Mor TEMA. Nr. 2 December 2006

Transkript

1 Mor TEMA Nr. 2 December 2006

2 Indhold 3 Forord - præsentation af tema og tekster 4-5 Mor - vores første relation - af vores mor lærer vi, hvordan vi omgåes andre 6-7 Moderskabet i Bibelen - Guds kærlighed til mennesket er som en mors til sit barn 8-9 Moderrollen i konflikt - vi drømmer om deltid, men er under pres Mor er ikke Gud - vores mor var ikke perfekt - tilgiver vi hende, sætter vi os begge fri Digte - seks digte af Ditte Olsen, om glæde, smerte, ansvar - og gylp! Mor og hjemmegående - om at passe egne børn - og om at kommunikere med dem En mor bliver til - som mor er der nogen, der afhænger af én - man må glemme sig selv Så giv dog slip, mor! - af misforstået kærlighed kan en mor tage sit barns selvstændighed 21 Fra perfekt til goog enough mor - det handler om at ændre holdning - til sig selv! Boganmeldelser - Supermor, Kære mor og At give plads til en anden Idéside - småkager, mariehøns og pingvinger - idéer til sjov med ungerne! 23 Tegneserie - kommentar i ord og streg af Peter Pedersen 24 Info om Agape - formål, medlemskab, sekretariat, ansatte Bladet udgives af Foreningen Agape Ansvarshavende redaktør: Landsleder Lars Thidemann Jensen lars@foreningenagape.dk Tekstredigering og layout: Informationsmedarbejder Alice Pedersen alice@foreningenagape.dk Redaktion: Landsleder Lars Thidemann Jensen Informationsmedarbejder Alice Pedersen Psykolog Bodil Kappelgaard Terapeut Torsten Hartvig Pedersen Sygeplejeske Jens Peter Hansen Udkommer: 2 gange årligt: Maj og november. Adresseændringer: Meldes direkte til Agapes sekretariat (se bladets bagside) Billeder: Modelfotos fra Forslag til artikler eller temaer: Mailes til alice@foreningenagape.dk Logistik: Oplag: ISSN Tryk: LavprisTrykkeriet, Århus : Om Mor! 2 Nr

3 Forord Puuuha! Da min søn blev tre år, åndede jeg lettet op! Jeg har engang hørt, at ens personlighed grundlægges de første to-tre år af ens liv (om det passer, ved jeg ikke...). Men min tanke, da min søn blev tre år, var i hvert fald; Puuuha! Nu kan det ikke gå helt galt! Jeg har nemlig en rigtig glad, kærlig og tryg dreng - men også en vildbasse, der godt kan lide at blive serviceret og få sin vilje... I sidste nummer af satte vi fokus på far. Nu er det så blevet mors tur. Og det er skønt at være mor - varmt og livsbekræftende - men der også meget at bekymre sig om. Børnene først og fremmest. Men også om man nu selv gør det godt nok; lever op til tidens krav og de krav, som man tror, at andre (pædagogerne, mødregruppen, mor, svigermor...) har til én som mor. Hverdagen og realiteterne. Merete fortæller om det store, men også svære i, at blive mor. Man vil det hele så perfekt, men virkeligheden vil - og er - noget andet. Man skal pludselig til at glemme sig selv for sine børn. Og det er lige så svært, som det er stort. Også Dittes digte handler om det; om hverdagens ydre og indre kampe. Angsten for ansvaret. Kan man klare det? Konflikten mellem udearbejde og hjemmeliv. Anette fortæller om sit liv som hjemmegående og deler sine overvejelser omkring opdragelse. Marianne og Dorte fortæller om konflikterne ved at være mor og udearbejdende - og om hvordan det hele måske alligevel kan lykkes, hvis man ændrer holdning til sig selv - du er god nok! - og ellers prioriterer. Os som forbillede. Vores børn har os som forbillede. Af os lærer de, hvordan de skal forholde sig til både sig selv og andre. Vi har lært det af vores mor, som igen har lært det af sin mor... Og de mønstre, vi har lært, har det med at gentage sig. Man kommer let til at give sine børn noget forkert - måske deciderede sår - med i bagagen. Heldigvis kan mønstre brydes, og mødre, måske, tilgives. Susanne, Elisabeth og Anne Marie fortæller om, hvordan vi på både godt og ondt er med til at forme vores børn som mennesker. Gud som forbillede. Heldigvis har vi et forbillede, som ikke fejler - Gud. Han er den perfekte far - og mor. Hans kærlighed kan vi bruge som forbillede - og selv trykke os ind til, når vi har brug at være barn. Anette guider os rundt i moderskabets væsen i Bibelen. Elisabeth skriver: Forholdet mellem mor og barn. Her kan meget være lykkeligt, og her kan meget gå galt. Til sommer bliver min datter tre. Jeg glæder mig! God læselyst. Af Alice Aagaard Pedersen Informationsmedarbejder Kærlig hilsen Alice Nr

4 Artikel Mor - vores første relation Vores erfaringer sammen med vores mor helt fra de tidlige år er med til at forme måden, hvorpå vi indgår i relationer senere hen Af Susanne Boel BA Psych. Arbejder med terapi og undervisning Et par ord til børn, som også er mødre (eller fædre), inden jeg tager fat. Det gør ondt, hvis man må se i øjnene, at man har givet sine børn erfaringer med sig, der giver dem vanskeligheder i et eller andet omfang. Til det vil jeg sige, at alle forældre selv har været børn og selv har fået sår på sjælen. Magnus Malm skriver i sin bog Bag Billedet (s.67), at det kun er Gud, som ikke er nogens barn, og som derfor er i stand til at elske os som den perfekte far og jeg vil tilføje den perfekte mor, da Gud har moderlige egenskaber også. Det gjorte kan ikke gøres om, men ved at erkende egne sår og handlemønstre og opsøge hjælp til forandring, kan en såret mor (og andre) lige så langsomt blive mere hel og dermed også indgå i relationer på nye og bedre måder. Kropslige erfaringer. Mor er barnets første erfaring med verden. Den mest grundlæggende fornemmelse af at være til fås almindeligvis sammen med mor. Før fødslen er barnet indkapslet i mor, og den første tid efter fødslen er udvekslingen mellem mor og barn af kropslig art. Alt efter hvorledes barnet bliver holdt, og hvorledes mor magter at imødekomme barnets behov for beroligelse, mad, tryghed og kontakt, får barnet en første fornemmelse af sig selv sammen med andre. En fornemmelse som sidder i kroppen. Dersom mor er i stand til at imødekomme barnets behov og rumme dets følelser på en alderssvarende måde, bliver barnets erfaringer for måder-at-være-sammenmed-andre-på præget af tillid til andre menneskers evne og vilje til at hjælpe og egen evne til at påvirke omgivelserne og opnå denne hjælp. Her lægges grunden til en oplevelse af barnet selv som værdifuldt og af verden, som et godt sted at være. Hvor kontakten mellem mor og barn af forskellige grunde lykkes mindre godt f.eks. fordi mor har sår på sjælen, som aktiveres i mødet med barnets forskellige følelsesmæssige udtryk kan barnet lære, at bestemte indre følelser og tilstande er forkerte eller farlige, fordi de gør mor ked af det, bange, vred osv. Det bevidste billede. Det bevidste billede af mor er blandet op af flere forskellige ting: Hvad barnet kan huske, er foregået mellem mor og barnet. Hvad barnet har fået at vide af mor og andre omkring deres forhold, f.eks. at mor elsker mig. Og så de af de kropslige erfaringer, barnet er blevet bevidst om. Nogle gange er der overensstemmelse mellem de kropslige erfaringer og det bevidste billede, andre gange har barnet lært, at det ikke kan stole på sine følelser og fornemmelser, for mor siger, at det er anderledes, end barnet føler, det er. I sidstnævnte tilfælde kan barnet opleve, at ikke alene er der dele af mig, som ikke kan deles, og som er farlige og forkerte, men min opfattelse af virkeligheden er også forkert. Barnet kan også diskvalificere mor på disse områder og fastholde sin virkelighed i ensomhed, eller det kan lukke af for sine behov og følelser og godtage mors udlægning af virkeligheden for at undgå den indre konflikt. Relationelle mønstre. I løbet af opvæksten udvikler mor og barn måder-at-være-sammen-på, som bliver mere komplekse. Måder, hvorpå man giver og modtager i bred forstand mellem mennesker det være sig konkret - hjælp, omsorg osv. - samt måder, hvorpå man viser og håndterer forskellige følelser. F.eks. kan et barn 4 Nr

5 med angst for at miste sig selv. Kæresteforhold bliver her let en eksistenskamp, hvor begge parter slås for anerkendelse. Har den tidlige relation derimod været præget af behovsopfyldelse og glæde, kan forelskelsen og senere kærligheden nydes og blive en mulighed for yderligere udvikling og heling af sår, der måtte være. lære, at man skal være lille og hjælpeløs for at få omsorg fra mor, ellers må man klare sig selv. Det kan resultere i, at barnet og senere den voksne ikke kan finde ud af at bede om hjælp og omsorg på en stor/voksen måde. Enten må man klare sig selv eller også være lille og appellerende. Samtidig vil der være en tendens til at videreføre mors måde at give omsorg på til andre, hvilket i det nævnte eksempel kan betyde en tendens til at indtage mor-rollen overfor venner og ægtefælle, mens det falder svært at give omsorg på en ligeværdig måde. Det, barnet lærer, er et mønster for udveksling, som det senere kan gentage både i moderens og i egen rolle. Jo bedre kontakten mellem mor og barn har været, jo tryggere og jo mere åbent kan barnet og senere den voksne forholde sig til egne og andres følelser og behov, og jo mere fleksibel indgår man i relationer. Har kontakten været mindre god, er der en tilbøjelighed til på rigid måde at gentage tidligere mønstre, således at man forstår og handler i relationer mere ud fra tidligere erfaringer end ud fra det faktiske mulighedsfelt, som ligger foran én. Og således, at man vil have en tendens til at opsøge mennesker, som kan bekræfte ens erfaringer og mønstre. Forholdet til Gud. Som det er fremgået, bærer vi vort levede liv med os i flere både bevidste og ikkebevidste lag. Disse lag i vore relationelle erfaringer spiller også en rolle i vores forhold til Gud, hvilket betyder, at forskellige billeder af Gud kan være på spil på forskellige niveauer. Vore tidlige erfaringer med mor og den måde, disse erfaringer evt. er blevet integreret via f.eks. et kæresteforhold, spiller en rolle, når det gælder muligheden af at erfare et tillidsfuldt forhold til Gud på det følelsesmæssige plan. Har man ikke kunnet overgive sig til mor og/ eller senere andre nære på en tillidsfuld måde, kan man heller ikke overgive sig følelsesmæssigt til Gud. Han kan erfares som lunefuld, langt væk osv. i stil med tidlige erfaringer, som man ikke har nogen bevidst erindring om. Det bevidste billede af Gud kan i disse tilfælde være flerfoldig - både en Gud, som skalter og valter med vores liv og en kærlig Gud, som elsker os. For nogle lykkes det at bruge billedet af den kærlige Gud på kompenserende vis og som incitament til at turde indlade sig på at lede efter Kønsidentitet. For både drenge og piger er mor det første møde med det kvindelige. For piger betyder det, at de optimalt set skal kunne identificere sig med mor. Hvis en pige af en eller anden grund oplever sig nødsaget til at vælge mor fra, kan hun vende sig mod far og søge sin bekræftelse og identitet der. Det kan betyde, at hun får svært ved forholde sig til sin egen kvindelighed. For drenge betyder det, at mors måde at forholde sig til ham på lagres i ham som en erfaring med hensyn til, hvad han kan forvente sig fra kvinders side. Har han f.eks. skullet være mors lille mand på grund af en fraværende far, kan forholdet til en kæreste blive præget af, at han dels søger at gøre hende tilpas, men også er bange for at blive spist. For både piger og drenge gælder, at tidlige erfaringer med mor klinger med i senere oplevelser af forelskelse. Er barnet ikke i tilstrækkelig grad blevet set og anerkendt i sin egen ret, kan forelskelsen blive forbundet det gode i relationer mellem mennesker. Har man været nødt til at lukke af for sine følelser, fordi de ikke blev mødt, giver Gud ikke mening på det følelsesmæssige og erfaringsmæssige plan, men alene på det forståelsesmæssige og intellektuelle plan. Mulighed for forandring. Som nævnt i indledningen er forholdet mellem mor og barn ikke skæbne for nogen af parterne. Via nye nære relationer og evt. professionel hjælp kan sår heles og mere berigende relationer opstå. Nr

6 Artikel Moderskabet i Bibelen Jeg er dybt forundret. De førende kvindeblade blegner i forhold til Bibelens kvindestof! Der er fokus på alle sider af moderrollen, sammen med skønhedstips, erotik og dramatiske kærlighedshistorier... De bløde værdier i Bibelen er lige så fremtrædende som de maskuline, og det giver et indblik i Guds væsen, for i Bibelen har Gud givet sig selv og sin vilje med mennesker til kende. Guds feminine og maskuline sider er lige stærke. Det kommer til syne i Bibelens tale om Guds skabelse af manden og kvinden. Gud skabte dem i sit billede, både manden og kvinden udtrykker derfor sider af Guds væsen. De er skabt til at leve med hinanden og afspejle og realisere den kærlighed, som er Guds eget væsen. Denne kærlighed kommer til syne i Bibelens nuancerede skildring af moderskabet, som jeg her vil give nogle glimt af. Af Anette Ingemansen Teolog og journalist Graviditeten og det ufødte barn. Gud har udvalgt og skabt kvinden til at bære et barn fra fosterstadiet til det levedygtige barn, og til at kunne give barnet mad den første tid. Dette er identitetsskabende for kvinden. Hun får en tæt og følelsesmæssig kontakt til barnet. Mange steder i Bibelen hører vi om det ufødte barn i livmoderen, og hvordan Gud bruger kvinden som væksthus til det liv, han skaber. Til profeten Jeremias (Jeremias Bog 1:5) siger Gud: Før jeg dannede dig i din mors liv kendte jeg dig, før du kom ud af din moders skød helligede jeg dig. Som menneske var jeg altså i Guds tanker, før jeg blev til. Gud har stor omsorg for det lille foster, som det kommer frem i Salmernes Bog 139:13. Du flettede mig sammen i min mors liv da jeg endnu var foster, havde du mig for øje. Flere steder i Bibelen beskriver, hvordan mødre oplever deres graviditet. F.eks. Rebekka, der er gift med Isak. 6 Nr

7 Kunst Kai Nielsens skulptur Vandmorderen fra 1921 Ny Carlsberg Glyptotek Fotograf: Torsten H. Pedersen Om hendes graviditet hedder det: Men da børnene sloges inden i hende, sagde hun, hvorfor skal det være sådan? Hvorfor er dette så sket mig? (Første Mosebog 25:23). Rebekka havde en svær graviditet med tvillinger. Guds moderfølelse. Tidligt i graviditeten opstår der et stærkt bånd mellem en mor og hendes baby, og moderfølelsen kommer. I Første Kongebog 3 kæmper to kvinder om et lille barn. Da kongen vil hugge barnet midt over og give dem et stykke hver, fortælles det, at moderfølelsen vældede op i barnets rigtige mor. I Første Mosebog 24:67 siges det om Isak, at han elskede Rebekka og kom over sin mor, Saras død. Isak havde et nært forhold til sin mor. Det stærke bånd mellem mor og dets barn bevirker, at en mor kæmper med alle midler for sit barn, og barnet har speciel plads i hendes hjerte. Gud bruger det til at sige noget grundlæggende om sin kærlighed til mennesket, og vi får et glimt ind i en mors hjerte og ind i Guds hjerte. I Esajas Bog 49:15 hedder det: Glemmer en kvinde sit diende barn, glemmer en mor det barn, hun fødte, selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se i mine hænder har jeg tegnet dig. En mors kærlighed er noget af det stærkeste på jorden, men Guds kærlighed til mennesket er stærkere. Bibelen bruger nogle kvindelige udtryk om Guds kærlighed til sit barn: I Jeremias Bog 31:20 fortælles det: Mit indre skælver, siger Herren. Og i Hoseas Bog 11:8: Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig, siger Herren. Det er en kvinde, som ligger krop og beskyttelse til verdens frelser og bringer ham til verden. Maria skal prises salig af alle senere slægtled, siges det i Lukasevangeliet 1:48. Mange steder i Bibelen kommer det frem, at moderskabet ikke kun er lykke, der følger også smerte med. Kvinder skal føde med smerte som en straf efter syndefaldet, og der er talrige eksempler på kvinder, der ikke kan få børn, og som længes efter at blive mor. Det gælder bibelske personer som Sara, Hanna og Elisabet. Men Gud griber ind og hjælper dem til at blive gravide. Gud opfordrer i Bibelen til, at man viser moderskabet agtelse ved at ære sin mor Anden Mosebog 20:12. En mor spiller en vigtig rolle i opdragelsen af børnene i troen på Jesus. Det ses i Paulus Andet brev til Timotheus 1:5 og 3:14, hvor Paulus opfordrer sin tjener Timotheus til at holde sig til den kristne sandhed, han har hørt om som lille af sin mor og mormor. Kirken som moder. Moderskabstanken i Bibelen bruges også til at fortælle om fødslen af et nyt folk; kirken. Kirken bliver en moder for Guds børn, f.eks. i Paulus Brev til Galaterne 4:26. I Det Gamle Testamente taler profeten Esajas (Esajas Bog 66) om det himmelske Jerusalem som en mor. Det er det samme billede, men meget mere detaljeret. Børnene her er Israels folk, den gammeltestamentlige menighed, som skal die ved hendes dejlige bryst. Hun skal bære børnene ved hoften, og de skal vugges på hendes knæ. Moderskabet er et billede på Guds omsorg og kærlighed til sit folk. En kvinde føder Guds søn. Gud hylder moderskabet og viser, hvor højt han agter det, ved at lade en jomfru, Maria, blive mor til hans søn, Jesus. I Lukasevangeliet 1:42 hyldes Maria: Velsignet er du blandt kvinder og velsignet dit livs frugt. Jeg har løftet lidt af sløret for de bibelske dimensioner i moderskabet. Det spiller en lige så central rolle som faderskabet i Bibelen. Moderskabet henviser til centrale sider af Guds væsen og er en lige så uudgrundelig del af ham, som faderskabet er det. Nr

8 Artikel Moderrollen i konflikt Af Marianne Karlsmose Gymnasielærer Alle mødre mærker det massive fokus, der er i medier og reklamer på, hvordan mødre er og bør være. Mødrenes egne og andres forventninger skaber mange frustrationer, fordi de ikke passer til den virkelighed, som mødre lever i. Mange opbygger derfor en facade om, at der er styr på det hele, men pludselig falder korthuset sammen, fordi man ikke har sagt fra i tide og stået ved, at presset var blevet for stort. Moderrollen i centrum. Den biologiske mor, der har båret sit barn gennem graviditeten og født det, får et særligt bånd til barnet, som ingen andre nogensinde vil kunne opleve. Moderrollen præges af, at kvinder og mænd er forskellige, hvilket er betinget af både biologiske og sociale faktorer. Derfor er det vigtigt for barnet, at have både en mor og en far. En undersøgelse af Gentoftes unge dokumenterer, at et godt forhold til moderen klart afspejles på en lang række forhold hos de unge. Langt færre unge med et meget godt forhold til moderen overvejede selvmord, havde været udsat for mobning, var ensomme og eksperimenterede med stoffer (a). En anden undersøgelse viser, at der er markant flere unge mellem 11 og 15 år, der kan tale fortroligt med deres mor end med deres far - 71 % af de 15-årige drenge tilkendegiver, at de kan tale fortroligt med deres mor, mens 55 % af de 15-årige drenge kan tale fortroligt med deres far (b). Det viser moderens centrale betydning, men naturligvis er det også af afgørende betydning, at have en far, der er til stede i familien. Moderrollen under forandring. Selv om moderrollen fortsat er helt central for børns selvværd og udvikling, har mange forhold ændret sig netop omkring moderrollen. I 1966 var 2/3 af gifte småbørnsmødre hjemme-...dårlig samvittighed...dræner energi 8 Nr

9 - gabet mellem drøm og virkelighed gående, mens det i dag kun er ca. 1 % af småbørnsmødrene, der er hjemmegående. Den ugentlige arbejdstid for mødre med børn i 0-6 års alderen er 36 timer, mens den for fædrene er 42 timer (c). Det betyder, at langt de fleste børn bruger meget tid i daginstitutioner, og at pædagogerne dermed betyder meget for børnenes udvikling. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at daginstitutionerne aldrig kan erstatte familien. Familien er væsensforskellig fra institutionen. I familien er hvert barn noget unikt, og man er bundet sammen af et følelsesmæssigt bånd, mens barnet i daginstitutionen uundgåeligt er én blandt mange børn, og pædagogerne er af naturlige årsager ude af stand til at have det samme følelsesmæssige bånd til barnet som forældrene. Det er også væsentligt at nævne, at mange mødre i dag lever alene med deres børn. Den traditionelle kernefamilie er langt fra virkeligheden for alle mødre. Tværtimod levede ca mødre alene med deres børn, eller i et nyt parforhold, i 2005 (d). Den ideelle arbejdssituation. Socialforskningsinstituttet har tidligere lavet en undersøgelse, hvor småbørnsmødre blev bedt om at angive den ideelle familietype. 43 % af mødre mente, at det ideelle var en familie, hvor faderen arbejdede fuldtid, mens moderen arbejdede deltid. 38 % mente, at det ideelle var, at begge forældre arbejdede halv tid. Kun 3 % anså det ideelle for at være, at begge forældre havde fuld tid (e). Det viser en enorm forskel på den ideelle og den faktiske arbejdssituation i småbørnsfamilierne. Mange oplever et større behov for mere tid sammen end flere penge til forbrug. Med til billedet hører også, at tempoet på arbejdsmarkedet hele tiden sættes op og samtidig forsøger utallige boligindretningsprogrammer og reklamer at give os et billede af, hvordan vores hjem bør se ud. Begge dele skaber et yderligere pres på familien. Prioriter bevidst. Vi får aldrig et samfund, hvor de fleste mødre er hjemme hele dagen. Pædagogerne har fået afgørende indflydelse på langt de fleste børns udvikling. Det ændrer dog ikke på, at forældrene er de vigtigste, som de gennemgående voksenpersoner med et unikt følelsesmæssigt bånd til barnet. Men den store forskel mellem den ideelle og den faktiske arbejdssituation bør give stof til eftertanke. Gabet mellem drømmene/egne og andres forventninger og den hverdag, som langt de fleste mødre lever i, betyder, at mange mødre går rundt med en dårlig samvittighed, der dræner energi. Mødrenes følelsesmæssige tilstand smitter af på børnene (f). Dårlig samvittighed kombineret med manglende overskud giver en lavere tolerancetærskel i det daglige, hvilket rammer børnene. Vi må derfor hver især spørge os selv, hvordan vi bedst indretter hverdagen, så den kommer bedre i overensstemmelse med det, vi siger, at vi drømmer om også selv om arbejdspladsen og politikerne siger noget andet. Manglen på arbejdskraft giver grund til at frygte, at det vil være sværere at træffe et valg om at gå ned i tid, især hvis man på den konkrete arbejdsplads har brug for de pågældendes arbejdskraft. Men bevidste prioriteringer er nødvendige, hvis ikke presset skal blive for stort til skade for både børn og voksne. Mange er allerede bukket under med stress. Når beslutningerne er truffet, er det vigtigt at hvile i det, så man lever i den hverdag, man har og ændrer det, man har mulighed for at ændre på, og lader resten ligge. Dårlig samvittighed løser i sig selv intet. Det skal gerne være en glæde ikke en belastning at være mor i Danmark år Noter a Hvad har de gang i? en profilanalyse af Gentoftes unge 2004, Niels-Henrik M. Hansen, Center for Ungdomsforskning, b Samfundsstatistik c Ungdomssociologi, Mogens Nygaard Christoffersen, Yvonne Mørck og Kjeld Mazanti Sørensen, Forlaget Columbus, 2. udgave, 2005, s. 46. d Samfundsstatistik e Samfundsstatistik 2003 opgørelsen er ikke med i de nyeste udgaver af Samfundsstatistik. f Socialforskningsinstituttet Nr

10 Artikel Mor er ikke Gud Om at tilgive, vise barmhjertighed og erkende, at mor ikke er perfekt Af Elisabeth Glenthøj Teolog og familieterapeut Når man læser evangelierne i Det ny Testamente, er der et budskab, man ikke kan undgå at lægge mærke til og forholde sig til: Jesus gør krav på at være den første i vores liv, endnu vigtigere for os end vores nærmeste familie. Det er radikalt, og hvis man ikke har oplevet hvilken velsignelse, der ligger heri, kan det måske være svært at acceptere. Men har man erfaret hvilken hjælp til den menneskelige frihedskamp, der ligger i, at Jesus vil være den første, så er man taknemmelig for dette krav. Det er nemlig sådan, at vi mennesker ofte forkludrer tilværelsen ved enten selv at forlange gude-status eller ved at ophøje andre til guder. Vi må ikke have andre guder end den Treenige Gud. Hvis vi for alvor ønsker kun at tilbede Ham, så falder forholdet til andre mennesker på plads. Desuden får vi en ressource i forholdet til andre, ikke mindst i form af den tilgivelse, vi selv har fået af Gud, og som vi må række videre til andre. Mor er ikke perfekt. I denne lille artikel skal det handle om forholdet mellem mor og barn. Her kan meget være lykkeligt, og her kan meget gå galt. Begge dele...forholdet mellem mor og barn... her kan meget være lykkeligt - og her kan meget gå galt 10 Nr

11 hører med til menneskelivet. Det er vigtigt, at barnet, når det vokser til, slipper forestillingen og drømmen om den perfekte mor. For hun findes selvfølgelig ikke. Her på jorden er alt stykkevist og delt, og vi er som mennesker i udgangspunktet altid begrænsede. Enhver mor er præget af sin egen opvækst, af sine medfødte anlæg osv. Alle forældre gør det så godt, de kan, for deres børn. For en mor er det et ulideligt åg at bære, hvis hun mener, hun skal gøre alting perfekt. Så skulle hun jo være Gud selv. Følelserne skal have luft. Men hermed er problemerne jo ikke løst. For selv om moderen ikke har villet det, kan det godt være, at barnet i samspillet med hende er kommet til skade. Og det kan barnet ikke bare slå en streg over. Enhver er nødt til at være ærlig omkring sine følelser. Og er man såret og vred over hændelser i barndommen, er det vigtigt, at disse følelser ikke bliver til frost indeni. For så kan den kærlighed og taknemmelighed, der sikkert også er til moderen, ikke komme ud. Tilgivelse bliver også nemmere, hvis de svære følelser bliver accepteret og får luft. Om det så bliver i direkte konfrontation med moderen eller ej. Det afgørende er, at følelserne kommer ud, at vreden og såretheden bliver udtrykt. Stænger man vreden inde, eller lader man som om, den ikke er der, bliver man fyldt med negativ energi og binder sig i realiteten til sin mor som aldrig før, men på en måde, som kan blive meget destruktiv. Moderen må erkende, hvad hun har gjort. Det er uendeligt vigtigt, at barnet accepterer sine egne følelser, men også at moderen anerkender, at hun har såret barnet, selvom hun ikke ønskede det. Anerkender at have forvoldt ondt, også selvom hun måske ikke helt forstår, hvad det drejer sig om. Og er villig til at bede om tilgivelse. Hvis moderen viser forståelse for, at hun har gjort sit barn fortræd, så kan selve denne imødekommenhed gøre, at barnet får nemmere ved at tilgive. Så vil barnet opleve sig set og hørt. Tilgivelsen vil sætte begge parter fri fra bundetheden til destruktive følelser. At tilgive og blive løst fra moderen. Er moderen ikke i stand til at se og høre sit barn og anerkende, at hun har fejlet, så bliver det sværere for barnet at tilgive. Så skal det voksne barn måske have hjælp til at acceptere sig selv, til at se og høre sig selv. Hvis det på denne måde får et bedre selvværd, kan det forhåbentlig nå til at tilgive på et tidspunkt. Nå frem til at se moderen som et begrænset menneske, der gjorde, hvad hun kunne. Se på hende med barmhjertighed. Herigennem kan barnet blive løst fra den negative binding til sin mor. Løst fra at angle efter hendes accept og kærlighed. Forunderligt nok kan selve denne proces virke tilbage på moderen, som så, ved at blive sat fri af barnet, får nemmere ved at vise accepten. Jeg tror, det vigtige er, at vi accepterer det ufuldkomne, indrømmer, at vi er begrænsede og kortsynede, at vi er syndere. Samtidig har vi fået Guds tilgivelse, som gerne skulle føre til, at vi også tilgiver hinanden. Vi beder jo: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. I processen med at udtrykke følelserne duer det ikke at lægge et åg på moderen, som om hun var Gud selv. Barmhjertighed må til. Det voksne barn må selv tage ansvar for sit eget liv. Elsk dig selv. Vi har altid Herrens eget løfte om, at Han vil være os nær og bære og støtte os livet igennem. Han elsker os, og vi har fået at vide, at vi ikke blot skal elske Ham og vores næste, men også os selv. Gør vi det, bliver det nemmere med kærligheden til andre. Ja, elsker vi ikke os selv, er vi slet ikke i stand til at elske andre. Niels Hausgaard har i et interview sagt, at det synes han, der skulle prædikes noget mere om i kirkerne. Måske har han ret. En evig horisont. Som kristne har vi en horisont som rækker ud over dette liv. Og vi har det store håb om en evig fremtid hos vores Himmelske Far, som ene kan i- mødekomme vores dybeste længsler. Men allerede nu er det evige liv hos Gud begyndt. Det gjorde det, da vi ved dåben blev indpodet på Kristus, Vintræet. Grundtvig har nogle fine vers om dette: Salme (Den danske salmebog, nr. 454, v. 3-4) Vore egne barnedage i det bedste faderhjem, intet er mod dem, vi smage med Guds Søn i Bethlehem, når, genfødte i hans navn, han os tager ømt i favn og, med meer end englerøster, kalder broder os og søster. Disse Herrens barnedage, de er evighedens vår, vifter bort al sorg og klage også fra de hvide hår, taler med hinanden lydt om det mål for livet nyt, himmelvidt fra skyggedale: Guddoms-liv i gyldne sale. Nr

12 Digte Jeg kender dig ikke Den ufuldkomne mor Skrøbelig kontrol Du har været her seks uger nu men jeg kender dig ikke Du er en del af mig selv men jeg kender dig ikke Du vil farve mit liv spraglet af glæde men jeg føler intet nu Du vil farve mit liv blodsort af smerte men jeg føler intet nu Du vil kræve alt Du vil give alt i tillidsfuld hjælpeløshed Du er mit ansvar og jeg vil græde hvis du ikke er her mer Somme tider er mit bedste ikke godt nok kan ikke være tilstede hele tiden ikke forudse forebygge alting meget glider ud af hænderne Mit ansvar er også i Guds hænder Jeg vil lade dem blive dér Prikkende febervarme lige under huden En klump på spring for at blokere halsen Vejrtrækning på grænsen til hulkegisp En vandflod på lur bag tykke øjne Supersensitiv hørelse forvandler alt til skærende jernvibrationer men små hverdagssysler holder alt under kontrol indtil han gylper på din sidste rene bluse 12 Nr

13 Små hænder Dine små hænder slår mig på munden for dér kommer ordene fra: Nej! Må ikke! Min mund tier men øjnene gløder stadig Dine små hænder klamrer sig til vredens udspring din bløde kind byder sig til en vred mund din lille krop putter sig ind i vrede arme Ordløst demonstrerer du at det eneste sted jeg kan skjule mig for Guds vrede er hos Gud Jeg kysser dine små hænder Viljekamp Der er så mange ting man gerne ville men han ska lige ha mad den lille Så begynder man da på det man ville men så ska han skiftes den lille Man fortsætter lidt med det man ville men så vil han underholdes den lille Sukkende opgiver man det man ville og så sover han endelig den lille Leende øjne Leende øjne binder mig med tillid forventer alt godt så selvfølgeligt Leende øjne med et glimt af frækhed udfordrer og fascinerer mig hviler opmærksomt på mig Leende øjne synger den eneste sande melodi til teksten: Mor Af Ditte Olsen Forlagsredaktør Nr

14 Artikel Mor og hjemme gående løbende Af Anette Axelsen Pædagog, hjemmegående Jeg er mor til fire drenge på tre, seks, syv og ni år. Jeg er 41 år og har brugt 20 år på skole, 10 år på uddannelse og arbejde og 10 år som hjemmegående husmor. De sidste 10 år som hjemmegående har været gode og værdifulde, men også ind imellem svære og frustrerende. Det er ikke så prestigefyldt eller almindeligt at være hjemmegående i dag jeg har tit et forklaringsproblem. Folk spørger: Hvad laver I? Hvordan får du tiden til at gå? osv. tit efterfulgt af et Dét kunne jeg ikke holde ud!. Hjemmet er min arbejdsplads. Jeg blev færdig som pædagog i 1996, og jeg har skabt min egen arbejdsplads på hjemmefronten. Det var frustrerende i starten, men det er blevet rigtig godt med årene. I dag føler jeg mig privilegeret. Jeg er blevet bevidst om, at det har stor værdi for familien, at jeg går hjemme. Jeg nyder at have god tid med børnene. Jeg er glad for, at vi har kvantitetstid sammen; tid til at gøre mange ting sammen. Vi har valgt, at børnene skal have et år i børnehave inden skolestart, men det er ikke vores erfaring, at børnene har brug for at komme i børnehave. De vil hellere være hjemme. Efter fire timer i børnehave er de klar til at komme hjem! Vi prioriterer at give vores børn korte dage i børnehave og skolepasning, og så tager vi tit en legekammerat med hjem, og på den måde skaber jeg min egen arbejdsplads som mor og pædagog på hjemmefronten.. Ikke-voldelig opdragelse. Det løser bestemt ikke alle problemer, at jeg går hjemme. Vi har stadigvæk opdragelsesmæssige vanskeligheder! Her har jeg nydt godt af at være med i en litteraturklub, hvor vi læser bøger om børneopdragelse, diskuterer dem og deler erfaringer med hinanden. Jeg har været meget optaget af kommunikation. Heldigvis er min mand så nysgerrig, at han læser de samme bøger, og vi er enige om, at det er vigtigt at kommunikere ikke-voldeligt. Det er kedeligt at blive råbt efter, bebrejdet, kritiseret eller skældt ud med et tonefald, der kommunikerer, at man er dum og irriterende. Det er sundere for selvværdet, at vi kommunikerer ikke-voldeligt med hinanden. At vi sætte ord på følelser og dét, vi gerne vil have af hinanden, udtrykker en positiv anmodning eller fremsætter et valg. På den måde appellerer vi til barnets eget initiativ og ansvarsfølelse. Men det er svært at bryde med gamle vaner, hvis man er vant til at råbe og skælde ud. Det har hjulpet mig at øve og skrive situationen ned, når det lykkes. Ofte mislykkes det, når jeg har travlt så griber jeg i stedet til det, jeg kender. Men vores mål er at kommunikere med respekt, varme og empati i forhold til hinanden og børnene. Det lykkes aldrig en hel dag ad gangen. Så er det godt, man kan sige undskyld og starte forfra igen. Det er en vanskelig proces at ændre på gamle vaner måske en livslang proces. Men dårlige vaner, der bliver brudt og besejret, behøver ikke gå i arv til vores børn. Aktiviteter og frihed. Vores børn har nydt godt af at komme i kirkernes legestuer rundt omkring i byen. Sidste efterår var jeg med til at oprette en legestue i vores egen kirke, og det nyder vores yngste søn godt af. Jeg har også lavet legestue i hjemmet og mødtes med forskellige veninder, der også har gået hjemme og passet børn i en periode. Ellers har vi brugt byens tilbud af indendørs og udendørs legepladser, hvor de har mødt børn, som de kunne lege med. Vi har taget på ture til museer, Kattegatcenteret i Grenå, Randers Regnskov, Scandinavisk Dyrepark, Ålborg Zoo, Århus dyrepark vi har købt årskort og haft mulighed for at fordybe os og lave børnebilledbøger fra de forskellige steder. Vi nyder den frihed, det giver, at jeg går hjemme. Vi behøver ikke at stresse på vores førskolebørn vores børn har mulighed for at sove længe, og sidde en halv time over morgenmaden. Vi har frihed til at tage et slag ludo om formiddagen, og vi kan vælge at sne inde, dén ene dag om året, hvor man kan lave snemænd. Vi behøver ikke at planlægge hver dag vi har frihed til at lade vejret afgøre, om vi skal tage til stranden eller på cykeltur med madpakker. Børn mætte af indtryk. Vi har prioriteret at vente med at sætte vores børn i børnehave, til de er 5 år. Vores Peter på seks år gik i en dejlig børnehave med kærlige og engagerede pædagoger vi var meget glade for børnehaven. Han ønskede selv at blive hentet kl Nr

15 Anette og hendes fire drenge Det er godt, at man kan sige undskyld og starte forfra igen hver dag, så var han mæt af leg og indtryk. Hvordan kommunikerer børn under to år, at de er mætte af leg og indtryk? Jeg tror, at børn under to år har bedst af at være hjemme hos mor eller far eller en anden tryg og stabil omsorgsperson. Selvfølgelig skal de se andre børn og lege, men de har ikke brug for 12 legekammerater i et lille rum. Jeg har arbejdet i forskellige institutioner, da jeg læste til pædagog, og set og mærket små børns længsel efter mor eller far. Vigtigt med egen omsorg. Jeg har mest overskud som mor, når jeg også plejer mig selv. Jeg har brug for at gå ud med min mand og ses med gode venner. Det giver også overskud og glæde at være med i en tjeneste. Legestuen i vores kirke er medvirkende til, at jeg kan bruge mig selv som pædagog én dag om ugen. Jeg er med i en litteraturklub. Og i en vinterbadeklub, hvor vi mødes to-tre gange om ugen. Vi løber fem km, inden vi går i vandet. Vi snakker meget under løbeturen, vender ting, der er svære og følger med i hinandens liv. Det giver mig meget energi og overskud. Endelig er jeg med i en mor bér klub, hvor vi mødes én gang om måneden og beder for vores børn. Det er fantastisk dejligt at mødes med disse kvinder og være med til at bede for deres børn og modtage forbøn for sine egne børn. Jeg er overbevidst om, at bøn leder til en dybere men menneskelig kærlighed, og vi har brug for kærligheden, når vi opdrager vores børn. Jesus et dagligt valg. Jeg vil også gerne på retræte én gang om året. Jeg nød en fantastisk weekend sidste efterår i Skovhuset i Sønder Vissing. Hvis jeg skal lykkes som mor, må jeg vandre med Jesus. Jesus må være mit bevidste forbillede. Han hjælper mig til at vælge kærligheden. Det er min bøn, at Jesus må være med i hverdagens detaljer, at jeg må ære ham i tanker, ord og gerninger. Det er min bøn, at Han må låne mig sine øjne, når jeg opdrager mine børn. Han viser mig vejen frem. Han hjælper mig til at tøjle min tunge, styre min vrede og kritik. Det er en ny og dejlig erfaring, at Jesus er tilstede i dagligdagens små valg. Vi må mærke efter og lade kærligheden styre vores valg. Jesus hjælper os til at leve i harmoni med vores værdier i opdragelsen af vores børn. Det lyder måske meget fromt, og det lykkes selvfølgelig aldrig en hel dag, men jeg mener, at livet med Jesus er et dagligt valg. Det er let at vælge Ham fra og sætte sig selv i centrum, men så er det også min erfaring, at det er sværere at rumme mand og børn. Nr

16 Artikel Hele mit liv planlægges og roterer omkring den kendsgerning, at der er tre børn, der regner med mig En mor bliver til Af Merete Steffensen Missionær i Peru Jeg blev mor d. 6. september 1998 kl på Skejby Sygehus. Det er den fødsel af mine tre børn, der ligger flest år tilbage, men det er den, jeg husker bedst. For den dag blev jeg mor! Eller egentlig skete det allerede tidligere. At have været gravid bare én gang, gør en til mor, mener jeg. For det hele begyndte, mens Asbjørn endnu puslede rundt inde i min mave. Det skulle være perfekt! Jeg læste bøger (mange, men ikke dem alle ), snakkede med veninder og endda med min mor om, hvordan dette skulle gribes an. Og planen og tanken var, at gøre det hele perfekt! Jeg vidste i hvert fald meget godt, hvordan det ikke skulle gøres! Men inden han viste sig, begyndte også følelsen af utilstrækkelighed at tage form. Frygt for ansvar og tvivl på egne evner. Og dér var han så pludselig en smuk septembermorgen; min Asbjørn. Han var perfekt skabt, og jeg blev overvældet af det, han gjorde ved mig ved dette første synlige møde. Kærlighed til et barn er ikke det samme som til en ægtefælle. Dette er en del af mig og min elskede, der tager form efter os (på godt og ondt), men som også er helt sin egen. Virkeligheden er grumset. Han krævede pleje, opmærksomhed og omsorg fra første minut, og det begyndte at tage plads op i mit liv og min hverdag. At stå med ham i armene var noget andet end at passe naboens børn et par timer eller at læse alle bøgerne. Det var et selvstændigt individ, som fra helt spæd havde sine egne ideer. Og ikke alle de gode råd fra bøger og veninder virkede. Idealbillederne var stadig tydelige i bevidstheden, men virkeligheden var lidt mere nuanceret og grumset. Mine behov blev sat til side. Og så gik det også op for mig, at han ødelagde næsten alle mine rutiner. Mine behov blev sat til side til fordel for ham. Når et barn græder, reagerer man. Om man så selv er ved at dejse om efter endnu en nat uden søvn. Eller vores lille to-værelses lejlighed, der rodede til langt op på eftermiddagen. Og opvasken, der tordnede sig op. Eller hvad næsten var værre: Hvornår skulle vi voksne få tid til at tale sammen om helt almindelige ting? Og de vildeste ting, kunne jeg finde på at gøre, bare for at han skulle have det godt. Jeg indrømmer f.eks., at vi næsten hver aften en overgang startede bilen for at få ham til at sove! Det virkede, men servicen dalede dog noget ved barn nummer to og tre! De regner med mig. Jeg er rigtig meget mor nu, synes jeg. Fordi jeg nu har tre børn? Nej, mere fordi hele mit liv planlægges og roterer omkring den kendsgerning, at der er tre børn (og mand), der regner med mig. Jeg indgår i stærke relationer. 16 Nr

17 Hvad var så den vanskeligste lektie at lære ved det at blive mor? At der er nogen, der afhænger af mig. Jeg må være der, for at nogen fungerer optimalt. Også de perioder, hvor jeg syntes, de ville være bedre tjent uden mig, fordi jeg måske forkludrede det for dem i min uperfekthed. At glemme sig selv for en anden. Jeg har læst bogen At give plads til en anden af Lena Bergström. Gennem den har jeg fået bygget en fin bro mellem det at være kristen og forældre. Selvfornægtelse hører sammen med kærlighed. At vi glemmer os selv for en anden, skriver Lena Berström. Det var godt for mig at læse. Jeg er som mor ikke martyr. Det må vi slå fast. Det er ikke synd for mig, de prøvelser, der kan ligge i at være forældre til børn, der skaber sig eller prøver grænser af, manglen på søvn osv. Selvfornægtelsen er vi som forældre kaldet til, ligesom vi er det som kristne. Hvori ligger så selvfornægtelsen? Lena Berström udtrykker det således: Selvfornægtelse er den voksnes bevidste valg om at lade en anden blive centrum for tilværelsen. For nogen af os er dette vanskeligere end for andre. Vi ser, at det er rigtigt, men kan ikke. Fastlåsthed og modvilje. Og det er her, at kæden sommetider knækker: Hvad nu hvis jeg simpelthen kommer til kort som forældre? Hvis min søn og jeg er fanget i fastlåste dårlige rutiner med hinanden? Hvis nu der altid bliver skrig og skrål (fra begge parter!) sådan i den almindelige hverdags trummerum, fordi vi ikke ved, hvordan vi bryder disse dårlige cirkler? Jeg har mærket den største modvilje mod selvfornægtelsen. Jeg er den voksne. Jeg må da have ret! Hele livet kommer jeg nok til at skulle lære at kigge ud over mine rutiner og rigtig gode intentioner. Helt konkret: Finde på nye ting at sige og gøre, når jeg f.eks. får at vide, at jeg er dum, eller mine instrukser bliver mødt af larmende tavshed og ligegyldighed. Tanker om fremtiden. Hver alder er endnu en ny udfordring og helt ukendt. Og jeg er kun lige startet, synes jeg. Hvad venter der om næste hjørne? Er det virkelig vildere at have større børn? Altså, er der noget om, at små børn, små problemer; store børn, store problemer? Man får lyst til at sætte tiden i stå. Og dog er jeg nysgerrig: Hvordan bliver hans liv? Jeg kender jo om nogen hans barndom. Spændende at se, hvad der venter ham i livet. Planen fra starten var i hvert fald, at det skulle være godt, næsten perfekt. Men undervejs opstod der så mange uforudsete ting Mor blev jeg dengang i 1998 og vil altid være det, også når min søn engang skal til at træffe sine helt egne valg. Kunsten bliver da, ikke at være lige så klog og skråsikker som for flere år siden, da jeg regerede. Nr

18 Artikel Så giv dog slip Relationen mellem mor og barn er smuk Så at give barnet frihed og selvstændighed kan men tvingende nødvendigt for en sund ud Af Anne Marie Schurmann Psyko- og familieterapeut I forhold til overskriften var min første tanke; Så giv dog slip mor, så jeg kan komme videre her i livet! Det lyder vredt, og er det måske også. Nogle gange kan det være nødvendigt at blive vred, for de kræfter, vreden giver, kan bruges som energi til at vride sig ud af det, der holder én fast. Vi kan sidde fast og være bunden, både konkret og følelsesmæssigt i mange relationer - her skal vi sætte fokus på relationen mellem mor og barn. Giv slip lidt ad gangen. Jeg mener, det er nødvendigt at have samme forståelse for sund udvikling, derfor meget kort en sund udviklingsbeskrivelse af relationen mellem mor og barn Barnet er i symbiose med sin mor, mens barnet er i mors mave. Barnet bliver ved fødslen adskilt fra mors krop (helt konkret) og begynder sit eget liv, både kropsligt og følelsesmæssigt. Trods fødslen er barnet dog stadig i en følelsesmæssig forbinding med sin mor. Det sunde er at give slip lidt af gangen. Barnet gennemgår forskellige selvstændighedsfaser og kan klare flere opgaver alene. Barnet bliver konfirmeret - i gamle dage var barnet voksent ved konfirmationen. Man kunne også kalde det en adskillelses-ceremoni fra barn til voksen. Barnet bliver 18 år, kan få kørekort og underskriften er lige så gyldig som mors. Barnet er selvstændigt og fri til at tage egne beslutninger. Hvis ovenstående er gennemlevet, betyder det, at mor på rette tid har givet slip på barnet i takt med barnets selvstændighedsudvikling og i tillid til, at barnet kan klare selvstændigheden. Graf Barns adskillelse fra mor adskillelse i % 100% 90% 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% 0 år 2år 4 år 6 år 8 år 10 år 12 år 14 år 16 år 18 år 18 Nr alder

19 mor!, stærk og stor. være svært for en mor, vikling for barnet Følelsesmæssige bindinger. Det er ikke altid, det går så let, som overfor beskrevet. Nogle gange kan det se ud som i Palles tilfælde: Palle er nu 42 år gammel. Han er mors ældste barn. Palle husker: Der var mange begrænsninger for ham i hans barndom, og han skulle gøre, som mor sagde. Hans far havde et selvstændigt firma og brugte al sin tid der, dvs. han overlod al børnepasning, opdragelse og omsorg for børnene til moderen. Moderen var perfektionist, og alt skulle se fint ud og være, som mor ville have det. Hvis der var gjort rent i stuen, måtte ingen benytte stuen, inden mor gav lov. Palle husker: Han en juleaften fik skylden for, at anden var brændt på. I dag ser Palle, at hans mor også lagde det, som var hendes ansvar, over på Palles skuldre som skyld. Det var tungt at bære, og samtidig var det svært at være bunden og holdt fast i moderens holdninger, beslutninger og gøremål. Følelsesmæssigt fik Palle ikke lov til at være den dreng, han var. Han blevet fasthold/bundet i en bestemt rolle, en bestemt stil og i et fastlåst system. Alt i hans hjem var rigtig og forkert efter mors vurdering. Han har ikke fået lov til at vride sig løs og blive selvstændig og ansvarsbevidst. Hver gang han har prøvet, har han fået bebrejdelser af sin mor, og derved har han fået følelsen af, at han var forkert som mors søn. Hvad kan være sandt nok, når hans mor gerne ville have, hendes søn var, som hun ville det, og ikke en selvstændig person. Palle blev en kopi af sin mors regler og måtte tilgodese hendes behov, i stedet for at blive en selvstændig dreng med egne følelser og personlighed, hvor han kunne tilgodese egne behov. Palle er voksen og rejst hjemmefra, så fysisk er han ikke bunden, men mors følelsesmæssige bindinger bliver ved at leve i Palles indre psykiske univers. De bånd og den binding, der psykisk og følelsesmæssigt bliver bunden i barndommen, er meget vanskelige at få løst. Vi siger: Hvad man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer. Det gælder for positiv lærdom, men det samme gælder for den følelsesmæssige binding og holden fast i usunde relationer. Fortsættes side 20 Nr

20 Fortsat fra side 19 Fremelsk selvstændighed. Det er min forståelse af livet, at børn står i lære hos deres forældre til at blive dem, de er. Nogle børn har lært, at de ikke selv må/kan tage stilling til noget, for mor ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Børn vil helst være rigtige i mors øjne. Tænk at være et forkert barn, det er der ingen, der ønsker. Derfor vil barnet altid arbejde på at blive et rigtigt barn, hvad nogle gange kan koste dyrt, nemlig barnets egen identitet. Gør barnet noget af egen interesse, vil mor, det skulle være anderledes, eller at det slet ikke var nødvendigt at gøre noget i den sammenhæng. Mor tager initiativet væk fra barnets personlige initiativ og skaberlyst. I stedet for binder mor barnet til sig, - til mors handlemønstre og tankegang og forhindrer selvstændigheden hos barnet. Der er set så grelle eksempler, at når blot mor så på barnet, så vidste barnet, at noget var forkert, og standsede derfor sit lille forsøg på selvstændighed. Når man ikke er selvstændig, men bunden til sin mor, hvilke kompetencer og muligheder har/får barnet så? Jeg har opfattelsen af, at barnet får store mindreværdsfølelser. Mindre værd er tæt på værdiløs. Hvorfor holder mor så fast? Jeg tror, mor holder fast i barnet, fordi hun mangler tillid til, at barnet kan selv, eller måske fordi hun har behov for at have én at stå sammen med, fordi hun har svært ved at stå alene. Eller fordi mor har arvet disse relationsmønstre fra sin mor. Mange kvinder har haft sin identitet i at være mor = at give omsorg og pleje til børnene. Når hun så skulle give slip på barnet, fik hun det sådan, at hun også gav slip på sin identitet, og derved blev hun værdiløs. Hårdt beskrevet er det enten barnet eller moderen, der i disse vanskelige forbundne situationer må betale med værdiløshed. Det lyder skræmmende og er det. Hvad gør en mor så? Vers Intet er stører at regne end en mors kærlighed Glemmer en mor sit diende barn, jeg glemmer ikke dig, siger Herren Kærligheden tror alt, håber alt og udholder alt Tro, håb og hold ud. Disse sætninger kender vi. Det er min overbevisning, at alle mødre gør det bedste, de kan, for at være en god mor. Jeg tror, de mødre, der binder deres børn, gør det af kærlighed, det er blot en misforstået kærlighed. Kærligheden tror alt, håber alt og udholder alt. Det betyder, at har mor den rette kærlighed til sit barn, tror mor også på, at barnet kan klare sig selv og håber på, det nok skal gå (her har de kristne en fordel, for de kan i bøn til Gud give slip og lade håbet ligge i Guds hånd). Det sidste med at udholde alt er nok det sværeste, men her kan man også få støtte og hjælp via bøn. Hjælp til at holde ud i håbet og troen på, at barnet kan klare sig, og at mor også kan klare at give slip på barnet. Arv. Mor har også været barn engang og stået i lære til, hvordan hun skulle være mor. Dvs. mor har lært af sin mor, hvordan man kan holde børnene fast i en bestemt rolle eller mønster, og så gør hun ofte det samme ved sit barn. Det kan vi også kalde, at barnet arver. Den følelsesmæssige arv, arver vi uanset, om vi vil det eller ej. I de fleste tilfælde er det ikke et enten/eller, men et både/og. Mange har arvet et eller andet, som man ikke helt er tilfreds med. Når barnet bliver vred og vil, at mor skal give slip, må mor nøje overveje, om barnet skal arve disse mønstre. Har barnet virkelig arvet, kan barnet i de fleste tilfælde via bearbejdning af arvegodset få sin egen identitet. Omsmeltet ring frihed og selvstændighed. Et konkret eksempel fra mit liv: Jeg har arvet en ring af min bedste. Den har mange minder, men jeg ville ikke bruge den, som den var. Jeg fik den smeltet om og omdannet til en anden ring, som jeg gerne vil bruge. Resultatet er en ny smuk ring med smukke minder fra min bedste. Sådan tror jeg det er, at få gennemarbejdet de følelsesmæssige relationer til mor, som har bundet barnet gennem barndommen - en mor, som ikke har formået at give slip på rette tid. Resultat kan blive: Frihed og selvstændighed til at være sig selv, samt glæde og taknemmelighed over arven af noget ægte, som kunne bearbejdes og blive til noget relevant og positivt, som kan bruges i nye relationer, eventuelt selv som mor eller far. 20 Nr