TORNEROSE var et vakkert barn

Transkript

1 TORNEROSE var et vakkert barn - en beretning om angst og forvandling HANNE BOM 1

2 Indholdsfortegnelse. 1. Når livet bryder samen 3 2. Et barndoms-eventyr 7 3. Voksen i Danmark måneder på Montebello 61 Første måned 61 Anden måned 74 Tredje måned Tiden efter Montebello Det nye liv Rejserne 129 Første rejse til Australien 129 Anden rejse til Australien 138 New Zealand 153 Indien Efterskrift 163 2

3 1. NÅR LIVET BRYDER SAMMEN Jeg fungerede godt på det tidspunkt, hvor min angstneurose satte ind. Jeg levede et spændende og aktivt liv med mand og børn - i hvert fald på overfladen - og dengang kendte jeg ikke til andet end overfladen. Jeg var meget glad for mit arbejde og følte jeg var kommet på min rette hylde, selvom jeg ofte var meget ophængt med arbejdsopgaver og andre projekter. Jeg var aktiv forælder i børnenes børnehave, skole og spejderbevægelse. Både jeg selv og min mand havde været gift før, og da vi begge havde børn fra vores tidligere ægteskab, brugte vi en stor del af vores energi på at få de to hold børn til at fungere godt sammen. Jeg syntes jeg var heldig med min mand. Han var den type der elsker alle børn, så jeg kunne ikke ønske mig nogen bedre stedfar til mine to piger. Stort set var jeg glad og syntes jeg havde et godt liv. Vi klarer os igennem vores liv, uanset hvor godt eller dårligt det er, ved hjælp af vores psykiske forsvar. Nogle menneskers forsvar er mere sårbart end andres, så faresignalerne tydeligere fornemmes, hvis livet ikke fungerer. Mit forsvar hørte til de mere solide, så det var nemmere for mig at tro, at mit liv fungerede aldeles udmærket. Jeg var jo god til så meget, især til mit arbejde. Og jeg var god til at analysere og forklare overfor mig selv - og også bortforklare alt det, jeg ikke havde lyst til at vide eller acceptere. Senere, da angsten for alvor brød igennem, kunne jeg godt se, at alle mine følelser havde været lukket nede i en kasse med låget lagt godt og forsvarligt på, og at jeg overhovedet ikke havde været i kontakt med mig selv og mine behov. Det var som om låget pludselig røg af, fuldstændigt som Pandoras æske, og det myldrede op med fremmede og angstprovokerende tanker, følelser og reaktioner. Jeg kendte ikke længere mig selv. 3

4 I virkeligheden var sammenbrudet det bedste, der kunne ske for mig, for det var selve mit forsvar, der brød sammen. Men det kunne jeg først se bagefter. Jeg kan bedst beskrive det, der skete, ved hjælp af et billede: Man har en smuk lerfigur, som man har haft i rigtig lang tid, og som man er meget glad for. Pludselig begynder den at revne. Det er frygteligt, og man prøver desperat på at lappe den, eller i det mindste holde fast på stumperne, så den måske kan sættes sammen igen og forhåbentlig blive som før. Det er umuligt den kan ikke repareres. Men en dag opdager man, at nedenunder det revnede ler er skjult en unik og kostbar guld-statuette, næsten mage til den gamle lerfigur, blot langt smukkere. Den har været der hele tiden, uden at man anede det. Det er den proces, der ofte sker, når vi gennemgår en personlig udvikling. Det skete for mig, og jeg har siden set det samme ske for mange af de mennesker, jeg har arbejdet med og undervist. Forsvaret krakelerer, og den virkelige person kan begynde at tage form og komme ud. Vi skaber vores forsvar allerede mens vi er helt små. Forsvaret beskytter os, men det ændrer os også. Det påvirker hele vores karakter, så vi bliver en anden person end vores oprindelige jeg. Billedligt lægger vores forsvar sig beskyttende over vores guldstatuette, og vi bliver til lerfiguren. Fra da af kan vi kun opleve igennem denne hinde af ler, og fordi vi bliver så vant til at opleve på denne måde, bliver det lerfiguren, der føles rigtig. Når denne overflade så begynder at krakelere, kommer den virkelige statuette langsomt tilsyne, og vi kan begynde at mærke den. I begyndelsen føles det naturligvis forkert og ukendt, og det opleves sjældent som noget positivt, der sker med os. Da mit ellers så stærke forsvar brød sammen, følte jeg mig helt forkert. Det var som om jeg havde lagt en side fra Kraks vejviser ind i en fotokopimaskine for at tage en kopi. Men jeg kom til at 4

5 støde til maskinen, så da kopien kom ud, var den helt forvrænget. Som om alle veje og steder nu var blevet rystet ud af fokus, og det ville være umuligt at finde vej. Jeg forsøgte at forklare min mand, hvordan jeg oplevede det, og jeg blev dybt chokeret da han foreslog, at det måske var det nye kort, der i virkeligheden var det rigtige. Det gjorde det hele endnu mere skræmmende, for så var intet jo, som jeg troede det var! Og hvem var jeg så? * Vi har alle en historie - en historie som vi bærer med os igennem hele vores liv. Den får betydning for de valg vi træffer, og den bestemmer vores muligheder for at handle. Alle de oplevelser vi har haft, og alle de følelser vi har skubbet til side eller fortrængt, er bevaret i os og kan aktiveres når som helst. Fortidens hændelser kan trænge op til overfladen i vores sind og påvirke os på forskellig vis. Også depression og angst kan ramme os alle, uanset hvem vi er, og hvor vi er i vores liv. Depressionen kan komme snigende, eller den kan pludselig slå ned, også hos de af os, der fungerer godt og produktivt i vores daglige liv. I mit tilfælde var det én udløsende faktor, der fik hele korthuset til at ramle. Så længe vores liv fungerer rimeligt godt, er der vel ingen grund til at udforske, hvordan vi kunne have det anderledes. Men hvis vores tilværelse pludselig falder fra hinanden, uanset af hvilken årsag, kan vi blive tvunget til at se på, hvad der i grunden er sket i vores liv, og hvorfor vi ikke længere fungerer. Da min tilværelse brød sammen, valgte jeg at gå på opdagelse i mig selv, fordi jeg ikke kunne se anden udvej. Det var en langsommelig proces, men jeg vandt et nyt liv, bedre og mere spændende 5

6 end det, jeg havde før. Derfor har jeg valgt at fortælle min historie, så den måske kan inspirere andre. Denne bog er ikke en selvhjælpsbog, og jeg forestiller mig ikke, at den i sig selv kan hjælpe andre - for vi må hver især selv gennemleve vores egen proces. Men bogen skal være et vidnesbyrd om, at det kan lade sig gøre! 6

7 2. ET BARNDOMS-EVENTYR Mine forældre var fra Køge. Min Far var født i 1916 og min Mor i Da de mødtes sidst i 1930 erne var min Far elektrikerlærling, søn af en overlærer med stor anseelse i byen. Min Mor var datter af en tobaksgrosserer og en livlig og sensuel ung kvinde. Jeg blev født i 1940 efter et hastigt bryllup, der ikke huede min Fars familie. Min Mor har fortalt, at hun ikke fik lov til at stå hvid brud, fordi hun var gravid. Og det var ikke på grund af sine egne forældre, men på grund af min Fars forældre. Så hun stod brud i Køge kirke klædt i lyseblåt, og som hun selv sagde, så alle kunne se, at hun ikke var jomfru. Det var mit held, at min Mor altid har været betaget af småbitte børn. I begyndelsen blev jeg passet og plejet efter alle kunstens regler, og hun syede selv alle mine små smocksyede kjoler. Så snart mit hår var langt nok, blev det redt med prinsessekrølle på toppen af hovedet inspiration efter prinsesse Margrethe, som blev født et par måneder efter mig. Jeg blev født i en af de koldeste vintre i mange år. Min Mor måtte ofte ligge i sengen med mig om dagen for at holde mig varm, og hun måtte tørre et par bleer ad gangen inde i stuen. På trods af kulde og truende krig har der nok været idyl den første tid i den lille to-værelses lejlighed, mine forældre havde lejet i Valby, i udkanten af København. Men det varede ikke længe. Begge mine forældre var temperamentsfulde - og lige stædige - så bølgerne gik ofte højt i det lille hjem. Min Mor har fortalt, at hun en dag kylede en flødeskumskage i hovedet på min Far, som dog nåede at dukke sig så flødekagen hang på væggen som en ekstra dekoration, lige indtil min Farmor og Farfar skulle komme på besøg. Så kom dekorationen ned! 7

8 Min Mor var alt for ung og alt for livlig til kun at gå hjemme og passe et lille barn, og min Far havde et ekstrajob mange aftener med at køre film i Valby Bio, så min Mor var en del alene. Hendes gamle veninder kom hver lørdag eftermiddag med bussen fra Køge for at gå ud og danse i København. Og når de så sad i lejligheden og drak kaffe på vej ud for at male byen rød, var det alt for fristende for min Mor. Jeg blev lagt i seng, og min Mor forsvandt ud i byen med veninderne. Jeg må have været cirka halvandet år, da jeg fandt ud af at kravle ud af min seng, gå ud i køkkenet og åbne døren ud til en lille altan, som vi delte med nabolejligheden. Når jeg så bankede på ruden ind til de rare naboer, blev jeg lukket ind og kom ind at sove i deres store seng. Og det har nok ikke gjort klimaet i det unge ægteskab bedre, når min Far kom hjem fra sit ekstrajob og fandt en seddel i entreen fra naboen, og han så måtte ind og hente sin sovende datter. Dengang blev man tidligt stor nok til at komme ned i gården alene og lege. Min Mor har fortalt mig, at da hun en dag kaldte mig op for at sove til middag, var jeg blevet aldeles rasende. Jeg stod udenfor på måtten og stampede, for jeg ville ikke op og sove til middag. Jeg havde set på hende med fjendtlige øjne, og min Mor tænkte Jamen, det er jo slet ikke mit barn! Hun følte virkelig, at jeg ikke længere var hendes datter og dette nye barn kunne hun slet ikke lide eller forholde sig til. Måske var det allerede der, hun på en måde forlod mig. Hun var perfekt til babyer og ganske små børn, men et barn i trodsalderen var noget hun bestemt ikke forstod. Min Far har fortalt, at min Mor åbenbart havde noget særligt. Når de var i byen sammen, kom vildtfremmede mænd hen og ville danse med hende, også selv om hun var sammen med min Far. Hun gav dem åbenbart sin adresse, for når min Far kom hjem fra arbejde, kunne der sommetider sidde en vildfremmed mandsperson ude på trappen og ville tale med min Mor, som dog ikke havde turdet lukke ham ind. 8

9 Og dette særlige, som min Mor havde, krævede åbenbart sin ret. En dag kom hun slet ikke hjem, og min Far og jeg var forladt. Min Far stod så der med mig og gjorde sandsynligvis det bedste, han kunne finde på. Han pakkede mig og mit tøj sammen, og så tog vi bussen ned til min Mormor og Morfar lidt udenfor Køge. Og der kom jeg til at bo de næste 4 år af mit liv. De lykkelige år Disse fire år har nok været de lykkeligste, jeg har oplevet i min barndom, selv om jeg selvfølgelig har savnet min Mor og min Far. Jeg så ikke min Far så meget i de år, men min Mor kom engang imellem om søndagen. Og så blev jeg klædt i fine smocksyede kjoler og knapstøvler og taget med i byen og vist frem. Jeg elskede og beundrede min Mor. Jeg var overbevist om, at hun var en prinsesse. Hun duftede altid så dejligt, og hun havde smukke blomstrede kjoler på og lyserøde eller lilla sandaler med høj hæl. Og hendes hår var lyst og krøllet og hang blødt ned til hendes skuldre. Jeg havde lyst til at røre ved hendes hår, men hun var alt for fin til at røre. Der var noget uopnåeligt over hende jeg kunne se på hende, men jeg kunne ikke nå hende. Hvis ikke hun var en prinsesse, så måtte hun bestemt være en engel. Til hverdag rendte jeg rundt sammen med Mom, som jeg kaldte min Mormor, med rottehaler og en lille ruhåret terrier i armene. Men hvis Mor kom på besøg allerede fra lørdag aften fik jeg sovepapilotter i håret, og næste dag havde jeg slangekrøller og fin silkekjole på. Når jeg ser billeder fra den tid, er det som at se to vidt forskellige børn. Ved siden af denne idyl rasede krigen i Europa. Hitler var på fremmarch, og min Morfar havde allerede sidst i trediverne troet fuldt og fast, at Hitler var verdens frelse. Så Morfar var svoren nazist, og som den karismatiske mand han var, var det en smal sag at overtale mangen en god dansker til at melde sig ind i nazi-partiet. 9

10 Selv drog han i krigens sidste år til Østfronten og kom først efter befrielsen tilbage til Danmark og blev selvfølgelig arresteret ved grænsen. Så i maj 1945 affolkedes hele min Mors familie for praktisk talt alle mændene, og Mom og jeg flyttede over på familiegården i nærheden, hvor kvinderne klarede sig så godt de nu kunne. Kun min gamle Oldefar, Store Older, var aldrig faldet for Hitler-begejstringen. Han gik helt upåvirket sine egne veje gennem hele krigen, og han blev derfor af stor betydning for mig som min eneste mandlige rollemodel i den tid, der nu kom. Store Older og Lille Older boede i den oprindelige del af gården, hvorimod deres datter - min mormors søster - og hendes mand og børn boede i en nyopført meget større længe af gården. Jeg husker dog mest det lerstampede gulv i Oldernes køkken og bryggers, og deres små stuer med almuemøblerne og hvor morsomt det var at få lov til at kigge i alle de små skuffer i Lille Olders sybord, mens Store Older sad med sin merskumspibe, der gik helt ned til gulvet. Og hvor trygt det var at gå med ham i hånden på alle vores ture i skoven. Mom og jeg boede på gården adskillige måneder efter kapitalitionen. Vi kunne ikke flytte tilbage til vores eget hus med alle de gamle naboer, så huset blev solgt, og i efteråret 1945 flyttede Mom og jeg til et lille rækkehus i Hvidovre udenfor København, hvor vi kunne være mere anonyme. Her boede jeg med Mom indtil marts Da blev min Far gift med min nye Stedmor, og jeg skulle tilbage til den lille lejlighed i Valby og bo hos dem. Det var nemt for min Far at få tilkendt forældremyndigheden dengang. Krigstiden var stadig aktuel, og jeg skulle ikke vokse op i en nazi-familie. Om det også var derfor, jeg slet ikke måtte se Mom mere, eller det blot var af hensyn til barnets tarv, ved jeg ikke. Men min sorg og ensomhed var enorm. 10

11 Hos Far og Stedmor i Valby Min Far og Stedmor, som jeg skulle kalde Mor Inger, gik hver morgen på arbejde, og efter i de seneste fire år at have gået sorgløst hjemme hos Mom, blev jeg nu om morgenen afleveret i en børnehave, indtil jeg kunne komme i skole efter sommerferien. Det var et komplet chok for mig. Jeg var bange for de store drenge i børnehaven. Jeg kendte ikke til disciplin, og jeg kendte ikke min Stedmor og hendes store familie, som bestemt ikke så med velvillige øjne på denne fremmede fugl, som deres datter og søster nu skulle belemres med. Men det værste var dog at blive sendt på børnehavekoloni, blot nogle få måneder efter jeg var blevet flyttet væk fra Mom. Vi sov i køjesenge på store sovesale og fik smæk, hvis vi lå og hviskede sammen om aftenen i stedet for at sove lige med det samme. Heldigvis blev jeg syg på vej hjem i toget, og så kom jeg ned til min Farmor i Køge og lå der med mine mæslinger, lige til jeg skulle begynde i skolen. Så på den måde kom jeg aldrig tilbage til børnehaven. Jeg blev nem og stille og var flink i skolen. Jeg har ikke mange glade minder fra de to år, jeg boede i Valby hos min Far og Stedmor. Kun et par episoder, som samtidig var tynget af skyldfølelse. Jeg husker en dag efter skoletid, hvor jeg simpelthen måtte finde Mom. Så jeg travede fra Toftegårds Plads i Valby og helt ud til Hvidovre ad den Gamle Køge Landevej. Hvordan jeg fandt det lille rækkehus aner jeg ikke, men omsider stod jeg foran huset. Jeg turde dog ikke ringe på eller gå ind, for jeg vidste jo, at det var forbudt. Heldigvis så Mom mig inde fra vinduet, men hun måtte komme ud med saftevand og kiks, for jeg ville ikke ind. Jeg var bange for, at min Far og Stedmor ville opdage, at jeg havde været der, som om de kunne se mig, selv om de ikke var fysisk til stede. Jeg blev kun få minutter, og så travede jeg den lange vej tilbage til Valby. Jeg turde ikke lade Mom følge mig tilbage, for ingen måtte 11

12 jo se mig sammen med hende. Det har været i efteråret 1946, og jeg var knap 7 år. Jeg ved nu, at Mom tit cyklede rundt ved min skole om eftermiddagen i håb om at få et glimt af mig. Men jeg så hende kun en enkelt gang. Jeg havde lige fået fri fra skole og gik udenfor skolen sammen med nogle piger fra min klasse og ventede på frk. Wilhelmsen, en ældre dame der skulle hente mig fra skole hver eftermiddag. Pludselig fik jeg øje på Mom, der kørte rundt på sin cykel. Jeg røg hen til hende, det var bare så dejligt at se hende. Og de andre piger fulgte med - det var altid spændende, når der skete noget. Men vi fik kun et par minutter sammen. Jeg så frk. Wilhelmsen komme, og Mom måtte cykle videre. Frk. Wilhelmsen spugte hvem det var, jeg havde talt med, og jeg forsøgte at lyve, at det bare var en lærerinde. Men de andre børn råbte Nej, det passer ikke, det var hendes Mormor, og jeg blev skældt ud om aftenen, og Mom fik et polititilhold. Hun skulle holde sig fra mig. Nu boede jeg hos min Far og Stedmor, og sådan var dét. Jeg havde ellers holdt lige så meget af min Far som af min Mor, men nu var han helt forandret. Han var nærmest som en fremmed, og jeg havde næsten ikke noget med ham at gøre mere. Alt gik igennem min Stedmor, så på en måde kom hun til at stå imellem min Far og mig. Hun var sød, og jeg er sikker på at hun har gjort det bedste hun overhovedet kunne med dette barn, hun havde fået overladt. Men min Far var forsvundet for mig, og tilbage var kun en kritisk og utålmodig mand, som jeg gik langt udenom. Jeg var blevet bange for min Far. Han havde et voldsomt temperament. Jeg husker den dag, min Stedmors søster skulle giftes. Vi var sent på den, og vi skulle nå til kirken til en bestemt tid. Jeg var klar til at gå og stod i mit stiveste puds ude i entreen. Min Far var i soveværelset og var ved at binde sine sko. Snørebåndet knækkede, og jeg glemmer aldrig hans voldsomme reaktion. Det havde intet med mig at gøre, men jeg var stille som en lille mus resten af dagen. 12

13 En morgen fik jeg lov til at følge min Stedmor hen om hjørnet til S-toget, som hun skulle med hver dag for at komme på arbejde. Jeg stod oppe ved det store vindue på stationen og vinkede ned til toget. Jeg lagde godt mærke til en smuk dame, der stod og kiggede på mig, men det var ikke en jeg kendte, selv om jeg nok syntes der måske var noget bekendt ved hende. Hun kom hen til mig og spurgte Hvad hedder du? Jeg svarede Hanne, og hun spurgte Hvad mere? Jeg sagde mit efternavn, og hun udbrød Jamen Hanne, kender du slet ikke din Mor? Og så blev jeg klar over, at det jo var min Mor. Men jeg var genert og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg skulle jo også skynde mig i skole. Jeg var syv år og kendte ikke længere min egen Mor. Efter denne episode gik min Mor til domstolene for at få tilkendt samkvemsret til at besøge mig en søndag om måneden. Og det fik hun lov til. Så hun nåede at hente mig et par gange, mens vi stadig boede i Valby. Og jeg glædede mig hver gang men turde ikke vise det. For når min Mor skulle komme, var der kold luft i hele lejligheden. Ingen talte til mig, og alting føltes helt forkert. Og når jeg så om aftenen kom tilbage efter en fortryllet dag med min Mor, hvor jeg var blevet feteret og klædt på som en prinsesse og vist frem for en masse fremmede mennesker, så var der igen ingen der talte til mig, og jeg turde aldrig fortælle, hvor dejligt jeg havde haft det. Men der var da også gode ting. Min Stedmor kunne tit finde på noget sjovt. Når vi havde fri søndag morgen kom jeg ind i deres store dobbeltseng, mens min Far stadig sov, og så spillede min Stedmor og jeg radiospil og digtede lange historier, som vi lod som om vi opførte i radioen. Vi havde også en kæmpestor udstoppet legetøjshund, der hed Mozart, og den indgik i alle historierne. Om sommeren fik hun syet ens kjoler til os, så vi lignede Store- og Lillesøster, når vi gik på gaden. Hun lærte mig at gå i takt, og det var også hende der lærte mig at gå i kæde, da jeg ikke måtte lege med i frikvartererne i skolen uden at kunne den færdighed. Men jeg fortsatte med at gå langt udenom min Far. Han var der 13

14 jo heller ikke så meget, og alting ændrede sig meget hurtigt nu. I løbet af det næste år flyttede jeg tre gange og til forskellige forældre. Det ukendte Mols Jeg var blevet meget tynd og skravlet og trivedes ikke rigtigt, og vores læge troede at jeg måske havde tuberkulose. Det blev nu aldrig rigtigt konstateret, men jeg blev i hvert fald sendt på landet til opfedning. Det skulle ske på en gård på Mols, hvor noget af min Stedmors familie boede nogle for mig mærkelige mennesker, der talte et næsten fremmed sprog, og som jeg aldrig havde set før. Min Far og Stedmor fulgte mig derover, og min første oplevelse på denne fremmede gård var, da jeg spurgte hvor badeværelset lå. De kiggede underligt på mig, og så blev jeg vist udenfor til lokummet. Her skulle jeg bo nogle måneder og få sul på kroppen og gå i skole inde i den lille landsby. Det var ved at blive vinter, og det var næsten mørkt om morgenen, når jeg skulle trave den lange vej langs markerne ind til landsbyen. Jeg var bange for at gå forkert og forsvinde i det fremmede landskab. En mørk morgen så jeg mælkemanden, der kørte fra gård til gård for at opsamle mælken. Jeg tænkte i min naivitet, at jeg måske kunne køre med ham ind til landsbyen, så jeg slap for at gå den lange vej. Så jeg trak tiden ud, mens jeg diskret ventede på, at han måske ville opdage mig og forbarme sig over mig. Men jeg anede jo ikke, hvor lang tid der gik, før sådan en mælkemand var færdig med sin runde, så da jeg langt om længe opgav og traskede videre, var tiden selvfølgelig gået, og jeg kom for sent til skolen. Alle var gået ind, den lille garderobe var helt tom for børn, og jeg anede ikke hvordan jeg skulle gå ind helt alene. Så jeg sad simpelthen i garderoben og ventede. Og heldet var med mig. Skolelæreren var syg, og alle børnene fik tidligt fri, så jeg slap for at nogen fik at vide, at jeg ikke havde været i skole den dag. 14

15 Hos Granni Da jeg efter nogle måneder flyttede tilbage til min Far og Stedmor og min gamle skole i Valby, var alting ændret. Min Far og Stedmor skulle nemlig emigrere til New Zealand, men jeg skulle ikke med, fordi de endnu ikke havde noget sted at bo derude. Foreløbig havde de sagt deres lille lejlighed i Valby op, og de fleste af deres ting var pakket ned. Vi skulle nu bo nogle måneder hos min Stedmors mor, inden de skulle med et stort skib den lange vej til New Zealand. Min Stedmors mor blev kaldt Granni, fordi hun havde et engelsk barnebarn, og hun boede i en stor lejlighed på Enghavevej lige overfor S-togs stationen. Herfra skulle jeg selv tage med S-toget hver dag og passe min skole i Valby. Det var lidt spændende, og det gav mig en del frihed jeg behøvede jo ikke at tage lige hjem med det første S-tog, og der var så meget at se på undervejs. Så i denne tid fik jeg den første spæde snert af en slags fri sigøjnertilværelse, der passede mig ganske udmærket. Jeg vidste godt, at Granni ikke var særlig begejstret for mig, men nu var det altså hende, der bestemte, og det var hende der var der, når jeg kom hjem fra skole om eftermiddagen. Hun var streng og nøjeregnende, og hun havde ikke høje tanker om mig lille skravl. Og så var jeg jo denne udefra-kommende, som hendes datter var belemret med. Det var jeg aldrig i tvivl om. Heldigvis boede vi der ikke så længe. Min Far og min Stedmor skulle afsted til det nye fremmede land, og jeg skulle nu bo hos min Farmor og Farfar i Køge. Min Farmor og jeg skulle vinke farvel ved skibet. Det var meget festligt. Oppe fra skibet smed de ruller med crepepapirstrimler ned til alle os, der stod på kajen. Man holdt fast i hver sin ende af de lange strimler, og mens skibet sejlede ud af havnen, blev strimlerne længere og længere, indtil de til sidst bristede. 15

16 Måske brast mit hjerte også lidt, for jeg græd i hvert fald hele vejen hjem i toget sammen med min Farmor. En fremmed mand kiggede på mig, og Farmor måtte forklare, at jeg var ked af det, fordi mine forældre lige var rejst til New Zealand. Jeg husker, at hendes ord forbavsede mig. Jeg syntes ikke jeg var ked af det, fordi de var rejst, jeg var bare ked af det. Hvorfor vidste jeg ikke. Vi hentede min kuffert med mit tøj og mine legesager og tog bussen til Køge, og sådan startede mit ophold hos min Farmor og Farfar. Det var i Jeg var blevet otte år, og jeg flyttede til mit ottende Hjem, sjette hold forældre og min tredje skole. Farmor og Farfar i Køge Jeg holdt meget af min Farmor. Både fordi jeg vidste, at hun holdt af mig, og fordi jeg jo kendte hende. Måske knyttede jeg mig også så meget til hende, fordi jeg ikke havde andre. På samme måde som jeg trods alt havde knyttet mig til min Stedmor, selv om jeg godt vidste, at hun jo ikke var min. Farmor var mere min. Og den følelse varede hele mit liv, lige så længe hun levede. Mom havde jeg elsket med barnlig uskyld, og hende har jeg nok taget mere som givet, fordi jeg vidste at hun elskede og accepterede mig fuldstændig som jeg var, og uanset hvordan jeg opførte mig. Hende kunne jeg bare være med. Med min Farmor lå det mere i luften, at jeg skulle opføre mig på en bestemt måde, og jeg var meget bevidst om, hvornår jeg gjorde det rigtige. At gøre det rigtige var jeg allerede blevet god til. Nu lærte jeg hurtigt at indrette mig efter hendes ønsker, men jeg var aldrig i tvivl om, at hun holdt af mig. Min Farmor var, hvad man dengang kaldte lidt striks og meget korrekt. Der var nogle, man kom sammen med, og andre man gik udenom. Sådan var det også, når det gjalt børn. Der var nogle børn, som jeg vidste var de rigtige at lege med, og så var der nogle, som det var bedst jeg holdt mig fra. Det lærte jeg en dag af smertelig erfaring. 16

17 Der var en pige fra min klasse, som var rigtig sjov at lege med. En dag gik jeg med hende hjem efter skole. Hun boede i udkanten af byen, der hvor der lå nogle fabrikker, og hendes far arbejdede på Gummifabrikken. Det mest overraskende var, at der ikke var nogen voksne hjemme, da vi kom til hendes rækkehus. Hun låste sig selv ind med en nøgle, som hun fandt ved siden af døren, og vi tog selv mad og saftevand i spisekammeret. Bagefter kunne vi løbe udenfor og lege i solen hele eftermiddagen. Og der var dyr! Kaniner og katte og høns og masser af andre interessante ting. Det var en helt ny verden, og jeg var lykkelig for at have fundet denne spændende veninde. Det var en hel lang eftermiddag af fuldstændig fryd. Indtil jeg kom hjem til Farmor og glædestrålende fortalte, hvor jeg havde været samt noget af alt det, vi havde lavet. Og da kom jeg pludselig ud for en af de mærkelige situationer, som er så komplet uforståelig for et barn. At noget så sjovt og spændende kan være forkert. At det ikke var godt at lege med børn fra Gummifabrikken, og at der skulle jeg ikke gå ud mere. Jeg gjorde det alligevel nogle få gange i dybeste hemmelighed. Jeg var altid tiltrukket af de børn, der udfoldede sig mere frit. Jeg var selv efterhånden temmelig hæmmet, og der var så meget, jeg hele tiden skulle passe på. Hvordan jeg skulle være i forskellige situationer og med forskellige mennesker. Min natur var at være spontan og fri, og jeg elskede at være sammen med børn der var netop det. Jeg følte mig selv mere fri, når jeg var sammen med børn, der var anderledes og turde opføre sig lidt fjollet. Så kunne min indre spilopmager få lov til at stikke hovedet frem. Men her var det for svært at håndtere. Både at skulle snige mig derud, og så at skulle opdigte en historie bagefter og huske hvad det var, jeg så havde bildt min Farmor ind. Men også at skulle lade som ingenting overfor min nye veninde. For jeg kunne da ikke fortælle hende, at jeg ikke måtte lege med hende. Så mine besøg stoppede hurtigt. Det var for svært og jeg valgte afholdenhed fremfor splittelsen inde i mig selv. 17

18 Min Farfar var helt anderledes end min Farmor. Han var meget selv-højtidelig, og alt i familien roterede om hans behov. Spisetider samt hvad vi fik at spise, og stilheden når han skulle hvile sig eller læse i fred og ro inde i sit kontor, der lå lige ved siden af spisestuen, som tillige var gennemgangsrum midt i huset. Så det var ikke nemt at undgå at forstyrre ham. Der var også en underliggende antipati mellem min Farmor og Farfar, som gennemsyrede hele huset. Jeg mærkede det uden at forstå det, og jeg holdt i mit stille sind ubetinget med min Farmor. Han var pensioneret overlærer, men han underviste stadig, især i naturhistorie, som det hed dengang. Han var meget populær, især blandt de lidt større børn. Han tog dem med ud i naturen og viste dem alle de ting, de ellers skulle have lært om inde i et klasselokale. Han havde egen nøgle til Køges naturpark, som ellers var aflåst undtagen om søndagen, og den blev af eleverne kaldt Engbergs Bananhave, fordi han lavede sine egne forsøg derinde og sommetider frembragte interessante vækster. Jeg husker også hvordan sønnen fra byens slagteri kom hjem til ham for at fremvise de bittesmå døde griseunger, som han tiggede sig til, når de slagtede grise, der var med unger. Det er langt senere gået op for mig, at min Farfar jo i grunden var utroligt fremsynet. Han havde også nogle på den tid temmelig avancerede meninger om forskellige ting. Min Farmor slog ofte med hovedet over det, han udbredte sig om, og dengang syntes jeg bare, at min Farmor havde ret. Men meget senere har jeg været ked af, at han ikke levede længe nok til, at jeg virkelig kunne nå at værdsætte ham. * Flere ting gjorde, at jeg efterhånden var blevet meget bevidst om, at jeg var anderledes. Alle de andre børn havde deres mor og far, og de boede i hvert fald ikke hos deres bedsteforældre, undtagen sommetider i ferierne. Min Mor eksisterede ikke rigtigt, for vi talte 18

19 aldrig om hende, og jeg så hende aldrig. Det var et tabu-emne, for i min Fars familie var min Mor en værre én, og sådan som hende skulle man i hvert fald ikke være. I stedet blev min Stedmor på en eller anden måde min Mor, og det var også hende, jeg selv talte om, når nogen spurgte mig hvor mine forældre var. Dette mor-problem kom på en gevaldig prøve, da jeg fik den første pakke fra New Zealand. De sendte mig blandt andet en smuk taske i noget blødt, brunt skind. Der var en stor new zealandsk Maori indgraveret på forsiden af tasken, og når man lukkede klappen op, var der indgraveret en tekst: Til Hanne fra Far og Mor Inger. Den var jo lidt svær at bortforklare til veninderne, som troede at jeg havde en helt almindelig mor og far derude på New Zealand. Jeg forsøgte mig med, at Inger var en anden dansker derude, og at de havde glemt at skrive et ekstra og at tasken altså var fra tre personer og ikke to. Det klang vist ikke helt ægte, selv om ingen kommenterede det, men det betød at den smukke og spændende taske blev gemt væk, så ingen skulle se den og eventuelt stille ubehagelige spørgsmål. Jeg lærte mange gode ting hos min Farmor. Hun havde en meget dyb kærlighed til naturen, og vi travede hver dag lange ture i skoven omkring Gammel Køgegaard og Åsen. Om sommeren cyklede vi i skovene omkring Køge, ofte med madpakker i cykelkurven. Og så snart solen skinnede den mindste smule, sad vi på verandatrappen for man kunne ikke sidde inde, når solen skinnede. Den kærlighed til naturen har jeg båret med mig lige siden, og jeg søger stadig ud, så snart solen skinner. Jeg lærte også at holde af bøger. Både Farmor og Farfar læste i timevis hver eneste dag, så det var naturligt, at jeg også sad med min bog om aftenen og mange regnfulde eftermiddage, hvor der ikke var nogen at lege med. Jeg husker ikke, at jeg så min Mor i de to år jeg boede hos min Farmor og Farfar, men jeg fik lov til at komme på besøg hos Mom og Morfar, der nu boede i et dejligt hus ved Greve Strand. Det 19

20 var mærkeligt at besøge dem. De var jo stadig min Mom og Morfar, men jeg havde fjernet mig fra dem. Jeg hørte ikke længere til den del af familien, og selvom jeg nok ønskede og længtes efter at have det gamle tætte forhold til Mom, så vidste jeg ikke, hvad jeg kunne gøre. Vi havde til dels mistet hinanden, for jeg havde ændret mig i de 3-4 år, jeg havde været væk fra hende. Hun har sagt det til flere i familien Hanne har ændret sig - hun er blevet tavs. Og flere af de gamle i familien har senere fortalt mig, at jeg var sådan et livsstykke, mens jeg boede hos Mom. Men det var forsvundet, da de så mig igen. Vilkårene var anderledes i de andre familier, jeg kom til at bo i, og jeg har været nødt til at holde mig til de mennesker, som jeg nu havde, der hvor jeg var. Sidste gang jeg så Mom og Morfar var for at sige farvel, inden jeg selv skulle rejse til New Zealand, ned til min Far og min Stedmor. Hvad jeg ikke vidste, og som slet ikke faldt mig ind, var at jeg aldrig fik Mom at se igen. Jeg var nu ti år, og jeg syntes tværtimod at det hele var meget spændende - især at fortælle kammeraterne, at jeg skulle sejle med et stort skib helt til den anden side af jorden. Fremmed på New Zealand Et barn på 10 år måtte ikke rejse alene med skib på så lang en rejse, så jeg fik en ældre dame som værge. Hun hed Mrs. Bird, og hun skulle holde øje med mig under den fem-uger lange overfart. Det var en dansk dame, som havde boet på New Zealand det meste af sit liv. Hun kunne ikke længere tale dansk, kun forstå en lille smule. Det viste sig, da vi kom om bord på skibet, at vi ikke engang skulle dele kahyt, så i virkeligheden var jeg stort set overladt til mig selv under den lange overfart, og uden at kunne kommunikere med nogen på grund af sproget. Jeg delte kahyt med fem engelske kvinder, og jeg forstod ikke et kuk af det de forsøgte at sige til mig. Hver dag klokken tre om eftermiddagen skulle jeg stille i restauranten for at møde Mrs. Bird, så hun kunne se, at jeg stadig 20

21 var der. Jeg blev budt på et glas appelsinjuice, og så kunne jeg løbe afsted igen. Jeg fandt en engelsk pige på min egen alder, og børn finder ud af at kommunikere, med eller uden sprog, og vi legede en del sammen. Men det var alligevel ensomt, og fem uger er lang tid. Jeg nåede da også en dag at falde i søvn på dækket og få solstik og blive rigtig syg. Så lå jeg 3-4 dage i en mørk kahyt og blev fodret med vanilleis af en sød sygeplejerske. Og det var jo også en måde at få lidt omsorg og opmærksomhed. * Efter hvad syntes en endeløs tid nåede vi omsider New Zealand, og min Far og Stedmor stod og tog imod mig. Nu var der jo gået to år siden jeg sidst så dem, så det var lidt mærkeligt, og alting var meget fremmed. De første par dage tog de mig med rundt for at vise mig de mærkelige ting, der var i dette nye land: kogende boblende mudderpøle, varme gejsere der sprang lige op i luften, varme kilder man kunne bade i, og små maori-landsbyer, som nu mest var beregnet på turister, for ellers boede maorierne fuldstændig på samme måde som alle os andre. Den tredje dag fulgte min Stedmor mig ind til den skole, jeg skulle gå på. Jeg blev præsenteret for forstanderen og ham, der skulle være min klasselærer. Min Stedmor fik at vide, at hun skulle sige til mig, at jeg ikke måtte neje, for så ville de andre børn bare gøre nar ad mig. Jeg måtte gå mit sidste skoleår om igen på grund af sproget, så jeg ville blive det ældste barn i klassen. Jeg var nu 10 år og en stor pige. Dette var mit niende hjem, syvende skift af forældre og mit fjerde skoleskift. Jeg var vant til at flytte omkring, og jeg skulle nok klare det hele. Og jeg klarede mig, og klarede mig godt i skolen. Jeg var kvik, og jeg havde sprogøre, og i løbet af et år blev mine engelske stile læst højt i de større klasser, heldigvis anonymt, for at de store ele- 21

22 ver kunne høre, hvordan en god stil skulle sættes sammen. Noget der har kendetegnet de mange forskellige faser af min tilværelse har været følelsen af at være udenfor og anderledes. Jeg mærkede det først rigtigt, da jeg kom ind i Grannis familie, og det var bestemt ikke nogen positiv form for anderledeshed. Men på New Zealand ændrede dette begreb sig. Her var jeg virkelig meget anderledes. Jeg var lysere i huden, jeg var lyshåret og jeg havde lange fletninger. Og så talte jeg et andet sprog. Men her var jeg spændende, fordi jeg var anderledes, og det gav status. Og den status tog jeg til mig, for den opvejede noget af det negative ved at være anderledes og udenfor. For det var jeg jo. Mine forældre var også anderledes, og jeg havde ingen familie - ingen bedsteforældre eller fætre og kusiner. Vi havde vores danske kultur derhjemme i vores lejede hus, og vi spiste noget andet mad. Og så var der hemmeligheden. I dette nye land var min Stedmor min rigtige Mor. Ingen vidste andet, og jeg begyndte også selv at kalde hende Mor. Det lå i luften at vi ikke talte om min rigtige Mor, og jeg gjorde det heller aldrig derhjemme, selvom det nok ikke har været direkte forbudt. Jeg har heller aldrig haft tætte veninder, hvor jeg kunne være helt ærlig og åben omkring mig selv. Jeg fortalte kun ganske få i streng fortrolighed, at min rigtige Mor boede i Danmark, og jeg er ikke sikker på, at de troede på mig. Samtidig havde jeg dårlig samvittighed over at røbe vores hemmelighed, og jeg fortrød det altid bagefter. Og tænk hvis de fortalte det til deres mødre, og mødrene så ville sladre til mine forældre. Så var det ikke godt at vide, hvad der så kunne ske. Så ingen vidste, at min Stedmor ikke var min rigtige mor. Selv de halvsøskende, der efterhånden kom til mens jeg boede på New Zealand, fik først at vide da de var blevet voksne, at jeg ikke var deres rigtige søster. Min ældste lillebror har fortalt, at det fik de først at vide en dag, hvor de i familien talte om, at deres mor måtte have været meget ung da hun fik mig, som jo var så meget ældre end dem. Da gik min Stedmor til bekendelse. Skammen over at 22

23 blive betragtet som en meget ung mor må have vægtet mere end skammen over at være stedmor. Jeg er sikker på, at alt er sket i den bedste mening, men der var mange hemmeligheder, der skulle bevares i forhold til andre mennesker. Og det er med til at gøre et barn ensomt. * Vi boede lidt udenfor en mindre by på ca indbyggere. Min Far arbejdede som elektriker på en stor savmølle, og her var nærmest en lille landsby med familie-huse og et ret stort område med små hytter til de enlige mænd, der arbejdede på møllen. Der var skønne grønne bakker med får, og skov og en å, der løb lige bag ved vores hus. Og i weekenderne, når savmøllen var lukket, kunne vi unger cykle ud og lege i de kæmpe stakke med tømmer, der stod stablet op alle vegne. Sikkert ikke helt ufarligt, men det var der ingen der tænkte på, og vi fortalte aldrig hvor vi havde været, og hvad vi havde lavet. Om sommeren kunne vi bumpe ned ad åen siddende i gamle bildæk, og selv da jeg blev større var legepladsen den samme. Legene ændrede sig blot efterhånden. Men ensom var jeg inderst inde. Jeg savnede en familie der var min, så jeg opdigtede en. En dejlig varm familie, hvor alle havde det rigtig godt med hinanden. En engelsk onkel og tante og fætre og kusiner, der boede i den anden ende af byen, og dem snakkede jeg meget om med veninderne. Efterhånden som spørgsmålene kom: hvor gamle de var, hvad de lavede osv, digtede jeg videre på historien. Min fantasi var særdeles kreativ. Min onkel blev læge, for det gav også lidt status, men det var nok et fejltrin, for en mor til en af veninderne blev meget interesseret i denne læge og spurgte hvilket hospital han var på. Så var jeg lidt på den, for der var kun ét almindeligt hospital samt et privathospital i nærheden, så der placerede jeg ham lynhurtigt. Jeg havde ikke tænkt på, at alle lægerne stod opført under hospitalerne i telefonbogen, og der var han jo af gode grunde ikke. Så måtte jeg spille dum og væve lidt om, at måske var han et helt andet sted i en anden by lige for tiden. Det var utroligt at jeg turde fortælle disse historier, men et barn 23

24 tænker ikke så langt. Jeg forestillede mig slet ikke, at det kunne blive checket med mine forældre, hvis nogen fik mistanke om, at jeg gik og løj, men heldigvis skete der ikke noget. Måske var denne mor sød og lod som ingenting, eller også slap jeg virkelig afsted med historien. I virkeligheden trøstede jeg mig ved at have opfundet min egen onkel og tante og nogle dejlige fætre og kusiner. Jeg savnede noget, og jeg opfandt noget der var mit, og som ingen kunne tage fra mig. I øvrigt var jeg også rigtig god til at spille dum, lige fra den første dag jeg kom i skole uden at kunne et ord engelsk. Det var jo oplagt fra starten at udnytte mine manglende sprogkundskaber. Selvfølgelig forstod jeg meget af det, der blev sagt til mig, især de små ordrer fra lærerne i skolegården. Men det var sommetider praktisk at lade som om jeg ikke forstod. Vi skulle sidde på lange bænke i skolegården og spise vores madpakker, og vi måtte ikke rejse os op før vi var færdige med at spise. Så jeg fik en masse prestige på at spille op og rejse mig med en mad i hånden. Så kom gårdvagten farende og sagde, at jeg skulle sætte mig ned. Og så kunne jeg stå der og bare se uskyldigt og helt uforstående på ham. Han var jo nok klar over, at jeg udmærket forstod hvad han mente, men jeg kunne holde masken længere end han kunne, så det blev altid ham, der tabte ansigt. Så jeg var populær, for det var altid en velkommen afbrydelse i den daglige rutine. Der er ingen tvivl om, at min Far var bange for, at jeg skulle blive ligesom min Mor, hvad det så end har repræsenteret i hans øjne. Så alt det der lignede min Mor blev systematisk pillet ud af mig. Præcis hvad det var, jeg ikke måtte gøre, gik aldrig rigtigt op for mig. Men det betød, at jeg altid måtte passe vældigt på hvordan jeg opførte mig, når min Far eller Stedmor var tilstede. Og tit kom deres reaktion fuldstændigt bag på mig. For eksempel kom der en overgang en ung dansk fyr i vores hjem. Dengang var der ikke så mange danskere på New Zealand, og når der kom én tilrejsende, gik budskabet rundt mellem alle de danske familier, og man tog sig godt af den nye. Denne unge dansker var vældig sød og var 24

25 en af de få voksne, der også talte med mig og tog sig lidt af mig. En dag stod jeg og så fortvivlet på min cykel. Den var punkteret, og jeg havde bare fået at vide, at så måtte jeg lappe den. Men det havde jeg aldrig prøvet, og jeg anede ikke, hvordan man gjorde. Min unge ven kom i det samme ind i haven og tilbød at lappe den for mig og samtidig vise mig hvordan man gjorde, så jeg vidste det til en anden gang. Vi stod der i solen og pjattede mens vi lappede cykel og havde det rigtig hyggeligt, da min Stedmor pludselig kaldte mig ind i køkkenet. Hun var isnende vred, og hun skammede mig ud med ordene Og du er kun et barn og står der og flirter med en voksen mand! Jeg var 11 år, og jeg anede ikke, hvad hun mente. Men det var tydeligt, at jeg havde gjort noget forkert, jeg vidste bare ikke hvad. Så efter den dag forsvandt jeg lige så stille, hver gang den unge dansker dukkede op. I de år jeg boede hos min Far og Stedmor, havde jeg tit en oplevelse af at blive kendt skyldig uden at ane, hvad det var, jeg havde gjort. Det blev tydeligere for mig et par år senere, hvor jeg havde fået lov til at lege ude om aftenen, blot jeg kom hjem, inden det blev mørkt. Jeg havde ikke noget ur, men jeg regnede med at det ville være mørkt, når jeg ikke længere kunne se træernes omrids på himlen. Så jeg legede rigtig godt med en veninde, og det var helt naturligt at stå og snakke lidt med et par store drenge, som hun kendte. Pludselig kom min Far, og jeg vidste der var noget galt, igen uden at vide præcis hvad, og jeg traskede pænt med hjem, to skridt efter ham. Der blev aldrig sagt noget, men jeg var klar over at det var noget med, at jeg ikke måtte snakke med fremmede drenge, og slet ikke når det var ved at blive mørkt. I mange år påvirkede disse oplevelser mit forhold til drenge og senere til mænd. Jeg gik helt i den modsatte grøft og var overforsigtig for ikke at blive misforstået, og jeg gik totalt i baglås, hvis det var en mand, jeg virkelig var interesseret i. Først mange år efter forstod jeg, hvor betaget min Far må have været af min Mor, og hvor dybt såret da hun forsvandt, og hvordan han hele tiden blev mindet om hende igennem mig. Det er interes- 25

26 sant, når jeg ser tilbage, at jeg var en torn i øjet på min Far, fordi jeg på visse punkter lignede min Mor, og min Mor har senere fortalt mig, at hun ikke kunne lide den jeg blev, efter jeg kom til min Far. Sandt er det i hvert fald, at jeg aldrig har følt jeg hørte til hos nogen af dem og faktisk ikke hørte til noget sted, efter jeg kom væk fra min mormor. I alle de år jeg boede på New Zealand, var min rigtige Mor et idealbillede og en hemmelig længsel hos mig. Hver gang jeg fornemmede, at min Stedmor var utilfreds med mig, eller jeg følte hun ikke forstod mig, tænkte jeg Det ville være helt anderledes, hvis det var min rigtige Mor! Et billede der gik itu med et brag, da jeg omsider mødte hende igen, da jeg som næsten sytten-årig kom tilbage til Danmark. Selv om jeg længtes efter min rigtige Mor, knyttede jeg mig meget til min Stedmor. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at tækkes hende, og hun blev min fortrolige. Når jeg kom hjem fra skole om eftermiddagen, sad jeg på køkkenbordet, mens hun lavede mad eller bagte brød, og så fortalte jeg hende alt det der var sket, siden jeg var cyklet hjemmefra om morgenen. Når hun var glad og stemningen var god, var det himmelsk. Så følte jeg mig forstået og var parat til at fortælle hende alle mine dybeste hemmeligheder. Men ofte var det som om hun forsvandt. Så var hendes øjne helt anderledes, som om hun ikke var der, og hun talte ikke til mig. Jeg troede altid, at det var min skyld, at jeg havde gjort et eller andet forkert, og jeg følte mig skyldig og vidste ikke hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Det var rædsomt. Dengang vidste jeg ikke, at det muligvis slet ikke havde noget med mig at gøre, når hun gik ind i sig selv. Dengang de emigrerede til New Zealand var det min Far, der ville væk fra Danmark, og for at følge ham måtte hun sige farvel til hele sin store familie, som hun var meget knyttet til. Da hun kom til New Zealand, kunne hun ikke tale engelsk, og hun fik privatundervisning hos en engelsk dame de første år hun var i det nye land. Hun må have følt sig meget 26

27 ensom, også fordi min Far arbejdede hårdt og mange timer hver dag for at skabe et nyt arbejdsliv. Hun led meget af migræne, og jeg vidste, at hun spiste hovedpinepiller næsten hver dag, men jeg forstod ikke hvordan alle disse ting kunne påvirke hendes humør. Jeg oplevede det blot som en frygtelig straf, når hun forsvandt ind i sig selv. Da jeg var tolv år fik jeg min første lillebror på New Zealand, og nu ankom der et barn hvert år, indtil jeg pludselig havde to små brødre og en lillesøster. Jeg var glad for dem, især den første lillebror, men jeg var ikke sammen med dem så længe. Da jeg var næsten femten år skrev min Mor til min Far for at fortælle, at hun nu var gift igen og havde fået en lille søn. Hun havde i forvejen en datter, der var 6 år yngre end mig, og som jeg kun havde set få gange, da hun var ganske lille. Nu ville min Mor gerne have alle sine børn hos sig, så hun ville have at jeg kom tilbage til Danmark for at bo hos hende. Hendes nye mand skrev også til min Far og lovede, at han ville sørge for min uddannelse i Danmark. Jeg var fyr og flamme efter at komme hjem til min rigtige Mor og til en storby. Det ville være helt fantastisk. Jeg mistede fuldstændig interessen for skole og skolekammerater, og ved slutningen af skoleåret var jeg røget fra at være en af de bedste i klassen til nummer sytten eller der omkring. Jeg tror faktisk, at min Far og Stedmor var lettede over at slippe af med mig. En teenager er ikke det nemmeste at have boende i huset, og selv om jeg ikke turde gøre åbent oprør, så var jeg god til at lukke af og spille fornærmet. De havde også deres egne børn nu, så de havde rigeligt at se til. Så jeg fik lov til at forlade skolen og rejse til Danmark. Suez-krisen kom dog i vejen, så min Far ikke turde lade mig rejse til Europa på et tidspunkt hvor der måske kunne blive krig, så min afrejse blev forsinket i næsten et år. Jeg var jo gået ud af skolen og ville ikke tilbage, så i ventetiden fik jeg arbejde på et kontor inde i byen, og pludselig var jeg voksen med fast arbejde og voksne venner. 27

28 Jeg boede på New Zealand i næsten syv år, det længste jeg nogensinde havde boet samme sted og hos de samme forældre. Min barndom og første ungdom slutter her, og det er alle disse oplevelser og prægninger, jeg tager med mig ind i min voksne tilværelse. Reflektioner over Barndommen * Det er ikke helt fair, når jeg har udvalgt netop de episoder, som jeg beskriver i dette kapitel. For der var også masser af gode oplevelser. Når jeg alligevel har valgt netop disse episoder, er det fordi det er dem, der har sat sig fast i mit sind og som har givet mig problemer senere i livet. Vi er alle præget af de oplevelser, vi har haft i vores barndom, og vi har hver især vores skæbne. Min barndom var temmelig rodet med mange forskellige forældre og mange skift af opholdssted. Jeg tror ikke så meget det er de mange skift af adresser, der præger et barn. Det vigtigste er, at der er én gennemgående person, så der er noget, der er stabilt. Når et barn derimod skifter mellem mange forskellige forældre, så skal barnet konstant aflure sine omgivelser for at finde ud af, hvordan det skal navigere i ethvert nyt miljø for at kunne begå sig. Det betyder, at antennerne altid er ude, og det bliver et enormt psykisk pres altid at skulle være på vagt. Gør jeg det rigtigt nu? Skal jeg være på en anden måde her? Er det nu jeg skal være stille, glad, kærlig, fjollet, fornuftig? Det kan være svært nok for et barn at skulle navigere i en enkelt familie. Når der er mange forskellige familier, må man virkelig være på tæerne. Aldrig slappe af, undtagen når man er alene med sig selv. Et barn må også have sine behov dækket på en eller anden måde. Og børn er rigtig gode til at lure de voksne af og hurtigt lære, hvordan de skal begå sig for at få det, de har brug for. Jeg må have været skrup forvirret. Hver gang jeg har lært én metode 28

29 med den ene voksne, er jeg blevet flyttet til den næste. I mit tilfælde er der også mange tab, især tab af nære relationer. Et barn forstår jo ikke, hvorfor tingene sker. Jeg forstod heller ikke baggrunden for alle disse skift. Jeg har blot oplevet, at alle de mennesker jeg holdt af forsvandt. Først forsvandt min Mor, og min Far forsvandt næsten samtidig, da jeg blev anbragt hos min Mormor og Morfar. Min Mormor og Morfar forsvandt, da jeg skulle bo hos min Far og Stedmor. De forsvandt fra mig, da de rejste til New Zealand, og min Farmor og Farfar forsvandt, da jeg selv rejste væk. Igennem hele min barndom var der ikke et eneste menneske, der blivende var mit. Jeg lærte, at jeg ikke hørte rigtigt til nogen steder, og jeg lærte, at intet er bestandigt alting er midlertidigt. En sådan utryghed må et barn beskytte sig imod, og jeg gjorde det ved at lukke af for mine følelser. Herved kunne jeg bilde mig selv ind at jeg klarede mig godt, og jeg kunne fornægte, at jeg overhovedet havde brug for nogen. Sådan har jeg kunnet overleve psykisk. En af de sandheder jeg lærte var Alle dem jeg elsker mister jeg eller måske med et barns ord De forsvinder alle sammen - og så har jeg ubevidst valgt aldrig igen at binde mig tæt til nogen, for det gjorde for ondt, når de forsvandt. Jeg lærte at overleve alene, og det er meget ensomt for et barn. Så dybt gemt under min beslutning om aldrig at binde mig tæt til nogen, lå det paradoksale ønske om engang at finde et menneske, der virkelig kunne være mit. De sandheder vi skaber, og de beslutninger vi ubevidst træffer ud fra disse sandheder, tager vi med os ind i vort voksne liv. De bliver et filter, der ligger mellem os og omverden og som også fjerner os fra os selv. Vi kan kun se og opleve igennem dette filter, og det påvirker alt hvad vi gør og de valg, vi træffer. Jeg gik ind i min voksne tilværelse med mit filter, og det blev også det der styrede mig i mit valg af kærester. 29