Det københavnske momentum

Transkript

1 Publiceret på KUNSTEN.NU d. 20. august /artikel.php?copenhagen+art+week+chart+art+fair_trust_toves_sixtyeight_louisiana_kunstakademiet_maria+kjaer+themsen Hvad sikrer diversiteten og det ambitionsniveau, der spores på kunstens mange og aktuelle platforme? (Foto fra CHART ART FAIR, 2014) Det københavnske momentum 20. aug [Interview] Hvad kendetegner den københavnske kunstscene, og hvad sikrer, at den energi og det internationale momentum, som flere tilskriver scenen lige nu, kan føre os videre? I anledning af Cph Art Week har vi spurgt en række markante aktører om netop dette. Af Matthias Hvass Borello Hvad kendetegner den københavnske kunstscene, og hvad sikrer, at den energi og det internationale momentum, som flere tilskriver scenen lige nu, kan føre os videre? I anledning af Cph Art Week har vi spurgt en række markante aktører om netop dette. Den københavnske kunstscene har før været i det internationale kunstlivs søgelys. I slutningen af halvfemserne vågnede den danske kunstscene op til en ny status som det nye hotte, da den samlede nordiske kunstscene blev betegnet som det nye mirakel i kunstverdenen af kuratoren Hans Ulrich Obrist. Under CHART ART FAIR i år vender Obrist tilbage som en del af messens talk-program under titlen: What does it mean to be contemporary? (22. august kl. 14). Efter miraklets nedslag i 90 erne, der betød at scenen blev en naturlig del af det store globale kunstkredsløb, så står kunstscenen i dag overfor nye udfordringer, der ikke er et resultat af stagnation eller krise, men snarere fordi scenen aldrig har haft det bedre. Gennem de seneste par år ser flere aktører tegn på en helt ny åbenhed, større diversitet og et generelt løft af det kunstneriske ambitionsniveau. Ny diversitet og energi Ifølge galleristen Susanne Ottesen, der er én af galleristerne bag CHART ART FAIR, har de sidste 10 år flyttet den ambitiøse samtidskunst fra få hænder til mange flere. Nu er diversiteten, mængden af og seriøsiteten hos gallerierne, de alternative udstillingssteder, messerne og institutionerne så stor, at man kan tale om en scene en lille scene men dog en scene. Den københavnske kunstscene er kendetegnet af en helt utrolig energi! Særligt de seneste par år har jeg oplevet en ny slags vitalitet og idealistisk energi Stemningsbillede fra sidste års CHART ART omkring kunsten i København. Udover at der er et hav af åbninger hver eneste FAIR. (Foto: Carsten Nordholt) uge i sæsonen, så er der også en meget stor spændvidde i den kunst, der præsenteres; fra det helt minimale på de kunstnerdrevne steder til det mere kommercielle på gallerierne til publikumspleaserne på museerne. Det vigtige er dog, at denne genre-opdeling synes at være under opbrud, så man også på museet kan finde det smalle og på gallerierne noget, der er måske er knap så salgbart. Spektret udvides! lyder beskrivelsen fra kunstkiritker Maria Kjær Themsen. Themsen bakkes op af kuratoren Iben Elmstrøm, der driver udstillingsstedet SixtyEight. Hun vender blikket mod den internationale dialog som scenen er en del af: Jeg syntes vi har fået en rigtig interessant kunstscene her i København de seneste par år. Mange danske kunstnere tager deres uddannelser på nogle af de mest markante akademier og universiteter i verden og bringer ofte nye tendenser, 1 af 5 12/10/

2 metoder og teoretiske strømninger med tilbage til København, kombineret med at yngre kunstnere og kuratore har fået sat gang i en masse udstillingssteder, hvor der er plads til at udfordre rammen og præmissen for hvad en udstilling er. Jeg synes, det der kendetegner vores kunstscene er, at den er ved at udvikle sig til en scene med mange forskellige lag, som man kender det fra andre kunst metropoler, hvor der er nuancerede og alsidige rum for kunsten, hvor specifikke agendaer definerer oplevelsen og mødet med kunsten. Fuldt hus i Gallery V1, hvor Rose Eken lige har åbnet sin udstilling TABLEAU. (Foto: Gallery V1) Installationsview fra Per Kirkeby og Lawrence Weiners fællesudstilling ved Galleri Susanne Ottesen, (Foto: Anders Sune Berg) Fare for navlepilleri Den danske kunstscene har også ifølge Jesper Elg, der driver Gallery V1 og er én af initiativtagerne bag CHART ART FAIR, et stort potentiale, men agendaer kan i hans øjne også blive til selvoptagethed: Der bliver skabt god kunst og lavet ambitiøse udstillinger på mange forskellige platforme, præget af en høj grad af faglighed. Til tider kan det danske kunstmiljø dog også være overdemokratisk, forudsigeligt til det rystende, navlepillende, kritikromantisk, og netværk og systemer ligner mere lænker og æstetiske diktaturer. Så, samtidig med at der kollektivt og fagligt er blevet løftet, kan der også aflæses en mangel på selvkritik og nogle uoverstigelige grænser mellem grupperingerne på scenen. For eksempel i muligheden for at bevæge sig fra det eksperimenterende til det etablerede som rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsen, påpeger: Jeg synes nogle gange, at der er en kløft mellem det eksperimenterende og det etablerede, og jeg synes ikke at mulighederne for at overskride den grænse er gode nok. Mange af mellemgenerationens etablerede kunstnere har foretaget den bevægelse i udlandet, og det viser jo, at vores fødekæde på en eller anden måde ikke hænger sammen. Netværkets mantra Igen er det relationen til udlandet og den internationale kunstscene, der gør forskellen. Men den afhængighed af det rette netværk, fællesskaber og internationale relationer gælder i Sanne Kofod Olsens øjne ikke bare små kunstscener som den københavnske: Det gælder kunstscenen i det hele taget også den globale. Måske er netværk tidens buzz-word, men ikke desto mindre er netværk et fremtrædende forhold på kunstscenen, som det sikkert også er på mange andre områder. Den fattige, indadvendte kunstner på loftsværelset, der pludselig bliver verdensberømt findes ikke. Og det gjorde han vist heller ikke på van Goghs tid. Men netværket er ikke blot et spørgsmål om social kapital, det er også centralt for kunstens vidensproduktion i Iben Elmstrøms øjne: "For mig at se vil man altid som kunstner, kurator og teoretiker have et behov for at dyrke et netværk for at komme tættere ind på uofficielle agendaer og viden. Samtidigt er det problematisk hvis bestemte netværk ender med at indskrænke kunstens retninger, tendenserne og diversiteten. Et fælles flow Sammenholdet på den danske scene og det internationale flow er ifølge kurator ved Louisiana Tine Colstrup helt centralt: Det har tit slået mig, at den danske kunstscene nogle gange i vores nationale forlegenhed glemmer, at vi jo er den internationale kunstscene for alle de andre! De har også brug for os, og samarbejder og udveksler hellere end gerne, hvis muligheden og invitationen er der. Det er min fornemmelse, at vi bliver bedre og bedre til at udvikle det danske kulturliv sammen, og i kombination med det stigende internationale flow er det en klar og positiv udvikling. 2 af 5 12/10/

3 Yorgos Sapountzis, performance på Louisiana i 2012 i forbindelse med museets kunstfestival Two Days Art. Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Kim Hansen Og hun bakkes op af Jesper Elg: "I de seneste par år er Danmark og især København blevet en destination for et internationalt kunstpublikum. Samarbejde, kunstfaglig stolthed og fælles visioner har været med til at skabe den interesse, der nu eksisterer for den danske scene. Det er der mange, der har arbejdet hårdt for på forskellige niveauer, så det er en samlet kontinuerlig indsats, der har skabt fokus." "Ønsker man i fremtiden, at Danmark skal have en væsentlig kunstscene i et internationalt perspektiv, er det noget, der skal arbejdes fokuseret på på mange forskellige planer. Og i sidste ende er det også noget, der skal prioriteres politisk. Økonomiske indsprøjtninger Kunstscenen kan faktisk vanskeligt vokse sig større end den er nu, ifølge Susanne Ottesen, hvis ikke der tilføres mere økonomi, flere penge til institutionerne, flere seriøse private samlere og yderligere bevågenhed fra udlandet. Når det er sagt så er den danske scene ifølge Tine Colstrup dog samtidig også positivt mærket af, ikke at være kontrolleret af et kommercielt marked: Den københavnske kunstscene er mindre struktureret omkring kunstmarkedet, end det er tilfældet andre steder, og dét springer i øjnene. Markedet findes og er én ting, men hvis markedet ikke lige ringer, så gør man noget selv. Sammen med masser af topudstillinger på de større institutioner giver det en interessant og ret fin dynamik. Aktuelt betyder kunstscenens mere åbne struktur også, at man som kunstner ofte opererer i flere rum med forskellige økonomier. Agatha Wara, Christopher Kulendran Thomas og Morgan Sutherland under en event i forbindelse med udstillingen Formation Center ved TOVES. (Foto: Honza Hoeck) Identitet er noget, der ikke er mejslet i granit længere. Vi shopper rundt i forskellige modeller, og ser dem som netop 3 af 5 12/10/

4 modeller, og ikke skæbner - det er ikke nødvendigvis produktivt at identificere sig med en alternativ eller en kommerciel scene hele sit liv. Så flowet mellem de forskellige dele af kunstscenen forøges. Jeg kalder det en post-institutionel betingelse, at vi ikke så stringent inddeler ting i kommercielle og non-kommercielle virkeligheder, men at der eksisterer en dynamik imellem dem, som er mere porøs, forklarer Honza Hoeck, der er med til at drive det kunstnerdrevne udstillingssted TOVES på Amager. Samme opløsning peger også Maria Kjær Themsens på: Hierarkierne institutionerne imellem er i opløsning, og der er lige så meget prestige i at udstille på et kunstnerdrevet sted som på en kunsthal, hvis blot kræfterne bag er engagerede og dygtige nok! Den danske støttemodel Den københavnske kunstscene er i en international optik præget af en velfungerende statslig kunststøtte. Og den indvirkning er ikke uvæsentlig i Colstrups øjne: Den har sikret og sikrer frihed og diversitet og har skabt en dansk kunstscene, hvor der er plads til eksperimentet og det skæve, som oftest skal have lidt tid for at vinde fodfæste og blive 'set'. Selv sidder jeg på et større museum, men den danske model tilgodeser alle dele i økosystemet; godt og tak for det! Uden græsrod, intet græs. Kirse Junge Stevnsborg er formand for Foreningen af Danske Kunsthaller. Derudover er hun leder af Den Frie Udstillingsbygning, der er én af de fem kunsthaller, som åbner fællesudstillingen TRUST under Cph Art Week. Traditionen for statsstøtte til kunstproduktion og formidling har ifølge hende skabt nogle meget aktive miljøer og samarbejder både nationalt såvel som internationalt: Det er essentielt at statsstøtten til kulturlivet opretholdes i en tid med stort fokus på kommercielle partnerskaber, brugerbetaling og en markant fondsdominans. En velfungerende statsstøtte giver institutionslandskabet en åben og demokratisk karakter, som har til hensigt at sikre kulturmøder i bred forstand. Samtidig sikres den smalle kunst, der ikke kan eksistere på kommercielle vilkår. Det er ekstremt vigtigt og meget unikt at have et så velfungerende system, som vi har, set i et globalt perspektiv. Og mangfoldigheden, som præger scenen, er et yderst positivt tegn, når man spørger Jesper Elg: Diversiteten på den danske kunstscene er stor, hvilket i mine øjne er udtryk for en velfungerende kunstscene. Det er ikke en lille del af aktørerne, der skaber scenen, det er en kollektiv indsats, understreger han. Formidling er ikke kunst! Som statsstøttet institution har man et ansvar, der følger med den danske støttemodel, ifølge Tine Colstrup: Værkelement fra Maiken Bents installation til The Studio i Den Frie Udstillingsbygning under TRUST. (Pressefoto) En af grundideerne med den statslige kunststøtte var at sikre rammerne for en fri og levende kultur for alle. Og ja, jeg ser det som en helt naturlig og grundlæggende forpligtelse at ville i kontakt med et publikum, når man er en statsstøttet institution. Der er fremragende formidlingstiltag på store som små kunstinstitutioner, og i det hele taget synes der generelt at være en anden lyst til at være udadvendt og kommunikerende, end der måske var for ti år siden. 4 af 5 12/10/

5 SMK friday ved Statens Museum for Kunst har sat nye standarder for publikumsengagementet på den danske kunstscene. (Foto: Magnus Kaslov) Men det er en stor misforståelse at tilskrive kunsten og kunstnerne samme ansvar, og særligt i det kunstnerdrevne miljø er der ingen ønsker om at tygge kunsten på publikums vegne: Det nytter ikke noget som afsender at prøve at opleve kunsten for folk det er jo hele pointen ved kunst, at man forsøger at indgå i en relation til noget, som endnu ikke er givet den kvalitet kan man ikke give køb på, uanset hvor brede ens ambitioner er, understreger Honza Hoeck og bakkes op af kunstkritikeren Maria Kjær Themsen: I mine øjne har kunsten ingen forpligtelse i sig selv. Men kunstneren må dog have en dybere intention med sin praksis, ellers vækker kunsten sjældent nogen særlig genklang i publikum. Til gengæld har vi som kunstprofessionelle og publikum masser af forpligtelser i forhold til kunsten: vi skal fortsat øve os i at kigge på den og åbne alle sanser i forhold til den. Og med sådan en opfordring, er vi vist klar til at møde en kunstscene, der aldrig synes at have været mere klar! FAKTABOKS Type: Festival Titel: Cph Art Week 2015 Start: 21/08/2015 Slut: 30/08/ af 5 12/10/