvig-Holsten om legitimiteten af Sydslesvigsk Vælgerforenings placering som det danske mindretals parti og samme partis fritagelse for landets 5%-spærregrænse. Sagen var så eklatant politisk, at det var svært for alvor at forestille sig, at SSV s position ville blive anfægtet, når domstolen omsider afsagde sin kendelse den 13. september. Det skete da heller ikke, og dagen efter kunne SSV holde landsmøde i positiv stemning, hvor Flemming Meyer blev næsten enstemmigt genvalgt som formand. Men dermed er diskussionen desværre ikke afsluttet. Landsforfatningsdomstolen skulle tage stilling til, om der faktisk findes et dansk mindretal i Sydslesvig, og om SSV i så fald kan siges at være dette mindretals politiske talerør. I begge tilfælde fastslog domstolen enstemmigt, at sådan forholder det sig. Denne afgørelse var nok i virkeligheden forventet af alle. Derfor havde klagerne da også forberedt en tilbagefaldsposition, hvor man sagde: Såfremt det virkelig forholder sig sådan, at SSV er det danske mindretals parti og fritaget for spærregrænsen på 5%, så kan denne fritagelse kun gælde for det første mandat. Et mandat vil nemlig sikre, at SSV kan blive hørt i Landdagen og fremføre sine synspunkter. Som bekendt opnåede SSV ved det seneste valg den 6. maj i fjor 4,6% af stemmerne og dermed tre mandater. Efter klagernes mening skulle de sidste to mandater altså fratages SSV og i stedet gives til CDU og FDP hvilket ville medføre, at Torsten Albig-regeringen med dens sammensætning af Socialdemokrater, De Grønne og SSV ville miste flertallet! Også denne klage blev afvist af Landsforfatningsdomstolen. Men det skete kun med et flertal på fire stemmer imod tre. Tilsyneladende har dette udfald virket inspirerende på klagerne fra CDU s ungdomsorganisation, Junge Union. Da de kristelige demokraters ungdomsafdeling holdt landsmøde et par uger efter dommen, fastslog man i en udtalelse, at Junge Union ikke tvivler på, at det danske mindretal eksisterer, og naturligvis accepterer Junge Union dommen fra forfatningsdomstolen. På den anden side fastholder man synspunktet, at SSV har ret til et grundmandat, men at yderligere mandater som følge af fritagelsen for spærregrænsen medfører grove forvrængninger af vælgernes vilje. Denne utilfredsstillende situation bør Landdagen nu få fjernet ved at lave valgloven om! Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det største demokratiske problem i hele denne sag er den meget høje spærregrænse på de 5%. Den er indført for at gøre det vanskeligt for fløjpartier eller grupper med alle mulige særlige synspunkter at komme ind i de politiske beslutningsfora. Men ved valget til Det største demokratiske problem i hele denne sag er den meget høje spærregrænse på de 5% Forbundsdagen den 22. september oplevede Tyskland ikke blot, at næsten 30% af de stemmeberettigede svarende til 17,5 millioner mennesker blev hjemme på sofaen. Man oplevede også, at blandt dem, der afgav deres stemme, kunne hele 13% efterfølgende konstatere, at det parti, de havde stemt på, ikke kom over de 5%. Det vil altså sige, at den nye Forbundsdag i Berlin i virkeligheden kun er valgt af cirka 58% af befolkningen. Man kan vanskeligt forestille sig andet, end at der i den kommende tid vil komme en varm debat om det politisk og demokratisk forstandige i at fastholde en så høj spærregrænse som 5% i vort sydlige naboland.

4 Foto: Polfoto/Adrian Joachim 4 nr. 5 / oktober 2013

5 DEN, MAN ELSKER, TUGTER MAN Det er ikke altid, at forfatteren Erling Jepsen tegner det smukkeste billede af Sønderjylland, og ofte er det pløre og pædofili, der fylder i hans romaner. Men der er så meget mere i dem, mener han selv og taler om lige så meget kærlighed som had til Sønderjylland. Jeg elsker det land, og den, man elsker, tugter man. Det er en uafsluttet kærlighedshistorie, der aldrig er lykkedes, fortæller han til GRÆNSEN i sit københavnereksil på Islands Brygge. Erling Jepsen er i år aktuel med sin nye roman Den sønderjyske farm, der hyldes af kritikerne, og som ifølge både dem og forfatteren selv tegner et andet billede af Sønderjylland. Af Rasmus Vangshardt

6 6 nr. 5 / oktober 2013 Jeg levede de første 17 år af mit liv i Sønderjylland, og nu bruger jeg resten af tiden på at bearbejde det Jeg ser dybe og alvorlige farver. De er ikke glade, det er ikke varme farver. Jeg ser en dybde, en alvorlig melankoli. Følelsen af, at det hele ikke bare er sjov. Mørke og stærke farver, dybgrøn, brun, sort. Lidt tåge. Nej, det er ikke for sjov, når forfatteren Erling Jepsen skal beskrive sit forhold til Sønderjylland. Han sidder med lukkede øjne foran GRÆN- SENs udsendte og fortæller, hvad han ser, når han spontant skal fremmane barndomsbyen Gram for sit indre blik. Vi sidder i Erling Jepsens lejlighed på 4. sal på det ærkekøbenhavnske Islands Brygge, temmelig langt fra Gram, men den fysiske afstand betyder ikke det store, for Erling Jepsen har brugt det meste af sit lange forfatterskab på at behandle det Sønderjylland, han voksede op i, og som stadig fylder meget i hans liv og tanker. Selvom der ikke er mange paralleller mellem Karen Blixen og mig, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hun sagde, at de 17 år, hun boede i Afrika, var de vigtigste, og at hun havde brugt resten af sit liv på at bearbejde det. Sådan er det også for mig. Jeg levede de første 17 år af mit liv i Sønderjylland, og nu bruger jeg resten af tiden på at bearbejde det, fortæller han. PLØRE OG PÆDOFILI At han har brugt sit forfatterskab på at bearbejde sin opvækst i det sønderjyske, kan der ikke herske tvivl om. Med kendte romaner som Kunsten at græde i kor og Frygtelig lykkelig har Erling Jepsen skildret en opvækst i 60 erne, der ikke altid sætter Sønderjylland i et godt lys, og Erling Jepsen har da heller aldrig lagt skjul på, at han har et stærkt hadkærligheds-forhold til sin hjemegn. I et interview med dagbladet Information i 2005 sammenlignede han eksempelvis Sønderjylland med et torturkammer: Jeg har gjort det til min livsopgave at beskrive, hvordan skruerne sidder på torturinstrumenterne. Om det er værre end andre steder? Ja, det synes jeg, for de har sådan en selvhøjtidelig måde at gøre hinanden ondt på, sagde han blandt andet dengang. Nu er han så aktuel med en ny roman om Sønderjylland. Den hedder Den sønderjyske farm med en Karen Blixen-reference, og selvom pædofilien, den strenge far og det hemmelighedstrykkede lokalsamfund i Gram også lurer her, er det en ny stemning, der strømmer gennem romanen og dens unge hovedperson Allan, der får hverdagen til at gå med at opdrætte kaniner i sine forældres baghave. Erling Jepsen mener, at hans romaners fremstilling af Sønderjylland altid har haft både kærlighed og had. Hvorfor skulle jeg skrive så meget om Sønderjylland, hvis det kun var pløre og pædofili, jeg fandt der? Jeg elsker det land, og den, man elsker, tugter man. Det sår, jeg skildrer, er mig, og det burde ikke være sandt. Men jeg er påvirket, forbundet og anfægtet af Sønderjylland. Det er en uafsluttet kærlighedshistorie, der aldrig er lykkedes, siger han vemodigt og uddyber sit gamle udsagn om Sønderjylland som et torturkammer og den sindige måde at gøre hinanden ondt på: Når man skal træde hinanden over tæerne, gør man det stødt og grundigt. Man lader sig ikke rive med af temperament. Det er ikke ondskab i affekt, det er overlagt ondskab. Men skulle det være særligt for Sønderjylland? Ja, det er jo min oplevelse. Jeg har mødt sønderjyder, der ikke kan se det. Men jeg har besluttet at støtte mig 100 procent til min oplevelse af tingene. Forlaget anbefalede i sin tid, at jeg skulle tage over og researche, hvad landbetjente laver, inden jeg skrev Frygtelig lykkelig (der handler om en politibetjent, der kommer til Sønderjylland fra København, red.). Men der var jeg så højrøvet, at det skulle være min oplevelse, mit Sønderjylland, det, jeg har oplevet, som jeg ville skrive om. Det er en uforstilt kærlighed, for jeg elsker jo også Sønderjylland, men der er så meget sorg forbundet med det. Man kan ikke slippe Sønderjylland, man vender tilbage og beder om en kærlighed, man ikke har fået. DET SÆRLIGT SØNDERJYSKE Men hvad er så det særligt sønderjyske? Det, der udgør den særlige sønderjyske mentalitet, som Erling Jepsen har brugt sit forfatterskab på at skildre? Ifølge ham selv er det en blanding af mindreværdskomplekser og egensindighed. I hans romaner bliver mentaliteten ofte beskrevet som indadvendt og med tryk på det usagte. Men netop karaktertræk som disse har digteren Jens

7 nr. 5 / oktober Forfatteren er aktuel med ny roman om sin sønderjyske opvækst. Ifølge kritikerne og ham selv er der kommet en vemodighed og længsel efter Sønderjylland ind i den. Foto: Scanpix Rosendal eksempelvis også brugt til at beskrive Vendsyssel, hvor han kommer fra. Så hvad er det særligt sønderjyske? Sønderjylland er for mig at se et meget stort land. Det rummer hele verden. Det usagte gælder jo ikke Sønderborg og Aabenraa, som det gælder Højer, Tønder og Skærbæk. Der er enorm forskel på øst og vest. Alt er i Sønderjylland, men det generelt særlige sønderjyske er at føle sig som en slags blindtarm til Danmark. Det er jo det gamle sindelagsspørgsmål. Er vi danske, tyske eller slesvigske? Erling Jepsen bliver tydeligt provokeret af journalistens påstand om, at hans romaners beskrivelse af Sønderjylland også kunne gælde for eksempelvis Vendsyssel, og han vender gentagne gange tilbage til spørgsmålet i løbet af interviewet. Vi er jo et krigsførende land, det er de (vendelboerne, red.) ikke. Det er jo ikke længere væk, end at mine bedsteforældre var indkaldt til Første Verdenskrig. Når jeg på Sjælland eller Fyn fortæller om de her ting, tror folk, at det er fjern historie. Det er det ikke! En krig er ikke slut, når slagene er ovre. Forældrene og børnene bliver traumatiseret, og der går mange generationer, før det er væk. Jeg er tredje generation efter Første Verdenskrig og er stadig præget af det. Jeg bliver ophidset, når Sønderjylland sammenlignes med andre dele af Danmark. Sønderjylland ligger ikke i Jylland! I forhold til Vestjylland er det altafgørende, at de ikke har grænselandsforfattere. Der er noget særligt, når man bor ved en

8 8 nr. 5 / oktober 2013 grænse og blandes med andre nationaliteter. Hernede er man først sønderjyde og derefter dansker eller tysker. Der var engang en mand, der til et foredrag sagde til mig, at det er da rigtigt, Erling, man Hvorfor skulle jeg skrive så meget om Sønderjylland, hvis det kun var pløre og pædofili, jeg fandt der? kan sige meget om sønderjyderne, men der er da ikke nogen anden landsdel, der kunne have produceret en forfatter som dig. Det tror jeg, der er meget rigtigt i, og man kan jo også se det i filmbranchen. Der taler man om de jyske hævnere. De kræver en anerkendelse, de ikke har fået. Der er mange, der har det med sig, at man føler sig overset helt fra 1864 over Første til Anden Verdenskrig. Et slags kollektivt mindreværdskompleks? Ja. Det tror jeg også, at jeg lider under. Det særlige ved Sønderjylland er også, at man har det frygtindgydende dygtige Tyskland i syd, som man har kæmperespekt for, men virkelig frygter. Den generation, der kan huske 9. april, fortæller indimellem, at der var jubel i Sønderjylland, da de hørte, at tyskerne havde taget København. Endelig havde de taget hele Danmark! SØNDERJYLLANDS FREMTID I Den sønderjyske farm, der altså er Erling Jepsens nyeste roman, møder vi 13-årige Allan, hvis baggrund og historie ligner Erling Jepsens egen til forveksling. Vi skriver 1968, Allan er 13 år gammel, og han bor med sine forældre for foden af Gram Bakke. De selvbiografiske træk og den missionske stemning er igen baggrunden, og på den måde er der ikke så meget nyt under solen. Faren er stadig streng, duften af pædofili hænger også stadig i luften, og Allan drømmer om ikke at være ægte søn af den far, han vokser op med. Alligevel er noget ændret. Det er, som om der er kommet en ny varme til i beskrivelsen af Sønderjylland. Eller som Jes Stein Pedersen har bemærket det i Politiken: Smerten viger for livsmod og eventyrlyst. Det har Erling Jepsen også selv bemærket: Når jeg kommer ud og fortæller om Den sønderjyske farm, møder jeg mange læsere, der har varme i blikket. Det er noget nyt med denne bog. Nogen har taget den til sig som en verden, der ikke findes længere. Erling Jepsen fortæller selv, hvordan modtagelsen af hans bøger i Sønderjylland i starten var hård, og at det begyndte med konfrontation. Det var især Frygtelig lykkelig fra 2004, der ikke blev taget vel imod alle steder. Det har ændret sig nu, og både anmeldere og sønderjyder ser ud til at være særdeles glade for Den sønderjyske farm, og Erling Jepsen mener selv, at der er mindre hævntørst og en større længsel og vemodighed i den nye bog. Dermed er det også oplagt at spørge, om Erling Jepsen mener, at Sønderjylland har ændret sig meget, siden han selv voksede op i Gram i 60 erne? Ja, det har det. Jeg synes ikke, at den mentalitet fra dengang, som jeg beskriver i den nye bog, findes længere. Det brogede livsbekræftende folkeliv fra dengang findes ikke længere. Livsbekræftende? Ja, jeg ved godt, at jeg har været kritisk, men når jeg går tilbage fra før puberteten, var der noget livsbekræftende over de mange skæbner og mange børn i Gram. Man måtte være ude længe og klare sig selv. Det er lidt som i mange indvandrerfamilier i dag. Det er en slags indvandrerkultur, der er forsvundet fra Sønderjylland. Kontakten med naturen, hvor vi legede på banen, i parken og i skovene, er væk. Og alle de gamle mennesker, der kunne overleve på de mærkeligste måder. Alt det er forsvundet og overtaget af noget pænere, jeg ikke er så god til at aflæse. Er den sindige måde at gøre hinanden ondt på også væk? Nej, det er ikke forsvundet. Det er jo kun mig selv, der taler her, men

9 nr. 5 / oktober jeg har oplevet så meget følelsesmæssig afstumpethed. Det er en form for følelsesmæssig analfabetisme. Et stort problem er, at der i dag er endnu større afstand nu mellem by og land. I forhold til dengang er en by som Højer nærmest forladt nu. Alt lukker på nær enkelte værtshuse, hvor der ikke er trygt at være. Kommer man ind på et værtshus nu og taler københavnsk som dig (journalisten, red.), så skal man s gu passe på. Hvad skal vi så gøre for at vende udviklingen? Det var så trist og forkert, at Sønderjylland ikke fik lov at blive kulturhovedstad. De tre udlændinge i juryen stemte på Sønderborg, og de fire danskere stemte på Aarhus! Danskerne kunne ikke forestille sig, at Sønderjylland var så vigtigt! Tyskerne var helt klar, men danskerne var imod. Det kunne have gjort noget. Samtidig handler det om skolerne. Det er et stort problem at blive ved med at lukke de lokale skoler. Hvordan skal Sønderjylland fastholde de unge? Jeg ved det ikke. Det er næsten umuligt at styre sådan en udvikling. Ligesom der nu er en folkevandring fra land til by, kan man håbe, at det vender på et tidspunkt. Det er jo gået frem og tilbage gennem historien. Det kan sagtens vende, men det kan ikke styres. Det skal man måske heller ikke. TYSKERNE Et tema, der ofte er nedtonet i Erling Jepsens romaner om Sønderjylland, er modsætningsforholdet til de mange tyskere i Sønderjylland. Det kan have mange årsager. Både Erling Jepsens egen mor og Allan, hans alter ego i romanen, er da også selv ret tyske, idet moren kommer fra Altona i Hamborg. Som så mange andre tyske familier kom hans mor med sin familie til Sønderjylland for at overtage tomme danske gårde. Hans mors familie var nazister, men alligevel giftede hun sig med Jepsens far, der var meget dansksindet. Ifølge Jepsen fyldte modsætningsforholdet til tyskerne ikke meget i hverdagen i Gram. Der var et stort modsætningsforhold. Men jeg oplevede det ikke så meget i hverdagen. Omkring os boede familier med slægtsnavne som Genz, Wolf og Simon, men man levede bare med, at de var tyskere. Det havde selvfølgelig ikke så høj status at læse og lære tysk i skolen og så videre, men jeg vil ikke sige, at der var en konflikt, der gik særlig dybt. Vi var jo lidt tyske alle sammen. Selv min far, der var så meget imod Tyskland, var som så mange arbejdsløs under Anden Verdenskrig, men var ikke mere tyskerfjendsk, end at han arbejdede for dem på flyvestationen. Nu elsker jeg at læse om mine bøger i Tyskland. De tager det så alvorligt. De skriver, at for mig er Sønderjylland ikke en landsdel, men en litterær kampplads! KEDELIGE KØBENHAVN Nu har Erling Jepsen som så mange andre slået sig ned i København. Han har boet i hovedstaden i 33 år og har ingen planer om at skulle tilbage til Sønderjylland. Men er han virkelig mere tilpas i København? På sin vis, svarer han. Jeg keder mig lidt, men er på sikker grund. Der er ikke noget, der går så dybt her. Man er hverken kærlig eller ondskabsfuld på en så indtrængende måde som i Sønderjylland. Det er derfor, det er så svært at skrive om noget herovre fra. Jeg kan ikke mærke, at der sker noget. København er meget udramatisk, hvor Sønderjylland er så dramatisk. Det er en uforstilt kærlighed, for jeg elsker jo også Sønderjylland, men der er så meget sorg forbundet med det DEN SØNDERJYSKE FARM Karen Blixen havde en farm i Afrika, ved foden af Ngong Hills. Der dyrkede hun kaffe. Allan Jensen havde en farm i Sønderjylland, ved foden af Gramby Bakke. Der avlede han kaniner. Sådan står der på bagsiden af Erling Jepsens nye roman Den sønderjyske farm, der udkom tidligere på året. Det er Erling Jepsens ottende roman. Erling Jepsen: Den sønderjyske farm. Gyldendal sider.

10 10 nr. 5 / oktober 2013 VERDEN ER SÅ LILLE, OG JORDKLODEN SÅ ÅBEN Den finske forfatter Rosa Liksom beskriver i sin seneste roman mødet mellem en russer og en finne, på rejse med Den Transsibiriske Jernbane. De to afspejler forholdet mellem Rusland og Finland, hvis grænseregioner siden Anden Verdenskrig har udgjort et betændt kulturmøde. Selv er Rosa Liksom vokset op i grænseområdet mellem Finland og Sverige på den finske side i Lapland. Hun deltog for nylig i Grænseoverskridende Litteraturfestival, der i år blev afholdt for fjerde gang i træk i både Sydslesvig og Sønderjylland. Af Marianne Nygaard Knudsen Jeg ønskede at fortælle om Sovjetunionens historie både til min datter og til alle dem, som er født efter Sovjetunionens fald. Jeg ville beskrive Sovjetunionen så præcist som muligt både de mørke sider og de gode sider og alt, som er midtimellem, siger Rosa Liksom med tryk på stavelserne i et sprog, der er en blanding mellem dansk og svensk. Hun er klædt i en knælang kjole med tykke grønne, blå og røde striber. Ansigtet er lyst, og læberne er røde. Hun skeler til det store vinduesparti med udsigt ned over Flensborg by og hustagene i hvide, røde og sorte nuancer. Mørke skyer trækker hen over himlen, mens vi sidder i et lille, sparsomt indrettet rum på Flensborg Biblioteks øverste etage. Bogen, hun fortæller om, er hendes seneste roman, Kupé nr. 6, der udkom på dansk tidligere på året, og som er nomineret til Nordisk Råds Pressfoto: Pekka Mustonen Finske Rosa Liksom (til venstre) var et af forfatternavnene på dette års Grænseoverskridende Litteraturfestival. Hendes roman Kupé nr. 6, der finder sted på en rejse med Den Transsibiriske Jernbane (til højre), udkom tidligere på året på dansk og er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013.

11 nr. 5 / oktober FAKTA: ROSA LIKSOM Pseudonym for Anni Ylävaara. Født 1958 og opvokset i byen Ylitornio i Lapland. Antropolog, forfatter og billedkunstner. Har boet i Frankrig, Island, Norge, Rusland og på Christiania i København. Har tidligere skrevet blandt andet Stoppested for en nat. Modtog Finlandiaprisen for Kupé nr. 6 og er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013 for samme roman. Foto: Scanpix

12 12 nr. 5 / oktober 2013 Litteraturpris. En pris, anmelderne har kaldt hende en værdig kandidat til. Det er den samme bog, hun er inviteret til at fortælle om denne eftermiddag til Grænseoverskridende Litteraturfestivals afslutningsarrangement. PERSONLIG REJSE GAV INSPIRATION TIL BOGEN I romanen Kupé nr. 6 møder vi manden Vadim og en ung pige, som deler togkupé på en rejse fra Moskva til Ulan Bator. Manden er russisk arbejder på vej til en byggeplads i Mongoliet, og pigen er en ung, finsk studerende, som er på rejse væk fra et indviklet kærlighedsforhold. Året er 1986, og på rejsen gennem det sibiriske landskab beskrives et Sovjetunionen i opløsning. Det, som interesserer mig i den her historie, er, at Vadim og pigen er to helt forskellige personer. I hver eneste væremåde er de helt uens, og nu er de Hvis man sammenligner situationen mellem Rusland og Finland med forholdet mellem Danmark og Tyskland, er assimilationen mellem Danmark og Tyskland gået væsentligt dybere pludselig tvunget til at leve tæt sammen i en lukket kupé i et par uger. Mit ønske med bogen var at finde ud af, hvad der begynder at gå i gang i sådan en lukket kupé mellem to fremmede mennesker, fortæller Rosa Liksom. Idéen til romanen udspringer af hendes eget liv. Som ung tog Rosa Liksom selv med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Ulan Bator og måtte dele kupé med en ældre mand, der gav hende inspiration til den mandlige karakter i bogen. Under rejsen skrev hun dagbog og betragtede den sibiriske natur, de forbipasserende byer og stemningen ombord på toget. Det var dog først flere år senere, at skriblerierne til bogen begyndte. Da Rosa Liksoms 10-årige datter en dag kom hjem fra skole, fortalte hun moderen, at læreren havde talt om Sovjetunionen. Jeg ved, hvor Rusland ligger, men hvor ligger Sovjetunionen?, spurgte hun sin mor. Siden begyndte Rosa Liksom at fortælle datteren om Ruslands og Sovjetunionens historie. Og to uger senere begyndte hun så at skrive på bogen. OPVÆKST I GRÆNSEOMRÅDER GIVER UDSYN Handlingen udspiller sig hen imod slutningen af Den Kolde Krig. Vadim repræsenterer Rusland, mens pigen repræsenterer Finland. Da manden og pigen mødes i kupéen ved rejsens begyndelse, afspejler deres indbyrdes forhold den fjendtlige situation mellem Rusland og Finland i årene omkring Anden Verdenskrig. I slutningen af bogen er forholdet mildnet, som det også var tilfældet mellem Finland og Rusland efter Anden Verdenskrig. I dag er det indbyrdes forhold mellem de to lande stadig præget af årene omkring Anden Verdenskrig, og de ar, som krigen påførte, er stadig synlige, forklarer Rosa Liksom. Hvis man sammenligner situationen mellem Rusland og Finland med forholdet mellem Danmark og Tyskland, er assimilationen mellem Danmark og Tyskland gået væsentligt dybere. I Finland og Rusland er bevidstheden om Anden Verdenskrig stadig meget tæt på, så det vil sandsynligvis tage yderligere nogle generationer, før der bliver mere åbent mellem grænserne, siger hun.

13 nr. 5 / oktober En anden medvirkende årsag til det betændte forhold er forskellen i levestandard. Finland er stillet bedre økonomisk sammenlignet med Rusland, og det er en stor medvirkende årsag til uligheden mellem de to lande, mener Rosa Liksom. Selv er hun som nævnt opvokset i grænseområdet mellem Finland og Sverige på den finske side i Lapland. Som barn var hun ofte i Sverige og kunne med egne ord springe derover, når hun havde lyst. I dag er grænsen mellem de to lande endnu mere udvisket, siger hun og sammenligner sin barndoms hjemegn med grænseområdet mellem Danmark og Tyskland. Hun har altid været optaget af, hvordan det præger et menneske at vokse op mellem flere kulturer, og har boet i Lapland, studeret i Finland, arbejdet i Norge, Sverige og Danmark og rejst i Rusland. Alle disse kulturer har været med til at forme hende, og det var da også nærliggende for hende, at hun skulle læse antropologi i Helsinki. Det er noget, som interesserer mig meget. Jeg tror, jeg er blevet antropolog, fordi jeg har levet hele mit liv i en blanding af forskellige kulturer. Jeg ønskede at forstå andre folkeslag bedre, og jeg er meget optaget af forskellige livsstile, forklarer hun og fortsætter: Det er fantastisk at vokse op med flere kulturer. Det giver så meget mere at være en del af flere kulturer, så jeg er stor fortaler for multikulturalisme, og jeg tror på, at vi kan leve fredeligt sammen i grænseområder. Det giver mulighed for at vælge mellem flere måder at leve livet på, og man kan bedre se det store billede. Er der bare én kultur, er der altid kun et billede af verden. Nu, hvor jordkloden er så åben, og der er kommet globalisering, føler vi, at verden er så lille, og det er positivt. MENNESKER HAR BRUG FOR HÅB Romanens mandlige hovedperson, Vadim, drikker vodka og fortæller om sin kvinde Katinka, som han myrdede med den kniv, han bærer på sig i kupéen. Han er opvokset på gaden, har været i sibirisk arbejdslejr i 20 år og taler uden omsvøb om de utallige kvinder, han har haft forhold til gennem årene. Alligevel har Rosa Liksom ønsket at skildre ham som et sympatisk menneske. Vi har alle en god og en ond side, og den onde forsøger vi at kontrollere. Vadim i bogen er et meget levende og energisk menneske, for han har tydeligvis både den onde og den gode side med sig, og han både elsker og hader fuldt ud. For ham er rejsen gennem Sibirien en rejse væk fra volden, for han har bestemt, at han vil ændre sit liv. For pigen er rejsen med til at modne hende til at leve livet videre i Moskva, siger Rosa Liksom. I bogen sammenligner du hovedpersonen Vadim med Judas fra Det Nye Testamente. Er Judas et billede på Sovjetunionen? Judas er en forræder i Bibelen. Når man tænker på Josef Stalin, som var Sovjetunionens kommunistiske leder i cirka 30 år, så var han en mand, mange russere i starten ærede og så som en fantastisk leder. Men Josef Stalin var som Judas. Judas-typen er meget vigtig i Rusland, for man kan også sige, at revolutionen i 1917 bedrog hele nationen, og senere bedrog Josef Stalin hele det russiske folk, svarer Rosa Liksom. Pigen i bogen citerer en passage fra Jobs Bog: Thi hvad jeg gruer for, rammer mig. Hvad jeg bæver for, kommer over mig. Hvorfor denne bibelske reference? Først og fremmest fordi Jobs Bog rummer en stor filosofisk sandhed. Der står nemlig, at du er tvunget til at konfronteres med alt det, som du er bange for i livet. Det er ikke livets hemmelighed, men nærmere livets sandhed. Citatet fra Jobs Bog ville jeg have med i bogen, for pigens far er alkoholiker ligesom Vadim. Hun bliver derfor gennem mødet med Vadim konfronteret med sin baggrund og er tvunget til at forholde sig til faderen og alt det, som hun ikke har bearbejdet tidligere, siger Rosa Liksom. I slutningen af bogen spørges der: Hvor er den lykkelige fremtid? Har du fundet svaret? Alle mennesker tror, at lykken er bag havet, og mennesker skal også have sådan et håb om, at der findes en lykkelig fremtid eller et paradis. Hvis vi ser klarere gennem horisonten og får øje på et glimt af Paradiset, forsvinder lykken imidlertid hele tiden lidt længere væk ud i fremtiden. Det er ligesådan med regnbuen. Vi tror, der ligger en skat for enden, og det er også godt. Vi får kraft til at leve hver dag, fordi vi tror og håber på, at den lykkelige fremtid ligger og venter på os. Hvis jeg en dag føler mig nedtrykt, så hjælper det at tænke på, at det hele nok skal blive bedre i morgen. Vi har brug for det håb, for mennesker, som ikke har håb, er fattige. FAKTA: GRÆNSEOVERSKRIDENDE LITTERATURFESTIVAL Blev i år afholdt for fjerde gang i Sønderjylland og syd for grænsen. Nordiske og tyske forfatternavne er hvert år på programmet. I år var der navne som islandske Hallgrímur Helgason, dansknorske Kim Leine og svenske Steve Sem-Sandberg.

14 14 nr. 5 / oktober 2013 MÅSKE SKULLE MAN BYGGE ET AVISHUS PÅ GRÆNSEN Flere artikler på tysk i Flensborg Avis. Der Nordschleswiger kan ikke vedblive at udkomme som trykt avis. Og begge aviser skal skrive kritisk om de mindretal, de repræsenterer. Tankerne om fremtidens mindretalsaviser i grænselandet er mange, når begge aviser i år gennemfører et generationsskifte på chefredaktørposten. Mød mindretalsavisernes nye, stærke mænd, der i fremtiden skal sidde for bordenderne på Flensborg Avis og Der Nordschleswiger. Af Rasmus Vangshardt Foto: Lars Salomonsen Det eneste, de kender til hinanden, er et par sætninger lykønskninger på det sociale medie Twitter, men derudover har Jørgen Møllekær og Gwyn Nissen aldrig været i kontakt med hinanden. Det er således første gang, de to nye chefredaktører får chancen for at hilse på hinanden, da GRÆNSEN sætter dem i stævne på Rødding Højskole til en samtale om det at være mindretalsavis, deres respektive avisers fremtid og mindretallenes vilkår i en globaliseringstid. Jørgen Møllekær skal være chefredaktør for Flensborg Avis fra 1. december, når den nuværende chef, Bjarne Lønborg, går af, mens Gwyn Nissen allerede er begyndt i sit nye job som afløser for den navnkundige Siegfried Matlok, der var chefredaktør for Der Nordschleswiger fra 1979 til juni i år. På mange måder ligner Jørgen Møllekær og Gwyn Nissen hinanden. Der er mindre end et år imellem dem, Nissen er født i 63 i Aabenraa, Møllekær i 64 i Flensborg, de er begge inkarnerede journalister med stor medieerfaring, og i fremtiden skal de lede hver deres mindretalsavis. At de to aldrig har mødt hinanden, er nok mest et tilfælde, men det bliver der altså rådet bod på denne tidlige efterårsdag i oktober. Jørgen Møllekær når lige at

15 nr. 5 / oktober GENERATIONSSKIFTE I GRÆNSELANDET I den kommende tid træder fremtrædende aktører i og omkring grænselandet tilbage fra deres poster. GRÆNSEN sætter fokus på generationsskiftet i artikelserien Generationsskifte i grænselandet. Dette er anden artikel i serien. Første interview bragte vi i nr. 4/2013 med Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, der træder tilbage fra sin post i foråret Tredje artikel af serien er også at finde i nærværende nummer.

16 16 nr. 5 / oktober 2013 smide slipset, inden fotografen dirigerer dem ud på skolens gårdsplads, og så er de pludselig også ens klædt i åben skjorte og uformel blazer. DET GODE ALMENE DAGBLAD Dagens interview er først og fremmest inspireret af det gryende generationsskifte i grænselandet. I nærværende blad er det allerede blevet beskrevet, at Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, træder tilbage, når hans formandsperiode udløber til foråret, men han er langt fra alene. Foruden skiftedagen på de to mindretalsaviser får Sydslesvigsk Forening (SSF) ny Bare fordi vi har været til alle mindretallets arrangementer, har vi ikke dækket mindretallet Gwyn Nissen formand, idet Dieter Küssner træder tilbage til fordel for Jon Hardon Hansen, og også Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig har fået ny formand, ligesom det tyske mindretal har skiftet ud på flere fremtrædende poster. Og selvom lederne for mindretallenes organisationer ifølge Jørgen Møllekær og Gwyn Nissen har gjort et enormt stykke arbejde, er det for Gwyn Nissen positivt, at der kommer nye kræfter til. Før interviewet overhovedet er gået i gang, når han at udbryde, at det er spændende med de nye kræfter i alle dele af grænselandets organisationer. Begge herrer har da også rigeligt med idéer til, hvordan deres respektive aviser skal udvikle sig. De er sig meget bevidst, at aviserne står mellem to hovedopgaver. På den ene side at være avis for mindretallet specifikt og på den anden side at være lokalbefolkningens foretrukne dagblad med almene nyheder. Selvfølgelig vil jeg gøre det anderledes end min forgænger, forklarer Jørgen Møllekær: Jeg synes, at der kan fokuseres skarpere på opdelingen af mindretalsdækningen og lokalavisdækningen. Vi skal være bedre til at vide, hvor den balance ligger. Det er klart, at vores fremmeste opgave er at dække mindretallet. Men hvor skal balancen ligge? Det er spørgsmålet. Måske kan vi finde andre måder at dække en del af mindretalsstoffet på og dermed frigøre nogle kræfter til at blive et endnu bedre lokalblad. Og hvad angår dækningen af samfundsforholdene i Danmark og Tyskland, der er jeg misundelig på Gwyn. I leverer et flot produkt med jeres 1. sektion om Tyskland (som produceres af det tyske mediehus SHZ, red.). Gwyn Nissen er ikke sen til at takke for komplimentet og uddybe sit syn på Der Nordschleswigers rolle: Jeg tror, at vores styrke er, at vi holder fokus på Sønderjylland. Vi toner rent flag i forhold til vores landsdel. Hvor vores kollegaer (JydskeVestkysten, red.) i forhold til vægtningen af det lokale og det nationale kan have svært ved at finde ben at stå på, dyrker vi det sønderjyske og det lokale. Det betyder også, at selvom vi er meddelelsesblad for mindretallet, så skal vi også kunne forholde os kritisk til det. Hvis ikke vi skal kunne gøre det, ikke skulle kunne tage nuancerne, hvem skulle så?, spørger Gwyn Nissen retorisk og gør dermed journalistens arbejde nemt ved selv at lægge op til det næste oplagte spørgsmål. Hvor kritiske skal Flensborg Avis og Der Nordschleswiger være over for egne mindretal? AT VÆRE TÆT PÅ SINE KILDER Dette fundamentale spørgsmål for journalistikken er ikke nyt, og det debatteres jævnligt, hvem der bør skrive hvad om mindretallet, hvilket GRÆNSEN til tider også har fået at føle. Derfor er det tydeligvis også et spørgsmål, der optager de to nye chefer, hvis DNA er den kritiske journalistik. Jørgen Møllekær er ikke i tvivl om, hvad han skal svare og hæver for første gang stemmen. Jeg har været på Jyllands-Posten, Berlingske, TV2 og DR. Jeg er journalist, og vi skal lave kritisk journalistik på alle forhold, der er kritisable. Hvis der måtte foregå kritisable ting inden for mindretallet, så skal Flensborg Avis selvfølgelig tage det op. Hvis vi kun er en medlemsavis, der refererer generalforsamlinger, så har vi ingen fremtid, fastslår Møllekær fremlænet i stolen i højskolens gamle lærerværelse. Trods den klare melding er Jørgen Møllekær alligevel godt klar over, at det bliver noget andet at lave kritisk journalistisk om mindretallet som chef for Flensborg Avis, end det er at lave Cristiansborg-historier for Berlingske. Jeg er klar over, at man er tæt på sine kilder hernede, og at vi sidder for enden af bordet i nogle mediemæssigt særlige konstruktioner. At man hernede hypotetisk sagt kan skrive om en kildes 50-års-fødselsdag den ene dag og den næste dag være nødt til at skrive, at han har taget af kassen. EN KÆRLIG-KRITISK TILGANG I det tyske mindretal har man de seneste år taget en stor diskussion om mindretallets rolle under Anden Verdenskrig og den efterfølgende historieskrivning. Det har naturligvis gjort ondt, men det er ifølge Gwyn Nissen et godt eksempel på, at åben debat kan rykke mentaliteten. Han er derfor helt på linie med Jørgen Møllekær. I det tyske mindretal har vi den udfordring, at man ikke har haft den samme

17 nr. 5 / oktober debatkultur som syd for grænsen. Det at strides åbent er ikke en del af vores kultur. Men når man strides på den rigtige måde, kan man godt flytte sig. Det har ændret sig hos os, og i det tyske mindretal har der i flere år været diskussion om eksempelvis efterkrigstiden. Hvis vi kan diskutere de ting, der virkelig gør ondt, sammenholdt med det generationsskifte, vi er på vej ind i, hvor åbenhed og kommunikation er i fokus, så kan vi få skabt en virkelig god debatkultur i det tyske mindretal. Har jeres forgængere været gode nok til at bedrive kritisk journalistik på egne mindretal? Gwyn Nissen: Siegfried Matlok har haft en meget kritisk tilgang til mindretallet, men han har haft svært ved at lave historierne. Når han har taget fat i tingene, har det tyske mindretal ikke været villige til at acceptere det. Så ja, det har han. Viljen har været der, men mindretallet har ikke villet tage nok fat i de kritiske ting. Problemet er jo på sin vis i begge mindretal, at det er små størrelser. Alle kender alle. Så snart du diskuterer bestemte forhold i organisationerne, kommer man automatisk til at diskutere menneskene bag, og det har mindretallet ikke været klar til, men jeg tror, at de er på vej. Jørgen Møllekær: Senest i foråret var der kampvalg i SdU (Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, red.), og der var vinklen i avisen selvfølgelig, at der var kampvalg. Det er jo den linie, der skal Hvis vi kun er en medlemsavis, der refererer generalforsamlinger, har vi ingen fremtid Jørgen Møllekær fortsættes. At hvis der er uenighed, skal den frem. Ellers giver avisen ikke ret meget mening. Er I med på, at I kan blive kritiseret for at skade jeres mindretal ved at være for kritiske? Jørgen Møllekær: Nej. Jeg har været journalist siden 85, og både Gwyn og jeg har arbejdet steder, hvor vi er blevet kritiseret af kilderne. Hvis man ikke kan tåle, at De to nye chefredaktører Jørgen Møllekær (tv.) og Gwyn Nissen (th.) foran den gamle klokke på Rødding Højskole.

18 18 nr. 5 / oktober 2013 Jeg tror, at den sidste Nordschleswiger på papir udkommer i min tid Gwyn Nissen folk ringer op og siger, at de er kede af en historie, så holder man ikke længe. Det er jo en kærlig-kritisk tilgang. Man skal fremme mindretallet gennem den. Vores danske kulturforståelse er jo at tale åbent om tingene. Vi sidder her på en højskole og er vant til at strides, og det skal vi holde fast i. Gwyn Nissen: Det er jo heller ikke sådan, at der står 10 dårlige historier derude og venter på at blive skrevet. Men der bliver altid slået nogle skæverter undervejs, og dem skal mindretallet være klar til at forsvare og diskutere. Det tyske mindretal kan oftest godt blive enige om økonomi og så videre, men når implementeringen kommer, er hver organisation sig selv nærmest. Der kan vi prøve at skubbe til udviklingen. Når organisationerne har deres sommerfester og julefester, skal vi nok referere loyalt, men jeg vil gerne derhen, hvor der også er mere substans. Alt andet ville være alibijournalistik. Bare fordi vi har været til alle mindretallets arrangementer, har vi ikke dækket mindretallet. ET TOSPROGET BYSKILT Dog ønsker ingen af de nye chefredaktører blot at være mindretallenes vagthund. I dem begge brænder der en ild for mindretallenes og regionens fremtid, og de vil derfor begge også gerne være med til at løfte grænselandet ved nye initiativer og opbyggelige fortællinger. Selvom Jørgen Møllekær i 26 år har boet nord for grænsen, er han født og opvokset i Sydslesvig. Han voksede op i Ves, fem kilometer nordøst for Flensborg, og blev student fra Duborg-Skolen i Han har tilmed nået at være ansat på Flensborg Avis to gange før, og han fortæller glødende om sit forhold til Sydslesvig og i særdeleshed Flensborg: At den fysiske grænse forsvinder, har intet at gøre med, hvem vi er Jørgen Møllekær Der er sket meget i Flensborg, siden jeg var dreng. Byskiltet står nu på både tysk og dansk, det gjorde det virkelig ikke dengang. I Karstadt (tysk stormagasin, red.) slår ekspedienten nu over i dansk, når han fornemmer, at min familie er danske, selvom jeg taler accentfrit tysk. Det er der, vi skal hen, i samarbejdet. Udover at være journalist vil jeg gerne engagere mig i alle de ting, vi kan finde på for at gøre Flensborg større sammen. Jeg er træt af at høre, at Sønderjylland og det nordlige Slesvig- Holsten er et udkantsområde. Vi har en unik regional niche, som vi skal bruge. Gwyn Nissen er stort set lige så inkarneret mindretalsmand, blot på den anden side af grænsen. Han er født i Aabenraa og stod i journalistisk mesterlære på Der Nordschleswiger i de tidlige 80 ere, og fra 1987 til 2008 arbejdede han for JydskeVestkysten på alt fra erhvervs- til lokalredaktioner. Han er også begejstret for regionens muligheder. Der er et uforløst potentiale i grænselandet, og det handler om at se tingene i en større sammenhæng, siger Gwyn Nissen. Jørgen Møllekær supplerer: Som avis vil vi hjertens gerne være katapult for de gode idéer, der er. Det her med, at de små og mellemstore virksomheder i Danmark forsøger at udvide deres virksomheder til Hamborg, er håbløst. Vi skal da starte de fællesskaber og erhvervsmæssige muligheder i Flensborg. Det ville give en helt anden dynamik, og det vil jeg gerne hjælpe til med. MINDRETALLENE OM 50 ÅR Én ting er, at både Jørgen Møllekær og Gwyn Nissen ser store muligheder i grænselandets fremtid. Men hvad med mindretallenes? Er det ikke oplagt, at den kommende generations politikere vil være mindre historisk bevidste og dermed måske have sværere ved at forstå, at der skal sendes så mange penge til mindretallenes virke? Som det er nu, får det danske mindretal i omegnen af en halv milliard kr. årligt fra den danske stat, mens det tyske mindretal ifølge Gwyn Nissen får omkring 75 millioner årligt fra den tyske. Læg dertil, at grænserne mellem nationalstaterne ser ud til stadig at udviskes mere, og at globaliseringen fordrer global snarere end regional identitet. Gwyn Nissen giver dog ikke meget for den form for klagesang. Allerede i 1920 spåede man, at det tyske havde en kort levetid, og vi er der endnu. Ja, vi er blevet færre, og det har været lettere at være dansk syd for grænsen, end tysk nord for grænsen. Men det tyske mindretal har også kunnet vokse politisk ligesom det danske. Mindretallene vil også være der om 50 år. Mindretallene har opnået en accept, der gør, at vi har flere år ud i fremtiden, end folk måske troede og tror.

19 nr. 5 / oktober Jørgen Møllekær peger på samme historiske udvikling. Om 50 år ser jeg tingene som en mangfoldighed. Folk vil altid have et kulturelt ståsted, nært beslægtet med det sprog, de taler. At den fysiske grænse forsvinder, har intet at gøre med, hvem vi er, siger Møllekær og trækker ligesom Gwyn Nissen det historiske kort: Jeg husker så tydeligt dengang, der hang billeder af Baader- Meinhof-folkene ved grænsen, og der stod soldater med fingeren på aftrækkeren. Det er sørme dejligt, at de tider er forbi. Jeg er også fortaler for Schengen. Der er ingen modsætning i at være for EU og være for de nationale mindretal. Du har en dansk borgmester i Flensborg og en dansk minister i Kiel. Hvem havde troet det? Mindretallet har allerede en blanding af dansk og tysk, siger Møllekær. ET AVISHUS PÅ GRÆNSEN Således ser det ud til, at fremtiden er lys, ikke bare for regionen, men også for mindretallene. Men hvad med de to aviser? Hvad skal de gøre for at følge med tiden? En af de afgørende forskelle på de to aviser er, at Flensborg Avis skrives på både dansk og tysk, mens Der Nordschleswiger udelukkende skrives på tysk. Både Gwyn Nissen og Jørgen Møllekær kalder det en fordel, at Flensborg Avis er tosproget, men alligevel er det her, Møllekær ser en udfordring. Han vil ikke afvise, at mange af hans læsere har en sproglig barriere: Vores læsere bruger tysk i 90% af deres hverdag. En af mine overvejelser er, at Flensborg Avis jo i forvejen er et miks af to aviser. Min morfar var faktisk chef for den tysksprogede del. Måske skal vi være bedre til at tilbyde noget til de medlemmer af mindretallet, der læser bedre på tysk, siger Møllekær. Skal en større del af Flensborg Avis så skrives på tysk? Det er en af mulighederne, svarer Jørgen Møllekær og uddyber: Det er en kultur i huset, at den danske avis fylder tre fjerdedele, og det tyske en fjerdedel. Der siger jeg som ny: lad os bruge chancen til at diskutere hvad som helst. Noget, der også er vigtigt, er de unge. Vores andel af læsere over 50 år er formentlig temmelig høj. Så vi har et problem på den lange bane, og der skal vi være bedre. Interaktionen med de unge skal være større. Gwyn Nissen ser det som en fordel, at Flensborg Avis er tosproget, men han vurderer ikke, at Der Nordschleswiger har en omvendt udfordring i, at dens læsere er bedre til dansk end tysk. Til gengæld tror han, at det i længden bliver for dyrt at udgive avisen på tryk: Jeg tror, at den sidste Nordschleswiger på papir udkommer i min tid, det må jeg sige. Vi er jo heller ikke så store som Flensborg Avis, og der kommer et tidspunkt, hvor vi må spørge os selv, om vi skal omstille os til den digitale version. Men jeg vil gerne holde papiravisen i live så længe som muligt. Til gengæld ser de fysiske rammer omkring Der Nordschleswiger mere end gode ud, efter at avisen sidste år dannede et fælles mediehus med JydskeVestkysten. Alligevel kan GRÆNSEN ikke dy sig for at spørge, om man kan forestille sig, at Flensborg Avis og Der Nordschleswiger deler hus om 20 år. Jørgen Møllekær er ikke sen til at tage teten: I skal være velkomne hos os, Gwyn. Gwyn Nissen har dog et andet forslag: Man taler om at bygge en sportshal og en station på grænsen. Måske skulle man også bygge et avishus. Viljen har været der, men mindretallet har ikke villet tage nok fat i de kritiske ting Gwyn Nissen

20 20 nr. 5 / oktober 2013 DOMSTOL FASTSLÅR: SSV S MANDATER ER GYLDIGE At det danske mindretals parti, SSV, er fritaget for den slesvig-holstenske spærregrænse på 5% af stemmerne, er i overensstemmelse med forfatningen. Det slog den slesvig-holstenske forfatningsdomstol fast 13. september. Af Johan V. Bendtsen I Sydslesvigsk Vælgerforening, i daglig tale SSV, kan man ånde lettet op. Fredag den 13. september blev det igen slået fast, at SSV lever op til kriterierne for at udgøre et mindretalsparti, og at partiets fritagelse for den tyske spærregrænse på 5% er i overensstemmelse med forfatningen. GLÆDELIGE REAKTIONER At dommen faldt ud til SSV s fordel og dermed manede anklagerne fra CDU s ungdomsafdeling Junge Union i jorden vakte naturligvis glæde i mindretallets rækker. Torsten Albig, Slesvig-Holstens ministerpræsident, udtrykte glæde over, at domstolen deler hans retsopfattelse på alle punkter. Også på den anden side af grænsen var glæden på SSV s vegne stor. Blandt andet skrev formanden for Sydslesvigudvalget, Benny Engelbrecht (S), følgende på sin Facebook-side: Forfatningsdomstolen i Schleswig-Holstein har afsagt en dom, der betyder, at SSV s fritagelse fra spærregrænsen IKKE er i strid med forfatningen, og at mindretalsbeskyttelsen dermed består et varmt tillykke fra mig personligt og med min officielle kasket som formand for Sydslesvigudvalget også en formel hilsen fra Danmark til hele det danske mindretal med en understregning af validiteten og holdbarheden af København-Bonn-erklæringerne. TVIVL HOS DOMMERNE Domsafsigelsen fjernede tvivlen om to vigtige spørgsmål. Det ene dog med noget mere vægt end det andet. Først og fremmest skulle dommerne tage stilling til, hvorvidt SSV s fritagelse for spærregrænsen er i overensstemmelse med forfatningen. Og her var alle syv dommere enige. Dernæst skulle dommerne vurdere, om det så er i orden, at SSV har tre mandater, på trods af at partiet ikke nåede op på 5% af stemmerne. Dette splittede dommerne. Tre mente, at SSV er berettiget til et mandat, mens fire og altså flertallet mente, at partiet er berettiget til alle tre mandater. Således blev gyldigheden af SSV s mandater bekræftet, og samtidig fjernede dommen al juridisk tvivl om, hvorledes der overhovedet eksisterer et dansk mindretal. FREDET REGERING Hvor afgørelsen først og fremmest omhandler SSV, har den dog ikke desto mindre vidtrækkende betydning. Den får nemlig i praksis den følge, at regeringskoalitionen fredes. SSV har siden valget i 2012 indgået i et regeringssamarbejde med SPD og De Grønne. Koalitionen er dog afhængig af SSV s mandater, da den kun har et mandats flertal. Hvis forfatningsdomstolen havde underkendt to af SSV s tre mandater, kunne det altså have fået afgørende betydning for regeringssamarbejdet i landdagen i Kiel. Anke Spoorendonk og Flemming Meyer var tilfredse oven på domstolens afgørelse, der slog fast, at SSV s fritagelse for 5%-spærregrænsen er fuldt lovlig. Pressefoto