Han lå på ryggen med spredte ben og armene lige ud til siden. Han havde lysebrune snøresko på, lyseblå cowboybukser og en mørk habitjakke over en

Transkript

1 1 Han lå på ryggen med spredte ben og armene lige ud til siden. Han havde lysebrune snøresko på, lyseblå cowboybukser og en mørk habitjakke over en blå- og hvidstribet skjorte. Den ene arm og skulderen var skjult af bænken, der stod placeret mellem to af de granitblokke, som vendte ud mod gaden. Fingrene på den anden hånd var revet til blods, som om de havde forsøgt at holde fast i et eller andet. Sekundviseren på armbåndsuret bankede som en lille hammer. Klokken var syv minutter over tre. Gunnarstranda løftede hovedet og kiggede op mod husmurene rundt om Grønlands Torg. Der var lys i enkelte af vinduerne. Her og der kunne han få øje på blege, nysgerrige ansigter, der kiggede ned mod ham. Projektørerne kastede et skarpt og hårdt lys over asfalten og brostenene. Det plastbånd, der var hængt op som politiafspærring, blafrede i et vindpust, som strøg hen over torvet. Uden for afspærringen stod en lille flok nysgerrige tilskuere. De fleste af dem var uniformerede politifolk. En skikkelse i hvid kedeldragt var i færd med at pirke til en træstamme ved fortovskanten. Det var en kvinde. Pludselig vendte hun sig om.»se her!«hun fremviste sit fund med en lille tang. Det var et stykke metal. Kvinden drejede tangen og undersøgte fundet. Gunnarstranda studerede den vinkel, metallet havde ramt træstammen i, og han sigtede med blikket ned mod bænken. Da han hørte skridt, afbrød han sin undersøgelse og rejste sig. Ud af det blændende projektørlys dukkede retsmedicineren Schwenke op. Han trak latexhandskerne på, bøjede sig ned over liget og åbnede en skjorteknap, der havde klistret sig fast til kroppen.»kun ét skudsår,«konstaterede han. De rullede den døde om på siden. Schwenke trak jakken og 5

2 skjortesnippen op over ligets ryg. Han mærkede med fingrene på udgangssåret, før han rejste sig og rullede handskerne af igen.»en syndig sommernat, Gunnarstranda? Eller du lå måske og sov, da de ringede?«politimanden kiggede stift på den døde.»en dag må vi have en snak om mine mareridt. De er ved at skifte karakter.ved du, hvem han er?«gunnarstranda nikkede.»ivar Killi. Politimand.«Han slog ud med armen i retning af alle de politifolk, der havde samlet sig på fortovet uden for afspærringen.»du spekulerede slet ikke på, hvorfor hver eneste strisser i byen pludselig står lige dér?«retsmedicineren så sig om, men vendte så igen blikket mod den døde.»var han i tjeneste?«gunnarstranda fandt en cigaret i lommen.»synes du, det spiller nogen rolle?«den hjemmerullede havde fået en krumning som en banan nede i lommen, og flammen fra den billige lighter oplyste hans magre ansigt og fik det i nogle sekunder til at ligne et dødningehoved. Han hostede.»så hold dog op med at ryge,«hvæsede retsmedicineren med væmmelse.»du lyder som et æsel med astma.«gunnarstranda stirrede åndsfraværende ned på den døde.»killi var ikkeryger,«sagde han så, inden han løftede blikket. Emil Yttergjerde trådte ind over afspærringen og kom langsomt hen mod dem. Yttergjerde var bleg og tydeligt tynget af situationen.»det var Petter Bull, der kom først,«sagde han og tilføjede:»men folk strømmer jo til hele tiden, rygterne svirrer, de forstår det fandeme ikke.«gunnarstranda inhalerede, og røgen fik ham til at gispe efter vejret.»vi stod netop og diskuterede, om Killi kan have været på arbejde?«yttergjerde svarede ikke med det samme. Da han endelig talte, var det med lav og kølig stemme:»ivar har været sygemeldt i fire uger, mindst,«sagde han.»og er der nogen, som burde vide det, så er det vist dig.«schwenke hævede begge øjenbryn ved den sidste bemærkning. Han så fra den ene politimand til den anden. Det skarpe lys blev reflekteret af den røgsky, der indhyllede 6

3 Gunnarstrandas ansigt.»hvor er Bull?«spurgte han tonløst. Yttergjerde pegede i retning af udrykningsbilen.»i bilen. Petter havde behov for en pause.og servitricen, der slog alarm?hun venter derinde.gider du?«yttergjerde vendte ryggen til uden at svare og fjernede sig med raske skridt. Gunnarstranda og Schwenke blev tavst stående og så ham træde ud over afspærringen, bane sig vej gennem mængden og krydse gaden, før han forsvandt ind gennem porten til værtshuset Asylet en gul bygning i bindingsværk, der lå mellem Kamal Fashion og Barnevognhuset. Schwenke rømmede sig.»hvad sker der?vi har nogle folk ude at lede efter tre pakistanere. Spørg mig ikke hvorfor, men det kan damen forhåbentlig give et svar på.«en kvinde i cowboybukser og sweater kom ud fra porten.»hvor har du gjort af din makker?«spurgte Schwenke.»Frølich har fået nyt job.er han holdt op?der blev opslået en stilling. Sektionen for Forsvundne Personer. Han arbejder med folk, der forsvinder.«schwenke nikkede i retning af indgangen til Asylet.»Er det ikke det sted, hvor I politifolk drikker fredagsøl?nogle af dem gør, men ikke jeg.jeg mener, hvis det her nu var sket en fredag, så ville...men det skete jo ikke en fredag.«gunnarstranda pressede cigaretskoddet ned i en tændstikæske, som han stak i lommen, da kvinden nærmede sig. De gav hånd. Gunnarstranda nikkede ned mod den døde og spurgte:»har du set denne mand før?«hun trak på det.»du har altså set ham før?ikke på det seneste, men han har været på værtshuset. Der er altid politifolk derinde.du ved altså, at han er politimand?«7

4 Hun nikkede.»kendte I hinanden?jeg ved ikke, hvad han hedder, men jeg har set ham sammen med andre politifolk, når han har været på værtshuset. Måske kendte nogle af de andre servitricer ham, det ved jeg ikke.«hun skuttede sig.»det er ikke så rart at stå her nu og tale om den mand.«gunnarstranda trak hende til side. De gik nogle skridt bort fra Schwenke, der bøjede sig ned over den døde.»var det dig, der ringede efter politiet?ja.efter at skuddet var faldet?«kvinden trak vejret dybt ind.»det begyndte inde hos os. Klokken var halv et. En gæst nægtede at gøre, som jeg sagde.«hun kastede med hovedet i retning af indgangen til Asylet.»Vi var ved at lukke. Vi lukker halv et. Folk var på vej ud. Næsten alle var gået. Men denne her original ville have øl. Jeg nægtede at servere, men han ville ikke gå. Så måtte jeg jo hæve stemmen og sige, at han skulle pisse af. Så kastede han et glas efter mig og råbte, at han ville slå mig ihjel.hvor var udsmideren henne?vi har ikke nogen.«gunnarstranda løftede begge øjenbryn.»det har vi ikke behov for. Der er næsten aldrig ballade inde hos os. Vi lukker tidligt, og med så mange politifolk blandt gæsterne...hvad skete der, da han havde kastet det glas efter dig?han stak af, og jeg løb efter ham.løb du efter gæsten?ja. Jeg regnede med, det var det bedste. Hvis politiet fik fat i ham, ville de jo sætte ham i arresten og alt det, og så tænkte jeg, at jeg ville ordne det selv. Jeg løb efter ham.én gæst? Og var han... pakistaner?aner det ikke. Han så faktisk mere arabisk ud.«gunnarstranda foldede hænderne på ryggen og forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle tage det forfra. Kvinden fortsatte:»han talte fejlfrit norsk, men som sagt, han 8

5 så lidt etnisk ud. Det var egentlig lidt komisk. Jeg løb i hælene på ham tværs over torvet, og han standsede næsten henne ved nedgangen til T-banen dér.«hun pegede. Gunnarstranda vendte sig om og kiggede på den tomme nedgang.»ja, og så?han råbte og skreg: Fuck you, fuck you, I kill you, forbandede racist... Gjorde han nogen udfald mod dig prøvede han at slå dig?nej, men han virkede ikke venlig, så jeg standsede. Der var vel meter imellem os. Jeg sagde, at han skulle tage hjem og lægge sig til at sove. Jeg sagde, at der altid er mange politifolk inde på Asylet. Måske var de ikke alle sammen gået hjem. Du kan give mig en undskyldning, sagde jeg. Så glemmer vi det her, og så får du også lov at komme ind næste gang. Du skal altså opføre dig ordentligt inde hos os, ikke? Tyve meter? Du stod omtrent...«gunnarstranda gik nogle skridt hen mod nedgangen til T-banen.»Du stod cirka her?«hun nikkede.»så du, om der opholdt sig nogen på denne her bænk eller i nærheden af den?«hun tøvede.»nej, jeg fokuserede kun på ham fyren henne ved nedgangen.hvor gik han hen?jeg troede jo, at han havde forstået budskabet, og derfor vendte jeg om og gik tilbage. Lige før jeg skulle over gaden, standsede der en bil på taxaholdepladsen en Audi...Der holdt ingen taxaer?nej.ja, og så?«gunnarstranda vinkede hende videre i fortællingen.»der standsede en bil...en ret stor bil, og ny. Jeg ved ikke så meget om biler. Men jeg kunne se de dér olympiske ringe på køleren. Audi, ikke sandt. To mænd hoppede ud, og med ham ballademageren var de så tre. De havde alle tre baseballkøller i hænderne. Jeg ringede 112 med det samme. På mobilen.«gunnarstranda nikkede beroliget.»tre personer,«mumlede han.»og hans to venner? Så de ud som etniske nordmænd?«9

6 »Jeg vil tippe på pakistanere.«gunnarstranda sagde:»og det var lige bagefter?«hun nikkede.»omkring halv et?klokken var måske tyve minutter i et, måske kvart i.hvad skete der så?jeg standsede. Troede, de ville kaste sig over mig, ikke sandt, hævn eller sådan noget. Men de interesserede sig overhovedet ikke for mig. De gik hen mod indgangen til Asylet. Måske så de mig ikke, jeg ved det ikke. Ikke alle gæsterne var gået. Nogle var på vej ud ad døren, og der stod nogle udenfor og røg og snakkede. Et par af gæsterne blandede sig ligesom med de tre og spøgte for at dæmpe gemytterne, ikke sandt. De bad de tre om at slappe af og sagde, at livet er godt nok og den slags. Og en af dem fik så et slag med en trækølle over armen og råbte op om, at han havde brækket armen. Så skete der pludselig noget. Der blev slåskamp og en forfærdelig ballade. Og jeg forsøgte at dæmpe gemytterne.hvor længe var der gået, siden bilen standsede ved fortovskanten?det gik hurtigt. Højst et par minutter.hvad skete der så mere?der herskede totalt kaos. De sidste gæster inde på værtshuset hørte larmen og strømmede ud på gaden. Fulde folk og hidsige folk, men ikke en eneste politimand så jeg. Disse her originaler, de jagtede folk med baseballkøller.et øjeblik,«sagde Gunnarstranda.»Du taler hele tiden om køller. Så du, om nogen af de tre bar skydevåben?nej. Men det var mørkt, og jeg kunne ikke se noget som helst ud over folk, der løb over gaden, og man kunne høre glas, der knustes, og råben og skrigen. Men så lød der et knald. Plaf. Et enkelt skud. Det var helt tydeligt. Så blev panikken total. Folk løb hid og did, og jeg anede ikke, hvad der skete. Men så hørte jeg en dame råbe op om, at man skulle ringe til lægevagten.var det hende, der fandt den døde?jeg så ikke, hvad der skete. Jeg havde kun én tanke i hove- 10

7 det ville finde ud af, om nogen var kommet til skade. Jeg løb denne vej.så du, hvem der skød?nej, og jeg så heller ikke noget våben, kun skygger i mørket.ved du, hvem det var, der råbte op?nej. Da jeg kom derhen og så en mand ligge på jorden, var der ingen mennesker på torvet. Han lå og var død. Helt hvid i huden.du sagde noget om, at en af gæsterne brækkede armen. Hvor blev den gæst af?folk forsvandt. Der stod mennesker her og der, men de sagde, at de ikke havde set noget, så jeg har ikke mere at fortælle.den mand, du løb efter. Du sagde, at han ville have øl. Havde du set ham være aggressiv tidligere på aftenen?«hun rystede på hovedet.»havde aldrig set manden, før han pludselig stod foran disken og ville have øl. Jeg tror, han lige var kommet ind ad døren.hvordan så han ud?omkring tredive, glatraget oven på hovedet og med en tatovering, der gik lidt op ad halsen. Han var iført en hvid trøje, der skjulte hovedparten af motivet.kraftig?ikke særlig høj, måske 1,70, slank uden at være spinkel. Muskler. Træner nok en del. Han havde sådan nogle pludselige bevægelser, som en del urolige mænd har.var han alene, da han stod foran disken og ville have øl?«hun rynkede eftertænksomt panden.»det er muligt, han var sammen med en dame. Der stod en dame ved siden af ham, men jeg ved ikke, om de var sammen. Hun kan også have været en gæst på vej ud.du ved ikke, hvem denne dame er?ingen anelse.du har ikke set hende før?«hun trak på skuldrene.»kan du beskrive hende?ung, ret pæn. Jeg så hende kun ud ad øjenkrogen, da jeg begyndte at løbe.«11

8 »Blond? Mørk?Rødt hår. Farvet, sådan skrigrødt, så vidt jeg husker.havde hun nederdel eller bukser på?kort nederdel, tror jeg. Eller nej, jeg tror kun jeg husker det røde hår.du siger, at den dræbte ikke var blandt jeres gæster. Er du helt sikker på det?«hun nikkede.»jeg kender de fleste af politifolkene af udseende, og de sætter sig normalt sammen. Men der var lukket, jeg var alene og skulle lukke. Lokalet var næsten tomt, da ham typen bad om en øl.havde I politifolk blandt gæsterne i går aftes?tidligere på aftenen, ja.bemærkede du den dræbte, da uroen begyndte?«hun rystede på hovedet igen.»nej. Der var totalt kaos, og pludselig sagde det plaf. Det kan jo være, at han bare sad på den bænk i forvejen, ikke sandt, da slagsmålet begyndte. Men selv om han har siddet der, er det ikke sikkert, jeg har set ham i mørket.«hun trak på skuldrene.»jeg lagde slet ikke mærke til den bænk.«gunnarstranda nikkede tungt. Daggryet nærmede sig. Himlen var lilla bag byejendommene, der lå tunge og uflyttelige rundt om torvet. De lignede teaterkulisser. Han sagde:»jeg må bede dig komme ind på Politihuset og underskrive en vidneforklaring. Det kan være i dag eller i morgen.«* * * Knap to timer senere forklarede han situationen for kollegerne i kriminalpolitiet. Der var fuldt hus. Mange af politifolkene havde kendt Ivar Killi, flere havde arbejdet sammen med ham, motioneret sammen med ham, gået på politiskole med ham eller bare været sammen med ham i andre sammenhænge. Mange mødte simpelthen op på grund af chokket. Det værste, der kunne ske i dette job, var nu sket. En kollega var blevet skudt og dræbt. Politiafdelingschef Rindal havde stukket hovedet ind og var så gået igen. Han havde kondoleret og sagt, at der ville blive 12

9 oprettet samtalegrupper, så alle kunne komme til at tale med nogen om det, der var sket. Men nu ville han ikke stå i vejen for efterforskningen. Han havde så givet ordet til Gunnarstranda og trukket sig tilbage. Stemningen omkring bordene var spændt. Forgrædte, tavse ansigter på rad og række. Øjne, der undgik kontakt med andre øjne. Lena Stigersand knugede et lommetørklæde i hånden. Og hun var ikke den eneste. Alle var påvirkede af det, der var sket. Gunnarstranda stirrede på sin kaffekop, mens hans talte.»vi har udsendt en beskrivelse af de tre, der startede uroen. Der er ikke meget at gå efter, men alle mænd, der færdes på gaden, skal legitimere sig, og vi regner med ransagning af gamle kendinge, som politifolk støder på i nat, for at finde våben.«stilheden sænkede sig. Gunnarstranda rømmede sig og tilføjede:»selv om chancen for at finde mordvåbenet formodentlig er minimal. Der er allerede foretaget beslaglæggelser. Diverse knive og et oversavet haglgevær.«tavsheden blandt de fremmødte osede af fjendtlighed. Gunnarstranda lod sig ikke mærke med det. Det her skulle handle om mordet på Killi, ikke om ham selv. Gunnarstranda præciserede, at han ikke havde kendt Killi personligt, men at han følte med alle, der havde mistet en ven. Han tav. Ingen sagde noget. Gunnarstranda var klar over, at flere af dem ikke kunne lide, at netop han var efterforskningsleder. Men det var jo ikke hans skyld. Og hvad forventede de egentlig at han skulle trække sig? Han tog ordet igen for at sige, at Ivar Killi havde været sygemeldt i næsten fire uger. Om drabet var relateret til Killis job som politimand, var det for tidligt at udtale sig om. Det var almindelig kendt, at Asylet var et sted, hvor politifolk indtog deres fredagsøl. I går, lørdag, havde der ikke været så mange politifolk på stedet. Den servitrice, som var løbet efter ballademageren, mente, at Killi ikke havde været gæst på Asylet denne aften. Det mest sandsynlige var, at han havde opholdt sig udenfor, da uroen var begyndt. Det var også for tidligt at udelukke, at 13

10 Killi havde kendt drabsmanden. Det var for tidligt at udelukke noget som helst, så længe man ikke havde vidner til begivenhederne og heller ikke havde overblik over, hvad der faktisk var sket. Den højest prioriterede opgave i den nærmeste fremtid ville være at skabe sig overblik over, hvad der faktisk var sket på Grønlands Torg. Det ville blive nødvendigt at stemme dørklokker i ejendommene rundt om torvet og finde vidner til slåskampen, skudepisoden og drabet.»hvis nogen politifolk har været gæster på Asylet lørdag aften, må de melde sig, så vi kan få afklaret med sikkerhed, om Killi var på værtshuset eller ikke. Desuden beder vi informationsafdelingen om at udsende den sædvanlige pressemeddelelse, hvor vi opfordrer vidner til at melde sig.«stilheden sænkede sig igen, kun afbrudt af en knasende lyd, da en eller anden vred kapslen af en Coke. Han fortsatte:»helvede bryder løs, når pressen får at vide, at Killi var en af os, om han så var sygemeldt eller ej.«han rømmede sig og gentog, hvad afdelingschefen allerede havde præciseret: Enhver kontakt med medierne skulle gå gennem informationsafdelingen. Døren gik op. Alles blikke blev rettet mod vagtlederen, der stod i døråbningen. Ingrid Kobro var lige så mærket af situationen som de andre, og hun talte dæmpet:»jeg har netop fået en melding fra Halden. De har standset en bil, som kørte for hurtigt på E6 tre unge mænd i en Lexus, der er indregistreret i Oslo.«Hun kastede et hurtigt blik på udskriften. Hånden og papiret dirrede let.»det ser ud til, at de alle tre tilhører kategorien vore nye landsmænd.«vagtlederen betragtede Gunnarstranda, mens hun talte. Så gik hun i stå. Han spurgte:»norske statsborgere?«vagtlederen nikkede.»ja, efter eget udsagn.«hun kiggede ned på faxmeddelelsen igen og læste op:»khan, Fares og Sharif. Angiver, at de er uarbejdsdygtige og på førtidspension men de kører altså i en Lexus, og heller ikke en af de billigste modeller, så vidt jeg forstod.«hun holdt inde.»hvilken Fares?«14

11 Det var Emil Yttergjerde, der spurgte. Men flere af de andre var også interesserede. Der blev mumlet rundt omkring. Kobro så ned på sit papir.»darak Fares.«Det summede højere. Folk kendte navnet. Kobro hævede stemmen:»ingen våben, ingen dope. Spørgsmålet er, hvordan vi skal reagere.hvem ejer bilen?«det var Petter Bull, der råbte gennem de mange summende stemmer. Alle vendte sig mod ham. Bull havde et ophidset, nærmest febrilsk udtryk i ansigtet. Vagtlederen trak på skuldrene.»bilen er leaset af et firma: Fixit Biloppretting.«Endnu et kendt navn. Det var, som om en dæmning brød sammen. Alle talte pludselig i munden på hinanden. Gunnarstranda lod øjnene løbe rundt i lokalet. Han forstod godt den pludselige ophidselse, men delte den ikke. Da Gunnarstranda mærkede Kobros blik, løftede han hovedet. Han og vagtlederen så på hinanden. Snakken forstummede. Kobro spurgte:»skal jeg bede om at få de tre kørt hertil, så de kan afhøres?«gunnarstranda rystede på hovedet.»nej, hvorfor dog det? Politiet i Halden har en sag mod føreren af bilen. De kan bare spørge de tre, hvor de befandt sig mellem midnat og klokken et i nat.fanden og helvede!«det var Emil Yttergjerde, der brød tavsheden, og han talte for flere.»alle i dette lokale ved, at det bilværksted er ren facade. Her har vi tre kriminelle på vild flugt mod Sverige, kort efter at nogen har skudt og dræbt vores arbejdskammerat. Hvad siger det dig?«gunnarstranda selv sagde ikke noget. Han smagte på sin kaffe. Den var blevet kold og sur. Luften nærmest dirrede af harme i rummet. Gunnarstranda opdagede, at de stadig stirrede på ham. Han så igen Kobro ind i øjnene. Hun spurgte:»hvad bliver det så til?«en stemme blandt de tilstedeværende råbte vredt:»er det 15

12 noget at spørge om? Darak Fares er et løsgående missil, for fanden.«det blev stille nogle sekunder.»og han ligner faktisk den fyr, hende servitricen beskrev,«tilføjede Lena Stigersand.»Han er omkring de tredive, har ikke noget hår på hovedet og er tatoveret.hårløst kranium og tatovering er nogenlunde lige så sjældent hos en trediveårig, som ti tæer er hos en nyfødt,«sagde Gunnarstranda kort.»det værksted har aldrig repareret en bil,«sagde Emil Yttergjerde.»De folk, der holder til på det sted, er førtidspensionister eller langtidssygemeldte hele bundet. Der er vel ikke noget at betænke sig på med de tre fyre i den bil?«gunnarstranda stirrede indædt på ham.»hvad forestiller du dig egentlig? Vil du nu til at sko hesten, finde et reb frem og lege Ku Klux Klan? Føreren af den bil har kørt for hurtigt. Politiet i Halden har sagen. Derudover må de tre forklare, hvor de var henne, da Killi blev skudt. Vi behøver ikke bruge vores kostbare tid på det her.«folk mumlede indbyrdes.»ikke bruge tid på det? Mener du, at det at afhøre de mennesker, der har myrdet Ivar, er at spilde tiden?«gunnarstranda spekulerede på, hvad der var galt i hovederne på disse mennesker. Han betragtede Petter Bull over brilleglassene og sagde:»du og jeg og alle andre her i lokalet ved udmærket, at de tre fyre har én og kun én livsstrategi: De taler ikke med politiet. Vi må bruge vores tid på at finde frem til folk, der kan fortælle os, hvad der skete, da det skud gik af.og det siger du, selv om man faktisk har pågrebet tre mand?«gunnarstranda rystede på hovedet og sagde:»gerningsmanden er altså allerede pågrebet? Før vi overhovedet ved, hvem der skød, eller hvilken type våben der blev skudt med? De tre kørte i en Lexus. Vi efterlyser ellers tre mand i en Audi. Den eneste lighed er hidtil antallet, tre, og så en tatovering. Det handler om at disponere vores ressourcer fornuftigt og gøre de rigtige ting...gøre de rigtige ting? Og det siger du?«16

13 Ordene kom fra Lena Stigersand, og de ramte som en piskesnert. Der blev helt stille. Gunnarstranda vendte hovedet mod hende. En tåbelig diskussion om efterforskningsmetodik havde i virkeligheden været en meningsudveksling om ham selv. Naiv, som han var, havde han ikke forstået det lige straks, men bidt på. Han måtte være ved at falde af på den. Han lod blikket vandre rundt i rummet. Selv om det var Lena Stigersand, der havde sluppet katten ud af sækken, var det tydeligt, at hendes foragt og raseri spejlede sig i hvert eneste ansigt. Presset fra denne misstemning var massiv. Det blev vagtleder Ingrid Kobro, der skar igennem. Hun gjorde et kast med hovedet i Gunnarstrandas retning. Han rejste sig og gik ud til hende. Hun lukkede døren, betragtede ham udtryksløst og hviskede så:»det er jo som at gå ind i et minefelt. Jeg har aldrig oplevet det så slemt før.«gunnarstranda sagde:»der er mindst halvtreds lejligheder, som har udsigt til gerningsstedet. Der bor mennesker i både Smalgangen, Grønlandsleiret, Tøyenbekken, Tøyengata og Motzfeldts Gate. Der er folk, som har siddet på deres terrasser i sommervarmen og drukket et glas hvidvin. Nogle af naboerne har været et smut inde på Asylet. Og flere har garanteret deltaget i den uro, der opstod, før Killi blev skudt. Vi står her og taler, mens tiden går, og den arbejder altså ikke for os. Det eneste vidne hidtil er den servitrice, der løb efter en mand, som stak af fra værtshuset. Hvor sandsynligt er det, at den mand havde et skydevåben? Han kastede med et glas, da han blev ophidset. Han mødte to venner, der forsynede ham med en baseballkølle. Vi har brug for folk til at gå fra dør til dør og finde ud af, hvad der skete i tiden før, under og efter skudepisoden!«kobro tøvede, som om hun ledte efter de rigtige ord. Så sagde hun:»er vi nu sikre på, at det er fornuften, der er vores bedste vejleder i en situation som denne? Ivar Killi var populær, og derinde sidder hans venner. Vi bliver nødt til at tage hensyn til, at denne sag fremkalder stærke følelser.«han svarede:»at prioritere et papirtyndt spor så tidligt i forløbet er helt langt ude! De tre kan lige så godt tjekkes af de 17

14 politifolk, som allerede har dem i varetægt.de hører garanteret til en bande,«indvendte Kobro.»Sikkert. Og hvis det er tilfældet, vil ingen kunne vriste et eneste ord ud af dem hverken vores folk eller andre. Vi har derimod behov for at få et overblik over, hvad der egentlig skete på torvet den nat.det forstår jeg godt,«lød det dæmpet fra Kobro.»Men mine fornemmelser siger mig, at de tre var på vej til Sverige. Hvis de nu slipper med et bødeforlæg, vil de være ude af landet på no time!«gunnarstranda blev stående tavs, mens han tænkte sig om.»servitricen,«sagde han.»er hun gået hjem?«kobro rystede på hovedet.»hun sidder inde hos mig.så hold på hende et par timer til. Find ud af, hvem af de tre i den Lexus, der er tidligere straffede. Vis hende billeder af dem. Det må være nok for denne gang.«kobro åbnede døren til vagtrummet. De gik ind. Småsnak og mumlen stilnede af. Fodfolket ventede på den trufne beslutnings ordlyd. Kobro tilkastede Gunnarstranda et hurtigt blik, trak vejret dybt og sagde:»jeg har en god og en dårlig nyhed. Gerningsstedsefterforskerne har fundet kuglen fra det våben, Ivar formodentlig er blevet skudt med. Ballistikerne hos Kripos ser på den, så snart de møder på arbejde. Det tomme patronhylster er mærkelig nok ikke fundet. Den dårlige nyhed er, at vi spilder tiden ved at sidde her. Jo hurtigere vi får et overblik over mulige vidner, jo hurtigere kommer vi videre i sagen. Gunnarstranda har brug for folk til at stemme dørklokker omkring Grønlands Torg.«Ingen sagde noget. Man udvekslede blikke hen over bordene. Gunnarstranda sukkede dybt.»politiet i Halden afhører de tre, som kørte for hurtigt på E6.«Han vendte sig om og var allerede på vej ud ad døren. En stemme hviskede:»din lort.«en anden i flokken længere tilbage i lokalet råbte:»du skulle sygemelde dig, Gunnarstranda. Noget tyder på, at du ikke kan bestride dit job.«18

15 2 Frank Frølich standsede foran porten for at tjekke gadenummeret. En bildør blev åbnet bag ham. En mørkhåret kvinde i slutningen af tyverne steg ud af en sort Saab. Hun havde øjnene skjult bag et par store, lilla retrosolbriller.»det er så dig, der kommer fra politiet?«hun rakte hånden frem.»fride Welhaven?«De gav hånd. Hun fandt et nøgleknippe frem fra skuldertasken og åbnede porten. Sandalerne klaprede, da hun fortsatte hen til elevatordøren og trykkede på knappen. En tung lyd hørtes højere oppe, da elevatoren satte sig i bevægelse. Han rømmede sig.»posten?«uden et ord mere klaprede hun hen til rækken af postkasser og låste den ene op. Han iagttog hende i det skjulte. Også kjolen var retro hvid med rosenmønster. Solbrune lægge. Smalt, symmetrisk ansigt, håret kortklippet, drengeagtigt. Postkassen var stopfuld. Der stak nogle hvide kuverter frem mellem de farvestrålende reklamer. Elevatoren var trang og gammel. Den standsede med en smækkende lyd og gyngede en smule op og ned. Hun låste døren til lejligheden op med posten under den ene arm.»bor han her alene?«hun nikkede.»skilt?min mor er død.er det længe siden?fire år og tre måneder. Kræft.«De trådte ind. Et garderobeskab dominerede entreen. En 19

16 høj, glaseret krukke fungerede som paraplystativ. På gulvet lå et ægte tæppe med mange detaljer i et rødt og blåt mønster. Han sagde:»jeg har brug for en liste over venner og bekendte, der kan tænkes at vide, hvad han har foretaget sig på det sidste.«hun nikkede uden at sige noget.»det er aldrig sket før?hvad er aldrig sket før?at der går flere dage, uden at din far giver lyd fra sig.det er måske sket, at han ikke har været her, men aldrig uden at ringe eller give besked. Desuden havde vi aftalt at spise sammen i går.og han kan ikke bare have glemt det?nej.«hun rystede på hovedet og tilføjede, ligesom for at understrege, hvor aldeles utænkeligt det var:»absolut nej.har du søskende?«hun rystede på hovedet.»han er død. Min bror.«frank Frølich stirrede på hende. Hun sagde ikke mere. Så spurgte han:»er det længe siden?fire måneder.kondolerer.«hun svarede ikke. Hun vendte sig bort.»tager din far det tungt?ja, selvfølgelig.sørger han? Deprimeret?Det er fire måneder siden. Tiden går. Vi kommer over det.kan dødsfaldet have fået din far til at... gøre noget?«hun vendte hurtigt hovedet om mod ham, som for at finde ud af, hvad det egentlig var, han antydede.»hvis du spørger, om han har taget sit eget liv, er svaret nej.«hun stirrede trodsigt på ham bag brillerne. Længe. Han lod være med at forfølge emnet, men spurgte i stedet:»kan han bare pludselig have fået lyst til at rejse på ferie?ferie?«hun udtalte ordet, som om han havde sagt noget fuldstændig tåbeligt.»ja, en pakkerejse til Spanien, en weekendtur til London eller Rom, noget i den stil.«hun rystede igen på hovedet. 20

17 »Er han friluftsmand, tager han sig sommetider en tur ud i landskabet?han kunne måske være gået en tur, men... hytten? Han har ikke været i hytten en eneste gang, siden mor døde.hvor ligger den hytte?ringebufjellet.det er altså en teoretisk mulighed, at han er taget derop?«hun åbnede en skuffe og fandt en mobiltelefon frem.»det er hans. Han er gået herfra uden at tage sin mobiltelefon med.«frølich ventede på fortsættelsen. Hun måtte rømme sig.»han har ikke givet et eneste livstegn fra sig i lang tid. Det er helt... helt...«hun kunne ikke finde det ord, hun ledte efter, men tog sig så sammen og sagde:»nej. Jeg tror ikke, han bare er gået en tur og blevet væk.jeg afmelder i hvert fald sagen hos lokalpolitiet,«sagde Frølich,»så længe ingen har været ude ved den hytte og tjekke, om han er der eller ej.«hun trak på skuldrene. Han strakte hånden frem.»og den telefon kan blive nyttig, når vi skal finde ud af, hvem han har talt med, før han forsvandt.der er ikke mere strøm på,«sagde hun og rakte ham den.»og jeg kender ikke koden.«frølich stak den i lommen.»i havde en aftale om at spise sammen?i går. Han havde bestilt bord på Engebret. Jeg er ikke særlig vild med Engebret. Det er sådan et sted, han kan lide. Men vi spiser der sommetider sammen. Jeg havde forsøgt at ringe ham op hver eneste dag, flere gange, og jeg var meget nervøs. Men jeg tog alligevel derhen, til restauranten, selv om jeg ikke havde fået fat i ham. Jeg blev lettet over, at han faktisk havde bestilt bord. Men så sad jeg bare og blomstrede i over to timer alene. Jeg måtte spise alene. Han ville aldrig med sin gode vilje have sat mig i den situation.han har aldrig før gjort noget tilsvarende?aldrig.spurgte du, hvornår bordet var blevet bestilt?«21

18 Hun nikkede.»det var over en uge siden. Samme dag, vi lavede aftalen.det kan jo være, han har været ude for et uheld, hvis han for eksempel har løbet en tur om morgenen.far løber ikke.og han har ikke hjerteproblemer?«hun rystede på hovedet.»har aldrig klaget over smerter eller gener?nej.du finder det altså usandsynligt, at han har fået et ildebefindende?du mener en hjerneblødning? Blodprop? Så skulle det vel være sket et eller andet sted, for eksempel her eller inde på kontoret, eller...hvad tror du så, der er sket?hvad jeg tror?«hun stod stille og tænkte sig om.»jeg er bange for, at han er blevet skadet af nogen.nogen?far er advokat, han har klienter og gør forretninger. Han har fortalt, at nogle af dem er ubehagelige og farlige.har du navne på nogen af de klienter?«hun rystede på hovedet og tog solbrillerne af. Så førte hun håndryggen hen over huden under øjnene. De var store, brune og blanke. Hun gjorde en synkebevægelse.»er det sket tidligere at nogen har forsøgt at skade ham?jeg ved, at nogle af klienterne har fremsat trusler. Han har sagt det ligeud, når han lagde røret: Den mand er livsfarlig og den slags.nogen navne?«spurgte Frølich.»Jeg aner ikke, hvem det er. Men jeg følte, at der var noget mærkeligt ved den aftale på Engebret jeg tror, han ville have mig til at reagere, da han ikke dukkede op, gøre noget.«hendes ansigt fortrak sig. Hun vendte sig brat og snublede ud i køkkenet. Hun skyllede ansigtet. Frølich så sig om i stuen. Designerbogreol og ditto spisebord, et par lænestole foran et fladskærms-tv. Rummet var ryddeligt. Der lå ikke noget på spisebordet og heller ikke på sofabordet. 22

19 Han åbnede en dør. Soveværelse. Opredt dobbeltseng dækket af et hvidt sengetæppe. Ingen billeder på væggene. Ryddeligt natbord. Han åbnede skuffen i natbordet. To numre af The Economist og en halvtom tube sårsalve. Han skød skabsdørene til side. Jakkesæt og skjorter på rad og række. Han trak en trådnetkurv ud. Trøjer, pænt foldet sammen. En stor og farverig samling slips hen over en stumtjener. Han fortsatte ind gennem en dør til et hjemmekontor. På væggen hang der et billede af en stolt mand, der sad på hug ved siden af en stor laks på mindst tolv-tretten kilo. Welhavens ansigt med bredt smil og grå sideskilning. I hjørnet stod et chatol med nøgle i låsen. Frank Frølich drejede nøglen rundt og lagde skrivebordspladen ned. Ingenting, bortset fra en fyldepen foran en lille række skuffer. Han åbnede skufferne. Her fandt han kasserede lommebøger i massevis. Alle tomme. Han råbte ud til hende:»du ved ikke, hvor han opbevarer sit pas?er det ikke i chatollet?ikke så vidt jeg kan se.«hun stod i døren.»måske har han det inde på kontoret.kan din far have forladt landet?ikke uden at sige det til mig først.har han hushjælp?ramona. En polsk dame, der kommer to dage om ugen.ramona hvad?aner det ikke, men du kan få telefonnummeret.«sollyset, der stod ind gennem vinduet bag hende, gjorde kjolen gennemsigtig. Han så væk.»sker det, at din far arbejder hjemme?meget lidt, tror jeg.hvornår så du ham sidst?i tirsdags. Her. Han virkede ukoncentreret og talte om sine problemer.talte om sine problemer?jeg gætter på, det havde noget med arbejdet at gøre. Han virkede helt udkørt, men ville ikke tale om det. Han havde mørke rande under øjnene. Han rystede på hænderne, og han 23

20 havde sikkert ikke sovet i lang tid. Hvis du havde set, hvordan han så ud, ville du ikke have spurgt, om han kunne være gået vild i skoven.og den tilstand havde ikke noget med din bror at gøre?nej. Vi har ingen problemer med at tale om Marius. Det her havde med sikkerhed noget med fars arbejde at gøre.sagde han noget særligt, noget nyt? Nævnte han navne eller andet, du har overvejet siden?»det kan jeg ikke komme i tanker om.og så noget helt andet. Hvordan med damebekendtskaber?ikke nogen, jeg kender til.«han blev pludselig irriteret.»hvad mener du med det? Ikke nogen, du kender til?ja, jeg går ud fra, at min far har et seksualliv, men jeg synes ligesom ikke det vedkommer mig.det vil sige, at hvis han har et forhold kørende, så ved du det ikke?sådan omtrent, ja.du ville altså ikke vide, hvor du skulle lede?«spørgsmålet sårede hende. Hendes ansigt fortrak sig igen.»hvad med hans bil?«spurgte Frølich.»Volvo S80, sølvgrå. Den plejer at stå parkeret lige udenfor.men det gør den ikke nu?den kan jo stå hvor som helst. Det er ikke altid let at finde en plads lige i nærheden.men du ved ikke, hvor den er?«hun rystede på hovedet.»bilnøglerne?de er her ikke.«han passerede hende og gik ud i gangen. Han greb bunken med breve, som hun havde lagt på hylden i entreen. Studerede afsenderadresserne: mange regninger.»jeg tager disse her med mig,«sagde han.»og desuden skal jeg bruge en kopi af nøglen til lejligheden.«24

21 3 Politibetjent Ivar Killis lejlighed udgjorde underetagen af en rødmalet funkisvilla i Ullevål Hageby. Ingrid Kobro havde fortalt, at Killi lejede den af en ældre dame, som boede på etagen ovenover. Husejeren var mellem 70 og 80 og ikke ret høj. Hun havde store solbriller for øjnene og et stort tørklæde over håret. Hun støttede sig til en rollator og virkede nærmest døv.»nøglen!hvad siger De?Nøglen!Søjlen? Hvad med søjlen?«gunnarstranda opgav hende. Han gik langsomt ned ad trappen og standsede uden for Killis indgangsdør. Den var låst, den var gammel, og døren hang skævt på hængslerne. Gunnarstranda fortsatte ud gennem hoveddøren. Han gik ud i bilen og hentede en kraftig skruetrækker i bagagerummet. Husejeren kiggede ned på ham fra et vindue i etagen ovenover. Hun stod halvt gemt bag gardinet. Han vinkede til hende med skruetrækkeren. Hun løftede den ene hånd og vinkede sløvt tilbage. Han gik ind ad lågen igen og standsede så op. Han blev stående nogle sekunder og så på cyklerne, der stod lænet op ad muren. Tre cykler af mountainbiketypen, fra det helt almindelige til det avancerede. Han fortsatte op ad trappen og standsede foran Killis dør. Med skruetrækkeren pressede han forsigtigt døren så meget til side, at låsepalen slap grebet i rammen. Han åbnede og gik ind. Lejlighedens lugt var en maskulin blanding af gammel sved, endnu ældre deodorant og stanken af gammelt køkkenaffald eller let fordærvet mad. Han passerede en stor boghylde uden ret mange bøger, fortsatte hen til det store vindue og åbnede 25

22 det så. Den friske luft strømmede ind og gjorde det lettere at trække vejret. Der lå en stabel mandeblade på sofaen. Omslag med unge piger i bikini, knæk i hoften og hænderne i håret. På det lave sofabord lå en bærbar computer. Den var slukket. Strømforsyningen lå på gulvet. Stikket sad i stikkontakten. Gunnarstranda åbnede døren ind til et soveværelse. Dobbeltseng. Sengetøjet i uorden. Et tv med indbygget dvd-afspiller stod foran sengen. Filmene lå i en bunke ved siden af maskinen. Lars Monsen, der havde krydset Canada i øst-vestlig retning, en dokumentar om slædehundekapløbet på Iditarod Trail og diverse frilufts- og jagtfilm. Klædeskabet var af IKEA-typen, hvor dørene før eller senere nægter at fungere mere. Yderst til højre stod der et våbenskab af metal med åben hængelås. En jagtriffel af mærket Remington stod lænet op ad bagvæggen inde i skabet. En dobbeltløbet kombinationsriffel stod ved siden af den. Haglløbet var kaliber 12. Skabets bund var dækket af æsker med ammunition. Gunnarstranda vendte ryggen til skabet og kastede et blik ud på den smalle terrasse. Brædderne kunne godt trænge til udskiftning. I et hjørne stod der to dykkerflasker og en elektrisk kompressor på de møre terrassebrædder. Synet af terrassebrædderne fik ham til at tænke på, at han selv trængte til at få udskiftet terrassebrædderne foran sin hytte. Han lænede ryggen op ad væggen og lod øjnene vandre. Ivar, hvor har du dine hemmeligheder henne? Blikket faldt på den bærbare. Han gik hen til bordet og tændte for den. Maskinen summede. Skærmbilledet var en normal Windows-skærm og sagde ham ingenting. Han slukkede maskinen igen. I døren til soveværelset blev han stående og kiggede fra tvskærmen til dobbeltsengen, videre til skabet, tilbage til sengen. Han gik hen til sengen og løftede puderne og dynen. Ingenting. Han satte sig på hug og kiggede under sengen. Der lå noget derinde. Et kamera. Han fandt det frem. Nymodens tingest. Spejlreflekstype. Digitalt. Han tændte det. Displayet på bagsiden af kamerahuset lyste op. Et natbillede: en stor fuldmåne over en 26

23 vandflade. Han bladrede videre i billederne. Flere naturbilleder; en elgko, som græssede lønneskud; en ræveunge, som sad med åben mund på en græsmark. Nyt billede: en kneblet kvinde sad fastbundet til en køkkenstol. Snoren skar sig dybt ind i hendes hud. Han rettede på brillerne for bedre at kunne se. Rynkede panden. Han ville gerne have haft en forstørrelse. Hun var klædt ud som fetichist, med handsker helt op til albuerne, lange strømper og hofteholder med stropper. Det mærkelige var, at selv om hun var bastet og bundet på overkroppen, sad hun med samlede knæ og fødderne i mannequinstilling, med bare tæer på gulvet. På det næste billede lå hun på maven på et sofabord, mens håndled og ankler var lænket til bordbenene med håndjern. Strømperne havde søm på bagsiden, som på billeder af pinupper fra halvtredserne. Der var noget bekendt ved bordet. Han gik tilbage til stuen. Det var Killis sofabord, hun var lænket til. Ingen tvivl. Samme gulv. Fotografierne var taget her i lejligheden. Kvinden var ung. Hvor ung kunne hun være? Gunnarstranda blev tankefuldt stående nogle sekunder og stirrede på kameraet, før han tog hukommelseskortet ud af det. Han stak kortet i lommen, gik ud i køkkenet og kastede et blik i skraldespanden. Det var her, den fordærvede luft stammede fra. En ubestemmelig pastaret levede sit eget liv sammen med kaffegrums og sorte bananskræller. Han lukkede vinduet og forlod lejligheden. Smækkede døren efter sig. Følte efter, at den var låst. Vendte sig og gik tilbage til bilen. 27