K f i! i ; - 'i i c M ic - i ^ k «j v ) ( 1. iw.llc'h 1. ^ 1 ir. t ^7

Transkript

1 tø ff«1.1-1 ic - i ^ k «j v ) ( 1 ^ 1 ir iw.llc'h 1 N. K f i! i ; - 'i i c M ': t ^7 ~> "). i.. :. ' < (i "nit fl limo^^l^t^^^.j^vijr^kiii;, l?lniir..r fit*r^ Midi UCi!ilfø'J i}ijirf-,i«l-ptftvi'. - CTJI

2

3 VIA OVERSÆTTELSE TIL ORDLISTE Sådan var vejen for de 5 ergoterapeuter som gennem det sidste års tid har brugt meget tid på at sætte gang i udviklingen af en fælles dansk fagterminologi på MoHO-området. Resultatet blev denne pjece, som tydeligt giver udtryk for arbejdsgruppens store engagement. Pjecen er delt i 3 afsnit: Først præsenteres en begrundet dansk ordliste over udvalgte MoHO-begreber Ordlisten er udarbejdet i forbindelse med oversættelse af en original engelsk artikel, og det har ikke været noget helt enkelt job. En hel del af de engelske ord og fagudtryk findes ikke på dansk, og en hel del af ordene anvendes med forskellig betydning, alt efter hvor i den engelske artikel de står. Dernæst er selve oversættelsen optrykt. Det er Gary Kielhofner og Kirsty Forsyth's artikel "MoHO - an overview of current concepts" som arbejdsgruppen har oversat. i. Artiklen har været offentliggjort i The British Journal of Occupational Science i marts Arbejdsgruppen har valgt netop denne artikel som udgangspunkt for deres arbejde, fordi den giver et overblik over de aktuelle begreber i Model of Human Occupation. Teorien - og dermed begreberne - har ændret og udviklet sig gennem de mere end 10 år MoHO har eksisteret. Og den valgte artikel repræsenterer de nyeste begreber. Samtidig er begrebsapparatet i netop denne artikel præsenteret i en overkommelig og overskuelig form. Til slut er den engelske originalartikel optrykt. Det giver dig mulighed for at sammenligne direkte med den danske oversættelse og dermed tage stilling til arbejdsgruppens bud på de danske MoHO-begreber. Hovedformålet med oversættelsen har været at frembringe nogle bud på hvad centrale MoHO-begreber kan hedde på dansk og hvorfor. Pjecen her er ikke et endeligt og færdigt produkt, ligesom det er vigtigt at bemærke, at pjecen ikke er en samlet introduktion til The Model of human Occupation. Pjecen kan forhåbentlig tjene som inspiration for danske ergoterapeuter til at give sig i kast med de originale engelske artikler og bøger, for derefter at blande sig i debatten om hvordan en endelig dansk MoHO-fagterminologi kan se ud. Vi opfordrer alle til at henvende sig til arbejdsgruppen med reaktioner på og forslag til MoHOordlisten. Arbejdsgruppen vil udfra kommentarer og forslag revidere MoHO-fagterminologien. Se adressen bagest i pjece. L/5 Ahlfors, faglig konsulent i Ergoterapeutforeningen. Koordinator for arbejdsgruppen.

4 UDVALGTE MOHO- BEGREBER PÅ DANSK - en begrundet ordliste :S B:*H AN s J ø R G EN BE N D I x E.&;?') ilw.e WISE B R U U N, K i M J o H A N S E N, ; B I R G I,,T; R A N B lr'0/ ;V :f is:o"igj '., M A J På dette opslag finder du et forslag til hvordan en række centrale MoHO-begreber kan oversættes og forstås på dansk. Listen er udarbejdet på baggrund af en oversættelse af en nyere engelsk artikel af Gary Kielhofner og Kirsty Forsyth. Selve oversættelsen og den originale engelske tekst er også optrykt her i hæftet. Arbejdsgruppen har forsøgt, at finde danske ord og begreber, der så præcist som muligt er dækkende for de tilsvarende engelske ord og begreber, men også dækkende for deres indholdsmæssige betydning i den faglige sammenhæng de indgår. Det har ikke været noget helt enkelt job, fordi en hel del af de engelske ord og fagudtryk ikke findes på dansk, men også fordi en del af ordene anvendes med forskellig betydning alt efter hvor i den engelske tekst, de står. CAPACITY Capacity oversættes med kapacitet. Capacity er en persons nuværende og potentielle evner, kvalifikationer og dygtighed. Vi har valgt at bruge ordet kapacitet frem for evne for at understrege, at kapacitet ikke er en medfødt evne. HABITUATION Habituation oversættes med vane (ubestemt form) eller vanesystemet. I Model of Human Occupation forklares det fænomen, at vi tilegner os og gentager aktivitetsmønstre i dagligdagen ved hjælp af habituation, dvs. habituation er vane som teoretisk begreb. Vaner i dagligdags sprogbrug = habits. INTERESTS Interests oversættes med opfattelse af interesser, når interests anvendes som teoretisk begreb, dvs. den teoretiske forklaring af det fænomen, at vi tiltrækkes af og foretrækker bestemte aktiviteter frem for andre. Ellers oversættes interests med interesser. Opfattelse af interesser udgør sammen med opfattelse af handleevne og opfattelse af værdier begrebet volition. OCCUPATION/OCCUPATIONS Occupation/occupations oversættes med en (bestemt) daglig aktivitet eller de (bestemte) daglige aktiviteter = aktivitet/aktiviteter i bestemt form. Occupations er de daglige gøremål, som optager en persons dagligdag, og som personen er optaget af, fordi disse daglige aktiviteter er nødvendige og betydningsfulde. Der skelnes mellem occupation og activity. En persons occupations er de aktiviteter og opgaver, som er nødvendige og betydningsfulde, fordi de hører sammen med værdier, interesser og det, at personen kan udøve sine sociale roller. Aktiviteten 'at fiske' kan fx høre til nogle menneskers arbejde eller fritidsinteresse, dvs. det hører til disse menneskers occupations. Men aktiviteten 'at fiske' hører ikke til alle menneskers occupations.

5 OCCUPATIONAL BEHAVIOUR Occupational behaviour oversættes med daglig aktivitet eller daglige aktiviteter = aktivitetet i ubestemt form. Occupational behaviour er selve adfærden at være i aktivitet med occupations. Der tænkes ikke på nogen bestemt daglig aktivitet, eller at en bestemt aktivitet udføres med en bestemt adfærd. Vi er gået uden om oversættelsen aktivitetsadfærd, fordi dette udtryk på dansk giver indtryk af, at en aktivitet udføres med en bestemt adfærd dvs. på en bestemt måde. OCCUPATIONAL CHOICES - ACTIVITY CHOICES Occupational choices oversættes med langsigtede aktivitetsvalg. Occupational choices er langsigtede, fordi de vedrører forpligtende valg af daglige aktiviteter, som hænger sammen med, at personen kan udøve sine sociale roller. Activity choices oversættes med kortsigtede aktivitetsvalg. Activity choices er kortsigtede, fordi der tænkes på daglige aktiviteter, som foregår indenfor minutter, timer eller dage. OCCUPATIONAL FORMS Occupational forms oversættes med aktivitetsformer. En aktivitetsform er en bestemt daglig aktivitet, som i en bestemt kultur udføres på en bestemt typisk eller korrekt måde. Fx. lave mad, spille fodbold, skrive brev, mure hus, pløje mark, føre tog. OCCUPATIONAL PERFORMANCE Occupational performance bliver i artiklen anvendt med forskellig betydning afhængig af den sammenhæng, begrebet indgår i, og oversættes nogle gange med aktivitetsudøvelse og nogle gange med aktivitetsudførelse. Aktivitetsudøvelse vælges, når occupational performance anvendes i en bred, ukonkret betydning: at udøve daglige aktiviteter, at lave aktiviteter. Aktivitetsudførelse vælges, når occupational performance anvendes i betydningen: selve udførelsen af en aktivitet. Aktivitetsudførelsen kan ses. Aktivitetsudførelse består af det logiske forløb af handlinger, hvorigennem en person gennemfører en aktivitetsform (Occupational performance consists of meaningful sequences of action in which a person completes an occupational form (Gary Kielhofner. A Model of Human Occupation. Theory and application. Baltimore: Williams & Wilkins, 1995, side 113)). PERFORMANCE CONSTITUENTS Performance constituents oversættes med udførelseskomponenter. Udførelseskomponenter er muskelskeletale (musculoskeletal), neurologiske (neurological) og cardiopulmonale (cardiopulmonary) komponenter og mentale forestillinger (symbolic images). Symbolic images har vi valgt at 'oversætte' med mentale forestillinger. Med symbolic images forstås de 'handiebilleder', som vejleder det menneskelige system mht. planlægning, fortolkning og udførelse af aktivitet, dvs. fornemmelsen af, hvordan man skal agere. PERSONAL CAUSATION Personal causation oversættes med opfattelse af handleevne. Opfattelse af handleevne er personens bevidsthed om nuværende og potentielle evner og opfattelse af duelighed. Causation er 'the act of causing' (The Concise English Dictionary. Omega Books Limited, 1982). Opfattelse af handleevne udgør sammen med opfattelse af værdier og opfattelse af interesser begrebet volition. VALUES Values oversættes med opfattelse af værdier, når values anvendes som teoretisk begreb til fx. at forklare, hvordan aktivitetsvalg i hverdagen påvirkes at vore værdier, livsanskuelser og ansvarsfølelse. Ellers oversættes values med værdier. Opfattelse af værdier udgør sammen med opfattelse af handleevne og opfattelse af interesser begrebet volition. VOLITION Volition oversættes med vilje (ubestemt form) eller viljesystemet. I Model of Human Occupation anvendes volition som teoretisk begreb til at forklare motivation og aktivitetsvalg. Vilje i dagligdags sprogbrug = will.

6 The Model of Human Occupation THE MODEL OF HUMAN OCCUPATION: ET OVERBLIK OVER AKTUELLE BEGREBER!'A;fcfi;lG!:A:R'Y: Model of Human Occupation har udviklet sig siden den blev offentliggjort første gang. Der er foretaget en række vigtige ændringer og forbedringer. Disse ændringer afspejler forskningsresultater, ny tværvidenskabelig teori og kundskaber fra modellens anvendelse i praksis. Denne artikel giver et overblik over den nuværende teoretiske argumentation. Disse begreber forsøger at vise vej til forståelse af, hvordan menneskets aktivitet opstår, organiseres, udføres og påvirkes af omgivelserne. Dette bliver efterfulgt af en diskussion af, hvordan ergoterapeuter kan anvende denne referenceramme i deres arbejde i praksis. Oversat til dansk af: Hans Jørgen Bendixen, Mette Bruun, Kim Johansen, Birgit Randløv og Jytte Tjørnov. Maj 1999 INDLEDNING "Model of Human Occupation" er en model, der er udarbejdet til brug for ergoterapeuter i praksis. Det teoretiske grundlag giver en måde at tænke på med hensyn til menneskets aktivitet og den aktivitetsdysfunktion, som kan følge af sygdom, traume, stress eller andre faktorer. Modellen er vejledende for ergoterapi i praksis ved at være referenceramme for indsamling af informationer om en klients situation og valg af fremgangsmåde for interventionen. Modellen fokuserer på motivation for aktivitet, at daglige aktiviteter er struktureret i rutiner og livsstil, på aktivitetsudøvelsens natur og på omgivelsernes indflydelse på aktivitet. Dette foktis fremhæver ergoterapeuters unikke opmærksomhed over for klientens aktivitetsmæssige trivsel. Skønt det er 15 år siden at modellen blev publiceret for første gang (Kielhofner, 1980a, 1980b; Kielhofner and Burke, 1980; Kielhofner et al, 1980), er modellen først blevet beskrevet i sin helhed i "Model of Human Occupation: Theory and Application" (Kielhofner, 1985). En senere udgave (Kielhofner, 1995) indeholder en række vigtige ændringer og forbedringer, som afspejler ny tværvidenskabelig teori, forskningsresultater og kundskaber fra anvendelsen i praksis. Denne artikel giver et overblik over den nuværende models hovedperspektiver og sætter fokus på nogle af de vigtigste tanker i 2. udgave. Oversættelse af: The Model of Human Occupation: an Overview of Current Concepts British Journal of Occupational Therapy, March (3)BJOT 3/97

7 MENNESKET SOM ET DYNAMISK SYSTEM Model of Human Occupation er den første ergoterapeutiske begrebsmodel, der har inkorporeret ideerne fra systemteori. Mens modellen tidligere var baseret på teori om åbne systemer og generel systemteori, bygger den nuværende model på nye synspunkter, der kommer fra kaosteori og dynamisk systemteori. Det nuværende systemteoretiske syn på mennesket lægger vægt på to afgørende perspektiver: aktivitetsudøvelsens dynamiske natur samt aktivitetsudøvelsens rolle i forhold til at vedligeholde et systems organisation og opnå forandring. Disse to temaer er tilføjet for at få en forståelse af aktivitetens natur og hvilken rolle aktivitet har for sundhed og trivsel. AKTIVITETSUDØVELSENS DYNAMISKE NATUR Man har traditionelt betragtet menneskets aktivitet som forårsaget af personens indre karakteregenskaber. Hvor godt eller hvor dårligt en person udførte sine aktiviteter, blev anset for en direkte følge af indre faktorer så som styrke, mobilitet, kognition og motivation. Dynamisk systemteori forkaster dette synspunkt. Uanset at bevægeapparatets funktion, kognitiv kapacitet, motivation og andre indre faktorer hos mennesket er vigtige for aktivitetsudøvelse, er de ikke den direkte årsag til aktivitetsudøvelse eller aktivitetsadfærd. Det er snarere det menneskelige system, opgaven og omgivelserne, der tilsammen bestemmer og former aktivitetsudøvelse (se fig. 1). Omgivelserne Det menneskelige system Opgave Aktivitet Fig.l Opgaven og den sammenhæng, aktiviteten indgår i, bestemmer og former aktivitet sammen med det menneskelige system. Eftersom aktivitetsudøvelsen ikke kun er forårsaget af forudbestemte mekanismer inde i mennesket, har den en flydende og improvisatorisk karakter. Da aktivitetsudøvelsen yderligere er afhængig af et netværk af ydre betingelser (Fogel & Thelen, 1987) bliver dens uendelige foranderlighed formet af disse ydre faktorer. Derfor opstår aktivitetsudøvelse spontant og bliver organiseret i selve situationen. Dette betyder så, at det er vigtigt for ergoterapeuten at være meget opmærksom på den aktivitet som en person udfører og den sammenhæng, som han/hun udfører den i, for at kunne forstå og påvirke udøvelsen. Disse elementer er lige så vigtige som den underliggende kapacitet for, hvorledes en person udfører aktiviteter. Dette er grunden til, at de aktiviteter ergoterapeuten anvender i behandling er så vigtige. Aktiviteter er ikke bare noget patienterne tager sig til. De er med til at bestemme, hvilken form for aktivitetsudøvelse der fremkaldes. Da aktiviteter selv er med til at skabe en del af de betingelser, som er nødvendige for at forme aktivitetsudøvelse, har de styrke til at lokke det frem, der ellers kunne forblive latente eller uforløste kapaciteter. Dette er ikke nyt for ergoterapeuter, men dynamisk systemteori giver en tidsvarende måde at beskrive aktiviteters dynamiske rolle i selve aktivitetsudøvelsen. AKTIVITETSUDØVELSENS ROLLE Det andet systemteoretiske tema i modellen er den betydning, det menneskelige systems handling eller aktivitet har som central kraft i forhold til sundhed, trivsel, udvikling og forandring. Denne tanke udspringer af den erkendelse, at det menneskelige system ikke er en statisk maskine, men et dynamisk og levende system, som kræver konstant vedligeholdelse og reorganisering. Hele den menneskelige organisme udvikler og ændrer sig uophørligt. For eksempel giver fysisk arbejde muskelstyrke, det at bære noget styrker knoglestrukturen, nervesystemet skal bearbejde sensorisk information for at kunne organisere sig selv, og kognitive processer udvikles og opretholdes gennem interaktion med den ydre verden (Trombly, 1989, Katz and Ziv, 1992). Kort sagt er den orden eller organisation, vi finder i det menneskelige system, baseret på systemets aktivitet. Denne måde at se tingene på vender op og ned på traditionel tankegang. Vi er mere vant til at tænke i

8 Struktur Struktur Struktur Aktivitet Aktivitet Fig.2 Aktivitet former systemets struktur. strukturer, så som at krop og personlighed er permanente eller håndgribelige og på aktivitet som en konsekvens heraf. Model of Human Occupation hævder imidlertid, at det menneskelige system udvikles og formes af aktivitetsudøvelsens natur (se fig. 2). Når det menneskelige system er i aktivitet, præger handling eller aktivitet det menneskelige system. En anden måde at sige det på er, at når menneskelige systemer agerer, bliver de i et vist omfang til det, de gør. Aktivitet er en dynamisk proces gennem hvilken, vi vedligeholder kroppens og psykens organisering. Når vi arbejder, leger eller udfører dagligdagens opgaver, engagerer vi os ikke kun i aktiviteten: vi organiserer os selv. Vi bruger kroppen, hjernen og psyken i aktivitetssammenhænge, og organiseringen foregår samtidig. Vi udvikler motoriske færdigheder, selvopfattelse og social identitet gennem vores aktivitet. Når vi engagerer os i nye former for aktivitet, omformer vi desuden os selv og åbner for nye muligheder for fremtiden. Disse tanker er ikke kun centrale i forhold til at forstå det menneskelige system og dets dynamiske natur, men også fundamentale i forhold til den måde, vi gør rede for ergoterapi på. I ergoterapi udnyttes det menneskelige systems naturlige processer. Mennesker engagerer sig i aktivitet, som hjælper til med at vedligeholde, helbrede, reorganisere eller udvikle deres kapaciteter, motiver og livsstil. Ved at deltage i terapeutiske aktiviteter ændrer mennesker sig og bliver mere veltilpassede og får en bedre sundhedstilstand. SUBSYSTEMER SOM MEDVIRKER TIL AKTIVITET Eftersom det er nødvendigt at være i aktivitet for at bevare den menneskelige organisme fysisk og psykisk, er det ikke så mærkeligt, at mennesket fra naturens side i høj grad er disponeret for at handle. Psykologiske teorier har fremstillet det som en drift eller et behov for psykisk eller fysisk aktivitet (White, 1959; Berlyne, 1960; DeCharms, 1968; Smith, 1969). Denne alment gældende disposition for at handle har et unikt udtryk i det enkelte menneskes daglige aktivitet. Det unikke afspejler en indre organisation, som på tre karakteristiske måder influerer på den daglige aktivitet. For det første bestemmes aktivitet af en række valg, fordi der er forskellige motiver til et menneskes daglige aktiviteter. For det andet foregår både det, vi rutinemæssigt laver til daglig og måden, vi gør det på, efter et bestemt mønster. For det tredje er de daglige aktiviteter udtryk for underliggende egenskaber: Aktivitet kræver en lang række psykiske og fysiske evner. I Model of Human Occupation anvendes begrebet det menneskelige system til at forklare, hvordan daglige aktiviteter vælges, struktureres og udføres. Det menneskelige system består af tre subsystemer: volition = vilje, habituation = vane og performance = udførelse (se fig 3). Vilje: Opfattelse af handleevne værdier interesser Vane: vaner roller Psyke-hjerne-krop udførelse: muskelskeletale, neurologiske, kardiopulmonale og mentale komponenter Fig. 3. Det menneskelige system består af tre subsystemer.

9 Det er ved hjælp af viljesystemet, at mennesket kan forudse, vælge, opleve, erfare og fortolke den daglige aktivitet; ved hjælp af vanesystemet organiseres den daglige aktivitet i mønstre og rutiner; ved hjælp af udførelsessystemet kan de daglige aktiviteter udøves på tilfredsstillende måde. VILJE Som børn kommer vi til verden med behov for at være aktive. Daglige aktiviteter udspringer af, at vi føler os tiltrukket af objekter og mennesker, hvilket medfører, at vi uafbrudt søger at være i interaktion med omgivelserne. Op igennem livet gør vi os erfaringer med vores adfærd: hvordan den fornemmes, hvordan den påvirker omgivelserne, og hvordan den vurderes af andre. Igennem denne kontinuerlige kontakt med den materielle og menneskelige verden bliver vi disponeret for at kunne handle og får en viden om os selv som aktører i vores livsverden, som hænger sammen med almindelig sund fornuft. Vi danner os billeder af vores egen duelighed. Vi tilegner os en opfattelse af vores livsverden og af livet, som gør, at vi bliver nødt til at opføre os på bestemte måder. Vi erfarer hvilke muligheder, der er for glæde og tilfredshed i forbindelse med de daglige aktiviteter. Denne kontinuerlige proces skaber en række indre dispositioner og kundskaber, som henføres til vilje. Vilje defineres som dispositioner og selverkendelse, der prædisponerer og gør mennesker i stand til at forudse, vælge, opleve, erfare og fortolke aktivitet. Dispositioner refererer til vores kognitive/emotionelle indstilling til de daglige aktiviteter, så som at glæde sig over, værdsætte og føle sig kompetent ved at udføre dem. Selverkendelse refererer til den bevidsthed, vi med almindelig sund fornuft har om os selv som aktører i vores livsverden. Det er vores lager af viden opnået gennem de erfaringer, vi får gennem udøvelsen af de daglige aktiviteter. Viljesystemets dispositioner og selverkendelse kan sammenfattes i tre begreber: opfattelse af handleevne, opfattelse af værdier og opfattelse af interesser. Disse tre områder drejer sig om, hvad man opfatter som særlig vigtigt i dagligdagen, hvor duelig man opfatter sig selv som aktør, og hvad man finder glæde og tilfredshed ved. Opfattelse af handleevne, af værdier og af interesser er gensidigt forbundne og udgør de følelser, tanker og beslutninger, der vedrører involvering i daglige aktiviteter, og som hører sammen med almindelig sund fornuft. Opfattelse af handleevne, opfattelse af værdier og opfattelse af interesser, som udgør vilje, sætter os i stand til at forudse, vælge, opleve, erfare og fortolke aktivitet. Det vil sige, at beslutte sig for at gå en tur, at spise middag med nogle venner, at gøre sig tanker om ens livsstil og komme til det resultat, at man ikke tilbringer nok tid sammen med sine børn og at forestille sig, hvordan det ville være med et nyt arbejde. Det er alt sammen udtryk for viljekraft. Opfattelse af handleevne Erfaring lærer os, hvad vi er gode til og ikke gode til, og afføder, om vi tror på vore fysiske, intellektuelle og interpersonelle evner eller ikke. Dette medfører, at vi får kendskab til vores kapacitet: det vil sige bevidsthed om og holdning til nuværende og potentielle evner. Erfaring lærer os også, hvor duelige vi er til at anvende vore evner. Denne fornemmelse af effektivitet inkluderer dels vores opfattelse af, hvor meget eller hvor lidt, vi kan kontrollere vores egen adfærd (og de underliggende tanker og følelser), dels vores opfattelse af, hvor duelige vi er til at nå de mål, vi sætter os. Opfattelse af handleevne er sammensat af disse to elementer. Opfattelse af handleevne defineres som en samling af dispositioner og den selverkendelse, en person har om sin kapacitet og effektivitet med hensyn til udøvelse af daglige aktiviteter. Opfattelse af værdier Aktivitetsvalg i hverdagen påvirkes også af vore værdier, livsanskuelser og ansvarsfølelse. Fra barndommen indgår vi i samspil med et kulturelt miljø, som rummer værdier. Disse værdier definerer, hvad der er godt, rigtigt og vigtigt og tjener som rettesnor for, hvordan vi skal opføre os (Smith, 1969; Grossack and Gardner, 1970; Lee, 1971; Klavins, 1972; Kalish and Collier, 1981). Det vil sige, vor opfattelse af værdier afgør, hvad der betyder noget, hvad der er god opførsel, og hvilke mål eller opgaver vi forpligtes over for (Fein, 1990). Der er tale om en personlig opfattelse af værdier, når vi bemærker, at en bestemt måde at handle på er den rigtige (Lee, 1971). Værdier fremkalder stærke følelser. Mennesker tager deres livssyn dybt alvorligt; de tanker, vi gør os om livet, er forankret i

10 stærke følelser (for eksempel vores opfattelse af, hvad der er betydningsfuldt, trygt, værdifuldt, vedkommende og formålstjentligt). Disse følelser skaber stærke dispositioner for at efterleve, hvad man opfatter som rigtige måder at opføre sig på. Værdier er altså nødvendige, og vi kan ikke handle imod vores opfattelse af værdier uden at føle skam, skyld, nederlag eller utilstrækkelighed. Opfattelse af værdier kan defineres som et sammenhængende sæt overbevisninger, der giver de daglige aktiviteter deres bestemte betydning eller norm og dermed skaber stærke dispositioner for at handle i overensstemmelse hermed. Begrebet betydning referer til, at værdier ikke kun knytter aktiviteter sammen med en bestemt lødighed, men også bevirker, at vi færdes i omgivelser som giver mening for os. For eksempel udvikler vi alle et sæt overbevisninger om, hvad der betyder noget i livet. Som allerede anført både stammer disse overbevisninger fra et bestemt kulturelt miljø og bærer samtidigt i sig denne bestemte kultur. For eksempel kan en persons overbevisninger hænge sammen med den vægt, der lægges på individualitet og uafhængighed i den vestlige verden. Et meget anderledes sæt af overbevisninger kan ligge til grund for, at der lægges vægt på at gøre familien ære og på forpligtelse overfor samfundet i den østlige verden. Opfattelse af interesser Interesser stammer fra erfaring med, at bestemte aktiviteter giver glæde og tilfredshed (Matsutsuyu, 1969). Interesser afspejler i høj grad individuel smag og behag, som for eksempel at foretrække fysisk eller intellektuel aktivitet. Oplevelse af og bevidsthed om, at man kan lide en aktivitet, skaber disposition for eller forventning om, at man også vil kunne lide aktiviteten i fremtiden. Vi opfatter derfor interesser som behov for at være involveret i bestemte aktiviteter. Opfattelse af interesser defineres som dispositioner for at finde glæde og tilfredshed ved aktiviteter og være bevidst om, hvorfor vi synes om aktiviteterne. At være disponeret for at kunne lide bestemte aktiviteter eller bestemte sider af disse kaldes for tiltrækning. Tiltrækning inkluderer de positive følelser, som hører sammen med det at bruge sig selv og sine evner for eksempel i forbindelse med fysisk anstrengelse, intellektuel udfordring, konkurrence eller det fællesskab, man oplever i forbindelse med aktiviteter sammen med andre. Oplevelser sammen med andre resulterer almindeligvis i bevidstheden om, at nogle aktiviteter giver en følelse af tilfredshed og glæde, mens andre aktiviteter keder os, truer os - eller de udgør ikke nogen udfordring. Det er på baggrund af den slags oplevelser, at der opstår præferencer, som er tendensen til, at vi foretrækker bestemte måder at udføre aktiviteterne på eller bestemte aktiviteter frem for andre. Viljesystemets indflydelse på valg i hverdagslivet Vilje udgør en sammenhængende begrebsopfattelse, hvor opfattelse af handleevne, værdier og interesser er temaer, som fungerer som den almindelige sunde fornufts forståelse af en selv og ens livsverden. Med begrebet vilje har vi en forståelsesramme, som kan anvendes til at fortolke, hvad oplevelse og erfaring betyder. Det vil sige, at det først og fremmest er det at føle sig tiltrukket af aktiviteter, at tro på sine kvalifikationer og at være sikker på sin præstationsevne, som influerer på, hvad vi lægger mærke til og udsøger i omverdenen. Det har også indflydelse på, hvad vi sandsynligvis kommer til at tænke eller tro om vore chancer for at involvere os i de aktivitetsmuligheder, vi møder. Viljekraft influerer også på, hvordan man oplever de daglige aktiviteter, og hvordan man tolker adfærd og oplevelse. Processen med at vælge, udføre og tolke repræsenterer en kontinuerlig cyklus, som opretholder og forandrer viljestrukturen. Hver dags nye erfaringer kan forstærke, udfordre og forarbejde allerede eksisterende dispositioner og selverkendelse. Viljekraft er derfor altid under opbygning. Typer af valg Der er to slags aktivitetsvalg: kortsigtede aktivitetsvalg og langsigtede aktivitetsvalg. Kortsigtede aktivitetsvalg er beslutninger om at gå i gang med og afslutte daglige aktiviteter. Vi vælger de handlinger, som former vores hverdagserfaringer, og som får indflydelse på vores livsforløb. En myriade af valg afgør hvilke aktiviteter, der kommer til at fylde hverdagen. Disse kortsigtede aktivitetsvalg træffes i forhold til enkeltvise daglige aktiviteter, som foregår inden for en begrænset tidsperiode (almindeligvis minutter, timer og dage). Kortsigtede aktivitetsvalg er for eksempel at spise frokost sammen

11 med en ven, at gå i biografen, købe ind, vaske bil, slå græs, gå en tur, bage en kage, spille matador eller læse avis. Aktivitetsvalg er langsigtede, når vi velovervejet engagerer os i at påtage os en bestemt social rolle i hverdagen, at tilegne os nye vaner eller at gå igang med et personligt projekt. Vi foretager valg af daglige aktiviteter, som bliver langtrækkende eller permanente dele af vores liv (Matsutsuyu, 1971; Heard, 1977). Sådanne beslutninger repræsenterer forpligtelse til at påbegynde et bestemt handleforløb og at udøve aktiviteten regelmæssigt over en længere periode. Det sker, når vi vælger at gå ind i en ny rolle, vælger at ændre livsstil ved at tilegne os nye vaner, eller vælger at gå igang med et personligt projekt så som at lære et nyt sprog, anlægge have, bygge huset om eller oversætte en artikel. Den slags langsigtede aktivitetsvalg er sædvanligvis resultatet af mange overvejelser. Langsigtede aktivitetsvalg kan indebære en langvarig proces med at indhente information, reflektere og forestille sig hvilke muligheder, der foreligger. Engagement opstår således efterhånden som en person overvejer, hvad en bestemt handlemåde indebærer over tid og vurderer dens betydning. Alle valg er indlejret i en større proces, som omhandler det at opleve, erfare, fortolke og forudse. Kortsigtede aktivitetsvalg fokuserer på vores mere eller mindre umiddelbare fremtid, mens de langsigtede aktivitetsvalg er valg for livet. For at træffe langsigtede aktivitetsvalg er vi nødt til at kunne integrere og inkorporere mange fragmenter af tidligere erfaringer, nuværende omstændigheder og fremtidige muligheder til et sammenhængende hele (Schafer, 1981; Taylor, 1989). De langsigtede aktivitetsvalg betyder endvidere at beslutte sig for, hvem man vil være fremover (Kerby, 1991). Personlige narrativer Et menneskes langsigtede aktivitetsvalg hænger sammen med den måde menneskets liv folder sig ud på. Almindeligvis afspejler disse valg hårfine nuancer i de nuværende omstændigheder. De afspejler erindringer om tidligere triumfer, glæder, fejltagelser, tab. De afspejler vore forestillinger om fremtiden. Denne proces, hvor det fortidige, nutidige og fremtidige selv integreres, medfører dannelsen af personlige narrativer (Gergen og Gergen, 1988; Mattingly, 1991, Helfrich et al, 1994). At fortælle om hændelser i sit liv indebærer, at man laver en fortælling af sine erfaringer. Fortællingerne omhandler både det, der er sket i ens liv til nu, men indeholder også en forestilling om, hvordan fremtiden vil blive. Når vi foretager langsigtede aktivitetsvalg, vælger vi i virkeligheden fortsættelsen af den fortælling, hvori vi ser os selv. Fortællingen om, hvordan et menneskes vilje er udviklet, afspejler en unik og personlig rejse med udfordringer og sejre. Det enkelte menneskes opfattelse af handleevne, af værdier og af interesser er flettet ind i denne fortælling. Den enkelte søger at forstå en sammenhæng mellem egen kompetence og hvad der foregår omkring en. Den enkelte søger at finde glæde og tilfredsstillelse i livet. Den enkelte udvikler principper for, hvordan man agerer. Alle disse spørgsmål og anliggender er integreret på en naturlig og indlysende måde i fortællingerne. Derfor er viljesystemet levende og vibrerende. Vi får kendskab til vilje, mærker og opbygger aktivt viljesystemet, når vi søger at finde mening med vores liv. Fortællinger om vilje skaber drama i vores liv, gør det både forståeligt, men også bevægende (Gergen og Gergen, 1988; Brunner, 1990). Denne dramatiske dimension af fortællingerne (som f.eks. kan ligge i frygten for at noget kan blive værre eller i håbet om, at noget vil blive bedre) giver styrke og energi til at vi fastholder de forpligtelser, vi påtager os ved langsigtede aktivitetsvalg, eller - i modsat fald - overmander os og gøre os ude af stand til at vælge. Efterhånden som vores liv udfolder sig er det endvidere således, at vi oplever vores liv som en fortsættelse af vores narrativer. Når vi bevæger os fremad i livet, fortsætter vi vores livshistorie på en måde, som vi tror er vigtig, opnåelig og tilfredsstillende og som i sidste ende indikerer, i hvilken retning vores liv bevæger sig. Viljesystemets dynamiske udviklingsproces formes af, at vi forudser, vælger, oplever og fortolker de daglige aktiviteter, hvad enten det drejer sig om aktiviteter i løbet af en dag eller gennem et helt liv. Hvad vi oplever som interessant og værdifuldt, og hvad vi tror os i stand til at gennemføre, er et resultat af vores kontinuerlige livserfaringer og er stort set afgørende for, hvilke erfaringer vi vil gøre i fremtiden.

12 VANE Fra fødslen integreres børn i de rytmer og vaner, som udgør deres fysiske, sociale og tidsmæssige verden. Med forældrenes hjælp og støtte tilegner børn sig først en døgnrrytme med sove-, vågen-, spise- og bademønstre. Efterhånden lærer børn også, at andre i deres sociale verden indtager positioner, som alle tager for givet. Ydermere har de personer (mødre, lærere, barnepiger), som indtager disse positioner, en forudsigelig adfærd. Efterhånden som tiden går, opdager børn, at også de har fået tildelt roller som for eksempel familiemedlem eller elever. De erfarer, at man forventer at de opfører sig på en bestemt måde netop på grund af disse roller (Turner, 1962; Grossack og Garner, 1970). Som resultat af sådanne erfaringer tilegner og udviser børn et aktivitetsmønster, som udgør strukturen i deres hverdagsliv. I Model of Human Occupation forklares det fænomen, at mennesket tilegner sig og gentager aktivitetsmønstre, ved hjælp af vanesystemet. Gennem vane lærer mennesket at handle effektivt og automatisk i kendte fysiske, temporære og sociokulturelle omgivelser. Vane hviler på et netværk af organiserede, tilegnede egenskaber, som gør det muligt for os uden overvejelse eller opmærksomhed at improvisere den samme slags adfærd under de samme omstændigheder over tid. Det er disse internaliserede tendenser, som er vaner og roller. Vaner Vaner er defineret som latente tendenser, tilegnet gennem tidligere gentagelser, som hovedsagelig foregår på et ubevidst plan og som påvirker en lang række adfærdsmønstre i kendte situationer. Vaner regulerer ikke adfærd gennem strikse, indkodede instruktioner for adfærd, - ' men ved at udruste den enkelte med en måde at handle på i forhold til omgivelserne. Vaner er en "handlegrammatik" for, hvordan man manøvrerer i den velkendte verden (Dewey, 1922; Camic, 1986; Young, 1988). Vanekort: Vanekortet er en internaliseret opfattelsesevne, som fremmer genkendelsen af begivenheder og situationer, og som er vejledende for, hvilke handlinger, der kan føre til et underforstået resultat eller en underforstået proces. Når vi gør erfaringer i nogle bestemte omgivelser, skabes der et sæt underforståede regler, som tjener som et kort til at forstå den ydre verden. Når vi for eksempel intuitivt ved, hvornår det er tid til morgenmad, hvornår vi skal dreje næste gang på vej hjem fra arbejde, eller hvad der netop følger efter det, vi lige har gjort, når vi laver mad, er det fordi vi har et indarbejdet kort som fremmer, at vi kan stedfæste os selv midt i den ydre verden. Dette vanekort gør, at vi kan lokalisere os i fortløbende begivenheder og hjælper os til at bestyre vores aktivitet. Vaner organiserer aktivitet i mønstre på tre måder: De har indflydelse på, hvordan en bestemt aktivitet almindeligvis udføres; de regulerer, hvordan tiden sædvanligvis anvendes, og de skaber en bestemt stil, som karakteriserer den måde, en lang række aktiviteter udføres på. Roller Mange af vores aktiviteter udføres i kraft af, at vi for eksempel er ægtefælle, forældre, arbejder eller student. Tilstedeværelsen af disse eller andre roller hjælper os til at sikre en væremåde, der både er stabil og relevant i forhold til vores sociale omgivelser. Den internaliserede rolle er defineret som at have klarhed over en bestemt social identitet og de dertil knyttede forpligtigelser, hvilket tilsammen udgør en baggrund for at kunne opfatte relevante situationer og opføre sig på en måde, som passer hertil. Den personlige identitet er en følge af vores stadfæstede, sociale position (Sarbin og Scheibe, 1983). Vi ser os selv som studenter, arbejdere og forældre, fordi vi vedkender os bestemte positioner, og også fordi vi oplever, at vi selv opfører os som en person, der har disse roller, og som vi kan se reflekteret i de holdninger og den adfærd, andre har i forhold til os. Hvem vi er afhænger i en stor udstrækning af de roller, vi indtager (Turner, 1962; Cardwell, 1971; Schein, 1971; Ruddock, 1976). Rolle-manuskript: På samme måde som med vanekort er rollemanuskript vejledende for os i forbindelse med udførelsen af vores aktvitietsmønster. Rollemanuskript er opfattelsesevner, som guider tolkning af sociale situationer, forventninger og handlemåder, der hører sammen med en given rolle. Dette indre manuskript organiserer, hvordan mennesker kommunikerer, træffer afgørelser og handler i samspil med hinanden.

13 Manuskriptet gør det muligt at finde mening i begivenheder, fordi det forudser, hvilken form for samspil eller handling, som burde finde sted. Mange individuelle behov tilfredsstilles gennem roller. Igennem roller åbnes der mange muligheder for, at vi involverer os i aktiviteter, fordi rollerne giver disse aktiviteter mål og mening. Mens roller skaber forventninger til, hvordan opgaver udføres og tiden udnyttes, giver de også livet struktur og regelmæssighed. Ved at besidde et antal forskellige roller gør vi også erfaring med forskelle og ligheder mellem forskellige identiteter og handlemåder. Roller organiser aktivitet på tre måder: de påvirker væremåde og stil såvel som indholdet af vores samvær med andre; de påvirker hvilke opgaver og færdigheder, der bliver en del af vores rollebestemte rutiner; og de opdeler vores dage og uger i tidsrum, hvor vi sædvanligvis besidder bestemte roller. Vanesystemet i hverdagslivet I begrebet rolle ligger der, at mennesker agerer i overensstemmelse med den position, de har i en social gruppe. Samspilsmønstre og måden at udføre opgaver og anvende tiden på afspejler de forventninger til adfærd, der er knyttet til en given rolle. Andre aspekter af et menneskes daglige rutiner, udførelse af daglige aktiviteter og livsstil reguleres af vaner. Den rutinemæssige aktivitet, som hører til en rolle, reguleres af vaner. Vaner og roller er således vævet ind i hinanden i hverdagslivet og organiserer den rutinemæssige adfærd med deres gensidige påvirkning. Både vaner og roller har opfattelsesevner indbygget (f.eks. rollemanuskript og 4 'vanekort), som gør det muligt for os automatisk at genkende træk og situationer i omgivelserne og handle i overensstemmelse hermed. Tænk for eksempel på, hvordan vi hilser på hinanden i hverdagen. En hilsen er så automatiseret for os, at vi udfører den mange gange hver dag uden at vi dårligt nok tænker over det. Den kan være meget kort, bestå af blot et nik eller et ord eller i andre sammenhænge være længere med en passende konversation. Når vi møder en nabo, en helt fremmed, en kollega eller en ven, opfatter vi øjeblikkeligt situationen og improviserer en passende hilsen. Vores vurdering af egen rolle og den andens rolle har - sammen med vores tillærte vaner i forhold til det at hilse på andre - betydning for, hvordan vi indgår i den interaktion det er at hilse. I løbet af dagen nikker vi måske til en fremmed, der går forbi, giver en gammel ven et knus, giver en af de ansatte et formelt håndtryk, giver naboen et klap på skulderen efterfulgt af nogle opmuntrende ord, vinker til købmanden på den anden side af gaden og kysser vores partner, når vi kommer hjem. Alle disse forskellige hilsener foregår naturligt og automatisk, fordi vores roller og vaner fortæller os, uden vi skal tænke nærmere over det, hvem vi er i relation til hver enkelt af disse mennesker, og hvad der vil være den sædvanlige måde at hilse på. Vanesystemet medvirker naturligvis også til, at de internaliserede vaner og/eller roller og den måde, begivenhederne udfolder sig på fra det ene øjeblik til det andet, kan afstemmes nøjagtigt efter hinanden. F.eks. er den måde, vi hilser på i den enkelte situation, også påvirket af et væld af faktorer i omgivelserne, for eksempel hvordan adfærden er hos den person, vi vil hilse på, om vi selv eller den anden person har travlt, og hvor hilsenen foregår. Er det i en kirke, hilser vi måske anderledes, end hvis det er på et værtshus. Vanesystemet placerer os i hverdagslivets kendte land, parate til at opfatte de særlige omstændigheder ved situationen. En stor del af vores daglige aktivitet hører sammen med hverdagslivets selvfølgeligheder. For eksempel gentager de fleste af os det samme morgenscenario, når vi står op, vasker os, klæder os på, går på arbejde eller i skole 5 dage om ugen. På grund af vores roller og vaner foregår disse daglige rutiner med bemærkelsesværdig regelmæssighed og uden det er nødvendigt at gøre nye overvejelser. Vanesystemet holder således sammen på strukturen i vores hverdag. UDFØRELSE Det tredje subsystem omhandler menneskets udførelse af daglige aktiviteter. Med ordet udførelse menes den spontane organisering afhandlinger, som er nødvendige for at gennemføre en aktivitet. Som definitionen antyder, må vi fremkalde kroppens og psykens latente egenskaber for at kunne udføre aktiviteter. Mennesket udviser en forbløffende evne til at bruge kroppen til at ændre forhold i omgivelserne fra helt simple aktiviteter (som at binde sit

14 snørebånd eller knappe en knap) til mere komplekse opgaver (at bygge et hus, komponere en sang eller designe et fly). At udføre aktiviteter involverer et komplekst samspil mellem muskelskeletale, neurologiske, perceptuelle og kognitive komponenter. Muskelskeletale, neurologiske og cardiopulmonale komponenter og mentale komponenter er organiseret i psyke-krophjerne subsystemet. De første tre komponenter består af knogler og muskler, af det centrale og det perifere nervesystem, samt af kredsløb og respiration; disse udgør den kropslige del af subsystemet. Den psykiske komponent udgøres af mentale forestillinger, som vejleder systemet i forhold til planlægning, fortolkning og udøvelse af adfærd. På samme måde som med vanekort og rollemanuskripter er disse mentale forestillinger ikke et sæt specifikke instruktioner, men snarere abstrakte regler som afgrænser og fremtvinger en bestemt adfærd. (Bruner, 1973). Lige som med vanekort og rollemanuskripter sætter de mentale forestillinger os i stand til at opfatte, hvordan vi skal handle inden for den enkelte situations rammer. De giver os viden om, hvordan vi skal agere. Det kan bedst beskrives som "fornemmelse" for, hvordan man udfører en given handling. (Brooks, 1986). Det er vigtigt at forstå, at dette subsystem fungerer som en integreret helhed. De neurologiske, kardiopulmonale, muskelskeletale og mentale komponenter er gensidigt afhængige af hinanden og arbejder sammen for at bidrage til udførelsen af aktivitet. Det vil sige, at effektiv udførelse af daglige aktiviteter er resultatet af, at alle komponenter i psykekrop-hjerne udførelsessystemet arbejder sammen og i samvirken med skiftende vilkår og miljømæssige betingelser i omgivelserne. * ET HETERARKI AF SUBSYSTEMER Hvert af de tre subsystemer repræsenterer en sammenhængende samling strukturer og processer, som igen er organiseret i det større menneskelige system. De tre subsystemer må være i stand til at samarbejde, hvis det menneskelige system skal kunne fungere i dagligdagen. Disse interne systemer må være bundet, sammen i et heterarki af subsystemer, hvor hvert enkelt subsystem bidrager til de handlinger, som personen udfører. Begrebet heterarki understreger, at de tre subsystemer bidrager med forskellige men komplementerende funktioner. Hvornår og hvordan et subsystem er involveret i en given adfærd, afhænger af de ydre omstændigheder og af det totale systems dynamiske tilstand. Når en opgave eller en udfordring fra omgivelserne kræver bevidst problemløsning, er udførelsessystemet måske i forgrunden med vanesystemet i baggrunden til at påvirke den måde, personen udfører problemløsningen på. På den anden side dominerer viljesystemet måske helt vores opmærksomhed, når vi skal tage et vigtigt langsigtet aktivitetsvalg. Til andre tider, når vilje ikke alene kan vejlede vores valg af handlinger, hjælper vores vanebestemte rutiner os til at udføre de daglige aktiviteter. Derfor er aktivitet undertiden direkte motiveret, undertiden udsprunget af vaner, undertiden fordret af den opgave, som skal udføres og i det tilfælde primært styret af udførelsessystemet. Sædvanligvis fungerer de tre subsystemer i samklang og bidrager samtidigt til aktivitet. Daglige aktiviteter afspejler altid et komplekst samspil imellem vore motiver, vaner og evner. Vi kan ikke fuldt ud forstå aktivitetsadfærd uden at referere til alle tre internt medvirkende faktorer. OMGIVELSERNE Den systemteoretiske måde at opfatte mennesket på understreger, hvor vigtig omgivelserne er for hverdagslivets aktiviteter. I grove træk påvirker omgivelserne menneskets daglige aktiviteter på to måder (se figur 4). For det første giver omgivelserne muligheder for aktivitet, fordi de repræsenterer specifikke potentialer, som mennesket kan respondere på. For det andet stiller omgivelserne krav om bestemte former for aktivitet. Krav refererer til, at omgivelserne forlanger eller forventer noget bestemt af individet. Når omgivelserne således lægger pres på personen, stilles der i høj grad krav om bestemte former for aktivitet. Vi føler pres fra så forskellige faktorer, som hvorledes de fysiske rammer er, og hvad andre forventer af os. Ethvert miljø giver både muligheder og stiller krav om bestemte former for aktivitet. Der skabes derfor en synergi af påvirkninger, som kanaliserer vores adfærd i en bestemt retning. Det vil sige, at omgivelserne ved på samme tid at give muligheder og stille krav sætter kursen for vores adfærd.

15 Muligheder Omgivelserne Krav socialt rum, hvor disse roller udspilles i overensstemmelse med gruppens normer og klima. Herved tillades og foreskrives de typer af adfærd, som medlemmer kan eller bør udføre. En aktivitetsform er måden at gøre noget på. Aktivitetsformer er regelbundne handlingsforløb, som på en og samme tid er sammenhængende, formålsrettede, overleveret i kollektiv viden, kulturelt accepterede og navngivne. En aktivitetsform er regelbunden i den forstand, at der i en bestemt kultur er en typisk eller korrekt måde at udføre aktiviteten på. En kultur foreskriver reglerne for en aktivitetsform ved at specificere procedure, resultat og standard for deres udførelse. Fig. 4. Omgivelsernes indflydelse på aktivitet. Der tænkes på både de fysiske og de sociale dimensioner, som vores hverdagsliv er sammenvævet af. Vi møder andre mennesker i fysiske omgivelser, har ting og objekter i fællesskab med andre mennesker og kan konstatere, at vores samspil med andre er formet af den materielle verden, vi deler. DE FYSISKE OMGIVELSER Vi er kropslige væsener i en fysisk verden. Alt hvad vi oplever og kan er i en vis udstrækning en funktion af at være i en fysisk verden. Den fysiske verden består af de naturlige og de menneskeskabte økologiske systemer (Lawton, 1983) og objekterne, der er i disse (Chikszentmihalyi and Rochberg-Halton, 1983). De ting vi bruger og de rum, vi befinder os i, øver tilsammen en betydelig indflydelse på vores adfærd. DE SOCIALE OMGIVELSER De sociale omgivelser refererer til den verden, hvor mennesket lever i samspil med hinanden og til de ting, vi gør. De sociale omgivelser omfatter de grupper, vi tilhører, og de aktivitetsformer, vi udfører (Nelson, 1988). Begge disse faktorer er sammenhænge, som både giver muligheder for aktivitet og stiller krav om bestemte måder at udføre aktivitet på. Ud over at skabe og definere roller skaber de sociale grupper en adfærdsmæssig kontekst, eller et AKTIVITETSRAMMER I de fleste omgivelser, vi færdes i, er de sociale og fysiske faktorer vævet ind i hinanden. Det skaber rammerne for de daglige aktiviteter og består af rum, genstande, aktivitetsformer og/eller sociale grupper, som skaber en sammenhængende baggrund for udførelse af de daglige aktiviteter. Aktivitetsrammerne er stederne for vores færden og daglige aktiviteter, og de bliver en del af, hvad vi foretager os. Typiske aktivitetsrammer for vores hverdagsliv er hjemmet, nærmiljøet, skolen eller arbejdspladsen og forskellige steder, hvor man mødes, f. eks. teatre, kirker, strande, klubber, foreninger biblioteker, gallerier, skisteder, restauranter, fitnessklubber og forretninger. Ethvert menneskes daglige liv rummer et antal aktiviteter, som foregår inden for nogle bestemte aktivitetsrammer. Omgivelsernes betydning for aktivitet kan måske bedst forstås, hvis vi tænker på, at de daglige aktiviteter først og fremmest er handlinger, som udgør et bestemt fysisk og socialt rum. Hvis vi ønsker at forstå vore klienter og hjælpe dem til at fungere bedre i deres daglige aktiviteter, må vi kende til deres omgivelser. AT BRUGE DE TEORETISKE BEGREBER TIL AT FORSTÅ FUNKTION OG DYSFUNKTION Det ovenstående er et kort overblik over de for tiden gældende teoretiske argumenter i Model of Human Occupation. Disse begreber forsøger at give en metode til at forstå, hvorledes menneskets aktivitet motiveres, organiseres, udføres og påvirkes af omgivelserne. Som sådan giver de et perspektiv på

16 det at kunne fungere og de faktorer, der medvirker hertil. Disse begreber giver også en metode til at forstå aktivitetsdysfunktion. Det vil sige, at vilje-, vane- og udførelsessystemerne og omgivelserne alle kan bidrage til uhensigtsmæssig funktion. Når dette er tilfældet, bruger ergoterapeuten modellen som en ramme til forståelse af indbyrdes afhængige faktorer, som indgår i en dysfunktionel tilstand. Den 2. udgave af "A Model of Human Occupation - Theory and Application" (Kielhofner, 1995) giver detaljerede oplysninger om, hvorledes vilje-, vaneog udførelsessystemerne samt omgivelserne kan påvirkes af og medvirke til dysfunktion. Således kan ergoterapeuten ved at evaluere en bestemt klients situation opdage, hvordan disse forskellige faktorer på en helt speciel måde indvirker på denne persons funktion og dysfunktion. I det næste afsnit diskuteres og illustreres dette yderligere. MODELLENS ANVENDELSE: AT INDSAMLE OG RÆSONNERE OVER INFORMATION. At kunne anvende modellen i praksis vil sige at anvende det teoretiske begrebsapparat som vejledning for indsamling og fortolkning af information i det kliniske arbejde - og som vejledning for intervention. I den ergoterapeutiske undersøgelse skal ergoterapeuten søge efter informationer, som kan svare på de spørgsmål, som er udledt af modellens teoretiske perspektiv. For eksempel kan ergoterapeuten spørge: Understøtter denne klients vanemønster hans misbrug? Hvordan har de kroniske smerter påvirket denne klients glæde ved tidligere interesser? Er denne klients opfattelse af egen duelighed i færd med at forhindre ham/hende i at træffe nødvendige, langsigtede aktivitetsvalg? Tøver dette barn med at bevæge sig af skræk for at miste kontrollen? Det er lige præcis, fordi ergoterapeuten udleder sådanne spørgsmål af modellens teoretiske grundlag, at det er nødvendigt at indsamle informationer. Ergoterapeuten anvender nu informationerne fra svarene på disse spørgsmål til at udforme teoretisk begrundede vurderinger. Ergoterapeuten bør anvende teori som kontekst for analyse og vurdering af de indsamlede informationer - samt for at beslutte, hvad der dernæst skal gøres. En ergoterapeut indsamler f.eks. informationer om en klient, der efter en skade gennemgår et revalideringsprogram. Det er her vigtigt at forstå, hvilken betydning arbejderrollen har for denne klients samlede vanesystem. Lad os nu forestille os, at ergoterapeuten finder ud af, at klienten har en lang fortid med fast arbejde, identificerer sig stærkt med arbejderrollen, har et veldefineret rolle-manuskript for det arbejde, han/hun har udført over lang tid og ser sig selv vende tilbage til denne rolle efter endt revalidering. Her kan ergoterapeuten stille sig tilfreds med, at arbejderrollen er veldefineret hos klienten og repræsenterer en ressource for ham/hende. Hvis det er tilfældet, kan ergoterapeuten gå videre til andre spørgsmål om for eksempel de aktivitetsformer, som klienten skal udføre i sit job og undersøge, om der er nogen uoverensstemmelse mellem klientens nuværende og langvarige funktionsbegrænsninger - og det, som kræves i jobbet. Herefter kan ergoterapeuten undersøge, hvilke ændringer af færdigheder eller vaner, som kan blive nødvendige for at støtte klientens fremtidige arbejderrolle - samt hvilke tilpasninger, der er mulige på arbejdspladsen. Ergoterapeuten kan fortsætte til nye spørgsmål, fordi de tidligere indsamlede informationer bliver meningsfulde på baggrund af det teoretiske begrebsapparat. Når en klient har en stærk opfattelse af sig selv i arbejderrollen og har et godt rolle-manuskript (d.v.s. har en velfunderet og stor viden om, hvad arbejdet indebærer) har han/hun ifølge det teoretiske grundlag en styrke med hensyn til aktivitetsudøvelsen. Ved at anvende det teoretiske grundlag vil ergoterapeuten inddrage andre teoretiske begreber til at rejse yderligere spørgsmål. Når ergoterapeuten ræsonnerer over informationerne og på den måde bevæger sig fra een måde at sammensætte informationerne på en ny måde, sker det på grundlag af en tankestruktur, som det teoretiske begrebsapparat giver. Teorigrundlaget tilbyder et sæt begreber, som kan vejlede ergoterapeuten i overvejelserne. Teorigrundlaget danner også rammen for at kunne integrere viden om forskellige aspekter i klientens situation. Ved at ræsonnere over og arbejde med de indsamlede informationer, dannes en forklaring af klientens situation. Denne forklaring fremkommer i dialektikken mellem de informationer, som ergoterapeuten har indsamlet - og den teori, som ergoterapeuten anvender for at skabe mening i informationerne. Resultatet bør blive en specifik hypotese om

17 klientens samlede situation, som kan danne udgangspunkt for at begynde eller fortsætte behandlingen. For eksempel er opfattelsen af værdier forskellig fra menneske til menneske. Et menneske kan have et værdisystem, som er tæt bundet til en fundamental religiøs overbevisning. I dette menneskes værdisystem kan bestemte moralske temaer, personlige forpligtelser og bestemte idealer for menneskelige relationer dominere. Et andet menneske kan lægge vægt på helt andre temaer. I hvert tilfælde er det vigtigt at indsamle informationer om, hvordan den specifikke individuelle værdiopfattelse indvirker på hans/hendes aktiviteter i hverdagslivet. På samme måde kan disse teoretiske argumenter beskrive eventuelle forhold, som kan influere på menneskets funktion eller dysfunktion. Den systemteoretiske betragtningsmåde peger på, hvor vigtigt det er at få en forståelse af den dynamik, som til hver en tid er til stede i menneskets situation. For eksempel er det et af de teoretiske argumenter i denne model, at viljesystemet influerer på aktivitetsvalg. Ligeledes understreges det, at viljesystemet kan være en ressource til at bevare et menneskes aktivitetsfunktion på grund af personens værdimæssige forpligtelse og opfyldelse heraf og/ eller personens opfattelse af at være i stand til at opnå bestemte resultater. Modsat kan viljesystemet være svækket og føre til uhensigtsmæssige aktivitetsvalg eller forhindre mennesket i at foretage valg. I sådanne tilfælde kan tabet af vigtige livsmål, manglende evne til at opleve glæde ved aktivitet og følelsen af hjælpeløshed alt sammen medvirke til problemet. Ergoterapeuten indsamler informationer for at forstå, hvilke specielle forhold, der gør sig gældende i denne klients aktivitetsdysfunktion. Ved at forstå denne dysfunktion og de mange faktorer, som medvirker til dysfunktionen, bliver ergoterapeuten i stand til at overveje og beslutte, hvilken intervention der skal sættes i værk. ANVENDELSE AF MODELLEN: STRATEGIER FOR INTERVENTION Ergoterapeuter vælger interventionsstrategier ud fra forståelsen af en given klients problemer. I god ergoterapi kan detaljeret viden om klientens situation aldrig erstattes af generelle principper. Tværtimod: viden om hver klient kan tilføre specifik mening til de generelle principper. For eksempel peger The Model of Human Occupation på, at en forbedring af et menneskes opfattelse af egen effektivitet skal bygges på positive erfaringer fra gennemførelse af aktiviteter, som er værdifulde og interessante. De aktivitetsformer, som giver de bedste resultater i ergoterapi, er de, som den enkelte klient kan lide og finder vigtige. Nogle klienter reagerer positivt på, at gamle interesser modificeres, så de kan videreføres, andre opfatter selv den mindste forringelse i evnen til at udføre disse aktiviteter så smertefuldt, at de må finde nye aktiviteter. Imidlertid er det umuligt at forudsige, hvor mange positive erfaringer der skal til, for at et menneske ændrer opfattelse af sin egen effektivitet. Det er simpelthen umuligt at forudse, hvordan situationen vil udvikle sig. På den måde kommer ergoterapi ofte til at bestå af en række eksperimenter, der har til formål at finde ud af klientens reaktioner på bestemte aktiviteter. Det er vigtigt at være opmærksom på, at først når klienter har været involveret i forskellige aktiviteter, går det op for dem og ergoterapeuten, hvad deres reaktion vil være. Ved hvert terapeutisk møde samler ergoterapeuten informationer om, hvordan det specifikke menneske forandrer sig. Disse nye informationer er essentielle for at kunne forudse, hvad siden hen kan ske, og hvilken strategi der kan hjælpe klienten til at klare næste etape. Konklusionen er, at ergoterapeuten aktivt må anvende The Model of Human Occupation som vejledning for indsamling af informationer og som grundlag for ræsonneringer - og for at opnå en forståelse af klientens situation, som vil gøre det muligt for ergoterapeuten at planlægge behandlingen. KONKLUSION: DET TERAPEUTISKE PERSPEK TIV I THE MODEL OF HUMAN OCCUPATION Model of Human Occupation er en måde at betragte ergoterapeutiske processer på. De behandlingsprincipper, som kan uddrages af modellen, diskuteres i detaljer i "A Model of Human Occupation - Theory and Application" (Kielhofner, 1995). Denne artikel slutter med at præsentere et eksempel på den holdning til ergoterapi, modellen lægger op til. Hvad enten en funktionsnedsættelse optræder som et medfødt problem, som en traumatisk begivenhed i den bedste alder, som et snigende og progredierende indgreb, som en tilbagevendende forstyrrelse

18 eller som en svækkelse i slutningen af livet, så er den specifikke betydning afhængig af det liv, som den er brudt ind i, og som den nu er en del af. Funktionsforstyrrelse som f.eks. blindhed, lammelse eller kognitiv svækkelse fører aktivitetsdysfunktion med sig, ikke blot fordi det reducerer individets kapacitet, men også fordi det afbryder og ødelægger den igangværende dynamiske orden i det menneskelige system. De mest vidtrækkende konsekvenser ses på livsførelsen. Funktionsforstyrrelsen kan gribe ind i den livsform, som både afspejler og understøtter det menneskelige system. I andre tilfælde er det den aktuelle dynamiske orden i det menneskelige system, som i sig selv er grunden til aktivitetsdysfunktion. For eksempel: en livsform, som er fyldt med præstationer og stress for at indfri indre og ydre krav; en livsform lammet af misbrug og uden tilfredsstillende aktiviteter; en livsform, som er hæmmet af institutionel inaktivitet og understimulering; eller et liv lammet af frygt, angst og nedbrudte evner, som gør det umuligt blot at begynde på noget. Den helt store udfordring for den ergoterapeutiske behandling er, at det menneskelige system bliver i stand til at opnå en dynamisk orden. For at kunne det, må den ergoterapeutiske behandling udgøre en bro imellem fortid og fremtid. Ergoterapi kommer ind i - og bliver en hændelse i - klientens livsløb. Når den ergoterapeutiske behandling lykkes bliver den et middel til, at et menneskes livsløb kan få ny retning. Selv når en klient har som mål i så høj grad som muligt at genoptage en tidligere livsførelse, vil det blive nødvendigt med ændringer for at komme så tæt på hverdagslivet, som det var før funktionsnedsættelsen opstod. For at være til nytte for en klient må ergoterapi træde ind i det særlige liv, som påvirkes af funktionsnedsættelsen og medvirke til at udstikke en ny kurs eller fastholde den gamle kurs på en ny måde. Den særlig vigtige rolle, ergoterapi derfor har, er at komme ind i et menneskes liv, der har en historie og/eller en fremtid, som strækker sig ud over den terapeutiske proces. Ergoterapi er en unik og afgrænset begivenhed, som har til formål at bidrage positivt til, at et menneske kommer videre med sit liv. Derfor bør ergoterapi altid foregå med forståelse af klientens hidtidige og fremtidige liv (Helfrich and Kielhofner, 1994). Referencer: se side 31. The Model of Human Occupation

19 The Model of Human Occupation The Model of Human Occupation: AN OVERVIEW OF CURRENT CONCEPTS '-A-N^Dt^KalKRgSJTW; The model of human occupation has evolved since it was first published. A number of important changes and refinements have been made. These changes reflect research findings, new interdisciplinary theory and insights encountered in practice. This article provides an overview of the current theoretical arguments. These concepts attempt to offer a way of understanding how human occupation is motivated, organised, performed and influenced by the environment. This is followed by a discussion of how occupational therapists can use this framework in their clinical practice. INTRODUCTION The model of human occupation is a theory designed to be used by occupational therapists in practice. As a theory, it provides a way of thinking about people's occupational behaviour and about occupational dysfunction that may result from disease, trauma, stress and other factors. As a guide to practice, it provides a framework for gathering information about a patient's or client's circumstances and for selecting a course of therapy. The focus of this model is on the motivation for occupation; the patterning of occupational behaviour into routines and lifestyles; the nature of skilled performance; and the influence of the environment on occupational behaviour. This focus highlights the unique concerns of the occupational therapist for the occupational wellbeing of the client. First published over 15 years ago (Kielhofner, 1980a, 1980b; Kielhofner and Burke, 1980; Kielhofner et al, 1980), the model was more fully articulated in A Model of Human Occupation: Theory and Application (Kielhofner, 1985). A new, second edition (Kielhofner, 1995) contains a number of important changes and refinements which reflect new interdisciplinary theory, research findings and insights encountered in practice. This article provides an overview of the main perspectives of the current theoretical model, highlighting some of the most important ideas in the second edition. THE HUMAN AS A DYNAMIC SYSTEM The model of human occupation was the first occupational therapy conceptual model to incorporate ideas from systems theory. Previously based on concepts of open systems theory and general systems theory, the current model builds upon new views emerging from chaos theory and dynamic systems theory. The current systems view of the human being emphasises two primary perspectives: the dynamic nature of occupational performance and the role of occupational performance in maintaining a system's organisation and achieving change. These

20 two themes are applied to understanding the nature of pccupational behaviour and its role in health and wellbeing. THE DYNAMIC NATURE OF OCCUPATIONAL PERFORMANCE Human performance has traditionally been thought of as caused by characteristics inside the person. How well or how poorly a person performed was considered a direct function of inner factors such as strength, range, cognition and motivation. Dynamic systems theory rejects this idea. While musculoskeletal integrity, cognitive capacity, motivation and other factors internal to the person are important to performance, they do not cause performance or behaviour directly. Rather, the humansystem, the task and the environment together contribute to determine occupational performance (see Fig.l). Environment Human System Task Behaviour Fig. 1. Behaviour emanates from conditions to which the human system, the task and the environment contribute. Since occupational performance is not caused simply by pre-existing mechanisms inside the person, it has a fluid and improvisational character. Moreover, since performance is dependent upon the network of external conditions (Fogel and Thelen, 1987), its infinite variability is shaped by these external factors. Consequently, occupational performance emerges spontaneously and is organised in the context of continuing, unfolding action. Importantly, this means that occupational therapists must pay careful attention to the occupation a person is performing and to the context in which he or she is performing it in order to understand and influence performance. These elements are as important as underlying capacity in determining how a person will perform. This is why the occupations that therapists use as the media of therapy are so important. They are not simply things for patients to do. They help to determine the kind of performance that will be evoked. Since occupations create part of the conditions necessary to shape performance, they have the power to tease out of a patient what may otherwise remain as latent or unrealised capacities. This is not a new idea to occupational therapists, but dynamic systems theory provides a contemporary means of articulating the dynamic role of occupation in performance. THE ROLE OF OCCUPATIONAL PERFORMANCE The second systems theme in the model is that the action or occupational behaviour of the human system is a central force in health, wellbeing, development and change. This idea begins with the recognition that the human system is not a static machine, but a dynamic and living system that requires constant maintenance and reorganisation. The whole human organism is forever unfolding and changing in time. Examples of this include the following: physical work sustains muscle strength; weight-bearing enhances the structural integrity of bone; the nervous system must process sensory information to selforganise; and cognitive processes are developed and sustained through interactions with the external world (Trombly, 1989; Katz and Ziv, 1992). In sum, the order or organisation that we find throughout the human system rests on the occupational behaviour of the system. This view turns traditional thinking upside down. That is, we are more accustomed to thinking of structures, such as the body or personality, as more permanent or tangible and behaviour as their consequence. The model of human occupation, however, emphasises that the human system is carried along and shaped by the nature of its occupational behaviour (see Fig.2). As the human system engages in action, that action or behaviour is imprinted on the human system. Another way of saying it is that, when human systems behave, they become, in