Indblik, overblik og perspektiv på lovudkast om ægtefællers økonomiske forhold

Transkript

1 TFA Arveret 1 - Arveret Familieret 1.2.Familieret Familieret Familieret Familieret Familieret Familieret 2 Indblik, overblik og perspektiv på lovudkast om ægtefællers økonomiske forhold modernisering eller komplicering? I denne artikel angives, hvilke store ændringer der er foreslået i udkastet om ægtefællers økonomiske forhold i forhold til de gældende regler i lov om ægteskabets retsvirkninger. Der er også fokus på formuleringen af reglerne, som til tider er unødigt komplicerede. Der gives endvidere løbende henvisninger til de øvrige artikler i dette særnummer, hvor yderligere information og diskussion om udvalgte emner kan findes. Af professor, cand.jur., ph.d., Marianne Holdgaard, Aalborg Universitet Underoverskriften modernisering eller komplicering til denne artikel er lånt fra Anne Louise Bormanns oplæg på familieretsadvokaternes forårsmøde den 6. marts 2015; Anne Louise Bormann var formand for Retsvirkningslovsudvalget. Lovudkastet indeholdt i betænkning nr. 1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold er nemlig ikke ukompliceret; derfor er det faktisk svært at tilegne sig den fulde forståelse og et klart overblik. Formålet med dette særnummer af TFA er at bidrage til netop dette. I de øvrige artikler i særnummeret gives et overblik over konkrete emner samt et dybere indblik i mere grundlæggende og komplicerede ændringsforslag samt en drøftelse af hensigtsmæssigheden af det fremlagte udkast til nye regler. Retsvirkningslovsudvalget har nemlig også i forhold til væsentlige forhold delt sig i forskellige flertal. Fordele og ulemper ved disse forskellige flertalsog mindretalsforslag analyseres derfor også. Formålet med denne artikel er derfor at give en samlet oversigt over udvalgets lovudkast, som skal modernisere vores gamle»retsvirkningslov«, samt via henvisninger at guide læserne videre til de øvrige artikler, som findes i dette særnummer. Særlig fokus er i denne artikel derfor på de regler, som ikke er behandlet i de øvrige artikler nedenfor, samt nogle overordnede betragtninger om kompleksiteten af reglerne generelt set. Retsvirkningslovsudvalget, som blev nedsat i 2009, offentliggjorde ultimo januar 2015 sin betænkning nr om ægtefællers økonomiske forhold. Betænkningen er på 623 sider og kan findes på følgende link: /retsudvalgets-betaenkning-om-aegtefaellers-okonomiskeforhold.pdf Udover mange overvejelser og redegørelser for inddragede hensyn, der ofte har karakter af almindelige lovbemærkninger, indeholder betænkningen et udkast til»lov om ægtefællers økonomiske forhold«(s ), der netop har til hensigt at modernisere den nugældende lov. Der er også tilknyttet særdeles grundige, særlige bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser (s ). Indledningsvist vil jeg påpege, at den på mange punkter er en velskrevet og grundig betænkning. Betænkningen indeholder velovervejede løsningsforslag og nuanceret redegørelser for næsten alle tænkelige problematikker. Der inddrages endda statistikker og Principles on Property Relation between Spouses udarbejdet af Commission on European Family Law,»best law«. Sys Rovsing, Johan Hartmann Stæger og Maryla Rytter Wroblewski analyserer i deres artikel i dette særnummer netop de materielle regler i lovudkastet set i forhold til navnlig best law og andre materielle regler i de øvrige europæiske lande. Har Retsvirkningslovsudvalget ladet sig inspirere af disse i relation til forslagene om en ny legal formueordning eller får vi vores egne særlige regler? Og hvad er fordele og ulemper herved? Brugen af statistikker er imidlertid ikke uproblematisk, hvis man forsøger at finde ud af, hvad den danske befolkning egentlig gennemsnitligt ønsker sig af regler for ægtefællers økonomiske forhold. Ulrik Grønborg, som allerede under udvalgsarbejdet var i dialog med Retsvirkningslovsudvalget herom, har derfor sammen med Kristian Ravn-Petersen skrevet en artikel, der belyser, i hvilket omfang de foretagne undersøgelser egentlig afdækker, hvad danskeren ønsker sig, specielt i relation til hvilken legal formueordning flest vil blive tilfredse med. Deres artikel suppleres af artiklen skrevet af Anne Broksø og Lone Brandenborg på grundlag af en rundspørge hos Danske Familieadvokater, som har fokus på, om vi har brug for en ny lov, og hvad advokaterne finder mest presserende i den forbindelse. Lovens formål, som må holdes for øje i hele debatten og analyserne i dette temanummer, tilkendegives klart i kommissoriet for Retsvirkningslovsudvalget (kursiveringerne er foretaget af mig):»siden retsvirkningsloven blev gennemført i 1925, har samfundet udviklet sig væsentligt. Der er bl.a. sket betydelige ændringer i familiemønstret, ligesom der er sket en væsentlig stigning i skilsmissehyppigheden. Udviklingen gør det aktuelt at overveje, om der er behov for at ændre reglerne om ægtefællers formueforhold med henblik på at tilpasse reglerne til de nuværende samfunds- og familieforhold. Herudover giver også de ændringer, der er sket på det familieretlige område med den nye arvelov fra 2007 og reglerne om ægtefællers pensioner fra 2006, samt det arbejde, der pågår i Ægtefælleskifteudvalget, grundlag for at overveje en samlet revision af de materielle regler om ægtefællers formueforhold.«1. Begrebsanvendelsen Retsvirkningslovsudvalget har valgt ikke længere at bruge begreberne fælleseje og formuefælleskab med den gode begrundelse, at disse begreber kan føre til den misforståelse, at der er tale om sameje og måske også til den misforståelse, at ægtefællerne hæfter for hinandens gæld. Som nyt begreb bruges i stedet delingsformue, men begrebet anvendes imidlertid alene i lovbemærkningerne.(1) I lovteksten angives i stedet, i hvilket omfang ægtefællernes formue skal deles eller ikke indgår i delingen. Det synes jeg faktisk er lidt ærgerligt. Delingsformue synes jeg er et meget godt begreb, og jeg synes, det burde bruges i lovteksten. Det skyldes, at når man helt rigtigt fravælger at bruge begrebet Copyright 2015 Karnov Group Denmark A/S side 1

2 fælleseje/formuefællesskab, så kommer man til at mangle et nyt ord eller begreb. Hvis et sådant ikke er tilgængeligt, vil man uvægerligt blive ved med at bruge begrebet fælleseje eller formuefællesskab, fordi folk ikke kender det nye begreb. Og det er ikke hensigtsmæssigt. Jeg vil derfor opfordre til, at vi starter med at bruge ordet delingsformue uanset om det ender med at blive brugt i lovteksten eller lovbemærkningerne eller ej. 2. Forsørgelse, særråden og særhæften Hovedpunkterne i lovudkastet fremlagt af udvalget er imidlertid ikke nemme at redegøre for kort, både fordi nogle af reglerne simpelthen er komplicerede, og fordi der foreligger en del dissenser hertil. Hvis man ønsker at opdatere sig på forslaget, kommer man dog som jurist vel næppe så overraskende relativt langt ved starte med at læse lovudkastets 97 paragraffer. Her beroliges man til en start ved, at der fortsat eksisterer velkendte regler deri. Lovudkastet fremtræder umiddelbart klart og regulært med 1 om ægtefællernes forsørgelsespligt, der indeholder tydelige, nutidige formuleringer. Der er ingen reelle eller grundlæggende ændringer i forhold til, hvorledes bestemmelsen har været fortolket i praksis og i teorien. 1 synes dog at have en noget misvisende overskrift: Forpligtelser under ægteskabet der burde nok stå forsørgelsespligt under ægteskabet, idet der jo i loven fastsættes en række yderligere forpligtelser for ægtefællerne. 1 skal ses i sammenhæng med om Statsforvaltningens fastsættelse af bidrag i tilfælde af forsømmelse af forsørgelsespligten og ved samlivsophævelse pga. uoverensstemmelse. I 2 fastslås det, at ægtefællernes formue som hovedregel deles lige ved en skilsmisse, dvs. delingsformue bevares som lovens udgangspunkt. 2 suppleres i de efterfølgende paragraffer af de allerede gældende principper og hovedregler om særråden og særhæften i 3-4. Den nugældende undtagelse fra princippet om særhæften, husholdningsfuldmagten i RVL 11, som gælder ved kreditkøb for bestemte varetyper, foreslås ophævet, bl.a. med henvisning til, at bestemmelsen snarere giver en tilfældig fordel for de kreditorer, der ikke på anden vis har søgt at sikre sine krav mod begge ægtefæller, frem for at opfylde sit primære formål om at muliggøre køb på kredit, som var reglens oprindelige formål.(2) Der foreslås i lovudkastet, at der opretholdes visse undtagelser til princippet om særråden. Der skal fortsat gælde visse rådighedsbegrænsninger vedrørende familiens bolig, jf. 9. I forhold til nu foreslås det, at muligheden for at få ejerægtefællens dispositioner omstødt som følge af manglende ægtefællesamtykke alene skal gælde for familiens helårsbolig inkl. andelsbolig (dvs. fx ikke længere sommerhus), men til gengæld både når boligen er erhvervet som fælleseje eller særeje. De gældende indskrænkninger i rådigheden over indbo i det fælles hjem foreslås derimod ophævet.(3) Den nugældende meget svært formulerede regel i RVL 14, hvorefter en ægtefælle kan blive bundet af sin ægtefælles uberettigede råden, videreføres dog i sprogligt forbedret udgave i lovudkastets 12. Også den legale fuldmagt til at handle på vegne af sin ægtefælle fx i tilfælde af sygdom og reglerne om bosondring foreslås ophævet, da de ikke findes tidsvarende.(4) 3. Oplysningspligt ægtefællerne imellem Første overraskelse i gennemlæsningen af lovudkastet kommer, når man når til 6, som indeholder en ny regel om, at ægtefællerne har en generel oplysningspligt i forhold til hinanden med henblik på at kunne»vurdere deres økonomiske forhold«. I henhold til ordlyden må dette fx betyde, at ægtefæller nu (også) retligt er forpligtet til at oplyse, når man opretter testamente til skade for ægtefællen. Endvidere må det betyde, at man under ægteskabet kan kræve, at ægtefællen oplyser om alle dennes (ekstra)ordinære betalinger på pensionsordninger. Hvorvidt sidstnævnte også fremgår af bemærkningerne til lovudkastet og betydningen heraf afklares nærmere af Gitte Meldgaard Abrahamsen i hendes artikel nedenfor, hvor hun også afdækker det samlede lovudkasts betydning for og påvirkning af pensionsreglerne. Uanset der i henhold til kommissoriet ikke måtte ændres på pensionsreglerne med det foreliggende lovudkast om ægtefællernes økonomiske forhold trods bred enighed blandt fx Danske Advokater, Danske Familieadvokater og Danske Arveretsadvokater om uhensigtsmæssigheden herved(5) så får lovudkastet en vis afsmittende effekt. Også Anne Broksø og Lone Brandenborg kommer i deres artikel i dette særnummer, om advokaternes ønsker til en ny lov, også ind på behovet for ændringer i pensionsreglerne. Linda Nielsen påpeger tilsvarende i sin artikel, hvor hun samler op på alle de øvrige artikler i dette særnummer, at det i forhold til pensionsreglerne vil være»velgørende at tilpasse reglerne ved en»revision light««. Med andre ord vælger man i lovudkastet måske lidt overraskende i et vist omfang at holde mere snor i ægtefællerne ved både 6 og 9. Det er ikke her, individualitetsprincippet får lov at spille sin rolle, idet hensynet til familien, fællesskabsprincippet, i et vist omfang vinder større indpas netop her. Afvejningen af individualprincippet og fællesskabsværdierne behandles også mere grundigt i Linda Nielsens artikel. 4. Ægtefællernes gyldige aftaler om særeje og gaver I 5 fastlægges, hvilke aftaler ægtefæller gyldigt kan indgå. I stk. 1 fastslås den velkendte hovedregel om ægtefællerens aftalefrihed, og der er fortsat tilknyttet et ægtepagtskrav i forhold til ægtefællernes aftaler om særeje, jf. stk. 2. I 5, stk. 3, er det nu lovfastlagt, at reglerne i loven som hovedregel er præceptive, medmindre der foreligger en bodelingsaftale efter 38, eller andet følger af kapitel 3. Reglerne om særeje findes i udkastets kapitel 3 ( 13-20). Kapitlet har en noget pudsig overskrift: Ægtepagt om deling. Når man i læsningen af lovudkastet når frem til kapitel 3 ( 13-20), der indeholder særejebestemmelserne, begynder det dog at blive noget tung læsning. Således skal vi fx i 14, stk. 2, 3. pkt., eller stk. 3, forholde os til valget mellem to forskellige forslag til, om aktiver, der erhverves med særejemidler og lånoptagelse eller gældsovertagelse, skal blive brøkdelssæreje, eller om aktivet skal forblive særeje som helhed og derved efterfølgende skal reguleres ved regulerings- og misbrugskrav hvilket svarer til det, vi nu kalder vederlagskravsreglerne (i RVL 23). Den nugældende bestemmelse i RVL 28 om lovlige særejetyper genkendes dog straks i udkastets og i en mere læsevenlig version. Som noget nyt indeholder bestemmelsen klar hjemmel til kombinationssæreje, abstrakt og genstandsrelateret sumsæreje (en sum bliver særeje) og sumdeling (en sum forbliver deleformue). Endvidere fastsættes der hjemmel til, at ægtefæller kan aftale at pristalsregulere særejet. I 19 foreslår et flertal endnu en udvidelse af ægtefællernes aftalefrihed, idet ægtefæller ved ægtepagt kan bestemme, at gæld skal fradrages opgørelsen af bodelene eller i særejet efter 33 eller sagt med andre ord, ægtefællerne får herved mulighed for ved ægtepagt at bestemme formuearten af gæld. Copyright 2015 Karnov Group Denmark A/S side 2

3 Ægtepagter forbliver som nævnt et formkrav for aftaler mellem ægtefæller om særeje. Men som noget nyt foreslås det, at ægtepagter kan oprettes som notarægtepagter eller vidne-ægtepagter, jf Indberetning til ægtepagtsregistret bliver en gyldighedsbetingelse, og tinglysningen ophæves som formkrav. Dette har sine fordele, men også særlige risici. Den tætte relation til ægtefællen gør, at der er risiko for omgåelse i relation til en ægtefælles kreditorer. Dette og en gennemgang af reglerne om særeje i kapitel 3 og en analyse af de mange komplicerede problematikker, som disse giver anledning til, kan læses i artiklen af Rasmus Kristian Felthusen og Anne Kjærhus Mortensen i dette særnummer. Tilsvarende er formkravene til gaver mellem ægtefæller foreslået ophævet. Til gengæld er der skabt en øget beskyttelse af kreditorerne for den situation, at formue overføres til ægtefællen for at undgå kreditorforfølgelse, jf Se nærmere herom i artiklen nedenfor af Hans Viggo Godsk Pedersen og Lone Hansen om aftalemulighederne for ægtefæller samt gaver mellem ægtefæller. 5. Arv og gave fra tredjemand Kapitel 5, 26-29, om arv og gave fra tredjemand har splittet udvalget på mange fronter, og de mange dissenser sammenholdt med, at der er mange nye og tekniske regler, der spiller sammen på kryds og tværs, gør det her rigtig svært at få fat i både overblik og detaljer. Meget sigende betegner formanden for udvalget, Anne Louise Bormann, netop dette som»historien om et udvalg, der kørte af sporet«.(6) Et af de nye og mere kontroversielle forslag, hvorom der også er dissens, består i, at et flertal i Retsvirkningslovsudvalget i 26 foreslår, at alene værdien af arven eller gaven ved modtagelsen skal kunne holdes uden for delingen ved separation og skilsmisse dvs. bliver særeje. Derfor vil indtægter af og en evt. værdistigning på aktivet altså ikke som det nu følger af surrogationsprincippet i RVL 28, stk. 3 kunne undtages fra deling.(7) 5.1 For komplicerede regler et eksempel For at illustrere kompleksiteten både i relation til indhold og formuleringerne af lovudkastets regler kan følgende spørgsmål stilles: Foreslås det i lovudkastet, at der opstår særeje for tredjemandsbestemt gaver og arv som legal ordning, men at ægtefællerne kan ændre dette til delingsformue, medmindre tredjemand har bestemt andet? Og gælder de samme regler i givet fald både for skilsmisseog dødssituationen? I 16 foreslår et flertal denne regel om ægtefællernes muligheder for at aftale, at arv og gave bliver delingsformue:» 16. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af arv og gave, jf. 26, skal indgå i delingen. Aftalen kan begrænses til at gælde deling ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller til arv og gave som førstafdøde eller længstlevende har modtaget. Aftalen kan ikke tidsbegrænses. Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på livsforsikringssummer samt pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser, som tilfalder en ægtefælle fra tredjemand, jf. 26.«I 16 henvises til 26, hvori den legale regel om det tredjemandsbestemte særeje er reguleret. Flertallets forslag til 26 lyder således:» 26. Værdien ved modtagelsen af arv, gave og livsforsikringssummer samt pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser, som er tilfaldet en ægtefælle fra tredjemand, indgår ikke i delingen ved separation eller skilsmisse, i det omfang værdien er i behold. Det modtagne anses også for at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne fratrækkes i den formue, der skal deles, jf. 36, stk. 1. Stk. 2. Ved en ægtefælles død gælder 60, stk. 3.«Med andre ord, hovedreglen i 26, stk. 1, er: Værdien af gaver og arv er særeje som legal regel, men ægtefællerne kan i medfør af 16 aftale, at værdien alligevel skal indgå i delingen. Imidlertid kan arvelader fortsat direkte bestemme særeje eller delingsformue for en arv eller gave. Mulighederne herfor fremgår af 27:» 27. En arvelader eller gavegiver kan bestemme, at værdien af arv, herunder tvangsarv, eller gave, i det omfang værdien af det modtagne er i behold, 1) skal indgå i delingen ved separation, skilsmisse eller død, 2) ikke skal indgå i delingen ved separation eller skilsmisse, men skal indgå i delingen som følge af arvingens eller dennes ægtefælles død, herunder at det modtagne alene skal indgå i delingen, hvis arvingen dør før sin ægtefælle, eller 3) ikke skal indgå i delingen ved separation, skilsmisse eller død.«idet der i 16 alene henvises til 26 men ikke 27 må det skulle fortolkes således, at ægtefæller ikke kan fravige tredjemands direkte bestemmelser om særeje. Svaret er således et ja til mit første spørgsmål om, at der opstår særeje for værdien af tredjemandsbestemt gaver og arv som legal ordning, men at ægtefællerne kan ændre dette til delingsformue, medmindre tredjemand har bestemt andet. For så vidt angår skilsmissesituationen må svaret altid være ja. Men hvad med den situation, at ægteskabet ophører ved, at en af ægtefællerne dør? Spørgsmålet opstår, fordi der i 26, stk. 2, er henvist til 60, stk. 3, som lyder således:»stk og 45 finder tillige anvendelse ved en ægtefælles død, hvis længstlevende anmoder herom over for skifteretten inden boets afslutning. Overtager længstlevende en del af boet til uskiftet bo, finder 1. pkt. kun anvendelse på den del af boet, der skiftes.«bestemmelsen skal i henhold til bemærkningerne til lovudkastet læses således, at hvis længstlevende beder om det, så er der fortsat særeje for det tredjemandsbestemte særeje, hvis dette følger af 26 men ikke 27. Men hvad hvis længstlevende ikke anmoder herom? I den situation skal vi have fundet 2 frem, der i denne situation i al fald er en undtagelse til forslagets 60, stk. 3:» 2. Ægtefællernes formuer skal ved separation eller skilsmisse deles lige mellem dem, medmindre andet følger af 33. Ved en ægtefælles død eller ved skifte af et uskiftet bo deles formuerne lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og førstafdødes dødsbo, medmindre andet følger af 59 og 60.«Svaret må derfor være, at i en dødssituation kan den ægtefælle, som er længstlevende, lade være med at anmode om, at arv og gave fra tredjemand er særeje og i så fald skal arv og gave ligedeles, medmindre andet følger af tredjemandsbestemmelse, jf. 27. Uanset ægtefællerne ikke sammen har truffet den aftale, før en af dem døde. Et lille retssociologisk og retssikkerhedsmæssigt suk, mener jeg, er på sin plads her. Denne lov vil blive læst af mange ikke-jurister og jurister, som ikke alle er familieretsspecialister. Derfor forekommer det hensigtsmæssigt, at sådanne komplicerede formuleringer og kobling af reglerne brugt i eksemplet ovenfor begrænses i videst mulig omfang. Jeg er sikker på, at det er rigtig svært at gøre loven let læselig. Men jeg vil nu alligevel tillade mig at anføre, at den må kunne gøres mere brugervenlig, end den er nu. Jeg synes, at det i flere situationer er rigtig svært og tidskrævende at få styr på, hvad der foreslås uden at gøre brug af teksten i betænkningen og så gælder det nok også for en del andre end mig. De problematikker, som har relation til tredjemandsbestemte særejebestemmelser, behandles nærmere af Rasmus Felthusen og Anne Kjærhus Mortensen i deres artikel i dette særnummer. Copyright 2015 Karnov Group Denmark A/S side 3

4 6. Den legale formueordning Problematikken om, at lovudkastet er kompliceret formuleret, gælder til eksempel også i relation til den legale formueordning, jf. lovudkastets 45. Den omstændighed, at udvalget har delt sig i tre grupperinger med hvert sit forslag til en legal formueordning, gør det selvfølgelig endnu sværere at få overblik over det hele. Men her rent oversigtsmæssigt: Flertallets forslag kaldes en trinvis ligedeling. Indholdsmæssigt svarer det dog reelt set til det, vi nu kalder et aftrapningssæreje. Aftrapningen er fastlagt til 1/8, men modificeres afhængig af, hvor langt et samliv parret har haft før ægteskabets indgåelse. Ét mindretal foreslår derimod, at værdien af den formue, man ejer ved ægteskabets indgåelse, skal være særeje, mens det, som erhverves under ægteskabet, skal være deleformue. Et sidste mindretal foreslår en fortsættelse af den nugældende regel om formuefællesskab/delingsformue, men med en udbygget skønsmæssig mulighed for skævdeling. En analyse af disse tre forslag samt værdigrundlaget bag, samt fordele og ulemperne ved de tre forskellige forslag til en legal formueordning, kan læses i artiklen nedenfor i dette særnummer af undertegnede, Marianne Holdgaard. I artiklen fremsættes endvidere et kompromisforslag til, hvorledes den legale formueordning kunne være. 7. Den kvantitative og kvalitative deling Kapitel 7 ( 33-45) i lovudkastet har titlen Deling af formuerne ved separation og skilsmisse og starter med regler, som er overført fra ægtefælleskifteloven. Begreberne bodel og boslod anvendes fortsat ikke. Visse af bestemmelserne om pensioner, erstatninger og andre personlige rettigheders (det vi indtil nu har kaldt 15, stk. 2-rettigheder) behandling på skiftet, er ligeledes flyttet hertil. Hovedreglen om ligedeling i tilfælde af skilsmisse i udkastets 2 suppleres af 33 om beregningsmåden ved delingen af boet, men fastlæggelsen af, hvad der er delingsformue, fremgår først i 45. Som noget nyt er der i 36 foreslået regler om fordelingen af gælden ved blandede formueordninger. Overordnet set foreslås det, at passivet følger aktivet, således at fx lån til og i særejeaktiver bliver særeje. Ved uspecificeret gæld, fx skattegæld og forbrugsgæld, skal der ske en skønsmæssig fordeling mellem ægtefællens særeje og deleformue. Gæld relateret til særejeaktiver indgår ej heller, medmindre»gælden overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke indgår i delingen.«hermed menes, at den tidligere fastlagte regel i lovbemærkningerne om, at et negativt nettosæreje kan overføres til bodelen, nu foreslås lovhjemlet. Indholdsmæssigt er det som noget nyt nu foreslået lovhjemlet, at ægtefællerne gyldigt kan aftale (en skævdeling) i forbindelse med en konkret, forestående skilsmisse, jf. 38. Kapitel 7 i udkastet afsluttes med 45 om den legale formueordning, se herom ovenfor i afsnit 6. Den kvalitative deling af aktiver i tilfælde af skilsmisse er beskrevet i kapitel 8 ( 46-49). Vigtigst er det her at bemærke, at den krydsende udtagelsesret (en ægtefælles adgang til ved separation eller skilsmisse at udtage fast ejendom og indbo m.v., der tilhører den anden ægtefælle) nu fremstår i en ny udvidet og mere læsevenlig udgave. Der er nu klar hjemmel til, at en ægtefælle kan udtage aktiver ejet i sameje, og reglerne om krydsende udtagelsesret foreslås som noget nyt og måske lidt overraskende også at skulle gælde for særejeaktiver. Også i relation til delingen ved ægtefællens død, jf. kapitel 1 ( 59-64), har udvalget delt sig på flere punkter. Hovedbestemmelsen i 60 er nævnt ovenfor. Dette løsningsforslag, som er fremlagt for dødssituationen i 60, stk. 3, kritiseres i artiklen nedenfor om den legale formueordning af undertegnede. Kritikken bygger bl.a. på den betragtning, at det forekommer uetisk at bede en enke(mand) i en sorgproces om at vælge mellem to størrelser arv altså valget mellem om man skal man vælge mest til sig selv, eller om man skal tænke på de andre arvinger i den situation. Dette må klart være konfliktforøgende i forbindelse med et dødsboskifte. 8. Nye reguleringskrav Vederlagskravsbestemmelserne i den nugældende RVL 23 er foreslået opdelt og udbygget i reguleringskrav, der er en den ny terminologi for vederlagskrav omfattet af RVL 23, stk. 2 og 3; dvs. de situationer, hvor en ægtefælle overfører midler mellem sit eget særeje og fælleseje/delingsformue. Misbrugssituationen i den nugældende RVL 23, stk. 1, er ret oplagt omdøbt til misbrugskrav. Bestemmelserne findes i forslagets Kompensationskravene til den ægtefælle, som er dårligt stillet efter ægteskabets ophør, er opdelt i tre kategorier: Ægtefællen har medvirket til at bevare eller forøge sin ægtefælles formue, ægtefællen er dårligt stillet, fordi ægtefællens særeje holdes uden for delingen, og pensionsrelaterede krav. Ingrid Lund-Andersen beskriver og analyserer nedenfor reglerne i 53 og 54, der indeholder rimelighedsbedømmelser og beskyttelsesregler af den svage part. Kompensationsmulighederne i relation til pension, inklusive pensionsrelaterede fællesskabskompensation og rimelighedskompensation, findes i Se nærmere herom i artiklen af Gitte Meldgaard Abrahamsen. 9. International privatret I kap. 13 om forholdet til fremmed ret ( i lovudkastet) er der som noget nyt lavet en regulering af international privatret. Det foreslås, at lovvalget ikke længere skal bestemmes af mandens domicil ved ægteskabets indgåelse. Lovvalget skal som hovedregel bestemmes af ægteparrets første fælles bopæl. Disse retsregler i udkastet herunder den EU-retlige regulering er grundigt behandlet af Peter Arnt Nielsen i artiklen nedenfor i dette særnummer.(8) 10. Afslutning Overordnet set synes jeg, at der er rigtig mange gode og spændende perspektiver og analyser i betænkning nr om ægtefællers økonomiske forhold. Fordelen ved de mange mindretalsforslag, synes jeg, er, at det lægger op til en mere åben debat blandt både praktikere og teoretikere på familierettens område: Hvilke løsninger er mest retfærdige, praktiske og rimelige? Den debat er hermed sparket i gang. For eksempel er det relevant at spørge, om vi har brug for en ny lov og hvorfor i givet fald? Hvad er galt med den, vi har og hvad ved befolkningen egentlig om gældende ret? Kunne reglerne formuleres mere læsevenlige, og hvilket værdigrundlag ønsker vi i øvrigt at lægge til grund og hvilket værdigrundlag er lagt til grund for de forskellige udkast til nye regler? Endvidere er det vigtigt fortløbende at stille endnu er spørgsmål: Tilpasses loven til de nye familiemønstre og det øgede antal skilsmisser, som var formålet med loven i henhold til Retsvirkningslovsudvalgets kommissorium? Dette håber jeg også, at I vil finde forskellige bud på ved at læse artiklerne i dette særnummer. Linda Nielsen giver i den sidste artikel i dette særnummer med afsæt i alle de øvrige artikler i særnummeret et sammenhængende bud på løsningen af nogle af de problemer, som er fremhævet i de øvrige artikler, herunder hvorledes de overordnede værdier i familieretten kan komme til at se ud i fremtiden. Afslutningsvist vil jeg ønske alle god fornøjelse med at læse de artikler nedenfor, som I finder af interesse. Copyright 2015 Karnov Group Denmark A/S side 4

5 (1) Se Betænkning nr. 1552, side Delingsformue som begreb bruges alene i en enkelt dissens til lovteksten formodentlig ved en fejl. (2) RVL 11 og 12. Se Betænkning nr. 1552, side 421. (3) RVL 19. (4) RVL 13 og (5) Disse påpeger bl.a., at ægtefæller i praksis har brug for gyldigt i ægtepagt at kunne aftale en ligedeling af privattegnede livrenter i anledning af skilsmisse. Se Danske Advokater, Danske Familieadvokaters og Danske Arveretsadvokaters høringssvar af , side 3. (6) På et oplæg til familieretsadvokaternes forårsmøde fredag den 6. marts (7) Kritik af dette lovforslag har allerede været debatteret i pressen, navnlig i Børsen. (8) Overgangsreglerne er fastsat i Disse vil være forskellige afhængigt bl.a. af, hvilken legal formueordning der vælges. Disse gennemgås derfor ikke her, men kan evt. danne grundlag for en artikel i TFA på et senere tidspunkt i år. Copyright 2015 Karnov Group Denmark A/S side 5