Ph. D. afhandling: The Performative Power of Competence

Transkript

1 Ph. D. afhandling: The Performative Power of Competence - an Inquiry into Subjectivity and Social Technologies at Work Anders Bojesen 2008 Dansk Resumé The Performative Power of Competence undersøger kompetence i en række konkrete arbejdspraksisser. Afhandlingen stiller skarpt på kompetence, men viser samtidig hvordan kompetence aktualiserer en række mulige problemer og løsninger. Igennem udforskningen af disse problem-løsningskonstellationer vises det hvordan kompetencens indhold, det kompetente, forskyder sig. Det bliver derefter klart at kompetence (og kompetenceudvikling) ikke blot er en uproblematisk, neutral begivenhed. Kompetence handler ikke blot om individuelle eller organisatoriske opkvalificeringsprojekter. Kompetence indebærer en værdidom (om det kompetente og ikke-kompetente) og er derfor i udgangspunktet altid allerede strategisk. Det betyder at kompetence ikke længere kan ses som et underliggende karakteristika ved individet på arbejde men må forstås som en dobbelt bevægelse; det vil sige som den samtidige udpegning af et problem (behov for at lære noget nyt) og en løsning (forudsætning for at skabe effektive og attraktive arbejdspladser). Ved at forfølge forskydningerne i problem-løsningskonstellationerne, vises det hvordan kompetence som en skelneoperation (der producerer og minimerer forskelle) kobler sig til stadig nye endemål (visioner, strategier, karriereplaner, brugen af samarbejds-udvalg, mellemlederfunktioner osv. osv.). Aktualiseret kompetence er aldrig genstandsfri, men må ses som en uhyre effektiv forbindelsesmaskine, der altid forbinder sig til en lang række konkrete genstande og dagsordner. Dette træk præger litteraturen om kompetence, der i vid udstrækning tager forholdet for givet. Resultatet bliver en instrumentalitet, der ikke kan spørge til forbindelsen i sig selv. Det kræver nemlig en overvejelse over kompetencedommens egen performativitet. Det er her afhandlingen sætter ind, på niveauet inden forbindelserne etableres,

2 og spørger hvordan det er muligt at holde kompetence åbent som begreb, fænomen og praksis, så man kan studere dets egen performativitet, det vil sige, hvad der overhovedet forbindes med hvad og hvem som problem og som løsning i den konkrete kompetenceproces? Hvis vi vil undgå at foregribe kompetencens indhold som konkret genstand og dermed blive låst fast på et allerede givet indhold, må vi indsætte en ny referenceramme. I afhandlingen vælger jeg at studere relationen mellem kompetence og subjektet. Det bærende argument er her, at kompetence ikke kan skilles fra den kompetente aktør, og derfor altid indebærer en forestilling om subjektivitet. Det enkelte menneske (subjekt) arbejder og bliver sat i arbejde af den performative kraft, der ligger i kompetencebegrebet. I og med at mennesket-i-arbejde er i en konstant tilblivelsesproces, må subjektiviteten også studeres som bevægelse. Afhandlingen søger derfor teoretisk at bidrage til en forståelse af subjektivitet som en særlig form for subjektskabelse, der har bevægelse som sit grundlæggende omdrejningspunkt. Igennem en kritisk læsning af tekster af Louis Althusser, Jacques Lacan og Michel Foucault udkrystalliseres begreberne interpellation, identifikation og subjektivation som centrale for forståelsen af det bevægelige subjekt. Udgangspunktet er, at det at blive kompetent aldrig finder sted i et vakuum. Det sociale fællesskab vi indgår i skaber mennesket som et muligt medlem (det være sig samfundet, staten, familien, arbejdspladsen og de logikker, der her gør sig gældende). Men siden vi alle indgår i mere end et fællesskab samtidig, bliver vi nødt til at bryde med forestillingen om at vi skabes alene af en repressivt instans men i stedet interpelleres af en flerhed af instanser, det som Althusser kalder for Ideologiske Statsapparater. Og ligesom de Ideologiske Statsapparater rekrutterer subjekter ved at interpellere dem, har subjektet selv en aktiv rolle at spille i hvorvidt han eller hun tager imod tilbuddet og besvarer kaldet om at blive samfundsborger, familiemedlem, medarbejder osv. I afhandlingen vises det hvordan kompetence har bevæget sig fra en overvejende juridisk betydning at være lovformeligt kvalificeret til at udføre en given opgave, til i dag at omfatte langt bredere betydninger såsom i kraft af sin person at være velegnet eller velkvalificeret. Reminiscenser af den juridiske diskurs findes stadig, fx når læger i kraft af deres profession har kompetence (og etisk forpligtelse) til at helbrede. Men hvor dette kan ses som et typisk eksempel på en institutionaliseret relation mellem kompetence og kompetencens genstand står kompetence i langt de fleste tilfælde i et anderledes uafsluttet forhold til det subjekt, der skal udvikles. Kompetence kommer derfor til at handle om, at den enkelte skal være sig sit ansvar bevidst og påtage sig idealet om selvrealisering og personlig udvikling i jobbet som en eksistentiel fordring. I afhandlingen vises det endvidere hvordan en række overgange markerer indvarslingen af en ny mulig kompetenceideologi. Centralt for denne kompetenceideologi står betegnelser som lederen som coach, medarbejderen som ansvarstagende specialist, tillidsrepræsentanten som forandringsagent og i det hele taget forestillingen om arbejdspladsen som et netværk af teams, der med interne og eksterne interessenter, i bedste lean stil konstant søger mod 1

3 produktivitetsforbedringer ved at reducere spild og sikre stabilitet i de processer, der skaber værdi for kunden. Det projektificerede samfund lader til at være et oplagt symptom på denne nye ideologi, hvor medarbejdere ikke længere tildeles en bestemt funktion på ordre af chefer, men i stedet gives opmærksomhed og ressourcer, så de bedre kan realisere deres fulde potentiale til gavn for dem selv og organisationen. Empirisk undersøges, hvilken subjektivitet der opstår, når kompetence aktualiseres i fire specifikke arbejdskontekster i henholdsvis Biocentrum-DTU, CVU Storkøben-havn, Danmarks Miljøundersøgelser og Vejdirektoratet. For at undgå den selvfølgeliggørelse der ligger i koblingerne mellem kompetence som problem og løsning udvikles en analysestrategi for det, der aktualiseres. Her byder samtids-diagnosen sig til som en relevant analysefigur, hvormed spørgsmålet: hvem er vi i dag? kan stilles uden at blive den endelige teleologiske historie om, hvordan mennesket bliver menneske (og hvordan medarbejderen bliver medarbejder). I stedet søges en udpegning af de muligheder for subjektivitetstransformation, der stilles til rådighed. For ikke at låse sig fast på det genstands-kompetente installerer afhandlingen ligeledes et begreb om kompetence som en social teknologi, der installerer en langsommelighed i koblingerne mellem kompetence som problem og løsning, og dermed gør det muligt at få øje på hvordan disse koblinger kan om- og gentænkes. Med disse to greb, samtidsdiagnosen og kompetence som social teknologi dukker kompetence op som omfattet af en særlig (ideologisk) tankegang om det gode og fornuftige i at skabe resultater, gennemsigtighed, målbarhed, selvledelse mv., samtidig med at det bliver muligt at diskutere kompetencens performativitet. I sin analyse af praksis betjener afhandlingen sig af et stort empirisk materiale fra den offentlige sektor inden for det danske uddannelses- og forskningsfelt. Materialet omfatter som nævnt fire kompetenceudviklingsforløb, der er gennemført over en periode på atten måneder fra , og i afhandlingen gås i dybden med to af de fire forløb. Materialet er unikt ved, at det er skabt i et samarbejde med fire konsulenter, hvor forfatteren selv har været til stede og har bidraget til udformningen af de kompetence-udviklingsskabende processer. Ved at bringe de konkrete kompetence-udviklingsforløb igennem den samtidsdiagnostiske analysestrategi afdækkes kompetencebegrebets performative kræfter. Heri vises det, hvordan et særligt ideal for kompetent medarbejderskab, der betoner pro-aktivitet, selvrefleksivitet og en aktiv tagen ansvar for organisationens mål står som pejlemærker. Her vises det også hvordan kompetence manifesterer sig ikke blot på et sprogligt-diskursivt niveau (fx i form at politikker og nedskrevne strategier) men ligeså meget på et kropsligt-materielt niveau, der fx omfatter den fysiske indretning af arbejdspladsen, kommunikationsformer mv. 2

4 Med afhandlingen fremstår kompetence nu som en særlig værenspraksis. En praksis der aktualiserer, skaber, forbinder og producerer, men også en praksis der afgrænser, kalkulerer og minimerer. Når studiet viser hvordan kompetence handler om at producere og minimere forskelle betyder det, at kompetence på én gang opsætter normer for (det gode og det dårlige, det sunde og det usunde, det gavnlige og det skadelige). Samtidig reduceres med kompetence også mulighederne for kompetente udlæsninger (nogle begivenheder aktualiseres, mens andre forbliver uaktualiserede). Formuleret kort markerer kompetence en særlig ideologisk tilværelse, det vil sige bestemte måder mennesket kan være-til. Et symptom på denne kompetence-ideologi er fx når offentlige institutioner inviterer konsulenter indenfor for at skabe coaches, forandringsagenter, tværgående teams, der igen har til formål at skabe øget fleksibilitet, tværgående samarbejde og projektorganisering. På den måde kan arbejdet i de fire institutioner ses som en uklarhedens installation, der betjener sig af forestillingen om, at man som kompetent medarbejder (og konsulent) skal være positivt forstyrrende, kritisk refleksiv, kunne arbejde med sig selv og bringes i en situation af konstruktiv selvtvivl for altid at kunne blive bedre. Kompetencens performative kraft består i den samtidige diagnose af mangelstilstanden og udmåling af den rette behandling. For konsulenten bliver det et problem, hvis vedkommende ikke kan til veje-bringe den rette diagnose og kur som et quick fix, der kan rette op på den uønskede mangeltilstand, idet intet er værre end at få diagnosticeret et problem uden at få stillet den rette behandling i udsigt. Samtidig hævder afhandlingen imidlertid også, at det vil være farligt for ikke at sige umuligt at kurere den mangelstilstand som producerer en samtidsrelevant subjektivitet. Fx skal modstand mod forandring og en kritik af det bestående ikke blot elimineres som kværulanteri. De må derimod ses som væsentlige elementer i transformationen af det selv-skabende, selv-refleksive, ansvars-tagende subjekt. Kompetencens performative kraft legitimerer subjekttransformationen så længe subjektet finder tilfredsstillelse, ikke i de afgrænsede kompetence-udviklingsaktiviteter, men i den uendelige vedvarende søgen efter endnu et kompetent jeg. 3

5 Contents Foreword... v I The Performative Power of Competence... 1 My way into the project... 2 On how competence is actualised... 2 On how one becomes a competent subject... 4 The sites and the subjects... 8 Giving an account of oneself Studying what? When objects mutate Of scientific nature Notes on some key concepts Actualisation Subjectivity Performativity Neo-disciplinarity Summing up Research Question and the Structure of the Text II Theorising Subjectivity Althusser s argument: Subjectivity is interpellation The Master subject The epistemological break between science and ideology Lacan s argument: Subjectivity as identification The subject is subjected in language The mirror stage and the three registers The imaginary The symbolic The Real The displaced subject Foucault s argument: Subjectivity and power Struggle and pastoral power Foucault s apparatus The subject beyond discourse How power relations are analysed Critique and the subject as output Towards a framework for studying subjectivity as movement Summing up

6 III The Ideology of Competence How to analyse ideology Contributors in the making of the ideology of competence On the Genesis of Competence Subject Transitions The coming of a new manager? The coach Responsibility assuming specialists Shop stewards as change agents Societal and organisational transitions Flexibility Lean thinking, better management? Networks and projects Teams and second order orderers Liberating management, calculating competence A new social character? Summing up IV Diagnosing the Present On the theory and practice gap Science as an anarchistic enterprise What is a diagnosis of the present? The problem of studying practice Eventalising diagnosis: Healthy Resource Management? Embodied practice Beyond simple location The Question Concerning Technology Institutional thinking and social technologies Doing social science in between institutions Human production systems Summing Up V Competence in medias res Setting the settings Schematising the institutional settings Historicising (NERI) Meeting (NERI) Abstracting (NERI) Historicizing (CHE) Meeting (CHE) Abstracting (CHE) Summing up The CHE story

7 Balancing political targets and autonomy Technologies at work Action Learning Coaching Evidence-based practice CHE a projective city? Summing up The NERI story Ma[r]king space for competence Keeping competence open The intentions of re-structuring works councils What role can works councils play? Meeting learning, learning meetings Where the environment is a passion the fuel is competence? Institutional thinking in NERI The political interpellation of employees in NERI Are works councils a way of keeping customers satisfied? Summing up VI The Fiat or Failure of Postmodern Organisation Studies? Posts and turns in Organisation Studies Is Foucault a postmodernist? Is Althusser, Lacan? Subjectivity in Organisation Studies Summing up VII the Performative Power of Competence - revisited Making competence a problem What becomes of subjectivity when competence is actualised? Studying competence in the event Summing up Acknowledgements Resumé Abstract References