En blodig arv. Kapitel 1. Jeg hedder Josephine Darly, og jeg har tænkt mig at leve evigt.

Transkript

1 Læs starten af...

2 Kapitel 1 Jeg hedder Josephine Darly, og jeg har tænkt mig at leve evigt.

3 Kapitel 2 SILLA Det er umuligt at vide hvem man egentlig er før man har tilbragt nogen tid alene på en kirkegård. Gravstenen var kold mod min ryg, og den pressede min tynde T-shirt ind mod de sveddråber der trillede ned over min hud. Tusmørket fyldte kirkegården med skygger og gav den et præg af noget midt imellem, hverken dag eller nat, men et gråt og grådkvalt øjeblik. Jeg sad med korslagte ben og bogen i skødet. Det forpjuskede græs under mig dækkede mine forældres grav. Jeg børstede lidt skidt af bogens forside. Den var på størrelse med en paperback, og den så lille og ubetydelig ud mellem hænderne på mig. Det mahognibrune læderbind var blødt og slidt efter mange års brug, og hjørnerne havde mistet farven. Siderne indeni havde været forgyldt langs kanterne, men det meste af guldet var slidt af. Jeg åbnede bogen og læste dedikationen igen, denne gang hviskende for at gøre det mere virkeligt. 8

4 Notater om forvandling og transcendens O, gid mit alt for, alt for faste kød dog måt te smelte, tø, i dug opløses! Shakespeare Det havde været et af fars yndlingscitater. Fra Hamlet. Far plejede at citere det hver gang enten Tristan eller jeg stormede ud af stuen for at surmule. Han sagde at vi ikke havde noget som helst at beklage os over i forhold til den danske prins. Jeg kunne huske hvordan hans blå øjne så strengt på mig hen over brillekanten. Bogen var kommet med posten denne eftermiddag, i en brun papirspakke uden afsenderadresse. Den var adresseret til DRUSILLA KENNICOT med store blokbogstaver. Der var seks frimærker i det ene hjørne. Pakken lugtede af blod. Denne bestemte metalliske smag sad mig i halsen, knyttet til et minde. Jeg lukkede øjnene og så et sprøjt af blod hen over en reol fuld af bøger. Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg stadig alene på kirkegården. Mellem forsiden og titelbladet lå der et ark kraftigt, ulinjeret brevpapir foldet i tredjedele. Kære Silla, begyndte brevet. Jeg skælvede hver gang jeg så mit navn skrevet med den gammeldags skråskrift. S et var uendelig krøllet. Kære Silla, Jeg føler dit tab som var det mit eget, kære barn. Jeg kendte din far næsten hele hans liv, og han var en inderlig kær ven. 9

5 Jeg beklager at jeg ikke er i stand til at indfinde mig til hans mindehøjtidelighed, men jeg er sikker på at hans liv vil blive fejret og hans død dybt begrædt. Hvis der er nogen ringe trøst at finde så håber jeg at det er denne. Her i bogen ligger de hemmeligheder han perfektionerede. Flere årtiers forskning og viden fra et helt liv. Han var en vidunderlig talentfuld magiker og healer, og han var så stolt af dig og din styrke. Jeg ved at han ville have ønsket at du nu fik disse optegnelser om hans arbejde. Jeg ønsker dig og din bror alt det bedste fremover. Det var kun underskrevet Klerken. Intet efternavn og ingen adresse. Kragerne lettede skrattende fra gravstenene et stykke borte. Den sorte sky af fugle skar gennem luften med vildt flaksende vinger og hæse skrig. Jeg fulgte dem med blikket mens de fløj vestpå over den grå himmel i retning af mit hjem. Sikkert for at skræmme livet af de blåmejser der bor i ahorntræet foran huset. Vinden blæste mit korte hår frem over kinderne, og jeg strøg det tilbage. Jeg spekulerede på hvem Klerken var. Han hævdede at han var venner med min far, men jeg havde aldrig hørt om ham. Jeg vidste heller ikke hvorfor han skrev noget så vanvittigt og latterligt at min far var magiker og healer når han bare havde været latinlærer på en high school. Men til trods for det var jeg slet ikke i tvivl om at min far havde skrevet den bog jeg sad med, for jeg genkendte hans spinkle og sirlige 10

6 håndskrift med en lille løkke på hvert eneste stort L og den perfekte hældning på hvert R. Han afskyede at skrive på maskine og plejede at herse med Tristan og mig for at vi skulle få en læselig håndskrift. Tristan var gået på kompromis ved at skrive blokbogstaver, men jeg havde været alt for forelsket i min vilde og slyngede skråskrift til at bekymre mig om læseligheden. Hvor den end var kommet fra, så var det her fars bog. Da jeg bladrede igennem den, så jeg at hver eneste side indeholdt den ene omhyggeligt håndskrevne linje efter den anden og detaljeret tegnede diagrammer der bredte sig som edderkoppespind. Diagrammerne indeholdt cirkler inden i cirkler, græske bogstaver, sære piktogrammer eller runer. Der var trekanter og ottekanter, femkanter, firkanter og endda syvtakkede stjerner. Far havde skrevet bittesmå noter i sidernes margen, skrevet sammenfattende sætninger på latin og lavet lister over ingredienser. Salt var dominerende på listerne, og der var genkendelige ting som ingefær, voks, fingernegle, spejle, hønsefødder, kattetænder og kulørte bånd, men der var også ord jeg ikke kendte, som lapis philosophorum, agermåne og nardussalve. Og blod. Hver eneste liste omfattede en dråbe blod. Det var magiske besværgelser. Til opsporing af mistede genstande, til velsignelse af nyfødte børn og til afværgelse af forbandelser. Til beskyttelse mod alt ondt, til udsyn over store afstande. Til forudsigelse af fremtiden. Til helbredelse af alle slags sygdomme og sår. 11

7 Jeg vendte side efter side med forundring og frygt. Jeg kunne også smage min ophidselse, ligesom en elektrisk strøm i munden. Kunne det virkelig passe? Far havde ikke været typen der lavede omfattende numre med folk, og han var det modsatte af fantasifuld til trods for hans kærlighed til gamle bøger og fortællinger om heltemod. Der måtte være en besværgelse jeg kunne prøve. For at teste det. For at se hvad der skete. Mens jeg tænkte over det, krøb blodsmagen op i min mund igen. Den klyngede sig til munden og snoede sig som en klæbrig røg ned i mit spiserør. Jeg løftede bogen op til næsen og tog et dybt, rensende åndedrag. Og jeg forestillede mig at jeg kunne lugte ham i bogen. Min far. Ikke det voldsomme blod der havde gennemvædet hans skjorte og tæppet under hans lig, men den lidt olieagtige lugt af cigaretter og sæbe der hang omkring ham, når han satte sig ned for at spise morgenmad efter en hurtig smøg ude på verandaen og et bad. Jeg lod bogen falde ned i skødet og lukkede øjnene indtil far kom helt tæt på og sad foran mig med den ene hånd på mit højre knæ. Da jeg var lille, plejede han at komme op på mit værelse lige inden vi skulle sove, og han sank ned på sengen. Så krøb jeg nærmere og nærmere, indtil jeg kunne lægge mit hoved på hans skulder eller kravle op på hans skød mens han fortalte mig en forkortet udgave af en litterær klassiker. Mine yndlingshistorier havde været 12

8 Frankenstein og Helligtrekongers aften, og dem havde jeg bedt ham fortælle igen og igen. På kirkegården skreg endnu en krage, en enspænder der langsomt fløj efter sine fætre. Jeg løftede bogen op i begge hænder og lod den åbne sig hvor den ville. Da bladene havde delt sig og valgt en side, sænkede jeg bogen og kastede et blik på besværgelsen: Genfødsel. For at give liv. Til forsigtig anvendelse hvor huden er betændt eller død. For at holde blomster friske. Diagrammet var en cirkel med en indre spiral der blev smallere og smallere ind mod midten, ligesom en slange. Jeg havde kun brug for salt, blod og ånde. Nemt nok. Jeg tog en pind og tegnede cirklen på jorden. Jeg tog en pakke sydesalt op af den plastikpose jeg havde medbragt med de ingredienser der umiddelbart var tilgængelige i mit køkken. Krystallerne glitrede mellem de spirende græsstrå da jeg dryssede dem rundt om cirklen. Anbring objektet midt i cirklen, havde far skrevet. Jeg bed mig i underlæben. Jeg havde ingen sår eller død hud, og det var for sent på efteråret til at finde blomster. Men der havde samlet sig en lille bunke visne blade op mod gravstenen over for mine forældres grav, og jeg rejste mig op for at finde et godt et. Da jeg havde sat mig ned igen, lagde jeg blidt det krøllede ahornblad i min cirkel. Kanterne var helt sorte og rynkede, men jeg 13

9 kunne stadig se den røde farve langs årerne. Træerne her omkring havde ikke tabt ret mange blade endnu, så dette stammede sikkert fra sidste vinter og havde ligget på kirkegården rigtig længe. Nu kom den sværeste del. Jeg gravede lommekniven op af min ene cowboybukselomme og foldede bladet ud. Jeg tøvede med spidsen af knivsbladet mod min venstre tommelfinger. Min mave vred sig lidt mens jeg overvejede hvor ondt det ville gøre. Hvad nu hvis bogen med besværgelser var et kæmpestort fupnummer? Var det ikke vanvittigt af mig overhovedet at forsøge? Det var alt sammen umuligt. Magi kunne ikke findes i virkeligheden. Men det var skrevet med fars håndskrift, og han havde aldrig været ondskabsfuld på den måde. Han var heller ikke vanvittig lige meget hvad andre mennesker sagde. Far havde troet på det her, ellers ville han ikke have spildt sin tid med det. Og jeg troede på min far. Det var jeg nødt til. Lige meget hvad så var det kun en dråbe blod. Jeg trykkede kniven mod huden så den lavede en fordybning. Jeg rystede over hele kroppen. Om et øjeblik ville jeg finde ud af om magi virkelig fandtes. Jeg kunne mærke frygten som en grim smag i munden. Jeg trykkede til. Et dæmpet skrig undslap mine tæt sammenpressede læber da blodet, mørkt som olie, vældede ud over min hud. Jeg rakte hånden frem og stirrede på den store dråbe der gled ned ad min tommelfinger. Smerten trak 14

10 hele vejen op gennem armen og indfandt sig ubehageligt i mit skulderblad inden den svandt helt bort. Min hånd dirrede, men nu var jeg ikke længere bange. Hurtigt lod jeg en, to, tre dråber blod falde ned og stænke ud over bladet. De samlede sig til en lille pyt i midten. Jeg lænede mig frem og stirrede på blodet som om det kunne stirre tilbage på mig. Jeg tænkte på min far og hvor meget jeg savnede ham. Jeg havde brug for at magien var virkelig. Ago vita iterum, hviskede jeg langsomt. Min ånde strøg hen over bladet og rystede den lille pyt af blod. Der skete ingenting. Vinden rev igen i mit hår, og jeg lagde mine hænder omkring bladet for at skærme det. Måske havde det latinske været forkert. Jeg klemte på min sårede tommelfinger og lod mere blod samle sig og dryppe ned. Jeg gentog besværgelsen. Bladet dirrede under min ånde og kanterne foldede sig ud ligesom voksende kronblade der er fotograferet med time-lapse. Det røde i midten bredte sig, rakte ud mod spidserne og blev frodigt, glinsende grønt. Bladet lå i cirklen lige så fladt og friskt som hvis det havde været nyplukket. En raslen i græsset fik mig til at kigge op. Der stod en dreng med åben mund og stirrede.

11 Kapitel 3 NICHOLAS Jeg ville gerne kunne sige at jeg besøgte kirkegården for at lede efter min fortid eller på grund af nostalgi eller andre årsager, men jeg kom i virkeligheden for at slippe så langt væk fra min sindssyge papmor som muligt. Vi havde siddet og spist aftensmad hende, min far og jeg rundt om det lange bord i den fine spisestue. Jeg sad og kradsede i den hvide dug og spekulerede på om Lilith ville rulle med øjnene og begynde at recitere bibelvers bagfra, hvis jeg spildte et par dråber vin på den. Nå, glæder du dig til at begynde i skolen i morgen, Nicholas? spurgte min far og løftede sit eget vinglas op til munden. Han var tilhænger af at lade mig begynde at drikke alkohol lidt efter lidt og i trygge rammer, som om jeg ikke var blevet gode venner med det på drengetoilettet henne på skolen inden jeg fyldte fjorten. Lige så meget som jeg ville glæde mig til at rutsje ned af en bunke barberblade. Det bliver ikke så slemt, Lilith tog et stykke af sin bøf fra gaflen med tænderne, hvilket var hendes måde at 16

12 vrænge udfordrende på. Nej. At begynde på en ny skole på sidste årgang herude hvor de forbandede krager vender. Det skal nok blive alle tiders. Hun snerpede sin botox-behandlede mund sammen. Hør nu, Nicholas. Jeg tror ikke det bliver sværere for dig at være uvenner med alle og enhver og holde dig for dig selv her end i Chicago. Jeg satte med vilje mit glas alt for hårdt fra mig, så rødvinen skvulpede ud over dugen. Nicholas! sagde far misbilligende. Han havde stadig slips på selvom han havde været hjemme i timevis. Far, hørte du ikke hvad hun... Du er næsten atten, min dreng, og du er nødt til at holde... Hun er toogtredive! Hvis nogen skal opføre sig som et voksent menneske så er det hende. Jeg rejste mig op. Men det er vel hvad man får ud af at gifte sig med nogen der er tretten år yngre end én selv! Du må gerne gå fra bordet, sagde far roligt. Han var altid rolig. Fantastisk. Jeg snuppede en asparges og gjorde honnør for Lilith med den. Hun havde tydeligvis vundet denne gang. Det gjorde hun altid, eftersom hun havde far i sin hule hånd. Mens jeg marcherede ud i entreen, hørte jeg Lilith. Det skal du ikke bekymre dig om, kæreste. Det er derfor blegemiddel er opfundet. Jeg skar tænder, smuttede ud i garderoben efter en 17

13 hættetrøje og smækkede hoveddøren efter mig. Hvis jeg havde været derhjemme, kunne jeg være travet ned ad gaden til Trey, og så kunne vi have drukket en kop kaffe på en café eller være smuttet over til Mikey for at skyde nogle rummænd på hans Xbox. Men i stedet stod jeg helt alene uden for en landbrugsejendom i Missouri, hvis eneste nabo var en forsømt gammel kirkegård. Jeg blev færdig med at tygge min asparges mens jeg marcherede ned ad indkørslen og lynede hættetrøjen. Solen var gået ned bag den skov der omgav huset, så der var temmelig mørkt overalt, men højere oppe var himlen stadig lys. Kun nogle få stjerner kunne ses på den lyse himmel. Jeg stak hænderne i trøjens lommer og satte kursen mod træerne. Jeg kunne se kirkegården fra mit værelse, og jeg kunne lige så godt forsøge at finde min morfars grav nu som senere. Morfar var død i sommer og havde efterladt mig hele sin ejendom. Jeg havde kun mødt ham en enkelt gang da jeg var syv år gammel, og det eneste jeg kunne huske fra det besøg var at jeg var syg det meste af tiden, og at han råbte ad min mor over noget jeg ikke forstod. Alder gjorde åbenbart underlige ting ved folk, og jeg var hans eneste levende slægtning bortset fra mor som ikke længere var på talefod med nogen af os. Ja, det var en nydelig slægtshistorie. Men så kastede Lilith og far sig over det der formentlig havde været et charmerende stuehus, og rev alt det sjove, gammeldags tapet af væggene for at erstatte det med sjælløs, sort-hvid art deco. Hvis bare deres sexliv 18

14 havde været lige så kedeligt. Lilith havde tilbragt adskillige dage med at sige ååååh og iiiih over landskabet. Sikke perfekte omgivelser for en forfatter! Åh, jeg elsker det, kæreste! Se engang på den udsigt! og Jeg vil aldrig mere give femten tusind kroner for en designerfrakke! Okay det sidste sagde hun faktisk ikke, men det burde hun have gjort. Det værste ved det hele var at far planlagde at være væk fire dage om ugen for at flyve til Chicago og tage sig af alle sine hjælpeløse klienter. Så jeg var ikke bare fanget ude på bøhlandet hvor det mest populære mødested var isbutikken, jeg var fanget alene sammen med Lilith. Men i det mindste var jeg kun tvunget til at bo her i nogle få måneder før eksamen. Og jeg var i det mindste kun gået glip af undervisningen i en enkelt måned så jeg ville faktisk være i stand til at tage min eksamen. Jeg sparkede mig frem gennem skoven. Jeg kan under ingen omstændigheder kende forskel på et egetræ og et elmetræ, men nu hvor solen var gået ned, var der bælgmørkt i skoven, og alle træerne stod så tæt som en storby for et egern. Og insekterne summede og frøerne støjede så meget at jeg ikke var sikker på at jeg ville kunne høre mig selv tale. Skovbunden var dækket af et tykt lag visne blade, og når jeg sparkede dem op med fødderne, lugtede der af dejlige ting som råd og skimmel. Et par gange var jeg lige ved at snuble, men jeg fægtede vildt med armene, og det lykkedes mig at gribe fat i et træ. Det var sjovt at tøffe gennem blade og buskads, ligesom det havde været at løbe gennem de dynger af blade der 19

15 var revet sammen i haven dengang jeg var lille. Min mor plejede at få bladene til at danse så de hvirvlede op over mit hoved og regnede ned over mig, og hun sagde at de var små flyvemaskiner og... Nej, vel. Det var derfor jeg ikke havde lyst til at være her i Yaleylah. Alting mindede mig om mor og alle de andre ting jeg ikke burde tænke på. Inde i huset standsede jeg op foran hver eneste dør og spekulerede på hvilket værelse der havde været hendes. I køkkenet spekulerede jeg på om hun selv havde opfundet sin fantastiske pastasauce eller om hendes mor havde hjulpet hende. Havde hun stirret ud over kirkegården ligesom jeg havde grebet mig selv i at gøre ved sengetid i går aftes? Eller havde hun været fuldstændig uinteresseret i spøgelser? Den slags ting ville jeg aldrig finde ud af fordi hun var i Arizona og lod som om jeg ikke eksisterede. Jeg kom meget brat ud af skoven. Jeg havde ikke engang bemærket at der blev lidt lysere. En vej der faktisk bare var et overgroet hjulspor lå imellem mig og den faldefærdige kirkegårdsmur. Jeg gik hen til de forvitrede sten og klatrede nemt over. En smal, lille måne grinede til mig ved siden af en håndfuld stjerner. Himlen var klar og blålilla. Og kirkegården bredte sig mindst tre hundrede meter inden den endte i en enorm hæk der skærmede den mod vores nærmeste nabos hus. Det virkede ubehøvlet at blive ved med at sparke i græsset nu hvor jeg var på en kirkegård, så jeg satte farten ned og gik helt stille. De fleste gravsten var af smudsig granit eller marmor med indskrifter der var slidt ned 20

16 og utydelige i mørket. Jeg kunne læse nogle af navnene og nogle få datoer der gik tilbage til attenhundrede-ognoget. Jeg var uimodståeligt fristet til at røre ved dem, så jeg gik med hænderne strakt frem og klappede én og strøg med fingrene over en anden. Stenene var kolde og ru og desuden snavsede. Halvvisne buketter klyngede sig til et par af gravstenene. Gravene var tilsyneladende ikke placeret efter noget mønster lige så snart jeg troede at jeg havde fundet en række, slog den en bue og blev til en underlig oval eller en plads. Det var ikke fordi jeg kunne fare vild når jeg så nemt kunne se den mørke masse af træer der omgav mit hus i den ene ende og naboens hus i den anden. Jeg spekulerede på hvem der boede i nabohuset, og om markerne på sydsiden tilhørte dem eller en anden landmand. Der var helt stille bortset fra den dæmpede summen af insekter fra skoven og de lejlighedsvise udbrud fra krager der skreg ad hinanden. Jeg så en flok lette og flyve væk mens de højlydt drillede og hakkede efter hinanden, og jeg begyndte at slappe af. Jeg kunne i det mindste finde lidt fred hos de døde. De var sikkert alle sammen blevet til jord på nuværende tidspunkt. Måske bortset fra min morfar. Jeg holdt udkig efter en ny, strålende hvid gravsten. Jeg tænkte på om jeg ville have holdt af ham hvis jeg havde været på flere besøg. Det ville jeg vel. Det burde jeg vel også. Men jeg havde aldrig lært ham at kende, og far havde aldrig talt om mors familie, så for det meste levede jeg bare mit liv uden at tænke på det. Og nu var 21

17 der ingen grund til at spekulere over det. En statue omkring tre meter længere fremme bevægede sig. Jeg stivnede og dukkede om bag en halvanden meter høj obelisk der lignede Washington-mindesmærket. Da jeg kiggede omkring hjørnet, gik det op for mig at statuen var iført cowboybukser og T-shirt. I hendes hår sad spænder der glitrede lilla i månelyset. Pigen sad på jorden med ryggen mod en ny gravsten. Der lå en opslået bog ved siden af hende, og vinden slog en blå plastikpose mod hendes knæ. Hun var tynd, og hendes korte hår strittede på en dramatisk måde som jeg virkelig godt kunne lide. Det lignede noget jeg kunne lade fingrene løbe igennem uden at hun vrissede ad mig for at ødelægge frisuren (modsat visse andre piger jeg kunne nævne). Jeg lukkede munden op for at sige hej, men standsede da jeg så hende løfte en lommekniv og sætte den mod sin tommelfinger. Hvad fanden skete der? Efter et øjebliks tøven pressede hun læberne sammen og skar i sig selv. Nej. Blodet dryppede fra hendes finger, og jeg tænkte på min mor med plastre på alle fingrene. Jeg kunne huske at mor havde prikket sig i fingeren og smurt blod ud over et spejl for at vise mig de billeder der blev levende i det, og at hun havde dryppet blod på en lille plastikdinosaur og hvisket et ord for at få stegosaurusen til at slå med sin piggede hale. Jeg havde ikke lyst til at mindes det, ikke lyst til at vide at det ikke bare havde været en form for vanvid vi delte. 22

18 Pigen lænede sig frem og hviskede noget til bladet foran sig. Det dirrede, og så rettede det sig ud og blev strålende grønt. Hoooold da kæft. Hun kastede et blik op på mig. Jeg stod med åben mund og stirrede. Det jeg havde set var ikke muligt. Det kunne ikke lade sig gøre. Ikke her. Ikke igen. Mens jeg klappede munden i, skyndte hun sig at komme på benene og stikke lommekniven om bag sin ryg. Jeg kom frem fra den sten jeg stod bag, og trak blikket væk fra bladet og op til hendes ansigt. Undskyld, lykkedes det mig at gispe. Jeg kom bare forbi og så... Jeg skævede ned til bladet igen. Hvad så du? hviskede hun som om hun havde noget i halsen. Ingenting... ingenting. Bare dig. Hendes udtryk forblev vagtsomt. Jeg kender dig ikke. Jeg hedder Nicholas Pardee. Jeg plejede ikke at præsentere mig selv på den måde, men det føltes som om jeg var nødt til at give hende mit fulde navn fordi vi stod på en kirkegård. Som om det gjorde nogen forskel. Jeg er lige flyttet ind i det gamle hus ved siden af kirkegården. Det lykkedes mig at lade være med at lave en grimasse. Det var en stor, fed kliché: Hej, jeg er flyttet ind i gamle Harleighs uhyggelige hus og holder meget af at vandre rundt på kirkegårde. Jeg plejer at medbringe en stor hund der hedder Scooby. Nå, ja. Hun kiggede over mod mit hus. Det har jeg 23

19 hørt. Jeg hedder Silla Kennicot. Vi bor derovre. Hun viftede med kniven i retning af huset bag sig, og skyndte sig så at skjule den bag sin ryg igen. Jeg tog en dyb indånding. Okay, hun var min nabo. Og på min alder. Og lækker. Og muligvis underlig i hovedet. Eller også var jeg. For det her skete bare ikke. Mig, lækker pige og noget der havde set ud som... nej. Nej. Jeg følte mig irriteret. Jeg ville gerne sige noget virkelig groft for at føle mig bedre tilpas og blive mig selv igen, men i stedet sagde jeg noget fuldstændig lamt. Jeg har aldrig hørt navnet Silla før. Det er pænt. Hun kiggede væk og hendes ansigt blev stift som glas. Da hun talte, var stemmen så spinkel at den kunne gå i tusind stykker. Det er en forkortelse af Drusilla. Min far underviste i latin på high school. Nå, latin. Underviste. Datid. Det betyder noget i retning af stærk. Hun sagde det som om det var ironisk. Vi stirrede på hinanden. Jeg var splittet mellem at gribe fat i hende og råbe at jeg vidste præcis hvad hun havde lavet og at hun skulle holde op inden nogen kom til skade... og så at lade som om vi begge to var normale og ikke vidste noget om blod. Måske var hun bare en fortvivlet cutter, eller måske var det et uheld. Jeg vidste ikke nok om hende. Måske havde det ingenting at gøre med min mor. Måske havde jeg i virkeligheden ingenting set. Jeg nægtede at kigge ned på bladet igen. Går du stadig i skole? spurgte hun. 24

20 Overrasket svarede jeg lidt for højt. Åh, ja. Jeg begynder på skolen i morgen. Jeg sendte hende mit bedste skæve smil. Jeg kan næsten ikke vente. Så må du være på fjerde årgang? Ja. Så har vi sikkert ikke nogen timer sammen. Jeg er på tredje årgang. Jeg er elendig til historie, fortsatte jeg. Jeg er i en klasse for højt begavede. Hun smilede igen og kneb øjnene sammen i oprigtig morskab. Det fik hendes øjne til at se mindre enorme og plagede ud. Jeg lo. Det var pokkers. Silla nikkede og kiggede ned. Mens vi havde snakket, havde hun trukket sin fod gennem den spiral der var tegnet på jorden. Nu var den bare et rod af linjer og små stumper tørt græs og blade. Intet tegn på noget sært. Lettelsen gjorde mig mere dristig. Går det okay med din hånd? Øh, æh. Hun trak hånden frem og lod den lukkede kniv glide ned i sin lomme. Hun havde en ring på hver finger. Med fingrene vidt spredte granskede hun sin tommeltot. Den var smurt ind i blod. Brintoverilte, sagde jeg pludselig. Det var det min mor havde brugt. Jeg hadede lugten af det. Hvaffornoget? Det bør du bruge til at, øh, rense det med. Det er ikke så slemt. Bare et lille stik, mumlede hun. Der blev stille omkring os, bortset fra at kragerne skrattede i det fjerne. 25

21 Silla lukkede munden op, tøvede og sukkede så dæmpet. Jeg burde nok gå hjem og tage mig af det. Jeg ville ønske jeg kunne finde på noget mere at sige, men jeg var fanget mellem ønsket om at glemme hvad jeg måske havde set, og ønsket om at kræve en forklaring. Det eneste jeg vidste, var at jeg ikke havde lyst til at hun gik. Skal jeg følge dig hjem? Nej, det gør ikke noget. Der er ikke ret langt. Okay. Jeg bøjede mig ned og samlede bogen op for hende. Den så anonym og gammel ud, og der var ikke nogen titel på omslaget. Er det et arvestykke? spurgte jeg for sjov. Silla stivnede et øjeblik med åben mund som om hun var skræmt, men så lo hun. Ja, det er det lige præcis. Hun trak på skuldrene som om det var en god spøg og tog bogen. Tak. Vi ses, Nicholas. Jeg løftede hånden og vinkede. Hun skyndte sig næsten lydløst af sted og forsvandt i skyggerne mens jeg blev ved med at høre mit navn, der lød langttrukkent og næsten eksotisk udtalt med hendes dæmpede stemme.