Kurdistan et glemt land

Transkript

1 Kurdistan et glemt land Shakhawan Shorash Staten 2. årgang nr.4, Marts 2000 Kilde: Encyclopædia Britannica, km 2 ( Kefur A ) Population: Tabel 1. kurderne i Kurdistan og andre steder. Land Total befolkning Antal kurdere Pct. del Iran % Irak % Tyrkiet % Syrien % Tidligere USSR Andre steder Total Kilde: Washington Kurdish Institute. Et kort overblik over Kurdistans beliggenhed, population og historie. I denne artikel vil jeg stort set lægge vægt på kurdernes historie og prøve at give et kort og samlet historie gennem de mest vigtige begivenheder. Kortet fortaler nok om landets beliggenhed, men det er ikke det bedste kort, man kan få. Med hensyn til antallet af kurdere hersker der en usikkerhed. Der findes ikke et samlet og pålideligt folketælling over kurderne, 1

2 derfor er det forskellige tal, der kommer frem. Tabel 1. giver en god billede af kurdernes antal. En kort historie Kurderne er en af de ældste folk i mellemøsten. Der er flere teorier om kurdernes ankomst til området, blandt dem: 1) En teori siger, at kurderne har altid været der, dvs. siden civilisationens opståen. Denne teori siger, at Guti erne, Lulu erne og Kasaj erne, som er ca før k. er kurdernes oprindelige fædre. 2) En anden teori siger, at kurderne kom sammen med Indo-europæernes store vandring til området, dvs år før k. De nye indvandrere og de gamle havde smeltet sammen og dannede et nyt folk. 3) En tredje teori siger, at Med erne, som ankom til området omkring før k. er kurdernes fædre. Mad erne fik deres stor empire 700 før k.. Imperiet hed Medya og varede ca.150 år. Konklusionen er, at de tre teorier peger på en nation kurderne, som tilhører området. Men hvordan er kurderne blevet kaldt gennem historien? Man har kaldt kurderne under forskellige navne, her er nogle af dem: Sumerianerne kaldte landet som Karda eller Qarda, og kaldte folket Guti. Babylionerne kaldte kurderne Karda og Qarda. Assyrierne kaldte dem Guti og Qurti. Grækerne kaldte dem Karduch eller Gorduch. Armenierne kaldte dem Gortukh. Perserne kaldte dem Gurd eller Kurd. Hebræerne kaldte dem Qurdaye. Araberne ved tidligere Islam perioden kaldte dem Kurd og Akrad som flertal. Europæerne fra 7-hundredetallet har brugt Kurd og Kurds. De kurdiske historikerer er enige i, at Med erne er kurdernes fædre, og imperiet Medya er kurdernes første og største empire før k. Ud fra den slutning starte kurdernes kalenderår fra 700 tallet, hvor en stærk kejser nemlig Kandesh tog magten, og begyndte at føre krig mod Perserne, Assyrierne og andre, og krigen førte til dannelsen af imperiet Medya. Fx. kurdernes kalenderår i år er 2700, som svarer til år I 550 før k. besejrede Hehkamenishinerne ( perserne ) Medya og dannede deres eget imperium. Efter Medya imperiet fik kurderne ikke lov til, at danne deres eget herredømme, de fik dog lov til at deltage i efterfølgerne imperier indtil Islams ankomst ( 600-tallet )og erobring af området. Islams erobring af det kurdiske område betragtes som den mest mørke side i kurdernes historie, fordi muslimerne havde brændt og ødelagt alt, der tilhørte kurdernes religion Zarathustra og kurdernes kultur, og det skulle gå mere end et par hundreder år før araberne kunne tvinge kurderne ( de fleste af dem i hvert fald, for der var nogen, der aldrig blev muslim fx. Ezidyerne, som eksistere stadigvæk ) til at acceptere Islam, dvs. islamiserings processen, og det lykkedes dem efter flere grusomme og blodige kampe. Der findes stadigvæk masse af kirkegård forskellige steder i Kurdistan, der tilhører disse krige. Ved Islams ankomst begyndte kurdernes mørke side, og først efter et par hundrede år fik kurderne lov til at danne deres eget herredømmer i forskellige tidspunkter og steder i området. Herredømmerne havde været feudalistiske og under familie navne eller område navne, og de var: 1. Den store Lurr Fazlewier ( ) fandt sted i den sydlige del i Kurdistan. 2

3 2. Hesnewier ( ) fandt sted omkring den nuværende Sharezwr og Dinewer, som ligger midt-vest i Kurdistan. 3. Dirbekir og Jezirer s herredømme ( ) den lå i den nordlige del i Kurdistan. 4. Aywbi ( ) der var Sulahedin Aywbi, der steftede herredømmet, som strakte over den undværende Irak, Jordan, Libanon, Yemen og Saudiarabien. Selvom kurderne havde haft adskillige selvstændige stater, var det umuligt for dem at få kontrol over hele deres territorium især efter 13-hundrede tallet, for der havde altid været to stærke kongeriger i området nemlig den ottomanske imperium tyrkerne og den shiamuslimske imperium perserne. osmanerne var sunni-muslimer og perserne var shiamuslimer, derfor havde der tit været krig mellem de to, og en stor del af de kurdiske område var under deres herredømme på skift. I 1514 opstod der en stor krig mellem de to i Chalderan nordvest i Iran, hvor osmanerne vandt krigen og delte Kurdistan, for første gang i historien, hinanden imellem. Krigen mellem de to imperier skyldes en langvarig stridigheder om, hvem der skulle være den centrale magt i Mellemøsten, og hvilken islamisk retning der skulle være fremherskende. Denne fordeling af de kurdiske område var en tragisk vendepunkt i kurdernes historie, og det var begyndelsen af et nyt mørk sider for Kurderne, som blev underlagt de to kongeriger. Kurderne ville ikke finder sig i undertrykkelsen under tyrkernes og persernes magt, derfor var der tit oprør imod dem. Sent i slutningen af tallet fik kurderne lov til at danne mere eller mindre selvstyre stater eller områder forskellige steder i Kurdistan. Hekary, Amedy, Jazir, Bedlis, Badinan, Mikurian, Ardelan, Baban, Botan og Soran er de mest kendte selvstyre stater ( selvstyre stater, som fik tilladelse af sultanen tyrkerne eller shahen perserne ). Hver gang forsøgte de selvstyre stater at udvide deres magt eller områder, fik de hård modstand og blev grusomt nedkæmpet. Både tyrkerne og perserne var enige i at nedkæmpe kurdernes oprør, for at gøre det mere effektivt, fik de lavet flere aftaler indbyrdes. Jeg vil nævne nogle af de vigtigste af dem: 1) Den fandt Zehaw aftelen sted mellem sefewierne og osmanerne. 2) 1746 blev der lavet en aftale mellem Nadir shah ( Irans shah ) og Sultan Mahmud ( osmansk konge ). 3) Den fandt Erzerom aftalen nr. 1 4) Den fandt Erzerom aftalen nr. 2. Både aftaler blev lavet mellem Osmanerne og Kajar- kongeriget ( Iran ) var det slutningen for de kurdiske små stater, og kurderne blev underlagt de to herredømmer fuldstændigt. Da den osmanniske sultan begynder at stramme grebet om de kurdiske fyrstendømmer, skyldes det også truslen udefra: de europæiske stormagter forsøgte at splitte imperiet ved at støtte de forskellige frihedskampe, der opstod især i Balkan-området og i de arabiske områder. I og fra midten af 1800-tallet svarer kurderne voldsomt med en lang række opstande mod sultanen. Disse opstande bliver alle slået ned med militær magt, og kurderne udsættes for en kraftig undertrykkelse. Sultanen og Shahen af Iran betragtede deres status som islams overhoveder og betragtede kurderne som ikke-muslimske og sataniske folk. Derfor krigen mod kurderne blev påstået som en hellig krig, som gjorde nemmere for dem at samle deres styrke mod kurderne. Kurdernes opstande var nationalistiske og målbevidste dvs. målet var et selvstændigt Kurdistan. 3

4 Første verdenskrig får betydning for hele Mellemøsten og dermed også for kurderne. Da tyrkerne er på tyskernes side, udsættes de derfor for angreb fra de allieredes styrker. Rusland besætter de nordlige dele af Kurdistan, mens England og Frankrig besætter store dele af de centrale Kurdistan. Siden begyndelsen af 1900 begynder kurderne at organisere sig i små og stor grupper. Ved første verdenskrigens opbrud, som medfører landets besættelse af de allierede, får kurderne bedre mulighed for deres frihedskamp, og frihedsbevægelsen bliver styrket af den amerikanske præsident Wilsons program for verdensfreden, der proklamere, at de ikketyrkiske minoriteter i det ottomanske imperium skal garanteres retten til en autonom udvikling. Sevres-aftalen I oktober 1918 falder det ottomanske imperium og efterlader et politisk tomrum i Mellemøsten. De europæiske store magte er interesseret i området, men der er ikke klart, hvordan de forskellige interesser skal tilgodeses. Og der er hellere ikke klart, hvad der skal ske med de tyrkiske og ikke-tyrkiske befolkningsgrupper. Tyrkerne har været i gang med at få styrken tilbage straks efter imperiets fald, men der var stridigheder blandt de forskellige gruppers formål. På den anden side havde kurderne også organiseret sig og de ville have et selvstændigt land. For at nå til enighed om disse spørgsmål, finder en forhandling sted i Sevres, hvor Sevres-aftalen bliver underskrevet. Kurdernes repræsentant får lov til at deltage i forhandlingen. Resultatet af Sevres-aftalen i 1920 er en klar sejre for kurderne. Forhandlingsparterne bliver enige om dannelsen af en kurdisk stat, og dermed anerkendes det kurdiske folks krav om selvstændighed. Men den kommende kurdisk stat inkludere ikke hverken Mosul-provinsen eller den østlige del, som er under persernes kontrol dvs. kun ca. halvdelen af Kurdistan. Den kurdiske regering i syd Kurdistan Shehk Mehmud Berzinji var leder af den kurdiske frihedskamp i den sydlige del den nuværende irakiske del ( ). Han havde hjulpet englænderne med at erobre de to store byer Kirkuk og Sulemani. Han håbede på at UK ville hjælpe ham med at danne en kurdisk stat, hvor han skulle være kongen af, men de ville englænderne ikke. Dette resulterede i en krig mellem Berzinjis styrke og englænderne. Han blev fanget i et slag 1919 og deporteret til Indien, men i 1922 blev han løsladt og vendt tilbage til Sulemani. Straks efter erklærede han en kurdisk regering i Sulemani den , men briterne reagerede voldsomt og begyndte at bekrige Berzinjis regering grusomt. Det lykkedes dem at besejre den kurdiske regering året efter og senere nedkæmpe Berzinjis bevægelse i slutningen af 1930 (Peresh 1986 s. 29). Simko var en anden frihedskampleder i den østlige del den iranske del ( ) og havde kontrol over største dele af området. Simko krævede et selvstændigt Kurdistan og prøvede alt for at få briternes godkendelse, men briterne afviste hans krav og hjalp den iranske regering til at nedkæmpe Simkos bevægelse. Selv om der er frihedsbevægelse i alle dele af Kurdistan, hvor kurderne har kontrol over store dele af landet, bliver der nægtet et samlet selvstændigt Kurdistan. Dette skyldes for det første UK var stærk interesseret i det olierige område i Mosul-provinsen, og for det andet perserne var imod at afgive den kurdiske del, og englænderne var også imod, for de ville ikke have en stærk kurdisk stat, som kunne kræve Mosul-provinsen tilbage. 4

5 Lausanne-aftalen Den tyrkiske nationalbevægelse kæmpede fortsat mod besættelsesmagterne slog den tyrkiske nationalbevægelse under ledelse af Mustefa Kemal den tyrkiske regering, som forhandlede Sevres-aftalen og insisterede på, at de allierede skulle sammenkalde en ny konference. Denne blev holdt i Lausanne i Sevres-aftalen blev taget op igen. Denne gang var hverken kurderne eller andre minoritetsgrupper fra det ottomanske imperium tilstede. Det skyldtes, at Kemal Atatyrk havde opnået en så stærk position, at det for de allierede primært handlede om at sikre deres indflydelse i området. Ved Lausanne-aftalen blev dannelsen af et nyt Tyrkiet accepteret. Tyrkiet som det ser ud i dag og som indeholder en stor del af Kurdistan ( Heinz Jacob 1992 s.8 ). Med Lausanne-aftalen omstødes Sevres-aftalen og dermed anerkendelsen af en selvstændig kurdisk stat. Straks efter blev alt, der mindede om kurdiskhed forbudt i Tyrkiet. Frankrig og Storbritannien havde på forhånd plane om at dele Mellemøsten i flere små stater, og det var nemlig i en hemmelig aftale som kaldes for Sykes Picot-aftalen i 1916 blev de enige om at dele området efter deres politiske og økonomiske interesser( Nabaz J s. 41 ). Men opdelingen tog sin tid. I 1921 dannede Frankrig og Storbritannien Irak ( under UK mandat ), som bestod af Basrah -og Bagdad -provinsen og i 1925 blev Mosul-provinsen indlemmet i Irak ( Nuri T S. 26 ). I blev erklæret Syrien og Libanon som nye stater, som var under fransk mandat. og en lille del af det kurdiske område blev givet til Syrien. Og i blev grænsen mellem Tyrkiet, Irak og Iran stadfæstet. Opdelingen af Kurdistan i fire dele var dermed en realitet, og kampen for et samlet Kurdistan er gjort endnu sværere. Efter dannelsen af de nye stater medvirkede Frankrig og Storbritannien navnlig Storbritannien effektivt i nedkæmpelsen af en række kurdiske opstande. Pointen er, at de store magter delte Kurdistan og tvang kurderne ind i de nye stater uden at tage hensyn til deres ønske. Årene mellem 1.og 2. verdenskrig er der konstant større eller mindre oprør mod den massive politiske, kulturelle, sociale og økonomiske undertrykkelse. Tyrkerne tvangsforflytter flere tusinde kurdere til centrale dele af Tyrkiet og forsøger på den måde at svække kurdernes frihedskampe. Den samme politik finder sted i Iran til det samme formål. Tyrkiet og Iran var fælles om nedkæmpelsen af kurdernes oprør flere gange. Til dette formål havde de lavet to gensidige aftale i 30 erne, og de var nemlig Iran-Tyrkiet aftalen i 1934 og Sahadabad-aftalen i 1937.( Nabaz J s.150 ). I Sovjetunionen var der omkring kurdere. De boede i Azerbajsjan, Armenien og Georgian. Først i 20 erne fik de deres kulturelle rettigheder, men da Stalin tog magten, fratog han kurdernes kulturelle rettigheder og tvangflyttede titusindvis af dem til Centralasien i 30 erne. Den kurdiske republik i Mahabad 1946 Anden verdenskrig starte, og Tyskland gør stor fremskridt i begyndelsen af krigen. Da tyskerne nærme sig Moskva, begynder Storbritannien og Sovjet Unionen at være bekymret over de olierige områder omkring den persiske golf, og dermed beslutter de at besætte Iran. Besættelsen finder sted i den Ruserne besætter den nordlige del af Iran, mens englænderne besætter den sydlige del, og de skaber også en fri zone i midten, hvor der er hverken 5

6 Storbritanniens eller Sovjets tropper i. Den kurdiske del bliver også delt i tre, dvs. den nordlige del går under rusernes kontrol, en fri zone og den sydlige del bliver besat af briterne (Havibun, Jasin B. s. 21). Denne situation søger kurderne under KDP ( Kurdistans Demokratiske Parti ) at udnytte ved at søge at få sovjetiske eller britiske støtte til at oprette en kurdisk stat. Storbritannien viste ikke noget støtte, for de var faktisk imod, og det gjorde USA også, men Sovjet viste en eller anden form for støtte. Kurderne var forsigtige og prøvede deres bedste for at ikke få en af de stormagter imod sig. Tyrkiet, Irak og den iranske regering i Teheran var stærkt imod en selvstændig kurdisk stat. Den udråbte KDP en selvstændig kurdisk republik i Mahabad. KDP havde håb om at ruserne ville forsvare republikken mod en eventuelt iransk angrib. Men krigen var slut, og der var store pres på ruserne til at forlade landet. USA, UK og den iranske regering var stærk imod rusernes tilblivelsen. USA, UK var nemlig bange for rusernes indflydelse og kommunismens udvidelse i området. Det lykkedes den iranske regering at opnå en aftale med Stalin. Aftalen gik ud på Sovjets berettigelse om de nordiranske oliefelter, hvis Sovjet trak sine tropper ud af landet. Irans olieløfte og presset fra stormagterne fik ruserne ud af landet. Straks efter sendte den iranske regering sine tropper til at genbesætte området. Situationen var håbløs for KDP, derfor besluttede de kurdiske ledere at overgive sig. Den faldt den kurdiske republik og derefter fandt der en henrettelse af tre KDP s ledere sted. September-revolutionen 1961 Efter republikkens fald i Mahabad, blev kurdernes frihedskamp svækket, men problemet var langt fra løst. Kurderne ville ikke give op, derfor var der hemmelige politiske partier i alle dele af Kurdistan. De kurdiske politiske partier (eksklusiv KDP i den nordlige del dvs. den tyrkiske del ) havde ændret deres strategi, de krævede nu en form for selvstyre fremfor selvstændighed. Det skyldtes for det første, de syntes, at det var mere realistiske, for det andet de håbede på, at fjenden ville behandle den kurdiske folk med en mere blød politik og imødekommer deres krav, og for det tredje de blev påvirket af de kommunistiske modeller i fx Sovjet Unionen. Den sidste havde nok større betydning for de kurdiske ledere, selv om de viste ikke ret meget om de selvstyrer områder i de kommunistiske lande. I 50 erne var kommunisterne rimelig stærke, og de var stærk imod nationalisme og kurdernes selvstændighed. Dette havde også indflydelse på de politiske partiers nye taktik og strategi. I juli 1958 blev den irakiske republik proklameret, dvs. der opstod en revolution, som væltede kongen i Irak, som indtil 58 var under briternes mandat. Revolutionen var resultatet af et samarbejde mellem forskellige oppositionsgrupper i Irak. Den kurdiske nationalistparti KDP havde også støttet revolutionen, og de håbede på, at de indenfor republikken kunne få garanteret kulturelle og nationale rettigheder. Dog viste det sig hurtigt, at Karim Kasim (revolutionslederen) ville forsøge sin egen magt, fortrød sine løfte overfor kurderne og ville gennemføre en arabiseringspolitik, hvilket indebar en fuldstændig assimilering af kurderne. Dette medførte en krigserklæring fra kurdernes side den som kaldes ofte for september-revolutionen blandt kurderne. Hermed begyndte en langvarig krig mellem kurderne og araberne. KDP (Kurdistans Demokratiske Parti) var velorganiseret, mens den irakiske regering eller araberne havde interne stridigheder. Dette medførte en kup i 1963 og en anden kup i Men de forskellige irakiske regeringer viste ikke noget forståelse overfor det kurdiske spørgsmål, de brugte en jernhård politik mod Kurderne. I 1962 begyndte den syriske regering ( som en reaktion overfor kurdernes bevægelse i Irak ) en udslettelse af kurdernes identitet og en systematisk arabisering af den kurdiske del: Tømte 6

7 grænser områderne til Irak og Tyrkiet af det kurdiske befolkning og bosat arabere i stedet for i den såkaldte den grønne bælte. Fratog kurderne indfødsret og betragtede dem som fremmede eller andenrangs borgere og hermed forsvandt alle deres rettigheder til jord- og ejendomsbesiddelser og til at indgår ægteskab. Den kurdiske sprog, tøj og musik blev forbudt. Og den syriske regering erklærede undtagelsestilstand i den kurdiske område. I 70 erne får kurderne nogle af deres kulturelle rettigheder tilbage, ellers er den politik stadigvæk tilstede og tolerancen er nul overfor kurderne.(isah R. 1999, avisen Alzeman) September-revolutionen som begyndte i 1961 mellem den irakiske regering og KDP var en langvarige krig. Resultatet af denne krig bliver, at araberne indleder forhandlinger med KDP, Hvilket resulterer i af talen af 11. marts Denne aftale indeholde en anerkendelse af kurdernes sproglige og nationale rettigheder. Desuden indeholder aftalen, at kurderne skal have tilstået autonomi, og at denne omstilling skal være gennemført i løbet af 4 år. Det viste sig hurtigt efter aftalen, at den irakiske regering Baath-parti og Saddam Hussein i spidsen ville ikke dele magten og indfrier de ting, der er lovet i aftalen, dvs. de ville ikke give kurderne nationale og kulturelle rettigheder. Baath-partiet havde nemlig planer om en systematisk arabisering af de kurdiske områder og en assimilering af kurderne i det arabiske samfund. For at dækker over denne politik, offentliggjorde regeringen en lov om Kurdistans autonomi den 11 marts Dette var ikke blevet forhandlet med KDP, der var alene tale om Baath-partiets interesser. Denne lov om autonomien var fiktiv og var udelukkende for at dække over en eventuelt udryddelse af den kurdiske nation, som fandt klart sted senere. KDP reagerede imod den aftalebrud med nye opstande for at tvinge deres krav igennem. KDP indgik en alliance med Shahen af Iran. KDP stolede dog ikke helt på Shahen, som selv havde en persiserings program igang imod den kurdiske mindretal i Iran. KDP s alliance med Shahen skyldtes, dels fordi KDP syntes, at det var umuligt at føre krig uden støtte udefra, og dels fordi KDP håbede på at få USA s støtte og sympati gennem Iran. USA støttede Shahens hjælp til kurderne, for det var både i USA s og Irans interesser at Irak blev svækket og dermed Sovjetunionens indflydelse i området begrænses. Men Iran hvade også andre interesser, som viste sig i Algier-aftalen. Algier-aftalen Iran s og USA s støtte til kurderne gjorde KDP ret stærk i kampen mod den irakiske regering, og partiet fik kontrol over store dele af den kurdiske område. Dermed fik de den irakiske regering på knæ. Af denne grund indledte irakerne forhandlinger med Shahen af Iran. Disse forhandlinger resulterede i, at Iran og Irak indgik en aftale den 6. marts 1975 i Algier under et OPEC-møde. Aftalen gik ud på, at Shahen skulle indstille al hjælp til kurderne og lukke grænsen mellem Iran og Irak. Til gengæld ville Iran få tilkendt forskellige landområder, der i længere tid havde været stridspørgsmål mellem de to lande. Denne aftale betød, at kurderne kunne vælge mellem følgende muligheder: At overgive sig til det irakiske styrke. At søge tilflugt i Iran. At fortsætte kampen uden støtte fra Iran og uden mulighed for at bevæge sig frit over grænsen til Irak(Ibrahim J s. 431). USA og den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, havde spillet en stor rolle i Algier-aftalen (Dr. M. Osman 1998, interview). Nu var det en realitet at USA ville intet gøre for kurderne, tvært imod havde de ikke noget imod KDP s sammenbrud. KDP s ledelse besluttede at opgive kampen og søge tilflugt i Iran. Dermed sluttede krigen med et nederlag til kurderne. Mindre end et år efter Algier-aftalen begyndte en ny frihedskamp 1976 i den sydlig del dvs. den såkaldte irakiske del. denne gang var der flere politiske partier, der deltog i en partisan- 7

8 krig mod Saddam Husseins styrke bla. PUK(Kurdistans Patriotiske Union), KSP(Kurdistans Socialistiske Parti) og PASOK( Kurdisk Socialist Parti). Den nye frihedskamp var i virkeligheden en reaktion mod tvangflytning og udryddelse, som den irakiske regering påtog sig. Det var igen begyndelsen af en lang og blodig partisankrig mod Saddam Hussein. Den iranske revolution Kurderne i Iran under KDP-Iran ledelsen deltog aktivt i kampen mod Shahen og hans regime, og det lykkedes iranerne at vælte Shahen. Muslimerne var stærke og dygtige til at udnytte situationen til deres fordel og dermed komme til magten. Efter et par uge fik KDP-Iran kontrol over næsten hele det kurdiske områder. I håb om at få autonomi i det kurdiske områder gik KDP-Iran i forhandlinger med den nye regering præster-styret. Disse forhandlinger førte dog ikke til noget resultat, idet styret i Teheran ikke ville acceptere kurdernes krav om selvstyre. Forhandlingerne brud sammen, da Irak ville udnytte Irans svaghed og problemer ved at opsige Algier-aftalen og gå til angreb på Iran i september Dvs. staren af Iran-Irak krigen. Dermed blev kurderne involveret i tre krige på samme tidspunkt. Frihedskampen mod Saddam Hussein. Frihedskamp mod præster-styret i Teheran. Og Iran-Irak krigen, hvor den iranske og den irakiske regeringer tvang kurderne ( kurderne i de store byer, som var under Irans- og Iraks kontrol ) ind i militæret og heri i krigen. Et par år senere indledte PKK og andre politiske partier en voldsom frihedskamp mod den tyrkiske styre i Dermed den centrale del af Kurdistan var hærget under en voldsom, blodig og bred krig. I samme år indgik Irak og Tyrkiet en ny aftale, som gik ud på gensidig jagt efter de kurdiske partisaner på tværs af grænsen. Den kurdiske frihedskamp var en partisan eller guerilla krig, og de fik kontrol over de meste af grænse områderne, som var bjergrige. Det lykkedes den iranske militær at genkontrollere største dele af det kurdiske område i årene Men den irakiske styre skulle vente til slutningen af Iran-Irak krigen i 1988 for at formå at få kontrol over kurdernes territorium. Anfal-offensiven 1988 Anfal er et navn af det mest berygtede angreb mod kurderne i 600-tallet. Den gik ud på kurdernes og andre folkeslags islamiseringen i området. Under Islams erobring af området, navnlig under Anfal-angrebet havde araberne ret til at plyndre og tag alt hvad de kunne bringe med sig fx penge, guld, kvinder osv. Før og ved slutningen af Iran-Irak krigen indledte den irakiske regering en storoffensiv mod kurderne under den berygtede navn Anfal. Formålet var klart en udryddelse og udrensning af kurdere i området. Under offensiven brugte den irakiske militær al slags våben de havde i besiddelse, navnlig kemiske og masseødelæggelses våben. Under offensiven dræbte den irakiske militær tusindvis og pågreb titusindvis af kurdere, hvor de meste af dem var kvinder, børn og ældre mennesker. Anfal-offensiven kulmineret i en kemiske-våben bombardement i byen Halabja den 16 marts 1988, hvor 5000 mistede livet og 7000 såret. Resultatet af Anfal-offensiven var pågribelse og tvangflytning af mere end kurdere, som gik sporløs og kom aldrig tilbage. Mere end 4000 landsbyer blev jævnet med jorden. Langs grænsen til Syren, Tyrkiet og Iran, der strakte sig kilometer ind i landet, blev tomt af mennesker og erklæret som den forbudte zone. Den irakiske regering tvangbosatte hundredetusindvis af kurdere i tvanglejere omkring de store kurdiske byer. Offensiven tvang de kurdiske partisaner ud af området og dermed lykkedes Saddam Husseins styrke at få kontrol over kurdernes territorium. Den stor opstand og flygtningestrøm 1991 I slutningen af 80 erne og begyndelsen af 1990 blev kurdernes frihedskampe svækket både i Iran og Irak, mens PKK s frihedskamp var i blomstring i den nordlige del. 8

9 Efter Iran-Irak krigen nægtede Saddam Hussein at betale den gæld, som han skyldte Kuwait og andre arabiske olie-lande tilbage, og oven i købet havde han et "godt øje" til Kuwait. Disse og andre grunde førte til Iraks invadering af Kuwait. Dette førte til Golfkrigen, hvor de vestlige og arabiske allieredes tropper tvang den irakiske hær ud af Kuwait og ydmygede den irakiske hær som helhed. Krigen var næppe færdig, udbrød der borgerkrig i Irak. Opstandene var både i syd og nord. I syd var det shia-muslimer, som tilhørte samme gren af islam som naboerne i Iran, der gik i oprør, mens i nord var der kurderne, der gik i oprør. Kurdernes opstand udbrød den 4. marts 1991 og i løbet af samme måned befriede kurderne største del af deres territorium. Opstanden blev ledet af de kurdiske allieredes tropper, som indebar otte politiske partier. Dette rystede voldsomt de lande, der havde besat Kurdistan. De lande udtrykte klart deres modstand overfor en kurdisk stat. Den 21. marts på forårets første dag kunne kurderne for første gang i årtier fejre deres eget nytår, Newruz, i frihed. Det kurdiske forår varede dog kun 14 dage. Så satte Saddam Hussein ind med en massiv offensiv mod Kurdistan. Den irakiske hær kunne igen få kontrol over de store byer, men ikke hele de kurdiske område. Hundredvis af kurdere blev dræbt under offensiven. Og de udløste den største flygtningestrøm i kurdernes historie, for der var omkring 2/3 af indbyggerne i de store og små byer flygtede. Antallet af flygtninge var omkring 2 millioner mennesker. De flygtede op i de uvejsomme og iskolde bjerge, som medførte en humanitær katastrofe, hvor hundredvis af børn og ældre mistede livet pga. den kolde vejr og mangel på føde- og drikkevarer. Først kiggede de allierede navnlig USA passiv på Saddams overgreb på civile mennesker, og USA udtrykte sin bekymring, men de betragtede problemet som en irakisk indre anliggender sag. Hvorfor var de allierede navnlig USA passiv og kiggede gennem fingre på Saddams massive og blodige offensiv udløste en stor diskussion blandt de allierede. Jeg vil ikke komme nærmere på spørgsmålet om hvordan og hvorfor var USA passiv. Men de irakiske troppers grusomhed og den humanitære katastrofe førte senere til FN s resolution nr. 688, som krævede at overgrebene straks hørte op. Og senere dannelsen af en sikkerhedszone, hvor den irakiske hær måtte ud af 36 -linien dvs. i et stort del af kurdernes område. Sikkerhedszonen skulle overvåges af FN, hvorpå kunne de kurdiske flygtninge vende tilbage til deres byer. I den frie område kunne kurderne begynde en genbygning af de ødelagte landsbyer og byer, og senere valgte de for første gang i deres historie repræsentanter til et parlament og dermed dannelse af en regering i PUK og KDP var de to største partier i parlamentet. I og fra 1994 PUK og KDP blev uenige om nogle spørgsmål, og det førte til splittelse og borgerkrig i årene Det resulterede i dannelse af to små regeringer og parlamenter, som ingen af dem er folkevalgte. Dette skyldes også i høj grad Iran, Irak, Syrien og Tyrkiets involvering, fordi orden og ro samt kurdernes frihed er ikke i deres interesser, derfor forsøger de altid at ødelægge det, som kurderne har opnået. Mens situationen er sådan i det frie område, finder stadigvæk en systematisk arabisering i de områder, som er under Saddams kontrol navnlig i Kerkuk-regionen, som er olierige. Frihedskampen i nord Kurdistan I og med begyndelsen af 90 erne begyndte den tyrkiske hær en systematisk udrensning af de kurdiske områder, hvor hærgede under krigen mellem PKK og den tyrkiske hær. Resultatet af denne voldsomme krig har været: Omkring menneskeliv, omkring 3000 landsbyer er brændt ned eller jævnet med jorden og omkring to millioner kurdiske flygtninge. I 1999 fangede den tyrkiske efterretningstjeneste PKK s leder Abdulla Ochelan i den 9

10 afrikanske land Kenya. Ochelans pågreb, interne og eksterne pres på partiet førte til en markant ændring i PKK s strategi. PKK har besluttet at opgive krigen og prøve at løse den kurdiske spørgsmål fredeligt og på en demokratisk vej. PKK kræver nu den kulturelle rettigheder fremfor selvstændighed. Tyrkiet jagter stadigvæk de kurdiske guerillaer inden- og udenfor Tyrkiet og nægter at forhandle med PKK. Tyrkiet mener ikke, at de har et kurdisk problem. Der er også en pro-kurdisk politisk parti nemlig HADAP ( den demokratiske folkeparti ), som kæmper for kurdernes rettigheder. På grund af dette er partiet under stort pres, og flere af dets medlemmer, især medlemmer af partiets hovedbestyrelse er taget til fanger. Derfor risikerer partiet at blive forbudt. Kurderne har ikke nogen rettigheder i Tyrkiet, og det er forbudt at snakke om det eller kræve nogen form for rettigheder. Frihedskampen i øst Kurdistan Frihedskampen i øst Kurdistan dvs. den iranske del er relativ svag. KDP-Iran er den største kurdisk parti, som kæmper for friheden, og partiet har store opbakning blandt kurderne, men partiet er forbudt, og den iranske regering nægter at forhandle med KDP. Partiet kræver autonomi for kurderne. KDP blev stærk påvirket af mordene på sine to topledere: Det første fandt sted i Wien i Østrig 1989, da kurderlederen og partiformand Dr. A. Kasimlu blev myrdet under forhandling med den iranske regerings repræsentanter. Det anden mord fandt sted i Berlin 1994, da partiets formand Dr. S. Sharefkandi blev myrdet i en restaurant. I begge mord stod den iranske efterretningstjeneste bag. Efter dette er paritet mere forsigtige, og dets aktivitet er blevet relativ formindsket. Den iranske regering mener ikke at kurderne har nogle problemer. I Iran har kurderne en form for kulturelle rettigheder, men den er mangelfuld, med andre ord har kurderne lov til at snakke kurdisk, men de har ikke ret til at få undervisning på kurdisk eller dyrke deres musik eller nationale fester og begivenheder m.m. Det er forbudt at snakke om kurdernes undertrykkelse eller kræve mere rettigheder. Konklusion Landområdet Kurdistan tilhører kurderne, som gennem store del af historien har kæmpet imod undertrykkelse og fremmede magter. Fra midten af 1800-tallet har der været næsten konstant frihedskampe indtil vore dage, og bevægelserne har været nationalistiske. Fordelingen af landet blandt de nye stater i 20 erne har været imod kurdernes vilje, og dermed kampen for et samlet selvstændigt Kurdistan er blevet endnu sværere. De store magter har spillet en stor rolle i kurdernes konstanter undertrykkelse især efter 1. verdenskrig og frem. De forskellige aftaler viser, at kurderne er blevet brugt som brikker i et spil. Den systematiske arabisering, tyrkisering og persisering har kostet kurderne dyrt, for kurderne har mistet mere en tredjedel af deres territorium. Den sikkerhedszone i den sydlige del er den første positive reaktion fra de store magter mht. kurderne, men den er mangelfuld og garantere ikke nogen lys fremtid. Ochelans pågribelse og presset på kurdernes frihedskamp i nord Kurdistan, sætter igen spørgsmålstegn ved de store magters behandling af den kurdiske sag. Og den kurdiske spørgsmål er langt fra løst. 10

11 Litteraturliste: 1. Peresh 1986: Irak staten med vold. 2. Ibrahim J. 1998: Syd Kurdistan og September-revolutionen. 3. Heinz Jacob: Kurdistan og kurderne. 4. Dr. Nuri Talabani 1998: Kerkuk regionen og arabiseringen. 5. Dr. Jasin B. 1998: Havibun, Kurdistan republikken og dens forbindelse til den internationale relation. 6. Nabaz J. 1989: Den kurdiske nationalisme. 7. Fahmy A. : En nyttig brik for Syrien. 8. Chris Kutschera: Kurderne i og 1900-tallet. 9. Kefur A. 1998: Kurdistans geografi. 10. Isah R. 1999, avisen Alzeman.: Syrien og den kurdiske bevægelse. 11. Encyclopædia Britannica, 12.Washington Kurdish Institute. www. puk. org/washington Kurdish Institute. 13. Dr. M. Osman 1998, interview om September-revolutionen. 11