KONTAKTCENTER KLIPPEN

Transkript

1 KONTAKTCENTER KLIPPEN Nyhedsbrev - Kontaktcenter Klippen - Lille Colbjørnsensgade 9 st. th København V. Årgang 17. Nr. 1. Maj af@klippen.org Klippen har åbent: mandag, onsdag og torsdag aften, kl Kontaktcenter Klippen er et værested for hjemløse, misbrugere og prostituerede på Vesterbro i København Klippen står foran en spændende og udfordrende fremtid... Det går faktisk rigtig godt i Klippen. Vi oplever på rigtig mange leder og kanter at arbejdet nytter, og at vi får lov til at gøre en stor forskel for rigtig mange udsatte mennesker. Vi støttede sidste år fem personer, som var i rehabilitering på Betesda, hvoraf to endnu er i behandling, ligesom en ung pige fra Helsingør, som en del af hendes udslusning, nu er frivillig medarbejder i Cirkelines Æske. Kørselsteamet udbygger fortsat relationerne til mange af de personer, de møder, når de aflægger besøg på de forskellige pladser, og vi har allerede nu eksempler på personer, der har ændret deres liv. Hver eneste åbningsaften får Klippen besøg af ca forskellige brugere. Vi byder på kaffe, te og madder - samtaler med vore frivillige medarbejdere og slutter aftenen med en andagt, hvor vi synger et par lovsange, og en af medarbejderne har et ord til vore gæster. Selvom Klippens primære målgruppe er danske hjemløse, misbrugere og prostituerede, så har Klippen også en åben dør for udenlandske gæster, og de kommer fra mange europæiske lande, så som Polen, Rumænien, England, Spanien og Sverige. Antallet af udlændinge har gennem de sidste år været stigende, og i særdeleshed har gruppen af Rumænere nogle aftener været så massivt, at det er svært at få plads til vore andre brugere. Dette er ikke en situation, som alene gælder Klippen, da rumænerne fylder meget på Vesterbro i aftentimerne. Derfor har Klippens daglige leder flere gange mødtes med andre sociale hjælpearbejder i København og på Vesterbro, hvor udfordringer og muligheder for denne gruppe mennesker er blevet drøftet, med henblik på at koordinere hinandens tilbud overfor de forskellige brugergrupper. Viljen til at gøre en forskel: Det er ikke let at være migrant i dagens danmark. Mange kommer hertil med et håb om at finde et arbejde og få skabt sig nogle bedre livsvilkår. Andre kommer utvivlsomt til landet på grund af kriminalitet, menneskehandel og sorte penge. Som værested er det vores opgave ikke at gøre forskel på dem, som søger hjælp til at forandre sit liv. For os er de alle lige værdifulde. Det er vores grundholdning at hjælpe alle, som ønsker at komme ud af et misbrug eller som ønsker at ændre deres livsbane. Udfordringen specielt med de rumænske gæster er, at antallet overstiger den kapacitet, vi har i Klippen. Men det største problem er dog, at kun ganske få af dem taler dansk eller engelsk, hvilket betyder at vore frivillige medarbejdere ikke er i stand til at føre en samtale med disse. Alligevel er det vores opfattelse, at langt de fleste alene bruger Klippen som varmestue og derfor ikke tilhører Klippens målgruppe. Nye muligheder på vejen: Klippen arbejder midt i dette spændingsfelt, og de seneste års udvikling har vist, det er nødvendigt at foretage ændringer, så vi fortsat kan fastholde, at Klippen er det sted på Vesterbro, hvor der altid er plads til at danske hjemløse og misbrugere kan søge hen, når livet bliver for svært, og hvor der er mulighed for hjælp, såfremt man ønsker at ændre sit liv. Samtidig leder vi efter en model for, at det alene er de af vores udenlandske gæster, vi har mulighed for at hjælp, der kommer i Klippen, hvilket forudsætter, at vi finder en løsning på den sproglige barriere. Vi vil således arbejde på, at Klippen ikke skal udvikle sig til at blive til en ren varmestue. Klippens kørselsteam er en af de nye muligheder, der er taget i brug for at få kontakt til nogle af de svageste i samfundet. Hver uge har teamet kontakt til ca. 100 danske misbrugere i hele Københavns Kommune. Et tal som med stor sandsynlighed vil vokse i de kommende år, da vi oplever en positiv udvikling. Kørselsteamet giver os mulighed for at skabe en positiv kontakt til de mest udsatte borgere i København. Brug for private givere: Klippen har fortsat brug for private givere til at støtte vort arbejde og udvikling af kommende aktiviteter. Konto:

2 Spændende nyt fra Klippens Kørselsteam.. I januar 2013 startede Klippen et team med det formål, at besøge brugerne på hhv. Enghave Plads og Mozarts Plads. Vi har lige siden og hver eneste uge haft teams på gaden til at lave opsøgende arbejde. Vi oplever at arbejdet gør en stor forskel blandt brugerne. Derfor har vi i længere tid haft et ønske om at kunne udvikle arbejdet til andre områder af København. I starten af 2014 er vi begyndt at besøge brugerne på Christianshavns Torv, og nu er vi så også begyndt at køre fast til Nørrebro station og Humlehaven og andre områder af København. I januar måned blev Klippen velsignet med midler fra 2 forskellige fonde til at udvikle arbejdet blandt brugerne i Københavns Kommune. Tusind tak til: Vi har på denne baggrund og pr. 1. april 2014 ansat Simon Wrede Brolund i en halvtidsstilling til at tage sig af den videre udvikling af kørselsteamet. Simon er 31 år og uddannet lærer. Han bor på Nørrebro sammen med sin kone Helene og deres søn på ca. et år. Simon har igennem en længere periode og sammen med sin kone været ungdomsleder i Københavns Valgmenighed. Han har også tidligere været leder af en ungdomsklub i Valby, været bestyrer af café Retro og arbejdet med ungdomsproblemer. I de sidste mange år har han været ansat hos StøtteCompagniet som Special pædagogisk Konsulent. Vi glæder os i Klippen rigtig meget til et godt samarbejde med Simon. Vi ser frem til at komme i kontakt med endnu flere misbrugere og hjemløse rundt i hele Københavns Kommune. ALKOHOLIKEREN FIK EN CHANCE Min far gik rundt i en evig brandert, så da jeg oplevede modgang i livet, greb jeg ud efter de velkendte stimulanser. Forbruget udviklede sig til et misbrug og sendte mig til utallige udpumpninger, en enkelt genoplivning og flere mislykkede behandlingsforsøg. Efter mødet med Gud fik jeg livet tilbage. Min mor gik hjemme i lejligheden på Østerbro i København, og min far arbejdede som smed. Vores lille kernefamilie bestod derudover af min lillebror og jeg, og var det ikke for min fars alkoholmisbrug, så havde alt sikkert set noget anderledes ud. På min 37 års fødselsdag ringede min mor og sagde, at den bedste gave, jeg kunne give mig selv, var at tage i Pinsekirken i København, hvor prædikanten Charles Ndifon stod på talerstolen. Jeg var stangstiv og syntes ikke rigtigt, at en brandert og en kirke hørte sammen. Alligevel stak jeg en flaske vodka i lommen og tog med min mor i kirke. Tusind tak til: Klippens Postkort Da jeg kom ind i salen, hørte jeg Ndifon tale om, at man ikke bør lade noget menneske stå mellem Gud og sig selv. Den besked vakte noget inde i den alkoholiker, jeg var blevet. Så jeg rejste mig, banede vej gennem menneskemasserne og kom op til talerstolen sammen med prædikanten. Jeg fortalte ham, at jeg var dødtræt af at være alkoholiker og havde brug for hjælp. Han lagde hænderne på min mave og bad, og det var som om, der skete noget indeni mig. Senere fik jeg kontakt til rehabiliteringscentret Betesda ved Brande. Jeg fik i første omgang bevilliget et halvt år på Betesda. Her oplevede jeg en utrolig glæde, varme og kærlighed som jeg ikke havde oplevet før. Da jeg kom hjem fik jeg bevilliget yderligere 2 år på Bibelskole i Mariager. Det fejrede jeg med mit livs tilbagefald. På bare én uge nåede jeg at drikke mig selv ihjel. En kammerat fandt mig liggende på gulvet uden puls hjemme i lejligheden. Han tilkaldte en ambulance, og jeg vendte tilbage til det alt for velkendte sygehus i Hvidovre, hvor det lykkedes lægerne at genoplive mig. Næste morgen stod daværende leder af Kontaktcenter Klippen, Johannes Fuchs, for enden af hospitalssengen og sagde, at jeg skulle tilbage til rehabiliteringscentret. Jeg kunne hverken gå eller stå, men Johannes slæbte mig over til Betesda, hvor jeg langsomt kom til mig selv igen. Siden den dag har jeg ikke rørt en dråbe spiritus, og det er nu rigtig mange år siden, og det er jeg rigtig stolt over. Al ære til Gud. Klippen fik i 2013 lavet 6 forskellige postkort med historier fra tidligere misbrugere. De fortæller hver især deres historie om hvordan Klippen og Betesda Rehabilitering har hjulpet dem ud af misbruget og videre i livet. I dette nyhedsblad finder du: På side 3-5 kan du læse om den nye leder i Cirkelines Æske - Pernilla Frederiksen. På side 6-7 kan du læse om en af Klippens brugere - Marius Uleric fra Rumænien. På bagsiden ønsker vi at ære Per Jensen, der for nyligt døde i sit hjem i Dragør. 2

3 Cirkelines Æske har ansat en ny leder Pernilla Frederiksen fortæller os lidt om sit liv! Pernillas baggrund: Pernilla Frederiksen er 39 år gammel. Hun er født og opvokset i en mindre svensk by med blot 3000 indbyggere. Byen der hedder Lammhult ligger ca. 40 km. nord for Växjö og 80 km. syd for Jönköping - midt i Småland. Byen har igennem flere generationer været kendt for sine mange møbelfabrikker. Pernilla er da også vokset op i en familie hvor møbelhåndværket har fyldt rigtig meget. Hun har brugt rigtig mange af sine skoleferier på at arbejde på sin fars møbelfabrik, som blot lå nogle få svenske mil nord for Lammhult. Derudover er Pernilla blevet påvirket meget af, at både hendes far og mor igennem hele hendes liv har været engageret i flygtninge og børnehjem i Rumænien. De første oplevelser skabte et godt fundament: Allerede som tretten årig besluttede Pernilla sig for at ville bruge sit liv på at gøre en forskel for de mennesker der har det ekstra svært. Hvordan det skulle se ud vidste hun endnu ikke helt, men det gik ligesom hen og blev hendes mission i livet. Efter 3 år på gymnasiet i Växjö tilbage i 1993, så flyttede Pernilla til Californien i USA og boede der i et års tid. Da hun kom hjem, flyttede hun til Stockholm for at studere teologi et halvt års tid. Pernilla arbejdede også med at hjælpe teenagere, og blev ret hurtig involveret som frivillig på to forskellige natherberger for hjemløse, blandt andet hos Frelsens Hær. En aften faktisk nytårsaften, da Pernilla stod og ventede på et S-tog midt inde i Stockholm og var klædt i sit fineste festtøj på vej til en nytårsfest, mødte hun en af brugerne fra natherberget, som hun kendte særdeles godt. Han var godt påvirket og fortalte hende, at han ville tage sit eget liv. Han stod der på stationen på grund af en dyb depression og var på vej til at springe ud foran toget. Pernilla fik ham dog over Vil du være frivillig i Cirkelines Æske? talt til ikke at springe, og fik ham efterfølgende med ind i et tog. Da de var kommet indenfor og havde sat sig ned, fortalte Pernilla ham, at der fandtes en god plan for hans liv. Han skulle ikke opgive! De mennesker der sad omkring dem, begyndte også at engagere sig i mandens liv. De opmuntrede ham til at få det bedste ud af livet. Det endte med, at Pernilla fik ham bragt hen til natherberget. Hun slæbte ham nærmest hele vejen fra stationen, da han jo var godt beruset. På herberget fandt de hurtigt en god soveplads til ham. Herefter var det som om at hans humør lige steg et par grader. Pernilla husker, at hun i de følgende dage havde virkelig ondt i kroppen af at skulle gå og bære ham hele vejen fra stationen og hen til herberget. - Pernilla fortæller, at det var virkelig dejligt at opleve hvordan andre mennesker prøvede at engagere sig i at hjælpe og gøre noget godt for den hjemløse mand. Oplevelsen satte sig dybt i Pernilla. Det var det mest betydningsfulde der skete den nytårsaften, fortæller hun. Denne episode er blot en af mange, som har været med til at påvirke Pernillas valg i livet, og som har styrket hendes ønske om at hjælpe mennesker! Pernilla blev i Stockholm i seks år fra og havde arbejde i forskellige butikker og på en skole hvor hun blandt andet hjalp unge mennesker med forskellige udfordringer såsom ADHD og depressioner. En af drengene som Pernilla arbejdede med var bl.a. tit oppe at slås. Han lavede også engang en bombe i en kemi time. Men i dag er han ved at færdiggøre en uddannelse som jurist. Pernilla fortæller, at hans mor takkede hende mange gange, da han endelig blev færdig med 9. klasse. Kontakt - Pernilla Frederiksen Pernilla sammen med den gode nabo, som arbejder i Kirkens Korshær, Blågårdsgade I 2005 besluttede Pernilla sig dog for at flytte hele vejen op til Östersund i Jämtland for at gå igang med socialrådgiver uddannelsen. Begrundelsen for at studere til socialrådgiver kom fra hendes tidligere oplevelser - primært fra arbejdet med de hjemløse på natherberget, mødet med gadebørnene i Rumænien og arbejdet på skolen med ungdomsproblemer. Pernilla ønskede ganske enkelt at tage en praktisk uddannelse, så hun fremadrettet fik flere muligheder for at hjælpe mennesker. Sydafrika: Da Pernilla altid har elsket at rejse, så gjorde hun brug af alle muligheder for at komme til udlandet under sit studie. Hun fik snart en stor mulighed for at rejse til Eastern Cape i Sydafrika i et år, for at studere på et universitet for sorte afrikanere. Dette universitet er kendt for, at mange afrikanske ledere har taget deres uddannelse herfra, bl.a. den tidligere ANC- leder, Nelson Mandela. Ud af de i alt ca studerende på skolen, var der 4 hvide studerende, nemlig Pernilla og 3 veninder - hvilket hun fortæller var noget af en oplevelse! Tlf.: pf@klippen.org 3

4 Det var endvidere meget specielt for Pernilla og veninderne at opleve, at de på universitetet ofte skulle stå i kø i hele 2 timer for at få adgang til internettet, for blot at bruge det i én time. Derudover var der altid kun koldt vand i bruseren. Vandet var så koldt, at de ligefrem fik hovedpine af at vaske håret. De havde heller ikke noget køleskab, så de lærte ret hurtigt at spise havregrød uden mælk og med banan! De brugte ofte også kun avokadoer som pålæg på deres sandwiches. - Det var en meget speciel og spændende tid at leve og bo i Sydafrika, fortæller Pernilla. Sydafrika er uden tvivl verdens smukkeste land. Det er bare synd at kriminaliteten fortsat er så høj. Under opholdet i Sydafrika var Pernilla også i praktik indenfor fængselsvæsenet i en længere periode. Hun skrev sin bacheloropgave under dette ophold. Hendes opgave kom til at omhandle: Teenagers in trouble with the law. Tilbage i Sverige - for en kort tid: I Pernillas masterstudier i socialt arbejde gjorde hun endnu engang brug af muligheden for at rejse ud. Denne gang besluttede hun sig for at blive udvekslingsstudent i København. Under studierne i København mødte Pernilla sin mand, Allan Frederiksen. Allan var da involveret i noget gadearbejde på Nørrebro og stod også i spidsen for Projekt Julehjælp - hvilket Pernilla fandt interessant! Da Pernilla efterfølgende fik et stipendie til at skrive sin masteropgave i Sydafrika, ja, så var situationen lige pludselig en helt anden i forhold til tidligere. Nu ønskede hun ikke længere at rejse ud. Nu ville hun hellere være hjemme, så hun kunne arbejde videre på den relation, som hun havde fået med Allan. Pernilla fik efterfølgende afsluttet sit studie i Socialt arbejde i Östersund, og blev året efter gift med Allan i den Svenska kyrkan i det sydlige Sverige. Vil du hjælpe med at sy og reparere tøj til butikken? Det nye liv i København: Det nye liv i København blev en realitet efter at Pernilla var blevet færdig med sin uddannelse som Socialrådgiver. Idag bor Pernilla og Allan i en lejlighed på Vesterbro. Da Pernilla først kom til Danmark, virkede det som en rigtig god ide at starte med at arbejde i Kastrup Lufthavn. Nok mest på grund af, at hun tidligere havde arbejdet i lufthavnen, men også fordi det var i et internationalt miljø. Pernilla ønskede stille og roligt at lære det danske sprog at kende. Hun arbejdede derfor i lufthavnen i et års tid, hvor efter hun 1. december 2013 blev ansat som ny leder i Cirkelines Æske. Det var en fantastisk mulighed at få lov til at overtage en så flot og velkørende butik med mange gode og stabile frivillige medarbejdere. Muligheden kom da den tidligere leder Ann Lis Fuchs pr. 1. december ønskede at gå på pension efter 3 gode år i butikken. At blive leder af en genbrugsbutik hvor mennesker kan komme i jobpraktik har nok altid været en af mine drømme, fortæller Pernilla. Det var også en af bevæggrundene til at hun valgte at tage en uddannelse som socialrådgiver. Pernilla havde dog aldrig troet, at hun skulle være leder af en butik, som solgte børneting. Men da en af hendes største fritidsinteresser er at gå på loppemarkeder, kigge rundt i genbrugsbutikker og derudover sælge brugte sager, så føler hun virkelig, at hun har fundet den helt rette hylde. Det var Ann Lis Fuchs som åbnede Cirkelines Æske i Hun fortalte i sidste nyhedsbrev, at det var hendes store drøm at kunne starte en genbrugsbutik med børneting. Jeg kan blot sige, fortæller Pernilla, at det føles som om, at jeg har fået en mulighed for at bære drømmen videre. Derudover er det en stor glæde at arbejde sammen med Allan, som jo er daglig leder i Klippen. Jeg føler at vi er et godt makkerpar, og supplerer hinanden godt i arbejdet. Vi modtager gerne legetøj, tøj (0-14 år), garn/uld... Arbejdet i butikken: De første 5 måneder er nu gået i butikken. Pernilla oplever, at arbejdet i Cirkelines Æske fortsætter i en uforandret positiv retning. Siden overtagelsen er butikkens åbningstider udvidet og for et par måneder siden blev der startet en spændende strikkeklub i Cirkelines Æske, som kaldes Cirkeline Strik. Det er et arbejde hvor strikke interesserede mødes i Cirkelines Æske én gang i måneden. Man mødes for at hygge, snakke og strikke ting til salg i butikken. Vil du være med til at strikke i butikken, donere legetøj, tøj (0-14 år), garn, rester i uld og bomuld eller blive frivillig, så er du meget velkommen til at kontakte Pernilla Frederiksen for mere info. Som frivillig kan man hjælpe med at vaske tøj og kvalitetssikre de ting, vi løbende modtager fra kunder, skoler og venner. Du kan blive oplært til at blive en god sælger i butikken eller hjælpe med strygning, prismærkning eller holde orden i butikken. Cirkelines Æske har ca. 20 engagerede frivillige. Heraf har en del af dem en international baggrund. Disse medarbejdere kommer bl.a. fra Sverige, Norge, Tyskland, Japan eller Nigeria. Som frivillig bliver man en del af den globale organisation Teen Challenge. Organisationen findes i mere end 100 lande verden over og arbejder udfra det kristne menneskesyn. Vil du være med?.. Og vil du være med til at gøre en forskel for misbrugere og andre socialt udsatte personer? Ring: KLIPPEN Alt overskud går til at støtte misbrugere i behandling! 4

5 BESØG DEN SMUKKE GENBRUGSBUTIK Du vil finde masser af fine ting til børn: Tøj, sko, støvler, regntøj, legetøj, stole, cykler, løbehjul, flyverdragter, mm. Alt er nyvasket og i rigtig god stand Noget er helt ubrugt Cirkelines Æske modtager gerne tøj (0-14 år), legetøj, mm. Det skal bare være i god stand! Frivillige står i butikken og alt overskud vil blive brugt til at give misbrugere og hjemløse et bedre liv gennem rehabilitering ÅBNINGSTIDER: Mandag - Fredag: Lørdag: ADRESSE: Blågårdsgade 31C 2200 København N. Kort om Cirkeline Strik Damerne mødes altid den sidste torsdag, hver måned fra kl i Cirkelines Æske. De drikker kaffe, spiser kager, snakker, griner, hygger og strikker forskelligt fint tøj til videresalg i butikken... Vil du være med? Ring på telefon nr.:

6 En historie om Marius Uleric fra Rumænien. Marius er blot en af Kontaktcenter Klippens mange udenlandske brugere. - af Allan Frederiksen En lidt kold og trist torsdag aften i slutningen af februar måned, sidder jeg sammen med Rumæneren Marius Uleric, som igennem de sidste par år har opholdt sig i Danmark. Ved siden af mig sidder Mihaela, en af Klippens frivillige medarbejdere. Hun er kommet for at oversætte interviewet fra Rumænsk til Engelsk. Det selvom Marius allerede har lært at snakke lidt dansk. Men når man skal fortælle om et helt liv, så er det nemmere på sit eget sprog, så historien bliver rigtig forstået. Livet i Rumænien: Marius Uleric er født i 1973 og er vokset op i byen Petroșani i Rumænien. Byen har ca indbyggere og ligger 320 km. vest for Bukarest. Den ligger i Jiu dalen, hvorfra man har adgang til en nationalpark og forskellige bjerge. Petroșani blev grundlagt i det 17-århundrede. I 1818 var der blot 233 indbyggere i byen. På daværende tidspunkt levede man af at vogte får. Men fra 1840 begyndte man at udvinde kul og minedriften blev herefter byens store varemærke. Under kommunismens storhed i det 20 århundrede og indtil dets fald i 1989 oplevede Petroșani en massiv vækst af indbyggere fra andre dele af landet. Minedriften havde i denne periode, ligesom Uleric familien sine bedste og mest kronede dage. Marius er vokset op i en god familie under trygge forhold. Hans far Josif ejede under kommunisttiden et godt byggefirma der hed Socom Unirea. Faderen tabte dog virksomheden da Nicolae Ceausescu i 1989 blev frataget magten i landet og skudt. Marius mor, Steluta, arbejdede på daværende tidspunkt som børnehave klasselærer. For de fleste Rumænere var det rigtig svært at klare sig. Men hvis begge forældre havde gode jobs, så var det noget nemmere at tage sig af familien og have råd til en lejlighed inde midt i byen. Marius boede i sådan en lejlighed på 2. sal i centrum af Petroșan med sin mor og far, 2 søstre og 2 brødre. Dengang var man nærmest tvunget til at være medlem af det kommunistiske parti, for ellers ville man med stor sandsynlighed ryge i fængsel. Man blev også tvunget til at stemme på Ceausescu, når der var valg, for ellers kunne man komme rigtig galt af sted fortæller Marius. Grunden til, at faderen mistede sin virksomhed efter Ceausescus fald, skyldtes det enorme pres, der kom på de mange tusinde såkaldte kommunister. Familien er ligesom 87% af den Rumænske befolkning opvokset i den ortodokse kristne tro. Hans mor sang endda i kirkekoret. Hun var også meget opsat på, at de hver søndag kom i kirke. Marius fortæller, at hans mor var efter ham, hvis han ikke ville tage med i kirke en søndag. Marius far havde sværere ved at tage med. Men han var dog stadig kristen, forklarer Marius. Josif valgte i stedet at holde fri fra kirke for at spille kort og drikke lidt sammen med vennerne på den lokale bar. Men når familien var samlet hjemme i lejligheden, så bad de ofte sammen. Marius far Josif døde desværre i 2000, men hans mor og fire søskende lever stadig. Marius fortæller, at han har en god kontakt til dem alle, og at de ofte taler sammen i telefon eller via Skype. Søsteren Mihaela bor og arbejder på en vingård i Spanien, og Dora bor på Tenerife. Hans yngre bror Mihai er ligeledes kommet til Danmark, hvorimod hans ældre bror Daniel forsat bor i Rumænien. Uddannelse og arbejdserfaring: Marius har taget en uddannelse som ingeniør i minedrift på et universitet i hjembyen Petroșani. Uddannelsen som ingeniør tog ham i alt fem år. Marius blev student i 1986 og færdig på universitetet i Herefter arbejdede Marius i 6 måneder, 800 m. under jorden i kulminen Mina Aninoasa. Marius fortæller at han også under uddannelsen arbejdede i minen. Derved blev han fritaget for at tjene i hæren - hvilket ikke var noget stort ønske for ham. Marius har også tidligere arbejdet i et byggefirma i Petroșani og i 2009 var han et smut i Spanien, hvor han arbejdede som kok i 9 måneders tid. Overlevelse - Livet i Danmark: Marius kom til Danmark for godt 3 år siden. Hans ophold i Spanien blev kun afbrudt af en kort tur hjem til Rumænien, før han valgte at tage til Danmark og blive frivillig hos Kirkens Korshær. Her arbejdede Marius i to år som kok. - En Rumænsk ven i Danmark havde fortalt ham om muligheden for at blive frivillig i Korshæren. Blot to måneder efter han kom til Danmark, havde Marius permanent opholdstilladelse, CPR nr. og Sundhedskort. Marius Uleric foran Klippen I Danmark lever Marius som hjemløs. Han lever af at samle flasker eftermiddag og aften. Om natten sover han i en park et ukendt sted i København. De penge han tjener på at samle flasker går mest til øl og cigaretter. For selvom Marius ikke længere er frivillig som kok i Kirkens Korshær, så får han stadig varm mad hver eneste dag 6

7 hos projektet Gang i Gaden på Istedgade, hvor han nu er frivillig. Han hjælper lidt som kok og med forskellige sociale aktiviteter. Derudover får Marius mad, når han besøger Klippen de tre aftener om ugen, der er åbent. Marius har kommet meget i Klippen igennem det sidste års tid. I starten af opholdet i Danmark, boede Marius noget varmere i en campingvogn. Men de sidste to år har han altså ligget og sovet i en sovepose i en park. Når det er rigtig koldt og blæsende, har han et par gode danske venner, der gerne stiller et værelse til rådighed for en nat eller to. Det var personer, han mødte, mens han var frivillig i Kirkens Korshær. Livet i Danmark virker til at være præget af overlevelse som hjemløs for stille og roligt at lære at tale og forstå dansk, derefter finde et arbejde og en fast bopæl. Marius kunne sagtens rejse hjem til Rumænien eller tage ned til sin søster i Spanien. Men for Marius er det vigtigere at klare sig selv. Det ligger ligesom i den Rumænske kultur, at man kæmper på egen hånd, hvor selvstændighed nærmest er et æresbegreb. Marius fortæller, at familien har et godt forhold til hinanden, men han foretrækker dog livet i Danmark på grund af mulighederne for at finde et bedre betalt arbejde. Marius vil hellere være i Danmark og kæmpe for et job end intet job i Spanien. Derudover ville han i Rumænien blot kunne få seks måneders understøttelse (ca. 30 Euro pr. måned), hvilket man ikke kan leve af. Han vil derfor være nødsaget til at finde et job for at overleve. Og da det for det første er nærmest umuligt at finde et godt job, og for det andet, at det højst giver ca Euro om måneden (ca kr.), og priserne på husleje og mad stort set er de samme som i Danmark, så vil Marius hellere vælge livet i Danmark som hjemløs end prøve at overleve i Rumænien. frivillig i Kirkens Korshær, da han ofte var oppe at slås med brugerne. De mange Rumænske brugere sagde ofte til Marius: Du giver for meget mad til de andre. På den måde følte han et enormt pres. De mange Rumænere pressede ham endda til at give dem hans penge. De tiggede ham igen og igen, og Marius kunne ikke sige fra. Han vidste godt, at de havde det rigtig svært og ingen ting havde. Derfor fik han ikke sagt fra. For som han selv siger: Jeg har et for godt hjerte. - Marius gode hjerte kom dog også til udtryk, da han for ikke så længe siden fik en gave på 300 kr. fra uventet side. Marius fortæller, at han blev meget glad og berørt af gaven. Han vidste dog med det samme, at det var penge, der ikke skulle bruges på cigaretter og øl (Det kunne han ikke få sig selv til, for det var en gave der var givet fra hjertet). Derfor gik han ned og vekslede pengene til Rumænske Lei og sendte dem hjem til sin mor. Denne historie viser hvem Marius er. Han er altid venlig og imødekommende. Hjertet sidder på rette plads. - Marius fortæller videre om de mange udfordringer, og at han dengang skulle have været stærkere og sagt fra overfor presset. Han er i dag ret ked af det, da han meget naturligt føler, at han er blevet udnyttet og misbrugt. Han gav rigtig meget af sig selv og mistede til sidst sit job pga. den ustabile situation. I dag tænker Marius tænker ofte på Klippen når han opholder sig på Vesterbro, eller når han vandrer rundt for at samle flasker. Når han ved, at han om aftenen skal ind i Klippen, så føler han ikke noget behov for at drikke. Men på de dage og i weekender hvor Klippen holder lukket, så kan han godt drikke en hel del. Da jeg spørger lidt ind til, hvad det vigtigste er for ham lige nu og her, så svarer Marius, at det er hans helbred. Han mener, at han har et godt helbred, på trods af, at han ikke har fået det tjekket de sidste mange år. Troen i hverdagen: Marius slutter af med at fortælle hvor vigtig hans tro er. På trods af at han lever som hjemløs, så er han Gud taknemlig for det tag, han har over hovedet i parken, hvor han overnatter. Han beder hver eneste dag Fader vor. Derudover beder han for fremtiden. Marius fortæller, at han har et godt forhold til Jesus, og at han har fred med ham. Han glæder sig endvidere over, at han har en Bibel stående i Klippen som han kan komme og læse i, for han har ikke haft en Rumænsk Bibel i hele 20 år. Men det vigtigste for Marius er, at han føler han har venner i Klippen; mennesker der vil ham det bedste. STØT KLIPPENS ARBEJDE Marius er nået til et punkt, hvor han mener, at han kan klare stort set hvad som helst. Han har lukket af for sine følelser for at overleve, fortæller han. Han forklarer også, at det var meget svært at være Marius Uleric - sammen med Allan og Mihaela i Klippen 7

8 Et mindeord om Per Jensen, Dragør - Skrevet af Richardt Schachtenhaufen Andante dannede rammen om budskabet. Det var i Cisternerne i Søndermarken, rammen om en udstilling med stille og roligt brændende dryppende stearinlys formidlet af kunstneren Christian Lemmerz. Budskabet kom, vel i sig selv et voldsomt budskab: Per er død! - men på en eller anden måde var der en fantastisk ro og nænsomhed over det, men at Pers liv havde formet sig stille og roligt kan man vel ikke sige. Jeg lærte Per at kende og fik hans fortrolighed med det samme, han afslørede et ikke helt roligt liv, en opvækst som var præget af svigt, ensomhed, vold, fængsel, 7 års hjemløshed, og da jeg mødte ham på Klippen var han alkoholiseret og hashbruger, en lettere forhutlet førtidspensionist, ensom uden netværk. Som i Cisternerne fik jeg lov til at tænde et lys i Pers liv, sætte det i stagen, hvor det lyste op og spredte en udstråling af funden ro og balance, jeg havde inviteret Per med i kirke på vores første møde med hinanden og han kom mødte Jesus i et hug, et hug der utvivlsomt forvandlede ham. Ugen efter, da jeg mødte Per, var han klippet, barberet og havde taget sit pæneste tøj på, - han var glad og stolt og livsglæde strålede ud af ansigtet. Alkohol og hash blev med en gang lagt på hylden, og fra den dag var han clean med en vilje til at komme tilbage til et normalt liv. Per var et dejligt menneske, fra bunden af armod og elendighed tonede en ægte skat frem af ægte venskab, hengivenhed, offervilje, trofasthed, omsorg og ikke mindst en ægte kærlighed til sine medmennesker. Et lys var tændt og det begyndte at stråle om end det blafrede lidt endnu, jeg kunne godt havde tænk mig at det skulle havde brændt lidt længere her iblandt os, men sådan skulle det ikke være, nu stråler det i de himmelske boliger i al sin ro, -ANDANTE. Her står vi så tilbage, vi der er her endnu, hans lys fik mig til at tænke, tænke på hvad i alverden er det vi mennesker gør ved hinanden, kan vi gøre det anderledes, vil vi lade Jesus tænde sit lys i os og være med til at gøre en forskel? Til minde om Per - ære skal han have med. Per blev ikke 50 år Per Jensen på besøg i Klippen Mødte pludseligt Dragørs borgmester: En søndag mødte Per borgmesteren fra Dragør, Eid Bidstrup. Per kom glædestrålende og fortalte os, at borgmesteren havde spurgt Per, hvad der dog var sket med ham? For sidst borgmesteren havde set Per, så var han fuld og sad og råbte på torvet. Per havde også forbud mod at vise sig på kommunekontoret. Per kunne med et smil fortælle borgmesteren om Klippen og sin frelsesoplevelse og at det havde forandret hans liv. ANNONCE... Vi kan altid finde en plads til DIN ANNONCE i nyhedsbrevet. For mere information: Tlf: af@klippen.org Find os på Facebook Kontaktcenter Klippen og Cirkelines Æske KP KP-lampen Houvig Klitvej Ringkøbing Telefon: Bedemand Jimmy Rasmussen Københavnsvej 2-4 (Tikanten) 3400 Hillerød Rødovre Begravelsesforretning v/ Jimmy Rasmussen Rødovre Centrum Rødovre