KINABLADET NR. 55 Ingen gadefejer uden studentereksamen... 3 Nye regler for migrantarbejderes ophold i Hangzhou

Transkript

1 NR. 55 EFTERÅR 2012

2 KINABLADET udgives af Dansk-Kinesisk Forening og udkommer fire gange om året (marts, juni, september og december). Foreningens medlemmer får bladet tilsendt gratis. Et årsabonnement på bladet uden medlemskab koster 250 kr. Kinabladet er medlem af Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter. Dansk-Kinesisk Forening er af Københavns Kommune godkendt som en folkeoplysende forening. Redaktion: Flemming Ytzen (ansvarshavende) Fremtidsvej 9, 2860 Søborg Hanna Leanderdal, Jette Mechlenburg, Bent Nielsen, Gert Holmgaard Nielsen, Flemming Poulsen, Claus Seiden, Pia Sindbjerg, Henrik Strube. Layout: Gert Holmgaard Nielsen DANSK-KINESISK FORENING blev stiftet 25. januar Dens formål er at være samlingssted for alle med interesse for Kina samt at formidle oplysning om Kina. Vedtægter, indmeldelse og abonnementstegning ved henvendelse til sekretæren. Hjemmeside: Formand: Jette Mechlenburg Kolding Landevej 43, 7000 Fredericia Tlf Sekretær: Kirsten Becker Hansen Tranegårdsvej 64, 1.tv Hellerup Danske Bank Mødegruppen: Kjeld A. Larsen, Helle Willum Jensen, Medlemskontingent: Enkeltmedlemmer kr. Parmedlemmer kr. Pensionister og studerende kr. Pensionistpar kr. Kollektivt medlemskab kr. ISSN Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri KINABLADET NR. 55 Ingen gadefejer uden studentereksamen... 3 Nye regler for migrantarbejderes ophold i Hangzhou Behov for mange nye plejehjem... 4 Danske virksomheders håb om store byggeprojekter i Kina Nu er det slut med bestikkelse og aftalt spil... 6 Kinas nye fodboldlederes løfte efter store retssager En udvist journalists afskedstale til Kina...8 Arabisk tv-stations udviste korrespondent om sit syn på Kina Tema: Kinas bløde magt Kinas vision: Harmoni på trods af forskellighed...10 Kinas mål er at skabe et innovativt samfund...13 Kinas vækst lægger en dæmper på kritik...16 Guidet tur gennem Kinas prekære historie Tegneserie-trilogien Et kinesisk liv afsluttet Nej, den får ikke hjertet til at briste Anmeldelse af romanen Under The Hawthorn Tree Siger farvel til samlebåndet En migrantarbejders søn vil hellere digte om migrantarbejderne Professor Gunnar O. Svane, Århus, er død Han oversatte bl.a. et 2000 år gammelt kinesisk kæmpeværk Beijing og København rykker tættere sammen Københavns overborgmester om Beijing som venskabsby Guldmedaljer, en statue og et hus til hver...25 Belønning til to kinesiske guldmedaljevindere i London 2012 Richang shenghuo Nyheder fra kinesernes hverdag Arrangementer...Bagsiden Efterårets møder i Dansk-Kinesisk Forening Forsiden Et medlem af Kinas hastigt voksende gruppe af ældre går igennem et Beijing, hvor der rives ned og bygges op igen. Også den kinesiske ældrepleje er under forandring, for Kinas ældre kan ikke længere forvente, at børnene har tid til at tage sig af dem i deres alderdom. Derfor har millioner af seniorborgere brug for en plads på et plejehjem. Dem er der blot alt for få af. Den kinesiske regering vil som noget nyt lade udenlandske firmaer bygge plejehjem i Kina, og danske entreprenører øjner et nyt marked. Læs artiklen Behov for mange nye plejehjem. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen). 2

3 ingen gadefejer uden studentereksamen Millionbyen Hangzhou i Zhejiang Provins er kendt som en af Kinas mest omsværmede turistbyer. Nu er Hangzhou også kendt som byen, der kun byder migrantarbejdere velkommen, hvis de har en studentereksamen. Kun med et eksamensbevis i hånden kan de få et bopælskort, der giver dem ret til at bo i byen, så de på lige fod med byens faste beboere kan nyde godt af sociale og andre goder, fx børns gratis skolegang. En studentereksamen er dog ikke nok til at få et bopælskort. Ifølge de nye bestemmelser, der trådte i kraft 1. juni 2012, skal migrantarbejderen kunne bevise, at han eller hun har fast arbejde og en blank straffeattest. Først når migrantarbejderen har haft et bopælskort i ni år, kan han søge om at få en by-hukou den endelige godkendelse som fast borger i byen. Karrikaturtegneren Cao Yi har på sin blog givet sin kommentar til de nye bestemmelser. Gadefejeren, en migrantarbejder, fejer migrantskraldet (migrantarbejdere fra landet, som ikke har nogen studentereksamen) ud i havet uden for Hangzhou. Det sker med et fejeblad, der, som det fremgår af den kinesiske påskrift, er lavet af migrantarbejderens studentereksamensbevis. I slutningen af 2011 havde Hangzhou 8,7 mio. faste indbyggere og knap fire mio. migrantarbejdere. De nye regler dæmper mange migrantarbejderes håb om at få en byhukou. Alene kravet om uddannelse hindrer mange migrantarbejdere i at få tilladelse til at bo i byen. Formålet med de nye krav er, siger tilhængerne, at sikre, at byens nye borgere er højtuddannede og talentfulde. Desuden hæver reformen migrantarbejderens status i samfundet. Modstandere af reformen siger, at kravene er diskriminerende og vil skabe en ny debat om hukou-systemets urimeligheder. Flemming Poulsen Kilder: China Media Project og Global Times/Arbejdernes Dagblad. 3

4 Hjælp til Kinas grå tsunami behov for mange nye plejehjem Den kinesiske regering har indbudt udenlandske firmaer til at bygge plejehjem til den voksende gruppe af seniorborgere. Danske virksomheder øjner nye muligheder efter en studierejse. Af Flemming Poulsen Man behøver kun at læse et par linjer i kinesiske (engelsksprogde) medier for at blive klar over, at det ikke står for godt til med omsorgen for Kinas millioner af ældre dem over 60 eller 65 år, i kinesiske medier ofte omtalt som seniorborgere: <> At 7000 ældre må vente på at få en seng på et plejehjem i Beijing viser, at antallet af ældre vokser hastigt, og at der er for få faciliteter til at dække deres behov. (China Daily ) <> På plejehjemmene er der kun plads til 1,8 pct. af Kinas ældre befolkning. (Nyhedsbureauet Xinhua ). <> Plejehjemmet No. 1 Wellfare House i Beijing råder over 1100 senge, men en borger, der søger om en plads nu, må vente i ti år, før der er en ledig seng. (China Daily ). I følge folketællingen i 2010 var der 119 mio. borgere over 65 år. Det tal vil, ifølge China Daily, vokse med 3,8 pct. om året, så der i 2035 vil være 280 mio. ældre borgere. Denne grå tsunami er en udfordring til Kinas omsorg for ældre borgere, skriver avisen. Kinas omsorgssystem for ældre trænger til et grundigt eftersyn. Det er underfinansieret og underbemandet og er ikke fulgt med tiden. I 2039 vil der kun være to skatteydere til at tage sig af én pensionist på 65 år eller ældre. I følge en rapport til Den Nationale Folkekongres (parlamentet) var der i 2010 fem personer til at sørge for én pensionist, i 2020 vil der være tre. Danske virksomheder på plejehjems-studietur Der skal skaffes plejehjemspladser til en del af dem over 65, men den opgave magter Kina ikke alene, har en afdelingsdirektør i Ministeriet for Civile Anliggender, Lu Ying, fortalt til China Daily. Der er behov for hjælp fra udenlandske firmaer. Han siger, at en udvidelse af omsorgen for seniorborgerne i de kommende år vil skabe nye forretningsmuligheder på markedet for boliger og udstyr til ældresektoren. Dette marked vil være 450 mia. yuan (425 mia. kr.) værd. Da kineserne meddelte, at udenlandske firmaer kunne få tilladelse til at bygge plejehjem i Kina og i det hele taget kunne få mulighed for at Dansk-kinesisk samarbejde. I forbindelse med studieturen arrangerede det danske konsulat i Chongqing et partnerskabsmøde for deltagerne i studieturen samt for mulige kinesiske samarbejdspartnere for de danske deltagere, fx lokale distributører, arkitekter, ejendomsudviklere og myndigheder. (Foto: Det Danske Konsulat i Chongqing). eksportere velfærdsteknologi til Kina, arrangerede lederen af det danske konsulat i Chongqing i det centrale Kina, Hans Halskov, i maj 2012 en studietur for danske virksomhedsledere og andre, der har med bygning og drift af plejehjem at gøre. Turen gik til Chongqing og Chengdu, hovedstaden i Sichuan Provins. Repræsentanter for 15 danske virksomheder, der har med indretning og drift af plejehjem at gøre, besøgte tre plejehjem og havde lejlighed til at møde lokale embedsfolk og kinesiske forretningsfolk og andre, der kan blive samarbejdspartnere, hvis mulighederne for dansk eksport af plejehjem og anden velfærdsteknologi bliver til virkelighed. I turen deltog også danske arkitekter, konsulenter og investorer. Lovende marked for dansk ældrepleje Om studieturen skriver konsul Hans Halskov i en mail til Kinabladet, at med dette besøg er det blevet bekræftet, at Danmark kan noget særligt, som der nu er stor efterspørgsel efter i Kina. Fra dansk side har man over for de kinesiske myndigheder udtalt ønske om at samarbejde om bygning af et plejehjem efter den bedste danske standard. Plejehjemmet skal være bæredygtigt både økonomisk og miljømæssigt. Det skal være et springbræt for danske virksomheder til at kunne sælge deres produkter og service til den kinesiske plejehjemssektor, hvor de store muligheder jo ligger. Samtidig vil det være til inspiration for kineserne, som tog godt imod dette danske ønske, der dog formentlig tidligst kan realiseres i Til bygning og drift af plejehjem vil Danmark have mulighed for at levere arkitektur, design, uddannelse af personale, viden om drift, inventar, byggematerialer, it-styring mv. samt kapital, skriver konsul Halskov. 4

5 Konsulatet i Chongqing har planer om en ny studietur i efteråret Store plejehjemsplaner At dømme efter de projekter, kineserne har offentliggjort, vil plejehjemsbyggeri give rigeligt med arbejde i de kommende år. Fx har Beijing, ifølge Beijing Nyheder, planer om at bygge 100 velfærdscentre med plejehjemspladser allerede i Ifølge Global Times vil Shanghai forøge antallet af plejehjem med over 20 pct. i slutningen af I regeringens femårsårsplan, der fastlægger statens udgifter til og med 2015, er der afsat midler til at udvide plejehjemskapaciteten med 3,42 mio. senge. Udenlandske firmaer, der sælger udstyr til plejehjem og boliger for handikappede, er allerede rykket ind på det kinesiske marked. Et af dem, det britiske Easibathe, har ifølge China Daily flyttet sin produktion til Kina og importerer derfra de færdige produkter til Europa. Firmaets mest populære produkt i Kina er et rampesystem i plastic, lavet i Danmark, oplyser firmaets bestyrelsesformand. Ramperne er en hjælp for bl.a. kørestolsbrugere, der får lettere ved at køre over dørtrin og andre forhindringer. Der kan være koldt på plejehjemmet, så de gamle er pakket ind i utallige lag tøj. (Foto: Hans Halskov). Plejehjemmet Sunset i Chengdu, et af de plejehjem, den danske virksomhedsdelegation besøgte i maj (Foto: Hans Halskov). Farvel til traditionerne Ældreplejen i Kina har ændret karakter i de sidste årtier. Hidtil har der været tradition for, at børnene tager sig af forældrene på deres gamle dage. Forældre og børn blev boende sammen, men nutildags flytter børnene ofte hjemmefra, måske til andre byer, hvor der er arbejde og karrieremuligheder. Så bliver det uoverkommeligt for dem at tage sig af de gamle forældre. Også etbarnspolitikken ændrer på traditionerne. Førhen var der flere børn og børnebørn til at tage sig af bedsteforældrene, men nu er et enebarn plus evt. en ægtefælle alene om opgaven, og så bliver der ikke tid og kræfter til at passe fotældrene. Opgaven er overdraget til det offentlige. 5

6 Løfte fra Kinas nye fodboldledere nu er det slut med bestikkelse og aftalt spil Nogle af kinesisk fodbolds store navne er endt i fængsel med lange domme. Samtidig køber de store klubber udenlandske fodboldstjerner. Det er både sport og politik: Regeringen er en vigtig medspiller. Af Flemming Poulsen Ved to store retssager i december 2011 og foråret 2012 blev et halvt hundrede af kinesisk fodbolds velkendte aktører idømt fængselsstraffe for korruption. På det langstrakte retsopgørs sidste dag, den 13. juni 2012, blev to af hovedmændene, tidligere formænd for Det Kinesiske Fodboldforbund, Nan Yong og Xie Yalong, idømt fængsel i 10½ år for at have taget mod bestikkelse. Andre af de i alt 56 tiltalte, der alle havde fremtrædende stillinger inden for fodboldsporten dommere, spillere, funktionærer i fodboldforbundet og ligaklubberne fik fængselsstraffe fra 1½ år til 12 år. De blev alle dømt Den Gyldne Fløjtes triste skæbne Den dom, der vakte størst opsigt i fodboldverdenen, var ikke blandt de strengeste, nemlig 5½ års fængsel. Men den gik ud over manden, der indtog pladsen som Kinas fodbolddommer nr. 1, den 52-årige Lu Jun. Han blev i 2012 fundet skyldig i at have modtaget yuan ( kr.) i bestikkelse. Han blev landskendt som dommer i to kampe under VM i 2002 og i OL i Beijing i 2008, og han har været dommer i andre kampe på højt plan. Det vakte enorm opsigt, da han i 2010 blev anholdt. I retten erkendte han, at han havde taget mod bestikkelse for at aftale resultatet i syv kampe. Lu Jun blev af sin fanskare døbt Den Gyldne Fløjte, fordi han var ubestikkelig, men det var han altså alligevel ikke. Han måtte efter dommen konstatere, at hæderstitlen blev udskiftet med en helt anden titel Den Sorte Fløjte. for korruption i en eller anden form, især bestikkelse, aftalt spil og ulovligt fodboldlotteri på internettet. I de officielle referater af de mange retsmøder nævnes eksempler på, hvordan korruptionen i løbet af det nye århundredes første årti har bredt sig inden for kinesisk fodboldsport. Fodbolddommere er blevet dømt for mod en passende betaling at lukke øjnene for et straffespark. En højtstående funktionær er blevet bestukket til at lade et tøjfirma få et sponsorat, og en træner har ladet sig bestikke til at sætte en spiller på landsholdet, hvor han ellers ikke havde noget at gøre. Der er i retten blev nævnt eksempler på, at spillere med forsæt har lavet selvmål. Eller et helt hold har aflyst deltagelse i en kamp for at få fordelt points på den aftalte måde. Aftalt spil på fodboldbanen har forbindelse med lotterispil på internettet. Det er forbudt at organisere eller deltage i lotteri om fodboldresultater, og det har kostet nogle af de dømte et par år ekstra bag tremmerne. Skandalerne og klubbernes ringe spil fik efterhånden spillere, sponsorer og fodboldentusiater i tusindtal til at vende kinesisk foldbold ryggen. Svindelen var efterhånden blevet rutine og foregik næsten åbenlyst, uden at fodboldforbundets chefer greb ind men som det blev afsløret under retsmøderne, havde fodboldforbundets ledende folk selv noget i klemme. Der var beretninger i medierne om, at mange kinesiske fodboldentusiaster stod op midt om natten for at følge transmissioner i tv fra kampe i den europæiske fodboldverden. De kinesiske Superligakampene blev efterhånden så dårligt spillede, at det landsdækkende tv opgav at transmittere dem. Det blev til sidst klart, at der måtte gøres noget for at redde kinesisk fodboldsport fra at blive helt til grin. Statsoverhovedet greb ind Redningen kom fra den politiske top. Sport er et statsligt anliggende, der hører under sportsministeren og et særligt department under Statens Generelle Sportsadministation, så det var ikke overraskende, at regeringen greb ind, men at ordren kom fra den allerøverste top ingen ringere end Kinas statsoverhoved, præsident Hu Jintao, var nok ikke ventet. Det kan måske tages som et tegn på, at landets ledelse anså skandalerne for at skade landets omdømme. Hu Jintao beordrede i oktober 2009 en gennemgribende undersøgelse af korruptionsanklagerne og andre forhold inden for fodboldverdenene. Hans krav var, ifølge det briti- 6

7 ske nyhedsbureau Reuters, at kinesisk fodbold skulle leve op til tidligere tiders ry. Han henviste specielt til en af 70'ernes store navne, midtbanespilleren Rong Zhixing. Det kommunistiske partis hovedorgan, Folkets Dagblad, skrev, at de mørke kræfter i fodboldverdenen er så ondsindede, at de må fjernes, ellers vil kinesisk fodbold ikke komme videre. Hu Jintaos ordre til at iværksætte en undersøgelse gav i følge kinesiske medier stødet til en lang række politiaktioner. I løbet af 2010 blev mange indflydelsesrige skikkelser i kinesisk fodbold anholdt, og i slutningen af 2011 begyndte retssagerne. Det er ikke oplyst, om alle de tiltalte har erkendt sig skyldige. Årsag til nedturen: det kommunistiske system En tidligere funktionær i det kinesiske fodboldforbund har ifølge China Daily sagt, at problemerne inden for fodboldsporten skyldtes manglende demokratiske beslutninger. Nogle få topledere, der er uden for kontrol, træffer alle beslutninger. Det britiske nyhedsmagasin The Economist er ikke i tvivl om, hvor skylden for kinesisk fodbolds nedtur skal placeres, nemlig hos det kommunistiske parti: Fodboldskandalerne har været så grove, at al kritik er tilladt, endog underforstået af selve det kommunistiske system. Forsøg på at løse gåden om, hvad der gik galt med kinesisk fodbold, fører til meget af det, der er galt med Kina og dets politik. Meget fører tilbage til samme konklusion: den dybere årsag er selve systemet. En funktionær i det kinesiske sikkerhedsapparat siger ifølge bladet: Man kender alle de problemer med samfundet, som man sædvanligvis giver Kïnas politiske system skylden for. Sådan er det også med fodbold. Dyre udenlandske spillere Endnu inden de mange retssager om korruption var overstået, var superligaens chefer i gang med at købe udenlandske trænere og spillere, der skal være med til at kaste glans over kinesisk fodbold igen og dermed leve op til præsidentens forventninger. De nye spillere er dyre, men nogle af de sponsorer, der havde lukket for pengekassen, vendte tilbage i takt med, at retssagerne om svindel blev afsluttet. Nu skulle der være sikkerhed for, at fodboldsporten fik gavn af pengene. Det kinesiske fodboldforbund fik oven i købet en ny hovedsponsor, den koreanske bilfabrik Hyundai. Superligaens mesterhold, Guangzhou Evergrande, sikrede sig den 64-årige italienske træner Marcello Lippi med en 2½-årig kontrakt. Ifølge et forlydende i kinesiske medier skal hans løn være en mio. euro (over syv mio. kr.)... om måneden, altså. Marcello Lippi gjorde det italienske hold til verdensmestre i En anden verdensstjerne, franskmanden Nicolas Anelka, skal have det samme på en toårig kontrakt. Adskilligt flere internationale fodboldstjerner er på vej til Kina. China Daily kunne oplyse, at Superligaens 16 klubber indtil april 2012 havde brugt tre mia. yuan (2,8 mia. kr.) til køb af udenlandske fodboldstjerner. Nogle af de mange millioner kommer fra den kinesiske regering, forlyder det. Så hvis sponsorerne store virksomheder, ejet af milliardærer ikke har andet ud af sponsorpengene, sikrer de sig nær kontakt med det kommunistiske partis spidser, hvilket er en stor fordel, når virksomhederne har brug for statslig bistand til at hente kontrakter hjem til firmaet. I følge BBC har nogle kommentatorer ladet sig forlyde med, at en større politisk dagsorden er i spil: Vicepræsident Xi Jinping, der formentlig til efteråret 2012 bliver udpeget til landets nye statsoverhoved, siges at have blikket rettet mod et internationalt fodboldtrofæ. Han har ifølge Xinhua sagt, at han har tre ønsker for kinesisk fodbold: at Kina kvalificerer sig til VM, at Kina er vært for et VM, og at Kina vinder et verdensmesterskab i fodbold. Kina har én gang, i 2002, kvalificeret sig til kampen om et verdensmesterskab i fodbold. I 2006 og 2010 glippede det, men så i 2014 da! Men nej, i to kvalifikationskampe mod Irak tabte Kina 0-1 og måtte dermed vinke favel til VM At Kina kunne tabe til et hold fra et land, der efter en ødelæggende krig knap nok havde en fodboldbane, vakte voldsom vrede hos kinesiske bloggere. Billedet er fra den afgørende kamp mellem Irak og Kina i Qatar den (Foto: Chen Shaojin/Xinhua). 7

8 Modsætningernes land en udvist journalists afskedstale til kina Farvel til Kina, det modsætningsfyldte land. Det var overskriften på en afskedsartikel, som tvstationen Al Jazeeras korrespondent Melissa Chan skrev, da hun var blevet udvist af Kina. Af Melissa Chan Når jeg nu tager afsked med Kina, vil jeg tænke tilbage på nogle af de begivenheder og folk, vi har beskæftiget os med. Lad mig begynde med et godt minde om Kina. Det var tidligt på formiddagen i efteråret 2009, da vort hold var på vej til et interview ude på landet nord for Chongqing i det centrale Kina. Vi har før kørt gennem mange landsbyer, men der var noget ved aktiviteten i denne landsby, der fik os til at stoppe op og stå ud og se os om. Alle syntes at være så glade. Der var en feststemning, som var det kinesisk nytår. Folk stod uden for deres huse og snakkede sammen efter morgenmaden. En kvinde stod i en lille bod og kogte nudler, så dampen indhyllede hendes ansigt. En familie stod ved vejsiden og solgte nyudklækkede kyllinger, mens en anden gruppe falbød andeæg. Andre havde en vognfuld håndflettede kurve, og jeg købte en for 20 yuan (18 kr.), spændte den på ryggen og gik omkring sammen med alle de andre. To oplevelser samme dag Dette var Kina i en nøddeskal dagligdag for mange hundrede millioner, der har travlt med deres foretagender og arbejder for at skabe sig en bedre tilværelse. Stedet var på samme tid traditionelt og moderne, landboere med deres mobiltelefoner og en massiv kø af lastbiler, der banede sig vej gennem hovedgaden med deres tunge laster af byggematerialer til nye bygninger i den gamle landsby. Man kunne på en eller anden måde mærke, at alle tænkte på fremtiden, at tingene var under forandring, og at det var en lille by, der magtede det. Det var måske ønsketænkning fra min side, men det var i hvert fald sådan, jeg følte det på det tidspunkt. Et sørgeligt minde om Kina fik jeg senere samme dag. Vort team lavede Uønsket i Kina Den amerikanske journalist Melissa Chan var i fem år korrespondent i Kina for den arabiske tv-station Al Jazeeras engelske udgave. Hun har lavet 400 reportager om forholdene i det store land. I maj 2012 blev hun udvist. De kinesiske myndigheder gav som begrundelse, at hun havde overtrådt landets love, men ville ikke sige noget om, hvilke love der var tale om. Selv siger Melissa Chan, at hun ikke har overtrådt nogen lov, og at hun har bestræbt sig på at dække Kina så ærligt og retfærdigt, som man kan. Få dage efter at hun havde forladt Kina, skrev hun denne artikel til tvstationens hjemmeside om sit syn på Kina, efter at hun har rejst over det meste af landet og interviewet både milliardærer og fattigfolk. Melissa Chan er født i Hong Kong, er etnisk kineser, opvokset og uddannet som journalist i USA. Hun taler kinesisk flydende. Nu har Al Jazeeras engelske udgave ingen korrespondent i Kina. Den arabiske udgave har flere korrespondenter i landet. F.P. et interview med Yi Dade, en fisker, der havde klaret sig godt. Sådan var det ikke gået for andre bønder, hvoraf mange var sakket agterud i forhold til den økonomiske udvikling i Kina. Så fisker Yi Dade havde meget at være taknemmelig for. Desværre havde lokale bander også lagt mærke til hans held med fiskevirksomheden, de bestak myndighederne og tog hans ejendele ved floden. Konfrontationen indtraf ved en fødselsdagsfest for en af Yi Dades sønner. To både fyldt med mænd bevæbnet med macheter, stænger og økser kom sejlende, mændene sprang i land og angreb familien og deres venner. I løbet af et kvarter var Yi Dades skæbne ændret. Hans næstældste søn var død, den yngste havde alvorlige hovedlæsioner, der gav permanent hjerneskade. Det var lovløshedens Kina, et land, hvor nogle embedsmænd lukker øjnene. Yi Dade fortalte mig alt det, mens hans kone sad ved siden af ham og græd stille, mens hun flere gange mumlede for sig selv: Min søn var kun et barn. Selv om det lyder mærkeligt, havde en haft åndsnærværelse nok til at tage billeder som bevis på eftervirkningerne af angrebet. Jeg gennemså billederne af de chokerede ofre, den røde farve fra blodet, der strømmede fra deres hoveder, og deres forfærdede ansigtsudtryk. Deres forvirrede blikke syntes at spørge: Hvordan kunne noget sådant overgå os? Hvordan kan vores regering tillade, at den slags sker?. Kina er modsætningernes land. Det ene øjeblik imponeres man af den hurtige omstilling, den nye rigdom og de manges store forhåbninger. Det næste øjeblik og i dette tilfælde føles det særlig stærkt, fordi det hele kan ske i løbet af en enkelt dag væmmes man ved korruption, systemets problemer i en autoritær etpartistat og nedtrampning af enkeltindividers rettigheder og værdighed. Det er, hvad jeg har prøvet at indkredse i de fem år, jeg har rejst på kryds og tværs gennem Kina. I et par år var vort hold hver eneste uge undervejs et eller andet sted i landet. Vi har talt med alle slags mennesker, fra millionærer til de allerfattigste. Jordskælvet i Tibet Foruden de menneskeskabte nyhe- 8

9 der og begivenheder har der også været meget store naturkatastrofer, i første række jordskælvet i 2008 i Sichuan, hvor mistede livet. Men der var også det mindre kendte jordskælv i det højtliggende Yushu på det tibetanske plateau. Det fandt sted i 2010, og jeg kan huske, hvordan tibetanere dengang fortalte, hvor hårdt soldaterne fra Den Kinesiske Befrielseshær havde deltaget i redningsaktionerne. Man havde virkelig respekt for de hankinesiske soldater, hvoraf mange selv kom fra meget fattige kår. Lokalbefolkningen i Tibet havde fået et positivt indtryk, men regeringen tabte muligheden for brobygning, da genopbygningsarbejdet faldt fra hinanden. Midler til de overlevende sivede væk til korrupte embedsmænd, og myndighederne genoptog deres hårdhændede politik over for tibetanerne. I dag er Yushu så endnu et af de steder, der er forbudt område for udenlandske journalister. Det er en del af et kæmpestort område, der er fuldstændig afspærret efter adskillige tibetaneres selvbrændinger i protest mod det kinesiske styre. Fra den første begejstring over at være vidne til, hvordan den etniske kløft kunne mindskes, er tilfældet Yushu blevet en stor skuffelse, og forholdet mellem tibetanere og hankinesere har nået et nyt lavpunkt. Partiets opgaver Det er lige netop sådanne konflikter, gode og dårlige beslutninger, spildte muligheder, som Kina har behov for at undersøge grundigt i dette politisk kritiske år. De har spillet ud lokalt i de sager, jeg har undersøgt, men forhold som korruption og retssikkerhed snor sig fra fiskeren Yi Dade over de tibetanske ofre for jordskælvet i Yushu helt op til landets politiske ledelse. I Beijing udspiller det sig i den helt store stil med Bo Xilai-skandalen og den nye Chen Guangcheng sag. Men der er en sammenhæng, og det er op til det kommunistiske parti at vove springet. Med det mener jeg, at partiet må indføre en reel retssikkerhed og et uafhængigt retssystem. Korruptionsproblemet løser sig selv, når loven er mere værd end det papir, den er trykt på. Mange af de sager, jeg har arbejdet med i årenes løb, har simpelthen drejet sig om det faktum, at lovene, som tilsyneladende er vedtaget af nogle folk, der troede på dem, aldrig er blevet sat i kraft. Den eneste løsning på disse forhold vil kræve dristighed, fordi partiet må indordne sig selv og sine medlemmer under samme uafhængige og uvildige system. Lederne er ikke blinde for dette dilemma det er det, der skaber vanskeligheder, og kommentatorer både i og uden for Kina har diskuteret, hvilken slags institutionelle reformer der er behov for i Kina. Ingen bitterhed og vrede Kina har mange muligheder, og det mærker man især, når man har brugt så megen tid på at tale med folk. De kan være utroligt ukuelige, selv om de bestemt ikke har stået i første række, da goderne blev uddelt. Og som i alle andre lande gør folk sig bekymringer og beklager sig, og som journalister på den slags sager har jeg taget mig af disse bekymringer og klager. Det er en del af den måde, hvorpå man kan forbedre tingene for folk i et land, jeg holder af. Jeg håber, at jeg jo før jo bedre kan komme tilbage til Kina. Hvad angår regeringens tilbagekaldelse af min arbejdstilladelse som journalist, så ønsker jeg ikke, at min afskedsartikel skal lyde bitter eller vred, for om nogle år ønsker jeg ikke at læse, at det havde jeg været. Jeg skal ikke nægte, at jeg i de seneste dage har været begge dele, men sådanne følelser skal man helst lade forsvinde stille og roligt i stedet for at skrive dem ned. Fem lærerige år Når alt kommer til alt en udvisning kan ikke overskygge de utroligt kønne, lærerige, hjerteskærende og hjertevarmende fem år, hvor jeg har lavet næsten 400 reportager. Det er mange historier og mange emner fra mange steder i Kina. Og jeg er tak- Melissa Chan med den håndflettede kurv, hun købte på det lokale marked. (Foto: Al Jazeera) Bristede forventninger Melissa Chan stødte ikke på problemer, da hun i 2007 søgte de kinesiske myndigheder om at blive godkendt som tv-stationen Al Jazeeras korrespondent i Kina. Ifølge den britiske avis The Guardian udtrykte de kinesiske embedsmænd håb om, at denne ikkevestlige medieorganisation og dens etniskkinesiske reporter ville give et mere positivt syn på landet end andre udenlandske nyhedsgrupper. Men den amerikanske journalist med kinesisk blod i årene har lavet kritiske reportager om Kina. Det er måske den egentlige grund til, at hun er faldet i unåde. The Guardian minder om, at hun har lavet adskillige stærke reportager om kontroversielle emner som hemmelige fængsler, forulempelse af nobelpristageren Liu Xiaobos kone, den udbredte korruption og familier, der sørger over deres børn, som (på grund af myndighedernes sløseri, red.) omkom under jordskælvet i Sichuan i Flemming Poulsen nemmelig over at have haft denne mulighed for at møde en anden livsopfattelse. Oversættelse: Else Poulsen 9

10 Tema: Kulturen som blød magt Kinas vision: Harmoni trods forskellighed Kina forsøger at præsentere sig selv som en højt kultiveret nation med tradition for harmoni og et fredeligt forhold til sine naboer. Af Signe Overgaard I de seneste år har Kina lagt enorme ressourcer i at forbedre landets kulturelle bløde magt (soft power). Til grund for denne udvikling ligger både historiske bevæggrunde og nutidige politiske behov. Om end der tages udgangspunkt i Joseph Nyes teorier, har kinesiske akademikere og analytikere alligevel udviklet deres egen fortolkning af begrebet. Joseph Nye, professor i politologi og dekan ved Harvard Universitet, anses for at være grundlæggeren af soft power-teorien. Ifølge ham består Blød Magt i evnen til at opnå det, man ønsker, gennem tiltrækning, snarere end gennem trusler eller afpresning. Dermed udgør Blød Magt den tredje dimension af magtbegrebet inden for international politik, hvor militær og økonomisk magt udgør de to første. Denne tiltrækningskraft, hvorigennem man kan opnå magt med bløde midler, kan ifølge Joseph Nye opbygges inden for aspekter som fx kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Men hvor USA gennem mange år har tiltrukket folk i kraft af deres populærkultur, fokuserer Kina på at udbrede kendskabet til sin lange og stolte kulturarv og forsøger derigennem at profilere sig som en højt kultiveret nation med tradition for harmoni og fred med sine naboer. Kina forsøger på mange måder at udbrede kendskabet til kinesisk kultur og forbedre landets image udadtil. De mest prominente eksempler er åbningsceremonien til de Olympiske Lege i Beijing i 2008 og World Expo i Shanghai i Ved begge begivenheder præsenterede Kina sig som en højt udviklet civilisation med stolte og dybe kulturelle traditioner. Dernæst kan også nævnes udbredelsen af Konfucius Institutter rundt omkring i hele verden. I dag er der over 350 institutter, hvoraf de to ligger i København (CBS og Det Kongelige Musikkonservatorium) og et på Ålborg Universitet. Modsat hvad navnet antyder, har de ikke til formål at undervise i religion og filosofi, men derimod at udbrede kendskabet til kinesisk sprog og kultur. Ud over det har mange kinesiske byer etableret venskabsaftaler med andre byer rundt om i verden, blandt andet med danske byer. I den forbindelse bliver der også lavet lokale kulturarrangementer, såsom koncerter og udstillinger, der ofte præsenterer en flot fusion af traditionel og moderne kinesisk kultur. At opbygningen af Kinas kulturelle bløde magt har høj prioritet, fremgår også af tillægget til den Ellevte Femårsplan ( ) om kulturel udvikling. Her fremhæves især den traditionelle kultur som et vigtigt element i styrkelsen af Kinas image udadtil. I den Tolvte Femårsplan ( ) er der fortsat fokus på at styrke Kinas kulturelle bløde magt, denne gang dog også suppleret med en øget fokus på at bringe Kina på forkant med udviklingen inden for innovation, forskning og uddannelse i verdensklasse som en del af målene. Fredelig udvikling Op gennem 90'erne skabte Kinas voksende økonomiske og militære magt frygt både blandt Kinas umiddelbare naboer og i den vestlige verden. I særdeleshed i USA medførte Kinas stigende magt en del bekymring, idet USA som verdens eneste reelle stormagt følte, at dets position var truet. Som følge af det blev der publiceret flere bøger, der malede et billede af Kina som den nye store trussel efter Sovjetunionens fald. Disse publikationer kulminerede med bestselleren The China Threat af Bill Gertz. Som modsvar på dette trusselsbillede har der i Kina været en oppisket stemning af nationalisme, ledsaget af indflydelsesrige publikationer som Song Qiangs Zhongguo Keyi Shuo Bu (Kina kan sige nej). Retorikken er siden blevet mere afdæmpet fra begge sider. Den kinesiske regering har indset, at frygten for Kina kan skade landets interesser på længere sigt, idet politisk uvilje kan blokere landet fra at nå sine mål internationalt. Blød Magt forekom at være det næste logiske skridt for Kina, hvis landet ønskede at få et konstruktivt samarbejde med andre lande rundt om i verden. Da Hu Jintao overtog præsidentposten i 2002, var han derfor hurtig til at rette fokus mod at forbedre Kinas image udadtil. En arbejdsgruppe blev nedsat for at diskutere betydningen af blød magt for Kina, og i 2003 lanceredes det nye slogan Peaceful Development, der skulle forsikre resten af verden om Kinas fredelige intentioner i forbindelse med landets stigende økonomiske magt. Det var dog først i 2006, at Hu Jintao begyndte at tale i direkte vendinger om behovet for at styrke Kinas bløde magt. Rødder i traditionel kultur Forklaringen på, hvorfor Kina har taget begrebet blød magt til sig, stikker imidlertid dybere end til et behov for at skabe et blødere image af Kina. Ser man på den akademiske debat i Kina, drages der åbenlyse paralleller mellem teorien om blød magt og klassisk kinesisk filosofi. Specielt krigsstrategen Sun Zi fra ca. 500 f.v.t. bliver fremhævet for sine ideer om, hvordan man kan overvinde sin modstander uden overhovedet at gå i krig. Han citeres for en erklæring om, at den højeste udmærkelse er slet ikke at behøve at gå i krig, idet indledningen af kamp er tegn på et politisk nederlag. I brandingen af Kina som en fredelig nation med gode intentioner er det dog mest Konfucius, der bliver fremhævet. Han præsenteres som 10

11 grundlægger af en filosofi, der lægger vægt på værdier som medmenneskelighed, oprigtighed og harmoni, og som har sat afgørende præg på kinesisk kultur gennem to årtusinder. Men brugen af Konfucius er dog heller ikke helt uproblematisk. Gennem to årtusinder blev konfuciansk filosofi også brugt til at legitimere en autoritær styreform, der lagde vægt på opbygningen af hierarki både i familielivet og i offentligheden. Og under Maos regeringstid blev Konfucius anset som symbol på det feudale system, som man netop havde afskaffet. Derfor er han for nogle konservative i partitoppen den dag i dag stadig en kontroversiel figur. Harmoni trods forskellighed Spørgsmålet er så, hvorfor det lige er traditionel kultur, Kina har valgt at satse på i landets strategi med blød magt. At Kinas politiske ideologi ikke har mange tilhængere uden for Kina er åbenlyst, og det er regeringen tydeligvis også klar over. Ved præsentationer af landet udadtil forekommer der således ingen henvisninger til landets styreform. Og om end den kinesiske udviklingsmodel vækker beundring hos visse regeringsledere i andre udviklingslande, gør kineserne ikke noget aktivt for at markedsføre deres model. Hvad diplomati angår, står det lidt bedre til. På den ene side har Kinas nøglerolle i sekspartsforhandlingerne med Nordkorea om deres atomvåbenprogram vakt stor respekt. Men på den anden side kæmper Kina stadig mange steder med at overbevise andre lande om sine gode intentioner og lægge en dæmper på frygten for landets økonomiske opstigen. Og indimellem sætter kineserne sig selv flere skridt tilbage, som fx når de i andre landes øjne opfører sig aggressivt i stridigheder med deres nabolande om territorialrettigheder over ubeboede øer, sådan som vi senest har set det med Japan og Filippinerne i juni måned Tilbage står kulturen som Kinas stærkeste kort. Ifølge Joseph Nye står et land med bedre chancer for at opnå succes med deres bløde magt, hvis deres kultur indeholder universelle værdier. Men moderne kinesisk kultur har ikke mange fans uden for Kina, og selv inden for landets grænser foretrækker unge mennesker oftest at lytte til musik fra Hong Kong, Singapore, Taiwan og USA. Den traditionelle kultur med sin uovertrufne rigdom inden for både kunsthåndværk, religion, filosofi og medicin står derimod som et stærkt varemærke for Kina. Og på ét vigtigt punkt afviger Kinas partitop fra Joseph Nyes teori, idet de afviser selve ideen om universelle værdier og i stedet fremhæver en vision om harmoni trods forskellighed (he er bu tong), der har rødder i klassisk kinesisk filosofi. Kort fortalt går det ud på, at fredelig sameksistens med ens naboer er mulig trods politiske og kulturelle forskelle. Egentlig ledes denne ide tilbage til konfucianismen, der ser dannelse og diplomatiske evner som vejen til denne harmoni. Dog er der også spor efter taoismen, en anden klassisk kinesisk filosofi, som lægger vægt på den harmoni, der opstår fra yin-yang dynamikken. Og hvor Joseph Nye ser den kulturelle bløde magt som en ukontrollabel størrelse uden for politikernes rækkevidde, bruger den kinesiske regering meget store ressourcer på at udbrede kendskabet til den traditionelle kultur i et forsøg på at vække både respekt, beundring og velvilje. Kina fremhæves her som noget unikt, der midt i den rivende udvikling og modernisering holder fast ved egne værdier, der trods deres forskellighed ikke udgør nogen trussel. Hermed forsøger kineserne på én gang at mane trusselsbilledet til jorden, samtidig med at de forsvarer deres egen integritet. Dette er et meget stærkt budskab, da det samtidig også signalerer, at Kina ikke har noget behov for eller ønske om at ligne andre og dermed maner andres forventninger om, at økonomisk udvikling automatisk fører til samme slags kulturelle, samfundsmæssige og politiske forandringer som Vesten har oplevet, i jorden. Kulturel oprejsning Men ifølge den britiske kinaforsker William Callahan ligger der også et nationalt mindreværdskompleks bag Kinas behov for at fremhæve sin kulturelle storhed. Han mener, at Kina endnu ikke er kommet sig oven på det knæk i den nationale selvtillid, landet led efter 100 års dominans fra udenlandske magter. For 160 år siden mistede Kina sin identitet som en uovervindelig magtfaktor. Dengang så landet sig selv som uovervindeligt, idet den kinesiske hær målte sig mod de indre oprør, den havde slået tilbage, og ikke anede, hvor stærk den britiske flåde var. Ved Opiumskrigene i og Kinesisk blød magt i USA Kinesiske studerende udfører etniske danse for ikkekinesiske studerende ved en opvisning i New York i (Foto: Wu Kaixiang/Xinhua). 11

12 led Kina et svidende nederlag, først til Storbritannien og i anden omgang også til andre europæiske magter og sidenhen til Japan i Kina var tvunget til at betale enorme erstatninger og give omfattende indrømmelser inden for handels- og territorialrettigheder, hvilket inkluderede oprettelsen af koloniområder i en række af kystbyer. Den ultimative fornedrelse De første nederlag førte til, at Kinas lærde elite begyndte at lede efter et svar på, hvorfor Kina klarede sig så dårligt, og hvordan landet kunne styrkes igen. Svaret, de kom frem til, var, at omend Kina i deres øjne var kulturelt overlegent, var landet teknologisk set langt bagud i forhold til de europæiske lande. Kina var derfor nødt til at lære af Vesten for at styrke sin praktiske kunnen, men på den anden side ville kineserne ikke give køb på deres kulturelle identitet, da den udgjorde grundlaget for kejserens regeringsgrundlag og var essentiel for bevarelsen af det nationale sammenhold. Løsningen blev det, der kendes som ti yong ideen, som betyder at bevare kinesisk lærdom som essensen og anvende vestlig lærdom for dens funktion. Vestens teknologi blev derfor nøje studeret og kopieret, men desværre førte det ikke til det ønskede resultat, idet Kina tabte krigen mod Japan i Men efter grundlæggelsen af republikken i 1911 fulgte nye vanskeligheder, da landet nu blev splittet op af forskellige krigsherrer. Kina fik af Vesten prædikatet Asiens syge mand, og da Tysklands rettigheder blev overdraget til Japan ved indgåelsen af Versaillestraktaten i 1919 efter Første Verdenskrig, blev det opfattet som den ultimative fornedrelse. Ti yong ideen blev derfor taget op til genovervejelse af unge intellektuelle. Om end nogle var klar til fuldstændig at forkaste den kinesiske kultur, stod behovet for at have en fælles identitet til at styrke det nationale sammenhold alligevel klart. De intellektuelle fortsatte derfor deres søgen efter en ny form for kulturel essens, en form, som forkastede de forstokkede traditioner, der holdt folk nede, Kinesisk blød magt i Danmark To kinesiske tai-chi instruktører byder velkommen til åbenthus arrangement i anledning af kinesisk nytår ved Confucius Institute på Aalborg Universitet. Confucius Institutterne er et led i Kinas udbygning af landets bløde magt. (Foto: Torsten Haensel). men som alligevel tillod kinesisk kultur at udfolde sig i en moderne form. Kulturel identitet bevares Ifølge kinaforskeren Christopher Hughes er ti yong ideen fulgt med ind i etableringen af den kinesiske Folkerepublik og bruges fortsat den dag i dag. Først udviklede Mao Zedong sin egen form for kommunisme med kinesiske karaktertræk, og i 1964 formulerede han sin egen version af ti yong ideen: Brug fortiden til at tjene nutiden, og brug det udenlandske til at tjene Kina. Ideen blev genoplivet efter igangsættelsen af Reformperioden i 1978, hvor Deng Xiaoping talte om nødvendigheden af at lære fra Vesten med et kritisk øje i stedet for at kopiere alt ukritisk. Også Hu Jintao har sin egen version af ti-yong. Ved den 17. Partikongres i oktober 2007 talte han om nødvendigheden af et videnskabeligt udsyn på udviklingen baseret på det globale system, som vil resultere i en fornyelse af Kina som nation og en blomstrende kinesisk kultur. Mens Kina lægger vægt på forskning og innovation for at udvikle landet og kunne måle sig med de vestlige lande, søger kineserne samtidig at bevare deres egen kulturelle identitet ved at fremhæve den over for både egne borgere og resten af verden. For omend resten af verden er fyldt med ærefrygt over for Kinas udvikling, hersker der i følge den anerkendte historiker Wang Gungwu ingen eufori over opsvinget i Kina, hvor den menige kineser er skræmt og kæmper med dagligdags problemer, som Vesten slet ikke forstår. Gennem ti yong kan Kina opnå kulturel oprejsning og genvinde sin fordums stolthed i takt med, at landet vil kunne måle sig med Vesten økonomisk og teknologisk. Signe Overgaard er ph.d.-stipendiat ved Syddansk Universitet i Sønderborg. Hun holder foredrag om Soft Power i Kina i Dansk-Kinesisk Forening den 10. januar

13 Tema: Innovation og blød magt kinas MÅL: AT BLIVE ET INNOVATIVT SAMFUND Blød magt er vigtig for at nå målet og tiltrække de klogeste hoveder og dem med de bedste ideer. Af Rasmus Duong-Grunnet Den kinesiske regerings ønske om, at Kina skal blive et innovativt samfund er stort. At Kina selv kan føre an i udviklingen af ny banebrydende teknologi, skabe løsninger, der endnu ikke findes, og tænke i helt nye retninger anses som altafgørende for, at Kina kan fortsætte sin imponerende udvikling. De økonomiske fordele er indlysende og attraktive det er mere profitabelt at eje IP-rettighederne til en Blueray afspiller, end det er at producere den. Men langt vigtigere er nødvendigheden af at komme frem med de nye og bedre løsninger, der skal til for at imødekomme de udfordringer, som det transformerende Kina fortsat står overfor: stigende urbanisering, stigende energibehov, en aldrende befolkning, en effektiviseret fødevarefremstilling, øget fødevaresikkerhed og mange, mange flere. Men én ting er Kinas ønske om at blive et innovativt samfund og den udvikling, regeringen har sat i gang for at nå det mål. En anden ting er, om Kina kan fremme den soft power bløde magt, der kan få resten af verden til at bidrage til det mål. Den kinesiske regering kan gøre og har gjort meget for at fremme videnskab, uddannelse og teknologi, Innovation Der findes ikke nogen entydig definition af begrebet innovation..skabelse eller indførelse af noget, der ændrer den etablerede metode eller opfattelse, fx af teknisk eller videnskabelig art. (Den Danske Ordbog)..Nyskabelse med værdiskabelse i bredere forstand for øje, altså en proces, hvor man ser muligheden, får en idé, gennemfører den, og ideen skaber værdi. (Undervisningsministeriets Uddannelsstyrelse). en udvikling, som langt hen ad vejen er blevet igangsat oppe fra. Men hvis man ønsker at fremme et innovativt samfund, må man også kunne tiltrække de klogeste hoveder og være attraktiv over for dem, der har den bedste teknologi og de bedste idéer, de, som kan skabe innovation nedefra. Det handler ikke kun om at tiltrække udenlandske forskere, idémagere og iværksættere. Det går i lige så høj grad ud på at give Kinas egne kloge hoveder god grund til at blive. Det går ud på at skabe en smeltedigel af talenter med gode idéer, som tiltrækker folk, der vil skabe nyt, samtidig med at resultaterne skal kunne understøtte Kinas fremtidige udvikling. I det perspektiv er Kinas bløde magt en vigtig del af målet om at blive et innovativt samfund. Som det har set ud indtil nu, er der dog en stor kløft imellem Kinas ambitioner og den bløde magt, Kina besidder. Men det er en udvikling, der er ved at vende. Innovation med kinesiske kendetegn Kinas ledelse prioriterer innovation og transformeringen af Kina til et innovativt samfund. I januar 2006, til en stor national konference om videnskab og teknologi, fremlagde præsident Hu Jintao Kinas strategiske mål for at skabe et innovativt samfund innovation med kinesiske kendetegn, som det blev kaldt. I typisk kinesisk stil blev den overordnede strategis fire hovedpunkter hver beskrevet med fire skrifttegn: selvstændig innovation (zizhu chuangxin), overhale på nøgleområder (zhongdian guayue), støtte den økonomiske og sociale udvikling (zhicheng fazhan) og lede vejen til fremtiden (yinling weilai). Især målet om innovation har de seneste år været afgørende for mange af regeringens beslutninger. Som det oftest er tilfældet i Kina, blev strategien formuleret meget bredt på centralt regeringsplan med retningslinjer og slogans, hvorfra den så har bevæget sig ned og ud i systemet, hvor den er blevet til konkrete tiltag. Der er flere tegn på effekten. Ifølge en analyse fra den traditionsrige, britiske videnskabelige organisation Royal Society står Kina til at overhale USA i 2013 og blive den førende udgiver af videnskabelige artikler. Den udvikling er i Kina sket i det sidste årti. Kvaliteten på forskning er svær at måle, men ved at bruge antal henvisninger til en artikel som målestok har Royal Society regnet sig frem til, at også her går Kina frem, dog knap så hurtigt. Kinas udgifter til forskning og udvikling (FoU) stiger helt utroligt. Ifølge Kinas officielle statistikker steg udgifterne til FoU med 21,7 pct. fra 2009 til Kina brugte 706,3 milliarder yuan eller 1,76 pct. af BNP på FoU. Procentvis er det stadig en mindre del, end de fleste udviklede lande bruger, men udviklingstendensen for Kina er klar. Kinesiske universiteter rykker længere og længere op på ranglisterne, hvor bl.a. Peking Universitet og Tsinghua Universitet nu begge rangerer højere end Københavns Universitet. Kinesiske teknologivirksomheder bliver også mere og mere kendte, med telekommunikationsgiganten Huawei som pragteksemplet på en virksomhed med selvstændig innovation, og computerfirmaet Lenovo fører an med et af de stærkeste kinesiske brands. Den slags langsigtede træk og strukturelle udviklinger har ført Kina langt frem inden for videnskab, uddannelse og teknologisk udvikling. Men det står anderledes til med Kinas bløde magt. Og her er udviklingen langt fra nået lige så langt. Kinas image som innovativt samfund Kina er ikke kendt for at være førende inden for innovation. Det billede, 13

14 de fleste har af Kina, kan opsummeres under etiketten Made in China : Kina som verdens fabrik med kæmpe produktionshaller, millionvis af lavtlønnede arbejdere og stedet, man søger hen til, når udgifterne skal ned. Dertil har Kina ry for at være landet med kopierne: alt fra falske iphones til Hike badesandaler, hvor Nikes berømte swoosh logo har fået en ekstra bølge. Det billede stemmer ikke længere overens med det moderne Kina, men billedet ændrer sig ikke så let. På en måde er det forståeligt nok. Hastigheden på de reformer, der er blevet gennemført i Kina, senest med fokus på videnskab og teknologi, er enorm. Få lande, hvis nogen, har gennemgået eller er i gang med at gennemgå en udvikling magen til. Derfor har Kina også svært ved at projektere et opdateret billede udadtil. Modsat de langsigtede ændringer i innovationssystemet, så kan man ikke booste Kinas bløde magt udelukkende med den rigtige politik eller tilpas store investeringer. Det er et problem i forhold til at skabe et innovativt samfund. Kina skal være attraktivt af de rigtige grunde, men det kan ikke lade sig gøre, hvis folk ser på Kina som stedet, hvor man producerer billigt. Store investeringer i FoU, antallet af videnskabelige udgivelser eller ranglister over universiteter er ikke alene nok til at ændre på Kinas billede. Den kinesiske regering har derfor interesse i at ændre det billede, som resten af verden har af Kina. Men som grundlæggeren af teorien om blød magt, den amerikanske professor i politologi Joseph Nye beskriver i sin bog Soft Power, har regeringer generelt svært ved at fremme blød magt. De primary currencies Nyes udtryk for hovedingredienserne i blød magt, såsom værdier, kultur, politik og institutioner kan blive støttet af en regering, men der skal mere præcise historier og rigtige ansigter på, før folk ændrer på deres billede. Historier om innovation Inden for innovation kræver det historier af den slags, vi normalt kun kender fra USA: Mark Zuckerberg, der ligesom Bill Gates opgav sine studier på Harvard Universitet og grundlægger af Facebook, Stanfordph.d.erne Sergey Brin og Larry Page, som startede Google, selvfølgelig i en garage, institutionen MIT Media Lab, hvorfra vi bl.a. har teknologien e-ink elektronisk blæk, som bruges på alle e-bogs læsere. Og mange flere. Trods Kinas utrolige udvikling inden for teknologi, videnskab og uddannelse, især i det sidste årti, så er der kun få lignende historier, der kan være med til at fremme billedet af et innovativt kinesisk samfund. Det er ved at ændres, hvad blandt andet følgende eksempler på to kinesere, der er med til at styrke Kinas bløde magt, viser. I Kinas moderne historie er fortællingerne om hjemvendte sønner godt repræsenteret. Især historier om dem, der tog ud for at studere, og vendte hjem for at være med til at bygge Kina op. I Kina er en af de bedst kendte historier den om Qian Xuesen, en fremragende videnskabsmand, som tog til USA, hvor han var med til at starte forskningen inden for især rumraketter. Senere vendte han hjem til Kina, hvor han resten af sit liv arbejdede med at bygge en lignende vidensbase op, hvilket bl.a. var medvirkende til, at Kina kunne sende en mand i rummet i Selvom Qian Xuesen måske er den bedst kendte historie i Kina, så har historien om Li Kaifu den største internationale gennemslagskraft, og det endda på trods af, at han faktisk er taiwanesisk født amerikaner. Ligesom mange andre kloge kinesere tog Li En af Kinas mest kendte innovative skikkelser, Li Kaifu, der efter uddannelse i USA arbejdede for Google i Kina, dannede i 2009 sit eget firma, Innovation Works, der blandt andet hjælper unge kinesere med at komme i gang med egen virksomhed. Billedet bruges af Li Kaifu til at illustrere, hvad unge kinesere med iværksætterdrømme har gang i. 14

15 Kaifu til USA for at studere, og han afsluttede sine studier med en ph.d.- grad i datalogi fra det højt ansete universitet Carnegie Mellon University. Efter et par år i det akademiske spor startede han en lang karriere for amerikanske teknologivirksomheder, først hos Apple, senere Microsoft, hvorefter han i en meget omdiskuteret sag blev headhuntet af Google til at starte Google China op. Det var før Google meget dramatisk trak sig ud af Kina. Li Kaifu gik i gang med at bygge organisationen op i Kina for måske verdens mest innovative firma. En stor del af opgaven var selvfølgelig at udvikle det kinesiske marked for Google og skaffe indtjening til virksomheden, men vigtigere var opbygning af udviklingsafdelinger og tiltrækningen af kinesiske talenter. Google og Li Kaifu vidste nemlig godt allerede dengang, at potentialet for ny udvikling er enormt i Kina, og at man ikke længere behøver at tage til amerikanske topuniversiteter for at finde de mest innovative kinesere. Men så i 2009, efter at have placeret Google stærkt i Kina, forlod Li Kaifu firmaet. Han startede Innovation Works i Beijing, en rugemaskine for nye virksomheder med gode idéer. Signalværdien var enorm: her var en af teknologiens rockstjerner, og han forlader Google verdens mest innovative virksomhed! for at satse på kinesere med gode idéer. Li Kaifu har siden været ansigtet udadtil for Kinas voksende iværksættermiljø, især inden for computerteknologi. Selv om Li Kaifus tiltag endnu ikke har fremavlet en Facebook eller Google en udvikling, han selv mener kommer til at tage tid så er flere unge virksomheder godt i gang, især inden for mobile teknologier. Men hvad der er vigtigere endnu, så har Li Kaifu sat iværksættermiljøet i Kina på verdenskortet og tiltrukket udenlandsk opmærksomhed. Da et kinesisk firma kom først De fleste moderne kinesiske teknologivirksomheder kendetegnes oftest ved, at de har været rigtig gode til at indhente deres udenlandske konkurrenter og på nogle områder nu dominerer deres teknologiområder. Men det er alligevel sjældent, at en kinesisk teknologivirksomhed er med helt fremme ved udviklingen af et nyt globalt teknologiområde. Det ser ikke desto mindre ud til at være tilfældet i udviklingen af ubemandede luftfartøjer bedre kendt som droner. Droner kendes bedst fra militæret, hvor prisen ligger i millionklassen, men hvis man skal tro det anerkendte amerikanske teknologiog fremtidsblad Wired, så er der en revolution i gang inden for selvstyrende flyvende maskiner, som koster under 1000 dollars. Anvendelsesmulighederne spænder bredt fra forvaltning af kæmpelandbrug til videnskabelige observationer af fx regnskovsområder. Således var forsidehistorien på juli-udgaven 2012 af Wired netop om droner. Det, der er rigtig spændende ved den historie, set med kinesiske innovationsøjne, er, at artiklen nævner firmaet DJI Innovations som et af de firmaer, der fører an i denne revolution. Hvorfor er det spændende? Fordi DJI Innovations er et firma fra Shenzhen, den sydkinesiske by lige nord for Hong Kong. Når et blad som Wired nævner et firma med base i det kinesiske Pearl River Delta, hvor det meste af elektronikken i Kina og dermed i verden bliver produceret, så er det oftest for at forklare, hvorfra et vestligt firma får sine komponenter sat sammen eller for at berette om den seneste iphone-kopi. Wired præsenterer uden videre et kinesisk firma som førende inden for et teknologiområde, endda et, som de spår vil være the next big thing. De gør det uden sarkasme, udenoms forklaring eller andet. Det alene er et kæmpeskridt i opfattelsen af, hvilken slags innovation der foregår i Kina. Vejen til et innovativt Kina Den kinesiske regering har en topstyret styrkelse af hardwaren i Kinas innovationssystem: FoU investeringer vokser, universiteterne styrkes, de rigtige tal går op. Resultatet er enorme fremskridt og opbygningen af Kina som et globalt teknologisk og videnskabeligt centrum. Men for at nå målet om at blive et innovativt samfund er det ikke længere nok. Kina bliver nødt til at blive opfattet som et sted, hvor man kan få sin idé til at blomstre og skabe nyt. Kina har brug for en tiltrækningskraft, som gør, at folk vil innovere i Kina, ikke kun fordi det er god forretning, men også fordi det er her, man kan skabe fremtiden. Udfordringen for Kina er, at den bløde magt, der skal tiltrække talenter, ikke kan skabes alene af regeringens politik eller investeringer, og den kan ikke kontrolleres oppefra. Den bliver skabt igennem en masse spændende, særlige og skæve projekter og personligheder, hvis historier sjældent passer til en speciel skabelon og næsten aldrig ser ud, som regeringsbureaukratiet kunne have forestillet sig den. De kommer tit sammen med lidt kaos, måske brud på nogle af reglerne, men oftest med rigtig gode intentioner. Det bedste, regeringen kan gøre for at fremme Kinas bløde magt og dermed det innovative samfund, er at finde frem til den rette balance, hvor de ikke blot fortsætter udviklingen, men også samtidig giver mere frirum til innovation nedefra, så kommer vi til at se mange flere eksempler på det innovative kinesiske samfund. Rasmus Duong-Grunnet er kandidat i Politik og Internationale Relationer fra Shanghai Fudan Universitet. Han har boet i Kina i ni år og har siden 2009 arbejdet som Innovation Officer på Udenrigsministeriets Innovation Centre Denmark, Shanghai. Rasmus Duong-Grunnet understreger, at artiklen udtrykker hans private synspunkter og udelukkende er baseret på offentligt tilgængelig information. 15

16 Tema: Økonomien som blød magt kinas vækst lægger dæmper på kritikken Men der er ikke udelt begejstring over Kinas muligheder for at bruge økonomiens bløde magt Af Signe Overgaard I juni i år besøgte Hu Jintao som den første kinesiske præsident nogensinde Danmark. Nyheden om det forestående besøg udløste en sand storm af nyhedsartikler i de danske medier. Flertallet af artiklerne beskæftigede sig med de økonomiske muligheder, der forventedes at følge i kølvandet på besøget, mens de mere kritiske vinkler var i undertal. Dette signalerer et skift i forhold til for få år siden, hvor et overvejende flertal af artikler om Kina beskæftigede sig med menneskerettighedssituationen, konflikter med nabolande og samfunds- og miljømæssige problemer. Kigger man tilbage på nyhedsdækningen af Kina i de seneste par år, fornemmer man, at dette fokus på de økonomiske muligheder i Kina er steget i takt med, at landet gentagne gange er blevet udråbt til at blive verdens førende økonomi, samtidig med at Europa er sunket dybere ned i finanskrisen. Kina som ny supermagt Ikke kun i Danmark har synet på Kina ændret sig de senere år. I følge en undersøgelse, foretaget af den uafhængige amerikanske tænketank Pew i juni 2011 i 22 lande rundt om i verden, mener et flertal af befolkningen i 15 af landene, at Kina enten vil erstatte eller allerede har erstattet USA som verdens ledende supermagt. Denne holdning er særlig udbredt i Europa og deles af 72 pct. i Frankrig, 67 pct. i Spanien, 65 pct. i Storbritannien og 61pct. i Tyskland. Sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse i 2009 er der sket en fordobling af tallene. En del af forklaringen på det ændrede syn på Kina kan ifølge undersøgelsens ophavsmænd være, at USA i stigende grad bliver set som haltende efter Kina rent økonomisk. Men med til historien hører også, at flertallet af de folk i USA, Frankrig, Tyskland, Spanien og Japan, der ser Kina som verdens ledende økonomiske magt, samtidig betragter denne udvikling som noget dårligt. Omvendt ser det ud i udviklingslande, hvor Kinas ledende økonomiske rolle vurderes som noget godt. Om at hoppe med på vognen Om end de kritiske vinkler på Kina i de danske medier er kommet i undertal, er de dog ikke blevet mindre skarpe. Flere steder bliver artikler om det kinesiske væksteventyr ledsaget af artikler, der forholder sig kritisk til menneskerettighedssituationen i Kina, ikke mindst i Tibet, og ind imellem også efterlyser en politisk afstandtagen fra den danske regerings side. Den tætte dækning af det kinesiske væksteventyr skal således ikke opfattes som udtryk for udelt begejstring for Kinas voksende indflydelse. Man kan snarere sige, at der skinner en fornemmelse af nødvendighed igennem at det er nu, vi skal hoppe med på vognen, hvis vi vil være med, iblandet nogen optimisme i forhold til mulighederne for Danmark. Befolkningens holdning til Kina ser dog ud til at være mere pragmatisk end den, medierne afspejler. En opinionsmåling foretaget af avisen Metroexpress og det nordiske analyseinstitut Yougov viser, at 57 pct. af den danske befolkning mener, at det er i orden at tage imod den kinesiske præsident på trods af problemerne med ytringsfrihed og menneskerettigheder i Kina, mens kun 11 pct. er uenige. Mere positivt syn på Kina Dette markerer en generel holdningsændring til Kina i Europa, som har fundet sted i løbet af de seneste år. En undersøgelse, som analyseinstituttet PIPA/GlobeScan har foretaget for BBC World i begyndelsen af 2012, viser, at blandt de 22 lande, hvor undersøgelsen blev foretaget, er Kinas image væsentligt forbedret i forhold til for bare et år siden. I undersøgelsen blev folk bedt om at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt 16 udvalgte lande havde en positiv eller negativ indflydelse på verden. For Kinas vedkommende steg andelen af mennesker, der vurderede Kinas indflydelse som noget positivt, fra 46 til 50 pct. siden sidste år, mens 31pct. forholdt sig negativt. Samtidig er synet på EU blevet mere negativt, idet de positive svar er faldet med otte procentpoint ned til 48 pct., hvilket betyder, at Kina nu har overhalet EU. Direktøren for GlobeScan, Chris Coulter, forklarer holdningsændringen med, at al den tumult i EU, som ellers længe har været anset som en klippe af politisk og øknonomisk stabilitet, har fået folk til at tvivle på dets fortsatte evne til at spille en ledende rolle i verden, og af den grund retter folk i stedet deres forhåbninger mod Kina. Umiddelbart forekommer disse resultater at stride imod resultaterne fra Pew-undersøgelsen, som viser en negativ holdning over for Kina som verdens ledende økonomi, men måske den holdning blot er udtryk for, at de pågældende lande foretrækker at se USA eller Europa som verdens ledende økonomi. Dette udelukker ikke, at mange mennesker samtidig værdsætter de muligheder, Kinas opsving skaber i en tid, hvor der ellers er økonomisk stagnation andre steder. De mest positive holdninger til Kinas indflydelse på verden i BBC Worlds undersøgelse kom fra lande i Afrika syd for Sahara, med Nigeria (89 pct.) og Kenya (75 pct.) som de højeste. Dette er ikke overraskende i betragtning af, at Kina har drevet omfattende handel med disse lande og også sat gang i mange udviklings- og bistandsprojekter. Mere bemærkelsesværdig er udviklingen i synet på Kina i Nordamerika, Australien og 16

17 Europa. I Canada ser 53 pct. af befolkningen positivt på Kina, mod 35 pct. sidste år, mens tallet for USA er steget fra 36 pct. til 42 pct. I Australien har holdningen flyttet sig endnu mere fra 43 pct. til 61 pct. I Europa sker der en lignende udvikling: Storbritannien er gået fra 38 pct. til 57 pct., i Frankrig, Tyskland og Spanien, som ellers er kendt for et negativt syn på Kina, er holdningen også blevet markant mere positiv. Derimod finder man de mest negative syn på Kina blandt landets nærmeste naboer: 64 pct. af sydkoreanerne ser negativt på Kina, hvilket er en stigning på 11 pct. siden sidste år. Tilsvarende har halvdelen af japanerne (50 pct.) et negativt syn, mens kun 10 pct. har et positivt syn. Dette skyldes sandsynligvis regionalpolitiske problemer i forhold til territorialrettigheder og uenighed om fortolkninger af deres fælles historie med Kina. Holdningerne til Kina I BBC Worlds undersøgelsen var et af spørgsmålene, hvilken ud af fire faktorer der afgjorde, om de adspurgte vurderede et lands indflydelse som positiv eller negativ. Valgmulighederne var landets udenrigspolitik, dets økonomi/produkter/serviceydelser, dets traditioner/kultur og måden, det behandler befolkningen på. Om Kina svarede 51 pct. af dem, der vurderede landets indflydelse som noget positivt, at det var på grund af dets økonomi, produkter og serviceydelser. På den anden side angav 30 pct. af dem, der så negativt på Kina, samme faktor som begrundelse. Af andre begrundelser for et negativt syn angav 27 pct. måden, Kina behandler sin befolkning på, mens 25 pct. angav landets udenrigspolitik som årsagen. Tallene for de andre begrundelser for et positivt syn er ikke offentliggjort i undersøgelsen. Når man tænker på, hvor store ressourcer Kina bruger på at udvikle og promovere landets kultur, er det bemærkelsesværdigt, at den ikke slår igennem som begrundelse for et positivt syn på Kina i BBC Worlds undersøgelse. Den bløde magts muligheder Jonathan McClory fra den britiske tænketank Institute for Government har udarbejdet en rangliste, der måler 30 landes muligheder for at vinde indflydelse inden for fem omåder ved brug af blød magt. De fem områder er business/innovation, kultur, regeringsførelse, diplomati og uddannelse, vurderet ud fra de enkelte landes ressourcer, og hvor meget de investerer i disse ressourcer. I den samlede vurdering lander Kina på en 20. plads, lige efter Belgien og før Brasilien, mens USA, Storbritannien og Frankrig indtager første- til tredjepladsen, og Danmark ligger på 12. pladsen. Men ser man på de enkelte parametre, viser det sig dog, at Kina ligger på en flot 7. plads i både kultur og uddannelse. Denne placering kunne ellers give anledning til en forventning om, at folk ville reagere positivt på disse aspekter. Det kan dog være, at den kulturelle og uddannelsesmæssige bløde magt slår igennem på mere indirekte måder. Efter at det kommunistiske Kina selv i en periode havde enten afskrevet eller negligeret sin egen kulturhistorie, er det ikke så underligt, at folk på den anden side af verden ikke har haft øje for ret meget andet end det politiske Kina, som til gengæld i visse henseender har tiltrukket sig negativ opmærksomhed. En ny type kinesere De seneste års kulturelle charmeoffensiv kan have været med til at bløde op for det ellers meget kritiske syn på Kina, idet folk rundt omkring i verden nu ser, at landet rummer mange andre værdier end dem, som kommunistpartiet står for. Styrkelsen af uddannelseskvaliteten har samtidig også været med til at højne respekten for den kinesiske befolkning, da det er en helt anden type mennesker, vi ser komme fra Kina til Europa, Nordamerika og Australien. Hvor vi for ti år siden i Danmark hørte historier om kinesiske højskoleelever, der stak af for at gå under jorden og arbejde sort, ser vi nu veluddannede kinesere tage job som ingeniører eller læse til en ph.d.-grad i Danmark. Og det er muligt, at det er netop denne bløde magt, der lægger en dæmper på bekymringerne over at lade sig tiltrække af det kinesiske væksteventyr. Millionbyen Shenzhen nord for Hong Kong var for blot år siden en lille landsby. Nu er den et slående udtryk for den enorme økonomiske vækst, Kina har oplevet siden da. Omverdenens begejstring for det kinesiske væksteventyr har øget Kinas bløde magt, men har også skabt bekymring over udsigten til Kina som ny supermagt. (Foto: cucas.edu.cn) 17

18 Et kinesisk liv, bind 1-3 guidet tur gennem kinas prekære historie Li Kunwu & P. Ôtié Et kinesisk liv 3. Pengenes tid, Forlaget Alvilda Pris: Kr. 300,- Af Gert Holmgaard Nielsen Jeg har altid ment, at det må være hårdt og temmelig forvirrende at være kineser. Li Kunwus personlige trilogi, Et kinesisk liv, har kun bekræftet mig i den holdning. Det er lige præcis det, trilogien handler om. Tredje bind udkom midt i september Allerede første gang, jeg besøgte Kina, slog det mig. Det var sommeren En hed eftermiddag i juli sad jeg og kølede af i verdens dengang største McDonald's på hjørnet af Wangfujing og Den Lange Freds Boulevard i Beijing. Jeg kiggede forundret på en ældre, gråhåret dame, som svabrede gulvet, selvom det var ganske rent. Hun var vel omkring de 60. Mine tanker fløj uvilkårligt en tur tilbage gennem Kinas historie, og tilgiv, at jeg for en stund tager ud på denne tur igen. Jeg skal nok vende tilbage til Li Kunwus storværk af en tegneserieroman, der netop også tager sin læser med ud på en guidet tur gennem Kinas nyere historie. Hvis hun virkelig var omkring de 60, så var hun født først i 1930'erne, da Kina var splittet i mindre bidder kontrolleret af lokale krigsherrer samt af en række vestlige lande, der udnyttede det kinesiske kaos til at kolonisere dele af landet. I 1931 ville Japan være med. Japanske tropper annekterede det nordøstlige Kina, Manchuriet. Hun ville have været en lille pige, da Anden Verdenskrig brød ud i Asien, først mellem Kina og Japan. Og hun ville have været en stor pige, da japanerne forlod Kina igen efter at have tabt krigen i 1945, og tæt på 20, da Mao Zedong og hans kommunister i Folkets Befrielseshær vandt borgerkrigen over nationalisterne med Chiang Kai-shek i spidsen og derefter udråbte etpartistaten Den Kinesiske Folkerepublik styret af Kinas Kommunistparti. Hun ville have oplevet de første optimistiske år i 1950'erne. Alle udenlandske kolonisatorer blev smidt ud, og Kina lukkede sig om sig selv. Godsejerne fik frataget deres jord, fabriksejerne deres fabrikker. Bønder og arbejdere var nu øverst i folkehierarkiet. Staten tog sig af den enkelte borger fra vugge til grav, men krævede 100 procent loyalitet til gengæld. Hun ville have oplevet forfølgelserne under Maos antihøjrekampagne, som i 1957 lukkede munden på alle kritikerne ved at sende dem i fængsel eller internt eksil. For ens egen og for familiens skyld blev det klog poltik at mene, hvad Partiet ville have, man skulle mene. Derfor ville hun have oplevet, hvordan hun og hendes landsmænd blev mere og mere ens både i beklædning og i tankegang. Hun ville i årene omkring 1960 have oplevet hungersnøden efter Maos katastrofale kampagne, Det Store Spring Fremad, som betød, at Mao faktisk måtte trække sig tilbage som præsident. Og under Kulturrevolutionen Maos forsøg i anden halvdel af erne på at vinde magten tilbage, og som endte med at sende Kina på randen af kaos endnu en gang stod hun måske som rødgardist på Den Himmelske Freds Plads med Maos lille citatbog i hånden Den Lille Røde mens hun hyldede Den Store Rorgænger et af Maos mange kælenavne. Efter Maos død i 1976 ville hun have oplevet fortvivlelsen, frustrationen og skuffelsen over Partiet og dets ledere. Ingen vidste, hvad der nu skulle ske. Derefter ville hun have oplevet, hvordan Deng Xiaoping tog roret, smed hele Maos last over bord, åbnede op for udlandet og ikke mindst udenlandske investeringer og indførte kapitalismen ad bagdøren som Socialisme med kinesiske særtræk. Hun ville have oplevet optimismen hele vejen op gennem erne, men også usikkerheden ved at skulle stå på egne ben, den kraftige inflation, nepotismen og selvfedmen i det enerådende kommunistparti, og hun ville have oplevet den folkelige reaktion: Syv ugers demonstrationer på Den Himmelske Freds Plads i Og hun kunne have set, hvordan Folkets Befrielseshær den 4. juni skød sig vej gennem folket for at opløse disse demonstrationer. Og nu stod hun dér fire år senere ikke så langt fra pladsen og svabrede det iøvrigt helt rene gulv i en af den amerikanske imperialistiske fjendes verdensomspændende restauranter, McDonald's, som kineserne valfartede til for at smage på alt det fremmede nye udefra. Hvordan kunne hun klare så omfattende omvæltninger uden at knække midtover som person, tænkte jeg. Li Kunwus trilogi er netop et bud på et svar på det spørgsmål. I sagens natur kan det ikke blive et kort, endsige et konkret svar. Men han giver et prisværdigt personligt svar. Brydekamp med historien Tredje og sidste bind i Li Kunwus trilogi om hans opvækst og hans liv i Kinas Folkerepublik er lige så overgearet optimistisk og nådesløst overtromlende som den tid, det handler om. Samtidig er det fuld af Li Kunwus personlige overvejelser og indre brydekampe for at komme til tåls med mange af de voldsomme og svære oplevelser, som han lige som alle hans landsmænd har været udsat 18

19 Li Kunwus far har været i internt eksil i ti år. Alligevel tror han på, at Kinas Kommunistparti nok skal få landet ind på rette vej. Af samme grund belærer han sin søn om at være trofast, og Li Kunwu sætter alt ind på også at blive medlem. Det er i årene, hvor Deng Xiaoping tager magten. for gennem hele livet. Han guider os gennem årene fra 1980 til Det var her, moderniseringen tog fart. Det gik rigtig stærkt, og som læser skal man holde lige så fast, som alle kineserne har skullet gøre det hver eneste dag de seneste tre årtier. Det er med den bevidsthed, at man giver sig i kast med dette afsluttende bind, for skal den store historie om den orkanagtige udvikling, som Deng Xiaoping kastede Kina ud i, fortælles, så kan det næsten kun blive fragmentarisk. I bind 1 og 2 var der samling på drengen og den unge mand Li Kunwus familie, og fortællingen formåede at holde sammen på dem alle, selvom de under Maos kampagner blev forvist forskellige steder hen i landet. Med bind tre bredes viften helt ud, for her forsvinder ensartetheden. Der bliver gjort plads til forskelligheden på godt og ondt, og alle i Li Kunwus omgangskreds, der tør, søger lykken. Det er ikke alle, det lykkes for, men de, som ikke tør, bliver uden nåde indhentet og overhalet af udviklingen. I Kina gør man klogt i at være fleksibel og villig til at acceptere det nye. Hvis ikke, risikerer man netop at knække midt over. Ærlig konfrontation Det er altså ikke nogen læse-let-bog. Den er sværere end de to foregående. Som læser skal man holde tungen lige i munden og kigge grundigt på alle de detaljer i billederne, som fortæller så meget mere end ordene. Der, hvor trilogien bliver rigtig interessant, er, når Li Kunwu tager fat i omtålelige politiske tabuer. I bind tre når vi til studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, det største politiske tabu. Det er stadig hemmeligt, hvor mange der blev dræbt af soldaterne den 4. juni. Li Kunwu lægger alle kortene på bordet fra starten. Han tager os med, så vi kan lytte til den diskussion, som han havde med sin ven og medforfatter, franske Phillipe Ôtié, da de skrev trilogien sammen. Problemet var, at trilogien kun handler om, hvordan Li Kunwu selv har oplevet folkerepublikkens første 60 år, og han var ikke til stede i Beijing i Han var i Kunming mere end 1000 kilometer væk. I dette tilfælde afviger han lidt fra konceptet, fremfører sin holdning i stedet for sit vidnesbyrd og indrammer på den måde hele trilogien: Desuden... så er jeg af den overbevisning, at Kinas udvikling frem for alt kræver orden og stabilitet. Alt andet kommer i mine øjne i anden række. Jeg er helt bevidst om, at mine tanker om det vil chokere mange, især i Vesten, hvor de fremherskende holdninger er fundamentalt anderledes. For mit vedkommende drejer det sig ikke om, at jeg bare overtager de officielle holdninger. Nej, der er tale om en følelse, der er dyb forankret i med mange kinesere. En følelse, der er blevet formet, siden vi sad på skolebænken, hvor vi lærte, at vores land har måttet døje så mange vanskeligheder og ydmygelser i det 20. århundrede: Invasioner, plyndringer, såkaldt ulige traktater... interne splittelser, stridigheder mellem krigsherrer... (...). Dem, der ved det, eller som forstår den ulykke, som vi alle har kendt, må også kunne forstå min dybe trang til stabilitet og orden, som jeg forventer, at vores genrejsning og udvikling skal bygge på. Li Kunwus trilogi er et storværk, som tager os med, så vi kan opleve historien, som han og hans nærmeste oplevede og forstod den. Det er enestående og ofte bevægende. 19

20 Kinesisk megasællert NEJ, DEN FÅR IKKE HJERTET TIL AT BRISte Anonym forfatter vækker opsigt med roman om ung kærlighed under Kulturrevolutionen Ai Mi: Under the Hawthorn Tree Virago Press 2011 Oversat til engelsk fra kinesisk af Anna Holmwood Af Rikke-Agnete Olsen Ai Mi er et pseudonym, og ingen ved, om det dækker over en mand eller en kvinde, selv om bogen ved slutningen giver sig ud for at være en selvbiografisk skildring skrevet af en kvinde 30 år efter hendes ulykkelige kærlighedshistorie. Nu underviser hun angiveligt på et universitet i USA og har planer om at bringe sin datter hen til det sted, hvor hendes elskede som en særlig gestus for ædelt liv ligger begravet Under the Hawthorn Tree, hvor mange helte blev henrettet under krigen mod japanerne. Derfor bærer tjørnen nu røde blomster, før myrderierne var de hvide. Det siges, at ethvert menneske har stof i sig og i sit livsforløb til en bog, men det er jo ikke sikkert, det er en god bog. Under the Hawthorn Tree er en tyk bog. Det er også en lang bog at læse, selv om handlingen er meget enkel. En ung og yderst uskyldig, men højt begavet, praktisk og viljestærk pige fra en politisk tvivlsom og derfor ilde behandlet familie sendes i Kulturrevolutionens senere år med en gruppe andre unge til en landsby, hvor de skal beskrive livet til en ny slags historiebog. Jinqiu bestræber sig ivrigt for at falde ind i billedet og gøre sit arbejde godt efter alle forskrifter, og det lykkes. Hun kommer til at bo hos en venlig familie og møder hos den Old Third gamle tredje bror der slet ikke hører til familien, men kommer af absolut bedre folk, faderen er højt placeret i Partiet og administrationen, så Sun Jiangxin har både lædersko og ulden sweater. Han arbejder i en geologisk enhed i nærheden, og skønt han ikke er meget ældre end Jinqiu, der stadig går i skole, er han så moden og forstående i enhver henseende, at man skulle tro, han var mindst 50. Det gælder endog hans holdning til de herskende politiske forhold for landets borgere. Faktisk er det svært at forestille sig en som ham i Kulturrevolutionens tid. De to forelsker sig, dybt og uhjælpeligt, og bag på bogen står der, at this beautiful, simple story against the odds will break your heart. Hun forstår først ikke, hvad der er sket for dem, i sin forvirring afviser hun ham, men han er så klog og tålmodig, at han trænger ind til hende, så de begge forstår, at det er dem for altid. Det er det imidlertid ikke alligevel, for han har fået leukæmi og dør under hendes højlydte jamren på sygehuset, hvor hans også gode og kloge familie bringer hende hen i sidste øjeblik. De to unges kærlighedshistorie er kort, den varer vel knapt et år, og de ses ikke meget i den tid, men det lykkes dem dog at svømme sammen i floden, der omgiver den skoleø, hun lever på. Det lader sig gøre, fordi han køber hende en fiks og tætsiddende badedragt (under Kulturrevolutionen og i en lille kioskagtig butik nær svømmestedet!!). Hendes mor opdager dem og befaler ham at holde sig væk, hvilket han ærbart lover. Det skaber naturligvis ængstelse i Jinqius sind og hjerte, men han våger uset over hende og dukker op i ny og næ, så kærligheden næres. Hun efterstræbes af andre mere eller mindre tiltalende mænd, men har held til at holde dem på afstand uden dog at forstå, hvad de er ude på. Mod slutningen af bogen finder hun ham på det hospital, hvor han er indlagt, og de tilbringer et par himmelske dage under tæpperne i sengen i et værelse, han har lånt af en sygeplejerske, der aldrig bruger det. Forholdet fuldbyrdes ikke helt, men dog nok til at give hende en fornemmelse af, hvad det er mænd og koner gør i et ægteskab. Bagefter ses de ikke, før hun når frem til hans dødsseng, og i mellemtiden har han prøvet at gøre hende fri og give hende mulighed for et andet liv ved at skrive et brev om, at han er nødt til at rejse væk og foreslå hende at få en anden kæreste. Gode venner hjælper hende til at forstå ham og finde ham, og så når hun altså frem til hans død. Gennem hele bogen er Jinqiu den eneste person, man kommer ind i, alle andre, også Old Third Sun Jiangxi opleves udefra, de handler og de taler, men det er alt sammen noget, der bringer handlingen og Jinqui videre. Livet under Kulturrevolutionen skildres også udvendigt, far er forvist til landet, bror er forvist til landet, mor får dårlig løn, alt sammen på grund af dårlig klassebaggrund. Jinqiu må være ekstra klog og dygtig af samme grund, og penge mangler de naturligvis. Der findes heller ikke hygiejnebind, man må bruge toiletpapir. 20