30. nov s. i advent. BK kl Strellev Der er dåb begge steder.

Transkript

1 30. nov s. i advent. BK kl Strellev Der er dåb begge steder. Da Jesus drog ind i Jerusalem oplevede mange af byens indbyggere, hvad de længe havde længtes efter at opleve. Her var der endelig et menneske, som man turde stole på. Her var et menneske som ikke blot sagde sandheden. Nej, han gjorde den også. Han var det, som han sagde. Der var så meget i deres samtid, som den almindelige borger ikke forstod. Verden var i de sidste årtier, ja måske var det endda i de sidste århundreder, at der var sket en kolossal udvidelse af den horisont, som man skulle anskue sin tilværelse i. Engang drejede det sig kun om deres eget land og så de to regionale stormagter i Ægypten og i Syrien. Nu var det romerne der bestemte både over Ægypten og Syrien, ja de bestemte over hele Middelhavsområdet. Ja, man havde endda hørt om, at der også langt mod nord i Britannien var romerske bosættelser. Som følge af alt hvad der var sket, så havde jøderne gjort to ting: 1

2 De havde udbredt deres handelsveje til hele det romerske Imperium. Når der er fred, så kan handelen blomstre. Det var den ene ting. Den anden ting var at de i højere grad end før nu stod sammen om deres tempel i Jerusalem. Ja, dem, der stod sammen stod mere sammen end før. Sådan var det med flertallet omkring templet. Alle dem, der holdt sig til ypperstepræsterne. På lignende måde skete det for de mindretal, der opstod rundt omkring i landet. Når der er krise, så kan det være svært at se en vej ud af krisen. Man må så forsøge sig frem. Når der opstod karismatiske skikkelser rundt omkring, så samledes der sig også en flok af troende. Sådan var det i det mandlige klostersamfund ved Qumran nede ved Det døde Hav. Sådan var det sket rundt om udkantsmennesket Jesus fra Nazareth i Galilæa. Ja, der var også grupper, som satsede på et voldeligt opgør med romerne. Man kendte da til sin historie. Der var engang da man i Jerusalem havde haft sin egen konge. 2

3 De store konger, som man fortalte om var David og Salomonon. Nu kom så manden fra Nazareth til Jerusalem. Han kom op mod påskehøjtiden. Den var for jøderne lige så stor som vores jul. Der var mange folk i Jerusalem på den tid af året. Man skulle deltage i de vældige tempelfester, som nu blev afholdt. Det var godt for religiøsiteten, at man havde dette tempel, som der nu stadig blev bygget på. Ja, det var også godt for turismen. Det øgede omsætningen i det ellers lidt fjerntliggende Jerusalem. Ja, fjerntliggende set i forhold til byernes langs med kysten som profiterede af den billige skibstrafik med eksport og import. Jesus var altså en af landets nye mænd. Det særlige ved ham var dog, at han var ret så ligeglad med samfundsstrukturen og med pr-arbejdet, alt det med kommunikation, som der ellers blev gjort så meget ud af i et jødiske samfund. Jesus var tilfreds med at rejse omkring sammen med sine venner og han var tilfreds med at være sammen med dem, som han mødte på sin vej. Det var som om der ikke var noget formål med hans liv. Ja, altså ud over det formål at være til stede, at være i live. 3

4 Det var det, som man ikke kunne forstå. Der var ingen markedsføring i ham. Det var ikke som med kulturdagene her i Ølgod, som ifølge deres jubilæumsskrift, skulle markedsføre Ølgod. Det var som om Jesus ikke havde noget som han skulle markedsføre ud over dette at gøre alle mennesker opmærksomme på, at livet er større end døden. For dem, der kunne tænke, for præsterne, for handelsfolkene, var det en selvfølgelighed. Når de kom lidt op i årene, så begyndte de at tænke i generationsskifteproblematikken. Sådan var det ikke med Jesus. Han var ligeglad med generationsskiftet. Jesus havde også den ejendommelighed ved sig, at han kaldte Gud for sin far. Alle vidste hvad en far var. Alle havde erindringer om deres egen far. Erindringer, som man havde med sig. Erindringer, som man hele tiden kunne tage frem, lige som alt det andet som man erindrede. Ligesom alt det andet, som bar én oppe. Det var jo ikke altid at nutiden var lige lys. Men tænke sig sådan uden videre selv at tage hele den historie til sig, som landets lærde hele tiden anstrengte sig for at skrive ned. 4

5 Ja, de skrev den ikke ned for at den skulle skrives ned. Nej, den blev nedskrevet for at de efterfølgende generationer kunne blive oplærte ligesom de selv var blevet oplærte. Det kan da styrke selvfølelsen, at de at næste generation tænker ligesom én selv. Det var Jesus ligeglad med. Hans anstrengelse var, at han hele tiden ville være i overensstemmelse med sig selv. Han ville sammen med sin himmelske far være autoriteten i sit eget liv. For de toneangivende i folket var det ikke noget, som de brød sig om at høre. De havde haft meget arbejde med at indprente folkets brede masser, at der nu med den romerske besættelse af landet ved sket noget, som man nu måtte bøje sig for, som det mest nødvendige af alt. Det drejede sig om at overleve som folk, som nation. Nu måtte alle så stå sammen. De talte ikke som det sker nu om vækstens nødvendighed. Tankegangen var imidlertid den samme. Ja, det var som om disse overordnede tanker, var så store, at de ikke længere kunne optage Jesus-tanken i deres sind: Jesus-tanken, Guds-tanken, om at livet altid er større end døden: Ja, at livet er så stort, at man hvis man vil være et helt og sandt menneske, så må være villig til at sætte livet på spil. 5

6 Det er vel også et stærkt ord for os. Men man kan da begynde med at sætte sin tid på spil. Altså at være ligeglad med hvad man selv får ud af tiden. Der er da også mere glæde ved at lege med sit barn end at skulle se fortsættelsen af en serie i fjernsynet. Når man leger med sit barn. Ja, altid når man er sammen med andre mennesker, så får man ustrukturede informationer om den tilværelse som man er fælles om. Man er altså ved at være sammen med mennesker på denne måde kommet nærmere til livet selv. Ens liv får indhold ved at man er sammen med en anden, ved at man er sammen med de andre. Der behøver ikke først at være et formål. Der behøver ikke først at være en sag, som man skal kæmpe for. Man kan gå i gang alene. Det var tanker, som disse som kom til tilskuerne til Jesus indtog denne Palmesøndag i Jerusalem for længe siden. Siden skete der så meget. Det hører med til det kirkeår, som vi nu begynder på. Sådan sker der hele tiden så meget i vort menneskeliv. Livet kan ikke sættes på én og kun én formel, sådan som det altid er sket, og sådan som det stadig sker i megen religiøsitet og i megen politik. 6

7 Jesus-dommen, kristendommen eller ved man nu vil kalde det, er et forsøg på; Som det første, at formulere at livets modsigelse er døden og at denne modsigelse er det afgørende. Når man så har fået det formuleret for sig selv, ja, så gælder det om at leve det. Af og til, ja altid når man er sammen med mennesker som kræves ens omsorg, det være sig spædbarnet, det være sig den gamle, det være sig det medmenneske som er ved siden af én, når man kommer i alle disse menneskelivets så nærværende situationer, så gælder det om at få al teologi, at få al pædagogik væk, at få al tanke om magt og indflydelse væk. Det afgørende er mødet. Det er i mødet at Gud kommer os nær. Jesus kaldte Gud for sin far. Det kan vi også gøre. Måtte vi erfare at vi kan kalde Gud for vor far. Amen. BK: på søndag er der adventsgudstjeneste kl med Lucia optog og efterfølgende kaffe i klubhuset. SK: på søndag er der gudstjeneste kl. 900 og med kirkekaffe. 7