KONFLIKT OG MEDIATION. - i et systemteoretisk perspektiv AALBORG UNIVERSITET 2006 KOMMUNIKATION 9. SEMESTER VEJLEDER: POUL NØRGÅRD DAHL

Transkript

1 - i et systemteoretisk perspektiv AALBORG UNIVERSITET 2006 KOMMUNIKATION 9. SEMESTER VEJLEDER: POUL NØRGÅRD DAHL

2 KONFLIKT OG MEDIATION - i et systemteoretisk perspektiv Lars Munch Svendsen 9. semester kommunikation ved Aalborg Universitet december, 2006 Vejleder: Poul Nørgård Dahl tegn 30 normalsider 1

3 INDHOLD Indledning 3 Om teori 7 Bilag A - Konflikttrappen B - Model for Transformativ Mediation Bateson, konflikt og mediation 9 Luhmann, konflikt og mediation 13 Et tredje perspektiv 17 Om metodevalg i mediation 17 Konklusion 23 Videre perspektiver 24 Litteraturliste 25 2

4 INDLEDNING Menneskehedens historie er gennemsyret af konflikter. I den bibelske skabelsesberetning læser vi, hvordan mennesket, kort efter sin indtræden i verden, kommer i konflikt med Gud [Bibelen, 1992, 1. Mos. kap. 3]. En konflikt der fortsat opereres med, og som er indeholdt i begrebet»original sin«eller arvesynden på dansk. I menneskehedens anden generation begås et drab som følge af en konflikt mellem to brødre [Bibelen, 1992, 1. Mos. kap. 4]. Resten af Bibelen, så vel som verdenshistorien i øvrigt, leverer endnu flere eksempler på konflikter mellem Gud og mennesker, mellem enkeltpersoner og mellem grupper af mennesker. Trods årtusinders erfaring, har mennesket ikke overvundet konflikten som fænomen. Det lader til at konflikt er en integreret del af den menneskelige væren, og at tilbøjeligheden til at skabe og indgå i konflikter går i arv fra generation til generation. Ligesom konflikten altid har eksisteret, har der også eksisteret måder at løse konflikter på. Kain løste sin konflikt ved at slå sin bror ihjel, men skaffede sig dermed en ny konflikt på halsen. Drab og krig har været de ultimative løsninger - eller man skulle måske snarere sige udgange - på utallige konflikter, ofte med nye konflikter til følge. Andre metoder har været domslige afgørelser, hvor tredjeparter har været inddraget for at træffe en afgørelse på de stridende parters vegne. Endelig har forsoning og forlig været en mulig udgang på konflikter, enten ved at parterne af sig selv kommer hinanden i møde eller, ved at en tredjepart har mæglet mellem dem. Denne sidste mulighed - mægling, eller mediation med et andet ord - har særligt i de seneste 15 år udviklet sig i Danmark, både som et alternativ til retssager, samt i øvrige konflikter, der ikke naturligt hører hjemme i en retssal. [Vindeløv, 2004, s. 20] Fem retninger i mediation Mediation har historisk rødder i religion og kultur, med inddragelse af hele lokalsamfundet i mæglingsceremonier eller med samfundets ældre som de vise mellemmænd. I de vestlige lande, hvor et veludviklet retssystem er blevet til sideløbende med industrialiseringen, er den oprindelige mægling blevet fortrængt. Imidlertid er en moderne form for mægling og konfliktløsning ved at få et sådant omfang, at den kan ses som alternativ til konfliktløsning ved fx domstole og voldgift. [Vindeløv, 2004, s. 19] Vibeke Vindeløv, dr. jur. og docent ved Det juridiske fakultet på Københavns Universitet, har flere års erfaring med mægling og konfliktløsning, og giver i sin bog»konfliktmægling«et bud på, hvad denne udvikling kan skyldes:»de nye mæglingsinitiativer kan muligvis tolkes som udtryk for en større vægt på det enkelte menneskes behov, rettigheder og værdighed, en udvidelse af aspirationer til demokratisk deltagelse på alle niveauer, både socialt og politisk, en tillid til at det enkelte menneske har ret til at have kontrol over sit eget liv samt en tendens til at værdsætte mangfoldighed som en styrke snarere end det modsatte.«[vindeløv, 2004, s. 19] Disse»nye mæglingsinitiativer«benytter sig af en række metoder eller fremgangsmåder, der kan inddeles i fem retninger: - problemløsende mediation - humanistisk mediation - systemisk kognitiv mediation - transformativ mediation - narrativ mediation 3

5 Enkelte medtager andre retninger, som fx Vindeløv, der gør sig til talsmand for en dansk eller skandinavisk model, der benytter sig af en kombination af ovenstående [Vindeløv, 2004, s. 262 ff.]. Imidlertid er de nævnte fem retninger alment accepterede og etablerede mediationsformer. 1 De forskellige mediationsformer er, som nævnt, metoder. Der findes ikke et entydigt og eksplicit teoretisk grundlag for nogen af metoderne, selv om de i forskellig grad definerer sig i forhold til en eller flere teoretiske retninger. Vindeløv taler om at mediation er baseret på nogle værdier og grundantagelser [Vindeløv, 2004, s. 95 ff.], men henviser heller ikke til et teoretisk grundlag. De enkelte retninger giver selv i forskellig grad nogle henvisninger til teori, der i højere grad tjener som en begrundelse for de valgte værdier og antagelser, end et egentligt teoretisk begrebsapparat. Den problemløsende mediation har, som navnet antyder, som formål at nå frem til en løsning på konflikten i form af en aftale mellem parterne. Fokus er en forhandling, drevet frem af dette formål. Metoden er alene fokuseret på indholdet af konflikten og ikke på parterne. Den er heller ikke baseret på teori, men er en erfaringsbaseret skematik indrettet efter, hvad der i praksis leder frem til en brugbar aftale. [Fx Vindeløv, 2004, s ] Mark Umbreit, der repræsenterer humanistisk mediation, henviser til Carl Rogers humanistiske psykoterapi, der har»enormous implications for mediation practice«[umbreit, 1997, s. 3]. Herefter beskriver han de værdier, der ligger til grund for humanistisk mediation og hvilke implikationer det har for praksis. Altså en metodisk tilgang, der nok trækker på teori fra andre, men som bygger på værdier snarere end egentlig teori. Oprindeligt blev den systemisk, kognitive mediation udviklet af John Haynes, og videreføres i dag af Larry Fong. Den blev udviklet som en metode til at mediere i skilsmissesager, baseret på Milanoskolens 2 tilgang til familieterapi. Som sådan er den indirekte inspireret af systemteorien, men i praksis drejer det sig hovedsageligt om anvendelse af nogle konkrete spørgeteknikker, med det formål at udvikle en kognitiv forståelse af konflikten og et fokus på fremtiden. [Vindeløv, 2004, s. 248 f.] De arbejder dog induktivt med deres metoder for, på den baggrund, at nå frem til en sammenhængende teori, men siger selv:»it is a slow and often unrewarding process, and perhaps a better theory will eventually come from the academics«[haynes & Fong, 2004, s. 3] Den transformative mediation, udviklet af Baruch Bush og Joseph Folger, beskriver en»transformative Theory of Conflict«, der adskiller sig fra tre andre perspektiver på konflikt, nemlig et magtperspektiv, et rettighedsperspektiv og et behovsperspektiv. I stedet tilbyder den et perspektiv, der opfatter konflikt som en krise i den menneskelige interaktion. På det grundlag udvikler de en»theory of Mediation as Conflict Transformation«, der i sin essens handler om, gennem»empowerment«og»recognition«, at vende en negativ og destruktiv interaktionsspiral til en positiv og konstruktiv spiral. [Bush & Folger, 2005, s. 45 ff.] Her er altså tale om teori, men en selvstændig sådan, udviklet fra praksis. Der er ikke et ekspliciteret epistemologisk grundlag og teorien bygger ikke videre på andres arbejde. Den retning, der er mest konkret og udførlig om sit teoretiske udgangspunkt er den narrative mediation, der er inspireret af narrativ terapi, udviklet af Michael White og David Epston i 80 erne. Narrativ terapi blev til ud fra en interesse for postmodernisme og socialkonstruktionisme, og de muligheder der ligger i at udforske skabelsen af betydning gennem sproget og den subjektive tolkning af fakta [Hansen, 2003]. Narrativ mediation er udviklet af John Winslade, Gerald Monk og Alison Cotter, og de to førstnævnte har i deres bog»narrative Mediation - A New Approach to Conflict Resolution«afsat et helt kapitel til at redegøre for»theoretical and Philosophical Issues in Narrative Mediation«. Her beskriver de socialkonstruktionismen under fire overskrifter: Antiessentialism, Antirealism, Language as a precondition for thought, og endelig Language as a form of social action. Siden beskriver de et narrativt syn på konflikt ved hjælp af postmoderne filosofi under de tre overskrifter: Discourse, Deconstruction, samt Multiple subjectivity and the nature of self. [Winslade & Monk, 2001, s. 31 ff.] Dermed placerer de sig selv epistemologisk, og sætter narrativ mediation 1. Begreberne mægling, konfliktmægling og mediation bruges synonymt af forskellige forfattere, men jeg vil herefter alene bruge udtrykket mediation i det omfang der ikke er tale om citater, for ikke at forveksle begrebet med andre former for mægling. 2. Mara Selvini Palazzoli, Luigi Boscolo, Gianfranco Checchin og Guiliana Prata udviklede i 70 erne en terapiform på basis af bl.a. Gregory Batesons system- og kommunikationsteori. Terapiformen lægger vægt på hypotesedannelse, cirkulær spørgeteknik og terapeutens neutralitet. 4

6 som metode ind i en sammenhæng, der rækker ud over grundantagelser og værdier, men uden at gennemføre en egentlig teoridannelse om mediation. Mediation er altså en meget praksisnær foreteelse, hvilket egentlig er forståeligt nok, da det jo først og fremmest drejer sig om parterne og indholdet i konflikten. Hver af de beskrevne retninger beskriver bestemte metoder, som man som mediator forventes at benytte; metoder, der er baseret på bestemte værdier og grundantagelser eller til en vis grad et teoretisk fundament. I det omfang, der er udviklet teori om mediation, er det sket på baggrund af en praksis, der i sig selv er knyttet an til værdier og grundantagelser. En egentlig deduktiv teoriudvikling, på baggrund af eksisterende teori, har ikke fundet sted. 3 Vindeløv gør sig til fortaler for en skandinavisk model, der betyder at mediator»i vidt omfang står frit med hensyn til at anvende forskellige måder at arbejde på... alt under forudsætning af, at kontakten med parterne etableres og de tidligere beskrevne antagelser er styrende for processen«[vindeløv, 2004, s. 263] 4. Med andre ord forventes mediator i den skandinaviske model at kende de antagelser, der ligger til grund for hver enkelt metode, og være i stand til at navigere mellem metoderne på den baggrund. Da der er tale om vidt forskellige epistemologiske udgangspunkter, kan det blive ganske vanskeligt for mediator at foretage denne navigation. Mediator skal altså - epistemologisk - spænde over bl.a. Carl Roger s fænomenologiske og humanistiske psykoterapi, Milano-skolens applikation af systemteorien samt postmodernistisk dekonstruktionisme og socialkonstruktionisme. Det vil derfor være interessant, om man kan skabe en teoretisk forståelse af mediation, der kan sætte de enkelte metoder i perspektiv. Kan man skabe en epistemologisk sammenhængende forståelse af mediation, vil den muligvis bidrage til dét, som Vindeløv ønsker: at kunne trække på forskellige metoder efter behov men uden at blande forskellige epistemologiske retninger. Den vil så at sige give mediator et søkort, der placerer metoderne epistemologisk, og derved gøre en mere sikker navigation mellem dem mulig, ligesom den vil levere et grundlag, fra hvilket nye metoder kan udvikles. På vej mod en teori om mediation For at kunne koncipere et teoretisk begreb om mediation, er det først nødvendigt med en teoretisk forståelse af det, som mediation drejer sig om, nemlig konflikt. Hvad er konflikt, hvorfor opstår konflikter og hvordan udvikler de sig? En sådan forståelse vil også bidrage til en forståelse af mediationen. Hvilken rolle spiller mediation i en konflikt, og hvilke overvejelser er væsentlige for mediators forståelse af konflikten? Konflikter er ikke noget givet, men opstår og udvikler sig i interaktion mellem mennesker. Derfor er det nærliggende at tage udgangspunkt i en epistomologisk sammenhæng, der har fokus på denne interaktion. Alle de ovenfor nævnte retninger indenfor mediation, tager udgangspunkt i, at konflikter kan håndteres eller reguleres ved, at etablere en kommunikation mellem parterne i konflikten, og med mediator som facilitator. Derfor vil det yderligere være nærliggende at tage udgangspunkt i en teori, der har særligt fokus på kommunikation. Epistemologisk er det derfor en mulighed, at undersøge en teoretisk retning, der ser den sociale virkelighed som noget, der konstrueres gennem den menneskelige interaktion. Enten som noget der kun eksisterer i sproget, og i interaktionen mellem mennesker, som socialkonstruktionismen, repræsenteret ved fx Kenneth Gergen og Vivian Burr, beskriver den. Eller som mentale konstruktioner i det enkelte individ, baseret på sproglig og social interaktion, som konstruktivismen, repræsenteret ved fx Jean Piaget og Niklas Luhmann, beskriver den. Systemteori befinder sig indenfor dette felt, og har netop et særligt fokus på kommunikation, især når man tager udgangspunkt i Gregory Bateson og Niklas Luhmanns versioner af systemteorien. Dette projekt vil derfor undersøge konflikt og mediation ud fra en systemteoretisk forståelse af verden og menneskelig interaktion. Dermed kan opstilles en problemformulering, der lyder: 3. For yderligere diskussion og uddybelse, se afsnittet om teori side Den skandinaviske model er bygget på respekt for det enkelte individ, parternes autonomi og værdighed. Den problemløsende (eller»aftalebaserede«i Vindeløvs terminologi) model bygger ikke på disse værdier, og er dermed ikke inkluderet i de forskellige måder man som mediator kan vælge at arbejde. [Vindeløv, 2004, s. 262 f.] 5

7 Hvordan kan man begrebsmæssigt beskrive og forstå konflikt og mediation i en systemteoretisk ramme, og hvilken betydning har denne beskrivelse for det praktiske metodevalg i mediation? I det følgende redegøres for, hvordan teori og begreber forstås i denne sammenhæng, samt hvordan forståelsen udvikles. 6

8 OM TEORI Indenfor den logisk-empiriske videnskab er en teori, kort fortalt, en opstilling af hypoteser og forudsigelser, der kan afprøves empirisk. Det forudsætter, at man kan tale om et tydeligt skel mellem virkelighed og teori - at virkeligheden eksisterer objektivt, uafhængigt af teorien. Teorien er dermed en hjælp til at undersøge eller forklare ting og sammenhænge i virkeligheden. I det øjeblik man bevæger sig i et videnskabeligt felt, der forudsætter at mennesket ikke har en direkte tilgang til virkeligheden, som det fx er tilfældet i fænomenologien, bliver denne skelnen vanskeligere at opretholde. Hvis mennesket kun har en indirekte adgang til virkeligheden, gennem en mental konstruktion af virkeligheden på baggrund af sansedata, er det ikke muligt at afprøve teorien direkte i virkeligheden. Der vil altid være tale om en mental og sansemæssig fortolkning af de inputs, man som videnskabsmand modtager. Har man at gøre med det sociale eller med det menneskelige sind, bliver det yderligere problematisk at have at gøre med begrebet»virkelighed«. For hvad er virkeligt, når det gælder andre menneskers tankeverden? Eller når det gælder en social relation mellem mennesker? Videnskabsmanden har ikke direkte adgang til et andet menneskes sind, og må derfor basere sine undersøgelser på»andenhånds-data«, som fx det andet menneskes verbalisering af sin tankeverden. Social interaktion kan observeres, men det er op til videnskabsmanden at lave sin egen fortolkning af det han ser. Alternativt kan han inddrage de mennesker, der er en del af den sociale relation, han observerer. De kan levere deres fortolkning af det, de er en del af, men der vil stadig være tale om andenhåndsdata. Den sociale og mentale virkelighed, vil derfor altid kun kunne beskrives som en fortolkning baseret på andenhåndsdata. Eftersom videnskabsmanden selv er et menneske, har han også dermed nogle forforståelser om, hvad det vil sige at være menneske, som det kan være vanskeligt at sætte sig ud over. Videnskabsmanden er så at sige indlejret i den empiri, han undersøger. Som følge heraf, vil en teori om det sociale have en noget anden karakter, end fx en teori om ting og sammenhænge i den fysiske verden. Den spiller også en anden rolle, jævnfør den skelnen man traditionelt opstiller mellem forklaring og forståelse. Bogen»Klassisk og moderne samfundsteori«indledes således:»opgaven for samfundsteori er at give begreber til at forstå menneskelige handlinger i deres sociale sammenhæng, og at forstå sammenhænge og forandringer i det sociale liv.«[andersen & Kaspersen, 2002, s. 7] Det centrale ord er»forstå«, og den måde som teorien hjælper til forståelse er ved at levere nogle begreber, med hvilke man kan begribe menneskelig interaktion samt sammenhænge og ændringer i det sociale liv. De teorier eller teoriansatser, som er leveret indenfor de forskellige retninger af mediation, benytter sig i forskellig grad af begreber og modeller. Nogle af disse er opstået induktivt på baggrund af praksis, og repræsenterer dermed en vis grad af teoridannelse, som det fx gør sig gældende med Bush & Folgers spiraler og 7

9 begreberne»empowerment«og»recognition«i den transformative mediation [bilag B]. Andre er lånt fra eksisterende teorier, som det fx er tilfældet med narrativ mediation, der bl.a. trækker på diskursteori og socialkonstruktionisme. Ingen af retningerne udvikler teori, sådan at forstå, at de redegør for, på den ene side, hvilke data og metoder, der ligger til grund for den induktive teoridannelse, og på den anden side, hvilke deduktive overvejelser og teser, der ligger til grund for valg af konfliktforståelse og konkrete metoder. Nærværende projekt handler først og fremmest om, ved hjælp af systemteoriens begreber, at komme til en dybere forståelse af, hvad konflikt og mediation er. Ambitionen er ikke at udfolde en samlet teori om konflikt og mediation men, i stil med Gregory Bateson, at levere»steps to«en teori på et systemteoretisk grundlag. Den forståelse, der fremkommer i en sådan proces vil siden hen kunne danne grundlag for sammenligning med praksis. I tråd med Karl Popper, er der ikke tale om, at man derved vil kunne bevise teoriens sandhed, men snarere at man kan lede efter data der modsiger teorien, for eventuelt at falsificere den. I det omfang teorien derved ikke lader sig falsificere, kan den accepteres som gældende - i hvert fald indtil videre. Ud fra en forståelse af, hvad konflikt og mediation er inden for en bestemt sociologisk og epistemologisk ramme, nemlig systemteorien, vil næste skridt være at undersøge, hvordan de metoder, der allerede anvendes forholder sig til denne forståelse, samt eventuelt at udvikle nye metoder 5. Det vil gøre det muligt at foretage metodiske valg i den konkrete mediationssituation, der er konsistente med eksisterende teori, og dermed i menneskesyn og forståelse af kommunikation og social interaktion. Nogle af de fremmeste og mest citerede systemteoretikere er Gregory Bateson og Niklas Luhmann, hvis værker i det følgende vil danne grundlag for en analyse af, hvordan konflikt og mediation kan forstås med systemteoretiske begreber. Yderligere inddrages Jørgen Danelund og Carsten Jørgensen fra Danmarks Forvaltningshøjskole, som ud fra en ledelsesmæssig betragtning, leverer en interessant skelnen mellem forskellige typer af konflikter. Endelig bruges den derved fremkomne forståelse og begrebsliggørelse til en sammenligning med de forskellige mediationsretninger, for derved at undersøge hvilken betydning det har for metodevalget, hvis man tager udgangspunkt i systemteori. 5. Det ligger ikke indenfor rammerne af dette projekt at udvikle nye metoder, men blot gøre opmærksom på perspektiverne i dette. 8

10 BATESON, KONFLIKT OG MEDIATION En af systemteoriens pionerer var Gregory Bateson ( ). Hans værker behandler emner indenfor en række videnskabelige felter, men en rød tråd i størstedelen af dem er kybernetikken og systemteorien. Det kan derfor være vanskeligt at skabe sig et fuldstændigt overblik over, hvordan han ser systemteorien som et samlet hele. Derfor kan det også være en udfordring at trække begreber ud af de ting han skriver, og sætte dem sammen i forbindelse med en analyse af, hvordan man kan forstå konflikt og mediation. Bateson har grundlæggende et helhedssyn på verden - alting hænger sammen på en eller anden måde, og helheden er mere end summen af delene. Det var hans ambition, at undersøge hvordan erkendelse er mulig, hvordan vi kan vide noget. Ikke kun hvordan mennesket kan vide noget, men også hvordan naturen kan erkende. Hvad er det fx der gør det muligt for et æg, at»vide«hvordan det skal dele sig når det er blevet befrugtet? Eller hvordan kan en organisme vokse og stadig beholde den samme form? Disse spørgsmål forholder sig til hvordan»økomentale systemer«erkender, og det var Batesons ambition at nå frem til en epistemologi for disse. En epistemologi, der forholder sig til verden som en helhed, et cyklisk kredsløb, og forholder sig kritisk til de lineære kausalkæder, som vi er opdraget til at tænke indenfor. En epistemologi, som han i»steps to an Echology of Mind«benævner som»a science of Mind and Order«. Bateson nåede aldrig frem til at formulere en samlet epistemologi, men nåede dog et stykke ad vejen med udgangspunkt i kybernetikken og systemteorien. [Ølgaard, 2004, s ; 307 f] Der foreligger således ikke en samlet epistemologi, eller for den sags skyld en samlet systemteori fra Batesons hånd. I det følgende vil begreber og forklaringer fra Batesons værker blive anvendt i forbindelse med en analyse af, hvordan man kan forstå konflikt og mediation. Skismogenese Bateson taler specifikt om konflikt i en enkelt sammenhæng, nemlig i forbindelse med dannelsen af begrebet skismogenese. I»Ånd og natur«beskriver han, hvordan han hos en stamme i Ny Guinea fandt:»at forskellige forhold mellem grupper og mellem forskellige former for slægskab var karakteristiske ved, at jo mere A udviste en given adfærd, jo mere var B tilbøjelig til at udvise den samme adfærd. Jeg kaldte det for symmetriske indbyrdes afhængige ændringer. Omvendt forekom der også stiliserede indbyrdes afhængige ændringer, i hvilke B s adfærd var forskellig fra, men komplementær i forhold til A s. I begge tilfælde kunne forholdene hen ad vejen trappes op, hvad jeg kaldte skismogenese. Jeg bemærkede dengang, at både symmetrisk og komplementær skismogenese kunne tænkes at føre til, at systemet løb løbsk og brød sammen. Ved hver indbyrdes ændring var der en positiv tilvækst, og de involverede personers stofskifte afgav tilstrækkelig energi til, at de kunne ødelægge systemet i raseri, begær eller skam. Der kræves temmelig lidt energi (MV 2 ) for at sætte et menneske i stand til at ødelægge andre eller et samfunds sammenhæng.«[bateson, 1991, s. 103] Bateson introducerer her begrebet skismogenese, der findes i en henholdsvis symmetrisk og komplementær udgave. Når A s handling besvares af B med en lignende handling, eventuelt med større intensitet, er der tale om symmetrisk skismogenese. Bateson nævner tre former for komplementær skismogenese, hvilket er et udtryk for at B s svar er forskellig fra A s handling, men at de to handlinger 9

11 passer sammen og komplementerer hinanden. De tre former er»exhibitionism-spectatorship«,»dominance-submission«og»succoringdependence«. [Bateson, 2000, s. 109] Den første svarer til det, at optræde for et publikum i forhold til at være tilskuer. Den anden svarer til et herreslave forhold, hvor det handler om at dominere over for at være underkastet. Den sidste handler om at hjælpe over for det at være afhængig af hjælp. Selve ordet skismogenese er dannet af to græske ord. Skhisma betyder brud eller kløft (»schism«på engelsk, der betyder»opdeling i to modstillede partier»). Genesis betyder skabelse. Ordet skismogenese betegner altså dannelsen af en opdeling, en kløft eller et brud. [en.wikipedia.org, ] Udviklingen af begrebet skismogenese hænger sammen med det fænomen i kybernetikken, at systemer kan»løbe løbsk«når der i systemet foregår en ureguleret positiv tilvækst eller feedback. Det at systemer løber løbsk, skismogenesen, kan umiddelbart forklare eskaleringen af en konflikt. 6 Det ene ord tager det næste, eller den ene handling tager den næste, og i sidste ende kan det føre til et brud mellem parterne - kommunikationen ophører, som det også er illustreret i konflikttrappen [bilag A]. Hermed har vi altså et første element til en begrebsliggørelse af konflikten, nemlig positiv feedback eller skismogenese, der viser, hvordan en konflikt eskalerer. En konflikt er, når en kommunikationssituation ændrer karakter og bliver til skismogen interaktion. Som Bent Ølgaard påpeger, ligger der imidlertid ikke en nødvendighed i skismogenesen, der gør at den altid fører til splittelse og brud, hvilket Bateson var klar over, men indledningsvis ikke kunne give en tilfredsstillende forklaring på. Ølgaard fortæller at»først da han havde lært noget om feedback og kommunikation, kunne han give en forklaring på disse omvendte processer«. [Ølgaard, 2004, s. 42 f] Løsningen ligger i det forhold, at en komplementær aktivitet kan indlejres i en symmetrisk eller omvendt. Ølgaard nævner som eksempel:»et eventuelt symmetrisk mønster af konkurrence, f.eks. mellem terapeut og patient, overlejres af et komplentært mønster, hvis terapeuten forstår at indramme terapisessionerne med en omsorgsfuld og imødekommende kontekst.«det mønster, der overlejrer et grundmønster, kan opfattes som en kommentar til dette, og der er dermed tale om metakommunikation,»idet enhver korrektion og kommentar jo netop er metakommunikation i forhold til det, der kommenteres eller korrigeres.«[ølgaard, 2004, s. 89 f] De skismogene tendenser i et system kan altså reguleres, ved at der er et overliggende kommunikationssystem, der virker korrigerende på disse. Hvis det underliggende system er en konflikt af symmetrisk karakter med skismogene tendenser, kan et overliggende system af komplementær karakter korrigere disse tendenser. Her ligger nogle muligheder, der kan bidrage til en begrebsliggørelse af mediation. Der er to veje at gå: den ene, der forholder sig konkret til skismogenesen, og den anden der mere abstrakt forholder sig til metakommunikation. Ser vi først på, hvordan tendensen til skismogenese kan korrigeres, er det altså ved at overlejre konflikten med et system af modsat karakter. Umiddelbart kan det se ud som om, at mediationen, forstået som en hjælperrelation mellem mediator og konfliktens parter vil kunne udgøre et komplementært mønster. Men de eksempler, som både Ølgaard og Bateson selv nævner, har de samme aktører i både den komplementære og den symmetriske interaktion, selv om der kan være agenter, der tilskynder til et modsat interaktionsmønster. Derfor bør vi snarere se mediator som en agent, der giver parterne i en symmetrisk konflikt mulighed for, at gennemføre et komplementært mønster. Det er også værd at bemærke, at Bateson når frem til denne model på baggrund af en ritualiseret sammensætning af de komplementære og symmetriske mønstre, som han har observeret blandt Iatmul-folket. Derfor er det ikke givet, at modellen vil gælde, hvor der ikke er tale om rituel adfærd. En anden vej er, på et mere abstrakt plan, at se på metakommunikation som systemets mulighed for selvkorrektion. Konflikten er kommunikation i sig selv. Gennem feedback holder den sig kørende, og gennem positiv feedback eskalerer den. Ved at kommunikere om kommunikationen, får systemet mulighed for at korrigere, både 6. Her bør dog bemærkes at skismogenese ikke nødvendigvis er ensbetydende med konflikt, idet der også kan være tale om fx at B prøver at overgå A ved at give større eller flere gaver end han har modtaget fra A. Ikke enhver skismogen interaktion er en konflikt - konflikt er en delmængde af mængden»skismogen interaktion«. 10

12 den feedback der gør det selvkørende og den feedback, der får det til at løbe løbsk. Her er der ingen nødvendighed af en tredjepart, som kan igangsætte metakommunikationen - det er nok, at en af parterne begynder at kommentere kommunikationen, for at der bliver tale om metakommunikation. Der er imidlertid heller ingen nødvendighed i, at metakommunikation faktisk virker korrigerende - metakommunikationen er blot en mulighed for at korrigere systemet. I det øjeblik en tredjepart, en mediator, bidrager til at etablere metakommunikationen, vil fokus for denne være, at metakommunikationen får en sådan karakter, at den faktisk kan korrigere systemet. Her kan forståelsen af, om der i konflikten er tale om et komplementært eller et symmetrisk grundmønster, være en hjælp til at afgøre, hvilken karakter metakommunikationen bør have. Redundans I»Steps to an Echology of Mind«forklarer Bateson begrebet redundans således:»any aggregate of events or objects (e.g., a sequence of phonemes, a painting, or a frog, or a culture) shall be said to contain»redundancy«or»pattern«if the aggregate can be divided in any way by a»slash mark,«such that an observer perceiving only what is on one side of the slash mark can guess, with better than random succes, what is on the other side of the slash mark. We may say that what is on one side of the slash contains information or has meaning about what is on the other side.«[bateson, 2000, s. 130 f] Det, at noget er redundant, betyder at det er overflødigt. Man vil fx kunne læse og forstå en sætning, selv om»ngle af tegnen manglr«. Det skyldes, at vi er vant til at sætninger og ord har en bestemt opbygning, et mønster, som gør at vi kan gætte kvalificeret på, hvad der skal til for at fuldende mønsteret. Det samme gør sig gældende i andre sammenhænge - Bateson nævner fx at når vi ser et træ, kan vi, fra den del som er synlig over jorden, gætte at der eksisterer et rodnet under jorden. Toppen giver information om bunden. [Bateson, 2000, s. 131] Redundans gør det muligt at skabe mening i menneskelig interaktion. Skulle alt siges altid, ville kommunikation være umulig. I en kommunikationssituation mellem A og B, vil ikke alt være eksplicit - noget er forudsat, noget forglemmes og noget ligger implicit. Men fordi A og B genkender eller kan forudsige kommunikationsmønstre, er det muligt for dem at skabe helhed og mening i kommunikationen. Bateson går så langt som at sige:»the essence and raison d être of communication is the creation of redundancy, meaning, pattern, predictability, information, and/or the reduction of the random by»restraint«.«[bateson, 2000, s. 131 f] Redundans kan som begreb bidrage til en forklaring af, i hvert fald visse konflikter. I en situation, hvor den mening som B, på baggrund af kendte mønstre, tillægger A s kommunikation, ikke stemmer overens med den mening, som A tillægger kommunikationen, opstår der misforståelser. Netop misforståelser er en udbredt årsag til konflikter, hvilket bl.a. Vindeløv anerkender, idet hun imødegår andre forfatteres karakteristik af disse som»pseudokonflikter«:»ud fra et fænomenologisk, erfaringsbaseret verdenssyn derimod, falder det sværere for en udenforstående at definere noget som pseudo. Her er konflikter reelle pr. definition, såfremt de opleves reelle af aktørerne. Ny information kan ændre aktørernes virkelighedsopfattelse, så der foreligger en ny situation - uden at man af den grund kan kalde det foregående»scenario«for mere pseudo og falsk end det nuværende.» [Vindeløv, 2004, s. 44 f] Når ny information kan ændre aktørernes virkelighedsopfattelse, kan det forklares ved hjælp af redundans-begrebet. Den information der mangler, bliver indledningsvis anset for at være redundant. Fx kan A have udeladt en information, fordi den forudsættes kendt af B. Da B faktisk ikke er bekendt med denne information, giver den udeladte information anledning til misforståelse og danner dermed grundlag for en mulig følgende konflikt. Når B bliver bekendt med den udeladte information, får han mulighed for at tolke A s kommunikation i et nyt perspektiv og ændre sin opfattelse. Når det gælder interaktionmønstre, der ligger ud over det sproglige, kan redundans også bidrage til konflikters opståen. Fx forventer A i en bestemt situation en bestemt reaktion fra B, fordi A tidligere 11

13 har erfaret en sådan reaktion fra andre personer i lignende situationer. B er imidlertid ikke bekendt med denne forventning, måske fordi B kommer fra en anden kultur, og reagerer derfor anderledes end forventet. Dermed er kimen til en konflikt lagt. Det at udelade overflødig information, er altså ikke uden problemer. Svaret på redundansproblemet er ikke at kommunikere alt til alle tider, da det vil skabe en uoverkommelig kompleksitet. Netop reduktionen til mening, mønstre og forudsigelighed er jo, ifølge Bateson, kommunikationens raison d être. Uden redundans vil kommunikation blive en umulig opgave. Redundans er imidlertid også et anvendeligt begreb, når det kommer til mediation. At der skabes en gensidig forståelse hos parterne for, hvad den anden part ser som redundant, kan være med til at rydde misforståelser ad vejen, ligesom det kan bidrage til en forståelse for de adfærdsmønstre man ser hos den anden. Det må derfor være en forudsætning for mediator, at have en forståelse af, hvad redundans er, og hvilken betydning det har for kommunikation, ligesom det kan være nyttigt at hjælpe konfliktens parter i retning af en sådan forståelse. Det er muligvis en forudsætning for en vellykket mediation, at parterne i højere grad bliver i stand til at aflæse hinandens mønstre, hvilket også indebærer forståelse for hvad den anden ser som redundant information. Sammenfatning Bateson leverer to begreber, skismogenese og redundans, som kan bidrage til at forstå konflikt og mediation. Skismogenesen er et udtryk for en proces eller et interaktionsmønster, der findes i en symmetrisk og en komplementær udgave. I den symmetriske skismogenese, forsøger B at overgå A og omvendt, hvor den komplementære skismogenese er et udtryk for et afhængighedsforhold: B er afhængig af A, og A er afhængig af B og afhængighedsforholdet er beskrevet ved ydelser, der svarer til hinanden. Skismogenesen bidrager til forståelsen af en konflikt på den måde, at når en konflikt eskalerer, svarer det til en skismogenetisk proces. Systemet, forstået som interaktionen mellem A og B, løber løbsk. I forhold til at forstå mediation, bidrager Bateson ved at beskrive, hvordan en sådan løbsk proces kan reguleres. Nemlig ved at en konflikt, der løber efter et symmetrisk mønster, indlejres med en proces, der løber efter et komplementært mønster. Eller på et mere abstrakt plan: at metakommunikere om konflikten efter et mønster, der er modsat konfliktens eget mønster. Mediators rolle bliver da, at identificere det mønster, som konflikten har antaget, og forsøge at etablere en metakommunikation efter et modsat mønster. Redundans er et udtryk for det overskud af information, der opstår, når kommunikation kan passes ind i mønstre, der gør at man kan gætte sig til en helhed, uden at gøre brug af den pågældende information. Redundans er en forudsætning for al kommunikation fordi, at kommunikere alt til alle tider, er en uoverkommelig opgave for et hvilket som helst økomentalt system. Imidlertid betyder det, at der udelades information i kommunikationen, at der kan opstå misforståelser. Fx i det omfang A, bevidst eller ubevidst, udelader information, fordi det forudsættes bekendt af B. Hvis B giver A s kommunikation mening på et andet grundlag, end det der er forudsat af A, er der tale om en misforståelse. Netop misforståelser er årsag til mange konflikter, og dermed bidrager redundans til at forklare nogle konflikters opståen. Ser man på, hvad redundans som begreb har af betydning for mediation, er der to aspekter. For det første betyder det, at en del af mediationsprocessen vil være at afklare, i hvilket omfang konflikten er baseret på misforståelser. For det andet, at både mediator og konfliktens parter må være bevidste om, hvad de hver især oplever som redundant information og i nødvendigt omfang gøre de andre opmærksomme herpå. Hermed bliver der igen tale om metakommunikation. Bateson leverer altså bidrag til en systemisk begrebsliggørelse af konflikt og mediation, men uden at være specifik om emnerne. Der er mere tale om generelle kommunikative og interaktionelle begreber. Skal konflikt og mediation sættes ind i en større systemteoretisk ramme, bliver Niklas Luhmann aktuel med sin teori om sociale systemer. 12

14 LUHMANN, KONFLIKT OG MEDIATION Den tyske sociolog Niklas Luhmann ( ) træder ind på den systemteoretiske scene en del år senere end Bateson. Han bygger videre på de tanker, som bl.a. Bateson, og især Talcott Parsons har præsenteret. Hvor Batesons systemteori ikke fremstår som et samlet hele, præsenterer Luhmann til gengæld en samlet teori om sociale systemer, der har som ambition at være en universel teori, der forklarer det sociale, inklusive teorien selv. Ved et socialt system forstår Luhmann sammenhængen mellem sociale handlinger, der henviser til hinanden. Når flere personers handlinger bliver knyttet sammen med hinanden, opstår der altid et socialt system eller et handlingssystem, der afgrænser sig fra en omverden. Alle handlinger, som henviser meningsfuldt til hinanden, tilhører det pågældende system; alle andre handlinger, som ikke opretholder nogen relation til den pågældende meningssammenhæng tilhører systemets omverden. Noget er enten system (henholdsvis tilhører systemet) eller omverden (henholdsvis tilhører omverdenen). Sociale systemer har en mulighed for at erstatte de bortfaldne bidrag med andre og alternative ydelser. [Kneer & Nassehi, 1997, s. 42] Luhmann og konflikt I værket Sociale Systemer fra 1984, argumenterer Niklas Luhmann for, at konflikter bliver til gennem kommunikation, og retter opmærksomheden mod de sociale forudsætninger for og funktioner i en konflikt. Ifølge Luhmann Vil (vi) altid tale om konflikter, når en kommunikation bliver modsagt, eller med andre ord Når en modsigelse bliver kommunikeret [Luhmann, 2000, s. 449]. Luhmann er meget specifik omkring konflikter og deres opståen. Han afsætter et helt kapitel, hvor han indleder med at redegøre for modsigelser, som han ser som producenter af ustabilitet, der kan udløse systemets immunsystem, og dermed stimulere dets evne til at opretholde sig selv. Herefter beskriver han konflikten som fænomen: En konflikt er den operative selvstændiggørelse af en modsigelse gennem kommunikation. En konflikt foreligger altså kun, når forventninger bliver kommunikeret og ikke-accepten af kommunikationen bliver tilbagekommunikeret. [Luhmann, 2000, s. 449] Konflikter forstås som sociale processer, der opererer i overensstemmelse med en bestemt funktionel logik. Med andre ord kan den specifikke sociale ramme omkring en konflikt forstås som omverden for en konflikt, fra hvilken de interne, dynamiske operationer i konfliktprocessen er strukturelt uafhængige. Denne skelnen mellem en omverden og nogle specifikke operationer i konflikten, gør konflikten i sig selv til et socialt system. Der er ikke blot tale om en modsætning, der kan iagttages eller en generelt modsigelsesfuld situation, men om et begreb der er indbygget i teorien om sociale systemer:... idet det drejer sig om en særlig (til enhver tid mulig) realisering af dobbelt kontingens, det drejer sig om kommunikation, det drejer sig følgeligt om et socialt system af en særlig slags.«[luhmann, 2000, s. 450] 7 Konflikter opstår på baggrund af givne anledninger i andre systemer. De antager dog ikke status af delsystemer»men eksisterer parasitært«[luhmann, 7. Dobbelt kontingens er et udtryk for den gensidige usikkerhed mellem to parter. Det faktum at A ikke kan se ind i B s bevidsthed og omvendt, gør at de ikke med sikkerhed kan vide hvad den anden mener, men alene må forholde sig til den andens kommunikative selektioner. 13

15 2000, s. 451]. Eftersom konflikter udspringer af en ytring af uenighed eller inkompatibilitet (modsigelse) mellem to parter, og på trods af at opdukken af konflikter er kontingent, er de på ingen måde usandsynlige, idet der er et kæmpe felt af potentielle modsigelser, der kan kommunikeres:»man kan gå ud fra, at forøgelsen af kommunikationsmuligheder samtidig også øger sandsynligheden for konflikt. Sproget frembringer nej ets mulighed og muligheden for at skjule det, dvs. muligheden for løgn, bedrag og vildledende brug af symboler.«[luhmann, 2000, s. 436] Som alle andre sociale processer bygger konflikten på en række af kommunikationer, som et system enten kan tilslutte sig eller afvise. Enhver social sammenhæng bærer derfor potentialet til modsigelse eller enighed, og dermed potentialet til konflikter. Når konflikten er begyndt, er dynamikken i kommunikationsprocessen tilbøjelig til at blive fastlåst, hvilket skyldes det cirkulære forhold mellem inkompatibilitet og subjektposition. Et bestemt subjekts 8 identitet er afhængig af konstruktionen af en forskel. Hvis der ikke var nogen forskel, ville subjektet ikke kunne skelnes fra andre subjekter. Kommunikationen af modsigelser artikulerer forskel, og derfor konstruerer den de selvsamme subjekter hvis antagonisme de forudsætter. Konflikter tager dermed form som selvstændige sociale systemer, der karakteriseres ved kommunikation af modsigelser snarere end enighed. Sociale processer er almindeligvis baseret på forventningen om, at fortsættelse af kommunikationen sikres af accepten af den forudgående kommunikation (enighed eller tilslutning). Imidlertid indebærer enhver kommunikation en risiko, idet den enten kan accepteres eller afvises. I et konfliktsystem lever risikoen for afvisning sit eget liv. Eftersom konflikter bygger på kommunikation af uenighed, henviser de ikke alene til den konstante mulighed for et nej, som indbygget i enhver kommunikation, men tilbyder systematisk mulighed for den faktiske kommunikation af nej et. Derfor kan det forventes, at konfliktens dynamikker stabiliserer sig og at afvisning af kommunikation gentager sig, snarere end at konflikten afsluttes. Derudover har konflikter en tendens til at eskalere. Efterhånden som konflikten udvikler sig, er der en tendens til at al kommunikation mellem parterne relaterer enhver handling til selve konflikten. Derfor eksisterer konflikten ikke kun parallelt med anden kommunikation, men har en tendens til at dominere og indramme al anden kommunikation:»konflikter er følgelig sociale systemer, der er præcist udarbejdede efter mønsteret for dobbelt kontingens, og de er højt integrerede socialsystemer, fordi der er en tendens til, at al handling i konteksten af et modstandsforhold bringes ind under modstandsforholdets synsvinkel.«[luhmann, 2000, s. 451] Den mest skadevoldende faktor i en konflikt er den tidligere nævnte parasitære eksistens: konflikten har en tendens til at opsluge værtssystemet 9, idet den beslaglægger al opmærksomhed og alle ressourcer. Strukturelt set reducerer konflikten alt til et modstandsforhold mellem to parter eller partier, handlingsmæssigt åbner den for næsten alle muligheder for forfordeling, tvang eller beskadigelse. Konflikter er altså selvstændige sociale systemer, der konstitueres af og reproducerer sig selv gennem modsigelser eller afvisning af kommunikation. Deres opståen er karakteriseret ved en høj grad af sandsynlighed, de eksisterer parasitært i forhold til det sociale system, hvor de har deres udspring, og de har en tendens til at dominere anden kommunikation. Hvordan skal man da forstå mediation og håndtering af konflikter ud fra den beskrivelse? Luhmann og mediation Konflikter er hverdagshændelser karakteriseret ved en høj vilkårlighed, en næsten forudsætningsløs begyndelse og dermed en umådelig hyppighed, de opstår overalt og er for det meste bagateller, der hurtigt kan klares 10 [Luhmann, 2000, s. 453]. Dermed er det kun et fåtal af konflikter, der er et egentligt behov for at regulere, og det er netop disse, det er værd at undersøge. Hvad er det, der 8. Med sin teori om sociale systemer,»afskaffer«luhmann subjektet, så når der her tales om et subjekt, skal det forstås som en af parterne i en konflikt, m.a.o. det enkelte psykiske system eller bevidsthedssystem, eller alternativt som det ene sociale system i de tilfælde, hvor konflikten opstår i kommunikationen mellem sociale systemer. 9. Værtssystemet er den sammenhæng, hvor konflikten udsprang: fx i en naborelation, i familien, i ægteskabet, i virksomheden eller i det politiske parti. 10. Stillet over for andre interesser eller krav, er konflikter også underlagt en naturlig tendens til entropi, svækkelse og opløsning. Man bliver træt af det, lader tiden gå og knytter an til andre temaer. 14

16 gør at nogle af konflikterne ikke straks forsvinder, men derimod nogle gange får vidtrækkende følger og varer længe? Teorien om sociale systemer, er en ikke-normativ teori, og som sådan er hensigten ikke at finde imperfektioner, som videnskaben kan afhjælpe. Den anser derfor ikke en konflikt for, i sig selv, at være et problem der skal løses, og derfor anses»konfliktløsning«heller ikke for at være et mål, men snarere et sideprodukt til reproduktionen af konflikter:»ud fra systemteoretiske synspunkter søger vi ikke blot efter»løsningen«og da slet ikke efter en»god slutning«på konflikter, men frem for alt muligheden for at konditionere dem... Inden for rammerne af et teorikoncept... som interesser sig for normaliseringen af det usandsynlige, må en... problemstilling imidlertid tilstræbes, hvor»konfliktløsning«ikke er målet, men snarere et sideprodukt til reproduktionen af konflikterne...«[luhmann, 2000, s. 455] Når en konflikt én gang er begyndt, er der stor sandsynlighed for at den fortsætter, idet den reproducerer sig selv, fordi man må gå ud fra, at den der siger»nej«på forhånd har kalkuleret med at være i stand til at opretholde nej et. Under forudsætning af, at det forholder sig sådan, siger Luhmann:»... betingelserne for at reproducere en konflikt, for at konsolidere den som system, (er) den egentlige nøgle til problemet.«[luhmann, 2000, s. 456] Der er altså behov for at se på de betingelser, der tillader reproduktion af konflikten: Betingelserne eller konditioneringen for systemets autopoeisis. Taler man om at regulere konflikter, er behovet nærmere bestemt, at undersøge mulighederne for konditionering:»... kan vi forestille os to forskellige former for konditionering, som på en og samme gang øger systemets indre kompleksitet og gør adfærden vanskelig. Den ene er at forbyde bestemte midler, mens den anden mulighed drejer sig om at forøge usikkerheden i systemet.«[luhmann, 2000, s. 454] Begrænsning af midlerne kan fx være et forbud mod fysisk vold, og er motiveret af et ønske om at forhindre skader. Hvis vold er tilladt, vil det kræve større mod, at begynde en konflikt, og konflikttærsklen vil derfor nødvendigvis ligge noget højere, ligesom konflikterne vil blive afgjort relativt hurtigt, hvis de bryder frem. En lignende mulighed ligger i alle former for afpresning. Her nævner Luhmann hierarkiske strukturer, der giver ansatte i overordnede stillinger, de magtfulde, mulighed for at afvise kommunikation uden at der nødvendigvis følger en konflikt af den grund. En anden mulighed for at konditionere udsigterne til en reproduktion af konflikter, er forøgelse af usikkerheden. At forøge usikkerheden i systemet:»udstyrer systemet med særlige muligheder for dannelse af strukturer, nye kontingenser og nye selektionschancer.«[luhmann, 2000, s. 458] En sådan forøgelse af usikkerheden opstår, når en tredjepart inddrages i konfliktsystemet. Tredjeparten er, i hvert fald til at begynde med, upartisk, og har ikke gjort sig solidarisk med den ene eller den anden part eller med en bestemt side i konflikttemaet.»derigennem er konfliktsystemet til at begynde med desintegreret. Den sociale regression, som bestod i en relation mellem to parter, bliver trukket tilbage.«[luhmann, 2000, s. 458] Luhmann siger at denne anden mulighed for konditionering, nemlig at inddrage en tredjepart i konflikten, er den vigtigste form for konfliktregulering. Denne tredjepart kan fx være retssystemet eller en voldgift, der lader parterne eller disses repræsentanter fremføre sagen, og siden træffer en afgørelse. Men et andet, i denne sammenhæng naturligt alternativ, kunne være inddragelse af en mediator. Det, at en mediator kommer ind i billedet, skaber altså en usikkerhed, eller en desintegration i konflikten. Den opløses ikke, men der opstår muligheder for at danne nye strukturer, kontingenser og selektionschancer. Systemet»konflikt«får altså mulighed for at foretage en selviagttagelse af 2. orden, ligesom parterne i konflikten, A og B, hver får mulighed for at foretage 15

17 iagttagelse og selviagttagelse af 2. orden. Disse iagttagelser er netop en mulighed; der er ingen nødvendighed, der dermed skaber en udvikling hen imod konfliktens afslutning. Her er mediators rolle central, som den tredjepart, der kan være med til at give parterne mulighed for at foretage selektioner, i retning af en opløsning af konflikten. Mediators rolle er ikke at være styrende, men derimod at pege på selektionschancer og kontingenser, som parterne ikke selv er opmærksomme på. Det er derefter op til parterne, hvilke valg de vil træffe, og hvilke nye strukturer de eventuelt vil danne. Et andet ord for denne proces er metakommunikation, altså kommunikation om konflikten: om dens struktur, selektionskriterier, og kontingenser. Metakommunikation giver mulighed for at iagttage og kommunikere om»blinde pletter«, og mulighed for at se nye selektionschancer og kontingenser. Sammenfatning Konflikt er en operationaliseret selvstændiggørelse af modsigelser, der konstituerer sig som et system. Ikke et delsystem, men et system der eksisterer parasitært på det system, i hvilket det har sit udspring. Der er stor sandsynlighed for at konflikter opstår, eftersom der er et principielt uendeligt felt af modsigelser, der kan kommunikeres, og faktum er da også at de er ganske hyppigt forekommende. Mange af konflikterne er bagateller, og har en tendens til at opløse sig selv, mens andre er af mere varig karakter og har en tendens til at eskalere. Sidstnævnte er også tilbøjelige til at dominere og placere al kommunikation i rammen af konflikten, og dermed udfolde sin parasitære eksistens og lægge beslag på al opmærksomhed og ressourcer i det system, hvor den har fundet sin anledning. Systemteorien ser ikke konfliktløsning som et mål, men snarere som et sideprodukt til reproduktion af konflikten. Mediation er en ramme, hvori konditioneringen af denne reproduktion kan foretages. Det at indføre en tredjepart i konflikten, og dermed skabe et nyt system:»mediation«, giver særlige muligheder for at metakommunikere og opstille alternative selektionschancer og kontingenser. En tredjepart vil, i hvert fald for en tid, skabe usikkerhed i systemet og dermed opstår der mulighed for at systemet kan reproducere sig selv ud fra nye alternativer. Er tredjeparten en mediator, vil denne også kunne pege på nye selektionschancer og kontingenser, og dermed give systemet mulighed for at iagttage sig selv på andre præmisser. Systemets reproduktion vil derefter ske på basis af denne selviagttagelse. 16

18 ET TREDJE PERSPEKTIV Bevæger man sig ud over primærlitteraturen, er der andre, der har gjort sig tanker om hvad konflikt er for en størrelse i systemteoretisk sammenhæng. Blandt disse er Jørgen Danelund og Carsten Jørgensen, der er chefkonsulenter og undervisere på Danmarks Forvaltningshøjskole. I bogen»forstyr mig vel«, der handler om ledelse forstået på grundlag af systemteori og en konstruktionistisk tilgang 11, kommer de ind på konfliktbegrebet. Danelund og Jørgensen opererer med en ledelsesmæssig synsvinkel på konflikter, men er i høj grad også relevante når det gælder mediation. De opererer med en skelnen mellem værdikonflikter og interessekonflikter. Værdikonflikter er:»konflikter mellem forskellige fortolkningsmønstre eller meningskoder for tilvalg/fravalg af meninger.«interessekonflikter handler om,»at nogle har gjort sig til interessenter i et bestemt fortolkningsmønster, mens andre har gjort sig til interessenter i dets modsætning.«[danelund & Jørgensen, 2000, s. 44] En værdikonflikt er karakteriseret ved, at parterne har forskellige for-forståelser, eller forskellige syn på den eller de ting, som de er i konflikt om, baseret på forskellige værdier eller koder. Eksempelvis kan en leder på et plejehjem operere ud fra en kode, der hedder +/- pleje, hvor kommunens økonomiafdeling opererer ud fra en kode, der hedder +/- balance i regnskabet. Eller med et aktuelt eksempel: Ungdomshuset på Jagtvej i København. Retten har afgjort, at Faderhuset har ret til huset på baggrund af en kode, der hedder +/- ret. Nogle af naboerne opererer med en kode, der hedder +/- ro i gaden. Politikerne har været på banen med forskellige alternativer, bl.a. muligheden af at vedtage en lokalplan, der forudsætter et ungdomshus på den pågældende adresse, og opererer således med en kode, der hedder +/- magt. Værdikonflikter er ifølge Danelund og Jørgensen misforståelser, der tilbyder nogle muligheder, idet de»... gennem reflekterende kommunikation potentielt kan udvikle beslutningsgrundlag for ny erkendelse, læring og organisatorisk forandring«[danelund & Jørgensen, 2000, s. 45]. Værdier er ikke nødvendigvis eksplicitte, men kan være uudtalte, ubevidste, ikke synlige eller ikke reflekterede. Derfor vil nogle konflikter opløse sig selv, i takt med at parterne bliver bevidste om, at de bringer forskellige værdier i spil, og at de kan blive enige, når de bringer de samme værdier eller forskelle i spil. Andre værdikonflikter er forudsætninger for udvikling og forandringer i forforståelser og værdier, og som sådan vil en dialog i metaperspektiv kunne bibringe denne udvikling. Netop en sådan dialog tilbyder mediationen. En interessekonflikt er karakteriseret ved, at parterne har en dybere interesse i bestemte fortolkninger, der ikke er forenelige. Måden at forholde sig til interessekonflikter er forhandling. Der er jo netop ikke en misforståelse, der kan ryddes af vejen, men derimod en vilje til at handle ud fra en bestemt fortolkning. I tilfældet med Ungdomshuset, har brugerne netop valgt at blive, om det så skal føre til vold, og modsat har Faderhuset valgt ikke at sælge huset. Her er der tale om to uforenelige interesser. Danelund og Jørgensen siger, at:»... interessemodsætningerne naturligvis (vil) forhindre, at der gennem samtalen udvikles en egentlig mediering af meningskoder og fortolkningsmønstre, men det er på den anden side heller ikke hensigten, lige så lidt som det er muligt, fordi funktionssystemer jo netop skaber deres 11. Systemteorien henter Danelund og Jørgensen hos Bateson og Luhmann, mens de konstruktionistiske perspektiver først og fremmest hentes hos Kenneth Gergen. 17

19 identitet lokalt gennem en vedvarende afgrænsning af koderne for mulige/ikke mulige fortolkninger i forhold til andre funktionssystemer.«interessekonflikter må derimod forhandles, og løftes dermed op på et politisk niveau. Hvor et dialogisk rum principielt ikke giver plads til intentioner og magtudøvelse, er det netop disse der giver grundlag for beslutninger i forhandlingens rum. Interessekonflikter kan ikke opløses, men må forhandles - der må findes en løsning, fx et kompromis, der lukker konflikten, men ikke nødvendigvis afslutter den for altid. Faderhuset og brugerne af Ungdomshuset er netop der, hvor magtudøvelsen finder sted: Faderhuset lader retsvæsenet og politiet handle på deres vegne, mens brugerne af Ungdomshuset gør sig klar til en voldelig konfrontation med inddragelse af sympatisører fra udlandet. En sådan situation må ende med en vinder og en taber, men konflikten er ikke nødvendigvis afsluttet af den grund. Denne opdeling i værdi- og interessekonflikter giver mediationen endnu en mulighed for skelnen. Forudsætningen for at opnå denne skelnen og bestemme konfliktens karakter er, ifølge Danelund og Jørgensen, etablering af en dialog i et metaperspektiv [Danelund & Jørgensen, 2000, s. 44]. Er der tale om værdikonflikter, vil de umiddelbart kunne håndteres i det dialogiske rum som udgøres af mediationen, mens interessekonflikter skal håndteres gennem forhandling, og det er dermed ikke givet at mediation er vejen at gå, men at andre systemer som fx det politiske system eller retssystemet må tage over. 18

20 OM METODEVALG I MEDIATION Efter en analyse af begreberne konflikt og mediation i systemteoretisk perspektiv, vil det følgende afsnit undersøge, hvilke betingelser det sætter for mediators valg af metoder i en konkret mediation. Mediation kan forstås som et interaktionssystem. Det består af A og B, som er parterne i konflikten, og C, som er mediator. Mediationen kan være initieret af konfliktens parter, eller af det sociale system som konflikten eksisterer parasitært på. Mediationens opgave er, at forholde sig til og konditionere en reproduktion af konflikten, der giver den mulighed for at opløse sig selv. Luhmann nævner nogle muligheder for opløsning, nemlig at A slår B ihjel eller omvendt, at konflikten bliver mindre interessant, stillet over for andre muligheder, og derfor bliver indkapslet og med tiden mister sin betydning. Mediationen placerer sig som mulighed mellem disse. Som system bliver mediationen et metasystem i forhold til konflikten, og den kommunikation der finder sted bliver metakommunikation om konflikten, i det omfang konflikten ikke blot videreføres i ramme af mediationen. Ved at metakommunikere om konflikten, bliver det muligt at se ud over selve indholdet af konflikten, og se på konfliktens karakter. Konfliktens karakter kan analyseres ved hjælp af Batesons begreber om redundans og skismogenese: er der tale om misforståelser som baggrund for konfliktens opståen og dens videreførsel, og er der tale om et symmetrisk eller et komplementært mønster i konflikten? Eller med Luhmann: Hvad var den indledende modsigelse? Eller med Danelund og Jørgensen: Er det en værdikonflikt eller en interessekonflikt? Da systemer ikke fungerer efter en lineær kausalitets logik, er det ikke muligt for mediator at styre mediationsprocessen i en bestemt retning. Derimod kan mediator konditionere processen, ved at pege på kontingenser og muligheder for selektioner, som parterne i konflikten ikke selv er opmærksomme på. Dermed er det heller ikke alene mediators opgave at analysere konfliktens karakter men, i samarbejde med parterne, at udforske denne ved hjælp af nogle af de nævnte begreber. Hvilken betydning har dette, samt analysen af konflikt og mediation i systemteoretisk perspektiv i relation til de forskellige mediationsretninger? Problemløsende mediation Eftersom der er tale om en forhandling, med det formål at indgå forlig, typisk i form af et kompromis, kan problemløsende mediation være en mulighed, når en konflikt identificeres som en interessekonflikt. Ifølge Vindeløv er målet, så effektivt som muligt og i tydeligt adskilte faser, at nå frem til en aftale, der holder [Vindeløv, 2004, s. 247 f]. Metoden har en tydelig lineær udformning frem mod et bestemt mål, og tager derfor ikke højde for de cirkulære processer og indbyrdes afhængigheder, som systemteorien gør opmærksom på. Parternes følelser og deres indbyrdes relation er ikke væsentlige - kun indholdet af konflikten, og de underliggende interesser af direkte relevans har betydning. Intention, magt og kompromis bliver nøgleord, og konflikten bliver ikke løst alene på dens egne præmisser, men i høj grad i kraft af omverdenens intervention. Dermed kan man ikke tale om at konflikten opløses i kraft af sin egen reproduktion, men fordi presset fra omverden er så stort, at et kompromis bliver nødvendigt. Problemløsende mediation er en mulighed, når man 19