Ylva Nilsson EUROPA FORENET I MANGFOLDIGHED EUROPA-PARLAMENTET KONTORET I DANMARK 2. UDGAVE

Transkript

1 Ylva Nilsson EUROPA FORENET I MANGFOLDIGHED EUROPA-PARLAMENTET KONTORET I DANMARK 2. UDGAVE

2 Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 2008 ISBN De Europæiske Fællesskaber, 2008 Eftertryk tilladt med kildeangivelse Printed in Belgium

3 Forord Her ved 50-års dagen for det første møde i Den Europæiske Fælles Forsamling, senere Europa-Parlamentet står det europæiske samarbejde igen ved en afgørende skillevej. Det må nok være konklusionen efter at befolkningerne i både Frankrig og Holland har sendt den planlagte forfatningstraktat til tælling og tænkepause. Mange gode kræfter er sat ind på at løse traktatkrisen. Har samarbejdet mistet sin magiske dynamik, sin tiltrækningskraft og sine visioner? Er der flere store fælles projekter tilbage eller er det nu tid til konsolidering af de opnåede mange resultater? Har vore institutioner, befolkninger og politiske ledere mistet modet og lysten til flere udvidelser? Når man kigger på udviklingen i det europæiske samarbejde siden seks lande satte deres underskrifter på Rom-traktaten den 25. marts 1957 kan man godt blive bare lidt overvældet og imponeret af resultaterne i de forløbne 50 år. De oprindelige seks medlemslande er blevet til 27 og måske snart endnu flere. Det splittede, sønderbombede og forarmede Europa, som var resultatet af 2. verdenskrig og den kolde krig er blevet et rigt, demokratisk og fredeligt Europa med næsten en halv milliard indbyggere. Tidligere tiders arvefjender sidder nu om samme bord og løser fælles problemer og grænserne mellem fattige diktaturer og rige demokratier er udvisket i takt med at fattigdomsgrænser og militære og politiske jerntæpper er faldet. Verdens eneste, direkte valgte internationale parlamentariske forsamling, Europa- Parlamentet har udviklet sig fra et rådgivende høringsorgan til en med-lovgivende forsamling, siden det blev direkte valgt for første gang i Og dog, står spørgsmålene til det fremtidige EU-samarbejde i kø og debatten er i fuld gang i de nuværende 27 medlemslande. Men en grundlæggende forudsætning for at deltage i en kvalificeret og meningsfuld debat om det fremtidige samarbejde, er naturligvis en grundlæggende viden om det nuværende EU-samarbejde. Det er mit håb, at denne lærebog kan være en nyttig hjælp til at skaffe sig denne viden og overblik. Bogen er oversat fra svensk og skrevet af Svenska Dagbladets mangeårige Bruxelles-korrespondent Ylva Nilsson, som naturligvis selv står for indholdet og de holdninger og vurderinger, som findes i bogen. Disse deles ikke nødvendigvis af Europa-Parlamentet. Denne bog er en opdatering og nyredigering af udgaven fra februar 2005 og kan forhåbentligt gøre det lettere for de mange unge, som skal ud og stemme for 1. gang ved valget til Europa-Parlamentet i København, den 22. februar 2008 Søren Søndergaard Europa-Parlamentet Europa-Huset Gothersgade 115 DK-1123 København K EUROPA 27-3

4 Hvilke områder uden for Europa hører til EU? Følgende EU-områder, der er beliggende uden for EU, men der som dele af EU-stater hører til EU: Ceuta og Mellila (spanske enklaver i Nordafrika), De Kanariske Øer (Spanien), Madeira, Azorerne (Portugal), de franske oversøiske departementer: Guadeloupe og Martinique (Vestindien), Fransk Guyana (Sydamerika) og Réunion (Det Indiske Ocean). Alle andre oversøiske områder, som har forbindelse til en af EU s medlemsstater, er kun associerede til EU: bl.a. Falklandsøerne, Saint Helena, Fransk Polynesien, De Nederlandske Antiller, Saint Pierre og Miquelon. Hvilke områder inden for EU hører ikke til EU? Følgende selvstændige, delvis selvstændige eller afhængige statsområder, som ligger inden for EU s geografiske grænser eller på den europæiske kontinentalsokkel hører ikke til EU: Andorra, Kanaløerne, Færøerne, Øen Man, Monaco, San Marino, Vatikanstaten og Gibraltar. Nye lande på vej? Følgende tre lande banker på for at blive optaget i EU: Kroatien, Makedonien (FYROM), og Tyrkiet. Kroatien og Tyrkiet indledte forhandlinger i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien søgte om medlemsskab i marts Hvad kræves der for at blive medlem? Landene skal opfylde de betingelser, som EU har opstillet, for at et land kan blive medlem, de såkaldte Københavnskriterier (fungerende markedsøkonomi, stabilt demokrati med respekt for menneskerettighederne og evne til at leve op til EU s langsigtede mål). DEN UDVIDEDE UNION MEDLEMSSTATER Land Hovedstad Befolkning KPI* Belgien Bruxelles Bulgarien Sofia Tjekkiet Prag Danmark København Tyskland Berlin Estland Tallinn Grækenland Athen Spanien Madrid Frankrig Paris Irland Dublin Italien Rom Cypern Nicosia Letland Riga Litauen Vilnius Luxembourg Luxembourg Ungarn Budapest Malta Valetta Nederlandene Amsterdam Østrig Wien Polen Warszawa Portugal Lissabon Rumænien Bukarest Slovenien Ljubljana Slovakiet Bratislava Finland Helsingfors Sverige Stockholm Storbritannien London EU KANDIDATLANDE Kroatien Zagreb Tyrkiet Ankara Makedonien (FYROM) Skopje (Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien) De tre kandidatlande * Gennemsnitlig købekraft pr. indbygger i 2007 (euro). 4 - EUROPA 27

5 MEDLEMSSTATERNES OVERSØISKE TERRITORIER FORKLARINGER De 27 nuværende medlemslande i EU Kandidatlande EUROPA 27-5

6 Indholdsfortegnelse Forord... 3 Den Europæiske Union - sådan startede det... 5 Det indre marked - en succes, der tages for givet... 9 Penge og arbejde - at skabe et sikkerts grundlag for velstand Landbrug og fiskeri - forbrugernes valg skal bestemme Bæredygtig udvikling - mere end blot et rent miljø EU på verdensscenen - en magt der må regnes med Indre sikkerhed - når mennesker rejser uden grænser Borgerne - nye muligheder på det indre marked Sådan fungerer EU - balance mellem de enkelte lande og Fællesskabet...40 Medlemmer af Europa-Parlamentet - 14 danske medlemmer...47 Medlemmer af Europa-Parlamentet...48 EU s budget - hvad det koster, og hvad det indbringer...49 EU s budget fordelingen af udgifter på undersektioner...50 Fremtiden - EU ruster sig til nye udfordringer...51 Europa-Parlamentet - Informationskontoret i Danmark...55 Ordliste...57 Vigtige årstal i EU-samarbejdet...60 Hvad mener du - spørgsmål til diskussion i klassen...61 Alfabetisk indeks EUROPA 27

7 Den Europæiske Union - sådan startede det EU blev skabt på ruinerne af anden verdenskrig, af mennesker som havde oplevet to verdenskrige på kort tid. Forbavsende mange af ideerne fra starten har overlevet og anvendes stadig i dag. den for omverdenen den 9. maj 1950, blot fem år efter krigens afslutning. Andre europæiske lande blev indbudt til at deltage. Danmark, Sverige og Storbritannien sagde nej tak. Italien, Belgien, Holland og Luxemburg sagde ja og var derfor blandt de seks lande, der startede Kul- og Stålfællesskabet. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs Høje Myndighed fik hjemsted i Luxembourg. Arkitekterne bag det, der skulle blive til EU, Jean Monnet og Robert Schuman. Den egentlige arkitekt bag det, der skulle blive til EU, var en franskmand, Jean Monnet, der oprindelig var rejsende i cognac. Monnet havde arbejdet i Folkeforbundet mellem de to verdenskrige, han havde beskæftiget sig med koordinering af de fransk-britiske indkøb af korn under første verdenskrig og franskbritisk-amerikansk koordinering under anden verdenskrig. Der var mange europæere, der lige som Jean Monnet efter anden verdenskrig drøftede et europæisk samarbejde, der kunne sætte en stopper for krigene, en gang for alle. Men Jean Monnets idé var mere radikal end de fleste. Monnet foreslog, at de gamle ærkefjender Frankrig og Tyskland skulle samle deres ressourcer af de absolut vigtigste råstoffer, kul og stål, under en uafhængig (men fælles) myndighed. Begge lande skulle kunne udnytte kul og stål til at genopbygge landene, men de ville ikke kunne udnytte det til at fremstille våben. Det var i 1950, og nye konflikter lå i luften ved den fransk-tyske grænse, da Tysklands forbundskansler, Konrad Adenauer, valgte at acceptere planen. Det gjorde også Frankrigs regering, og udenrigsminister Robert Schuman forelagde EUROPA 27-7

8 Samarbejdet udvides... Det var blot begyndelsen. For Monnet drejede samarbejdet sig om meget mere end kul og stål. Det handlede om at skabe et samarbejde, hvor landene kunne opbygge en tillid til hinanden. Kul- og Stålfællesskabet, hvis Høje Myndighed fik hjemsted i Luxembourg, fungerede præcis, som dets formand, Jean Monnet, havde tænkt. Nogle år senere fandt han tiden moden til at gå videre og foreslog at udvide samarbejdet langt ud over kul og stål, til et europæisk, økonomisk fællesskab, EØF. Rom-traktaten, som blev underskrevet i 1957 og med hvilken EØF blev skabt, bygger på samme overstatslighed, som Monnet anså for at være nødvendig for at få uafhængige stater til at samarbejde. En fritstående myndighed varetager forvaltningen (Kommissionen), men kompetencen til at træffe afgørelser ligger hos medlemsstaterne (Rådet). En parlamentarisk forsamling (Europa-Parlamentet) fik kontrolmuligheder og kunne fremføre sine synspunkter. En domstol (EF-Domstolen) afgør tvister og sikrer, at alle følger de afgørelser, der er truffet, på ensartet vis. I Rom-traktaten findes velkendte elementer fra dagens EU som den fælles landbrugspolitik, toldunionen, konkurrencepolitikken og det fælles marked. Andre lande i Europa blev presset af Romtraktaten, da de mente at se et eksklusivt kartel opstå. I 1961 dannede Storbritannien, Danmark, Norge, Portugal, Sverige og Schweiz et frihandelsområde uden nogen overstatslighed, EFTA. Men EFTA-landene Storbritannien, Danmark, Norge og Sverige søgte alligevel om medlemskab i EØF i slutningen af 1960 erne. I 1972 blev nogle af dem medlem af EØF (Danmark, Storbritannien, og Irland). I 1980 erne kunne nogle tidligere diktaturer lægge deres mørke historie bag sig og søge om medlemskab af EF. Grækenland blev medlem i 1981, Spanien og Portugal i Det store spring Men det var det fælles marked planlagt i 1957, vedtaget i 1987 og gennemført i 1993 der skulle blive det store spring fremad i EU-samarbejdet. Møde i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. 8 - EUROPA 27

9 Stats- og regeringscheferne (for det der nu blev døbt EF) blev i slutningen af 1980 erne enige om at gennemføre disse gamle planer om et fælles marked for at få Europa ud af flere årtier med lavkonjunktur. For at alle skulle kunne føle sig trygge ved at fjerne grænsekontrollerne, måtte EF-landene først forsøge at blive enige om fælles regler for varer og tjenesteydelser på omkring 300 punkter. Forhandlingerne blev lange og hårde. Det, som til slut gav resultat, var, at regeringerne indførte en nyhed i lovgivningen for det indre marked EF opgav for første gang vetoretten for nu at træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Det forhold, at man nu kunne blive nedstemt øgede viljen til kompromis mærkbart. Den 1. januar 1993, præcis som planlagt, havde EF et indre marked. Det indre marked havde flere virkninger. Dels økonomiske det gav handel, erhvervsliv og beskæftigelse et løft. Det sænkede forbrugerpriserne og øgede udbuddet, væksten steg, og arbejdsløsheden faldt. Og dels blev de politiske virkninger store. De besværlige forhandlinger, hvor landene havde kæmpet, men til sidst dog kunne enes, havde skabt ny viden om nabolandene og ny tillid en følelse af fællesskab. En tredje virkning blev, at omverdenen fik ny interesse for EF. Det blev magtpåliggende for de store handelsmagter, USA, Japan og Rusland, ikke at blive udelukket fra det, der var blevet verdens største og rigeste marked med 380 mio. forbrugere. Deres erhvervsliv etablerede sig i Europa. De nærmeste naboer indgav simpelt hen ansøgninger om medlemskab. I 1991 ansøgte Østrig, Sverige, Finland og Norge. Tre af dem kom med i 1995, Norges befolkning sagde nej ved en folkeafstemning og valgte i stedet EØSaftalen, således at landet delvis indgik i det indre marked. Det første møde i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Europa genforenes Den nye følelse af fællesskab kom meget passende, da storpolitikken ændrede forudsætningerne i Europa. Sovjetregimet faldt i slutningen af 1980 erne. I 1989 faldt Berlin-muren, og den kommunistiske blok på den anden side af jerntæppet gik en ny og usikker fremtid i møde. EF-landene mødte den politiske uro med at forvandle sig i hvert fald i navnet til en politisk union, via Maastricht-traktaten. De østeuropæiske lande opfattede EU som adgangskort til en verden af velstand, demokrati og stabilitet. De ville være medlemmer. For alle på EU-siden var dette ikke selvfølgeligt. Tolv medlemsstater havde i nogle år kæmpet for at nå til enighed om vigtige reformer, nu var man lige blevet til femten. At integrere ti nye lande opfattedes ikke som den bedste måde at udvikle EU på. Men efter nogle års overvejelser stod det klart, at Østlandene også skulle kunne blive EU-medlemmer. EU bidrog med finansiering, ekspertise og barsk information om, hvordan landenes demokratier, statsapparater og markedsøkonomier skulle bygges op. I maj 2004 blev ti nye lande medlem af EU, i januar 2007 kom to mere til. Europæisk folkestyre Midt under de politiske omvæltninger i 1990 erne dukkede en ny faktor op. EU var vokset i samarbejdsområder og i antal lande, havde gennemført reformer og udviklet sig, men det var sket på stats- og regeringschefsniveau, støttet af udenrigsministerierne. Nu begyndte EU-afgørelserne i stadig større udstrækning at påvirke borgernes hverdag - nu ville folket også have indflydelse. De politiske ledere kunne ikke tage fejl af budskabet, da det danske folk i 1992 ved en folkeafstemning sagde nej til Maastricht-traktaten. Pressede folkeopinioner stats- og regeringscheferne fra den ene side, så pressede de folkevalgte fra den anden. Da EØF blev oprettet i 1957, blev der også oprettet en parlamentarisk forsamling, men det var mest en formalitet, den fik ikke stor betydning. I 1979 blev systemet ændret. I stedet for at de enkelte nationale parlamenter udsendte repræsen- EUROPA 27-9

10 Den første samling i Den Europæiske Fælles Forsamling, nuværende Europa-Parlament, blev afholdt den 19. marts tanter til nogle møder om året, kunne medlemsstaternes borgere nu vælge deres repræsentanter til Europa-Parlamentet. Med 410 medlemmer, direkte valgt af folket og beskæftiget på heltid med Europapolitik, blev presset på regeringerne for at øge de folkevalgtes indflydelse på EU-politikken hurtigt intensivt. Det store gennembrud kom i 1987, da der blev indført flertalsafgørelser på det indre marked. Europa-Parlamentet fik medbestemmelse i forbindelse med disse afgørelser. Appetitten voksede, og da landene genforhandlede traktaterne flere gange i 1990 erne, sikrede Parlamentet sig hver gang, at medbestemmelsen blev udbygget til stadig flere politiske områder. I dag er Europa-Parlamentet ligestillet med Rådet som lovgiver på en lang række samfundsområder - ca. to tredjedele af alle afgørelser. Men vælgerne var alligevel ikke parat til at skænke EU og dets institutioner deres fulde tillid. Det gjorde meningsmålinger og store demonstrationer ved EU s topmøder klart for politikerne. Da det i 2002 endnu en gang var tid at ændre spillereglerne for EU, valgte regeringerne derfor ikke blot at gennemføre forhandlingerne internt. I stedet blev der oprettet et konvent af godt 100 europæiske parlamentarikere, som i samråd med interessegrupper fra alle dele af samfundet udarbejdede et udkast til en ny EU-traktat. Traktaten fik kælenavnet forfatningen og blev godkendt af stats- og regeringscheferne med nogle små ændringer. Det betød flere nyheder på området demokrati og kontrol. De nationale parlamenter fik en rolle i EU-arbejdet, Rådets lovgivningsarbejde skulle gennemføres offentligt, borgerne skulle med en million underskrifter kunne kræve nye EU-love. Men befolkningerne lod sig ikke overbevise. I foråret 2005 sagde Holland og Frankrig nej til EU-forfatningen ved folkeafstemninger, og den måtte derfor lægges på is. I vinteren 2007 er stats- og regeringscheferne blevet enige om en erstatning - Lissabon-traktaten. I 2008 skal den godkendes i alle de nationale parlamenter, men kun ét land planlægger en folkeafstemning, nemlig Irland. Om Lissabon-traktaten så har bygget bro over kløften mellem EU og befolkningerne, vil fremtiden vise EUROPA 27

11 Det indre marked - en succes, der tages for givet Det indre marked er kernen i EU-samarbejdet en økonomisk fremgang, som har sat sine tydelige spor i alt fra valuta til mere politiske områder som udenrigspolitik og miljø. Men den er baseret på noget så enkelt som at fjerne grænsebommene mellem landene. Det indre marked medfører, at varer, tjenester, kapital og mennesker skal kunne bevæge sig frit uden at blive standset af nationale grænser. Det kaldes de fire friheder. Ideen er, at erhvervslivet skal kunne sælge sine varer i hele EU uden told, uden ekstra kontrol eller ekstra godkendelse, men det skal overholde visse minimumsregler, som skal sikre forbrugerne, samfundet eller miljøet. I forbindelse med varer kan der f.eks. findes regler for, hvor meget kakao, der skal være i en vare, der må sælges som chokolade, hvilke ingredienser, der skal anføres på pakningen, så allergikere ikke køber noget, de ikke kan tåle, eller hvor store mængder udstødningsgas en bil må udlede. For dem, der sælger tjenester, er der f.eks. krav om, at en læge skal have den rette uddannelse, eller at forsikringsselskaber altid skal have tilstrækkelig kapital til at kunne udbetale erstatning, hvis der skulle ske en større ulykke. EU har ikke reguleret alle områder. I visse tilfælde har man nøjedes med gensidig anerkendelse. Det betyder, at hvis en vare eller en virksomhed er godkendt i hjemlandet, skal andre EU-lande acceptere dette. For så vidt angår f.eks. banker og forsikringsselskaber, stoler man på kontrollen i hjemlandet, altså på, at det nationale finanstilsyn overvåger, at alle virksomheder, der er registreret i landet, udfører deres aktiviteter i overensstemmelse med reglerne. Trægt i begyndelsen Planen om at skabe et indre marked var allerede med i Rom-traktaten, der blev undertegnet i Men det var først i 1987, de tolv EU-lande enedes om at gøre den til virkelighed. De gav sig i lag med at skabe fælles regler på 300 områder. EUROPA 27-11

12 Starten var træg, og det var svært for landene at blive enige, men da man havde indført en nyhed specielt til det indre marked afgørelser blev her truffet med kvalificeret flertal i stedet for med enstemmighed så kunne EU faktisk med en vis højtidelighed løfte grænsebommene mellem EUlandene den 1. januar I det mindste for varer, visse tjenester og for kapital. For så vidt angik den frie bevægelighed for personer, krævede det flere år og en lang række nye afgørelser om kontrol ved de ydre grænser og politi- og indvandringssamarbejde, inden det blev gennemført. (Se afsnittet om grænser) Først tretten år senere blev EU-landene enige om de beskyttelsesbestemmelser, der skal gøre det muligt for alle, der sælger tjenester, at arbejde frit i hele EU. Et problem, der sinkede den frie bevægelighed for tjenester, var fagforbundenes bekymring for, at f.eks., byggevirksomheder fra lavtlønslande skulle dumpe lønningerne i Nordeuropa. Løsningen blev, at det i princippet er værtslandets arbejdsvilkår, der gælder. For sociale ydelser og såkaldte tjenestepligtydelser gælder der undtagelser. Sociale tjenester, der ikke handles på et marked, f.eks. kontanthjælp, berøres ikke af tjenestedirektivet. For forsyningspligtydelser som post, vand og el, gælder markedsreglerne heller ikke fuldt ud. For eksempel kan et medlemsland kræve, at tjenesterne tilbydes alle borgere og så yde kompensation til den virksomhed, der udfører opgaven. I EU er der ingen begrænsninger for varehandelen. Selv om det indre marked altså ikke var helt komplet i 1993, kunne Kommissionen ti år senere regne ud, at de fjernede grænser for varer, kapital og en del tjenester havde skabt 2,5 mio. nye arbejdspladser og en øget velstand på 900 mia.. euro. Det er ca euro for hver husholdning. Når markedet for tjenester for alvor åbnes i januar 2010 påregnes det at kunne give nye arbejdspladser og en samfundsgevinst på mindst 500 mia. euro. Siden 2000 har EU arbejdet på at fjerne hindringerne for et fælles kapitalmarked, hvor kunderne kan spare op og investere på de bedste vilkår. Beskyttelsesregler og overvågning af finansinstitutterne skal sikre, at kunderne ikke snydes, og at de finansielle markeder ikke går amok. Når virkningerne begynder at vise sig, vil dette forhåbentlig give virksomhederne i Europa adgang til mere kapital og give sparere og investorer et bedre afkast. Fra den 1. november 2007 frigives f.eks. aktiehandelen fra de etablerede børser. Kommissionen har store forhåbninger om, at dette vil give det europæiske kapitalmarked et ekstra opsving EUROPA 27

13 I de seneste år er Kommissionen begyndt at undersøge, om den mere frie konkurrence virkelig er slået igennem på de tungere markeder for tjenester, f.eks. i forbindelse med banker, energi og telekommunikation. Konklusionen er, at landenes gamle monopoler eller store virksomheder ofte sidder på en stor del af markederne, og at nye aktører har svært ved at vinde frem. Ofte er konkurrencen fra andre lande minimal og markederne næsten slet ikke europæiske, men stadig nationale. Resultatet er unødvendigt høje priser og ringere tjenester, end kunderne ellers kunne få. Kommissionen har forelagt flere forslag for at bryde den slags dominans. Bruxelles bryder sig f.eks. ikke om, at store energi- og telekommunikationsvirksomheder står for både nettene (ledningerne) og tjenesterne (levering af telefoni, el og gas), da de så bliver så stærke, at de kommer til at fungere som bremseklodser for konkurrenterne. Forbrugerpolitik I sommeren 2007 tvang EU alle mobiltelefonselskaber til at sænke priserne på udlandssamtaler de var urimeligt høje, mente lovgiverne. Snart kommer der lovforslag, der skal gøre det muligt for kunderne at skifte bank inden for 24 timer uden at skulle betale et højt gebyr. Det indre marked drejer sig i høj grad om forbrugerne - det skal give flere og bedre varer og tjenester til lavere priser. I dag kan vi se, at EU s borgere har draget nytte af, at det europæiske marked er blevet åbnet for konkurrence. Prisen på telefonsamtaler er faldet drastisk i hele Europa. Lavprisflyselskaber er et nyt fænomen, der har ændret borgernes rejsevaner. Det er blevet billigere at købe personbiler. EU er blevet enige fælles roamingpriser ved mobiltelefoni. Det indre marked drejer sig i høj grad om forbrugerne - det skal give flere og bedre varer og tjenester til lavere priser. Men forbrugerne er ofte underlegne over for virksomhederne, ikke mindst hvis de har handlet i et andet land. Derfor vedtager EU f.eks. regler om produktsikkerhed og regler, som gør det lettere for forbrugerne at klage over varer, der er købt i et andet land. Kommissionen gennemfører informationskampagner om europæiske forbrugerspørgsmål, f.eks. om timeshare-lejligheder i udlandet. EU har oprettet netværk, hvor kontaktsteder i de enkelte lande kan hjælpe forbrugerne til deres ret over for virksomheder i andre lande, informere om love, oversætte og eventuelt hjælpe i en retslig tvist. Bruxelles forvalter også det varslingssystem, som myndigheder og virksomheder i de enkelte EU-lande anvender til at rapportere til Kommissionen (og derigennem til de øvrige EU-lande), hvis de har opdaget, at et produkt er så farligt, at det skal trækkes tilbage fra markedet. En liste over de produkter, der er trukket tilbage, offentliggøres på internettet. I 2007 kom der flere advarsler om kinesisk legetøj, der måtte kaldes tilbage, da det kunne EUROPA 27-13

14 skade børnene. Pres på Kinas regering førte efterhånden til forbedringer og til, at Kina opbygger et internt kontrolsystem. Konkurrencepolitik Skal forbrugerne blive vindere, må konkurrencen mellem virksomhederne være ægte, og ske på lige vilkår. Derfor er konkurrencepolitikken en grundpille på det indre marked. Det er f.eks. forbudt for konkurrerende virksomheder at aftale priser. I september 2006 fik 14 hollandske virksomheder en bøde for i flere år at have aftalt fælles priser på asfalt. Året efter var det de europæiske producenter af vinduesglas, der blev straffet for det samme. Flyselskaberne SAS og Maersk Air fik høje bøder i 2001, fordi de havde aftalt ikke at konkurrere på ruterne København-Stockholm og Billund-Frankfurt. Det gjorde det muligt at tage højere billetpriser af passagererne. Store virksomheder må heller ikke udnytte deres styrke til at gøre livet besværligt for mindre konkurrenter ved at nægte leverancer. Den multinationale koncern Unilever måtte f.eks. ophøre med at kræve af lokale butikker med kun én fryser, at de udelukkende solgte Unilevers is. Til tider stopper Kommissionen aktiviteter, der kan skabe en alt for dominerende virksomhed. I 2000 fik lastvognsproducenterne Scania og Volvo forbud mod at slå sig sammen, da de skandinaviske vognmænd så ville være i lommerne på én eneste leverandør. Kommissionen er den institution, der kontrollerer, at konkurrencen foregår på lige vilkår, når forretningstransaktionerne krydser landegrænserne. I hvert EU-land er der desuden en national konkurrencemyndighed, der tager sig af de rent nationale sager, i Danmark Konkurrencestyrelsen. Konkurrencetjenestemændene foretager uanmeldte razziaer på mistænkte virksomheders hovedkontorer og beslaglægger dokumenter. En virksomhed, der overtræder EU s forbud mod karteller, kan få bøder på op til 30 % af den årlige indtjening. En førstegangsforbrydelse kan føre til bøder på % af den årlige indtjening, og virksomheder, der gentagne gange deltager i kartelsamarbejde, kan få bøder på op til 50 %. Virksomheder kan også få nedsat bøderne, hvis de samarbejder med Kommissionen. De største bøder, der er pålagt, ramte fire producenter af elevatorer, der måtte betale 992 mio. euro. Store virksomheder må ikke udnytte deres styrke til at gøre det besværligt for mindre konkurrenter. (Foto: ABB) EUROPA 27

15 Penge og arbejde at skabe et sikkert grundlag for velstand Euroen blev et naturligt næste trin for de politikere, der havde skabt det indre marked, en fælles valuta til fælles handel. Men den fælles valuta har også medført, at den økonomiske politik samordnes i højere grad også for lande uden for euroen. EU-landene drøfter nu alt lige fra beskæftigelsessituationen, hvor store lønstigningerne er blevet, hvilken uddannelsespolitik der bedst skaber vækst, og hvordan man skal klare den nye og hårdere konkurrence fra Kina og Indien. Med et fælles marked på vej mente flere europæiske politikere i begyndelsen af 1990 erne, at et logisk næste trin ville være også at have en fælles valuta. Det opfattedes dog som et stort og risikofuldt trin og krævede grundige forberedelser. For at kunne fastholde samme valutakurs og samme renteniveau måtte de europæiske landes økonomier først bringes i bedre samklang med hinanden. Der blev fastsat nogle strenge optagelseskrav: Et euroland skal bl.a. have balance på det offentlige budget (højst 3 % af BNP i underskud), kontrol over statens gæld (højst 60 % af BNP), en inflation under 2 % og en valutakurs, der har været relativt stabil i en længere periode. Den 1. januar 1999 låste 11 EU-lande deres valutakurser fast over for hinanden. Den Europæiske Centralbank i Frankfurt. Den 1. januar 2001 udskiftede 12 EU-lande deres sedler og mønter. Tyske D-mark, franske francs og italienske lire blev til euro og cent. Overgangen gik overraskende hurtigt. Man havde fastsat en overgangstid på tre måneder, hvor både den gamle og den nye valuta kunne anvendes, men forbrugerne så ingen anledning til at trække det ud og gik hurtigt over til at anvende euro. Nogle EU-lande valgte ikke at deltage. Danmark, Sverige og Storbritannien har i øjeblikket ingen planer om at overgå til euro. EUROPA 27-15

16 Lanceringen af euroen på Tokyos fondsbørs i Andre lande gør deres bedste for at leve op til kravene. Slovenien blev euroland i januar 2007, og i januar 2008 var det Maltas og Cyperns tur. Euroen har sin egen centralbank, Den Europæiske Centralbank i Frankfurt, som fastsætter renten og varetager pengepolitikken. Eurolandenes finansministre mødes hver måned for at drøfte den økonomiske politik, som man søger at samordne. For at fastholde euroens værdi, må ingen lande sjuske med økonomien, efter at de er blevet medlem. Landene skal indgive nationale rapporter om den økonomiske situation, og Kommissionen overvåger, at udviklingen ikke går i forkert retning. Denne økonomiske overvågning gælder også lande, der står uden for euroen. Disse indgiver konvergensrapporter og modtager lige som eurolandene anbefalinger eller advarsler, når økonomien ikke forvaltes ordentligt. Danmark fik i rapporten for 2007 ros for sin måde at varetage de offentlige finanser på. I 2002 blev Portugal det første euroland, der fik en blev advarsel på grund af et alt for stort underskud på de offentlige finanser, og landet fik også forslag til, hvordan det skulle løse problemet. Året efter var det Tysklands og Frankrigs tur, men da ville finansministrene ikke følge Kommissionens henstilling om at give landene en advarsel, selv om underskuddene var for store. Tvisten endte ved EF-Domstolen, der gav Kommissionen medhold. Reglerne er siden blevet lempet noget, således at EU kan tage hensyn til særlige omstændigheder, inden et land advares eller straffes. Et euroland kan også få bøder for at varetage sin økonomi dårligt. Efter en lavkonjunktur i de første år af 2000-tallet er konjunkturerne nu positive. I 2007 var kun seks lande under overvågning på grund af budgetunderskud. Det var Italien og Portugal af de gamle EU-lande og Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn af de nye. Euroens fremgang Euroen, der var blevet indført i 2002, fik nogle rolige år, hvor kursen steg i takt med den forbedrede økonomi i Europa. Omverdenen begyndte i stadig højere grad at anvende euroen som reservevaluta. Omkring 35 % af reservevalutaen i verden er nu i euro. I 2007 var det europæiske kapitalmarked for første gang nogen sinde lige så stort eller større 16 - EUROPA 27

17 (alt efter hvordan man måler) end det amerikanske målt på omsætning på verdens børser. Der blev altså gjort flere forretninger i Europa end i USA. Euroens kurs satte i 2007 gang på gang nye rekorder over for andre valutaer, navnlig over for dollaren. Fremgangen skyldtes i lige høj grad europæisk styrke og amerikansk svaghed. I sommeren 2007 viste amerikanske boliglån sig at være en dårlig investering, hvilket udløste en krise på USA s kapitalmarked, som fik dollaren til at falde endnu mere. Tidligere har finansielle kriser i USA smittet af og ført til kriser også i den øvrige verden. I Europa mærkedes virkningerne af den amerikanske krise kun delvis. At Kina, Indien og andre lande var blevet store europæiske handelspartnere, mildnede virkningerne. Uroen på finansmarkederne medførte imidlertid, at Den Europæiske Centralbank blev udsat for sin første prøve, og den fik ros for at have haft held med at gyde olie på vandene. Derimod er der kritikere, der mener, at ECB vælger en forkert rentepolitik. Siden starten i 1999 har den europæiske valuta været udsat for udsving på næsten 80 % i forhold til dollar. På tidspunktet for den danske folkeafstemning om ØMU en i september 2000 nåede euroen et lavpunkt, hvor vekselkursen var 0,84 dollar for 1 euro. Siden invasionen i Irak i 2003 er dollaren imidlertid faldet i værdi i forhold til euro. I februar 2008 gik der 1,45 dollar på 1 euro, den laveste dollarkurs nogensinde. Dette begyndte at bekymre europæiske eksportører, hvis varer blev dyrere i resten af verden, når de solgte i euro, flere ønskede en lavere rente, så euroen blev mindre attraktiv for investorerne. Men ECB fastholdt sin primære opgave at kontrollere prisstigningerne. Med en inflation, der oversteg de 2 % i oktober 2007, havde ECB ingen planer om at sænke renten. Arbejdsmarkedet De gode tider viste sig også i beskæftigelsen. I efteråret 2007 var arbejdsløsheden faldet konstant gennem flere år og lå i gennemsnit på under 7 % i EU s 27 medlemslande. Som det gjaldt for valutaen, kan gode nyheder efterhånden også skabe bekymring. I flere lande, navnlig Danmark og Holland, var arbejdsløshe- Fuld beskæftigelse er Europas vigtigste prioritet. EUROPA 27-17

18 Forskning og udvikling er en vigtig del af EU s indsats for at øge væksten og skabe flere arbejdspladser. den så lav under 3 % at der i stedet begyndte at blive mangel på arbejdskraft. EU-landene har et samarbejde om beskæftigelsespolitik, der minder om den økonomiske samordning. EU vedtager i fællesskab treårige retningslinjer. Medlemslandene indgiver årlige nationale rapporter, der kontrolleres af Kommissionen. Her gives dog ingen advarsler, og der gives ingen bøder til lande, der varetager deres politik dårligt - beskæftigelse er et område, hvor der træffes afgørelse nationalt, også selv om man samarbejder om det. Derimod er arbejdsmiljøregler og ansættelsesvilkår bindende politik i EU. Det indgår som en del af det indre marked, at vilkårene skal være ens for virksomhederne. For at sikre, at ingen virksomheder kan dumpe markedet gennem dårlige ansættelsesvilkår eller lave lønninger, reguleres alt fra arbejdstid og ret til hvile til arbejderbeskyttelse og forældreorlov. Ambitionen drejede sig ikke mindst om at indhente USA, et land som til stadighed syntes at være mere produktivt og at vokse hurtigere end Europa. Vækstprogrammet (også kaldet Lissabonstrategien) blev indledt med store satsninger på Bedre uddannelse skal føre til flere arbejdspladser. Vækst i en globaliseret verden I 2000 enedes EU-landenes stats- og regeringschefer i Lissabon om et ambitiøst mål. I 2010 skal EU være den region i verden, der har den højeste vækst, men det skal være en bæredygtig vækst, og den sociale velfærd skal bevares EUROPA 27

19 informationsteknologi, men computere, internet og mobiltelefoner blev hurtigt spredt over hele kontinentet uden politisk hjælp, så sigtet blev i højere grad koncentreret om vækst gennem kompetenceudvikling, innovation, forskning og ved at opmuntre til iværksætterånd. Disse prioriteringer styrer en stor del af EU s aktiviteter, både når det gælder satsning på uddannelse, forskning, regionalpolitik og industripolitik. Men i 2007 blev det klart, at den europæiske vækststrategi også skulle kunne møde to andre store udfordringer. Den ene er at bremse klimaudviklingen (se mere herom i afsnittet om miljø og energi). Den anden er at møde konkurrencen fra de nye, stadig stærkere økonomier i verden som Indien og Kina. De europæiske politikeres svar på globaliseringen drøftes fortsat intensivt, men det går i retning af på den ene side at ruste Europa til at være konkurrencedygtigt på verdensmarkedet og på den anden side indgå handelsaftaler med regioner på andre kontinenter for at give det europæiske erhvervsliv bedre eksportmuligheder. Globaliseringsdebatten drejer sig i princippet om, hvorvidt Europa skal være et åbent marked eller opbygge hindringer for at bevare europæiske arbejdspladser. Der er forskellige forslag til, hvordan det skal kunne gøres, f.eks. ved at indføre fordele for europæiske virksomheder, hindre udenlandske investeringer i følsomme industrier eller bremse spekulationsøkonomien ved at sikre bedre styring af de såkaldte hedgefonde. Indtil videre er det eneste konkrete, diskussionen har ført frem til, at EU har oprettet en fond på 500 mio. euro årligt, der skal anvendes til omskoling af arbejdstagere, der har mistet deres arbejde som følge af globaliseringen. Regionalstøtte til vækst Målet er, at væksten skal ske i hele Europa, men visse regioner halter bagud. Derfor går ca. en tredjedel af EU s budget tilbage til medlemsstaterne i form af regionalstøtte. Rige EU-lande bidrager dermed til udviklingen i fattigere medlemsstater. EU s regionalstøtte kan opvise nogle succeser, for eksempel Irland og Portugal, mens andre regioner, som f.eks. Syditalien og Østtyskland, har EU har givet støtte til et træningscenter og workshops for folk inden for fiskeriindustrien. EUROPA 27-19

20 fået stor støtte, uden at udviklingen alligevel er kommet op i fart. Fra 2007 går størstedelen af regionalstøtten til de nye medlemslande, da de er fattigere end det øvrige EU. Næsten 82 % af i alt 347 mia. euro går til disse lande. Frem til 2013 skal pengene anvendes til projekter, der skaber vækst i Lissabon-strategiens ånd. Det kan være at øge uddannelsesniveauet, udbygge veje og havne, indføre IT i småvirksomheder eller at finde alternativ beskæftigelse, når landbrug eller fiskeri nedlægges. De danske regioners konkurrenceevne Godt 17 % af pengene skal gå til regional konkurrenceevne og vækst i det øvrige EU. For Danmarks vedkommende er der tale om 510 mio. euro, som der kan ansøges om fra EU s kasse. Desuden skal staten bidrage med samme beløb. Den danske regering har formuleret et program for, hvordan pengene skal anvendes, og den har sat fokus på fire områder: At satse på innovation og udbredelse af viden, at øge antallet af nye virksomheder og iværksættere, at sprede ny teknologi og endelig at udvikle de menneskelige ressourcer. Et vigtigt princip for regionalstøtten er, at EUprojekter skal indebære samarbejde og samfinansiering mellem staten, kommunerne, det lokale erhvervsliv, de lokale organisationer og det lokale foreningsliv. Centrale bliver i Danmark de fem nye regioner, der er skabt ved strukturreformen. I regionerne sammensættes der råd af repræsentanter for kommuner, erhvervslivet, universiteter og arbejdsmarkedets parter, som fordeler støtten til danske projekter. En mindre del af regionalstøtten (2,4 %) er afsat til projekter, der styrker europæisk territorialt samarbejde, altså regioner, der samarbejder på tværs af grænserne, og europæiske netværk for samarbejde. Danske aktører kan her i alt hente 103 mio. euro. Storkøbenhavn deltager f.eks. i samarbejde med Sverige og Norge i Kattegat-Skagerrakprogrammet, Syddanmark i et samarbejde til tilgrænsende nordtyske regioner og Fyn med den nordtyske K.E.R.N.-region. EU har givet støtte til forbedring af faciliteterne i Aalborg Lufthavn, for at udvikle forretningslivet EUROPA 27

21 Landbrug og fiskeri forbrugernes valg skal bestemme Landbrug og fiskeri har hele tiden udgjort et fælles marked i EU, et marked som er stærkt politisk reguleret. Det var fra begyndelsen en politik, der drejede sig om at sikre Europa tilstrækkeligt med mad, men som nu snarere er begyndt at sigte mod, hvilke fødevarer europæerne får på bordet. EU indførte i januar 2005 en reform af landbrugspolitikken. EU s landbrugspolitik har fra begyndelsen været opbygget til at sikre, hvad der var krigsgenerationernes vigtigste mål - at sikre tilstrækkeligt med mad til befolkningen. Det lykkedes for landbruget, faktisk så godt, at det, som EU efterhånden også fik, var et overskud af korn, kød og vin, støtteordninger som blev dyre for skatteyderne og et intensivt landbrug, der ofte var skadeligt for miljøet. Først i 2005 blev der gennemført en reform af landbrugspolitikken, som rev den ud af den gamle struktur. Det nye inden for landbrugsstøtten er at fjerne forbindelsen mellem produktion og støtte. I stedet gives landbrugsstøtten til de gårde, hvor ejerne og brugerne påtager sig at opfylde en række krav, som dagens samfund stiller til landbruget. Kravene for at få landbrugsstøtte blev derfor, at aktiviteterne på gårdene skal være dyrevenlige, miljøvenlige, skabe åbne landskaber og give sikre og sunde fødevarer. Systemet begunstiger altså ikke én aktivitet frem for en anden, men lader landbrugerne selv vælge, om det er mest gunstigt at dyrke korn eller opdrætte kødkvæg. Systemet begunstiger heller ikke en stadig forøgelse af produktionen. Det mest logiske for landbrugerne bliver i stedet at satse på de produkter, forbrugerne vil betale for. Reformen dækker ikke hele landbruget. Medlemslandene kan f.eks. vælge at bevare forbindelsen til produktionen inden for enkelte sektorer, og flere valgte at gøre dette. EUROPA 27-21

22 Støttesystemet lader landbrugerne selv vælge, om det er mest gunstigt at dyrke korn eller opdrætte kødkvæg. Visse varer, som f.eks. sukker, frugt, grøntsager og vin, er holdt uden for første trin i reformen, men følger efter senere. En anden nyhed var, at 10 % af al landbrugsstøtte blev overflyttet til udvikling af landdistrikterne. Den skal f.eks. anvendes til at støtte andre former for beskæftigelse i landdistrikterne, såsom skovbrug, rideskoler og naturturisme. EU har flere støtte ordninger for landbruget, f.eks. eksportstøtte og interventionsmekanismer. Her har EU ofte grebet ind med kompensation til landbrugerne, når markedspriserne faldt, f.eks. ved at betale kompensation til eksport, når verdensmarkedsprisen var lav. Reformen fjernede ikke støtteordningerne, men støttebeløbene blev sænket. Verdensmarkedet ændrer sig Mens EU ændrede sin landbrugspolitik, ændrede verdensmarkedet sig også. Kina, Indien og Brasilien hører til en lang række lande, der i flere år har haft en så høj vækst, at velfærden i landene stiger, og en stor del af overskuddet anvendes til at købe mad. Verdensmarkedspriserne på landbrugsprodukter er derfor steget, mest på korn og mejeriprodukter. I efteråret 2007 blev der næsten mangel på korn i verden. En del af forklaringen var større efterspørgsel, men også flere års dårlig høst bidrog sammen med kampen mod klimaændringerne - biobrændsel er blevet populært, og det produceres af korn. Priserne på mælk, smør, brød og mysli steg i de europæiske butikker. EU s overskudslagre var nu stort set tomme, og alle støttebeløb var sænket, de fleste lå nu tæt på verdensmarkedsprisen. EU s landbrugsministre besluttede for 2008 at fjerne kravet om, at landbrugerne skulle lade en del af arealerne ligge brak, og at fjerne al importtold på korn for at øge adgangen til korn. Det var en vej, Kommissionen mener, bør gøres permanent. I november 2007 fremlagde landbrugskommissæren, Mariann Fischer Boel et forslag til, hvordan den store landbrugsreform kan justeres (en såkaldt helbredskontrol af den fælles landbrugspolitik). Fischer Boel vil afslutte reformen ved at fjerne enhver tilbageværende sammenhæng mellem produktion og landbrugsstøtte. Hun foreslog også at fjerne interventionsmekanismerne, inklusive eksportstøtten. Hun mener, at EU fortsat skal kunne støtte landbruget ved akutte behov, men så på andre måder. Det foreslås, at kravet om braklægning helt bortfalder det blev indført i 1990 erne, da der var overskud af korn, men behøves ikke længere. Problemerne med mælkekvoterne, der skal for EUROPA 27

23 svinde i 2015, kan lettes, ved at de forhøjes kraftigt. Kommissionen vil også flytte endnu flere penge fra landbruget til udvikling af landdistrikter. Mariann Fischer Boel foreslog endelig, at der sættes en grænse for, hvor stor støtte en gård kan tildeles, og samtidig at grænsen for, hvor lille en gård kan være for at modtage EU-støtte (i dag 0,3 ha.), sættes op. Landbruget kommer til at koste Diskussionen om landbruget fortsætter i Det eneste spørgsmål, der er tabu, er hvor meget landbrugsstøtten må koste.allerede inden det nuværende flerårige budget blev opstillet, blev der indgået en aftale om, at de samlede bevillinger til landbruget ikke må sættes ned frem til I budgetterne for årene går derfor 44 % til den budgetpost, der kaldes forvaltning af naturressourcer. Dette dækker også støtte til fiskeri, miljø og udvikling af landdistrikter, men hovedparten er stadig støtte til landbruget. Sikker forvaltning af fødevarer I 1990 erne udbrød kogalskaben i Storbritannien. Det var bare én af flere fødevareskandaler i Europa i de efterfølgende år, som skræmte forbrugerne og fik politikerne til at se nærmere på landbruget og håndteringen af fødevarer. Udbrud af kogalskab, listeria, mund- og klovsyge eller bluetongue viser med al ønskelig tydelighed, hvor hurtigt alle dele af Europa kan blive påvirket, når der opstår problemer ét sted. Handelen mellem EU-landene er intensiv, transporterne med varer, fødevarer og dyr går hurtigt på tværs af kontinenterne, og hvad der den ene dag er et lokalt sygdomsudbrud, tvinger den næste dag alle landbrug til at beskytte sig. I januar 2006 blev der indført en hel pakke af nye og strenge EU-regler for, hvor sikker håndteringen af fødevarer skulle være fra jord til bord. Flere sygdomsudbrud har herefter lettere kunnet begrænses til området omkring den gård, hvor det er opstået. Sund mad 2000-tallet medførte flere udfordringer på fødevareområdet. Forskning viser, at kræft, diabetes og hjerte- karsygdomme kan skyldes forkert ernæring. Overvægt bliver et stadig mere akut problem i Europa. Den danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boel. EUROPA 27-23

24 Landmændene i de nye EU-lande får mindre i støtte end landmændene fra de gamle lande. Diskussionen er hed, ikke mindst om, hvordan man undgår fedt og sukker, men også hvad der må sælges som sund mad. Et tidens tegn er den lov, som Danmark som eneste land har indført, og som sætter grænser for mængden af industrielle transfedtsyrer i fødevarer. Dette er ganske vist en handelshindring på det indre marked, men Kommissionen har ikke til hensigt at gribe ind. I stedet overvejer man, om man skal foreslå, at hele EU sætter grænser for transfedtsyrer. Det diskuteres også, om man f.eks. skal mærke alle usunde fødevarer tydeligt eller stoppe tvreklamer for underlødig mad, hvis de sigter mod børn. EU s fødevaremyndighed, EFSA, foretager samtidig en komplet gennemgang af alle tilsætninger i mad. Flere tilsætninger har godkendelser, der er flere årtier gamle, og der er masser af ny forskning på området, der kan ændre vores syn på, hvad der bør tillades. Et eksempel er en britisk forskningsrapport, der hævder, at børn bliver mere ukoncentrerede og rastløse af de farvestoffer, der findes i meget af det slik, der sælges. Dette undersøges nu for at finde ud af, om et forbud er nødvendigt. GMO, genmodificerede afgrøder, er et andet spørgsmål inden for fødevaresektoren, som EU endnu ikke har kunnet løse. EU-landene er uenige om GMO. Nogle lande satser på prøvedyrkning af GMO-afgrøder, f.eks. Sverige, Tyskland og Storbritannien. Andre nægter at lukke afgrøderne ind, f.eks. Frankrig, Østrig og Ungarn. Som et kompromis indførte EU i 1990 erne et krav om mærkning af alle varer, hvori der indgår genmodificerede ingredienser. Dette skal give forbrugerne mulighed for at foretage et bevidst valg. Men modstanden mod GMO er ikke mindsket, og nogle lande fortsætter med at stoppe GMO-afgrøderne, selv om EU-reglerne egentlig ikke giver mulighed for det. I september blev EU i et WTO-panel dømt for at overtræde verdenshandelsreglerne ved at nægte import af GMO-majs fra USA og Canada uden at have videnskabelige beviser for, at den er skadelig. I januar 2008 skal EU have tilpasset sig WTO-dommen. Fiskeriet i 2000-tallet Også for fiskerierhvervet har de seneste år medført store ændringer. Præcis som i landbruget har effektive arbejdsmetoder ført til overdreven udnyttelse af ressourcerne. Og præcis som det er tilfældet med landbruget, har miljøspørgsmål ændret synet på erhvervet. EU har en fælles fiskeripolitik, der ligesom landbrugspolitikken er helt og holden europæisk. For fiskeriet medfører dette, at man forvalter alle europæiske fiskefarvande i fællesskab. Hvordan fiskerettighederne skal fordeles, og hvilke redskaber der må anvendes, træffer EU afgørelse om. Kommissionen indgår desuden internationale aftaler om fiskerirettigheder på EU-landenes vegne. Målet for politikken er at bevare fiskebestanden, beskytte havmiljøet, sikre en økonomisk bæredygtig fiskeriflåde og give forbrugerne adgang til fisk af god kvalitet. Men EU s måde at sikre sin fiskeriflådes overlevelse på, er kollideret med målet om at bevare fiskebestandene, i takt med at flåden er blevet stadig mere effektiv til at fange fisk. Lige nu er målet derfor mere at redde fiskebestandene EUROPA 27

25 I 2003 indførte EU flerårsplaner i stedet for at foretage en årlig fordeling af fiskekvoter, for dermed at få et bedre overblik. Fiskekvoterne er baseret på videnskabelige anbefalinger, der dels kommer fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), dels fra Kommissionens egen ekspertkomité. For særligt truede arter iværksættes der flerårige genoprettelsesplaner. Torsken er en af de arter, der er truet. Mængden af voksne torsk skal øges fra ton til ton og ligge stabilt dér i mindst to år, inden torskefiskeriet igen må øges. For årene 2008 til 2010 skal torskekvoterne nedskæres med mindst 10 % årligt. Men torsken er blot en af flere arter, der trues af opfiskning. Der er indført restriktioner for ål, sild, tobis, hvilling og mange flere. - De fleste fiskebestande overfiskes fortsat, sagde fiskerikommissær Joe Borg i november For mange fiskere har dette betydet, at når det bliver sommer, er fiskesæsonen allerede slut for hele året kvoterne er brugt op. I foråret 2007 blev det afsløret, at sort fiskeri er et stort problem i Østersøen. Kommissionens inspektører havde gennemført stikprøvekontroller, og var nået frem til, at 48,7 % af de fisk, som polske både fanger, var overfisket. For de svenske fiskere lå overfiskningen på 21, 4 % og for de danske på 12,7 %. EU-landene enedes om at skærpe kontrollerne og samarbejde i en fælles fiskerikontrolstyrke for at komme det sorte fiskeri til livs. Havpolitik Fiskerikommissær Joe Borg foreslog i oktober 2007 at EU samler sin havpolitik i én fælles havpolitik. Den skal så dække alt fra fiskeri til miljøbeskyttelse, turisme og søfart. Hvert land skal efter planen udarbejde en national havpolitik, der så skal indgå i den fælles. For søfarten foreslås det, at de nationale grænser forsvinder, så fartøjer, der sejler internt i EU, slipper for toldkontrol. Borg mener også, at der skal skabes flere maritime klynger i de europæiske regioner, hvor fiskeri og søfart er særlig vigtige for økonomien. Europa kunne f.eks. satse på at bygge hightech-skibe, at flytte en del af godstransporten fra vejene over på de indre vandveje og at satse på turisme. Også for fiskerierhvervet har de seneste år medført store ændringer. EUROPA 27-25