Så er det vinter. På godt og ondt...

Transkript

1

2 Så er det vinter. På godt og ondt... Så er den for alvor på vej, vinteren. Og jeg er næppe den eneste, der ser temperaturen falde og lyset svinde med blandende følelser. På den ene side bander jeg vinteren væk, fordi den er en afsked med sommeren. Jeg kan ikke få nok af gule rapsmarker, lysegrønne blade, sand og strand og lange lyse aftner og nætter på terrassen. På den anden side, når den så alligevel kommer, vinteren, så har det også sin egen stille glæde, tryghed og forventning, at vi tvinges til at rykke det meste af vores dagligdag inden døre. Og lige pludselig er der forår forude. Ja selv nu kan man skimte det, fordi det er næste punkt på naturens program, selv om det ligger langt forude. Sådan er det med håbet: Det kan være både fjernt og nær. Jeg ved, at andre har haft det som mig. Frank Jæger havde på samme måde et ambivalent forhold til vinteren. I Liden sol fra 1953 (som står i Højskolesangbogen) skriver han om vinteren: Liden sol i disse uger. Februar gør os mindre. Sne som tynger. Is som knuger. Vi kan ingenting forhindre. På den anden side kan han smukt og billedskabende i sit essay Velkommen, Vinter fra samlingen af samme navn fra 1958 beskrive vinterens komme så smukt: Alle ens sanser registrerer straks, at der er frost i luften. Så snart man er kommet ud ad døren for at gå dagens første tur med hunden, ved man det: Vinteren er begyndt. Lyset er frostlys, luften lugter af jern, fjerne stemmer går kontant igennem; og da vi svinger op ad den optrampede, ellers alt for plørede kreatursti, finder vi jorden hård, klovsporene har fået faste kanter, det er som at gå på størknet lava. Vi kender det. Også selv om vi ikke har hund. Det kan være rigtig smukt. Der er meget jeg er rigtig træt af ved den danske vinter. Men jeg vil lade det være usagt og i stedet se frem mod advent, eftermiddagshygge i mørket, stearinlys, glögg, julemusik, julebag, gudstjenester, familiejul, nytår og måske nogle kælketure med børnene. Og hele tiden vil jeg huske, at den kolde, mørke og alt for lange vinter fører frem mod forår. Som Frank Jæger skriver i slutningen af Liden Sol: Men måske april vil hente vore hjertebål tilbage. Sammen vil vi tålsomt vente, liden sol i disse dage. Jeg tror at april vil tænde hjertebålet igen. Så lad os tålsomt vente. Sammen. Eller lad os ligefrem i fællesskab nyde vinteren. Og julens budskab. I stuer, i kirker, i tanker, i år. Morten Skovsted Om dette nummer... 2 Händel siger Halleluja!... 4 Martha OG Maria... 6 Sankta Lucia... 8 Jul i gamle dage Prise med spise Kan man skrive nye julesalmer? Koncert med Helene Blum Løst og fast Det som det hele handler om Hey..! Det er for børn!!! Aktiviteter Torsdagscafé...26 FDF/Praktisk info Kalenderen Før søndagen - i Egå Har du en lille teolog i maven, eller bare lyst til at grave et spadestik dybere i søndagens prædikentekster? Dette efterår har præsterne i Egå sogn indbudt til prædikenværksted 3 torsdage fra i sognegården. Det tredje og sidste finder sted i Egå Sognegård Torsdag d. 2. december (2. sønd. i advent, 1. tekstrække) Kirkebladet udgives af Hjortshøj menighedsråd og udarbejdes af en redaktionsgruppe bestående af: Ruben Fønsbo, Heidi Jensen og Morten Skovsted (ansv.). Evt. indlæg, kommentarer, kritik eller ros kan mailes til rubens@ .dk. Kirkebladet har til formål at oplyse om kirke og kristendom, at anspore til refleksion og debat herom samt at oplyse om arrangementer i kirke og sognegård. Redaktionen ønsker et kirkeblad skrevet af en bred skare af skribenter, og læserindlæg modtages derfor gerne. Dette betyder også, at hvert enkelt indlæg ikke nødvendigvis er udtryk for redaktionens holdning, men udelukkende må stå for skribentens egen regning. Vi skal sammen læse den kommende søndags Bladet udgives fire gange om året d. 1. marts, 1. tekster, og efter et kort oplæg ved præsten juni, 1. september og 1. december. Deadline en lægges op til en uformel rundbordssamtale måned før udgivelse. om teksterne. Hvad er deres baggrund og sammenhæng? Og hvad er det glædelige budskab Kirkebladet trykkes i 1500 eksemplarer, der ho- til os i netop disse tekster? vedsageligt omdeles i Hjortshøj sogn og forefindes i kirken. Har du ikke fået Kirkebladet leve- Mød op i Egå Sognegård ret, bedes du henvende dig til Hanna Rasmussen, Løvgangen 1, tlf Bladet kan også og vær med! læses på 2 3

3 Händel og Halleluja Historien om hvordan et af de mest kendte og elskede stykker musik blev til. Af Ole Prydtz der to uforudsete ting som helt ændrede hans liv. En velhavende ven, Charles Jennens, gav Händel en libretto med tekster fra biblen omhandlende Jesu liv. Næsten samtidig fik Händel en bestilling fra Dublin, om at komponere et værk til beneficeopførelse. provst ved navn Jonathan Swift (Det var den samme Jonathan Swift, som mange år forinden havde skrevet Gullivers Rejse ) værket omdøbt til: A Sacred Oratorio. Opførelsen, hvis indtægter gik til velgørenhed, blev en stor succes og indbragte penge nok til at udfri 142 personer fra gældsfængsel. I et lille hus i London på Brook Street sukker en tjener resigneret medens han fylder en bakke med mad. Et måltid som han ikke forventer vil blive spist. I mange dage har han trofast ventet på sin herre, en excentrisk komponist, som tilbringer time efter time i sit musikværelse. Morgen, middag og aften har tjeneren sat fristende måltider frem til komponisten blot for at finde skåle og tallerkner næsten urørte nå han er vendt tilbage. Endnu en gang tager han sig sammen for at udføre den sædvanlige rutine, idet han sagte mumler om hvilket underligt temperament musikfolk kan være i besiddelse af. Da han drejer sig og åbner døren til komponistens værelse stopper tjeneren brat. Den overraskede komponist vender sig mod tjeneren. Med tårer strømmende ned over sit ansigt nærmest skriger han: Jeg tror jeg har set hele himlen for mig; og den store Gud selv. Georg Friedrich Händel havde netop fuldendt den sats i Messias, som, under navnet Halleluja-Koret, ville blive meget kendt og afholdt. Hvis Händels far havde fået sin vilje, var Halleluja-Koret aldrig blevet skrevet! Händel blev født i 1685 (samme år som J. S. Bach) i Halle, Tyskland. Faderen, som var livkirug hos hertug August af Weissenfels, havde ingen sans for musik og ønskede at sønnen skulle studere jura. Drengen var kun interesseret i musik og efter en del forviklinger fik Georg Friedrich lov til at modtage undervisning heri. Som 18-årig flytter Händel til Hamburg hvor han får ansættelse i operaorkestret. I 1706 tager Händel til Italien på uddannelsesrejse. Her træffer han, blandt mange, en hannoveransk kammerherre, som inviterer ham til senere, at besøge Hannover. dør den engelske dronning Anna og kurfyrst Georg bliver Englands konge. Ups! Det var skidt for Händel. Der gik nogen tid før kong Georg I tilgav ham. At Händel med Water Music skulle have forsonet sig med kongen er en - næppe holdbar - legende. I modsætning til de fleste af datidens komponister, som var ansatte hos konger og fyrster, forblev Händel hele sin tid i London en fri og uafhængig musiker. Skønt Händel skrev sine største værker i England, var det også her han fik sine største personlige nederlag. Hans gunst hos skiftende monarker svingede op og ned. Kappestrid med etablerede engelske komponister afhængighed af et flygtigt publikum, som tit var svært at tilfredsstille, bragte ham mere end een gang på fallittens rand. Som omtalt i begyndelsen blev Händel helt opslugt i sin komposition. Første del var færdig efter 6 dage. Efter yderligere 9 dage havde han færdiggjort anden del, og efter andre 6 dage var tredje del afsluttet. Efter bare to dage mere var orkestreringen på plads. I alt 260 partitursider var blevet skrevet på blot 24 dage! Det er vist aldrig blevet overgået! Om Messias Messias er et oratorium d.v.s. et værk for kor og solister baseret på tekster fra biblen. Messias er egentlig slet ikke et juleværk, selvom der er blevet tradition for at opføre det op til jul. Det var tænkt som et værk til opførelse i faste og påsketiden. Man kan endda knapt nok kalde Messias for et kirkeværk. Selv om teksten består af skriftsteder fra Bibelen, opførte Händel værket i teatre og koncertsale. Musikken var nemlig for udfarende til at være passende i en kirke, mente man dengang i 1740 erne. I dag er det omvendt; netop et sådant gribende smukt værk som Messias kan fylde kirkerne til sidste bænkeplads Messias er opdelt i tre hoveddele: 1. Del handler om ventetiden på Messias komme og om hans fødsel. 2. Del drejer sig om hans død og opstandelse. 3. Del er visionen om dommens dag, hvor trompeten vil kalde og fårene vil blive skilt fra bukkene af den genkomne Kristus. Året efter førsteopførelsen blev værket opført i Covent Garden i London Under overværelse af kong Georg II. Da de første toner til Halleluja-koret lød, rejste kongen sig. Følgende den royale protokol rejste alle tilhører sig også. Denne skik har varet ved siden. Messias bredte sig hurtigt til de større byer i England. I Tyskland fandt den første opførelse sted i Messias nåede til København i 1786, her sparede man - formodentlig af økonomiske årsager koret, idet korsatserne blev udført af de fire solister. Hør Messias! Nu er der skrevet rigeligt om komponisten og hans værk, men man kan ikke beskrive musik fyldestgørende det er og bliver jo først når man hører den, at den bliver til musik. Derfor; kom af sted og lyt! Hold derfor øje med koncertarrangementerne i Aarhus og omegn her i adventstiden, der skal nok være en eller flere opførelser i vente. Vær ikke forundret hvis ikke hele værket opføres, tit stopper man ved Halleluja-koret som er slutningen på anden del. Hvis du ikke er til koncerter, er der utallige CD-indspilninger hvor mange af de bedste korsatser er samlet. Efterskrift Händel døde den 14. april Kun 8 dage forinden havde han ved en koncert dirigeret Messias. Begravelsen foregik i selveste Westminster Abbey under enorm deltagelse. Gravmonumentet viser Händel med noderne til sopransoloen som åbner tredje del: I know that my redeemer liveth. Oversat: Jeg ved at min frelser lever. I 1710 får Händel ansættelse som hofkapelmester hos kurfyrst Georg af Hannover. Händel tager en Optakten til Messias tilblivelse forholdsvis kort rejse til London hvor han har stor I begyndelsen af året 1741 var Händel så forgældet, succes bl. a. med sin opera Rinaldo. To år senere at det syntes uundgåeligt at han ville havne i Førsteopførelsen af Messias fandt sted den 13. er Händel atter i London og vender ikke tilbage til gældsfængsel! Den 8. april gav han, 56 år gammel, april 1742 i Dublin. Der var mange genvordigheder i 4 trods for at han stadig er ansat i Hannover! I 1714 hvad han anså som sin farvelkoncert. Så skete dagene op til opførelsen bl. a. forlangte en vis stifts- Et godt ord at leve og at dø på! 5

4 Martha OG Maria Af Morten Skovsted Frit efter prædiken d. 12. september 2010 Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde:»herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.«men Herren svarede hende:»martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«luk 10,38-42 Det er altid firkantet at dele verden og dens mange, forskellige mennesker op i to kasser, men det er alligevel en finte, der kan fungere som lidt af en øjenåbner. Så jeg vil vove det her, ikke mindst fordi evangelieteksten unægtelig lægger til det: Her møder vi en Martha og en Maria og de indtager hver deres rolle, som det er nærliggende at forholde sig til og identificere sig med, enten den ene eller den anden. Og vi ved det jo godt: der findes Martha-typer og der findes Maria-typer. Så firkantet og forsimplet det end er så er der noget om det. Ja, man kan endda fortsætte forsimplingerne og hævde, at selv kulturer kan inddeles i Martha- og Maria-kulturer. Den, der har rejst i Afrika eller oplevet Middelhavslandene ved siesta-tid, har oplevet en Maria-kultur, hvor man lige tager en nødvendig slapper og nok klarer tingene lidt senere eller i morgen. Omvendt har vi i vores del af verden så travlt med at være produktive og effektive, at mange af os får mavesår og stress, mens vi skeler mistænkeligt til den, der bare sidder og er til eller lytter som en Maria. Derfor er det nok også let for de fleste af os at identificere os med Martha. Og gør vi det, vil vi opleve Jesu ord som næsten flabede. For hvad bilder han sig egentlig ind? Hvis ikke Martha tager sig af gæsten og sørger for, at han får mad og drikke.. hvem skal så gøre det? søskende og andre ofte gror fast i. Det er jo altid de samme, der pisker rundt i køkkenet og de samme, der sætter sig i sofaen. Og os, der sidder i sofaen kan af og til have den frækhed at sige lidt overbærende til Martha typerne i køkkenet: Slap nu lidt af. Nyd livet. Nu skal vi hygge os. Vær nu lige lidt her Hvortil de tjenende ånder med rette kunne svare: Ja, det kan I sagtens sige. Men I kan kun sidde der, fordi vi er nogle der IKKE bare sætter os. Så det hører med til billedet: når Martha beklager sig, er det ikke kun over denne ene gang, men over alle de andre gange også. Og måske Jesus ved det, for han irettesætter Martha (men han gør det kærligt). Han ved, at der også er mere på spil end lige denne konkrete dags arbejdsdeling. Og at der er mere på spil i det hele taget end fordeling af det huslige arbejde. Men hvad er det egentlig han siger til hende? Han siger blandt andet: Martha, Martha, du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting Den slags er Jesus irettesættende overfor også i andre sammenhænge. Hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? spørger han i en anden situation. Han spørger ikke med brod imod enhver omsorg for dagligdag og arbejde, for den skal til. Men han taler om den bekymring, der kvæler livet. Den der gør, at vi helt glemmer at se og leve livet. Den bekymring, der f.eks. kan få os til at påtage os en offerrolle, hvor vi pludselig synes, at alt er SÅ uretfærdigt, at man måske til sidst helt glemmer at være taknemmelig for alt det, man trods alt har og får. Og så taler han om denne ene ting, der er fornøden (altså nødvendig). Men han siger ikke, hvad det er. Det må vi gætte på. Kan det være, at man altid skal lade opvasken og madlavningen stå til de andre? Næppe. Men det kan handle om at være så meget i nuet, at man magter at give slip på de vante arbejdsgange og mønstre, når situationen kræver det. Jesus besøger Maria og Martha. Mosaik, Skt. Petersborg Og i øvrigt kunne man vel forestille sig andre slutninger på denne historie, hvis Martha havde handlet anderledes. For hvad var der sket, hvis Martha i stedet for at knokle og siden beklage sig, i stedet havde sat sig ved Jesu fødder for at lytte sammen med sin søster? Måske de så bagefter kunne have hjulpet hinanden. Måske begge søstre kunne være blevet tanket op til at kunne endnu mere. Måske de begge kunne have lyttet først og arbejdet siden. Hver ting til sin tid, og ikke nødvendigvis et enten-eller men måske et både-og. følger umiddelbart forud for den, vi her beskæftiger os med. Det er nemlig beretningen om den barmhjertige samaritaner. Og hvis noget handler om at handle og om at gøre det nødvendige, så er det da den. Og umiddelbart efter den opfordring til at handle følger altså dagens tekst om at lytte. I den sammenhæng bliver det klart, at vi ikke bare skal være en Maria eller en Martha. Vi skal være lidt af dem begge. Hver ting til sin tid. På den måde kunne begge søstre være blevet både Må vi hver især finde den rette balance mellem det, Det var Martha, der tog imod ham. Det var hende, Det er immervæk ikke hver dag, at man får besøg ordets hørere og dets gørere, som Jakob siger et der skal høres og det der skal gøres. Mellem det vi der sørgede for ham. Det er da både god opførsel og af Guds søn. Mon ikke opvasken kan vente fem minutter, sted. blot kan tage imod og det, der kræver vores ind- hensynsfuld omsorg. Så hvad foregår der? Hvorfor hvis han har noget vigtigt at sige en? Her er sats. Eller som det hedder i den kendte Sindsro- skal hun irettesættes? Var det ikke nærmere Maria, der noget, der er større end opvasken. Her kunne de Jesus siger jo ikke: Gør ingenting! Læn dig tilbage bøn: der skulle have været sat i gang? møde ham. Og han kunne give dem kærlighed, nåde og lad de andre knokle og tage sig af de svage. Det og flere, gode opgaver. Alt sammen noget der rækker er langt fra det han siger, hvilket er ret tydeligt, hvis Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke Vi kan identificere os med Martha. Så meget desto langt ud over det øjeblik den dag. Noget der kun- man ser hans ord og virke i den store sammenhæng. kan ændre. Giv mig styrke til at ændre de ting, jeg 6 mere fordi vi kende de roller, som vi, vores familie, ne give dem retning og mening resten af livet. For eksempel kan man kigge på den beretning, der kan. Og giv mig visdom til at kende forskel. 7

5 Historien om Sankta Lucia Lucia bliver fejret den 13. december, men det er jo ikke vintersolhverv eller Jul, eller bare noget, der ligner. Jo, det er det sådan set alligevel, hvis man bruger den rigtige kalender. I dag bruger vi den gregorianske, der kompenserer med en dag hver fjerde år, også kendt som skudår, og den er sådan set rimeligt nøjagtig. Men før den havde man den julianske kalender, og i den havde alle år 365 dage, og gjaldt i Sverige helt frem til Derfor faldt Lucia-dag hver år tidligere og tidligere, og er aldrig blevet reguleret. af 1900-tallet. Men også i denne tradition findes en lusse-brud, en ung, ugift kvinde. Omkring forrige århundredeskifte forsøgte man at genoplive denne tradition, da der gik lidt mode i det med almue/bonde-livet, fordi folk begyndte at flytte til byen: En kulturel reaktion på de ændrede livsvilkår. Men selv ideen med optoget med Lucia-bruden i spidsen er ret ny. Faktisk er den kun ca. 15 år ældre i Sverige end i Danmark, og begyndte i 1928 i Stockholm. En af de ting, der sker op mod jul, er at man skal til Sankta Lucia-optog på et eller andet tidspunkt i løbet af julemåneden. Egentlig er det den 13., men det kan skride lidt frem og tilbage af praktiske årsager i skole og børnehave. Traditionen kom til Danmark under Anden Verdenskrig fra Sverige, og har siden stille og roligt bredt sig. Men Sankta Lucia har i og for sig heller ikke noget som helst med Sverige, eller for sags skyld, noget med Julen at gøre. At den som lige så stille er gledet ind i alle de andre juleforberedelser, er i og for sig ikke så lidt af et mysterium, men måske denne artikel kan klare lidt. Men nu er den her jo så, og så må vi jo tage det med også, hvilket vi så også gør her i bladet! I og for sig kan man jo undres over, at vi så i det hele taget fejrer en katolsk helgen, og nogen gange oven i købet i kirken. Den slags blev nemlig afskaffet med reformationen, og alle blev lige for Vor Herre. Men med lige så manglende ræsonnement fejrer vi også Mortens Aften, Sankt Hans, og nu er nogen også begyndt at fejre Alle Helgens Aften efter engelsk/amerikansk forbillede, hvor det hedder Halloween. Nogen egentlig logik er der ikke i det, ud over at det da altid er rart med en fest grund eller ikke grund! I sin oprindelse har vi her at gøre med en meget sagnomspunden pige fra omkring år 300, dvs. i slutningen af romerrigets tid. Faktisk er det historien intet andet end et sagn, når det kommer til stykket. For der eksisterer intet officielt om denne helgeninde, ej heller i de de kirkelige arkiver. Men: Sagnet fortæller så, at hun kommer fra Syrakus på Sicilien. Hendes far døde, da hun var lille, og hendes mor var meget svagelig. Derfor tog Lucia hende en dag med ud til den hellige Agates grav, hvor hun så fik en åbenbaring. Nåh ja, moderen blev for resten også rask. Men den unge dame skulle have nogle ualmindeligt smukke øjne, som enhver mand måtte forelske sig i. Dette var jo sådan set aldeles upraktisk, idet hun jo havde fået en åbenbaring, og dermed i overført betydning var viet til Gud. Men det var der en løsning med øjnene liggende på et fad! Nok af samme grund er hun den katolske skytshelgen for de blinde. Kejseren var på det tidspunkt stærkt anti-kristeligt indstillet, og ingen god historie uden en konge eller en kejser. Så af helbredsmæssige årsager ville det sådan set være ret smart af Lucia at holde lav profil med hensyn til sin tro. Men på den tid var det sådan, at forældrene bestemt, hvem man skulle giftes med. Og Lucias mor havde valgt én, der altså ikke var kristen. Nu nærmer vi os noget, som for Lucia nærmest var bigami! Hun havde nemlig, ret bogstaveligt, set lyset! Og dermed viet sit liv til Herren, og man kan jo som bekendt ikke gives bort, eller gifte sig, to gange, så hun nægtede. Men manden blev godt sur, og stak hende til myndighederne, som jo så måtte tage affære. Hun blev pålagt at brænde et offer til den romerske kejser som bod, men hun hævdede, at hun ikke havde mere at ofre, fordi alt hun havde, var ofret til Gud. Men hvis hun ikke havde noget at bruge som brændeoffer, kunne man jo brænde hende selv! Men vagterne kunne ikke slæbe hende væk. Selv med hjælp fra okser var det ikke muligt. Hun blev heller ikke svækket af tortur. Da hun blev spurgt om årsagen, svarede Lucia at det var Helligånden, som beskyttede hende. Til sidst blev hun dog slået ihjel af en bøddel og det er pr. tradition én af de mere sikre måder at blive helgen på, hvis man har de ambitioner, foruden at man skal kunne et eller andet specielt, gerne af helbredende karakter. Så egentlig blev Lucia-dag også brugt til at fejre vintersolhverv, og så giver det med lyset jo rigtig god mening. Og navnet Lucia, er egentlig også en afledning af det latinske lux, der betyder lys, og så giver det igen god mening: Vi går nu mod lysere tider, herfra vil solen dag for dag stå højere på himlen. I Sveriges hedenske fortid var der også en lysets gudinde, som blev fejret på det tidspunkt. Belejligt sammenfald? Næppe helt, eftersom den katolske kirke havde det med at tilpasse sig lokale skikke, for nemmere at kunne udbrede det glade budskab. Det var egentlig en svensk avis, der syntes at den traditionelle Lucia festivas trængte til at blive peppet noget op. Derfor udviklede man ideen med kåre en Lucia-brud, og nu har hver eneste by med respekt for sig selv én. Og de konkurrerer så om at blive hele Sveriges Lucia-brud, og skal køre i kortege igennem Stockholm ud til Skansen, et forlystelsesområde ude i skærgårds-indsejlingen til byen. I kåringen indgår også en rejse til Syrakus, naturligvis! I dag findes der ikke den svenske skole, den børnehave, eller det plejehjem som ikke får besøg af den hvidklædte Lucia med lys i en krans om håret. Også privat fejres Lucia - især i de hjem hvor der er børn. Alle svenske piger drømmer nemlig om at blive den flotte Lucia-brud. Hun er altid i selskab med sine terner, der har lys i hænderne og stjernedrengene med stjerner på stager. Og svenskerne har mange Lucia-sange at vælge mellem. I Danmark har vi bare én, den er godt nok italiensk, men den har ikke engang noget med pigen Lucia fra Syrakus at gøre på originalsproget: Sul mare lucicca betyder sådan noget som På havet lyset skinner, og handler om en by, der hedder Lucia, ved Napoli! Så det vi fejrer den 13. December, er egentlig noget, der ikke er belæg for i vores protestantiske version af kristendommen, og som er kommet til os ad nogle temmelig snirklede omveje over Sverige. Det er undervejs blevet forvansket under indflydelse af almue/ bondetradition, og til sidst har en svensk avis fået den fikse ide, at det trængte til at blive støvet af og moderniseret. Og derudover bliver det fejret på den forkerte dato, med en sang, der ingen steder passer, ud over den altså er italiensk, men handler om en by! Nu håber jeg så ikke, at I helt har mistet modet til at fejre Lucia, for egentlig er det da meget hyggeligt med en lys-fest midt i den mørke tid. Og hvis Luciaoptoget skal være anledningen, så for mig gerne. For resten fejrer de stadig Lucia i Syrakus, oven i købet to gange om året: I Maj og i December. Men det er en helt anden snak! Og hvad har alt det så med Sverige at gøre? Jo, for ligesom Damark var Sverige jo katolsk op til begyndelsen af 1500-tallet, men reformationen foregik over en del længere tid, og var som sådan egentlig først afsluttet i slutningen af 1500-tallet, altså over et tidsspænd på nok ca. tres år. Og der har været en stærk tradition for at fejre både midsommer og midvinter, helt fra hedensk tid og til i dag. Tag til Sverige den dag, der fejres midsommer og danses om Maj- på: Hun kunne nemlig meget belejligt tage øjnene stang: Der er ikke en bil på vejene men en masse andre traditioner af mere eller mindre lokal karakter. 8 ud, sådan efter behov! Derfor er hun tit afbilledet cykler! Så kan man jo selv begynde at gætte hvorfor! Som sådan overlevede traditionen op til begyndelsen Af Steen Kløve Lassen 9 Illustration: Michaela Esposito Albini Men Lucia er ikke lige et rigtigt svensk navn, og da festivasen foregik om natten, blev det til Lusse-natten! Den høres der om i tallet. Gårdens unge piger vækkede de andre med kaffe og Lusse-boller, boller bagt med safran. Og der var også masser af

6 Jul i de gode gamle dage Var julen virkelig bedre i gamle dage? Læs med her og se hvad du synes. Mange synes at julen er en travl eller måske endda stressende tid og tænker med længsel tilbage til dengang da julen var lange, dovne dage med sne, konfekt og tid til samvær med familien. For sådan var det jo en gang... Eller var det? For mange menneskers vedkommende sker en erindringsforskydning så den huskede virkelighed ikke er det samme som den virkelige virkelighed, og måske var det ikke altid sådan at der var ro og fred, god tid og familiehygge hele julen. Spørger man de ældre generationer, er det ofte sådan at de husker deres barndoms jul på denne måde, mens julen med alderen blev mere og mere hektisk og travl. Spørger man de yngre generationer, er det faktisk det samme, så måske er der noget om snakken om at man med alderen får mere og mere travlt når det er jul. Eller..? Vil det så sige at alt var bedre i de gode, gamle dage? Har de sovet, spist, drukket og sunget julesalmer adskillige dage i træk når de fejrede jul for 200 eller 300 år siden? Har de overhovedet lavet noget som helst nogensinde? Skulle man have held til at opspore og spørge et menneske der levede i fx 1700-tallet, ville svaret nok være det samme, nemlig at dengang dette menneske var barn, var alt fryd og gammen, men med tiden gik det galt. Af Ruben Fønsbo Lykkeligt uvidende om den tilstundende højtid... I slagtemåneden var det kvinderne der udførte det meste af slagtearbejdet, og mændene bidrog med bl.a. brændehugning, rengøring af sulekar, vandhentning og vedligeholdelse af ild. Der skulle bruges meget store mængder kogende vand til at rengøre kar og redskaber, baljer og spande, så der blev fyret op og holdt gang i gruekedlen i flere dage inden selve slagtningen begyndte. På slagtedagen begyndte man ved 4-tiden om morgenen og trak de dyr af stalden som skulle slagtes. Tre-fire stærke karle greb fat i et svin, lagde det på ryggen på en stige (eller nogle gange et bord), dyrets ben blev bundet fast, og så blev stigen (eller bordet) vippet så dyret havde hovedet nedad. Derpå stak Christian hul på svinets halspulsåre, og mens dyret bogstavelig talt hylede som en stukken gris, opsamlede Maren blodet i en spand Blodet blev med det samme rørt sammen med halvkogt rugmel eller byggryn og forskellige krydderier og lavet til blodpølse. Når dyret var blevet skoldet og skrabet rent, blev det skåret op, og indmaden blev taget ud. Tarmene blev fjernet og renset; en temmelig langvarig proces, men nødvendig fordi de skulle bruges ved fremstilling af pølser. Indvoldene blev taget ud, og så var man kommet så langt at dyret kunne parteres. hovedet straks kogt og brugt til sylte, fedtet blev smeltet af og kødstykker blev saltet for at konservere dem. Alle uregelmæssige stykker blev hakket med en kniv, blandet med mel og krydderier og fyldt i de rensede tarme. Selv lungerne blev anvendt til pølsefremstilling; de såkaldte 'drengepølser' således kaldet fordi tjenestedrengene fik dem at spise. Her kunne aftægtsfolkene Martinus og Alvilda gøre sig nyttige ved at hakke kød; et stykke arbejde der kunne udføres selv om man var nærsynet, tandløs og plaget af gigt. Havde man slagtet får, skulle de to gamle også fremstille tællelys af fårenes fedt. Når slagtning, saltning og henkogning var overstået og man alligevel havde gang i gruekedlen, ordnede Maren og gårdens piger storvasken. Det var ikke så ligetil, for det var praktisk talt alt linned på gården der skulle vaskes, og der kunne let være arbejde til et par uger. Ifølge folketroen skulle storvasken være overstået med udgangen af november, da det ellers ville bringe uheld. Derpå begyndte brygning og bagning. Det skete i 'Bagemåned'; dvs. december. Hver gårdkone bryggede sit eget øl, og da julebryggen var lavet af den nye kornhøst, var man aldrig sikker på resultatet. Maren skulle brygges både juleøl, godtøl og hverdagsøl, og gerne i så store mængder at der var til flere måneders forbrug. Den gang var det ikke unormalt at en gårdskarl i høsttiden havde krav på 4 liter øl pr. dag til at slukke tørsten. Bagning krævede store mængder mel og brænde, så her måtte Christian og karlene slæbe sække og brændeknuder til køkkenet mens Maren og pigerne æltede dej. Først bagte man rugbrød; gerne så meget at der også var brød til almisser, og derefter bagte man sigtebrød og hvedebrød. De specielle julebrød af fint, hvidt mel blev fx bagt i fletkurve eller træforme med mønster, og man bagte gerne så meget at man kunne byde gæster på en bid brød. Ifølge traditionen skulle julegæster nemlig bespises for at holde hungersnød fra dørene i det kommende år. Mens dette arbejde stod på, gik de seks børn til hånde med at holde ilden ved lige, ælte dej, forme brød osv. lekagen blev ofte formet som en gris og spist d. 25. december hvor alle gårdens faste beboere blev indbudt til at spise med. De sidste bidder af julekagen blev gemt, tørret, knust og blandet i den såsæd som Christian anvendte ved forårssåningen. Julen bød også på andet bagværk; bl.a. klejner og andre kager der skulle koges i fedt (endnu et restprodukt fra slagtningen). Derudover kunne man på gårde med mindre ovne bage både kanelkager, pleskner og andre småkager. Når bagningen var overstået, skulle den årlige rengøring klares. Det var en langvarig affære som let kunne tage 2-3 uger. Loftsbjælkerne skulle støves af, hele huset fejes, ovnen og skorstenen gøres rene, alkoverne luftes, sengehalmen udskiftes, sengeomhæng vaskes, pudevår og dyner bankes og luftes, og alle trægulve skrubbes. Derudover skulle husgeråd repareres, og var der ting som skulle kasseres, skulle karlene fremstille nyt; fx snittede grydeskeer eller træbestik. Alt metalkøkkengrej blev rengjort og pudset, lysestager rengjort og fodtøj, almindeligvis træsko, blev efterset og repareret. Her har både de seks børn og aftægtsfolkene haft travlt. Så blev det jul. Eller rettere, lillejuleaften. Fadeburet Og for ligesom at aflive en hel række fordomme om var fyldt, øllet brygget, tøjet relativt rent, og man var julen og juletravlheden vil vi nu springe til året 1701 klar til 'julehelgen'. Det var betegnelsen for den periode og bringe en oversigt over juleprogrammet for en som regnedes fra d. 24. ved solnedgang og 12 landbofamilie på en gård med 4 karle og 3 piger i døgn frem. Her måtte kun det mest nødvendige arbejde tjeneste. Gården ejes af Christian udføres, så her var faktisk tale om en vis let- Martinussøn som er gift med telse oven på de seneste to måneders slid som udover Maren Frederiksdatter. De har 6 sæsonarbejde som slagtning, bagning, brænde- børn, 3 drenge og tre piger i alderen hugning og rengøring også bød på de daglige sys- fra 3 til 11 år, og i gårdens ler som malkning, udmugning og madlavning. Lillehugning aftægtsbolig bor Martinus Joenssøn juleaften gik med de sidste hektiske forberedelser til og hans hustru Alvilda. Går- juleaften; fx nødvendig rengøring, skuring af borde, den har 22 køer, 9 svin, et par får fejning, klargøring af foder til dyrene, rengøring af og en stor flok gæs, så Christian malkespande osv. Når alt var klar til jul, gemte Maren og Maren er ganske velhavende. De er også gode og alle skærende og stikkende redskaber væk så 'de fromme mennesker, så de fejrer naturligvis jul efter underjordiske' ikke kunne få fat på dem i julehelgen, alle kunstens regler, og på landet begynder julen allerede rokken og tenen blev båret på loftet, og grøden blev i november. Denne måned kaldtes i gammel Til sidst bagte Maren julekagen; et stort brød af det sat over ilden. Man satte ikke grød frem til nissen for tid for 'slagtemåned', og det betød at man her skulle sigtemel som var fremstillet af høstens sidste korn. at afværge ulykker eller skarnsstreger, for dengang svinge kniven over de af gårdens dyr som skulle indgå Arbejdsgangen var tilrettelagt så delene blev vide- Dette korn blev opbevaret for sig selv, malet på hånd- var nissen sædvanligvis et venligt helårsfænomen 10 i fødekæde og festmiddage i den kommende tid. reforarbejdet så snart de var skåret af; således blev kværn og brugt til et særlig godt og lækkert brød. Ju- som ikke specielt havde med julen at gøre. 11

7 12 Mens kvinderne var i køkkenet, gjorde Christian og karlene alle redskaber rene og satte dem i loen så 'Jerusalems skomager' ikke skulle sætte sig på dem. Satte han sig nemlig fx på ploven, ville der i det kommende år kun vokse ukrudt i dens spor. Som det allersidste inden man spiste grøden lillejuleaften, bandt man halmkors som blev hængt op på porte, døre og i stuer d. 24. for at afværge det onde. Også de sidste strå fra høsten blev brugt. Af dem bandt man et juleneg som blev sat ud til de vilde fugle. Man havde hverken juletræ, adventskrans eller julepynt; heller ikke julekalender eller kalenderlys. Jerusalems skomager. Illustration fra 1800-tallet. Juleaftensdag bagte Maren og tjenestepigerne æbleskiver og dækkede julebordet. Bordet skulle stå dækket i julehelgen, ikke kun fordi man ikke måtte arbejde, men også fordi enten Jesus eller forfædrenes ånder skulle kunne sidde med ved bordet hvis de kom på besøg. Æbleskiverne blev brugt som lækkerier eller gaver til børn, tjenestefolk og tiggere; skikken med egentlige julegaver var endnu ikke ret kendt. Når bordet var dækket, gjorde man julelejet klar. Julenat skulle hele husstanden nemlig sove sammen i halmen på stuegulvet, efter sigende for at mindes Jesu leje i en krybbe, men sandsynligvis snarere for at karle og piger kunne sove temmelig tæt på hinanden. Skikken uddøde i løbet af 1700-tallet, ikke mindst fordi mange præster rasede mod det store antal uægte børn der traditionelt dukkede op i september. Når alt arbejdet var gjort, blev der tændt op i badstuen, og både Christian, Maren, deres seks børn, aftægtsfolk og tyende tog et bad; alle på samme tid, hvis ellers badstuen var stor nok. Her var store kar med varmt vand, og husfaderen og karlene badede først. Herefter sad de i dampen fra det kogende vand mens pigerne, børnene og de gamle badede, og efter en grundig rengøring klædte man sig i rent tøj og var nu klar til spisning. Inden man spiste, gav alle hinanden hånd, ønskede glædelig fest og takkede for det forgangne år. Julemåltidet var grød og kød, serveret i skåle og fade som alle spiste af. Man havde egen kniv og ske, men alle spiste grød fra samme fad og drak juleøl af den samme kande. Man gav sig god tid med spisningen, for dels var der lækker mad, og dels skulle man ved midnat til julemesse i den lokale kirke. Juledag stod man som sædvanligt op ved 5-tiden, for dyrene skulle malkes, pigerne skulle samle æg, og der skulle bæres foder ind til dyrene, men resten af dagen var efter omstændighederne afslappet. Det var aftenen derimod ikke. Det var nemlig skik at piger og karle samledes i folkestuen på en gård, og her holdt man julestue. Man havde (igen) spist grød til aften og suppleret godt med juleøl, så stemningen har givetvis været munter når man begyndte på julelegene. Man kunne fx lege 'Julepræst'; en leg der gik ud på at en af karlene, sædvanligvis den mest veltalende eller underholdende, blev klædt i kappe og krave. Herefter skulle han vie karle og piger mens han holdt tale, og hver gang det lykkedes ham at sige noget særlig sjovt eller provokerende, belønnedes han med en solid tår juleøl. Når han var så beruset at han ikke længere kunne tale rent, gik embedet videre til den næste. Maren og Christian deltog ikke i disse lege, men var de som folk flest, havde de gjort hinandens nærmere bekendtskab netop ved en julestue. Julelegene kunne også være sange der omtalte forskellige klædningsstykker, og hver gang et stykke tøj blev nævnt, skulle man tage det af. Formålet var naturligvis at få klædt så mange som muligt af. Man var ikke udpræget snerpet. Mange af legene var dog ganske almindelige selskabslege uden erotiske undertoner; fx den kendte sang 'Så går vi rundt om en enebærbusk', men et væsentligt formål med julestuen var at etablere varige forbindelser mellem gårdenes mandlige og kvindelige tyende. Julelegene blev hyppigt forbudt, men det afskaffede ikke skikken, og i privat regi fortsatte den helt frem til slutningen af 1800-tallet. Skulle man tro at resten af julehelgen gik med dovneri, skal man nok tro om. Christian, Maren, børn og tyende havde ingen grund til ikke at stå op senest ved 5-tiden, for dyrene skulle stadig malkes og fodres, der skulle muges ud i staldene, der skulle hentes vand i litervis til både stalde og madlavning, brænde skulle hugges og bæres ind, maden skulle tilberedes, og var man uheldig, skulle man også skovle sne for at kunne komme i stalden, i kirke eller til møllen. Der var med andre ord rigeligt at lave fra man stod op og til langt efter solnedgang, så hvis man mener at julen var betydeligt mere idyllisk, rolig og afslappet i det gode, gamle dage, tager man sandsynligvis fejl. Spaghettigudstjeneste bliver til Prise med Spise Tror du ikke, mor, det gør lidt ondt at blive sten? Eller gør det? Det blev vi klogere på onsdag den 24. november, da der var PRISE med SPISE. Det handlede nemlig om søpindsvin og om, hvordan de mon bliver til sten, da vi inviterede til Gud og Spaghetti. Gud og Spaghetti har i løbet af efteråret ændret sig lidt og har derfor også fået nyt navn. Når vi er i kirken, PRISER vi Gud og det gør vi også ved at SPISE sammen. Det handler stadig om GUD, men der vil normalt ikke være SPAGHETTI på menuen. Hvad, der så er i stedet, kommer an på, hvad chefkokken har fået af gode ideer. Ingen tilmelding Det er heller ikke længere nødvendigt at tilmelde sig. Kom, når du kan og med dem, du har lyst til at tage med. Vi regner med at have mad nok til, at alle kan blive mætte. Klovn, Præst og Bonderøv I løbet af efteråret har vi også haft besøg af hospitalsklovnen Petunia, som hjalp os med at sprede kærlighed både til hinanden og op til Gud. Det blev en aften med Klovn, Gud og Burgere, og som det kan ses på billederne, så var det en MEGET hyggelig oplevelse. Hvis vi en anden gang får besøg af Petunia, må vi se at huske hendes livret: Flødebollesuppe. Vi har også fået Fadervor og Flæskesteg. Præsten og Bonderøven fik sig en snak om, hvor vigtigt det er, at Gud hjælper os, så vi kan få opbygget f.eks. det flotte mønsterlandbrug, og der var næsten fuldt hus, da vi alle 85 skulle spise i flæskesteg i Det Nye Sognehus. Den lækre konditorkage, vi fik til dessert, var også et stort hit. Især var det hyggeligt at kunne sidde så mange og snakke over maden. Det glæder vi os til at gentage. PRISE med SPISE Men altså fremover vil vi PRISE med SPISE - stadig onsdag kl. 17, og maden koster som sædvanligt 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn. Normalt vil sognemedhjælperen have noget at underholde børnene med, når de er færdige med at spise, ligesom der er legesager og bordfodbold at underholde sig med. De næste gange bliver: 15. december Tema: JUL, og vi skal have risengrød efter gudstjenesten. 26. januar Tema for 2011 beslutter Britta, når hun kommer tilbage. 2. marts - Tema kan du læse om i næste kirkeblad. 13

8 Kan man skrive nye julesalmer? Fra november og frem til ind i januar har vi et væld af traditioner som er forbundet med julen. Jeg behøver slet ikke remse op, for selv det mindste barn kender dem og tager imod dem med glæde år efter år. En af de mange traditioner er julens sange og musik. Et andet sted i bladet omtaler vi Händels Messias, som for mange musikelskere (heriblandt undertegnede) er netop et af tegnene på, at nu er det snart jul. Vi hører kendte sange i radioen eller på musikanlægget. Og så synger vi, så det ingen ende vil tage. Især de af os, der kommer i kirken, til advent, til de ni læsninger, med skoler og børnehaver, lillejuleaften eller bare til nogle af julens mange gudstjenester. Der er rig mulighed for at synge. Og der er mange julesalmer at vælge imellem. Nogle som alle kender, andre som mange kender og så en hel del, som ingen eller meget få kender. det er en anden sag. Men mindre kan måske også gøre det, for der er jo advents- og juledage nok at tage af. En udfordring for enhver ny salme er at finde balancen mellem det evige og det tidssvarende. Det evige kan handle om metaforer, der er gyldige til stort set alle tider, sådan at en given salme kan synges generation efter generation. Hvis man tænker over ordene i mange af de store salmer er de netop evigt gyldige ved at bruge ord og billeder, der gjaldt I Hjortshøj har jeg de sidste mange år alligevel vovet, udover de mange nye salmer vi synger i adventstiden, også at sætte en ny salme på programmet juleaften. Vi har sunget kanon, vi har sunget de såkaldte Taizésange, og sidste år sang vi en decideret ny julesalme, som jeg nok vil tillade mig at bruge igen i år, selv om den er skrevet af min egen kone, og bringes her i bladet under hendes højlydte protest. For ikke alene fik den mange ord med på vejen, men den bibringer også helt nye billeder, og den fortæller om julen i et moderne og rammende sprog. Det er også ensomme og syge og døende. Og de skal så sandelig også gerne have del i julens budskab: at selv helt alene er mennesket to. Det er et stort budskab, som har forandret verden, og derfor giver det også god mening, midt i al den søde julehygge, at jorden ligefrem ryster af julenatsfryd. Det er ikke så lidt, men det er budskabet jo heller ikke. Så altså: når vi også denne advent og jul i Hjortshøj kirke synger nye salmer, så tag godt imod dem. De gamle bruger vi også, og flest af dem. Syng dem men syng også med på de nye. Lyt til dem. Lev af dem. Og glædelig jul Men hvad så med nye julesalmer? Kan man skrive sådan nogle? Skal man det? Er der ikke nok at vælge imellem blandt de gode, gamle salmer? Decembernat. Engle slår vingerne ind og lander forsigtigt i menneskesind de hvisker om barnet, som netop blev til: I nat kan I møde ham her, hvis I vil! Jo, der er rigtigt mange, gode salmer, men det er vel lidt en mangel, at de alle er skrevet for et par århundreder siden? Jeg er klar over, at julen pr. definition indbyder til det traditionelle og til duft og stemning af gode, gamle dage, og jeg ved at rigtig mange mennesker har det ganske fint med blot at synge de kendte gamle, salmer. Hvor man ellers ofte hører ønsket om kirkelig fornyelse fremført, gælder det sjældent i forbindelse med julen. Rør ikke ved min gamle jul synes mange at tænke. Man kan således ikke bebrejde salmedigterne, hvis der er en del ærefrygt forbundet med det at skrive nye julesalmer. Men som kirke må vi også forsøge at forkynde ind i nutiden. Også med nutidens sprog og billeder; på tidens betingelser. Og har man det ønske, så kunne man godt ønske sig, at der også blev lavet og sunget flere nye julesalmer. I den relativt nye salmebog (fra 2003) er der således kommet tre nye julesalmer med i det gamle selskab: Salme 98: Det var ikke en nat som de andre af Johannes Johansen, salme 130: Fredløs er freden af Marcus Lauesen og salme 131: Blåt vældede lys frem bag skyers skred af Lisbeth Smedegaard Andersen. De har alle deres kvaliteter. Den sidste er efter min mening den poetisk stærkeste, men den Salmen står aftrykt her på siden, og man kan se, at et gennemgående træk er forestillingen om, at Gud ikke bare i julenatten dengang for 2000 år siden, men også lige nu i decembernatten forbinder sig med mennesket. I kan møde ham her hvis I vil, står der, og i det følgende: I skal være hans hjem, så han kan spjætte af livskraft i hjertet på os. Og så i vers fire brydes den vanlige juleforkyndelse, fordi rammen pludselig sprænges så budskabet ikke kun forkyndes i stuer og i kirker med også ved hospitalssenge, hvor håbsengle går. Der kan Guds hånd trække angststikket ud. Det er et kraftfuldt billede, Måske er vi store, i nat er vi små måske skal vi fejle, i nat skal vi få I nat kalder Gud sine mennesker frem: Her har I mit barn, I skal være hans hjem! Han spjætter af livskraft i hjertet på os som tænder stearinlys i mørket på trods små lys, der skal strømme mod dem, vi er nær og dem som er fjerne, og dem som vi er I stuer, i kirker, i tanker, i år ved sygehussenge hvor håbsengle går skal Guds hånd i nat trække angststikket ud og røre os stille, for julen er Gud I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro at selv helt alene er mennesket to, at barnet fra himlen skal vokse sig stort det sted i os selv, hvor vi kommer til kort I nat skal vi tænde decembernatslys og gyse af glæde og dele det gys Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet af julenatsfryd over det, der er sket! i 1830 og også kan bruges i dag. Dejlig er jorden kan vi synge i enhver tid. Glade jul på samme måde. Og de fleste salmer beskriver julenattens begivenheder, som de fandt sted for 2000 år siden og slår på den måde en bro fra juleaften, anno f.eks og så til Betlehem år ca. 0. Derfor kan vi synge Et barn er født i Betlehem uden at blive generet af, at menneskets vilkår og sprog var helt anderledes end i dag, da salmen blev skrevet i det 14. århundrede, eller da Grundtvig gendigtede salmen i 1820 og Så der er god grund til, at mange af de gamle salmer står godt og stærkt, og at det er vanske- Iben Krogsdal, 2009 er desværre sværest tilgængelig hvad melodi angår. ligt at klemme nye salmer ind i det gode selskab af som jeg ved ramte mange sidste juleaften, og med Johannes Konstatin Neergaard, Om man så som præst tør bruge dem juleaften, gode, gamle salmer. rette. For julen er ikke bare glade familier i kirken. 15

9 Nordisk jul i Hjortshøj kirke Som det vist fremgår af dette blads forside, er det ikke uden en vis stolthed, at vi torsdag d. 9. december kl indbyder til koncert med Helene Blum, Harald Haugaard og musiske venner i Hjortshøj kirke. I juni gav Helene og Harald koncerter i Norge, Tyskland og Tjekkiet. I september gik turen til Japan, og i november var de på turné i Skotland og England. Inden de giver en række julekoncerter i Tyskland i løbet af december, har de tre koncerter i Danmark, hvoraf den eneste i Jylland finder sted i Hjortshøj kirke. Jo, vi er nogle der ser frem til denne koncert, og mon ikke man skal komme i god tid for at få plads i kirken til denne gratis koncertoplevelse? Men hvem er Helene Blum? Det er nok ikke så mange, der har hørt om Helene på trods af hendes omfattende koncertvirksomhed i udlandet og på trods af, at hun har udgivet tre særdeles anmelderroste CD er. Dette skyldes nok først og fremmest, at Helene insisterer på at dyrke sin passion for viser og folkemusik med rødder i den danske og nordiske muld. Den slags smalle musikgenrer er der ikke folkelige gennembrud i. Jeg vil påstå, at en karriere for Helene Blum kunne blive både stor, bred og indbringende, hvis hun ønskede at slå igennem på kommercielle vilkår og indrettede sit repertoire derefter. Men det gør hun ikke, og det kan vi andre med hang til smukke, stille, nye og gamle viser og sange så nyde godt af. Helene Blum har som nævnt udgivet tre CD er, hvoraf de to har været jule-cd er. I 2005 kom julealbummet En sød og liflig klang, i 2009 kom så en gang og altid med alt muligt andet end julesange. Og endelig fulgte i november 2010 det aktuelle julealbum Liden sol. De tre udgivelser har været særdeles godt modtaget, hvilket følgende klip fra anmeldelserne vist beviser: En af Danmarks klareste stemmer rodfæstet med stærke danske rødder Helene Blum har den særlige sarte og stærke elverpigerøst, der giver oplevelse og troværdighed. Hendes stemme er blid som en let forårsbrise, men med en inderlig styrke. Helene Blums stemme er så lige så stor og ren og uspoleret som den unge Sissel Kyrkjebø en stor og meget lovende debut Om hendes album fra 2009: Helene Blum har fået sit første mesterværk i hus. Mage til stemme... som nu også med stort overskud rammer et dybere register end før. Hun formår at skabe et smukt og samlet hele ud af meget forskellige elementer. Noget har hun selv skrevet, noget er kreeret af Harald Haugaard, noget er traditionel folkemusik, og noget er sågar skrevet af Christian Juncker og Christine Milton - og koblet sammen med et frygtindgydende dansk og internationalt hold af folkemusikkens yngste dinosaurer. Der er kun at sige: Tillykke! Skaf dén cd og gør det nu. Og om det nyeste album: Blums helt store aktiv er hendes ganske unikke stemme. Den ligger solidt forankret i engle-traditionen, men er mere personlig end så mange andre skønsangerinder. Og hendes krøller og fraseringer er rislende smukke og sikre ( ) Vinteren er på vej, og vi kan ingenting forhindre. Men dette smukke album er en god ledsager på vejen igennem den mørke tid. Ved koncerten i Hjorthøj kirke medbringer Helene Blum sin ægtemand, violinisten Harald Haugaard, som også er en særdeles anerkendt musiker. Desuden følger tre nordiske musikerkollegaer: Den svenske violinist Sophia Stinnerbom, den finske bassist og blæser Tapani Varis og den danske guitarist Rasmus Zeeberg. En stor del af repertoiret vil garanteret være at finde på Helenes nyeste CD, og vi kan derfor forvente at høre både traditionelle danske julesange, nordiske indslag, en salme eller to og måske lidt Frank Jæger. Nysgerrig? Så mød op til koncerten i kirken torsdag d. 9 december kl Et af decembers højdepunkter i Hjortshøj kirke bliver ganske givet koncerten med 16 Helene Blum og Harald Haugaard d. 9. december. 17