PÅ JOB MED JUNGLELOVEN

Transkript

1 APRIL 2015 # UFORMELT ARBEJDE FISKEREN: Sammen er vi stærke DAGLEJEREN: Chefens ros lige så godt som fast job FRISØREN: Nu bestemmer jeg selv PÅ JOB MED JUNGLELOVEN MAGASINET OM FAGBEVÆGELSEN I UDVIKLINGSLANDENE

2 MAGASINET OM FAGBEVÆGELSEN I UDVIKLINGSLANDENE APRIL 2015 Ulandssekretariatet er den danske fagbevægelses udviklings- og bistandsorganisation. Vi samarbejder med fagbevægelsen i Asien, Latinamerika, Afrika og Mellemøsten for at fremme demokrati og rettigheder, forbedre arbejdsmiljø, styrke arbejdsmarkedet og bekæmpe fattigdom. PÅ FORSIDEN Francis Yeaneth González Gutiérrez 24 år, fra Nicaragua Sælger søde brød til de rejsende ved en busterminal. Gik ud af skolen efter 8. klasse. Har tre piger på 1, 3 og 6 år. Bor sammen med sin mand, der arbejder som chaufførmedhjælper for Coca Cola. De bor i alt 9 mennesker i en lejebolig. Tjener på normal dag cirka 87 kroner, på en god dag 125 kroner. Har ingen muligheder for at spare op. Er en del af den uformelle økonomi og ikke medlem af en fagforening. FACTS OM UFORMELT ARBEJDE UFORMEL ØKONOMI det lyder tørt, men bag den tekniske betegnelse gemmer der sig millioner af mennesker, som hver dag arbejder uden for love, overenskomster og regler. Det kan være svært at forstå for os i Danmark, hvor vores samfund, arbejdsmarked og liv er ordnet af love og aftaler men faktisk arbejder det meste af jordens befolkning i den uformelle økonomi. Mange i den uformelle økonomi er ikke uddannet til deres jobs. De arbejder til dårlig løn eller dårlige arbejdsvilkår ofte i forurenende virksomheder. Eller de arbejder som daglejere, gadesælgere eller tjenestefolk. De betaler ikke skat, de har få rettigheder, og deres sociale sikkerhedsnet består ofte kun af deres egen familie. Det betyder, at de er sårbare blandt andet over for sygdom, uro i samfundsøkonomien og myndigheders luner. Fagbevægelsen har adgang til både arbejderne i den uformelle økonomi, arbejdsgivere og regeringer. Derfor er det vigtigt, at fagbevægelsen får støtte til sit arbejde med at etablere sociale sikkerhedsnet, sundhed og nye arbejdspladser til de mange mennesker, der er strandet i den uformelle økonomi. I dette magasin kan du møde nogle af de mennesker i udviklingslandene, som har været en del af den uformelle økonomi, og som med få, enkle tiltag og fagbevægelsens hjælp er på vej over i den formelle økonomi og dermed forbedrer deres tilværelse og er med til at gøre samfundet rigere. God læselyst. Marie-Louise Knuppert LO-sekretær Formand for Ulandssekretariatet Bente Sorgenfrey Formand for FTF Næstformand for Ulandssekretariatet 2 #ULAND APRIL 2015 Indhold UDGIVER: Ulandssekretariatet, Islands Brygge 32D, 2300 København S TELEFON: mail@loftf.dk, ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: Mads Bugge Madsen REDAKTION: Jacob Rosdahl (redaktør), Katrine Dichmann Christophersen og Carsten Flint Hunneche FORSIDEFOTO: Katrine Dichmann Christophersen GRAFISK TILRETTELÆGGELSE: EN:60, en60.dk TRYK: KLS Oplag: Ulandsmagasinet er produceret med støtte fra Danida ISS N Facts om uformelt arbejde 4 Guld i det grønne vand Rejehøst i Honduras 6 Sammen er vi stærke Kokke og fiskere i Burundi 8 Daglejer i betonen Nul jobgaranti i Rwanda 10 Havmænd i farver Gopler give penge 14 Estrelitas salon Hårspray og hårdt arbejde No. 001 KLIMA-NEUTRAL TRYKSAG FOTO: CARSTEN SNEJBJERG FOTO: KATRINE DICHMANN CHRISTOPHERSEN HVEM LAVER UFORMELT ARBEJDE? Mindst 2 milliarder mennesker arbejder i den uformelle økonomi. I nogle lande kan det være helt op til mellem 75 og 90 procent af arbejdsstyrken. Det er ofte fattige, både mænd, kvinder og børn, som arbejder uformelt. HVAD ER UFORMELT ARBEJDE? Den uformelle økonomi dækker mange slags arbejde, som ikke er reguleret af love og regler.det optræder ikke i statistikker, og det er svært at vide, hvor stor den uformelle økonomi faktisk er. I u-landene arbejder mange i den uformelle økonomi i landbruget på familiens jord, som skraldesamlere, gadehandlere fx sælgere af cigaretter, tyggegummi eller kuglepenne stykvis frisører, daglejere, vagtmænd eller de udfører småreparationer Danske unge på marked i Tunesien: Lukas Martin eller husligt arbejde. Mange i den uformelle økonomi har sådan set rigtige jobs som fiskere, håndværkere eller fabriksarbejdere men uden minimumsløn, beskyttelse og rettigheder. HVORFOR SKAL DET AFSKAFFES? Mennesker i den uformelle økonomi har ingen sociale sikringsordninger. Et brækket ben kan betyde, at de synker ned i dybere fattigdom. De har ikke adgang til vand, sundhed, skole eller sikkerhed. De har ofte ingen papirer og mange findes faktisk ikke som det, man kalder en juridisk person. Men den uformelle økonomi betyder også, at samfundet går glip af skatteindtægter og har endnu sværere ved fx at lave sociale sikkerhedsnet. Jo større den uformelle økonomi er, desto stærkere regerer DET ER EN OND CIRKEL Nogle virkede helt fortabte. Det gjorde et kæmpe indtryk. Deres udtryk i ansigtet de havde mistet håbet på, at noget godt skulle ske i deres liv. Sådan siger Lukas, der er pædagog-studerende og som sammen med andre danske, fagligt aktive unge besøgte Tunesien sidste år. Her mødte de blandt andre gadesælgere på de store markeder, som er en stor del af den uformelle økonomi. Martin, en ung HK er, var også med turen: Der var en mand, som havde en akademisk uddannelse i geografi, men han kunne ikke finde arbejde, så nu solgte han lidt tøj og stof og skoletasker, som han gik rundt med på en træplade. Han sagde helt køligt at han ikke havde nogen fremtid. Det gjorde mig meget trist. jungleloven. Det medfører stor ulighed, mangel på ordentlige forhold og anstændigt liv for det store flertal. DET GØR DEN DANSKE FAGBEVÆGELSE Fagbevægelsen i Danmark arbejder gennem Ulandssekretariatet i u-landene, hvor mennesker i den uformelle økonomi bliver hjulpet over i den formelle, fx ved at organisere sig eller lære nye kvalifikationer. På det politiske plan er dansk fagbevægelse med til at få den internationale arbejdsorganisation (ILO) til at lave en række anbefalinger til verdens lande, som i sidste ende skal hjælpe mennesker i den uformelle økonomi. Det sker i samarbejde mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og regeringer. n Markedet, hvor gadesælgerne står, er levende med masser af mennesker, støj, farver, råb og prutten om priserne. Men det er jungleloven, der hersker. En gadesælger skal som regel betale et selvbestaltet kartel måske en forbryderbande for en god plads. Og sælgerne køber tit deres varer hos det samme kartel og måske er det smuglergods. Det betyder, at en fattig næsten aldrig kan gøre sig håb om at tjene penge nok til en bedre fremtid. Lukas fortæller: Man kunne direkte se på markedet, hvad den uformelle økonomi betyder. Gadesælgerne har ingen forsikring. De er meget udsatte, hvis de bliver syge. Alle pengene på markedet bliver ført udenom staten, og det forhindrer igen staten i at gøre noget ved problemerne for de udsatte mennesker. Det er ond cirkel. n 3

3 GULD I DET GRØNNE VAND Nicaragua FActs om Nicaragua Nicaraguas areal er kvadratkilometer. Hovedstad: Managua 5,8 million indbyggere 42,5 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen Nicaragua eksporterer kaffe, bananer, sukkerrør, ris, bønner, tobak og skaldyr, deriblandt rejer Dany Yamileth Gonzales 30 år. Enlig mor med 2 børn. Dany bor i fiskerbyen Puerto Morazãn, hvor hendes familie har levet af fiskeri i tre generationer. Maria Eugenia Ordoñez 37 år. Enlig med en datter på 13 år. Maria arbejder som den eneste på fuld tid i kooperativet og står for den daglige fodring af rejerne og vedligeholdelse af rejebassinet. En fjollet ide med at opdrætte småkravl, som allerede findes i naturen, tænkte de først. Men en lille rejefarm viste en vej ud af fattigdom for en håndfuld kvinder i Nicaragua. Rejerne høstes med en maskine, som kvinderne selv har bygget af genbrugsmaterialer. TEKST OG FOTO: KATRINE DICHMANN CHRISTOPHERSEN Vi besøger reje-kvinderne i fiskerbyen Puerto Morazán en meget varm lørdag. Solens stråler stikker i hovedbunden. Der er helt vindstille. Og sveden pibler frem på panden, da vi står og ser ud over det store grøngrumsede bassin. Nede under overfladen myldrer millioner af rejer rundt. I starten var jeg meget skeptisk over for fagforeningens ide om at opdrætte rejer. Jeg syntes, det var fjollet at opdrætte noget, der allerede findes i naturen. I dag kan jeg slet ikke forstå min skepsis, for det er jo blevet en stor succes, fortæller Dany Gonzales (30). Hun er formand for reje-kooperativet og har været det siden begyndelsen seks år tidligere, hvor fiskeriforbundet CNTMLAC lancerede ideen om at opdrætte rejer på et møde i landsbyen. Puerto Morazán ligger i den allernordligste del af Nicaragua i Mellemamerika. Det er en lille fiskerby, og det er her, at den lokale fagforening for fiskere fik ideen til at opdrætte rejerne i en slags dambrug. Der er 12 kvinder i reje-kooperativet, og der er gode penge i småkravlet. Børnenes skolegang, hospitalsregninger og afbetaling på lån er blot noget af det, kvinderne har fået råd til ved at sælge rejer. De fleste medlemmer er fraskilte kvinder, som er en af de mest udsatte grupper i samfundet. NY TRO PÅ FREMTIDEN Maria smider garnet i og fisker et par gennemsigtige rejer op, som hun stolt viser frem. Ved første øjekast er det svært at forstille sig, at de små sprællende rejer gi- dobbelt så stor risiko I Nicaragua har kvinder dobbelt så stor risiko end mænd for at blive ramt af såkaldt skjult arbejdsløshed, hvor man hverken har fuldtids arbejde eller er 100% arbejdsløs. Det betyder, at rigtig mange kvinder arbejder i den uformelle økonomi. I øvrigt har kvinder haft en stor rolle at spille i kampen for bedre arbejderrettigheder i Nicaragua. Kilde: Ulandssekretariatets Arbejdsmarkedsprofil om Nicaragua Rejeproduktion: Fra små æg til en god forretning Rejerne på billedet er et par måneder og vejer tre gram. Når rejerne vejer 16 gram, er de klar til salg. Kvinder høster rejerne to gange om året. Fangsten foregår ved, at et kæmpe fiskenet presser alle de store, salgsklare rejer mod enden af rejebassinet, hvor kvindernes hjemmebyggende rejehøstmaskine venter på at pumpe rejerne op. Halvdelen af indtægten fra rejerne går til kvinderne selv. Den anden halvdel går til en fælles opsparing i kooperativet, der skal betale for rejefoder, strøm, fiskenet og på sigt udgravningen af et nyt bassin. ver kvinderne en bedre fremtid. Men man må ikke tage fejl. Rejerne har betydet, at alle kvinderne i dag har en opsparing, hvor de hver især sætter 200 Cordobas (ca. 49 kroner) ind om ugen. Dany fortæller videre: Umiddelbart lyder det måske ikke af så meget. Men for mig har pengene fra rejerne gjort, at jeg kan sende begge mine børn i skole, selvom jeg er enlig mor. I dag har jeg en opsparing, så nu har jeg penge til at betale uforudsete ting som hospitalsregninger og småforbedringer på huset. Udgifter, som jeg tidligere var tvunget til at optage lån for at kunne betale. De andre kvinder nikker. Også deres økonomi er sikret af indtægterne fra rejerne, og det har givet kvinderne en fornyet tro både på fremtiden og på sig selv. STØRRE BASSIN PÅ VEJ Kvinderne stopper ikke her. De er allerede i fuld sving med at udvide bassinet fra 12 til 20 hektar, så de kan øge indtjeningen. Og Dany er optimistisk: Jeg er ikke længere skeptisk. Nu ved vi, at der er guld i det grønne vand, og derfor skal vi også nok få gravet bassinet ud. n 4 #ULAND APRIL 2015 #ULAND APRIL

4 SAMMEN ER VI STÆRKE KOK FOR PRÆSIDENTEN I Burundi har to forskellige grupper indset, hvor værdifuldt det er at stå sammen og lære nyt. TEKST OG FOTO: ALAIN CHRISTOPHER NDAYISHMIY Det var alles kamp mod alle en hård branche, siger Pascal Ndihokubwayo (25). Han forklarer, hvorfor det er så hårdt at arbejde som hushjælp i hans tilfælde kok på daglejervilkår. Vi forhandlede med kunderne hver for sig. Og hver mand tænkte kun på sig selv. Ofte lavede man aftaler om at dumpe priserne bag om ryggen på de andre. Det har ændret sig nu. Faktisk har Pascals kooperativ lavet mad til Burundis præsident, da han besøgte Mutumba. En opgave, ingen kok i den uformelle økonomi ellers ville kunne løfte alene. For fem år siden var Pascal og ni andre kokke i byen Mutumba i Burundi medlemmer af en meget løs forening kaldet Hushjælpere i Mutumba, men de kunne ikke finde ud af at stå sammen. De ældste medlemmer tog som regel de bedste opgaver, og der var ingen aftaler om priser på det arbejde de udførte. For to år siden foreslog forbundet COSYBU ( LO i Burundi), at de organiserede et rigtigt kooperativ. Vi fattede til at starte med overhovedet ikke ideen med at stå sammen, fortæller Pascal. KVINDEARBEJDE Vi tjente jo sådan set lidt penge, men der var godt nok hård konkurrence. Jeg tror også, at vi led af et slags mindreværdskompleks. At lave mad er et arbejde for kvinder her i Burundi, og det med at organisere sig var noget for folk med uddannelse, fortæller Kabura Venerand. Han er tillidsmand i den fagforening, som organiserer omkring 100 hushjælpere, hyrder, kokke og vagtmænd i Mutumba en udløber af det lille kooperativ, som Pascal var med i. Det viste sig hurtigt at være mere indbringende at arbejde sammen end at kæmpe Vi fattede ikke ideen med at stå sammen Pascal 4-12 kr om dagen COSYBU (Confédération des syndicats du Burundi) (Burundis LO) støtter Agro-Foods Federation og kooperativet i Mutumba. COSYBU har bl.a. arbejdet på at hjælpe arbejderne i den uformelle økonomi. Det anslås, at 90 procent af arbejdsstyrken i Burundi arbejder i den uformelle økonomi. Lønningerne varierer fra cirka 4 til 12 kroner om dagen. Kilde: Ulandssekretariatets Arbejdsmarkedsprofil for Burundi mod hinanden. Som gruppe blev kokkene mere synlige, og det gav mere og mere arbejde til dem alle sammen. Og så en dag kom der et offentligt udbud: præsident Pierre Nkurunziza og hans følge skulle på officielt besøg i Mutumba. Pascal og kooperativet vandt licitationen. Under middagen med præsidenten var hver og en af os lige så nervøse, som vi var spændte. Et enkelt fejltrin ville have gjort det af med vores ry som gode kokke. Vi kunne nemt være endt bag tremmer, hvis alle VIP-gæsterne havde fået madforgiftning! Gudskelov gik alting perfekt, og da dagen var omme, blev vi belønnet rigeligt, siger Venerand med et suk af lettelse. Næste skridt er at få lært mere om, hvordan fødevarer opbevares bedst i det tropiske klima og måske få en sundhedsarbejder tilknyttet, som kan kontrollere om maden er frisk. n IC NU KNASER REBECCAS xxxx FISK IKKE MERE Friske fisk blev spredt ud på stranden direkte på sandet. På den måde blev de tørret i solen. Problemet er, at fiskene kun kan holde sig en dags tid hvis man altså er heldig. Det er ikke særlig godt for maven at spise soltørret fisk. Og der er et åbenlyst problem: det knaser gevaldigt mellem tænderne, når man spiser fisken. Sådan behandlede Inamahoro Rebecca (46) og de andre kvinder fisken før i tiden, når den blev landet på stranden i Gitaza-området 27 km fra Bujumbura, som er hovedstaden i Burundi. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle behandle fisken ordentligt. Derfor stod vi efter næsten hver eneste arbejdsdag med et restlager, som vi ofte var nødt til at tage med hjem som mad til vores familier. Eller vi solgte dem til foræringspris. Næste dag gentog det hele sig, forklarer Rebecca. LAD OS STØTTE HINANDEN Rebecca og de andre fiskerkoner fik tilbage i 1998 en lys idé. Når mændene kom ind med fiskerbådene og lasten fuld, gik kvinderne ned på stranden og købte fisk. Ideen var at sælge fisken videre og dermed skaffe sig en indtægt. De dannede et kooperativ og navngav det Dushigikirane. Det betyder Lad os støtte hinanden på det lokale sprog. Problemet var bare, at kvinderne kun kendte til de ældgamle metoder med at tørre fisk direkte på sandet og så ellers bare håbe på, at de kunne få solgt fiskene. Hvis de havde fisk tilbage ved fyraften, måtte de så at sige æde deres egen investering. Men i 2005 skete der noget vigtigt for Rebecca og andre på stranden. Agro-Foods Federation blev stiftet og begyndte at tage initiativer i den uformelle økonomi i Rebeccas distrikt til glæde for Rebeccas kooperativ, da det blev udvalgt til et projekt, som handlede om samarbejde, organisering og skabe værdi i flere led af kæden fra fangst til middagsmad. LAV SOCIAL STATUS Agro-Foods Federation tilbød at uddanne kooperativets medlemmer i at tørre og ryge fisken og i at opbevare den, så den ikke XX Salget røg i vejret fra den ene dag til den anden Rebecca Burundi FActs om burundi Land i øst/centralafrika, grænser op mod Rwanda, DR Congo og Tanzania. Landet er halvanden gange mindre end Danmark. Hovedstaden hedder Bujumbura. Ca. 9 mio. indbyggere, hvoraf tre fjerdedele lever under fattigdomsgrænsen. Burundi er verdens 10. fattigste land. Forventet levealder: 51 år. Årlig indkomst pr. indbygger: kr. I Burundi taler de fleste Kirundi, og det officielle sprog er fransk. En borgerkrig rasede , og det menes, at op mod mennesker blev dræbt. Mange døde i etniske udrensninger mellem hutuer og tutsier, som i det mere kendte folkemord i nabolandet Rwanda. blev fordærvet så hurtigt. Det sker med enkle og billige metoder. For eksempel gælder det om at ryge fisken ved den rette temperatur og at sprede fisk ud på net i stedet for direkte på sandet. Fisken blev sundere og mere appetitlig. Og problemet med restlageret forsvandt. Men det er ikke kun selve behandlingen af fisken, Rebeccas lille kooperativ er blevet klogere på. De har også oprettet en spare/ lånegruppe, som er en slags mini-bank eller kreditforening, hvor både medlemmer og udenforstående kan låne penge til en fornuftig rente. Gruppen sparer også op, og hver anden måned udbetales opsparingen. Oveni kommer så en slags social forsikringsmodel, som er støttet af den burundiske regering. Vi troede aldrig, vi kunne få lov til få sådanne ting på grund af vores lave sociale status. Vi var en del af den uformelle økonomi, og privilegier plejede at være noget for de højere, uddannede klasser i de store byer ikke fiskedamer som os, siger Rebecca, som også fortæller, at gruppens store drøm er deres egne fiskerbåde. n 6 #ULAND APRIL 2015 #ULAND APRIL

5 Jeg har været meget heldig at få det her job. Og jeg arbejder alle de timer, jeg kan. Innocent Innocent Ndeze 19 år. Søn af småbønder Ældste barn af seks søskende Har arbejdet to år som bygningsarbejder. Tjener cirka 40 kroner om dagen. Arbejder mindst ni timer dagligt Rwanda FActs om rwanda Rwandas areal er på kvadratkilometer lidt mindre end Jylland. Hovedstad er Kigali. 12,3 mio. indbyggere. 90 procent arbejder i landbruget. 42 pct. af befolkningen er under 14 år. Rwanda er en af Afrikas såkaldte løveøkonomier med en vækst på 7,5 procet om året. Eksporterer primært kaffe, te og tin. En million mennesker blev dræbt i folkemordet i Rwanda i Venancie Mukanbori 32 år. Alenemor til 2 børn Ufaglært daglejer TEKST OG FOTO: LENE FRØSLEV DAGLEJER I BETONEN Arbejdsmarkedet i Rwanda 94 procent arbejder i den uformelle økonomi. Der er 36 fagforeninger. Den største hovedorganisation er CESTRAR med medlemmer. Der findes kun tre overenskomster i landet Der findes ingen minimumsløn. Laveste løn er på cirka 10 kroner om dagen. Kilde: Ulandssekretariatets arbejdsmarkedsprofil for Rwanda. 9 timers arbejde på en byggeplads. Til 40 kroner om dagen. Men Innocent føler sig heldig. Han har nemlig et arbejde, og når værkføreren roser ham, er det lige så godt som en kontrakt, synes han. Gummistøvlerne er to numre for store og tunge af våd beton, men 19-årige Innocent Ndeze skridter med lethed hen ad den ujævne jordvej på byggepladsen. Han undgår at træde på bunkerne af stålwirer og brædderne med lange, rustne søm og styrer direkte mod pladsens betonblander. Inocent er daglejer på en stor byggeplads med 400 ansatte i Rwandas hovedstad, Kigali. Den bedste byggeplads i landet, siges det. I dag er han på støbeholdet i det sjak, der lægger gulvet i stueetagen til et kommende indkøbscenter i ni etager. Jeg har været meget heldig at få det her job. Og jeg arbejder alle de timer, jeg kan, siger Innocent, mens han gør klar til at starte den lille generator, der sørger for strøm til at komprimere betonen. Han vader systematisk rundt i den grå masse, mens en halv snes lidt ældre mænd kører slalom mellem armeringsjern med trillebørfulde af nye forsyninger våd beton. 40 % AF DE UNGE ER ARBEJDSLØSE Kigali boomer med nybyggeri, og dermed jobs til Rwandas ungdom. Det er også tiltrængt, for op mod 40 procent af de unge mellem 15 og 32 år er arbejdsløse. Mange må hutle sig igennem livet med både to og tre småjobs og lange arbejdsdage til en ringe betaling, uden løn under sygdom, uden ferie og uden garanti for at have arbejde i morgen. Det gælder også Innocent. Han arbejder mindst ni timer hver dag, og det sker tit, at han tager overarbejde og giver et nap med på byggepladsen i weekenden. Det giver ekstra penge i lønningsposen, og når man arbejder hårdt, så er chancen for at beholde jobbet størst. Jeg tjener RwandaFranc om dagen (cirka 40 kroner), men når jeg arbejder i weekenden, så får jeg dobbelt betaling, fortæller en stolt Innocent, der får sin løn udbetalt i kontanter hver eftermiddag. INGEN GARANTI FOR ARBEJDE I MORGEN Han har ikke nogen kontrakt, så han kan ikke være sikker på, at der er arbejde til ham den følgende dag. Og bliver han syg, så er det bare ærgerligt - for en daglejer gælder det, at der ikke er betaling, hvis der ikke arbejdes. Men det tænker Innocent ikke på, for han er ung og stærk. Når han giver den en ekstra skalle og lader være med at stjæle eller lave ballade, så skal der nok være job til ham de næste par år. Det har værkføreren selv lovet ham - så det må vel være næsten lige så godt som en kontrakt, mener Innocent. Jeg var så heldig at en af mine venner fik job her på byggepladsen, og han skaffede mig ind. Det er to år siden, og nu er jeg en af de erfarne. Om et par år kan jeg måske blive en fundi (swahili for dygtig håndværker) en af de bedste på byggepladsen, håber han. OPSPARING OG ULIGELØN I Rwanda har man ingen formel håndværkeruddannelse, men fagbevægelsen arbejder for et registreringssystem, så den enkelte kan få et bevis for sin kunnen. Innocent er den ældste i en søskendeflok på seks fra det sydøstlige Rwanda. Han ville bare væk fra forældrenes fattige kår på landet, og med jobbet på byggepladsen har han formået at spare op til at kunne bygge et lille hus med fire rum i forældrenes hjemby. Rummene er indrettet til små butikker, som han lejer ud og dermed skaffer sig en ekstra indtægt. Så om nogle år vil han måske have råd til at gifte sig med sin kæreste, Belilze. Så heldige er det ikke alle, der er. Venancie Mukanbori er en af de få kvinder på byggepladsen. Hun er også ufaglært daglejer, men tjener 25 procent mindre end Innocent, selv om hun er 32 år og alenemor til to børn. Alligevel er hun tilfreds, for byggepladsen her er trods alt en af de bedste i landet, og selv om arbejdstøjet ikke altid passer i størrelsen og måske er lidt laset, så overholder ledelsen loven og sørger for, at alle har beskyttelseshjelme. KONTRAKTER I SIGTE Både Innocent og Venancie er medlemmer af byggearbejdernes fagforening STECOMA (Syndicat des Travailleurs des Enterprises de Construction, Menuiserie et Artisanat). Her arbejder ledelsen på højtryk for at få afskaffet daglejersystemet og få de op mod ansatte i Rwandas byggebranche ind i formelle jobs med rigtige kontrakter og sociale sikkerhedssystemer. I dag har vi ingen stabile jobs med anstændige løn- og ansættelsesvilkår, siger generalsekretæren for STECOMA, Evarista Habyarimana. Men vi håber, at vi i 2017 kan få en aftale med regeringen og arbejdsgiverne om, at alle ansatte får en skriftlig kontrakt. n 8 #ULAND APRIL 2015 #ULAND APRIL

6 HAVMÆND I FARVER Gopler skaffer jobs og penge >> 10 #ULAND APRIL 2015 #ULAND APRIL

7 >> Honduras Nu har jeg råd til at gå ud og danse Yarlen FActs om Honduras Honduras areal er på kvadratkilometer mere end dobbelt så stort som Danmark. Hovedstad er Tegucigalpa. 8,6 mio. indbyggere. 52 pct. bor i større byer. 50 pct. af befolkningen er under 19 år. Honduras er det næstfattigste land i Latinamerika. 65 pct. lever under fattigdomsgrænsen. Landet har verdens højeste antal drab pr. indbygger. Honduras er transitland for narkotikasmugling mellem Latinamerika og USA. De fattige fiskere har fået arbejde og øget velstand fra en kant, de aldrig selv i deres vildeste fantasi havde forestillet sig: Vandmænd! TEKST: CARSTEN FLINT HUNNECHE FOTO: CARSTEN SNEJBJERG Yarlen og Merisi har fået arbejde med at vaske, blege og salte de farvede vandmænd. Det har ændret deres liv. I strandkanten tegner en klynge travle personer en silhuet mod den nedgående sol. Havet ligner orange sorbet denne sene eftermiddagstime. Med rytmiske bevægelser rører arbejderne rundt i nogle store, blå plastiktønder. Hver blå tønde rummer et mærkeligt,syret, farverigt, næsten psykedelisk syn. Hundredevis ja, tusindevis af vandmænd skvulper rundt. Det er dagens sidste fangst. Ved en af de blå plastiktønder står to yngre kvinder og smiler genert. Yarlen rører rundt med en forvokset grydeske i gople-suppen, mens Merisi tager sig et kort hvil. De er kusiner. De har begge bredskyggede cowboy-hatte på til at skærme mod den brændende sol, som de er udsat for en stor del af arbejdsdagen. Vandmændene har ændret deres liv. Merisi fortæller, det er forholdsvis nyt for dem begge at arbejde i det, der kunne kaldes gople-industrien i Honduras. Hun er 21 år og har arbejdet med gopler for sin onkel i snart fire måneder. Før havde jeg intet arbejde, for der er ikke noget at få her i Kaukira, siger hun, det er helt nyt for mig at kunne tjene penge og bidrage til min families husholdning. Hun bor ligesom de fleste andre i Kaukira med sin storfamilie i en træhytte på pæle med to rum - et fælles soveværelse og et køkken. Merisi har hvilet ud og overtager fra kusinen. Hun tørrer svedperlerne af panden. Yarlen er 16 år og har arbejdet på stranden i fem måneder. Hun er godt tilfreds med arbejdet. Der er en god stemning her nede ved stranden, og arbejdet er ikke hårdere, end at vi kan snakke sammen. Hun retter med en let bevægelse på hatteskyggen og fortæller med stolthed i stemmen: Denne hat har jeg købt og betalt for mine egne penge, og jeg har nu også råd til en gang imellem at gå ud at danse og byde mine veninder på en sodavand eller en øl. EN KINESER KOM FORBI Pigerne arbejder i en slags forarbejdningshal eller skur som er bygget af planker fra den nærliggende mangroveskov. Man rejser et træskelet på stranden, som overdækkes med blå presenning. Lavpraktisk og effektivt. Det seneste år er der skudt mere end 60 af de her sammenflikkede forarbejdningssteder op på de mange kilometer sandstrand langs det Caribiske Hav. Byen Kaukira er én lang hovedgade, som minder om noget fra en western-by. Rundt om ligger små marker med bananer og kokosnødder. Det er et lille samfund, som består af bønder og fiskere - samt dykkere, der henter hummere op fra dybderne til de nordamerikanske middagsborde. Men en dag kom vandmændene ind i billedet. Det begyndte med en driftig kinesisk handelsrejsende, som aflagde det lille samfund et besøg. Han var udsendt af et canadisk fiskefirma, men til alles store overraskelse var han ikke interesseret i hummerne men de millioner af gopler, som findes i havet. Gopler er nemlig en delikatesse i Kina og andre steder i Asien NYE JOBS En forarbejdnings- og udskibningsfabrik blev hurtigt bygget på indersiden af tangen, og der blev indgået de første aftaler med fiskerfamilier om fangst og forarbejdning af goplerne. I starten var det kun seks familier, men nu er mere end 100 familier med til at fange, vaske og salte goplerne. Somme tider går to eller tre familier sammen om ét forarbejdningssted for på den måde at deles om udgifterne. Der arbejder typisk 4-6 familiemedlemmer fast året rundt ved hvert forarbejdningssted, og dertil kommer dem, som er på havet for at fange goplerne samt løsarbejdere, der finder beskæftigelse, når det er højsæson. Vandmændene har skaffet cirka nye jobs i alt. Fiskerne var i forvejen organiserede i Associación de Pescadores, som er medlem af hovedorganisationen CUTH. Ulandssekretariatet og dansk fagbevægelse har gennem en lang årrække støttet CUTH i dens bestræbelser på at skabe bedre forhold indenfor blandt andet fiskerierhvervet. Det er tanken, at alle der arbejder med gopler også skal organiseres som fiskerne. n Goplens vej fra Honduras til Kina 1 Goplerne fanges af små fiskerbåde i net nær kysten. 2 Når goplerne er landet, bliver de vasket i de blå tønder på stranden. Der røres konstant rundt og vandet skiftes. 3 Hoved og fangarmene skilles fra goplens krop. 4 Goplerne ligger i blegemiddel i 24 timer. Farver, stærke smagsstoffer og gift (som i brandmænd) forsvinder. 5 Goplerne ligger i saltlage i store kar. 6 Fragt til fabrikken, hvor pris og kvalitet fastsættes. 7 Goplerne bliver til sidst sendt med store skibe til de kinesiske middagsborde. 12 #ULAND APRIL 2015 #ULAND APRIL

8 Filippinerne ESTRELITAS SALON Klip, klip, klip. Estrelita Mirabueno klipper hurtigt og rutineret kundens tånegle i takt til de asiatiske rytmer, der sammen med duften af neglelak, hårspray og billig, krydret parfume fylder den lille skønhedssalon i den nordlige del af Manila. Estrelita arbejder i salonen 12 timer seks dage om ugen. Klip, klip, klip. Tånegle, hår og bryn. TEKST OG FOTO: KATRINE DICHMANN CHRISTOPHERSEN Fabelagtige Jeg kan virkelig godt lide mit arbejde, og så er det jo fantastisk, at jeg samtidig tjener penge på det. Estrelita Estrelita T. Mirabueno 32 år. Gift og har 2 børn en pige på 3 år og en dreng 5 år, der snart skal starte i skole. Estrelita og hendes familie deler hus med Estrelitas mor og far og tanten, der passer børnene, når Estrelita arbejder i salonen. Der er fælles toilet i gården. Estrelita og hendes mand arbejder begge i den uformelle økonomi og er derfor uden nogen form for social sikkerhed. Metalklokken over døren bimler heftigt, hver gang kunderne går ud og ind af skønhedssalonen. Der er gang i den lille forretning, der snildt kan have kunder på en dag selv når regntiden hærger Filippinerne. I dag kan jeg tilbyde kunderne lige det, de ønsker. Det er godt for forretningen, og så gør det mig super stolt, siger Estrelita glad, mens hun med elegante neglelak-strøg lægger sidste hånd på den mandlige kundes tånegle. For i Filippineren får både mænd og kvinder jævnligt ordnet neglene. Der er prestige i at have velplejede fødder. GRATIS KURSUS GAV BEDRE BUSINESS Estrelita T. Mirabueno udskifter straks negleklipperen med en saks og gør hastigt klar til næste kunde i køen, mens hun fortæller, at hun nu har arbejdet halvandet år her i sin mors skønhedssalon. Min mor har lært mig det mest basale, hvordan man klipper langt hår og sådan noget. Alt det andet lærte jeg på et kursus hos fagforeningen ACIW. Så nu kan jeg lave gelenegle, ekstensions, affarve hår på en skånsom måde og sætte kunstige øjenvipper på. Simpelthen ALT har jeg lært, siger Estrelita og smiler imødekommende til den unge pige, der netop har indfundet sig i den klargjorte stol og fået et grønt håndklæde viklet om halsen. FActs om Filippinerne Ø-stat i sydøst-asien. Består af cirka øer fordelt på kvadratkilometer. Der lever (anslået) 107 millioner mennesker i Filippinerne, heraf godt en fjerdedel under fattigdomsgrænsen. 72 år er forventet levealder. Årlig indkomst pr. indbygger: cirka kr. 95,4 procent over 15 år kan læse og skrive. De officielle sprog er filippino og engelsk. Desuden findes 12 regionale, officielle sprog. I 2013 raserede tyfonen Haiyan, som gjorde over halvanden million mennesker hjemløse. I 2014 deltog Estrelita sammen med 25 andre unge kvinder i et syv-dages kosmetolog-kursus, afholdt af fagforeningen ACIW (Association of Construction and Informal Workers), der er støttet af Ulandssekretariatet. Estrelita betaler ca. 30 kroner om året for at være medlem af ACIW. Klip, klip, klip. Sorte hårtotter daler i en lind strøm fra Estrelitas hurtigt dansende saks. ACIW lærte mig også at holde regnskab, og hvordan man yder en god service. For eksempel tilbyder vi i dag kunderne en kop kaffe eller te, mens de venter. Det betyder, at folk sætter sig ned og venter i stedet for blot at gå igen. DER ER PENGE I SKØNHED Saks, voks, hårtørrer og hårspray glider konstant ind og ud af Estrelitas hænder, mens hun forklarer, at hun på en god måned tjener ca pesos, hvilket svarer til omkring danske kroner. Og selvom en dårlig måned kun giver pesos (739 kroner), så er det stadig nok til, at Estrelita kan spare op. Det er kommet så mange gode forandringer, efter jeg fik det kursus. I dag har jeg et job, og jeg bidrager til husholdningen, så vi er ikke længere kun afhængige af min mands penge. Og det har givet mig større selvtillid og mere medbestemmelse. Nu har jeg også noget at skulle ha sagt i familien, siger Estrelita bestemt. Hvorefter hun resolut drejer frisørstolen rundt, så den unge pige, hvis hår i mellemtiden er blevet forvandlet til en asymmetrisk pagehårs-frisure, vender ansigtet mod den ventende pincet. Nu er det brynenes tur. Estrelita kniber munden sammen i dyb koncentration. Der er endnu mange timer til, at hendes 12 timers lange arbejdsdag er slut, og hun kan komme hjem til børnene. Men det bekymrer ikke Estrelita, der grinende fortæller, at hun også har private kunder på sin eneste fridag om ugen: Jeg er en workaholic! Men det er fordi, jeg synes, det er sjovt at lave hår og negle på folk. Jeg kan virkelig godt lide mit arbejde, og så er det jo fantastisk, at jeg samtidig tjener penge på det. n Fili-priser Det er billigt at blive skøn i Filippinerne. Her er Estrelitas priser: Klip: 30 pesos = 4,05 kr. Manicure/Pedicure: 350 pesos = 52 kr. Fod spa + massage: 250 pesos = 37 kr. Hår-extensions: 500 pesos = 74 kr. Stor ulighed Filippinerne har en af de største vækstrater i regionen, men en meget ringe fordeling af goderne. Mere end hver fjerde filippiner lever for under en dollar om dagen. 10 procent af de rigeste filippinere ejer over 80 procent af landets rigdomme. En undersøgelse foretaget af den internationale arbejdsorganisation (ILO) viser, at 43 % af arbejdsstyrken i Filippinerne tilhører den uformelle økonomi. Kilder:Ulandssekretariatets arbejdsmarkedsprofil for Filippinerne 14 #ULAND APRIL 2015 #ULAND APRIL

9 PÅ KANTEN I hvert fald 2 milliarder mennesker verden over arbejder på kanten af arbejdsmarkedet. De knokler hver dag fra morgen til aften men deres vilkår er elendige, og deres arbejde tæller ikke som officielt. De udfører uformelt arbejde er en del af den uformelle økonomi. Arbejdere i den uformelle økonomi har jobs som fx bygningsarbejdere, fiskere, frisører, landarbejdere, minearbejdere, gadesælgere, skopudsere, taxichauffører, skraldesamlere, bude, vagtmænd, stuepiger, kokke osv. De har ofte ingen sygeforsikring, ingen regler om arbejdsmiljø, arbejdstid, ferie eller kontrakter og lever i lande, hvor de ikke er dækket ind af sociale sikkerhedsnet. I mange udviklingslande svarer den uformelle økonomi til halvdelen af bruttonationalproduktet (BNP). I visse lande er mellem 70 og 90 procent af arbejderne en del af den uformelle økonomi. FOTO: KATRINE DICHMANN CHRISTOPHERSEN