Bilag 1: Transskribering af Interview

Transkript

1 Bilag 1: Transskribering af Interview Af etiske årsager har vi valgt, at alle navne, kendetegn og adresser er anonyme i transskriberingen. Dette er for at værne om vores interviewperson og hans nærmeste. Vi har valgt at bruge følgende referencer: 1. Interviewpersonen benævnes som Carsten 2. De otte interviewere har vi givet tal fra Alle personnavne og firmanavne bliver refereret til som X 4. Byer og adresser vil blive refereret til som (sted) 1: Den opgave vi skriver bliver først og fremmest læst af vores sensor og lærer selvfølgelig, og så bliver den lagt op på RUC s data base for opgaver. 2: Der er aldrig nogen der læser det 1: Nej, men de skal være der, og de vil være tilgængelige, hvis andre læsende skulle læse den, hvis det var, og hvis vi skulle læse den igen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er noget med, at det skal være tilgængeligt. Det bliver selvfølgelig læst igennem. Det er vist noget med, at vi skal bruge det her interview som bilag... fordi, at det skal man. 2: Og derudover skulle vi spørge, om du vil være anonym. Carsten: Jeg har ikke noget imod, at ikke være anonym. Nej, det gør ikke noget. 1: Nå, men det er fint. Carsten: Men kan i ikke være søde at fortælle mig, hvad det er i læser? 1: Det vil vi meget gerne 2: Humanistisk bachelor på RUC Carsten: Humanistisk bachelor på RUC. I startede alle efter sommerferien? 3: Ja, men nu har vi halvandet år på basis, og så vælger vi fag. Carsten: Ja ok.

2 3: Så det er vores første projekt nu. 2: Det er i positiv psykologi Carsten: Ok ja 4: Jeg ved ikke, hvor meget der er blevet sagt om vores projekt. Vil du høre noget mere om det? Carsten: Det vil jeg rigtig gerne, ja. 4: Ja, vi mødtes ligesom over... eller ja... i overtemaet positiv psykologi. Og så kom vi stille og roligt ind på mindfulness, som var interessant... og hvordan det ligesom kunne eventuelt behandle stress, og hvad der var af forskning omkring det, fordi der var så meget kritik omkring mindfulness, så syntes vi, at det kunne være en interessant diskussion. Så vi har en problemformulering der hedder: Hvordan kan mindfulness reducere stress? 1: Og så har vi lige deltaget i to timers mindfulness Carsten: Var det første gang? For dig også? 5: Ja, altså jeg har haft nogle bodyscans der hjemme, hvor jeg har brugt de optagelser, som du nok også har på cd Carsten: Ja 5.: Det er det eneste jeg har prøvet det. Carsten: Hvordan var det? 1: Det var fedt 2: Det var sjovt 5.: Det var rart at få det ind under huden, og mærke det på egen krop, så man kan relatere til det 1: Vi har også læst noget teori om det af en mand der hedder Jon Kabat Zinn, som har skrevet en eller anden tyk bog om det der med mindfulness, så vi har læst en masse om det, men det var virkelig fedt at prøve med de forskellige øvelser. Rosin øvelsen, og bodyscan, og meditation og sådan noget. 5: Hun havde stykket lidt sådan et Carsten: Program sammen?

3 5: Ja, men det var ikke ligesom det første i var igennem. Carsten: Nej 5: Hun havde lavet det lidt anderledes, men stadig på nogle af de ting fra første gang. Så vi kunne få en fornemmelse af det. 1: Så det er der vi kommer fra lige nu Carsten: Var der nogen af jer, der ikke fik noget ud af det? 3: Nej altså, jeg tror vi allesammen fik sådan en god idé om. Nu har vi læst i en måneds tid jo... altså lidt mere grundigt kan man sige, så det var rart at prøve det på egen krop i stedet for kun at læse om det, så man har noget at forholde sig til ik? Carsten: Det lyder som en rigtig god idé 1: Så fik vi lov til at stille spørgsmål til hende, så man, når man sidder og læser nogen gange kan man tænke: i praksis, hvad er det? Hvad sker der? Og så kunne man stille spørgsmål og sparre så godt man kunne sådan. 2: Jeg synes det var rigtig rart Carsten: Tror faktisk, at det er rigtig vigtigt, hvis man skal gå i dybden med det og så prøve det selv. 2: Ja Carsten: Det er i virkeligheden rigtig svært at tale med nogen om det, som ikke at prøvet det. 1: Hvorfor tror du det? Carsten: Det er såmænd ikke noget jeg tror. Det er faktisk min erfaring. Det er ikke sikkert alle har den erfaring jo, men det bliver på et andet niveau. En lille smule spirituelt. Og det er der rigtig mange, der har antipati overfor. Og der er rigtig mange der har antipati, af dem jeg har talt med, omkring det, og jeg valgte faktisk allerede fra dag et ikke at benævne mindfulness, men når jer taler med nogen om det, så benævner jeg det meditation, fordi at... og det kan godt være, at det kun er mig, og der er ikke sikkert, at det er den rigtige definition på det, men jeg synes, hvis du taler med nogen, de går også til... de dyrker mindfulness, de dyrker mindfulness, men det de i virkeligheden gør, det er, at de praktiserer meditation. Fordi mindfulness er jo hele pakken ik? Og det er jo den tilstand, at der er håb om, at man kan komme i, hvis man praktiserer meditation. 5.: Altså den mindfulness tilstand?

4 Carsten: Ja, fordi så får man, har man en chance for at opnå den tilstand, hvor man befinder sig i en mindfull tilstand, hvor man altså prøver at praktisere det, men det er meditationen der ligesom er værktøjet for at komme derhen 4: Ok, så mindfulness beskriver du som en tilstand man lidt søger? Carsten: Det er ikke sikkert. Det er sådan jeg opfatter det. 4: Ja, hvor meditationen er midlet? Carsten: Ja, det tror jeg, det er sådan jeg har det. Et eller andet sted, så er man nødt til at. Meditationen er i min verden platformen, som man bygge op, og hvis man så får det bygget rigtig op og holder det ved lige, så kan jeg mærke, at så kan man langsomt komme hen imod at bygge huset færdig, så det bliver rigtig godt. 1: Havde du prøvet meditation før? Carsten: Aldrig. Og jeg vidste heller ikke. Jeg vidste jo ikke, hvad det var. Og det er jo i virkeligheden. Det er jo en skæg indgangsvinkel til det. Nu foregriber vi jo i virkeligheden tingenes gang i forhold til de spørgsmål i har, men grunden til, at grunden til at jeg meldte mig til kurset ude ved X. Det var en kombination af... det var flere parametre og den lidt længere historie, som jeg går ud fra, at vi har tid til er, at jeg har aldrig... jeg har aldrig prøvet at slappe af, heller ikke når jeg var yngre. Da har jeg altid, allerede som årige skulle vi ud at gå med aviser, og lige så snart, altså i skole ik, fuld drøn på i frikvarterene, lige så snart man var kommet hjem, var der kommet aviser, så skulle man ud med aviser. Når man var færdig med det, så var der fodbold, så var der aftensmad, så var det ud at lege igen, og det har været et kendetegnende træk med mig. Også da jeg begyndte bare at arbejde allerede som 16 årig, men også som 14 og 15 årig i skole i sommerferien. Jeg holdt ikke sommerferie, der arbejdede jeg altid. Og det har fulgt mig hele livet. Jeg startede mit eget firma, når jeg var 25, og ret hurtigt blev det noget med, at lige så snart at man havde nået et mål, hvad kunne man så nå? Så skulle man videre. Man skulle prøve på... men så var der også... men så skulle man få fem ansatte, 10 ansatte, så det var hele tiden et mål man skulle møde, men jeg fik aldrig tid til at nyde succesen. Og så efterhånden som firmaet det voksede, så prøvede jeg for 5-6 år siden at flygte fra den stress ved at dyrke meget sport fordi, at på det tidspunkt fik jeg en hilsen om... jeg besvimede faktisk her over på... eller jeg fik et hjertetilfælde over på værkstedet herovre i Det var ikke noget at sige til, og det er egentlig en meget skæg historie (latter) Jamen det er også det med, at man skal nå det hele, så på fredag var jeg på (sted) til fødselsdag med min far som blev 60 år... som bor derovre... og på lørdag da havde vi fest og i seng klokken 2, og så

5 skal Danmark spille mod Portugal, så fløj vi derned om søndagen, så der nåede jeg at blive fuld to gange, og så kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne tage på arbejde på mandag, og selvfølgelig, så vælter man jo rundt. Jeg vejede også 15 kilo for meget på det tidspunkt. Så tænkte jeg ligesom, ok så prøver jeg at tage den med sport, altså det kan jeg godt løbe mig fra, men det der i virkeligheden er sket, det er, at jeg bare er flygtede ind i en ny stresstilstand, hvor kroppen så har frigjort en hel masse stresshormoner i stedet for, og så lige pludselig, så efter 4-5 år i den tilstand, som så blev eskaleret i 2013, hvor jeg tænkte, nu skal jeg... der har jeg aldrig haft mere travlt med mit firma endda, fordi vi havde fået nogen nye projekter på sted, sted og sted... så jeg var rundt i Danmark hele tiden, og samtidig ville jeg sætte en ny rekord i marathon, og havde hyret en personlig træener, så hvis jeg tog afsted klokken fem om morgenen, fløj til (sted) fra (sted), så kom jeg hjem klokken ni om aftenen, så var jeg lige hjemme i fem minutter og so var jeg ude og løb i to timer, og så op igen klokken seks, så det vil sige, at kroppen når slet ikke at... jeg troede det var måden at takle stress på, men så siger kroppen jo fra på et tidspunkt, og den sagde fra først i september i Da fik jeg betændelse i hjertet, fordi kroppen den lukkede simpelthen ned, så den sæk der er rundt omkring hjertet den kom der betændelse i, så blev jeg lige pludselig tvunget til ikke at lave noget, og jeg måtte ikke løbe, jeg løb jo på det tidspunkt mellem 80 til 110 kilometer om ugen samtidig med, at jeg arbejdede timer, har to børn og familie, og skal prøve at få det hele til at gå op, men det mistede jeg. Jeg havde også, samtidig så har jeg haft så meget arbejde, men der ordrer jeg havde lukket, de var slut, og så var der jo ikke noget arbejde til mig, og jeg havde kørt mine brødre i en stilling, der var drevet af et andet firma, så jeg var reelt... jeg havde ikke nogen funktion. Ikke fordi, at jeg ikke tjente nogen penge vel, men jeg var... jeg kunne bare komme her sådan (læner sig tilbage i stolen og slapper af. Latter opstår). Nå, men det er ret fedt ik, men det er faktisk også røv sygt, når man er vant til at have det rigtig travlt, og så gå til at lave ingenting, og det kunne jeg simpelthen ikke. Så i november/december i 2013 og januar, så blev det langsomt værre og værre, det endte med på skiferien fik jeg så simpelthen sådan et anfald af svimmelhed og jeg blev indlagt i (sted) i to tre dage, og det var i februar måned. Så i marts måned vågnede jeg hver nat, og det er fuldstændig åndsvagt, fordi jeg havde jo ikke noget, jeg følte ikke, at jeg havde noget at lave, og så fik jeg stress anfald klokken halv fire om natten fuldstendig badet i sved, og så fra klokken halv fire til klokken seks sov jeg i to minutter og vågner igen med høj puls (laver hurtige rytmiske lyde der skal symbolisere hjertebanken). Og tro mig, så får man slet ingen søvn, man får ikke sovet. Og alt var totalt dystert. Jeg troede vi skulle lukke firmaet. Jeg begyndte at tage balance ud privat og spare op, fordi jeg troede, nu går vi fra hus og hjem, så jeg begyndte sådan at give min kone lommepenge og sige, det er maksimum du kan bruge denne uge her til mad, og så lagde jeg penge til side for at sikre det. Men

6 det var helt god nat. Jeg købte ikke noget, der var et helt år, hvor jeg ikke købte noget tøj til mig selv, og det er helt unormalt. Normalt, så elsker jeg, at gå ud og shoppe, men det går ikke, hvis vi lige pludselig skal lukke. Jeg var en total sortseer, så kunne jeg komme kørende med mit sortsyn på arbejde, så lige pludselig begyndte jeg bare at græde... kørte ind til siden, og jeg måtte bare holde og græde i en halv time - tre kvarter, hvor man sidder i bilen og tårerne bare løber ned ad kinderne, og det er bare. Det har jeg ikke, det kommer ikke. Det er utrolig stærkt, at snakke om det nu, fordi i princippet fortrænger man det jo. Men når jeg fortæller så intenst om det nu, så kommer det frem igen (skælver på røsten), hvor uhyggeligt der er (der høres sympatiserende ja fra diverse gruppemedlemmer). Og... det var faktisk på et niveau, hvor jeg ikke kunne mærke glæde ved mine børn, altså jeg kunne ikke finde glæde i noget som helst. Det var ganske forfærdeligt, og jeg kunne jo ikke sige det til nogen vel, fordi som selvstændig så var jeg vant til at klare tingene selv, og... så heldigvis fortalte jeg min bror det... min yngste bror det, vi gik og ordnede noget der hjemme. Så blev han selvfølgelig vildt foruroliget, da jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det. Så fortalte jeg min kone det, og det er det bedste jeg har gjort, fordi at så ruller toget eller lavinen, og så kom jeg til lægen og fortalte ham, hvordan jeg havde det, og han satte mig omgående i medicinsk behandling, fordi han sagde, at sådan må man ikke gå og have det. Man må ikke have det så skidt... det er ikke ok ikke at være glad, og så... så tog jeg fat i... min læge sagde faktisk allerede der første gang, at: Du skal vide, at der er noget der hedder... jeg ved ikke så meget om det, men der er noget der hedder mindfulness (latter fra gruppen), der er ved at være evidens for det, der er mange der bruger det. Det var en sådan ældre læge. Jeg havde hørt om det, men i min verden var det også sådan: Nåh altså, det var... jeg havde en opfattelse af, at det var en flok forstadsfruer, der sad og dyrkede det sammen... noget yoga ik (gruppemedlemmer viser samtykke med at sige ja). Det var nok ikke lige mig, så tog jeg fat i en erhvervscoach, fordi at det er det der gen, at hvis der er en eller anden opgave, så skulle vi løse opgaven. Nu fandt jeg lige pludselig ud af, at jeg havde en opgave med mig selv. Godt, nu er vi alle omkring det, fortalte min kone det, så skal det fandme også løses, så fik jeg fat i en erhvervscoach som tager udgangspunkt enneagram, ved ikke om i kender det? Med persontyper ik, med persontyper for at finde ud af hvorfor... teorien omkring enneagram den er, at der finder ni forskellige persontyper og så, hvis du ved, hvilken type du er eller ved hvilken type de andre er, så er det meget nemmere at reagere, og det er meget nemmere at acceptere, hvorfor er du egentlig som du er. Og det, den øvelse ude ved ham, har vi så efterfølgende brugt ved firmaet. Han er jo erhvervscoach, så vi bruger ham derude også, og han er faktisk en integreret del af firmaet, fordi han kan

7 simpelthen frigive ressourcer. Han sagde også, at jeg skulle overveje mindfulness, fordi at jeg ikke kunne slappe af, og så er det det forløb der er gang i. En af de ting jeg fandt ud af sammen med ham, det var, at jeg kan rigtig godt lide at hjælpe andre mennesker, og jeg gør det egentlig... sådan i bund og grund gør jeg det fordi, at jeg er bare den her, jeg er ikke den ældste vel, jeg er også lillebror og jeg har en storesøster. Jeg gør det fordi, jeg gerne vil bekræftes. Jeg vil gerne have anerkendelsen. Så, hvis der er en der står nede ved brugsen og har problemer med at få varerne hjem, kunne jeg egentlig hjælpe med mit gode hjerte. Ej, det skal du ikke gå med, vi smider det lige ind i bilen, og kører dig lige hjem, men det tager jo om sig, hvis man skal redde alle, så han gjorde mig bevidst om det, og det kan jeg så grine ad nu, men så kan man tage en aktiv beslutning om, hvad man vil gøre med sig selv: Vil jeg hjælpe her fordi, det gavner mig også? Eller hjælper jeg bare fordi, jeg er en lille dreng der vil have anerkendelse indeni ik? Og det var han med til at sætte på plads. Grunden til, at jeg fortæller historien er fordi at, samtidig jeg blev jo nødt til at blive sygemeldt, det havde jeg ikke været, så jeg gik ned på... nej, eg sygeanmelder mig egentlig bare, så bliver jeg kaldt ned af jobcenteret, og det er lidt specielt, når man har sit eget firma og så være sygemeldt, fordi så spørger hun så... jo det er en anden ting vi fandt ud af med ham coachen der, jeg kan ikke tage hjælp, jeg kan ikke bede om hjælp, og det har jeg aldrig kunnet, og det fortalte han mig, at det er blandt andet fordi, at eg persons type som mig kan ikke bede om hjælp, og jeg vil ikke hjælpes, fordi jeg kan klare det selv, og det er enormt belastende, i stedet for at når der er så mange ressourcer omkring en skam man jo tage imod den. Så skete der det nede på jobcenteret, hvor jeg mødte x 2: Ja Carsten: Han var nede og oversætte der nede, så siger hun, at det eneste jeg kan tilbyde dig, siger hun så, det er, at selvfølgelig freder jeg dig i forhold til, at du skal komme igen, men så kan jeg tilbyde dig et træningsforløb i motionscentre, så siger jeg til hende: Ej, det har jeg styr på det der (latter blandt gruppemedlemmer). Det var, så kommer jeg ud i bilen ik, og så siger jeg: Det er lige det, jeg ikke må, så ringede jeg til hende, så begyndte jeg at græde, fordi jeg kunne næsten ikke: Prøv og hør her. Det du siger er for at hjælpe mig. Du må gerne hjælpe mig, det er ok. Det vil sige, at så var det faktisk sådan et skridt, at hun skubbede mig ind i et motionscenter, ikke et sted, hvor jeg er vant til at træne, men så fik jeg tre dage der, hvor der var nogen der tog fat i mig ik? Man kan diskutere, om det er fornuftigt at dyrke... det tror jeg faktisk ikke, at det er, hvis man er stresset, det er der undersøgelser der viser, og det kan jeg faktisk mærke ik? Da jeg var rigtig stresset på grund af det her, at det ikke er godt at presse sig selv hårdt. Ikke med motion, så jeg forstår ikke helt konceptet, men hvis man er i stand til at styre det, så er det faktisk godt nok. Og hun sagde også, det kunne være, at du skulle prøve mindfulness, og så så jeg og det var faktisk mange forløb fordi så

8 har jeg lægen, min stresscoach (kan ikke høre, hvad der bliver sagt pga. hosten) og så har jeg jo kvik hernede, og så kom jeg mig også på, ja, jeg blev også sendt til psykolog. Og det var rigtig, der går jeg faktisk stadig, og han sagde nemlig også mindfulness, så der et et eller andet der der er altså fem uafhængige instanser der siger, det kan være, at du skulle overveje mindfulness men det skal jeg da (latter i rummet). Så ser jeg den der reklame ik, i ugeavisen tror jeg jeg var faktisk dernede forleden, ikke derfor men nej, grunden til at jeg ville til (sted) var faktisk, at jeg er vokset op i (sted) og så flyttede jer hertil i 95. Jeg havde ikke lyst til, jeg havde, jeg vidste jo ikke hvad det var, men jeg vidst, at det ville blive voldsomt, og jeg havde ikke lyst til at gøre det i (sted nuværende adresse). Jeg har et kæmpe netværk, så skal jeg måske sidde sammen med en kunde og græde, nej, det er sku svært. Og så, så var der faktisk ikke plads, der var ikke plads, men så ville jeg skrive mig op til det næste kursus, men så ringer hun til mig, at der var en der var sprunget fra, og så skulle jeg faktisk tage stilling til det sådan tju tju. Så spurgte jeg hende netop fordi jeg havde gang i fire forløber, at det måske også er fornuftigt at tage en ting ad gangen, og så siger hun, at det her er afslappende eller, der kan du saktens. Det skal hun også sige, hun skal sælge kurset ik? Men det viste sig, at det godt kunne lade sig gøre, men fem forløb på en gang, det er voldsomt, det er det ja. Der er. Det har været rigtid fedt for mig, at det har kunnet lade sig gøre, men der er en grund til, at det tager halvandet til to år, at komme ud af en sådan periode, og når jeg siger det, så er jeg ikke helt ude af det endnu, men jeg føler mig faktisk rigtig, rigtig godt tilpas nu. Og det er faktisk dejlig at fortælle historien. Det er lang tid siden, jeg har fortal historien. Og det er, det giver faktisk god energi. 2: Så kan du vel også se, hvor langt du er kommet, når du tænker tilbage på hvor meget (kan ikke høre afslutningen, da spørgsmålet bliver afbrudt af IP) Carsten: Det er det, der er så mærkeligt, det er jo, et eller andet sted, så er det helt vildt mærkeligt, hvis man befinder sig i et kæmpe, kæmpe sort hul, og man tror simpelthen ikke, at man kan komme op, så den glæde man får, når man så kommer ud, det er helt vildt. Altså det er ubeskriveligt vildt. 1: Hvis du nu mødte en der også stod med stress ligesom den måde du stod med stress på i dag, hvor man var kommet så langt, hvad ville du sige rådet skulle være sådan, hvis du mødte en der Carsten: Jamen jeg kan fortælle dig, at jeg har heroppe. Jeg kan fortælle dig en historie. Det er tre uger siden, så kommer der en en af mine gode venner som er sælger. Han sælger annoncer til sit eget magasin. Han er også selvstændig. Kommer han her ind, og man kan bare mærke på han: Hold da kæft, og jeg er jo i go karma ik? Jeg har jo højtalere i loftet og jeg har jo mine cd ere med, så jeg

9 lukker bare døren og sætter et skilt på og siger: I kan rende mig i røven, og så mediterer jeg i lige så lang tid som jeg har lyst, der gør jeg også om dagen. Og han kommer ind lige efter, at jeg har siddet her: Nå IP, hvordan har du det Hvad mener du? pheeeew pheeeew (gestikulerer, at hans ven er meget optaget) og telefoner jeg siger så sidder vi og snakker lidt, og så kommer vi til at snakke om, jamen han blev sku også nødt til at slappe lidt af, så siger jeg, så fortalte jeg ham min historie: Det var satans siger han så, og jeg sagde ikke mindfulness, jeg sagde bare, at jeg havde gået til meditation og sådan: Har du nogensinde prøvet at meditere, spørger jeg? Nej, det havde han ikke, men so sagde jeg: kunne du tænke dig at prøve?, Ja, det ville han da gerne (latter i rummet), så havde jeg lige den, sådan 12 minutters siddende, så siger han: Jamen ok, fint, så slukker jeg min telefon, og så slukker jeg også for computeren, så der ikke er noget der summer eller noget, og så sad han der. Efter, så sad han stille i 2-3 minutter. Han var helt: det var satans, det var satans. Han var fuldstændig rystet, og det er det råd, det er egentlig det, jeg giver hvis jeg kan jeg har sendt flere ud til samme mindfulness klinik, og det er, jeg ville egentlig ønske for alle mine gode venner og også fjender for den sags skyld, hvis jeg har nogen, at de gjorde det, tog sådan otte uger, fordi det er, det er simpelthen fantastisk, det er det faktisk, det er det. Og det er, det er totalt frirum at få lov til at komme ud i starten og bare sidde der i to en halv time og bare være der og ikke lave noget som helst. Der er ikke nogen forventninger, fordi vi snakker i princippet ikke sammen, vi henvender os kun til hende. 5: Du synes ikke, at det var hårdt bare at være der med dig selv i så lang tid, og du er vant til, at der er så meget drøn på? Carsten: Det blev lynhurtigt en befrielse. 5: Ok Carsten: Men det har også noget at gøre med, hvis indgangsvinklen er, altså hvis man er åben over for det, jeg vidste jo ikke, hvad det var. Mit første møde ude hos X. Jeg kan huske min første meditation. Det var så mærkeligt, jeg begyndte nærmest at ryste, og jeg tapdryppede med sved, fordi det var så vanskeligt, så jeg sad bare sådan og tænkte: Hold da kæft og efter de to og en halv time, da måtte jeg vente med at køre hjem, fordi jeg kunne simpelthen ikke køre, fordi kroppen den var helt sådan nærmest summet bagefter. På den måde var det svært i starten, og det var faktisk mest voldsomt i det var faktisk de første 3-4 uger der var de mest voldsomme for mig, det var det indtil men det er også fordi, at jeg beslutter mig for at give det en chance, så giver jeg det en chance 100 %, og så jeg har overholdt når jeg comitter mig til det og vi siger, at nu skal du også

10 træne der hjemme en time hver dag, så træner jeg en time hver dag. Det kan godt være en styrke nogen gange, men det kan også være en kæmpe svaghed, hvis man ikke lytter til sin krop og for eksempel har besluttet sig for at træne helt vildt, at man så ikke mærker efter, men en af de mest voldsomme ting, det var, at det der egentlig sker når man mediterer og kommer helt der ned, det er jeg opfatter det som kroppen kommer i så meget ro, at så mærker man egentlig, hvad er det der sker? Hvad er det der er galt? Hvorfor er det, du ikke kan slappe af? Hvad er det der går og nager dig? Det er en af de ting, som lynhurtigt blev tydeligt for mig, det var, at jeg aldrig nogensinde har grædt over min mor. Hun døde i 97, og jeg startede firmaet i 95, og det havde jeg ikke tid til. Det skal med til historien, at mine forældre de var jehovas vidner, og jeg voksede op indenfor jehovas vidner, og jeg blev også døbt, men blev udstødt som 23 årig, og af den årsag, hvis i kender til det, så har man ikke så sindssygt meget kontakt til sine forældre. Der var ingen tvivl om, at vi stadig elskede hinanden, og jeg elskede min mor rigtig, rigtig højt, men hun blev syg af kræft på det tidspunkt, og så jeg nåede ikke at få sagt ordentlig farvel, og hun gik så bort der i 97, hvor jeg så har været 27. Og det har jeg ikke vidst. Jeg har ikke men det er helt klart en af grundene til, at jeg har haft det så skidt, det har det været. Og det kom i, jeg tror det var første eller anden gang vi lå i en bodyscan, hvor det så bare kommer i, men lægger sig fuldstændig, ej men for fanden, det er jo det. Det er bare en af tingene ikke, og så vælter det bare ud, man kan slet ikke styre det og græder, græder og græder. Efterfølgende har jeg også gjort det hjemme også, da fandt jeg ret hurtigt ud af, at det kan ikke hjælpe noget, det kan det godt være nu, men jeg har to drenge på seks og ni år, og det kan ikke hjælpe noget, at de er hjemme, når jeg mediterer, fordi det er simpelthen for voldsomt. Det kan det godt være nu fordi, at nu er det meget mere behageligt, hvis det ikke er så voldsomt mere, men det var, jeg tror vi kun var tre uger hen i forløbet, og jeg er så heldig, at jeg min ene drengs værelse oppe ovenpå, der er det ligesom en skakt, hvor man kan lægge en madrasse, så der har jeg fået lov til at ligge og meditere, for så er der jo stjerner, og jeg kan kigge hen over markerne, og så ligger der bare højtalere og høretelefoner. Det har været helt fantastisk fordi, at så har der været ro, men dengang, det var den ene gang, at jeg to dage i træk grad så meget, og var så ulykkelig bagefter, at jeg kunne næsten ikke holde mig oprejst. Jeg lå simpelthen i fosterstilling bagefter, og jeg kaldte på dem og sagde, at det blev nødt til at komme op og hjælpe mig, og det er, det var al den smerte der var omkring min mor, der aldrig nogensinde var kommet ud, og det skal man lige huske, når man har børn i hvertfald, at man skal det er ikke rimeligt, at de skal, men jeg prøvede trods alt at fortælle dem bagefter, at det ikke var fordi, at jeg ikke var ked af det som sådan. Jeg fortalte dem hvorfor. Det der så er det fede ved det, det er, at så i uge seks, så skal vi ned, så skal vi have stille dag ikke også så skal vi have stille dag i forbindelse med det her, og det havde vi glædet os helt vildt meget

11 til 5: Er det den der dag, hvor i har en hel dag Carsten: Ja, der har vi en hel dag 5: Ja, det forklarede hun også godt om. Carsten: Ja, så er det en stille dag. Hold da kæft. Altså, hvis det er svært at være på to og en halv time, så prøv lige og hold kæft i (latter i rummet ja, men det tror man som udgangspunkt ikke, at man kan. Men så kommer, jeg vil sige, at der bliver revet flere lag af, altså så kommer du virkelig ned, hvor du ja, du er nærmest i man er nærmest i en narkotisk rus. Altså en sådan tilstand er pheeev (laver en fløjt/vind lyd), hvor du bare er Leif Lalleglad, og hvor kroppen er splittet fuldstændig ad. Det er ikke lige før middag, så skyndte jeg mig (mumler så man ikke kan høre, hvad der bliver sagt), så gik jeg ud i skoven, og så skreg jeg i et kvarters tid, og så var det slut med min mor. Det var simpelthen der. Så fik jeg hende ud af kroppen. Og det er simpelthen så fantastisk, fordi så, nåh, nu kan jeg. Hun er lukket og slukket nu, ikke fordi, at jeg ikke, at jeg ikke kan savne hende og sådan noget, men det er væk nu, og det kan jeg bare mærke, at det er og det er jo helt vildt fedt at få lov til at få den glæde og få lov til at afslutte et kapitel. Det godt nok 17 år for sent, men det er da bedre, at det er nu. Jeg har det rent faktisk sådan med det her kursus, at man kan altid sige, hvorfor vidste jeg det ikke noget før, men det er jo også først udviklet her indenfor de sidste, men hvis jeg havde vidst det, så var det sket for mig, da jeg var 20 eller 25, så havde jeg fået endnu mere, men bedre sent end aldrig. 6: Hvordan oplevede du så kurset fra det punkt altså, kan du beskrive, hvordan det var? Fra at du havde den oplevelse, så var der stadig et par punkter, der var tilbage. Carsten: Jeg havde stadig to uger tilbage. Jamen jeg synes egentlig, at hele kurset fordi at du selv skal træne, så bliver det så intenst, at du bliver bedre og bedre til at meditere, og efter den dag der, da skal jeg love for, at der gik lang tid rigtig lang tid, hvor mange uger efter, også fordi få for at vedligeholde det ik, men også ugerne efter, især dagene lige efter den dag, hvor man bar ligger sådan (ånder dybt ind for at imitere åndedræt i forhold til meditation), så er du faktisk der. Og det er egentlig det der sker, at man kan bruge det aktivt. Man får den fornemmelse af ro som gør, at det er fedt at være til, og det er jo helt vildt lækkert at have den fornemmelse i kroppen, også nå man har med sine børn at gøre, at jeg har jo haft en periode, hvor jeg har været enormt kort luntet altså jeg høje lyde, jeg er ikke så god til høje lyde stadigvæk, men så siger jeg: Træk vejret (mumler så man ikke kan høre, hvad han siger) kan du huske, at jeg talte om det med høje lyde, det er ikke lige

12 mig, nå ja!, er ikke søde at lade være, ellers tager jeg bare ørepropper i i stedet for at være sur, fordi, det hjælper bare ikke vel? 5: Hvad siger du til citatet? Sagde du ikke et citat? Carsten: Gjorde jeg det? (Flere snakker og man kan ikke høre, hvad der bliver sagt) Carsten: Nej, det er fordi, at det hedder (mumler, så man ikke kan høre, hvad der bliver sagt) 5: Nåh ok! (latter opstår i rummet) Carsten: Jeg citerer et digt (mere latter), men det er ret fedt ja. 4: Var der nogen bestemt mindfulness aktivitet du fandt sådan særlig effektiv eller. Du nævnte noget med bodyscan, som virklig fik dig til at indse, at der var noget med din more der ikke var helt forløst. Carsten: Altså den lange bodyscan. Den er der kommer man virkelig i bund. 4: Hvor lang er den? Carsten: Jeg mener den er 40 minutter, men det ene er ikke, det er faktisk også muligt på 20 minutter at komme, men jeg synes bare, at det er svært at komme helt der ned, men det jeg savner nu efterfølgende, det er, og det skal jeg også have skrevet til X, at hver tredje måned skal vi have en sådan en to og en halv time, hvor vi mødes de gamle der og så fordi, at det giver bare noget andet, og det giver et kick i forhold til også at holde det ved lige. Jeg har ikke problemer med at holde det ved lige selv, men det giver bare lige det ekstra. 4: Så i forhold til siddende meditation eller gående meditation, bodyscan eller yoga, er der så noget du præfererer fremfor noget andet? Carsten: Jeg må indrømme, at jeg ikke har lavet ret meget yoga, men det er egentlig fjollet, fordi jeg synes det er fedt og meget grænseoverskridende og jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har gjort det. Det er fordi, det er så dejlig afslappende at ligge ned, tror jeg. Og så bruger jeg siddende meditation her, når jeg er på arbejde. 4: Er det så med lydcd er og

13 Carsten: Ja, og det gør vi faktisk min kontordame hun er faktisk på kurset lige nu, og jeg er slet ikke i tvivl om, når hun kommer tilbage, at en gang i mellem min bror er også med på den, selv om han ikke har, så tager vi ligesom nogle minutter, når vi er på arbejde, det er jo genialt. 2: Ja, det er det. Carsten: Jeg tror faktisk, at de lange meditationer på sådan en hel dag, jeg tror, at man skal passe på, jeg vil ikke sige, at man skal passe på, men jeg tror, at jeg oplever det som om, at der er et spændingsfelt, hvor der ikke er ret langt, hvor der egentlig ikke er ret langt ud, hvor du ikke rigtig ved, hvor du er, men det er selvfølgelig en teori jeg overhovedet ikke har noget belæg for. Jeg talte lidt med min psykolog om det, som er som har arbejdet med psykiatri også, og han sagde og det var fordi, at jeg beskriver, hvordan jeg har haft det den dag. Han sagde til mig direkte, at nu ville han lige have en periode, hvor jeg kun tog 20 minutter ad gangen og ikke de lange meditationer. Han syntes ikke, det var hensigtsmæssigt. Så har jeg bare ikke gjort det i en periode. 2: Nå jeg ved bare ikke helt, om jeg forstod, hvad du mente. Kan du uddybe det lidt, hvad der sker, når man tager de 40 minutter? Carsten: Jamen det er jamen det du kommer så langt ned i underbevidstheden, at han kan godt være nervøs for, at der er et spændingsfelt, hvor man kan sige, at der er ligesom, hvor du ryger lidt udenfor dig selv 2: ok. Er det noget, du selv har oplevet? Eller er det noget han har? Carsten: Jeg har oplevet det på den måde, at det virker jeg tror ikke, at jeg har været der udenfor, det tror jeg ikke, men jeg har været, jeg føler, at jeg har været, og det har jeg heller ikke lyst til, men jeg er også bevidst om, at jeg skal passe på. 1: Hvordan har det så været, nu sagde du havde ændret til ikke at lave længere men i kortere perioder. Ændrer det noget eller sådan? Carsten: Nej, egentlig ik. Det er faktisk lidt det samme, og jeg er også begyndt, at tage de lange igen, så 1: Så det er måske en sådan balance? Carsten: Ja, det skal man. Jeg tror på, det er en balancegang, hvordan man skal finde ud af det. 2: Så man måske selv skal mærke sig selv frem til det?

14 Carsten: Ja, man skal mærke list efter, men det har på et tidspunkt i forløbet her, jeg har været igennem med min erhvervscoach og samtidig med mindfulness, der har det jo været så intenst, at og så har det frigjort nogen ressourcer, hvor jeg har fundet ud af, hvad er egentlig grunden til, at jeg er ked af det, og en af grundene var som sagt, så har jeg ikke fået grædt over min mor, men jeg har også ubevidst kommet til at lægge bånd på mig selv i forhold til at skabe nye projekter. Det er der flere forskellige årsager til, men blandt andet, at en af årsagerne har været, at jeg fik min bror med i firmaet i og han er en type, vi er to forskellige typer. Han er mere skeptiker typen, og så er det jo i og med, at vi egentlig ikke har talt om de ting, hvordan hvis jeg for eksempel kommer med en ny idé eller vil skabe et eller andet nyt og siger: Ej vi har det fint, hvor vi har det, og det er også rigtigt, men i og med vi så begge to har gået til coach, så har vi fået løsnet op for det, så jeg får bare nogen rammer at arbejde indenfor. Og da jeg fik lov til det, så samtidig med, at eg kom ned til bunden af meditationen, så er det simpelthen, så myldrer det med idéer, og det var det samtidig med meditationen, hvis man ligger så langt nede i meditationen og så lige pludselig har seks hylder der åbner sig, og du ved, og du er i gang med alle seks på en gang, så bliver det for voldsomt, så bliver det nærmest helt manisk, og det var det, han var nervøs for, at man ikke hele tiden skal bevæge sig. Det er det felt, hvor der er meget mani. Ikke fordi, jeg har ikke, jeg har ikke, jeg har ikke nogen mani som diagnose, men jeg ligger måske sådan lige % under, hvis jeg ikke passer på, så rykker jeg ret hurtigt der op. 7: Vil det så sige, at mindfulness egentlig kan virke modsat af, hvad det egentlig burde, altså reducere stress, men faktisk kan det aktivere stress måske? Carsten: Nej, eg tror ikke, jeg aktiverer stressen. Jeg tror ikke jeg aktiverer stress på den måde, men hvis du i din meditation eller i din i gennem mindfulness finder ud af, at du har lagt låg på nogle ressourcer. Det åbner nogle døre og lige pludselig, hvis der er mange døre der åbner sig, så får du også lyst til at gå ind ad dem og så kan det jo, så er det jo op til os selv at holde igen, fordi at hvis du tager fat på dem alle sammen på en gang, så går du ind i din stress igen. 7: Ja, det var det jeg tænkte. Carsten: Fordi, at pludselig får du energien igen, og så har du lyst til det, fordi man ligger og underdrejer så længe, har du lyst til bare at komme ud af men det der så er det fede ved det, det er, at jeg har lavet de sidste tre fire måneder, har jeg lavet rigtig mange nye projekter og sat nye ting i gang, men jeg føler ikke, jeg føler ikke, at jeg har haft travlt. Det er det mest vanvittige med det. Jeg føler, at det Nå ja, herre gud, og mine omgivelser har ikke kunnet været med, altså min familie har sagt: Vi kan ikke være med. Du er nødt til det her det går ikke. Nå ja, men vi kan da det er alt

15 fra at lave en mountain bike ude i baghaven til implementering af flådestyringer, mobilregistreringer, hvor vi laver nogle belægninger med varme i og sådan noget ik, hvor vi laver pilotprojekter nede ved Falck, så kører det, nå ja, så har jeg fået syndssygt meget lyst til at arrangere ture Carsten: Så har jeg fået sindssygt meget lyst til at arrangere ture. Så jeg arrangerer ture for malerlavet. Jeg har gang i 3-4 skiture både med fædreture for den ene klasse og jeg synes bare det er sjovt. Fordi det giver energi. 2: Du slapper ligesom af i det? Carsten: Og det tager ingen tid. Og så er det svært når man ligesom kommer derhen, får frigjort ressourcerne og man så sidder og snakker, og man så siger: ej, det kan jeg ikke overskue, det kan jeg ikke nå. Hm, Okay Men det er jo i virkeligheden bare at sætte dig ned og Og det er det mindfulnessen har lært. Det er derfor jeg ikke har travlt. Det er fordi a. Er der nogen særlige oplevelser du tænker tilbage på, hvor du tænker her skete der virkelig en stor udvikling i. Var der en bestemt mindfulness- aktivitet involveret? Carsten: Det var en sindssyg god øvelse vi lavede dengang på stilledagen, hvor vi skulle gå rundt og lave nogle forskellige øvelser udenfor. Så skulle vi gå med knyttede hænder årh nu er vi klar! Så går vi rundt i en cirkel tre skridt, drej til venstre. Stopper op, drej til venstre. Tre skridt, stopper op, drej til venstre. Vi kunne næsten ikke, når vi skulle tage tre- fire- fem skridt, kunne vi næsten ikke nå at stoppe op, så var vi videre. Så siger hun til sidst, efter at have gjort det her: et skridt, stop op, gå til venstre. Det kan man godt. Selvfølgelig. Altså det er jo hvor svært kan det være? Altså, hvis man beskæftiger sig med et eller andet det var det jeg fik ud af det hvis man beskæftiger sig med noget, så gør det færdigt. Altså det vi laver. Den her med at man tror at i ens egen guddommelige visdom at det er fedt at have ti forskellige ting i gang på en gang det er det også. Men hvis du arbejder med en ting, så skal man gøre den ting færdig. Gøre det ordentligt. Lægge dem væk. Tage afsked med den. Sige: okay, det var det. den gider jeg først at kigge på på torsdag. Så tager man næste projekt ind. Så når man tre- fire gange mere end normalt. Og det er bare en kendsgerning. Jeg har hele tiden dyrket det har med, at det er sgu meget fedt at have tyve. Så kan jeg jo lige poppe til dem. Bum, der er lige en bold der. Årh det kører rigtig godt. Jeg har tyve bolde i luften, der sker ikke en skid. Fordi det er ikke grundigt. Man tager ikke ordentligt fat i det. hvis man lige tager den ene ned og lader de andre stå på standby det tager ikke mere end en time og den er helt inde under

16 huden. Så når man virkelig noget. Så kan man også punktere den bagefter og arkivere den og sige: nu har jeg sgu gjort det jeg skulle. 7: Og hvornår siger du, at du begyndte at gøre det på den måde? Carsten: Det var faktisk efter den stilledag, at det kom. 7: Men var det der hvor i også var ude at gå? Carsten: Der var vi også ude at gå, ja. Der var aktive øvelser. 4: Det er måske i virkeligheden et samsurium af alle mulige forskellige aktiviteter på den dag der? Carsten: Ja. stilledagen var Jeg tror også det var for at lave noget udenfor. Det startede med siddende meditation, så var det gående meditation, så var det liggende meditation. Du var hele tiden i gang. Så fik vi så lov til at få en pause på en time, hvor bare kunne gøre hvad vi ville. Vi måtte stadig ikke snakke sammen. Og så først kl. fire om eftermiddagen fik vi lov til at hviske sammen. Det kunne vi næsten ikke. Det var vildt mærkeligt. i. Kan du huske, hvad du følte i situationen? 1: Kom der nogle bestemte følelser op, da man begyndte at tale igen og hviske med hinanden? Hvad var følelsen, når man havde været stille en hel dag og været med sig selv en hel dag? Kan du huske det? Carsten: Det var mærkeligt. Altså, det er det var meget mærkeligt. Og vi havde egentlig ikke så er man jo også sådan indrettet, at så går der lige en halv time og så kan man godt pludre igen. Men det der har været sjov når vi endte jo ret hurtigt med i vores gruppe var vi otte til at starte med og så var vi syv. Og os syv der det var i hvert fald det jeg fik ud af det på den dag, at til sidst, da vi sagde farvel, jamen, vi føler virkelig at vi har et samhørighedsforhold, for vi har jo været igennem det samme. Ligesom hvis man har været på lejerskole. På skiferie med en god ven. Det er lidt det samme. Jeg har det sådan, at hvis jeg møder en af dem, så vil jeg det vil hendes mand måske synes var underligt eller jeg ville kunne gå over og tage hende i hånden og gå en tur med hende uden at sige noget. Og så bare give hende en krammer og så sige: ka du ha det. mere behøves vi ikke. Vi behøver ikke at snakke sammen. Det vil man nok ikke gøre, men det kunne ske. Det kunne det sagtens. 5: Du synes det kunne være dejligt hvis man kunne?

17 Carsten: Ja, fordi man når jo at mærke energien. Man når jo at mærke følelserne. Når man er i en tæt gruppe, kan man jo nå at mærke både positiv og negativ energi. Det er som om der der sker jo utrolig mange ting i sådan et forløb. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg er næsten sikker på, at to ud af de syv faktisk undervejs nåede at blive skilt eller er ved at blive skilt nu. Det tror jeg faktisk. Altså, det var ikke sådan at vi snakkede om det, men det kunne man ligesom fornemme. At det var de finder jo ud af, de kommer jo ned og ligge der og finder ud af: nej, det skal jeg sgu da ikke finde mig i. 2: Altså er det som en positiv ting? Carsten: Ja, egentlig positiv. Hvis du i et langt liv uanset om du er 20, 30, 40, 50, 75, egentlig har gået og været i et forhold du egentlig ikke har haft lyst til, du har bare ikke kunne sige det. Så finder du ressourcerne i meditationen eller mindfulnessen, som gør det er måske ikke lige dig. Så er det da enormt sejt og jeg ved godt at det kan virke voldsomt, og der er jo ikke nogen som kan forstå det. Og så er det jo også at det kommer til at give mindfulnessen sådan en lidt, midt i skæret, fordi det er jeg sikker på sker for mange det her. At de kommer så meget i balance med sig selv og så siger: det er faktisk ikke mig der er noget galt med. Jeg gider ikke at gå og være offeret her, eller ham eller hende der hele tiden skal gå og lave det hele eller danse efter hans pibe. Vi er faktisk to. Og så melder man det ud. Det er jo helt vildt. At der skal så lidt til egentlig. At man bare skal ned og mærke efter. 5: Må jeg spørge til relationen til din egen kone og familie? Carsten: Ja, det må du i hvert fald. 5: I forhold til hvordan du har oplevet det før og efter? Om du har mærket nogen forskel? Carsten: Jeg har mærket en enorm forskel. Altså min egen kone; X, hun var overbevist om, at enten var jeg på vej til at forlade hende, fordi jeg havde mødt en anden her i min stress- periode, altså inden jeg gik i gang. Det var hun helt sikker på. Det har hun sagt, fortalt bagefter fordi jeg var jo ikke tilstede. Jeg var jo ikke tilstede med hende før Det var en station. Altså, det var jo et sted hvor jeg kunne komme ind og ordne mine ting. Og selvfølgelig kørte tingene og vi lavede tingene sammen, men så nu her bagefter Jeg har jo fundet ud af, at jeg virkelig elsker hende. Det har jeg fundet ud af gennem meditationen også. Og det har jeg jo også fortalt hende. Og det er jo enormt vigtigt og melde det ud. Det kunne ligeså godt være, at jeg havde fundet ud af, at det ikke var den kvinde jeg ville have. Jeg har jo også, nu må i endelig ikke misforstå, i min maniske periode, sagt til hende: skat, nu skal du høre her, efter jeg kom hjem fra kursus, alt er muligt! Verden ligger Vi er først lige startet! Og det er jo næsten for meget. Og så har jeg så sagt til hende: hvis der er noget du går og

18 drømmer om, et eller andet, så skal du sige til! Alt kan lade sig gøre skat! Og så sagde jeg til hende, med forbehold. Hvis du drømmer om to store negere, så kan det godt være, at jeg vil nøjes med at filme. Årh hold nu kæft siger hun så. 2: Men hvordan tog hun det egentlig? Carsten: Ved du hvad, hun tog det så godt, at dagen efter lå der sådan en brochure på heste. Og hvis jeg ikke havde sagt det, så havde hun ikke begyndt at kigge på hest. Og det er jo fantastisk! Alt kan lade sig gøre! Og de sidste fire måneder, der har hun bare pisket Danmark rundt for at finde den hest det skal være. Og det er hun i fuld gang med. Og der skal være lystdrift ude på marken og Og der vil jeg sige, at der har det her jo også konsekvenser. Det er jo store konsekvenser fordi nu har vi jo godt nok dyr i forvejen, men heste er alligevel Ej, den er stor. Det er ikke bare lige en naboen passer. Men ikke desto mindre, har jeg de sidste tre måneder Ugen efter begyndte hun at tage ridetimer igen og rider nede ved (sted). Men det er jo fedt, at hun så reagerer på den måde, at hun sådan går ud For det er jo i virkeligheden på grund af, at jeg har været igennem det forløb, at jeg for lyst til at tage hende med. Og det er jo det her med at det smitter. Det smitter jo på omgivelserne også. Og jeg har ikke haft en gladere Hun har ikke været mere glad nogensinde i vores parforhold. Og vi har været sammen siden 99. Hun er simpelthen så glad. Og det er jo så fedt. og det smitter jo af så er alle jo glade. Jeg er glad, hun er glad. Og det har jo også smittet af på børnene. Og fra at jeg har haft to drenge, som ikke rigtig havde vidst hvornår er han sur, hvornår er han ikke sur. Nu er jeg bare glad. Jeg har aldrig fået så mange krammere af dem, som jeg har fået de sidste fire måneder. Det er helt vildt. Altså, at få at vide hver dag: ej far, vi har bare den dejligste familie og Altså det er jo fedt. Det er kanon. Det har så også udmøntet sig i at, og det synes hun ikke er så sjovt, at jeg er begyndt Nu vil jeg også være en aktiv del af det med børnene. Nu vil jeg også være med til at bestemme hvordan vi opdrager dem. Jeg vil også tage del i, når vi skal ud at købe tøj og sko, fordi jeg har også en holdning. Altså det er selvfølgelig ikke helt okay. Og det er også ved indretning af hjemmet, jeg kan finde på, at købe til også. Og det har jeg jo aldrig, fordi, nåja herre gud. 5: Så du har fået overskud på alle mulige andre punkter? Carsten: Ja. og det er jo også fordi jeg har fået lyst til det. 1: Kan du huske hvad hendes første reaktion var, da du sagde, at du ville starte til mindfulness? Havde hun en holdning? Carsten: Det må man sige. I hendes verden, er det det mest åndssvage pis man kan beskæftige sig med. Og det er fordi vi har en svigerinde, som hun er meget tæt med, som er helt frelst og prøver jo og Der er jo nogle af de her typer, som har dyrket mindfulness, som vil pådutte andre det. Og det

19 er jo fedt at fortælle jer det, hvor fedt jeg synes det er. Det sidder jeg altså ikke og gør medmindre vi kommer op og snakke. Jeg sidder ikke i et selskab og fortæller, at jeg dyrker meditation, fordi For det første, synes jeg det er meget personligt. Lidt i relation til det jeg sagde for lang tid siden. Folk har svært ved at forstå det. Og når hun så på et tidspunkt var i (?) i 2011 eller 12, der var så seks frelste kvinder med, som dyrkede mindfulness. Eeeej, og det er bare så fedt! Og det er bare eeeeej og det er bare så fedt. Og det eneste de har sagt er, at det er bare så fedt. Ej, kan i ikke holde jeres kæft. Altså det gider hun bare ikke at høre på. Altså hun er mere judo- typen ikke. Hardcore ikke også. Og der er langt til den siddende meditation. Når det så er sagt, så har jeg prøvet at få hende med og hun sov efter to minutter. Og så kan jeg ikke koncentrere mig. 2: Hun har altså prøvet det så? Carsten: Hun har givet det en chance ja. Og det har min ældste dreng på ni år, han kom ned en dag, så havde han lagt sig op i mit meditationsrum og så havde han bare trykket på cd en, så kom han efter tyve minutter: årh det er fedt det der far! Og helt rundt på gulvet. Ja det var meget sjovt. 2: Men det vil sige, at din relation til din familie er jo helt klart blevet bedre? Carsten: Ja, det er blevet markant bedre. 2: Er der også nogen forskel på din relation til andre mennesker? Carsten: Jamen det er der helt sikkert. Det er En af de ting Når ressourcer bliver frigivet og man bliver bevidst om, hvor ens stærke og ens svage sider er, så er ens mulighed for at blive aktivt vred på nogen er jo meget mere voldsom fordi lige pludselig er du så bevidst om, hvorfor du er vred. Og du er bevidst om, hvordan du egentlig kan blive Det ved jeg ikke om det Det er jo ikke nødvendigvis positivt, men det er jo et aktivt middel til at få trumfet nogle ting igennem i en arbejdssituation. Men det harmonerer ikke rigtig med mildhed. Det ved jeg ikke, om i forstår hvad jeg mener. 6: Er det muligt med et eksempel måske? Carsten: Ja, der har været nogle Der var specielt en der havde prøvet på og, jeg følte virkelig havde prøvet på at snyde mig. Og så reagerede jeg meget voldsomt. Verbalt. Også meget mere end jeg ellers ville have gjort. Og det tror jeg da ikke jeg ville have gjort før. Slet ikke på den måde. Det er blevet mere voldsomt. Jeg har altid været god til at skælde ud. Men det er blevet endnu mere voldsomt, fordi at man er blevet mere i balance med hvad man vil og hvad man ikke vil. Og også hvornår man vil sige fra. Og det påvirker egentlig ikke min tilstand bagefter. I min verden er det lynhurtigt glemt. Men det er meget mere voldsomt. Men i forhold til den anden del af det, med

20 mildheden og det at være tilstede, der har det jo udmøntet sig i at mange gange når jeg har kundebesøg nu, hvor tidligere kundebesøg tog fem- ti minutter, så kan jeg godt finde på at sidde og snakke i en time og halvanden. Og det er jo både hensigtsmæssigt, men det er jo heller ikke så hensigtsmæssigt, men det er skide hyggeligt. Og så skal man bare lige være klar over, at hvis man så tager ud og så synes at, ej, hvor er de altså spændende de her mennesker her, fordi mennesker er så spændende, så lige pludselig så tager det bare rigtig lang tid. For de har jo også historier og masser af ting de gerne vil dele ud af. Og hvis man er oprigtigt interesseret, så får man jo også historien. 1: Nu har du nævnt nogle forskellige følelser i løbet af det vi har snakket om. Kan du huske, hvilke følelser der dominerede din hverdag dengang du havde stress? Carsten: Jamen det var tristhed. Deprimeret. Tristhed. Og det var bare en tilstand af kulde. Der var ingen kærlighed overhovedet. 1: Kunne man så mærke gennem mindfulness- forløbet, at følelserne ændrede sig? Carsten: Jamen det er jo kommet igennem forløbet. Jeg tror i virkeligheden, for mit vedkommende, har mindfulnessen været en stor del af det. Jeg tor det, for mit vedkommende, har været hele pakken. Både samtalerne med psykologen og erhvervscoachen og mindfulnessen som har gjort det. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at mindfulnessen har været en meget meget stor del af det. Og det er jo også det jeg bliver ved med at praktisere. Meditation. 1: Er det så blevet inkorporeret i din hverdag? Carsten: Det er blevet en fast del af min hverdag. Det er det. Der kan godt gå en dag, hvor jeg ikke praktiserer det. Men så sørger jeg for at gøre det igen dagen efter. Og nogle gange gør jeg det også to gange om dagen, hvis jeg har mulighed for det heroppe. Og det virker rigtig rigtig fint. 8: Vil du mene at mindfulness- forløbet alene kunne have været med til at have ført dig til hvor du er i dag? 2: Uden medicin? Carsten: Det kan jeg ikke endegyldigt sige. Det tror jeg faktisk godt det kunne. Men det kan jeg af gode grunde ikke Fordi jeg var jo startet på medicin inden. Men jeg tror det ville have taget længere tid. Og jeg tror også det ville have været risikabelt. Altså forstået på den måde, at hvis du er (?) og så ligger, kommer helt derud i sådan en mental tilstand, på en hel dags stilledag, hvor du så er helt derude af, så vil jeg være voldsomt bekymret for, hvad man kan finde på. Det vil jeg være. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke havde latterlige tanker inden jeg gik ind i det. At jeg var på vej. Det er jeg