Indhold. Side 8. ikke stikker hovedet i busken, fordi nogle spørgsmål bærer sprængstof i sig. Side 4. Side 13. Læs også

Transkript

1 nr. 6 december 2008

2 Indhold Grænseforeningens formål: Det er Grænsefor enin gens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Grænseforeningens vision: Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. Grænseforeningens værdier: Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig. Foreningen er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænseforeningen mener og siger: Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal. Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer. Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer. Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5 Postboks København K Tlf.: info@graenseforeningen.dk Formand Finn Slumstrup finn@slumstrup.dk Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ketherkelsen@graenseforeningen.dk Foreningskonsulent Claus Jørn Jensen Tlf graenseforeningen@privat.dk Bladet GRÆNSEN Udgives af Grænseforeningen Ansvarshavende redaktør Erik Lindsø el@graenseforeningen.dk Annoncer Anne Mette Holstein Tlf Udgivelse Udkommer 6 gange årligt Oplag: Næste udgivelse: 4. februar Deadline for annoncer og indlæg til næste nummer: 19. januar Tryk Jørn Thomsen A/S, Kolding Layout prik Forsidefoto Forsiden på GRÆNSEN i 2008 er fotografier af fotografen Marianne Grøndahl fra hendes bog Det Danske Folkestyre. Christiansborg Mindretal skal lære at være selvbevidste Hans Heinrich Hansen er formand for FUEV, den europæiske sammenslutning af mindretal, og kæmper blandt andet for at sætte mindretallene på det magtfulde EUs dagsorden, så tingene virkelig begynder at flytte sig. Han tilhører det tyske mindretal i Nordslesvig og bruger erfaringerne fra grænselandet i sit internationale arbejde Side 9 Grænseforeningen er en politisk forening Det har den altid været, men den er hævet over partipolitik. Grænselandsspørgsmål er nemlig for vigtige til at være en partisag, men de er så afgjort politiske, siger Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, der ikke stikker hovedet i busken, fordi nogle spørgsmål bærer sprængstof i sig. Side 4 Læs også Side 8 Grænseforeningen kræver fuld ligeberettigelse Side 20 Mellem adskillige grænser. Anmeldelse af Grænseforeningens årbog Side 22 Skitten-skatten-ditten-dum Side 23 Nye bøger Danmark rundt med Lene og Villy I en mobil samtalebog rejser to af landets mest fremtrædende politikere, Lene Espersen og Villy Søvndal, Danmark rundt i en folkevogn sammen med journalisten Lars Vestergaard for at finde ud af, hvad det vil sige at være dansk. GRÆNSEN har fået lov at bringe afsnittet, hvor de når til grænselandet. Side 13

3 Leder Økonomiske misforståelser Af Finn Slumstrup, formand For nogle uger siden fik jeg en mail fra en venlig mand, som skrev, at han med beklagelse måtte udmelde sin mor af Grænseforeningen. Hun var nu blevet så gammel, at hun ikke havde noget ud af at være medlem. Og så tilføjede sønnen, at det jo heldigvis ikke var noget problem for os at undvære moderens kontingent, da vi sikkert klarede os glimrende for det statstilskud, vi modtager hvert år. Når jeg nævner sagen her, er det fordi, det kan konstateres, at der rundt omkring trives adskillige misforståelser om Grænseforeningens økonomi.» Derfor kan det være nødvendigt at søge at rydde de værste misforståelser af vejen. Og gøre opmærksom på, at Grænseforeningens store oplysningsindsats både i lokalforeninger og i hovedforeningen indtil nu alene er finansieret af folkelige kræfter samlet i fonde og legater eller direkte gennem kontingenter. Lad mig derfor fastslå, at Grænseforeningen ikke modtager så meget som en krone i driftstilskud fra det offentlige og så vidt jeg ved aldrig har gjort det. Lokalforeningerne får ingen støtte fra Folkeoplysningsloven, og Grænseforeningen er ej heller på finansloven. Hvad angår vort forhold til de offentlige kasser, er vi berettiget til delvis momsrefusion og et beskedent tilskud fra Tips- og Lottomidler til vores drift, men under forudsætning af, at vi gennemfører landsindsamlinger. Vores drift finansieres for de resterende 95 % vedkommende gennem kontingentindtægter fra medlemmerne, overskud fra Dybbøldag og salg af materialer, afkast fra Grænsefonden og vore legater, renteindtægter fra værdipapirer og et beskedent overskud fra driften af ejendommen Peder Skrams Gade 5. En anden misforståelse viser sig i forbindelse med, at en del af statsbevillingen til kulturelt arbejde i Sydslesvig af historiske årsager fordeles via Grænseforeningen. I , som er det senest afsluttede regnskab, drejede det sig om knap 79 millioner kroner. Det synes at være en almindelig antagelse, at vi i den forbindelse scorer en rentegevinst eller i det mindste tager os betalt for arbejdet gennem et gebyr. Sådan forholder det sig ikke. Rentetilskrivningen for den korte periode, vi har pengene stående, returneres til staten. Og vores økonomichef udfører hvert år cirka en måneds arbejde med statsbevillingen herunder ikke mindst det omfattende arbejde med at holde orden i en stor mængde små lån til studerende gennem Sydslesvigsk Kultursamfund uden at det ændrer ved, at hans løn er betalt 100 % af Grænseforeningen. Der har lige siden 1920 været et tæt samarbejde mellem staten og Grænseforeningen. Den opgave har Grænseforeningen med glæde påtaget sig men uden at profitere økonomisk på den. En tredje misforståelse har at gøre med Det sønderjydske Lotteri. Vi har sagt åbent og tydeligt, at det bliver stadig sværere at gennemføre lotteriet med et tilstrækkeligt økonomisk resultat. I det seneste regnskabsår blev nettoresultatet godt kroner. Mange har spurgt, hvad vi vil stille op, hvis vi mister den indtægt? Svaret er, at det ikke er Grænseforeningen, der mister pengene. Det er danskheden i Sydslesvig, der går glip af den støtte, man hidtil har modtaget via lotteriet. Den del af overskuddet, der er gået til hovedforeningen i Peder Skrams Gade, gives ubeskåret videre til kulturelt arbejde i Sydslesvig efter ansøgning. Den del af overskuddet, der går til vore mange lokalforeninger, bruges til deres venskabs- og oplysningsarbejde for Sydslesvig. Man kan naturligvis ikke forvente, at mennesker, der er mere eller mindre interesserede i Grænseforeningens arbejde, sætter sig ned og gransker foreningens regnskab. På den anden side må man se i øjnene, at når en gammel forening begynder at blive lidt mere synlig i offentligheden, som det sker med Grænseforeningen i disse år, så kommer i vor økonomifikserede tid også omgående spørgsmålet om, hvor foreningen får midlerne fra til den omfattende informations- og kursusvirksomhed, vi driver. Derfor kan det være nødvendigt at søge at rydde de værste misforståelser af vejen. Og gøre opmærksom på, at Grænseforeningens store oplysningsindsats både i lokalforeninger og i hovedforeningen indtil nu alene er finansieret af folkelige kræfter samlet i fonde og legater eller direkte gennem kontingenter. Foto: Scanpix Grænsen nr. 6 december

4 Grænseforeningen er politisk På Grænseforeningens Sendemandsmøde i Vingstedcentret ved Vejle den oktober blev Finn Slumstrup uden modkandidater genvalgt som formand, og foreningen fik stor opbakning fra de 240 sendemænd til den nye kurs, der er afstukket. Af Erik Lindsø Jeg sidder tilbage med en god fornemmelse. Det var en klar linje, der blev vedtaget, lyder det fra Finn Slumstrup, da GRÆNSEN ringer til ham en uge efter Sendemandsmødet. Pas på, medlemmet bider! Der var ellers lagt i kakkelovnen til rivegilde på Sendemandsmødet, hvis man tog pejling efter en række avisindlæg i ugerne op til. Ledelsen af Grænseforeningen i dag ikke bare er ved at blive mere og mere politisk, men også politisk korrekt samt bedrevidende vedrørende samfundsudviklingen og fordømmende overfor andre, der ikke lige har samme mening, skrev Claus Nielsen fra Ålborg i Flensborg Avis (4. oktober). Pas på, medlemmet bider! På forhånd er Grænseforeningen altså advaret det er igen det nye slogan fra 2007 For en åben danskhed, der er sprængstoffet, kunne man læse i Morgenavisen Jyllands Posten (25. oktober), og avisen citerer Kim Arildslund fra Frederikssund: Jeg har svært ved at se, hvad en åbning mod etniske minoriteter har med Grænseforeningen at gøre. Samme Kim Arildslund udtaler til Flensborg Avis (18. oktober), at formand Finn Slumstrup og generelsekretær Knud-Erik Therkelsen nok mener, der er for lidt krudt i Sydslesvig og derfor er ved at udvikle foreningen til en slags Mellemfolkeligt Samvirke. Forstander Thue Kjærhus fra Rønshoved Højskole skriver i dagbladet Information (17. oktober): Grænseforeningens danskhed er (ideologisk) larm. Man er endt i en moderne nationalistisk position, eller bedre i en kulturradikal vildfaren idealitet. Helge Poulsen fra Kolding kritiserer GRÆNSEN, hvis lødighed og kvalitet bliver stadig ringere et stort ekko af Det Radikale Venstre, og at Finn Slumstrups lederartikler er opstyltet snak om udsyn og vidsyn rent og pænt indpakket i papegøjesnak (Flensborg Avis 27. oktober). En misforståelse, at Grænseforeningen er upolitisk Den fik ikke for lidt i avisernes spalter, men på Sendemandsmødet var der kun et enkelt medlem, der bed fra sig. Kim Arildslund mente, at med minoriteter og indvandring er grænsen nået for, hvad vi skal beskæftige os» Så længe jeg er formand, er vi ikke en forening, der stikker hovedet i busken. med, og fremførte, at et sådant engagement kræver en vedtægtsændring. Kim Arildslund var ene om sin kritik. Var der andre kritikere til stede, tav de. Til gengæld bakkede en lang række talere op om de tiltag, Grænseforeningen de seneste år har aktiveret. Foto: Povl Klavsen Noget af det vigtigste, vi foretager os i disse år, er, at vi fjerner den misforståelse, at Grænseforeningen er upolitisk, forklarer Finn Slumstrup, da GRÆNSEN spørger ham om hans forklaring på den kritik, der har været rejst i en række læserbreve. Grænseforeningen ER en politisk forening, det har den altid været, men den er hævet over partipolitik. Grænselandsspørgsmål er nemlig for vigtige til at være en partisag, men de er så afgjort politiske, forklarer Finn Slumstrup. Med vedtægtstilføjelsen i 2001, hvor det slås fast, at Grænseforeningen også skal styrke dansk sprog og kultur, er en del af foreningens arbejde rykket nord for Kongeåen. Samtidig har vi bestræbt os på at give foreningen en anderledes og mere åben stil, end der tidligere har været tradition for. Sådanne ændringer medfører naturligt, at der opstår debat, uddy- 4 Grænsen nr. 6 december 2008

5 240 sendemænd var mødt frem, og de gav foreningens nye kurs fuld opbakning. Den forventede debat udeblev. ber Finn Slumstrup og hilser debatten velkommen. Alene debatten på Sendemandsmødet vidner om en drejning. Det er vel første gang i foreningens historie, at debatten varede længere end formandens beretning. Hånden i hvepsereden Grænseforeningen har taget initiativ til, at piger fra Sydslesvig mødes med indvandrerpiger fra København for at udveksle erfaringer om det at være mindretal i en flertalskultur. Det seneste møde udmøntede sig i Erklæring til fremme af det positive kulturmøde, som pigerne overrakte til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (se GRÆNSEN 2008 nr. 5). Dette arbejde er kun en lille del af Grænseforeningens samlede arbejde. Alligevel er det netop dette indsatsområde, som skaber polemik. Med dette initiativ har vi stukket hånden direkte ned i samfundets hvepserede. Begreber som kulturmøde, indvandring og integration er umådeligt brandbart stof i disse år dybe følelser er involveret, forklarer Finn Slumstrup, som nu har talt sig varm: Men så længe jeg er formand, er vi ikke en forening,» der stikker hovedet i busken. Og vi er nødt til at tale om disse emner. Vi kan ikke lade, som om de ikke er der, siger han og citerer en sang af Ebbe Kløvedal Reich: Lad os tale om det frit, lære hvor vi står, blive tvivl og kulde kvit. Dét er opgaven, og det må vi kunne finde ud af på god grundtvigsk vis, slår Slumstrup fast. Noget af det vigtigste, vi foretager os i disse år, er, at vi fjerner den misforståelse, at Grænseforeningen er upolitisk. Professionelle danskere EU er ved at synke ind på den måde at forstå: Vi kan ikke længere se på problemerne isolerede. Hvad der foregår det ene sted, får konsekvenser et andet sted. Det er vilkårene, vi må tage på os, hvis vi vil tage det grænseoverskridende samarbejde i EU alvorligt. Og Slumstrup giver Sydslesvig som eksempel på, hvad han mener: Når vi forlanger, at vores eget mindretal i Sydslesvig behandles ordentligt, så må vi også forlange, at det samme gælder for andre mindretal. Og her ligger der en stor ressource Grænsen nr. 6 december

6 Det var en glad Finn Slumstrup, der uden modkandidater blev genvalgt som formand. Foto: Povl Klavsen i grænselandet, som netop nu kan gavne udviklingen i Danmark. Vi er ikke så homogene længere, og det kræver, vi på en ny måde må finde ud af, hvad det vil sige at være dansk. Sydslesvigerne er professionelle danskere. Deres erfaringer kan smitte af os på andre, forklarer Slumstrup. Sydslesvig på en ny tids betingelser En del af kritikken har gået på, at Sydslesvig fylder for lidt i Grænseforeningens aktuelle arbejde. Hertil svarer Finn Slumstrup: Der er ikke noget, der er forsvundet, men der er noget nyt, der er kommet til. Alt hvad vi foretager os, gavner Sydslesvig. Vi er en forening med rødder i historien, og vores opgave er at bruge de historiske erfaringer» Når vi forlanger, at vores eget mindretal i Sydslesvig behandles ordentligt, så må vi også forlange, at det samme gælder for andre mindretal. fremadrettet på en ny tids betingelser, forklarer Slumstrup videre. Og kommer med en række eksempler: Vi har intensiveret trafikken af unge mennesker i begge retninger. Ambassadørkorpset, hvor elever fra Duborgskolen rejser rundt i Danmark og fortæller om deres mindretalserfaringer. Samarbejdet med efterskoleforeningen om at få unge sydslesvigere på efterskole i Danmark. Den forøgede indsats for fortsat at finde feriehjem til sydslesvigske børn. Samarbejdet med Rødding Højskole og andre højskoler om at give unge sydslesvigere uden ungdomsuddannelse et kærligt skub. Kurser for gymnasielærere om grænseland og mindretal. Alt dette sker samtidig med, at vi nu også engagerer os i kulturmødet og kampen for at styrke og bevare dansk sprog og kultur, kommer det fra en stolt formand, der på Sendemandsmødet fik fuld opbakning til foreningens proaktive arbejde. Fra konsensus til åbenhed og debat Regionsformand i region Syddanmark, Carl Holst, gav på Sendemandsmødet udtryk for, at Grænseforeningen for længe har været en konsensusforening, hvor der ikke måtte være uenighed. Det er der ingen fremdrift i. Nu er der fremdrift, og så kommer der debat, sagde han fra talerstolen. GRÆNSEN har ringet til en række personer og bedt om kommentarer til Grænseforeningens nye kurs. De bakker op og giver gode råd med på vejen. Af Erik Lindsø Jens A. Christiansen, generalsekretær i SSF, Sydslesvigsk Forening: Det er utroligt flot, at Grænseforeningen nyorienterer sig og også engagerer sig i nye mindretal. Det er i den forbindelse oplagt, at man vil bruge kompetencer, som vi i Sydslesvig har oparbejdet ved at være flersprogede og dobbeltkulturelle. Men det er en hårfin balancegang, som Grænseforeningen må gå. Det tipper for eksempel til den forkerte side, hvis sydslesvigerne skal til at forstå sig selv i lyset af andre. Det er SSF s holdning, at det danske mindretal ikke må blive ideologiseret og instrumentaliseret. Hverken af en politisk højrefløj i Danmark eller af Grænseforeningens engagement i indvandring og integration. Men det er min fornemmelse, at Grænseforeningen har den finmotoriske fornemmelse, der skal til, så det danske mindretal nok inddrages i politik men aldrig bliver en del af de politiske trakasserier i Danmark. Man skal være varsom med at overeksponere mindretallet ind i et dansk politisk univers. Ejner Børsting, nyvalgt medlem af Grænseforeningens forretningsudvalg: Jeg ser det fortsat som Grænseforeningens vigtigste opgave, at gøre grænselandet og dets historie kendt for den danske befolkning. Det er i mange år sket ved f.eks. at arrangere ture til Sydslesvig, hvor man møder repræsentanter for mindretallet og ser histo- 6 Grænsen nr. 6 december 2008

7 riske steder. Det er godt, og det skal fortsat finde sted. Men vi er samtidig nødt til at gå nye veje og finde nye aktiviteter, fordi tiden forandrer sig, og den danske befolkning forandrer sig. Et godt initiativ i en ny retning er Grænseforeningens engagement i danskheden. Jeg mener, det er vigtigt, at netop Grænseforeningen er med til at hindre, at danskheden monopoliseres. Det er den for dyrebar til. Med en mere åben danskhed vil vi være med til at flytte danskheden ind på midtbanen, for den tilhører os alle sammen. På samme måde med vores deltagelse i kulturmødet. Det er vigtigt, at en historisk forening med sine erfaringer fra grænselandet er aktiv, blander sig i debatten og kommer med bud på, hvordan fremtidens danskhed skal formuleres. Det gavner i sidste ende også vores arbejde for det danske mindretal, at vi fremadrettet er engageret i udformning og bevarelse af sprog og kultur i Danmark. Carl Holst, regionsformand i Region Syddanmark og medlem af Grænseforeningens hovedstyrelse: Vi er en forening under forandring, og derfor opstår der debat. Den debat skal vi hilse velkommen. Succeskriteriet er, at forskelligheden kommer frem. Kun herved får modparterne respekt og forståelse for hinanden. Grænseforeningen har i alt for mange år været en konsensusforening, hvor man har været enige om alting. Det er der ingen fremdrift i. Nu har vi fremdrift, og dermed får vi også uenighed. Det er et sundhedstegn. Det er ikke fair at sige, som det har været i avisindlæg, at forandringerne i Grænseforeningen er kommet som en tyv om natten. Formuleringen af foreningens værdier, hvor det slås fast, at vi også beskæftiger os med andre mindretal, demokrati, ytringsfrihed, kulturmøde, dansk sprog og kultur, skete efter en lang drøftelse, hvor medlemmerne havde mulighed for at blande sig. Tankerne er ikke opstået overnight. Ansættelsen af Knud-Erik Therkelsen som generalsekretær for fem år siden skete bl.a. for at føre en nyorientering ud i livet, som vi nu heldigvis står midt i. Dieter Küssner, forstander på Jaruplund Højskole og formand for Sydslesvigsk Forening: Jeg er helt tryg ved udviklingen i Grænseforeningen. Vi er jo hele tiden i dialog om det. Jeg bakker op omkring den aktualisering af grænselandserfaringerne, som foreningen finder nødvendigt, og det erfaringsgrundlag, vi har i mindretallet, skal selvfølgelig tages ned fra hylden og bruges i det moderne kulturmøde, som man har svært ved at finde ud af i Danmark. Når vores unge kommer til Danmark for at studere, bliver de ofte betragtet som indvandrere, og de mærker også, hvor svært det er at være fremmed i Danmark. Mindretallet besidder helt klart en merværdi om kulturmøde, som det er godt at aktualisere ind i det danske samfund netop nu. De møder, der har været mellem sydslesvigske piger og indvandrerpiger, og som mange har reageret imod, ved jeg, også har været til stor inspiration for vores unge. De unge har brug for åbenhed og debat, og de orienterer sig selvfølgelig i nye retninger. Godt at Grænseforeningen skaber forum for den debat. Man skal blot huske på, at der er forskel på nationale mindretal og de nye mindretal. Vi er som nationale mindretal ikke tilflyttere. De nye mindretal skal igennem en modningsproces, inden de får skabt sig en hjemstavn, som vi har. Det skisma skal Grænseforeningen holde sig for øje. Mette Troelsen, antropologistuderende og aktiv i Grænseforeningens ungdomsorganisation GOU, Grænseoverskridende Ungdom: Det er godt, at vi i Grænseforeningen er uenige. At bevare dansk sprog og kultur betyder noget forskelligt for os. Det er godt, og husk, det er bedst at diskutere det med dem, man er uenige med. Vi kan i den danske debat lære rigtigt meget af Sydslesvig. I vores megen snak om, hvornår indvandrere er danske, er det en god idé at kigge til Sydslesvig, hvor mindretallet både rummer nogle, der ikke snakker 100% dansk sammen med nogle, der ikke nødvendigvis føler sig 100% danske. Sydslesvig er et godt eksempel på, at man kan være dansk på mange måder, men også at vi, med de erfaringer vi har, skal tage ansvar for det fælles. Det er derfor jeg arbejder i GOU. Vi unge har en anden tilgang, og vi vil gerne give Grænseforeningen en international profil. Vores fremtid ligger i det grænseoverskridende arbejde, og vi læser formålsparagraffen og foreningens værdier sådan, at vores initiativer godt kan rummes. (Fra indlæg på Sendemandsmødet). Grænseforeningens formål har, siden foreningen blev stiftet, været at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen og at udbrede kendskabet til grænselandets forhold. I 2001 blev det tilføjet, at det også er foreningens formål at bevare og styrke dansk sprog og kultur. I 2006 vedtog Grænseforeningen en vision, der går ud på, at erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. En del af Grænseforeningens aktiviteter, som har skabt debat, tager afsæt her. Ligeledes blev der i 2006 vedtaget et sæt værdier, som slår fast, at foreningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til Sydslesvig. Samtidig vedtog foreningen fire hovedstandpunkter for sit arbejde: 1. Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forhold til mindretal. 2. Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer. 3. Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. 4. Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer. Herved markerede Grænseforeningen, at dens anliggende er politisk. Det blev skrevet ind i værdierne, at foreningen er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænsen nr. 6 december

8 Grænseforeningen har sendt et brev til ministerpræsidenten i Slesvig-Holsten, Peter Harry Carstensen, hvor der stilles krav om, at der nu gennemføres fuld ligeberettigelse for det danske mindretal i Sydslesvig. Grænseforeningen kræver fuld ligeberettigelse i Sydslesvig I rusen fra skåltalerne over udviklingen i det grænseoverskridende samarbejde mellem dansk og tysk overses det, at regeringen i Slesvig-Holsten mangler at gennemføre fuld ligeberettigelse for det danske mindretal helt igennem. På Grænseforeningens årsmøde krævede formanden Finn Slumstrup de sidste problemer fjernet. Af Erik Lindsø Med de såkaldte København-Bonn erklæringer i 1955 gav Danmark og Tyskland hinanden håndslag på at gennemføre fuld ligeberettigelse for mindretallene det tyske mindretal i Danmark og det danske mindretal i Sydslesvig. Danmark lever op til erklæringerne, mens den tyske delstat ikke kan tage sig sammen til det sidste afgørende skridt nemlig at sikre elever i de danske skoler i Sydslesvig gratis skoletransport på lige fod med tyske elever. Der er ingen grund til at betvivle den Slesvig-Holstenske regerings positive indstilling overfor det danske mindretal i Sydslesvig, sagde Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup. Slesvig-Holsten har de senere år gennemført mange forbedringer for det danske mindretal. Ministerpræsident Peter Harry Carstensen har ligefrem gjort mindretalsanliggender til en Chefsache. De skal over hans bord. Derfor undrer det Grænseforeningens formand, at Slesvig-Holsten ikke vil føre ligeberettigelsen helt igennem. På årsmødet formulerede Finn Slumstrup det som et krav til Slesvig-Holsten, at den manglende ligeberettigelse i Sydslesvig nu ryddes af vejen. Vigtigt for et mindretal at mødes med flertallet i øjenhøjde Det vigtigste tilbagevendende spørgsmål er forskelsbehandlingen i skoleelevernes transportforhold. Det kan lyde som en lille sag at råbe op om lige forhold i udgifter til skoletransport. Men det er både økonomisk og psykologisk en vigtig sag for det danske mindretal, forklarer Finn Slumstrup. Kørselstilskud er lovpligtige, når det gælder den offentlige tyske skole, men frivillig når det gælder det danske mindretals skoler. Med vidt forskellig praksis til følge. Økonomisk handler det om trekvart million Euro om året et ikke uvæsentligt beløb for et mindretal. Men ligeså vigtig som økonomien er den psykologiske faktor. Forskelsbehandlingen på et så vitalt område som barn og skole giver en fornemmelse af ikke at være fuldt ud ligeberettiget og accepteret i det tyske samfund. Det er psykologisk vigtigt for et mindretal at føle, at man på de vigtigste områder i hverdagen kan møde flertallet i øjenhøjde, uddyber Slumstrup. Inden årsmødet blev der afsendt et brev til ministerpræsident Peter Harry Carstensen, hvor kravet om ligeberettigelse forklares og begrundes. En uforståelig mangel ved det positive samarbejde Grænseforeningen komplimenterer de tyske myndigheder for de fremskridt, der er sket, og som afspejles i det stadig mere omsiggribende grænseoverskridende samarbejde. Det seneste eksempel på den positive udvikling er den stort anlagte tyske premiere på filmen Flammen og Citronen, som på tysk hedder Tage des Zorns, for to måneder siden. Ved den tyske premiere deltog ministerpræsident Carstensen og han betonede, at det dansk-tyske venskab nu er stærkt nok til, at vi i fællesskab kan bearbejde de smertelige faser i den fælles historie. I lyset af de mange fremskridt er det uforståeligt, at Kiel-regeringen ikke får de sidste knaster fjernet, så vi omsider kan sige ganske uden forbehold, at i det dansk-tyske grænseland er der fuld ligestilling mellem flertal og mindretal, konkluderer Finn Slumstrup. 8 Grænsen nr. 6 december 2008

9 Hans Heinrich Hansen, da det tyske mindretal i 2000 fik indført ret til at blive tiltalt på tysk i sønderjyske retssale, på plejehjem og andre offentlige institutioner. Foto: Scanpix Mindretal skal lære at være selvbevidste Det tog mange årtier og sejt arbejde, inden samlivet i det dansk-tyske grænseland blev så jævnbyrdigt mellem mindretal og flertal, som det er i dag. Lige netop den erfaring har Hans Heinrich Hansen gjort på egen krop. I dag er han formand for FUEV, den europæiske sammenslutning af mindretal, og kæmper blandt andet for at sætte mindretallene på det magtfulde EUs dagsorden, så tingene virkelig begynder at flytte sig. Af Brigitte Alfter Hans Heinrich Hansens far var ved at eksplodere den dag i 1965, da sønnen og hans klassekammerater fra Haderslev Katedralskole skulle optræde på den danske skole i Kappel i Sydslesvig. Som søn af en mindretalstysker skulle Hans Heinrich i hvert fald ikke optræde for de danske i Kappel! Stemningen i det dansk-tyske grænseland var ganske spændt dengang, og det var svært at forestille sig, at det en dag kunne blive anderledes. Dengang fik Hans Heinrich kæmpet igennem, at han måtte optræde med den indøvede rolle: Begge de mandlige hovedroller i skoleteatret var besat af unge med baggrund i det tyske mindretal i Sønderjylland. Der var næsten ingen vej udenom. I sommer rundede Hans Heinrich Hansen selv 70 år, og i årene siden har han kæmpet for, at mindretallene nord og syd for grænsen kunne samarbejde og ikke mindst for det Grænsen nr. 6 december

10 Foto: Scanpix tyske og det danske mindretals rettigheder, som de er fastlagt i dansk-tyske og europæiske aftaler. Nu bruger Hans Heinrich et helt livs erfaring i sin stilling som formand for den europæiske sammenslutning af mindretal, FUEV: FUEVs opgave er at filtrere eller kanalisere» de aggressioner, der opstår, når mindretal føler sig trængt, forklarer han. Her kan erfaringen fra grænselandet i allerhøjeste grad bruges. Med hinanden i stedet for mod hinanden Tidligere på året inviterede den danske ambassade i Wien en række repræsentanter fra Den største anerkendelse kom i 1995, hvor jeg blev indbudt til at holde en tale ved den nationale fest på danskernes mest nationale sted, Dybbøl, ved 75 års mindedagen for afstemningen i Det var en milesten i vort grænseland, et synligt udtryk for tillid, og det var tegnet på viljen og ønsket om at være med hinanden. det dansk-tyske grænseland til at komme og fortælle om deres erfaringer. En af dem var Hans Heinrich Hansen, og den tur tænker han gerne tilbage på. Der var over 150 mennesker, der deltog i det møde, husker han. Hans pointe i talen i Wien var, at det kan lade sig gøre at bevæge sig fra had og spændinger til et konstruktivt samliv, hvor der er plads til alle. Vom Gegeneinander zum Miteinander, som han siger det på tysk fra at være mod hinanden til at være med hinanden. Men selve det, at han blev inviteret med til mødet i Wien, oplever han som et tegn på respekt. Respekt både overfor den enkelte og overfor det samlede mindretal betyder rigtig meget, understreger Hans Heinrich Hansen. I det hele taget handler mindretals - politik om menneskeligt samvær. Og selv om love kan styre meget, så kræver et godt sam- 10 Grænsen nr. 6 december 2008

11 I juli måned besøgte kronprinsparret det tyske mindretal i Sønderjylland, her Deutscher Kindergarten i Åbenrå. Mindretalspolitik handler om menneskeligt samvær. Selv om love kan styre meget, så kræver et godt samliv mere end blot regler. Det kræver ikke mindst anerkendelse, tryghed og tillid. liv mere end blot regler. Det kræver ikke mindst anerkendelse, tryghed og tillid. Den største anerkendelse kom i 1995, hvor jeg blev indbudt til at holde en tale ved den nationale fest på danskernes mest nationale sted, Dybbøl, ved 75 års mindedagen for afstemningen i Det var en milesten i vort grænseland, et synligt udtryk for tillid, og det var tegnet på viljen og ønsket om at være med hinanden. For mig var det det vigtigste øjeblik som formand for det tyske mindretal. Sådan fortalte Hans Heinrich Hansen de mange tilhørere i Wien om den udstrakte danske hånd og følelsen af endelig at være helt tryg i hjemstavnen. Indbydelsen til at holde tale på Dybbøl kom 30 år efter, at Hans Heinrichs far var blevet så oprevet over, at sønnen skulle optræde med et skoleteater for det danske mindretal. Hvad mon han havde sagt til talen på Dybbøl? Jeg er opvokset, som jeg er, siger Hans Heinrich Hansen i dag. Det skal flertalsbefolkningen have ind i hovedet. FUEVs opgave er, at styrke mindretallene selv. Vi fik ligeberettigelse i 1955 (da Danmark og Tyskland indgik deres aftale om gensidig beskyttelse af mindretallene, red.). Ligeværdigheden, den fik vi, da vi blev inviteret til Dybbøl i Jeg vil have anerkendt mine menneskelige kvaliteter. Det er det, der er vores målsætning. Flertalsbefolkningen skal nå frem til at anerkende mindretallet og derigennem skabe tryghed. Men det er kun en side af sagen. Mindretallene selv skal se på deres følelser. Og de har en opgave i at lære at blive mere selvbevidste. Læg mindreværdskomplekserne væk, lyder Hans Heinrich Hansens bud. Vi skal føre politik på øjenhøjde med flertallet. Mindretallene skal være med på råd, vi er jo ligeværdige, understreger han. Et eksempel på denne mindreværdsfølelse oplevede han under et besøg i Østrig, hvor Burgenlandkroaterne, hvis forfædre indvandrede for mange hundrede år siden, har en grundlovssikret ret til tosprogede skoler. Men de lærere, der underviste i kroatisk, var østrigere, der havde lært sig sproget, og de var simpelthen ikke gode nok. Et forslag om, at mindretallene skulle være med til at ansætte lærerne, blev aldrig fremsat, fordi skolelederen sagde buuh, som Hansen udtrykker det. Det er jo helt af vejen, at de ikke kræver deres ret. Selvfølgelig skal mindretallene ikke stille urimelige krav, men de må slet ikke tvivle på sig selv og egne rettigheder. Hvis ikke de lægger mindreværdskomplekset fra sig, får de aldrig en reel forhandling om deres situation. En forhandling, der vel at mærke kun kan ske mellem ligeværdige partnere. Det generelle er jo, at mindretallene bliver betragtet som underhunde. Og et mindreværdskompleks fører tit til to ting: Enten bliver man underdanig, eller man går i retning af det aggressive. Hvis man er selvbevidst nok, så kan man debattere i en rolig tone og diskutere i øjenhøjde, forklarer Hansen. Hvis ikke det tyske mindretal i Nordslesvig havde fundet frem til denne selvbevidsthed, kunne det for eksempel aldrig have ført gode forhandlinger med den danske regering om kommunalreformen for nogle år siden. Med de langt større regioner og amter var det tyske mindretal nemlig i stor fare for at miste indflydelse. På denne måde kunne jeg i forhandlingen med statsminister Anders Fogh Rasmussen sige, Jamen Anders, Danmark udgør en procent af EUs befolkning, er Danmark så et mindretal? husker Hans Heinrich Hansen. I det øjeblik fik han statsministeren til at smile. Og til sidst et forhandlingsresultat, han var tilfreds med. Det tyske mindretal udgør 6-8 procent af befolkningen i Sønderjylland, og vil ligesom Danmark i EU gerne sidde med til bords der, hvor beslutningerne bliver truffet. Indgroet angst For FUEV-formanden gælder det i allerhøjeste grad om at dele disse erfaringer med andre mindretal i Europa. Der findes adskillige konventioner og regler, alligevel har mange mindretal det dårligt, nogle er endda ligefrem truet. Tricket er, mener Hans Heinrich Hansen, at netop regeringerne skal behandle deres respektive mindretal ordentligt. Når du behandler dine mindretal godt, så er bolden ovre på mindretallets banehalvdel, og så skal det gøre sig klar, hvad det vil, siger Hans Heinrich Hansen. En situation, han selv har været igennem mange år som formand for Bund deutscher Nordschleswiger. Men ligesom mindretal kan være tynget af mindreværdskomplekser, har flertalsbefolkningen ofte en indgroet angst for at give mindretallet flere rettigheder. For hvad nu, hvis mindretallet kræver en løsrivelse af et bestemt område eller en grænseflytning? Du kan sige, at der er tale om et dobbeltkompleks. Det gælder om at befri flertallet for sin angst for mindretallet. Der ligger et stort arbejde forude med at bibringe det til flertalsbefolkningerne i Europa, siger Hansen. Arbejdet skal ikke mindst gå gennem det magtfulde EU. Mindretallene har ikke nogen form for beskyttelse i EU. Europarådet har menneskerettighederne, men EU har ikke noget. Da EU skulle udvides med de ti østeuropæiske lande, blev alle enige om, at de skulle leve op til de såkaldte Københavner-kritæ- Grænsen nr. 6 december

12 rier, der blandt andet krævede, at nye EUlande skulle overholde menneskerettighederne. Også mindretallenes. Der blev sat projekter og undersøgelser og lovændringer i gang i mange af de nye demokratier. Og der var en kontrolmekanisme: Hvis ikke I opfylder kriterierne, så kommer I ikke med i EU. Problemet opstår indenfor EU nu også for de nye medlemmer. For der er ikke nogen kontrolmekanismer i EU. De lande, der ikke har underskrevet konventionerne til mindretalsbeskyttelse, henviser til, at Frankrig og Grækenland jo heller ikke gør det. De to EU-lande tøver med at anerkende deres egne mindretal for nu at sige det diplomatisk. I Frankrig drejer det sig eksempelvis om bretonere og occitanere. Det er dobbeltmoralsk, at Frankrig og Grækenland har friløb. Så spørger de andre hvorfor, siger Hans Heinrich Hansen. Nye mindretal Konkret arbejder FUEV sammen med en gruppe EU-parlamentarikere, der på tværs af partiskel har dannet en såkaldt Intergroup, der i årevis har arbejdet for mindretallenes rettigheder, og nu skal styrke indsatsen. Det drejer sig om at rykke mindretallene ind i folks bevidsthed. Det kan vi kun ved hjælp af offentlighed, offentlighed, offentlighed, siger Hans Heinrich Hansen. Arbejdet bliver ikke gjort lettere af, at der i de senere år er kommet en bevægelse hen imod mere nationalistiske følelser i de enkelte europæiske lande. Tendensen er tiltagende, og alt, der er anderledes, bliver kanøflet, oplever Hansen. Også i Danmark har han hørt røster i den retning. Eksempelvis er han selv under en debat i Vojens blevet betegnet som indvandrer. Så heller ikke i Sønderjylland er det omkostningsfrit at kræve rettigheder for det tyske mindretal. Eksempler dukker op, når der skal tales om arbejdet i regionen, om tosproget skiltning eller om hvorvidt de ældre fra det tyske mindretal skal kunne få behandling på tysk på plejehjemmet. Til foråret fylder FUEV 60 år, den europæiske sammenslutning er ved at blive voksen og erfaren og det er der behov for, mener dens formand. En af de nye udfordringer, som også Hans Heinrich Hansen har måttet forholde sig til, er de nye mindretal, indvandrerne og deres efterkommere, der også forsøger at bevare deres sprog og kultur omgivet af en flertalsbefolkning. Vi kan ikke undgå at tale om de nye mindretal. Det er noget, som virkelig brænder de fleste regeringer under neglene, siger han. FUEV arbejder for tiden på en klar linje på området, da det bliver en af de store opgaver i sammenslutningens kommende leveår, mener Hansen. Et lille praj kan findes i en nylig erklæring fra FUEV i forbindelse med et møde i Europarådet i Strasbourg. Det er vigtigt at skelne, fremhæver FUEV, mellem de gamle og de nye mindretal. Selv om deres problemer med rettigheder, sprog og kultur ofte ligner hinanden, er udgangspunktet et helt andet, og derfor skal løsningen også tilpasses. Under alle omstændigheder går FUEV ind for et samarbejde mellem forskellige typer af mindretal. Vi må være mere åbne overfor dem, der kommer ind. De skal ikke leve i ghettoer og parallelsamfund, forklarer han og henviser til erfaringer med andre grænsemindretal. Netop ghettoisering er nemlig sket for nogle af de russiske mindretal i de baltiske lande. Vi oplevede det i Talinn, husker Hansen. Der levede det russiske mindretal fuldstændig isoleret i et parallelsamfund, hvor fjernsyn og dagligt liv foregik på russisk og uden ordentlig kontakt til flertallet i landet. Den endelige holdning til de nye mindretal ventes inden FUEVs fødselsdagskonference i marts Det er en udfordring, vi ikke kan lade ligge, siger Hans Heinrich Hansen. Merværdi Både nye og gamle mindretal er, når tingene fungerer, en berigelse for samfundet, siger FUEVs formand. Mindretal er jo prototypen på gode europæere. Vi taler mindst to sprog, vi har to loyaliteter en overfor vores egen mindretalsgruppe, og en overfor vort eget land. Når det ikke går så godt for mange mindretal i Europa, er det derfor FUEVs opgave at tænke europæisk. Vi er nødt til at ruske lidt op i de kære demokrater, der er ved magten i dag, så de kommer tilbage på rette vej. Demokrati er holdninger. Det er argumenterne, der må tælle, ikke kalashnikover. Næste skridt er fødselsdagskonferencen i Bruxelles i marts. Temaet er meget apropos Politisk Deltagelse. FUEV fylder 60 til foråret Føderal Union af Europæiske Folkegrupper, forkortet FUEV eller FUEN, samler 84 mindretalsforeninger fra 32 lande. Vi anser os for den største og mest demokratiske repræsentant for mindretallene, siger Hans Heinrich Hansen, for alle medlemsforeninger skal fremvise demokratisk besluttede vedtægter. FUEV blev grundlagt i 1949, samtidig med Europarådet, og har fået officiel status i både Europarådet og FN. Hans Heinrich Hansen en tysk nordslesviger har siden sidste år været formand for FUEV. En af hans næstformænd er Heinrich Schultz, tidligere formand for Sydslesvigsk Forening. De andre næstformænd er en sydtyroler fra Italien, en kroat fra Østrig, en rætoromaner fra Schweiz, en cornwaliser fra Storbritannien og en sorber fra Tyskland. FUEV bliver finansieret via medlemsbidrag, tilskud fra projekter og statslige institutioner i områder med mindretal samt af den tyske Hermann- Niermann Fond. Den danske stat støtter via bevillingerne til Sydslesvig FUEV med Euro. Paraplyorganisationen har et budget på euro, hvilket svarer til knap 1,5 millioner kroner, deraf kommer halvdelen fra medlemsforeningerne. En mindre del af støtten kommer direkte fra den danske stat. Læs mere om FUEV på 12 Grænsen nr. 6 december 2008

13 Danmark rundt med Lene og Villy. I en mobil samtalebog rejser to af landets mest fremtrædende politikere, Lene Espersen og Villy Søvndal, Danmark rundt i en folkevogn sammen med journalisten Lars Vestergaard for at finde ud af, hvad det vil sige at være dansk. GRÆNSEN har fået lov at bringe afsnittet, hvor de når til grænselandet. Det haver så nyligen regnet Det haver så nyligen regnet, det har stormet og pisket i vor lund. Frø af ugræs er føget over hegnet, åg på nakke og lås for vor mund. Årets løb har sin lov, der blev lyst i vor skov, ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov. Johan Ottosen (1890) Vi har en aftale i Halk. Hans Oles moster Asta har på kraftige og utallige opfordringer inviteret til sønderjysk kaffebord sammen med et par veninder. Til lejligheden har vi inviteret Axel Johnsen, der har skrevet ph.d.-afhandling og flere bøger om Sønderjyllands specielle historie. Som modtræk har de tre veninder inviteret Erik, der er pensioneret overlærer og formand for den lokalhistoriske forening. Så er der da i det mindste én, der har realeksamen, når nu justitsministeren kommer på besøg, som de har forklaret. Vi er sat stævne i et sommerhus ved Halk nær Haderslev, og på vejen vinder vi turens første og sikreste sejr over GPS en. Den insisterende kvindestemme benægter hårdnakket, at vi befinder os på en vej, da vi bumler via to hjulspor i udkanten af en mark ned mod vandet og det, der skal vise sig at være turens mest isolerede og nok smukkeste stoppested. Heldigvis ved Hans Ole, hvor det er. Mange af barndommens sommerferier er blevet tilbragt her. Det er helt underligt at se det hele igen. Det er godt nok mange år siden, jeg har været her, men hold kæft, hvor har jeg spurtet meget rundt på de her marker som dreng. Dannebrog er selvfølgelig hejst, og sommerhuset nærmest stikker tæerne ud i vandkanten. Her er ingen strøm, og toilettet er et lokum lidt oppe ad skrænten, men på en eller anden måde er det lige nøjagtigt, som det skal være. Her ville elektriske apparater og træk og slip nærmest virke som en fornærmelse mod stedets ånd. Ud over stuen består huset kun af et minimalt køkken, hvor husets ejer, Trut på 92 år, og veninderne Asta og Tinne er ved at trylle sønderjyske lækkerier frem. De er af den ge- Grænsen nr. 6 december

14 neration, der på egen krop har oplevet det tyske overherredømme, der ophørte med første verdenskrig. Stuens ene endevæg er dekoreret med børnetegninger, der har overlevet adskillige renoveringer. Senest er der kommet oldebørnetegninger til, så tre generationer af småbørn nu har tegnet tændstikmænd, huse, biler, jagerfly og ikke mindst danske flag på flagstænger. Vi bliver i første omgang bænket udenfor i solskinnet, hvor bordet er dækket op til kaffe og hyldesaft med et skvæt i. Til gengæld står snapsflasken lige ved siden af til dem, der mener, at et skvæt er for lidt. Axel: Der er jo utrolig mange myter om Sønderjylland, og man skal nok passe på med at gøre sønderjyderne til mere specielt danske, end de er. I den yngre generation spiller historien og modsætningen til Tyskland og tyskerne jo en mindre og mindre rolle, men det er samtidig rigtigt, at den ældre generation hernede har en lang hukommelse. Axel Johnsen er selv en del af den yngre generation. Han er 38 år og har en dansk far og en tysk mor. For ham og hans generation repræsenterer det tætte forhold til Tyskland flere fordele og muligheder end det modsatte. Axel: Der er sket meget inden for de seneste 20 år. Så meget, at det traditionelle billede, danskerne har af Sønderjylland og sønderjyder, måske er lidt forældet. Samarbejdet hen over grænsen er jo for alvor kommet i gang blandt andet med tiltag som Euroregion Sønderjylland Slesvig og den slags og vi ser også flere og flere eksempler på, at danskerne sætter deres børn i de tyske skoler hernede. Simpelthen fordi de mener, at der er en større faglighed og mere disciplin. Erik: Det var i hvert fald en umulig tanke i mange år efter krigen. Da kom mange børn i skole med en lille seddel, hvor der stod, at de ikke måtte have tyskundervisning. Og nogle forældre ville ikke engang have, at deres børn skulle undervises af tyske lærere eller af en lærer, der havde gået på tysksindet seminarium. Den slags er jo helt væk i dag. Axel: Ja, og det er et godt eksempel på, hvordan det tyske nu bliver set som en fordel eller i hvert fald en mulighed. Men når dét så er sagt, er det da også rigtigt, at der er en fortættet danskhed hernede. Og den stammer helt sikkert fra perioden fra 1864 til 1920, hvor hele Slesvig var under tysk overherredømme. Dengang var der ikke noget med mindretalsbeskyttelse og den slags. Danske skoler blev forbudt, og pressen var under et gevaldigt pres. Derfor rottede man sig sammen omkring danskheden. Man dannede så at sige vognborg mod den ydre fjende, og der opstod en masse meget danske traditioner og et meget tæt fællesskab. Nede sydpå omkring Flensborg var mentaliteten jo en anden. Der var man mere tysk end dansk, og derfor fik vi også den afgørelse, vi gjorde, da det kom til afstemning i Den fortætning af danskhed, der skete dengang, sidder nok stadig i mange sønderjyder i hvert fald i den ældre generation. Også fordi mange af traditionerne har overlevet med specielle flagdage og den slags. Erik: I min barndom var man enten tysk eller dansk. Og det betød alt. Under krigen fik vi jo for eksempel at vide, at vi aldrig måtte fortælle noget som helst om, hvad vores forældre snakkede om derhjemme. Vi måtte ikke snakke med tyskerne her i området. Så kom 45 og befrielsen, og så skulle vi pludselig gå i skole med alle de tyske børn, og vi skulle alle sammen være gode venner. Fra den ene dag til den anden. Det var selvfølgelig svært, og ens tilhørsforhold kunne også have meget store konsekvenser. For eksempel var min far fiskersøn og født på Årø, men hans forældre døde, da han var henholdsvis seks og 12, og så flyttede han hertil. Så en aften i 1940 kom sognerådsformanden cyklende ud til os i et rigtigt møgvejr og sagde, at min far skulle skynde sig at forsvinde, for der var aldrig nogen, der havde tænkt på at søge om dansk statsborgerskab for ham. Så nu stod han til at blive indkaldt til den tyske hær. Sognerådsformanden ville prøve at få det ordnet, men lige nu var det altså bedst, hvis han bare forsvandt. Han var så væk i nogle dage, før de fik ordnet papirerne, men det var da nogle nervepirrende dage. Og jeg kan også huske den lokale murerlærling han var ikke så heldig. Han lå en dag og lagde nyt tag på vores hus, og jeg kan lige så tydeligt huske, da posten kom og sagde: Vil du lige komme herned, min dreng, for det her er ikke noget godt. Der var så brev fra Tyskland, og selv om lærlingen ikke kunne et ord tysk, kunne han da få stavet sig frem til, at det var en indkaldelse til den tyske hær. Han faldt ret hurtigt på Østfronten. Så meget betød det, om man var tysk eller dansk på det tidspunkt. Axel: Og den der lange hukommelse og bevidsthed hænger jo stadig ved hernede. Bevidstheden om forældre, bedsteforældre og oldeforældres liv er nok noget større end i resten af landet, fordi de personlige historier er spundet sammen med store, verdenshistoriske begivenheder. Der findes jo ikke en sønderjyde, som ikke har en bedstefar eller oldefar eller en anden slægtning, som har deltaget i krigen altså første verdenskrig, vel at mærke. Alene dét gør den personlige historie større og mere interessant. Der er blevet lagt store følelser i det. Historien er forbundet med meget voldsomme personlige tab hernede, og familiehistorierne bliver jo fortalt videre ved aftensbordene, fordi de er så dramatiske. Dermed bliver hukommelsen længere, end den måske er mange andre steder. Både Lene og Villy lytter meget koncentreret til samtalen, som flyder omkring bordet på syngende sønderjysk, hvor jeg bliver til æ. 14 Grænsen nr. 6 december 2008

15 Erik: Der er utrolig mange menneskelige historier om mødet med tyskerne også fra anden verdenskrig. Jeg kan huske, at liget af en engelsk pilot på et tidspunkt drev i land lige hernede på stranden. Min mor og nogle af naboerne lagde blomster på liget i løbet af dagen, inden tyskerne kom og hentede ham. Der kom en bil med fire befalingsmænd, og de der blomster blev bare fejet af og ned på jorden. Men da liget skulle køres bort samlede den tyske soldat, der hentede liget, alle blomsterne op fra jorden og lagde dem pænt tilbage på liget. Det gjorde så stort et indtryk på mig. Jeg var jo bare en knægt, men jeg forstod på en eller anden måde godt, at der lå noget stort bag den handling. Pludselig var tyskere ikke bare tyskere. Axel: Det er pudsigt, men i virkeligheden er soldater og militære institutioner meget bedre til forsoning end resten af befolkningen. Danmark træder for eksempel ind i NATO i 1949, og da tyskerne kommer med i 1955, begynder danske soldater jo at tage ned til hovedkvarteret i Rendsborg. Så allerede der begynder forsoningen på det militære plan, mens stemningen i befolkningen stadig er noget bitter. Der er for eksempel også tyske soldater med hvert år den 18. april på Dybbøl. Da kommer der soldater op fra en bataljon nede i Ahlen, som også var med i 1864, og så er der ellers militær parade med både tyske og danske soldater. Det har soldaterne og militæret ingen problemer med. Det er den civile befolkning eller i hvert fald de ældre generationer der nok lige må synke en ekstra gang ved tanken om, at der igen er tyskere på Dybbøl. Lene: Nu kommer jeg jo fra Hirtshals, hvor der er mange bunkers og store bunkersanlæg fra krigens tid, hvor tyskerne var massivt til stede. Og min farmor, for eksempel, hun hadede virkelig tyskerne til sin dødsdag. Hun kunne simpelthen ikke tilgive dem og kom altid med lidt barske kommentarer om tyskere. Det har jeg kunnet mærke hele min barndom, men den holdning er ved at uddø med hendes generation. Mine børn har for eksempel ikke noget forhold til krigen, og jeg føler mig absolut ikke kaldet til at fortsætte fortællingen om de onde tyskere. Tværtimod blev jeg helt glad, da de klarede sig godt ved det seneste VM i fodbold. Pludselig fandt hele Tyskland det tyske flag frem, og de tillod sig at være stolte af at være tyskere. Jeg har en del tyske venner, og jeg har kunnet mærke, at de i mange år har været lidt flove over at være tyskere. På grund af den arvesynd, de har slæbt rundt på. Derfor var det simpelthen så dejligt at se tyskere vise national stolthed, uden at det blev noget negativt. Og da vi var på sommerlejr sidste år, lagde jeg mærke til, at de tyske børn pludselig gik rundt med tyske fodboldtrøjer. Det var noget helt nyt, hvor danske børn jo altid har følt det helt naturligt at gå rundt i en Michael Laudruptrøje. Jeg tror, det er, fordi der er ved at være gået den obligatoriske generation, som den kollektive hukommelse normalt rækker. Der er jo ikke mange tilbage af min farmors generation dem, der var voksne under krigen. Erik: Jo, jo, men lad os nu lige forsvinde helt først. Når jeg er død, kan I få lov at tage lidt let på det hele. Hele vejen rundt om bordet lyder latteren, inden Erik fortsætter. Grænsen nr. 6 december

16 Erik: Indtil da vil jeg sørge for at minde jer om nogle ting, så godt jeg kan. Men jeg er da også nået så langt, at jeg godt kunne gå ind på den lokale campingplads, da tyskerne tabte i håndbold forleden dag, og kondolere til nogle af de mange tyskere, der ligger der. Så fik vi en lille bajer over det. Axel: Ja, og sådan er det jo, når man lever side om side og er naboer. Man bliver nødt til at få det til at fungere, og det gør man også. Jeg tror, det er rigtigt, at den sidste, rigtig stærke modvilje mod tyskere forsvinder med den generation, der var voksne under krigen. Det kan vi også mærke hernede. Det er jo de sidste, der sådan for alvor har været på kant med tyskerne. Men der er også mange følelser, der rækker tilbage til dengang, området var tysk, og som påvirker tingene selv den dag i dag. Små, løjerlige ting, som har rod i den specielle, sønderjyske historie. Nu har vi for eksempel lige haft den store kommunalreform i Danmark, og da dukkede det op igen i forbindelse med de otte sogne. De otte sogne var egentlig en række kongeriske enklaver og derfor officielt ikke en del af hertugdømmet Slesvig. Derfor blev man enige om, at Preussen ikke kunne få dem, og de blev i stedet indlemmet fuldt og helt i Danmark. Derfor fik de en naturlig orientering mod nord i de år, da hele Slesvig var tysk. Og med kommunalreformen for nylig stod de pludselig og vaklede. Skulle de høre til Haderslev eller Kolding? Helt traditionelt er de jo en del af Slesvig og burde derfor naturligt høre til Haderslev, men de endte i Kolding Kommune efter store debatter og diskussion og til sidst en afstemning. Villy: Sønder Bjert, hvor jeg bor, er faktisk et af de otte sogne, og det var meget overraskende for mange, at afstemningen faldt ud til Koldings fordel. For langt de fleste indbyggere i de sogne har en helt naturlig tilknytning til Haderslev. Området ligger syd for Kongeåen, og langt de fleste køber ind i Haderslev og er i det hele taget orienteret mod syd. Men der tror jeg virkelig, at historien spiller ind, for oppe hos os er det jo meget vigtigt at være gammelt land altså Danmark, der aldrig har været under preussisk kontrol. Og de otte sogne betragter sig selvfølgelig som gammelt land, fordi de ikke røg med i købet der i Da vi så havde den første kommunalreform, blev området lagt til Christiansfeld Kommune, og det betragtede de jo nærmest som et overgreb. Nu blev de trukket tilbage til hertugdømmet, og dér mente de absolut ikke, at de hørte til. De var jo gammelt land, og det benyttede de så chancen for at understrege, da de fik muligheden ved den nye kommunalreform. Men hold da op, hvor var der meget debat om det. Axel: Ja, det var der! Og lige netop i sådan nogle situationer kan man for alvor mærke, at historien slet ikke er død hernede. Den spiller stadig en helt aktiv rolle i nutidige politiske spørgsmål. Villy: Spørgsmålet om nord eller syd for Kongeåen. Det er virkelig vigtigt oppe hos os på Kolding-egnen. Helt ned til de lokale fodboldkampe. Hvis sådan en kamp går tværs over Kongeåen, er det et arvefjendeopgør. Når Stepping møder Ødis, for eksempel... det betyder stadig noget. To små landsbysamfund med en Kongeå imellem. Uha da da. Erik: Jeg kan også huske, da vi stadig var en selvstændig kommune herude. Jeg var selv med inde at aflevere kommunekassen, da vi blev en del af Haderslev Kommune i 1970, og vi havde selvfølgelig sørget for at få asfalteret alle vores veje inden. Siden er der ikke blevet lagt en meter asfalt på herude. Men dengang kendte man virkelig sine politikere og de andre vælgere. Vi vidste, at der skulle være 68 tyske stemmer, og hvis der nu var 66 eller 70, så kan I tro, at det gav diskussion. Hvad var nu det? Og i 66 kan jeg huske, at der pludselig var en kommunist. Er du tovlig, hvor det gav ballade Hvem pokker? Villy: Fandt I ham? Det kunne være, man skulle sende ham en indmeldelsesblanket. Lene: Tror I ikke bare, at det var en, der ville stemme konservativt og så var kommet til at krydse af ved K i stedet for C? Hele selskabet griner ved tanken, og Erik lader det ikke blive ved det. Erik: Jo, ved du hvad det skriver jeg i lokalhistorisk forening. At nu er mysteriet fra 66 opklaret. Der er i hvert fald kommet en sandsynlig teori. Trut byder os indenfor, hvor brødtorten og andre sønderjyske specialiteter er kommet på bordet. Hun undskylder meget, at vi er langt fra det obligatoriske udvalg for at kunne kalde det et rigtigt sønderjysk kaffebord. Men køkkenfaciliteterne, tiden og sikkert også energien var ikke lige til den helt store opsætning. Der er dog rigeligt mere end rigeligt som det sig hør og bør hernede. Og sangbøgerne er diskret lagt klar, og der går da heller ikke længe, inden vi alle opløfter vor røster. Lene: Hvad, hvis man hverken er tysk eller dansk hernede? Hvordan passer man så ind? Tavsheden varer lidt for længe, og teskeerne i kaffekopperne larmer pludselig. Lene: Dem er der måske ikke så mange af? Axel: Johhh, der er da nogle, men det er jo svært at sige, om det er så meget anderledes end i andre landsdele. Der burde man nok snakke med dem, det drejer sig om. Men det er klart, at i og med at der er et mere fortættet sammenhold og nogle specielle traditioner hernede, så kan det måske også være sværere at finde sig til rette. Og det gælder i øvrigt også danskere, der flytter hertil fra andre landsdele. Hvis man flytter til Haderslev og tror, at man bare er flyttet til en ganske almindelig provinsby, der ikke adskiller sig synderligt fra andre danske provinsbyer, er man allerede i et modsætningsforhold til Haderslev-borgerne. Så er man udenfor fra begyndelsen. For det er absolut ikke sådan, de ser sig selv. Villy: Sønderjyderne er også mere EU-skeptisk end resten af landet, er I ikke? Axel: Det har vi traditionelt været, men jeg tror faktisk ikke, det er så udtalt længere. 16 Grænsen nr. 6 december 2008

17 Hvis vi fik en folkeafstemning om den nye traktat hvilket jeg jo kan forstå, at politikerne ikke rigtig vil give os så tror jeg ikke, at sønderjyderne ville være væsentligt mere skeptiske end resten af landet. Men det er klart, at det kan se sådan ud, når der for eksempel er nogle, der stiller sig op og danner menneskekæde langs grænsen i forbindelse med indførelsen af Euroregion Sønderjylland-Slesvig og råber slagord som Der må være en grænse. Det ser jo ud af farligt meget på tv, men det er absolut mit indtryk, at den almindelige sønderjyde har et meget mere afslappet forhold til de spørgsmål. Sønderjyder og tyskere pendler jo frem og tilbage over grænsen hver eneste dag og arbejder i hinandens lande, forelsker sig og gifter sig med hinanden og bor side om side. Så hvis der stadig er en øget europaskepsis hernede, er jeg sikker på, at den er på vej til at forsvinde. Villy: Hele den proces af forsoning og fredelig sameksistens blev vel grundlagt med København-Bonn erklæringerne i Hvordan blev de modtaget hernede? Axel: Jeg tror, det var en meget, meget stor mundfuld at sluge for mange sønderjyder. På mange måder var Købehavn-Bonn erklæringerne jo et utroligt modigt træk, for folkestemningen blæste bestemt ikke i den retning hernede i Så erklæringerne var i virkeligheden begyndelsen på en proces og ikke resultatet af en udvikling, kan man sige. Villy: Det, synes jeg jo, er meget interessant som politiker. For det viser, at modige politiske beslutninger kan føre noget godt og rigtigt med sig. At det kan betale sig at gå forrest og ikke altid først og fremmest tænke på folkestemningen. Vi kan prise os lykkelige for, at der sad nogle modige politikere på begge sider på det tidspunkt, som ikke faldt for fristelsen til at gøre sig populære ved at puste til det nationale og spille på hævnfølelsen. Det havde der helt sikkert været flere stemmer i dengang i De lod være med at spille det chauvinistiske kort modsat de eksjugoslaviske ledere og en række af de tendenser, der er i Europa i dag. Som vi sidder her på den sønderjyske østkyst og spiser brødtorte og synger fædrelandssange, er det umuligt, at forestille sig det fredelige Sønderjylland som en krudttønde med samme eksplosionskraft som det tidligere Jugoslavien. Alligevel er det et tankeeksperiment, der er værd at bruge lidt tid på. For hvad nu, hvis? Historien har lagt rigeligt med tørt og brændbart kvas ud, og for bare en generation siden ville en lille gnist måske have været nok. Hvad er det, der gør, at sønderjyderne i den generation har sunget sange, hejst flaget, malet dørene røde og plantet blodbøg i haven for at vise deres sindelag i stedet for at gå mere drastisk til værks? Axel: I Sønderjylland har vi været tvunget til at få det til at fungere. Der har simpelthen ikke været andre muligheder. Det er jo uudholdeligt at ligge i ufred med sin nabo, og derfor har vi her i Sønderjylland været tvunget til at finde nogle omgangsformer, hvor der var plads til både det danske og det tyske. Og så har 1864 måske også lært os, at vi bliver nødt til at finde andre og mere pragmatiske løsninger i forholdet til Tyskland end konfrontationen. Tinne: Og det var jo ikke tyskerne, der var noget galt med. Det var nazisterne Da vi bliver nødt til at sige nej tak til mere brødtorte og bryde op, er det således følelsen af mangfoldighed og forsoning mere end noget andet, der følger os på vej tilbage til bilen. En følelse, der bliver siddende i os alle fire, mens Hans Ole efter familiebesøget triller os tilbage ad hjulsporene til asfalteret vej og en lang tur mod nordvest og Ringkøbing, hvor Villys fødeegn venter, og hans søster har inviteret til aftensmad. Villy: Jeg synes, at Sønderjylland mere end noget andet er historien om forsoning og dialog. Det der billede af sønderjyder som meget nationale og fokuserede på det danske er nok mere et billede, der kommer udefra. Hernede bor og arbejder tyskere og danskere side om side hver eneste dag, og de forelsker sig og gifter sig på tværs af det skel. Jeg synes, at hele egnen er et fantastisk eksempel på, at det kan lade sig gøre at bygge bro hen over en ellers ældgammel konflikt og få noget positivt ud af det. Det kræver nogle modige politiske beslutninger og en befolkning, der går pragmatisk til tingene. Jeg synes, det er utroligt opløftende. Lene: Sønderjyderne har på en eller anden måde fundet ud af at være meget danske, uden at det bliver selvtilstrækkeligt og lukket. Hele den der snak om, hvordan vi kan bevare vores nationale egenart, når vi bliver konfronteret med en masse fremmed kultur man kan jo bare kigge herned. Det kan faktisk lade sig gøre. Lars Vestergaard: Der er et yndigt land. Danmark rundt med Lene og Villy. Lindhardt og Ringhof. 283 sider, illustreret. 299 kr. Sammen med udgivelsen af Der er et yndigt land" er der oprettet hjemmesiden hvor man kan deltage i et debatspil om, hvad det vil sige at være dansk. Grænsen nr. 6 december

18 Kort nyt Redigeret af Erik Lindsø EN SEJR FOR FRISISK SPROG Delstatsregeringen i Slesvig-Holsten har offentliggjort en forordning om frisisk undervisning i skoler i Nordfrisland og Helgoland. Det er den første forordning om frisiskundervisning siden 1947, og det betegnes som en sejr for friserne og deres sprog. Skolerne får nu endelig mulighed for at udvikle frisisk til et fuldgyldigt skolefag. Gymnasieelever får endvidere mulighed for at vælge frisisk som et af deres fremmedsprog. Det er en klar opgradering af sproget, der vil gøre det mere attraktivt, vurderer Lars Harms, SSWs nordfrisiske landdagsmand. (Flensborg Avis 1/11) DOKTOR I MINDRETAL Hanveds borgmester, Arthur Christiansen, er blevet doktor på en afhandling, om mindretallets udvikling: Die Reproduktion der dänischen Minderheit zwischen Kultur, Tradition und Gemeinsamkeitsglauben Min interesse var at få et svar på, hvad grunden er til, at der på trods af øget globalisering og den demografiske udvikling stadig kommer nye folk ind i det danske mindretal, siger Arthur Christiansen. Han har undersøgt begreber som kultur, sprog, afstamning, identitet og skik, som tit bliver brugt i sammenhæng med mindretal. Arthur Christiansen gør op med skrønen om, at flertallet og mindretallet udelukkende definerer sig og adskiller sig ved de nævnte faktorer. Udviklingen gør samtidig en ende på livsløgnen om nationalstater, der kun rummer homogene befolkningsgrupper, siger den nybagte doktor. Arthur Christiansen kommer ind på flere aspekter. Siden slutningen af det 20. århundrede og især i det 21. århundrede er flertalsbefolkningen og det danske mindretal blevet klar over, at den mangfoldigheden, som et mindretal medfører, bliver til en merværdi, forklarer Arthur Christiansen. Han fremhæver, at det danske mindretal er enestående. Det har nationalstaten skaffet vilkårene for, i modsætning til andre mindretal i samfundet. De har ikke de samme muligheder for rammebetingelser, som muliggør det for dem at udvikle sig ligeværdigt i forhold til flertalsbefolkningen, konkluderer borgmesteren. Det er vigtigt, at aktørerne i det danske mindretal ikke spærrer sig inde men kommer ud, konkluderer Arthur Christiansen, (Flensborg Avis 31/10. Redigeret og forkortet) HÆDER OG ROS TIL AMBASSADØRKORPSET Kulturpris til lærere Det blev de fire lærere fra Duborg-Skolen, der er ansvarlige for ambassadørordningen, som blev hædret af Grænseforeningen på det årlige sendemandsmøde, der fandt sted sidst i oktober. Jens Overgaard, Christian Skov, Susanne Pedersen og Kristian Arentsen fik tilsammen kroner til en weekend, hvor de kan få lejlighed til at diskutere, hvordan ambassadørordningen skal udvikles i fremtiden. De fire lærere fik også hver en gave for arbejdet. De gør et stort arbejde for at udbrede kendskabet til, hvordan det er at vokse op med to kulturer, og det ville vi påskønne, sagde generalsekretær Knud-Erik Therkelsen. Ambassadørkorpset blev søsat i 2006 i et samarbejde mellem Duborg-Skolen i Flensborg og Grænseforeningen. Gymnasieelever uddannes til at rejse rundt i Danmark og fortælle om det danske mindretal, om det at tilhøre et mindretal og vokse op med to kulturer og flere sprog. Ambassadørkorpset er blevet en succes, der ofte efterspørges, og de er på en ny og anderledes måde med til at oplyse om mindretallet. Læs mere på Det personlige møde glemmer man ikke Ambassadørerne har besøgt Rødovre Gymnasium. Herom skrev gymnasielærer Jens Christian Krause: Duborg-ambassadørerne tog de danske elever med storm med deres suveræne og vedkommende oplæg. I en fuld klokketime lyttede de ellers noget urolige unge til eleverne fra 10. til 13. klassetrin fra Duborg-Skolen. Selvfølgelig havde de på moderne manér medbragt Power Point-slides. Men det var ikke plancherne med oplysninger om størrelse, sammensætning og andre data om regionen, der fascinerede de knap 100 tilhørere. Det var Duborg-elevernes frie, naturlige foredragsmåde. De havde på forhånd sagt, at man gerne måtte stille spørgsmål undervejs. Og det var der nogle, der gjorde. Da ordet faldt på begrebet sydslesvigsk, som de unge definerede som en blanding af dansk og tysk, rakte en gut fra 2.g. hånden op og bad om en smagsprøve på dette sydslesvigsk. Det var helt tydeligt, at det ikke var forberedt. De unge spurgte kort hinanden om, hvad de skulle snakke om, og så kørte snakken lystigt mellem de dansk-tyske elever på sydslesvigsk. Jeg tror, eleverne var mest imponeret over denne hoppenfrem-og-tilbage mellem sprogene, så ubesværet, som det var. Det engelske ord serene rammer det måske bedst. Jeg håber, at der fortsat kan skaffes penge til ambassadør-projektet i Grænseforeningen. Jeg kan svært forestille mig et andet projekt, der kunne være lige så givtigt, som dette, hvor de unge tager ud og vækker en levende og personlig interesse for mindretallet hos andre unge. Man glemmer nemt, hvad man engang som skoleelev læste i en bog. Et personligt møde, der foregik over et par dage, glemmer man ikke. (Uddrag af kronik i Flensborg Avis 18/10) 18 Grænsen nr. 6 december 2008

19 KAN EN GOD BOG SKADE DET DANSK-TYSKE FORHOLD? Nogle af de unge i GOU Grænseoverskridende Ungdom, som er Grænseforeningens ungdomsafdeling. GOU FREMTIDENS GRÆNSEFORENING 14 unge fra GOU-netværket (Grænseoverskridende Ungdom) har brugt en weekend på blandt andet at gøre sig tanker om fremtidens Grænseforening. De unge skal komme med bud på, hvilke aktiviteter der skal være, for at de synes, det er interessant at være en aktiv del af Grænseforeningen, siger pædagogisk konsulent Gunvor Vestergaard. Ældre må acceptere, at ungdommen er en generation, der ikke er interesseret i at forpligte sig på samme måde, som man kender tidligere. I stedet for at være gammel-sur over, hvordan de unge opfører sig, skal man vende det om og sige, Sådan er tiden, siger Gunvor Vestergaard og forklarer: Der er så meget andet end Grænseforeningen, de kan give sig til, der er så mange tilbud. Det er de betingelser, vi som forening lever under. For de unge handler det om, at noget skal være sjovt, før de gider at beskæftige sig med det. Der skal være tilbud som sportsaktiviteter og fest, og der skal være andre deltagere, som de gider at være sammen med. De unge spørger ikke, Hvad kan foreningen gøre for mig, men derimod Hvad får jeg ud af det, mener den pædagogiske konsulent. Fællesskabet og kammeratskabet går forud for sagen. Det handler ikke om, at de først er medlem af en forening og derigennem slutter venskaber. De tænker i høj grad den anden vej rundt. De er først venner, og så kan de overveje at gå sammen om en sag og melde sig ind i en forening. Og sjovt nok kommer debatten så af sig selv, siger Gunvor Vestergaard. Det store problem er derfor, hvordan vi får de unge ind ad døren, for når de først er der, er de også interesseret, siger hun. (Flensborg Avis 22/10) De unge i GOU er ikke bekymrede for medlems - tilbagegang. I fremtiden handler det ikke om medlemmer men om engagement. Hellere 100 engagerede end 1 medlem, lyder det fra dem. De mener i øvrigt, at det bliver vigtigt, at Grænseforeningen får en international dimension, og det vil de arbejde for. Foto: Scanpix Forfatteren Knud Romer Jørgensens bog Den der blinker er bange for døden blev af den danske generalkonsul Henrik Becker-Christensen bedømt til at vise et uheldigt tyskerhad, hvorfor overborgmesteren i Flensborg sagde nej til at give støtte til et arrangement med forfatteren om bogen. Kan Knud Romer Jørgensens danske bestseller Den der blinker er bange for døden skade det dansktyske forhold, fordi den beskriver et tyskerhad, som har været almindeligt kendt i Danmark? Det mente den danske generalkonsul Henrik Becker-Christensen, da overborgmesteren i Flensborg spurgte ham til råds. Det danske råd betød, at overborgmesteren afviste en ansøgning om penge til et litteraturprojekt, hvor man bl.a. søgte om støtte til at promovere bogen, efter at den var blevet oversat til tysk. Knud Romer Jørgensen voksede op i 1960ernes Nykøbing Falster som enebarn i en socialt isoleret familie. Moderen stammede fra Tyskland, og hendes nationalitet gav anledning til chikane og mobning af sønnen. Bogen beskriver et tyskerhad, som Knud Romer og hans familie oplevede i 1960erne Jeg blev spurgt, om bogen ville egne sig til en dansk-tysk forståelse, og det måtte jeg svare nej til. Jeg skal ikke betvivle bogens litterære kvaliteter, men det er ikke min opfattelse, at den er repræsentativ, når det gælder den almindelige danske holdning over for tyskere, udtaler Henrik Becker-Christensen. Bogens forfatter forstår ikke holdningen Det er en komisk og misforstået ængstelse. Det undrer mig, at man på den måde fornægter bogens indhold, for hvis noget er overstået, er der jo ikke brug for at fornægte det. Man kan ikke komme uden om, at der i Danmark har eksisteret et tyskerhad. Det har måske blot fået en anden drejning i dag, hvor danskerne løber rundt med en masse fordomme over for tyskerne egentlig uden at tænke over det. Men den slags komiske nationale stereotype billeder findes i alle lande. I Danmark har Tyskland ligesom i mange andre lande længe været den store skurk, siger Knud Romer Jørgensen. (Uddrag af Flensborg Avis 18/9) Grænsen nr. 6 december

20 Anmeldelse Mellem adskillige grænser GRÆNSEN har bedt historikeren Axel Johnsen anmelde Grænseforeningens årbog Mellem adskillige grænser. Nationale mindretal i Europa. Igen i 2009 handler årbogen om de nationale mindretal i Europa. Det gjorde den også for to år siden, men denne gang bæres årbogen af interviews med unge fra 12 europæiske mindretal. Det er øjebliksbilleder fra et Europa under forandring. De unge giver hver deres bud på, hvordan mindretallene skal forholde sig i en dagligdag, hvor statslige grænser udviskes, og hvor mobiliteten og indvandringen præger hverdagen. Vi hører bl.a. om friserne i Holland, sorberne i Tyskland, tyskerne i Sibirien, russerne i Estland, og naturligvis møder vi også en dansksindet i Tyskland og en tysksindet i Danmark. Man kan finde mange forskelle mellem de enkelte mindretals situation. Friseren, sorberen og rætoromanernen kan f.eks. ikke referere til en eksisterende kinstate (fædreland) til forskel fra tyskeren i Sibirien, danskeren i Sydslesvig eller sloveneren i Østrig. Det er jo en forskel, der er til at tage og føle på. Det er interessant læsning. Danske læsere vil uvægerligt spejle de mere eksotiske mindretal i udsagnene fra den danske sydslesviger Lukas Lausen, der er medlem af Duborg-Skolens ambassadørkorps. Han har d killige grænser Nationale mindretal i Europa Nationale mindretal i Europa GRÆNSEFORENINGENS ÅRBOG 2009 Mellem adskillige grænser Mellem adskillige grænser GRÆNSEFORENINGEN for en åben danskhed Axel Johnsen er ph.d. i historie og museumsinspektør ved Museet på Koldinghus. Har tidligere været forskningsstipendiat ved Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Landsarkivet for Sønderjylland. Har blandt andet skrevet bogen Dannevirke- mænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition i Danmark rigtig mange pointer tilfælles med de andre 11, f.eks. om værdien af mindretallenes dobbelte identitet, deres interkulturelle kompetencer og europæiske orientering. På et væsentligt punkt adskiller Lukas Lausen sig fra de andre. Mens mange af dem mere eller mindre skrapt kritiserer herbergstaten for ikke tage nok hensyn til dem, retter Lukas Lausen revolveren udelukkende mod kin-state en, altså Danmark. Lukas Lausen er frustreret over, at den danske befolkning ikke forstår ham. Når han læser kritiske rigsdanske indlæg i Flensborg Avis, tænker han, at det er latterligt. Sådanne skribenter forstår ikke, at samfundet har udviklet sig. Derfor mener han, at danskerne må ændre indstilling. Han beklager, at mange danskere ikke har indset, at vi hernede ikke længere er så pæredanske som generationen lige efter Anden Verdenskrig. Og adgangsprøven til Journalisthøjskolen i Århus minder i mistænkelig grad om en integrationstest, mener Lukas Lausen. Man kommer ikke udenom, at dette modsætningsforhold er et kæmpe problem. Hvis de 12 unge er nogenlunde repræsentative, er situationen i Sydslesvig unik i Europa: En mindretalsungdom, der føler sig misforstået og stødt af baglandet. Dette forekommer mig at være den vigtigste pointe i årbogen. Bagest findes der bidrag af tre mindretalsog/eller identitetsforskere, nemlig Jørgen Kühl, Ove Korsgaard og Inge Adriansen. Jørgen Kühl og Inge Adriansen giver hver især udmærkede oversigter over mindretalsspørgsmål, men man kunne have ønsket, at de havde forholdt sig direkte til de unges dugfriske udsagn i stedet for at (re)producere ældre viden. Inge Adriansen refererer kort til de unges udsagn, og det vidner jo om, at forfatterne har set teksterne? Hvorfor spejler de så ikke de unges udsagn i den viden, de har samlet sammen? Jeg er sikker på, at det kunne have fremhævet adskillige interessante pointer. En kritisk gennemgang af forskernes artikler ville sprænge rammen for denne anmeldelse. Men en enkelt bemærkning kommer jeg ikke uden om: På side 106 skriver Inge Adriansen, at det danske mindretal i Sydslesvig efter 1945 optog et betydeligt antal tyske flygtninge. Sydslesvigerne viste altså storsind ved at optage indvandrere fra fjerne egne et eksempel til efterfølgelse, mener Inge Adriansen. Det er et dårligt eksempel. I Martin Klatts bog Flygtningene og Sydslesvigs danske bevægelse er det til overflod dokumenteret, at mindretallet stod i skarp modsætning til de østtyske flygtninge, og at SSF frem til 1955 omhyggeligt sørgede for at slette de meget få flygtninge af kartoteket, som af den ene eller den anden grund forvildede sig ind i foreningen. Forestillingen om, at det danske mindretals fremgang efter 1945 blandt andet skyldtes tilgang af østtyskere er en myte, som tilsyneladende er svær at udrydde. Mellem adskillige grænser. Nationale mindretal i Europa. Grænseforeningens årbog Udgivet af Grænseforeningen. 112 sider. Illustreret. 100 kr. 20 Grænsen nr. 6 december 2008