Tonys indflydelse på musikterapiforskerprogrammet Hanne Mette Ridder. Forskning i musikterapi børn med en Autisme Spektrum Forstyrrelse Ulla Holck

Transkript

1 Indhold Forord Redaktionen Tony som underviser Ulla Ladegaard Jacobsen Tonys indflydelse på musikterapiuddannelsen Ulla Holck & Karin Schou Tonys indflydelse på dansk musikterapi Hilde Skrudland Tonys indflydelse på musikterapiforskerprogrammet Hanne Mette Ridder Tony som ven og kollega Inge Nygaard Pedersen & Lars Ole Bonde Noget af det musikken kan Helle Nystrup Lund At gøre sig parat til det mulige møde Charlotte Lindvang otto Anders Brønserud Syng med til det sidste! Ulla Ladegaard Jacobsen Min arbejdsdag Mathias Granum Forskning i musikterapi børn med en Autisme Spektrum Forstyrrelse Ulla Holck Forskning og dokumentation Hanne Mette Ridder Anmeldelse Syng og Lyt, de 228 bedste sange for syngelystne danskere Astrid Faaborg Jacobsen & Bente Laurberg Knudsen Boganmeldelse Vitalitetsformer Ulla Setterberg Boganmeldelse Arts Therapies in Schools Research and Practice Anne-Margrethe Olsson

2 Forord Velkommen til dette efterårsnummer Professor Tony Wigram døde alt for tidligt d. 14. juni efter et år med svær sygdom. Redaktionen har bedt en række af de personer, han arbejdede tæt sammen med, skrive om hans indflydelse på musikterapiuddannelsen, dansk musikterapi og på musikterapiforskningen nationalt og internationalt. Tonys kliniske hovedområde var autisme og det hænger derfor fint sammen, at vi netop i dette nummer har en peer reviewed artikel om forskning i musikterapi med børn med en autisme spektrum forstyrrelse (se nedenfor). Vi bringer endvidere en peer reviewed artikel af Charlotte Lindvang om betydningen af egenterapi i musikterapiuddannelsen på AAU. Artiklen er skrevet på basis af Charlottes ph.d. afhandling, hvor datamaterialet var spørgeskemaer og interviews af musikterapistuderende og kandidater i musikterapi fra Aalborg Universitet. Vi bringer igen en sang med tekst og musik af Helle Nystrup Lund. Glæd dig til at spille og synge Noget af det musikken kan. Endelig finder læseren de sædvanlige rubrikker: Min arbejdsdag, hvor vi denne gang følger Mathias Granums arbejde med bl.a. børnehavebørn i Dansk Flygtningehjælp, Forskning og dokumentation forfattet af Hanne Mette Ridder, samt tre bogog CD-anmeldelser. Autismeartiklen kræver lidt forklaring, idet den indgår i et større arbejde med at opbygge en vidensbank på AAU med forskning i musikterapi inden for forskellige kliniske områder. Artiklen, der er skrevet af Ulla Holck, sigter mod at give Dansk Musikterapis læsere en opdateret viden om nye ste forskning i musikterapi med børn med en autisme spektrum forstyrrelse. Samtidig er det meningen at artiklen kan anvendes af klinikere, mellemledere, forældre etc. til at dokumentere musikterapis effekt fx i forbindelse med jobsøgning, til kommunale sagsbehandlere, ekstern ansøgning om midler, fortsættelse af forløb, fastholdelse af timer/job. I næste nummer af Dansk Musikterapi følger tilsvarende artikler inden for andre kliniske områder. God læsning! 2

3 Tony Wigram D. 24. juni døde Tony Wigram, professor i Musikterapi ved Aalborg Universitet, 57 år gammel, efter knapt et år med en voksende tumor i hjernen. I denne artikel skriver en række af de mennesker, der var tæt på Tony, om hans indflydelse på uddannelsen, forskningen og dansk musikterapi. Tony som underviser Ulla Ladegaard Jacobsen kandidat i musikterapi fra sommeren Har som en af de sidste nydt godt af Tonys undervisning. Kontakt: ullalaja@gmail.com Det er midt i undervisningen, og Tony står og forklarer noget. Han er seriøs og alvorlig, optaget af emnet, men da en musikstuderende stikker hovedet ind for at se, om der er nogen i lokalet, så begynder Tony at hoppe rundt som en abe, svinge vildt med armene og sige mærkelige lyde. Den musikstuderende lukker straks døren igen og Tony vender tilbage til at forklare videre, helt seriøst og alvorlig som før. Tony var en underviser fuld af humor. På et sekund kunne han skifte mellem alvor og humor, overraske os og løfte stemningen. Samtidig var han 100% til stede, som om det, vi lavede, var det allervigtigste i verden. Jeg følte mig vigtig i hans timer. Han formåede at skabe tryghed i under- visningen ved altid at trække det gode frem i det, man lavede. Han så ens potentialer, så jeg som studerende syntes, at jeg havde spillet noget godt, lige meget hvad jeg havde lavet! Det gav en værdifuld selvtillid til en kommende musikterapeut. På trods af sine enorme musikalske evner var Tony ikke selvhøjtidelig, og satte han sig til klaveret, var det fordi han var revet med af musikken eller de kliniske muligheder. Det var tydeligt, at han havde et meget stort og bankende hjerte for sine klienter og deres behov, og jeg syntes, det var fantastisk at opleve, hvordan det skinnede igennem hele hans undervisning. 3

4 Tonys indflydelse på musikterapiuddannelsen Ulla Holck ph.d., lektor, uddannelsesleder på musikterapiuddannelsen, Aalborg Universitet. Kontakt: Karin Schou ph.d., adjunkt på musikterapiuddannelsen, Aalborg Universitet. Kontakt: Tony blev ansat på Aalborg Universitet i 1992 og underviste på musikterapiuddannelsen frem til sin alt for tidlige død i år. Der er navnlig tre områder, hvor hans store faglige integritet kombineret med hans pædagogiske evner har sat sit præg på uddannelsen. Det er i forhold til undervisning i klinisk improvisation, musikterapeutiske assessmentredskaber, og inddragelse af international faglitteratur & forskning. Da Tony kom til Aalborg, havde han allerede mange års klinisk arbejde bag sig, først på Harperbury hospital med børn, unge og voksne med betydelige funktionsnedsættelser, siden på Harper House Children s service, som er en hospitalsafdeling med speciale i diagnosticering af sværtdiagnosticerbare børn (se faktaboksen s. 7). Tony beholdt sit arbejde på Harper House ved siden af sit fuldtidsarbejde på Musikterapiuddannelsen, og det vedvarende teamwork med andre faggrupper gjorde Tony knivskarp i forhold til at formulere, hvilke af klientens mange behov lige præcis musikterapi kan imødekomme. Dette fokus prægede Tonys undervisning. Men samtidig havde han en unik evne til at undervise i, hvordan viden om klientens behov kan omsættes til musikterapeutisk praksis. Dvs. hvilke musikalske parametre og improvisatoriske metoder den studerende skal fokusere på for at nå musikterapiens mål, og hvordan de fx kan ændre musikkens karakter på en forudsigelig, gradvis, abrupt eller humoristiskoverraskende måde, imens de spiller med klienten. Disse færdigheder er essensen i kurset Kliniske Gruppemusikterapifærdigheder, som Tony udviklede til uddannelsen. Kurset ligger midt i uddannelsesforløbet (5.-6. semester) og er for mange studerende en øjenåbner i forhold til at omsætte teori om klientbehov til praktiske færdigheder. Samtidig hjælper det de studerende med at flytte fokus fra klient/studenter-perspektivet og til terapeut/det professionelle perspektiv, hvilket er centralt for resten af uddannelsesforløbet. Da det i 2006 var nødvendigt at skære al soloundervisning på musikterapiuddannelsen væk (grundet økonomiske nedskæringer på universitetet), trådte Tony igen til. Som studienævnsformand oplevede jeg (Ulla), hvordan ideen om at optage ansøgere med forskellige hovedinstrumenter lynhurtigt blev godtaget og omformet til to nye kurser, kaldet Improvisatoriske Færdigheder på Hovedinstrument (2.-3. semester) og Kliniske Improvisatoriske Færdigheder på Hovedinstrument (7.-8. semester). Samtidig blev de studerendes evne til at fremføre et egentlig repertoire fastholdt i kurset Repertoire & Performance (1.-2. semester). I alle tre kurser var Tony ikke alene med til at forme kursusindholdet, men undervi- 4

5 Tony Wigram ste så meget han overhovedet kunne overkomme for at få studieordningen omsat til fagligt solide kurser. Naturligvis tilsat hans enorme musikalitet og uforbeholdne glæde ved andres musikalitet. Tony fulgte sine nyskabelser til dørs ved gradvist at overdrage sine kurser til næste generation af undervisere. Dette blev gjort med såvel faglig som pædagogisk-psykologisk indsigt, fx oplevede jeg (Karin), hvordan han generøst delte sin erfaring og viden om processer i Kliniske Gruppemusikterapifærdigheder, som er et kursusforløb, hvor de studerende ofte rammes af præstationsangst. I naturlig forlængelse af sine kliniske erfaringer introducerede Tony assessment som akademisk disciplin på musikterapiuddannelsen. Også her var Tonys integrerede måde at tænke og arbejde på synlig, for uden fokus på assessment er det endog meget svært at fastlægge præcise terapeutiske mål for klienten, endsige dokumentere forandringer som følge af musikterapien. Som en direkte konsekvens af inspirationen fra Tony beskæftiger flere danske ph.d.-studerende sig med assessment i deres igangværende forskning. Et andet meget synligt resultat af Tonys evne til at sammenstille teori og praksis finder man i hans fire metodebøger om henholdsvis improvisation, sangskrivning, receptive metoder og mikroanalyser. De er skrevet/redigeret forbilledligt klart, rummer masser af konkrete eksempler, teknikker og terapeutiske overvejelser i forhold til forskellige klientproblematikker og er selvsagt en fast del af uddannelsens pensum. Tony bidrog naturligvis også med sit store internationale udsyn, dels i forhold til faglitteratur og forskning, og dels i form af personligt kendskab til mange af forfatterne. Helt konkret kørte han litteraturen til Danmark i sin bil, og ved semesterstart var hans kontor fyldt med stabler af fagbøger. Ved siden af hans mikrobølgeovn, store engelske småkagedåser, lyskæder og kitchede porcelænsfigurer kunne de studerende så finde deres professor, få en snak og købe en stabel bøger med hjem. Tony var således ikke alene en inspirerende og vidende underviser, han var også det, man med en omskrivning af den klient-centrerede terapeut kunne kalde den studenter-centrerede professor. Det gjaldt uanset om der var tale om 1. semesters studerende eller ph.d.-studerende. At øse generøst af sin store viden, hjælpe andre på vej og glæde sig over deres succes var Tonys adelsmærke. Men nu er lyskæderne slukkede, og Tony stærkt savnet. 5

6 Tonys indflydelse på dansk musikterapi Hilde Skrudland cand.mag. i musikterapi ansat ved Institut for Kommunikation og Handicap Region Midtjylland og Hospice Djursland. Kontakt: hilde.skrudland@ps.rm.dk Stor var min glæde da jeg hørte at dén professor der i 90-erne var blevet ansat på uddannelsen havde lang erfaring i at arbejde med børn og unge med funktionsnedsættelser, bl.a. indenfor autisme spektrum. Et område, der efter min mening, på det tidspunkt ikke havde den store status i musikterapimiljøet. Jeg hørte Tony Wigrams professorindsættelsesforelæsning i Det, jeg husker fra den forelæsning, er en trekant, hvormed Tony viste, hvorledes musikterapeuten opnåede en musikalsk kontakt til barnet med autisme. Derefter kunne der være mulighed for at arbejde med en relation mellem barn og musikterapeut. Tony understregede også, at han brugte udtrykket barnet med autisme i stedet for autist. Og begrundede det med, at der bagved autismen altid er et menneske, en egen personlighed som ikke er autismen. Senere fik jeg lejlighed til at deltage i et kursus hvor Tony underviste i brug af Bruscia s IAP. Her påpegede Tony igen og igen, hvor vigtigt det er, at musikterapeuter kan bruge musikken som dokumentation, og at vi i tværfaglig samarbejde forklarer, hvor i musikken vi kan se f.eks. barnets kompetencer eller vanskeligheder. Derved er vi en egen faggruppe med eget fagsprog i stedet for kun at bruge andre faggruppers parametre og sprog. Tony holdt et keynote-oplæg på den an- den danske musikterapikonference i Hans foredrag var bygget op omkring en video fra en enkelt assessment af en dreng i musikterapi. Vi så små bidder, som eksempler på Tonys teorier om musikterapi til børn med autisme. Fælles for disse oplevelser var, at jeg mødte en professor, som havde en meget stor teoretisk viden, samtidig med at han gentagne gange viste eksempler på, at han var en dygtig musikterapeut til denne klient gruppe. Jeg havde glæden af, sammen med ca. 20 andre musikterapeuter, at opgradere min fireårige uddannelse i et toårigt forløb på Aalborg Universitet. Her blev jeg undervist af engagerede, kompetente og velforberedte undervisere fra musikterapistudiet, herunder også Tony, bl.a. i faget videregående terapirettet klaverspil. Tonys improvisationsmodeller dannede grundlag for vores træning i bl.a. matchning, grounding og imitation, og undervisningen ledte ofte til diskussion af konkrete klienteksempler. Et ord der samler min oplevelse af Tony er timing. Tony blev ansat på det rigtige sted til rigtig tid. Han kunne én dag undervise i klaver med nikkende hunde humoristisk placeret på flyglet, en anden dag trække i slips og blazer til et velforberedt foredrag om musikterapi på en stor autismekonference i Herning. Han kunne stille lynende skarpe spørgsmål til en case, og en time 6

7 Tony Wigram efter grine sammen med studerende i en frokostpause. Tony har inspireret mig til at udvikle, forstå, dokumentere og glædes over det musikterapeutiske arbejde med børn og unge med funktionsnedsættelser. Stor er min sorg over at denne inspirationskilde og dette store menneske ikke længere er blandt os. Faktaboks om Tony Wigram v. Inge Nygaard Pedersen & Lars Ole Bonde Uddannet musikterapeut på Juliette Alvins videregående uddannelse i musikterapi på Guildhall School of Music and drama, London 1974 efter en bachelor i musik og en bachelor i psykologi. Ledende musikterapeut på Harperbury Hospital og derefter på Harper House Children s service. Ph.d. fra London University på en afhandling om vibroakustisk terapi baseret på forskning foretaget på St. George s Medical School. Indenfor kliniske områder var hans specialer det autistiske spektrum, Rett s Syndrom og den fysiologiske effekt af lyd og musik. Lektor i musikterapi på Aalborg Universitet (DK) fra 1992, professor fra Leder af det internationale forskeruddannelsesprogram i musikterapi på Aalborg Universitet fra Deltidsprofessorat på Anglia Ruskin University, Cambridge og æresprofessor på Musikfakultetet, Melbourne University (AUS). Præsident for den europæiske musikterapiforening (EMTC) fra og præsident for verdensforbundet for musikterapi (WFMT) fra Leder af Det Internationale Konsortium af Ni Musikterapeutiske Universitære Forskningsmiljøer siden Pris fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation for et dynamisk forskningsmiljø Bevilling fra samme forskningsråd på 11 millioner til kommende mobilitets ph.d.-stipendier Medredaktør af Nordic Journal of Music Therapy. Omfattende publikationer: Bl.a. The Art and Science of Music Therapy (1995), Music, Vibration and Health (1997), Clinical Applications of Music Therapy in Developmental Disability, Paediatrics, Neurology and Psychiatry (1999), A Comprehensive Guide to Music Therapy (2002) Improvisation (2004), Songwriting (2005), Receptive Methods in Music Therapy (2006), Microanalysis (2007). 7

8 Tonys indflydelse på musikterapiforskerprogrammet Hanne Mette Ridder ph.d., lektor på Musikterapiuddannelsen, vidensgruppeleder og leder af det internationale forskeruddannelsesprogram i Musikterapi, AAU. Kontakt: hanne@hum.aau.dk De første vigtige initiativer til at etablere internationalt forskningssamarbejde på musikterapiuddannelsen blev taget i 1995 i et samarbejde mellem Inge Nygaard Pedersen, Lars Ole Bonde og Tony Wigram. I 1997 fik Tony opgaven med at lede, udvikle og opbygge en decideret forskerskole, og det humanistiske fakultet bevilgede midler, således at de 5 første ph.d. -studerende officielt kunne indskrives. Under Tonys ledelse af forskerskolen voksede antallet af ph.d.-studerende fra de første 5 til 10 i 2002 og 25 i Allerede i 1998 forsvarede to tyske musikterapeuter, der havde været tilknyttet forskermiljøet, deres afhandlinger, og efter to års pause kunne igen to musikterapeuter få tildelt ph.d.-titlen. Siden er der i en lind strøm blevet færdiggjort 1-3 afhandlinger om året. I 2010 havde 22 ph.d.-studerende færdiggjort og forsvaret deres afhandling, hvoraf Tony havde været hoved- eller bi-vejleder på omtrent halvdelen. Det er velkendt inden for humaniora, at mange ph.d.-studerende enten falder fra undervejs eller ikke formår at aflevere deres afhandlinger efter de normerede 3 år (eller 6 år på halv tid). Den høje gennemførelsesrate og store tilstrømning til musikterapiprogrammet er bemærkelsesværdig, og det er oplagt at spørge, hvad hemmeligheden bag succesen er? Inden jeg forsøger at komme med et bud på et svar, må det tilføjes, at der i årenes løb ligeledes er etableret musikterapiforskerprogrammer verden over, så et forskerprogram i den forstand er ikke noget specielt. Men det er antallet af musikterapiforskere til gengæld! Der findes pt. ikke noget forskerprogram på kloden med så mange ph.d.-studerende der forsker i musikterapi. En del af forklaringen bag succesen kunne være økonomi. At uddanne forskere koster penge, og Tony bidrog til at få mange forskningsansøgninger i hus. Han fik trukket de helt store puljer hjem fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og Forskeruddannelsesrådet. Dette gav ham ikke blot mulighed for at skaffe midler til ph.d.- og post.doc.-forskning, men også til at uddanne ph.d.-vejledere. En stab af ph.d.- vejledere, der har fået de rette faglige kompetencer, er en vigtig kvalitetssikring. Men Tony stoppede ikke der. Han inspirerede til at danne faglige netværk ph.d.-vejlederne imellem, hvor de kunne inspirere og udfordre hinanden, hvilket yderligere har styrket kvaliteten af forskningen. Internt på AAU blev der efterhånden også flere at samarbejde med. Fra at være en enlig svale blev Tonys forskerskole til et forskerprogram blandt 4 andre under Den Humanistiske Forskerskole. Tonys arbejde var i høj grad til inspiration blandt kollegerne på fakultetet, og han tog initiativ til vejlederkurser i dette regi samt til at etablere et etikudvalg, 8

9 Tony Wigram som skulle sikre høj etik i forskningen på hele fakultetet. Samtidig med at Tony etablerede forskerprogrammet, havde han formandsposter i det europæiske musikterapiforbund (EMTC) og verdensorganisationen for musikterapi (WFMT). Det styrkede hans internationale netværk yderligere, og bidrog til at han kunne tiltrække de mest fagligt kompetente forskere fra hele verden. På denne måde blev de halvårlige ph.d.-kurser i Aalborg Øst til et verdensomspændende samlingssted, hvor musikterapiforskning blev diskuteret på højeste niveau. Kurserne foregik efter AAUs problembaserede læringsprincipper. De studerende blev ikke blot fodret med ekspertviden, men måtte selv træde i karakter som eksperter på hvert deres felt og holde oplæg for de øvrige ph.d.-studerende og indbudte forskere. Tony afsatte god tid til diskussion og feedback, og miljøet blev på denne måde præget af en intens og vedkommende faglighed, der krævede en stor indsats af de studerende. Den store indsats, som blev forventet, blev belønnet med stor anerkendelse fra Tonys side. Han var dybt involveret i hver enkelt ph.d.-studerende og satte sig nøje ind i deres forskning, uanset om han var vejleder eller ej. Han skabte et væld af små ritualer og events på ph.d.-kurserne som styrkede sammenholdet og gav en imødekommende stemning. Der berettes om forskningsmiljøer, der er iskolde, og hvor forskerne holder kortene tæt til kroppen. Tony formåede at skabe det totalt modsatte, og skabte således et miljø, hvor både forskere og ph.d.-studerende delte viden og erfaringer med gruppen og inviterede de andre til at lære af egne fejl. At opbygge et så åbent og tillidsfuldt miljø kræver en helt særlig indsats, som Tony i den grad formåede. Rammen om kurserne var en lun humor med dagens finurlige vitser, vidunderligt twistede forklaringer, Tonys personligt udvalgte musik, og herudover udsøgt og forkælende madlavning i hans lejlighed på H.C. Andersens vej som afslutning på hvert af kurserne. Det stærke og indbydende samarbejde gjorde at nye ph.d.- studerende hurtigt følte sig hjemme, og det er tydeligt at tidligere ph.d.-studerende fra AAU fortsætter det nære samarbejde, når man ser på holdene bag nye forskningsprojekter rundt omkring i verden. Hemmeligheden bag Tonys succes ser jeg i hans evne til at integrere og improvisere, og det på alle mulige planer. Tony var selv kliniker og musiker, og han formåede at forklare og tydeliggøre de faglige dimensioner i sit arbejde. Han satte ikke bare en video på, og sagde til sine musikterapistuderende, at nu skulle de se, hvordan en musikterapeut arbejder. Han fik de studerende på banen selv, og på samme måde fik han sine ph.d.-studerende til engagerede at gå i dybden med detaljer og præcision, og til at reflektere over og beskrive samtlige trin og facetter, der er nødvendige at eksplicitere i forskning. Denne faglige grundighed blev yderligere integreret med en menneskelig varme og omsorg, britisk humor af højeste kaliber og musikalsk ekvilibrisme. Tony virkede som en magnet, der tiltrak sig gode synergi-kræfter. Det er et privilegium at have samarbejdet med Tony, og hans enorme drivkraft har været så overbevisende, at vi, der er tilbage, vil kunne kaste os i slipstrømmen og forhåbentlig på denne måde fortsætte Tonys mange gøremål og værker, hvis det lykkes os at værne om alt det, han har sat skub i. 9

10 Tony som ven og kollega Inge Nygaard Pedersen ph.d., professor på Musikterapiuddannelsen, Aalborg Universitet og leder af Musikterapiklinikken, Aalborg Psykiatriske Sygehus. Kontakt: Lars Ole Bonde ph.d., lektor på Musikterapiuddannelsen, Aalborg Universitet, tilknyttet Musikterapiklinikken, Aalborg Psykiatriske Sygehus, samt professor II på Musikkhøjskolen, Oslo. Kontakt: Tony var en helstøbt blanding af en systematiker og en festoriginal. Tonys kontor var ikke noget helt almindeligt kontor. Han elskede nemlig lyskæder, gadgets, m.m., og der var meget af det hele dels egne indkøb, dels gaver fra venner over hele verden. Døren stod næsten altid åben, og især om morgenen strømmede engelsk romantisk kormusik ud på gangene. Den ene langvæg var én kæmpestor reol, hvor Tony havde gemt alt ALT fra sine 19 år i Danmark. Det hele var ordnet systematisk selv lejlighedssange og vittigheder til ph.d.-kurserne havde deres egne mapper! Tony var altid meget gavmild både mht. at videregive viden og erfaring men også i forhold til at medbringe kage, kiks, chokolade og vin samt andre gode sager til fælles møder. Tony elskede desuden at lave middag til en gruppe kolleger eller ph.d.- studerende og forberedte det tit i de sene nattetimer. Tonys humor var uovertruffen, og han lyste op og påvirkede stemningen positivt i enhver sammenhæng. Han blev i musikterapimiljøet kaldt for fyrtårnet en der virkelig ragede op og lyste rundt i mange lande så andre kunne finde vej i musikterapiens jungle både klinisk og forskningsmæssigt. Tony startede sin karriere på musik- terapi på Aalborg Universitet i efteråret 1992 som lektor. Han var blevet "opdaget" af daværende kandidatstipendiat Hanne Mette Kortegaard gennem hendes deltagelse i Europæisk Forening for Musikterapi. (EMTC). Hun fik hurtigt os andre i miljøet overbevist om, at Tony var den rette person til at supplere musikterapimiljøet i Aalborg, og vi headhuntede ham. Han var ikke svær at overtale. Allerede d. 11. juni 1992 skrev han i et brev til HMK en masse spørgsmål vedrørende det nye job. I slutningen. skriver han:... my brain is beginning to run out of thoughts at the moment but I guess I will have a few more questions in due course. Forgive me if I am a little bit demanding of all sorts of information, it is part of my personality disorder! Og ja: krævende mht. information var Tony, men det var netop det fantastiske ved ham, at selv om han var andre steder (i flere uger indimellem) var han altid forberedt til fingerspidserne og parat så snart han trådte ind ad døren i Aalborg. Tony pressede aldrig på med nye ideer selv om de flød fra ham i en lind strøm. Han lyttede til og respekterede fuldt ud, hvad der allerede var udviklet i miljøet, og så indførte han gradvist nogle flere brikker, så det hele kom til at hænge meget bedre sammen. Han var utrolig musikalsk 10

11 Tony Wigram og tilførte musikterapimiljøet en ordentlig musikalsk vitaminindsprøjtning, både da han kom og gennem alle årene. Tony var uhyre flittig med sin egen forskning og har både selv udgivet adskillige solide og vigtige håndbøger i musikterapi og været medforfatter på en række bøger samt udgivet utallige tidsskriftartikler og bogkapitler. Tony sørgede altid for at udgive noget sammen med sine ph.d.-studerende, ligesom han udgav bøger og artikler sammen med kolleger fra mange lande. For Tony var arbejdsdagen sommetider 24 timer med små powernaps indimellem, men han var altid velforberedt og oplagt til mange former for faglige diskussioner. Under vores oprydning efter Tonys død, dukkede hans besvarelse af et spørgeskema fra oktober 2009 op. Det var hans bidrag til AAUs undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på universitetet. En række udsagn skulle vurderes på en 5-punkts Likert-skala fra Strongly agree til Strongly disagree. Tony strongly agreed med stort set alle udsagn om oplevelsen af jobtilfredshed, undervisning og kollegialt samarbejde. Kun tiden til forskning og de administrative pligter var han mindre tilfreds med. Man får virkelig indtrykket af et menneske, der er på sin rette hylde den rigtige mand på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. We have a really excellent working group built up over many years. We rarely argue, and have very good interactions, skriver han bl.a., og det er vi enige i. Men der er også en bagside af medaljen. Tony vurderer i spørgeskemaet sit helbred som vaklende og synes at arbejdet tager så meget af hans tid og energi, at det påvirker hans privatliv. Han skriver The most important improvement could be the development of my ability to say no! Det fik han desværre aldrig lært, og hans humor og overskud gjorde nok, at vi ikke altid fik øje på de omkostninger, hans omkringfarende liv havde. Han gav så meget til alle, fra førsteårsstuderende over forskerspirer til sine kolleger, ikke bare små opmærksomheder ved enhver lejlighed, men først og fremmest ved at give sin tid, sin energi og sit engagement. Tony var også en enestående ven han kunne virkelig sam-tale, både lytte og fortælle. Og når han satte sig til klaveret, var det altid en fest. Tony vil blive savnet og husket og hans engagement vil sætte sig spor langt ud i fremtiden på rigtig mange niveauer. Os der har været nære venner og kollegaer med ham gennem snart 19 år er taknemmelige for at have kendt ham og for at være blevet dybt inspireret og beriget af venskabet med ham. I Voices 11(3) November samler Lars Ole Bonde, Cheryl Dileo og Denise Grocke en oversigt over alt, hvad Tony har skrevet, samt en lang række indlæg om de forskellige sider af Tonys virke. 11

12 Noget af det musikken kan Tekst og musik: Helle Nystrup Lund Musikken kan nå langt omkring for sangen den har vinger Rytmen er en ledetråd særligt når det swinger En sang kan trække tænder ud og hjælpe til at mærke glæde, smerte, pine Den kan få dig til at grine Når hele verden er fyldt op med stemmer og med lyde Når alt er gådefuldt og sort og koder man skal tyde Så kan en melodi, en sang gi retning midt i larmen I et mørke kaos rod kan musikken give mod 4. Musikken kan nå langt omkring for sangen den har vinger Rytmen er en ledetråd særligt når det swinger En sang kan kalde minder frem fra tider der er glemte Den ka ryste, rokke, ruske Musikken får dig til at huske: Smerte, glæde, vrede Den kan få dig til at græde Glæde, smerte, pine Den kan få dig til at grine Vrede, glæde, smerte Den kan mærkes i dit hjerte Glæde, ro og fred Den kan få det hele med 3. Musikken den kan tage plads når alt er tomt og stille Når ingenting det fylder mest og man er ganske lille Når alt håb det forlængst er væk og lykken læng re ude Kan musikken som en ven give håb tilbage igen 12

13 Noget af det musikken kan B /A sangen B /A samba-vise Noget af det musikken kan C Mu sik G( 9) G den har ving - er G( 9) sær ligt når det swing - er F('9) A hjælpe til at mær - F/G C få dig til at gri F/G F/G C C F C/E rys- te, rok - ke, rus F C/E - D7 D7 Smer - te, glæ - de, vre F C/E D7 ne ke ke ken kan nå langt C('9) G sidste vers A 7 Ryt-men er en le C/E omkring A 7 Tekst og musik: Helle Nystrup Lund - de-tråd F('9) for En sang kan træk ke tænd er ud og F Mu-sikken får de Den ka' få C/E D7 glæ - de smer t e-p i ne F C/E D7 F/G F/G C dig til at hus -ke dig til at græ Glæ - de, smer- te, pi - ne Den ka' få dig til at gri F C/E D7 F/G Vre - de, glæ F C/E - de, smer Glæ - de, ro og fred D7 F/G C - de C - ne - te Den ka' mær-kes i dit hjer - Den ka' F/G få det he - le med C C te Den ka' 13

14 Peer Reviewed artikel At gøre sig parat til det mulige møde Charlotte Lindvang musikterapeut, ph.d., adjunkt ved musikterapiuddannelsen Aalborg Universitet, samt privatpraktiserende. Kontakt: / Mange musikterapeuter, uanset deres specifikke arbejdsfelt, vil kunne nikke genkendende til, at en af deres spidskompetencer er, at kunne etablere et møde med klienten dér, hvor klienten er. Denne artikel sætter fokus på forberedelsen af den terapistuderendes møde med fremtidige klienter og ser nærmere på musikterapiuddannelsens medvirken til udvikling af terapeutiske kompetencer hos de studerende igennem deltagelse i det terapeutiske spor. Artiklen er baseret på og refererer til min ph.d. afhandling Et Resonant Læringsfelt, som blev forsvaret i Formålet med min forskning var primært at undersøge, hvordan musikterapistuderende på Aalborg Universitet oplever og beskriver de læreprocesser som igangsættes via selverfaringen, (se faktaboks). Som perspektivering af undersøgelsen af de studerendes læreprocesser undersøgte jeg professionelle musikterapeuters opfattelse af selverfaringens betydning for udvikling af terapeutisk kompetence i praksis. Nedenfor introduceres design, metoder og analyser fra min forskning i overordnede træk. Derefter reflekterer jeg over artiklens fokus, og argumenterer for, at det at gøre sig erfaringer på egen krop, og kunne stå styrket i egen væren, muliggør imødekom- Faktaboks Musikterapiuddannelsen på Aalborg Universitet integrerer professionel praksislæring og oplevelses-orienteret træning i studieforløbet. Uddannelsen er grundlæggende baseret på læring i tre parallelle spor: det teoretiske spor, det musikalske spor og det terapeutiske spor. Selverfaring (læreterapi) er implementeret i den musikterapeutiske uddannelse i form af forskellige fag på det terapeutiske spor, hvor den studerende er i klientens position. Siden introduceres terapeutperspektivet, hvor man lærer at varetage terapeutrollen overfor grupper af medstuderende (se Pedersen 2002, 2007a, 2007b, samt Lindvang 2007). På bachelordelen indgår de studerende i gruppeterapi og på kandidatuddannelsen deltager de studerende i bl.a. individuel terapi, interterapi og gruppeledelse. Se i øvrigt uddannelsens fagbeskrivelser: hvor målene med de enkelte læreterapeutiske fag står beskrevet. 14

15 At gøre sig parat til det mulige møde menheden og paratheden i forhold til klienten: den indledende bevægelse i relationen. Sparsom forskning Forskning i psykoterapeuters faglighed på tværs af teoretiske skoler dokumenterer enighed om, at personlig terapi er gavnlig i forhold til at udvikle sig som terapeut (Macaskill & Macaskill, 1992; Pope and Tabachnick, 1994; Orlinsky et al., 2005; Rønnestad 2006). Dette har dog ikke ført til megen litteratur eller videre forskning på området. Relativt få studier har undersøgt effekten af den personlige terapi eller undersøgt og genereret indsigt i, hvordan læreterapi eller den personlige terapi efter endt uddannelse påvirker praksis (Hougaard, 2004; Watson 2005; Geller et al., 2005). Forskningsbaseret viden om, hvad der skal til for at blive en veluddannet psykoterapeut, er i det hele taget begrænset, hvilket kan skyldes, at træning og uddannelse er et vanskeligt område at undersøge empirisk (Mortensen, 1998). Dog dokumenterer en række undersøgelser, at terapeuter har et stærkt personligt, såvel som professionelt, udbytte af egen-terapi, og det bekræfter fornuften ved integration af egen-terapi i terapeutens uddannelse (Macran and Shapiro, 1998; Orlinsky et al., 2005; Rønnestad 2006). Indenfor musikterapifaget er der foretaget nogle få ikke-publicerede (pilot)undersøgelser vedr. implementering af egen-terapi i uddannelsen: Streeter, 1999; Hald et al., 2001; Hannibal, 2004 (se Lindvang 2010 s ). Desuden har Kathleen Murphy undersøgt selv-erfaringen på musikterapiuddannelsen på Temple University (Murphy 2007), og i min afhandling diskuterer jeg forskelle og ligheder i resultaterne mellem Murphy s og min egen undersøgelse (Lindvang 2010, s. 309). Et væsentligt resultat i Murphy s undersøgelse var, at både de studerende og de ansatte vurderede, at det var gennem oplevelser af selv at være klient, at de studerende lærte mest om musikterapi, sammenlignet med det, de lærte ved at være i rollen som observatør eller terapeut i træningssammenhæng. Ph.d. undersøgelsen; etik, design, metoder og analyseresultater Det er en seriøs opgave for enhver forsker at konfrontere den etiske fordring på en professionel måde og sørge for at designe, gennemføre og formidle sin undersøgelse på en etisk forsvarlig måde (Brinkmann 2007; Kvale 2008). Musikterapi i Danmark er et lille miljø, og det har været øverst på min etiske dagsorden så vidt muligt at sikre deltagernes anonymitet. Ligeledes lå der etiske overvejelser til grund for valget af metoder. Undersøgelsen benyttede sig af en specifik type mixed-methods-design, hvor en kvantitativ metode implementeres i et overordnet kvalitativt design (Creswell & Clark 2007). Den kvalitative del. For at finde svar på spørgsmålet om hvordan studerende oplever og beskriver deres læreprocesser fra klientrollen, foretog jeg en interviewundersøgelse. Ni musikterapi-studerende på sidste studieår meldte sig frivilligt som informanter. De studerende blev bedt om at vælge en improvisation fra deres selverfaring på studiet, som havde særlig betydning for dem, og medbringe optagelsen af denne til interviewet. Interviewene var semistrukturerede (Kvale 2008), de blev optaget og transskriberet, og efterfølgende gennemlæst og godkendt af interviewpersonerne. En kopi af det musikalske materiale indgik i datamaterialet, og blev senere ana- 15

16 Charlotte Lindvang lyseret ud fra Carolyn Arnason s eklektiske model (Arnason 2002), hvor musikalsk mening udforskes gennem en proces med flere lyttende og reflekterende trin (Lindvang 2010, s. 115). Den hermeneutiske analyse af interviewtekst og musik mundede ud i et improvisations-narrativ for hver studerende. Den narrative form gav mulighed for at sammenflette både tekst- og musikanalyse i en form for kunstnerisk fortolkning (Austin & Forinash 2005) 1. Narrativerne, som kvalitative undersøgelsesresultater, tydeliggjorde først og fremmest den enkeltes personlige særkende og unikke måde at være på, og den mangfoldighed som kom til udtryk i narrativerne, var knyttet til de forskellige livshistorier som de studerende hver især havde med sig. Der var følgende fællestræk i improvisations-narrativerne: 1) Den dynamiske modsætning mellem at udforske verden og nye sider af sig selv, overfor at finde hjem i sig selv og blive bekræftet og accepteret, som den man er. 2) En voksende bevidsthed i forhold til relationers helende potentiale og betydning for menneskelig udvikling. Improvisations-narrativerne blev desuden en illustration af, hvordan selverfaring i musikterapitræningen kan være en krævende og nærmest krisepræget proces, lige såvel som den kan være forløsende og livgivende (Lindvang 2010, s. 139 ff.). Senere foretog jeg en metateoretisk analyse af data i lyset af kybernetisk psykologi (Ole Vedfelt 1996; 2000; 2001). Ifølge den analyse blev det bl.a. fundet, at evnen til krydsmodal sansning, svarende til bevidsthedsmæssigt at modtage og arbejde simultant med mange typer information, både fra en selv og fra klienten, udvikles gennem praksislæring (Lindvang 2010, s. 196 ff. + s. 297). Resultatet er med andre ord, at den studerende lærer at rumme kompleksiteten i det nonverbale, og lærer at anvende krydsmodalitet i interaktionen. Denne kompetence opfatter jeg som nært forbundet med affect attunement, hvor terapeut og klient deler indre følelsesmæssige bevægelser, hvilket er helt centralt i musikterapi (Trondalen & Skårderud 2007). Den kvantitative del. I forlængelse af den kvalitative undersøgelse af studerendes erfaringer blev et spørgeskema udviklet og distribueret online til medlemmer af danske musikterapeuters faglige organisation (MTL). Det blev sendt til 45 musikterapeuter, uddannet på Aalborg Universitet mellem 2001 og Svarprocenten lå på 71 % (N=32). Formålet med spørgeskemaerne var at undersøge professionelle musikterapeuters vurdering af egen kliniske kompetence, samt betydningen af deres læring fra musikterapistudiets terapeutiske spor (Lindvang 2010, s. 253 ff.). Besvarelserne blev primært bearbejdet med deskriptiv statistik, og resultaterne viste en utvetydig tendens til at deltagerne havde en høj grad af selvtillid i forhold til de terapeutiske kompetencer der blev spurgt til. 2 I undersøgelsen bad jeg som nævnt den professionelle musikterapeut om at vurdere, i hvilken grad selverfaringen (læreterapien) 1 Den studerende fik tilsendt narrativet og blev bedt om at evaluere, i hvor høj grad vedkommende kunne kende sig selv i teksterne. Deltagerne svarede generelt, at de i høj grad kunne genkende sig selv i det fortolkede materiale (Lindvang 2010, s.193). 2 Afhandlingen kan downloades: Se spørgeskemaet i appendix s. 452 ff. 16

17 At gøre sig parat til det mulige møde på studiet havde haft en betydning i forhold til udvikling af forskellige terapeutiske kompetencer. Følgende kompetencer blev i særlig grad vurderet som forbundet med læring gennem selverfaring: 1) evnen til at være bevidst om og kunne forstå sin egen rolle i et musikterapeutisk forløb, 2) evnen til at kunne håndtere og forstå modoverførings fænomener, samt 3) evnen til at møde klienten på dennes egne præmisser og at kunne følge klientens behov (Lindvang 2010, s.264). Følgende var et markant resultat fra spørgeskema-undersøgelsen: De deltagende musikterapeuter, med erfaring fra flere jobs og flere forskellige klientgrupper, vurderede, at selverfaring gennem terapeutisk træning har stor betydning for udvikling af refleksiviteten hos terapeuten, samt for udviklingen af kompetencen til at møde klienten. Samlet set drejer det sig om udvikling af en dobbeltrettet bevidsthed. Værdifulde oplevelser på egen krop Lad os vende tilbage til de kvalitative interviews med de ni musikterapistuderende i sidste studieår. Selvom der i interviewene ikke var direkte fokus på den kommende terapeutiske praksis, udtalte alle ni studerende sig om deres spirende terapeutidentitet, og reflekterede over, hvordan det kunne komme klienter til gode, at der blev sat fokus på vigtige personlige temaer gennem selverfaringen på studiet. I det følgende inddrages også udenlandske undersøgelsesresultater i refleksionerne. Interviewene belyste, hvordan de studerende gennem egne erfaringer havde tilegnet sig en kropsligt integreret viden om, hvordan det føles at være klient i musikterapi, og blive modtaget på en sensitiv og accepterende måde, samt indsigt i hvor væsentligt det er for terapeutisk arbejde, at klienten oplever en grundlæggende tillid til terapeuten. Flere studerende beskrev, at opbygning af et tillidsforhold tager tid, og det er ikke altid let. At være sammen med en terapeut og have evnen til at opbygge tillid og alliance det er også noget du gradvist lærer i klientrollen, og det perspektiv må du huske på, når du selv bliver musikterapeut, udtalte en musikterapistuderende (Lindvang 2010 s.202). Det er et interessant spørgsmål, hvorvidt og hvordan det, der opleves i klientrollen, kan omsættes til erfaringer, der styrker terapeutiske kompetencer. I spørgeskemaundersøgelsen svarede 90,6 % af de deltagende musikterapeuter, at de generelt havde været i stand til at integrere deres personlige erfaringer fra at have været i et forløb som klient under uddannelsesforløbet i deres professionelle identitet som terapeut (ibid., s.279). Interviewundersøgelsen med de studerende viste, at negative oplevelser fra klientperspektivet paradoksalt nok også kan medvirke til udvikling af terapeutidentitet. Fx kan oplevelser af uhensigtsmæssige interventioner fra terapeutens side skærpe den studerendes bevidsthed om, hvor væsentligt det er at udvikle sin sensitivitet og sin evne til at lytte og være nærværende for at kunne imødekomme fremtidige klienters behov. Macran, Stiles og Smith (1999) interviewede psykodynamisk orienterede psykoterapeuter om deres erfaringer fra klientrollen. Terapeuterne var i stand til at oversætte deres oplevelser fra klient-rollen til terapeutiske kompetencer og forholdemåder, som de kunne bruge i klinisk praksis: erfaringen med at få plads til egen proces som klient kunne overføres til rollen som terapeut, idet de senere var i stand til at give deres klienter den plads, de selv var blevet givet som klienter. 17

18 Charlotte Lindvang Kontakt med selv og anden Som nævnt illustrerede improvisationsnarrativerne, at de studerende lærte sig selv bedre at kende og samtidig udviklede fornemmelse for relationens betydning og helende potentiale. Desuden påpegede den metateoretiske analyse af de studerendes læreprocesser netop forholdet mellem selvudvikling og relation som et væsentligt dynamisk forhold (ibid., s s.232). En musikterapistuderende fortalte om hendes udviklingsproces på studiet: Det er gået op for mig, at hvis jeg kan dét lære at holde med mig selv så kan jeg ret meget mere jeg er begyndt at varetage mine egne interesser og behov også, i stedet for kun andres. Og jeg kan mærke, at det kun er igennem dét, at jeg kan være terapeut (ibid., s.206). Den studerende udtrykker her sin erkendelse af, at hendes selvudvikling og evne til egenomsorg får betydning for fremtidige terapeutiske relationer. Lignende resultater findes i to kvalitative interviewundersøgelser fra USA, hvor deltagerne var nyuddannede eller næsten færdiguddannede psykoterapeuter. De rapporterede samstemmende, at deltagerne gennem oplevelser fra selv at være klient dels udviklede deres selvfornemmelse og evne til at være i kontakt med sig selv, dels den empatiske forståelse for deres klienter og for klienternes terapeutiske proces (Grimmer and Tribe, 2001; Murphy, 2005). Den metateoretiske analyse i min undersøgelse viste også, at forholdet mellem læring og bevidsthed udvikles gennem selverfaringen, som bl.a. viser sig ved at den studerende opbygger en tillid til det han/ hun mærker her-og-nu (Lindvang 2010 s. 205). En studerende sagde: Jeg tror, at det med kernen er det centrale, og det er dét, jeg kan bruge, rent fagligt,, at kunne finde min egen kerne i det, være til stede, og stole på, at det jeg kan, det er tilgængeligt, og det behøver ikke være planlagt alt sammen (ibid., s.157). Denne udtalelse beskriver, hvordan udvikling af evnen til at være i kontakt med sig selv ( egen kerne ), kan få betydning for paratheden til at være imødekommende overfor klienten, åbent og fleksibelt. En anden musikterapistuderende udtrykker: Hvis ikke vi havde haft det terapeutiske spor, og kun havde læst om det, så ville det hele have været fragmenteret inde i mig Jeg ville ikke have resoneret følelsesmæssigt... Så ville det have været mere adskilt, tror jeg og måske også mere dem og os at der er nogle, der er klienter, og nogle der er terapeuter (ibid., s.173). Den studerende peger her på noget væsentligt, nemlig udviklingen af evnen til med en følelsesmæssig resonans at komme klienten i møde, og på udviklingen af medmenneskelig forståelse: terapeut og klient er ligeværdige, om end de ikke er ligestillede. Musikken i selverfaringen Musikterapeuter trænes i evnen til at lytte (Pedersen 2000), og har musikken at komme i møde med og skabe relation med. Som det fremgik af metaanalysen (ibid., s.203), spiller musikken en særlig rolle i læringen: gennem oplevelser og erfaringer i og med musik udvikles relationen til musik. De studerende lærer deres redskaber at kende indefra gennem den kropsligt forankrede selv-erfaring, og opbygger tillid til musikkens transformerende egenskaber og til de musikterapeutiske processer. Det må opleves, tror jeg, man skal opleve de der processer i kroppen, sammen med musikken, selv, for helt at forstå det..., sagde en studerende (ibid., s.142). Her billedliggøres den komplekse læring: der er en vekselvirk- 18

19 At gøre sig parat til det mulige møde ning mellem signalerne i kroppen, fornemmelsen af selvet og det musikken vækker, og den refleksive forståelse. Jeg tror, at den ekspanderende viden om sammenhængen mellem den menneskelige hjerne, kroppen og sindet vil få betydning for forskningen i musikterapi, og derfor også på sigt for den indsigt, vi kan få i den musikterapeutiske selverfarings dybe betydningslag. Diskussion Narrativerne illustrerede det personlige og unikke, som hver studerende finder frem til i sig selv eller folder ud gennem egenterapeutisk træning. Dette fund vækker til eftertanke i en tidsalder, hvor der er fokus på at leve op til universelle standarder. Hvordan kan vi vide, om terapeuterne er dygtige og veluddannede eller bare unikke? Et vigtigt bidrag i denne debat er Jette Fog og Lars Hem s publikation i 2009, hvor de tager udgangspunkt i den opfattelse, at det konkrete den enkelte klient, den enkelte terapeutiske relation og det enkelte terapeutiske øjeblik altid må have forrang frem for det almene. Dvs. at man ifølge den opfattelse heller ikke kan uddanne de terapeutstuderende til en fælles specificeret standard, de kan måles imod. Det må derfor tolkes positivt, når de studerende tilsyneladende udvikler sig til at blive mere forskellige, end de var til at begynde med. Udviklingen af terapeutiske kompetencer er rettet mod, at den enkelte studerende kultiverer sit særpræg, fordi det er gennem det personlige særpræg, den professionelle empati kan komme til udtryk. (Fog & Hem 2009, s.276). I den forstand er psykoterapi og musikterapi altid særbehandling. Når musikterapeuterne i spørgeskemaundersøgelsen klingede positivt med på spørgsmålet om at møde klienten der, hvor han/hun er, kan det derfor være, fordi det resonerede med noget væsentligt i deres fagpersonlige identitet: de er ikke bundet til at følge en manual med lydhørhed og fleksibilitet gør de sig hele tiden parate på ny, til det mulige, særlige møde med klienten. Men gennemgår vi den forskningslitteratur, der findes om emnet, har det til dato ikke været muligt empirisk at påvise, at den terapeut, som har været i egen-terapi, skulle være i stand til at skabe bedre behandlingsresultater. Det er et uhyre vanskeligt område at forske i, og der findes kun få studier, som undersøger spørgsmålet, de er af ældre dato, og er blevet kritiseret for at være for små og for dårligt designet (Hougaard 2004). Derimod er det muligt at lytte til konklusioner fra store internationale undersøgelser, der bygger på terapeuters selv-rapportering, som viser, at personlig terapi med stor sandsynlighed kaster meget positivt af sig både på det personlige og på det professionelle plan. Til sidst vil jeg omtale den begrænsning, der er forbundet med at samle empiriske data indenfor læreprocesser og selverfaring: Hvordan er det muligt at gribe de mangfoldige processer, når meget af det, der læres, foregår under bevidsthedstærsklen som tavs viden? Jeg valgte interviewmetoden primært af etiske hensyn: når fokus var på selverfaring, måtte selvet få en stemme, og for at imødekomme behovet for en anden type information blev betydningsfulde improvisationer inddraget som data. Alligevel må jeg erkende, at der var og er langt mere viden i det resonante læringsfelt end undersøgelsen har kunnet gribe om. Jeg tænker, at det er et vilkår, at der findes mere i os og mellem os, end vi ved af og kan kontrollere. Samtidig må vi anerkende forskningen, og glæde os over, at vi hele tiden kan blive klogere. 19

20 Charlotte Lindvang Afrunding Mange musikterapeuter har nok oplevelsen af, at det, de havde med sig fra uddannelsen, herunder erfaringer fra klientperspektivet, kun var en begyndelse noget at tage afsæt i, som en af deltagerne i den omtalte spørgeskemaundersøgelse skrev i en kommentar. Der er meget som skal læres i marken, og det, som er lært, skal udvikles og vokse sammen med de kontekster, den enkelte lander i. Mit ønske har været, at fremhæve styrken i det professionelle nærvær som kan bygges op under uddannelsen og videreudvikles gennem personlige terapeutiske processer. Evnen til at komme klienten i møde er en af de dybeste humanistiske kvaliteter, vi med faglig stolthed kan virkeliggøre i arbejdet. Litteratur Arnason, C. L. R. (2002). An eclectic approach to the analysis of improvisations in music therapy sessions. Music Therapy Perspectives, 20, Austin, D., & Forinash, M. (2005). Arts-based research. In B. L. Wheeler (Ed.) Music therapy research (Second ed., pp ) Barcelona Publishers. Brinkmann, S. (2007). The good qualitative researcher. Qualitative Research in Psychology, 4(1-2), Creswell, J. W., & Clark, V. P. (2007). Designing and conducting mixed methods research. USA: Sage publication, Inc. Fog, J. & Hem, L. (2009). Psykoterapi og erkendelse. Personligt anliggende og professionel virksomhed. Akademisk Forlag, København. Geller, J. D., Norcross, J. C., & Orlinsky, D. E. (Ed.) (2005). The psychotherapist s own Psychotherapy. Oxford: Oxford University Press. Grimmer, A., & Tribe, R. (2001). Counseling psychologists perceptions of the impact of mandatory personal therapy on professional development an exploratory study. Counseling Psychology Quarterly, 14(4), Hald, S., Majlund, A., Holland, P., & Karpantschof, M. (2001). Musikterapeuters egenterapi, en undersøgelse af musikterapeuters egenterapi med udgangspunkt i læreterapien på Aalborg uddannelsen. Ikke publiceret bachelor-projekt. Hannibal, N. (2004). Foreløbig opgørelse af resultater af spørgeskema-undersøgelse af kandidater i musikterapi og studerende på 10. semesters vurdering af musikterapi-uddannelsen. Aalborg Universitet. Ikke publiceret pilotundersøgelse. Hougaard, E. (2004). Psykoterapi. Teori og Forskning. (2.udgave) København: Dansk Psykologisk Forlag. Kvale, S. (1997/2008). Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag. Lindvang, C. (2007). Bevidsthed, erkendelse og kreativitet, om egenterapi på musikterapiuddannelsen, set i lyset af kybernetisk psykologi. Psyke & Logos, 28(1), Lindvang, C. (2010). Et resonant lærings-felt. Egen-erfaring og udvikling af terapeutiske kompetencer. En kombineret undersøgelse af studerendes oplevelser gennem egen-erfaring samt af professionelle musikterapeuters evaluering af deres kliniske kompetencer. Ph.d. afhandling Aalborg Universitet. (Skrevet på engelsk og kan downloades fra forskerskolens hjemmeside: Macaskill, N., & Macaskill, A. (1992). Psychotherapists-in-training evaluate their personal therapy: Results of a UK survey. British Journal of Psychotherapy, 9(2), Macran, S., & Shapiro, D. A. (1998). The role 20