NU UDEN SEx. danidas. Månedsavis om dansk udviklingsbistand. Juni/Nr. 05/2006

Transkript

1 LAOS Bangkok THAILAND MEKONG Phnom Penh CAMBODJA MEKONG Kritik af flod-samarbejde Ny dansk-finansieret rapport om Mekong River Commission: Medlemslandene viser ikke nok interesse. SIDE 3 Terningespil i Egypten Titusindvis af flygtninge fra det afrikanske kontinent er strandet i Kairo. Deres videre skæbne ligner et terningespil. SIDE 14 Grafik: 1508 Illustration: 1508 Månedsavis om dansk udviklingsbistand Juni/Nr. 05/2006 danidas tavse objekter Udviklingsministertaburetten burde være den mest efterstræbte i hele det danske kabinet: Dens ressort er det tætteste, nutidens danske politikere kan komme på at skabe verden i deres eget billede, skriver Lotte Folke Kaarsholm i sin anmeldelse af Danidas årsberetning for 2005, der netop er udkommet. Som noget nyt er beretningen i år forfattet af eksterne skribenter. AFRIKA DANIDAS ÅRSBERETNING 2005 NU UDEN SEx Journalisten fra dagbladet Information hudfletter Danidas fremstilling af de mennesker, der bor i udviklingslandene: De (de fattige, red.) er det materiale, udviklingsbistanden bearbejder ikke selv aktører, der kan tænkes at have en mening.. I hvert fald er personerne på billederne aldrig navngivne og altid generiske eksempler. /pk Læs s. 20 Den uhellige alliance mellem USA, den katolske kirke og gruppen af muslimske lande prædiker seksuel afholdenhed og lobbyer hårdt for at forbyde seksualoplysning, p-piller og kondomer. Det er skidt for Afrikas kvinder. Sundhedsklinikken Kisumu Nursing Home i Kenya har igen og mod sin vilje måttet hæve patienternes egenbetaling på konsultationer, p-piller og kejsersnit. Årsagen er Bush-administrationens krav om at de organisationer, USA støtter, ikke udfører, rådgiver eller oplyser om abort. Samlet har Kisumu Nursing Home og en række andre sundhedsklinikker, der årligt betjener omkring mennesker, mistet 40 pct. af driftsbudgettet som et resultat af den amerikanske politik. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har netop fremlagt en ny dansk strategi, der skal fremme de såkaldt seksuelle og reproduktive rettigheder som blandt andet indebærer retten til at sikre sig mod ufrivillig graviditet og retten til abort. Men en magtfuld trio bestående af USA, mange muslimske lande og en særdeles aktiv katolsk lobby prædiker seksuel afholdelse frem for seksualoplysning og prævention. /pk Læs temaet side 8-11 om aids, rettigheder, familieplanlægning og lobbyisme.

2 nr. 05/2006 nyheder side 2 IndholD nyheder For lidt engagement. Mekong-samarbejde dumper i ny rapport Blodbadet i Borgergade. Generalsekretær Lars Udsholt forlader MS Katastrofeberedskab i praksis. Syv dage efter kurset blev det alvor Efter jordskælvet på Java. Beskeden støtte til de overlevende Pressemøde uden presse. Dalitternes lange diplomatiske vej Oliepris til Tvind dollars til Humanas arbejde Danmark i Sikkerhedsrådet. Dafur på dagsordnen HIV/AIDS 2006 Dødsårsag: diplomati. Rapport fra UNGASS-mødet i New York Ulla Tørnæs: Bedre sluterklæring end frygtet Nu kan man teste billigt for hiv. Dansk test-kit på markedet i Sydafrika... 9 KRIGEN OM KONDOMERNE Bush/Vatikanet-alliancen. Ny kvinde-strategi med hårde modstandere Abort med ståltråd. Kenyas abort-klinikker må sætte priserne op SPROG Når sproget yder modstand. Lærerpar fortæller om lokalsprog MIGRATION Nåleøjet i Kairo. Essay om Afrikas glemte flygtninge DEBAT Kronik. Ingen greb ind over for misbrug af EU-projektpenge i Peru Svar fra EU s generaldirektør. Evaluering af projektet er på vej Vi savner temaer og dybde! Udviklings læserundersøgelse Tillægsprotokollen. Dansk fingeraftryk på ny protokol mod tortur Congo-hospitalet: Erindringsglimt fra dansk læge BØGER Fra vore mænd i marken. Danidas Årsberetning anmeldt Den rige mus og den fattige elefant. Danmark & Indien navne Gitte Seeberg (MEP). Et højere hegn løser ingen problemer Nyt om Navne BAGSIDE Grillstpyd eller Majsgrød. Ok at arbejde med u-lande og tjene boxen? Udgives af Danida, Udenrigsministeriet Kommunikationsenheden, Asiatisk Plads 2, 1448 København K Telefon Fax årgang. Udkommer ni gange om året. Trykoplag: ISBN nr (papirversion) ISBN nr (netversion) ISSN nr Abonnement (gratis), adresseændringer og udsendelse eller kontakt Schultz Distribution: Telefon , mail schultz@schultz.dk Redaktion Redaktør: Stefan Katić (sk) stekat@um.dk Journalist: Poul Kjar (pk) poukja@um.dk Journalistpraktikanter: Rosalina Dias Larsen roslar@um.dk Øivind Nicolay Holtermann oivhol@um.dk Ansvarshavende iflg. presseloven: Kontorchef Eva Egesborg Hansen. Korrektur: Hjørdis Kalsø Hansen. Redaktionen afsluttet den 22. juni Nyt om navne Irene D. Josephsen avisenudvikling@um.dk Design, layout og illustration: 1508 A/S Tryk: Skive Folkeblad. Trykt på svanemærket papir med miljøvenlige farver. Hjemmeside Her findes bl.a. tidligere numre. Tidligere numre kan rekvireres fra Netboghandelen på: eller hos DBK Logistik Service på telefon Nyt fra styrelsen Strateginote eller bare en JAS? Af Janina Graae Et nyt programsamarbejdsland skal fejres med et nyt ord, og Danidas righoldige samling af hjemmekomponerede ord udvides nu med endnu et: Strateginote. En strateginote er en langt mindre fyldig og detaljeret strategi end en egentlig landestrategi. På Styrelsens møde den 14. juni fremlagde Afrika-kontoret nemlig Strateginote for Danmarks samarbejde med Mali til Styrelsens orientering. Der var generelt stor tilfredshed både med det nye ord og muligheden for at starte på en frisk med mindre komplicerede arbejdsgange. Udenrigsministeriets Afrikakontor understregede, at malierne havde været meget aktive i forhold til at fastlægge de tre sektorvalg, der faldt på vand og naturressourcer, landbrug samt erhverv. Som det er tilfældet med de traditionelle landestrategier vil strateginoten blive sendt i høring og derefter fremlagt for Folketingets Udenrigsudvalg. Hvornår der kommer en landestrategi for Mali er endnu ikke fastlagt. Ej heller er det besluttet, om det bliver et rent dansk anliggende, eller om Danmark slår sig sammen med de andre donorer i landet, hvor mange står over for at skulle opdatere deres strategier i løbet af 2007 eller Men at der i Styrelsen var interesse for fællesstrategier med andre donorer var tydeligt under behandlingen af punktet om Uganda. JAS er endnu en spændende tilføjelse til Danidas ordsamling. Uganda er det første af Danmarks programsamarbejdslande, hvor en fælles landestrategi en såkaldt JAS (Joint Assistance Strategy) mellem flere donorer er blevet færdiggjort. Otte donorer har allerede tilsluttet sig, og Styrelsen var enig i, at også Danmark burde melde sig under fanerne. Hvis Danmark tilslutter sig den fælles landestrategi, betyder det blandt andet, at støtten til vejsektoren (undtagen biveje) og enten sundhed eller vand og sanitet udfases. Styrelsen lagde i diskussionen af oplægget meget vægt på, hvor vigtigt det er, at Danmarks holdninger og arbejde inden for områderne hiv/aids og reproduktiv sundhed fortsætter STILLINGSANNONCE Journalist Vil du u-landsjournalistik? ikke mindst på baggrund af den aktuelle politiske situation i landet. Det blev understreget, at der ikke vil komme ændringer i den samlede danske støtte til Uganda, hvis man tilslutter sig den fælles landestrategi. Selv om Afrika vejer tungt i den danske bistandsdebat, var Bangladesh også på Styrelsens dagsorden, og med en bevilling på 531 mio. danske kroner i perioden 2006 til 2011 lagde den sig i den tunge ende. Bevillingen skal bruges til at finansiere 2. fase af landbrugsprogrammet i Bangladesh baseret på den gældende landestrategi, der løber frem til Meningen er at reducere fattigdommen ved at forbedre levevilkårene på landet, og programmet bygger på 20 års erfaring med fattigdomsreduktion i Bangladesh. Programmet fokuserer blandt andet på fiskeri og husdyrbrug, landbrugskonsulenttjenester, biveje og markeder. Det blev fremhævet, at det innovative ved programmet er, at der i høj grad satses på det decentrale niveau og på nye målgrupper, herunder marginaliserede bønder og den private sektor. Forsyningen af landbrugsprodukter og adgang til markeder indgår også som en del i programmet et element som Styrelsen lægger megen vægt på, og som også dukkede op under diskussionerne om strateginoten for Mali. Janina Graae er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. jangra@um.dk Tiltrådte bevillinger i juni Bangladesh Sektorprogram for landbrug, fase mio. kr. CGIAR Den konsultative gruppe for international landbrugsforskning 35 mio. kr. Anden international udviklingsforskning 15 mio. kr. Bolivia Program Lípez. Egnsudvikling baseret på folkelig deltagelse 15 mio. kr. Danidas månedsavis udvikling søger pr. 1. august en journalist på fuldtid. Vi forestiller os, at du har en journalistisk uddannelse og en vis erfaring med at formidle u-lands- og globaliseringsstof. Men vigtigst er, at du er begejstret for stofområdet, skriver letflydende og selv medbringer gode ideer. Du bliver del af en lille redaktion med uformel tone, som er en del af Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. Læs nærmere på Artikler i månedsavisen udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter.

3 nr. 05/2006 Nyheder side Mekong-samarbejde dumper i ny rapport Kritikken hagler ned over Sydøstasiens Mekong River Commission i en ny danskfinansieret rapport: Medlemslandene viser ikke interesse, og kommissionen passer ikke godt nok på floden, lyder det. Af Hanne Mølby Henriksen 92 millioner amerikanske dollar flyder lige nu rundt i Mekong-floden. Pengene er doneret for at sikre en bæredygtig udvikling og forvaltning af den asiatiske flods ressourcer, men resultaterne lader ifølge en ny dansk-finansieret rapport meget tilbage at ønske. Mekong-aftalen er hverken blevet gennemført eller taget alvorligt, siger medforfatter, antropolog Kurt Mørck Jensen om den ti år gamle aftale, der udgør rammerne for Thailand, Laos, Cambodja og Vietnams samarbejde om Mekong-flodens velbefindende. Et samarbejde, der er institutionaliseret i den såkaldte Mekong River Commission (MRC). Medlemslandene står i stampe og vrangvrider fortolkningen af aftalen i stedet for at påtage sig rollen som forvalter af flodens ressourcer, fortsætter Kurt Mørck Jensen, der er seniorrådgiver i Udenrigsministeriet og fra september sidste år og til nu har haft orlov for at arbejde på undersøgelsen sammen med forskere fra University of Sydney. Rapporten borer sig ned i det, der allerede i forordet betegnes som MRC s dødvande: Medlemslandene er ikke engagerede nok. Kommissionen er mere optaget af at skaffe penge end af at forvalte flodens ressourcer. Dets sekretariat sidder på store mængder viden uden at bruge den til noget. Kapacitetsopbygningen er for ringe. Og så videre og så videre. Undersøgelsen er betalt af Udenrigsministeriet, der de seneste fem år har støttet MRC med 20 millioner dollars, og dermed er Mekong-samarbejdets største donor. Den kommer på et strategisk vigtigt tidspunkt, fordi MRC netop er ved at udarbejde sin plan for Samtidig er der ifølge Kurt MALAISIA KINA Bangkok MEKONG THAILAND LAOS Mørck Jensen så stor en utilfredshed blandt donorer, NGO er og civilsamfund op og ned ad floden, at MRC bliver nødt til at forholde sig til den. Ressourcer et politisk følsomt emne Godt nok er der meget vand og masser af ressourcer i den flod. Men de senere år er de i den grad blevet truet der er fældet skov, bygget dæmninger og dit og dat og der er MEKONG Phnom Penh VIETNAM Hanoi CAMBODIA MEKONG Mekong-Kommissionens sekretariat er for donorstyret, lyder et af kritikpunkterne i ny rapport. Her ses flodens forløb. altså en grænse for, hvad området kan klare. Derfor er der et enormt behov for, at MRC går ind og forvalter de fælles ressourcer, selvom det er politisk følsomt, siger han og fortsætter: Hvad nytter det for eksempel at udarbejde en rapport om, hvilke konsekvenser det vil have for floden at bygge ti store dæmninger up-stream i Kina, hvis ledelsen ikke vil have rapporten offentliggjort, fordi konklusionen er politisk betændt? Kurt Mørck Jensen efterlyser, at sekretariatets enorme viden om miljøet samt de sociale og økonomiske aspekter bliver offentliggjort og udnyttet. Også selvom det vil gøre kineserne der overvejer at slutte sig til Mekongsamarbejdet eller andre sure. Seniorrådgiveren lægger ikke skjul på, at han finder samarbejdet mellem donorer og kommission mere end uholdbart, og hans anbefaling til Udenrigsministeriet er klar: Det er crunch-time, erklærer Kurt Mørck Jensen. Med mindre problemerne bliver løst i år, synes jeg personligt ikke, at man skal yde bistand, når der er så forskellige opfattelser af, hvordan MRC skal udvikle sig. Men det vil være en trist udvikling, der forhåbentlig kan undgås, siger han. Afventer reaktion fra MRC Chef for Asienkontoret i Udenrigsministeriet Sus Ulbæk fortæller, at der endnu ikke er truffet besluning om, hvad der videre skal ske med Danmarks støtte til MRC. Det handler om, hvordan Mekong-kommissionen reagerer på kritikken, udtaler hun og understreger, at ideen med kommissionen er helt rigtig. Floden er grundlag for millioner af menneskers liv og derfor enormt vigtig at få reguleret. Og det arbejde vil Udenrigsministeriet gerne støtte. Vi vil bare gerne have endnu mere ud af tingene, siger Sus Ulbæk, som påpeger, at rapporten er lavet af uafhængige forskere og ikke nødvendigvis er udtryk for holdningen i Udenrigsministeriet, der har finansieret den. Målet med rapporten har ikke været at finde en masse grunde til at trække os ud. Vi har ønsket at finde måder at forbedre organisationen og arbejdet derude. Det er en helt naturlig proces. Især fordi vi har været en stor donor i mange år. Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist. hmh@journalist.dk Rapporten fra University of Sydney kan læses på mekong_water_governance.htm NDF lukker og slukker LÆs mere om Timbuktu og Tjekkiet Nordic Development Fund (NDF) har netop udgivet sin årsberetning for 2005, hvor hovednyheden er, at den lidet kendte fond nedlægges. Det var Danmark, der i august 2005 tog beslutningen om ikke at deltage i en ny femte såkaldt genopfyldningsrunde. Det medførte, at de nordiske lande besluttede at afvikle NDF. Grundlaget for oprettelsen af NDF var bindingen af indkøb i Norden under NDF s lånekontrakter. Det er ikke længere i overensstemmelse med Danmarks politik om afbinding af bistanden, og så er den væsentligste årsag til en fortsættelse af NDF ikke længere til stede. NDF koncentrerer sig nu om afviklingen af allerede indgåede aftaler. Danmarks bidrag var i 2005 på knap 60 mio. kr. /jg Den 31. maj åbnede den nye rejseboghandel Tranquebar i Borgergade 14 i København og afløste dermed Mellemfolkeligt Samvirkes butik Verdenshjørnet, der måtte lukke efter at organisationen fik beskåret sin bevilling fra oplysningsbevillingen. Ifølge Tranquebars informationsmedarbejder, Tina Larsen, har butikken fået en fin start med et pænt salg af bøger, musik og kunstværk hvortil gæsterne kan nyde en kop colombiansk bjergkaffe. Der er ingen tvivl om, at det nok ville være mere indbringende at åbne et fitness-center eller en ejendomsmæglerkæde. Men målsætningen for de fire stiftere er ikke at blive millionærer, men at skabe et rum for positiv dialog i en tid, som er præget af negativ konfrontation. Og på sigt skal verdenslitteraturen også gerne give ejerne brød på bordet. /pk

4 nr. 05/2006 nyheder side Blodbadet i Borgergade Analyse. De sidste fire-fem år har været én lang række af nedskæringer i Mellemfolkeligt Samvirke, der er reduceret fra 78 til 32 ansatte i Danmark. Generalsekretær Lars Udsholt som har haft det lidet morsomme job som postbuddet, der kun kom med dårligt nyt forlader MS til august. Af Stefan Katić Efter knap fire år på posten som generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har Lars Udsholt valgt at forlade chefstolen i Borgergade. En beslutning, der øjensynligt kommer bag på de fleste i MS bestyrelse. I en pressemeddelelse fra MS den 24. maj udtaler Lars Udsholt, at der mangler en klar arbejdsdeling mellem bestyrelsen og ledelsen i foreningen. Men bedyrer i øvrigt i meddelelsen, at der er fælles fodslag hvad angår indhold og mål. Selv siger Lars Udsholt, at han forlader MS, fordi han nu er ved vejs ende med den opgave, han blev hyret til: At gennemføre den vanskelige neddrosling og omstrukturering af det store flagskib blandt de danske u-lands- NGO er. Og fordi næste skridt at fastlægge arbejdsdelingen mellem generalsekretær, formand og bestyrelse ikke bør udføres af en Lars Udsholt med kun ét år tilbage af sin kontrakt. Det mest rimelige må være siger Lars Udsholt at den kommende generalsekretær, der fremover skal leve med den ny arbejdsdeling, også er den, som skal være med til at fastlægge arbejdsdelingen. En kilde beskriver forholdet mellem MS formand, fagforeningsmanden Søren Hougaard og akademikeren Lars Udsholt som kamp mellem to haner. Lars Udsholts egen udlægning hedder vi komplementerer hinanden godt. Ingen tvivl om, at MS på godt og ondt er blevet tegnet af to meget forskellige personligheder. Den tynde hud Blodbadet i Borgergade lyder som B.T. på en dårlig dag. Men de seneste fire år har uden tvivl været de fire mest vanskelige og modgangsrige år i Mellemfolkeligt Samvirkes 60- årige historie. Med den 43-årige Lars Udsholt i rollen som konstant budbringer og forvalter af dårlige nyheder (se boks). En sådan dårlig nyhed var Finansloven for 2006, der ramte MS rigtig hårdt. Den betyder, at danske u-landsorganisationer fra næste år skal mønstre en egenfinansiering på 10 pct. af bevillingerne til u-landsarbejdet. Det betyder for MS vedkommende små ni mio. kr. Værre er det set fra MS synsvinkel at udviklingsministeren besluttede, at u-landsorganisationer ikke længere skal kunne søge Danidas Oplysningsbevilling om penge. Det har ramt en oplysningstung organisation som MS særlig hårdt farvel til 13 mio. Danidakroner om året. Beslutningen gjaldt alle danske u-lands-ngo er, men var ifølge Lars Udsholt møntet direkte på MS, der i årtier har koncentreret sig om at lave u-landsoplysning frem for husstandsindsamlinger. Som et medlem af bestyrelsen udtrykker det: Det har været svært for MS at indse, at det arbejde vi laver, ikke længere er ønsket. På blot fire år har MS-sekretariatet gennemlevet tre fyringsrunder, der har reduceret MS fra 78 til 32 årsværk (fuldtidsstillinger). Fire år med permanent job-usikkerhed har givet tynd hud på alle niveauer i organisationen. Det har været svært for MS at indse, at det arbejde vi laver, ikke længere er ønsket. Medlem af bestyrelsen. Ud med raslebøssen Indtil 2001 kunne MS daværende styrelse i dag ændret til den noget mindre statsligt klingende betegnelse bestyrelse i al magelighed tage stilling til én stor årlig ansøgning til Danida, der blot skulle finpudses. Nu skal et hav af finansieringsmuligheder afsøges, og det er slut med forudsigeligheden i Danidabevillingerne. Ingen let overgang for en stor, gammel og veletableret institution som MS, der engang sad til højbords med den til enhver tid siddende udviklingsminister. En institution, hvor alle stædigt har forsvaret netop deres kæpheste i en sparetid, hvor spørgsmålene har lydt: Hvor skal besparelserne findes? Hvilke aktiviteter kan lettest undværes? Og værre: Hvilke medarbejdere er mest undværlige? Hele afdelinger er blevet lukket og medarbejdere, der i et kvart århundrede har levet i og for MS, er blevet sagt op. Næppe morsomt for en generalsekretær konstant at have den slags sager på sit skrivebord. Og der er mere: Sagen om underslæb i webstedet global.dk, som Mellemfolkeligt Samvirke var ansvarlig for at administrere. Hertil kommer så det sædvanlige bøvl i Syd med lukning af Lesotho-programmet og udvisningssager af MS-personale fra Zimbabwe og Kenya. Den slags sager har en politisk profileret organisation som MS nu altid haft. Et andet MS Det bliver et fysisk ganske andet og mindre MS, den ny generalsekretær overtager til september: For ti år siden fyldte MS stuen, første, anden og femte sal i huset på hjørnet af Borgergade og Landgreven plus en afdeling i Århus. I dag er man ved at ombygge den ene etage, man har tilbage i Borgergade, til et åbent kontorlandskab. Den skal matche den nye matrix-struktur med flydende ansvarsgrupper, som sekretariatet fremover organiseres i. Meget betegnende bliver den første store opgave for det ny og mindre sekretariat at mobilisere indsamlere, der skal ud med raslebøssen til MS første husstandsindsamling i kongeriget den 10. december. Ud over fundraising bliver fokusering den store udfordring, både for den ny generalsekretær og ikke mindst for den ny bestyrelse. Det bliver interessant at se, hvor stort et spillerum bestyrelsen vil give den nye generalsekretær eksempelvis når nye veje til fundraising skal vælges. MS skal i øvrigt ikke blot ud og annoncere efter en ny generalsekretær. Også kommunikationschef Tine Lange forlader nu Mellemfolkeligt Samvirke efter knap et år i organisationen. Stefan Katić er redaktør for udvikling. stekat@um.dk Ikke sjovt at være postbuddet, der altid kommer med dårligt nyt. MS generalsekretær Lars Udsholt takker af. Foto: MS. Hårde år for Mellemfolkeligt Samvirke. Lars Udsholt har været generalsekretær for MS i en årrække præget af svær modgang. Her er en række af de beslutninger, han har skullet føre ud i livet primært som følge af nedskæringer i bevillingerne fra Udenrigsministeriet og Integrationsministeriet. 2002: MS-i-Syd-bevillingen og administrationsbevillingen beskæres med hver 10 pct. i finansloven for Derfor lukkes programmet i Lesotho. Programmerne i Mozambique og Tanzania omlægges og beskæres til hver 60 pct. af det hidtidige omfang. Mellemfolkeligt Samvirkes kontorer i Ålborg, Ringsted, Odense og Haderslev lukkes. 15 stillinger nedlægges i sekretariatet i Danmark. Større afskedigelser i Lesotho, Tanzania og Mozambique samt på kursuscentret TCDC. 2003: Minoritetsafdelingen lukkes som følge af store beskæringer i tilskud fra Integrationsministeriet. Yderligere rationaliseringer inden for oplysningsarbejdet og MS-i-sydprogrammet som følge af besparelser på finansloven for stillinger nedlægges i Danmark. 2004: Kontoret i Århus lukker efter mere end 25 år. Otte stillinger nedlægges blandt medarbejderne i Danmark 2005: Det hårde slag: Oplysningsafdelingen lukkes (omfatter Bibliotek/Mediatek, MS-forlag, tidsskriftet Kontakt samt butikken Verdenshjørnet). I alt 32 medarbejdere afskediges, blandt andet fordi u-landsorganisationer ikke længere vil kunne søge oplysningsbevillingen som følge af ændrede bevillingsbetingelser (krav om egenfinansiering samt overgang til rammebevilling). 2005: Underslæbssag, Global.dk. Medarbejder fra MS, der har stået for bogføringen af internetportalen Global.dk, bliver i september bortvist og meldt til politiet for at have svindlet sig til op mod kroner. I perioden er der omvendt etableret cirka 12 nye stillinger som følge af nye initiativer: fundraising, det arabiske initiativ, programkordinatorer mv.

5 nr. 05/2006 nyheder side 5 Foto: Andi Dyah. Syv dage efter kurset blev det alvor Næppe havde de fem indonesere overstået et kursus i katastrofeberedskab i Danmark, før virkeligheden på Java kaldte i form af et jordskælv med en styrke på 6,2 på Richterskalaen. Af Hanne Mølby Henriksen Indtil for få uger siden kendte Andi Dyah ikke synderligt til opførelsen af lokummer. Nu graver Andi der oprindeligt er journalist og økonom huller i det jordskælvsramte Indonesien og underviser andre i at bygge latriner på den danske måde. Sammen med fire andre indonesere var Andi Dyah i maj måned på kursus i Hedehusene (omtalt i udvikling nr. 4), hvor de sponseret af Danida lærte om vand og sanitet i krisesituationer. Syv dage efter kurset fik de akut brug for deres viden, da et jordskælv ramte øen Java i Indonesien og dræbte omkring mennesker. Det er meget stressende at arbejde under en katastrofe, skriver Andi Dyah i en fra Yogyakarta, hvor flere hundredetusinde hjemløse mennesker kalder på en hurtig indsats for at få styr på netop vand, sanitet og midlertidige teltlejre. Kurset i København i sidste måned har gjort mig mere effektiv. Jeg er blevet bedre rent teknisk inden for vand og sanitet og har samtidig fået nemmere ved at træffe beslutninger og føre dem ud i livet i en krisesituation, beretter indoneseren, der af Spansk Røde Kors er blevet udnævnt som ansvarlig for vand og sanitet i hele Yogyakarta-området. Straks i gang Også de fire andre indonesiske kursusdeltagere har travlt med at omsætte øvelser til virkelighed. Det fortæller miljøingeniør Peter Kjær Jensen fra Center for International Sundhed og Udvikling (CISU) på Københavns Universitet, der står som arrangør af sommerkurset. Én træner en hel masse folk og er blevet hyret som indkøber for Tysk Røde Kors. En anden skriver, at han har brugt alt det, han har lært. Og Andi har sendt et billede af sit første toilet, fortæller Peter Kjær Jensen, der kan følge de fem indoneseres indsats via en fælles mailingliste, hvor kursusdeltagerne udveksler råd og erfaringer. De fleste har fået ret overordnede stillinger i systemet, hvor de rådgiver om vand og sanitet. Og jeg ved, at de er godt rustet herfra til at gøre det, siger han om kurset i København/Hedehusene, der blev afholdt første gang som et pilotprojekt i 2004 efter tsunamien og nu skal bevise sit værd i en rigtig krise. Kursus med vokseværk Samtidig ser det ud til, at sommerkurset får vokseværk. Det er nemlig ikke kun inden for vand og sanitet, der er behov for velforberedte nødhjælpere med praktisk erfaring, påpeger Peter Kjær Jensen. Derfor vil han sammen med Beredskabsstyrelsen udvide det nuværende kursus på knap fire uger til en decideret masteruddannelse en såkaldt Master of Disaster (omtalt i udvikling nr. 4). Peter Kjær Jensen er tovholder på planerne om uddannelsen, der skal give de internationale studerende en mere tværfaglig tilgang til nødhjælpsarbejdet og lære dem at bevare overblikket i krisesituationer. En fagligt dygtig sygeplejerske fra Danmark vil sjældent være effektiv, hvis hun bare bliver kylet ud i en flygtningelejr i Afrika, mener han. Krisearbejde kræver kendskab til alt lige fra socioøkonomi til hygiejne. Vi vil gerne ruste folk fra forskellige faggrupper med teori hjemmefra og give dem praktisk, international erfaring ved simpelthen at sende dem i praktik i kriser. Den idé har fået positiv respons fra Udenrigsministeriet, og organisationer som Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Læger Uden Grænser vil ifølge Peter Kjær Jensen gerne aftage kandidater og levere inspiration til uddannelsens sammensætning. Han håber at se de første studerende til september næste år, men vil ikke garantere noget, før Københavns Universitet vender tommelfingeren endeligt opad. tsunamien sætter standarden Fem millioner kroner og en god internetforbindelse er blandt Danmarks foreløbige bidrag til jordskælvsramte Java. Nødhjælpsleder frygter, at tsunamien bliver målestok for definitionen af en rigtig katastrofe. Af Hanne Mølby Henriksen Naturkatastrofe jævner landsby efter landsby med jorden. Indbyggerne sidder tilbage uden noget sted, de kan kalde hjem. Med personlige traumer og tab, der måske aldrig kan erstattes. Alligevel går det trægt med støtten til de overlevende på Java efter jordskælvet sidst i maj: Danskerne har hørt det før. Vi oplever, ikke uventet, en mindre interesse denne gang, fortæller Peder Damm, der leder nødhjælpsarbejdet for Internationalt Røde Kors i det jordskælvsramte område og normalt fungerer som landechef for Dansk Røde Kors i Indonesien. Han fortsætter: Den danske indsats er beskeden sammenlignet med tsunami-støtten. Min frygt er, at man fremover vil anvende tsunamien som målestok for, hvad en rigtig alvorlig katastofe er. Internationalt Røde Kors sigter mod at hjælpe af de hårdest ramte mennesker med blandt andet telte, drikkevand, latriner, lægehjælp og psykosocial støtte til de mest sårbare. Derudover har Dansk Røde Kors sendt et it-hold afsted, der ved hjælp af radio, satellit og ordentlig adgang til internettet skal sikre kommunikationen og koordinationen mellem nødhjælpsarbejderne. Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Jakarta har indtil videre bevilget 4,9 mio. kr. til Røde Kors-arbejdet, mens danskere privat har doneret kr. Et tal, der nok skyldes en vis mathed ovenpå tsunamien og jordskælvet i Pakistan, gætter Peder Damm. Hele tiden forsøger han at bringe fokus på de levende i stedet for de døde. Det er lidt bekymrende, hvis man anvender antallet af omkomne som en isoleret måleenhed for katastrofens omfang. En rimelig måleenhed bør være de berørte overlevende, samt i hvilket omfang de har behov for hjælp, mener han. Situationen er fortsat særdeles vanskelig for jordskælvets overlevende, men det går støt fremad med det umiddelbare redningsarbejde, fortæller nødhjælpslederen. Den store udfordring bliver nu at ruste de ramte familier til regntiden om nogle måneder og hjælpe dem med genopbygningen af permanente huse efter mere effektive og sikre byggeprincipper. Så der er lang vej igen også rent økonomisk. Det er altid med en vis spænding, vi afventer donorinteressen, som jo i sidste ende afgør, om vi kan dække de identificerede behov. En manglende donorinteresse tvinger os til at ændre planer og sprede vores assistance tyndere i et forsøg på at dække de absolut basale behov, fortæller Peder Damm, der kun kan gøre verden opmærksom på de overlevendes behov og på deres vegne håbe det bedste. Over 18 mia. kr. vil det koste at genopbygge det jordskælvsramte Java i Indonesien. Jordskælvet ramte med voldsom kraft området den 27. maj.

6 nr. 05/2006 Nyheder side 6 PRESSEmøde uden presse Tekst og foto: Rosalina Dias Larsen De er her Vincent Manoharan og Paul Divakar for at fortælle om det, de kalder verdens mest omfattende nutidige menneskerettighedskrænkelse: Kastesystemet, som navnlig praktiseres i Indien. Og stor er skuffelsen, da det viser sig, at dette på ingen måde kan få den danske medieverden op af kontorstolen. Nu er det selvfølgeligt dagen, hvor statsministeren er på visit hos præsident Bush i USA. Og også dagen, hvor den berygtede terrorist Abu Musab al-zarqawi bliver dræbt. Og, nåh ja, så er der jo VM. Men alligevel. I dagens anledning har Steen Gade (SF) indkaldt til pressemøde på Christiansborg. Pressen, politikere og andet godtfolk er inviteret. Men lokale 009 er gabende tomt, da mødet som på grund af den manglende presse bliver omdøbt til en rundbordssamtale begynder. Efter at have budt velkommen mener Steen Gade åbenbart, det er på sin plads med en undskyldende bemærkning. Jeg har forsøgt at få flere medlemmer af Folketinget til at komme i dag, men forgæves, siger han, mens de to udenlandske gæster på bedste indiske facon ryster hovedet fra side til side. Eneste anden fremmødte MF er er socialdemokraternes ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl. Den lange diplomatiske vej Det er ikke første gang, at Vincent Manoharan og Paul Divakar har siddet i sådan en situation. I to årtier har de to advokater forsøgt at få hul igennem til omverden. Ikke meget er sket. Alligevel er de optimistiske. De sidste ti år har vi kæmpet rigtigt hårdt for at få problematikken på den internationale dagsorden. Og det er til en vis grad lykkedes os, fortæller Paul Divakar til udvikling efter rundbordssamtalen. Han er formand for NCDHR (National Campaign on Dalit Human Rights). Sammen med Vincent Manoharan og andre samarbejdspartnere har han kæmpet hårdt for at få FN til at tage problemstillingen op. Det har resulteret i en FN-resolution fra 2000, der To medlemmer af folketinget, en lille håndfuld interesseorganisationer og én journalist. Det var, hvad det danske samfund kunne stable på benene, da to fremtrædende repræsentanter for Indiens 170 millioner kasteløse kom til Danmark den 8. juni. Journalisten, det var mig, og jeg tog en snak med de to herrer. Herren til højre er ikke Steen Gade. Det er den indiske advokat Paul Divakar, der med sin kollega Vikent Manohan (t.v.) besøgte Christiansborg for at tale de kasteløses sag. fastslår de kasteløses ret til ikke at blive diskrimineret. Alligevel lever de mellem 250 og 300 millioner kasteløse på verdensplan under slavelignende forhold. Og det har de altid gjort. Hvad skal der til, for at forholdene bliver bedre? Indien er en stærk nation. Der er implementeret fantastiske love i vort land, der på papiret forbyder al diskriminering af dalitter (kasteløse red.). Problemet er, at de love stort set aldrig bliver brugt i praksis. Det er vigtigt, at FN og det internationale samfund holder Indien ansvarlig for de forbrydelser, der sker mod mennesker i landet. Også EU har potentiale til at kunne lægge stort pres på Indien. Hver gang verdens statsledere mødes med deres indiske kolleger, skal de tage problemet op. I modsætning til andre tror vi ikke på væbnet konflikt. Det er den diplomatiske vej, som skal føre os igennem denne ørkenvandring. Når én mand kan gøre forskellen I har kæmpet i så mange år, og der er stadig millioner af mennesker, der lider. Føler I nogle gange, at I kæmper forgæves? Nej. Vi kigger på vores folk, ser deres lidelse, og så kæmper vi videre. Sammenligner man denne problematik med andre, vil jeg faktisk sige, at vi har været meget hurtige til at få den på dagsordenen. Det giver os styrke, når folk som Steen Gade tager problemstillingen op. Og selvom Indien har en meget stærk lobby i de internationale institutioner, der ikke ønsker, at dalit-problematikken skal på dagsordenen, så kæmper vi videre. Selvom vi begge gentagne gange er blevet truet på livet, så kæmper vi videre, siger Paul Divakar. Mit solointerview med de to dalitforkæmpere er slut, og jeg følges med dem ud gennem Christiansborgs lange korridorer. Stemningen er optimistisk, og vi taler om Steen Gades løfte om, at han vil forsøge at få problemstillingen til høring i folketinget. Måske det en dag kan få statsministeren til at tage problematikken op med sin indiske kollega Manmohan Singh. Det vil da måske få pressen op af stolen. Liberia får vand efter 20 års borgerkrig Én mia. tons CO2-reduktioner solgt Kun omkring 25 pct. af Liberias befolkning har haft adgang til rent drikkevand igennem de seneste næsten 20 års borgerkrig. Uden for hovedstaden Monrovia er vandforsyningen helt ophørt. Den danske vandafdeling under FN s Miljøprogram (UNEP-UCC) startede i januar et projekt i Liberia med at udvikle en vandforsyningspolitik i landet. Denne politik kan hjælpe landet med at fokusere på blandt andet rent drikkevand til befolkningen og vand til afgrøder og naturbevarelse. Nick Ahrensberg fra UNEP-UCC er med til at opbygge landets vandforsyning fra bunden. Vi skal starte helt forfra, siger han til udvikling. Projektet har startet en ad hoc-styregruppe med repræsentanter fra ministerierne og det private erhvervsliv. /mht Verden har nu købt sig til én mia. tons CO2- reduktioner gennem den internationale klimaaftale, anslår FN s klimapanel (UNFCCC), der bestyrer handlen med CO2-kreditter. Det svarer til den årlige samlede CO2-udledning fra Spanien og Storbritannien. Mange af reduktionerne kommer fra de såkaldte fleksible mekanismer i klimaaftalen, blandt andet CDM-projekter, hvor de rige lande investerer i energireducerende projekter i u-landene. Ifølge UNFCCC er der 27 projekter, som venter på at gå i gang i Afrika, og de fem er godkendt og klar til at bygge, men endnu findes der ingen vindmøller eller biogasanlæg. Der er totalt mere end 800 CDM-projektbeskrivelser hos FN, som venter på at blive godkendt./mht

7 nr. 05/2006 nyheder side 7 Danmark i verdens vigtigste stol Den 1. juni overtog Danmark for anden gang formandskabet for FN s Sikkerhedsråd under det nuværende medlemskab. Kalenderen er kompakt. Og for en måned ligger verdens problemområder rent principielt i danske hænder. Af Rosalina Dias Larsen Det er en tætpakket dagsorden, Danmark som formand for Sikkerhedsrådet skal være tovholder på i hele juni måned. Foto: Polfoto/AFP/Henny Ray Abrams. Det er ikke småting, der er på dagsordenen, når Danmark i hele juni måned sidder for bordenden i FN s Sikkerhedsråd eller rettere i midten af hesteskoen. Rådet, der er FN s øverste organ, har ansvaret for at opretholde international fred og sikkerhed. Og der er gods i de emner, der bliver taget op. Planen for juni er godkendt og tæt pakket; hovedsageligt med punkter som allerede er fastlagte. Rådet har lagt ud med at sende en mission til Sudan for at vurdere mulighederne for at sende en fredsbevarende FN-styrke af sted til landet. Missionen har været af sted, og på baggrund af deres indtryk skal de fremlægge deres rapport i juli. Herefter skal Sikkerhedsrådet drøfte, hvorvidt der skal sendes tropper af sted. Men processen er lang, og sudaneserne vil først kunne se FN-uniformeret mandskab om et års tid hvis altså ikke en af de store og permanente medlemmer nedlægger veto. Og hvis Sudans regering opgiver sin modstand mod at få FN-tropper udstationeret men det er en anden historie. Så er der den to år gamle våbenembargo mod Liberia, som netop er blevet fornyet. Dog med lempelser. For at skabe grobund for at den liberianske regering kan opretholde ro og orden i det urohærgede land, har Sikkerhedsrådet besluttet, at regeringen kan beholde og i små mængder anskaffe nye våben. Lempelsen skal ses i lyset af, at den nyvalgte liberianske præsident Ellen Johnson Sirleaf har fået opbakning fra rådet. FN har for øjeblikket mand i Liberia. Folkeretten til debat Ud over alle de fastlagte emner hvor urolighederne i Østtimor og undersøgelsen af mordet på den tidligere libanesiske premiereminister, Rafik Hariri, ligeledes kommer til at spille en stor rolle skal udenrigsminister Per Stig Møller bistået af den danske FN-ambassadør Ellen Margrethe Løj lede en debat om styrkelse af folkeretten. Som formand har man ret til at bringe emner til debat i Sikkerhedsrådet. Danmark har valgt at prioritere den internationale retsorden og folkerettens betydning for den internationale fred og sikkerhed. Og Danmark har blandt andet foreslået, at man opretter en ombudsmandsstilling for terror i FN. Læs mere om Danmarks formandskab på Humana People to People modtager UDVIKLINGSpris fra OPEC-landene Tvinds internationale udviklingsarbejde modtog den 13. juni en pris på dollars fra OPEC-landenes Fond for International Udvikling. Af Poul Kjar Mens retssagen mod Tvind-folkene med den hovedtiltalte Mogens Amdi Petersen i spidsen kører i Vestre Landsrets lokaler i Århus, har Humana People to People modtaget en nystiftet udviklingspris på knap kr. ( dollars) fra de olieproducerende lande - OPEC. Det er Tvind, der står bag Humana People to People, herhjemme bedre kendt som UFF Ulandshjælp fra Folk til Folk, som er en international udviklingsorganisation bestående af 28 nationale foreninger, der indsamler tøj og laver internationalt udviklingssamarbejde. Og som har sit hovedsæde i Zimbabwe. Humana People to People skriver i en pressemeddelelse: Humana People to People er blevet valgt i anerkendelse af det afgørende og værdifulde arbejde, organisationen er engageret i, i det sydlige Afrika. OPEC Fonden for International Udvikling har arbejdet i partnerskab med Humana People to People siden Humana People to People har anvendt midlerne fra OPEC Fonden til tjeneste for mennesker i Angola, Mozambique og Zambia. Humanas formand Maria Darsbo modtager prisen på dollars ved en særlig ceremoni i Jedda af Saudi Arabiens finansminister, H.E. Dr. Ibrahim Al-Assaf (t.v.), og Generaldirektøen for OFID, Suleiman J. Al-Herbish (midten). Foto: Humana. Ceremoni i Jeddah OPEC-landenes Fond for International udvikling blev stiftet i 1976 med det formål at bruge nogle af de olie-producerende landes milliardindtægter til at støtte fattige udviklingslande. Prisen på dollars er blevet indstiftet i anledning af fondens 30 års jubilæum, og blev overrakt den 13. juni til Humana People to People s formand, Maria Darsbo, ved en særlig ceremoni afholdt under OPEC-Fondens ministermøde i Jeddah, Saudi Arabien. Ifølge udviklingsfonden skal pengene gå til langsigtede indsatser til fremme for udvikling og kamp imod fattigdom. Retssagen kører I den hjemlige retssag mod Tvind står Mogens Amdi Petersen og syv andre ledende Tvind-folk tiltalt for groft skattesvig for 52 mio. kr. og groft underslæb for 56 mio. kr. af Tvind-fondens midler, der ifølge anklagemyndigheden ikke er blevet uddelt til humanitære formål, beskyttelse af naturen eller forskning, som officielt var meningen med fonden. I stedet er pengene ifølge anklagemyndigheden blevet brugt til at fremme Tvinds egne økonomiske interesser i kommercielle projekter og til at understøtte ledelsens ekstravagante udskejelser. Læs mere på

8 nr. 05/2006 HIV/AIDS side 8 Selvom den politiske erklæring ved FN s højniveaumøde om hiv/aids blev vedtaget med stående klapsalver, var ikke alle tilfredse. Deklarationen er latterlig svag, lød kritikken fra de fremmødte NGO er. Det var tre bevægede herrer, der briefede pressen efter åbningen af FN s højniveaumøde om hiv/aids i New York. Fra venstre ses administrerende direktør for UNAIDS Peter Piot, generalsekretær Kofi Annan og præsidenten for generalforsamlingen Jan Eliasson. Dødsårsag: diplomati Tekst og foto: Rosalina Dias Larsen, New York 25 år er der gået, siden aids første gang blev opdaget, og 25 millioner mennesker er siden døde af den fatale virus. Der er tale om en epidemi uden lige i nyere historie. En epidemi, der tilsyneladende er nærmest umulig at bremse. Og som sidste år slog flere end nogen sinde før ihjel. I dag lever mere end 40 millioner mennesker på verdensplan med den dødelige virus. 15 millioner børn er forældreløse. Aids var på dagsordenen, da FN s medlemslande mødtes i starten af juni for at gøre status på epidemien. Og som ofte, når FN s mange medlemslande mødes for at forhandle og blive enige, så går det i hårdknude. Det, der egentligt burde forhandles om, bliver blandet sammen med indenrigspolitiske dagsordener og forskellige kulturelle og religiøse forståelser af, hvordan problemer løses bedst. På FN s højniveaumøde i New York om aids var alle enige om, at aids er en af de største barrierer for udvikling og fremskridt i udviklingslandene. Men metoden, som det internationale samfund skal bekæmpe problemet med, er der i høj grad uenighed om. Det resulterede i et endeligt dokument, som af civilsamfundsorganisationerne blev kaldt latterligt svagt. På et hasteindkaldt pressemøde arrangeret af et samlet civilsamfund tog organisationerne afstand fra den endelige deklaration. Status år 2006 Ambitionerne var ellers store forud for mødet. Der skulle gøres status over, hvad der er blevet gjort af fremskridt, siden medlemslandene mødtes i 2001 og blev enige om The Declaration on Commitment. Et dokument, der forpligter alle lande til progressivt at bekæmpe den hurtigt voksende epidemi. Der skulle overvejes nye anbefalinger til, hvordan målene fra 2001 skal nås. Og endeligt skulle deklarationen fornyes. Som noget helt usædvanligt i FN-regi var en hær af interesseorganisationer fra alle lande inviteret med til konferencen for at give deres viden og erfaringer videre til delegaterne. Og de fremmødte havde store forventninger til konferencens udkomme. Jeres store opgave nu er at sørge for, at denne deklaration ikke blot bliver et dokument med tomme løfter, men en platform for målbaseret handling, sagde sydafrikanske Nkhensani Mavasa. Den første hiv-positiv erklærede person, der nogen sinde har talt til FN s generalforsamling. Status blev der gjort. FN s særorganisation for hiv/aids (UNAIDS) fremlagde deres murstenstunge rapport baseret på indrapporteringer fra 126 lande. Selvom der i visse lande og regioner kan ses fremskridt, så er det overordnede billede af epidemiens fremdrift, at udsigterne er nedslående. Det står fortsat værst til i det sydlige Afrika. I Swaziland er procentdelen af voksne, som lever med hiv, helt oppe på 33 pct. Andelen af gravide kvinder med hiv steg fra fire pct. i 1992 til 43 pct. i I Botswana har 24 pct. af alle voksne hiv. I Mozambique er tallet omkring 16 pct. Og tallene vokser hurtigst i de provinser, som er sammenfaldende med større transportruter fra Sydafrika og Zimbabwe. Men også i Caribien, Asien og Østeuropa er antallet af smittede vokset massivt. To skridt frem og et tilbage Generalsekretær Kofi Annan lagde ud med i sin åbningstale at prikke til de fremmødtes samvittighed. De fleste lande har ikke formået at nå de mål, de forpligtede sig til i 2001, sagde han. Og det store spørgsmål på konferencen var da også, om medlemslandene har levet op til de løfter, de gav i Status er, at opbakningen til bekæmpelse af aids ressourcemæssigt har været overvældende. I 2001 deklarationen blev der givet løfte om, at man ville finde mellem 7-10 mia. dollars for Det mål blev nået, i det donorer har givet 8,3 mia. dollars. Men der er stadig brug for mange flere penge, anslår Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria. 900 mil. dollars alene i 2006 for at være helt præcis. Og det er kun til at finansiere fondens egne projekter. Ifølge den nye deklaration er der på verdensplan brug for mellem 20 og 23 mia. dollars årligt i år Problemet er så bare, at deklarationen ikke forpligter landene til at finde de fornødne ressourcer, men blot anbefaler, at det gøres. Hvad angår spørgsmålet om adgang til medicin for de smittede, så endte dette med ret vage erklæringer i slutdeklarationen, der bekræfter, at adgang til medicin er nødvendigt, og at der bør findes løsninger, så barriererne kan overkommes. Death by diplomacy Årsagen til deklarationens meget vage sprog skal findes i forhandlingsspillet mellem nationer med meget forskellige dagsordener. På den ene side stod de nordiske lande, Nederlandene, Storbritannien, Canada og de latinamerikanske lande, og på den anden USA, Vatikanet og flere muslimske lande. I skyggen af de to fløje stod så resten og i særdeleshed et noget passivt afrikansk kontinent. Sådan så situationen i hvert fald set ud fra NGO-højde. Som den amerikanske aktivist og hiv-smittede Erik Sawyer sagde: Dette er død ved diplomati. Time efter time har min regering kæmpet for sine egne egoistiske interesser hellere end for millioner af mennesker, der unødvendigt dør rundt om i verden. Annan trådte i karakter Og sandt er det, at formuleringerne i den endelige deklaration på essentielle punkter er svage. Blandt andet nævner den på intet tidspunkt, hvilke udsatte grupper der bør sættes ind over for. Dette er et resultat af intensive forhandlinger, hvor amerikanerne i alliance med muslimske lande og Vatikanet ikke ønskede at nævne homoseksuelles rettigheder, unges ret til seksuel undervisning, sexarbejdere, stiknarkomaner og brugen af prævention i bekæmpelsen af den dødelige virus i det endelige dokument. De ønskede i stedet at fokusere på afholdenhed og troskab mellem ægtefæller. En modstand generalsekretær Kofi Annan kun havde kritik til overs for. Jeg mener, de bør udfordres. Vi er nødt til at være realistiske. Vi vil ikke lykkes, hvis vi stikker hovedet i jorden og lader som om, disse mennesker ikke eksisterer eller ikke behøver vores hjælp. Vi skal modstå ethvert forsøg på at forhindre os i at anerkende behovet for handling. Vi skal alle udfordre de implicerede regeringer til at være ansvarlige, sagde han ved et møde med pressen. Også de afrikanske delegationer fik kritik med tilbage til deres regeringer fra civilsamfundet. Kontinentet, som er mest hærget af aids, har demonstreret fuldstændig mangel på lederskab. Det er en sørgelig dag som afrikaner at være repræsenteret af sådan et svagt lederskab. Omololu Faloubi fra the African Civil Society Coalition. Kontinentet, som er mest hærget af aids, har demonstreret fuldstændig mangel på lederskab. Det er en sørgelig dag som afrikaner at være repræsenteret af sådan et svagt lederskab, sagde Omololu Faloubi fra the African Civil Society Coalition. Ingen fik alt hvad de ville På trods af uoverensstemmelserne mellem de officielle delegater og det civile samfund blev deklarationen vedtaget på konferencens sidste dag. Og endda med stående klapsalver. I deklarationen lægges der stor vægt på, at civilsamfundet i fremtiden skal inddrages i langt højere grad end det er tilfældet i dag. Uden dem vil aids-epidemien ikke kunne bekæmpes. Efter vedtagelsen sagde Generalforsamlingens præsident, Jan Eliasson, da også, at ingen fik alt, hvad de ville men det er der aldrig nogen, der gør. Til gengæld bad han alle de fremmødte om stolte at tage hjem, ikke bare med deklarationen, men også med et nyt samarbejde mellem regeringer og civilsamfund.

9 nr. 05/2006 HIV/AIDS side Uartigt ord på tre bogstaver Siger man aids, er man tvunget til også at sige sex, kvinder og stofmisbrugere. I modsætning til flere lande, som på det nærmeste er i en fornægtelsesfase, satte den danske udviklingsminister netop disse ord på dagsordenen i FN s hovedkvarter. udvikling tog en snak med hende. Tekst og foto: Rosalina D. Larsen, New York Ude i verden er Danmark kendt for sin høje grad af frihed måske især når det gælder sex og seksualitet. Det gjorde sig også gældende, da udviklingsministeren i starten af juni deltog i FN s højniveaumøde om aids. Her kæmpede Ulla Tørnæs (V) sammen med ligesindede lande kampen for seksuelle og reproduktive rettigheder. Kampen var hård, for modstanderne var sværvægtere som USA, Vatikanet og flere muslimske lande. Lande, som havde yderst svært ved blot at nævne det uartige ord sex. Hvilket i sidste ende resulterede i et slutdokument, der hverken omfatter homoseksualitet eller stofmisbrugere i nævneværdigt omfang. Noget pjat at fornægte virkeligheden, siger udviklingsministeren om modstanden mod at nævne de mest udsatte grupper i slutdokumentet. Hun er dog glad for, at deklarationen forholder sig til feminiseringen af aids-epidemien. Sluterklæringen blev vedtaget med stående klapsalver. Hvad er din holdning til det endelige dokument? Jeg synes, at deklarationen blev langt bedre, end jeg havde frygtet. Som det så ofte er tilfældet med slutdokumenter fra FN-konferencer kunne sprogbrugen have været stærkere set ud fra et dansk synspunkt. Blandt andet havde jeg gerne set de mest udsatte grupper (homoseksuelle, prostituerede, stofmisbrugere, indsatte i fængsler etc. red.) eksplicit nævnt i teksten. Ikke at nævne dem er en fornægtelse af virkeligheden, som jeg synes er noget pjat. USA gik i alliance med lande som Syrien, Iran og Vatikanet. Hvad mener du om den alliance? Der var lagt op til en konfrontation mellem Danmark og vore ligesindede lande som Norge, Holland og Canada på den ene side, og USA og en række katolske og muslimske lande på den anden. Det er der ikke noget nyt i. Konfrontationen går helt tilbage til 1994, hvor der var modstand mod øget fokus på rettigheder ved befolkningskonferencen i Kairo. Og i 2001 blev konfrontationen mere tydelig, da USA trak støtten til en række internationale organisationer heriblandt FN s befolkningsfond UNFPA. (Der anerkender kvinders ret til fri abort, red.). Derfor er det også vigtigt, at vi fra dansk side fastholder fokus på Kairodagsorden, som det internationale samfund dengang forpligtede sig på. Danmark skal gå forrest Når nu modstanden var så stærk, hvordan gik det så med de danske mærkesager? Vi havde den netop lancerede befolkningsstrategi med (strategi for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder red.). Det var den, som var grundlaget for de taler, jeg holdt. Og jeg synes, at det basale i vores strategi på tilfredsstillende vis er afspejlet i det endelige dokument. Bekæmpelse af aids hænger sammen med fremme af seksuelle og reproduktive rettigheder. De to komplimenterer hinanden. For eksempel ved at man fortæller om aids, når kvinder skal til undersøgelse under graviditeten. Deklarationen forholder sig også til feminiseringen af epidemien. Det er et Om 25 år skal vi kunne se hinanden i øjnene og sige, at vi gjorde noget. Det er også i det lys, jeg har besluttet at fordoble ressourcerne til bekæmpelse af aids i udviklingslandene fra en halv til en hel mia. i Udviklingsminister Ulla Tørnæs stort skridt fremad. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at et land som Danmark forsøger at sætte rettigheder på dagsordenen under sådanne forhandlinger. Aids-epidemien har været stærkt stigende de sidste mange år. Hvordan vender vi vinden? Jeg synes, at vi nåede et stykke vej med denne erklæring. Med erklæringen kan vi styrke indsatsen og holde hinanden fast på de aftaler, vi har indgået. Det kræver imidlertid øget finansiering. Om 25 år skal vi kunne se hinanden i øjnene og sige, at vi gjorde noget. Det er også i det lys, jeg har besluttet at fordoble ressourcerne til bekæmpelse af aids i udviklingslandene fra en halv til en hel mia. kr. i Desuden kan vi ikke løfte denne opgave uden civilsamfundet. Derfor er det også fantastisk, at civilsamfundet er så stærkt repræsenteret her ved mødet. Læs også side Dansk hiv-test klar til markedsføring i u-lande I Sydafrika markedsfører dansk firma om kort tid en hiv-test, der koster en tiendedel af andre metoder. Af Morten Seifert En dansk opfindelse kan måske hjælpe FN med at nå målet om universel adgang til livsforlængende ART-behandling for hiv-smittede inden SuPARnostic, som produktet er døbt, er et test-kit til brug i u-lande. SuPARnostic kan stille en præcis prognose for hiv selv under primitive forhold. Og så koster testkittet kun 10 euro eller en tiendedel af andre metoder. Det var laboratorieleder på Klinisk Forskningsenhed ved Hvidovre Hospital, biokemiker, ph.d. Jesper Eugen-Olsen, der fik ideen til suparnostic i Han fik patent på metoden og etablerede firmaet Virogates. Efter syv års udviklingsarbejde og en mængde tests i Afrika, er suparnostic klar til markedsføring. Vi har nu lavet de afsluttende felttests af kittet, og jeg vil sige, det virker ligeså godt, som vi havde håbet, fortæller en begejstret Jesper Eugen-Olsen. Han glæder sig til at præsentere SuPARnostic på den internationale aids-konference i Toronto i Canada august, inden Virogates begynder den egentlige markedsføring i Sydafrika. Siden skal distributionen udvides til resten af Afrika og herefter skal det på markedet i Indien, Brasilien og Kina. Vores forhåbning er i første omgang at nå 1-2 procent af verdens cirka 38 millioner hivsmittede i løbet af 2007 til 2008, siger den 42- årige laboratorieleder. Skal være endnu billigere SuPARnostic fortæller, hvor hurtigt immunforsvaret nedbrydes og hjælper til at finde det tidspunkt, hvor ART-behandlingen skal startes. Begynder man for tidligt, risikerer man at behandle unødvendigt i årevis. Det er spild af kostbar medicin, og hiv får også bedre tid til at udvikle resistens mod behandlingen. Starter man derimod for sent, risikerer man, at patienten dør. Immunforsvarets nedbrydning udtrykkes i det såkaldte CD4-tal. SuPARnostic fortæller desværre ikke, hvor stort tallet er, kun hvor hurtigt det falder. Derfor er det nødvendigt at kombinere suparnostic med såkaldte CD4- målinger, om end man kan nøjes med færre af dem, når suparnostic har vist nedbrydningens hastighed. Virogates fortsætter bestræbelsen på at billiggøre hiv prognosticeringen og undersøger i øjeblikket, om CD4-målingen også kan gøre billigere. Vi har foreløbig indledt et samarbejde med det tyske firma Partec. De har udviklet en lovende metode til at måle CD4 for en brøkdel af det, det koster i dag. Målet må være at hjælpe så mange hiv-smittede som muligt, slutter Jesper Eugen-Olsen. Se også artiklen Gennembrud på (udvikling 2/2004). MSc Morten Seifert er freelancejournalist. morten@uncial.dk

10 nr. 05/2006 kondom-krigen side 10 ny dansk strategi er en rød klud Af Ulrikke Moustgaard og Lasse Højsgaard Kvinder i verdens fattige lande skal selv kunne bestemme, hvor mange børn, de vil have. Det er grundtanken bag Danmarks nye udviklingsstrategi, The Promotion of Sexual and Reproductive Health and Rights Strategy for Denmark s Support. Ideen er, at man langt bedre kan skabe udvikling og bekæmpe fattigdom, hvis kvinder har mulighed for at bestemme over deres egen krop og hvor mange børn, de vil have. Derfor opruster Danmark inden for de bistandssektorer, hvor vi arbejder med kvinder, og regeringen har derudover lanceret nye kvinde-initiativer for yderligere 140 mio. kr. Men disse initiativer, der for mange danskere lyder både naturlige og fornuftige, har en skinger klang i ørene på andre dele af verdens befolkning. At man ligefrem øremærker ni mio. kr. til udbredelse af sikre aborter, som Ulla Tørnæs fortalte ved offentliggørelsen af strategien, kan være en rød klud i synet på mange kristne i både EU og andre dele af verden. Derfor kan Danmark godt regne med at møde stor modstand mod sin strategi, der blandt andet lægger op til, at kvinder bør have adgang til bedre familieplanlægning, herunder oplysning og behandling før, under og efter graviditeter, bedre tilgang til prævention samt lovgivning om kvinders seksuelle og reproduktive sundhed. Stærk kristen alliance De argeste modstandere af abort og prævention findes blandt kristne grupperinger i Europa og USA. Den katolske kirke er fnysende i sin fordømmelse af aborter, ligesom brug af kondomer fortsat officielt afvises. Og i USA rider abortmodstanden på en bølge af nyreligiøsitet, der gennem præsident Bush bliver omsat til konkret politik. Mange af disse holdninger har for længst også vundet genklang i for eksempel Afrika, Asien og Mellemamerika. Så når Danmark melder sig aktivt ind i kampen for blandt andet tilgang til sikre aborter, vil vi ikke blot blive mødt af surhed, men af en stor, stærk og velorganiseret højrekristelig alliance. De samarbejder, naturligvis gør de det. Alene det faktum, at George W. Bush har været i audiens tre gange hos Paven, fortæller noget om deres fælles politiske interesser, siger Lene Sjørup, lektor i teologi. Hun har i mange år beskæftiget sig med forholdet mellem religion og kønsforhold, og har netop afsluttet en rapport til Udenrigsministeriet om kristelige gruppers indflydelse på seksuelle og reproduktive rettigheder. Udviklingsminister Ulla Tørnæs vil sikre kvinder i u-landene bedre seksuelle og reproduktive rettigheder. Men hun er i ringen mod en toptrimmet kristelig alliance af katolikker, amerikanere og NGO er. Hun hæfter sig ved, hvor stærk og indflydelsesrig især den katolske kirke står i billedet. På verdensplan er der 1,1 milliard katolikker med Paven som det absolutte overhoved, og organiseringen af det katolske verdenssamfund er meget effektiv. Vatikanet kommunikerer direkte med biskopperne i de forskellige dele af verden. Derfor går der kun en dag, før et brev eller en udtalelse fra Vatikanet ligger som mail hos præsten på den anden side af jorden, fortæller Lene Sjørup. Hun drager en sammenligning med islam, som ellers i disse dage fremstår som det store kulturelle spøgelse. Den islamiske verden er jo slet ikke i stand til at tale med en fælles stemme, som den katolske kan. I og med at Vatikanet både er en stat og en religiøs organisation, er den katolske kirke direkte repræsenteret på det politiske niveau i forhold til FN og EU, og det giver den langt mere indflydelse, siger Lene Sjørup. Mærkbar indflydelse i EU Den katolske kirkes stærke interesse i at blande sig i udviklingspolitik især udviklingspolitik der handler om kvinders reproduktive og seksuelle rettigheder har kunnet aflæses i FN i mange år. Inden for FN er det således en kendt sag, at Vatikanets diplomatiske organ, The Holy See, fører en professionel og aggressiv lobbyisme for at få medlemslandene til at gå imod brug af prævention, seksualoplysning og adgang til abort og familieplanlægning. En holdning der i årevis har tiltrukket såvel stærkt konservative muslimske udviklingslande som katolske udviklingslande i for eksempel Mellemamerika og Afrika. Og en holdning som diverse kristne NGO er samlet kaldet for enten pro-life eller anti-choicebevægelsen også har tilsluttet sig. Det nye er, at denne holdning og lobbyisme nu også har bredt sig til EU. Da lande som Polen, Slovakiet, Letland og Malta blev medlemmer af EU i 2004 blev katolicismen Danmark kan godt regne med at møde stor modstand mod sin strategi (...) med et slag EU s største religion. Og det kan nu mærkes. I 2005 lancerede det polske katolske parti Den Polske Familieliga eksempelvis en udstilling, Børn og liv i Europa, i forbindelse med EU-Parlamentets samling i Strasbourg. Udstillingen viste børn og fostre i koncentrationslejre og sidestillede abort med naziforbrydelser. Og i selve arbejdet i Parlamentet, mærkes den kristelige indflydelse også. Jeg oplever meget tydeligt, at jeg befinder mig i et udpræget katolsk miljø, som minder om det højrereligiøse miljø i USA. Det er kommet som en meget stor overraskelse for mig, at det var så voldsomt, fortæller Gitte Seeberg (K), medlem af EU-Parlamentet siden Når vi stemmer om betænkninger, der har med udviklingsbistanden at gøre, må jeg gennemgå dem med lup, hvis der er noget som helst i betænkningen, som har med familieplanlægning, prævention eller abort at gøre. Holdningen blandt en stor del af parlamentets medlemmer er, at EU s bistandspenge eller andet, EU har med at gøre, ikke må bruges til den slags. Uvant sprog for danskere EU-parlamentarikere som Gitte Seeberg vil i fremtiden mærke endnu mere til den kristne alliance, når det gælder europæiske landes udviklingspolitik, spår flere Vatikankritikere. I 2004 udgav Catholics For a Free Choice (CFFC) en international katolsk organisation der arbejder for at fremme kvinders rettigheder en rapport, der dokumenterer, hvordan EU-parlamentarikere bliver forsøgt lobbyet af religiøse NGO er. Det sker gennem personlige mails og breve eller rapporter fra katolske forskningscentre, der for eksempel hævder, at kondomer ikke beskytter mod aids, eller påpeger de mentale konsekvenser af at få foretaget abort. Også i Lene Sjørups rapport står den katolske kirkes lobby-arbejde i centrum i særdeleshed gennem beskrivelser af organisationen COMECE, der står for den katolske kirkes EU-lobbyarbejde i Bruxelles. Der er tale om dygtige, effektive og velformulerede mennesker, rustet til tænderne med argumenter fra det såkaldte Lexicon en bog på 867 sider, skrevet specifikt for at hævde den katolske kirkes syn på seksuelle og reproduktive spørgsmål. Mange af formuleringerne i Lexiconet er skabt decideret for at argumentere imod de grupper, der arbejder for seksuelle og reproduktive rettigheder. Det, synes jeg, siger noget om det aggressive sindelag, der hersker i katolske kredse omkring disse spørgsmål, mener Lene Sjørup. Argumentationen foregår ud fra religiøse og teologiske overvejelser, og det er et sprog, de fleste danskere ikke er vant til at begå sig på. Resultatet kan derfor blive, at de danske kirkesamfund bliver rendt over ende af katolikkerne, når den kristne verden skal finde fælles fodslag, advarer hun. Det gælder eksempelvis når EU-formandskabet lytter til kirkens holdninger ved halvårlige møder med CEC de kristne ikke-katolske kirker i Europa og den katolske kirke. Danskere er ikke gearede til diskussionen med katolikkerne. De er ikke vant til deres måde at tænke og argumentere på. Så når de gennem CEC mødes med katolikkerne, bliver de tit kørt over af de katolske argumenter, siger Lene Sjørup. Ulrikke Moustgaard og Lasse Højsgaard er skribenter i pressegruppen Lux. lasseluxpresse.dk Danidas nye strategi for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Her er så den røde klud:

11 nr. 05/2006 KONDOM-krigen side 11 Ingen donorstøtte til abortindgreb. Derfor er priserne steget på Marie Stopes klinikken i Kenya og pristavlen rettet. Kvinden på billedet er klinikassistent. Abort med ståltråd Den nye danske bistandsstrategi får hårde odds i Østafrika, hvor nyreligiøsiteten blomstrer og æder sig ind på kvinders rettigheder. Tekst og Foto: Jeppe Villadsen, Kisumu, Kenya Et skilt giver klar besked i venteværelset på klinikken for familieplanlægning i Kisumu i det vestlige Kenya. Over receptionsskranken hænger en prisliste for klinikkens forskellige ydelser: En konsultation koster 400 shillings, eller ca. 32 kr. P-piller koster 12 kr. Dyrest er et kejsersnit, der løber op i kr. Der er ændret i priserne, kan man se på skiltet. Kisumu Nursing Home har igen og mod sin vilje måttet hæve patienternes egenbetaling. Klinikken er ellers en del af Marie Stopes Kenya, der arbejder med reproduktiv sundhed på nonprofit-basis. Alligevel har klinikken bare det seneste år måttet forhøje brugerbetalingen med pct., og samtidig er bemandingen blevet beskåret med omkring en tredjedel. Årsagen er den amerikanske Bush-administrations såkaldte Mexico City Policy, opfundet af Ronald Reagan og introduceret i Mexico City i Den går ud på, at USA stiller et krav til de organisationer, landet støtter, om at de ikke må udføre, rådgive eller oplyse om abort heller ikke selv om aktiviteterne er lovlige der, hvor de finder sted. Samlet mistede Marie Stopes Kenya, som årligt betjener omkring mennesker, 40 pct. af sit driftsbudget som resultat af den amerikanske politik. Organisationen har indtil videre måttet lukke to klinikker. I det lille forkontor venter en håndfuld kvinder på, at det bliver deres tur til at komme til. En af dem er Rose Mulama, der er arbejdsløs og mor til fem børn. Hun plejede at komme på Marie Stopes anden klinik i byen en mindre og mere spartansk, men billigere klinik, der lå i byens slumkvarter. Men den måtte lukke, og de mere end 400 kvinder, der dagligt besøgte klinikken, var nødt til at finde alternativer. Siden har jeg haft svært ved at få råd til at betale for familieplanlægning. Priserne er højere her, end der hvor jeg plejede at komme, fortæller Rose Mulama, der er spinkel og taler sagte. Hun har boet hele sit liv i Kisumu, en slidt havneby ved Victoriasøens bred. Behandlingsgaranti Den tilbageværende klinik i byen bliver først og fremmest benyttet af middelklassen, forklarer Michael Oyah, der er leder af klinikken. Ingen, der har brug for behandling, bliver dog afvist, understreger han. Hvis de ikke kan betale, giver vi dem nogle valgmuligheder: Enten at de i det mindste betaler en procentdel, eller at vi overfører dem til den offentlige klinik lige overfor. Der er behandlingen heller ikke gratis, men prisen er i det mindste noget lavere, end hvad vi tager her på klinikken, siger Michael Oyah. Han er ikke i tvivl om, at konsekvenserne af nedskæringerne allerede nu kan aflæses i form af en stigende udbredelse af hiv, flere aborter og en stigende fødselsrate i regionen. Jeg kan ikke sætte tal på det, fordi vi ikke har haft ressourcer til at måle virkningen af nedskæringerne, men effekten er der, ingen tvivl om det. Aborter i baglokalet På landsplan er brugen af præventionsmidler stagneret, og en række af de forbedringer, Kenya har opnået, er i fuld færd med at blive rullet tilbage. For eksempel er kvindernes dødelighed i forbindelse med graviditet og fødsel steget, og der bliver udført et stigende antal usikre aborter. Nogle taler ligefrem om en abort-epidemi. Meget tyder på, at der er en direkte sammenhæng mellem stigningen i de illegale aborter og introduktionen af Mexico City Policy. Det anslås, at der årligt udføres omkring aborter med hjælp fra alt fra ståltråd til giftige kemikalier og særlige voldsomme massageteknikker. Komplikationer efter de usikre aborter er blandt de mest almindelige dødsårsager for gifte kvinder i tyverne og trediverne. Omkring kvinder dør årligt som følge af abortrelaterede komplikationer. Marie Stopes i Kenya insisterer på, at de ikke udfører aborter, men alene tilbyder behandling efter abort. Sex er kommet for at blive En anden konsekvens er, at fødselstallet i Kenya atter er begyndt at stige efter 25 års uafbrudt fald. Det østafrikanske land oplevede ellers en af de mest dramatiske nedgange i fødselsraten, verden har set, nemlig fra otte børn pr. kvinde i 1977 til fire børn i Men nu nærmer tallet sig fem børn pr. kvinde. Det er intet mindre end katastrofalt og en direkte konsekvens af Mexico City Policy, mener direktøren for Marie Stopes Kenya, Cyprian Awiti. Mexico City Policy har haft en ødelæggende virkning i Kenya, fordi den har spændt ben for opgaven med at tilbyde familieplanlægning, siger han. Og det er ikke kun penge, organisationen har mistet. Foruden den tabte økonomiske støtte er de også blevet afskåret fra leverancer af amerikansk donerede kondomer, som er en vigtig del af landets aids-program. Bush-regeringen bruger penge på at forsøge at få folk til at gå væk fra at bruge kondomer og i stedet være seksuelt afholdende. Men man må gøre sig klart, at sex er en del af den menneskelige natur sex er kommet for at blive! Derfor kan et program, der bygger på afholdenhed, ikke fungere. De unge mennesker vil dø i stort tal, fordi det er helt urealistisk at forvente, at specielt de helt unge vil afholde sig fra sex, siger Cyprian Awiti. Kvinder i klemme Når det kommer til at gennemføre konservative familieværdier, gør USA fælles sag med de magtfulde kirkelige organisationer i de østafrikanske lande. De er enige om, at afholdenhed og ikke kondomer er løsningen på spørgsmål som aids og aborter. Samtidig oplever hele Østafrika en nyreligiøs opblomstring, hvor fundamentalistiske kristne bevægelser har opnået enorm gennemslagskraft, ikke mindst de såkaldte genfødte kristne. Også den kristne vækkelse trækker tråde til USA, idet der i øjeblikket er et rekordstort antal vestlige missionærer i lande som Kenya og Uganda, ligesom amerikanske kirkeorganisationer i kulissen øver indflydelse, ikke mindst af økonomisk art. Det kan kort sagt virke som hårde odds, den nye danske bistandsstrategi, der skal fremme de seksuelle og reproduktive rettigheder, er oppe imod. De østafrikanske kvinder er kommet i klemme mellem religion og politik. Og Marie Stopes Kenya er desværre langt fra alene om at have fået frataget midler. De fleste internationale familieplanlægningsorganisationer har nægtet at underskrive de amerikanske betingelser og har således mistet støtte fra USA. Også verdens største af slagsen, International Planned Parenthood Federation (IPPF), der årligt går glip af 115 mio. kr. i tilskud. IPPF s kenyanske afdeling, The Family Planning Association of Kenya (FPAK), har mistet over halvdelen af sine midler, været nødsaget til at lukke syv af sine 17 klinikker og har måttet indføre brugerbetaling. Antallet af kvinder, der konsulterer organisationens klinikker, er faldet fra til pr. år. Dr. Linus I. A. Ettyang, programansvarlig i FPAK, undrer sig over udviklingen. Abort er lovligt i USA, så hvorfor skulle den behandling, som en amerikaner får, blive nægtet en herboende kvinde, bare fordi hun er kenyaner? Han bryder sig heller ikke om, at bistand og politik blandes. Dr. Ettyang siger: Man skal ikke stille betingelser for den hjælp, man giver, for hvis betingelserne skader modtageren, så risikerer hjælpen at skabe flere problemer, end den løser. Man skal kort sagt yde hjælpen, men lade politikken blive derhjemme! Jeppe Villadsen er freelancejournalist og besøgte Kenya på et rejselegat fra Danidas Oplysningsbevilling.

12 nr. 05/2006 SPROG side 12 Når sproget yder modstand Der er også lidt bananfeber over det. Man oplever tingene på en anden måde, når man kommer ud, siger Jørgen Dalsgaard. Foto: Mette Krull More. Sprog er identitet. Det ved det pensionerede lærerpar Eva Lise og Jørgen Dalsgaard fra Svendborg. Parret har arbejdet med skolesystemet i Mozambique i en årrække og vil nu hjælpe med at indføre tosproget undervisning i landet.

13 nr. 05/2006 SPROG side 13 Elevernes eget lokalsprog skal være grundstenen for at lære portugisisk. Det er tanken bag Educacão Bilingue. Tekst: Bjarne Mouridsen Fotos: Mette Krull More Når danske børn starter i skolen, begynder de på et nyt kapitel i deres liv. For børnene i Mozambique har skolestarten været en endnu større omvæltning. Her var der ikke kun tale om et nyt kapitel. Elevens navn blev indtil for blot ni år siden ændret, og sproget blev et andet. Når børnene kom i skole, havde de et navn på deres modersmål. Det gik ikke, så de fik i stedet et nyt portugisisk navn i første klasse, fortæller Eva Lise Dalsgaard. Og det fortsatte frem til 1997 altså lang tid efter kolonistyrets ophør. Lærerne snakkede udelukkende portugisisk og blev bevidst placeret i de områder, hvor man var sikre på, at de ikke kunne lokalsprog. Elevernes eget sprog var forbudt, supplerer ægtefællen, Jørgen Dalsgaard. Det har været kraftigt fremmedgørende for dem, konkluderer han, der i dag er associeret forsker ved Århus Universitet. Svendborgensiske Eva Lise på 67 og Jørgen Dalsgaard på 66 er pensionerede lærere og har arbejdet med undervisning i Mozambique i flere omgange. De kender derfor til sprogets betydning både som kommunikationsmiddel og som en del af vores identitet. Foruden portugisisk har de kendskab til lokale sprog, og dem er der hele 43 forskellige af i Mozambique. Det er ikke overraskende, at de lokale sprog var forbudte under kolonitiden. Men den sproglige undertrykkelse fortsatte efter 1975, hvor Fronten for Mozambiques Befrielse, FRELIMO, sad ved magten både fordi det var det nemmeste, men også fordi det harmonerede med den politiske dagsorden. Og i dag er der stadig meget lidt interesse for sprogområdet, fortæller Jørgen Dalsgaard. Der er ingen, der interesserer sig for sprog i Mozambique. Leder man efter litteratur eksisterer der kun lidt. Vi har besøgt universitetsbiblioteket i Lissabon, og de havde også kun lidt. Educacão Bilingue Jørgen Dalsgaard har derfor gjort sprog til sit forskningsprojekt. Med støtte fra Velux-fonden har han undersøgt sprog og sprogpolitik i Mozambique. Han er nu ved at skrive sin afsluttende rapport, men sideløbende blev parret under et ophold i Mozambique opmærksomme på et lokalt baseret undervisningsprojekt, som forsøger at ændre situationen. Educacão Bilingue, (tosproget undervisning) som projektet hedder, går ud på at bruge elevernes eget modersmål som basis for at lære portugisisk, som er landets nationalsprog. Efter Dalsgaards mening vil portugisisk fortsat være det nødvendige fællessprog for videre Der er stadig virkelig meget prestige i at kunne portugisisk. Jo længere sætninger, desto bedre. Nogle benægter faktisk, at de kan tale deres modersmål. Jørgen Dalsgaard skolegang og højere undervisning. Projektet har udarbejdet læseplaner, som følger anbefalingerne fra UNESCO. Det første år indgår portugisisk kun som et mundtligt fag, hvorimod modersmålet er undervisningssprog i alle øvrige fag. År for år udfases modersmålet til fordel for portugisisk, så det fra og med femte år kun indgår som et fag på linie med andre. Der er altså tale om tosproget undervisning, hvor børnene lærer at læse og skrive deres modersmål, inden portugisisk kommer ind som andetsprog. Erfaringer og undersøgelser peger på, at en sådan undervisning resulterer i en generel bedre indlæring, blandt andet fordi det skaber forbindelse mellem de to forskellige verdener, hjemmet og skolen udgør. Glade børn taler deres eget sprog Der er altså gode pædagogiske grunde til at bruge tosproget undervisning. Men også andre, påpeger Eva Lise og Jørgen Dalsgaard. For det første er sproget en vigtig del af den kulturelle identitet, hvilket netop var en væsentlig grund til, at portugiserne forbød de lokale sprog. Forskellen har parret tydeligt registreret under deres besøg i landet. Børnene er mere frie og glade, når de taler deres eget sprog. Og modsat er de mere tillukkede, når det foregår på portugisisk, fortæller Eva Lise. For det andet er sproget en vigtig ingrediens i den demokratisering af landet, som er foregået siden afslutningen af borgerkrigen i Da de havde frit valg i 1994, var det netop et problem at få budskaberne ud til befolkningen, da så få kunne portugisisk. På samme måde som portugisisk var et nyttigt redskab til undertrykkelse, er de nationale sprog redskaber til demokrati, siger Jørgen Dalsgaard. Fala dialecto - han taler dialekt Men trods gode argumenter, er der lang vej til tosproget undervisning. Et første skridt var at identificere de forskellige lokalsprog og udvikle tilhørende skriftsprog. Ud af de i alt 43 sprog, der tales rundt om i landet, er de 16 vigtigste valgt til undervisningssprog. Herefter har det lokale universitet, Universidade Eduardo Mondlane, arbejdet ihærdigt på at standardisere de 16 sprog. Foruden videnskabeligt grundlag skal der også politisk vilje til. Og selv om de lokale sprog ikke længere er forbudte, men tværtom accepteres som et nødvendigt grundlag for udvikling, er der stor træghed i systemet. Det er mange års sprogpolitik og indgroede vaner, der skal vendes. Der er stadig virkelig meget prestige i at kunne portugisisk. Jo længere sætninger, desto bedre. Nogle benægter faktisk, at de kan tale deres modersmål. Men de fleste bliver dog glade, når man forsøger sig på deres eget sprog, forklarer Jørgen Dalsgaard og fortsætter med en lille oplevelse, der illustrerer problemet. Jeg prøvede på et tidspunkt, at henvende mig på lokalsproget til en rengøringskone. Hun vendte sig om råbte til de andre: fala dialecto. Han taler dialekt. At de kalder deres eget modersmål for dialekt, siger også en hel del. Matematikbøger på 16 sprog Endelig er det et problem at få udarbejdet undervisningsmateriale og efteruddannet lærerne. Det første har Instituto Nacional de Desenvolvimento de Educacão (INDE) stået for. I perioden gennemførte instituttet et pilotprojekt på to af sprogene, og det er erfaringerne herfra, der nu danner grundlag for Educacão Bilingue. Sammen med en lokal NGO, Progresso, har INDE nu lavet materiale på de 16 sprog i såvel sprog som matematik. Men det kniber med at få materialet ud til eleverne. Modellen er forsøgsvis indført på kun 14 skoler ud af For det første mangler der midler til at trykke og distribuere lærebøgerne. For det andet er lærerne ikke klædt på til at undervise tosproget. Det er vigtigt, at lærerne er uddannet i det. Det nytter jo ikke, hvis der kommer en ung portugisisk talende lærer fra Maputo, som så blot får et kort kursus i modersmål, påpeger Eva Lise. Efteruddannelsen af lærerne er nok det svage punkt i projektet. Her er der virkelig brug for en ordentlig koordinering med seminariet, Universidade Pedagógico, indrømmer Jørgen Dalsgaard. Vil gerne betale tilbage På en rejse har Jørgen og Eva Lise Dalsgaard besøgt alle samarbejdspartnerne i projektet og tilbudt deres assistance - i første omgang ved at forsøge at skaffe midler. De har også etableret kontakt mellem lingvistikstudiet ved Århus Universitet og Universidade Eduardo Mondlane, som er meget interesseret i et akademisk samarbejde. Vi er jo pensionerede begge to, men regner os stadig for arbejdsdygtige. Og så holder det os i røre, smiler Eva Lise. Der er også lidt bananfeber over det. Man oplever tingene på en anden måde, når man kommer ud. Og vi har fået så mange oplevelser, som vi gerne vil betale tilbage. Når vi så har viden og kunnen, vil vi gerne bruge dem, Børnene er mere frie og glade, når de taler deres eget sprog. Eva Lise Dalsgaard tilføjer manden. Samtidig synes parret, at det er spændende fortsat at følge et land, som har været meget igennem og nu er i voldsom udvikling. Da vi var ude første gang i starten af 90 erne var det under borgerkrigen. Da krigen sluttede, kunne vi pludselig bevæge os rundt i landet. I dag kan vi se, at der er sket meget i forhold til den gang. Der er en enorm fremdrift og udvikling, men der er desværre også mange tabere, fortæller Jørgen Dalsgaard. Og et af de steder, hvor der er langt igen, er netop undervisningssektoren. Niveauet er ubeskriveligt lavt. Det er det ringeste, vi har set endnu. Det gælder både skolebygninger, læreruddannelse og pædagogiske metoder, siger Jørgen Dalsgaard, der sammen med hustru og børn tidligere har lavet udviklingsarbejde i Zambia og Tanzania. Hjemmet i Svendborg bærer da også tydeligt præg af de mere end 12 år i Afrika. Men ikke kun det. Oplevelserne har også været med til at sætte deres eget liv i Danmark i relief. Det er sommetider svært at få øje på problemerne herhjemme. Der er mange ting, jeg har svært ved at tage alvorligt, slutter Jørgen Dalsgaard. Bjarne Mouridsen er freelancejournalist og har i mange år beskæftiget sig med udviklingsarbejde. mou@nal-net.dk. Der tales 43 lokale sprog i Mozambique De vigtigste 13 er: emakhuwa, xitsonga, ciyao, cisena, cishona, eschuwabo, cinyanja, xironga, schimaconde, cinyungue, cicopi, bitonga samt kiswahili. Læs mere om sprog og sprogpolitik i Mozambique på

14 nr. 05/2006 MIGRATION side 14 Nåleøjet i Kairo Titusindvis af flygtninge fra det afrikanske kontinent er strandet i Kairo. Deres videre skæbne afgøres af ofte nyuddannede jurister i FN s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), som Egypten har overdraget asylprocessen til. En proces, som for den enkelte flygtning må tage sig ud som det rene terninge-spil, skriver sociolog Channe Lindstrøm i dette essay. Af Channe Lindstrøm Egypten fremkalder skønne billeder på turistens nethinde: Sfinksen, der skuer behersket ud over et Kairo, der vokser sig større og mere moderne med meget raske skridt. Midt i Kairo ligger basaren Khan-il-Khalili. Her bliver der kastet terninger og rykket brikker med indædt koncentration, her ryges vandpibe til bevidstløshed, her skifter penge hænder, og her sidder jeg. På et hjørne af en lille café og smugkigger over på den anden side af vejen på nogle mennesker, der ser ud til at have ganske anderledes billeder på nethinden. En synlig fiasko Det ser ud som om, at terningerne er blevet kastet på deres vegne, at deres livs spil var tabt, førend det overhovedet begyndte. Jeg er begyndt at kunne skelne dem fra hinanden: Sudans dinkaer med deres lange, slanke ben og ranke rygge. De elegante somaliere med deres høje kindben. Men de letteste at kende er nu engang dem fra Sierra Leone, der har fået hugget nogle af deres lemmer af. Kairo huser én af verdens største urbane flygtningebefolkninger; byen afspejler vor verdens vold og grusomhed, uhyggeligt præcist manifesteret i bølger af flygtninge, der ankommer efter hver ny borgerkrig, efter hvert nyt brud på en våbenhvile, efter hvert nyt statskup i landene syd og øst for Sahara. Det er her og ikke i Europa som mange fristes til at tro at det internationale flygtninge- og menneskerettighedssystems fiasko for alvor skinner igennem. I Kairo har UNHCR forvandlet sig til noget, der ligner den spanske inkvisition. De bestemmer menneskeskæbners videre færd eller mangel på samme. I limbo-land Men ingen vil vide af Kairos flygtninge. I Genève og New York bliver der holdt internationale konferencer om asylspørgsmål, der bliver forhandlet flygtningekvoter og bevillinger til FN, fremført akademiske argumenter om mandater, forpligtelser og sanktioner. Og alt imens befinder Kairos op mod hundredetusinde flygtninge sig i et limbo. Mange lever i slumkvarterer og bliver groft udnyttet af deres arbejdsgivere, fordi de ingen papirer har og dermed ingen rettigheder. Tag for eksempel Mohamed Abbas fra Sudan. Selv om han hugger sten fra morgen til aften og støt opbygger nye urbane centre, så eksisterer han rent faktisk overhovedet ikke sådan rent administrativt. Selv kommer han også nogle gange i tvivl. Men han bliver så alligevel overbevist om sin eksistens, når pulsen kommer rigtig højt op, og dét sker hver gang han ser en mand i uniform. En mand, som hvis Mohamed Abbas bliver taget uden identitetspapirer sandsynligvis vil fængsle og torturere ham, benægte torturen hvis nogen spørger, og derefter smide ham ud. Efter et par pæne hentydninger fra EU bliver disse irregulære indvandrere nu anset som en trussel mod den nationale sikkerhed og som en sten i skoen for et mere blomstrende europæisk samarbejde. Derfor er Kairos sikkerhedspoliti blevet meget dygtigt til at deportere flygtninge til én af Egyptens ørkengrænser. Når først man befinder sig der, står valget mellem pest eller kolera at fortsætte til fods til det oprindelsesland, hvor man risikerer at blive slået ihjel, eller tage tilbage til Kairo og risikere at blive tortureret og deporteret igen. Ikke et valg mellem frihed og sikkerhed Om du bliver godkendt som flygtning gør hele forskellen mellem frihed og sikkerhed eller det modsatte. Retfærdighed er en luksus, der ikke er plads til at beskæftige sig med. I Egypten er det FN s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der bestemmer, hvem der kvalificerer sig som flygtning i overensstemmelse med international lovgivning på området. Men som enhver advokat ved, er det muligt at vende og dreje lovens bogstav, som det nu engang bedst passer. UNHCR befinder sig i en dobbeltrolle som både bøddel og frelsende engel: Samtidig med at FN-organet i lang tid har været udsat for dets værste finansielle krise nogensinde, så er det op til UNHCR i Kairo at bestemme hvilke af Kairos flygtninge, der er bona fide og dermed får ret til at opholde sig i landet. Og herefter at beslutte, om der også skal ydes finansiel assistance til den individuelle flygtning, hvis han eller hun er i en akut sårbar situation og det er langt de fleste. Og den logiske konsekvens: I Kairo har UNHCR forvandlet sig til noget, der ligner den spanske inkvisition: Her sidder grønne universitetsuddannede, der ikke nødvendigvis er specialiseret i international flygtninge- og menneskerettighedslovgivning, og kaster terningerne. Derfor blev hun systematisk og kollektivt voldtaget over en flerårig periode, indtil én af hendes vagter forelskede sig i hende og lod hende undslippe. Det er romantik i det virkelige liv. De bestemmer menneskeskæbners videre færd eller mangel på samme. At bestå som flygtning For at blive godkendt som flygtning er det naturligvis udslagsgivende, at du fortæller sandheden om dine grunde til flugt. Det betyder, at din livshistorie skal være troværdig at de ting, du påstår er hændt dig, passer ind i de generelle begivenheders kronologiske forløb i dit oprindelsesland. Det kan dog til tider være svært for folk fra Etiopien at sætte vestlige årstal på den slags, da landet befinder sig cirka syv år bagefter vores tidsregning, som foreksempel Isata, der aldrig har gået i skole og aldrig har kendt til begrebet tid. Hvem har brug for et ur, når solen er temmelig punktlig? Og at huske navnet på det fængsel, hvor du blev brændt med elektroder over hele kroppen, kan også volde problemer.

15 nr. 05/2006 MIGRATION side 15 Flygtninge i Kairo Der befinder sig ifølge UNHCR godt mennesker i Kairo med flygtningestatus, og derudover knap asylansøgere. Hertil kommer palæstinensiske flygtninge; af disse er kun 245 registreret hos UNHCR. Mange sudanesere opholder sig i Egypten uden at være flygtninge (økonomiske migranter) og dette tal anslås af uafhængige kilder til alt mellem til fire millioner. Mediterranean Transit Migration ny DIISrapport om migration fra Mahgreb-landene. Det er ikke blot Egypten, der modtager migranter fra Afrika syd for Sahara. Også Marokko tiltrækker et ukendt antal indvandrere fra det øvrige Afrika. Det handler et af kapitlerne om i Mediterranean Transit Migration, en ny rapport fra Det Danske Institut for International Studier (DIIS). Rapporten, som er redigeret af seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen, omhandler tendenser i mønstrene for migration mellem de nordafrikanske Mahgreb-lande og til EU samt EU-landenes reaktion på det øgede migrationspres over Middelhavet. Rapporten kan bestilles fra DIIS (pris 100 kr.) eller downloades gratis på I Kairo lever et usynligt folk, som turisterne ikke ser: Tusinder af afrikanske flygtninge er strandet her, mens de venter på af få afgjort deres videre skæbne. De har ingen papirer, og dermed ingen rettigheder. Foto: Marwan Naamani/ Scanpix. LOC mangel på troværdighed Fordi Egypten har overgivet asylprocessen til en multilateral institution som UNHCR, så er den udprægede opfattelse, at staten kan vaske sine hænder i forhold til hele denne besværlige, langvarige og dyre asylaffære derfor findes der ingen appelprocedure, der er uafhængig af UNHCR. I de tidlige morgentimer stimler folk sammen foran opslagstavlerne ved UNHCR s kontor for at se, hvilke udvalgte, der har slået en befriende sekser. For langt de flestes vedkommende, efter op til ét års ventetid, står der tre bogstaver. Måske er LOC (Lack Of Credibility) grunden til, at du er blevet afslået, måske er det BPS (Burden of Proof not Satisfied), eller FED (no Forced External Displacement). Hvad vil det sige for Hassan og Sheik, bortset fra at døren til fremtiden lige er blevet smækket i? Absolut lige så lidt som for ethvert andet menneske, der hverken er advokat eller læser flygtningelovgivning i sin fritid. Et overfladisk bud på forklaringsnøglen: Mens nogle er blevet bedømt til ikke at være i fare i deres oprindelsesland og/eller have haft mulighed for at flytte til en anden del af landet (som for eksempel Sudan, der er delt i det muslimske nord og det overvejende kristne syd), så bliver andre afslået, ikke på grund af mangel på fare eller frygt, men fordi denne frygt ikke kan relateres direkte til forfølgelse. Nå, der er vist ingen grund til at rode sig ud i længerevarende og relativt komplekse juridiske argumenter, for langt de fleste bliver afslået for LOC (Lack Of Credibility) Huller i hukommelsen Som juridisk repræsentant for flygtninge har jeg spenderet mange timer på en træbænk ved UNHCR s kontorer sammen med en eller anden asylansøger. Efter otte timers ventetid i den bagende sol kan det ikke garanteres, at man er super oplagt til at berette om de sidste tredive år af ens liv, hævndrabet på ens mor da man var tolv år gammel, eller sikkerhedsstyrkernes nedbrænding af ens afgrøder og det hus man selv havde bygget. En aldrende universitetsprofessor kan ikke gøre rede for alle de spørgsmål, der hagler ned over ham: Hvad? Hvem? Hvornår? Tortur skaber huller i hukommelsen. Heldigvis, lige bortset fra dette tilfælde. Så han drager derfra med slæbende fødder og bliver afvist for manglende troværdighed. Hvilken del af dit liv var ikke troværdigt? Som asylansøger i Kairo har du ikke mulighed for at læse din egen dossier eller udskriften af interviewet. Det er derfor umuligt at vide, om der er begået fejl fra interviewerens side, eller om du har misforstået nogle af spørgsmålene. Så det kan være rigtigt svært at regne ud, hvad man er oppe imod, og hvordan man skal gribe en eventuelt appel an. Voldtægt en relevant oplysning 17-årige Elmina blev fængslet i Etiopien på grund af sin fars politiske parti, der repræsenterede en minoritetsgruppe. Derfor blev hun systematisk og kollektivt voldtaget over en flerårig periode, indtil én af hendes vagter forelskede sig i hende og lod hende undslippe. Det er romantik i det virkelige liv. Jeg møder hende, fordi hun vil appellere afslaget på sin asylansøgning. Hun har ikke fortalt om sin voldtægt eller fængsling til UNHCR. For det første vidste hun ikke, at det var relevant (hun blev jo ikke spurgt), og for det andet er der så meget stigma forbundet med seksuel aktivitet før ægteskab i hendes kultur, at Elminas familie uden tvivl Måske er LOC (Lack of Credibility) grunden til at du er blevet afslået, måske er det BPS (Burden of Proof not Satisfied), eller FED (no Forced External Displacement). Hvad vil det sige for Hassan og Sheik, bortset fra at døren til fremtiden lige er blevet smækket i? vil slå hånden af hende, hvis de nogensinde får det at vide. Elminas appel var bare én ud af de op mod 85 pct., der får afslag. Statistikker fra 2002 viser, at kun 2-3 pct. af de resterende 15 pct., der bliver indkaldt til et appelinterview, får tilkendt flygtningestatus i sidste ende. For få seksere Efter en lang række spørgsmål om afgreninger af den stamme i Somalia, Abdi kom fra (for at konstatere om han nu var fra Somalia), lød spørgsmålet fra udspørgeren: Kender du lederen af den oprørsgruppe du tilhørte? Nej, svarede han. Da jeg efter interviewet lidt forundret spurgte ham, hvorfor han havde svaret således, når hans sag nu engang indeholdt tre siders beskrivelse af hans politiske engagement i den gruppe, så fandt vi frem til, at tolken havde spurgt, om han kendte lederen personligt, og det gjorde Abdi ikke. Der kom til at stå LOC ud for Abdis sekscifrede nummer, og sådan er der så mange andre menneskelige lidelseshistorier, der forbliver ufortalte. I september sidste år forsøgte Abdi sammen med cirka andre flygtninge, der nu delvist er gået under jorden, at fortælle sin historie og at protestere mod sin tilfældige livslod ved at demonstrere foran UNHCR s kontorer i Kairo. De efterfølgende mislykkede forhandlinger endte med, at Kairos sikkerhedspoliti tre måneder senere med tvang fjernede demonstranterne og transporterede dem til forskellige tilbageholdelsescentre i og rundt om Kairo. Dette resulterede i 27 dødsfald, hvoraf kvinder og børn udgjorde over halvdelen. Nummer 28, en 14-årig dreng, døde på hospital en måned senere som et resultat af hans kvæstelser, og en mand begik selvmord efter tilbageholdelsen. Terningerne er kastet. Personligt stiller jeg spørgsmålstegn ved den sandsynlighedsregning, jeg lærte i folkeskolen, for lige meget hvor længe terningerne bliver kastet i Kairo (og de vil blive kastet i lang tid endnu), så bliver der ikke slået en sekser hver sjette gang. Channe Lindstrøm, sociolog med speciale i flygtningestudier, har arbejdet med rådgivning af flygtninge i Kairo. mail@channe.net

16 nr. 05/2006 KRONIK side 16 Ingen greb ind over for misbrug af projektpenge Dansk rådgiver var vidne til nepotisme og omfattende misbrug af ressourcer ved et EUfinansieret projekt i Peru, som derfor ikke nåede de ønskede resultater. Ansvaret ligger hos EU, de peruvianske myndigheder og projektledelsen, mener Finn Riisberg. Af Finn Riisberg Fra juni 2001 til februar 2003 var jeg udstationeret af konsulentfirmaet Stora Enso Forest Consulting som rådgiver ved et EUfinansieret projekt til fattigdomsbekæmpelse i Ancash-regionen i det centrale Peru. Formålet med projektet var ved hjælp af en række produktive og sociale foranstaltninger at medvirke til at forbedre landbefolkningens indkomst og levestandard. Projektets budget var på 149 mio. kr. Her af finansierede EU 119 mio. kr., mens de peruvianske myndigheder som fastsat i finansieringsaftalen underskrevet af det peruvianske udenrigsministerium og EU- Kommissionen bidrog med 30 mio. kr. Disse myndigheder uddelegerede ansvaret lokalt til de regionale myndigheder i Ancash-regionen og til EU-delegationen i Lima. Et konsortium af tre europæiske firmaer ydede konsulentbistand, en opgave der blev varetaget af en projektdirektør, en administrator, en sociolog og en agronom (artiklens forfatter). Hver europæisk rådgiver havde et ansvarsområde, for eksempel sociale forhold eller produktion, som han så delte med sin lokale samarbejdspartner (counterpart). Projektet havde 50 lokalt ansatte, som talte forstkandidater, agronomer, dyrlæger, ingeniører, sociologer, økonomer og kontorpersonale. Dertil kom de fire europæiske rådgivere. Organisatorisk bestod projektet af ledelse, administration, produktion og sociale forhold. I produktionskomponenten, som jeg og min lokale counterpart havde ansvar for, rådgav man om landbrug, fødevareforarbejdning og salg af produktion. Trods et budget på knap 150 mio. kr. og 50 ansatte, er det meget begrænset, hvad de fattige har fået ud af EU-Kommissionens projekt i Ancash-provinsen, skriver dansk agronom, der var rådigiver på projektet. Her en bonde på vej hjem fra druehøst. Foto: Scanpix/AFP/Eitan Abramovich. Projektet dækkede en del af landdistrikterne i Ancash-regionen, der er beboet af fattige landbofamilier. Det er nedslående at se, at så store investeringer i et projekt munder ud i så få og små resultater. Agronom Finn Riisberg Problemerne Da finansieringsaftalen er underskrevet af EU-Kommissionen og det peruvianske udenrigsministerium, er det i sidste ende disse parter, der var ansvarlige for, at projektet gennemførtes efter de foreskrevne retningslinjer, at de fornødne ressourcer blev stillet rettidigt til rådighed samt at man opnåede de ønskede resultater. Desværre var EU, de regionale myndigheder i Ancash-regionen og projektledelsen ofte direkte eller indirekte skyld i misbrug af ressourcer og mangel på resultater. Det er nedslående at se, at så store investeringer i et projekt munder ud i så få og små resultater. Men hvad gik galt? Det kan denne oversigt over de forskellige partnere og deres rolle forhåbentligt kaste lys over: EU s bureaukrati EU s bureaukrati medførte blandt andet, at der gik to år, før projektet fik biler. Ofte var der lange ventetider på overførsel af midler. Også EU s træge godkendelsesprocedurer for planer og budgetter medførte store forsinkelser i arbejdet. De ansvarlige i EU-Kommissionen og EU- Delegationen udtrykte, under deres sjældne projektbesøg, enighed i de europæiske rådgiveres iagttagelser og forslag til forbedringer. Men de forsømte at følge op på sagerne og sikre, at forslagene blev gennemført. Iagttagelserne drejede sig om nepotisme og anden misbrug af midler, ugennemskuelighed, tilbageholdelse af vigtige oplysninger og centraliseret ledelse. Nepotisme I finansieringsaftalen fremhæves projektets autonomi. Dette så de regionale myndigheder tit bort fra, især ved rekruttering af lokalt personale. Selv om det tilkom projektet at foretage udvælgelsen, insisterede de regionale myndigheder på selv at gøre det. Det resulterede sjældent i, at den bedste medarbejder blev udpeget, idet den udvalgte ofte var en god bekendt eller beslægtet med højt placerede ledere hos de regionale myndigheder. Det er beklageligt, at EU-Delegationen i Lima ikke har gjort sit til at få reglerne i aftalen overholdt. I januar 2001 afskedigede de regionale myndigheder alt lokalt personale uden at rådføre sig med projektledelsen. Personalet blev genansat en måned senere, men på ringere vilkår, men inden da havde de bedste medarbejdere fundet andet arbejde. Igen er det beskæmmende, at EU-Delegationen i Lima ikke greb ind.

17 nr. 05/2006 kronik side 17 Projektledelsen og de europæiske rådgivere Projektledelsen drog ikke fuld nytte af de europæiske rådgiveres viden og erfaring, men traf ofte beslutninger alene. Ledelsen undlod eksempelvis at inddrage den europæiske rådgiver og hans lokale counterpart, når der skulle rekrutteres personale til disses ansvarsområder. I december 2001 skrev en lokal avis en artikel om projektets miljøansvarlige, der havde solgt små eukalyptusplanter fra firmaet Agroforest til et mineselskab. Agroforest ejes af hustruen til projektets miljøansvarlige og har ingen planteskole. Planterne kom fra projektets planteskole, men betalingen tilgik Agroforest. Direktionen var tilsyneladende bekendt med forholdet, men så igennem fingre med det, da den pågældende var direktionens protegé. Efter afsløringen blev han dog nødt til at fratræde. I juni 2002 ansatte projektet over 20 personer på korttidskontrakter. De skulle udføre helse- og undervisningsstudier i projektets sociale komponent. Den europæiske direktør lod den lokale direktør foretage udvælgelsen alene, selvom reglerne foreskriver, at det skal gøres i fællesskab. Det viste sig, at alle nyansatte var nære bekendte til eller i familie med, den lokale direktør, og at kun ganske få havde de fornødne kvalifikationer. Den europæiske rådgiver i socialkomponenten blev end ikke orienteret om ansættelserne. Da den europæiske administrator i 2002 ønskede en regnskabsfører ansat, var der ingen midler til det. Samtidig aflønnede projektet uretmæssigt de regionale myndigheders jurist. Da administratoren foreslog, at dette blev bragt til ophør så man kunne ansætte regnskabsføreren blev det uden begrundelse blankt afvist af direktionen. Mod slutningen af 2002 havde lokale aviser i nogle måneder skrevet artikler, hvor projektets europæiske direktør blev skamrost til skyerne. I samme periode betalte projektet aviserne kr. om måneden muligvis som tak for den smigrende omtale. Biler og personale Selv om der i henhold til den overordnede projektplan og budget skulle købes tolv biler, fik man kun fem der ankom efter to års ventetid. Det var alt for få til de nødvendige tilsynsrejser, som projektets stab skulle udføre. Endvidere var EU s valg af bilmærket Land Rover uheldigt, fordi de ikke kunne repareres på stedet og måtte køres til service i Lima en tur på 800 kilometer tur/retur. Den omfattende udskiftning i lokalt og europæisk personale hæmmede også projektgennemførelsen. Europæiske fingeraftryk Grundet ovennævnte problematik var det uhyre vanskeligt at sætte europæiske fingeraftryk på projektet. De lokale hjælpeorganisationer i projektområdet har langt færre pengemidler og råder ikke over europæiske rådgivere. Ikke desto mindre er de bedre drevet og har fået bedre resultater end EU-projektet. Adskillige peruvianske og europæiske rådgivere ved projektet deler de synspunkter, denne artikel giver udtryk for. De har imidlertid valgt at være tavse om de kritisable forhold af hensyn til deres beskæftigelse. Ved kontraktens ophør i februar 2003 skrev jeg en afsluttende rapport, der omhandler indsats, resultater og forslag til forbedringer. Rapporten blev stilet til projektledelsen, EU- Delegationen, de regionale myndigheder i Ancash samt de tre konsulentfirmaer, der indgik i konsortiet, med anmodning om tilbagemelding. Kun Stora Enso Forest Consulting imødekom dette. Selv om EU-Delegationen havde lovet at kommentere rapporten, kom der trods tre rykkere ingen reaktion. Er indtrykkene fra projektet i Peru blot et uheldigt eller isoleret tilfælde? Jeg tror det næppe, for jeg har haft lignende uheldige erfaringer fra EU-finansierede projekter i El Salvador og Haiti. Finn Riisberg er agronom og har over tyve års erfaring som rådgiver og projektleder ved donorfinansierede udviklingsprogrammer i Afrika, Asien og Latinamerika. EU-kommissionen: Evaluering af Peru-projektet er på vej En række af anklagerne mod EU-projektet i Ancash-provinsen savner uddybning, svarer generaldirektøren som har ansvar for gennemførelse af Europakommissionens udviklingsbistand. Foto: Kristian Djurhuus/KD. Af Poul Kjar Den 10. april 2006 sendte udvikling den kritik, som Finn Riisberg fremsætter i sin kronik til generaldirektøren for AIDCO, Koos Richelle, og bad om at få en kommentar til beskyldninger om misbrug af bistandsmidler i forbindelse med fattigdomsprojektet i Peru. Den 5. maj svarede Koos Richelle. I sit brev til redaktionen gør han opmærksom på, at EU-kommissionen allerede har kommunikeret om sagen med Finn Riisberg, og en kopi af brevvekslingen mellem Riisberg og Kommissionen er vedlagt svaret fra Koos Richelle. Koos Richelle skriver i svaret til redaktionen kort fortalt, at projektet blev gennemført af en styringsgruppe med teknisk assistance fra fire europæiske firmaer samt lokalt ansat personale. I projektperioden var der adskillige udskiftninger både af europæiske og lokalt ansatte projektledere, hvilket muligvis har haft en negativ påvirkning på stabiliteten i projektet. På samme måde har de mange samtidige ændringer i den peruvianske regering, der i henhold til projektstrukturen spillede en væsentlig administrativ rolle i projektet, muligvis også påvirket gennemførelsen af projektet negativt. EU-kommissionen har belært af tidligere negative erfaringer decentraliseret en lang række opgaver til delegationerne i partnerlandene med henblik på at undgå forsinkelser i gennemførelsen af projekter for eksempel i forbindelse med indkøb af biler. Med hensyn til problemerne med at få repareret et bestemt bilmærke i projektregionen skriver Koos Richelle, at man også kunne have haft det samme problem med andre bilmærker, da området generelt er tilbagestående. Koos Richelle efterlyser fra Riisberg en gennemgang af, hvordan de kritiserede elementer i projektet påvirkede det arbejde, som Riisberg selv skulle udføre på projektet, og understreger, at en uafhængig evaluering af Peru-projektet vil blive offentliggjort i løbet af efteråret Resultatet af evalueringen vil indgå i den samlede vurdering af projektet i Peru. Koos Richelles svar samt bilag til svar kan læses (på engelsk) i fuld længde på

18 nr. 05/2006 debat side 18 TROFASTE OG HOMOGENE og over 50 ÅR udvikling har fået foretaget en uvildig læserundersøgelse. Den peger på, at avisen sætter sig mellem to stole i forsøget på at nå bredere ud. Det går ud over dybden. Af Klaus Aagaard Lange Det er svært for en hvilken som helst avis at ramme sine læsere, og det gælder også for udvikling. Formodentlig findes der lige så mange ønsker for en avis, som der er læsere, journalister og redaktører. Den perfekte avis den alle er tilfredse med findes ikke! Én elsker at læse om Bhutan, og en anden afskyr historier om vandingskanaler i Afrika, så hvad gør man? Det er nu tre år siden, at Udenrigsministeriet lagde Danidavisen og det daværende tema-baserede Udvikling sammen og relancerede det nye udvikling i avis-format. På de tre år er der sket store forandringer både på indholdssiden og på layout. Men redaktionen har kun kunnet gætte på, hvad der har virket, og hvad der ikke har. Avisen har derfor været interesseret i at finde ud af, hvad læserne mener om den nuværende avis. Er den blevet bedre eller dårligere siden den blev avis? Vi er en gruppe studerende fra Roskilde Universitetscenter, der har foretaget en læserundersøgelse blandt udviklings læsere. Undersøgelsen bygger på 266 telefoninterviews med abonnenter og på fokusgruppeinterviews. Trofaste læsere Den typiske læser er mand, veluddannet og over 55 år. Tilfreds læser. Udvikling har ca abonnenter i Danmark og 1000 i udlandet. Foto: Poul Kjær. Langt størstedelen af udviklings læsere har tilknytning til udviklingsområdet, og mange læsere har trofast modtaget avisen i en længere årrække. De fleste anser avisen for at være både god, velskrevet og moderne, men grundlæggende er motivationen for at læse udvikling en stor interesse for og engagement i udviklingsområdet. Denne interesse udgør en meget stærk fællesnævner for læserne, der kommer til udtryk i nogle meget homogene ønsker for avisen. En bred interesse for dansk udviklingsbistand er læsernes primære incitament for at læse udvikling. Derfor er det også interessant, at følgende forhold netop gør sig gældende på et generelt plan. For lidt dybde, for lidt tema Hvad enten man er NGO-person, studerende, journalist, offentlig/privat ansat eller noget andet, så er læsningen af avisen typisk bundet op på en faglighed og viden om udviklingsområdet, og netop disse forhold giver i undersøgelsen anledning til nogen kritik af avisen. Generelt savner de interviewede læsere mere dybde i artiklerne og en mere tematisk behandling af emner og områder. Man føler ikke altid, at udvikling er en avis, der skriver til fagfolkene, men snarere skriver ud fra et ønske om at tiltrække en bredere og mindre faglig læsergruppe. Ofte fornemmer læseren tillige en vis tilbageholdenhed mod at skrive alt for kritiske artikler. Og det ærgrer dem. Læserne har en bred interesse for udviklingsspørgsmål, men stiller krav om, at artiklerne serveres og behandles i en form, der kan interessere den læser, der allerede ved meget om området. Det betyder blandt andet, at avisen må kunne skrive kritisk vinklede artikler og behandle emner mere dybdegående. Vores indtryk er, at redaktionen på udvikling er meget ambitiøse og løbende gør sig mange gode tanker om, hvad de kan gøre for at forbedre avisen. Avisens udfordring ligger derfor i at finde en redaktionel prioritering, der både kan tilgodese den høje faglighed blandt læserne, samtidig med, at avisen vedbliver med at appellere til den bredere skare - hvis det sidste vel at mærke er avisen og Udenrigsministeriets ønske. Klaus Aagaard Lange er medforfatter på rapporten og studerende på RUC. kalange@ruc.dk Læserundersøgelsen viser at 89 pct. af læserne mener, at udvikling grundlæggende er en god avis over 50 pct. af udviklings læsere er over 50 år med overvægt af mænd to tredjedele af udviklings læsere læser mellem fire og fem artikler i hvert nummer der ikke er nogen nævneværdig forskel på mænd og kvinders læsning af udvikling læsere fra NGO erne er entydigt den gruppe, der i mindst grad opfatter udvikling som en fri og selvstændig avis udviklings læsere gennemgående er tilfredse med det nye layout. Blot 15 procent mener ikke, at avisen er indbydende 80 pct. af læserne har svaret, at de helst vil læse om Afrika, derefter følger Asien med 60 pct., Latinamerika med 45 procent, Mellemøsten med 38 pct. og Europa med 20 pct. læsernes største ønske til indholdet er mere opfølgning på tidligere artikler samt status på dansk udviklingsbistand og så må avisen gerne gå mere i dybden. DANSK FINGERAFTRYK PÅ NY PROTOKOL MOD TORTUR Kommentar. En dansk mærkesag, Tillægsprotokollen til FN s konvention mod tortur, træder nu i kraft. Gennem besøg i fængsler skal tortur som i Abu Ghraib-fængslet fremover forebygges. Af Tue Magnussen Når Tillægsprotokollen til FN s konvention mod tortur træder i kraft den 22. juni, er der ikke alene tale om en historisk milepæl i arbejdet mod tortur, men også en kroning af en mangeårig dansk indsats på menneskerettighedsområdet. Tillægsprotokollen er en dansk mærkesag, hvor regering og Folketing har været i flot parløb med Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og andre NGO er på området. Tillægsprotokollen blev efter mere end ti års forhandlinger vedtaget af FN s Generalforsamling i december 2002 i slutningen af det danske EU-formandskab. Mens Danmark var blandt de 127 medlemslande, der stemte for, var USA blandt de fire lande, der stemte imod, mens 42 lande afstod. Sammen med støtten til den Internationale Straffedomstol er Danmarks aktive indsats for Tillægsprotokollen udtryk for en selvstændig dansk udenrigspolitik på et tidspunkt, hvor kritiske røster ellers beskylder den danske regering for følgagtighed over for USA affødt af deltagelsen i krigen i Irak. Med Honduras og Bolivias nylige ratifikation af Tillægsprotokollen er de nødvendige tyve ratifikationer nu sikret for en ikrafttræden. Hos RCT glæder vi os over, at netop Honduras er med blandt de 20 lande. RCT har i mere end ti år samarbejdet med en lokal partnerorganisation, der forebygger tortur gennem arbejde i de berygtede fængsler, hvor man som i det øvrige Latinamerika ofte oplever fangeoprør som modsvar på udbredt mishandling. To-strenget besøgssystem Mens FN s konvention mod tortur dikterer et totalforbud mod tortur og lægger op til retsforfølgning for tortur, der begås, er den nye tillægsprotokol et vigtigt instrument til forebyggelse af tortur. Gennem såvel et internationalt som nationale besøgsorganer med tæt relation til civilsamfundet etablerer Tillægsprotokollen et system, hvor uafhængige eksperter skal inspicere alle de steder, hvor personer holdes frihedsberøvet. Det er vigtigt for at forebygge tortur. Tortur praktiseres i mere end totredjedele af verdens lande. Det internationale besøgsorgan skal også samarbejde med og hjælpe de nationale besøgsorganer med at vurdere behandlingen af de indsatte og anbefale forbedringer af forholdene. Et internationalt organ kendes allerede i Europa med Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur. Med Tillægsprotokollen vinder modellen global udbredelse, og det er vigtigt for kampen mod tortur. Besøgsorganerne skal ifølge Tillægsprotokollen nyde fuld uafhængighed og have de nødvendige økonomiske ressourcer og menneskerets- og sundhedsfaglige kompetencer. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur er det vigtigt, at et dansk besøgsorgan er et godt eksempel for andre lande, herunder især mange udviklingslande med udbredt tortur. Tue Magnussen er kommunikationskoordinator RCT. (Fork. af red.) Milepæl i arbejdet mod tortur Tillægsprotokollen til FN s konvention mod tortur blev vedtaget i FN i De 20 lande, der med deres ja til Tillægsprotokollen har sikret dens ikrafttræden 22. juni, tegner et skævt geografisk billede. Der er overvægt af lande fra Europa og Latinamerika, mens kun ét asiatisk samt tre afrikanske lande har sagt ja til protokollen. Ingen lande i Mellemøsten har indtil videre ytret ønske om at tilslutte sig protokollen. Det er midt i glæden bekymrende, at landene i tre af verdens største og mest torturramte regioner ikke i samme grad er engagerede i arbejdet for at forebygge tortur.

19 nr. 05/2006 KRONIK side 19 En funklende prismelysekrone I forrige nummer af udvikling berettede Finn Balslev om sit gensyn med det danske undervisningshospital i Congos hovedstad Kinshasa. Peter A. Ludvigsen, speciallæge i almen medicin og tropemedicin, der arbejdede på hospitalet i det daværende Zaïre , supplerer artiklen med disse erindringsglimt. Af Peter A. Ludvigsen Projektet var en funklende prismelysekrone, der strålede i al sin glans i det afrikanske mørke. Og lad mig slå fast: Danmark brugte ikke projektet som baggrund for dansk eksportfremstød i Zaïre. Danmark brugte ikke projektet for at give med den ene hånd og tage landets råstoffer med den anden. Danmark brugte ikke projektet for at opnå politisk indflydelse og magt. Det var et rent humanitært projekt. Der er i øvrigt adskillige danske læger, der som jeg har fået deres praktiske uddannelse til speciallæge i tropemedicin under ansættelse i projektet. Jeg kan kun udtale mig om perioden Det var perioden lige efter overlæge Rafts død. De missionschefer, der efterfulgte ham, var fuldt kompetente administratorer og dygtige læger. Jeg har aldrig været på et hospital, hvor vi var så motiverede, som vi var. Vi arbejdede alle på at drive hospitalet og holde en høj faglig standard. På medicinsk afdeling var vi endog så motiverede, at vi en gang om ugen kørte ud til et andet hospital, Sona Bata, der lå ret langt væk, og underviste hele dagen på fransk og kørte hjem om aftenen. Så passede de resterende læger arbejdet på afdelingen, selv om der manglede en mand. Grunden var, at sygehuset var uden læge, og at sygeplejeskolen ville blive nedlagt, hvis eleverne ikke blev undervist af en læge. Det, syntes vi, ville være synd. Det, at vi var fagligt dygtige, engagerede og havde de nødvendige midler i form af medicin og inventar og et dygtigt personale gjorde, at vi kunne holde en høj faglig standard og vise, at det kunne lade sig gøre at drive et godt hospital i et udviklingsland. Det gav misundelse fra anden side. Angående lønnen, som også Finn Balslev fik i denne periode, kan jeg sige, at jeg fik fuldstændig det samme i kroner og ører, som jeg ville have fået i Danmark for dagarbejde, døgnvagter, undervisning og vaccinationer. Indtægten var skattefri, og vi havde fri bolig. Til gengæld var leveomkostningerne store. Ægtefæller kunne ikke få overenskomst med Dansk Røde Kors, selv om de var kvalificerede, og projektet havde brug for dem. De måtte enten gå arbejdsløse eller få en lokal, ringere betalt overenskomst. Eneste mulighed for behandling Det er rigtigt, at der som led i aftalen var egenbetaling fra patienternes side. Det var lidt svært at leve med, men vi sørgede for at de patienter, der lå i sengene, kunne behandles. Selv om man ikke hører til de allerfattigste, kan man også blive syg og have brug for hospitalsbehandling. De allerfattigste er også de sværeste at behandle. Det gælder også i Danmark. For øvrigt kunne der aftales noget andet, hvis der var ønske om det. Balslev anfører, at Congo ikke stod på listen over lande, som Danida ville støtte. Danida bestemte jo selv, hvem der skulle stå på listen over bidragsmodtagere. I alle de oversigter, jeg har set, står det beløb Danida har bidraget med, som det samlede beløb i hele bidragsperioden, mens alle de andre står med årlige bidrag. Derfor virker beløbet til det danske undervisningshospital så overvældende. Det er jo alligevel en brøkdel af det beløb, som et tilsvarende hospital ville have kostet i Danmark. Præsident Mobuto, som jeg ikke har sympati for, var, som han hele tiden havde været. Der var ikke noget nyt i det. Han blev i øvrigt kraftigt støttet fra USA s side. Nu er modtagerne jo aldrig blevet spurgt. Men alle de afrikanere, som vi med stor faglig dygtighed, engagement og tålmodighed helbredte, må jo også tælle et eller andet sted. De havde reelt ikke andre muligheder for behandling. Når man klipper snoren, der holder prismelysekronen over, kan man ikke undre sig over, at lyset slukkes, og at den falder ned og går i tusinde stykker. (forkortet af red.) Generalsekretær Handlekraftig strateg med evne til at samle og udvikle Mellemfolkeligt Samvirke er en medlemsforening med knap personlige medlemmer og over 80 foreninger og institutioner som kollektive medlemmer. Globalt er der cirka 300 ansatte i Mellemfolkeligt Samvirke, og den årlige omsætning er på lidt over 200 mio. kroner. Mellemfolkeligt Samvirke arbejder for en verden i fred med bedre vilkår for fattige og marginaliserede. Mellemfolkeligt Samvirke har gennem de senere år været igennem en større omdannelse og tilpasning til en ændret bevillings- og markedssituation. Overordnet er målet at skabe en klar, attraktiv og kommunikerbar profil. Med dette afsæt bliver udfordringerne at tilvejebringe en større egenfinansiering af aktiviteter, sikring af en bred folkelig opbakning samt styrke fællesskab og fremdrift i organisationen. Den nye generalsekretær skal stå i spidsen for forandringsprocessen og evne at samle hele organisationen om de fælles udfordringer. Generalsekretæren har en dobbelt rolle som nærmeste rådgiver for formand og bestyrelse og som øverste administrative chef for Mellemfolkeligt Samvirkes aktiviteter. Den overordnede opgave bliver at sikre et produktivt samspil mellem bestyrelse og sekretariat samt udmønte strategiske beslutninger til konkrete og mærkbare resultater. På kort sigt er opgaverne at optimere de administrative processer og interne systemer, konsolidere økonomien samt udvikle og formidle nye koncepter, der på afgørende vis kan medvirke til at indfri de udfordringer, som Mellemfolkeligt Samvirke står over for. Det forventes, at generalsekretæren besidder en naturlig autoritet, der virker samlende for både bestyrelse, medlemmer og sekretariat, og således på afgørende vis kan medvirke til at forene en folkelig fundering med en klar professionel profil. Generalsekretæren skal kunne begå sig i et krydsfelt mellem politik og administration og skabe sammenhængskraft gennem strategisk ledelse. Det forventes endvidere, at generalsekretæren har gode kommunikationsevner og erfaring med og talent for at lede gennem og sammen med andre. Der kræves ingen speciel uddannelsesbaggrund, men du har sandsynligvis en akademisk uddannelse kombineret med en karrieremæssig baggrund, hvor du succesfuldt har håndteret lignende udfordringer. Du kan have en fortid i NGO-miljøet eller i bistandsarbejdet, men du kan også komme andre steder fra blot du inkarnerer de grundlæggende værdier i Mellemfolkeligt Samvirkes mission og arbejde samt har en grundlæggende interesse i udviklingspolitiske temaer. Se mere om stillingen på eller Spørgsmål kan rettes til Mercuri Urval, konsulenterne Peter Friis eller Jakob Reddersen på eller til Mellemfolkeligt Samvirke, formand Søren Hougaard på På begge hjemmesider finder du en job- og kravprofil på stillingen. Løn- og ansættelsesvilkår forhandles nærmere inden for de rammer, som Mellemfolkeligt Samvirke har til rådighed. Der er tale om en åremålsstilling på 5 år med mulighed for forlængelse. Tiltrædelse vil være snarest muligt. Ansøgningsfristen udløber mandag den 31. juli 2006 kl Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 14. og den 21. august Ansøgning med CV mærket DK W bedes sendt til Mercuri Urval Executive, Philip Heymans Allé 5, 2900 Hellerup eller via til ans.off.dk@mercuriurval.com, gerne som en word-fil.

20 nr. 05/2006 Bøger side 20 Fra vore mænd i marken Sidste nyt om Danidas arbejde med at genskabe verden i Danmarks billede. Anmeldelse af Danidas Årsberetning. Af Lotte Folke Kaarsholm På forsiden er der et billede af en tom træramme. Inde i trærammen sidder en mand fra et udviklingsland og smiler til kameraet, mens en anden mands ryg anes i baggrunden til venstre. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at ham til højre ikke bare er sat ind i rammen; han holder den selv. Ligesom den bortvendte ryg rent faktisk er i gang med at save måske nogle flere tomme trærammer? Hvad der først lignede objekter sat ind i fotografens ramme, skal snarere forestille subjekter, der bærer og udformer rammerne selv. Objekterne i Afrika Danidas årsrapport for 2005 sætter ansigter, historier, projektbeskrivelser og tal på forbruget af de 11,6 milliarder kroner, som Danmark sidste år gav i udviklingsbistand. Både Microsoft og Nordea har i de seneste par år satset på printannoncer, hvor en fiktiv ramme indsat hen over et foto fra virkeligheden visuelt udtrykker den nye virkelighed, som virksomhedernes produkter skal hjælpe seeren til at opnå. Dette kan blive din verden, hvis du køber vores produkt, er annoncernes budskab. Det samme siger billedet på årsrapportens forside blot med den afgørende forskel, at den portrætterede ikke er læserens stedfortræder. For det er jo ikke manden på billedet, rapporten henvender sig til det er mig, hvis penge han åbenbart modtager. Dette kan blive hans verden, hvis du køber vores produkt, er rapportens budskab. Med eller uden sav: Han er tekstens objekt og ikke dens subjekt. Verden ifølge Danmark I et Danmark så færdigbygget, at der kun er karikaturtegninger, efterløn og omgangstone tilbage at skændes om, er udviklingsbistand tilsammen med krig den eneste resterende rigtige politiske diskussion. Og Danidas årsrapport er egnet til forståelse af, hvordan danskerne ser sig selv. Folks højeste ønske er, at deres børn får en uddannelse, står der slagfærdigt et sted. Andre steder ligger idealerne bare i sprogbrugen: ligestilling, regeringsførelse, økonomisk vækst. Udviklingsministertaburetten burde være den mest efterstræbte i hele det danske kabinet: Dens resort er det tætteste, nutidens danske politikere kan komme på at skabe verden i deres eget billede. Stumt materiale Men der er altså underligt tavst, derude i verden. På foto efter foto smiler den tredje verdens indvånere tilbage mod læseren eller skråt forbi kameraet, travlt optagne som de er af at skaffe til dagen og vejen. Men de er stumme. De er det materiale, udviklingsbistanden bearbejder ikke selv aktører, der kan tænkes at have en mening. Som beskrevet på side 95 handler rapporten om, hvordan det går i marken, dvs. i udviklingslandene. Bondemanden må så antages at være organisationer som Danida. (...) indvånerne er det materiale, udviklingsbistanden bearbejder ikke selv aktører, der kan tænkes at have en mening. Lotte Folke Kaarsholm I hvert fald er personerne på billederne aldrig navngivne og altid generiske eksempler. I selve teksten navngives og taler stort set kun stemmer med mistænkeligt hjemligt klingende tredobbelt-navne: En Knud Lykke Jensen har opfundet klipperen Clampcut ; en Peter Damgaard Jensen ville aldrig have investeret i u-landene uden Udenrigsministeriets medfinansiering; en Jens Ole Pedersen mener, at nye investorer virkelig har sat noget i gang. Da omsider et u-landsnavn åbner munden, viser også han sig at være et eksempel: Afrika har brug for flere Dickson Munguruta er, står der, og man overvejer om kloning er en mulighed på denne mark. Hvordan kan mennesker eksistere under de forhold og det klima? siger udviklingsminister Ulla Tørnæs på side 65, men tilsyneladende uden at rette spørgsmålet til de mennesker, hun omtaler. Ministeren har tydeligt haft anderledes oplevelser, som har uddybet hendes engagement i udviklingsspørgsmål, analyserer rapportens forfattere glædestrålende i stedet, mens fotoillustrationen viser ministeren engageret manøvrere en vandpumpe for øjnene af fire generiske bistandsobjekter, der ser passivt og beundrende til. Der er det særlige ved dialog, at den ikke kommer af, at man taler om den. Den kommer kun af, at man gør den. Så for hver af de i alt 65 gange, der står dialog i årsrapporten, lyder det mere besværgende. Det er nok et ideal, men i den her tekst er det i hvert fald ikke en praksis. Lotte Folke Kaarsholm er reporter med ansvar for området international politik og økonomi på Dagbladet Informations globalredaktion. Hun er sammen med instruktøren Andreas Johnsen ved at færdiggøre en dokumentarfilm om popmusik i Østafrika. En kommentar fra årsberetningens REDAKTION: Danidas årsberetning er i årtier blevet skrevet af Danida selv. Hånden på hjertet: Selvproduktionen har fra tid til anden resulteret i en kedelig tendens til bureaukrat-sprog, Danidaslang og overdreven selvforherligelse. I år har udenhus journalister været penneførere på en stor del af beretningen, hvilket synes vi selv har været med til at gøre indholdet mere konkret og forståeligt. Udviklingssamarbejde bliver mere og mere komplekst med støtte til hele sektorer eller direkte til et samarbejdslands nationalbudget. Men i sidste ende handler det jo stadigvæk om at bidrage til, at fattige mennesker får bedre levevilkår. Vi har derfor i denne 2005-beretning valgt at fremhæve en række eksempler. Ikke nødvendigvis alle sammen jubelhistorier, men historier der forhåbentlig hjælper læserne til øget indsigt i hverdagen for dansk udviklingssamarbejde i Afrika, Asien og Latinamerika. At personerne, der optræder i tekster og på billeder er navnløse og kan komme til at fremstår som generiske, som Lotte Folke Kaarsholm skriver i sin anmeldelse af årsberetningen, er en væsentlig pointe, der må føre til redaktionel selvransagelse og et godt indspark til yderligere beretningsforbedringer til næste år. Men foreløbig er det op til læserne, om intentionerne for 2005-beretningen er lykkedes. Årsberetningen kan downloades eller bestilles i trykt version på Med venlig hilsen Danidas Årsberetnings redaktion DANIDAS ÅRSBERETNING 2005 Synes du, at du ofte hører ordet dialog for tiden, er det intet tilfælde. Eksempelvis er det nævnt 65 gange i Danidas årsrapport for 2005, påpeger Lotte Folke Kaarsholm i sin anmeldelse af flagskibet blandt Danidas publikationer.