h u sfo r bi Tuberkulose ude af kontrol sprutten kvit Indsatte vilde med terapi smittefare gratis tilbud takt & tone

Transkript

1 h u sfo r bi nr. 4 april årgang pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren køb af sælgere med synligt id-kort smittefare Tuberkulose ude af kontrol gratis tilbud Bliv sprutten kvit takt & tone Indsatte vilde med terapi Køb kun avisen af sælgere med synligt ID Hus forbi må ikke sælges i togene

2 h u sfo r bi REDAKTION ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Ole Skou, ole@husforbi.dk INDHOLDSANSVARLIG Thomas Hye-Knudsen REDAKTØR Poul Struve Nielsen, poul@husforbi.dk FORSIDEFOTO Per Daugaard KORREKTUR Bro Kommunikation A/S LAYOUT salomet grafik KONTAKT REDAKTIONEN tlf , redaktion@husforbi.dk SALGSAFDELING JYLLAND/FYN: Jimmy Rohde, tlf , jimmy@husforbi.dk SJÆLLAND/ØERNE: Morten Munk Hansen, tlf , morten@husforbi.dk SÆLGERKONTAKT tlf ADMINISTRATION Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, , rasmus@husforbi.dk Ole Skou, formand, tlf , ole@husforbi.dk Ruth Kristoffersen, bogholder, , ruth@husforbi.dk UDGIVER Foreningen Hus Forbi Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N Tlf , DISTRIBUTION Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: tlf (se listen af distributører på ABONNEMENT STANDARDABONNEMENT: 465 kroner (12 numre om året inklusive moms, porto og gebyr). STØTTEABONNEMENT: 665 kroner Henvendelser om abonnement på tlf eller dorte@notat.dk BIDRAG Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer (9541) Mærk indbetalingen bidrag. TRYK Dansk Avistryk OPLAG LÆSERTAL (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011) ifølge Index Danmark/Gallup ANTAL registrede SÆLGERE 964 ISSN Næste nummer udkommer den 1. maj 2012 OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. leder Lighed i sundhed? Alle danskere kan komme til lægen i tilfælde af sygdom. Men det betyder ikke, at der er lighed i Danmark, når det gælder sundhed. Ikke alle med et sygesikringsbevis får samme behandling. Den stigende udbredelse af tuberkulose i Danmark er endnu et eksempel på, at socialt udsatte også er sat udenfor, når det gælder sundhed. Vores sundhedsvæsen er ikke indrettet til socialt udsatte patienter. Læger og sygeplejersker synes, de skaber uro i venteværelserne. Mange socialt udsatte reagerer med at føle sig uvelkomne og gå sjældent til læge. Det er en af årsagerne til, at de bedst stillede i det danske samfund lever 10 år længere end de dårligst stillede og at tuberkulose nu breder sig blandt hjemløse og socialt udsatte. Tuberkulose er ellers en sygdom, som de fleste tror, er udryddet i Danmark. Men den rammer igen, og den rammer skævt. Indtil begyndelsen af 1900-tallet var tuberkulose en udbredt folkesygdom i Danmark. En tredjedel af alle dødsfald skyldtes tuberkulose. Der blev gjort meget for at bekæmpe sygdommen. Grundlæggeren af Findseninstituttet, lægen Niels Ryberg Findsen, fik Nobelprisen i 1903 for sin opdagelse af, at lysbehandling kunne hjælpe tuberkulosepatienter. De bygninger, hvor Findseninstituttet tidligere lå, huser i dag Kræftens Bekæmpelse. Det er nutidens folkesygdom, som rammer en tredjedel af alle danskere også middelklassens brede vælgerskare. Både forebyggelse og behandling af sygdommen har høj prioritet hos politikere i Folketing, regioner og kommuner. I en sammenligning mellem den danske sundhedspolitik og et cykelfelt har vi en gruppe højtlønnede, erhvervsaktive i udbrud. De har særlige forsikringer og kan springe ventelisterne over og betale sig til behandlingen. I hovedfeltet er almindelige lønmodtagere, som er erhvervsaktive men uden sundhedsforsikringer. De udgør den største vælgergruppe. Det er først og fremmest deres behov, sundhedsvæsenet er indrettet på. De må leve med ventelister. Men det er de sygdomme, de lider af, der prioriteres både politisk og økonomisk. Derfor var der fokus på tuberkulose omkring 1900-tallet. Derfor er der fokus på kræft og hjerte-kar-sygdomme nu. Det sidste er også fair nok. Der er tale om alvorlige sygdomme, som rammer bredt. De rammer også den lille gruppe mennesker, der er helt tabt af feltet de socialt udstødte og hjemløse. Men de sygdomme, som kun rammer denne gruppe uden at ramme andre, bruges der kun få ressourcer på. Det er ikke fair. Den bil, der kører bagest og tager dem med, som er stået helt af cyklen, kaldes i øvrigt fejebladet. Et ordentligt samfund lader ikke bare de mennesker, der er tabt af feltet, blive fejet op som med en kost. I et ordentligt samfund sørger borgerne for at inkludere de få, der falder bagud, og lade dem sidde på hjul, så de kan blive trukket op til feltet igen. Når det gælder bekæmpelse af tuberkulose, er det en overskuelig opgave. Hus Forbi vil følge udviklingen i den gruppe, der synes tabt af feltet og vi vil spejde efter hjælpen og berette om det, når hovedfeltet bare tordner usolidarisk videre. Poul Struve Nielsen, redaktør. indhold Bæredygtige bæreposer Mød den nye redaktør x-ord og dusaduku ny hus forbi-sælger Glemt sygdom i voldsom vækst Antallet af tuberkulosetilfælde er i eksplosiv vækst. Mens det tidligere var indvandrere af afrikansk herkomst, der var smittebærere, er det nu socialt udsatte ældre danske og grønlandske mænd, der er i farezonen Når byrden er barndommen Hus Forbi har sat to søskende, der begge er forældre med en traumatisk opvækst, i stævne til et debatmøde med to fremtrædende debattører, der på hver deres måde forsøger at gøre op med fortiden. Hvem skal passe de udsattes børn, når forældrene ikke selv magter det? 6 Opgør med fængselsjargon 15 indsatte i Statsfængslet i Sdr. Omme har takket ja til et tilbud om terapi, hvor det ikke er hipt at prale af sine kriminelle meritter. Den hårde facade og fængsels-jargonen er afløst af takt og tone, som et vigtigt mål for at indgå i positive relationer, når afsoningen er slut. Grønlandsk hjemløselandshold Mens det tidligere var misbrug af hash, der var omdrejningspunktet for samværet, spiller en gruppe grønlandske unge nu fodbold. De gør det så godt, at de har hevet flere guldmedaljer hjem, og tre af dem udtaget til det danske hjemløselandshold. Jeg kunne se den lille unge sidde der og smile over hele hovedet, så jeg kunne jo se, at det var rigtigt. Men i den første lange tid måtte jeg tvinge mig selv til at gøre det samme. Peter, side 11 Vi støtter Hus Forbi Vil du også støtte Hus Forbi? v/annemette Lyngh Det koster kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 2 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 3

3 Flere socialt udsatte får tuberkulose Med 400 nye tilfælde af tuberkulose om året er der behov for en større indsats for at hindre smitten i at spredes. Ifølge Statens Serum Institut rammes især socialt udsatte enlige danske og grønlandske mænd. - Vi bør i Danmark have vores egen røntgenbus, så vi kan være mere opsøgende og aktive i forhold til smitteopsporing i miljøerne til gavn for syge og smittede. Nete Wrona Olsen, tuberkulosesygeplejerske foto: Scanpix historien gentager sig - For at komme helt til Bunds I Tuberkulosen er det nemlig nødvendigt at forstaa, hvorfra dens Kilder udspringer. Fra et Krater i Samfundets Dyb af den usleste Fattigdom og Elendighed, Arbejdsløshed og Aandssvaghed kastes Tuberkulosesmitten som en Fontæne op igennem Samfundet og rammer alle, der er modtagelige. Før man behersker disse Samfundsonder, bliver man ikke Tuberkulosen helt kvit. Kilde: Ugeskrift for Læger 2012, Olsen, Hovedparten af de tuberkulosepatienter, vi har i DK i dag, tilhører svage grupper. De vil ikke på eget initiativ afkræve sundhedsmyndighederne en forstærket indsats. De forskellige instanser, der er involveret i diagnostik og behandling af disse patienter, må gøre opmærksom på problemet, må sammen udarbejde en brugbar handlingsplan og insistere på, at de bevilgende myndigheder anerkender situationens alvor og stiller nødvendige ressourcer til rådighed. Kilde: Tuberkulosekontrol i Danmark. Ugeskrift for Læger 2000, Andersen, Troels Lillebæk et al. af Poul Struve Nielsen og Thomas Hye-Knudsen Der er 400 nye tilfælde af tuberkulose i Danmark om året, og sygdommen breder sig til nye grupper af samfundet. Tuberkulosesygeplejerske Nete Wrona Olsen fra Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital ønsker en større politisk bevågenhed om sygdommen. - Det er en sygdom, som kan behandles effektivt, og vi har adgang til den bedste medicin der findes, men det kræver flere ressourcer og fornyet opmærksomhed at bekæmpe den, siger hun. Afdelingslæge Troels Lillebæk fra Statens Serum Institut advarer om, at et bekymrende stort antal socialt udsatte mennesker fortsat får konstateret tuberkulose i Danmark. Han forklarer den fortsatte spredning af smitte med, at der går lang tid, før de socialt udsatte og syge mennesker kontakter sundhedsvæsnet. - Hermed når de at smitte andre personer i omgangskredsen, før sygdommen opdages. Forsinkelsen medfører også, at tuberkulosen kan være mere fremskreden, når den opdages, og der er en øget risiko for komplikationer hos den enkelte patient, siger han. Ifølge Troels Lillebæk er tuberkulose især i fremmarch blandt enlige, marginaliserede danske og grønlandske mænd, som står uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Rammer svage grupper En del af patienterne har problemer med alkohol- eller stofmisbrug, psykiske problemer eller hjemløshed. - Der er tale om svage grupper, som ikke selv magter at afkræve myndighederne en forstærket indsats. Deres prioritet er nok snarere at klare dagen og vejen, siger Troels Lillebæk. Nete Wrona Olsen fra Lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital mener, at der er behov for en række tiltag for at forebygge udbredelsen af tuberkulose: - Kun ved vedvarende aktiv smitteopsporing og miljøundersøgelser kan vi bremse tuberkulosens fortsatte, meget aktive smittespredning i Danmark. Vi bør i Danmark have vores egen røntgenbus, så vi kan være mere opsøgende og aktive i forhold til smitteopsporing i miljøerne til gavn for syge og smittede. Vi bør også give effektiv adgang til undersøgelser alle steder i landet uden forudgående aftale. Og så er der brug for flere opsøgende medarbejdere til at varetage den aktive smitteopsporing, siger Nete Wrona Olsen Låner røngtenbus i Oslo Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital er landets største, og har lagt sig i selen for at skabe større bevågenhed om sygdommen ved flere aktive tiltag. En gang årligt tilbyder afdelingen i en 14-dages periode screening med lungerøntgen i udvalgte risikomiljøer. Afdelingen lejer en røntgenbus af Helseinstituttet i Oslo, da der ikke længere findes sådan en i Danmark, og man tilbyder fri undersøgelse på hospitalet alle hverdage uden henvisninger eller ventetid. Der er iværksat et projekt, hvor man undersøger prøver af ophost indsamlet blandt udsatte grupper i København, for at opdage tuberkulosetilfælde. Med støtte fra Danmarks Lungeforening er der blevet uddannet tuberkuloseambassadører, som ved hjælp af blandt andet plakater og flyers spreder budskabet og hjælper andre med at komme til undersøgelse. Afdelingen har desuden tilknyttet et stort netværk af personer, som i deres hverdag på arbejdet møder udsatte grupper, og derved kan være behjælpelige med at få personer til undersøgelse. - Men på trods af disse tiltag ser vi som landets største afdeling for behandling af tuberkulose, at antallet af tuberkulose-tilfælde fortsat stiger grundet den aktive smittespredning, siger Nete Wrona Olsen. Smitter gennem hoste Tuberkulosebakterierne smitter altovervejende gennem hoste. - Risikoen for smitte øges, hvis man bor tæt sammen under dårlige forhold. Herudover kan en dårlig ernæringstilstand være med til at svække ens modstandskraft. Symptomerne på tuberkulose er længerevarende hoste, eventuelt i kombination med blodigt opspyt, feber, vægttab og nattesved, fortæller afdelingslæge Troels Lillebæk fra Statens Serum Institut. Han tilføjer, at hvis man hoster i mere end tre uger eller hvis ens kroniske hoste ændrer sig så anbefales det, at der sendes tre hosteprøver (ophost) til undersøgelse for tuberkulose, og det anbefales, at man får taget et røntgenbillede af lungerne. Jo før man påviser sygdommen, desto færre smittes, og desto bedre er ens egne udsigter til at blive rask igen. Pligt til sporing af smittekilde - I dag findes der heldigvis en effektiv behandling bestående af flere forskellige typer antibiotika. Behandlingen er gratis i Danmark og tager normalt seks måneder, og hvis man følger behandlingen er sandsynligheden for at blive helt rask igen meget stor. I gamle dage døde cirka 50 pct. af sygdommen, siger Troels Lillebæk. Men han understreger også, at det er vigtigt, at alle fagpersoner kommer i kontakt med de socialt udsatte grupper, er opmærksomme på, at tuberkulose ikke er udryddet i Danmark endnu men trives i bedste velgående. - Det er også vigtigt, at de læger, der behandler for tuberkulose, husker, at man altid har pligt til at lede efter smittekilden og andre smittede personer, slutter han. Velhavere lever 10 år længere end fattige hvordan har dú det? På 25 år er forskellen i levetid næsten fordoblet mellem de 25 pct. rigeste og de 25 pct. fattigste. I dag lever de bedst stillede 10 år længere mod, tidligere blot fem et halvt år. Mens politikerne fortsat diskuterer fattigdomsgrænser og de ideologiske implikationer ved at definere mennesker som økonomisk fattige, har en bearbejdning af materiale fra Danmarks Statistik nu slået en af konsekvenserne af et liv i fattigdom helt fast. Det koster nemlig 10 år på levetidskontoen, hvis han tilhører den fattigste fjerdel af befolkningen hvis man er mand. Det er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har krydset forventet levealder med folks indkomst- og uddannelsesniveau, der tilsammen tegner det dystre billede. deltagere søges Rådet for Socialt Udsatte har igennem flere år været med til at afdække de udsattes særlige problemer blandt andet i SUSY UDSAT Her deltog godt 1300 socialt udsatte. Nu håber Rådet, at endnu flere ønsker at bidrage. Hvis du er medarbejder eller frivillig, der arbejder med målgruppen og ikke har hørt noget om, hvordan I kan bidrage, så kontakt Karina Find, Rådet for Socialt Udsatte på telefon: eller Pia Vivian Petersen, Statens Institut for Folkesundhed på telefon: HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 5

4 Inez Knudsen er psykolog og afdelingsleder på den særlige afdeling H, hvor nogle fanger ønsker at frasige sig prøveløsladelsen for at få det hele med i terapiforløbet. Det er muligt, at ordet giver mange point i Wordfeud eller Scrabble, men der er ikke mange point at hente i virkelighedens verden. Det har Kasper fået færten af i sin terapigruppe i Sdr. Omme. Fanger gør op med fortiden I Statsfængslet ved Sdr. Omme får en lille gruppe indsatte hjælp til at bryde de mønstre, der har fastholdt dem i misbrug og kriminalitet. Det sker via behandlingsmetoden skematerapi, der er ny i fængselssammenhæng. af Trine Kit Jensen foto Claus Sjødin At tale om følelser og vise sårbarhed ligger ikke lige for, hvis man har startet sin kriminelle løbebane som årig og er vant til et miljø, hvor en rå attitude er normen. Men på afdeling H i Statsfængslet ved Sdr. Omme øver de indsatte sig i at smide panseret, finde sig selv og bryde med den adfærd, der igen og igen har ført dem tilbage i fængsel og kriminalitet. Her afsoner 15 mænd, der efter eget valg er isolerede fra de øvrige indsatte. I hverdagen har de selskab af fire terapeuter, og skematerapi er omdrejningspunktet for arbejdet med at holde dem stoffri og få dem ud af kriminalitet. - Skemaer er nogle faste antagelser, man kan have om sig selv og andre og nogle bestemte måder at reagere på i forskellige situationer. Uden at vide det kan du for eksempel have en dominerende, angribende eller straffende facon. Eller du kan have et skema, der betyder, at du underkaster dig og bliver medløber, når du møder en bestemt type mennesker, forklarer Inez Knudsen, psykolog og afdelingsleder. Skematerapien blev indført på afdeling H, da KFUM's misbrugsbehandlingscenter Sydgården i januar sidste år overtog døgnbehandlingen på stedet. Erfaringer fra blandt andet retspsykiatrien i Holland viser, at især mennesker med både misbrug og personlighedsforstyrrelser kan have glæde af terapiformen. Men herhjemme er den ny i fængselssammenhæng og bruges foreløbig kun i Sdr. Omme og i mindre skala i Statsfængslet i Renbæk. Skematerapi er i familie med kognitiv adfærdsterapi, men har større fokus på, at den ydre adfærd spejler det indre, fortæller Inez Knudsen. - De uhensigtsmæssige skemaer opstår, fordi basale følelsesmæssige behov hos de indsatte ikke er blevet dækket i barndommen. Vi er derfor hele tiden opmærksomme på deres emotionelle behov og tilbyder en varm, involverende og anerkendende kontakt, siger hun. Væk med fængselsjargonen Sidstnævnte betyder langtfra, at der ikke bliver sat grænser. Når de indsatte bliver visiteret til afdeling H, skriver de under på, at de vil holde sig fra stoffer, og er der stoffer i omløb, har de pligt til at melde det til personalet. Vold og trusler om vold accepteres ikke, og de indsatte lærer helt nye måder at kommunikere på. Pralerier om tidligere kriminalitet og den klassiske fængselsjargon kommer man nemlig ikke langt med uden for murene. Sprog og omgangsform er der derfor stort fokus på. - Fængselsjargon er nedværdigende i forhold til andre mennesker. Det er primitive udtryksformer, som de ikke kan klare sig med, når de bliver løsladt og skal resocialiseres, siger Inez Knudsen. Rigtig mange har før siddet inde på fængselsafdelinger, der er præget af hierarkier og alliancer mellem forskellige grupper af fanger. Og også den slags forsøger afdeling H at gøre op med. - Her har alle betydning, og alle skal respektere hinanden som personer, siger Inez Knudsen. Nye indsatte på afdelingen bliver til en start screenet, så terapeuterne kan se, hvilke skemaer de slår ud på, og de får også taget en personlighedstest. I begyndelsen er de i individuel terapi to dage om ugen. Senere én gang om ugen. Her arbejdes der blandt andet med barndomsoplevelser, som er fortrængt, og samtidig får de indsatte redskaber til at ændre den adfærd, der er grundlagt under opvæksten. - Terapien kan bevidstgøre dem om, at det for eksempel ikke nytter at reagere som et rasende barn, og med øvelser og træning kan vi få skemaerne til at smuldre, siger Inez Knudsen. Øvelserne går blandt andet ud på at undersøge, hvordan en følelsesmæssigt sund voksen ville reagere i samme situation, og på den måde opdager de indsatte lidt efter lidt, at der er andre måder at agere og udtrykke sig på. Det lærer de også i gruppeterapien, der foregår på større eller mindre hold. Her kan indsatte for eksempel få til opgave at gennemspille en kritisk situation og bagefter analysere deres egne reaktioner. Fængselsbetjente i ny rolle Hver aften klokken 22 låses de indsatte inde på deres celler. Men resten af døgnet kan de cirkulere frit på afdelingen, der har fælles spisesal, aktivitets- og opholdsrum. De gør rent og laver mad sammen og opfordres til samvær på kryds og tværs, så de kan skabe nye relationer. De syv faste fængselsbetjente på afdelingen har alle fået en introduktion til skematerapien, set deres egne reaktionsmønstre efter i sømmene og deltager også i supervisionen af det øvrige personale, som en psykiater udefra står for. Målet med at involvere betjentene er, at de ikke kun skal have rollen som autoriteter. - Selvom vi har de blå skjorter på, vil vi gerne hjælpe og høre på de indsattes svære situationer, og her er behandlere og betjente en samlet gruppe. Som betjente har vi også den meget nære kontakt og er lige så meget inde over, når en indsat har det psykisk dårligt, siger fængselsbetjent Kim Stryhn. Den nære kontakt, der kan være svær at etablere andre steder i fængselssystemet, tilskriver Kim Stryhn ikke kun skematerapien, men også at der er tale om en lille afdeling. - Der er bedre tid, og vi kan gå ned og sætte os hos den indsatte i cellen. Man skal selvfølgelig have lyst til den sociale kontakt. Men det, du giver, får du igen, og når jeg hjælper en indsat på vej, kommer der noget positivt den anden vej, siger han. Efter kun et år med skematerapi vil Inez Knudsen helst ikke udtale sig for skråsikkert om effekten. Positiv respons Men at der sker positive forandringer for de indsatte, tør hun godt skrive under på. - Mange kommer ind bag det skjold, de i mange år har brugt for at beskytte deres sårbare side, og det er dér, opbygningen af et ægte selvværd kan starte. De opdager, at de er gode nok og ikke behøver at puste sig op eller gemme sig af vejen, siger hun. Mange giver også udtryk for, at de under udgang nu kan være sammen med deres koner, kærester eller forældre på en helt anden måde. At de har fået noget nyt at tale om, kan vise deres følelser og bede om hjælp til at få opfyldt deres behov. Andre kommer stolt tilbage og fortæller, at de nu er i stand til at sætte grænser. - Gennem terapien bliver de klar over, hvilke relationer der er gode og dårlige for dem, og rigtig mange får sorteret ud i gamle misbrugsog kriminalitetsbekendtskaber, fordi de erfarer, at det er tilbagefaldstruende at være sammen med dem, siger Inez Knudsen. Efterbehandling på vej For at være sikre på, at de indsatte kan nå at få gavn af behandlingen, skal der minimum være tre måneder tilbage af deres dom, når de indskrives på afdelingen. Flere med korte domme har imidlertid valgt at skyde deres prøveløsladelse, fordi de oplever at have brug for behandling i mere end tre måneder, fortæller Inez Knudsen. I øjeblikket er det slut med terapien, når de forlader afdeling H. Men en pose penge fra Kriminalforsorgen har netop sikret efterbehandling. Her vil der komme tilbud om gruppeterapi efter endt afsoning. 6 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 7

5 Ny livsbane til Kasper Før var det kokain og kriminalitet, der fyldte i Kaspers liv. Men det er der vendt op og ned på under opholdet på afdeling H i Sdr. Omme. En helt anden fyr, der tør stå ved sine følelser og tro på en fremtid med uddannelse og job, har her fået lov at folde sig ud. af Trine Kit Jensen foto Claus Sjødin - Før troede jeg ikke på, at nogen kunne hjælpe mig med noget som helst. Men nu har jeg godt nok skiftet mening. At komme ind på den her afdeling er det bedste, der er sket i mit liv. Sådan lyder det med eftertryk fra 27-årige Kasper, der har så mange domme i bagagen, at han ikke kan huske antallet. Et misbrug af hash og kokain, der begyndte, da han ikke var ret gammel, førte videre til narkokriminalitet og sammenlagt har han siddet i fængsel i 5-6 år. Det var en kontaktperson i Kriminalforsorgen, der efter den seneste dom opfordrede Kasper til at afsone på behandlingsafdelingen i Sdr. Omme, og han var ikke svær at overtale. Efter at have været tæt på at blive skudt ned og have gamblet med sit helbred i årevis på grund af stofmisbruget var han klar til at slå ind på et nyt spor. - Jeg vidste godt, at jeg nok ikke havde så lang tid tilbage at leve i, hvis jeg blev ved med at køre i den samme bane. Så det var på tide at tage skridtet og komme ud af misbrug og kriminalitet, siger han. I følelsernes vold I dag er det seks måneder siden, Kasper blev indskrevet på afdeling H, hvor han både er i individuel terapi og deltager i gruppeterapien sammen med de andre indsatte. Siden ankomsten har han ikke rørt stoffer, og også på andre fronter oplever han, at der er sket store fremskridt. - Da jeg kom her og ikke længere kunne tage stoffer, blev jeg til at begynde med lidt sky og indesluttet, havde mistillid til folk og stolede ikke rigtig på nogen. Men hen ad vejen har jeg fundet ud af, at det er vigtigt at få snakket med andre om det, hvis man har det skidt, siger han. Kaspers følelser har der ikke været plads til i de mange år på stoffer. Han bildte sig selv ind, at han havde det pissegodt, selvom sandheden i bund og grund var en anden. Alt blev bare pakket ned, fortæller han. Men i forbindelse med terapien er følelser af alle slags dukket op til overfladen, og det var især i starten meget overvældende. - Det var hårdt. For de kom bare væltende med fuld kraft. Men nu, hvor jeg har vænnet mig til, at jeg bare er et menneske ligesom alle andre, er det dejligt at have følelser. Jeg har lært at acceptere mig selv, som jeg er, siger han. Drømmer om job I den individuelle terapi har Kasper blandt andet fået bearbejdet den følelse af forladthed, han oplevede som barn. En følelse af at være skyggen på væggen, der ikke blev set og ikke kunne bruges til noget. På afdelingen har han også fået bedre styr på sit temperament, der før kunne være temmelig heftigt. Hvor han før havde tendens til at flippe ud og gå op i en spids, er han nu mere kontrolleret. - I gruppeterapien har vi mange øvelser, der går ud på at tale normalt sammen. Det hjælper mig til at slippe den provokerende 'herkommer-jeg'-attitude, og mit ordforråd er også blevet forøget, siger han. Under opholdet har Kasper fået god kontakt til flere af de andre indsatte, som han kan snakke med om andet en småting, og sin familie har han fået tilbage. Forældrene og de fire søskende lægger ikke længere afstand til ham og giver udtryk for, at de er glade for den forandring, der er sket. I slutningen af januar næste år bliver Kasper løsladt, og planerne for, hvad der så skal ske, bliver der allerede nu arbejdet på. Blandt andet overvejer han at slå sig ned et andet sted end i Nordjylland, hvor han er vokset op, for at starte på en frisk og opbygge en ny vennekreds uden for det miljø, der har ført ham på afveje. Han leder også efter en arbejdsplads, der vil tage ham ind, så han kan få en uddannelse - Jeg har lært at acceptere mig selv, som jeg er. som stilladsmontør og med den i hus er det drømmen at arbejde på olieboreplatformene i Nordsøen. - Jeg kan godt lide hårdt fysisk arbejde, så jeg er træt, når dagen er omme, siger han. Kasper glæder sig også til at være der noget mere for familien. Den består ud over forældre og søskende af 13 nevøer og niecer, som han gerne vil være et godt forbillede for. - Det skal ikke være min skyld, hvis de kommer ud i noget dårligt. Det ville jeg ikke kunne bære, siger han. Motivationen testet Kasper er helt klar over, at de trygge rammer på afdeling H ikke er det samme som virkeligheden udenfor. Men han er stærk i troen på, at opholdet vil gøre en forskel, så han ikke falder i og genoptager det gamle liv, når han forlader fængslet. Især fordi han for nylig fik beviset på, at han også under ekstremt pres kan holde sig i skindet. Efter en chokerende besked om, at hans far var kørt til Aalborg Sygehus med hjertestop, fik Kasper udgang og satte straks kursen nordpå. Uden svinkeærinder undervejs. Og sådan ville det ikke være gået før opholdet og skematerapien på behandlingsafdelingen i Sdr. Omme. - Dengang ville jeg være røget direkte ud efter stoffer for at dulme mine følelser. Det er stensikkert, lyder det fra Kasper, der i samme åndedrag fortæller, at hans far heldigvis overlevede og i dag klarer sig med en pacemaker. 8 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 9

6 Hus Forbi har sat to søskende, Viki og Peter, der begge er forældre med en traumatisk opvækst i stævne til et debatmøde med to fremtrædende debattører med hver deres bud. Karina Pedersen og Lisbeth Zornig Andersen har begge klaret sig godt på trods af en opvækst med degenererede forældre, misbrug og vold. af Birgitte Svennevig foto Morten Vind Vaupell Madsen Hvem skal passe på de socialt belastede forældres børn, når de selv ikke magter det? Kan man bryde den sociale arv og hvordan? Skal socialt udsatte på kontanthjælp nægtes børn eller skal det offentlige træde til, når forældrene ikke magter opgaven? Først henter jeg Viki på heldagsskolen i Svendborg, hvor hun underviser unge autister, og derefter kører vi videre nordpå og henter hendes bror Peter i et lille rødstenshus omgivet af perlesten. Peter har taget et eftermiddagshvil på boksmadrassen i stuen, inden vi skal af sted. Ryggen gør ondt, som den har gjort, siden han som 17-årig faldt ned fra et træ på drengehjemmet Hvidborg. I dag er han 52 år og i gang med at søge førtidspension. Han er slidt op efter næsten 40 år på arbejdsmarkedet som selvstændig altmuligmand. Jeg har inviteret Viki og Peter til et debatmøde om den sociale arv i København. Formand for Børnerådet, Lisbet Zornig Andersen og universitetsstuderende Karina Pedersen vil fortælle, hvordan de brød ud af det, som Karina Pedersen kalder underklassen, og de skal tale om, hvordan det kan lykkes for andre at bryde ud. Viki og Peter og deres to ældre søskende har haft en lige så rå og ødelæggende barndom som Karina Pedersen og Lisbeth Zornig Andersen. Alkohol, svigt, vold og seksuelt misbrug var noget, de tidligt stiftede bekendtskab med. Nu tager de med til København for at høre Karina Pedersen og Lisbeth Zornig Andersen og for at lade sig interviewe til Hus Forbi om deres egne synspunkter på den sociale arv. Om, hvem der har ansvaret for de børn, der vokser op i dysfunktionelle familier. Og hvad der skal til for at bryde den sociale arv. På vej i bilen fortæller Viki og Peter om deres opvækst i københavnske baggårdslejligheder og for Vikis vedkommende også i øde jyske husmandshuse. Om deres følelseskolde og alkoholiske mor, der fik fire børn med tre fædre. Om hvordan de to ældste flyttede hjemmefra, så snart de kunne, og Peter kom i familiepleje, så Viki var alene med et sadistisk svin af en pædofil stedfar og en mor, der ikke ville eller kunne se, hvordan hendes mand forgreb sig på datteren, fra hun var fem år. Om hvordan Peter gjorde alt for at beskytte sin seks år yngre lillesøster og gladelig tog imod stedfarens tæsk, når han var hjemme i weekenden. - Jeg tog gerne alle tæskene, hvis han lod min lillesøster være. Hun havde aldrig blå mærker, så jeg troede i mange år, at han lod hende være. Peter vidste intet om de seksuelle overgreb, og Viki fortalte det ikke. Til nogen overhovedet. Fortalte ikke om det værelse, stedfaren havde i baghuset over passagen, og som han tog hende med over i. Der var sådan en tung luft, husker hun. Måske af hash, måske af cigaretrøg. Hun var for lille til at kende forskel. 10 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 11

7 - Det er ikke okay at blive hængende i underklassen og blive til en ny belastning for samfundets pengekasse. Karina Pedersen debatmøde om ligene i lasten Det er Karina Pedersen, der starter debatmødet med at fortælle om sig selv. Hun er vokset op i en boligblok med fire søskende med hver sin far og en alkoholisk pillemisbrugende mor. Moderen har en fortid som advokatsekretær. Men Karina Pedersen har beskrevet, at moderen hellere ville drikke bistandshjælpen op og kalde sin socialrådgiver for en møgkælling end tage ansvar for sine børn og få et arbejde, så hun kunne bidrage til samfundet i stedet for at nasse på det. I dag har Karina Pedersen som den eneste af de fire børn fået en uddannelse og et liv uden for 'underklassens sump'. Hun læser på universitetet og er en ivrig politisk debattør på blogs og i bøger. Karina Pedersens budskab er, at man må tage sig sammen. - Det er ikke okay at blive hængende i underklassen og blive til en ny belastning for samfundets pengekasse. Man har altid et valg. Og hvis hun kunne løfte sig selv op af underklassen, så kan andre også, mener hun. Hendes modstander i debatten er Lisbet Zornig Andersen, formand for Børnerådet. Hun kommer også fra underklassen, nærmere betegnet Vestlolland, hvor hun voksede op med fire søskende, en alkoholisk mor og en voldelig og misbrugende stedfar. Hun mener ikke, at man på nogen måde kan forvente, at misbrugte og omsorgssvigtede børn selv kan løfte sig ud af underklassen, når de bliver store. - Man kan ikke hive sig selv op ved hårrødderne, når man er dopet. Og når man lever i sådan et miljø, er det ligesom at være dopet. Man har brug for hjælp til at komme ud af den osteklokke. I stedet peger Lisbeth Zornig Andersen på, at disse børn har brug for at blive set og værdsat af andre voksne, som kan vise dem, at verden godt kan være anderledes end den derhjemme. Voksne, som viser kærlighed og som er klar til at hjælpe. Det kan være pædagoger, skolelærere, naboer, familiemedlemmer eller skolekammeraters forældre. - Jeg var bogligt dygtig, da jeg var barn, og derfor kunne lærerne godt lide mig. Det var mit held. Jeg fik anerkendelse ad den vej. - Når man lever i sådan et miljø, er det ligesom at være dopet. Man har brug for hjælp til at komme ud af den osteklokke. Lisbeth Zornig Andersen de lukkede øjne Viki var også bogligt dygtig i skolen. Hun var også altid ren og pæn i tøjet, og hendes lange, tykke hår var aldrig filtret. - Det fik jeg vel også en slags anerkendelse for i skolen. Jeg fik i hvert fald ikke skældud. Men det førte aldrig til, at der var nogen, der spurgte mig, hvordan jeg egentlig havde det, og hvordan det var derhjemme. Aldrig. Hvordan kunne de ikke vide, at min mor sad på værtshus hver aften? At jeg ikke fik mad? At jeg gjorde alt for at undgå at være hjemme og hang på museer og biblioteker, til de lukkede? At min storebror flere gange ringede til politiet for at anmelde vores stedfar? Peter var ikke bogligt anlagt i skolen. Han var en rod, en ballademager, en ustyrlig dreng, der svarede igen og kom i slåskamp, mente lærerne. Det kunne de ikke lide. - Jeg ville hellere arbejde for købmanden og gå med petroleum og øl end gå i skole. Jeg kunne ikke klare autoriteter, og der var ingen, der skulle fortælle mig, hvad jeg skulle. Peter var ikke populær hos de voksne. Viki tav, og Peter slog. Men ingen så dem, ingen spurgte, ingen undrede sig. Da Peter tredje gang ringede efter politiet, fordi stedfaren tæskede ham, og moren, og der ikke skete andet, end at politiet kørte en tur rundt om blokken med ham og så kørte de stedfaren hjem igen, så han kunne tæske videre på sin kone og sin stedsøn, holdt han op med at ringe. - Det gjorde for ondt, at der ikke skete andet. Rituelle tæsk Da Peter en dag skulle have gymnastik i skolen, og læreren kunne se, hvordan hans ryg, baller og lår var sorte og blå af tæsk, skete der ikke andet, end at Peter blev deporteret til Hvidborg Drengehjem i fire år. - Der var aldrig nogen, der spurgte mig, hvorfor jeg fik så mange tæv. Og der var aldrig nogen, der undersøgte, hvordan mine tre søskende havde det. Hver weekend tog Peter hjem og fik nye tæsk af stedfaren. Tæsk, som han villigt tog imod, fordi han troede, at han så kunne skåne sin lillesøster mod stedfarens vrede. Når bare svinet kunne afreagere på Peter i weekenden, ville han forhåbentlig lade Viki i hverdagene. - Når jeg så kom tilbage til Hvidborg, brugte jeg mandagen og tirsdagen til at tæske løs på den første den bedste, der kom i vejen for mig. Stadig var der ikke nogen, der spurgte, hvorfor Peter var voldelig, når han kom tilbage efter en hjemmeweekend. - Jeg håber, pædagoger er dygtigere i dag, end de var dengang. 12 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 13

8 en moralsk opsang fra karina tro, tillid og hjælp Underklassen har ingen moral, mener Karina Pedersen oppe på podiet. De slås, vil bare have penge, platte og bedrage og ikke yde noget. De taler grimt, og de har ingen ide om, hvad der er rigtigt og forkert. Den viden er gået tabt i ghettoerne, og der er ingen naboer eller familiemedlemmer i underklassen, som kan mande sig op til at sige, at det er forkert at kræve penge af det offentlige uden at ville yde noget. At få et barn som 14-årig. At ryge hash som 12-årig. Det er ikke moral, der hindrer dem, i at vennegrupper udvikler sig til voldelige bander. Det stopper kun, fordi politiet kommer. Peter bliver provokeret af Karina Pedersens påstand om, at underklassen ikke har nogen moral. - Jeg ved godt, hvad der er rigtigt og forkert! Jeg har selv fået mange tæsk, men jeg har aldrig slået mine egne unger. Jeg har set min mor drikke, men selv har jeg ikke drukket, siden jeg var 17. Jeg var omgivet af narkomaner og kriminelle, men jeg har kun været i fængsel en gang, da jeg var 18. For jeg ved, at det er et forkert liv. Viki: Hvad er moral egentlig? Simon Spies havde et forfærdeligt sprog, og nogen vil mene, at han med sine bolledamer havde en dårlig moral, men han klarede sig da godt. Peter: Der findes også vold og druk og dårlig moral i rige familier! Dårlige gener i underklassen Karina Pedersen forklarer, hvordan hun tror, at mennesket er formet lige så meget af gener som af miljø. At vores personlighed og intelligens i høj grad ligger i generne. Og at der er for mange dårlige gener i underklassen. I gamle dage klarede de svage, de psykisk syge og de dårligt begavede sig ikke så godt, og derfor blev den dårlige genpulje naturligt holdt i ave, forklarer hun. Men i dag, hvor velfærdsstaten holder disse mennesker i live og giver dem mulighed for at få børn, vokser den dårlige genpulje, og det hjælper ikke ligefrem til at gøre underklassen mindre. Underklassen genpulje skal derfor administreres af det offentlige. Det burde for eksempel være forbudt at få børn, når man er på kontanthjælp, mener Karina Pedersen. Peter: Hun har fat i noget der. Det kan ikke være rigtigt, at man kan få det ene barn efter det andet, som man ikke selv kan forsørge. Og det kan slet ikke være rigtigt, at en totalt evnesvag narkoluder, som ikke er i stand til at passe på et barn, skal have et barn, og at samfundet så skal bruge penge på at sende det barn på institution. Der må noget fosterfordrivende i narkoen. Viki: Hvem er jeg, der skal dømme, om andre mennesker må få børn? Jeg kan ikke tillade mig at tage håbet fra mennesker, der håber, at alting bliver bedre, hvis de får et barn. Hvis dårlige mødre ikke må få børn, så havde vi for eksempel ikke haft Lisbeth Zornig og de bidrag, hun giver til verden. I stedet for at tvangssterilisere folk skal vi fokusere på at hjælpe børnene, fra de er helt små, så vi undgår, at de vokser op og selv bliver dysfunktionelle forældre. - Der skal i alle menneskers liv være et andet menneske, som holder af dem, og som de kan ringe til, når lortet bryder sammen. Viki På podiet fortæller Lisbet Zornig Andersen, hvordan hun mener, at den sociale arv kan brydes: Det gælder om at have et menneske i sin nærhed, som tror på én, og som man kan ringe til, når det brænder på. En coach, så man kun har kontakt med ét menneske i systemet. En, der hjælper til med selv de mest elementære og lavpraktiske ting. Som for eksempel flytter ind hos den enlige mor og hjælper hende med at etablere nogle gode og sunde rytmer for sig selv og sine børn. Hun taler om den håndholdte indsats som en investering, der kan føre frem til, at samfundets svage en dag kan klare sig selv. Det giver både en gladere og stærkere modtager af offentlig hjælp, og det giver et mindre indhug i statskassen, fordi der er tale om en investering og ikke om en livslang overførsel af penge, som man risikerer kun bliver brugt på øl og taletidskort i et fjernt socialt boligbyggeri. Viki er enig. Som læreruddannet er hun overbevist om, at det gælder om at sætte ind så tidligt som muligt. At spotte de børn, der har det svært, allerede mens de er helt små, og sætte ind med hjælp og støtte til dem. Kun sådan kan vi få brudt den sociale arv, mener hun. - Der skal i alle menneskers liv være et andet menneske, som holder af dem, og som de kan ringe til, når lortet bryder sammen. Peter er også enig, men han vil have mere konsekvens end pædagogik. Hvis børn og unge ikke gør, som de får besked på, må man tage småkagen fra dem. Det er til at forstå. - Jeg ved godt, hvad der er rigtigt og forkert! Jeg har selv fået mange tæsk, men jeg har aldrig slået mine egne unger. ansvar for børnene Peter refleksioner om forældreevnen Viki har tre børn på henholdsvis 29, 22 og fem år med tre forskellige fædre. Det første fik hun som 15-årig, og det barn var resultatet af en ny stedfars misbrug af hende. I dag læser denne søn datalogi på universitetet og har netop fået en datter. Datteren på 22 går også på universitetet, hvor hun læser performance design, og så er hun politisk aktiv og har blandt andet været fredsvagt i Palæstina. Hun har ingen børn. Lillepigen på fem år går i børnehave og elsker at lege med dyr. Peter har fire døtre med to forskellige mødre og tre bonusbørn med en tredje. Den ældste datter på 32 har to børn og havde allerede som 18-årig oparbejdet en narkogæld og begik væbnet bankrøveri for at skaffe penge. Den anden datter på 26 har tre børn og er p.t. under observation, fordi myndighederne overvejer at tvangsfjerne dem. Den tredje datter er også 26 og har uddannet sig til frisør. Hun har ingen børn. Den fjerde er 22 og har to børn. Hverken Viki eller Peter er i tvivl om, hvem der har ansvaret for deres børn: Det har kun de selv. Og så den anden forælder, i det omfang der har været en. Det er ikke systemet, der har ansvaret. Men det ville have været godt at få hjælp fra systemet. Peter: Da jeg blev skilt fra de to ældstes mor, afbrød jeg kontakten med dem i nogle år. De skulle ikke udsættes for at se deres forældre skændes hele tiden. I dag har jeg svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne gøre det bedre for dem. I dag kan jeg se, at jeg klarede det dårligt, og i dag er jeg glad for, at de får hjælp af systemet. Men det er jo først nu, så mange år senere, at man kan se konsekvensen: at man har smadret en familie. Mens Peter ikke ville have tilladt nogen fra kommunen at blande sig i hans familie, da han stadig boede sammen med pigerne og deres mor, ser han anderledes på det i dag. I dag er han glad for, at myndighederne holder øje med hans ældste datter og hendes tre børn. Han tror, at pædagoger og socialrådgivere er dygtigere i dag, end da han selv var barn og ung. Hvad tæsk kan gøre af skade I løbet af debataftenen bliver det tydeligt, at Peter ikke er nogen stor fan af alt det 'pædagogsnak', der bliver kørt af oppe på podiet. Og når hans læreruddannede lillesøster begynder at snakke om 'anerkendende pædagogik', om at støtte, om at tale om tingene, er det lige før, han får røde knopper. Han er en udpræget handlingsmand, der lærer ved at prøve tingene, ikke ved at snakke om dem. Hvis nogen slår én over fingrene, når man prøver at nappe en småkage, lærer man, at det gør ondt, og så lader man småkagen være i fred. Hvis nogen taler med én og siger, at det er bedst, at man ikke tager småkagen, så er de nogle fjolser, og så napper man den. Det er logik, synes han. Peter har været til psykolog for at få en vurdering af, om hans dårlige opvækstvilkår kan have nogen indflydelse på hans førtidspensionsansøgning. Det mente psykologen, at den kan. Hun konkluderede blandt andet, at Peter meget tidligt i drengeårene mistede en del af sin indlæringsevne, fordi han fik så mange tæsk, at hjernen groft sagt holdt op med at udvikle sig. Mens hans såkaldte handle-ik er normal, ligger hans sproglige IK på 75, hvilket svarer til grænsen mellem debil og retarderet. Det gør det svært for ham at forstå, bearbejde og forholde sig til alle de ord og teorier og analyser og 'fanden og hans pumpestok', der kommer ud af munden på hans lillesøster og de to damer oppe på podiet. Det hjælper heller ikke, at han har ondt i ryggen. Flere gange må han op af stolen og gå lidt rundt. Går ind i en tilstødende kantine og snupper en cola i køledisken. Faktisk er han kun taget med, fordi hans lillesøster bad ham om det. Det her er hverken for journalistens eller bladets skyld. Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet (tv) og Karina Pedersen havde sat hinanden i stævne til debatmøde i Pressen. foto Polfoto I bilen på vej hjem fra debatmødet summerer de to søskende op. De selv og deres søskende har formået at trække sig op af den sociale sump, de stammer fra. De har skullet lære, hvad det vil sige at være en god forælder, og det er ikke lykkedes i alle tilfælde. Men i mange, og det er et godt resultat, mener Viki. Selv tog hun en beslutning, da hun blev mor som 15-årig. Hun ville lære at blive en god forælder og læste stakkevis af bøger. Hun tænkte meget over, hvad opdragelse var, og hvordan hun ville opdrage sin søn. Rutiner omkring sengetid, madvaner, tandbørstning, skolegang og lignende, som forekommer så logiske og ligetil i andre familier og var så fraværende i hendes egen kaotiske familie, måtte hun læse sig til. Peter måtte også lære sig selv at være en bedre forælder. Han havde aldrig selv siddet på skødet af sin mor og blive aet, og da han de første gange så sin kone tage deres lille barn på skødet, var han ved at kaste op. Det virkede så fremmed, samtidig med at det virkede så rigtigt. - Jeg kunne se den lille unge sidde der og smile over hele hovedet, så jeg kunne jo se, at det var rigtigt. Men i den første lange tid måtte jeg tvinge mig selv til at gøre det samme. Og når vi fire søskende ser på os selv i dag, kan vi konstatere, at ingen af os drikker, vi har aldrig slået vores børn, og ingen har misbrugt dem. Der har ikke været noget junk i deres liv, og vi har ikke siddet på værtshus hele deres barndom. Vi har ikke direkte skadet dem. Det er godt. Vikis og Peters mor er død i dag. Peter har aldrig kendt sin biologiske far. Vikis far var den eneste af morens mænd, som ikke slog eller misbrugte moren og hendes børn, og som var i stand til at vise ubetinget kærlighed. Han og Viki har tæt kontakt i dag. Viki, Peter og deres to søskende har tilsammen 14 børn og 10 børnebørn. Halvdelen af de store børn er i gang med en videregående uddannelse, mens den anden halvdel kæmper med personlige og sociale problemer, sygdom, dårlig økonomi og så videre. En døde for nogle år siden i en fyrværkeriulykke. 14 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 15

9 De grønlandske guld- drenge I Aalborg spiller en gruppe grønlandske unge fodbold, og de gør det så godt, at de har hevet flere guldmedaljer hjem. Nu er tre af dem også udtaget til det danske hjemløselandshold. Af Helle Horskjær Hansen Foto Claus Sjødin Temperaturen har lige sneget sig over frysepunktet. Asfalten er rå. Benjamin hopper over træbanden. Han tager sin stribede FC Barcelona-hue af og trækker i den orange spillertrøje. Resten af holdet følger med. Det er træningsdag. I Kildeparken i Aalborg. Bolden bliver givet op med det samme. Tænderne klaprer også, hvis spillerne står stille for længe. - Vi træner hver mandag. Før har vi trænet indenfor, men det kan vi ikke længere, så nu træner vi her i parken igen, fortæller 28-årige Benjamin Kunnak. Det var nemlig lige præcis i Kildeparken, at det hele begyndte. Her mødte en medarbejder fra Café Parasollen første gang det grønlandske slæng. Unge drenge mellem mellem 17 og 30 år, der fik tiden til at gå ved at ryge hash og drikke øl. Og spille en masse fodbold. - De ville så gerne spille fodbold, og de ville så gerne have et hold op at stå, så de kunne spille kampe mod andre hold. De havde hørt, at Café Parasollen deltager i KFUM s Sociale Arbejdes idrætsdag, KO- PEEN, og det ville de også, husker Merete Knudsen om mødet med grønlænderne. På det tidspunkt var Merete Knudsen ansat som projektmedarbejder i Café Parasollen, og hendes opgave var at skabe flere tilbud til socialt udsatte. - Vi træner hver mandag. Før har vi trænet indenfor, men det kan vi ikke længere, så nu træner vi her i parken igen. Benjamin Kunnak Drikker mindre dagen før træning Deres KOPPEN-debut gik godt. Faktisk så godt, at de vandt guld to gange og sølv en gang, de første tre år de deltog. Så var de klar til at spille om DM i OMBOLD på Havnefronten i Aalborg. På hjemmebanen snuppede holdet guld. Og de har også fået guldmedaljer hængt om halsen til både det sjællandske og det jyske mesterskab. - De er teknisk dygtige og meget atletiske og virkelig gode til at spille fodbold, og de går så meget op i det, siger Merete Knudsen, som tidligere var med holdet til både træning og stævner, men nu har givet tjansen videre til Kofoed Skole. 16 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 17

10 - Jeg er glad for at få chancen. Lige siden, jeg var lille, har jeg været vild med fodbold,fortæller Benjamin Kunnak. 0mbold og hjemløselandsholdet - startede som Hus Forbi-projekt i Det første hjemløselandshold sluttede på en 9. plads ved det første VM, hvor 48 hold fra hele verden deltog. I dag er hjemløselandsholdet et særligt socialpædagogisk idrætstilbud, der henvender sig til socialt udsatte, misbrugere og hjemløse. Hjemløselandsholdet er et landshold, man bliver udtaget til. Holdet repræsenterer Danmark ved det årlige VM i gadefodbold for hjemløse. Landsholdsforløbet strækker sig over cirka 10 måneder. Hvert år i januar/februar bliver der udtaget et nyt landshold, og der er 12 personer, som bliver tilbudt en plads. En vigtig del af formålet med hjemløselandsholdet er at styrke selvværd og - Jeg glæder mig til at komme lidt væk fra Aalborg. Og så er jeg stolt af, at selvom jeg er grønlænder, er der plads til mig, siger René Svendsen. sociale kompetencer. Desuden bliver der arbejdet målrettet med at medvirke til at reducere spillernes eventuelle misbrug. Det gælder misbrug af hash og alkohol men også hårde stoffer som for eksempel heroin, kokain og metadon. Der bliver lavet individuelle målsætninger i samarbejde med de enkelte spillere ud fra deres livssituation (misbrug, familie, bolig, arbejdsmarked). De fleste har beskedne mål i begyndelsen, for eksempel mindre misbrug men det har vist sig, at mange flytter sig så meget, at bolig, arbejde og genforening med familie er realistiske målsætninger. Kilde: Næste måned skal de dyste om det fynske mesterskab og det trofæ mangler i pokalskabet. - De spiller selvfølgelig for at vinde, men fodbolden giver dem også så meget andet, fortæller hun. De fleste er kontanthjælpsmodtagere, og bor rundt omkring i byen. På herberg eller hos venner. Fodboldholdet har givet dem et fællesskab. - Deres selvværd er blevet styrket og de har fået følelsen af et fælles ansvar. De er sammen om det her, siger Merete Knudsen og understreger, at træningen også har givet struktur på deres hverdag. En struktur, som ikke før har eksisteret. - Dagene lignede hinanden. De lavede ingenting andet end at ryge hash og drikke øl. Nu giver fodbolden mening, og jeg synes, flere af dem tager den selvtillid, de udstråler på banen, med sig, forklarer hun. Flere på holdet har fået bedre styr på deres penge, de har fået egen lejlighed og har planer om at tage en uddannelse. Samtidig kan spillerne også se, at deres livsstil ikke harmonerer specielt godt med fodbolden. - Sport og misbrug er jo ikke en god cocktail. Og de har fundet ud af, at de skal drikke mindre om søndagen, for så brækker de sig ikke om mandagen, når de skal træne, fortæller Merete Knudsen. På en god dag kommer 15 spillere til træning. Og efterhånden er de fleste dage gode. For der er noget at komme efter. - De ved, at der er nogle, som regner med dem og venter på dem. Det er vigtigt og en god motivation for dem, siger hun. Landstræneren kom forbi En god motivation har også været, at landstræneren har været forbi til nogle af de stævner, de har deltaget i. Og holdet er blevet honoreret. Tre spillere har fået æren af at repræsentere de rød/ hvide farver. En af dem er Benjamin Kunnak. - Jeg er så glad for det. Glad for at få chancen. Lige siden jeg var lille, har jeg været vild med fodbold, siger han. Det er tre år siden, han kom til Aalborg fra Grønland, og hurtigt blev han en del af kliken i Kildeparken. Det sammenhold betyder meget for ham. - Jeg kender dem, der kommer her. Vi ser hinanden hver dag, og jeg kan slet ikke lade være med at spille fodbold, siger han. Han har også svært ved at holde sig fra hashen, men han håber, at han kan få mere styr på sit misbrug nu, når han skal spille på landsholdet. - Jeg tænker meget på træningen og på, at jeg skal stoppe med at ryge hash. Jeg vil gerne videre med mit liv, og jeg tror, at landsholdet kan give mig den mulighed, fortæller Benjamin Kunnak. Tilbage på banen er kampen fortsat i gang. - Ejjj snyd og fup. René vender sig og hiver bolden ud af netmaskerne. Han er blevet passeret. Han gør ellers alt for at agere sprællemand. René Svendsen er 23 år. Han kom også til Aalborg for tre år siden. Hans grønlandske kæreste var gravid med deres barn. Meningen var, at de skulle tilbage igen, i stedet gik de fra hinanden og René stod alene tilbage. Det var også derfor, han en dag slog vejen forbi Kildeparken. Her fik han vist, hvad han kan på en fodboldbane, og de talenter fik landstræneren hurtigt øje på, så i dag kan han også kalde sig landsholdsspiller. - Jeg er glad for at få chancen, siger han. Især vil han gerne have nogle værktøjer, så han kan komme ud af sit hashmisbrug, men for René handler det også om luftforandring og om, at blive en del af noget så dansk som landsholdet. - Jeg glæder mig til at komme lidt væk fra Aalborg. Og så er jeg stolt af, at selvom jeg er grønlænder, er der plads til mig, siger han. debat hvem støtter man ved at købe avisen I februarnummeret af Hus Forbi bragte vi en artikel om en rumænsk Hus Forbi-sælger, der med salg af avisen i Danmark fik mulighed for at forsørge sin familie i Rumænien. Det affødte et læserbrev i martsudgaven fra Trine Winther, der mente, at man kun skulle støtte de danske hjemløse. Debatten kører endnu og har fået flere læsere til at gribe pennen. Jeg bliver altid lidt trist, når jeg læser Hus Forbi Alle de mennesker, der bare ikke har haft en chance i livet for at blive en af dem på toppen. Samtidig bliver jeg også tit rørt over at læse om, hvordan de bliver hjulpet videre gennem for eksempel et projekt som Hus Forbi. Et projekt, der møder folk præcis der, hvor de er. Det er virkelig noget særligt. Og så er der os, der er ovenpå og køber bladet og føler os gode, fordi vi støtter staklerne. Og det er da ok at føle sig god, men helt uforståeligt er det for mig med alle de læserbreve i Hus forbi, hvor folk er sure og forargede over, at en sælger eksempelvis har andet arbejde ved siden af, prøver at snyde, er fuld eller sender penge hjem til sin sultne familie i Rumænien. Så forarget, at man ikke vil købe avisen mere. Det virker bare så overlegent og kynisk og er tegn på, at man ikke har fattet noget. Det gør mig ikke bare trist men helt igennem rystet. Trine Winther er vred over, at noget af hendes støtte til Hus Forbi er gået til en rumæner, der sender sine (egne, vel at mærke) hårdt tjente penge hjem til sin sultne familie. Så vred, at hun aldrig vil købe avisen mere. Så er det, at jeg gerne vil bede Trine Winther om at svare på nedenstående. 1 - Du har det meget bedre med, at (et skud i tågen) 90 procent af din støtte til sælgerne ender hos spiritus- og tobaksselskaberne? 2 - Hvis din mand arbejdede i Italien, synes du så, at det var ok, at han sendte rødvin til dig? 3 - Hvis du havde noget familie i et fattigt land, som sultede, ville du så sende lidt til dem ved jul og fødselsdage? Dorthe Eggertsen Hvad så med Mærsk, Trine Winther? Jeg sidder og har lige bladret i Hus Forbi nr. 3 marts 2012, og under bladring sprang Trine Winther's (TW) indlæg i DEBAT mig i øjnene. Og vakte min harme. Måske vil TW aldrig købe Hus Forbi igen, men hvis hun gør, håber jeg, at hun læser dette indlæg... Og gerne lidt mere indgående, end hun læste artiklen om rumænske Stefan... Først af alt må jeg kraftigt pointere, at ikke alle Hus Forbis læsere besidder TW's snævre opfattelse af, hvem man bør hjælpe i en given situation. Vi er stadig nogle, der ikke betinger køb af Hus Forbi med, at sælgeren er dansk (arisk?), men gerne støtter et menneske, der i al slags vejr for 20 kroner tilbyder mig og andre nysgerrige et indblik i en for mange skjult verden og dermed tilbyder, at man for ganske få penge og med få minutters læsning kan få udvidet sin horisont. Endnu mere skuffende er det, at TW's kolleger tilsyneladende heller ikke besidder det store overskud til at hæve sig over dansk kolonihavementalitet. At det skulle være bedre at støtte danske hjemløse frem for andre hjemløse, forbliver mig et mysterium, men måske er det bare i disse overkapitaliserede tider blevet ganske umoderne, at den, der har to skjorter, skal dele med den, som ingen har. Det er jo efterhånden kun cirka 80 procent af den danske befolkning, der er medlemmer af folkekirken, så det kunne jo være, at TW har gjort rent bord i forhold til religiøs blødsødenhed. Dernæst må man jo lette på hatten for TW, hvis der i alle hendes handlinger forefindes samme konsekvens i forhold til, hvem man støtter. Det ville glæde mig, om TW i sympati med de danske fyrede fra det nu lukkede Lindø-værft undlod at støtte en ganske berømt dansk skibsreder og multimilliardær, der lukkede Lindø-værftet, gjorde danske skibsbyggere arbejdsløse i en krisetid og fra staten modtog cirka et par milliarder i eksportstøtte for at lade skibe bygge i Sydkorea. Man kan da ikke støtte, at nogen sender penge ud af landet, vel TW? Sluttelig vil jeg takke diverse sælgere for venlige ord og for at sælge mig en oplysende avis. I samme åndedrag vil jeg selvfølgelig tilbyde TW mod at hun fortsat læser Hus forbi månedligt at forære hende 20 danske kroner som kompensation og som sikkerhed for, at hendes penge ikke lander i lommer, hun ikke bryder sig om. Carl Hansen Om at være uønsket Jeg er som Hus Forbi-sælger ved at være rigtig godt træt af butiksvagterne flere steder i Aarhus. Og jeg tror, at jeg taler på mange sælgeres vegne. Så sent som i går stødte jeg og andre sælgere på en meget arrogant og udannet vagt. Vi havde lige mødt hinanden og stod og snakkede helt almindeligt på fortovet foran Bruuns Galleri i Århus. Det samme sted, hvor jeg plejer at sælge mine aviser som altid i fred og ro. Men så kom en af vagterne, der åbenbart gerne ville demonstrere sin magt! Han sagde, at en kunde havde sagt, at hun ikke kunne lide, at vi stod der, hvor vi stod. Vi skulle forsvinde vi var uønskede! Jeg er træt af at blive chikaneret af vagterne. Jeg er træt af at være uønsket! Det virker, som om butiksvagterne gør alt for at genere os, når vi prøver på at sælge vores avis eller bare er til ligesom alle andre. Hvem tror de, de er? Hvor kommer de fra? Hvem står bag deres uciviliserede opførsel over for os. Har de instruks om at chikanere os? Er det, fordi de ikke kan lide Hus Forbi? Det virker, som om, at de har svært ved at respektere os. Jeg ville ønske, at vi kunne gøre noget ved det. Kan vi ikke forlange de skal behandle os ordentligt? Som medmennesker! Hvad kan vi gøre? Ruperto Moore, Hus Forbi-sælger Århus. SVAR Selv om Hus Forbis sælgere af og til bliver mødt af både ordensmagten, vagter foran butikker og stormagasiner eller almindelige borgere, der føler sig chikaneret af at blive tilbudt at købe et Hus Forbi, så er lovgivningen på sælgernes side. Ifølge Næringslovens 12, stk 1, må varer kun afsættes fra faste forretninger, men der gælder særlige undtagelser for blandt andet aviser og tidsskrifter, herunder Hus Forbi. Formuleringen i 12 er: 'Ved omførsel kan personer, uanset at betingelserne for at drive næring som handlende, håndværker og industridrivende ikke er opfyldt, sælge: a) naturalprodukter af jordbrug, husdyrhold og fiskeri, sådanne naturalprodukter, der er konserveret ved frysning, røgning eller saltning, samt brød, mælk, fløde, konsum-is, ost, smør og margarine. b) aviser, ugeblade og tidsskrifter, dog kun på gader og pladser.' Hus Forbi 18 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 19

11 afhængighedens danmark afhængighedens danmark Alkoholbehandling mangler kvalitetsstempel Vores viden om alkoholisme udnyttes ikke tilstrækkeligt, mener Christina Teichert, som er misbrugsbehandler på Lænke-ambulatoriet i Hillerød. Her kan man komme i behandling uden at opgive hverken efternavn eller CPR-nummer. af Peter Andersen foto Per Daugaard Et fornavn er nok til at komme i behandling på et af de 14 Lænke-ambulatorier i Danmark. Du skal ikke visiteres eller registreres, og den første person, du møder, når du kommer ind ad døren, er en terapeut. Du kan med andre ord stå nede på gaden, og fem minutter efter, at du har besluttet dig for, at nu skal det være slut med alkohol, kan du være i gratis behandling. - Jeg ser det som en fantastisk mulighed for sårbare mennesker, som ikke kan overskue det offentlige behandlingssystem. Der skal man have en tid hos en rådgiver, og først senere kommer man til en egentlig samtale. Så skal man have en ny tid hos en læge, og så kommer man igen senere til afrusning. Det kan alt sammen være ret demoraliserende og føles håbløst, siger Christina Teichert. Ingen fælles standard Hun er alkoholbehandler på Lænke-ambulatoriet i Hillerød, men har tidligere arbejdet med alkoholikere i døgnbehandling og unge stofmisbrugere. Hun er uddannet psykoterapeut med speciale i Terence Gorskis teorier om tilbagefald, og hun reagerede, da hun i sidste udgave af Hus Forbi kunne læse historien om hjemløse, som føler sig tvunget på antabus for at få et sted at sove. - Man har prøvet at tvinge folk, men så snart de går ud ad døren, kommer trangen jo tilbage. Behandling af alkoholisme virker kun, hvis den person, du sidder over for, er parat til at gå hele vejen. Til gengæld ved vi meget mere præcist, hvad der skal til for at behandle, end vi gjorde for bare 10 år siden. Vi ved, hvorfor alkoholikere har en bestemt tankegang, hvorfor de fornægter deres symptomer i et bestemt mønster, og hvorfor der er en helt fast rytme, når det gælder tilbagefald. Men den viden bliver ikke altid udnyttet tilstrækkeligt, siger Christina Teichert. For godt et år siden angreb Lægeforeningen de retningslinjer, der gælder for godkendelse - Man har prøvet at tvinge folk, men så snart de går ud ad døren, kommer trangen jo tilbage. Behandling af alkoholisme virker kun, hvis den person, du sidder over for, er parat til at gå hele vejen. af alkoholbehandlingssteder. Og Christina Teichert mener også, det er for nemt at slå sig op som behandler. - Jeg skal ikke pege fingre, for der foregår en masse god behandling rundt omkring. Men der er ingen godkendelse, og misbrug er et meget specialiseret felt. Det er ikke bare sådan at køre en gruppe. Nogle af dem, der kommer her, er bange, fordi de har prøvet de gamle behandlingsformer med decideret pistolterapi. De frygter, de igen skal opleve at miste deres selvbestemmelse, siger hun. Rygning stjæler kampagnekronerne På Lænke-ambulatorierne behandles klienterne efter behov. Nogle går til samtaler et par gange om ugen, andre kommer hurtigt videre i gruppeterapi. Det kan være tilbagefaldsgrupper, grupper for pårørende eller meditationsgrupper. I nogle tilfælde er afrusningen så hård, at den er nødt til at foregå på et sygehus eller en privat døgninstitution. - Så skal man selvfølgelig igennem en visitation i kommunen. Men forhåbentlig har vi nået at pille så meget frygt af folk, at de ikke er bange for det mere. For mig er det sådan set ligegyldigt, hvor behandlingen foregår, bare den virker, siger Christina Teichert. Lænken behandler hvert år cirka alkoholikere, men ifølge Sundhedsstyrelsen er der alkoholikere i Danmark og over en halv million med et skadeligt alkoholforbrug. På trods af, høje afgifter, på trods af strammere lovgivning for unges køb af alkohol, og på trods af, at alle arbejdspladser med respekt for sig selv i dag har en alkoholpolitik. Christina Teichert kunne godt tænke sig at se, hvad der ville ske, hvis man satte ind med en oplysningskampagne af samme omfang som de seneste års kampagne mod rygning. - Jeg taler ikke om en skræmmekampagne, men om oplysning. Alle ved nu, at rygning kan give lungekræft, men de færreste ved, at alkohol er en af de hyppigste årsager til brystkræft. Man fornægter det, fordi vi ikke vil undvære det. Nikotin er nemmere at angribe, for den giver ingen rus, og menneskets hjerne er ultilmativt indrettet på nydelse. Vi er designet til at belønne os selv og designet til afhængighed. Derfor bliver det ved med at være tabubelagt. Det eneste, der i hvert fald ikke virker, er tvang Sean Bodin har været igennem hele paletten af behandlingstilbud for at slippe ud af sit alkoholmisbrug. Hos Lænken har han for første gang fundet et sted, hvor han kan smide alt på bordet uden at føle sig fordømt. af Peter Andersen foto Per Daugaard En decemberdag i 1990 gik Sean Bodin ind i sin bank og bad om at låne kroner. Ikke til et nyt køkken eller en brugt bil, men til et ophold på behandlingshjemmet Egeborg på Lolland, som i årene forinden havde bragt Minnesotakuren til Danmark. Han drak whisky især. Var nået op på genstande om dagen, og efter 10 år havde han indset, at han er alkoholiker. - Jeg var ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Jeg havde sænket alle parader, og bankrådgiveren fik præcist at vide, hvad pengene skulle bruges til. Jeg fik dem og tog på Egeborg samme dag, fortæller Sean Bodin. Det var hans første møde med behandlingssystemet, men langt fra det sidste. Kuren holdt i otte år, og Sean Bodin tog endda en uddannelse som misbrugsterapeut, som han nåede at bruge i tre år, indtil han faldt i en dag i Det har han gjort siden med jævne mellemrum, højst været ædru et halvt år ad gangen. - Jeg kan hjælpe andre, men ikke mig selv. Jeg har været afgiftet over 50 gange på psykiatriske skadestuer, været i døgnbehandling flere gange og været i AA (Fællesskab af Anonyme Alkoholikere, der støtter hinanden i at holde sig fri af alkohol, red.). Når trangen kommer, siger den bare slam, og så kan jeg stå sammen med 10 mennesker, der siger jeg skal lade være. Jeg hører dem ikke, siger Sean Bodin. Vokset op i en øltønde Som han sidder der i løsthængende skjorte, jeans og sorte sko er det umiddelbart kun 20 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 21

12 afhængighedens danmark afhængighedens danmark Ølstykke mellemrummene i tandrækken, der afslører, at Sean Bodin har passet dårligt på sig selv det meste af sit liv. - Jeg voksede op i en øltønde. Begge mine forældre var alkoholikere, og jeg kom på børnehjem. Jeg har altid haft alkoholen inde på livet. Jeg arbejdede i over 20 år som portør. I dag er der alkoholpolitik på sygehusene, men den gang var det et drukmiljø, der ville noget. Sean Bodin er 57 år. Han har været hjemløs, i dag er han på kontanthjælp og bor i husvildebolig. Han har to børn og et barnebarn, men han har selv afbrudt kontakten og vil ikke genoptage den, før han føler sig 100 procent stabil. De skal ikke svigtes igen. For nylig tog han endnu en gang mod til sig - Der er mange pengemaskiner i den branche i dag. Enhver kan jo slå sig op som misbrugsbehandler, men jeg har mødt behandlere, som er så syge i hovedet, at de selv burde gå i behandling. og besteg vindeltrappen, der fører op til Lænkens lokaler på gågaden i Hillerød. Her har han fået håb om at få hjælp til at undgå de evige tilbagefald. - Jeg er en af de der skide stolte gamle mænd, der helst holder kæft. Her kan jeg fortælle ting, jeg ikke har fortalt andre. Jeg kan smide det hele på bordet, uden at nogen fordømmer mig. Har du mødt fordømmelse andre steder? - Ja, det har jeg sgu. Selv på de psykiatriske skadestuer. Det er ikke, fordi tingene bliver pakket ind her, og sådan vil jeg også helst have det. Men det letter, at andre ved det hele. Tidligere har jeg ikke ringet til nogen, når trangen meldte sig. Nu kommer jeg her to gange om ugen, og jeg kan ringe eller tage herop og få en kop kaffe, indtil trangen er sivet af, fortæller Sean Bodin. Er du blevet klogere på, hvad der sker i hovedet på dig? - Jeg ved jo godt, hvad jeg skal igennem, lige idet jeg går ned og køber det der skide alkohol. Men den trang er så stærk, at den skal slukkes. Jeg har haft selvmordstanker talrige gange og forsøgt to gange. Kastet mig ud fra en bro på togskinnerne og ud foran en bus. Jeg har ikke de tanker, når jeg er ædru, det er kun, når jeg er inde i en drukfase. Specielt i abstinensfasen får jeg de mest sindssyge tanker om selvmord og alt muligt. Kameradrømme Sean Bodin beskriver sig selv som glad og social. Undtagen når han drikker. Det foregår altid ensomt, han går aldrig på værtshus. - Jeg mister selvværdet, det er sådan, det starter. Jeg føler, at ingen er en skid interesseret i mig eller bekymret, om jeg falder død om. Jeg skal virkelig arbejde på at få mit selvværd op igen. Og jeg gør meget for at komme ud blandt andre og få et nyt netværk. Kroppen har det fint, forsikrer Sean, og skulle han have et job igen, skulle det helst være et, hvor han kan bruge sin fysik. Vende tilbage til arbejdet som portør har han ikke lyst til. - Et af mine mål er at komme i gang med at fotografere igen. Jeg har fotograferet, siden jeg var ni, og jeg elsker det over alt på jorden. Jeg har altid haft kameraet med mig, men sidste år blev alt mit udstyr stjålet. Og det er svært at få råd til noget nyt på kontanthjælp. Foredragsholder Blandt andet derfor er Sean Bodin igen begyndt at holde foredrag om at være misbruger, og hvordan man kommer ud af misbruget. For år tilbage var han ofte ude at tale, især for ansatte og studerende i sundhedssektoren. Og - Et af mine mål er at komme i gang med at fotografere igen. Jeg har fotograferet, siden jeg var ni, og jeg elsker det over alt på jorden. selvom han selv er faldet i gang på gang, føler han, at han ved mere end de fleste om, hvad der skal til. Han forlod sin sidste døgnbehandling før tiden, fordi de ikke gav ham det, han havde bedt om: Behandling mod tilbagefald. - Der er mange pengemaskiner i den branche i dag. Enhver kan jo slå sig op som misbrugsbehandler, men jeg har mødt behandlere, som er så syge i hovedet, at de selv burde gå i behandling. Hvis de ikke kan få dig selv til at forstå, at du skal lade være, er der intet, der hjælper. Behandlingen skal bygge på frivillighed. Det eneste, der i hvert fald ikke virker, er tvang. Har du en ide, der kunne være med til at hjælpe i behandlingen af alkoholisme? - Ja, det har jeg faktisk. Det allersværeste er jo at gå de her trin op ad trappen første gang. Men man kunne bruge sådan en som mig som stødpude i stedet for at gå direkte til en autoritet. I dag kan man jo ringe til AA s hotline og tale med en tidligere misbruger, men der er ingen til at tage dig i hånden og følge dig. Jeg ville gerne være sådan en frivillig person, siger Sean Bodin. I første omgang er hans mål at holde sig ædru. I morgen. - Jeg skal ikke tænke langsigtet, og jeg skal især ikke sige, at jeg aldrig drikker mere. For det aner vi ikke en skid om. Hvis man vil have Sean Bodin til at holde et foredrag, kan han kontaktes på telefon eller på mail: seanbodin@hotmail.com. Hans fotogalleri kan ses på hjælp til selvhjælp Over hele Danmark er der etableret selvhjælpsgrupper, som hjælper og støtter hinanden i at holde sig ædru. Der er ikke krav om medlemskab eller kontingent. Det eneste, grupperne kræver er, at du har et ønske om at holde op med at drikke. Du kan finde mere information på: I følgende byer er der møder i AA: Albertslund Allerød Allinge Assens Bagsværd Ballerup Birkerød Bistrup Bjerringbro Blovstrød Bramming Brande Brenderup Brovst Brædstrup Brønderslev Brønshøj Christiansfeld Christiansø Dronninglund Ebeltoft Egtved Esbjerg Fanø Farum Fejø Fredensborg Fredericia Frederiksberg Frederikshavn Frederikssund Frederiksværk Fåborg Gilleleje Gladsaxe Glostrup Grenå Greve Grindsted Gråsten Haderslev Hadsund Hanstholm Hasle Haslev Hedehusene Hedensted Hellerup Helsinge Helsingør Herfølge Herlev Herlev Herning Hillerød Hirtshals Hjørring Hobro Holbæk Holstebro Holte Hornbæk Horsens Humlebæk Hurup Hvidovre Højby Sjælland Hørsholm Ishøj Jyderup Jyllinge Kalundborg Karise Karlslunde Kastrup Kerteminde Kgs. Lyngby Kjellerup Kolding Korsør København Køge Lemvig Løgstør Maribo Middelfart Nakskov Neksø Nibe Nivå Nyborg Nykøbing F Nykøbing M Næstved Odder Odense Ordrup Pandrup Randers Ribe Ringe Ringkøbing Ringsted Roskilde Ruds-Vedby Rødovre Rønde Rønne Samsø Silkeborg Skagen Skanderborg Skibby Skive Skælskør Skørping Slagelse Smørum Solrød Sorø Stege Stenløse Store Heddinge Stubbekøbing Svendborg Svenstrup J Sæby Søborg Søllerød Sønderborg Søndersø Thisted Tjele Tune Tønder Tåstrup Valby Aabenraa Aalborg Ålsgårde Århus Års Vamdrup Varde Vejby Vejen Vejle Viborg Viby Sjælland Vig St. Vipperød Vojens Vordingborg Ærøskøbing En mands stræben Ibs kamp mod alkoholen Siden januar har Hus Forbi fulgt Ib Maacks kamp for at komme i alkoholbehandling. Vi bragte et portræt af Ib i avisen i februar måned og på Hus Forbis hjemmeside kan man følge Ibs vandring gennem det kommunale system for at blive indstillet til den rette behandling. af Birgitte Ellemann Höegh foto Holger E. Henriksen Siden sommeren 2011 er Ibs fysiske tilstand grundet alkohol blevet værre og værre. Han har været indlagt adskillige gange på sygehuset med vejrtrækningsbesvær og vågner dagligt op med rysteture, abstinenser, hoste og vejrtrækningsproblemer. Derfor har Ib Maack på egen hånd truffet en beslutning om, at han vil i alkoholbehandling, og han kæmper en daglig kamp for at snørkle sig gennem det kommunale system, hvor han skal komme frem til de rigtige møder, så sagsbehandlerne kan hjælpe ham videre. Han har ikke nogen mobiltelefon, og derfor går han nogle gange forgæves, fordi sagsbehandlerne ikke har kunnet få fat i ham, hvis der har været en ændring i planerne. Den bedste måde at få kontakt til Ib på er gennem Sundholm, hvor han næsten dagligt kommer i sundhedsklinikken og på natvarmestuen. Det har været en lang vandring for Ib, hvor han har gået rundt med sine papirer i sin gule Hus Forbi-taske. I mellemtiden har han brækket sin skulder, fordi han havde overset et sidste trin i en mørk trappeskakt, så nu hænger hans taske rundt om halsen. Ib er mødt op til et utal af møder i Voksenteam i Valby, hvor Ibs sagsmappe pludselig viste sig at være forsvundet, og sagsbehandleren enten har været syg, eller personalet ved skranken, hvor Ib har forsøgt at lave aftaler, ikke har kunnet hjælpe ham videre. En enkel gang har Voksenteam ligefrem bedt Ib om at gå eller også ville de tilkalde politiet. Man brød sig ikke om, at Ib blev ved med at insistere på, at han ville have et nyt og hurtigere mødetidspunkt med en sagsbehandler. Ib er også selv udeblevet fra et par møder dels på grund af indlæggelse på hospitalet, dels fordi han har siddet hjemme i sin lejlighed og ventet forgæves på, at Dong skulle komme og genetablere strømmen. Men taget i betragtning af at Ib drikker omkring ti halvliters stærke øl og ryger fire joints om dagen, er han utrolig vedholdende i forhold til mødepligt. Da Ib omsider kom til det rigtige møde hos sagsbehandleren i Voksenteam, gik det op for ham, at det blot var endnu et visiteringsmøde, hvor sagsbehandleren skulle udfylde en skrivelse, Indstillingsskabelon til visitation til alkoholbehandling, som skulle sendes videre til Modtageenheden Vest, der nu skal beslutte, om Ib er berettiget til at komme i behandling. -Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang har været ude med mine papirer, men når mine papirer er gået i orden, så siger de garanteret, at jeg skal over på et andet kontor. Det er næsten sjovere at købe et Anders And-blad! sagde han før mødet. Mod den russiske hær Og det fik Ib jo ret i. I skrivende stund venter han stadig på at blive indkaldt til endnu et møde hos Modtageenheden Vest, hvor Ib endnu en gang skal fortælle sin lidelseshistorie. Der er nu gået mere end tre uger, siden Ib var til møde i Voksenteam, hvor han fik at vide, at han ville få en henvendelse fra Modtageenheden Vest efter 14 dage. Modtageenheden påstår, at de har sendt ham et brev med indkaldelse til et visitationsmøde den 28. februar, men det brev har Ib aldrig modtaget. - Det er jo gået i kiksekage indtil flere gange, men jeg er holdt op med at blive gal over det og kan grine af det i dag. - Jeg har tænkt, at når min sagsmappe kan blive væk, så kan sådan et brev vel også blive væk, er Ibs reaktion. For en måned siden begyndte en socialmedarbejder fra aktivitetscenteret på Sundholm, Sandra, at hjælpe Ib. Hun mødes med ham næsten dagligt på Sundholm, og hun har været med Ib til en række møder i Voksenteam. Sandra har hjulpet Ib med at få kontanthjælpen ind på kontoen, få kommunen til at betale Ibs husleje automatisk og få genetableret strømmen i Ibs lejlighed, som har været væk i et halvt år, fordi han ikke har betalt sin regning. Ib har mange gange følt det som at kæmpe mod den russiske hær, og derfor ser han det som en kæmpe stor foræring, at Sandra er trådt til. - Det er jo gået i kiksekage indtil flere gange, men jeg er holdt op med at blive gal over det og kan grine af det i dag, for alt andet ændrer overhovedet ikke min sag. Men jeg prøver nu at få hjælp fra så mange som muligt blandt andre fra Sandra på Sundholm, som jo viste sig at være en hjælp, da hun tog med ud til Voksenteam. Men det er lige stærkt nok, at jeg skal have en større delegation med, før der sker noget, siger Ib. Så Ib kæmper videre og vil meget gerne, at Hus Forbi fortsat følger ham. -Jeg har ikke noget at skjule. Resten af befolkningen kræver at få at vide, at hvis du er en svagpisser, så bliver du banket ned. Jeg går jo og venter på, at der bliver bevilliget ophold til mig, og lige pludselig er vi havnet i marts måned. Så jeg har ræsonneret, at det kan være, at de venter på, at patienten dør, for så har de sparet de penge, har Ib tidligere sagt. Du kan fortsat følge Ib Maack på Hus Forbis hjemmeside. Her ligger også dét portræt, vi bragte af Ib i Hus Forbi i februar. 22 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 23

13 Der går cirka 10 ark til at producere en pose. Når de to lag papir er limet sammen Bæredygtige bæreposer Hus Forbis normale levetid er en måned. Så lang tid tager det at få godt hjemløseaviser til at skifte hænder. Men med godt en million Hus Forbi'ere og aktive sælgere, der har mulighed for at købe Hus Forbi over hele landet, kan det ikke undgås, at der er nogle tusind aviser i overskud, når måneden er slut. I stedet for at køre usolgte aviser til forbrænding har Hus Forbi indgået et samarbejde med Vestre Fængsel, hvor 90 indsatte arbejder på at omdanne aviserne til bæredygtige bæreposer. Under brandet Made By Prisoners skal fængslet levere cirka poser til Hovedstadens Røde Kors' genbrugsbutikker. af Thomas Hye-Knudsen foto Holger Erik Henriksen skal de tørres. Enten på gulvet på værkstedet Efter tørringen bliver de to papirlag skåret efter en skabelon, og en blå kridtstreg markerer, hvor der skal foldes. Bæreposen laves i to størrelser. De bliver forstærket med pap, der limes på ved hanken, så posen ender med en bæreevne på cirka 10 kilo. Bunden forstærkes med tape og et 'visitkort'med kort information om projektets idé: Made By Prisoners giver den indsatte mulighed for at indse, at han er en del af samfundet, og viser verdenen, hvordan indsatte er en del af samfundet. Fængslende arbejde Arbejde i fængslerne har siden 1905 været en del af svaret på, hvordan man kunne støtte indsatte i at få nye værdier og et liv uden kriminalitet. Dengang startede man samarbejder op mellem legetøjsbutikker og indgik i et samarbejde med fængslerne om produktionen. Også i dag anses dét at være beskæftiget under en indsættelse som en afgørende del af den samlede resocialiserende indsats. Det er først og fremmest for at undgå risikoen for mentale konsekvenser af at sidde uvirksom i op til 22 timer i døgnet i sin egen celle bag en låst dør og desuden for at gøre opholdet mere tåleligt gennem aktivitet og naturlig træthed for på den måde at tilstræbe en normal hverdag som i frihed. De sidste årtier har Kriminalforsorgen arbejdet målrettet på også at facilitere indsattes udvikling af sociale, personlige og faglige kompetencer gennem en lang række tiltag inden for behandling, uddannelse og arbejde. På beskæftigelsesfronten har det i 00'erne været udfordrende at etablere arbejdsmulighed til indsatte i fængslerne. Traditionelt har fængslerne samarbejdet med mange forskellige virksomheder om en mængde forskellige produktionsopgaver. Men særligt arresthusene har været hårdt ramt, idet meget af arbejdet er henlagt til de indsattes egne celler. Det skaber både plads- og sikkerhedsmæssige begrænsninger for, hvilket arbejde der kan udføres. Gennem de senere år har flere og flere arresthuse derfor arbejdet med egne designs og kreativ produktudvikling. Det har været svært, udfordrende og spændende for fængslerne at prøve kræfter med en helt ny måde at etablere produktion på. Beskæftigelse er et af redskaberne til at arbejde med facilitering af udvikling hos indsatte. Her er meningsfuldhed omkring arbejdet afgørende. Derfor voksede der stille og roligt et koncept frem omkring MADE BY PRISONERS, hvor det kreative arbejde blev koblet med at gøre godt. Overskuddet er hidtil gået til legetøj og spil til Vestre Fængsels besøgsafdeling efter ønske fra de indsatte selv. Men de få årlige salgsmuligheder kunne ikke håndtere mængderne af den kreative produktion. Det er heldigvis lykkedes fængslet at få etableret indtægtsgivende samarbejder med private butikker og organisationer. I dag er den kreative produktion via MADE BY PRISONERS konceptet sat i system, hvilket der kan læses meget mere om på hjemmesiden. eller som her i et selvopfundet tørrestativ. Og så skal der foldes De færdige poser udstyres med hank og foldes, inden de pakkes til levering Se mere på 24 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 25

14 verden rundt for 20 kroner Anna Klitgaard er på fjerde år omrejsende freelancejournalist og har besøgt begge poler samt en god del af det ind imellem. I 2012 har hun sagt ja til for Hus Forbi at se på, hvad 20 kroner kan købe ude omkring i verden, og undersøgelsen er nu nået til Kosovo. 20 kroner = 13 store brød 1 kylling 6,5 kilo kartofler/løg 3 liter benzin 3 øl kosovo Landet dækker et areal på blot km2 og grænser op til Serbien, Albanien, Makedonien og Montenegro. 92 procent af befolkningen er albanere, resten er blandt andet romaer, serbere og tyrkere. 30 procent lever under fattigdomsgrænsen, og den gennemsnitlige levealder var i år. Besim Berisha på 28 år har i 12 år solgt cigaretter på gaden i Pristina. Oprindeligt kommer han fra en landsby 32 km fra hovedstaden, men i dag bor han her med sine to søstre og mor, som han forsøger. Han er den eneste i familien, der har et arbejde, og ved at sælge cigaretter kan han tjene omkring 10 euro på en dag måske 12 euro på en god. KOSOVO: 20 kroner = 2 måltider Med kun fire år på bagen er Kosovo ikke blot Europas nyeste land, det er også et af de mindste og fattigste. Omkring halvdelen af den voksne befolkning er arbejdsløse, og nogle af nabolandene har blokeret for eksport til landet. af Anna Klitgaard På hvert bord i cafeen står der askebægre. Og alle ryger. Røgen ligger derfor tæt hen over gæsternes hoveder, og ikke bare på Cafe Metro i centrum af Pristina, Kosovos hovedstad, men alle steder i byen. Nok er der et ikke-rygerskilt klistret på væggen i cafeen, men ingen kan se det for røgsløret. Eller vil se det. Cigaretter er nemlig det, mange kosovo-albanere tyr til, når de skal glemme en fattig hverdag, for med omkring 90 procent muslimske indbyggere er alkohol ikke så brugt i Europas nyeste stat. En svær start Kosovo udråbte sig selv som selvstændig stat i februar Tidligere havde området været en central del af Serbien, og serberne var da også alt andet end tilfredse med kosovoalbanernes valg. Gentagne gange siden er det kommet til blodige sammenstød mellem de to befolkningsgrupper, hovedsageligt i de nordlige områder af det nye land på trods af FN's militære tilstedeværelse. Og siden selvstændigheden har Serbien og den serbiske del af Bosnien forbudt varer fra det lille land at krydse deres territorier, hvilket gør ondt på en i forvejen svag økonomi. Resultatet er en arbejdsløshed på omkring 50 procent, udbredt fattigdom og en svær start på en ny tilværelse for mange af landets indbyggere. Besim Berisha på 28 år er en af dem. Siden han var 16 år, har han hver dag undtagen søndag stået på gaden ud for Cafe Metro og solgt cigaretter. I Pristina er det ikke den værste beskæftigelse, da der for det meste er trængende kunder, men alligevel kan han blot tjene 10 euro (75 kroner) på en dag måske 12 euro (90 kroner) på en god dag. For dem skal han ikke blot klare sig selv, men også forsørge en familie bestående af to søstre og en ældre mor, og det er svært, siger han. - Min indtægt giver os omkring to en halv eller tre euro (20 kroner) hver at leve for om dagen hver. En kylling koster tre euro, så næsten alle mine penge går til at brødføde min familie. Men mange andre, jeg kender, er arbejdsløse, selvom de har en lang uddannelse, så på en måde er jeg heldig. I det mindste tjener jeg penge, selvom jeg kun har gået i folkeskolen. En veninde fra en af de nærliggende butikker kommer til for at se til Besim. Vesa Neziri er 26 år og arbejder seks dage om ugen 12 timer om dagen i butikken for 180 euro (1.340 kroner) om måneden. Selvom hun har en jurauddannelse fra universitetet, kan hun ikke finde arbejde, fordi hun ikke kender nogen i regeringen. Hun betegner situationen i Kosovo som desperat, og den bliver kun værre, smiler hun bittert. Pengene strømmer ind udefra Alligevel vil hverken hun eller Besim tale om at flytte. De er født her og har kæmpet for selvstændigheden, så selvom livet er svært nu, så er udvandring ikke en del af deres planer. Begge forstår de dog godt de mange, der allerede er taget af sted mod udlandet eller har planer om at gøre det, for det er ikke bare godt for den enkelte, det hjælper også Kosovos økonomi. Hvor meget vidner de mange banker og hæveautomater om i Pristinas gader, der næst efter cigaretbutikkerne er de mest udbredte. Som i mange andre fattige lande er det næsten overvældende at se antallet, for uden penge til at sætte i banken kan man undres over, hvordan bankvæsenet kan løbe rundt. En af forklaringerne er, at 15 procent af Kosovos bruttonationalprodukt består af penge, der kommer ind fra mennesker, der er emmigreret og sender penge hjem til deres familier Inde på de smarte cafeer, der kunne gøre de fleste københavnere misundelige, kan det være svært at se fattigdommen, som Kosovo lider under. Her sidder kvinder og mænd i pæne jakkesæt og kjoler, spiser frokost, mens de taler i de nyeste mobiltelefoner eller tjekker deres mail på pc en. Rundt om dem hvirvler røgen fra de utallige cigaretter, der hele tiden tændes og slukkes, og kun yderdørens konstante bevægelse bringer en smule frisk luft ind. Dog skal man ikke langt væk fra de hippe gader i centrum, før et andet billede af Kosovo træder frem. I de små landsbyer langs vejen fra den serbiske grænse eller blot i udkanten af Pristina er husene i elendig forfatning, og gaderne endnu værre. Uden belysning ligger de mørke hen, så snart aftenen melder sig, og det får de fleste til at søge inden døre. Også de få tiggere, der er at finde rundt om i Pristina. For på trods af den udbredte fattigdom er det kun handicappede og ældre, der ses med fremstrakte hænder. Der hviler nemlig en særlig stolthed og stædighed over landet, selvom gennemsnitsindkomsten for de 1,8-2,5 millioner borgere er på blot kroner per indbygger om året. Den seje kamp for selvstændighed og de mange dræbte, hvis billeder stadig i dag hænger på hegnet over for Nationalteateret, har fået mange til at bide tænderne sammen og på bedste vis klare skærene. Men det er ikke nemt, siger Besim og Vesa samstemmende. Ikke råd til en kop kaffe Alligevel ved de, at de begge er heldige. De har et job, og de tjener penge, hvilket er mere end halvdelen af befolkningen i Kosovo har. Uden jobbet ville de ende med at stå på den centrale plads hver dag og udbyde deres arbejdskraft som mange andre mænd eller skulle leve af ingenting, da staten ikke udbetaler understøttelse. Besim rækker en pakke cigaretter til en ny kunde, der kommer forbi. Arbejdsdagen er blot nogle timer gammel, men alligevel fryser han. For ham er en varmende kop kaffe eller te inde fra Cafe Metro dog ikke en mulighed, for til en euro (7,5 kroner) per kop er det for meget for hans og familiens budget. Over for Pristinas Nationalteater hænger nogle af billederne af de mange, der har mistet livet i forbindelse med Kosovos selvstændighed fra Serbien. Krigen i 1999 og de efterfølgende uroligheder kostede mange menneskeliv, og selvom det er svært at sætte et præcist antal på, så regner man med omkring døde på begge sider under kampene. - Næsten alle mine penge går til at brødføde min familie. Men mange andre, jeg kender, er arbejdsløse, selvom de har en lang uddannelse, så på en måde er jeg heldig. I det mindste tjener jeg penge, selvom jeg kun har gået i folkeskolen. Besim Berisha Der er banker og hæveautomater overalt i Kosovos hovedstad, Pristina, hvor også transnationale organisationer og NGO er kæmper om pladsen, mens kosovo-albanerne kæmper om de eftertragtede arbejdspladser hos dem. Halvdelen af landets befolkning er arbejdsløse, og på grund af den globale krise ser situationen desværre ikke ud til at blive bedre i den nærmeste fremtid. 26 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 27

15 Slut med forbudszoner og forskelsbehandling på Vesterbro i København Alle kan nu bevæge sig frit på Vesterbro uden at blive taget med af politiet eller få en bøde for blot at opholde sig det forkerte sted. Politiet vil ikke længere uddele bøder. foto Holger Erik Henriksen ny redaktør Poul Struve Nielsen Ny Hus Forbi-redaktør af Poul Struve Nielsen Siden 1990 har politiet opereret med en række zoner på Vesterbro, hvor hjemløse, stofmisbrugere og prostituerede havde forbud mod at opholde sig. Mange har fået bøder på den konto, men det er slut nu. - Tiderne har forandret sig. Gaden har også forandret sig. Vi har behov for at forny os, siger politiassistent ved lokalpolitiet Rud Ellegaard, som arbejder som nærbetjent på Vesterbro under ordningen Din betjent. Samme regler for alle Han fortæller, at forskellen fra før til nu er, at politiet nu ikke længere betragter det som ulovligt at opholde sig et bestemt sted. - For at gøre noget strafbart skal man foretage en handling, der er Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden FRIVILLIG ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold. Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært ved at holde personlig kontakt. Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende samvær med andre frivillige. Lad os få en snak, hvis du er interesseret. egnet til at forstyrre den offentlige ro og orden. Det kan være voldelig, anstødelig adfærd, råben og skrigen eller lignende, siger han. Den væsentlige forskel er, at de samme handlinger er lige strafbare for ALLE. - Man kan sige, at det værktøj, vi nu bruger, ikke bestemt er møntet på den her udsatte gruppe. Det samme gælder for alle, som færdes på gaden, uanset hvor man færdes. Nu får de ikke en bøde bare for at opholde sig et bestemt sted. De skal være direkte til ulempe. De skal gøre noget. Det er det værktøj, vi vil bruge fremadrettet, når vi skal håndhæve ro og orden på gaden, siger Rud Ellegaard. Forbudszonerne blev håndhævet ifølge ordensbekendtgørelsens 6. Paragraffen eksisterer stadigvæk. Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup, Albertslund. Christel Lous, tlf.: eller mail: c.lous@get2net.dk Men politiet vil ikke længere bruge den i arbejdet på Vesterbro. - Nu vil vi bruge 3, som svarer til det, man i gamle dage omtalte som gadeuorden. Der skal nu finde en form for gadeuorden sted, før vi vil give bøder, tilføjer han. Kritik af forbudszoner I årenes løb er politiet blevet stærkt kritiseret for forbudszonerne af en række organisationer, der støtter hjemløse, prostituerede og stofmisbrugere på Vesterbro. Organisationen Gadejuristen har således fremhævet, at retten til at bevæge sig frit i det offentlige rum er en menneskerettighed, som politiet har overtrådt. For stofmisbrugerne har det for eksempel været et problem, at de har skullet krydse forbudszonerne for at bevæge sig fra de Filmskat fundet på Sundholm Brugerne fra aktivitetscentret på Sundholm var inviteret i biografen i Cinemateket den 7. marts. De så den svenske film Mit liv som hund. Bagefter var der kaffe og kage. Biografturen var Det Danske Filminstituts tak for en helt enestående donation fra aktivitetscentret. På Sundholm har de i tre år opbevaret et kæmpe læs af gamle spillefilm, som kun få kendte til. I Det Danske Filminstitut er de langtfra færdige med at gennemgå indholdet, men der er allerede dukket helt enestående filmminder frem af glemslen. Blandt andet har man nu en rigtig biografkopi af filmen Hvis lille pige er du fra Den er instrueret af Erik Balling. Hidtil har filminstituttet kun haft en VHS-kopi af filmen, så det er virkelig en guldklump, de har bevaret i gemmerne på Sundholm. steder, de oftest opholder sig, til sprøjteudleveringen, hvor de kan hente rene sprøjter. De er altså bragt i et dilemma mellem at få en bøde på 1000 kroner eller deles om kanyler, selvom det kan føre til smitte med hiv eller smitsom leverbetændelse. Dialog og samtale Politiet har i de senere år satset mere på dialog og samtale, og nu har det altså ført til et farvel til forbudszonerne. Rud Ellegaard fortæller, at kritikken fra forskellig side har været med til at få politiet til at se indad og sige: Er det nu også rigtigt, det, vi gør. Men han tilføjer: - Da vi indførte det her i 1990, havde vi virkelig behov for at gå ned og styre det her. Da havde narkomanerne overtaget gaden fuldstændigt. Men sådan er det ikke længere. Forventning om flere fund - Vi pakkede 16 paller i 1,5 meters højde. 75 procent af filmene er danske spillefilm, resten er udenlandske, og selvom jeg kun har taget stikprøver, er der allerede gjort unikke fund, siger filmarkivar Mikael Braae fra Det Danske Filminstitut. Han forventer, at der dukker yderligere interessante og unikke fund frem, efterhånden som han får gennemgået samlingen. Filmene stammer fra en privat biograf, som med navnet Strandøre Bio blev drevet i en varmecentral på Strandørevej i Hellerup. En eller anden kontakt har der været til aktivitetscentret på Sundholm, for mandens enke skænkede filmene og alt udstyret fra biografen til aktivitetscentret. - Vi ville gerne have vist film på Sundholm. Og her fik vi en biograf med alt til faget hørende. Men vi kunne ikke få det til at virke, så da vi havde haft det i tre år uden at vise en film, kontaktede vi Det Danske Filminstitut, fortæller Lotte Walther Skyt fra aktivitetscentret på Sundholm. Hus Forbis nye redaktør, Poul Struve Nielsen, er et socialt indigneret menneske, der mener, at nøglen til at hjælpe mennesker ud af hjemløshed skal findes i det sociale system, der bør være klædt bedre på til at behandle socialt udsatte med større respekt og forståelse. 3spørgsmål hvad fik du at spise til middag i går? Æggekage med coleslaw, som jeg selv lavede. hvad går din løn til? Husleje, mad, børn, bil, kontingenter, afdrag, ferie og fornøjelser, som for eksempel biografture, cd'er og nye fodboldstøvler. hvor er du på vej hen? Ud i cafeen og drikke en kop kaffe. af Birgitte Ellemann Höegh foto Lars Ertner - Det er selvfølgelig mennesker, der lever et hårdt liv, men også mennesker, der har en stolthed, godt humør og en humor, og som jeg godt kan lide at være sammen med. De har meget at give lige så meget som andre mennesker og sommetider har de måske lidt mere tid til at være mennesker, mens andre har travlt med en hel masse andre ting, siger Poul Struve Nielsen, om de socialt udsatte, som Hus Forbi beskæftiger sig med. Poul Struve Nielsen, der netop er blevet ansat som Hus Forbis redaktør, har været ansat som redaktør i Kirkens Korshær i fem år og taler derfor med en vis erfaring om de socialt udsatte, som han har mødt på Kirkens Korshærs varmestuer, for eksempel når han har skrevet om deres forhold i bladet Korshæren. Han har ofte sat sig ned og spist et måltid mad sammen med brugerne i varmestuerne, når han har skullet beskrive deres livssituation og sociale forhold. En oplevelse, der har gjort indtryk, var da han spillede en fodboldkamp sammen med Korsrødderne et hold fra varmestuen i Silkeborg. Respekt og forståelse - Det var en fantastisk oplevelse. Man er sammen på en rigtig god måde, når man spiller fodbold, for forskellene viskes ud, når man går i bad sammen, snakker sammen, får en sodavand og en kop kaffe sammen og er på banen og prøver at vinde kampen sammen. Jeg har selv spillet en del fodbold senest old boys og syntes rammerne mindede meget om dem, jeg ellers oplever. Der kom nogle ting op i dem fra deres barndom, for det er jo folk, der har spillet fodbold som drenge, og de kunne hive gamle tricks og teknikker frem. Så alt dét, det kniber med i hverdagen at have et sted at bo, misbrug og problematiske familierelationer rykkede lige pludselig i baggrunden, fortæller Poul Struve Nielsen Men når det er sagt, er Poul Struve Nielsen godt klar over, at der skal en del mere til for at hjælpe mennesker ud af hjemløshed eller social deroute. Noget af det, han ser som det allervigtigste, er en højere grad af respekt og forståelse over for de socialt udsatte: - Det er jo fuldstændigt håbløst, at vi har et offentligt system både hvad angår sundhedssystemet og socialforvaltningen som i den grad er lagt an på almindelige mennesker, der har et hjem og et job. Har man et misbrug eller en psykisk sygdom, får man meget at kæmpe med, hvis man skal finde frem til den rette hjælp. Det offentlige system, bør være indstillet på at være mere til for disse mennesker og have respekt for, hvem de er. Noget af dét, der fører mennesker ud i hjemløshed, er, hvis man mister sin kontanthjælp, fordi man ikke møder op det rigtige sted og sidenhen ikke får betalt huslejen, siger Poul Struve Nielsen. Mere debatskabende Det vil være et af de emner, som du kan læse om i fremtidens Hus Forbi, men det vigtigste for Poul Struve Nielsen er, at I læsere synes, det er et godt og relevant blad, som I får i hånden. - Det tror jeg, avisen er, hvis den giver indsigt i en del af et stykke Danmark, som læserne ellers ikke vil opleve for at finde ud af, hvordan livet leves på godt og ondt andre steder end dér, hvor de selv er. Samtidig må avisen også gerne være kritisk. For den mængde, vi har af socialt udsatte og hjemløse i Danmark, giver anledning til at forholde sig kritisk. Og jeg vil blive rigtig glad, hvis vi kan sætte en social dagsorden, som kan være debatskabende, siger han. Det var lidt af en mundfuld, som giver anledning til at spørge vores nye redaktør, der i øvrigt er 52 år og bor sammen med sin kone og to børn i et rækkehus uden for København, hvorfra hans interesse for de socialt udsatte kommer: - Jeg har vel altid været en smule socialt indigneret. Da jeg var færdiguddannet journalist, startede jeg på et dagblad og var derefter i Udenrigsministeriet i nogle år med fokus på udviklingsbistand. Så har jeg boet i Indien, hvor jeg var korrespondent for Berlingske Tidende og oplevede både meget rige og meget fattige mennesker. Her havde jeg også nogle opgaver for Danida og var ude at se på udviklingsprojekter. Siden fik jeg et job i Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, og det er jo også en organisation, der støtter mennesker, som er kommet i en situation, der giver en masse problemer. Da jeg senere kom til Kirkens Korshær, fandt jeg ud af, at nogle af de mennesker, som er hjemløse og kommer i varmestuerne, på et eller andet tidspunkt har været udsat for tortur eller andre fysiske overgreb, hvilket jeg skrev om i Korshæren, fortæller han. Og nu vil Poul Struve Nielsen være at finde i Bragesgade på Nørrebro i København, hvor Hus Forbis redaktion ligger, og hvor Hus Forbi har en café, som mange af sælgerne besøger dagligt. Her vil det selvfølgelig også være oplagt for Poul Struve Nielsen at sætte sig ned og få en kop kaffe og en samtale med sælgerne. - Når jeg sætter mig ud i caféen, er mit mål ikke at få stof til en artikel. Men da Hus Forbisælgernes sociale situation ofte er udgangspunktet for de artikler, vi bringer i Hus Forbi, vil der vel hen ad vejen opstå emner, jeg vil være opmærksomhed på, og journalisten vil blive vakt, slutter Poul Struve Nielsen, som vi byder hjertelig velkommen og håber vil skabe en vedkommende, debatskabende og tankevækkende avis til jer læsere. 28 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 29

16 foto Morten Vind Vaupell Madsen Nu åbner Bakken for løjerne og sælger Tonny (nr. 0081) åbner munden. Hvis I har savnet begge dele, så får I her lidt af det hele. Christiansborgs uskrevne lov der dækker enhver politikers behov Bedrag hver eneste dag så styrker du dit velbehag Husk at vaske hænder når du bedrager dine venner Bedrag din næste mens I er ved at feste Uselvisk samarbejde er en by i Tibet det er aldrig nogensinde sket Man skal bruge millioner på egocentrerede intentioner Hvis man af stemmer vil ha' flere skal man finde nogen at genere Undertryk de svage og gi' til dem der ellers vil klage Du skal ikke høre efter hvad andre vil men i stedet svin dem rigtigt til Skål med dine kammerater og tøm statskassen for milliarder Vær fuld af løgn hvert eneste døgn. 179 falske profeter bandlyst af Sankt Peter Det skete i tidernes morgen da indtrådte sorgen Noget der ikke behager den politiske plattenslager Da man på en dato udviste profeten Anders Fogh til Nato Det politiske plat fik svære kår I alt for mange lange år Men så kom profeten Helle Det fik plattenslager-taxametret til at tælle. Fire politiske bud til at få andre hængt ud Husk du forsiden rydder når du påstår den anden er forbryder Sig den anden stjæler påstå at du kender hans hæler Påstå at du har hørt at han med sprit i blod har kørt Skab masser af falske rygter det er det de andre frygter. kommuner svigter svage unge En forskningsoversigt viser, at der på flere områder er en risiko for, at de svageste unge ikke får efterværn, skriver Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i en pressemeddelelse. Efterværn skal hjælpe unge, der har været anbragt uden for hjemmet under opvæksten, til at lære at leve et selvstændigt voksenliv. Når de svageste unge svigtes, kan det ifølge SFI blandt andet ske, fordi myndighederne retter fokus mod de unge, der har ressourcerne til at ville kunne klare sig godt. Kommunerne vælger altså bevidst de unge, som de har størst mulighed for at få succes med. SFI skriver videre, at når svage unge ikke får efterværn, kan det også skyldes, at unge er trætte af foranstaltninger og derfor afviser tilbuddet. Eller at unge til tider skal forhandle sig til at modtage hjælpen, fordi tilbuddene ikke tildeles automatisk. Det kan betyde, at de svageste blandt de unge opgiver kampen eller ikke har ressourcerne til at gennemføre den. Samtidig viser oversigten, at efterværnstilbuddene ikke i tilstrækkelig grad bliver fleksibelt tilpasset til den enkelte unge. foto Holger Erik Henriksen 57-tusinde tak Hus Forbi bruger hvert år godt en million kroner på at sikre, at alle sælgere har mulighed for at blive klædt ordentligt på. Det vil sige, at sælgerne udstyres med tøj, der nogenlunde er afpasset efter årstiderne og udelivet på gaden. Pengene til udgiften hentes fra avissalget, og vi laver yderligere også en særlig indsamling specifikt til sælgertøjet. Vores indsamling til vinter-kollektionen gav samlet et bidrag fra læsere og støtter på kroner. Det vil Hus Forbi hermed sige meget gerne sig tak for. normalitetsbegrebet under lup På Folketeatret i København kan man fra den 10. til 21. april opleve et teaterstykke, Lykke Bjørn, hvor man undersøger almindelige, velfungerende danskeres forhold til samfundets skæve eksistenser. Hovedrollerne spilles af Lotte Andersen og Allan Klie. Det er et kærlighedsstykke, hvor den selvudslettende Karin Lykke mister sin mor, og hendes verden falder sammen. Umyndiggjort af sin strømlinede og succesfulde arkitekt-lillebror, Nikolaj, og med en ung rengøringshjælp som eneste menneskelige kontakt er Karin overladt til sig selv og sin ensomhed. Men en dag møder hun den hjemløse Johannes Bjørn, og sammen kaster de sig ud i en kærlighedsspiral, der kan trække dem begge enten op eller ned. Lykke Bjørn havde urpremiere på Teater Grob, har siden været på turné rundt i Danmark og fik i år tre Reumert-nomineringer. I programmet til teaterstykket kan du læse et af Hus Forbis bagsideportrætter, som Folketeatret har valgt at bringe, da Hus Forbi-sælgeren Karl Johan Thuesens historie minder om den, der bliver fortalt i Lykke Bjørn. Se mere på Folketeatret.dk off line Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen om 2x2 boggaver fra vores helt egen verden. Vil du vinde X-ord må desværre udgå i dette nummer af tekniske årsager Karsten Fatum og Søren Franck har lavet DUSADUKU. SEND LØSNINGER TIL: Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N senest 5. maj Mrk. kuverten 'OFFLINE' Navn Adresse Postnr By Vinderne får direkte besked og offentliggøres på Auktion til fordel for de hjemløses feriefond Den bornholmske maler Hans Knudsen har doneret en serie billeder til Hus Forbi, som vi nu sætter på auktion. Pengene fra auktionen vil vi øremærke til at hjælpe nogle af vores sælgere med ja, at prøve komme på sommerferie. Hver måned sætter vi tre af de i alt 12 billeder på auktion via vores hjemmeside og facebook. Og du kan også byde via mail: feriefond@husforbi.dk. De tre udvalgte billeder bliver præsenteret i avisen i februar, marts, april og maj. Du kan på hjemmesiden se mere om billedernes størrelser. Hver auktion slutter på avisens udgivelsesdag i den forrige måned. Vi opdaterer hjemmeside og facebook hver fredag, så du løbende kan følge med i buddene. Alle bud starter på kroner. 30 HUS FORBI nr. 4 april årgang HUS FORBI nr. 4 april årgang 31

17 sælger nr Salomon Isaksen 3spørgsmål hvad fik du at spise i går? - En ostemad til morgenmad og så en igen her til morgen. Jeg kan ikke få så meget ned i maven sådan er det bare. Men en gang imellem spiser jeg også varm mad i Kapernaumskirken klokken hvad gør dig glad? - Det vigtigste er min papsøn, som bor hos mig. Hans mor kommer på besøg næste måned. Han leder nok efter mig et eller andet sted lige nu, for jeg har ikke set ham siden i går. er der noget, du gerne vil have skal være anderledes? - Nej, det ved jeg ikke, hvad skulle være. En dag ad gangen er vejen for mig. ny hus forbi-sælger af Birgitte Ellemann Höegh foto Lars Ertner Salomon Isaksen har solgt Hus Forbi i de sidste par år helt præcis hvór mange kan han ikke helt huske, men omkring fire til fem år, mener han. - Jeg var hjemløs og flyttede på et herberg, hvor jeg mødte nogle andre sælgere, og så blev jeg også sælger. Det var svært første gang, men jeg blev bare ved og ved og ved med at sælge, og i dag går det godt hver dag. Folk elsker at møde mig, og jeg synes også, det er hyggeligt at snakke med kunderne. Nogle giver mig lommepenge i stedet for at købe avisen, men jeg vil gerne have, at de læser den, fortæller Salomon og smiler med hele ansigtet for i næste åndedrag at se meget trist ud. - Sidste år døde min kammerat, Jan. Han blev kun 30 år. Vi gik aldrig fra hinanden, havde værelse i samme opgang på herberget og solgte aviser sammen. Han drak fire flasker vodka hver dag. Jeg blev beskyldt for at have dræbt ham og var fængslet i halvandet døgn. Men efter obduktionen viste det sig, at han døde af indre kvæstelser, fordi han havde drukket så meget. Når jeg gik sammen med ham, faldt og faldt og faldt han hele tiden, siger Salomon og begynder at græde. - Det var ondt at miste ham. Jeg var med til at bære kisten Jeg savner ham meget, fortæller Salomon. Selv er Salomon 44 år og har siden sin tidlige ungdom drukket 20 til 30 genstande om dagen. - Jeg drikker for at være oppe på dupperne i stedet for at sidde derhjemme total slap. Min mor var også alkoholiker, men døde af en blodforgiftning. Salomon nævner mange gange, at mennesker, han holder af, hele tiden går bort, men det har han til gengæld ikke tænkt sig, skal blive hans skæbne. - Min papsøn på 28 år bor hos mig i øjeblikket. Og så længe han lever, så overlever jeg også, siger han Salomon sælger aviser rundt omkring på Nørrebro og fik for et halvt til et helt år siden en lejlighed på Bellahøj, men vil meget gerne tilbage til Nørrebro. - Nu bor jeg i en kollektiv-lejlighed. Jeg ved ikke, hvad det er, men de må have stemplet mig som psykisk syg, for det ligner et hospital. Der kommer en kontaktperson hver uge og tjekker mig, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg er voksen nok til at være mig selv. Salomon kommer oprindeligt fra Grønland, hvor han blev uddannet skibskok, og kom til Danmark som 17-årig. Siden har han være tilbage i Grønland, og da han sidste gang kom tilbage til Danmark, arbejdede han på en restaurant i et år, men så tog sprutten helt over. - Jeg havde en lejlighed i Lundtoftegade (i København, red.), som jeg blev smidt ud fra. Der var blevet lavet om på forholdene på jobcenteret og kommunen, så jeg hele tiden skulle møde op for at få min kontanthjælp. Jeg kom aldrig, så kontanthjælpen røg, og jeg kunne ikke betale min husleje. I dag bruger Salomon det meste af sin dag på at sælge aviser og vil i øvrigt meget gerne, at vi nævner hans papsøster Merete, som lever endnu og det er han glad for. Hende besøger han ofte og får vasket sit tøj. - Hver dag starter jeg med at tage ud i Kapernaumskirken på Ydre Nørrebro, hvor jeg får lidt morgenmad. Jeg vil meget gerne hjælpe til i køkkenet, men det er ikke lykkedes endnu, fordi der skal orden på nogle papirer gennem kommunen. Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi. Hus Forbi har 744 sælgere spredt ud over hele Danmark. En tredjedel af dem i Københavnsområdet. 32 HUS FORBI nr. 4 april årgang