LÆSELYST. KULTURMINISTERIETS KAMPAGNE OM BØRN OG BØGER. børns møde med litteraturen og forfatteren

Transkript

1 LÆSELYST. KULTURMINISTERIETS KAMPAGNE OM BØRN OG BØGER børns møde med litteraturen og forfatteren

2 Læselyst. Kulturministeriets kampagne om børn og bøger Mulighedernes verden børns møde med litteraturen og forfatteren

3 Mulighedernes verden børns møde med litteraturen og forfatteren Tekst og redigering: Monica C. Madsen Redaktion: Vibeke Cranfield Udgivet i 2004 af Biblioteksstyrelsen Nyhavn 31 E 1051 København K Telefon: E-post: bs@bs.dk Hjemmeside: Layout: Mette Plesner Illustrationer og omslag: Dorte Karrebæk Typografi: Totis og Rage Tryk: Luna Tryk, København 1. oplag: 6000 ISBN: ISBN elektronisk: Publikationen er tilgængelig på Eftertryk tilladt med kildeangivelse. BS

4 Indholdsfortegnelse 5 FORORD Ved kulturminister Brian Mikkelsen 26 AT LÆRE EN FORFATTER AT KENDE GØR EN FORSKEL Interview med ledende børnebibliotekar Jim Højberg MØDET MED KUNST ÅBNER RUM HVOR BØRN KAN TÆNKE NYT Interview med hjerneforsker Kjeld Fredens DET UDFORDRENDE MØDE MELLEM BØRNS KULTUR OG VOKSNES KULTUR Interview med professor Gunnar Danbolt SKÆVE VINKLER PÅ VERDEN BRYDER NYE VEJE Interview med forfatter Peter Mouritzen BØRNS KREATIVE SKABEN STYRKER DERES EVNE TIL AT MESTRE LIVET Interview med hjerneforsker, professor Matti Bergström FEM SPØRGSMÅL OM AT SKRIVE TIL BØRN FREM FOR VOKSNE Interview med forfatterne Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle BØRNS SYN PÅ MØDET MED FORFATTERE Interview med elever fra 8A på Lundebjergskolen, Skovlunde LEG MED LYD VÆKKER LYST TIL POESI Interview med forfatter Thorstein Thomsen ST. BOGDAG PÅ HALD HOVEDGÅRD Interview med centerleder Peter Q. Rannes 17 AT UDVIDE DET MULIGES GRÆNSER Interview med forfatter Lene Kaaberbøl 39 Ordenes magi: FORTÆLLINGER STYRKER SYGE BØRN 19 KNÆK FORTÆLLEKODEN FØR LÆSEKODEN Interview med forfatter Josefine Ottesen 39 FORTÆLLINGER GIVER FRIKVARTER FRA SMERTEN Interview med Den Blå Heks alias Janne Kjærsgaard 22 AT SKRIVE SAMMEN MED BØRN GIVER SÆRLIG NERVE Interview med Oscar K. 41 EVENTYRETS MAGI Interview med Bowlerbedste alias Ann Mari Urwald

5

6 Forord Hermed foreligger den tredje ud af fem planlagte publikationer som udgives i forbindelse med Kulturministeriets kampagne om børn og bøger. Vi har valgt titlen Mulighedernes verden børns møde med litteraturen og forfatteren. Der er hele tiden nye verdener at opleve i bøgerne, nye tanker, gyset, magien at forundres igen og igen. Man kan gå ind i denne mulighedernes verden alene, men i de fleste læselystprojekter gælder invitationen hele børnehaven, klassen eller måske alle børn i kommunen. Rejsen ind i dette univers får en anden karakter når guiden er en forfatter der gerne fortæller historier, beretter om sit forfatterskab og om det at være forfatter, og samtidig giver inspiration til og rum for at børnene kan anvende deres fantasi og udtrykke sig inden for forskellige litterære genrer. Børns møde med forfatteren er endnu et af kampagnens fyrtårne og i mange af de 60 lokale projekter er der tale om en kulturudveksling mellem barnet og forfatteren, en udveksling hvor begge parter modtager og giver i en åben dialog. Forfatteren møder sit publikum og får dets reaktioner på sit forfatterskab, og børnenes læsning får nye dimensioner. Jeg håber at kampagnen om børn og bøger vil lukke op for mulighedernes verden. God fornøjelse. Brian Mikkelsen 5

7 Mødet med kunst åbner rum hvor børn kan tænke nyt INTERVIEW MED HJERNEFORSKER KJELD FREDENS Mødet med kunstneren og hans værk styrker børns evne til at tackle livets og fremtidens udfordringer. Vi lever i en haretid, men fordybelsen i kunsten skaber skildpaddetid med ro til værdifuld selvrefleksion i vores ellers så travle samfund, siger ledelseskonsulent Kjeld Fredens, tidligere hjerneforsker og udviklingschef for Vejlefjord Center. Det musiske er ikke et opslagsord man kan finde i Den store danske encyklopædi, men slår man op under musikalitet, kan man læse at musikalitet bl.a. er evnen til intuitivt at udtrykke enhed i mangfoldigheden. At være musisk handler dermed om at kunne lytte; at kunne spille sammen med andre; at turde sænke paraderne; at kunne respektere forskellighed; at være indstillet på overraskelser og at kunne finde ind til hvor lidt man kan nøjes med. Vores kulturs materielle fokus og den travlhed det skaber i vores liv, er en trussel mod det musiske, fordi vi har brug for ro og tid til fordybelse hvis vi vil udvikle os og forandre os, forklarer Kjeld Fredens. At kunne erkende, handle og forandre i et veludviklet socialt samspil med andre det er ifølge Kjeld Fredens musiske evner som er essentielle for ethvert menneske. Og som kan udvikles gennem møder med kunst og kunstnere. - De musiske kvaliteter har vi i høj grad behov for i vores samfund af i dag, og det fordybende møde med kunsten giver i særlig grad børn mulighed for at udvikle dem, fordi de har en meget åben tilgang til det nye og ukendte. RUM TIL FORDYBELSE AFGØRENDE HARETID OG SKILDPADDETID Han skelner derfor mellem to tidsdimensioner som det er vigtigt at vi er bevidste om: Haretiden som er den tid hvor vi har travlt, træffer beslutninger og handler. Skildpaddetiden som er den tid hvor vi fordyber os, er åbne, reflekterer, stiller spørgsmål, skifter gear og udvikler os. Til hver af de to tider knytter han en tankedimension: I haretiden styres vi af den store tanke som driver vores kultur og som påvirker os til at tænke hurtigere, til at ville have mere og mere osv. men som ikke fornyr os. I skildpaddetiden helliger vi os den lille tanke, det musiske som opstår i os når tiden står stille, og vi får ro til at stoppe op, fordybe os og reflektere. Den lille tanke søger dét som er væsentligst for os, og den ved hvad der har værdi for os og hvor meget andet vi kan und- 6

8 være. Den lille tanke er så at sige vores indre værdikompas. Den inspireres af de ni muser, gudinderne for den kunstneriske inspiration som hjælper os med at se nye muligheder og anlægge nye synsvinkler på tingene. Kulturen og den store tanke eksisterer allerede når vi fødes, men ved hjælp af den lille tanke kan vi udvikle den til noget værdifuldt for os selv og andre. Derfor rummer den musiske tilgang til tilværelsen både en frihed og en valgets nødvendighed, en etisk nødvendighed der handler om at lære mennesket at søge det værdifulde for sig selv, andre mennesker og samfundet. KLODSHANS-INTELLIGENS Intelligens defineres som oftest som evnen til at tænke analytisk, og den måles ud fra velstrukturerede opgaver. Men det musiske menneske mestrer mere og andet end blot at tænke analytisk, understreger Kjeld Fredens. Det musiske menneske kan også tænke kreativt dvs. tolke inspiration og vurdere hvad der kan komme ud af den. Det musiske menneske kan åbne sig for andre, have tillid til at man ikke behøver at have fuld kontrol med og kunne sætte ord på alle processer på forhånd; og det musiske menneske kan rumme, leve med og fastholde modsætninger. Professor Robert J. Sternberg hævder i den forbindelse at succes i tilværelsen afhænger af hvor godt et menneskes analytiske, kreative og praktiske intelligens spiller sammen, citerer Kjeld Fredens og fremhæver i samme åndedrag figuren Klodshans som et billede på det musiske. Klodshans er hele tiden truet af de ældre brødre, men når det gælder kampen om prinsessen kommer brødrene til kort, for de kom ikke op i noget de på forhånd havde haft for. Kampen om prinsessen kunne ikke vindes med mere af det samme. Klodshans er dermed synonym med det uforudsigelige, og det der giver livet værdi. Klodshans klarer sig, fordi han kan rumme og tackle det mangfoldige. Derfor kan vi fremme børns musiske sider ved at lære dem at lære, dvs. være åbne for indtryk være konstruktive og have kritisk sans kunne omsætte viden i nye situationer. KUNST SKABER SKILDPADDETID At fordybe sig i kunst rummer gode muligheder for at skabe skildpaddetid og give plads til den lille tanke som styrker børnenes musiske tilgang til livet. At være musisk handler ikke om at alle børn skal være kunstnere, men at de skal være åbne så de ikke bliver slaver af vanetænkning. Og kunsten kræver en særlig åbenhed og afsøgning man skal tage subjektivt stilling, og der er ingen endelige svar. Vil man skabe det ideelle møde mellem barn, kunstværk og kunstnere, skal man imidlertid holde sig for øje at man godt kan trække børn til truget, men ikke tvinge dem til at drikke. Derfor er det vigtigt at værket har stor lødighed og autenticitet at værket vækker barnets undren. At vække barnets undren kræver skilpaddetid som giver plads til fordybelse, til følelser og til at stille spørgsmål. Ikke haretid som er forstandens boldbane hvor vi har travlt, kører på reflekser og søger entydige svar. Haretid gør det muligt for os at overleve, men spiller vi for meget med på samfundets haretidstempo, får vi ikke mulighed for at stoppe op og skifte gear, finde flere strenge at spille på og finde ind til det musiske. Er læringsrummet fyldt med fart, er der med andre ord ikke tid til at stille spørgsmål. Derfor er det vigtigt at sætte barnet i situationer som skaber skildpaddetid, dvs. tid til at vække undren og fordybelse så barnet får mulighed for at reflektere og møde sig selv i mødet med værket. Hvis skolen laver emneuger hvor børnene møder kunstnere, er formålet selvfølgelig at eleverne får større viden om den kunst kunstneren introducerer dem til. Det er vigtigt at sætte rammer og mål på den proces på forhånd, men når rammerne er sat, skal barnet have mulighed for både at kunne fylde dem ud med skildpaddetid og haretid, til selv at kunne styre hvordan det i sin læreproces vil pendulere mellem de to tider. For det er vigtigt både at kunne køre hurtigt og langsomt til hver sin tid, pointerer Kjeld Fredens. 7

9 EVNEN AT PENDULERE Man kan befordre børns evne til at pendulere ved at man selv som voksne omkring børnene pendulerer: nogle gange har travlt og handler rationelt og effektivt, andre gange tager sig tid til at fordybe sig i en detalje eller noget særligt, alene for nydelsens skyld. Og ved at man sætter så fleksible rammer at børnene selv får muligheden for at opdage de to tilstandes kvaliteter. At være målspiller eller frispiller er to tilgange til livet, siger Kjeld Fredens med henvisning til James P. Carses bog Målspil & frispil: livet betragtet som et mulighedernes spil. Bogens pointe er at de fleste af os er både målspillere og frispillere. Som målspiller læser vi fx for at få fri, som frispiller føler vi os fri og læser af den grund. Skolen er meget målspiller-orienteret, derfor skal frispilleren i børnene stimuleres så tidligt som muligt i barndommen. I særlig grad i skolen så barnets frispiller hele tiden kikker med, når målspilleren er i fokus. Skolens fokus er i al for høj grad rettet mod at stimulere målspilleren. Læringens vigtigste formål er imidlertid ikke at fylde børnene med facts, men at lære dem at reflektere, at udvikle deres sociale intelligens, at lære dem at stille de gode spørgsmål og give dem den nødvendige viden til at finde de gode svar. I fremtiden bliver der langt større behov for folk som kan stille spørgsmål frem for at finde svar altså for musiske mennesker som har følelserne med, understreger Kjeld Fredens. At turde stille spørgsmål kræver imidlertid mod og åbenhed. Forudsætningen for åbenheden er at man har flere antenner ude. Man dømmer og garderer ikke i skildpaddetiden, man møder omverdenen med en fordomsfri åbenhed og stiller i kraft af den de vigtige spørgsmål. Bagsiden ved at være åben er at man er mere sårbar. Vi kender det fra kollegaer som er meget åbne og musiske. Det er let at sparke benene væk under dem med et det har vi prøvet før, når de prikker til vores magelighed. Derfor støtter vi børnenes udvikling bedst ved at tage deres negative og bange følelser alvorligt og lære dem at tackle dem som en del af livet. I SKILDPADDETID-MESTERLÆRE Karakteristisk for kunstværket er at barnet gennem det hele tiden møder sig selv på ny. Værket konfronterer barnet med sig selv og det det står for, og med de muligheder der er tilstede. Derfor skal barnets møde med kunsten ikke begrænses til et faktuelt møde med færdige konklusioner. Det skal være drevet af en nødvendighed, en søgen efter at afdække ny erkendelse som hele tiden vil videre og frem. De voksne som skaber rammerne om børnenes møde med kunsten, skal skabe ro, sætte tempoet ned og tiden i stå og dermed inspirere børnene til at gøre det samme på egen hånd. Stressede og fortravlede voksne er den største blokering i forhold til at lære børn at fordybe sig i skildpaddetid. At opleve kunstneren i hans eget univers, i hans skildpaddetid og at få en oplevelse af kunstværkets tilblivelse, kan på samme måde inspirere børnene. Det fungerer som en form for mesterlære. At møde kunstneren med hans syn på tiden og hans usikkerhed på værket, at opleve at han ikke har de samme bastante konklusioner om sine værker som de eksperter der vurderer dem. Vi oplever jo fx gang på gang at mødet med kunstnere ikke forløser vores spørgsmål om hvad ideen med værket egentlig er. Han har ikke tænkt over hvad meningen er og vil meget hellere fortælle om noget han har oplevet. En tavs vidensformidling direkte til barnet som giver barnet ideer til hvordan det selv kan gribe den kreative proces i skildpaddetiden an. For den kalder andre ressourcer frem i børn og giver dem mulighed for at finde ind til kernen i sig selv. 8

10 Det udfordrende møde mellem børns kultur og voksnes kultur INTERVIEW MED PROFESSOR GUNNAR DANBOLT Når børn og voksne mødes med kunst og kulturformidling som fælles mål, skal vi voksne være bevidste om at mødet er en udveksling mellem to kulturer: den voksnes og barnets. Elementer der kun hører vi voksnes kultur til, er fx oplæg til undervisning, formidlingssted, omvisning osv. Børns kultur har en langt mere legende karakter som på mange og afgørende punkter adskiller sig fra vores, og som vi i højere grad skal komme i møde, pointerer professor Gunnar Danbolt fra Institut for kulturstudier og kunsthistorie på Bergens Universitet. Ial kulturformidling til børn er vi nok bevidste om forskellen mellem børn og voksne, men ofte opfatter vi kun børn som små uudviklede voksne der ikke kan forstå alt det vi voksne ved og kan. Derfor koger vi budskabet ned til det klichéagtige til korte enkle sætninger og simple pointer i et forsøg på at få børnene til at forstå. Det er en fuldstændigt misforstået strategi, ifølge Gunnar Danbolt. Børn lever i en anden kultur med et helt andet kunstbegreb end de voksne, nemlig legen. De bruger legen til at fortælle, og de bruger fortællingen til at lege på den måde holder de fast i deres oplevelser og tilegner sig erfaringer om verden som modner og udvikler dem. For børns kultur er mundtlig. De har ikke mulighed for at skrive det de oplever ned, og hvis ikke oplevelsen skal gå tabt, må den kunne erindres og generindres på en måde hvor den kan nedfælles som erfaring. Det er dette som sker i legen den leg som er en legende fortælling og en fortællende leg. Og som nok inddrager den mentale og sociale virkelighed, men i en omformet og forvandlet udgave, så legeforløbet får samme karakter som en drøm med de fortætninger og forskydninger som Sigmund Freud talte om. Derfor må en barneleg tolkes ligesom vores drømme. Et andet aspekt skal også nævnes at legen er regelstyret og følger regler som ofte skabes i situationen, men er en nødvendighed, fordi de er forudsætningen for at børn kan lege samme leg sammen. Det er bl.a. vigtigt at fremhæve dette, fordi børn kan gå helt op i legen, og pludselig stille sig uden for den og diskutere reglerne. SIMPEL FORMIDLING SPÆNDER BEN Og intet tyder på at børns legende fortælling med alle dens mangfoldige udtryk er så enkel og entydig som de budskaber vi ofte forsøger at formidle til dem tværtimod. Den er uhyre kompliceret og mangetydig. Formidler vi derfor det enkle og banale til børnene, vil det modarbejde de erfaringer de allerede selv har gjort sig. Derfor skal vi ikke være bange 9

11 for at gå ud over det, de kan forstå i øjeblikket. Vi kan trygt lade dem høre fortællinger og beretninger som er avancerede og komplicerede, så længe de engagerer barnet. Alle misforståelser som de naturligt kan afføde, vil give børnene større oplevelser end alt det de forstår. I Gunnar Danbolts norske barndomshjem sang familien fx Grundtvigs julesange på dansk, og mangt og meget gik børnenes næse forbi i forhold til det kristne budskab, fordi de ikke forstod ordene. Men de fik Gunnar Danbolt og hans søskende til at fundere meget over, hvilket mirakel det var, at en konge uden mage = konge uden mave blev født på jorden hvorfor var det netop maven han manglede? Måske fordi det ikke er godt at spise så meget i julen? Var det skadeligt at vi opfattede ordene sådan? Nej, det var snarere meget frugtbart, fordi vi fik nogle inputs som satte en refleksion i gang. I dag derimod får børn alt for meget af det pæne og ufarlige som er så glat og blankpoleret at de ikke sætter spor refleksion i gang. Men vi skal ikke bekymre os om det børnene uundgåeligt kan misforstå. De frugtbare misforståelser gør det netop muligt for barnet at fordøje voksenkulturen uden at spænde ben for sin egen erfaring, sin egen kultur, altså uden at blive offer for de voksnes kulturimperialisme. For misforståelser kan måske mest frugtbart opfattes som barnets forsøg på at tilpasse det de lærer fra voksenkulturen til deres egne begreber og horisont, forklarer han. FORTÆLLINGEN ER FUNDAMENTAL I FORMIDLING Når det gælder førskolebarnet, er det derfor afgørende at vi i højere grad bruger vores energi på at skabe positive holdninger til det vi vil formidle, frem for på at sikre at vi formidler det uden mulighed for misforståelse. Sagt på en anden måde det er vigtigere at give børnene gentagne gode selvstændige oplevelser med bøger, kunst osv., end at sikre at de husker og forstår alt hvad vi ønsker at formidle til dem. Når barnet bliver ældre, skal vi være mere bevidste om det faktuelle indhold i vores formidling. Og have in mente at skal kundskab og oplevelse integreres, må vi vælge den gode fortælling, for den og kun den kan gøre fakta om fortid og samtid så aktuelle at de engagerer barnet optimalt. Fortællingen er fundamental i både børns kultur og voksnes kultur. Som filosoffen Ludwig Wittgenstein ( ) påpeger, er det ud fra eksemplet eller fortællingen vi destillerer vores teorier. Beklageligt er det bare at vi derefter laver eksemplerne om til entydige illustrationer, hvorved de usynliggøres. STYRKEN VED AT GLEMME OG GENERINDRE Effekten eller udbyttet af en ny indsigt eller kundskab kan have mange dimensioner. Når det gælder førskolebarnet, er udbyttet måske størst når barnet umiddelbart let glemmer det igen. Den positive effekt opstår ved den oplevelsesrige genkendelse og generindring, hvor barnet på et senere tidspunkt kommer i en situation der genkalder den ellers glemte indsigt. På den måde integreres oplevelse og kundskab til en levende erfaring, hvor mange fakta knyttes sammen. De større børn bør være mere bevidste om de kundskaber de tilegner sig ikke som enkeltfakta, men som historier og fortællinger de kan fortælle videre. Her hviler der en stor opgave på skolen og de øvrige kulturformidlingsinstitutioner som i langt højere grad bør være bevidst om at den teoretiske kundskab er sekundær og ikke primær. For havde man i barndommen holdt sig til fortællingen, ville man i de højere klasser lettere kunne forstå at fortællingerne er mangetydige og derfor kan tolkes på flere måder. På den måde ville tolkningsteorierne naturligt blive integreret i børnenes bevidsthed. I dag lærer man imidlertid alt som tørre tal og rene fakta, og det fører ikke bare til at kundskaben bliver kedelig, men også til at man tror at alt er sådan, for det har læreren sagt. Og dét støtter ikke op om barnets naturlige evne til selvstændig refleksion tværtimod, pointerer Gunnar Danbolt. 10

12 Skæve vinkler på verden bryder nye veje INTERVIEW MED FORFATTER PETER MOURITZEN At bruge kunsten til at åbne andre verdener for børn end den de kender fra tv, og vise dem skæve, anderledes vinkler på virkeligheden. Det er drivkraften bag Peter Mouritzens forfatterskab som han netop har modtaget Det Danske Akademis Silaspris for. For selvom børn i dag er meget velinformerede via tv, rummer de verdner man som kunstner kan præsentere dem for, en særlig dimension de ikke kan opleve der, forklarer han. Muligheden for allerede som barn at få indblik i kunstens univers kan få skelsættende betydning for ens vej videre i livet. Det oplevede forfatter Peter Mouritzen selv på egen krop, da han som ung i tressernes provinsmiljø fik mulighed for at komme til forpremierer på Aalborg Teater for kun 2 kroner og se Ionesco, Brecht, Behan og andre banebrydende dramatikere. Det var en helt anden verden der foldede sig ud for mig deroppe på scenen. En verden der stod i stor kontrast til bedsteborgerskabets begrænsede udsyn som jeg var vokset op med, og som med sit markante skæve syn på verden pludselig kastede et helt anderledes lys på tilværelsen. Et lys som kom til at forme min personlige udvikling, og som har gjort mig til den jeg er i dag. Min drivkraft i mine møder med børn i dag er derfor at forsøge at give dem en lignende oplevelse, at indvie dem i at kunstens væsen er at vise os andre dimensioner og vinkler på vores liv. Som pointen i Biblens lignelse om de talenter man får betroet, skal man ikke blot grave sine betroede talenter ned som den dovne tjener gjorde. Man skal give dem videre, få dem til at blomstre og sætte nye frø. SKATTEJAGT PÅ AFVEJE Og at der bliver sået nye frø, er der i høj grad behov for både i forhold til børnenes personlige og samfundets overordnede udvikling, understreger Peter Mouritzen. Børn i dag er utroligt velinformerede og har indblik i ufatteligt meget. Men de har ikke kun behov for at spejle sig i en mainstreamkultur de har også brug for at få deres identitet belyst på anden måde end de får gennem tv, deres lærere osv. Skattene ligger også skjult andre steder end på hovedvejen og de velkendte ruter, siger han og forklarer i samme åndedrag at det også kommer samfundet til nytte på lang sigt at give børnene skæve vinkler på tilværelsen. Børnene skal føre vores samfund videre, og det er kun en fordel at børnebøgernes gale og skæve vinkler på livet kan lære dem at betragte livet på alternative måder, så de udvikler sig til mennesker som talentfuldt kan finde nye spor og veje. 11

13 FORDELE VED HUSFORFATTER Peter Mouritzen har de sidste tyve år besøgt et utal af skoler landet over og er desuden tilknyttet Hjørring Private Realskole som husforfatter, takket være skolebibliotekar Lene Riis der mener at alle elever skal møde en forfatter i løbet af deres skoletid. Derfor får alle klasser på et eller andet tidspunkt besøg af Peter Mouritzen. Fordelen ved at være husforfatter er at jeg kender lærerne, og at de kender mig, min facon og mine signaler. De ved hvad jeg har på hjerte og kan forberede eleverne på det. Derfor føler jeg mig hjemme på skolen og kan yde mit bedste. NÅR FORFATTER OG LÆSER BLIVER ÉT Af samme grund beder han også altid lærerne om at forberede sig praktisk, at vælge det rigtige lokale, et mindre rum hvor der er ro, og andre elever ikke vælter ud og ind af dørene. Selvom sofaarrangement i skolebiblioteket fx umiddelbart er en hyggelig ramme, kommer der andre elever som stjæler elevernes opmærksomhed og kan slå ham ud af kurs. Jeg forklarer bl.a. eleverne hvordan jeg selv inspireres. Hvilke ideer de af mine historier de har læst, er udsprunget af. Og hvordan jeg har arbejdet videre med dem ved at stille mig selv de samme basale spørgsmål hvem, hvor, hvordan, hvorfor osv. som også driver læseren. På det punkt er forfatter og læser ens min drivkraft er også at finde svar på dem. Forskellen er blot at jeg undervejs træffer valgene om hvordan historien skal udvikle sig. Men historien folder sig også først fuldt ud for mig undervejs, i takt med at de spørgsmål som dukker op i løbet af skriveprocessen, dirigerer mig i mit valg af veje. De bedste bøger er dem hvor teksten sluger en, så det føles som om den er skrevet og læst af en og samme person, citerer Peter Mouritzen den amerikanske essayist Emerson. Det er særligt vigtigt at holde sig for øje i forhold til børn. De har en legende tilgang til bøgerne og har endnu ikke mobiliseret intellektuel disciplin til at tygge sig gennem en tør tekst med et interessant budskab. Derfor skal de have adgang til den type bøger hvor sproget opleves som en legende bevidsthed, en legende krop der får forfatter og barn til at smelte sammen til en og samme person. DEN STØRSTE ROS Lykkes mødet mellem kunstner og børn, formår man på samme måde som kunstner at afgive en åndelig energi som falder i en frugtbar jord hos børnene, hvor frøene spirer over kortere eller længere tid, og måske for nogen bliver en skelsættende oplevelse som deler deres liv op i et før og efter, sådan som jeg selv oplevede i Aalborg Teaters mørke. Og under alle omstændigheder tror Peter Mouritzen at det har meget stor betydning for børns oplevelse af bøger at møde en forfatter og opleve at han eller hun er et almindeligt menneske fx i hans eget tilfælde, hvor der er stor kontrast mellem hans person og hans uhyggelige bøger. Når en elev der tydeligvis ikke hører til blandt de velopdragne, boglige elever, efter et besøg i en klasse kommer hen til mig og stikker mig venstre hånd med et tak for en god dag, forfatter, er det det hele værd for mig. Eller som pigen der en gang skrev til mig at mine bøger var bøger hun aldrig ville glemme det er den største ros af alle for mig. Og det er det jeg ser som vi forfatteres ypperste mål at åbne nye åndelige verdner for os selv og vores læsere. Tag ikke fejl af de åndelige værdier ved et stykke kraftfuld og god litteratur eller et særligt intenst møde med andre indtryk og energier man har særligt på hjerte, modtages særlig stærkt af dem der er åbne modtagere. UD AF ELFENBENSTÅRNET Mødet med børnene giver også Peter Mouritzen selv meget værdifulde oplevelser. Takket være møderne sidder jeg ikke som et fossil i et elfenbenstårn, selvom jeg er kendt for at være elitær nej, jeg er ude hos mit publikum fra børnehaveklassen til 10. klasse, og jeg får reaktioner fra dem og ved hvordan de tænker. Og selvom jeg ikke retter mig ind efter dem, får jeg en klar fornemmelse af om vi er på bølgelængde trods forskel i alder og erfaring. I et enkelt tilfælde har mødet med en klasse desuden givet ham ideen til en ny roman Dødninge- 12

14 dukken som er en spøgelseshistorie om en forfatter der ligesom han selv tager ud på skoler og fortæller om sit arbejde, men som i langt højere grad kører på rutinen, indtil han en dag pludselig rystes dybt af at se en spøgelsespige i klassen som ingen af de andre kan se. En roman som på overfladen er en kærlighedshistorie til livet, men hvor han samtidig får fortalt en del om at være forfatter. Ind i mellem sætter han også et skriveværksted i gang, men overlader til læreren at føre processen til ende. Han vil gerne give bolde op og komme med gode råd, men springer fra før han ender i en decideret lærerrolle. GYSET SOM DANNELSESPROCES Han har desuden holdt foredrag for lærerne på Hjørring Private Realskole, og planen er at han i 2004 skal møde forældrene. Det er en god idé som bygger bro. Jeg kan fx forklare forældrene hvordan jeg griber samtalerne med børnene an, og hvad den dybere mening med mine gys og gruromaner er. Hvorfor jeg mener børn skal have mulighed for at beskæftige sig med den genre. At det ikke er gyset eller destruktionen i sig selv børnene tiltrækkes af. Det er det at komme ud i lyset på den anden side som driver dem. For dæmonerne har vi hver især i os selv, og det er vigtigt at vi får mulighed for at gennemspille vores skyggesider via fiktionen, så vi ikke lever dem ud i virkeligheden at leve sig ind i gys og grufortællinger har en rensende effekt, pointerer han. Vi både tiltrækkes og frastødes af gyset i en meget stærk spænding, fordi vi gennem gyset søger at afkode livets hemmelighed. Gyset har en dunkel hemmelighed som det er værre at undvære end at kende. Det uforløste gys spøger langt stærkere i ens bevidsthed. Som Kierkegaard siger, er den vigtigste historie den om drengen som drager ud i verden for at lære at blive bange. Dén opgave skal vi tage på os, selv om den er en kolossal åndelig udfordring. For gyset repræsenterer i virkeligheden en åndelig stræben. Derfor er mennesket så særligt tiltrukket af det. KAOS ER KILDE TIL AL KRAFT Hannibal the Cannibal i filmen Ondskabens øjne er fx den forfærdelige seriemorder vi alle frygter. Den kvindelige hovedperson, FBI-agenten, skal finde en anden seriemorder, Buffalo Bill, og Hannibal driller hende med at hun må kende ham før hun kan fange ham. Hun svarer at Buffalo Bill er en sadist. Men nej, den forklaring er ikke tilstrækkelig. Han gør det for at få fred, siger Hannibal. Vi ligner alle lidt Buffalo Bill på det punkt. Vi ønsker ikke at ende i gysets mørke vi vil ud på den anden side, og det gør vi så rituelt via fiktiv litteratur og film. Det er simpelthen en dannelsesproces at lære de sider at kende i os selv på en rimelig måde. Og vi bliver meget klogere af at undersøge hvad der ligger bag bogens eller filmens umiddelbare plot vi drages automatisk ind i fortællingen, for vi må kende sandheden bag så vi i den sidste ende kan sætte afklarende ord på. Ligesom når vi vågner efter et mareridt og forsøger at finde ud af hvor brikkerne kommer fra så vi kan komme overens med de kaoskræfter der koger i os selv og skaber mareridtet, fortsætter han. Selv om verden uden om os er ordnet på en ikke-kaotisk måde, rummer vi et indre kaos af det ustrukturerede, formløse som vores bevidsthed ikke kan fatte. Det får indimellem vores hjerne til at koge over i en grad som vi forbinder med det uhyggeligste, med djævelen selv. Men det gode i os stammer også fra vores indre kaos. Al vores drift og kraft på godt og ondt udspringer af den samme kaossump. Også den kunstneriske skaben hvor kunstneren evner at sublimere og raffinere den voldsomme kaoskraft som bobler i sumpen. Som Hannibal meget smukt formulerer det: Tyfus og svaner kommer samme sted fra! pointerer Peter Mouritzen. Peter Mouritzen er født i 1946 i Aalborg og skriver for både børn, unge og voksne. Bl.a. Manddomsprøven og andre noveller, gendigtningen af bibelhistorien om Samson: Kraftkarlen og den dejlige dame samt billedbogsfortællinger, gysere, korte historier og noveller. Modtog i 2003 Det Danske Akademis Silaspris. 13

15 Børns kreative skaben styrker deres evne til at mestre livet INTERVIEW MED HJERNEFORSKER, PROFESSOR MATTI BERGSTRÖM Hvordan man håndterer de kaotiske elementer som kan opstå når børn får mulighed for at fordybe sig i kunstneriske processer det har den finske hjerneforsker, professor Matti Bergström fra Helsingfors Universitet et klart bud på. Børns spontane, kaotiske leg og skaben udspringer af deres rige, indre mulighedsverden og er en meget vigtig ressource både i forhold til deres personlige udvikling og til den overordnede udvikling af samfundet. Men vi forstår ikke at udnytte denne ressource tilstrækkelig godt vi hæmmer den i alt for høj grad, når vi fx i skolen kun fokuserer på at ruste børn med faktuel viden og en veludviklet evne til at tilpasse sig vores vedtagne orden, påpeger han. Derfor skal vi ifølge Matti Bergström blive bedre til at skabe rum hvor børn bl.a. gennem mødet med kunsten og kulturen kan udfolde og udvikle deres mulighedsverden. Det er vigtigt at børn udvikler sig til mere og andet end datamaskiner. Og når vi i øjeblikket taler meget om indlæring, må vi ikke glemme at det at lære kun er en lille del af noget andet og meget større som hedder udvikling. Læner vi os for tungt op ad standardopdragelsesfilosofien jo mere du ved, jo bedre klarer du dig, udvikler vi kun den lille del af børns hjerner hvor kundskabsmekanismerne befinder sig dem, vi bruger til at tage faktabidder ind, lagre dem og skabe logiske sammenhænge mellem dem. Den store del af resten af hjernen, som bl.a. har med evnen til at fatte helheden at gøre, stimulerer vi ikke nok, og derfor mangler børn i dag når de forlader skolen, 14

16 det helhedssyn som er nødvendigt for at de kan styre deres eget liv det er ikke nok at kende en masse detaljer, understreger han. KAOS ER KILDEN TIL AL UDVIKLING Det svenske skolesystem opererer fx med begrebet kundskabsløft, men efter Matti Bergströms uforbeholdne mening er det nærmere et kaosløft børnene behøver. For udvikling bør være målet for skolens indsats, ikke læring. Læring er blot et redskab til at skabe udvikling. Og udvikling opstår af kaos. Derfor er det vigtigt at børn får mulighed for at udvikle den kaoskilde der ligger latent i dem, og som de naturligt bruger til at lære at forstå verden. Men som langsomt forsvinder, fordi vi undertrykker deres mulighed for at udvikle den ved hele tiden at fortælle dem at de skal sidde stille, at de ikke må forstyrre at de ikke må bryde den orden vi har skabt. Kaos er, forklarer han, kernen i udviklingen af enhver form for kultur både når det gælder det kunstneriske udtryk, den personlige udvikling til et kulturelt væsen og den overordnede samfundsudvikling. Al kultur bunder i leg, mener mange forskere. Jeg vil gå endnu videre og sige at al leg og dermed al kultur bunder i kaos. Og at netop den del af hjernen som vi forsømmer at udvikle og uddanne, derfor har med kultur i bredeste forstand at gøre, siger han, med henvisning til hvordan hjernens to grundkræfter spiller sammen. På den ene side den medfødte bevidsthed, og på den anden side kundskab i form af den indlærte evne til at tilpasse sig den vedtagne, ydre orden i omgivelserne. Børnenes entusiasme er en kaoskraft børn har så let adgang til, og som vi voksne betegner som kaotisk, fordi den forstyrrer vores vedtagne orden. Men de forstyrrer ikke deres egen orden! Det er meget vigtigt at erkende dette: At børn er venner med kaos, fordi de kender kaos. Og hæmmer vi børns mulighed for at udfolde og udvikle deres kaoskraft, hæmmer vi både deres og kulturens og samfundets udvikling, for så bliver de passive og glemmer hvordan de skal håndtere kaos når de bliver fuldvoksne. Derfor er det afgørende at vi kan tilsidesætte vores hæmmende angst for kaos og give børnene mulighed for at bevare evnen til at have den nære kontakt med deres kaoskilde, understreger han. DEN VEDTAGNE ORDEN HÆMMER NYE IDEER I udgangspunktet er der nemlig kun kaos i vores bevidsthed når vi fødes. Vores bevidsthed udspringer af vores kaoskraft som fysisk fødes dybt nede ved hjernestammen i den del af hjernen som udvikles først. Dernede fra strømmer kaos op til det mentale jeg som befinder sig midt i hjernen, i det område som kaldes det limbiske system. Først senere kommer vi voksne på banen for langsomt at indlære barnet den orden og logik som hersker i vores verdensbillede kundskaber barnet lagrer i den øverste del af hjernen. Herfra strømmer de ned i det mentale jeg, hvor de konstant kolliderer med den kaoskraft der strømmer op fra vores bevidstheds dybeste kilde. En proces der bl.a. er med til at udvikle vores individuelle vurderingscenter og emotionelle intelligens. Vi tror fejlagtigt at vi kan opdrage børn så deres mentale jeg bliver i stand til at forstå den orden vi formidler til dem. Men på børnene virker de indtryk vi formidler til dem, som turbulente signaler i kaotiske strømninger signaler der skaber kaotiske følelsesmæssige sammenstød i det mentale jeg i form af drama, storm og konflikter. Følelser som skaber nye, absurde ideer som blitz fra en klar himmel, der bryder med den orden vi ønsker at indlære dem. Og når disse ideer kombineres med evnen til at tænke i logiske sammenhænge som er en del af den tillærte ordenskraft, opstår den kreative evne til at tænke i helt nye muligheder og visioner, pointerer Matti Bergström. BØRNS SORTE LEGE I DET TREDJE RUM Den rige mulighedsverden der opstår ved kollisionerne i det limbiske system mellem den medfødte kaoskraft som strømmer op nedefra, og den indlærte orden som strømmer ned ovenfra, kalder en af de store teoretikere inden for psykologien, D. W. Winnicott, for det tredje rum. Det tredje rum er legens rum, drømmenes rum, kreativitetens rum, vurderingernes rum, mulighedernes rum, forandringernes rum, siger Matti Bergström og forklarer at han med den frie, spon- 15

17 tane leg mener den sorte, kaotiske leg. Ikke den pædagogiske hvide, forprogrammerede leg der har til formål at lære børn at begå sig i den eksisterende, ydre orden. Kun de kaotiske lege styrker barnets kreative evne til at tænke i de nye, visionære muligheder der afføder de kollisioner mellem orden og kaos som styrker barnets helhedssyn og dets evne til at vurdere selvstændigt. Dvs. til at skabe værdier at navigere efter som menneske, ikke til at følge de kommandoer vi planter i dem, og som de ikke er kommet frem til gennem deres egne vurderinger. Det er vigtigt at vi er bevidste om betydningen af at styrke børns tredje rum ved at give dem bedre mulighed for at udfolde de ideer der opstår i deres mulighedsverden. Og at vi er bevidste om at barnet rummer denne store ressource at vi mister noget dyrebart hvis vi forsømmer at træne den store del af hjernen som den befinder sig i. BØRN SKAL IKKE KUN VIDE, DE SKAL FØRST OG FREMMEST TRO! Problematisk er det derfor at vi helt fra børnene er små, hæmmer deres rige indre verden og alle de potentialer den rummer. Vi opfatter den som fejlagtig og forstyrrende i forhold til vores projekt med at indlære dem evnen til at tilpasse sig den eksisterende orden: Det er jo bare fantasi eller leg du skal ikke tro, du skal vide! belærer vi børnene og signalerer dermed at de muligheder de ser, ikke er en størrelse der kan bruges til noget i den virkelige verden. I stedet træner vi dem udelukkende i rationalistiske, kausale, logiske sammenhænge. Men hvordan skal vi så skabe grundlag for en bedre udvikling af børnenes ressourcer? Både kunst og leg handler om at skabe æstetiske, harmoniske helheder der baner nye veje ved at bryde med de vedtagne lovmæssigheder i den herskende orden. Derfor stimulerer barnets møde med det æstetiske i kunsten og kulturen inklusive barnets mulighed for selv at være kreativt skabende og udfolde sin rige indre verden børnenes ageren i deres indre tredje rum. Omvendt skaber vi ikke udvikling hvis vi kun lærer børnene faktuelle kundskaber og forsøger at udruste dem med et lukket ordenssystem ved at opdrage dem til at kaos ikke må forekomme at de ikke må fantasere, ikke tro på sagaer og den mytologiske kamp mellem det gode og det onde, ikke må lege deres egne lege, og at de bare skal gøre som vi siger. Hvis vi fokuserer for ensidigt på kun at indlære dem vores orden, hvordan skal de så kunne se de muligheder i deres eget, i gruppens eller samfundets liv som de har brug for hvis de skal opfylde vores håb om at de vil blive i stand til at lede samfundet og menneskeheden mod noget bedre? Vi er nødt til at forstå at hvis vi ønsker at vores samfund skal have en fremtid, så er det afgørende at vi er bevidste om at vi ikke må hæmme børnenes adgang til det tredje rum. For mister børnene deres rige, indre verden, mister vi alle sammen det humant kulturelle samfundet bygger på det der opstår i børnenes kaotiske leg i det tredje rum. Vi må ikke glemme at det kun er de spontane, sorte lege der åbner de rigide systemer og skaber udvikling, fordi de rummer et kaotisk element og sætter sig ud over den eksisterende orden. Og at det tredje rum er fremtidens rum. Skal samfundet udvikle sig, har vi brug for den tro på nye muligheder børnene har med sig. Derfor er det afgørende at vi giver dem bedre mulighed for at udfolde dem og forsøge at realisere dem end det er tilfældet i dag for deres egen og for samfundets skyld. Så enkelt er det! 16

18 At udvide det muliges grænser INTERVIEW MED FORFATTER LENE KAABERBØL Fantasygenren kan ligesom børns møde med forfattere og andre kunstnere udvide det muliges grænser og styrke såvel deres retfærdighedssans som deres magtposition i samfundet, pointerer forfatter Lene Kaaberbøl. Hvorfor er der ondskab i verden? Hvorfor skal man dø? Hvorfor skal børn dø? Tilværelsens meget store spørgsmål af den kaliber har fantasygenren en særlig god evne til at behandle, uden at de bliver for smertefulde at leve sig ind i, fordi de udspiller sig i en anden verden end den vi færdes i til daglig. FANTASY VÆKKER LIVSMODET Fantasyuniverset ligner det klassiske eventyrs univers, og det kan indgyde samme livsmod i børn som eventyrets, fordi dragerne dér altid kan besejres, og fordi det altid ender lykkeligt. Verden er med andre ord etisk ordnet, og det appellerer til børns stærke retfærdighedssans. En retfærdighedssans der i virkelighedens verden er svær at udleve for dem, fordi de reelt har en meget magtesløs position i samfundet. Og som det derfor er særligt tilfredsstillende at udleve via fiktive universer som fantasies, hvor skurkene altid kommer ned med nakken, og godhed belønnes, siger Lene Kaaberbøl. Børns magtesløse position kan de på samme måde modvirke hvis deres evne til selv at fortælle styrkes. Skrift er et magtmiddel, og får de det skrevne/læste ord i deres magt, er de bedre stillet. Samtidig er det magiske fantasyunivers indlysende fascinerende for børn, fordi de ikke har så faste og forstenede rammer for hvordan verden er indrettet som vi voksne. Fantasyverdenens mulighedsrum er langt mere elastisk end virkeligheden, og det appellerer i særlig grad til børnenes langt større åbenhed for at tænke i nye muligheder og at lege med konsekvenserne af fx tanken hvad nu hvis man kunne flyve MØDET MED FORFATTEREN At møde voksne som har bevaret evnen til at tænke i nye muligheder fx forfattere kan også hjælpe børn med at udvide det muliges grænser, siger Lene Kaaberbøl som selv har lavet forfattermøder og skriveworkshops på mange skoler. Alene det at skrive sin egen fortælling er der jo en vis magi i at de små sorte klatter og fladmaste myrer på papiret kan skabe hele verdener, er en særlig kraft som bliver ekstra tydelig for børnene når de selv oplever skriveprocessen. Rollefordelingen i en workshop er som regel at børnene fortæller, mens hun skriver ned og strukturerer det forløb børnene beskriver, så det virker. 17

19 Når børn helt på egen hånd forsøger at skrive, er de tit utilfredse med resultatet, fordi de ikke føler at deres egne produkter er lige så gode som de voksnes. Men ved at jeg stiller mine færdigheder til rådighed i en fælles proces, kan de opleve tæt på hvordan jeg bearbejder deres fortælling rent teknisk, og de erfarer hvordan man fortælleteknisk fx kan bevæge sig fra a til b, så fortællingen får en standard de er tilfredse med. Samtidig finder de ud af at jeg som forfatter ikke er et mystisk væsen med overnaturlige evner. Jeg er som dem, og det er inden for mulighedernes grænse at lære at kunne det jeg kan hvis man øver sig længe nok. Via workshops bliver jeg derfor afmystificeret som forfatter, samtidig med at fortællingens magi får lov at udfolde sig som noget børnene selv er en del af. At få indblik i skriveprocessen er desuden med til at gøre børn til bedre læsere de forstår hvorfor teksten virker, og de får et skærpet blik for om en historie er fortalt rigtigt. ROLLEBRUD I KØLVANDET På grund af tidspres møder Lene Kaaberbøl som regel kun børnene en enkelt gang, men lærerne kan oplagt følge op på processen ved at arbejde videre med historien bagefter. I øvrigt bliver lærerne tit overraskede over de rollebrud der sker blandt børnene i workshoppen, fordi børnene kommer på banen på en anden måde. Og jeg får tit mange mails fra børnene efter mit møde med dem som tydeligt signalerer at deres interesse for bøger og fortællinger er steget. Deres engagement i selve workshoppen er også umiskendeligt. Børn er jo generelt meget hurtige til at stå af hvis de ikke tænder på det der sker, pointerer hun. At afsætte rimelig meget tid til workshoppen eller forfattermødet er vigtigt. 45 minutter er for lidt, halvanden time uden nogen blander sig, er langt bedre. Den fysiske ramme skal også være i orden. Det duer ikke at placere børnene på gulvet de skal sidde godt. VOKSNE SMAGSDOMMERE NEJ TAK! For at styrke børns appetit på bøger i det daglige, er det desuden en god idé at blive ved med at læse højt og dele bøgernes oplevelser med dem, selv om de selv har lært at læse. Forældre går tit op i at læse billedbøger for børnene, mens de er små, men slipper højtlæsningen når børnene bliver større, selv om også de større børn kan få meget og andet ud af højtlæsning, fremfor at læse selv. Og de voksne kan via højtlæsningen bevare et vigtigt indblik i de større børns univers, forklarer hun. Men samtidig advarer hun mod at man som velmenende voksen forsøger at pådutte børnene hvad de skal høre eller læse selv. Man skal ikke overføre spis sundt princippet til børns læsevaner. De skal have en vis færdighed, før det at læse holder op med at være et arbejde som besværliggør indlevelsen i historien, og den færdighed fremmer man bedst ved at give dem lov til at læse det de har lyst til, inklusive det vi voksne opfatter som bras. Vi voksne skal være varsomme med at sætte lighedstegn mellem kommercialitet og bras. Mistænkeliggør ikke automatisk en bog, fordi den er underholdende, måske er det netop det underholdende element som for alvor kan åbne bogens ganske særlige univers for dem, understreger Lene Kaaberbøl. Lene Kaaberbøl (født 1960 i København) har bl.a. skrevet Skammerserien, W.I.T.C.H-bøgerne og Katriona-trilogien for børn samt fantasyromanen Morgenlandet for voksne. Modtog i 2003 skolebibliotekarernes og børneboghandlermedarbejdernes årlige pris samt børnebibliotekarernes kulturpris for Skammerserien der ligesom flere af hendes øvrige bøger er udgivet i en række lande. 18

20 Knæk fortællekoden før læsekoden INTERVIEW MED FORFATTER JOSEFINE OTTESEN Børn skal knække fortællekoden før de kan knække læsekoden, siger forfatter Josefine Ottesen. Lysten til at læse videre i en tekst drives af forestillingen om hvordan fortællingen kan udvikle sig. Derfor er det vigtigt at give børn indsigt i fortællingens generelle struktur, så de får en større nysgerrighed efter og fornemmelse for hvordan den fortælling de er i færd med at læse, kan udvikle sig, og hvad den kan åbne op for i dem selv. Samtidig er fortællekoden et meget værdifuldt redskab til at kunne forklare sit eget livsforløb og finde ind til de vigtige hvorfor er som sætter os i stand til at magte et hvilket som helst hvordan. Børn skal med andre ord ikke kun bryde læsekoden. De skal også bryde fortællekoden, så de forstår hvordan fortællinger er bygget op og dermed kan forestille sig hvad der kan ske længere fremme i fortællingen. Ellers får de ikke noget ud af læsningen. Derfor er det vigtigt at lade børn arbejde med deres egne fortællinger, fordi de via den proces tilegner sig forståelsen for hvordan fortællestrukturer er bygget op. Det skrevne sprog mestrer de fleste børn imidlertid ikke ordentligt før klasse, og det kan være vanskeligt for dem at skrive stil og historier, fordi det er for svært for dem at få skabt det naturlige flow i deres fortælling. Talesproget derimod mestrer de fra de starter i skolen. Derfor er det et godt medie til at lære dem fortællingens dramaturgi og derved udvikle sig til gode læsere, forklarer Josefine Ottesen. AT KUNNE FORLIGE SIG MED SIT LIV Identitetsudviklingen styrkes også i den proces. Mestrer man den fortællestruktur som gælder i vores kultur folkeeventyrsskabelonen kan man nemmere fortælle sig selv frem og får dermed en stærkere oplevelse af sin identitet. Som i folkeeventyrene optræder de fleste af os i vores egne fortællinger som helten eller ofret, og skabelonen kan vi bruge til at beskrive de prøvelser vi er blevet udsat for i vores liv de gode og de onde som har katalyseret fortællingen fremad. De forbandelser der hviler over os; de frøer vi har måttet kysse undervejs for at lykkes. At kunne genkonstruere sin livsfortælling er et afgørende vigtigt værktøj til at tackle kriser og voldsomme oplevelser i løbet af livet, pointerer Josefine Ottesen og nævner holocaustlitteratur som eksempel på fortællinger der igennem beskrivelsen af lidelsen forsøger at skabe den mening med livet man ikke kan leve uden. Som Viktor Frankl citerer Nietsche for at sige: Hvis man ved hvorfor, kan man klare et hvilket som helst hvordan!. Men mange børn i dag har meget lidt indblik i hvorfor og giver op over for 19

21 meget lidt modstand ikke mange er indstillet på at lytte. Harry Potter er bl.a. så populær, fordi han så markant er nødt til at finde frem til et hvorfor der kan sætte de voldsomme hændelser i hans liv i det rette perspektiv. BEHOVET FOR SELV AT KUNNE SKABE SAMMENHÆNG På samme måde er hovedpersonerne i fantasygenren som regel drevet af en klar bevidsthed om hvorfor de er nødt til at gøre som de gør. Modsat fx meget af 1980 ernes børnelitteratur som handlede om rådvilde børn og unge. De var typisk alene i verden uden nogle voksne der kunne hjælpe dem. Og fortællingerne endte ikke altid godt. Måske fordi perioden havde et anderledes overskud til at se meget nøgternt på virkeligheden, end vi har i dag hvor moderniteten for alvor er slået igennem i børnenes liv. De lever et meget fragmenteret liv med fem-seks basiskulturer i hjemmet (eller som delebørn i to hjem, ofte med hver sit regelsæt), i skoletimerne, i frikvarteret, i fritidsaktiviteterne og sammen med vennerne. Det enkelte barn er det eneste gennemgående element i de forskellige kulturer, og det skal selv skabe sammenhængen mellem dem for at bevare sig selv i dem i modsætning til da jeg var barn hvor vi alle sammen var i det samme miljø med det samme regelsæt hele tiden, forklarer hun. Børn i dag har derfor meget større behov for at mestre deres egen fortælling, fordi de skal mestre så mange kulturer på egen hånd. Får de mulighed for at udtrykke sig gennem deres egne mundtlige fortællinger, kan de få et tydeligere billede af sig selv, og de kan lettere afkode og forstå de forskellige faktorer som er på spil i deres liv og som er med til at forme dem. Og de er jo omgivet af mennesker som hver dag fortæller deres egen historie i frikvarteret, derhjemme over aftensmaden osv., hvor vi refererer dagens oplevelser og forklarer vores reaktioner, valg og handlinger i små afsluttede fortælleforløb. Ved fx at arbejde med eventyr i workshops med forfattere eller i skolen i øvrigt, kan børnene lære at beherske en fortællestruktur i forhold til selv at kunne bearbejde større begivenheder og mere overordnede forløb i deres liv. FAGLIGE STRAMNINGER SPÆNDER BEN At være en god lytter og være åbne over for børnenes fascinationer, er ifølge Josefine Ottesen alfa og omega, hvis man vil styrke børns forståelse for hvordan en god fortælling ordnes og skrues sammen. Har man fx besluttet at børnene skal lave noget som tager udgangspunkt i eventyrskabelonen, og drengene så går i gang med at digte noget om splatter og gevær, skal man ikke stoppe dem og sige at det ikke er et rigtigt eventyr. Man skal kunne rumme at børns beretninger selvfølgelig er præget af de medier de er optaget af og ikke være bekymret over det. Især fordi computerspil, rollespil osv. faktisk er meget tæt på grundfablerne. Der er bare lidt mere splat i dem end i Drengen, der ikke var bange for noget, og man kan derfor roligt lade dem arbejde med den vinkel de selv vælger. Udfordringen ved at bevare den åbenhed over for de alternative veje børnene selv søger, er særlig stor i disse år som står i de faglige stramningers tegn. Både lærer og elev kommer let i klemme på grund af krav om målbare resultater, og det er vigtigt på forhånd at beslutte om det overordnede mål med et projekt er kreativt æstetisk eller strikt fagligt. Det giver heller ikke god plads til at afsøge kreativitetens frodige kaos hvis læreren føler sig usikker på børnenes brug af elementer der umiddelbart ligger uden for Brødrene Grimms univers. Netop i sådan en sammenhæng kan det derfor være en værdifuld hjælp at få en kunstner ud på skolen som er vant til at tackle den kreative arbejdsproces, og se mulighederne i de afstikkere børnene tager fra den vej man har anvist dem: Før børn kommer i skole, bliver de tit rost for at finde på sjove ting en stol på hovedet er en sjov hule osv. Men i skolen er et A på hovedet så pludselig ikke andet end forkert. Skolen er stærkt funktionelt orienteret og fokuserer udelukkende på at dele verden op i rigtigt og forkert. Og den kreative proces skranter under de forhold, fordi den er en vekslen mellem den undersøgende og den ordnende proces. Det som kendetegner den kreative proces, er netop evnen til at springe mellem de to tilstande. Men den undersøgende proces rummer 20