- Man tror ens forældre er udødelige

Transkript

1 UNGE OG SORG - Man tror ens forældre er udødelige det var min far bare ikke unge danskere har mistet en forælder. Kristine Svart er en af dem. For to år siden bukkede hendes far under for kræften, der gennem seks år havde ædt hans krop op. Hun er kommet igennem sin sorg ved at tale med andre unge i samme situation 6. MARTS 2010, KLOKKEN 03.00: 48 ubesvarede opkald. Fra mor. Hvad fanden sker der? Nærmest i søvne tjekker Kristine sin mobil, der er sat på lydløs. Kristine, du skal op nu. Stemmen, som vækkede hende, men som hun troede var en del af en drøm, er pludselig skræmmende nær. Og ufatteligt virkelig. I fodenden af sengen sidder hendes bedste veninde og sambo Cecilie. I døråbningen står Cecilies forældre. De fortæller hende, at de vil køre hende til hospitalet. Det er din far, hører hun dem sige. Men hun forstår det ikke. Hendes far har det da godt. Eller det havde han, da hun talte med ham, inden hun gik i seng. På trods af kræftsygdommen var han både frisk og glad. Hvad Kristine på dette tidspunkt ikke ved er, at hendes far Morten i løbet af natten er vågnet med kvalme og er løbet ned ad trappen og ud i køkkenet, hvor han har kastet op i håndvasken. Blod. Kaskader af blod over hele køkkenet. Kristine er med ét lysvågen. Hun bliver kørt på hospitalet, hvor hun møder sin mor og to storebrødre. Lillebror Kristian ligger hjemme på sit værelse. Han har været til fest og er umulig at vække. I venteværelset føles tiden uendelig lang. Men så kommer en læge og siger, at Morten er vågen og har det godt. Han skal have en kikkertundersøgelse i maven den følgende dag, så de må gerne tage hjem. De kan lige sige farvel til ham på vej ud. Du ved godt, jeg elsker dig, ikke?, siger Kristine til sin far. Selvfølgelig ved jeg det, svarer han, inden Kristine forlader hans stue på Bispebjerg Hospital og tager hjem. Det skulle hun ikke have gjort. Få timer senere var han død. Den dengang 23-årige Kristine Svart mistede sin far dagen hun havde frygtet, håbet aldrig ville komme, men også ventet på indhentede hende. Dermed blev hun en del af en kedelig statistik, der tæller danske børn og unge, som har mistet en eller begge forældre. FØRSTE GANG, Kristines far blev syg, var hun kun lige fyldt 17 år. Det skete efter en familieferie på Tenerife, hvor Morten havde brugt meget tid på at løbe til og fra toilettet. Da familien var tilbage i huset i Brønshøj, forstod feriemaven ikke, at ferien var slut. Det var mere irritationen over toiletbesøgene, der fik ham til at gå til lægen, end det var smerter og bekymring over blodet i afføringen. Diagnosen kom ret hurtigt herefter: kræft i endetarmen. Morten skulle opereres. Jeg var ikke bange. Det var ikke gået 16 lørdag 10. marts 2012

2 17

3 UNGE OG SORG Børn, Unge & Sorg Børn, Unge & Sorg rådgiver børn og unge op til 28 år, som har alvorligt syge forældre eller har mistet forældre/søskende. Der er rådgivningscentre i København, Aarhus og Odense. De tilbyder individuel terapi og gruppeterapi. Begge dele er gratis. Derudover kan man søge støtte hos Børn, Unge & Sorg via en chat eller en elektronisk brevkasse. Hvis du er under 28 år, har en kritisk syg forælder/søskende eller lige har mistet en, så ring til Børn, Unge & Sorg på telefon Kilde: I ÅRENE FRA 2005 TIL 2010 blev Morten skiftevis erklæret rask og syg af kræft. Han døde i marts 2010, 54 år gammel. PRIVATFOTO op for mig, hvad det var for noget. Ordet kræft blev aldrig nævnt over for mig det blev kaldt en knude. Og en knude behøver jo ikke være farlig, vel? spørger Kristine Svart retorisk. Årene siden har lært hende, at en knude kan være farlig og at hun havde haft al mulig grund til at være bange. For selv om Kristines far i første omgang klarede den, fik kemo, og lægerne konstaterede, at kræften var væk, mens Kristine fortsatte sit gymnasieliv med fester, kæreste og uden bekymringer, gik der kun et år, før kræften var tilbage. Denne gang i lungerne. Jeg var ikke bange. Det var ikke gået op for mig, hvad det var for noget Vi var til et møde hos vores egen læge, der kiggede på mig og spørger: Er du klar over, at det er kræft?. Nå, for søren, tror jeg, min reaktion var. Det rørte noget i mig. Jeg begyndte at forstå, at det ikke var helt godt, det her. Kristines far blev igen opereret. Lægerne mente også denne gang, at de havde fået det hele med. Morten kom sig hurtigt. Men det gjorde Kristine ikke. Jeg begyndte at få for meget fravær i skolen, og jeg valgte alt socialt fra. Så jeg var meget alene. Lukkede mig inde på mit værelse i kælderen. Jeg græd ikke ret meget. Gik mere ind i mig selv og var hjemme hele tiden. Jeg kunne ikke overskue andet end at ligge i min seng. Kunne ikke rejse mig om morgenen, og jeg kunne i hvert fald ikke lave mine lektier. Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt indeni men jeg kunne ikke få det ud. Og det var så hårdt hele tiden at have en facade på, når jeg var sammen med andre. Min far var meget sådan det her klarer jeg. Sådan var han med alt. Der var ikke noget, han ikke kunne. Det gjorde det skidesvært for mig at sige til ham: Jeg er faktisk ikke sikker på, du klarer den. Jeg er skidebange for, at du skal dø. For jeg havde det virkelig sådan, at jeg ikke kunne leve, hvis han døde. FILMEN KNÆKKEDE for Kristine efter hendes fars anden kræftoperation i november Jeg kunne ikke gå. Ikke stå. Jeg kunne kun græde. Jeg lå bare i min seng og græd. Det gik op for mine forældre, hvor dårligt jeg havde det. At det ikke bare var teenagedovenskab og dårligt humør. Så de insisterede på, at jeg skulle have hjælp. Kristine blev henvist til Børn, Unge og Sorg, hvor hun var til en samtale med en psykolog, der vurderede, at hun havde brug for at tale med andre unge i hendes situation. Kristine skulle i samtaleterapi. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at sidde og udlevere mig selv over for en masse andre, der troede, de var kloge. Jeg troede jo, jeg var den eneste i verden, der havde det sådan så hvordan skulle de kunne forstå mig? Jeg ville ikke ynkes. Det var jo for fanden ikke mig, der var syg. Alligevel vidste jeg godt, at det var galt. For jeg stod helt ude på afgrunden og kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne leve videre uden min far. Om jeg overhovedet ville have lyst til at leve. Allerede første gang i samtalegruppen gik det op for Kristine, at hun ikke var den eneste, der havde det sådan. At det var o.k. at være ked af det. Men samtidig også, at hendes liv skulle fortsætte, at det var i orden at være normal. Hun skulle være teenager, gå til fester, skændes med sin far for det gør teenagere. Det var så hårdt hele tiden at have en facade på, når jeg var sammen med andre Det hjalp mig også til at få sagt nogle ting til mine forældre. For eksempel at jeg godt vidste, at far var bange, selv om han ikke sagde det til mig. Og jeg fik sagt, at jeg var bange for, at han skulle dø. Det var svært for mig, for jeg ville ikke tage håbet fra ham. Det gjorde ham meget chokeret. Men det var en åbning til, at vi fik talt om en masse ting. I ÅRENE FRA 2005 og frem til Mortens død i marts 2010 blev han skiftevis erklæret rask og syg af kræft. Canceren fandt hele tiden nye smuthuller og flyttede sig rundt i hans krop. Tredje gang var det i leveren. Derefter lymferne omkring tarmen. Undervejs begyndte Kristine at læse til lærer, og hun holdt pause fra samtalegruppen i Børn, Unge og Sorg. Hun havde fået redskaberne til at leve et almindeligt ungdomsliv, selv om far var syg. I 2008 satte sygdommen sit dødbringende angreb ind. I hovedpulsåren i maven. Lægerne forsøgte med en operation, men det var for farligt. De lukkede Morten med ordene: Vi kan ikke gøre mere for dig. O.k., nu er slaget tabt, tænkte jeg. Det var fandeme en lortedag. Det var en dødsdom i mit hoved. Jeg vidste fra samtalegrupperne, at forældre døde, når der ikke var mere at gøre. Frygten tog igen over, og Kristine begyndte i samtalegruppen. Hvis jeg ikke gjorde noget aktivt, så ville jeg stå ved afgrunden igen. Dybt nede i det der sorte hul og det havde jeg virkelig ikke lyst til. 6. MARTS 2010, KLOKKEN 07.00: Efter højst to timers søvn vågner Kristine af telefonen, der ringer. Hun har husket at slå lyden til. På displayet står mor. De har ringet og sagt, vi skal komme igen, siger moderen. Uden at uddybe, hvorfor de skal tilbage til hospitalet. Mærkeligt. Vi kommer jo lige derfra, tænker Kristine, mens hun kaster noget tilfældigt tøj på kroppen og skynder sig af sted. Hun tænker ikke på cyklen på vej hjem til sit barndomshjem. Føler ingenting. Det er, som om det hele går lidt for stærkt. Bilen holder i indkørslen. Kristine er den eneste, der har kørekort, så hun springer ind bag rattet i familiebilen. Mor, lillebror Kristian danske børn og unge op til 28 år har unge mellem 16 og 7000 mistet en eller begge forældre på grund 28 år har mistet en af sygdom, ulykker eller selvmord eller begge forældre 18 lørdag 10. marts 2012

4 og Kristine siger ikke noget til hinanden på vej til hospitalet. Det første, Kristine ser, da hun kommer ind på afdelingen på Bispebjerg, er en sygeplejerske, der kommer direkte imod hende ude på gangen. Hun standser Kristine. Har I hørt det? Nej, siger Kristine, hørt hvad? Morten er død. Kristine aner ikke, hvordan hendes mor og lillebror reagerer. Om de overhovedet har hørt det. Men hun bliver vred. Råber og skriger: Hvordan fanden kunne I sende os hjem? Er I helt skudt i pæren, mens hun losser til en skraldespand. Og meget hurtigt undskylder. Hendes to storebrødre kommer gående på gangen. Kristine behøver ikke sige noget de kan se på hendes reaktion, hvad der er sket. Familien beslutter sig for at tage afsked med ham en efter en, alene. Kristine lægger sig op i sengen til sin døde far. Lugter til ham. Han dufter stadig af far. Jeg elsker dig. Og jeg skal nok klare den. Du behøver ikke være urolig, far, hvisker hun til ham gennem tårerne. Kristine ved, at far har været nervøs for hende, Hun siger til ham, at hun nok skal passe på de andre. At det er o.k., han gav op. Jeg ville ikke ynkes. Det var jo for fanden ikke mig, der var syg FILMEN KNÆKKEDE FOR KRISTINE, da hendes far for anden gang gennemgik en kræftoperation. Jeg kunne ikke gå. Ikke stå. Jeg kunne kun græde, fortæller hun. Efterfølgende begyndte hun i samtaleterapi med andre unge. børn og unge vil i løbet af i år opleve at miste en eller begge forældre danskere i den erhvervsdygtige alder rammes hvert år af kræft. Mange af dem har børn under 28 år børn og unge vil i år have en forælder, der får konstateret en kritisk sygdom. 19

5 UNGE OG SORG Det hjælper at tale om det Der bliver forsket meget i, hvordan det påvirker børn og unge at miste en forælder. Resultaterne er ikke entydige, men i organisationen Børn, Unge & Sorg peger man på: Øget forekomst af depressioner og depressive symptomer, angst, social tilbagetrækning og somatiske klager. Lavere selvværd, manglende følelse af kontrol over tilværelsen og ingen succes i skolen. Teenagere, der mister en forælder, føler sig oftere anderledes end deres jævnaldrende. Evalueringer foretaget blandt deltagerne i sorggrupper i Børn, Unge & Sorg viser, at det hjælper at tale med andre i samme situation som en selv, hvis man enten har en kritisk syg forælder eller har mistet en. Deltagerne i samtalegrupperne oplevede følgende: 84 procent har færre depressions-symptomer. 61 procent får bedre selvværd. 70 procent oplever at få bedre koncentrationsevne. 46 procent får mindre fravær fra skole, studium eller arbejde. Generelt øget tillid til omverdenen og tro på fremtiden. Føler sig generelt bedre forstået af deres omgivelser og føler sig mindre anderledes end jævnaldrende. Kilde: Børn, Unge & Sorg KRISTINES FARS STOL står stadig i stuen. Herfra sad Morten altid og råbte til ungerne i huset, at de skulle passe på, at de ikke faldt ned ad trap For han gav op. Da Kristine, hendes storebrødre og hans kone et par timer tidligere på natten havde sagt farvel, havde han godt vidst det. Han trak selv i snoren til sygeplejersken og sagde, at han ikke skulle have nogen kikkertundersøgelse men at han havde mange smerter og gerne ville have mere morfin. Og så fik han hjertestop. Efter seks års sygdom døde han på et splitsekund. Alene i sin sygeseng. Det var slet ikke sådan, vi skulle have sagt farvel. Vi skulle være hos ham. Men samtidig ved jeg også, at så ville han aldrig have kunnet give slip, hvis vi stod der. Han sagde den sidste måned, han levede, at han ikke var bange for at dø. Men han var bange for at forlade os. Derfor ville han heller ikke have os der, når det skete. Da Kristine ligger der ved siden af sin døde far går det op for hende, at hans død også er en lettelse. En kæmpe forløsning efter seks år med kræft og truslen om døden. KRISTINES LILLEBROR, Kristian, reagerede ved at gå i kulkælderen. Præcis som Kristine så mange gange havde gjort, dengang hendes far var syg. Jeg var stærk lige efter fars død. Jeg tror, det er, fordi jeg har talt så meget om det i sorggruppen. På den måde var jeg mere forberedt end Kristian. Men jeg var ikke klar, for jeg troede ikke, det ville gå så stærkt. Hvordan fanden kunne I sende os hjem? Er I helt skudt i pæren I stedet for at græde tog Kristine sig i dagene efter faderens død af de praktiske ting. Bød de mange mennesker, der væltede ind i forældrenes hus for at kondolere, velkommen. Blandt dem storebrødrenes børn, Mads og Jacob, der gennem sygdommen igen og igen gav Morten styrke til at kæmpe videre. Min far har altid siddet på denne stol, siger Kristine og tager fat i det sæde, hun nu sidder og fortæller sin historie fra. Herfra sad han altid og råbte, at ungerne skulle passe på, de ikke faldt ned ad trappen til første sal. Og den søndag dagen efter hans død faldt både Mads og Jacob ned. Indtil da havde jeg været rimelig cool. Men da de faldt ned, faldt jeg fra hinanden. Jeg græd og græd og græd. Der gik det op for mig, at jeg aldrig skulle se min far igen. Resten af den uge før begravelsen gik med at græde. 13. MARTS 2010, KLOKKEN 09.50: Kristine kigger på sit ur, inden hun går ind i Brønshøj Kirke. Der er ti minutter til, konstaterer hun for sig selv. Det er en uge siden, Morten døde. De seneste syv døgn flyder lidt sammen. Hun kan huske, at hun har været ved både bedemand og præsten. Men hun kan ikke huske, hvad de har talt om. Og nu skal far begraves. Man kan ikke vinde alle kampe men man kan prøve, tænker Kristine, inden hun går gennem den store port til kirken. Det var hendes fars motto. Og det skal stå på gravstenen. Kirken er fyldt til bristepunktet. Der ligger blomster hele vejen fra porten til kisten. Kristine har lovet sig selv, at hun ikke vil græde højlydt. Men synet får hende til at bryde sammen. Det kan jeg ikke overskue, det her, siger hun til sig selv, mens hun har blikket stift rettet mod gulvet for ikke at få øjenkontakt med de over 400 mennesker i kirken. Hun løber nærmest op på sin plads på forreste række. Det er i dag et solskinsvejr bryder stilheden og snøftene i kirken. Kristine kigger rundt. Hvor er det fantastisk, at min far har bety- 20 lørdag 10. marts 2012

6 først efter seks måneder. I Børn, Unge og Sorg er det nemlig et krav, at man venter et halvt år med at starte i sorggruppe, efter man har mistet en forælder, fordi det er så lang tid, der går, før man virkelig forstår, hvad der er sket. Det halve år gik egentlig fint. Jeg tror, jeg kunne klare det, fordi jeg vidste, der kom en svær periode bagefter. Jeg vidste, jeg skulle være ked af det derfor lod jeg mig selv være det. Det var ikke så meget sorgen, der var svær for mig. Det var mere det der med, at jeg før havde været Kristine med den syge far og havde kæmpet med at finde ud af det. Nu var jeg Kristine med den døde far, og hvem fanden var hun? Samtidig var det vildt at opdage, at verden ikke gik under. Jeg har fået et liv et godt liv efter min far er død. Men jeg kommer aldrig til at acceptere, at jeg skulle miste ham MARTS 2012: Det er to år siden, at 25-årige Kristine mistede sin far. Hun har nu flere gode dage end dårlige. På de dårlige er tankerne fyldt op af fremtiden. Hendes far kommer aldrig til at se hende få børn. Hun vil aldrig blive ført op ad kirkegulvet af ham. Tankerne gør så ondt, at de får Kristine til at overveje, om hun overhovedet skal have børn og giftes. Men selvfølgelig skal jeg det. Og det skal nok gå. Men han vil altid mangle. Jeg har fået et liv et godt liv efter min far er død. Men jeg kommer aldrig til at acceptere, at jeg skulle miste ham, siger Kristine, som nu bruger en stor del af sin fritid som frivillig i Børn, Unge og Sorg, hvor hun er rådgiver på et chatforum og besvarer brevkasseindlæg fra andre unge, der har en syg forælder eller har mistet. Jeg er ikke færdig med at savne min far. Det gør måske, at jeg kan hjælpe andre. Som ung tror man, at ens forældre er udødelige det var min far bare ikke. pen fra første sal. TEKST: MARIE NØRGAARD FOTO: RUMLE SKAFTE det noget for så mange mennesker, tænker hun. Jeg græd og græd og græd. Der gik det op for mig, at jeg aldrig skulle se min far igen Hendes tanker glider væk. Hun tænker på, hvem hendes far egentlig var. Manden, der havde boet i Brønshøj hele sit liv. Som havde forelsket sig i hendes mor som 24-årig. Den strenge, sjove og støttende far. Som blev meget følsom, da han blev syg, og tit fortalte, at han elskede Kristine. Ham, der elskede Kristine helt ubetinget. Og holdt om hende, når verden var imod hende. Hvem skal gøre det nu, tænker Kristine og bryder sammen. Uden for kirken lægger Kristine en rød rose oven på kisten, der står klar i rustvognen. Hun krammer sin mor og sine brødre. Vi skal nok klare den, siger de til hinanden. Kristine ved ikke helt, om hun tror på det. HUN HAVDE KUN fået to timers søvn natten op til begravelsen. Derfor var Kristine glad for, at lokalerne i hendes fars elskede fodboldklub Brønshøj Boldklub var udlejet om eftermiddagen, så hun kun behøvede at være derude til gravøl i et par timer. Hun kunne ikke overskue alle de triste mennesker. Alligevel var det hyggeligt, da først de var der. Det var hendes fars barndomsklub, og hans ånd var i lokalet. Kristine mærkede efter i maven. Hun havde det faktisk o.k. Godt. Nu er der kun en vej frem, sagde hun til sig selv. Mit liv skulle jo gå videre. Jeg skulle tilbage til studiet. Kristine begyndte igen i sorggruppe, men 21