Starten på den danske indsats for armenierne

Transkript

1 Starten på den danske indsats for armenierne I Danmark blev 1890er-massakrerne mødt med skarpe protester, ligesom det var tilfældet i store dele af resten af verden. Og ligesom andre steder blev massakrerne så at sige startskuddet til en større dansk missions- og hjælpekampagne, en kampagne der har tråde helt op til i dag. Den kendte danske forfatter og kritiker Georg Brandes udtalte sig i 1900 i en tale om armeniermassakrerne under Abdul Hamid II: Neros Blodsudgydelser er rent ud Barneleg i Sammenligning med Abdul Hamids; Neros Grusomhed er Dilettanteri i Sammenligning med Abdul Hamids Virtuositet i Martring og Slagtning. Og nu betænker man, at paa Neros Tid den store Morder, om end straffri, dog i de Kristnes Øjne gjaldt for Dyret i Aabenbaringen, medens i vore Dage alle kristne Magter staar i det venskabeligste Forhold til Abdul Hamid, og ingen har lagt ham et Halmstraa i Vejen. Den danske biskop, tidligere Kulturminister H. V. Styhr skrev i 1897 om armeniermassakrerne: Af de fra Konsulerne indkomne Beretninger fremgaar det, at rundt om i de Provinser, hvor Forfølgelserne have raset, have Tyrkerne følt sig sikre paa, at de kunde begaa hvilke Umenneskeligheder de vilde, uden at udsætte sig for Straf. Maria Jacobsen, Rigsarkivet. Maria Jacobsen og Kvindelige Missions Arbejdere I 1900 dannedes Kvindelige Missions Arbejdere (KMA), en organisation med rødder i det danske indremissionske miljø. KMA havde til formål at være en kvindeorganisation der arbejdede for andre kvinder gennem mission og hjælpearbejde. Armenierne i Osmannerriget blev KMAs første og vigtigste indsatsområde. Armenierne skulle ikke blot hjælpes, men også helst omvendes fra flertallets religion, ortodoks kristendom (apostolsk kristendom), til hvad missionærerne regnede for den sande kristendom, protestantismen. Samtidig havde man et håb om også at kunne omvende muslimer i området. Udover missionsarbejdet udførte missionærerne også et stort hjælpe-, lægeog oplysningsarbejde blandt både kristne og muslimer. KMA-missionæren Maria Jacobsen blev født 1882 i et indremissionsk miljø på Horsensegnen. Hun var uddannet sygeplejerske, men blev tidligt draget mod missionsarbejdet. Efter at have gennemgået et uddannelsesforløb på KMAs missionsskole, der lå på Mynstersvej i København, blev Maria Jacobsen udvalgt til at deltage i missions- og hjælpearbejdet i marken. Maria Jacobsens kommentar til dette fotografi af armenske mænd før 1. Verdenskrig lyder: KFUM Medlemmer fra Collegiet ude paa Udflugt. Alle dræbte. Jacobsen, Den danske missionær Ejnar Prip, udsendt for Østerlandsmissionen, opsummerede mange protestantiske missionærers syn på ikke-protestantiske religioner i Mellemøsten: Kolde og golde, stive Former findes her mere end nok af; men Døden har mærket dem. Karikatur af Sultan Abdul Hamid II, der regerede /9, og den tyske Kejser Wilhelm II, der regerede Denne sarkastiske kommentar, bragt i det danske satiremagasin Panoptikon i 1898, henviser til et venskabeligt møde i 1898 mellem Abdul Hamid og Wilhelm i Betlehem, dengang en del af Osmannerriget. Dette møde fandt sted kun kort tid efter de store armeniermassakrer i Osmannerriget og blev derfor anset af mange for en direkte tysk accept af osmanniske overgreb. Tegning med gengivelse af en armeniermassakre i Trabzon Ternon & Kebabdjian, Missionselever i missionsskolens have. KMA 1950.

2 Missionærer i Harput I 1907 kom Maria Jacobsen til Harput-provinsen i det centrale Anatolien, hvor hun som det første måtte lære armensk og tyrkisk. Derefter påbegyndte hun sit arbejde som omrejsende bibelkvinde, dvs. prædikant, blandt først og fremmest kristne armeniere. Samtidig var hun oversygeplejerske ved missionshospitalet i byen Harput, et hospital bygget og drevet af et amerikansk missionsselskab. I den nærliggende by Mezreh ledede en anden KMAmissionær, Karen Marie Petersen, det danske børnehjem Emaus for forældreløse armenske piger. To andre danske KMA-missionærer, Jenny Jensen og Hansine Marcher, arbejdede for et tysk missionsselskab i disse byer. Det var ikke noget ufarligt arbejde. For eksempel var den første danske KMA-udsending, Christa Hammer, død af tyfus i 1903, og andre danske udsendinge måtte vende hjem efter kort tid som følge af sygdom eller overanstrengelse. Emaus-børn. Efter optagelsen på børnehjemmet. Rigsarkivet. Foto: Karekin Dickran. Emaus-børn. Før optagelsen på børnehjemmet. Rigsarkivet. Foto: Karekin Dickran. Christa Hammer og Christiane Black, KMAs første missionærer i Harput-regionen. KMA For at finansiere hjælp og uddannelse til armenske børn arrangerede dansk KMA at de enkelte børnehjemsbørn blev sponsorerede ( fjernadopterede ) af støttekredse og plejeforældre spredt over hele Skandinavien. Ligesom i dag var det almindeligt at sponsorerne fik tilsendt fotos af deres sponsorbarn og breve der fortalte om baggrund, udvikling, osv. Esbjergenseren Ingeborg Dithmer, Kirkegade 60, 1., var plejeforælder for 6-årige Asnio Gevorkian fra Oktober 1911 skrev Dithmer et brev til Elise Blædel, medlem af KMAs bestyrelse, hvor der bl. a. står: KMA-børnehjemmet Emaus i Mezreh. KMA Ingeborg Dithmers brev til Elise Blædel. Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt. Hvad lille Asnio angaar, vil jeg jo gerne give hende en Ubetydelighed til Julen. Jeg har tænkt paa Penalhus med Indhold og en praktisk Tegnebog; ja, det har jeg egentlig lovet hende. Ellers kunde maaske lidt Syrekvisitter til Dukketøj være passende. Det er jo grumme lidt at sende; men sender De en Kasse alligevel, kan det jo komme med, naar jeg faar at vide fristen for Indleveringen. Asnio Gevorkian. Rigsarkivet.

3 Karen Jeppe og Danske Armeniervenner Længere mod syd, i byen Urfa ved den nuværende tyrkiske grænse til Syrien, var hjælpearbejderen Karen Jeppe ankommet i Karen Jeppe blev født 1876 i Gylling, ikke langt fra Horsens, men i modsætning til Maria Jacobsen kom Jeppe fra et grundtvigiansk miljø. Jeppe havde påbegyndt en uddannelse som matematiker på Københavns Universitet, men valgte at afbryde uddannelsen for i stedet at blive lærer på Ordrup latinskole nord for København. I 1903 hørte hun med sine elever et foredrag af den dansk-jødisk-islandske sprogforsker Aage Meyer Benedictsen. Benedictsen havde i Osmannerriget set konsekvenserne af armeniermassakrerne, og de armenske overlevende blev fra da af en mærkesag for ham. I 1902 blev foreningen Danske Armeniervenner (DA) dannet på Benedictsens initiativ. Det var en humanitær organisation uden ambitioner om at forsøge at omvende kristne armeniere eller muslimer til protestantismen, hvilket var en af grundene til at Jeppe følte sig tiltrukket af netop DA frem for f. eks. KMA. I Urfa fik Jeppe bl. a. til opgave at lede et tysk børnehjem for armeniere. Selvom Jeppe ikke missionerede eller forsøgte at ændre traditionel armensk kultur, så arbejdede hun ligesom andre hjælpearbejdere og missionærer for udstrakt ligestilling mellem mænd og kvinder, indførte moderne undervisningsmetoder og oversatte både danske sange og en dansk ABC til armensk. Urfa før 1. Verdenskrig. Benedictsen, Karen Jeppe. Sick, Armenske piger fra børnehjemmet i Urfa. Den hvide dragt symboliserer sorg over drabene på deres fædre under Abdul Hamid-massakrerne. Benedictsen, Dansk ABC, oversat til armensk af Karen Jeppe og brugt ved undervisningen af armenske børnehjemsbørn i Urfa. Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn. Aage Meyer Benedictsen ( ), dansk forfatter, sprogforsker og formand for Danske Armeniervenner. Benedictsen, 1934.

4 Tiden inden 1. Verdenskrig og det armenske folkedrab Den danske professor i islamisk kultur, Johannes Østrup, skrev i sine erindringer fra 1937 om en række møder han havde med Talaat Pasha i 1910, før denne blev den mest magtfulde af Osmannerrigets diktatorer: Det havde virkelig været Talaats Plan at udrydde hele det armeniske Folk, og den var ikke opstaaet som et Udslag af en Krigspsykose. Jeg talte gentagne Gange med Talaat i Efteraaret 1910, og blandt meget andet talte vi ogsaa om Armenierne. Ser De, sagde han, mellem os og dette Folk er der en Modsætning, som ikke kan løses af fredelig Vej; enten undergraver de os fuldstændigt, eller vi maa tilintetgøre dem. Hvis jeg nogen Sinde faar Magt i dette Land, vil jeg sætte al min Kraft ind paa at udrydde Armenierne. Udblik over det amerikanske college i Harput før 1. Verdenskrig. Riggs, I 1908 overtog Komitéen for Enhed og Fremskridt ( Ungtyrkerne ) magten i Osmannerriget ved en relativt fredelig revolution. I starten vakte magtovertagelsen forhåbninger også blandt de ikke-tyrkiske grupper i samfundet: et ikkereligiøst demokrati skulle indføres, og forfølgelsen af mindretal skulle ophøre. Disse forhåbninger knustes dog af en række begivenheder i de kommende år. Det galdt særligt de blodige Balkan-krige , hvor Grækenland, Serbien og Bulgarien kæmpede mod Osmannerriget. Krigene resulterede i tabet af næsten alle rigets europæiske besiddelser, samt i gensidige massakrer og i fordrivelser af hundredetusinder af muslimer. Balkankrigene resulterede også i en radikalisering af det osmanniske samfund og i et stigende had til særligt de kristne græske og armenske minoriteter. Særligt alvorligt blev det efter at en radikal fraktion af Ungtyrkerne under ledelse af Mehmet Talaat Pasha, Ismail Enver Pasha og Ahmed Djemal Pasha overtog magten ved et kup i Osmanneriget var igen et diktatur, og mottoet blev Tyrkiet for Tyrkerne. Hadet til armeniere havde både økonomiske, politiske, religiøse og etniske årsager, og mange tyrkere og europæere anså armeniere for at være gridske og forræderiske. Det var et had, der på flere punkter kan sammenlignes med hadet til jøder i Europa. For eksempel skrev den danske journalist Frantz von Jessen i 1909 at alle Kendere priser Tyrkerne på Grækeres, Armenieres og Jøders Bekostning. Og fra 1914 rapporterede den danske diplomat Wandel fra Konstantinopel om ungtyrkernes fremmedfjendtlige og nationalistiske politik. Mehmet Talaat Pasha ( ). Ungtyrkisk indenrigsminister Den mest magtfulde af Osmannerrigets diktatorer. For de danske missionærer og hjælpearbejdere i Osmannerriget blev Ungtyrkernes magtovertagelse i 1908 modtaget med en blanding af håb og skepsis. Men særligt efter at de radikale ungtyrkere var kommet til magten i januar 1913 forventede missionærerne det værste. Som det blev noteret ved et møde i KMAs Armenierkomité i samme måned: Julebreve fra Armenien melder, at alt endnu er roligt derovre, om end de føler sig som paa en Vulkan, hvor det ulmer i Dybet af Forbitrelse imod de Kristne. Men i det store og hele fortsatte missionærerne deres arbejde, i hvert fald når det galdt undervisning, lægearbejde og produktion af f. eks. tæpper og broderier. Hvad selve missionsvirksomheden angik, så var effekten til stadighed meget begrænset: meget få ortodokst kristne og endnu færre muslimer lod sig omvende. Ved et møde i KMAs Armenierkomité 19. Oktober 1914, kort før Osmannerrigets indtræden i 1. Verdenskrig, blev der gjort opmærksom på de farer der ventede armeniere og missionærer: Drøftelse af situationen i Armenien og hvad der muligt fra vor Side burde foretages for at sikre vore danske Søstres Liv under de truende Forhold. Missionær Blædel tilraadede absolut at kalde dem hjem, ligesom de tyske Missionærer var kaldet hjem fra Ægypten. Han mente, at Faren ikke saa meget vilde stamme fra, om vi under en eventuel Krig kom til at staa paa den modsatte Side af Tyrkiet og Tyskland, som fra, at man under disse urolige Forhold maatte være forberedt paa en Kristenforfølgelse derovre og da vilde ogsaa Missionærernes Liv være udsat for Fare. Komitéen valgte at sende et brev der tilbød at stille missionærerne frit overfor at blive eller rejse hjem. Men, som det blev fremhævet, ingen af dem har noget Øjeblik ønsket at forlade deres Gerning, hvortil de var kaldede af Gud; tværtimod har de gentagne Gange udtalt, at de betragtede det som et Privilegium fra Herren at faa Lov til at staa derude i denne forfærdelige Tid og kunne trøste og hjælpe det ulykkelige Folk.

5 Carl Ellis Wandel i Konstantinopel I Konstantinopel blev der i sommeren 1914 føjet endnu en dansk aktør til, der kort efter skulle komme til at bevidne centrale aspekter af folkedrabet. Carl Ellis Wandel var oprindelig vinimportør og havde stået for driften af en korkfabrik i Portugal. Her var han blevet udnævnt til konsul i 1904, og i 1909 blev han udnævnt til dansk generalkonsul i Buenos Aires, Argentina. Herefter drev han fra forretningsverdenen over som professionel diplomat. I 1914 blev Wandel udnævnt til at lede en lille dansk diplomatisk repræsentation i Osmannerriget. I Konstantinopel begyndte han hurtigt at knytte vigtige forbindelser og samle informationer om forholdene i Osmannerriget. Allerede inden folkedrabets start i 1915 rapporterede Wandel til udenrigsminister Erik Scavenius om den stigende ungtyrkiske radikalisering, der ifølge Wandel og andre observatører ikke ville føre noget godt med sig. Særligt ikke for rigets minoriteter. Wandel skrev i juli 1915: I mine tidligere Beretninger har jeg allerede gentagne Gange haft lejlighed til at omtale det Had, den ungtyrkiske Regering siden Krigens udbrud og Kapitulationernes afskaffelse med stadig større Utvetydighed lægger for Dagen overfor de Fremmede i Tyrkiet, og i særdeleshed overfor de Kristne. Pera Palace Hotel, Konstantinopel/Istanbul, hvor Wandel havde kontor under og efter 1. Verdenskrig. Carl Ellis Wandel ( ), dansk diplomatisk repræsentant i Osmannerriget/Tyrkiet Rigsarkivet. Wandel rapporterede i januar 1915 til udenrigsminister Scavenius om det pres, som ungtyrkerne lagde på ham og dermed den danske regering for at få den danske presse til at rapportere mere venligt om den osmanniske regering: Hr. Udenrigsminister. I løbet af en Samtale, jeg igaar havde med den fungerende tyrkiske Udenrigsminister, Storvezir Prins Said Halim, beklagede han Hs. Højhed sig over, at der i den danske Presse kommer Uvenlighed til udtryk mod den herværende Regering. Man sender mig Udklip af danske Blade, sagde Storveziren, af hvilke det fremgaar, at man hos Dem siger os mange Ubehageligheder. Jeg svarede, at jeg ikke havde bemærket noget saadant, og at jeg fandt Tonen i de danske Blade, der kom mig for Øje, saa neutral og upartisk, at jeg end ikke i samme kunde finde noget Udtryk hverken for Antipati mod eller overdreven Sympati for nogen af de krigsførende Grupper. Om nogen Uvilje mod Tyrkiet var der i Danmark ikke Tale. Jeg har ikke kunnet bringe i Erfaring, hvorfra de af Hs. Højhed omtalte Udklip hidrører.

6 Folkedrabet Verdenskrigens udbrud og folkedrabets begyndelse I november 1914 angreb Osmannerriget Rusland og gik dermed ind i 1. Verdenskrig på Tysklands og Østrig-Ungarns side imod Rusland, Storbritannien og Frankrig. Disse alliancer blev kaldt for hhv. Centralmagterne og Ententen. For Osmannerrigets armeniere var det den værst tænkelige situation, både fordi de frygtede nye massakrer og fordi de nu ville blive tvunget til at kæmpe imod russiske armeniere på den anden side af grænsen i Kaukasus. Derfor forsøgte armenske religiøse og politiske ledere at overtale Ungtyrkerne til at forholde sig neutrale, men forgæves. Krigen var generelt meget upopulær i den brede befolkning, og en del armenske soldater i den osmanniske hær deserterede på grund af de forfærdelige forhold i hæren, ligesom mange muslimske soldater gjorde, og nogle af disse armeniere meldte sig til den russiske hær. Langt størstedelen af armenierne forsøgte dog blot at overleve imens frygten og sulten voksede. Frygten var ikke ubegrundet. I foråret 1915, efter de første store nederlag på den kaukasiske front, begyndte Ungtyrkerne at planlægge den endelige løsning på, hvad man betegnede som det armenske problem : armenierudryddelsen. Man anså armenierne for forrædere og for at stå i vejen for skabelsen af et rige der skulle være tyrkisk-domineret i både politisk, økonomisk og etnisk henseende. Der var regionale forskelle, men generelt var mønstret for folkedrabet, at man først overførte de fleste af de ca armenske soldater i den osmanniske hær til arbejdsbattaljoner, hvorefter de blev arbejdet ihjel eller dræbt i mindre grupper. Derefter, fra 24. april 1915, blev flere tusinde armenske intellektuelle, politikere og præster ført til det indre af Anatolien, hvor de blev torturerede og dræbt. Så kom turen til den tilbageværende armenske befolkning. I langt de fleste tilfælde blev overlevende mænd og større drenge fra sommeren 1915 dræbt inden eller i den tidlige fase af, hvad der blev kaldt deportationerne af den armenske befolkningsgruppe. Det skete ved hjælp af soldater, gendarmer, civilbefolkningen eller de meget brutale enheder fra den Særlige Organisation. De fleste kvinder og mindre børn blev deporteret, dvs. blev sendt på uge- eller månedlange dødsmarcher mod syd eller blev ført rundt i cirkler gennem øde egne, indtil alle eller flertallet var døde af sult, Den senere svenske socialdemokratiske statsminister Hjalmar Branting udtalte bl a. følgende om armenierudryddelsen ved et offentligt møde i Stockholm i 1917: Dokumenten säga klart ifrän, att här äj er tal om övergrepp av underordnade, utan det är fråga om ett organiserat och systematisk folkmord, värre än vad vi någonsin sett maken till i Europa. sygdom eller overgreb. Kvinder og piger blev systematisk bortført, seksuelt misbrugt og tvunget ind i tyrkiske, arabiske eller kurdiske husholdninger. De armeniere, der overlevede marcherne, blev dræbt i hundredetusindevis i Syrien i løbet af Folkedrabet var formentlig ikke overvejende religiøst motiveret ledende ungtyrkere som f. eks. Talaat var som regel enten ateister eller imod religioners indblanding i politik. Men som det ofte er tilfældet under folkedrab kunne religionen bruges af magthaverne. Her blev anti-kristne følelser i store dele af den muslimske befolkning brugt til at mobilisere dem imod armenierne. Plakat opslået i Danmark ved 1. Verdenskrigs udbrud. I 1925 brugte også Aage Meyer Benediktsen udtrykket folkemord til at beskrive den ungtyrkiske politik overfor armenierne, ligesom svenske og tyske iagttagere havde gjort det tidligere: Det armeniske Folks Ødelæggelse er tidligt gaaet ind iden eventyrlig-forbryderiske Plan, som Tyrkiets Førere, Folk som Storveziren Saïd Halim, pasjáerne Enver, Djevdet og Djemal og det for alle tænkende Hoved, Indenrigsministeren Tal at beg havde opridset. [ ] Dette Folkemord skulde gøres grundigt, ikke et Lapværk som for tyve Aar tilbage. 1915: Armenske mænd bliver drevet fra Harput til fængslet i Mezreh. Her blev de udsat for tortur og siden dræbt. Foto taget af tysk forretningsmand. Jacobsen, Engelsksproget folkedrabskort, bl. a. med angivelser af større og mindre massakresteder, deportationsruter og -knudepunkter, koncentrationslejre, og byer hvor armeniere forsøgte at gøre modstand. De danske vidner Den fuldstændige Udryddelse Fra sommeren 1915 begyndte danskere i Osmannerriget at indsamle oplysninger om, hvordan det armenske folkedrab blev udført i praksis. Fra Konstantinopel rapporterede Carl Ellis Wandel flittigt hjem om de politiske, økonomiske og ideologiske bevæggrunde for folkedrabet. Disse rapporter var baseret på informationer indsamlet fra en stor mængde kilder: danske og andre vestlige missionærer, diplomater fra neutrale, tyrkisk-allierede eller tyrkisk-fjendtlige lande, ungtyrkere og osmanniske regeringsembedsmænd, armenske kirkelige kredse, og tyske og osmanniske officerer. Men Wandel bevidnede også selv henrettelser og deportationer i hovedstaden. Konklusionen, som han kom til, var entydig, ligesom den var for diplomater og andre observatører fra f. eks. Tyskland, Sverige, USA, Schweiz, Italien og Østrig-Ungarn: der var tale om en udryddelseskampagne. Wandel rapporterede i marts 1916 om den øgede sult og elendighed, der særligt ramte de kristne, og om fortsættelsen af forfølgelserne: 4. september 1915 rapporterede Carl Ellis Wandel for første gang at forfølgelsen af armenierne havde karakter af udryddelse: Tyrkerne gennemfører med stor Energi deres grusomme Hensigt, at udrydde det armeniske Folk, en udtalelse han i rapporten belægger med talrige eksempler. En dansk Værkmester paa en af Firmaet [F. L. Smidth] i København bygget Cementfabrik, der er beliggende mellem Konstantinopel og Ismid, fortalte mig igaar nogle Smaatræk, der sikkert er karakteristiske for Forholdene i Provinsen. Naar der kom Mel til de to ved Fabrikken liggende Byer, hvoraf den ene er muhammedansk, men kun har ca Indbyggere, mens den anden er græsk og med ca Indbyggere, kunde man altid være sikker paa, at den lille tyrkiske By fik 3 à 4 Gange saa meget Mel som den forholdsvis store græske By. De græske Kvinder maatte af Mangel paa Brød friste Livet ved at plukke Urter i Bjærgene. Alle Markerne i Omegnen var udyrkede af Mangel paa sædekorn og Arbejdskraft og af frygt for Rekvisition; Fjerkræ og Frugter o.s.v. var tagne af de Talrige indkvarterede Territorialsoldater, hvis Officerer saa gennem Fingre med og drog Fordel af alle slags Misbrug etc. etc. Alle Cementfabrikken Arslan, hvor den danske værkfører arbejdede. Riisager, Armenierne i den paagældende By var deporterede, men der havde for et Par Maaneder siden passeret en Transport af armeniske Kvinder og Børn, der tvungne af Sult grædende søgte at tigge sig lidt Brød til. I en anden rapport fra marts 1916 skrev Wandel at: Efter den Behandling, Armenierne har faaet og fremdeles faar, vil der overhovedet næppe blive mange af dem tilbage, og hvis Grækenland bliver nødt til at gaa med Ententen, er jeg bange for at det vil komme til at gaa Grækerne i Tyrkiet ligesom det er gaaet Armenierne. Med Ungtyrkernes gode Vilje kommer den Tid aldrig tilbage, da Araberne, Armenierne og Grækerne dannede Majoriteten i det ottomanske Parlament, thi de indsaa, at en saadan Majoritet før eller senere vilde forlange Kalifatet erstattet af et Føderativ-System, og at det snart vilde være ude med deres Magt. Tyrkerne har derfor valgt det eneste Middel, der stod til deres Raadighed for at bevare deres Herredømme i Tyrkiet nemlig den fuldstændige Udryddelse af de Folk, der efter Forfatningens Indførelse havde de største Udviklingsmuligheder og med hvilke de er ude af Stand til at optage Konkurrencen i en fredelig Kamp i Tilværelsen. Wandel rapporterede i juni 1915 direkte til undenrigsminister Scavenius om effekten af Ententens erklæring fra maj 1915 om, at de ville stille de tyrkiske ledere til regnskab for hvad man kaldte forbrydelser mod menneskeheden og civilisationen, dvs. for armenierudryddelsen : Paa den engelske, franske og russiske Regerings offentlige Erklæring at ville holde Medlemmer af den tyrkiske regering personlig ansvarlige for de for nylig forefaldne Massakrer i Armenien, har den ungtyrkiske Regering nu svaret bl. a. ved igaar at lade 20 Armeniere hænge i Stamboul og ved at lade 111 Englændere og Franskmænd arrestere i Smyrna. Jeg har den Ære at hoslægge et Udklip af Hilal for igaar og en Genpart af en Indberetning af 11ds. fra det Kgl. Konsulat i Smyrna vedrørende disse Begivenheder. Ententemagternes ovennævnte Erklæring har vakt stor Harme her, og givet Chauvinismen og Fanatismen yderligere Vind i Sejlene, og den vil sikkert faa en ganske anden Virkning end den formentlig tilsigtede. Den har her fremkaldt Ønsket, siger man, om at vise Ententemagterne, at de gør bedst i ikke at blande sig i Tyrkiets indre Anliggender, og allermindst nu, naar de som Landets Fjender har mindre Ret dertil end nogen sinde.

7 Slagtehusprovinsen I Harput og Mezreh havde Maria Jacobsen skrevet dagbog siden hun ankom i Da folkedrabet blev indledt i Harputprovinsen på dette tidspunkt kaldet slagtehusprovinsen var det en altoverskyggende begivenhed, hvilket også afspejles i dagbogen. I første omgang gav det sig udslag i beskrivelser af den øgede mistænkeliggørelse og undertrykkelse af armeniere i området: husundersøgelser, arrestationer, tortur og henrettelser, der i løbet af få uger blev til massakrer og dødsmarcher. Men de første tegn på, at en katastrofe uden fortilfælde var på vej, kom med de første konvojer med armeniere fra de nordlige provinser. De deporteredes tilstand var så elendig at danske, tyske og amerikanske iagttagere måtte konstatere, at deportationerne i realiteten var dødsmarcher. Maria Jacobsen skrev 22. juli 1915: Tyrkerne ved godt at Krigen raser i Europa og de kristne nationer har alt for travlt til at tage sig af Armenierne. Saa nu benytter de Tiden til at udrydde deres Fjender, som de ikke nu forstaar er deres Venner. Andre af Jacobsens beskrivelser af grusomhederne er helt korte, som 22. oktober 1915: Alle de armeniske Børn som var opsamlet i de tyrkiske Børnehjem er blevet kørt bort i Oksevogne og kastet i Floden. Det drejede sig om ca børn, der blev druknet i Palu-floden, der havde sit løb nord for Harput. Maria Jacobsen har selv skrevet billedteksten til fotografiet af Palu-floden: Broen ved Palu hvor tusinder af vore Venner blev dræbte. Jacobsen, Sabit Bey, Harputs generalguvernør og den øverste ansvarlige for folkedrabets udførsel i regionen. Tak til Ugur Ü. Üngör, Amsterdam. I sin dagbog beskrev Jacobsen indgående tilstanden for de armeniere der kom nordfra på dødsmarcher. 8 juli 1915: En Skare forviste er kommen fra Erzingan, de har lidt ubeskriveligt af Pinsler, Nød og Fare paa Vejen hertil. Mange af mændene er dræbte, Kvinder og unge Piger er blevet skændte af Soldater, mange er blevet taget til tyrkiske og kurdiske Hjem, de var blevet fortalt at de skulde til Harpoot og da de efter ugers og maaneders Lidelser og Farer naaede hertil, blev mændene og drengene som var blevet tilovers taget fra dem og puttet i Fængsel her, hvad betyder at de skal dræbes. Kvinderne bliver holdt her nogle Dage, og de tyrkiske Mænd gaar hen og udser sig de kønneste Koner og Piger, som de saa tager med hjem til deres Harem, de syge som ikke kan gaa bliver taget ud og ført til en Kirkegaard hvor de faar Lov at ligge til de dør. Side fra Maria Jacobsens originale dagbøger, Foto: Karekin Dickran. Maria Jacobsens billedtekst til fotografiet lyder: En døende Dreng i Harput. Jacobsen, 1979.

8 Urfa - Et stop før ørkenen I Urfa forsøgte Karen Jeppe at hjælpe så mange som muligt af de armeniere, der passerede gennem byen på vej mod ørkenen. I sit hjem skjulte hun ikke bare armenske kvinder og børn, men også nogle af de få mænd og større drenge, der havde overlevet den brutalt nedkæmpede armenske opstand i Urfa. Opstanden udbrød da det stod klart for byens armeniere, at alternativet var selv at blive dræbt eller sendt på dødsmarcher. Hvis Jeppes handlinger var blevet opdaget af myndighederne, ville det med meget stor sandsynlighed have medført dødsstraf. Karen Jeppe skrev i 1926 i en beretning om folkedrabet i Urfa bl. a. følgende: Den tredje Dag brød frem, og det var en Søndag. Tyrkerne var nu omtrent færdige med at at slaa de Mænd ihjel, de havde kunnet finde. Plyndringen fortsattes derimod endnu, og Jagten paa Kvinderne var ikke endt, nogle af dem blev slæbte til Haremmerne, andre blev straks voldtagne paa Stedet. Den danske KMA-missionær Karen Marie Petersen nedskrev et antal overlevendes vidnesbyrd. Sevart Mikaelian fra Erzerum var år gammel i 1915, da hun og hendes familie blev sendt på en dødsmarch sammen med et stort antal andre armeniere. Det var normalt at flere tusinde blev sendt afsted på en enkelt march. Under marchen blev alle mænd dræbt. De fleste kvinder blev dræbt eller døde af sult, tørst og udmattelse, og Sevart mistede næsten hele sin familie. I 1918 kom hun til Emaus efter at have flygtet fra en tyrkisk embedsmænd, som havde tvunget hende til ægteskab. Det følgende er uddrag af hendes beretning: Da de kom til Djisere maatte de atter over Vandet. Stadig sagde de lejede Gendarmer der var med dem, I vil alle blive dræbt og overalt blev ogsaa Lig tilbage hvor de var. De gik fra tidlig Morgen til Aften, naar de om Aftenen kom og slog Lejr, kunde de købe Brød af Kurderne. I to Md. [Måneder] vandrede de ustandseligt [mellem] Bjergene og saae ingen andre Mennesker; da de kom til Mosul var kun 50 tilbage. De døde af Hede og Tørst. Naar de kom forbi Landsbyerne kom T. [tyrkere] til Hest og tog de Piger de ønskede. Sevart og hendes Søstre klippede deres Haar af, og tog Lasede Klæder paa for ikke at blive bemærkede. [ ] De vandrede bogstavelig [mellem] Lig; naar de saa, at Folk blev skudt eller røvede løb de andre forskrækkede videre. Da de kom til et lille Vandløb sagde Sevarts Tante hvis 4 Børn alle var dræbt jeg kan ikke udholde det længere og kastede sig i Vandet, med alle deres Anstrengelser kunde de ikke faa hende fra det og hun druknede. Mange kastede deres smaa Børn [mellem] Buskene og gik videre eller Gendarmerne dræbte dem. Eller de kastede Børnene i Vandet og sprang selv ud bag efter. Stileheftet, hvor Petersen nedskrev bl. a. Sevart Mikaelins vidnesbyrd. Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt. Et af de mange unikke vidnesbyrd om folkedrabet som blev indsamlet af danskere, var den armenske læge Khosrov Krikorians edsvorne beretning om massakrerne i den syriske ørken i To osmanniske embedsmænd i og omkring Der Zor havde forsøgt at beskytte områdets armeniere, da de mente at armenierudryddelsen stred mod deres samvittighed og mod islam. Men de blev netop derfor på indenrigsministeriets ordre forflyttet og erstattet af mere radikale folk, som den erfarne guvernør Zeki Bey: Et par Uger hengik i Usikkerhed; en Eftermiddag ankom en stor Karavane bestaaende af c Mænd og Kvinder, alle nøgne, da de var udplyndrede af Gendarmer og Beduiner. Ved at spørge os for hørte vi, at det var Armeniere, udvist fra Intilly i Nordsyrien og efter en lang Rejse gennem Ørkenen mellem Aleppo og Mardin var de blevet bragt til Shedadi på Mutesariff Zeki s Ordre. [ ] Før Takki forlod os, anbefalede han os til Førerne som uskyldige Folk, og han bad dem skaane os for Allah s Skyld. Suleiman Bey, den tjetjenske Fører, der udfyldte Takki s Plads, modtog kort efter Instruktioner fra Der Zor, og en Nat sendte han de 1200 Deporterede fra Intilly væk; vi kunde høre Skydningen, vi vidste hvad der foregik, og næste Morgen før Solopgang kom ogsaa en af de Deporterede, alvorligt saaret i Nakken, ind paa vort Værelse og fortalte, at alle 1200 Mænd og Kvinder var blevet dræbt. Nu blev vi ogsaa meget bange, vi ventede jo simpelthen fra Minut til andet paa vor Tur. To af de fotografier Karen Jeppe tog i Urfa af armenske ofre. Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn. Første side af Karen Marie Petersens oversættelse af Krikorians vidnesbyrd. Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt.

9 Hjælpearbejdet under folkedrabet Konfronteret med den enorme ødelæggelse forsøgte vestlige missionærer, hjælpearbejdere og diplomater at redde, hvad reddes kunne. De danske, tyske og amerikanske missionærer i Harput og Mezreh formåede i samarbejde med den amerikanske konsul Leslie Davis i perioder at brødføde, beskytte eller skjule flere tusinde armeniere. Mange af disse blev hjulpet til at flygte med hjælp fra kurdere i området. Det var hverken nemt eller ufarligt, missionærernes hospitaler og børnehjem var overvågede og konstant truede af razziaer og lukning. Det krævede diskretion, bestikkelse og gode forbindelser til amerikanere, tyskere og osmanniske officerer og embedsmænd at hjælpe armeniere til at overleve fra den ene dag til den anden. Ofte var arbejdet forgæves, men nogle blev reddet og optaget i Emaus. Det galdt f. eks. Vartanush Lusigian. Om hende står der i børnehjemmets protokol: Optaget Sept Aar gl. Forældreløs, hele Familien dræbt. Stille, tiltalende, beskeden. Den 22. juli 1915 skrev Maria Jacobsen i sin dagbog om omstændighederne bag hendes adoption af en armensk pige, Beatrice Dingilian, kaldet Bessie: I Dag har jeg taget et lille Barn Beatrice Dingilian, 14 Maaneder. Hendes Fader, som var vor Sekretær, blev taget og ført til Fængslet i Mezreh. Han var et alvorligt troende Menneske, dernede opdagede de ogsaa snart at han var en de kunde stole paa, saa de gav ham et Bind om Armen og han skulde tage mod fangernes Mad og uddele den. [ ] Saa blev ogsaa han ført bort. Men vi fik Lov at se hvordan Gud kan styrke sine Børns Hjerter naar de er i Fare og Lidelser. Da Mr. Riggs saa ham sidste Gang, sagde han jeg er ikke bange. Jeg er rede til at dø, jeg har helt overgivet mig i Guds Hænder, de maa gøre med mig hvad de vil, de kan ikke skille mig fra Gud. Saa gik han ud med en Skare Fanger og blev dræbt. Fra sommeren 1917 måtte amerikanske missionærer og diplomater trække sig ud af Osmannerriget efter at have erklæret Tyskland og Østrig-Ungarn krig, og derefter var Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen overladt til at overtage ansvaret for hele det store amerikanske hjælpearbejde i Harputprovinsen. I slutningen af 1918 sluttede 1. Verdenskrig med Tyrkiets og dets allieredes nederlag, og fra 1919 begyndte de amerikanske missions- og hjælpeorganisationer at vende tilbage til Anatolien. Danskerne kunne nu vende hjem, sygdomsramte og nervenedbrudte. Flere af de danske KMA-missionærer, bl. a. Jenny Jensen og Maria Jacobsen, havde på dette tidspunkt adopteret forældreløse armenske overlevende. Myndighederne lagde svære hindringer i vejen for at såvel missionærerne som deres adoptivbørn skulle forlade landet de havde set for meget. I en årsrapport fra starten af 1919 beskriver Wandel de fortsatte vanskeligheder ved at skaffe udrejsetilladelse til danske missionærer og hjælpearbejdere: Af danske Missionærer og Sygeplejersker i det asiatiske Tyrki er der nu kun to tilbage. I løbet af 1918 rejste 2 til Danmark. Men det var først efter betydelige Vanskeligheder, at det lykkedes ges. at skaffe dem de nødvendige Rejsetilladelser fra det tyrkiske Politi, idet det syntes, som om dette havde Ordre fra de militære Myndigheder til ikke at visere de 2 danske Damers Pas, førend de havde opholdt sig nogle Maaneder i Konstantinopel. En vis Rolle har det maaske ogsaa spillet, at begge Damerne kom fra Armenien, hvor de havde været Vidne til Begivenheder, som man ikke ønskede, skulde blive bekendt i Europa. Maria Jacobsen og Bessie. Rigsarkivet. I 1918 udsendte KMA et bønskrift til deres medlemmer om yderligere økonomisk hjælp til arbejdet med at redde de overlevende armeniere i Harput-området. Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt.

10 Hvad man kunne vide i Danmark Der kan ikke herske nogen tvivl om, at den danske regering blev grundigt orienteret om det armenske folkedrab, ikke mindst gennem de snesevis af detaljerede rapporter om begivenheden fra Carl Ellis Wandel. Ca. 25 år før gennemførelsen af Holocaust var en mand som Erik Scavenius, udenrigsminister under både 1. og 2. Verdenskrig, vidende om, at en organiseret udryddelseskampagne, iværksat af et fremmedfjendsk diktatur imod et forhadt mindretal, var både tænkelig og gennemførlig. I samtidige danske aviser blev folkedrabet ofte nævnt. Det galdt særligt i Kristeligt Dagblad. Den 9. oktober 1915 angreb en skribent på avisen hvad han mente var neutrale landes ligegyldighed overfor armenierudryddelsen: Vil man have et typisk Udtryk for denne Tilstand, skal man læse de redaktionelle Bemærkninger, hvormed Regeringens Hovedorgan i Danmark [dagbladet Politiken] i Gaar ledsagede Meddelelserne om de armeniske Massakrer. Bladet betegner ganske vist Tyrkernes Udryddelses-Politik ( Politik er sublimt i denne Forbindelse) som en Hjerteløshed og en Grusomhed, som er enestaaende i Verdenshistorien det fremhæve, at over for Tallet myrdede Armeniere blegner Verdenskrigens øvrige Rædsler. Men kort efter slaar Bladet Rædslen hen ved at udtale, at Indtrykket er dog mindre dybt, mindre varigt, end da Gladstone afslørede Myrderierne under Abdul Hamid. Thi, siger Politiken, Maalestokken er forrykket, Begreberne er forvirrede Krigen forraaer umærkeligt, men sikkert- Og for at understrege dette Resultat slutter Artiklen med følgende Linjer: Vi gribes og indigneres et Øjeblik, inden Forraaelsesværket fortsættes. I saadanne Udtryk giver det bedste Blad sin Indignation Luft! Det byder et dansk Blad sine Læsere! Hvis Politiken havde skrevet saadant noget lignende som dette: Tag jer det ikke nær, I der har Ansvaret for Udryddelsen af det armeniske Folk vi glemmer det hurtigt saa var netop sagt i faa Ord det, som Artiklens mange Ord i Virkeligheden siger. Det var også i nogen grad muligt for den almindelige borger i Danmark at holde sig orienteret, bl. a. gennem aviser og bøger. Missions- og hjælpeorganisationerne, der udover udenrigsministeriet var bedst orienterede om forholdene i Osmannerriget, var dog forsigtige med at udbrede detaljeret viden om folkedrabet. Dette kunne udsætte både danske vidner og de armeniere de beskyttede for fare. Kristeligt Dagblad, 26 maj Forside-notits. Kristeligt Dagblad, 9 oktober Forside-notits. Den armensk-gifte danske forfatterinde Inga Nalbandian udgav i løbet af 1917 flere novellesamlinger om armenierudryddelsen, bl. a. Den Store Jammer. Nalbandian havde opholdt sig i Osmannerriget indtil september 1916 og bevidnede selv aspekter af folkedrabet. Derudover benyttede hun f. eks. tyske kilder og den officielle britiske Blue Book fra 1916, en alment tilgængelig samling øjenvidneberetninger om folkedrabet. Nalbandian skriver i sit forord til Den Store Jammer: Nogle vil undres over, at jeg har behandlet mit Stof digterisk. Over, at jeg ikke har lagt det frem for Offentligheden som et blot og bart historisk Dokument. Men andre vil forstaa, at netop saaledes maatte det være. Jeg maatte bøje mit Stof ind under den kunstneriske Selvbeherskelses Tugt. Jeg maatte se med andres Øjne og føle med andres Hjerter for at kunne skildre de Begivenheder, der er det forfærdeligste og utroligste af alt, hvad Verdenskrigen har voldt af uopretteligt. De Begivenheder, der har sat uudslettelige Spor i mit eget og i mine smaa Børns Liv. Og om nogen spørger, naar de har læst Bogen om Armeniernes store Jammer: hvad er Digt og hvad er Virkelighed? vil jeg svare: Personerne er af let forstaaelige Grunde delvis opdigtede. Begivenhederne? Ja, de er Draaber i Virkelighedens Hav. [ ] Historien, den store Neutrale, vil en Dag dokumentere det politiske Ansvar for det utrolige, der er sket. Den vil dømme de Skyldige. Og de Medskyldige. Min Rolle indskrænker sig til at fortælle hvad jeg med egne Øjne og Øren har set og hørt. Og hvad jeg har oplevet. Blot en lille Del deraf. Tyrkeres syn på folkedrabet: modstand og benægtelse Det armenske folkedrab kunne kun gennemføres ved at en stor del af den almindelige befolkning enten forholdt sig passiv eller deltog på et eller andet niveau f. eks. ved at medvirke i massakrer, plyndringer eller tvangskonverteringer. For den almindelige borger kunne årsagerne til at deltage i folkedrabet være forskellige, f. eks. økonomisk vinding, religiøst eller etnisk had, opportunisme, eller en kombination af faktorer. En væsentlig årsag til ikke aktivt at gå imod folkedrabet var, at det kunne straffes med døden. Maria Jacobsen skrev i sin dagbog 24. juli 1915, at husene i Harput blev undersøgt for skjulte armeniere, og byens udråber råbte fra moskeerne og i gaderne at en Tyrk som skjuler en Armenier vil blive hængt og hans hus brændt. Men et ukendt antal osmanniske muslimer tyrkere, kurdere, arabere, m. fl. valgte altså alligevel at protestere eller forsøge at redde armeniere og andre forfulgte minoriteter. Som Maria Jacobsen skrev 14 august 1915: Der er ikke saa faa Tyrker som er imod hvad der sker. Den nok mest prominente tyrkiske modstander af det armenske folkedrab og andre af regimets forbrydelser var parlamentsmedlemmet Ahmed Riza, en tidligere prominent Ungtyrk. Næsten ene mand prote- Forside af den hollandske 1918-udgave af Inga Nalbandians Den Store Jammer. Bogen udkom også på svensk og fransk. Det Kgl. Bibliotek. sterede han i det osmanniske senat forgæves mod regimets overgreb. Deciderede redningsmænd fandtes ikke mindst blandt arabiske muslimer i Syrien, Libanon og Irak og blandt kurdiske stammer i det anatolske Dersim-område. Den officielle tyrkiske benægtelse af folkedrabet blev tidligt standardiseret, hvilket bedst kan opsummeres i en noget paradoksal benægtelses-formel, en formel der i det store og hele bruges den dag i dag: Der var ikke nogen organiseret udryddelseskampagne, og armenierne var selv ude om det. Fra 1915 modtog dansk KMA førstehåndsoplysninger om folkedrabet, ikke bare fra danske missionærer via breve der omgik den osmanniske censur. Man fik også oplysninger fra svenske, norske, tyske og amerikanske missionærer, der rejste fra Osmannerriget via København til deres hjemlande. F. eks. berettede den svenske KMA-missionær Alma Johansson om hendes og norsk KMA-missionær Bodil Biørns oplevelser i Osmannerriget. Denne beretning blev i anonymiseret form sendt rundt til KMAs lokalafdelinger som fortrolig meddelelse med tydelig markering af, at Eftertryk af denne Artikel forbydes. Årsagen til fremgangsmåden var, at man vidste at repræsentanter for den osmanniske regering overvågede den danske presse. Forside af Fra Armenien. Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt. Ahmed Riza ( ), forside af hans selvbiografi. Tak til Ugur Ü. Üngör, Amsterdam. I en rapport fra december 1917 citerer Wandel Ahmed Riza for bl. a. at udtale følgende om den ungtyrkiske forfølgelse af landets mindretal og det organiserede tyveri af deres jord og ejendele: Denne fremgangsmaade er ogsaa i strid med Grundloven. Thi Forfatningen tilsikrer Alle deres Ejendeles Ukrænkelighed. Jeg vil gaa videre og sige, at hvis der i et Land ikke eksisterer Ejendomsret, eller denne Ret ikke er sikret, eksisterer der heller ingen Regering. Hvis de, der er blevet deporteret og forjaget, havde en Ejendomsret, er denne Ret nu blevet undertrykt. Ganske vist hævder Regeringen, at den har haft Ret til at handle saaledes. Da jeg endnu ikke har undersøgt dette Forhold i sin Helhed, kan jeg ikke i Øjeblikket udtale mig bestemt herom. Regeringen offentliggør ud fra sit Synspunkt Brochurer. Lad os gaa ud fra, at hvert et Ord i disse Brochurer er fuldstændig rigtigt. En del af Armenierne og Grækerne kan meget vel, som Regeringen siger, have været Forrædere. Dem finder man blandt Tyrkerne og Kurderne, saavel som blandt Armenierne. Men Loven fastsætter Straf for Forræderne, Forbryderne. Man henretter dem, skyder dem; men man deporterer eller dræber aldrig Familierne eller berøver dem deres Formuer. Dette er det rene Rædselsherredømme.

11 Efter folkedrabet Arbejdet afsluttes, et nyt begynder I 1919 var de sidste danske missionærer og hjælpearbejdere vendt hjem, syge og nedbrudte. Men efter relativt kort tid begyndte Maria Jacobsen og Karen Jeppe at rejse rundt i både Danmark og udlandet for at samle støtte og skabe opmærksomhed om de overlevende armenieres forhold både i det der nu skulle blive Tyrkiet, i den lille nydannede armenske republik, og i landflygtigheden i Grækenland og de arabiske områder. I 1919 havde man endnu ambitioner om at kunne genbosætte armenierne i deres oprindelige områder under vestlig beskyttelse. Men det viste sig hurtigt umuligt, da en ny tyrkisk nationalistisk bevægelse under ledelse af den senere tyrkiske præsident Mustafa Kemal (Ataturk) fortsatte forfølgelserne. Ingen af de sejrende vestlige stormagter var i sidste ende villige til at overholde deres løfter om beskyttelse og uafhængighed for Osmannerrigets forfulgte mindretal. I stedet måtte man koncentrere sig om at hjælpe armeniere i de omkringliggende områder. Karen Jeppe i Syrien I 1921 genoptog Karen Jeppe sit hjælpearbejde, nu blandt flygtninge i og omkring Aleppo, Syrien, der var under fransk kontrol. I første omgang kun som udsending for Danske Armeniervenner, men på baggrund af hendes erfaringer og kvalifikationer blev hun kort efter udnævnt til kommissær for det nydannede Folkeforbund. Hun skulle først og fremmest arbejde for befrielsen af armenske kvinder og børn i muslimske husholdninger. Det skete bl. a. på foranledning af den danske kvindesagsforkæmper Henni Forchhammer, der selv var medlem af den danske delegation i Folkeforbundet. Det var nu stort set umuligt at få frigivet armeniere fra Tyrkiet, men i Syrien kunne Jeppe samarbejde med andre hjælpeorganisationer, med lokale arabere og med fransk- Den dag i dag kan man stadig finde knogler fra massakrerede armeniere forskellige steder i Syrien. Som her ved Merqedeh, ved floden Khabur i det østlige Syrien. Foto: Matthias Bjørnlund. Alle armenske kvinder og børn der blev reddet af Jeppes organisation, blev som det første lægeundersøgt og fotograferet, hvorefter man kort nedskrev deres oplevelser under og efter folkedrabet. Dette er Jeppes håndskrevne rapport om Jeghsa Torosian, 20 år i 1926, og oprindeligt fra Harput-området. Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn. mændene om frigivelsesprojektet. Fra lykkedes det Jeppe og hendes organisation at få frigivet ca armeniere, en del gennem forhandlinger med deres muslimske ejere, mens andre blev løskøbte eller flygtede med hjælp fra Jeppes agenter. Andre af Jeppes projekter gik ud på at oprette en lille koloni for armenske enker og deres børn samt at oprette landbrugskolonier i det nordlige Syrien. Karen Jeppe døde i Syrien i 1935 af sygdom. Forside af Danske Armeniervenners blad Armeniervennen. Kort over Syrien og Libanon. KMA Karen Jeppes gravsted i Aleppo. Foto: Matthias Bjørnlund.

12 Maria Jacobsen i Libanon Som Karen Jeppe vendte Maria Jacobsen tilbage til arbejdet blandt de overlevende armeniere i Hun blev leder af et stort KMA-børnehjem i Libanon, kaldet Fuglereden. En del af eleverne blev hentet fra børnehjemmet Emaus i Harput. Behovet var enormt, så der kom hurtigt andre forældreløse og fattige børn til. På børnehjemmet blev der undervist i almindelige skolefag, og formålet var gennem uddannelse, protestantiske dyder og disciplin at skabe armenske borgere, der kunne klare sig selv under de meget vanskelige kår i eksil. Maria Jacobsen døde i 1960 i Libanon. Ligesom Jeppe arbejdede hun til det sidste. Fuglereden. KMA Maria Jacobsen med Fuglerede-børn, ca Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt. Armenske fordrevne i Beirut, ca Teksten til fotoet, skrevet af Maria Jacobsen, lyder: Jertjanig (betyder den lykkelige) har to lange Fletninger og er fortvivlet fordi han bliver drillet dermed. Forældrene, begge blinde, [har] haft 7 Børn som er døde. Den Gang var de rige, og de aflagde nu det Løfte til Herren at de vilde give Barnet til Ham og lade [barnets hår] voxe til de kunde gøre en Rejse til det hellige Land og faa det klippet af. Men nu er de meget fattige. Rigsarkivet. Fuglerede-børn, ca Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt.

13 Tiden op til 2. Verdenskrig Gennem 1930erne var der i Danmark stadig fokus på armeniernes skæbne. Der blev udgivet bøger om emnet, og man fortsatte med at samle ind til hjælpearbejdet. Danske Armeniervenner, Kvindelige Missions Arbejdere, Industrimissionen og andre organisationer fortsatte arbejdet i Libanon, Grækenland og Syrien, et arbejde der nu fokuserede mindre på nødhjælp og mere på f. eks. uddannelse. På dette tidspunkt mødte både organisationernes arbejde direkte og indirekte anerkendelse fra den danske stat. For eksempel fik Karen Jeppe den Kongelige Fortjenstmedalje i guld for sin livslange indsats. I undervisningsmateriale fra Undervisningsministeriet blev armenierudryddelsen præsenteret som et ukontroversielt faktum. Med 2. Verdenskrigs udbrud blev de danske missionærer og hjælpearbejdere isoleret fra organisationerne i hjemlandet, hvor man fik sine egne problemer under besættelsen. Som der står i KMAs jubilæumsskrift fra 1950: Den 9. april, denne smertens og ydmygelsens dag for alle Danske, traf alt missionsarbejde føleligt. KMA blev afskåret fra alle sine missionærer. Og Holocaust, en ny, endnu mere radikal og gennemgribende udryddelseskampagne, var undervejs. En af de væsentligste danske forkæmpere for armeniernes rettigheder, Henni Forchhammer, blev i øvrigt i 1933 medlem af Hjælpekomitéen for Nazismens Ofre, og blev således tidligt involveret i arbejdet for at hjælpe tyskere til at undslippe det nazistiske diktatur. 2. Verdenskrig betød dog ikke at armeniernes skæbne blev helt glemt i Danmark. Som der f. eks. står i I. C. Willesens undervisningsbog fra 1942, Fra den Første til den Anden Verdenskrig: Kun i Kaukasus havde Ententen Lykken med sig det Aar [1915]. Her blev Tyrkerne slaaet af Russerne, men de hævnede sig ved at myrde over 1 Million af de ulykkelige, kristne Armeniere. Pierre J. Honoré nedskrev i 1990 en beretning fra modstandsarbejdet i Fredericia under 2. Verdenskrig. Honoré var en ung og idealistisk modstandsmand, og var bl. a. blevet inspireret til modstand af en tidlig og klar erkendelse af nazismens umenneskelighed: Min far var meget historisk interesseret, dels fra sin reformerte baggrund, og interesserede sig meget for forfulgte folk, især armenierne. Hans yndlingsbog var Werfels 40 Dage på Musa Dagh, der udspilles under tyrkernes nedslagtning af en million armeniere under den første verdenskrig. Han havde tilfældigt oplevet krystalnatten i Tyskland i 1938, hvor SA folkene havde ødelagt de jødiske butikker efter lister, som de omhyggeligt krydsede af på. Han sagde ofte, at jøderne ville få den samme skæbne som armenierne, blot langt værre, fordi tyskerne er meget bedre organisatorer end tyrkerne. Det skulle vise sig at blive en uhyggeligt nøjagtig profeti. I 1935 udsendte det danske undervisningsministerium denne pamflet om Karen Jeppes arbejde, der blev udsendt til samtlige skoler og byråd i landet i anledning af den årlige Folkeforbundsdag. Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn.

14 UDBLIK HOLOCAUST Nazisternes Kort over koncentrationslejre og dødslejre samt estimater over antal dræbte jøder fra de enkelte lande. Antallet af bl.a. myrdede sovjetiske jøder er formentlig større end 1 million. (The Oxford Companion to World War II. 2001). Naziregimets jødepolitik fra forfølgelse til udryddelse antisemitisme byggede langt hen ad vejen på en moderne (pseudo-) biologisk racisme. Hitlertyskland levnede ingen plads for jøder og andre, der blev regnet for mindreværdige og fjender i modsætning til ungtyrkernes politik, der gjorde det muligt at tvangsassimilere nogle armenske kvinder og børn. I 1930erne var der tale om vilkårlige overfald og undertiden organiserede pogromer. Skridt for skridt forvandlede nazistisk lovgivning jøderne til retsløse og mindreværdige borgere. Tyskland skulle være jødefrit, det skulle ariseres og al jødisk ejendom konfiskeres. Jøderne skulle tvinges til at forlade det Tredje Rige. Under den 2. verdenskrig udviklede jødepolitikken sig rykvis til et systematisk folkemord. Naziregimets endelige løsning, die Endlösung eller Holocaust, som vi kalder det i dag, begyndte i anden halvdel af Fra 1942 var det målet at udrydde alle europæiske jøder mænd, kvinder og børn. Omkring tre millioner jøder blev myrdet i rene dødsfabrikker i primært Pogrom i Kaunas den juni 1941, på opfordring af SS nedslagter litauiske ekstremister jødiske mænd. Det hele foregik, som billedet også viser, i fuld åbenhed (Topographie des Terrors. 1987). Et øjenvidne berettede senere "På turen gennem byen [den 27. juni 1941] kom jeg forbi en tankstation, som var omgivet af en stor menneskemængde. I mængden befandt sig også mange kvinder, som holdt deres børn højt eller stod på stole og kasser for bedre at kunne se. Igen og igen lød der brusende bifald - bravoråb, klap og latter - så jeg formodede, der var tale om en sejrsfest eller en form for sportsbegivenhed Da jeg trådte nærmere, blev jeg vidne til det mest frygtelige, jeg har oplevet i løbet af to verdenskrige. På betonpladsen foran tankstationen stod en mellemstor lyshåret mand på ca. 25 år, som i dette øjeblik pustede ud og lænede sig op ad en tommetyk træknippel, som gik ham til brystet. Auschwitz-Birkenau sommeren Ungarsk-jødiske kvinder og børn på vej til døden i gaskamrene. ( I skal fortælle det 2005). For hans fødder lå 15 til 20 døde eller døende. Fra en vandslange løb der hele tiden vand, som spulede det spildte blod ned i et afløb. Kun få skridt bag denne mand stod der omkring 20 mænd, som blev overvåget af nogle bevæbnede civile. I tavs tålmodighed Polen i lejre som Auschwitz- Birkenau eller i Treblinka og Belzec, der kun skulle udrydde mennesker. Men Holocaust var ikke fuldkommen industrialiseret. Det var også primitivt. Udryddelsen lignede på nogle punkter folkemordet på armenierne 25 år før. Mere end 1 million jøder blev myrdet af primært SS i massenedskydninger i navnlig Sovjetunionen. Dertil omkom hundredtusinder af sult, udmattelse og sygdomme i ghettoer og koncentrationslejre. Omkring seks millioner jøder blev myrdet af Nazityskland og dets allierede. ventede de på deres grusomme henrettelse. Ved et kort vink trådte så den næste tavst frem og blev på denne bestialske måde pryglet ihjel med trækniplen. Hvert slag blev hilst med begejstrede tilråb fra tilskuerne."

15 Hvad kunne man vide i Danmark? Nøjagtigt som med folkemordet på armenierne nåede forfærdende nyheder til Danmark. Denne gang foregik forfølgelser og massemord sågar tæt på, i nabolande. Og i oktober 1943 nåede Naziregimets jødeforfølgelser også her til landet. Men det er vanskeligt at udrede, hvor meget den enkelte dansker egentlig kunne vide, og hvordan nyheder blev modtaget og forstået. Temaet er endnu ikke undersøgt til bunds. Et udpluk af nyhedsmedier og informationskanaler af højst forskellig karakter peger på, at hverken overgrebene i Tyskland eller masseudryddelsen var totalt mørkelagt for danskerne i tiden fra Men mange vidnesbyrd om jødeforfølgelserne synes at være druknet i nyhedsstrømmen. 30 ernes forfølgelser i dansk presse Nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 medførte hurtigt en vis censur og selvcensur i den danske dagspresse. Regeringen ville hævde neutraliteten og hindre, at den aggressive nabo følte sig provokeret. Hitlertyskland var allergisk overfor kritik og lagde også direkte pres på danske dagblade. Sådan blev den åbne, detaljerede kritik af Naziregimet efterhånden marginaliseret til venstrefløjen og enkelte borgerlige stemmer. Alligevel var den stigende forfølgelse af de tyske jøder ingen hemmelighed. I bogudgivelser, aviser og ugeblade kunne man læse om vilkårlige overfald og boykot af jødiske forretninger i Tyskland i 1933 og om Nürnberglovenes indførelse i 1935, der gjorde jøderne til andenrangsborgere. Den november 1938 begyndte en pogrombølge i Tyskland med den såkaldte Krystalnat. Det var en antisemitisk udløsning, iscenesat af Naziregimet. Påskuddet var en ung jødes attentat på en tysk diplomat. Overfald, drab, nedbrændinger af synagoger og ødelagte jødiske forretninger nåede avisforsiderne verden over. Også i Danmark. Berlingske Tidende berettede over forsiden den 11. november Over hele Tyskland afbrændtes synagogerne Med stokke og hamre knuste de alle de jødiske vinduer i hovedgaderne. Intet blev sprunget over, intet levnet, hvor ødelæggelsen gik sin gang Socialdemokraten Hartvig Frisch bog Pest over Europa udkom første gang i oktober Den var en advarsel mod både fascismen, nationalsocialismen og kommunismen. Og den omtaler de tidligste jødeforfølgelser i Hitlertyskland i foråret I 1930erne var den offentlige opmærksomhed om jødeforfølgelserne dog ikke særlig stor. Meget blev bagatelliseret og forsvandt i den begyndende torden fra en ny verdenskrig. Prøv at få os væk fra dette helvede Sådan skrev en fortvivlet tysk-jødisk kvinde til venner i København i Hun fik sammen med sin mand bevilget opholdstilladelse i Danmark. Ægteparret var heldige. Og de var en undtagelse. Danske myndigheder blev gang på gang konfronteret med desperationen. Derved fik ministre, embedsmænd og politifolk konkrete indtryk af de tyske og østrigske jøders skæbne. Det samme gjorde familier, forretningsforbindelser og de netværk, der forsøgte at hjælpe flygtningene. Sådan nåede nyheder også frem fra Nazityskland. Men portene til Danmark blev ikke åbnet på vid gab bl.a. fordi arbejdsløsheden var høj, og fordi regeringen frygtede at skabe antisemitisme og fremkalde tyske reaktioner. Uddrag fra Pest over Europa. Jødeforfølgelserne i Tyskland var ikke noget centralt tema i bogen. Og selv om Frisch' blik for de nazistiske stormtroppers brutale jødehad var klart, var bogen typisk for sin tid, når den undervurderede antisemitismens dybde og helt centrale plads i den nationalsocialistiske tænkning og politik. Selv ugebladene lod i 1930erne jødeforfølgelserne komme ind på siderne. Billed-Bladet, der ellers var til let underholdning med forkærlighed for Clark Gable og amerikanske pinups, bragte også udenrigspolitiske billedreportager. Undertiden virkede det som om ugebladet overtog tysk propaganda. Antisemitiske undertoner nåede ind i spalterne. Men her er Krystalnatten stort opsat. Ugebladet var tydeligvis angst for at fremprovokere vrede reaktioner fra regeringen og Hitlertyskland. Derfor understregede det, at billederne kom fra det store amerikanske billedbureau World Wide Photos. (Billed-Bladet nr. 8, februar Historisk Samling fra Besættelsestiden).

16 Under besættelsen Med den tyske besættelse den 9. april 1940 blev der på tysk krav indført egentlig censur af nyhedsformidlingen i Danmark. Alligevel er der hist og her spor i krigens danske dagblade af forfølgelsen af jøderne. Notitser i de store dagblade fortalte sågar om deportationer af jøder til Østeuropa. Men det systematiske og industrialiserede folkedrab, der blev sat i gang i nåede ikke læserne af den danske dagspresse. Bl.a. den 17. december 1942, hvor radioen omtalte de allieredes erklæring, der fordømte, hvad de direkte kaldte en udryddelses-politik. Men bulletinerne om massemordet på jøderne spillede ikke nogen stor rolle i den britiske radio. Det gjaldt heller ikke Radio Moskva. Illegale blade Fra efteråret 1941 voksede en illegale presse frem i Danmark. Den skrev om jødeforfølgelser og massemord. Men kun sjældent og typisk i notitsform. Deportationen af de norske jøder i 1942 blev dog bredt omtalt og fordømt. Andre kanaler udenlandsk radio Nogle danskere havde adgang til at læse svenske aviser og høre svensk radio. Svenske medier begyndte at skrive om massemord på jøder i Og især deportationerne af de norske jøder (til Auschwitz) i efteråret samme år blev meget omtalt i Sverige I det hele taget var 1942 året, hvor verdensoffentligheden kunne læse og høre om nazisternes masseudryddelse af jøder i Østeuropa. Via BBC kunne nyheder nå frem til Danmark. Det illegale Dansk Presse maj 1945 med billeder fra bl.a. det befriede Auschwitz uden særlig fokus på jøderne. (Historisk Samling fra Besættelsestiden). Landet uden Quisling. Den illegale bog udkom på Dansk Samlings forlag Skipper Clement i oktober 1944 i et oplag på Bogen var med sine 50 duplikerede sider en forkortet udgave af en bog med samme titel, der udkom i Sverige tidligere samme år. Bag bogens forfatter-pseudonym Stefan Tadeus Norvid gemte sig to polakker, der havde reddet sig til Sverige i (Historisk Samling fra Besættelsestiden). Det illegale Dansk Presse november Teksten til billedet af dåserne med Cyklon B beretter, at det er giftgas, hvormed SS-Folkene har aflivet i Tusindvis af Jøder. Sandsynligvis kom Dansk Presses billedartikel oprindelig fra den sovjetiske hærs avis, der i august 1944 bragte en illustreret artikel fra det nyligt befriede Majdanek (Historisk Samling fra Besættelsestiden). Det illegale De Frie Danske refererede i den forbindelse i januar 1943 den svenske mosaiske forsamling: I ti Aar er der foregaaet en hensynsløs Udryddelseskamp mod Jøder i de fleste europæiske Lande, der allerede har krævet Ofre. Taleren betegnede denne Kamp mod en værgeløs Befolkning som en af Verdenshistoriens største Forbrydelser. Et andet illegalt blad, Danskeren, rapporterede i maj 1943 temmelig detaljeret om ghettoen i Warszawa. For at overbevise dem, der tvivlede på de forfærdende nyheder. Samtidig skrev bladet om de sovjetiske krigsfanger, at de næsten blev behandlet værre end jøderne - og det siger ikke saa lidt. Efterhånden nåede mere og mere detaljerede vidnesbyrd ind i den illegale presses spalter. Landet uden Quisling var en illegal bog. Den fortæller om tysk terrorpolitik i Polen og om jødeudryddelsen. Nogle oplysninger er forkerte, andre er detaljerede og korrekte: Større Ligfabriker findes i Belzec, i Sobibor og i Majdanek. Disse Ligfabriker er i reglen lavet for at likvidere Ghettoerne Nogle af Fabrikerne er elektriske, d.v.s. at de nøgne Mennesker drives frem paa en Staalplade, hvor de saa dræbes med Højspænding (Saaledes foregaar det f.eks. i Belzec). Andre har hermetisk lukkede Gaskamre, hvor de ligeledes nøgne Mennesker dræbes med Gas eller Damp. (Saaledes foregaar det i Tremblinka) [sic]. Tyskerne bilder Fangerne ind, at de skal paa Arbejde og forinden skal afluses og bade. Bogen kombinerede korrekte facts om Treblinkas gaskamre med forkerte oplysninger om massemord ved hjælp af højspænding i Belzec. Men der var ikke nogen særlig opmærksomhed om jødernes skæbne i de illegale blade og bøger. I Frit Danmark kunne man læse mere udførligt om Nazitysklands udryddelse af retarderede, og det kommunistiske Land og Folk fokuserede især på overgreb på Sovjetunionens befolkning som helhed. Bladene tenderede til at lade Naziregimets udryddelsespolitik forsvinde i nyhederne om andre tyske forbrydelser. Generelt koncentrerede undergrundspressen sig om danske forhold. Det var sådan de illegale blad bedst mente at kunne mobilisere befolkningen bag modstandsbevægelsen og imod besættelsesmagten og Hitlertyskland.

17 Øjenvidner og deltagere. Danske østfrontfrivillige "Det var det, Tyrkerne gjorde ved Armenierne, hvilket i Dag synes lykkeligt glemt af alle gode Mennesker". Sådan skrev nazisten Knud Nordentoft om jødeudryddelsen i sin dagbog 10. januar Godt tre uger senere noterede han efter et møde med en dansk østfrontfrivillig: Henning Brøndum (i midten) fotograferet under retsopgøret efter krigen, lænket til en kriminalbetjent. I fængselscellen skrev Brøndum om sine oplevelser som østfrontfrivillig og terrorist i tysk tjeneste i Danmark. Han kom med stærkt antisemitiske ytringer, når han fx beskrev jøderne i Sovjetunionen eller sin deltagelse i deportationen af de danske jøder i oktober Han blev henrettet i 1947 for sin medvirken i terroraktioner her i landet. (Tiden der fulgte. 1948). Fyren havde ogsaa været med til Jødemyrderierne. Ja, den dag slog vi Jøder ihjel i den By! Jeg spurgte bagefter den unge, blonde, pæne, rolige Mand: Var det da ikke æklende? Kneb det ikke at gør det? Han svarede: De er jo ikke Mennesker. Russerne hader og frygter og afskyr dem, som vi gør de er saa væmmelige! Det har hidtil ikke kunnet klarlægges, i hvilket omfang danske SS ere deltog i folkedrabet på Europas jøder. Men der er næppe tvivl om, at nogle af dem deltog direkte i massemyrderier. Og at de havde forfølgelsen tæt inde på livet. Nogle af de i alt danske østfrontfrivillige nærede et voldsomt had til jøderne. Under ophold på en SS-rekrutteringsskole modtog frivillige undervisning i Danmarkshistorie i regulær antisemitisk og racistisk udlægning. En SS-frivillig, den senere henrettede terrorist Henning Brøndum, skriver i sine optegnelser, at han og kammeraterne nysgerrigt ville på tur i den jødiske ghetto i Krakow under en gennemrejse i På det tidspunkt skulle ghettoen, der var etableret tidligere samme år, huse fem gange så mange mennesker som før krigen. I udtalelser til pårørende under krigen og i senere beskrivelser udtrykte Brøndum sig stærkt antisemitisk. Udryddelsen af jøderne og andre grupper, der i nazistisk tænkning var fjendtlige og overflødige, var en integreret del af især SS krigsførelse og hele den tyske besættelsespolitik i Østeuropa. En dansk frivillig skrev i november 1941 i sin dagbog om behandlingen af de jødiske tvangsarbejdere på Frikorps Danmarks kaserne i Treskau i Polen: De bliver tilpas pryglet og slået med en kæp, og efter ordre møder de med bare ben til arbejde i haven, vi har 10 graders frost. Kan ikke sanktionere det, mener ikke det er germansk ånd værdigt. Nogle østfrontfrivillige tog del i massemordet, nogle bifaldt det, andre væmmedes ved behandlingen af jøderne, skønt de ikke brød sig om dem. Fælles for de fleste danske SS ere var, at de var tæt på udryddelsen. Deres viden cirkulerede i de dansk-nazistiske kredse Fra det nazistiske miljø bredte nogle rygter sig. Det illegale Land og Folk skrev i martsnummeret 1942 om massemord i de tyskbesatte dele af Sovjetunionen To danske Øjenvidner har overensstemmende berettet følgende fra en lille ukrainsk By. Straks efter Besættelsen lavede Tyskerne regulær Jagt paa Byens 35 Jøder Mænd, Kvinder og Børn. Efter nogle Timer kom Lederen af Jagtholdet og aflagde Beretning til Kommandanten: Melder, at nu har vi skudt de 34 og den 35. lurer vi paa! Øjenvidnerne var sandsynligvis danske østfrontfrivillige. Også regeringen fik ad den vej viden. Her forlød det, at en dansk frikorpsmand havde været med til at skyde jøder i Rusland. Endelig var de dansk-nazistiske blade antisemitiske og undertiden temmelig åbne om Hitlertysklands jødepolitik. Det vulgært-antijødiske blad Kamptegnet, en dansk pendant til Der Stürmer, refererede Hitlers udtalelser om, at en ny verdenskrig ville betyde udryddelsen af jøderne. Forsidehistorien den 5. september 1941 handlede om Den store Udrensning. Jøderne i Koncentrationslejr. Som denne artikel fra den 9. april 1941 i ugebladet National-Socialisten viser, var behandlingen af jøderne i Polen absolut ingen hemmelighed for nazistiske kredse. Tværtimod. Inden for den antisemitiske ramme kunne man faktisk læse en del detaljer ud af reportagen fra bladets udsendte, Ole Bentzen. Det fremgår, at jøderne er anbragt i ghettoer omgivet af bl.a. pigtrådshegn og bevæbnede vagter. De skal bære gule Davidsstjerner. Dertil er der en racistisk og selvopfyldende fordom, når artiklen fortæller om stanken. Men det skyldtes ikke en speciel jødisk mangel på hygiejne, men elendige forhold. For den der ikke var præget af antisemitisme, kan de forfærdende levevilkår læses ud af artiklen og fotoet af en familie på ti, der måtte sove i en seng. Reportagen i National-Socialisten nævner bl.a. ghettoen i Litzmannstadt (polsk Lodz). Her var omkring jøder indespærret i Det år døde over i ghettoen. I 1942 blev jøder i titusindtal sendt fra Lodz til dødslejren i Chelmno, hvor de blev dræbt med udstødningsgas. I 1944 blev ghettoens overlevende sendt til Auschwitz. Ghettoen i Löwenstadt (Brzeziny) blev etableret i Den rummede jøder. I 1942 blev de, der ikke kunne arbejde, dræbt i Chelmno. De øvrige blev sendt til ghettoen i Lodz. (Det Kgl. Bibliotek).

18 Jødeaktionen og efterkrigstiden Den dansk-tyske samarbejdspolitik beskyttede de danske jøder mod Naziregimet. Men med strejkebølgen i august 1943 faldt samarbejdspolitikken på regeringsniveau. hvis Indvaanere, de efterhaanden gassede og brændte. Jeg maa indrømme, det lyder som en mægtig Propagandaløgn. Saa om jeg maa sige smagløse kan Tyskerne ikke være Den oktober 1943 foretog tysk politi en storrazzia mod Danmarks jødiske befolkning. Jøderne var imidlertid advaret på forhånd. Besættelsesmagtens top lod nyheden sive ud i slutningen af september. Hjulpet af mange danskere, svensk velvilje og tysk passivitet efter storrazziaen lykkedes det over jøder at flygte til Sverige. I alt 475 blev deporteret til KZ-lejren Theresienstadt. Omkring 60 af dem døde i lejren. Nogle jøder var forberedt på den tyske aktion. Addi Grün, som det lykkedes at komme i sikkerhed i Sverige, beretter Siden tyskerne besatte Danmark d. 9. april 1940 var min familie og jeg daglig forberedt på det værste; vi vidste om tyskernes metoder imod jøderne i Tyskland, og dertil kom, at vi på udenlandsk radio hørte om deres fremgangsmåde i Norge i Men nogen konkret viden om dødsfabrikkerne i Polen var der ikke tale om det viser også forhør i Sverige af de flygtende jøder. Mange nægtede overhovedet at tro på, at forfølgelsen var nået til Danmark. De lyver erklærede det jødiske Trossamfunds formand, Et af de ganske få autentiske fotos fra jødernes flugt til Sverige efteråret Kutteren bragte ti voksne jøder og fem børn fra Falster til Ystad (Kreth og Mogensen 1995). Frit Danmarks kommentar oktober 1943 til jødeaktionen. Karakteristisk nok berettes der om Raceforfølgelse, men ikke nærmere om, hvad der var overgået andre landes jøder, eller om den skæbne, som bladet frygtede ventede de deporterede danske jøder. Desuden var omtalen af jødeaktionen ikke mindst et middel i mobiliseringen mod besættelsesmagten. (Historisk Samling fra Besættelsestiden) da han i september 1943 blev advaret om den kommende aktion. Hjælperne Der var dem, der tjente gode penge på de flygtende jøder. Men langt de fleste hjælpere gik ind i arbejdet i protest mod besættelsesmagten og i raseri over forfølgelsen af danske medborgere. Den tyske jødeaktion blev forstået i en national, dansk sammenhæng ikke som led i en nazistisk udryddelse af Europas jøder. Også det fortæller om et begrænset kendskab i Danmark til folkemordet. En af de mange danskere, der hjalp jøderne til Sverige, var den dengang 19-årige Ebba Lund. Hun beretter Blandt de mange mennesker, som dukkede op i havnen [Sydhavnen], og som jeg fik kontakt med og hjalp videre, var også et par danske slesvigere, som deserterede fra tysk værnemagtstjeneste. Af dem fik jeg fotografier fra Polen. Det var jernbanegodsvogne fulde af lig, det var rækker af mennesker i galger. Jeg gemte fotografierne et stykke tid, men turde ikke beholde dem. Det er ganske karakteristisk, at jeg, trods alt, dengang slet ikke forstod den egentlige karakter af det, som vi hjalp mennesker væk fra. Det tror jeg gælder mange andre, også blandt de flygtende. Vi havde slet ikke fantasi eller indsigt til at virkeligt at forstå. Derfor sagde de grufulde billeder heller ikke så meget, som de kunne have gjort. Dansk viden og derefter Mere eller mindre vilde rygter florerede i det besatte Danmark. Mange mennesker oparbejdede en vis skepsis mod nyhederne i både den illegale presse og den allierede radio. Politiken-journalisten og dagbogsskriveren Vilhelm Bergstrøm noterede søndag den 13. august 1944 Kl var jeg ovre paa Bladet. Lidt senere var man meget optaget af den amerikanske Radio. Ifølge den havde Tyskerne hele Lejre, Beretninger om jødernes skæbne blev opsuget i krigens generelle rædsler, og ofte blev udryddelsen af jøderne ligestillet med tyske krigsforbrydelser. Resultatet var en fragmentarisk viden. De allerfærreste i Danmark havde indsigt i, at Naziregimet førte en helt særlig og målrettet udryddelsespolitik overfor Europas jøder. På mange måder kendetegnede denne mangel på viden om Hitlertysklands jødepolitik også de første årtier efter 2. verdenskrig. Jøderne blev set som blot én offergruppe blandt mange. Det ændrede sig først langsomt med bl.a. Eichmann-processen i 1960 erne, med Tv-film som Holocaust og siden med kommunismens sammenbrud og den uhindrede adgang til arkiver og gerningssteder i Østeuropa. Billed-Bladet rapporterede i en stor illustreret artikel fra Auschwitz sommeren Uden specifikt at nævne jøderne. (Historisk Samling fra Besættelsestiden). Med den amerikanske Tv-serie Holocaust fra 1978, der året efter blev vist på dansk TV, begyndte omfanget af nazisternes jødeudryddelse for alvor at blive indlejret i den kollektive bevidsthed. Udstillingen er skabt af cand. mag. Matthias Bjørnlund (om folkemordet på armenierne) og af arkivleder Henrik Lundtofte, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg (om Holocaust). En særlig tak rettes til Ejnar Pedersen Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og omegn for udlån af effekter samt en tak til Rigsarkivet og Det Kgl. Bibliotek. Udstillingen med udførlige litteratur- og kildehenvisninger kan også ses på Internettet via