KONKURRENCEBEGRÆNSNING OG MONOPOL

Transkript

1 Foreløbig betænkning vedrørende en lov om KONKURRENCEBEGRÆNSNING OG MONOPOL AFGIVET AF DEN I HENHOLD TIL LOV NR. 128 af 31. MARTS 1949 NEDSATTE TRUSTKOMMISSION KØBENHAVN 1954

2 S. I.. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Forord 5 I. Monopol og konkurrence, I. Indledning 7 Konkurrencebegrænsningernes former 2-3. Eneproducenter og dominerende enkeltvirksomheder 8 4. Konkurrencebegrænsende fusioner og koncerner Konkurrenceregulerende aftaler, vedtagelser og bestemmelser Prisførerskab og anden neutraliseret konkurrence Eksportorganisationer og internationale aftaler m. m 15 II. Lovgivningens rammer for konkurrencens udfoldelse 15 Virkningerne på fortjeneste og omkostninger 12. Nettoavancen under monopol og konkurrence Oversigt over effektivitetsproblemerne Trindelingen Specialisering m. m Virksomhedernes antal og andel af omsætningen Tekniske og organisatoriske fremskridt Fri konkurrence Slutbemærkninger 27 II. Målsætning og vurdering. 22. Indledning Forholdet til den øvrige økonomiske politik Erhvervsfrihedsproblemer - Prisdiskrimination Målsætningernes indbyrdes forhold Effektiv konkurrence, monopol og offentlig kontrol 33 III. Monopolkontrol i andre lande. 27. Indledning Storbritannien U. S. A Norge Sverige Internationalt samarbejde 45 IV. Dansk lovgivning og administrationspraksis. 33. Indledning 47 Lovgivningens udvikling 34. Forslaget til midlertidig lov om tilsyn med visse virksomheder (1919) Lov om værn for erhvervs- og arbejdsfriheden ( ) Lov om prisaftaler ( ) Lov om prisaftaler m. v. ( ) Lov om priser m. v. ( ) 53 Den gældende lov og administrationspraksis 39. Lovens hovedprincipper og gyldighedsområde Reglerne om anmeldelse og registrering Administrationen af reglerne om anmeldelse og registrering Reglerne om tilsyn og regulering Administrationen af tilsyns- og reguleringsbeføjeiserne Sammenfatning 63

4 V. En permanent lov om konkurrencebegrænsning og monopol. Problemstilling, mål og midler 45. Oversigt over problemernes art og lovens formål og forudsætninger Oversigt over midlerne mod monopolmisbrug Beføjelserne i den nugældende lov Nogle hovedproblemer ved overgangen til en permanent lov Told og importrestriktioner Lovbestemmelser, der hemmer udviklingen af bestemte forretningstyper Kvalitetsdeklaration og forbrugeroplysning Rationalisering, standardisering og specialisering m. m 71 Forbudsprincip, forhåndsgodkendelse m. m. 54. Forbudsprincippet Forhåndsgodkendelse og præsumtionsregel Aftaler og bestemmelser om bruttopriser Etableringskontrol, eksklusivaftaler, boykotaftaler o. lign Konkurrencebegrænsende foreningsvedtagelser 84 Priskontrol og prisregulering 60. Indledning Urimeligt lave priser Prisdiskrimination Eneproducenter, dominerende enkeltvirksomheder og koncerner Neutraliseret konkurrence Prisregulering og virksomhedernes effektivitet Importregulerede varer Valget mellem prisregulering og ophævelse af aftaler Bemærkninger om den gældende lovs 8, stk Den gældende lovs 6, stk Reglerne om anmeldelse og registrering 92 Ko n t r o 1 o r g a n e r n e og deres virksomhed 71. Priskontrolrådet og prisdirektoratet Ankeinstansen Kontrolorganernes beføjelser Offentlighed og begrundelse 97 Sammenfatning 75. Reglerne om kontrol og regulering Andre forslag 99 BILAG 1: Lov nr. 70 af 27. marts 1929 om værn for erhvervs- og arbejdsfriheden : Lov nr. 139 af 28. april 1931 om prisaftaler 102 3: Lov nr. 158 af 18. maj 1937 om prisaftaler m. v 104 4: Lov nr. 378 af 14. november 1952 om prisaftaler m. v 107 5: Prisdirektoratets redegørelse af 16. april 1953 vedrørende administrationen af prisaftaleloven 112 6: Handelsministeriets bekendtgørelse af 5. august 1948 om anmeldelse og registrering i henhold til lov om priser m. v 132 7: Forretningsorden for priskontrolrådet 143 8: Forretningsorden for pris-ankenævnet 146

5 TRUSTKOMMISSIONEN blev nedsat i henhold til lov nr. 128 af 31. marts 1949, hvis 1 lyder således:»stk. 1. Der nedsættes en kommission på højst 9 medlemmer til at undersøge og afgive betænkning om, i hvilken udstrækning dansk næringslivs enkelte grene 1. beherskes af danske eller udenlandske enkeltforetagender, sammenslutninger, interessefællesskaber eller finansielt sammenknyttede selskaber, 2. deltager i eller berøres af privatretlige aftaler, vedtagelser eller bestemmelser, som kan begrænse den frie konkurrence eller erhvervsfriheden, 3. præges af andre forhold end de under 2 nævnte, der kan medføre begrænsning i den frie konkurrence, såsom indgreb fra det offentliges side. Stk. 2. Kommissionen skal herunder tage stilling til, hvorvidt den bestående lovgivning kan anses for tilstrækkelig til på betryggende måde at værne mod urimelige eller skadelige virkninger af de nævnte sammenslutninger m. v., aftaler m. v. eller andre forhold, og kan, såfremt dette ikke skønnes at være tilfældet, fremkomme med indstilling om sådan ny lovgivning, som måtte anses påkrævet.«ved afgivelsen af denne betænkning er følgende medlemmer af trustkommissionen: professor H. Winding Pedersen (formand), professor, dr. oecon. P. Nyboe Andersen, departementschef Einar Colon, professor, dr. techn. Anker Engelund, professor, dr. jur. Stephan Hurwitz, statsautoriseret revisor H. Hjernø Jeppesen, hypotekbankdirektør Viggo Kampmann, professor Kristen Skovgaard, professor, dr. polit. F. Zeuthen. FORORD Kommissionens sekretariat ledes af kontorchef i prisdirektoratet 5". Gammelgård Jacobsen og består iøvrigt af handelsministeriets økonomiske konsulent, fru Karen Netterstrøm, fuldmægtig i prisdirektoratet Povl Nørgaard og fuldmægtig sammesteds A. Sonne. Direktør E. Seligmann og underdirektør Niels Banke, prisdirektoratet, deltager efter kommissionens anmodning i møderne. Kommissionen har offentliggjort betænkninger om konkurrenceforholdene i kalk-, kridt- og mørtelbranchen (betænkning nr. 1, maj 1951) og kulbranchen (betænkning nr. 2, januar 1953), og undersøgelser af konkurrenceforholdene er påbegyndt for følgende vareområder eller brancher anført i den rækkefølge, hvori undersøgelserne er iværksat: benzin, petroleum og brændselsolie; cement og cementvarer; teglværksprodukter; sten, sand og grus; træ og trælast; jern og stål; rør og sanitetsartikler; elektrisk materiel; vinduesglas og spejlglas; øl og mineralvand; tobaksvarer; vegetabilske og animalske olier; sæbe, soda og vaskemidler; mel og brød; kunstgødning; automobiler og motorcykler; autodæk og -slanger; landbrugsmaskiner; have- og markredskaber; radioapparater og radiodele; garner af uld og bomuld; reb og tovværk; papir, pap, tapet og poser; huder, læder og skotøj; kolonialhandelen. På grundlag af undersøgelserne er det tanken at udarbejde så mange specialbetænkninger af samme type som de udsendte betænkninger for kalk og kul, at betænkningerne tilsammen giver eksempler på de vigtigste former for konkurrencebegrænsning og tillige giver bidrag til at belyse konkurrencebegrænsningernes forekomst og virk-

6 ninger inden for forskellige vigtige erhvervsområder. De brancher, som ikke tages op til undersøgelse i specialbetænkninger, vil blive omtalt mere summarisk i en betænkning indeholdende en samlet oversigt over de forskel lige konkurrencebegrænsningsformers udbredelse i erhvervslivet. I forbindelse med prislovens afløsning med den nugældende midlertidige prisaftalelov af 14. november 1952 anmodede folketingsudvalget og handelsministeren trustkommissionen om at tage stilling til muligheden af på grundlag af sine hidtidige erfaringer i løbet af kort tid at udarbejde en redegørelse, der kunne danne grundlag for forberedelsen af en permanent lov om prisaftaler m. v. Efter nærmere aftale med handelsministeren påtog kommissionen sig i tiden indtil sommeren 1953 at udarbejde en foreløbig redegørelse om lovgivningsproblemerne, ved hvis udarbejdelse man dog forbeholdt sig at kunne udskyde den nærmere behandling af visse problemer til senere. Den omtalte foreløbige redegørelse fremlægges i nærværende betænkning. Kampmann har ikke deltaget i kommissionens drøftelser vedrørende kapitlerne III-V og har derfor ikke underskrevet betænkningen. Betænkningen er afgivet til handelsministeren d. 14. juli 1953, og i skrivelse af 31. august s. a. har ministeren tiltrådt at betænkningen offentliggøres. Samtidig med udarbejdelsen af den foreløbige betænkning om lovproblemerne er forberedelsen af den almindelige oversigt over konkurrencebegrænsningernes udbredelse blevet fortsat. Også arbejdet med specialredegøreiserne er blevet videreført, men det har dog på grund af arbejdet med den foreløbige lovbetænkning kun kunnet ske i temmelig begrænset omfang.

7 Kapitel I. MONOPOL OG KONKURRENCE Indledning. 1. Monopol kendetegnes først og fremmest ved, at den eller de virksomheder, der har en monopolstilling, kan udøve kontrol med udbudet og prisernes højde på det pågældende marked. Dets modstykke er konkurrence, der kan forhindre, at monopol opstår, eller begrænse dets magt. Såvel monopol som konkurrence optræder under mange former og i forskellige styrkegrader. Når der foregår aktiv konkurrence, søger virksomhederne hver for sig at skaffe sig en gunstigere andel af markedets samlede omsætning. Det kan ske ved anvendelse af en række forskellige konkurrencemidler. Ønsker en virksomhed at forøge salget, kan det på visse særligt organiserede varemarkeder simpelthen ske ved, at der tilføres markedet et større udbud til den gældende prisnotering. I andre tilfælde sørger de enkelte virksomheder hver for sig for at skabe kontakt med kunderne. De konkurrencemidler, hvorved den enkelte virksomhed her kan søge at skaffe sig større afsætning, kan være, at man sætter priserne ned, tilbyder bedre kvaliteter eller større vareudvalg, påbegynder produktion eller forhandling af helt nye varer, giver længere kredit eller mere service af forskellig art, tilbyder forhandlerne større avance eller intensiverer reklamen, udsendelsen af repræsentanter eller andet salgsarbejde o. s. v. Endelig føler de bestående virksomheder det også som aktiv konkurrence, hvis der oprettes en ny virksomhed, som gør indhug på deres omsætning. Undertiden har virksomhedernes aktive konkurrence blot til formål at forbedre deres rentabilitet i den pågældende periode. Til andre tider kan den tage sigte på at slå bestemte virksomheder helt ud eller tvinge dem til i fremtiden at være mindre aktive i konkurrencen og nøjes med en mere beskeden del af omsætningen. For at betegne tilfælde af den netop beskrevne art bruges i det følgende ordet konkurrencekamp i stedet for blot konkurrence, og der tales f. eks. om priskrig eiler priskamp i stedet for priskonkurrence. I sådanne tilfælde kan kampen blive sat i gang eller blive skærpet, selv om den i øjeblikket medfører tab eller i hvert fald forringet rentabilitet. For at et marked eller en branche kan i siges i almindelighed at være præget af aktiv konkurrence, behøver der ikke nødvendigvis at foregå aktive konkurrencehandlinger hele tiden. Men den ligevægt, der eventuelt er opstået, må være nået gennem en aktiv konkurrenceproces, og en sådan må igen sæite ind, når der er sket ændringer i efterspørgselsforholdene, teknikken eller produktionsmidlernes priser. Selv om en gruppe virksomheder kan siges at være konkurrenter i den forstand, at de på samme marked udbyder varer af samme slags eller i hvert fald varer, der kan erstatte hinanden, behøver de ikke at konkurrere aktivt med hinanden. Konkurrencen er hyppigt begrænset gennem aftaler, og i andre tilfælde er den uden aftaler faktisk neutraliseret, fordi man afholder sig fra aktiv konkurrence. Her må det bemærkes, at konkurrencen kan være ophørt med hensyn til visse af de foran omtalte konkurrencemidler, men aktiv på andre punkter f. eks. ingen priskonkurrence, men aktiv konkurrence ved reklame og andet salgsarbejde. Som allerede nævnt fremkommer monopolprægede markedsforhold, når konkurrencen eller mulighederne for dens opkomst udelukkes eller begrænses. Disse konkurrencebegrænsninger kan være af forskellig 7

8 art. Undertiden optræder kun en enkelt virksomhed som producent og udbyder af den pågældende vare, eller der er i hvert fald en enkelt virksomhed, som har en dominerende stilling på markedet. I andre tilfælde er omsætningen mere ligeligt fordelt mellem flere virksomheder. Men her kan der være finansielle bånd mellem virksomhederne, eller konkurrencen kan være begrænset ved aftaler eller faktisk neutralisering. I sidstnævnte tilfælde kan den aktive konkurrence i det højeste siges at være til stede i latent form: som en mulighed for, at den atter kan bryde ud. En anden mulighed for konkurrence er den, at der kan blive oprettet nye, konkurrerende virksomheder eller fremkomme konkurrence fra udlandet. Hvor meget dette betyder, beror bl. a. på, i hvilken grad konkurrencen er bundet ved aftaler, told eller importrestriktioner, og på, hvor let eller hvor vanskeligt det er at komme ind i branchen og oprette en ny virksomhed. Hvor stærkt aktiv konkurrence virker, beror bl. a. på, hvor godt købere og sælgere er orienteret om, hvilke varer, kvaliteter og priser der foreligger på markedet. Endvidere afhænger det af, om den virksomhed, der udsættes for konkurrence, udbyder varer af samme, mere eller mindre standardiserede type som konkurrenterne, eller hver enkelt virksomheds varer er individualiserede, og man måske tillige har skabt sig en fast kundekreds ved reklame el. lign. Endelig spiller afstanden til de nærmeste konkurrenter og transportomkostningernes højde i forhold til fremstillingsprisen en rolle. I det foregående er der talt om konkurrenceforholdene på markedernes udbudsside. Også på købersiden kan konkurrencen være mere eller mindre stærk, og der kan forekomme købermonopol, således at en eller flere virksomheder kan udøve kontrol med deres indkøbspriser og det samlede indkøb. Købermonopol synes dog alt i alt at være sjældnere end monopolistiske tilstande på udbudssiden. Efter de foranstående indledende bemærkninger skal der i de følgende afsnit gives en oversigt over de vigtigste begrænsninger i konkurrencen eller konkurrencemulighederne, som er egnede til at fremkalde monopolprægede markedsforhold. Det er hovedsagelig markedets udbudsside, der behandles, medens købersiden bl. a. omtales i forbindelse med vurdering af sælgermonopolernes styrke. Inden gennemgangen af de forskellige former for sammenslutninger og andre konkurrencebegrænsninger påbegyndes, skal der gøres opmærksom på, at spørgsmålene vedrørende monopol og konkurrence kan rejses for alle mulige erhvervs vedkommende, ikke blot varefremstilling og handel, men eksempelvis også transport, immaterielle erhverv og kredit- og forsikringsydelser. Dette må erindres, når der i denne betænkning for simpelheds skyld som regel blot tales om varer. Arbejdsmarkedets almindelige forhold er undtaget fra de områder, trustkommissionen skal beskæftige sig med, jfr. betænkningen af 11. marts 1949 fra det folketingsudvalg, som behandlede forslaget til lov om nedsættelse af en trustkommission (Rigsdagstidende 1948/49, tillæg B, spalte 601). Betegnelsen sammenslutning bruges i det følgende dels om de i afsnit 4 omtalte finansielle sammenslutninger, dels om brancheorganisationer og andre foreninger, der har afsluttet konkurrenceregulerende aftaler eller gennemført tilsvarende vedtagelser. KONKURRENCEBEGRÆNSNINGERNES FORMER Eneproducenter og dominerende enkeltvirksomheder. 2. For nogle varers vedkommende optræder kun en enkelt virksomhed som udbyder på markedet. En sådan virksomhed betegnes i det følgende som en eneproducent, og udtrykket kan for simpelheds skyld anvendes også om tilsvarende tilfælde uden for de erhverv, hvor der foregår produktion i dette ords betydning af varefremstilling. Om man i konkrete tilfælde må sige, at en virksomhed er eneproducent, fordi den er den eneste udbyder på markedet af vedkommende vare, afhænger af, hvad man 8

9 nærmere forstår ved»markedet«og»vedkommende vare«. I visse tilfælde er markedet lokalt betonet, og den vigtigste årsag hertil er, at transportomkostningerne og transportbesværet undertiden er så betydningsfulde, at beskyttelsen mod konkurrence fra fjernere beliggende virksomheder bliver temmelig stærk. I så fald kan en virksomhed have et vist lokalt monopol, hvis den blot har en stilling som eneproducent på et ret snævert afgrænset lokalt marked eller i hvert fald inden for en vis del af landet. I andre tilfælde må hele landet betragtes som eet marked. Mange fabrikanter udbyder mærkevarer eller andre varer, om hvilke det gælder, at hver enkelt udbyders vare på en eller anden måde er individualiseret og kan skelnes fra de øvriges. Her er den enkelte virksomhed eneproducent af varer af sit eget mærke, medens den ikke kan siges at være eneproducent, hvis man blot betragter det enkelte mærke som en variant blandt flere inden for det, der i videre forstand kaldes en vare. Undertiden har mærkevarer og andre individualiserede produkter på grund af særlige egenskaber eller omfattende reklame fået en sådan særstilling i købernes bevidsthed, at fabrikanten alene som følge heraf må siges at have en vis monopolstilling, og det enkelte mærke må her betragtes som en vare for sig. I mange andre tilfælde følger der derimod ikke nogen væsentlig konkurrencebegrænsende virkning af varernes individualisering. 3. Undertiden finder man, at den overvejende del af markedets udbud af en vare kommer fra en enkelt virksomhed, medens resten stammer fra en eller flere mindre konkurrenter. Her findes der vel ingen eneproducent, men dog en dominerende enkeltvirksomhed, og også en sådan markedsposition er egnet til at give den pågældende virksomhed en særlig indflydelse på udbud og prisforhold. Det er uden videre klart, at man navnlig kan vente at finde eneproducenter og dominerende enkeltvirksomheder i næringsgrene, hvor omkostningerne pr. enhed bliver mindst, når virksomheden drives i forholdsvis stor skala. Det gælder især i forskellige industrigrene; men man kan også i andre erhverv finde virksomheder, der er ene på markedet eller i hvert fald har en dominerende stilling, især i tilfælde, hvor markedet er lokalt betonet. Når en virksomhed er eneproducent eller i hvert fald har en dominerende stilling på markedet, kan det skyldes, at de andre efterhånden er bukket under i konkurrencen. Men undertiden har der simpelthen aldrig været andre virksomheder. Endelig kan de øvrige være blevet opkøbt af den virksomhed, som derved bliver eneproducent eller dominerende enkeltvirksomhed. De pågældende fabrikker eller andre tekniske enheder bliver i sådanne tilfælde til tider nedlagt, undertiden drevet videre sammen med dem, der allerede ejes af køberen. Konkurrencebegrænsende fusioner og koncerner. 4. En fusion fremkommer, når flere virksomheder sammensluttes til een, f. eks. når en række aktieselskaber afløses af et enkelt selskab.- En anden form for finansiel sammenslutning af aktieselskaber eller andre virksomheder foregår, når en virksomhed, et par samarbejdende virksomheder eller en snæver kreds af personer erhverver så store aktieposter eller andre finansielle interesser i andre virksomheder, at der derigennem kan udøves en bestemmende indflydelse på disses ledelse. En sådan koncern af finansielt sammenknyttede virksomheder kan dog også opstå på anden måde end ved sammenslutning, nemlig ved oprettelse af datterselskaber. Fusioner og koncerner kan være opbygget horisontalt eller vertikalt. (Blandingstyper forekommer også). Ved den horisontale type samles en række fabrikker eller andre tekniske enheder på samme trin i produktion eller omsætning, f. eks. en række sukkerfabrikker. Ved den vertikale opbygning samles derimod tekniske enheder fra forskellige trin, f. eks. oliefabrikker og sæbefabrikker, fabrikation og handel, engroshandel og detailhandel etc. Også enkeltvirksomheder, der aldrig har taget del i nogen finansiel sammenslutning, kan naturligvis drive flere tek- 9

10 niske enheder på samme eller på forskellige omsætningstrin. Når der iværksættes finansielle sammenslutninger af horisontal karakter, kan der ved fusion blive tilvejebragt et selskab, som derefter har en stilling som eneproducent eller dominerende enkeltvirksomhed, og ved koncerndannelse får koncernen undertiden en lignende position på markedet. I mange tilfælde far sammenslutningen dog ikke så stor en del af udbudet. Dels kan der også ved en noget mindre stærk koncentration opnås en vis konkurrencebegrænsende virkning, dels kan motivet til sammenslutningen være af anden natur, bl. a. at der kan opnås besparelser af forskellig art. Betegnelsen trust, anvendt i forbindelse med monopolproblemerne, stammer fra en særlig form for finansielle sammenslutninger, som blev benyttet i U.S.A. en kort overgang i slutningen af forrige århundrede. Begrebet har senere fået en rummeligere afgrænsning, og det er navnlig i den offentlige debat blevet brugt i vekslende betydninger. Snart er der blevet taget sigte på visse former for finansiel koncentration, snart er også aftaler blevet medtaget under trustbegrebet. I forbindelser som trustlov o. lign. bruges ordet endelig som en bekvem etikette, der skal dække over monopolproblemerne som helhed. Da trustbegrebet således efter almindelig sprogbrug er mangetydigt, vil det ikke blive benyttet i det følgende. Konkurrenceregulerende aftaler, vedtagelser og bestemmelser. 5. I det foregående er det omtalt, at konkurrencen eller konkurrencemulighederne undertiden er begrænsede som følge af, at markedet beherskes af eneproducenter, dominerende enkeltvirksomheder eller koncerner. I andre tilfælde er udbudet ikke så stærkt koncentreret, men her begrænses konkurrencen hyppigt af konkurrenceregulerende aftaler, vedtagelser eller bestemmelser. Horisontale konkurrenceregulerende aftaler, ofte kaldet karteller, har som deltagere virksomheder på samme trin i produktion eller handel og tager sigte på at regulere konkurrenceforholdene på det pågældende omsætningstrin, medens vertikale aftaler enten har partnere fra forskellige trin eller tager sigte på at regulere konkurrencen i et andet omsætningstrin end det, hvorpå aftaledeltagerne befinder sig. Initiativet til aftalernes gennemførelse udgår hyppigt fra brancheforeninger o. lign. Det er dog ikke altid tilfældet, og brancheforeningens medlemskreds og aftalens kreds af deltagere dækker ikke altid hinanden. Men i andre tilfælde træder en vedtagelse inden for brancheforeningen i stedet for en egentlig aftale. Der oprettes f. eks. ingen aftale om mindstepriser eller om, hvilke virksomheder medlemmerne må købe hos eller sælge til, men brancheforeningens generalforsamling eller bestyrelse træffer om disse forhold vedtagelser, som alle medlemmer derefter må respektere, hvis de ønsker at blive stående i foreningen og undgå eventuelle sanktioner mod overtrædelser. Med konkurrenceregulerende bestemmelser sigtes der her til regler, som virksomheder eller sammenslutninger ensidigt fastsætter vedrørende de efterfølgende omsætningsleds forhandling af deres varer, f. eks. bestemmelser om forhandlernes salgspriser og rabatter eller om, hvilke virksomheder der må sælges til. 6. Det er i afsnit 1 omtalt, at virksomhederne i deres konkurrence kan benytte sig af en række forskellige konkurrencemidler: pris, varekvalitet, service, reklame etc. I dette afsnit skal der gives en oversigt over de vigtigste former for aftaler, vedtagelser og bestemmelser, gennem hvilke der lægges bånd på et eller flere af de konkurrencemidler, de til enhver tid bestående virksomheder på markedet kan benytte sig af i deres kappestrid om at få så fordelagtig en andel af salget som muligt. Pmkonkurrencen begrænses eller ophæves, når der træffes aftaler, vedtagelser eller bestemmelser om mindstepriser eller om faste priser, der hverken må over- eller underskrides. Priserne er i nogle tilfælde vejledende, i andre bindende, og i sidstnævnte tilfælde kan overtrædelse medføre sanktioner af forskellig art, f. eks. bøder. Prisaftaler, vedtagelser og bestemmelser 1O

11 forekommer meget hyppigt og kendes fra såvel industri og handel som håndværk, immaterielle erhverv og forskellige andre erhvervsområder. Horisontale aftaler om prisernes højde findes i omkring halvdelen af registernumrene i priskontrolrådets register over anmeldte aftaler, vedtagelser og bestemmelser. Sådanne prisaftaler gælder for engroshandelen med sukker; produktionen af øl, bomuldsgarn, betonvarer og brændt kalk; handelen med cement; produktion og handel med dansk trælast; produktionen af imprægnerede master; produktionen og handelen med støbte centralvarmekedler og radiatorer; produktionen af kakkelovne, komfurer og andet bygningsstøbegods; handelen med rørog sanitetsvarer, jern og stål; produktionen af vej tjære og forskellige asfaltprodukter samt mange andre vareområder. Endvidere findes horisontale prisaftaler i bagerfaget og en række andre håndværksfag samt blandt vognmænd, læger, dyrlæger, ejendomsmæglere, arkitekter, ingeniører og flere andre fag. Den vertikale type af prisaftaler og bestemmelser, det såkaldte bruttoprissystem, berører navnlig handelens konkurrenceforhold. Her afsluttes der mellem en leverandør (fabrikant, importør eller grossist) eller en leverandørorganisation på den ene side og de enkelte forhandlere (grossister, detaillister) eller en forhandlerorganisation på den anden side en aftale om, at forhandlerne skal overholde bestemte salgspriser eller i hvert fald ikke må gå under visse mindstepriser (reverssystemet). Eller tilsvarende regler fastsættes ved ensidig bestemmelse af leverandørerne. Når salgsprisen på denne måde gøres ensartet hos de forskellige forhandlere, begrænses eller ophæves priskonkurrencen mellem forhandlerne naturligvis ligesåvel, som hvis der mellem forhandlerne indbyrdes var blevet afsluttet en horisontal prisaftale om pågældende vare. Overholdes bruttopriserne ikke, risikerer forhandleren, at leveringerne standses, og i nogle tilfælde findes aftaler mellem leverandørerne om kollektiv leveringsstandsning, således at leverancerne fra samtlige deltagende fabrikanter etc. kan ophøre, hvis forhandleren blot har overtrådt prisreglerne for en enkelt leverandørs varer. I andre tilfælde er bruttopriserne af vejledende karakter, men kan dog godt alligevel have konkurrencebegrænsende virkning. Aftaler eller bestemmelser om bruttopriser findes i meget stort antal og gælder bl. a. for tobaksvarer; originale mærker af vin og spiritus; papir, bøger, aviser og blade; tapeter; hård sæbe og vaskemidler, parfume og toiletartikler; fajance og porcellæn; en række isenkramvarer; cykelgummi; autobranchen; mineraloliebranchen; kunstgødning; fotoartikler og forskellige elektriske maskiner og apparater. I tilfælde, hvor det på grund af varernes uensartede karakter er teknisk vanskeligt at træffe aftale el. lign. om bestemte priser, finder man i stedet aftaler, vedtagelser eller vejledende regler om bestemte kalkulationsmetoder. Sådanne kalkulationsforskrifter findes især i forskellige håndværksfag, og fra håndværkets område kan endvidere nævnes aftaler og andet samarbejde om regulering af tilbudene ved licitationer. Ved kvoteaftaler tillægges der hver af deltagerne en bestemt del af deltagernes samlede omsætning, afsatte mængde el. lign., og reglernes overholdelse kontrolleres som regel ved en særlig revision. Ofte er det dog tilladt at overskride kvoten mod betaling af en afgift. Undertiden har man ikke blot aftalt kvoter, men tillige, at afsætningen af deltagernes varer skal ske gennem et fælles salgskontor. Ved andre aftaler får hver af parterne tildelt et bestemt geografisk omrade, hvortil de øvrige ikke må sælge, eller man fordeler kunderne imellem sig på samme markedsområde. Til aftalerne om kvoter, områdedeling eller fælles salgskontor knytter sig i mange tilfælde prisaftaler eller særlige regler om salgskontorets prisansættelser. Overtrædelse af aftalerne er i almindelighed belagt med bøder. De forskellige netop omtalte former for markedsdelingsaftaler er egnede til at afsvække eller ophæve deltagernes indbyrdes konkurrence på samtlige de konkurrencemidler, der er bestemmende for virksomhedernes omsætning og markedsandele, ikke blot priskonkurrencen. Men under iøvrigt lige vilkår vil de tillige lægge stærkere bånd LI

12 på priskonkurrencen end en ren prisaftale uden tilhørende markedsdeling, bl. a. fordi de afsvækker lysten til at omgå aftalerne gennem hemmelige rabatter o. lign. Ikke mindst får man ved oprettelsen af fælles salgskontor mulighed for at holde kontrol med de fastsatte reglers overholdelse. Markedsdelingsaftaler findes i forskellige industrigrene, men også i handelserhvervet. I trustkommissionens hidtil udgivne betænkninger findes områdeaftaler omtalt i nr. 1 (kalkbranchen), side 19 ff og 45 ff, aftale om kvoter og fælles salgskontor sammesteds side 21 ff og 39 ff, og kvoteaftaler i nr. 2 (kulbranchen), kapitel V og VI. Aftaler om kvoter og fælles salgskontor er endvidere behandlet i priskontrolrådets redegørelse af 1949 vedrørende A/S Margarine-Compagniet M. C. I priskontrolrådets register findes kvoteaftaler i 166 registernumre og gælder bl. a. produktionen af hvedemel, blød sæbe, trådfletning, glødelamper, støbte centralvarmekedler, ovnstøbegods, olier og oliekager samt engroshandelen med kunstgødning. Aftaler om fælles salgskontor forbundet med kvoter findes bl. a. i produktionen af krystalsoda og teglværksprodukter. Aftaler om områdedeling findes bl. a. i træindustrien og betonvareindustrien. Blandt de forskellige former for konkurrenceregulerende aftaler skal endvidere nævnes forskellige aftaler, hvorved der med eller uden tilslutning til samtidige prisaftaler - fastlægges særlige regler vedrørende en eller flere af de faktorer, som ved siden af prisen er bestemmende for virksomhedernes afsætning og indbyrdes konkurrence. Som eksempler skal nævnes aftaler om varekvaliteter og specifikationer, om rabatsatserne (på bruttopriserne), om begrænsning af reklamen eller lignende konkurrencemidler. Endelig skal omtales specialiseringsaftaler, hvorved virksomheder, der hidtil hver for sig har fremstillet en række forskellige varer eller forskellige typer af samme vare, enes om at dele varerne imellem sig, således at den enkelte virksomhed opgiver fremstillingen af visse varer eller varianter og til gengæld får hele produktionen eller en større del af produktionen af visse andre. En lignende virkning kan det have, når der undertiden afsluttes aftaler, hvorefter vissevirksomheder mod betaling forpligter sig til at ophøre med fremstillingen af visse varer eller til ikke at påbegynde en sådan produktion. I priskontrolrådets register findes bl. a. en specialiseringsaftale om blikemballage og andre blikvarer, men der er alt i alt kun anmeldt få af denne slags aftaler. 7. Her skal omtales aftaler og tilsvarende vedtagelser, hvorefter visse virksomheder får adgang til indkøb på gunstigere vilkår end deres konkurrenter, samt aftaler o. lign., som begrænser det antal virksomheder, der får adgang til at forhandle eller videreforarbejde varer fra bestemte forsyningskilder, eller begrænser adgangen til at etablere nye virksomheder i bestemte brancher. Der findes aftaler, som er oprettet specielt med henblik på at regulere tilgangen af nye virksomheder til visse brancher. Sådanne aftaler om etableringskontrol er undertiden afsluttet mellem den pågældende branches eneste eller vigtigste leverandører (horisontal type) og går ud på, at der ikke må leveres varer til nye virksomheder eller i hvert fald ikke ydes dem kredit, medmindre etableringerne på forhånd er blevet godkendt af leverandørernes sammenslutning. Aftalerne kan også være af vertikal type, således at oprettelse af nye virksomheder skal godkendes såvel af en organisation af de allerede bestående virksomheder i branchen som af branchens leverandører eller af et fællesorgan for de to parter. I visse lande er aftaler om etableringskontrol, især vertikale, meget udbredte og begrænser navnlig adgangen til forskellige brancher i detailhandelen. Her i landet er der kun få af disse aftaler; et eksempel findes i boghandelen. Hyppigere forekommer eksklusivaftaler. Her forpligter en virksomhed eller en gruppe af virksomheder på et bestemt omsætningstrin sig med hensyn til visse varer til kun at købe hos, henholdsvis sælge til en bestemt virksomhed eller gruppe af virksomheder ofte medlemmerne af en brancheforening el. lign. - på det foregående, respektive det efterfølgende trin. Sådanne aftaler kan være af horisontal type, men er 12

13 oftest vertikale. De er hyppigt af gensidig karakter, således at parterne på to på hinanden følgende omsætningstrin forpligter sig til kun at handle med hinanden. I mange tilfælde er eksklusivforpligtelsen dog ensidig, men medparten i aftalen præsterer da undertiden en modydelse af anden art, f. eks. en særlig rabat. I priskontrolrådets register findes eksklusivaftaler under 177 registernumre. Ensidige eller gensidige eksklusivaftaler findes bl. a. inden for metalbranchen, jernbranchen, rør-, sanitets- og centralvarmebranchen, elbranchen, isenkrambranchen, urbranchen, fotobranchen og bogtrykbranchen. Det er uden videre klart, at eksklusivaftaler begrænser deltagernes handlefrihed, men ikke mindst kan uden] or stående virksomheder blive hemmet i deres erhvervsudøvelse, hvis de på grund af andre virksomheders eksklusivaftaler afskæres fra at benytte vigtige afsætningskanaler eller fra at købe vigtige varer eller i det hele taget foretage indkøb fra betydningsfulde forsyningskilder. Under visse betingelser kan eksklusivaftaler gøre det vanskeligt at etablere og oparbejde en ny virksomhed og dermed få lignende virkninger som de foran omtalte aftaler om etableringskontrol. Det gælder, hvis a) aftalerne dækker hovedparten af den påtænkte virksomheds varesortiment eller de nødvendige produktionsmidler dertil, b) aftalerne afspærrer den overvejende del af de normale afsætningskanaler eller de foreliggende forsyningskilder, og c) det er svært at blive optaget i den sammenslutning, hvis medlemmer er deltagere i eksklusivaftalerne. Af lignende virkning som eksklusivaftaler men dog mildere er aftaler, efter hvilke en eller flere virksomheder, f. eks. medlemmerne af en bestemt brancheforening el. lign., opnår gunstigere betingelser end andre forretningspartnere, f. eks. en særlig rabat, som ikke ydes andre købere. Sådanne aftaler er som regel af vertikal type, men kan også være horisontale. Endelig skal nævnes forskellige former for boykot-aftaler, nemlig aftaler om, at der ikke må leveres varer til bestemte virksomheder eller til bestemte forretningstyper, f. eks. brugsforeninger eller andre kooperative foretagender. Det er foran nævnt, at den ene part i en eksklusivaftale eller særrabat-aftale kan være en enkelt virksomhed, f. eks. en fabrikant, som på denne måde organiserer sin afsætning gennem et eneforhandlersystem og sikrer sig, at forhandlerne ikke fører konkurrerende virksomheders produkter, men en enkeltvirksomhed kan naturligvis også uden aftale ensidigt bestemme, at afsætningen skal ske gennem et særligt begrænset antal forhandlere, at der skal ydes en speciel rabat til visse købere, f. eks. medlemmerne af en bestående forhandlerorganisation, eller at der ikke skal leveres varer til kooperative foretagender eller til virksomheder, som forhandler konkurrenters produkter. En sådan politik får navnlig interesse i forbindelse med de problemer, der behandles i denne betænkning, hvis vedkommende virksomhed har en stilling som eneproducent eller dominerende enkeltvirksomhed. De afviste eller ugunstigt stillede købere vil nemlig her have særlige vanskeligheder ved at finde andre forsyningskilder. Prisførerskab og anden neutraliseret konkurrence. 8. I det foregående er nævnt eneproducenter, dominerende enkeltvirksomheder og koncerner samt tilfælde, hvor konkurrencen er begrænset gennem aftaler, vedtagelser eller ensidige bestemmelser. Derefter skal omtales markeder, hvor udbudet kommer fra en række virksomheder, af hvilke ingen kan siges at have en dominerende stilling, og hvis handlefrihed ikke er bundet ved aftaler el. lign. Her finder man undertiden, at markedet i almindelighed er præget af aktiv priskonkurrence. Men det er ikke altid sådan. I nogle brancher er det næsten altid den samme virksomhed hyppigt den største der går i spidsen, når priserne ændres som følge af forandringer i omkostninger eller efterspørgsel. Konkurrenterne følger da efter med tilsvarende prisforandringer på en sådan måde, at de forskellige virksomheders priser stort set bevæger sig op eller ned i trit med hinanden, uden at der opstår nogen priskonkurrence. Dette kaldes ofte prisførerskab. I andre tilfælde kan der ikke udpeges 13

14 nogen bestemt prisfører, men der kan dog herske en tilstand, som undertiden af virksomhederne selv karakteriseres som væbnet neutralitet el. lign. Man undgår så vidt muligt konkurrence på prisen, og når der sker forandringer i efterspørgslen eller omkostningerne, lader man enten prisen blive stående, eller man søger så vidt muligt at holde trit under prisernes tilpasning, således at priskonkurrence undgås. Når virksomhederne i deres prisansættelser følger en prisfører, eller når priskonkurrencen uden sådant prisførerskab dog faktisk er neutraliseret, kan der på denne måde fremkomme en tilstand og udvikling af lignende art som den, der tilvejebringes gennem prisaftaler. Selv om priskonkurrencen i hovedsagen er neutraliseret, sker det til tider, at der foregår en vis priskonkurrence i den form, at der til visse købere gives fortrolige rabatter på virksomhedernes mere eller mindre officielle listepriser. Alt efter hvor omfattende denne konkurrence er, kan der blive tale om en gradvis overgang mellem a) en tilstand, hvor man afholder sig fra enhver priskonkurrence, og b) åben, aktiv priskonkurrence. Om det i konkrete tilfælde på forhånd er mest sandsynligt, at priskonkurrencen er aktiv eller neutraliseret, beror på en række forskellige faktorer. Af disse kan nævnes varernes art og antallet af virksomheder, der kan betegnes som nære konkurrenter til hinanden i den forstand, at den enes afsætning vil blive formindsket stærkt, såfremt den anden påbegynder aktiv konkurrence, og dennes virkninger ikke afbødes ved modforholdsregler. Hvis virksomhederne ønsker større afsætning, f. eks. fordi efterspørgslen er gået tilbage og kapacitetsudnyttelsen blevet forringet, kan hver enkelt af dem søge at forøge sin afsætning ved at tilbyde køberne en lavere pris end konkurrenternes. Alt andet lige er det mest sandsynligt, at denne mulighed - den aktive priskonkurrence - bliver til virkelighed, hvis der på markedet er et temmelig stort antal virksomheder, af hvilke ingen har nogen større del af det samlede udbud. Her har ingen enkelt virksomhed nogen særlig indflydelse på markedets prisudvikling som helhed, og den enkelte udbyder er ret anonym og kan regne med at kunne iværksætte priskonkurrence, uden at der bliver foretaget repressalier specielt over for ham, f. eks. ved særlig fordelagtige tilbud netop til hans hidtidige kunder. Hvis antallet af nære konkurrenter på markedet derimod er lille, er det mere sandsynligt, at hver enkelt afholder sig fra priskonkurrence, så længe de andre gør det samme. Hver enkelt virksomhed vil her regne med, at dens egen prispolitik virker så stærkt på de andres afsætning, at den også får konsekvenser for deres prisansættelse. Sætter man prisen ned, vil det hurtigt blive kendt, de andre følger efter, og man mister derved forspringet i konkurrencen, medmindre nye prisnedsættelser foretages. Priskonkurrence kan desuden under de angivne vilkår forholdsvis let glide over i ptiskrig. (Om forskellen mellem priskonkurrence og priskrig, se afsnit 1). Under visse markedsforhold kan aktiv priskonkurrence i det hele taget vanskeligt fungere som normalt fænomen. Alternativerne bliver da aftaler, neutraliseret priskonkurrence eller priskrig. Når der i det foregående er lagt særlig vægt på virksomhedernes antal, skal det ikke forstås således, at det er en undtagelsesfri regel, at priskonkurrencen er neutraliseret på markeder med få konkurrenter og aktiv, når virksomhedernes antal er stort. Markeder med få konkurrenter kan være præget af aktiv priskonkurrence eller priskrig, hvis blot en enkelt af virksomhederne ser sin interesse i at konkurrere, hvilket kan skyldes særlig lave omkostninger eller andre forhold, f. eks. personlige egenskaber hos lederen. Omvendt er det ikke udelukket, at priskonkurrencen i det store og hele kan være neutraliseret, selv om antallet af nære konkurrenter er temmelig stort, navnlig hvis det er blevet stærkt indarbejdet i bevidstheden, at priskonkurrence er ukollegial handlemåde. 9. I forrige afsnit er forskellen mellem aktiv og neutraliseret konkurrence behandlet for priskonkurrencens vedkommende. Som allerede omtalt i afsnit 1, kan der imid- 14

15 lertid opstilles en lignende sondring med hensyn til de andre konkurrencemidler. Også når det f. eks. drejer sig om kvalitetskonkurrence og reklame, kan der være tale om, at den enkelte virksomhed lægger en dæmper på sin aktivitet ud fra den betragtning, at gør den selv et fremstød, følger konkurrenterne ret snart efter. Tilbøjeligheden til at neutralisere konkurrencen synes dog at være stærkest på priskonkurrencens område, vel navnlig fordi denne form for konkurrence anses for den farligste for virksomhederne. Bestyrelsesfællesskab kan være et egnet middel til at få etableret en tilstand, hvor man undgår aktiv konkurrence, i hvert fald på priserne. De vigtigste tilfælde, hvor et bestyrelsesmedlem eller en direktør i et selskab tillige er medlem af bestyrelsen i andre selskaber, synes dog at være sådanne, hvor der desuden er kapitalforbindelse mellem selskaberne og altså allerede derigennem er skabt mulighed for at øve indflydelse. Endvidere kan en tilstand, hvor konkurrencen er neutraliseret, som foran omtalt opstå som følge af, at en række af hinanden helt uafhængige virksomheder hver for sig kommer til den overbevisning, at det er fordelagtigst at afholde sig fra aktiv konkurrence, så længe konkurrenterne gør det samme. Jo længere en sådan tilstand har bestået, des lettere kan den gå over i en stiltiende forståelse om, at hver har hævd på bestemte kunder, at man fortsat undlader priskonkurrence etc. Specielle eksempler på neutraliseret konkurrence har man fra tilfælde, hvor konkurrenceregulerende aftaler er blevet ophævet, uden at dette har haft nogen videre virkning på konkurrenceforholdene. Her kan henvises til truslkommissionens betænkning nr. 1 (kalkbranchen), side 21, hvoraf fremgår, at de hidtidige markedsområder blev opretholdt, efter at en aftale om deling af det sjællandske marked var udløbet. Eksempler på helt eller delvis neutraliseret konkurrence findes desuden i betænkning nr. 2 (kulbranchen), kap. VII, og side 11 i priskontrolrådets redegørelse vedrørende A/S Margarine-Compagniet (København 1949). Eksportorganisationer og inters nationale aftaler m. m. 10. Visse konkurrencebegrænsninger påvirker ikke blot det indenlandske marked, men også eksporten eller importen. Eller de vedrører efter form og indhold kun den internationale handel, men kan derfor dog godt have virkninger også på det indenlandske marked. Handelen over landegrænserne kan siges at blive berørt af konkurrencereguleringerne, så snart blot eksporterende eller importerende virksomheder eller sammenslutninger i et enkelt land enes om at optræde i fællesskab og f. eks. centraliserer deres afsætning eller indkøb. Eksempler herpå er de eksportforeninger og eksportudvalg, hvorigennem en stor del af den danske landbrugseksport finder sted. Konkurrenceregulerende aftaler betegnes dog kun som internationde, når virksomheder eller sammenslutninger fra forskellige lande har sluttet sig til aftalerne. Ved sådanne aftaler foretages hyppigt en fordeling af markedsområderne, således at det enkelte lands deltagere i aftalen får tilsagn om, at de ikke på deres hjemmemarked vil møde nogen konkurrence fra de øvrige deltagere, eller at disse i hvert fald ikke vil tilbyde varer til en lavere pris end den, landets egne deltagere i aftalen selv forlanger på hjemmemarkedet. I andre tilfælde aftales kvotefordeling af salget på det enkelte nationale marked mellem landets egne virksomheder og udenlandske konkurrenter, eller eksportmarkeder uden egen industri af betydning deles op mellem producentgrupper fra andre lande. Internationale aftaler kan også være af vertikal art. Der findes således en række eksempler på, at der er afsluttet eksklusivaftaler el. lign. mellem udenlandske eksportører eller eksportsammenslutninger på den ene side og danske importører på den anden. Endelig skal nævnes, at nogle koncerner har underselskaber i flere lande. Lovgivningens rammer for konkurrens cens udfoldelse. 11. Selv bortset fra love om priser og prisaftaler m. v. medvirker forskellige love 15

16 og administrative indgreb - hvis øvrige virkninger ikke her skal behandles - i høj grad til at bestemme de vilkår, under hvilke konkurrencen udspiller sig, eller monopolisering finder sted. I en hel del tilfælde kræves der til at drive virksomhed koncession, autorisation eller anden offentlig tilladelse, og virksomhederne sættes da gerne under særligt tilsyn. Her kan f. eks. nævnes fabrikation af sprit, sukker og kartoffelmel, drift af apoteker og biografer samt i en række byer omsætningen af konsummælk. Importregulering, toldbeskyttelse og anden begrænsning af indførselen, f. eks. gennem deponeringsordninger, ophæver eller afsvækker konkurrencen fra udlandet. Når importørerne får tildelt importbevilling i forhold til størrelsen af deres indførsel i et eller andet basisår, begrænses endvidere konkurrencen importørerne imellem på lignende måde, som det sker efter indgåelsen af en kvoteaftale. Når varerne er underkastet importregulering, er oprettelsen af nye importvirksomheder afhængige af, om de kan få importbevilling, og på samme måde kan f. eks. etablering eller udvidelse af industrivirksomheder bero på indførselstilladelse til nødvendige maskiner eller råstoffer, såfremt disse på det pågældende tidspunkt er på bunden liste. Også skatternes indretning er medbestemmende for de vilkår, under hvilke en ny virksomhed kan oprettes og oparbejdes. Den skattemæssigt gunstige behandling af aktieselskabernes henlæggelser bidrager til at styrke den også nedenfor i afsnit 12 omtalte tendens til, at den udvidelse af kapaciteten, der bl. a. kræves af befolkningstilvæksten, i mange tilfælde sker ved udvidelse af bestående virksomheder eller dannelse af datterselskaber, men ikke ved oprettelse af nye, selvstændige virksomheder. Visse lovbestemmelser forhindrer eller hemmer oprettelsen af bestemte virksomhedstyper. Reglen i 26 i næringsloven af 28. april 1931 om, at en handlende ikke må have mere end eet fast udsalgssted i hver kommune, bremser udviklingen af kædeforretninger o. lign., der har vundet betydelig udbredelse i udlandet, og i henhold til 14 i loven om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse af 31. marts 1937 er det forbudt at drive handel i form af enhedsprisforretninger. Næringsloven og loven om uretmæssig konkurrence indeholder desuden forskellige andre bestemmelser til regulering af konkurrencen. Endvidere har udformningen af en række andre love direkte eller indirekte betydning for konkurrencens form og styrke. Her skal nævnes aktieselskabsloven, patentloven, varemærkeloven, fællesmærkeloven og lukkeloven. Desuden har sundhedsvedtægternes regler i visse tilfælde betydning for afgrænsningen af de forskellige forretningers sortiment. Endelig skal nævnes, at domstolene i en række tilfælde har taget eksklusivaftaler og boykot under pådømmelse. VIRKNINGERNE PÅ FORTJENESTE OG OMKOSTNINGER Nettoavancen under monopol og konkurrence. 12. Den betydning, de forskellige former for monopol og konkurrence har for prisernes højde, viser sig dels i nettoavanceßj dels i monopol- og konkurrencetypernes virkninger på omkostningerne. Der skal nu fremsættes nogle bemærkninger om disse problemer. Der kan dog ikke i denne foreløbige betænkning blive tale om nogen særlig indgående eller detailleret analyse, f. eks. ikke nogen nærmere sammenligning af de virkninger, der må tilskrives de enkelte arter af konkurrencebegrænsende aftaler eller sammenslutninger. Der findes heller ikke i det følgende nogen særlig omtale af de enkelte hovederhvervs forhold. Fremstillingen må begrænses til bemærkninger af mere generel og oversigtsmæssig karakter. Da der er tale om et indledende kapitel til en drøftelse af behovet for offentlig kontrol og regulering, behandles virkningerne af konkurrence og monopol under den forudsætning, at prisdannelse m.m. udfolder sig uden 16

17 offentlig kontrol. Foreløbig gøres der ikke noget særligt ud af virkningerne på omkostningerne, der bliver omtalt i afsnit 13-19, og når der f. eks. tales om høje priser, anses dette indtil videre i hovedsagen for at være ensbetydende med, at der opnås en stor nettoavance. Som omtalt i afsnit 1 betyder monopol især, at de virksomheder, der har en monopolstilling, kan udøve kontrol med udbudet og prisernes højde. Senere er der omtalt forskellige forhold, som er egnet til at sætte de til enhver tid eksisterende virksomheder på markedet i stand til at udøve indflydelse på prisernes højde og undgå priskonkurrence. Det kan være finansielle sammenslutninger (afsnit 4), forskellige slags konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og bestemmelser (afsnit 5 og 6), eller det kan være en sådan markedsstruktur, at udbudet stammer fra en eneproducent (afsnit 2) eller dog i det væsentlige fra en dominerende enkeltvirksomhed (afsnit 3), eller endelig markedsforhold, som resulterer i neutraliseret konkurrence (afsnit 8 og 9). Hvor stærkt og hvor varigt et herredømme virksomhederne herigennem kan få over priserne, afhænger imidlertid af en række forskellige faktorer, som nu skal omtales. I almindelighed vil indflydelsen på prisernes højde være stærkere, jo mere udbudet er koncentreret på en enkelt virksomhed eller på nogle få hænder, og jo mere indgående aftaler der er afsluttet. Dette skal ikke forstås således, at herredømmet over priserne altid er stærkere, når der foreligger formelige aftaler, vedtagelser eller bestemmelser, end i tilfælde, hvor der er tale om prisførerskab eller anden uformel neutralisering af konkurrencen. En kvote- og prisaftale mellem mange deltagere, hvoraf nogle måske kun modstræbende er gået med og faktisk er mere tilbøjelig til aktiv konkurrence, kan i sine virkninger være svagere end en stiltiende forståelse mellem ganske få virksomheder, der alle stærkt ønsker at undgå priskonkurrence. Når alle er indstillet på at undgå priskonkurrence, kan vejledende prisnoteringer også være mere effektive, end bindende prisaftaler er det under andre betingelser. Men under iøvrigt lige vilkår må herredømmet over priserne blive des stærkere, jo mere koncentreret eller aftalebundet udbudet er. Aftaler oprettes sikkert også i en del tilfælde, hvor man tidligere har klaret sig med en mere uformel neutralisering af konkurrencen, men hvor dette af en eller anden grund ikke længere slår til. Selv om priskonkurrencen er ophørt eller stærkt afsvækket, kan der i visse tilfælde foregå en konkurrence på kvalitetsforbedringer eller reklame og andet salgsarbejde, som kan bidrage til at forhøje omkostningerne og reducere nettofortjenesten. Mulighederne for at opnå stor fortjeneste vil derfor alt andet lige være størst, når konkurrencen også på disse områder er begrænset, enten i kraft af aftaler, eller fordi kvaliteterne rent faktisk er faststående, og konkurrencen på reklame og andet salgsarbejde ikke er særlig voldsom. I forbindelse med drøftelsen af monopolernes styrke og varighed skal det endvidere nævnes, at konkurrenceregulerende aftaler er tidsbegrænsede og som regel kan opsiges med en vis frist. Aftalerne bliver dog hyppigt fornyet gang på gang og får da karakter af et varigt reguleringssystem. Undertiden er de ændringer i kvoter o. lign., der sker ved aftalernes fornyelser, meget små, og jo længere de aftalte regler består nogenlunde uændrede, des lettere opstår hos deltagerne den opfattelse, at hver har en»velerhvervet rettighed«til en bestemt markedsandel eller bestemte kunder. I sammenligning med aftalerne er finansielle sammenslutninger i højere grad af permanent karakter, og den virksomhed, der kommer ind under en fusion eller koncern, får ikke blot sin handlefrihed begrænset på bestemte, nærmere aftalte punkter, men kommer principielt under hovedselskabets indflydelse i alle forhold. Det udelukker ikke, at de enkelte virksomheder under en koncern af praktiske eller historiske grunde kan have en ret selvstændig stilling, og heller ikke, at der undertiden kan foregå en vis konkurrence mellem de enkelte koncernselskaber. Denne konkurrence vil koncernledelsen dog kunne skride ind overfor, hvis den antager en sådan karakter, at den strider mod hovedselskabets interesser. Når man vil bedømme et monopols evne til at forhøje prisen til egen fordel, må man 17

18 ikke blot undersøge konkurrenceforholdene på udbudssiden, men også betragte markedets køberside. Monopolet har lettere spil over for mange små købere, end hvis købersiden domineres af en enkelt stor køber eller af nogle få, der er indstillet på ikke at byde hinanden over. I nogle tilfælde dannes konkurrenceregulerende aftaler på sælgersiden som modtræk mod sådanne dominerende købere, der måske ellers ville have et mere eller mindre stærkt købermonopol. Et andet spørgsmål er, hvor stærkt en prisforhøjelse alt andet lige vil reducere den afsatte mængde. Denne virkning kan undertiden være så kraftig, at interessen for at sætte priserne op derigennem bliver stærkt begrænset, f. eks. hvis køberne let kan gå over til at bruge andre, konkurrerende varer, eller hvis den pågældende vare vejer tungt til i købernes budget, så de nødsages til at indskrænke deres forbrug, når prisen stiger. Anderledes derimod, når varen vanskeligere kan erstattes af andre, eller udgiften til den kun spiller en ringe rolle for køberne. Endelig kan reklamen bidrage til at indarbejde en vare så stærkt i forbruget, at indkøbet kun reagerer forholdsvis lidt på prisforandringer. Undertiden findes der ved siden af en dominerende enkeltvirksomhed, koncern eller kartel nogle udenforstående konkurrenter, hvis eksistens kan bremse mulighederne for monopolistisk prisforhøjelse. Det er dog ret ofte småvirksomheder, som ikke er stærke nok til at praktisere nogen særlig aktiv konkurrence. Kooperative foretagender optræder også i visse tilfælde som konkurrenter til private enkeltforetagender elier sammenslutninger. Konkurrence kan også komme fra udlandet, og hvis den er tilstrækkelig stærk, har en virksomhed ikke nødvendigvis nogen monopolstilling af betydning, selv om den er eneproducent eller dominerende enkeltvirksomhed, så længe man kun ser på den indenlandske produktion. Konkurrencen fra udlandet kan imidlertid være begrænset eller udelukket som følge af toldbeskyttelse eller importrestriktioner. På den anden side er fri import og lave toldsatser ikke altid nogen garanti for, at konkurrencen fra udlandet bliver særlig s.ærk. Transportomkostningerne kan være store, eller konkurrencen kan være udelukket eller begrænset gennem internationale aftaler, jfr. afsnit 10. Endelig skal omtales den potentielle konkurrence, der består i, at der kan blive oprettet nye virksomheder, der fremstiller varer, som er af samme art som monopolistens eller i hvert fald konkurrerer med hans. Eller produktionen af sådanne varer kan blive påbegyndt i en allerede bestående virksomhed. Jo højere priser der opretholdes af de virksomheder, der har en vis monopolstilling på markedet, des mere sandsynligt er det, at denne potentielle konkurrence bliver aktuel. Dette må i mange tilfælde tilskynde monopolets indehavere til at føre en forholdsvis moderat prispolitik. Imidlertid kan en række forskellige forhold gøre det vanskeligt for nye konkurrenter at komme ind på markedet. De allerede eksisterende virksomheder kan da også opnå tilsvarende højere priser uden at trække nye konkurrenter til - selv om det nu og da hænder, at en ny virksomhed dukker op med uventet lave omkostninger, fordi den anvender en ny teknik eller nye forretningsmetoder. Først kan nævnes, at de allerede bestående virksomheder eller sammenslutninger ofte bevidst modarbejder nye konkurrenters opkomst eller søger at lægge særlige hindringer i vejen for allerede bestående, konkurrerende virksomheders vækst. Det kan bl. a. ske ved opkøb af råvarekilderne, ved priskrig eller trusler derom eller ved, at der afsluttes eksklusivaftaler o. lign. med leverandører eller forhandlere som nærmere omtalt foran i afsnit 7. Men selv om de allerede eksisterende virksomheder ikke således tager særlige skridt til at modarbejde nye konkurrenter, kan det af andre grunde være vanskeligt at komme ind på markedet. Undertiden kræves der til at oprette en ny virksomhed eller optage ny produktion så stor kapital, at dette virker hemmende på adgangen til markedet. Når en virksomhed, f. eks. inden for industrien, må være forholdsvis stor for at opnå passende lave omkostninger, kan desuden alene dette krav om store enheder bremse oprettelsen af nye virksomheder, selv om de allerede eksisterende opnår en temmelig stor 18

19 fortjeneste, og selv om kapitalen til en ny virksomhed nok kunne skaffes. På et lille marked som det danske kan det nemlig hænde, at en eller to virksomheder kan opnå særdeles god rentabilitet, medens alle ville komme til at arbejde med tab, hvis endnu en virksomhed af konkurrencedygtig størrelse kom til. Endvidere har de allerede veletablerede og konsoliderede virksomheder ofte på forskellig måde en fortrinsstilling fremfor eventuelle nye konkurrenter. De råder over et opsamlet fond af teknisk og organisatorisk viden og erfaring, evt. patenter, og deres varer er undertiden på grund af kvalitet eller omfattende reklame så vel anskrevne, at det i hvert fald er meget kostbart for en ny virksomhed at indarbejde sig på markedet. Desuden har de allerede bestående virksomheder som regel lettere ved at skaffe kapital, såvel når talen er om aktieemission, som når der søges lån hos bankerne. De allerede etablerede virksomheders fortrinsstilling viser sig bl. a. i, at den forøgelse af kapaciteten, der kræves af et stigende forbrug, i mange tilfælde fortrinsvis foregår ved udvidelse af bestående virksomheder eller dannelse af datterselskaber og ikke ved, at der anlægges nye selvstændige virksomheder. Endelig skal nævnes, at adgangen til at opredte nye virksomheder i visse tilfælde er begrænset ved offentlige forholdsregler, jfr. nærmere afsnit 11 foran. Selv om adgangen til mange brancher af forskellige grunde kan være mere eller mindre vanskelig, sker det, at der bliver oprettet nye virksomheder i tilfælde, hvor konkurrencen mellem de allerede bestående virksomheder er begrænset gennem aftaler eller på anden måde. Det kan være, fordi det i de pågældende tilfælde ikke er særlig svært at etablere nye foretagender, eller fordi de allerede eksisterende virksomheder ikke har lagt tilstrækkelig vægt på at modvirke tilgangen af nye konkurrenter gennem en moderat prispolitik. Når nye virksomheder kommer til, giver det undertiden anledning til, at der opstår priskonkurrence eller priskrig, og monopolet brydes da ad denne vej. Men det hænder også, at de hidtidige priser opretholdes, og at de nye virksomheder indarbejder sig på markedet på anden måde end ved priskonkurrence. De tager da lignende priser, som f. eks. var etableret ved aftaler, bestemmelser o. lign. eller gennem uformel neutralisering af priskonkurrencen, eller de optages som nye deltagere i aftalerne. Selv om priserne således bevarer et mere eller mindre udtalt monopolpræg, forringes dog virksomhedernes rentabilitet, fordi der bliver flere om at dele den totale afsætning. Så længe nye virksomheder endnu kan vente en særlig god rentabilitet, vil der stadig være tilskyndelse til at etablere flere foretagender. I tilfælde, hvor nye konkurrenter har let ved at etablere sig, kan der derfor ikke på længere sigt opretholdes nogen monopolbetonet forrentning af den investerede kapital, selv om betingelserne for at beregne sig en rigelig avance iøvrigt er til stede. Derimod er let adgang til markedet, som det fremgår af det foregående, ikke nogen ubetinget garanti for, at monopolprægede priser ikke kan blive opretholdt. Medens let adgang til at etablere nye virksomheder som netop omtalt har den virkning, at der trods eksistensen af aftaler o. lign. ikke på længere sigt kan opnås nogen særlig stor fortjeneste, kan omvendt retlig eller faktisk begrænsning af tilgangen af nye foretagender skaffe de eksisterende virksomheder en monopolagtig fortjeneste, selv om de ikke gennem aftaler eller lignende konkurrencebegrænsninger har nogen særlig kontrol med priserne. En branches rentabilitet påvirkes naturligvis på ethvert givet tidspunkt af forholdet mellem efterspørgslen og den foreliggende udbudskapacitet. Den type eller grad af konkurrence, som under god beskæftigelse og kapacitetsudnyttelse tillader de fleste virksomheder at opnå nogenlunde normal rentabilitet, kan give tab, hvis efterspørgslen svigter, eller der af en eller anden grund er fremkommet overkapacitet. En monopolisering, som under de sidstnævnte vilkår netop kan forvandle tabene til positiv forrentning, kan omvendt give virksomhederne meget store fortjenester under forhold, hvor der er kommet bedre balance mellem efterspørgsel og kapacitet. Det vil af den foranstående fremstilling 19

20 fremgå, at mulighederne for at opnå høje priser og stor avance afhænger af en række forskellige faktorer og derfor må arte sig forskelligt i de enkelte konkrete tilfælde. Undertiden medfører konkurrencebegrænsningerne næppe nogen prisforhøjelse af nævneværdig betydning. På den anden side kan der ikke være tvivl om, at der i andre tilfælde kan opnås store fortjenester, hvis monopolerne udnyttes. F. eks. når a) konkurrencen mellem de eksisterende virksomheder er stærkt og effektivt begrænset, b) varen vanskeligt kan erstattes med andre, c) adgangen til at anlægge konkurrerende virksomheder er vanskelig og d) konkurrencen fra udlandet er udelukket eller stærkt begrænset af importrestriktioner, told eller internationale aftaler. Under prisreguleringen siden udbrudet af den anden verdenskrig har priskontrolrådet da også i forskellige tilfælde ansat nettoavancerne lavere end de beløb, der blev opnået før krigen. Oversigt over effektivitetsproblemerne. 13. I de nærmest følgende afsnit skal der gives en kort omtale af effektiviteten under de forskellige monopol- og konkurrenceformer. Effektiviteten beror på forbruget af arbejdsydelser og andre produktionsmidler ved varernes fremstilling, transport og forhandling og angår altså omkostningernes højde, medens spørgsmålet om eventuelle monopolavancer er behandlet i forrige afsnit. Avancernes højde er dog bl. a. også af betydning for den specielle side af effektiviteten, der vedrører erhvervenes konkurrenceevne over for udenlandske virksomheder. Høje monopolpriser på råstoffer og lign. kan nemlig forringe de forarbejdende virksomheders chancer for at måle sig med udenlandske konkurrenter på eksportmarkederne eller på det danske marked. Medens konkurrenceevnen over for udlandet er på tale, skal det på den anden side nævnes, at monopolisering i andre tilfælde kan styrke virksomhedernes position over for fremmede konkurrenter, bl. a. ved at give virksomhederne en stærkere finansiel stilling. Inden gennemgangen af forskellige effektivitetsproblemer i de følgende afsnit skal der nu nævnes nogle af de vigtigste faktorer, som er af betydning for forbruget af produktionsmidler og dermed omkostningernes højde i produktion og omsætning. Effektiviteten beror bl. a. på, om der i varefremstilling og distribution findes en sådan trindeling, at de samlede omkostninger pr. vareenhed til fremstilling, transport og forhandling bliver de mindst mulige. Hermed tænkes f. eks. på, om fremstillingen af råvarer, halvfabrikater, enkeltdele og færdigvarer er delt op på forskellige virksomheder på den måde, der giver den laveste sum af omkostninger. Varefordelingens effektivitet afhænger bl. a. af, hvor mange omsætningstrin varerne passerer på deres vej frem til de endelige købere. Ineffektiv distribution kan skyldes, at der er for mange led i kæden; men varerne bliver dog på den anden side ikke altid fordelt med des lavere omkostninger, jo færre mellemhandlere der er. Udskydes et mellemled, kan distributionsomkostningerne i visse tilfælde samtidig blive forøget. På hvert enkelt trin i varefremstilling og distribution beror omkostningernes højde bl. a. på, hvor mange forskellige varer og varianter^ af samme vare der fremstilles eller forhandles, dels i den enkelte virksomhed, dels i branchen som helhed. Når varerne er standardiserede, er de forskellige virksomheders varer ens med hensyn til forarbejdning, dimensioner, stil og andre egenskaber. Når det modsatte er tilfældet, kan varerne kaldes differentierede. Differentiering bidrager naturligvis til, at der alt andet lige bliver flere varer eller varianter i branchen. Også når de forskellige virksomheders varer er ens, kan der dog af den enkelte vare findes en række varianter med hensyn til anvendt råstof, dimensioner, forarbejdning etc SjL?sJj}lil e li n g y il si g e > at de enkelte virksomheder begrænser det antal varer eller varianter af samme vare, de fremstiller eller forhandler. Undertiden defineres specialisering således, at der her er tale om at begrænse antallet af varer, medens en reduktion af sortimentet, der viser sig i, at antallet af varianter formindskes, betegnes simplificering. Ved standardisering og specialisering (herunder simplificering) kan man indtil en vis grænse opnå, at omkostningerne bli- 20