Bib forum. Hvad Biblioteket kan lære af Vejret. Borgerinddragelse: hvem, hvad og hvorfor?

Transkript

1 Bib forum F O R B I B L I OT E K E R N E I R E G I O N H OV E D S TA D E N Hvad Biblioteket kan lære af Vejret Borgerinddragelse: hvem, hvad og hvorfor? Underbukserne i lydbogen om bibliotekerne og de sociale medier Når litteraturen sætter uventede spor Et kig ind i Johns værksted III Inspirationsbørsen Fællesskaber på Bibliotekerne Det gode samarbejde og de gode konflikter med borgerne Fællesspisning som konfliktforebyggelse Nyt fra Centralbiblioteket Juni 2015

2 Bib forum udgives af Gentofte Bibliotekerne. Redaktionsudvalget: Lone Gladbo, kulturdirektør, Gentofte Bibliotekerne (ansvarshavende redaktør) Tine Brings Brock, bibliotekschef, Høje-Taastrup Kommunes Biblioteker Caroline Enghoff Mogensen, bibliotekar, Blågården Bibliotek Kirstine Hagen Thomasen, bibliotekar, Rudersdal Bibliotekerne Anette Thede, digital redaktør, Helsingør Kommunes Biblioteker Sanne Caft, vicechef, Københavns Hovedbibliotek Esben Fjord, udviklingschef, Gladsaxe Bibliotekerne Stig Grøntved Larsen, udviklingskonsulent, Gentofte Bibliotekerne Næste nummer udkommer september 2015 Forside: Lysvandring Gadehavegård (foto: Kim Matthäi Leland) Layout: boldings.dk Tryk: ClausenGrafisk ISSN

3 Indhold Leder... 4 Hvad Biblioteket kan lære af Vejret... 5 Borgerinddragelse: hvem, hvad og hvorfor?... 8 Underbukserne i lydbogen om bibliotekerne og de sociale medier Når litteraturen sætter uventede spor Et kig ind i Johns værksted III Inspirationsbørsen Fællesskaber på Bibliotekerne Det gode samarbejde og de gode konflikter med borgerne Fællesspisning som konfliktforebyggelse Nyt fra Centralbiblioteket... 23

4 Leder Af kulturchef Lone Gladbo, Gentofte Kommune Kan man måle bibliotekernes værdi i tal? Siden bibliotekerne mistede deres monopol på information, har bibliotekernes samfundsmæssige værdi ofte været til debat. Det digitale Råd udarbejdede for nogle år siden en rapport, der viste hvordan mellem halvdelen og to tredjedele af udgifterne til folkebibliotekerne kunne spares ved at digitalisere alle materialer. Også lokalt i kommunerne har vi ofte haft problemer med at argumentere for vores berettigelse i kampen om de årlige budgetter. Nu har Copenhagen Economics udarbejdet en analyse for tænketanken Fremtidens Biblioteker, som kort fortalt beregner, at folkebibliotekerne er mere værd end udgiften på de årlige budgetter. Rapporten viser kun et udsnit af folkebibliotekernes samlede virksomhed og værdisætter ikke f.eks. den daglige dialog og sparring, der foregår mellem bibliotekspersonale og brugerne. Rapporten undersøger tre temaer, hvoraf det kulturelle bidrag udgør det største samfundsøkonomiske bi - drag. Bibliotekernes sociale og kulturelle bidrag kommer af, at det ikke kun er brugerne af bibliotekerne, der er villige til at betale for bibliotekernes eksistens. Også ikke-brugerne sætter pris på biblioteker. Med dets mange kulturtilbud og sociale arrangementer løfter bibliotekerne en betydelig opgave på kultur- og socialområdet. Samlet set finder rapporten, at bibliotekerne bidrager med ca. 3-4 mia. kr. årligt for sociale og kulturelle effekter, altså ca. dobbelt så meget som de 2 mia. kr., danskerne i dag betaler årligt via skatter for bibliotekerne. Det andet element, som rapporten analyserer, er folkebibliotekets samfundsøkonomiske bidrag til et øget uddannelsesniveau. Bibliotekerne bidrager til at øge børns læsefærdigheder, de øgede læsefærdigheder øger sandsynligheden for at tage en uddannelse, og en højere uddannelse skaber højere produktivitet. Samlet set finder rapporten, at bibliotekerne bidrager med 2 mia. kr. årligt gennem produktivitetsgevinster fra højere uddannelse. Hvis du ikke som 8-årig har løst læsekoden, så kommer du heller ikke til det så tydeligt forklarer den norske forsker Thomas Nordahl betydningen af tidligt at lære at læse. Ifølge hans vurdering overdriver rapporten ikke, idet læsning er en forudsætning for at kunne tilegne sig kundskaber og slår igennem i alle fag. Det tredje og sidste tema rapporten analyserer, er folkebibliotekets samfundsøkonomiske bidrag til øget digitalisering i samfundet. Samlet set opgør rapporten, at bibliotekerne skaber værdi for mio. kr. årligt ved at bidrage til den digitale omstilling. Bidragene kommer via de fire kanaler: e-post, digital selvbetjening, netbank og sparet tid ved digital selvbetjening. Men er det lødigt eller ikke lødigt at udarbejde denne type analyser? spurgte rapportens forfatter Christian Jervelund på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde og tilføjede i kampen med plejehjem og skoler om budgetterne? Og svarede selv: Det er et helt forkert spørgsmål, for det er enhver direktions pligt at præsentere en strategi, som er udarbejdet på baggrund af evidens og viden. Ifølge Christian Jervelund er det en rigtig god forretning for kommunale politikere at bruge penge på at investere i gode biblioteker, idet det helt konkret løfter BPN, og desuden er borgerne meget glade for bibliotekerne. Også Thomas Nordahl finder det vigtigt at arbejde med evidens, og anbefaler at vi går fra Jeg tror og vi plejer til Jeg ved og det virker, eller som han forklarer, at i mange offentlige institutioner er der så megen tro, at det kunne være teologisk fakultet. Kulturminister Marianne Jelved er ikke helt så begejstret for den økonomis ke analyse og mener, at bibliotekerne i stedet for skal argumentere for deres berettigelse ved at fortælle de gode historier om den forskel, som bibliotekerne gør. Næste års prioritering af de årlige budgetter At prioritere bibliotekerne i den årlige kamp om næste års budget er en investering i fremtiden, som det kan være svært for lokale politikere at foretage, når man er under pres pga. ældrebyrden eller ønsket om at nedsætte skatten. De mange gode historier om den forskel bibliotekerne gør for rigtig mange borgere, skal vi fortsætte med at fortælle igen og igen. Og det er ret fantastisk, at vi nu kan supplere de gode historier med denne økonomiske analyse foretaget af et anerkendt analyseinstitut. Det har helt sikkert været en øjenåbner ikke alene for os biblioteksansatte, men også for mange lokale politikere. 4

5 Hvad Biblioteket kan lære af Vejret Af Christian Lauersen, chef Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek / Det Kongelige Bibliotek Every great love starts with a great story Nicholas Sparks En mandag i marts var jeg på besøg hos Columbia University Libraries i New York. Jeg var der bl.a. for at kigge på udviklingen af Data Labs på universitetsbiblioteker, men over frokosten med de gode folk fra Columbia, drejede snakken ind på noget helt andet: TVvejrets gradvise overtagelse af mediebilledet. Jeg kan huske en tid for ikke mange år siden, hvor Vejret var en ganske kort sektion i slutningen af ny hederne, hvor en meteorolog præsenterede den velkendte 5-døgnsprognose. Hvordan bliver vejret de næste 5 dage sådan ca.: lidt sol her, lidt regn der og måske noget om vindstyrke. De tider er for længst borte med blæsten. I dag får den kommende danske valgkamp, Boko Horam-massakren i Nigeria og årets Champions League slutspil hård konkurrence fra de aktuelle pollental, detaljerede indføringer i cumulusskyens sammensætning, historiske facts om temperaturudsving og Hr. og Fru. Danmarks indsendte billeder af de spæde forårstegn. Hvordan skete det? Hvordan kan det være, at meteorologiske fænomener som vi bevares til en vis grad er interesserede i at høre om (skal jeg tage regntøj med på arbejde fordi det begynder at regne i eftermiddag) og kan have en holdning til, men samtidig på ingen måde er herre over, er blevet en regulær institution i nyhedssendefladen? En institution som, afhængig af kanal og nyhedsblok, ofte fylder Dette indlæg er en genskrivning af skribentens blogindlæg på The Library Lab: Christian Lauersen mere end Sporten og ligeså meget som Nyhederne. En nærliggende forklaring kunne være, at vejret naturligt nok vedrører alle. Det er noget vi alle kan være fælles om at elske og hade, og noget alle kan snakke med om. Men omvendt har det jo altid været på den måde, så hvorfor skulle den del pludselig fylde mere? Jeg tror det er fordi vejr-folket er brandgode til at fortælle historier. Her et par eksempler. Eksempel nr. 1: Bodil, Allan og alle de andre Det giver god mening, at store tragiske vejrfænomener som orkanerne Katrina og Hugo, der hærgede forskellige dele af det amerikanske kontinent, får et navn. Det er voldsomme kræfter, der er på spil, menneskeliv går tabt og mange skæbner berøres på tragisk vis, og navngivningen hjælper både medier og offentlighed med at adressere katastrofen på en meget håndgribelig måde. Men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved det meningsfulde i, at danske storme som f.eks. Bodil og Allan navngives. Jeg erkender absolut at det blæste, og jeg så sågar en teglsten blive revet af et tag under Bodil, men så var det heller ikke værre. Hvis de to storme ikke havde været navngivet var de glemt for længst, men navngivning gav mulighed for effektfuld historiefortælling både før og efter stormen (en Google-søgning på Stormen Bodil giver f.eks hits). Eksempel nr. 2: The Drama Queen At være allergisk overfor pollen er ikke sjovt, og for nogen er det en gene, der påvirker deres liv i meget stor grad, når det står på. Men det er ikke Ebola eller SARS. Jeg har ikke hørt om nogen, der er døde af pollenallergi. Alligevel formår meteorologer at sætte sæsonens pollental i scene, som var det Den Spanske Syge, der fejede hærgende over det ganske land. Man ser, i absolut bedste sendetid, interviews med pollen-ofre, der med røde næser og tåre i øjnene fortæller om, hvilken hæmsko birk påfører deres dagligdag, mens indslaget blive krydret med videnskabelige fakta om pollen og årstid. Jeg anerkender 100 %, at det er meget generende at lide af pollenallergi, og jeg kan faktisk 5

6 godt lide de videnskabelige fakta, men jeg undres over, hvordan disse indslag er blevet vigtigere end den højspændte situation i Kreml. Eksempel 3: Breaking news live fra vadestedet Inflationen har for lang tid siden fået has på breaking news -konceptet. Gul er som regel farven på breaking news, og den farve bliver flashet et par gange om dagen på diverse nyhedsmedier, og meteorologerne får så absolut deres del af den kage: En strid blæst fyger ind over Danmark, og hvis der er den mindste chance for, at vandet vil oversvømme diget ved Esbjerg Havn, har vi en håndfuld vindblæste reportere på pletten iført regnjakker og mikrofon. Kun dem, mågerne og den rasende natur. De beretter stakåndet om de scenarier et gennembrud på diget kan medføre og interviewer den lokale hjemmeværnsmand om kampen mod vandmasserne. Det er drama og breaking i bedste sendetid, og som regel sker der ikke det store, men historien fortælles alligevel med en indlevelse og iscenesættelse, som galt det jordens undergang. indflydelse på, og jeg kender meget få med specielt stærke holdninger til vejret, men alligevel har de formået over tid at vinde mere og mere medieterræn fra væsentlige lokale, nationale og globale nyheder. De sælger billetter og udvider bid for bid deres terræn. I USA findes der hele kanaler, Weather Channels, udelukkende med indslag at berette om og forholde sig til; de opbygger dramaer; de er live hvor det sker lige nu og her, og de inddrager os i deres fortællinger. Så hvad kan bibliotekerne lære af det? Ret meget tror jeg. På trods af stigende besøgstal, et højt aktivitetsniveau og udbredt tilfredshed i befolkningen, har folkebib- om vejret. Der er vi ikke endnu, men det går den vej. Forklaringen tror jeg skal findes i ovenstående eksempler, der alle på forskellig vis illustrerer, hvordan Vejret er fantastisk dygtig til at fortælle historier: De personaliserer vejrfænomener ved navngivning, så det er nemmere liotekerne i Danmark i en årrække stået i første række når sparekniven skulle svinges over de kommunale budgetter. Fag-, forsknings- og uddannelsesbibliotekerne har det ikke meget bedre. Der er naturligvis mange grunde til denne udviklingen, men jeg tror en af dem er, at vi ikke altid er de bedste Eksempel 4: Fortæl mig dit vejr Vejret er fantastisk til at inddrage befolkningen i deres indslag. Folk sender et hav af billeder ind af diverse vejrrelaterede fænomener: en vintergæk, en smuk regnbue i horisonten, den første sne osv., og de bliver vist og forklaret af meteorologerne. Denne invitation til at medvirke og til at skabe indholdet af Vejret er fantastisk effektiv nu er det ikke kun meteorologen ekspertens historie og mening om vejret, det er også vores, og den form for medvirken og inddragelse kan vi godt lide. Hvad kan Biblioteket lære af det? Jeg tager hatten af for meteorologerne. Det indhold, der formidles, har vi ingen 6

7 historiefortællere. Eller også fortæller vi de forkerte historier. Både de kommunale og de statslige biblioteker befinder sig typisk i konkurrence med andre institutioner, når budgettet skal fordeles. For folkebibliotekerne må det vække stof til eftertanke, at andre kommunale kulturinstitutioner, som f.eks. sportsinstitutioner, i højere grad går på bibliotekernes lendomater. Vinklen var, at man grundet besparelsen blev nød til at skære i bibliotekspersonalet, så kommunens borgere nu i højere grad måtte benytte en maskine til at låne bøger frem for at få hjælp af en bibliotekar. Et ganske misvisende billede: Lendomaterne har for alle biblioteker været et bevist tilvalg, for at fri når der skal spares. Bibliotekerne taber pt. den kamp, og her er et eksempel på, hvorfor det er sådan: For et lille stykke tid siden så jeg et indslag på TV2 Lorry om besparelse på Københavns Kommunes kulturinstitutioner. Som eksempel på besparelsens konsekvenser havde journalisten valgt at fokusere kunne frigøre ressourcer til at udnytte bibliotekspersonalets kompetencer til andre opgaver end at bippe bøger ud til borgerne. Men i stedet for at fortælle historien om hvordan bibliotekerne effektiviserer basale opgaver som bogudlån, så tid og kompetencer kan bruges på læseklubber, lektiecafeer, IT- 7 undervisning, arrangementsvirksomhed og informationssøgning, blev det en historie om, hvordan bibliotekaren grundet besparelser nu ikke havde tid til at stå ved en skranke og låne bøger ud til borgerne. Det rigtig uheldige ved historien er ikke så meget misforståelsen omkring indførslen af lendomater, men mere at bibliotekaren og bibliotekets funktion bliver fremstillet og marginaliseret til en skranke, hvor der udlånes bøger. En kvinde i 30 erne blev sågar interviewet ved lendomaten med følgende udtalelse til følge: jeg savner virkelig bibliotekaren til at hjælpe mig med at udlåne bøger. Hvorfor var det denne sørgelige historie, der blev fortalt og ikke en anden, bedre, stærkere historie om Bibliotekets rolle i lokalsamfundet anno 2015? Det er bl.a. fordi, vi ikke har været gode nok til at fortælle historierne om Biblioteket. Vi er naturligvis ikke herrer over hvilke historier journalister og medier fortæller, men vi kan påvirke dem, befolkning og beslutningstagere, hvis vi finder ind til kernehistorien om Biblioteket og fortæller dem med de virkemidler, der fungerer i relation til historie og den platform, der formidles på. Det er højst sandsynligt ikke de samme virkemidler som Vejret bruger, men ved personalisering af deres stof, dramatisering og inddragelse taler de til os, og det virker. Vi skal finde den form, der passer os, og så skal de gode historie om Biblioteket fortælles på lokalt, national og globalt plan. Biblioteksorganisationer som Bibliotekarforbundet, Danske Fag-, Forsknings- og Uddannelsesbiblioteker, Danmarks Biblioteksforening osv. spiller naturligvis en stor rolle i dette arbejde, men hver biblioteksansat på hvert et bibliotek bør hvor som helst og når som helst være i stand til at fortælle den gode historie om det Bibliotek vi ved er så vigtigt. Start fortællingen. Og fortæl den højt.

8 Borgerinddragelse: hvem, hvad og Af bibliotekar Caroline Enghoff Mogensen, Blågården Bibliotek, København Københavns Biblioteker vedtog i 2014 en ny strategi og er nu i gang med en total omkalfatring i form af den såkaldte Bibliotekspakke. Under overskriften Styrk borgerne har ledelsen i Bibliotekspakken udstukket 11 indsatser, der skal sikre, at den nye strategi bliver til virkelighed i løbet af de kommende fire år. En af indsatserne er Borgerinddragelse et temmelig uafgrænset buzzword, der i daglig tale både kan dække borgeren, som får lov at flytte bibliotekssofaen to meter længere til højre, og borgeren der på fast basis er dybt involveret i bibliotekets aktiviteter. Jeg har talt med Pil Hodal, projektleder for Bibliotekspakkens borgerinddragelses-indsats om, hvad det er for en slags borgerinddragelse, der skal være med til at give København en international førerposition på biblioteksområdet, som der står i projektbeskrivelsen. Hvem er det egentlig, der skal inddrages i hvad og hvorfor? tøjbyttemarked til en fredsmarch. Her optræder den biblioteksansatte som en vejleder uden beslutningsret og lader kun borgerens ideer begrænse af lovmæssige hensyn og den slags. Projektet arbejder med alle tre typer, men fokus er på samskabelse. Men det har bibliotekerne da allerede arbejdet med længe? Ja, der findes jo strikkeklubber, læseklubber og lektiehjælp mange steder, og projektgruppens opgave er blandt andet at identificere, hvad der allerede findes af borgerinddragelsesaktiviteter, og få de bedste videreudviklet og gjort til færdige koncepter, der nemt kan bruges på andre biblioteker. Vi skal også udvikle helt nye koncepter for borgerinddragelse, men først efter grundigt at have undersøgt hvad der findes, og vi har været vidt omkring på studiebesøg, Kan du hjælpe mig med at afklare, hvad der menes med borgerinddragelse? Vi skelner i projektet mellem frivillighed, samskabelse og borgerdrevne aktiviteter. En frivillig hjælper med en aktivitet, som allerede er defineret af bibliotekets ansatte f.eks. lektiehjælp. Samskabelse er når de biblioteksansatte udvikler, planlægger og udfører et projekt i samarbejde med en borger her er nøgleordet ligeværdighed! Og så er der de borgerdrevne aktiviteter, hvor en borger henvender sig til biblioteket for at få hjælp til at planlægge og afvikle et arrangement, som hun selv har udtænkt. Det kan være alt fra et PIL HODAL Pil er kandidat i Kommunikation og Pædagogik og Uddannelsesstudier fra Roskilde Universitet og blev i 2010 ansat i 2200Kultur som kulturmedarbejder. Pils primære opgave har været at producere større events i lokalområdet, og hun har bl.a. været en af grundlæggerne bag værkstedet KulturSkaberne. KulturSkaberne er et værksted, hvor borgere kan få hjælp til udvikling, planlægning og afvikling af egne kulturproduktioner. KulturSkaberne startede på Nørrebro Bibliotek, men findes i dag også på Blågården, Vesterbro Bibliotek (Kulturanstalten), i Gladsaxe samt Randers og Horsens. I dag er Pil projektleder for Borgerinddragelses-indsatsen under Bibliotekspakken i Københavns Biblioteker. 8

9 hvorfor? f.eks. i Helsingør, Kolding, Lyngby og Malmø. Til sidst skal vi udarbejde best practice for, hvordan vi arbejder med henholdsvis frivillighed, samskabelse og borgerdrevne aktiviteter. Er du sikker på, at borgerne gider bliver inddraget? En ting er at møde op som lektiehjælper, men har folk tid og lyst til at stable aktiviteter på benene selv? Altså, vi har jo prøvet det her med borgerinddragelse før, især i kulturhusregi, og al erfaring siger, at den største udfordring ikke er manglende lyst til at deltage, men manglende kendskab til muligheden. Vores udfordring er at ændre borgernes opfattelse af biblioteket som et sted, hvor man kan modtage kultur, til at være et sted hvor man gerne må være skaber af den selv. Min erfaring er, at folk virkelig giver den gas, når først de forstår dét. Men man skal ud og lave events og slå på tromme for at åbne folks øjne for muligheden. Hvem er de borgere, der gerne vil inddrages? Er det folk, der bobler over af kulturelt overskud, eller er det dem, som ingen andre vil lege med? Det er selvfølgelig naivt at påstå, at det er alle slags borgere, der involverer sig i biblioteket, det er jo som regel folk med overskud. Men samskabelsen åbner op for et bredt spekter af forskellig kultur kultur, som vi kulturmedarbejdere ikke anede fandtes og var elsket højt af en bestemt gruppe mennesker, og det er jo fedt vi får masser og anderledes og forskelligartet kultur. Nogle af de ideer, borgere er kommet til mig med i tidens løb, har helt ærligt lydt ret åndssvage i mine ører, men så viser det sig, at der faktisk er mange andre borgere, der synes, det er fedt. Det er virkelig vigtigt, at vi ikke bliver smagsdommere men vi skal selvfølgelig kvalitetssikre til en vis grad. Kvalitetssikring og smagsdommeri hvad er forskellen? Vi skal arbejde ligesom en vejleder på en uddannelse! Sørge for at borgeren kommer helskindet igennem projektet og ikke fejler, men hvad projektet skal handle om, er ikke vores bord, hvis du spørger mig. Altså meget forenklet sagt: Hvis der står på plakaten, at der er røde pølser til de fremmødte, så SKAL der også være røde pølser. Men vi blander os ikke i, om borgerne vil servere røde pølser eller æbleskiver. Og dog. Vi kan jo godt lige sparre med dem om, hvorvidt vi synes, det er en god idé at servere svinepølser på Nørrebro. Men det er i sidste ende op til arrangøren. Hvorfor synes du, at opgaven med borgerinddragende kultur hører hjemme i bibliotekerne? Det taler jo lige ind i formålsparagraffen: Oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Og så kan biblioteksrummet bare et eller andet. Det er en af de eneste offentlige MAGTTOMME rum meget inspirerende! Men der er behov for kompetenceudvikling af personalet inden for eventplanlægning og arbejdet med borgerinddragelse. I arbejder for tiden med nogle pilotprojekter, der, hvis de fungerer, skal færdigudvikles til koncepter, som kan bruges af alle biblioteker. Må vi her til sidst høre, hvad det er for nogle? Ja, vi arbejder pt. med fire pilotkoncepter. Et makerspace-koncept, der handler om, at borgere mødes på biblioteket og fremstiller noget sammen. Det kan være, de mødes om at sy, om at lave cykler, eller at de mødes for sammen at udvikle elektroniske instrumenter, som det f.eks. sker på Blågården pt. Bibliotekets opgave er f.eks. at stå for indkøb/anskaffelse af de værktøjer og materialer, som borgerne behøver for at kunne køre de enkelte værksteder. Et andet koncept er det, vi kalder My favourite things, som er en slags showand-tell, hvor borgere f.eks. fortæller om deres yndlingsbog eller afspiller deres yndlingsplade for andre borgere. Det tredje pilotprojekt har arbejdstitlen Speakers corner det drejer sig om kortere, uformelle borger-til-borger foredrag om nicheprægede emner og det sidste koncept er en videreudvikling af de selvkørende læseklubber. De fire koncepter skal implementeres i efteråret 2015 med rigtige borgere som arrangører og deltagere. Så må vi se, hvilke erfaringer det giver os. 9

10 Underbukserne i lydbogen om bi Af digital redaktør Anette Thede, Helsingør Kommunes Biblioteker Alle regionens biblioteker er på Facebook, men kun under halvdelen har profiler på andre sociale medier. Blandt de øvrige medier er det især Instagram og Youtube, som er bibliotekernes foretrukne. Det viser en undersøgelse, som BibForum har foretaget i april. De fleste én facebook Alle biblioteker i regionen har en facebookprofil, og nogle få har flere. Et par steder har lokalbibliotekerne også, i Halsnæs har man udover hovedsiden oprettet profiler for børn/forældre, litteratur og musik/film udover hovedsiden, og i Gentofte og Hillerød har man særlige kunstprofiler parallelt med kunsten i det fysiske bibliotek. I Albertslund faciliterer man en lokal FIFA-side (e-sport) og på Blågården bl.a. Copenhagen Music Maker Space. Halvdelen af bibliotekerne har desuden en Instagram, 40 % er på Youtube, mens kun en femtedel tweeter. Et enkelt bibliotek, Hillerød, har derudover kastet sig ud i Pinterest. Fra få til mange tusinde følgere Kommunikationsfirmaet Komfo, der har specialiseret sig i sociale medier, har beregnet rækkevidden på opdateringer i facebook. Firmaet anslår en rækkevidde til mellem 4 og 12 procent af ens brugere. Man kan øge rækkevidden ved enten af booste eller ved at lave opdateringer, der engagerer brugerne. Helsingør havde i april en rækkevidde på 8 procent. Komfo anbefaler, at man ikke bruger konkurrencer med henblik på at skaffe flere fans, da de nye fans ikke vil være reelt interesserede og derved trække siden nedad i facebooks hierarki. Bibliotekerne tegner et broget billede af følgere. Med knap 5200 likes ligger Gentofte Hovedbibliotek klart i front. Det er bemærkelsesværdigt mange, også selvom man tager befolkningsunderlag og befolkningens uddannelsesniveau i betragtning. Vi prøver bare at have en skæv tone og lægge sjove billeder ud og skabe opmærksomhed om bibliotekets mange tilbud, siger Signe Pallisgaard fra Gentofte. I april fandt jeg et tankevækkende billede om litteratur á lá advarslerne på cigaretpakkerne. Det var egentlig ikke noget særligt, men den fik 739 delinger! Også Hillerød, Ørestad og Hvidovre kommer bredt ud. De har alle omkring 1000 følgere. En tredjedel af bibliotekerne har betalt Facebook, dvs. boostet, for at komme længere ud. Det har Hvidovre gjort for at få flere svar på et spørgeskema og få flere til arrangementerne, men hverken Hillerød eller Ørestad har boostet. Vi har aldrig jagtet likes, for i sidste ende er det primært lokale likes, som har betydning (fx kommer til vores arrangementer), siger Ørestad. Det passer meget godt med holdningen hos kommunikationsbureauerne. BM Social skriver fx Vi ønsker jo alle at se vores følgere stige voldsomt og hurtigt i antal. Men disse følgere gennem social markedsføring er ikke nødvendigvis lig med, at de rent faktisk engagerer sig, giver ROI (fortjeneste) eller salg! En hovedregel er, at man ikke skal købe følgere forstået således at man ikke skal eksponere sig bare for at eksponere sig. Man skal selvfølgelig gøre opmærksom på sig selv og sin virksomhed men husk at vær målrettet! Gentofte booster enkelte store arrangementer, bl.a. deres bogmesse, men det er ikke mit indtryk, at vi får flere følgere af den grund, siger Signe Pallisgaard. Helsingør, Ballerup og Fredensborg har knapt 1000 følgere, og herefter er der en del biblioteker lige under de 500. Flere biblioteker i regionen har afsat penge i år til at booste. Det sjove og pudsige dominerer Lisbeth Klarskov fra IT-Universitet står bag et af de forskningsbaserede studier af, hvad danskerne rent faktisk taler om på Facebook. Konklusionen er, at underholdning og hverdagsliv fylder mere end politik og nyheder: Kommunikationen centrerer sig om ting, der sker i folks privatliv, og udveksling af sjove links og YouTube-videoer, primært internationale, sekundært danske. Og det er også erfaringerne fra bibliotekerne. 60 % af bibliotekerne har svaret, at deres mest likede/delte facebookopdateringer handler om noget sjovt eller pudsigt. Egedal knipsede et billede af en bibliotekar, som skulle cykle til Paris, Hillerød har haft held med et portræt af en af deres brugere. Fredensborg booster nogle af deres arrangementer, og det kan ses i likes, men ellers er det mest pudsige biblioteksrelaterede billeder, som er populære, bemærker de. Albertslunds mest populære opdatering er et stillingsopslag, og Halsnæs et foto af det ombyggede bibliotek. 10

11 bliotekerne og de sociale medier Helsingør tog vist rekorden, da biblioteket boostede en lille film om, hvorfor Biblioteket Kulturværftet var kåret som et af de bedste i Europa. Det medførte i rækkevidde, 319 likes, 21 kommentarer og 63 delinger. Tendensen med det sjove og pudsige går igen i Instagram. 50 % af bibliotekerne har flest likes her. Særlig genklang i Egedal gav billedet af et par underbukser i en lydbog (!) Oplysninger om events og dækning af begivenheder deles ligeligt om de resterende 50 %. Strategi? Tjaaaa Under en tredjedel af bibliotekerne, dvs. Halsnæs, Hillerød, Gentofte, Ballerup, Brøndby, Helsingør og Egedal, arbejder ud fra en digital strategi, men enkelte biblioteker, som Fredensborg, arbejder på en samlet kanal-, formidlings- og kommunikationsstrategi. Tilsvarende svarer godt to tredjedel, at der er delvis sammenhæng med den øvrige markedsføring: Fx arrangementsannoncering og pr for bogudstillinger. Halsnæs lægger fx links ud til artikler på webben. Central gruppe Knap halvdelen af bibliotekerne har en central gruppe, der står for post på de sociale medier, og her tilføjer flere, at alle er velkomne til at komme med indhold og ideer. I Hvidovre er det i høj grad ud fra interesse, hvem der sidder i gruppen. Men alle filialer og afdelinger er repræsenteret. I bl.a. Vallensbæk og Ørestad må alle lægge på facebook, men reelt er det kun få, der gør det. Godt 20 % har repræsentanter i hver afdeling, der samler ideer ind og giver videre. Kilder Spørgeskema foretaget i april 2015 af BibForum til alle Hovedstadsregionens biblioteker. 21 ud af 29 har svaret. Du kan få tallene i spørgeskemaet ved at henvende dig til Anette Thede, Helsingør, på ath65@helsbib.dk Læs videre om formidling på de sociale medier her: Astrid Haug: Sig du kan li mig. Indholdsstrategi for sociale medier (60.1)

12 Når litteraturen sætter uventede spo en fortælling om at gå nye veje Af afdelingsleder Lisbeth Holbæk Rostholm, Gadehavebiblioteket i Høje-Taastrup Kommune Om lidt skal Maren og Gülizar ind på Vridsløse Statsfængsel og fortælle historier for nogle af fængslets ansatte. I et lille halvtomt kontorlokale øverst oppe i fængslet har Maren indrettet et stemningsfyldt pauserum med tyrkiske tæpper, te samovar, små tyrkiske teglas, stearinlys og blomster. I dag skal fængselsbetjentene høre fortællingen Te i Sahara. Betjentene ved ikke, hvad der venter dem, for pausen er en uventet gave og gives til hver enkelt alene sammen med Gülizar. Det er en intens oplevelse for medarbejderen og for Gülizar, hvor fortælling og sang ofte bliver katalysator for personlige samtaler om eksistentielle ting i livet. Når pausen er slut får betjenten en ekstra gave med sig videre på arbejde: En hjemmebagt kage, en økovand med brus, der er påhægtet Aarestrups boblende digt og en genstand fra fortællingen, der skal huske betjenten på oplevelsen og sætte spor. I tusmørket en sen eftermiddag i marts, pakker Mette, Margit og Katja trækvognen orange krus med påtrykte citater, orange tæpper, lanterner og orangeplettede termokander med varm kakao. Lysvandringen til boligkvarteret Gadevang kan begynde. Denne aften har biblioteket fået selskab af medlemmer af et lokalt kor. Lygteoptoget bevæger sig af sted med tændte lanterner. Stierne mellem boligblokkene er peppet op med grafitti små litterære citater skrevet med kridt på asfalten. Der gøres holdt undervejs, hvor vi synger godnatsange mellem husene. Forbipasserende stopper op, enkelte beboere dukker frem på altanerne og børn som lige kommer forbi på cykel, slutter sig til vandringen. Vi slår os ned på en plæne mellem husene varm kakao i krusene med litteratur citater, tæpper til at sidde på. Alle er klar til at høre Margit fortælle Bent Haller Det er slet ikke en rigtig historie. Da fortællingen er slut, begiver Katja sig, sammen med en af familierne fra Lysvandringen, hjem til familiens lejlighed, hvor hun, Katja, læser godnathistorie for Christian på 6 år og Alice på 3. I aften er historien Mor Muh gynger. På vej hjem til lejligheden har børnene fået en lille legetøjsko. Besøget hos familien afsluttes med, at Katja efterlader en lille gave, som børnene får næste morgen. Projekt Rebranding af biblioteket i udsatte boligområder I april 2014 startede projektet Rebranding af biblioteket i udsatte boligområder, støttet af Kulturstyrelsen. Projektet er et samarbejde mellem Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken i Albertslund og Gadehavebiblioteket i Høje-Taastrup. I perioden april 2014 september 2015 afprøver de to biblioteker nye out-reach tiltag med litteraturen som omdrejningspunkt, udenfor det klassiske biblioteksrum. Projektets formål og grundidé er at udfordre bibliotekets image og at afsøge nye måder at være bibliotek på kort sagt, at redefinere vores eget og borgerens billede af, hvad biblioteket også er. De narrative og performative tiltag kommer i spil på steder, hvor borgerne ikke venter det; i boligområderne, i borgerens eget hjem og på arbejdspladser. Vores vision er at åbne litteraturens almenmenneskelige potentiale og dermed styrke den enkelte borger æstetisk, socialt og kulturelt. Litteraturen får os til at vokse som mennesker og giver anledning til refleksion og dialog. Ved at bringe fortællingen ud af biblioteket, afprøver vi nye platforme, hvor relationen til borgeren sker på præmisser som er markant anderledes end ved mødet i biblioteksrummet. Møderne åbner en unik mulighed for at formidle litteraturen på nye måder. Fortællingen som omdrejningspunkt for kompetenceudvikling, performativitet og relationsarbejde Projektgruppen består af 5 projektdeltagere, 1 projektmedarbejder og 2 projektledere. Projektdeltagerne er assistenter og bibliotekarer. Når bibliotekspersonalet fortæller og synger for de ansatte på Vridsløse Statsfængsel eller for kommunens ansatte på en innovationsfestival i Høje-Taastrup Kommune, er det fordi, de er ude at rebrande biblioteket. Poetiske Pauser i offentlige og private virksomheder er ét ud af tre koncepter, der skal bringe litteraturen og biblioteket ud i borgernes liv; på deres arbejdspladser, i deres boligområde og helt ind i deres private hjem. Gennem fortællinger, sang og andre performative greb udfordres og redefineres borge- 12

13 r rens og vores eget billede af, hvad et bibliotek er. At tænke den performative og legende tilgang ind i alle aspekter af formidlings- og biblioteksarbejdet, er en udfordring som kræver, at del tagerne løbende bliver klædt på, hvorfor kompetanceudvikling af bibliotekspersonalet er en essentiel del af projektet. Anette Skov Friis er ansat i projektet til at varetage kompetenceudviklingen. Måden hun har grebet det an på, er utraditionel i den forstand, at formelle kurser har fyldt meget lidt i forløbet. Individuelle sessioner, workshops med stemmetræning og fortælleteknik og øvelser i performative greb er nogle af de metoder Anette har benyttet. Der bliver trukket på det hele menneske, med mange skjulte kompetencer. Når man som fagperson får mulighed for at gå på tværs af sine kompetencer og i en professionel sammenhæng trække på noget, som man hidtil kun har gjort brug af i sin fritid, sker der noget. Dels får man flere strenge at spille på i sin formidling, dels bliver medarbejderens tilgang så meget mere personlig. Margit: Jeg er blevet opmærksom på at læse tekster på en ny måde. Jeg har aldrig læst digte eller noveller men det gør jeg nu, fordi jeg kan lide det og for at få inspiration til fortællinger. Jeg synes det er sjovt at folde en historie ud, og samtidig kan jeg bruge mine kreative evner. Gülizar: Ingen af mine kolleger vidste, at jeg synger til fester, eller at jeg fortæller terapihistorier for børnene og mine veninder. Det var noget, der tilhørte min fritid. Men nu har jeg fået lov til at bruge det i mit arbejde, og det er helt fantastisk. Medarbejderne er vokset med opgaven fra fortællinger én til én, til at fortælle for store forsamlinger af voksne og Rebranding tænkes ind i nye og fremtidige tiltag. Relationsarbejdet har fået et konstant og nyt fokus. Projektet Rebranding af biblioteker i udsatte boligområder er således et spændende bud på, hvor bibliotekerne skal hen som kulturformidlingsinstitutioner i fremtiden, når det handler om formidling af litteratur. Rebranding af biblioteket evalueres til efteråret. Projektets resultater formidles i et idékatalog, som allerede nu kan forhåndsrekvireres hos projektmedarbejder Anette Skov Friis. Vægteren, Fortællingen kommer og Poetisk pause, er tre tiltag, som vil bringe litteraturen og fortællingen ud til borgerne. Vægteren: Den oprindelige tolkning af begrebet, hvor vægteren går rundt i kvarteret og synger folk i seng, ligger til grund for konceptet. Biblioteket laver sammen med borgerne i boligkvarterene lysvandring med lanterner og godnatsange. Vandringen afsluttes med en fortælling, før alle går hjem. Fortællingen kommer: I forbindelse med lysvandringen, besøges udvalgte familier i deres hjem, hvor børnene får fortalt godnathistorie. Fortælleren efterlader en lille gave, som har relation til den historie barnet har fået fortalt. Gaven får barnet næste morgen. Poetisk Pause: Medarbejdere på udvalgte arbejdspladser, overraskes med en Poetisk Pause. Et unikt og uventet afbræk i en travl hverdag, hvor medarbejderen får en fortælling. Også her efterlades en gave til medarbejderen, som han modtager næste gang han møder på arbejde. 13

14 Et kig ind i Johns værksted III historien om da der blev råbt RØV Af bibliotekschef Tine Brings Brock, Høje-Taastrup Kommune De sidste to numre af Bib-forum har jeg været med i værkstedet hos John Larsen i Odsherreds Bibliotek og Kulturhuse og hørt om hans arbejde med at udvikle kommunens biblioteker, så de er lokalt forankrede, borgerinvolverende og kulturformidlende. Værktøjerne i forandringsprocessen har været bevidst opmuntring til selvbetjening, en nyindretning der iscenesætter mødet mellem borger og ansat i cafeen, inspirationsområder der er personlige, digitale og fysiske, og udvikling af en ny faglighed hos medarbejderne, hvor der udover informationssøgning og informationsguidning arbejdes med at gøre bibliotekets tilbud relevante for borgerne. Forandringens DNA I dette nummer stiller jeg skarpt på, hvad disse ændringer har betydet for medarbejderne. Som jeg spurgte i artiklen i sidste nummer: Går skiftet fra bibliotekar til kulturmedarbejder så let? Har der ikke været bekymrede medarbejdere? Svaret er: JO, naturligvis har der det. Al omstilling og udvikling er svær. John fortæller, at der har været bekymringer, f.eks. da skrankerne blev fjernet og service-disken etableret, så der er et indretningsdesign, der understøtter den ligeværdige dialog med borgerne. Medarbejderne var dengang bekymrede over, at deres faste arbejdsplads med hæve-sænkeborde og stole, arbejdsredskaberne og papirerne forsvandt, og over om ovenlyset ville give genskær i den søgeskærm, der ligger i bordpladen. Ændringerne har således både været vendt mod servicen til borgerne men også mod dogmerne omkring det gode arbejdsmiljø. John beskriver det således: Der har ikke været utilfredshed, men der har været diskussion. Det har tit været om forhold som at få ondt i ryggen efter 10 minutter, hvis man skal stå ved servicebordet, hvor til jeg så har sagt, jamen så hæv bordet lidt eller sæt dig med en borger i caféområdet eller en krog. Og da medarbejderne sagde, at der kommer loftsrefleksioner i skærmen, så indkøbte jeg en parasol og satte den, så den gav skygge ved skærmen. Vi fik løst det på den måde. Så vi forsøger lige så stille at få det arbejdet ind. Vi har også drøftet længden af tid, hvor man er på i udlånet og betjener borgere, hvor medarbejdere har sagt, at de højst kunne holde til det 3 timer af gangen. Dertil har jeg sagt, så er det svært at være erhvervsdrivende, for de har åbent fra 10 til 22. Vi har i biblioteksverdenen været vant til, at der har været grænser vi ikke kunne overskride. Jeg siger ikke, at det er nemt at stå og betjene 8 timer om dagen. Det skal man forhåbentlig heller ikke, man kunne f.eks. sørge for, at komme rundt i biblioteket, sætte sig med en borger ved et bord under dialogen eller kalde på en kollega der sidder på et kontor, hvis det virkelig brænder på, så man selv skaber sig en fornuftig hverdag. Så opskriften i Odsherred er løbende at lytte til bekymringerne og erfaringerne og tilpasse måden tingene gøres på, så man giver lidt og tager lidt og finder kompromiserne. Der er holdt fast i retningen. Men som John flere gange understreger under samtalerne bag artiklerne Det er ikke sådan, at der er en beskrivelse af projekterne og projektforløbene fra dag til dag. Vi ændrer fuldstændig ublu fra dag til dag, så når vi kan se, at her er det rigtigt, at der er et problem, så ændrer vi det, så det er nemmere for alle. Men retningen holder vi fast i, nemlig at arbejde med forholdet mellem brugere og medarbejdere, at rummet taler, og at vi har et godt miljø, hvor vi udvikler noget. En del af forklaringen på at omstillingen lykkes, skal ifølge John også findes i, at der er tale om en lille personalegruppe på 30 personer, som færdes i de sammen huse og alle kender hinanden. John har et forhold til alle ansatte, og det er en af grundene til, at omstillingen lykkes trods bekymringer hos medarbejderne. Medarbejderen som subjektiv formidler Den udvikling, som medarbejderne gennemgår, kræver, at de træder ud af den neutrale rolle som objektive formidlere. Det er et udfordrende skifte at skulle stille op som subjektiv, personligt formidlende fagprofessionel. Hvad siger medarbejderne til den rolle? John: Tit forsøger de at undgå at blive for personlige, ud fra en begrundelse der går tilbage til objektiviteten. For hvis de stiller sig op og siger, at de har en stor viden indenfor musik, og der så kommer en ekspert, så synes de, at de har stillet sig op og spillet Karl Smart. Den nervøsitet har jeg mødt, når vi har talt om medarbejdernes personlige formid- 14

15 lingshjørner, hvor medarbejderne præsenterer sig selv og sine kompetencer på en powerpoint på en tv-skærm i udlånet, men nu er nervøsiteten væk og nu udvikler præsentationen sig. Jeg taler ikke mere med medarbejderne om præsentationerne, nu gør de det selv. De tør være åbne og de tør være sårbare, men i begyndelsen var de bange for at skrive for meget om dem selv på skærmen! Til spørgsmålet om hvordan medarbejderne er nået til punktet hvor de kaster sig ud i opgaven lyder forklaringen: de står, så de sjældent er alene. Vi placerer medarbejderne samme sted, de hører hinanden og taler sammen bagefter. De præsterer og vil gerne vise deres personlige side overfor kollegerne for at inspirere hinanden. De bakker hinanden op. Når medarbejderne arbejder med projektet Odsherred Læser, er de iført kjoler med strutskørt og træder i den grad ud af anonymiteten: De er på. De stiller sig op. De tør være i centrum. De er fantastiske! Når de har den kjole på er de i uniform, en kjole med strutskørt med ord skrevet på stoffet. Hvordan har John støttet medarbejderne i den udvikling og i at finde det mod? John: Det har bygget op med skærmene, du har specialtøj på, det at du står og bogstavelig talt rører ved brugeren hver gang I laver en søgning og skal kigge på skærmen sammen, det at vi snakker med borgeren om helt almindelige ting, som f.eks. om kagen er god i dag. Alt det gør dig mere modig og sikker i din rolle. Det er ikke bevidst udviklet, der er også meget tilfældighed inde over. Dengang der blev råbt RØV Jeg har med mine spørgsmål, mange gange kredset om, hvor styret udviklingen er, og om hvad det helt konkret er, som John gør for at motivere medarbejderne og få dem til at føle sig tryg i rollen. Et af spørgsmålene er f.eks., om medarbejderne ikke har reageret imod udviklingen? Om de ikke har sagt fra og været uenige i vejen og retningen. John griner lidt og siger: Har jeg fortalt dig om dengang, der blev råbt RØV efter mig! Jeg tror, at mange opfatter mig som leder, jeg tror også at nogle gange synes de, at jeg går for langt i at være leder de tænker, at nu vil han fandeme også bestemme dit og dat. Det gør jeg også, men ud fra en ivrighed og en lyst. Til gengæld er jeg modtagelig, min dør altid åben, og folk kommer herind og taler om alt muligt, stort og småt, og det er rigtig hyggelig. Men somme tider får jeg også trådt på nogle ting. En af de mest positive oplevelser i den retning var, da jeg på et tidspunkt havde presset noget igennem, som en med arbejder var uenig i. Hverken hun eller jeg kan i dag huske, hvad det handlede om. 15

16 Dagen efter startede hun arbejdsdagen med at køre 35 km i modsat retning af der, hvor hun skulle have vagt, for at komme herhen kl. 8, stikke hovedet ind af døren i ca. 3 sekunder, kiggede på mig og råbte RØV, hvorefter hun kørte de 35 km tilbage og mødte ind i en filial i Asnæs kl for at tage vagten der. Hun var simpelthen vred, men hun har også altid et glimt i øjet. Jeg grinede hele dagen. Det er en af de fedeste ting der er sket for mig, fordi så var jeg klar over, at budskabet var, at vi accepterer det, men du er nødt til at tænke over det alligevel. Et par dage efter fik vi så talt om det. Det er den atmosfære der bringer tingene videre. Kompromis som forandringskraft Hvordan igangsættes og drives udviklingen? Hvor kommer medarbejderne ind i billedet? John: Vi arbejder typisk sådan, at ledelsen og måske en med arbejder sætter sig sammen og ud arbejder et tankesæt om, at vi skal den vej. Så sætter vi ideen i søen og beder medarbejderne om at gå og snakke om det og udvikle på det. Vi giver og tager lidt og når på den måde måske 50 % af det, som vi egentlig gerne vil, og det lever vi med. Til gengæld igangsætter vi noget nyt hver anden måned. Hele tiden sætter vi noget nyt i gang. Efter vi f.eks. har sat rummet i gang med den nye servicedisk, har 2-3 medarbejdere fået til opgave at følge det og komme med forslag til, hvordan det skal videreudvikles. Sker det ikke indimellem, at medarbejderne siger: Nej det vil vi ikke? Og hvad gør du så? Jo det sker, men så differentierer jeg, for det er aldrig dem alle sammen på en gang, der siger, det her vil vi ikke. Nogle kan synes at det går over grænsen, mens andre synes at det går nok. Den største reaktion kom nok, dengang vi rejste folk op og sagde, at der er ikke et bibliotekarbord, og det er jer, der skal opsøge, I skal ikke opsøges. Da var det kollektive svar, at vi hader at komme ind i en forretning, hvor der kommer en ind og spørger, hvad kan jeg hjælpe dig med. Jeg var i tvivl om hvad det rigtige svar var men vidste bare, at vi blev spurgt om alt for lidt af borgerne, og at vi skulle tale med folk om emner der udvikler dem. Om kultur. Om hvordan vi opfører os. Om demokrati og den måde vi lever sammen på. Så nu prøver vi at systematisere det lidt, så: 1. Du skal tale med borgerne om de emner du har skrevet at du ved noget om på skær- John Larsen, Odsherreds Bibliotek og Kulturhuse men i dit inspirationshjørne. 2. Du skal spørge ind til de materialer og spørgsmål, som borgeren har. Associer til det de kommer med. Spørger de ind til borgerservice og borger.dk, så spørg ind til deres evner på en computer og fortæl om vores IT-undervisning. 3. Endelig er en medarbejder blevet ansvarlig for kulturformidling og det at lave arrangementer og indhold, som vi kan tale med borgerne om. På den måde prøver vi at guide medarbejderne. Så stille og roligt er der arbejdet med at udvikle medarbejderrollen og medarbejderperspektivet på formidlingsopgaven. Det er ikke sket uden sværdslag, men der har også været kvantespring som er taget af medarbejderne selv. John fortæller f.eks.: Ganske få dage efter vi havde lavet den nye service disk, kom en medarbejder efter den første vagt ved disken og sagde glad, at det her er fantastisk, det er som om det er mig der er midtpunktet, ikke materialerne. Det hun mente var, at før formidlede vi materialerne alene, nu forsøger vi at få medarbejderne til at bruge sig selv til at formidle materialerne. Hvordan kan John så se medarbejdernes faglige udvikling i dag? John forklarer: Først og fremmest kan jeg se at de tør bevæge sig, vi diskuterer aldrig petitesser, dem er vi ovre. Det er de store linjer der fylder, og medarbejderne taler selv om, hvordan de omsætter linjerne til hverdagen. Jeg er f.eks. meget væk nu, men tingene står ikke stille, de tager selv hånd om kulturformidlingen og hvad der skal ske, nu hvor turisterne er på vej. Jeg synes selv, at jeg er begavet med medarbejdere, der er selvstændige og udviklingsorienteret. Tak til John og hans medarbejdere for kigget inden for i værkstedet. Da jeg var barn, elskede jeg at komme inden for i min bedstefars snedkerværksted. Jeg kan stadig huske betagelsen over de kendte og ukendte dufte, værktøjerne, maskinerne, lydene og møblerne. Sådan har jeg det lidt med bibliotekerne i Odsherred. Der er mange erfaringer, som man enten kan lade sig inspirere af eller bare reflektere over. Jeg tror, at den virkelighed, der er beskrevet i de tre artikler rammer pulsen i mange af de udviklingsarbejder, der er i gang på bibliotekerne i regionen, netop derfor er det interessant at kigge over skulderen og lytte til erfaringerne. 16

17 INSPIRATIONSB RSEN BARNDOMMENS GADE SAMVÆR I FORTIDENS TEGN Lokalhistorisk Arkiv og Børnebibliotekerne i Gentofte gik i efteråret 2014 sammen om at skabe klubben Barndommens Gade. I Barndommens Gade kan børnebørn og bedsteforældre mødes til hyggelige eftermiddage i lokalhistoriens tegn. Klubben samles én gang om måneden, og ved hvert møde er der workshops, der tager udgangspunkt i fortiden, og åbner op for fortællinger om gamle dage og nye tider. Aktiviteterne tager udgangspunkt i aktuelle temaer, årets gang eller udstillinger i børnebiblioteket. Klubbens sigte er at skabe rum for samvær og samtale på tværs af generationer. Der er altid kaffe/te, saft og småkager til arrangementerne. Kontakt: Eva Klemensen fra Lokalhistorisk Arkiv på egk@gentofte.dk eller Julie Husum fra Børnebiblioteket på bibbb1@gentofte.dk ER DU MED I DET RIGTIGE NETVÆRK? Her er nogle af de biblioteksrelevante facebookgrupper Netværk for biblioteksformidlere Voksenarrangementer på bibliotekerne DDBCMS for praktikere MUFA Faggruppen for musikbibliotekarer Bibliotekarer i Tværkulturelt Arbejde BITA BØFA faggruppen for børnebibliotekarer Team PG! Palles gavebods gruppe Børnelitterær kaffeklub FINGRENE NED I LOKALHISTORIEN Hedehusene Bibliotek har i to uger haft et Læring & lokalhistorieprojekt sammen med to 5. klasser, Kroppedal Museum, det lokale erhvervsliv og det boligsociale netværk. I den første uge var der fokus på det, der har præget Hedehusenes historie tegl, hede og børnenes egne lokale historier. Børnene besøgte bl.a. et teglværk, og i den anden uge lavede de deres egne tegl, producerede stopmotionfilm og udstillede på biblioteket. LEARNING BY DOING INSTAWALK På en instawalk tager borgerne i Gadehavegård og Hedehusene billeder i deres lokalområde samtidig med, at en lokalhistoriker fortæller om området. Efterfølgende lægges billederne på Instragram og udstilles fysisk på det pågældende bibliotek. 17

18 Fællesskaber på Bibliotekerne Af bibliotekar Kirstine Hagen Thomasen, Rudersdal Bibliotekerne Løsere fællesskaber som nørklecaféer, sprogsaloner og diskussionsklubber har holdt deres indtog på bibliotekerne. Vi har spurgt kolleger i regionen, hvordan de konkret arbejder med at samle folk og få den uformelle sociale magi til at opstå. Engelsk café på Hellerup Bibliotek På Gentofte Hovedbibliotek mødes en gruppe danskere og enkelte expats hver tirsdag og taler engelsk. Desuden holder de kontakt via en facebookgruppe og ses også uden for biblioteket. Det handler i virkeligheden mere om at deltagerne klikker sammen, end om sprog, mener bibliotekar Lillian Buckley. Gruppen sørger selv for det praktiske inklusive kaffebrygning, men Lillian Buckley havde en finger med i spillet ved opstarten: Engelsk Caféen udsprang af vores Dansk Café, hvor jeg sidder med. Nogle af de danske sprogambassadører ville enormt gerne øve deres engelsk. Og så opfordrede jeg ganske kraftigt et par britiske damer til at starte Engelsk Caféen. Lillian Buckley mener, at deltagerne har fået en god tilknytning til biblioteket, men at det ikke nødvendigvis er en fordel at være Hovedbibliotek: Når man se bort fra læseklubberne, er det lettere at starte uformelle ting op på lokalbiblioteker, hvor man er tættere på borgerne. Ifølge Lillian Buckley arbejder man på Gentofte Bibliotekerne mere og mere med uformelle fællesskaber: Dansk Caféen startede for to år siden som noget af det første. Nu er det blevet en del af vores strategi. Læs mere på genbib.dk/engelsk Slægtsforskerklub på Gladsaxe Hovedbibliotek Gladsaxe Bibliotek har siden efteråret 2014 huset en slægtsforskningsklub, hvor ca. 30 slægtsforskere mødes en formiddag om måneden. Som oftest er der lavet aftale om at et af medlemmerne eller en udefrakommende holder et lille oplæg, hvorefter medlemmerne hjælper hinanden med at slægtsforske. Bibliotekar Trygve Borelli Lund er en af bibliotekets kontaktpersoner til klubben og medlem af Team Frivillighed og Klubber. Han fortæller, at initiativet til klubben kom fra bibliotekets side: Indtil videre deltager vi i alle møder og laver kaffe, te og kommer med småkager. Mange småkager! Det har hele tiden været planen at klubben skal blive mere selvkørende, men vi har prioriteret i første omgang at rekruttere deltagere og først senere identificere de ildsjæle, der kan køre klubben videre. Forhåbentlig sker der en udvikling hen over sommeren. De første par gange klubben mødtes, var der en stille og afventende stemning, men Trygve Borelli Lund har indtryk af at der er opstået et vist sammenhold i gruppen. Vi arbejder bevidst med at folk skal lære hinanden at kende, blandt andet ændrede vi bordopstillingen fra langborde til små runde borde. Det hjalp. Vi foreslår også de mindre erfarne slægtsforskere at de skal prøve at spørge de mere erfarne. Det er Trygve Borelli Lunds indtryk af medlemmerne af klubben har fået øjnene op for flere af bibliotekernes tilbud, blandt andet it og fjernlån af bøger. Gladsaxe Bibliotekerne håber med tiden at starte flere klubber op og har allerede blandt andet lytteklubber og en rejseklub. Jeg ser ingen begrænsninger bortset måske fra kommercielle foretagender. Men vi starter langsomt op, så vi har tid til at lære af vores erfaringer, siger han. Læs mere på gladbib.dk/klubberpaa-gladsaxe-bibliotekerne/slaegtsforskerklubben 18

19 Læsegrupper på Nørrebro Bibliotek Nørrebro Bibliotek satser på at få borgerne til at mødes om guidet fælleslæsning. Aktuelt har de en velfungerende og meget selvkørende gruppe ved en frivillig læseguide, der mødes i den ubemandede tid. Sidst kom der fem, og det er et godt skridt på vejen, siger kulturformidler Hanne Sass Jensen. Hanne Sass Jensen har selv haft flere læsegrupper for tosprogede kvinder fra såkaldte udsatte boligområder, og denne målgruppe giver nogle særlige udfordringer. Mange af de deltagende kvinder er ikke gode til dansk, har begrænsede læsefærdigheder, og de har ikke positive erfaringer med litteraturlæsning. Derfor kan det være svært at lokke målgruppen på biblioteket. Hvis du har svært ved at læse, svært ved at komme ud blandt folk, måske svært ved sproget så svarer forestillingen om en læseklub til min forestilling om, hvor sjovt det ville være at gå til skatteret i fritiden. Ved at udvælge teksterne meget nøje og ved at fjerne det skoleagtige ved litteraturoplevelsen har læsegrupperne dog været en succes, og der er opstået et rigtigt godt fællesskab. Vi havde en fantastisk læseklub for kvinder i en boligforening i to år, men så kom de efterhånden i job eller aktivering og nogle blev gravide. Alt har sin tid. Men en del deltagere har stadig en særlig tilknytning til biblioteket. Det er Læseforeningen, der uddanner læseguides efter metoden guidet fælleslæsning. Læs mere om Læseforeningen på Laeseforeningen.dk og om Nørrebro Biblioteks læsegrupper på bibliotek.kk.dk/bibliotek/noerrebro 19

20 Konflikthåndtering på biblioteket I: Det gode samarbejde og de gode ko Af Ida Gamborg Nielsen og Hanne V. Moltke, New Stories Consulting Værtsrollen og bibliotekernes ændrede rolle skaber behov for nye måder at kommunikere på Når mange forskellige mennnesker mødes, opstår både interessante møder og af og til også knas i kommunikationen. Bibliotekerne er under stor forandring og det kræver mere af de biblioteksansatte, både i omgangen med borgere og kolleger. Fra bogtempel til mødested, selvstudiested, hyggested, bogklubsted, kultursted, være-på-nettet-sted, lektie sted, hænge-ud-efter-skole-sted. Nye grupper indtager bibliotekerne og skal være der sammen med de lånere, der hele tiden har været der. Lånerne bliver til gæster eller borgere. Og bibliotekar og biblioteksmedarbejdere er mange steder begyndt at definere sig selv som værter. Bibliotekernes rolle og bibliotekspersonalets rolle har ændret sig. Det skaber nye berøringsflader med borgerne, og nye behov for at kunne tackle konflikter. Både med borgere og kolleger. Det stiller krav til bibliotekspersonalet om som værter - at kunne tackle konflikter mellem forskellige typer af gæster. Det er ikke altid ligetil og samtidig er bibliotekspersonalets oplevelse af egen faglighed og egen rolle i biblioteket også under pres og forandring, hvilket kan give anledning til gnidninger mellem medarbejderne og måske også i forholdet til ledelsen. Konflikthåndtering Noget af det vigtigste omkring konflikthåndtering er evnen til at kunne sætte sig ind i hvordan den anden har det. Det kan være en udfordring i sig selv: Man er jo ikke de andre: den unge mand der ryger i indgangen, til den psykisk syge, der laver larm og går meget tæt på andre, de unge piger, der fnidrer, gruppen af unge drenge, der kommer i flok og taler højt sammen låneren, der står i kø og siger, at han har afleveret bogen, selvom man i systemet kan se, at det har han ikke den fortravlede person, der ikke kan finde ud af selvbetjeningssystemet og virkelig synes det er ringe service damen med læsebrillerne, der gerne vil have ro til at læse avisen igennem, ikke tåler støj og irriteret beder andre om at være stille de to, der kommer op at toppes over, at den ene har brugt pc en længere end det kvarter, som der står på skiltet at man må. At forsøge at tænke sig ind i den andens verden: Hvordan mon det er at være vedkommende? At være sammen med sine venner og tale højt sammen, fordi det er sådan man oftest taler sammen? At være helt overbevist om, at man har afleveret det materiale, hvor bøden nu er steget til 200 kr? At skulle nå sin næste aftale og så viser det sig, at det tager meget længere tid at finde den bog, der er kommet til en, end man troede? Konflikter opstår i kommunikationen og i kommunikationen giver vi hinanden et rum til at blive til nogen eller noget. Hvis vi møder de unge 20 mænd, der taler højt, med et irriteret SHHHHH, bliver vi til irettesætteren og de til de irettesatte. Hvis vi i stedet møder dem med et: Hej, hvad kan jeg hjælpe med? eller et I lyder som om I har det rigtig sjovt, gør man dem til nogen, der fortjener respekt, og som mødes med venlighed. Et trick til at sætte sig i den andens sted kan være at man forsøger at tænke: Hvad er den gode grund til at denne person opfører sig på denne måde? Der kan altid være gået noget forud, der gør det mere logisk eller i det mindste forståeligt, at personen handler sådan. At kommunikere, så konflikter ikke eskalerer, handler ikke om, at man skal være enig med den anden eller synes at det, den anden foretager sig, er godt, rigtigt, eller i orden. Det handler om at kunne skabe en eller anden form for forståelse uden nødvendigvis at være enig. Det handler om at skabe følelsen hos den anden i at føle sig mødt i det man synes er vanskeligt, det, der lige nu får en til at være irriteret på verden, de andre gæster, biblioteksmedarbejderen. Der vil altid være konflikter. Udfordringen er at gøre de konflikter, der opstår, til gode konflikter, på den måde, at begge parter i konflikten kan se tilbage på forløbet og føle, at uoverensstemmelsen blev løst nogenlunde tilfredsstillende, hvad enten man helt fik sin vilje eller ej. Det kan være svært som biblioteksmedarbejder at finde overskuddet til at gå ind i gnidninger mellem borgere eller selv tackle gnidninger mellem bor-