Domfældte udviklingshæmmede og misbrug

Transkript

1 Domfældte udviklingshæmmede og misbrug Rapport fra tre dialogmøder, april 2004 UFC Handicap September 2004

2 Domfældte udviklingshæmmede og misbrug Rapport fra tre dialogmøder, april 2004 ISBN: UFC Handicap Tryk: Eget tryk Oplag: 50 Rapporten kan downloades gratis på UFC Handicap Nørretorv 30,2. Postbox Ringsted Telefon: Telefax: Eftertryk er tilladt, med tydelig kildehenvisning: UFC Handicap (2004): Domfældte udviklingshæmmede og misbrug Rapport fra tre dialogmøder, april

3 Domfældte udviklingshæmmede og misbrug Rapport fra tre dialogmøder, april

4 Indhold Forord... 5 Indledning... 7 Domfældte udviklingshæmmede og misbrug en ny gruppe...7 Præsentation af oplægsholderne Oplægget: Pædagogiske og behandlingsmæssige problemstillinger Barrierer hos de sundhedsfaglige...12 Når afhængigheden tager over i det pædagogiske arbejde...13 Målgruppen...13 Afhængighedssyndromet...14 Afhængighed i biologisk lys...14 Benzodiazepiner fremkalder afhængighed...15 Ingen pædagogisk rækkevidde...15 Tætte relationer skaber medafhængighed...16 Hvorfor er det så svært?...16 Afklaring og afgrænsning af faglige roller...17 Skelnen mellem årsag og symptom...18 Udtrapning med øreakupunktur...18 Samarbejde med Tjele behandlingscenter...19 Sammenfatning af diskussionerne i dialogcaféerne Domfældte - en målgruppe i forandring...21 Misbrug og afhængighed...23 Behandlingstilbuddets karakter - 92-botilbud...23 Udslusning og efterværn...24 Samarbejde på tværs af sektorer...26 Det kompetente personale...28 I lovgivningens gråzone...30 Dommens karakter...30 Fremtidige indsatsområder Bilag Rammeprogram for dialogmøde...34 Links...35 Deltagere

5 Forord Siden december 2002 har UFC Handicap forestået koordineringen af et landsdækkende udviklingsprojekt om udvikling af forebyggelses- og behandlingsmetoder i forhold til udviklingshæmmede med misbrug. Projektet forventes afsluttes medio Udviklingsarbejdet er bygget op omkring lokale modelprojekter i Sønderjylland, Fyn og København. Der arbejdes endvidere på at iværksætte et konkret modelprojekt på afdelingen for domfældte udviklingshæmmede på botilbuddet Sødisbakke i Mariager. Den viden der genereres i projektet, formidles løbende via et nyhedsbrev og en projekthjemmeside. Centret er på baggrund af ovennævnte projekt flere gange blevet kontaktet af personale, der arbejder med domfældte udviklingshæmmede med svære misbrugsproblemer. Udviklingen i målgruppen har tydeliggjort et behov for en specialiseret indsats og at området tilføres viden om bl.a. misbrugsproblematikker samt et behov for udvikling af nye tilbud til gruppen. Misbrugsproblemer vurderes at være en medvirkende årsag til kriminaliteten blandt målgruppen. Ligesom misbruget vurderes at have en afgørende betydning for recidivet i denne gruppe. I den nuværende praksis tilbydes der ingen målrettet behandling for misbrug til domfældte udviklingshæmmede. Behandlingsindsatsen, som typisk består af antabus, beroligende medicin (benzodiazepiner), socialpædagogisk tilbud, samtaler med psykolog/psykiater, m.v. har enten en kortsigtet eller en direkte negativ effekt der forværrer problematikken. På denne baggrund tog UFC Handicap i april 2004 initiativ til, at afvikle dialogmøder rundt omkring i landet (Fredericia, Randers, Ringsted) med fokus på misbrug og recidiv i forhold til domfældte udviklingshæmmede. Deltagerne var primært pædagoger og konsulenter, der i det daglige arbejder med målgruppen. Dialogmøderne var struktureret omkring et indledende oplæg fra sundhedskonsulent Birgitte Van der Burg og uddannelseskonsulent Lene Højer fra botilbuddet Sødisbakke i Mariager, og efterfølgende cafedialog i mindre grupper. Oplægget fra Lene Højer og Birgitte Van der Burg tager udgangspunkt i projektrapporten Når afhængigheden tager over i det pædagogiske arbejde - om misbrug og medafhængighed hos voksne udviklingshæmmede. Oplægget er optrykt i sit fulde omfang først i denne rapport. Efterfølgende er der et sammendrag af de problemstillinger erfaringer og viden der blevet udvekslet i cafedialogen, og til sidst opsummeres de løsningsforslag, der er fremkom fra dialogmøderne. Vi håber rapporten vil være til inspiration for det videre arbejde med domfældte udviklingshæmmede og misbrug. Hanna Fritzson og Jonna Andersen UFC Handicap. 5

6 6

7 Indledning Omfanget af alkoholmisbrug blandt udviklingshæmmede er mindst lige så stort som i den samlede danske befolkning og formentlig en del større. En undersøgelse fra UFC Handicap (2001) 1 viste at knap 6 % af de udviklingshæmmede, der indgik i undersøgelsen karakteriseres som misbrugere, hvilket er en del over de 2 % som er skønnet for den samlede befolkning. Det konstaterede misbrug er af en betydelig varighed. Over 80 % angives at have en varighed på mere end 12 måneder. Udviklingshæmmede misbrugere modtager yderst sjældent behandling indenfor rammerne af det misbrugsfaglige system, kun 3 % har modtaget behandling på ambulatorier, hvorimod ca. halvdelen af misbrugerne modtager antabus ordineret af egen læge. Årsagerne til, at udviklingshæmmede misbrugere ikke modtager kvalificeret behandling, findes både i det socialfaglige og misbrugsfaglige system. I det socialfaglige system er der en tendens til, at problemerne søges klaret indenfor egne rækker via hjemmestrikkede behandlingsprogrammer og forskellige former for forebyggelsesinitiativer der typisk har karakter af forbud og øget kontrol. I det misbrugsfaglige system er der en betydelig usikkerhed i forhold til, hvordan udviklingshæmmede misbrugere kan håndteres i et egentlig behandlingsforløb, og hvilke metoder, som kan anvendes i forbindelse med behandlingen. Manglen på kvalificeret behandling er baggrunden for, at der i 2003 blev igangsat et landsdækkende udviklingsprojekt der har til formål, at medvirke til at nedbryde ovennævnte barrierer og bidrage til, at udviklingshæmmede med misbrug får adgang til kvalificeret behandling indenfor rammerne af det misbrugsfaglige system. Man kan følge med i de erfaringer der genereres i projektet på projektets hjemmeside hvor der også er mulighed for at tilmelde sig et elektronisk nyhedsbrev. Domfældte udviklingshæmmede og misbrug en ny gruppe I 2003 udkom der tre rapporter der vedrører forskellige problematikker i forhold til domfældte udviklingshæmmede. Rapporterne berører kun i et meget lille omfang misbrugsproblematikken i forhold til gruppen. De tre rapporter er: Amtsrådsforeningen (maj 2003): Statusrapport om amternes arbejde med domfældte udviklingshæmmede. Arbejdsgruppen om grænsefladen mellem kriminalforsorgen og social og sundhedssektoren (maj 2003). 2 Socialministeriet (2003): Lovovertrædere med udviklingshæmning. 3 1 Gruber, Thomas og Jonna Andersen: Misbrug uden behandling. Udviklingshæmmede og Misbrug. Ringsted. Formidlingscenter Øst. 2 Udarbejdet af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Indenrigs- og sundhedsministeriet, Kom munernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Socialministeriet. Kan downloades på 7

8 Efter amternes opfattelse er der ikke alene sket en antalsmæssig stigning i gruppen af udviklingshæmmede domfældte, men kriminalitetstypen er ligeledes ændret således, at der nu i langt højere grad ses grov vold, brug af knive og andre typer våben. De er i stigende omfang misbrugere, pædofile og meget voldelige, hvilket stiller amterne over for nye udfordringer i behandlingsarbejdet. Amterne oplever at målgruppens problemstillinger udspringer af misbrugsproblemer. Langt størstedelen af de danske amter har imidlertid oplevet en ændring i målgruppen fra personer, der beskrives som let middelsvært domfældte udviklingshæmmede til personer, der kun beskrives som værende udviklingshæmmede i lettere grad, men hvor deres adfærdsmæssige problemstillinger udspringer af svære sociale, - misbrugs eller seksuelle problemstillinger. 4 Gruppen er intelligensmæssigt klassificeret til sinker og defineres som funktionelt udviklingshæmmede 5, men relaterer sig til normalområdet. Det er imidlertid deres massive adfærdsmæssige problemer og misbrugsproblemer i form af narkotikamisbrug, som er det karakteristiske for denne gruppe. Misbrugsbehandlingssystemet har ikke relevante tilbud til domfældte udviklingshæmmede misbrugere, især på grund af manglende motivation kombineret med deres intellektuelle funktionsniveau. Den begående kriminalitet består i grov vold, herunder vold med våben, væbnet røveri, overfald m.v.. 3 Rapporten er udarbejdet for Socialministeriet af Socialt Udviklingscenter SUS. Kan bestilles eller downloades på 4 Statusrapport om amternes arbejde med domfældte udviklingshæmmede, maj 2003, side Ibid. side 26. 8

9 Eksempel på domfældt udviklingshæmmet med misbrug Carsten er 21 år og har en dom til tilsyn under amtet, således amtet bestemmer ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndigheden kan træffe beslutning om anbringelse på institution for udviklingshæmmede. Dommen giver også mulighed for antabusbehandling. Carsten har fået dommen p.g.a. en lang række indbrud, væbnet røveri, vold, hærværk, biltyveri og besiddelse af euforiserende stoffer. Carsten har tidligere afsonet 2 fængselsdomme på henholdsvis 3 og 5 måneders varighed. Carsten har gået 9 år i almindelig folkeskole, men har modtaget specialundervisning i dansk og matematik. Carsten går ud af skolen med karaktererne 00 eller 03 i alle fag, og han er reelt funktionel analfabet. Siden Carsten gik ud af skolen, har han været ude at sejle med et skoleskib, været på efterskole for sent udviklede, samt haft forskellige småjobs af kortere varighed. Carsten kommer fra en splittet familie. Moren og faren blev skilt, da Carsten var 4 år, og har siden boet sammen med moren og hendes skiftende kærester. Carsten har en yngre søster. I forbindelse med udfærdigelsen af en 808- undersøgelse forud for den nærmeste retssag, finder man frem til at Carsten er funktionelt udviklingshæmmet. Det vil sige, at der er tale om en kombination af relativ dårlig begavelse, en ustabil social baggrund, manglende socialt netværk og et flerårigt misbrug af lightergas, hash og spiritus. Carsten betragter på ingen måde sig selv som udviklingshæmmet. Han har hele tiden relateret sig til normalområdet. Godt nok har han hele barndommen haft svært ved at finde venner, men siden 12- års alderen, har han færdedes i byens misbrugs- og rockermiljø. Carsten oplever, at nu har han mange venner. På det tidspunkt, hvor Carsten får dommen, bor han i ungdomshybel, og der arbejdes på at få ham i arbejdsprøvning i det private erhvervsliv. Amtet vælger i første omgang at forsøge at tilbyde Carsten støtte i egen bolig, og den ordning går han da også glædestrålende med til, men allerede efter 14 dage må Carsten afhentes i varetægtsfængsel p.g.a. nye indbrud, samt endnu er væbnet røveri. Carsten anbringes derfor på institution, hvor det hurtigt viser sig, at Carstens misbrug er meget mere massivt end først antaget. Carsten føler sig meget anderledes end de øvrige beboere på institutionen, og han er flov over at være på stedet. Pædagogerne forsøger med en pædagogisk tilgang til Carsten, som bygger på aftaler, motivation og belønninger. Carsten vil i grunden gerne indgå i samspillet og gør forsøg på at overholde aftalerne, men det viser sig hurtigt, at det der styrer Carstens liv totalt, er hans misbrug og hans gæld til venner uden for institutionen. Efter kort tid begynder Carsten at rømme, enten fordi han skal skaffe sig stoffer, eller fordi han skal deltage i nye indbrud eller røverier. Pædagogerne står med valget om enten at opretholde et beredskab, som gør det muligt døgnet rundt at være klar til tilbageholdelse af Carsten med magt eller magtesløse at se til, medens Carsten i stadig stigende grad bruger institutionen som hotel, hvor han kommer og gå efter forgodtbefindende (Statusrapporten om amternes arbejde med domfældte udviklingshæmmede, side 50). 9

10 Præsentation af oplægsholderne Lene Højer Sødisbakke Havndalvej Mariager lh@sodisbakke.aaa.dk Lene Højer er eksamineret psykoterapeut ved Skolen for helhedsterapi med individuel og gruppeterapi som speciale. Er eksamineret formidlingspædagog, supervisor og coach. Ansat på Sødisbakke som udviklingskonsulent med organisations og medarbejderudvikling. Birgitte van der Burg Sødisbakke Havndalvej Mariager bvd@sodisbakke.aaa.dk Birgitte van der Burg er autoriseret sygeplejerske. Har en voksenpædagogisk uddannelse fra Århus Folkeuniversitet, og intuitiv massageuddannelse. Er supervisor og coach. Er ansat på Sødisbakke som sundhedskonsulent. Sundhedskonsulent Birgitte van der Burg og udviklingskonsulent Lene Højer, som begge er ansatte på det amtslige botilbud Sødisbakke, fortalte om deres mangeårige erfaringer med at arbejde blandt beboere og personale, i et felt hvor beboernes trang til alkohol og stoffer lettest dulmes med medicin. Når medicinen får overhånden øges afhængigheden i samme takt som den afhængiges indlæringsevner mindskes. 10

11 Sådan beskriver Birgitte og Lene situationen på Sødisbakke da de blev ansatte for fire år siden. Deres opgave var at vende den onde cirkel med personaleflugt og et dårligt fungerende arbejds- og levemiljø, hvor ethvert pædagogisk initiativ syntes falde til jorden. I projektrapporten Når afhængigheden tager over i det pædagogiske arbejde: Misbrug/afhængighed hos voksne udviklingshæmmede 6 har Birgitte og Lene beskrevet de iagttagelser og erfaringer, de har gjort sig gennem deres udviklingsarbejde på området i årene Sødisbakke er et 92 botilbud under driftsområdet for voksne handicappede, Århus amt med 11 boafdelinger, dagcenter og en række serviceafdelinger. Rapporten tager udgangspunkt i Bakkebo, som er en afdeling på Sødisbakke, hvor alle beboere enten har eller afventer en dom. Bakkebos beboere er intellektuelt væsentligt bedre fungerende end Sødisbakkes øvrige beboere, men fungerer funktionelt dårligere på grund af en udbredt psykisk og social belastning. Rapporten ligger til grund for dette oplæg. 6 Rapporten kan downloades på 11

12 Oplægget: Pædagogiske og behandlingsmæssige problemstillinger Dengang vi blev ansatte på Sødisbakke var tilstanden meget vanskeligt. Situationen mindede meget om en psykiatrisk afdeling, hvor der forekommer patienter med dobbeltdiagnoser, som består i psykiatriske overbygninger og et omfattende misbrug ved siden af. Når beboeren havde hallucinationer og var angst, udskrev psykiateren medicin for, at imødekomme beboeren eller personalets krav på at få noget ro. En længerevarende medicinering gør at det kan være svært at skelne mellem årsag og virk ning: Var det ikke muligt at den omfattende medicinering i sig selv kunne forårsage nogle af disse psykiske symptomer? Var der tale om misbrug? At beboerne desuden havde en kognitiv funktionsnedsættelse oveni vanskeliggjorde problematikken yderligere. Personalet var udbrændt og havde brug for psykologhjælp. I løbet af ganske få år var alt personale udskiftet. Meget handlede om, at pædagoger mange gange tror at de skal kunne alt. Nogle gange får man også en oplevelse af at omverdenen tror, de kan klare alt. Misbru get var bare en del af alt det man ikke udskilte i den pædagogiske praksis. Man arbejdede med beboerens adfærd, men fik ikke set på selve misbruget. Vi fortalte personalet at så længe et misbrug ikke anskues særskilt, er det ikke ret meget i adfærden, som man vil kun ne ændre på. Men det var personalet ikke vant til. De var meget flettet ind i beboernes mis brug og lignede faktisk medafhængige. Barrierer hos de sundhedsfaglige Med en mistanke om, at vi havde med misbrug og afhængighedsproblematikker at gøre, begyndte vi et udviklingsarbejde, som er mundet ud i dette projekt. Det var nødvendigt, men til en start også vanskeligt, at få etableret et samarbejde med lægestanden - psykiatere og neurologer. På det tidspunkt var der ikke nogen i Danmark, der havde lavet en undersøgelse om udviklingshæmning og misbrug 7. Problemet var nærmest ikke eksisterende i lægestandens bevidsthed. Holdningen var at udviklingshæmmede ikke kunne være misbrugere for de blev jo passet på af omsorgspersonalet! Vi prøvede ihærdigt at få dem til at anerkende, at beboerne på Bakkebo havde afhængighedsproblemer. De mente, at problemerne bundede i en utilstrækkelig psykiatrisk indsats. Det var svært at komme igennem med vores faglighed i diskussionerne. Derfor besluttede vi at skrive ned hvad vi iagttog, vores erfaringer og oplevelser med hvert vores faglige udgangspunkt. Bagefter holdt vi vores observationer op mod teori og viden på området. 7 Efterfølgende (2001) har Formidlingscenter Øst (nu UFC Handicap) foretaget en undersøgelse om misbrug blandt udviklingshæmmede i Danmark. Rapporten Misbrug uden behandling kan bestilles eller downloades på centrets hjemmeside: 12

13 Når afhængigheden tager over i det pædagogiske arbejde Projektet afspejler det, som vi mener, er vigtigt at have indsigt i når man står i den situation, som vi gjorde. På den ene side handler det om at forstå, hvad afhængighed er, og på den anden side at kunne forstå sig selv når man er medafhængig. Gennem såvel teori, som interviews med både anonyme alkoholikere og anonyme medafhængige, forsøgte vi at sætte os ind i hvad misbrug og afhængighed handler om. Vi har prøvet at beskrive de følelser og tanker, der trænger sig på såvel hos den afhængige som hos den medafhængige: Hvad sker der hos et menneske, der har en afhængig personlighed, hvor hele personligheden er gennemsyret af tanken om af få skaffet stoffet? Hvad det gør ved de mennesker, der er rundt omkring den afhængige venner, familie og, i vores tilfælde, personale? Målgruppen Bakkebo er en afdeling med otte domsanbragte, dømt for bl.a. røveri, ildspåsættelse og tyveri. To af dem er i enkeltmandsprojekter. Vi har også nogle domfældte i udslusning og i bofællesskaber. Disse mennesker har alle været udgangspunktet for projektet. Det handler om udviklingshæmmede unge mennesker, som er vokset op i ressourcesvage familier. Nogle af dem har gået i folkeskole, men alle har i et eller andet omfang modtaget støtte gennem hele deres liv. Som vi ser det, har de alle et afhængighedssyndrom. Nogle er afhængige af medicin. Enten var de afhængige da de kom til os, fordi de i forvejen var på benzodiazepiner, eller så har vi som personale gjort dem afhængige, ved at se os nødsaget til at dæmpe kaotiske situationer med bestemte typer af medicin. Nogle af beboerne er afhængige af alkohol. En beboer har været afhængig af heroin og hash. Det kognitive udviklingsniveau modsvarer en alder fra 2 til 8 år. Udviklingsmæssigt lå de to beboere, som havde et omfattende misbrug af benzodiazepiner, på omkring 3-årsalderen. Men når vi successivt trappede dem ud af disse præparater begyndte, der at ske noget. Pludseligt kunne de mange flere ting end hvad vi troede de kunne. For nogens vedkommende kan graden af udviklingshæmning diskuteres. Måske har medicinen sløret mere end vi ved? Målgruppen er børn af forældre, som på et eller andet plan er eller har været afhængige. Beboerne er således ikke bare afhængige, de er også medafhængige. De har alle de gode ting med i rygsækken. Man kan derfor spørge sig selv om hvilke fysiske og psykiske skader opvæksten har bragt med sig, og hvilken indvirkning de har haft på den personlighed de har i dag. 13

14 Afhængighedssyndromet Vi bruger WHOs klassifikation af et afhængighedssyndrom for at beskrive hvad afhængighed indebærer: Den afhængiges trang er ikke at sammenligne med en almindelig trang eller lyst til at fx spise et stykke chokolade. Afhængighed handler om en svækket evne til at styre indtagelsen standse eller nedsætte forbruget. Det handler om at drikke flere og flere øl, selvom det er aftalt med personalet at man kun skal drikke én. Den afhængige indtager sit stof for at ophæve eller undgå abstinens. Hvis ikke vedkommende får sit stof indtræder der abstinenssymptomer. Afhængigheden afføder en toleranceudvikling, således at det kræves mere og mere for at få samme virkning. Stoffet har en dominerende rolle i misbrugerens liv. Den dominerende rolle betyder at indtagelse af stoffet er det eneste, der tæller. Vi andre kan ikke altid se det. Som personale, kan man føle, at man er i gang med at lave en rigtig god pædagogisk aftale, men i virkeligheden er der kun én ting inde i hovedet på den afhængige, og det er at finde adgang til stoffet igen. Denne ambition fylder alt, men de er meget gode til at skjule det. Et sidste tegn på et afhængighedssyndrom er et vedvarende brug på trods af erkendt skadevirkning. Ligegyldig hvor mange gange personen får at vide, at det er skadeligt at drikke sig fuld hver dag, vil vedkommende gøre det alligevel. Afhængighed i biologisk lys I projektet har vi undladt at definere afhængighed som en sygdom af den enkle grund, at det ikke er afgørende for os hvilken etikette man sætter på. Det var ikke det, som vi ønskede, at læserne skulle hæfte sig ved i projektet. Ud fra vores erfaring hævder vi i stedet, at der er nogle mennesker, som har en større tilbøjelighed til at udvikle et afhængighedssyndrom end andre. Det er der en biologisk forklaring på. Vi er alle sammen udstyret med et belønningssystem 8 som sidder i hjernen. Det spiller en uhyre vigtig betydning for den psykiske afhængighed. Hele belønningssystemet er med til at styre det meste af hjernen, og har bl.a. betydning for det at tolke og forstå følelser. Når vi skal have en indre ro kan vi selv aktivere belønningssystemet ved fx at spise eller løbe en tur. Det bestemte stof som giver roen hedder GABA. Dem af os som er født med et meget lille indhold af GABA i belønningssystemet, har sværere ved at finde en indre ro og balance. De har derfor nemmere ved at kaste sig over noget man kan blive afhængig af. Alkohol, piller, men også mad, har den samme kemiske virkning som GABA. Når den naturlige beroligende virkning af GABA forøges af disse stoffer, får det en stærkt hæmmende indflydelse på hjernens kommunikation. Resultatet er at hjernefunktionen nedsættes. Kroppens naturlige produktion af GABA nedsættes, hvilket støt kræver mere og mere alkohol og piller for at få den samme ro. For at afdække en afhængig personlighed er det også vigtigt at se på anledningen til at personen indtager stoffet. Indtager man det for at få ro, balance og overblik eller fordi man 8 Oplægsholderne henviser til deres rapport Når afhængigheden tager over i det pædagogiske arbejde, som kan downloades på Mere indgående viden om hjernen og belønningssystemet kan endvidere fås i Henrik Rindoms bog Rusmidlernes biologi, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen i

15 skal have det lidt sjovt og slå sig løs? Deri ligger en forskel. I vores øjne er det behovet for at opnå kontrol, der kendetegner en afhængighed. Benzodiazepiner fremkalder afhængighed På Sødisbakke var der en del udviklingshæmmede som i en periode udover psykofarmaka fik benzodiazepiner. Benzodiazepiner bruges også som sovemedicin. De seneste undersøgelser viser at alt der hedder antidepressiv medicin, som Cipramin og Fontex, har en del kemiske reaktioner, som giver den samme virkning. Stofferne er hver især stærkt afhængighedsfremkaldende. Vi ved ikke på forhånd hvordan vi reagerer på de her stoffer. Nogle af os kan komme i behandling og blive trappet ud uden de store problemer. For andre, opstår afhængighed ved første indtag. Derfor er vi kritiske overfor medicin, og i særdeleshed når kombinationen hedder udviklingshæmning og benzodiazepiner. Vi siger ikke, at al medicin skal væk, men vi siger, at der er mange på medicin, som ikke skal have det. Vi skal kigge på hvad det er for noget medicin vi tilbyder og for hvad. Hvis det er nødvendigt, kan man give andre præparater, såsom fx Truxal. Benzodiazepiner hjælper kun hvis de bliver brugt korrekt. Det var overraskende at opdage, at man ikke fulgte sundhedsstyrelsens anbefalinger om at give sovemedicin i højst fjorten dage. Hvis personen herefter ikke trappes ud af medicinen, ved man jo godt, at der skabes en afhængighed og at der sker en toleranceudvikling. Af samme grund skal benzodiazapiner heller ikke gives mere end fire uger. Men der var udviklingshæmmede der kom til Sødisbakke, som havde været i behandling med de her stoffer i både ti og femten år. Vi har også oplevet beboere som pga. medicineringen er blevet gjort afhængige under deres ophold på Sødisbakke. Ingen pædagogisk rækkevidde I det øjeblik en beboer er afhængig, dvs. har en afhængig personlighed og er aktiv misbruger, så er der ingen muligheder for indlæring. Trangen fylder alt. Sagt på en anden måde, de er udenfor pædagogisk rækkevidde, så længe misbruget er aktivt. Pædagogen bliver udelukkende brugt som redskab til at skaffe det stof (fx mad, medicin) vedkommende har brug for. På en eller anden vis lykkes det - enten før eller siden. Den afhængige skaber bevidst en kaotisk situation for at få en beroligende sprøjte. Eller bliver så vanskelig, at han skal på psykiatrisk afdeling og så får han sin medicin der. Der er mange muligheder for at få sit stof. Hvis man skal få en person til at holde op med at drikke, kan man som personale, somme tider i magtesløshed, forfalde til at indgå en aftale, som går ud på at erstatte alkoholen med medicin. I stedet for at Hans drikker ti øl, ville det vel være bedre, at han kun drak tre, suppleret med tre stesolider om dagen, resonerer man. Udadtil ser det ud til, at Hans ikke drikker ret meget, men vi fastholder ham både i afhængighed og skaber det der kaldes for krydsafhængighed. Benzodiazepiner har næsten samme kemiske opbygning som alkohol, og krydsafhængighedens bivirkninger er mere problematiske at komme ud af. 15

16 Tætte relationer skaber medafhængighed Relationen til beboerne er meget tætte da pædagogens arbejdsområde er beboernes hjem. Derfor er det vigtigt hele tiden at have sin faglige rolle for øje og vide, hvornår man gør hvad. Ellers risikerer man at havne i medafhængighed. Da vores erfaringer har vist hvor svært det er for pædagogerne at få skilt tingene ad, er det vores holdning, at det skal være helt andre personer der skal tage sig af den behandlingsmæssige indsats. Hvis vi sammenligner med den normale verden, så er det en selvfølge, at det fx ikke er misbrugerens kone der skal lave misbrugsbehandling - det har hun forsøgt i mange år uden at det lykkes. Tværtimod så har hun vedligeholdt den uheldige adfærd hos den afhængige, hvilket har givet masser af plads til at misbruget har kunnet finde sted i rigtigt lang tid. Samme mekanismer er på spil i beboer-pædagog relationen. Hvorfor er det så svært? Når vi taler om medafhængighed, så handler det om følelser. Lige meget hvor professionel og dygtig man er, så er det utroligt svært at holde sine egne og beboerens følelser adskilt. Ofte indtræder der en følelse af, at man er blevet snydt og bedraget hver gang aftalen eller kontrakten bliver brudt fordi beboeren drikker syv øl nede i Brugsen når man ikke ser det. Som pædagog får man en kontrollerende rolle i det man begynder at tælle øl. Man fjerner sig selv fra det pædagogiske felt, fordi man bliver mere optaget af at kontrollere og styre det misbrug som den anden har. Jeg kan give et eksempel fra en beboer på Sødisbakke: Medarbejderne knoklede for at opbygge et godt miljø og en tillidsfuld relation til denne mand. Man kunne stille uret efter hvornår behovet for at få fat i stoffer, indfandt sig. Mens vi undrede os lidt over hvorfor manden gik rundt med en sølvske i baglommen, tog han af sted til Århus og fik sit stof. Når det var overstået gik han op på Kirkens Korshær, hvor der blev ringet efter os. På vej hjem i bilen græd manden hjerteskærende. Han angrede og bedyrede at han aldrig ville finde på at gøre sådan noget igen. Nu ville han selv gerne lave en kontrakt med personalet fordi som han sagde, var bange for at blive flyttet fra dette sted, hvor han elskede at være. Hvad skete der? Jo, personalet hoppede på den. De forsikrede sig om, at nu var det sidste gang han faldt i. Alle var lykkeligt enige. Men der gik ikke ret lang tid før han fik det rigtigt dårligt. Hans adfærd blev voldsom udadrettet. Han søgte at få mere stof, men han havde jo en aftale om at han ikke skulle stikke af. Som regel var det om natten, når der var nattevagter på, at der blev ringet til den vagthavende læge, som ikke vidste ret meget om misbrugsadfærd. Gennem at få indsprøjtninger om natten kunne beboeren således, for en periode, få sit behov dækket. Ofte endte det også med at han blev sendt på psykiatrisk afdeling, hvor han fik medicin. På grund af sin afhængighed var han nødt til at sørge for, at pædagogerne kom ud i situationer, der medførte sådanne psykiske belastninger, at de bagefter næsten ikke var til at samle op igen. Men hver gang han blev hentet fra psykiatrisk afdeling forsikrede han, at han aldrig ville give efter for sin trang igen. Mange i personalegruppen var nødt til at flytte fra afdelingen, da de ikke kunne håndtere det psykiske pres, som manden udsatte dem for. De havde også følelsen af at være blevet snydt og bedraget. På grund af den ustabile personalesituation endte det til sidst med at manden blev sat på medicin. Vi var nødt til at lægge en medicinsk dyne på så personalet kunne få noget ro. 16

17 Misbruget fyldte det hele, der var ikke andet. En kraftig fokusering på styring og kontrol gjorde ydermere at den udadrettede adfærd blev endnu mere voldsom. Hvis I kan mærke at I har brug for kontrol og styring, gennem fx mange regler, struktur så skal I tænke over det. Det er i hvert fald nogle af de første symptomer på, at der kan være en medafhængighed i relationen. Man kan blive meget chokeret når det går op for én hvor meget man selv skubber på, uden at det selvfølgelig er det, der er hensigten. Afklaring og afgrænsning af faglige roller Vi har lavet en model der illustrerer, hvordan man sammenblander og ikke adskiller forståelsen af, hvilke problemstillinger der skal placeres i henholdsvis det pædagogiske og behandlingsmæssige felt. Udviklingshæmmede har nogle særheder. Særheden, som er området i den venstre cirkel (se model), er ikke en del af sygdomsbilledet. Den hører hjemme i det pædagogiske felt, hvor det er pædagogernes opgave at rumme og støtte personen, hvor der er behov for det. Pædagogen har her en genopdragende rolle i forhold til beboeren, hvor målet er at gøre beboeren i stand til at klare at bo i bofællesskab eller egen lejlighed, alt efter hvad det er vedkommende magter. Det er pædagogerne meget dygtige til. De psykiatriske overbygninger til handicapdiagnosen, tilhører området i den højre cirkel behandlersystemet. Socialfagligt system Behandlings system Særhed Medafhængighed Sygdom Afhængighed Problemet er at det faglige grænseområde ofte bliver overtrådt når der kommer sygdom ind i billedet. Hvis man skal diagnosticere, skal man overlade det til nogen, der har de rette professionelle redskaber til at gøre det. Ved at sætte beboerne i bås risikerer vi at fastlåse dem. I det hele taget skal vi være meget påpasselig med at diagnosticere på dette område. Man kan ikke diagnosticere en udviklingshæmmet til at være skizofren, med mindre vedkommende har et meget veludviklet sprog, som giver indblik i hans/hendes verdensforståelse. Det er ikke noget galt i at give medicinsk behandling. Hvis en person bliver så psykotisk, at han har svært at være i sig selv, skal man selvfølgelig gå ind og behandle med psykofarmaka. Det, vi så som problem var, at man behandlede for noget, der i virkeligheden var en 17

18 særhed. Andre gange oplevede vi, at man gik ind og lavede pædagogik på en sygdom. Så går det galt. Det er derfor utroligt vigtigt at skille tingende ad, - så at de bliver rene. Inde i cirklerne kan man skrive afhængighed og medafhængighed. Afhængighed er en del af misbrugerens sygdomsbillede. Medafhængigheden på pædagogsiden er konsekvensen af den manglende afklaring af roller. Skelnen mellem årsag og symptom For at undgå at skabe afhængighed må vi forholde os til hvad det er for en pose blandet Haribo-mix, vi har med at gøre. Hvad gør de her stoffer? Symptomer som at vores beboere har dårlig korttidshukommelse, er udadreagerende, voldsomme og svære at komme i kontakt med har ikke nødvendigvis noget med deres udviklingshæmning at gøre. Det kan faktisk godt handle om at det er bivirkningerne af en langvarig benzodiazepinbehandling, der begynder at vise sig. Helt sikkert er der nogen, der reelt set har en psykiatrisk overbygning, det er der ingen tvivl om. Men vi vover at påstå, at vi som personaler nogle gange er med til at skubbe beboerne ud i en psykose. Enhver af os her i rummet kan blive psykotisk afhængig af, hvilke situationer vi bliver budt og hvor meget tryghed vi har indeni. Disse mennesker har desuden mere skrøbelige forsvarsmekanismer end hvad vi andre har. Benzodiazepiner overskygger en masse ting og det bliver en del af pædagogernes opgave at skelne mellem, hvad der er hvad. I stedet for bare at iagttage, hvad Hans gør og give medicin for det, burde vi spørge os selv hvorfor kan Hans fx ikke sove om natten? Det kan fx være fysisk, at han har blærebetændelse, men det kan også være psykisk, - at han ikke tør sove alene. Sovemedicin kan måske hjælpe i starten, men snart bliver Hans søvnløs igen, selvom han får dobbelt så meget medicin. Målet er i samarbejde med vores psykiater at udtrappe alle beboere af benzodiazepiner på Sødisbakke. I forhold til den gruppe af udviklingshæmmede, der er dårligt fungerende ligger der et stort arbejde forud, og det kan godt være vi når at blive gråhårede i mellemtiden. Men det er målet. Udtrapning med øreakupunktur En udtrapning af benzodiazepiner vil i en periode medføre endnu mere kaos. Når det samtidig er tale om mennesker med udviklingshæmning, bliver vi nødt til at finde ud af hvilke metoder og hvilken behandling, der virker. Der skal mange samtaler og meget støtte til, at få vedkommende over på den anden side. Personalet får også brug for viden om, hvad man kan sætte i stedet for de stoffer der fremkalder afhængighed. Vi har sendt vores personale på kursus i NADA (National Acupuncture Detoxification Association) som er behandling med øreakupunktur mod afhængighed og misbrug. Øreakupunktur er en metode, som er udviklet og brugt i østen i mange tusind år i behandlingen af opiumnarkomani. 18

19 Via stimulering af bestemte punkter kan man dæmpe den trang og de abstinenssymptomer, der er en del af udtrapningsfasen. Nålenes angstdæmpende effekt gør det muligt for brugeren at slappe af uden medicin. Befriet fra medicinens slørende bivirkninger begynder personen at kunne huske bedre og blive bedre til at lytte. Den dør, der før var lukket, kan åbnes op mod omverdenen. Når isoleringen er brudt er det muligt at opbygge de nødvendige relationer, som al pædagogisk udvikling bygger på. Man kan bruge NADA så ofte man vil. Der kan hverken overdoseres eller skabes fysisk afhængighed. I USA er NADA en almindelig metode indenfor misbrugssystemet. I Sverige anbefaler Sundhedsstyrelsen NADA i forhold til afvænning. Jo større afhængighed - des bedre effekt. Vi har brugt et år på at få en beboer udtrappet af sine Benzodiazepiner. Nummer to er næsten færdig. I starten er det godt at give NADA-behandling dagligt. Den ene af beboerne fik behandlingen om aftenen, fordi hun faldt i søvn når hun fik det om formiddagen. Hun bruger NADA for at trappe ud af sin sovemedicin. Samarbejde med Tjele behandlingscenter Vi tror på at al udvikling foregår gennem relationer. For overhovedet at kunne nå vores målgruppe er det altafgørende, at ethvert møde baseres på ligeværdighed og gensidighed. Det kræver først og fremmest, at jeg som medarbejder kigger på min egen pædagogiske praksis. Mht. behandling valgte vi Minnesota-modellen eftersom vi syntes at denne model harmoniserer med det vi vægter meget i vores arbejde, nemlig relationspædagogikken. Vi kontaktede Tjele behandlingscenter, hvor man arbejder med Minnesota. Centerpsykologen Erik Nygaard har arbejdet med målgruppen i mange år og ville gerne indlede et samarbejde med os. Behandlingsforløbet blev startet op ved at Erik mødtes med personalet og beboerne med henblik på at skabe gode relationer til begge grupper. Kort fortalt er vores model en tilpasset udgave af Minnesotas 12-trinsmodel. Behandlingens fire hjørnestene er i projektet mere udførligt beskrevet, men består af: Behandlingsgruppen: Selvhjælpsgruppemøder 2-3 gange ugentligt Medarbejdernes kontinuerlige læreproces (supervision) 1 x mdl./ hver 2. måned Samarbejde mellem behandlere og medarbejdere Koordinering mellem ressourcepersoner Sødisbakke/behandlingscenter Tjele Behandlingen med en misbrugsbehandler fra Tjele behandlingscenter kommer til at foregå i et indrettet lokale på Sødisbakke, hvor øreakupunktur kan tilbydes under trygge og rolige rammer. Vi har tænkt at afprøve det på otte beboere. Gruppen mødes to gange om ugen. Behandlingsforløbet varighed afhænger af den enkelte beboer. Vi er for nærværende i gang med at søge midler for en 3-årig periode. En behandler/terapeut, ligeledes fra Tjele, vil jævnligt forestå supervision af personalet. 19

20 Da der er forskellige risikofaktorer der knytter sig til medafhængighed, og fordi den udviklingshæmmede har en dom til behandling, holder vi hårdt på at behandlingen skal forestås af professionelle misbrugsbehandlere. Det væsentlige er at der med udgangspunkt i hver vores faglige rolle, etableres et koordineret og udbytterigt samarbejde om disse problematikker. I tænker sikkert - hvordan får vi så disse beboere til at interessere sig for at gå i behandling? I den indledende fase kalder vi det ikke behandling, men gruppearbejde. Der er en skjult hensigt, ja. Men vi er jo også forpligtiget til at give behandling ifølge dommen. I selve behandlingsforløbet, bliver der ikke lagt skjul på at det er behandling, der er tale om. Psykologen har talt med dem alle sammen, og det viser sig, at de glæder sig meget til at komme i gang. Det er en god proces, som vi faktisk slet ikke har blandet os i. Hvis vi som personale havde sagt til beboeren du har et problem, så havde vi fået meget modstand. Derfor, mener vi, at det er så vigtigt, at det er nogle andre, der tager disse samtaler med dem. Vi vil ikke påstå, at vi har fundet løsningen på alle de vanskelige situationer, man som personale kan komme ud for i sin daglige praksis når det omhandler udviklingshæmning og misbrug. Vi tror for øvrigt heller ikke på, at der findes én løsning. Men vi tror, at vi ved at gribe problemet an på en anden måde, kan øge mulighederne for en ændring. For det vi har gjort indtil videre, er bare ikke ok. 20