Indledning v. redaktørerne...6. Erland Porsmose: Bygder. Regionale variationer problemer og muligheder...8

Transkript

1

2 Indhold Indledning v. redaktørerne...6 Erland Porsmose: Bygder. Regionale variationer problemer og muligheder...8 Bjarne Stoklund: Bygder, aktivitetsfelter og økotyper. Etnologien og de regionale variationer Carsten Porskrog Rasmussen: Godsejermagt eller naturtilpasning? De regionale mønstre i det slesvigske landbrug i 1700-tallet og deres sammenhæng med naturforhold og godssystemer Mette Guldberg: Bygder set fra kysten...62 Søren Bitsch Christensen: Købstadsystemet og oplandets bygder ca Bjørn Poulsen: Marked og agrar regionalisering i Danmark, Dorthe Kaldal Mikkelsen: Gårdens udvikling gennem jernalder og vikingetid ændringer i størrelse og struktur Per Grau Møller: Bygdebegrebet i og tallets danske landbrug Tommy Dalgaard: Driftsformer i de sidste 50 års danske landbrug Jørgen Skovbæk: Regionale forskelle i dagens landbrug. Udviklingsforløb og årsager Adam Schacke: Enestegårde på Fyn natur eller besiddelsesforhold? Johannes Møllgård: Salling belyst som bygd Ellen Damgaard: Velstående bønder i det vestjyske enestegårdsområd...205

3 Tommy Dalgaard danske landbrug - Driftsformer i de sidste 50 års Af Tommy Dalgaard, Danmarks JordbrugsForskning Landbrugets driftsformer er ændret radikalt de seneste 50 år. I 1950 dominerede det blandede brug over hele landet. I dag er husdyrproduktionen, og især kvægbruget, koncentreret i de vestlige egne, mens kornplanteavl dominerer i øst. De største forandringer er imidlertid sket i agerbygd -områderne omkring de større byer. Arealanvendelsen domineres her i stadig større omfang af deltids- og hobbybrugere, og driftsformen præges derfor af andre interesser end de strikt produktionsmæssige fx natur- og miljøbeskyttelse eller rekreative værdier. En række kort viser eksempler på regionale forskelle og kronologisk konstans i landbrugsdriften i Danmark forhold som kan være væsentlige for en fremtidig udvikling af landdistrikterne som rekreativ ressource, naturbevarer, miljøbeskytter og produktionssted for såvel billige bulk-varer som specielle kvalitetsprodukter. Gennem århundreder har det danske landskab været blandt de mest landbrugsprægede i verden. En forståelse af landbruget og dets driftsformer er derfor central for at kunne forstå og præge udviklingen af et spændende og varieret kulturlandskab. I højskolesangbogens moderne landbrugssang Jeg ejer både mark og eng beskriver forfatteren Jens Smærup Sørensen tankerne hos nutidens landbruger med linierne: Min store stald er fuld af dyr som yder hvad de skal; jeg røgter fra en styringspult og ser dem mest som tal. Det er jo nu en slags fabrik og målet hedder mønt, for andet duer ikke, nej, omend det ku vær kønt. Dvs. den fremherskende driftsform er i dag rationel stordrift, hvor moderne informationsteknologi anvendes til at optimere udbyttet af jorden og husdyrene, og hvor det primære kriterium for optimeringen er økonomisk indtjening. Men helt så simpelt er det nu alligevel ikke. Dette udtrykkes i omkvædet ved at: Alligevel er det lærkens sang og kalvens bløde tunge, og kornets fine skær og ræven med sin unge, der holder mig i live og får mig til at blive. Dvs. i virkeligheden er det også helt andre kvaliteter, end muligheden for profit, der får landbrugeren til år efter år at drive sin jord. Sådan har det været igennem hele den halvtredsårs periode denne artikel omhandler, men måden som jorden drives og landskabet forvaltes på har været afhængig af de meget foranderlige økonomiske, miljømæssige og sociale omstændigheder i perioden. Gennem hele perioden har der været vækst i landbrugsproduktionen, men den teknologiske udvikling og anvendelsen af hjælpestoffer har bevirket at en stor del af arbejdsstyrken i det primære erhverv er frigjort til industri- og serviceerhverv. Udviklingen har bevirket at størstedelen af kulturlandskabet forvaltes af færre men større landbrugsbedrifter, og driftsformen på disse store brug er derfor mere og mere afgørende for landskabets karakter. Specielt i de seneste år har der desuden været en sideløbende udvikling, hvor deltids- og fritidslandbrugere befolker og driver de ejendomme der ikke udvikles til stordrift. Disse landbrugere forvalter ofte land- 149

4 Kapitel 10 Driftsformer i de sidste 50 års danske landbrug brugslandet ud fra en anden logik end fuldtidsbrugerne, og som noget helt nyt er denne logik i visse egne blevet den dominerende. Dertil kommer at samfundet i større og større grad sætter rammer for landbrugets arealanvendelse og påvirkning af natur og miljø. Den sidste halvdel af det tyvende århundrede har således budt på nogle særdeles markante ændringer i landbrugets driftsformer og dermed i forvaltningen af kulturlandskabet. Formålet med denne artikel er at beskrive de vigtigste træk i denne udvikling. Endvidere belyses, hvorledes strukturudviklingen i landbruget har påvirket den kronologiske konstans og de regionale forskelle i kulturlandskabet. Landbrugslandskabets udvikling Arealanvendelse og husdyrhold Omkring 1950 var landbrugslandet over hele kongeriget præget af et intensivt landbrug, idet det netop var i disse år, at det dyrkede areals andel af det totale areal toppede (Fig. 1). Over hele landet havde langt de fleste bedrifter et blandet husdyrhold, men det var især kvægbruget der dominerede (Fig. 2). Således prægedes arealanvendelsen over hele landet af foderafgrøder, hvor der blev dyrket meget græs og mange foderroer. Fig. 1. Udviklingen i den dyrkede andel af det totale areal i Danmark år (Efter Dalgaard et al. in prep., samt Danmarks Statistik flere årgange). 150

5 Tommy Dalgaard I perioden fra 1950 til 1960 blev hesten stort set udfaset som trækdyr til fordel for en ny traktordrevet maskinpark. Dette betød bl.a. at de ca. 15% af arealet, der før gik til foderproduktion til hestene, nu blev frigjort til produktion af foder for andre husdyr (Dalgaard et al. in prep.). Især svineproduktionen og eksporten af bacon voksede. Denne tendens er fortsat helt frem til i dag, idet den øgede foderproduktion ved mekaniseringen blev yderlige forøget gennem et større forbrug af handelsgødninger og sprøjtemidler op gennem tresserne og halvfjerdserne. I dag er arealanvendelsen præget af korndyrkning, som primært anvendes til en svineproduktion, som er flere gange større end omkring 1950 (Fig. 2). Op gennem 1980 erne steg udbredelsen og omfanget af vinterkorndyrkningen markant. Attraktive EU-mindstepriser på korn, nye sorter og effektive svampemidler samt ikke mindst kravet om plantedækkede marker i vinterhalvåret af miljøhensyn tilskyndede indførslen af højtydende kornarter som vinterhvede, der nu modsat tidligere kunne dyrkes over hele landet, og ikke bare på de bedste boniteter i Østdanmark og på Salling/Thy (Fig. 2). Fig. 2. Udbredelsen af Malkekøer, svin og hvede i de danske landsdele år 1950 og år (Efter Dalgaard & Kyllingsbæk 2003). Dominerende bygdetyper Traditionelt set betegner bygdetypen egnstypiske landbrugssystemer, sådan som de så ud i dyrkningsfællesskabets tid omkring år Den største arealandel af kongeriget var vel i denne periode præget af hede/eng/mose/overdrev, mens næsten ligeså store egne af landet prægedes 151

6 Kapitel 10 Driftsformer i de sidste 50 års danske landbrug af traditionelt blandet agerbrug. Derudover var landbrugssystemerne i en mindre del af landet præget af nærheden til større skove, og langs kysterne var der særlige kystbygdområder. Omkring 1950 havde den omfattende opdyrkning konverteret de fleste områder med heder og lavbundsarealer til dyrkede marker eller græsgange. Dermed var den dominerende bygdetype det blandede agerbrug, som prægede omkring trefjerdedele af landskabet over det ganske land. Kun i nogle få sogne bar landbrugssystemet stadig præg af den oprindelige skov- eller hedebygd, og Danmark oplevede vel i 10-årene efter Den Anden Verdenskrig det hidtil (og formentlig nogensinde) mest ensartede landbrugssystem hele landet var så at sige tilpasset den samme niche med produktion af smør og flæsk til eksport! Omkring det seneste årtusindskifte var landbrugslandet stadig præget af agerbygd -landskaber, men en sideløbende specialisering og diversificering har bevirket, at Danmark nu igen præges af forskellige, karakteristiske bygdetyper (Tabel 1). Det blandede brug eksisterer stort set ikke længere, men er blevet specialiseret i hhv. agerbrug uden husdyr (plantebrug) eller agerbrug med husdyr (husdyrbrug). Disse husdyrbrug er igen specialiseret indenfor husdyrtyper, således at der på det enkelte husdyrbrug produceres enten kvæg, svin, fjerkræ, pelsdyr eller andet. Ydermere koncentreres nogle husdyrtyper i bestemte egne, idet f.eks. kvægbrug i langt overvejende grad er koncentreret i Jylland og på Fyn (Fig. 2). Multibrug betegner i denne artikel en ny bygdetype, som især koncentreres omkring de større byer. Her ejes størstedelen af landbrugslandet efterhånden af jordbrugere, som ikke har landbrugsproduktion som sin primære indtægtskilde, men som driver jorden som bierhverv og/eller med henblik på rekreative oplevelser, hobby husdyrbrug eller lignende. Dvs. arealanvendelsen får en række nye funktioner ud over den traditionelle fødevareproduktion. Ofte kan flere af disse funktioner kombineres på det samme areal til en multifunktionel arealanvendelse, og ofte er der spændende samspil mellem den traditionelle heltids driftsform og de nye hobbyog deltidsbrug. Endelig omdannes flere tidligere landbrugsområder efterhånden til egentlige naturområder, fx gennem statslig naturgenopretning, som i Skjern Ådal, eller ved statsstøttet skovrejsning i privat eller offentlig regi. Tabel 1. Oversigt over dominerende bygdetyper i det danske landbrugslandskab omkring hhv. år 1800, år 1950 og år Omkring 1800: Omkring 1950: Omkring 2000: 1. Hede/eng/ mose/overdrev 2. Ager (blandet brug) Ager (blandet brug) Skov Ager (Husdyrbrug) Ager (Plantebrug) Multibrug 3. Skov Hede/eng/ mose/overdrev Natur (Skov/hede/eng/ mose/overdrev) 152

7 Tommy Dalgaard Faser i udviklingen en agro-økologisk tolkning Den kronologiske udvikling i landbrugslandskabet fra 1950 og frem til i dag kan deles op i fire karakteristiske udviklingsfaser (Dalgaard & Kyllingsbæk 2003). Vi har valgt at foretage inddelingen i forhold til landbrugets tilførsel og fraførsel med kvælstof (Fig. 3). Kvælstof er i denne sammenhæng valgt, fordi det er det vigtigste næringsstof for planter (kvælstofgødning) og dyr (proteiner), og fordi overskudstilførsel af kvælstof i landbruget leder til kvælstofforurening og drivhusgasudledning af stor betydning for miljøet og dermed det omgivende samfund. Kvælstofbalancen er således en god indikator for en agro-økologisk tolkning og diskussion af landbrugssystemernes og driftsformernes udvikling (Dalgaard et al. 2003). Fig. 3. Landbrugets tilførsel (t.v.) og fraførsel (t.h.) af kvælstof år , inddelt i 4 udviklingsfaser; I: Traditionel blandet husdyrbrug, II: Den grønne revolution, III: Grænser for vækst, og IV: Verdenshandel og postmodernisme. (Efter Dalgaard & Kyllingsbæk 2003, Dalgaard et al. in prep.). I den første fase (I: Indtil ca. 1950) ses det traditionelle, blandede husdyrbrug. Denne driftsform opretholdes uden den store import af handelsgødning og foder, men med en relativ høj eksport af husdyrprodukter. Landskabet præges her af grovfoderafgrøder, der såsom kløvergræs og lucerne for en stor del er kvælstoffikserende. Dermed opretholdes igennem hele perioden en relativ høj husdyrproduktion. Husdyrproduktionen domineres af drøvtyggere, som kan fordøje græs og andet grovfoder; og muliggør en relativ stor eksport af animalske produkter uden nogen betydelig import af handelsgødning og foder. 153

8 Kapitel 10 Driftsformer i de sidste 50 års danske landbrug I den næste fase (II: Ca ) indtræder mekaniseringen, og især planteproduktionen forøges gennem en forbrugsstigning mht. handelsgødning og sprøjtemidler. Denne Grønne revolution præger som tidligere diskuteret i høj grad landbrugets driftsformer og bevirker et stigende overskud af planteprodukter som eksporteres. Imidlertid stiger kvælstofoverskuddet med samme hast, hvilket giver startskuddet til den næste fase i udviklingen. Den tredje fase (III: ) blev for alvor indledt med et tv-avis-indslag om iltsvind og døde hummere i Kattegat, forårsaget af kvælstofudledning fra især landbruget. En bekymret miljøminister Christian Christensen proklamerede at fuglene er væk, og fiskene er væk, og nu måtte der gøres noget for at nedbringe kvælstofoverskuddet og forureningen. Det stod hermed klart, at grænsen for væksten i landbrugets forbrug af indsatsfaktorer, og dermed måske også i eksporten af landbrugsprodukter, var nået. Den fjerde og foreløbige sidste fase (IV: 1994-?) indledtes med kommissær McSharry s reform af EU s landbrugspolitik. Med denne reform blev en ny epoke indvarslet, hvor produktionen af landbrugsprodukter i højere grad foregår på verdensmarkedsbetingelser, og hvor støtte og regulering af landbrugserhvervet også sker ud fra andre kriterier end de produktionsmæssige. Disse kriterier kan især være knyttet til de ovenstående samfundsinteresser i miljøbeskyttelse, men også andre kriterier såsom landdistriktsudvikling kan indgå. I det hele taget tilpasses dagens driftsformer en samfundsudvikling hvor en række forskellige arealinteresser prioriteres. Disse interesser er forskellige fra egn til egn og er under konstant forandring, hvilket vil blive yderligere uddybet i det følgende afsnit. Regionale forskelle og kronologisk konstans? I dette afsnit søges belyst, hvorledes de store forandringer i landbrugets driftsforhold har påvirket de regionale forskelle og den kronologiske konstans i landbrugslandskabet. Figur 1 viste en betydelig reduktion af det dyrkede areal igennem de seneste 50 år. Imidlertid er det i store træk de samme områder, som havde en høj opdyrkningsprocent i både 1951 og 1999 (Fig. 4). En kortlægning af befolkningstætheden 1951 og 2000 (Fig. 5) viser ligeledes en betydelig konstans i den regionale fordeling. Tilmed har befolkningen i landdistrikterne holdt sig nogenlunde konstant i den analyserede halvtredsårs periode og det til trods for at Danmarks samlede befolkning steg med ca. 1 mio. indbyggere i samme tidsrum! En nærmere analyse af ændringen i befolkningen og det opdyrkede areal viser, at det ikke overraskende er omkring de større byer, at befolkningen er steget, mens befolkningen i landdistrikterne som sagt har været nogenlunde konstant. Dette betyder igen, at det primært er de områder, som omkring 1800 var agerbygder, som har været under forandring, idet disse områder generelt set er koncentreret omkring de større byer i Østdanmark. En analyse af de 3 gange 3 landskaber, som i forskningsrådsprojektet Agrar 2000 blev udvalgt som hhv. ager-, skov- og hedebygder (Dalgaard et al. in prep.), viser således også at befolkningen er steget i agerbygderne, mens befolkningen har været næsten konstant i hede- og skovbygdslandskaberne (Fig. 5). 154

9 Tommy Dalgaard Fig. 4. Den dyrkede andel af det totale areal i de danske sogne 1951 og 1999 (Efter Dalgaard et al. in prep., samt bearbejdede særudtræk fra Danmarks Statistik). Hvide områder er områder uden data. 155

10 Kapitel 10 Driftsformer i de sidste 50 års danske landbrug Fig. 5. Befolkningen i de danske sogne ifølge Danmarks Statistik 1951 og 2000 (excl. Bornholm). Hvide områder er områder uden data. Histogrammet (nederst) viser udviklingen i de 3 gange 3 på kortene markerede landskaber, som i forskningsrådsprojektet Agrar 2000 blev udvalgt som hhv. ager-, skov- og hedebygder (Dalgaard et al. in prep.). 156

11 Tommy Dalgaard Man kan sige, at i tiden frem mod 1950, tilstræbte man i Dalgas ånd at konvertere størst mulige arealer til agerbygd-lignende tilstande. I denne periode oplevede agerbygd-områderne derfor stabile tilstande, mens skov- og især hedebygden stod for fald. I de seneste halvt hundrede år er det derimod i de oprindelige agerbygd-områder, at de største arealanvendelsesmæssige ændringer er indtruffet. Dels er heltidslandbruget i tilbagegang i disse områder på bekostning af hobby og deltidsbrug; dels er den dyrkede andel af arealet faldet som funktion af byudvikling, vejanlæg mv.; og dels er det i disse bynære områder, at en stor del af de seneste halvtreds års skovrejsning har fundet sted (Fig. 6). Fig. 6. Andel areal med skove og plantager i de danske sogne 1951 (Danmarks Statistik) og 1998 (Miljøministeriets ArealinformationsSystem, excl. Bornholm). 157

12 Kapitel 10 Driftsformer i de sidste 50 års danske landbrug Landbrugslandskabet har således tilsyneladende været mest stabilt i de egne, der ligger fjernest fra de store bycentre. Men hvad så med de store strukturforandringer landbruget har gennemlevet i perioden? hvad har de betydet for arealanvendelsen og landbrugslandskabet i disse egne? Svaret er nok, at specialiseringen og koncentreringen i kompetenceklynger har bevirket, at kerneområderne med specielle karakteristika har differentieret sig yderligere, således at egnsforskellene på en række punkter er blevet mere markante. Som eksempel kan nævnes de områder, hvor der dyrkes kartofler (Fig. 7). I midten af nittenhundredetallet var kartoffel- Kartofler (% af landbrugsarealet) Fig. 7. Kartoffeldyrkningens andel af landbrugsarealet i de danske sogne 1951 (Danmarks Statistik) og i de danske kommuner (Dalgaard & Kristensen 2003). 158

13 Tommy Dalgaard dyrkning udbredt i det meste af Vestjylland, Himmerland og Vendsyssel, samt på Samsø og i Nordsjælland. I dag dyrkes der stadig ligeså store eller større arealandele med kartofler i kerneområderne omkring Karup i Vestjylland, Langholt i Vendsyssel, på Samsø og i de vestlige dele af Nordsjælland incl. på Lammefjorden; men i randområderne er kartoffeldyrkningen stort set blevet udfaset til fordel for andre afgrøder og driftsformer. Et andet eksempel er roedyrkningen, hvor der omkring 1950 over hele landet dyrkedes roer på mere end 10% af landbrugsarealet. I dag er dette kun tilfældet omkring roesukkerfabrikkerne på Fyn, Lolland/Falster og ved Kalundborg, hvor sukkerfabrikken nu ganske vist er lukket. I andre områder af landet er roerne afløst af andre afgrøder. Imidlertid er foderafgrøde-funktionen bibeholdt i de vestlige egne af landet. Her har kvægproduktionen har været stabil (Fig. 2), og roerne er afløst af andre foderafgrøder såsom majs, helsæd og kløvergræs. Derimod er foderafgrøde-funktionen helt bortfaldet i området omkring især København, hvor landbrugets driftssystemer har ændret sig radikalt i den betragtede 50 års periode. Det sidste eksempel på regionale forskelle og kronologisk konstans er en opgørelse af den gennemsnitlige markstørrelse i de danske kommuner (Fig. 8). Kortet viser tydelige regionale forskelle, hvor de største marker findes på de bedste jorde, og hvor der tidligere har været agerbygd og godssystemer. Modsat findes de mindste marker stadig på de dårligste sandjorde, også selvom nutidens driftsformer ikke skulle give argumenter herfor. Det tyder altså på, at denne regionale forskel for en stor del kan tilskrives tidligere tiders driftssystemer. Dvs. der har været en stor grad af stabilitet i de regionale forskelle mht. til markstørrelsen og dermed i landskabets mosaikstruktur. Det kunne være spændende at kigge nærmere på ændringsraterne i markstørrelserne som indikator for ændringer i landskabet. En sådan kortlægning ville nemlig kunne indikere, hvor stabil den kronologiske konstans faktisk er, samt hvor og hvorvidt disse observerede, regionale forskelle er under udviskning? Fig. 8. Den gennemsnitlige markstørrelse i de danske kommuner 2002 (Dalgaard & Kristensen 2003). 159

14 Kapitel 10 Driftsformer i de sidste 50 års danske landbrug Konklusion Samlet set har landbrugets driftsformer ændret sig radikalt gennem de seneste halvtreds år. Omkring 1950 var landet dækket af et forholdsvist homogent blandet brug, som producerede bacon og smør til eksport. I dag er de regionale forskelle øget, idet husdyrbrugene og især kvægbrugene er koncentreret i Jylland og på Fyn, mens de øvrige øer i højere grad præges af planteavlsbrug. De største forandringer er sket i de områder, som omkring 1800 var agerbygder. Disse er typisk placeret nær de større byer, hvor størstedelen af landbrugslandet efterhånden præges af deltidsog hobbybrugere, der ikke har landbrugsproduktionen som primær indtægtskilde. Disse nye landbrugere og samfundet som sådan har en række ønsker til landbruget og landbrugslandets funktion som rekreativ ressource, naturbevarer, miljøbeskytter og produktionssted for såvel billige bulk-varer som specielle kvalitetsprodukter. Disse forandringer stiller nye krav til landbrugslandskabets funktioner og dermed til indretningen af landbrugets driftsformer. Regional identitet, historisk dybde og tilpasning til naturressourcens bæredygtighed kan i samklang med en fortsat innovation af nye såvel food-, nonfood- og immaterielle produkter blive nøgleord i denne udvikling. Litteraturliste Dalgaard, T. & Kristensen, I.T Udbredelsen af udvalgte afgrøder i Dansk landbrug Notat vedrørende dyrkning af genetisk modificerede afgrøder. Danmarks JordbrugsForskning, Afdeling for Jordbrugsproduktion og Miljø. Dalgaard, T. & Kyllingsbæk, A Developments in the nitrogen surplus and the fossil energy use in Danish Agriculture during the 20 th century. I: Tiezzi, E., Brebbia, C.A.. & Usó, J.L (red.) Ecosystems and Sustainable Development IV, Volume 1, Advances in Ecological Sciences 18. Southampton, Dalgaard, T., Hutchings, N.J. & Porter, J Agroecology, scaling and interdisciplinarity. Agriculture Ecosystems and Environment 100, Dalgaard, T., Kyllingsbæk, A. & Stenak M (in prep.) Agroøkohistorien og det agrare landskab I: Odgaard, B. & Ryden Rømer, J. (red.) Danske landbrugslandskaber gennem to årtusinder (fra forskningsrådsprojektet Agrar 2000). Aarhus. Forfatteroplysning Tommy Dalgaard er agronom med en PhD-grad i agroøkologi. Han er senior-forsker og forskningsleder for forskergruppen for Geo-data og Regionale Analyser ved Danmarks JordbrugsForskning (DJF), Afdeling for Jordbrugsproduktion og Miljø, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, DK-8830 Tjele. tommy.dalgaard@agrsci.dk. Desuden rettes en stor tak til GIS-medarbejdere Sonja Li Tind og Inge T. Kristensen, samt Senior-rådgiver Arne Kyllingsbæk (alle DJF) for deres bidrag til artiklens datamateriale. 160