globalpeace.dk Videnskab - Om iagttagelse, position og objektivitet Resumé

Transkript

1 Claus Kold, dr. Report 6 Global Peace Institute 19. maj 2006 Resumé Jeg vil med dette paper forsøge at uddybe den videnskab, det er at være forsker af menneskers og organisationers liv og handlinger og, hvordan det adskiller sig fra forskning i fysik og biologi. Det almindelige billede af naturvidenskabsmanden er billedet af en hvidkitlet mand, som står og kigger på sine kolber eller lodder og slisker, mens det almindelige billede af samfundsvidenskabs- manden er uklart. For hvad er et sociologisk deltagende feltstudie? Hvordan bliver et ophold i Dansk KFOR til videnskab? Hvad kigger forskeren efter? Og hvordan bliver hans eller hendes iagttagelser til videnskab? Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 1

2 Videnskab Det oprindelige og afgørende spørgsmål, når det drejer sig om samfundsvidenskabelig objektivitet, er om der findes et sted, en position, hvorfra mennesket, soldaten eller forskeren objektivt kan iagttage, forstå og forklare mennesket, samfundet og staten - et sted for enden af et samfundsvidenskabeligt mikroskop? Hvis jeg skal forholde mig til kravet om objektivitet, må jeg derfor forfølge det spørgsmål. I samme spørgsmål er et andet indbygget, og det er om der findes en objektiv verden uafhængig af menneskets erkendelse af den? Kan sandheden bevises, og kan det gode udledes heraf? Eller er mennesket uløseligt forbundet med verden, staten, samfundet, organisationen? Og er mennesket fastholdt i en subjektiv position i sin begribelse af livet? Det centrale spørgsmål erkendelsesfilosofien beskæftiger sig med, er hvorvidt mennesket kan erkende en virkelighed, som den er, eller om den erkendte virkelighed netop kun siger noget om menneskets erkendelse, menneskets sansning og tænkning og dermed om mennesket selv. Hvis virkeligheden ikke bare skal indsamles og systematiseres, men skal igennem det filter, den for-forståelse som menneskets og forskerens erkendelse og person udgør, på hvilket grundlag kan mennesket så handle, forskeren objektivt forske og soldaten retfærdigt kæmpe? Feltforskning og objektivitet Feltforskningen er langt fra billedet af forskeren, som har placeret sig et sted uden for. Tværtimod placerer feltforskeren sig midt i feltet, og deltager i feltets liv og levned på godt og ondt. Hvis man drager en parallel til naturvidenskabelig forskning, kan man beskrive det med at feltforskeren nedsænkes som en menneskelig sonde eller måleinstrument i det sociale hav. De iagttagelser, forskeren gør sig, de følelser som det afstedkommer og de relationer og interaktioner, som kommer ud af denne nedsænkning, er det, som over teoretisk, metodisk og analytisk intervention skal gøres til videnskab. Feltstudiet lader sig derfor ikke gøre uden menneskets mellemkomst, i sin forståelse og medleven i feltets indre liv og omverdensafgrænsning. Feltstudiet står derfor om noget som antitesen til objektivitetskravet. Der findes ingen andre danske sociologiske beskrivelser af feltforskning i militære operationer. Derfor mener jeg, det er nødvendigt at fremlægge de filosofiske og videnskabelige præmisser en sådan hviler på, for derved af undgå, at beskrivelserne får et utydeligt og tilfældigt skær over sig. Læseren vil ellers efter at have læst beskrivelserne af feltet og analyserne af det, med rette kunne stille spørgsmålene: hvorfor valgte forskeren netop disse situationer ud blandt så mange andre, og hvorfor valgte forskeren netop denne teori og ikke en anden teori? Og under disse relevante spørgsmål lurer et helt grundlæggende spørgsmål: er forskningen da bare tilfældige valg af tilfældige situationer, som analyseres ud fra tilfældigt valgte teorier, og er alle forskningsmæssige svar lige gode, eller er der tale om at manipulere politisk eller organisatorisk ønskede svar frem? Forskning er ikke en tilfældig proces, ligesom teorier ikke kan vælges tilfældigt. Der er ære en nær sammenhæng mellem forskningsobjekt, opgave og teori, og denne sammenhæng gælder også metode og analyse. Samtidig må feltstudiet på grund af sin sværhedsgrad og sit objekt være ekstra nøjagtig. Det er f.eks. vigtigt, at forskeren kan begrunde sit teorivalg ud fra forskningsobjektet; det er vigtigt, at forskeren kan begrunde sine valg af placering i feltet ud fra, hvad observationen skal observere; det er vigtigt at forskeren kan mærke og rumme de reaktioner, som feltstudiet medfører, og videnskabeliggøre sine egne reaktioner; det er vigtigt at erkende, f.eks. hvilket perspektiv Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 2

3 og hvilken begrænsninger ens køn sætter før et deltagende feltstudie. Ligeledes er den valgte forskningsposition afgørende vigtig for, hvad man som feltforsker ser, hører og mærker, og det skal være en tydelig og reflekteret fremgangsmåde, der leder til feltforskerens konstruktion af data. At forske i praksis, består i en forskningsmæssig vekselvirkning mellem at iagttage, hvad feltets aktører gør, hvad feltets aktører siger og hvad feltet fremstiller af ydre symboler på sin omverdensforståelse. I mødet med feltet møder man en kropsligt funderet ordløs praksis, i den ideografiske indlevelse heraf kommer kønnet markeret til syne, og afviser eller inddrager. Som forsker kan man grundet sit køn og kønnets praksis derfor ikke placere sig i hvilke felter som helst. F.eks. vil jeg aldrig påtage mig at gennemføre feltforskning i mødregrupper. Mit køn vil være en hindring. Det samme mener jeg gælder for Forsvaret, som er domineret af mænds ordløse praksis, hvilket udelukker kvindelige forskere. Det er desuden vigtigt at alle forskningsmæssige komponenter placeres rigtigt i forskningsforløbet i forhold til hinanden, så f.eks. en historisk forklaring kan støtte, problematisere eller helt afvise forskerens fornemmelser og senere analyser, eller at forskeren samtidig formår at vedblive med at være forstående og åben, så han kan afvise for tidlig teoretisering af feltdata; at forskeren kan videnskabeliggøre at feltet både kan inkludere og ekskludere, så han eller hun ikke bliver en del af feltet. Jeg ønsker med dette paper at give læseren mulighederne for at få indsigt i baggrunden for mine teori- og metodevalg, samt i mine overvejelser, så det bliver muligt kvalificeret at diskutere med eller endog at være lodret uenig i mine analyser. Før teori - filosofi Den europæiske kultur og videnskab har sine rødder i det antikke Grækenland. Så godt som alle områder af europæisk videnskab er dybt præget af, og har udviklet sig på baggrund af den antikke græske filosofi. Filosofi er det græske ord for kærlighed til visdom. Første gang ordet blev taget i anvendelse var at betegne de ideer og begreber, som en række tænkere fremstillede i deres bestræbelser på at nå til indsigt på et erkendelsesmæssigt plan, så adgangen til viden blev pålidelig i modsætning til samtidens myter, som opfattede og levede i verden som et resultat af guders, halvguders og dæmoners handlinger. Denne vending mod en erkendelsesmæssig bestræbelse, er af Max Weber, blevet betegnet som verdens affortryllelse. Denne affortryllelse tog sociologerne Horkheimer og Adorno senere op, og beskrev den som en bevægelse fra Mythos mod Logos. I Webers undersøgelse bliver den samfundsmæssige rationalisering umiddelbart identificeret med den form for rationalitet, som er blevet dominerende i det moderne kapitalistiske samfund, hvilket resulterer i en meget pessimistisk samtidsdiagnose, som hos Horkheimer og Adorno bliver næsten helt sort. Habermas går tilbage til Weber og kritiserer ham for i sine analyser af det moderne vestlige samfunds rationaliseringer at lægge for stor vægt på målrationaliteten, hvilket Habermas mener, er for begrænset et perspektiv. Habermas idé er, at den samfundsmæssigt nødvendige integration oprindeligt var funderet i religion og rite. Derfor hævder Habermas, at rationaliseringens hovedtendens er at det mytisk, sakrale efterhånden afmytologiseres i en sprogliggørelse. Dette udvikler tænkning, sprog og begreber og når dermed frem til begrebet om en uddifferentieret livsverden som danner baggrund for en kommunikativ handlen. (Horkheimer, 1944, Fabricius, 1965, Richter, 1979, Outhwaite, 1994: 88f, Nørager, 1985: 119) Denne rationaliseringsbevægelse beskriver samtidig bevægelsen fra en følelse af afmagt til en følelse af i højere grad at have kontrol. Logos rummer derfor i sig et opgør Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 3

4 med Mythos. Med Logos fødsel, fødes samtidig kimen til modernitetens verdslige opgør med det guddommelige. Dette opgør kommer i dag til udtryk bl.a. i de konflikter, der globalt har fået terrorens kampform. Den erkendelsesmæssigt baserede bestræbelse sigtede mod at forstå og blive klogere på to områder for det første i den ydre verdens beskaffenhed, og for det andet i en forståelse af det handlingsmæssige og sociale felt, hvordan mennesker og samfund iagttager, tænker, føler og agerer. Jeg kalder disse to perioder for hhv. det sande og det gode. Tomhed, substans og ånd Den før-sokratiske filosofis mest centrale problemstilling var at etablere en samfundsmæssig orden gennem at presse naturtvangen tilbage, hvilket blev gjort i en begribelse af naturen i form af naturfilosofien. Denne periodes hovedspørgsmål var af samme grund: hvad er fysis? Fysis blev samtidig beskrevet som det værende, ro eller ubevægelighed overfor livets forandring og bevægelse. Dette fokus affødte det logiske problem: hvis fysis var ét, hvad var så bevægelse og forandring? Det centrale symbol for den før-sokratiske tænkning om fysis er Sphaira - kuglen, som for Phytagoras står for Jordens og Universets form. Hos Empedokles udtrykker dette symbol en skjult guddommelig skikkelse, og hos Heraklit en roterende yin yang klode af lys og mørke, skabelse og død. (Fabricius, 1965: 52) Heraklit mente, at alt er i evig forandring. Verden opstår som følge af den dynamiske og cykliske vekselvirkning mellem modsætninger, og hvert modsætningspar udgør en enhed. (Fabricius, 1965, Capra, 1975) Hans opfattelse var, at alle forandringer i verden var et resultat af en dynamisk vekselvirkning mellem modsætninger. Han opfattede derfor ethvert modsætningspar som en enhed, der overskred alle modsatrettede kræfter. Denne enhed kaldte han for logos. (Capra, 1975, Fabricius, 1965) For Parmenides (o. 475 fvt.) symboliserede Sphaira den viden om det uforanderligt værende, som tanken når frem til, når den har gennemtrængt sansernes bedrageriske verden. (Fabricius, 1965: 52) Parmenides er således blevet kendt for formuleringen af princippet om at det værende er, og omvendt at det ikkeværende ikke er. I en sådan sanseverden er modsætningerne i bestandig kamp og samspil og verdenshjulet eller fødslernes hjul i evig rotation. (Fabricius, 1965: 52) Parmenides opfattede derfor forandringer som en umulighed, og de forandringer, mennesket oplever i omverdenen, knyttede han til sanserne, og opfattede dem derfor som illusioner skabt af menneskets sanser. Deraf følger en skepsis overfor sanseverdenen. Parmenides overvindelse af Heraklits synligt-sansende univers med dets dynamiske modsætningsprincip og evig genkomst fører ham til erobringen af modsætningernes enhed i en før-eksisterende, usynlig værensform af ren tanke og ubevægelig harmoni. Mulighederne for et sådant gennembrud og en sådan syntese eksisterede allerede hos Heraklit, når han kunne kalde vejen opad og nedad for én og den samme godt og ondt for ét. Modsætninger må nemlig udspringe af en grundlæggende enhed, når de i den skabte verden kan optræde selvregulerende. Denne ur-enhed er den uskabte verden eller tankens verden, hvor som Parmenides siger, det tænkende og det værende er ét og det samme. (Fabricius, 1965: 50f) I græsk klassisk tænkning blev bevidsthed og rationalitet på den måde opfattet som et overordnet princip, der gav realiteten orden, struktur og mening. Mennesket med dets sansning og tænkning var kun én blandt mange dele af denne altomfattende logos som samlet begrundede menneskets rationalitet. Stedet for menneskets bevidsthed og tænkning blev således placeret udenfor mennesket selv i en metafysik. Dette sted, denne Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 4

5 kosmologiske-metafysiske rationalitet var universel og repræsenteret af først guder, senere af Gud. Subjektivitet og objektivitet Denne dualistiske tænkning om substans og ånd antog efterhånden eksistensen af ét guddommeligt princip over alle guder, som blev anset for at være ét eller lig med enheden i universet. (Capra, 1975) Senere smeltede denne tænkning sammen med den gudetro, der gradvis tog form af en person, en forstandig fader, som stod uden for verden og styrede den, som vi finder den i både kristendom og islam. (Fromm, 1956) Spaltningen i værende og ikkeværende er således fødestedet for den occidentale opfattelse af en fra materien udspaltet Gud, som samtidig leder til en fra materien udspaltet menneskelig ånd eller sjæl. Dermed skabtes den dualisme, der grundlæggende har præget den vestlige verdens tænkning lige siden. Parmenides værende havde form som en stor farveløs Sphaira, som især Demokrit udviklede til en atom-teori. (Thyssen, 1981) I denne teori består verden af små atomer (a - tomos, gr. ikke deleligt), som er hårde, farveløse og uforanderlige klumper af unedbrydeligt materie. Dette stof kunne antage forskellige egenskaber en idé, som senere blev et grundbegreb i vestlig tro, filosofi, forskning og metode. Atomteorierne måtte forklare bevægelse, iagttagelse, bevidsthed, forandring, etc., - menneskets ånd blev med andre ord selv inddraget i disse overvejelser om substans. Den menneskelige inddragelse i denne teori om en fysisk verden blev gjort ved, at knytte subjektivitet, følelser, etc. sammen med såkaldte sjæleatomer, som skulle være særligt fine atomer, men altså også af egentlig materiel karakter, der bevægede sig overalt, og som indgik i enestående forbindelser, hvorved de dannede den individuelle sjæl. Der blev således sondret skarpt mellem sjæl og materie, hvor materien bestod af helt passive og isoleret set døde partikler (objekter), som så bevægede sig i tomheden, det tomme rum. Hvad der eksisterede udover atomerne og sjæleatomerne blev udelukket som subjektivitet. Subjektiviteten blev knyttet til de sanseindtryk, som stammer fra bl.a. smag, lugt og farve. Disse subjektive sansekvaliteter var uvirkelige i forhold til det virkelige tomme rum, hvori kun atomerne bevægede sig. Spørgsmålet var, hvordan en tilfældig sammenhobning af atomer kunne udvikle bevidsthed, hukommelse, læring, tanker, identitet og smag for slet ikke at tale om forandring og udvikling? Sammensætningerne til hele størrelser, som f.eks. træer, og bevægelser kunne ikke forklares, men måtte sættes i forbindelse med ydre og udenforstående kræfter af åndelig karakter, måske en Gud. I denne idé konstruktion fødes det problematiske forhold til objektivitet og subjektivitet. Denne konstruktion fødte desuden adskillelsen mellem naturvidenskab og de humanistiske videnskaber, som fik betegnelsen åndsvidenskab. Og med opfattelsen af materien som døde små kugler, atomer, og ånd som noget forskelligt fra materien blev det efterhånden muligt isoleret at interessere sig for ånden, for menneskets sjæl, og de til erkendelsen knyttede problemer: etik, moral og retfærdighed - grundlaget for den gode eller rette løsning af konflikter og de rette handlinger. Sandhedens grundlag Filosofien skiftede fokus efterhånden som det græske samfund voksede, blev stærkere, politiseredes og udviklede egne love som et samfundsmæssigt sidestykke til naturlovene. I den proces mister naturfilosofien sin dominans og en anden samfundsorienteret filosofi træder i stedet. Dette skifte markerede samtidig et skifte fra at diskutere Det Sande til en Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 5

6 diskussion om Det Gode, det retfærdige. Nu skulle så de samfundsmæssige lov begrundes, men i hvad? Hvad skulle udgøre grundlaget for det gode? Kan man udlede gode retfærdige love fra den naturfilosofi, som man møjsommeligt havde udviklet? (Thielst, 2001, Thyssen, Russell, 1953) Kunne det gode begrundes objektivt? Og hvilke metoder skal i så fald lede mennesket til dette objektive grundlag? Sofisterne forsøgte som de første at begrunde de samfundsmæssige love. Sofisterne afviste, for det første, muligheden for et fast objektivt grundlag for samfundet. Derfor hævdede Protagoras, at dyd kan læres, og at mennesket derfor måtte være altings målestok. Mennesket har sin individuelle sansning, og erkendelsen er derfor relativ og subjektiv. Hvad der er derudover, ved vi ikke noget om. Det værende og sandheden kan der ikke siges noget objektivt om, så det er op til mennesket selv i fællesskab at afgøre, hvilke værdier der skal efterstræbes. (Thyssen, 1981) Dette synspunkt kritiserede Platon. For hvis mennesket var altings målestok, så gøres sandheden umulig. For som han argumenterede: Hvad der er sandt for dig, er ikke sandt for mig, og hvad der er retfærdigt for dig, er måske uretfærdigt for mig - og hvad stiller vi så op med det? At vi så skulle finde sandheden mellem os, svarer til at sandheden skulle ligge i ord og de konventioner, der styrer ordene. Det sande kan ikke gøres relativt og selvmodsigende, mente Platon. For at følge Platons argumenter, må vi genkalde os, at før og lige omkring Platons tid var alt stadig ét, Fysis. Nogle hævdede i mangel af abstrakte ord og idéer, at alt bestod af Guder. Det var den samtid Platon trådte ud af. Verden bestod således af en forvirrende mangfoldighed af ting, der hele tiden forandrede sig efter gudernes forgodtbefindende, vilkårligt og uforudsigeligt. For den umiddelbare sansning og iagttagelse var verden derfor et kaos: tingene opstod, forandredes og gik til grunde, tilsyneladende uden orden. Sanseverden var en flux. Det centrale spørgsmål var, om der eksisterede en inderste substans, en bund eller en orden i denne verden af flux, som mennesket kunne tage afsæt i? I sin søgen efter orden, tog Platon afsæt i forholdet mellem sprog og virkelighed. Nøgleordene, mente han, beskrev det specifikke men konstant foranderlige, flux: Den specifikke fugl, Pip Hans svarede i Platons verden til den flygtige og uendeligt nuancerede verden, som mennesket kommer i forbindelse med gennem sine sanser. Tingene og ordene Ud af det specifikke som f.eks. fulgen: Pip Hans, sergent Petersen, Himmelbjerget, osv. udledte Platon nu det almene: Fugl, soldat, bjerg som kan bruges om enkeltfænomener, men som i sig selv synes at henvise til noget andet. Dette noget er det, der gør, at man kan sige se et bjerg!, om det så er Himalaya eller Himmelbjerget. Altså dette noget er det, som gør at de udgør kategorier: fugl, menneske, bjerg, osv. Dette noget er fast og uforanderligt til alle tider og steder. Dette noget er grunden under almenbegrebet, og det bliver altså i almenbegrebet, at Platon finder det faste og uforanderlige. Disse fællestræk, det almene var det egentlige i verden, den egentlige genstand for det Platon kaldte viden. Platons faste grund og udgangspunkt bliver på den måde den rationelle erkendelse, som han knytter til spekulation, tanker eller fornuft (logos), og som derfor skal undersøges deduktivt via almenbegreberne og argumenterne. Tankens vej Centralt for Platon var hans søgen efter et grundlag for den gode handling. En søgen efter det subjektives grundlag kan man også kalde det. I denne søgeproces kritiserede han igen og Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 6

7 igen Protagoras for at gøre mennesket til altings målestok. En konsekvens af et sådant udgangspunkt ville gøre sandheden er umulig. (Thyssen, 1981) En påstand kan ikke være selvmodsigende; og ethvert argument må forudsætte, at det er muligt at kende forskel på sandt og falsk. Platon nåede frem til, at sandheden lå i almenbegreberne, fænomenerne, der var kopier af konstante idéer, som ikke kan sanses, men højst erkendes gennem tanken. Det egentlige, ordenen, bliver på den måde hos Platon former eller idéer. Platons betoning af tænkningen og den rationelle tilgang grundfæster dermed spaltningen mellem idé og materie, der den dag i dag ligger som omdrejningspunkt i megen forskning og mange forskningsdiskussioner: Som opdeling mellem subjektivt og objektivt, falsk og sandt, indre og ydre, osv. Hvis man derimod som Platons elev, Aristoteles mener, at det er substansen og sansningen af denne, der danner grundlag for viden, bliver konsekvensen en undersøgende tilgang, at et empirisk grundlag må skabes for erkendelsen. Platon var interesseret i formen (ideerne eller sandheden) bag flux (al variationen), og betoner dermed det nomotetiske aspekt i den videnskabelige metode. Aristoteles fokuserer på flux, fordi han deri mener at kunne aflæse formen (sandheden). Dermed betoner hans tilgang det ideografiske i den videnskabelige metode. Men ud af Platons tænkning, er det Platons idé om almenbegrebet, der blev grundlaget for Aristoteles tænkning. Opdagelsen af almenbegrebet som genstand for sand viden er baggrunden for Aristoteles og hans væsentligste arv fra Platon. (Hamle, 1966) Sansernes vej Aristoteles vender Platons synsvinkel om. For Aristoteles tager erkendelsen sit udgangspunkt i sansningen og ikke i tanken. Sanseindtrykkene bliver reflekteret i den menneskelige psyche, og fæstner sig ved gentagelser til en erindring, og bliver siden hen til egentlig erfaring, som Aristoteles kalder empeiria. Der findes intet i bevidstheden, som ikke forinden er blevet sanset, empeiria (Thyssen, 1981: 66). En lignende opfattelse dukker igen op hos empirikeren Locke (1690). I modsætning til Platon mener Aristoteles at almenbegreberne (Platons ideer ) er subjektive forestillinger, som dannes ved systematisk iagttagelse af de enkelte kendsgerninger, f.eks. fugle. Forandring kræver i denne konstruktion en ydre årsag: Gud, den ubevægede bevæger, der er alle formåls årsag. Dermed søger Aristoteles at sikre, at der er sammenhæng mellem bevidsthed og materie. Tænkningen og forskningen i middelalderen Op gennem middelalderen lå videnskabelig tænkning, metode og analyse på det nærmeste stille under kirkens indflydelse, hvor dogmatikken herskede. Videnskab og filosofi var ufri, og havde til opgave at bekræfte og sikre kirkens sandheder rationelt. (Thyssen, 1981). Det er f.eks. kendetegnende for kirkens bibelhermeneutik, at dens mål snarere var at bekræfte sit eget synspunkt end at kritisere og evt. nytænke den kristne lære: Målet for fortolkningen var fastlagt på forhånd, og teksten kunne principielt ikke sige noget nyt. Hvis enkelte tekststeder stred mod den officielle doktrin, måtte man finde en læsemåde, som kunne tilvejebringe den ønskede overensstemmelse. (Gulddal, 1999: 15) Først sent i det 15. årh. begyndte man igen at udføre forsøg for at efterprøve spekulative hypoteser. Dette var med til yderligere at udvikle matematikken, og førte til egentlige videnskabelige teorier; som byggede på forsøg, der igen var formulerede i det Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 7

8 matematiske sprog. Kombinationen af empirisk viden og matematik står som den moderne videnskabs gennembrud. Perioden kaldes anni mirabiles -de underfulde år, og her lægges grunden til det, der i dag kaldes den klassiske fysik. En fysik, der ikke uden kampe med kirken vendte op og ned på datidens teleologiske verdensbillede. Den nye fysik lagde grunden til at betragte verden som et stort mekanisk urværk, der da det først var sat i gang af Gud kunne køre videre idet uendelige, fordi delene var forbundet, ikke af finale årsager, men af efficiente årsagsforbindelser. Hvor den klassiske videnskab beskæftigede sig med en klassificering af tingene med henvisning til faste Gudgivne pladser, blev konsekvensen af det nye efficient dominerede verdensbillede et fokus på funktionsmåder, samspillet mellem de enkelte tandhjul i universets mægtige urværk. I forlængelse heraf genopstår det eksperimentelle erkendelsesideal; når sandheden ikke længere kan fastslås dogmatisk fra oven (af en vilje), må den belægges empirisk (gennem tusindvis af observationer). (Bertilsson i Kaspersen, 2000: 545). Sandhedsværdien af erkendelser bevises gennem sansning af metodisk gennemførte eksperimenter, hvorved der produceres empiri, uden at der henvises til Gud eller telos. Den nye fysik bevirker et skift fra en statisk, teleologisk verdensopfattelse domineret af phronesis og causa finalis til en dynamisk verdensopfattelse, i hvilken videnskaben får som mål at forklare forandringer: tingenes opståen, udvikling og forgåen (Lund, 1962: 226-7). Renæssancens nye fysik og naturerkendelse får helt afgørende betydning for filosofien. I 1543 udgives Kopernikus De Revolutionibus Orbium Coelestium (om himmellegemernes omløbsbevægelser). Kopernikus mente, at naturen måtte være simpel, og for den simple beskrivelses skyld satte han noget fysisk i centrum, nemlig solen. Modet til at beskrive Jorden som bevægelig fik Kopernikus ved at læse de gamle græske filosoffer, der havde lignende idéer (Hastrup, 1999: 13). Denne bevægelige jord brød i så stor grad med datidens verdensbillede, at Kopernikus har lagt navn til betegnelsen for brud med gængse tankebaner: en kopernikansk vending. Munken Bruno byggede videre på Kopernikus' verdensbillede, men afviste, at solen skulle være centrum: der er intet centrum, verdensrummet er uendeligt, argumenterede han: ligegyldigt hvor langt en bueskytte kommer ud, kan han altid skyde en pil længere ud. Således bliver også stedbestemmelsen og bestemmelser som op og ned relative. Med dette argument bryder Bruno med Aristoteles ordens- og normkonstituerende kosmologi, som havde sat dagsordenen for antikkens og middelalderens verdensbillede. Selvom Bruno legitimerede verdensrummets uendelighed ud fra tanken om Guds uendelighed, så vendte hans verdensbillede op og ned på de herskende forestillinger. Hvis jorden (og Gud) ikke er verdens centrum, er den heller ikke længere den finale kraft. Dermed stilles der spørgsmålstegn ved altings formål (Bertilsson i Kaspersen, 2000: 545). Brunos provokerende udsagn kunne senere danne basis for en ny videnskab: samfundsvidenskaben. Det er først når menneskets handlinger ikke følger en på forhånd given, guddommelig plan, at det bliver interessant og nødvendigt at undersøge, hvorfor og hvordan mennesket handler som det gør. Gud som metafysisk henvisningssted var blevet brugt til at begrunde fysikkens love. Og Gud blev samtidig brugt til at begrunde menneskelige handlinger og samfundsmæssige strukturer. Religionen var dominerende over science, filosofi og kunst (Habermas, 1984; Madsen 1994; Heller, 1999) Menneskets handlinger udfoldede sig samfundsmæssigt ureflekteret, og de blev traditionelt og karismatisk begrundet. Med Guds gradvise fald bliver de menneskelige handlinger i stigende grad et problem, der på samme måde som samfundene kan gøres til genstand for videnskab, og der opstår således Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 8

9 en række humanistiske videnskaber, der så at sige søger at træde i guds sted i begrundelser og forudsigelser af menneskelig adfærd. Renæssancens rationalisme Renæssancens opgør med Gud startede som hos Platon spekulativt. Rationalisterne hævdede modsat empirismen muligheden af at opnå viden om virkeligheden alene ved brug af tanken. Periodens mest indflydelsesrige rationalister var Descartes, Spinoza og Leibniz. Det var René Descartes, der genoptog Platons diskussion af den rationalistiske tilgang i det 17. århundrede. Hans filosofi byggede på en inddeling af virkeligheden i to adskilte og uafhængige områder, nemlig i res cogitas og res extensa, som betegnede hhv. det ikke-udstrakte (bevidsthed) og det i rummet udstrakte (fysisk-materielle objekter). Verden skulle forstås og forklares gennem logisk analyse af idéer, som var medfødte, og som dybest set viste tilbage til en metafysisk telos, som hvilede i Gud. Rationalisterne opfattede, inspireret af den klassisk-mekaniske fysik, nu i stigende grad verden som en maskine. De anså fornuften som erkendelsens kilde i lyset af fysikkens afvisning af sanseerfaring som grundlag for erkendelse, og mente at årsagsforbindelser (causa efficiens) snarere end guddommelige, immanente formål (causa finalis) forklarer verdens sammenhæng. En indstilling, der afprøver sammenhænge og indbyrdes forbindelser, en søgen efter love, der kan forklare hvordan? Alle rationalistiske tankesystemer bygger inspireret af den nye fysiks mekaniske verdensopfattelse på et princip om lovmæssighed (Thyssen 1981: 81). En sådan mekanistisk opfattelse af verden medfører en formulering af forudsigelse som videnskabens opgave, en nomotetisk indstilling. Den moderne empirisme Kritikken af rationalismen kan siges at omfatte to faser: En første dekonstruerende fase, som i form af den engelske empirisme søger at placere stedet for erkendelse i det enkelte individs erfaring. Den engelske empirisme strækker sig fra John Locke ( ) til David Hume ( ). Og derpå en næste og mere konstruerende fase kom til at bestå af den tyske idealisme, som lader jeg et foreskrive eller konstruere naturen dens lovmæssighed. Den tyske idealisme strækker sig fra Kant ( ) over Fichte og Schelling til Hegel ( ). (Larsen og Thyssen, 1980) Også denne kritik var præget af en mekanisk definition af universet, der banede vej for en stadig mere radikal deling af subjekt-objekt, som sluttelig skulle ende i opfattelsen af at epistemologien var helt frigjort (åndens diskurs) fra ontologien (tingen, essensen), og på samme tid overhovedet endelig kunne frigøre filosofi og samfundsvidenskab fra stedets (Guds eller substansens) nødvendighed. Udgangspunktet for John Locke var, at han prøvede at blive mere eksakt om de koncepter mennesket bruger, når det forholder sig til grundlaget for sansningen hos det nye frie eller isolerede jeg. Menneskets bevidstheds empiri bestod hos Locke af idéer. Ifølge Locke findes substansen bag det, mennesket kan opfatte gennem sin sansning. Det betyder, at mennesket ikke kan have idéer om substansen, kun om idéer om idéer. Som en konsekvens heraf opfattede Locke at bevidsthedens enhed har at gøre med en sjælens enhed et sted bag de evigt skiftende perceptioner. Lockes centrale idé, var at menneskets bevidsthed har en kapacitet til at optage erfaring gennem refleksion. Al materialet i menneskelig erfaring kommer fra erfaringen. Herved tager Locke springet fra ontologi til epistemologi. At Locke skiftede fra at fokusere på grundlag for erkendelse til de begreber, vi erkender igennem markerer et filosofisk skifte fra Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 9

10 en erkendelsesteori om det værende til en erkendelsesteoretisk analyse af begreber fra analyse af ting til analyse af tanker. Lockes interesse i menneskets evne til perception, er på samme tid en interesse for menneskets natur, som jo ikke længere er en del af Gud. Ifølge Locke er den menneskelige bevidsthed derfor fra begyndelsen tom en tabula rasa, hvorpå erfaringen skriver sin historie. På den måde tilføjes bevidstheden både en historie og en teknik, hvorefter det bliver muligt at styre sansning og dermed forme bevidsthedens udvikling. (Thyssen, 1981: 87) John Locke afviser med sin konstruktion rationalismens påstand, at vi har medfødte ideer. Det er erfaringen, der afsætter sine spor, og former mennesket. Dette er afgørende for opfattelsen af mennesket: bevidstheden bliver noget, der aktivt kan formes og dannes, og mennesket har dermed ikke fra fødslen sin identitet i kraft af blod og byrd (Thyssen 1981: 87). Der er intet i sjælen, som ikke først er gået gennem sanserne, argumenterer Locke (Durant 1973: 156). Det aktualiserer imidlertid det gamle filosofiske spørgsmål om bevidsthedens enhed og grundlaget for denne. For hvis sjælen ikke findes på forhånd, hvad sikrer så dens enhed? Hvor er substansen bag de mange skiftende forestillinger, der fylder bevidstheden? For at fastholde jeg ets enhed og undgå at det opløses i et bundt af usammenhængende sansninger griber Locke så alligevel tilbage til stedet bag sansningerne, til den sikre Gud. Lockes arbejde markerer dermed et ufærdigt opgør med Platon og Aristoteles i sin erkendelsesteori. Men Lockes konstruktion flytter dog menneskets position fra at have været indlejret i en ordens- og normkonstituerende kosmologi, hvor dets position og handlinger begrundedes kollektivt i at vise tilbage (også tidsligt) til Gud, traditioner og normer; til en situation hvor mennesket individuelt må vise frem (i tid) for at legitimere og samtidig (identitets)skabe sig selv. Den empiriske skepsis, markerer det endelige sammenbrud af den klassiske filosofis bevidsthedsbegreb. Locke konstruerede en filosofisk tænkning, hvor al viden stammede fra perception, og han forkastede idéer om medfødte idéer, men accepterede dog idéen om en substans. Berkeley dekonstruerede den materialistiske idé om substans. Men det var især Hume, der opløste det overordnede sted for rationalitet. Fra Descartes og Locke overtog Hume det skarpe skel mellem sjæl og legeme og det sansebestemte erfaringsbegreb, hvor erfaring er summen af de i bevidstheden erindrede oplevelser. Humes konsekvente konklusioner pegede på, at dette begreb om den menneskelige subjektivitet umuliggjorde en objektiv erkendelse. Hos Hume var der ikke er andet end spredte og usammenhængende sansninger tilbage, som altså ikke samles i noget jeg, en sjæl. Der var intet sted bag ved eller udenfor menneskets perception eller bevidsthed, som kunne begrunde denne. Dette problem var derfor hos Hume uløst. Ved siden af stedets uløste problem, var der desuden problemet vedrørende objektet for rationaliteten. Problemet er, at objektet bliver sanset, og at det således bliver udsat for sansningens vilkår. Med denne indsigt er den Kantianske problemstilling uundgåelig. Kants forsoning Kants filosofiske projekt består i en kritik af den empiriske filosofi, dvs. en kritik af Locke, men især en kritik af Hume, som næsten gør erkendelsen umulig. En kritik og konstruktion med det mål, må nødvendigvis forholde sig til de samme hovedproblemstillinger, som løber ned gennem erkendelsesfilosofiens historie og udvikling. Det er derfor de samme problemer og diskussioner Kant må føre og forsøge at løse. Og det er jeg ets enhed, at dette jeg fungerer sammenhængende over tid, at dette jeg Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 10

11 har sanser og en hukommelse, og endelig at dette jeg og denne sansning sker i forhold til noget, en omverden. Forudsætningen for Kants filosofiske konstruktion var at jeg et, ikke både kunne være en del af bevidsthedsindholdet og samtidig noget adskilt fra bevidsthedsindholdet. Jeg et var forudsætningen for bevidsthed, hukommelse og erkendelse, og det var derfor nødvendigt at dette skete sammenhængende over tid. Kant må derfor nok undersøge menneskets betingelser for at sanse og erkende, men han mener ikke, at han er i stand til at undersøge og forholde sig til, hvad dette noget er. Substansen eller Das Ding an Sich efterlader han i nogen grad tilbage som et problem for eftertiden. Kants konstruktion fik et forsonende præg, idet den består i at han både anerkender de rationelle og de empiriske filosofiske systemers forståelse af erkendelsen. På sin vis kan man derfor sige, at Kant med sin konstruktion forsøger at forsone både Platon og Aristoteles, og at få begge disse store tankesystemer, hvis møde skaber voldsomme paradokser, til at fungere sammen i det menneskelige væsens liv. Kant påstår således på den ene side, at mennesket ikke kan sanse og tænke uden sprog og begreber. Påstanden rummer logisk samtidig den påstand, at der er en nær sammenhæng mellem det sansede og den sansende, og den relation kommer til udtryk i sproget. At erkendelse er givet forud for erfaring kaldte Kant for a priori. Kant mente på den anden side samtidig, at mennesket erkender eller sanser noget, og at al erkendelse kommer fra erfaringen. Den sansebaserede erfaring kaldte han for a posteriori. Med Kants konstruktion har vi nu en erfaring, som ikke baserer sig på sansningen og en anden som netop baserer sig på erfaringen. I Kants konstruktion af a priori erfaringen indgår to redskaber som fornuften bruger, nemlig anskuelsesformerne og forstandsformerne. Forstandsformerne omfattede tid og rum, som ifølge Kant kun gælder for mennesker og ikke for ting. Det er mennesket, som i sin anskuelse af omverdenen, skaber tiden og rummet. Men alle ting indtager en plads i tid og rum, og som følge deraf kan der opstilles love, som nødvendigvis gælder alle anskuelser,. Det er matematikken, der beskæftiger sig med disse love, som således på forhånd gælder al erfaring. Fordi de gælder på forhånd kalder Kant dem for a priori. Med Kants forstandsformer bevæger vi os fra den ydre verden ind i menneskets indre verden, ind i Kants forståelse af tænkningens verden. Sin analyse af den indre tankeverden kaldte Kant for analysen af den transcendentale logik, fordi det netop er en analyse af bevidsthedens evne til at hænge sammen og tænke over tid. Kant mente at der var 12 forstandsformer, som bevidstheden brugte til at tænke med. På samme måde som med anskuelsesformerne kunne forstandsformerne heller ikke overføres på den verden, som ligger udenfor mennesket. Forstandsformerne bruges af mennesket til at forme erfaringen, så den bliver til en menneskelig erfaring. Forstandsformerne ordner iagttagelserne i kategorier, og gør dem derved til viden. Erkendelsens mulighed Man kan her spørge sig, hvordan Kant mente at forsone den rationalistiske filosofi med den empiriske? Og hvordan er det ville være muligt at udvide erfaring og viden, hvis det ikke sker gennem erfaringen? Sidder mennesket håbløst fast i sine rationelle begreber om verden? Svaret på det ligger i Kants arbejdede med erkendelsestilgangene, a priori og a posteriori. Disse to erkendelsestilgang mente Kant var hhv. analytiske og syntetiske. Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 11

12 Alle a priori erkendelser er analytiske, fordi det, der siges om subjektet. F.eks. er det ikke gennem erfaringen at man finder ud af at ungkarle er ugifte. Det sker gennem en analyse af begrebet. Og alle a posteriori er syntetiske, fordi man ikke på forhånd kan vide f.eks. at legemer har tyngde. Det er noget, man finder ud af gennem erfaring. Men der er ifølge Kant erkendelser, som både er syntetiske og a priori, og det er her Kant øjner erkendelsens og forsoningens mulighed. Et eksempel på dette, er f.eks. udsagnet om at den lige linie mellem to punkter er den korteste. Herved tilbageviser Kant Humes postulat. Hvis der kun eksisterede analytiske a priori og syntetiske a posteriori sætninger, så var konsekvensen den Hume skitserede, nemlig en benægtelse af erkendelsens mulighed, og den skepticisme, som vi finder hos Hume, og som vi finder den i det langvarige opgør mellem Platons rationalisme og Aristoteles empirisme. Men med Kants tilbagevisning af Hume og overskridelse af Platon og Aristoteles sættes erkendelsen endelig fri. Kants konstruktion ændrede grundlæggende på filosofiens måde at tænke subjektets forhold til objektverdenen på. For med Kants konstruktion blev dette forhold ændret til den tænkendes forhold til det tænkte, altså et indre projekt. Et projekt, der fokuserede på sansningen og begreberne. For Kant var den menneskelige bevidsthed et aktivt organ, som formede og afstemte sanseindtrykkene. Med Kant ændres den filosofiske opfattelse af menneskelivet fra at have været et vita kompletiva, til et vita aktiva, dvs. et liv og en tænkning som selv konstruerer og ordner sin omverden i begreber og kategorier. Tilbage står imidlertid problemet med at få hold på substansen. Det er præcis her Hegel senere sætter sin kritik ind. Den vil jeg imidlertid ikke gå ind i her, men snarere vil jeg afslutte den filosofiske vandring med Kant. Når jeg afslutter den idémæssige vandring her og dermed betoner Kant i så høj grad som jeg gør her, så hænger det sammen med Kants betydning for især den klassiske sociologi, og især for sociologiens metode, som vi senere vil gennemgå og kunne forstå. Det er især Dilthey og Weber og de senere Glaser og Strauss metoder, der lader sig belyse og forstå i dette lys. Dilthey forsøgte direkte inspireret af Kant at skabe en parallel til Kants filosofi inden for samfundsvidenskaberne. Og den senere Weber var både inspireret af Kant, han var ny-kantianer, og inspireret af Dilthey. Den videnskabelige fortolknings grundlag og metode Med denne afslutning af den idémæssige gennemgang tager jeg så et hop ind i de samfundsvidenskabelige teorier, som netop tager sine afsæt i disse filosofiske konstruktioner. For de teoretiske samfundsvidenskaber er iagttagelsen og erkendelsen lige så vigtig som hos de filosoffer, som vi lige har gennemgået. Der foreligger også her en lang udviklingshistorie, men jeg vil hoppe direkte til den nyere hermeneutik og herfra gå videre til de samfundsvidenskabelige teorier. Det var først i begyndelsen af det 19. århundrede at den hermeneutiske fortolkningslære blev en selvstændig fagdisciplin. En central personen i denne udvikling var teologen og filosoffen Friedrich Schleiermacher ( ). I sit filologiske arbejde med fortolkning og forståelse stødte Schleiermacher hele tiden på fortolkningsmæssige problemer, som han ikke med datidens teologiske og filologiske værktøjer og begrænsninger kunne løse. Han mente derfor, at hermeneutikken ikke var udviklet nok, og opfattede det derfor som sin opgave at formulere en teori, der kunne redegøre for forståelsens almene karakter. Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 12

13 Schleiermacher mente, at fortolkning ikke kun praktiseres inden for filologien af specialister, men at mennesker også i hverdagen udfører hermeneutiske operationer for at forstå andres mening. Noget så dagligdags som en rekrutteringstekst, våbeninstruks eller en krigshistorie kan gøres til genstand for et hermeneutisk arbejde. Schleiermachers definition af hermeneutik som forståelse af fremmed tale (Schleiermacher, ) er derfor bred, og kan enten rette sig mod genstandens objektive side, de grammatisk-sproglige strukturer eller mod de subjektive ytringer som en manifestation af psykologisk individualitet. De to dimensioner (kontekst og tekst) var i Schleiermachers fremstilling ligeværdige, og han betonede, at de aldrig kunne adskilles helt, men at de skulle arbejde sammen og støtte hinanden i forståelesearbejdet. Schleiermachers arbejde førte ham til at opfatte at talens enkelte dele forstås ud fra den helhed, de indgår i, mens helheden omvendt forstås ud fra delene. I denne sammenhæng formuleres denne problematik som den hermeneutiske cirkel. Her bliver spørgsmålet om mening ikke til en henvisning til Gud eller en autoritet, men til et spørgsmål om den sammenhæng, de enkelte elementer indgår i og danner. Afhængighedsforholdet mellem del og helhed er i streng forstand en logisk cirkel, og er som sådan et paradoks for den ligefrem logiske videnskab, da den her opfattes som en umulig cirkelslutning. Men hermeneutikken fra og med Schleiermacher opfattede ikke den hermeneutiske cirkel som et problem, derimod snarere som et grundvilkår i omgangen med sine objekter. Fortolkningen opfattedes som en proces, der svingede frem og tilbage mellem enkeltiagttagelser og overordnet sammenhæng. En sådan proces skal ikke undgås eller bringes til afslutning i en endegyldig objektiv forståelse; men er tværtimod en uendelig opgave. Fortolkningens cirkelstruktur er dog paradoksal, for hvis helhedsmeningen først er konstrueret på baggrund af enkeltiagttagelser, som kun er forståelige ud fra den helhed, de indgår i, så bliver forståelsesprocessen umulig. For at imødekomme denne umulighed indfører Schleiermacher en skelnen mellem fortolkningens komparative og divinatoriske fremgangsmåder. Denne dobbelte fremgangsmåde gælder både for den grammatiske (regel) og den psykologiske forståelse. Schleiermachers komparative metode går ud på at sammenligne værker eller tekststeder for at påvise almene lovmæssigheder, og derved fastslå en præcis mening af den genstand, som undersøges. Den divinatoriske metode er en kritisk fortolkning, som sker med afsæt i en divination, et dristigt gæt. Divinationen er således ikke dikteret i teksten, men er ubegrundet, og skal først blive tydelig undervejs i forståelsesarbejdet. Verstehen Som beskrevet var åndsvidenskaberne stærkt påvirket af naturvidenskabens fremskridt, og forsøgte derfor at optage dens positivistiske kvantitative arbejdsmetoder. Forsøgene på at overtagelse naturvidenskabelige kausalitetsbegreber resulterede i at åndsvidenskabelig forskning blev identisk med kortlægning i skemaer for årsag og virkning, præcis som i fysikken, biologien eller medicinen. Wilhelm Diltheys ( ) var af den opfattelse, at overførslen af naturvidenskabelige arbejdsmetoder til den åndsvidenskabelige forskning filosofisk set var utilfredsstillende, og han arbejdede med delingen af den klassiske skelnen mellem åndsvidenskab og naturvidenskab gennem hele sit liv, for at opstille en selvstændig erkendelsesteori for åndsvidenskaberne. Inspirationen til det fik han hos Kant, der i sin Kritik der reinen Vernunft (1781) havde forsøgt at opstille en filosofi for de empiriske naturvidenskaber. Dilthey ville opstille en tilsvarende filosofi inden for åndsvidenskaberne. Svarende til Descartes trak Dilthey en skarp grænse mellem natur- Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 13

14 og åndsvidenskaber. I naturvidenskaberne står videnskabsmanden over for fremmede, livløse genstande, og hans primære opgave er derfor at optælle dem, systematisere dem, forklare deres indbyrdes relationer og for derefter at formulere sine iagttagelser i nogle almene love. Naturen kan ikke forstås, da den ikke er del i ånden. I åndsvidenskaberne står derimod som hos Kant den erkendende overfor fænomener, som er menneskelige frembringelser. Fortolkeren og det fortolkede objekt kommer af det samme. Mennesket er selv er et historisk væsen, på en og samme gang den, der udforsker historien, og den der skaber den. Dilthey betragtede alle menneskeskabte fænomener som objektiveringer, dvs. som konkrete, sanselige udtryk for noget ideelt. Åndsvidenskabens opgave var således at forstå disse objektiveringer - f.eks. ret, stat, kunst, religion, videnskab, filosofi eller krig som udtryk for det liv mennesker og organisationer udviser. Forståelse bliver således en slags tilbageoversættelse af disse objektiveringer til ånden. En oversættelse, der rækker lige fra forståelse af enkeltpersoners livsytringer og til forståelse af de mest abstrakte strukturer af samfundsmæssig, kulturel eller historisk art. Diltheys livsytringer skal forstås helt konkret: når en person smiler, så fortolkes det som udtryk for glæde. Smilet bliver således en ydre objektivering af personens indre bevidsthedstilstand. Begrebet livsytring definerer Dilthey som et sanseligt udtryk for noget åndeligt. I naturvidenskaberne hersker forholdet mellem årsag og virkning som en mekanisk relation, der ikke har noget med det menneskelige liv og den menneskelige ånd at gøre. Den åndsvidenskabelige parallel til denne kausalitet placeres med henvisning til Kant i relationen mellem udtrykket (den tænkende) og det udtrykte (tænkte). Det, som ifølge Dilthey ligger bag et udtryk, er først og fremmest oplevelser, der er en slags mindsteenheder, som alle åndsvidenskabelige fænomener må føres tilbage til. Disse mindsteenheder optræder som klynger af et meningsindhold, som samler sig i et forløb bestående af enkelte livsmomenter, og som danner mening i forhold til personens samlede livsforløb. Det kunne f.eks. se således ud: en kaptajn har en samlet sum af oplevelser, som giver ham et grundlag for at lede, som han gør. Gennem en fortolkning af hans ledelse kan man efter-opleve kaptajnens oplevelser, og således opnå indsigt i det uddannelses- og ledelsesforløb, som oplevelserne viser tilbage til. Det er denne rekonstruktion af det forudgående forløb som ifølge Dilthey er målet for forståelsen. Disse mindsteenheder ligner det, vi senere skal se hos Glaser og Strauss i form af deres iagttagelse af felters koder, som de samler til kategorier, der besidder et bestemt meningsindhold. Det er denne rekonstruktion af det forudgående forløb som ifølge Dilthey er målet for forståelsen. Modsat naturvidenskabernes erkendelse er åndsvidenskaberne netop baseret på indføling, efter-oplevelse og fantasi. Dilthey var som beskrevet inspireret af Kant, og han udarbejdede derfor et antal kategorier for forståelsen af den historiske verden. Blandt disse kategorier er relationen mellem del og helhed, der som vi så også spillede en rolle i Schleiermachers hermeneutik, og som er af helt central betydning for åndsvidenskaberne, da det er denne relation, som gør det muligt at begribe og konstruere sammenhænge. Sociologi Som vi så, så mente Dilthey, at samfunds- og kulturvidenskaben studerede menneskers livsytringer og mening, som gjorde forståelsesmetoden nødvendig, mens omvendt naturvidenskaben som studerede sjælløse ting ikke skulle forstå sine objekter. Wilhelm Windelband ( ) mente som Dilthey, at hovedforskellen mellem natur- og kulturvidenskaberne var, at naturvidenskaberne arbejdede på at opstille generelle lovmæssigheder (nomotetiske videnskaber), mens kulturvidenskaberne arbejdede på at videnskabeliggøre enkeltytringen (idiografisk). Nomos er således det græske ord for generelt Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 14

15 princip, som er naturvidenskabens legitime mål, mens ideo, er det græske ord for det særegne, at den menneskelige verden er forbeholdt forståelsen og fortolkningen af enkelttilfældet, og at der ikke kan opstille generelle love herfor. (Månsson i Kaspersen, 2000: 90) Max Weber forsøgte som nykantianer at udarbejde en klar adskillelse af samfunds- og kulturvidenskabernes i forhold til naturvidenskaberne. Max Weber opfattede således at kausale forklaringer var utilstrækkeligt forklaringsgrundlag i samfundsvidenskaben, hvis de ikke blev kombineret med en fortolkende forståelse. Denne udvidelse hentede Weber netop hos Dilthey og Windelband. Webers kausalbegreber Hos Weber var det individet og dets sociale handlen, som var udgangspunktet i den sociologiske analyse. At det er individets handlingsaspekt, som han tager udgangspunkt i, viser han i sin definition af, hvad sociologien som samfundsvidenskab består: Ved sociologi vil vi - således som vi hér anvender dette særdeles mangetydige ord - forstå den videnskab, som tydende søger at forstå den sociale handlen, og som derigennem vil årsagsforklare den i dens forløb og virkninger. (Weber, 1972: 1) Weber stiller således skarpt på den samfundsvidenskabelige forsknings dobbelte opgave, idet han deler sociologien i forståelse og forklaring : Som handlen vil vi betegne en menneskelig adfærd - hvad enten der er tale om en ydre eller indre handling, om undladelse eller samtykke - hvis og for så vidt den eller de handlende forbinder en subjektiv mening hermed. Ved social handlen forstår vi derimod en handlen, som ifølge dén mening, den eller de handlende forbinder hermed, retter sig mod andres adfærd, og som i sit forløb er orienteret herimod. (Weber, 1972: 1) Den sociologiske metode skulle ifølge Weber være rationel, hvilket vil sige at forskeren først konstruerer et idealtypisk, målrationelt handlingsforløb, som han bagefter analyserede i forhold til den faktiske iagttagede handlen. Denne faktiske handlen ville så i en eller anden grad afvige fra det målrationelle handlingsforløb. Altså først rationel forsøgsopstilling, hypotese, så testning og sluttelig analyse. Weber lagde vægt på kausalforklaringens betydning i den sociologiske metode, men mente desuden at sociologien også skulle forholde sig til den meningsforstående opgave, fordi sociologiens objekt (aktøren) er handlende og meningsproducerende. Derfor skal sociologien også løse den opgave, tydende at forstå de meningsbærende handlinger. Det er her begrebet forståelse eller verstehen kommer ind: Mens det indenfor astronomien er således at himmellegemerne bare interesserer os for så vidt som deres relationer er tilgængelige for kvantitativ, eksakt måling, er det fænomenernes kvalitative kulør som er vigtig for os indenfor samfundsvidenskaben. Dertil kommer at det i samfundsvidenskaberne drejer sig om indvirkninger fra sjælelige processer; og at forstå dem ved at leve sig ind i dem, er naturligvis en specifikt anden art end dem som den eksakte naturvidenskab kan eller vil løse med sine formler. (Weber, 1922/1994: 183) Begrebet verstehen fik Weber fra Dilthey, men han bruger det på en anden måde, idet han deler begrebet i to, idet han skelner mellem en direkte (ideografisk) og en forklarende (nomotetisk) forståelse. Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 15

16 Den direkte ideografiske forståelse nås gennem handling og gennem fornemmende empati, f.eks. som den deltagelse man, som forsker udfolder under et feltstudie. Den forklarende nomotetiske forståelse opnås, hvis jeg som forsker sætter mig ind i feltets erklærede hensigt med den forestående handling. Weber arbejder således med en rationelt begrundet forklarende forståelse. Den forklarende nomotetiske udbygger således den direkte ideografiske forståelse, så den eller de iagttagede handlinger yderligere kan forstås og forklares ud fra handlingssituationens kontekst. F.eks. konstablens motiv for sin handling lærer jeg at forstå ved at deltage, samtale og dele liv med ham, på den måde mærker jeg tavst, får jeg samtalende at vide, hvordan han forklarer sig selv, tænker og fornemmer jeg. Jeg lærer af ham, hvordan jeg skal lægge geværet før jeg skyder, lærer jeg at pakke min rygsæk, så den ikke belaster min ryg eller gnaver, og på den måde lærer jeg noget om konstablens rationelle motivationsforståelse. På samme måde deltager jeg, belastes jeg og bliver jeg træt, når jeg følger løjtnanten på en 20 timer lang eskortekørsel, og på den baggrund forstår jeg sergentens opgivelse og forvirring, når han skal tage stilling til et spørgsmål fra en konstabel, og derfor ikke gider svare. På den måde lærer jeg noget om affektuelt betinget, eller irrationel motivationsforståelse. På den måde lærer jeg konstablens og sergentens brede spektrum af praksis, følelser og tanker at kende, som soldaten i enkelthandlinger udfolder i forhold til Forsvaret som institution. Feltstudiets sigte er således en direkte ideografisk forståelse af konstablens og sergentens handlinger eller praksis: hvad er det egentlig soldaten gør. Den forklarende nomotetiske forståelses opgave er at forstå soldaternes forklaring, mening, motiv og baggrund for deres handlinger. Weber forsøger således, som vi har fulgt den hermeneutiske cirkels udvikling, at placere sig kantiansk i midten, og at ville kunne forstå en handling ud fra dens mening, og samtidig kunne forklare handlingen ud fra dens motiv. Idealtyper og objektivitet Hos Weber består den historiske og samfundsmæssige virkelighed af en uoverskuelig mangfoldighed af handlinger og interesser. Når forskeren skal studere et sådant kaos af fakta, må han nødvendigvis altid gøre det ud fra et bestemt og afgrænset perspektiv. At udvælge bestemte fakta, som forskeren således er tvunget til, består desuden altid i at tage afsæt i en samfundsmæssig position: Der findes ingen slet og ret objektiv videnskabelig analyse af kulturlivet eller (hvilket måske betyder noget mere begrænset, men som til vort formål sikkert ikke betyder noget væsentligt forskelligt) af sociale fænomener uafhængigt af specielle og ensidige synspunkter, som - udtrykkelig eller stiltiende, bevidst eller ubevidst - vælger de sociale fænomener ud som forskningsemne, analyserer dem og organiserer dem. Grunden er at ethvert samfundsvidenskabeligt arbejde har et egenartet erkendelsesmål, som vil gå ud over en rent formel betragtning af det sociale samkvems - juridiske eller konventionelle - normer. (Weber, 1922/1994: 181) Der findes derfor ikke nogen objektiv videnskabelig position udenfor samfundet, som kan bruges til iagttagelse og analyse af samfundet. Weber var af den opfattelse, at forskeren altid vil have en forståelse de samfundsmæssige objekter, som han iagttagende deltager i, og dermed være subjektiv: The close connection between interpretation and explanation in Weber s thought is further illustrated by his recommendation of ideal types as heuristic devices. His ideal types are simplifica- Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 16

17 tions or one-sidedly exaggerated characterizations of complex phenomena that can be hypothetically posited and then compared with the realities they are meant to elucidate. Often, the ideal types Weber actually suggested were models of rational action; sometimes, they permitted selected elements within causal or behavioral sequences to be ascribed to specified causes, motives, or beliefs. In any case, one cannot understand Weber s doctrine of ideal types apart from his broader vision of causal analysis and interpretation. For Weber and for us, in sum, ideal types make sense only to the extent that they permit the discriminations and counterfactual comparisons involved in the construction of adequate interpretations or explanations (Ringer, 1997: 5) Men selvom samfundsvidenskaben hviler på værdier, så skal den være værdineutral. Samfundsvidenskaben må derfor kun tale om fakta og aldrig om værdier. Altså en streng skelnen mellem er og bør. Hvert enkelt menneske har sine egne værdier, og vælger altid disse subjektivt, og handler muligvis efter dem. Men samfundsvidenskaben kan derfor aldrig tale om gode eller sande værdier, men udelukkende analysere effekter af forskellige handlinger. Der er ifølge Weber en hume sk kløft mellem empirisk viden og vurderinger, mellem er og bør. For at løse problemet med den samfundsvidenskabelige værdineutralitet udviklede Weber sin idealtypemetodologi, som han delvist hentede fra nationaløkonomien, der arbejdede med idealtyper, som når den f.eks. talte om idealtypen marked. I idealtypen marked betoner økonomerne: ensidigt (...) én eller et par synsvinkler og ved at lægge en masse spredte og ikke klart afgrænsede fænomener sammen... enkelte fænomener som føjer sig efter disse ensidigt betonede synsvinkler og bliver til et samlet tankebillede (Weber i Kaspersen, 2000: 91) På den ene side rejser han på den måde en kritik af, at kulturvidenskaben skal være nomotetiske som naturvidenskaben, og på den anden side søger han at etablere metoder til en forstående tilgang. Weber himself first extensively discussed the idealtype in his 1904 essay on Objectivity. As usual, his point of departure was abstract economic theory, which can provide an ideal portrait of the processes resulting from strictly rational action in a competitive free market economy. This construction has utopian character, in that it is obtained by conceptually heightening certain aspects of reality (Ringer, 1997: 111) Idealtyper er rationalistiske, tankebilleder, konstruktioner, som forskeren bevidst konstruerer ud fra kendte og markante træk ved den sociale virkelighed, han empirisk ideografisk skal undersøge. Denne konstruktion er tydeligt nykantiansk. Idealtypen i sin helhed kan sammenlignes med Schleiermachers divination, det dristige gæt eller kastet. En idealtype kan f.eks. være fjende, krig eller Forsvaret, kapitalisme, etc. Sådanne idealtyper må ikke forveksles med virkelighed, og de opstår ikke som et simpelt gennemsnit af det felt, der skal undersøges, men at forskeren bevidst, ensidigt betoner visse aspekter af den virkelighed, han skal til at undersøge. Idealtypen således ikke en realt eksisterende abstraktion, men et idealt grænsebegreb, som forskeren på forhånd må konstruere, så han kan tydeliggøre bestemte, træk ved det sociale felt, han skal undersøge, og som han kan bruge til at iagttage med. En idealtype er altså forskerens rationelle konstruktion, som han bruger på den komplekse virkelighed. Idealtyper kan konstrueres om hvilke samfundsmæssige felter Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 17

18 som helst, men må ikke have vurderende islæt, da de udelukkende er til brug for at afgrænse den samfundsmæssige virkeligheds mangfoldighed. Videnskabs- og forskerpositionernes brug på feltet Max Weber udviklede aldrig specifikke og konkrete feltmetoder ud fra sine teorier, men overlod dette konkrete arbejde til eftertiden. Denne udvikling kommer imidlertid først i gang indenfor sociologien med B. G. Glaser og A. L. Strauss bog fra 1967, The Discovery of Grounded Theory. Det var forfatternes erklærede hensigt at udvikle Webers begreber om verstehen så det kunne bruges metodisk og praktisk i nutidige feltstudier. Bogen og de efterfølgende bøger rummer således rigelige konkrete metodebeskrivelser, anvisninger og vink, som er meget brugbare i konkrete feltstudier. * Valget Hvis man arbejder med grounded theory skal man frigøre sig fra anden analytisk teori, antagelser og data, for derved at kunne komme i kontakt med feltets egne udviklede koncepter. At arbejde med grounded theory betyder, at man er fri fra andres teorier og problemstillinger, og at konstante henvisninger til andres teorier derfor ikke er nødvendige. Forskeren har således ingen idé om, hvilket paradigme, der vil vise sig, når han begynder at sortere feltets kategorier i overensstemmelse med kategoriernes teoretiske koder. Det er en åben proces at arbejde på denne måde, og se hvad der dukker op uden at have udtænkt dette på forhånd. (Glaser, 1992: 82) In grounded theory one does not think up hypotheses and then test them. That is the verificational methodology. In grounded theory the analyst induces patterns of relatiships suggested by the data, and they emerge with theoretical codes to relate them. (Glaser, 1992: 84) Forskeren arbejder på den måde ud fra feltets egen måde på at forstå, skabe sammenhæng og mening, forskeren skal ikke være smart og selv regne det hele ud, men snarere kunne lytte, sortere og selvfølgelig være teoretisk og teoretisere, når studiet er nået så langt. De data som feltet i sine ytringer fremkommer med forsøger forskeren at integrere ud fra det som data selv foreslår, og på den måde dukker ( emerges ), der efterhånden et feltfunderet mønster op. Dette mønster af sammenhænge kan så udgøre grundlaget for en teori, som så senere kan testes. (Glaser, 1992: 84) Glaser gør dog opmærksom på, at denne metode kun er nødvendig i begyndelsen af feltstudiet. Forskeren producerer først data i feltet, allerede her begynder han at kode og konstant at sammenligne kodede ytring med andre kodede ytring, og efterhånden i denne analyse generer han teori: When the theory seems sufficiently grounded in a core variable and in an emerging integration of categories and properties, then the researcher may begin to review the literature in the substantive field and relate the literature to his own work in many ways. Thus scholarship in the same area starts after the emerging theory is sufficiently developed so the researcher is firm on his discovery and will not be forced or preconceived by concepts. (Glaser, 1992: 32) Det er efter min opfattelse i denne fundering i felt, feltets egne data og den meget sene introduktion af teori, at grounded theory s styrke ligger. Og det er samtidig derved at den formulerer sig stik modsat andre feltmetodiske og analytiske anvisninger. Hvor feltet lukkes for tidligt med indførelsen af analytiske redskaber, som hindrer feltforskerens åbenhed og som rummer bestemte muligheder for forklaring. Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 18

19 Idealtyper og grounding Hos Weber fandt vi hans idealtyper, som er de figurer, jeg som forsker på forhånd kan tænke mig frem til, at feltet må rumme: En idealtype er en mental konstruktion - et tankebillede - som forskeren anvender til at nærme sig den komplekse virkelighed. Idealtypen har intet med ideal at gøre, den er udelukkende ideel i rent logisk forstand. Forskeren kan skabe idealtyper om hvad som helst, og ingen af disse skal vurderende islæt. Idealtypen er et instrument for forskeren, når han forsøger at fange virkelighedens overvældende mangfoldighed, og dens nytte afhænger af, om den bidrager til viden om konkrete kulturelle fænomeners sammenhænge og den kulturelle betydning disse har. (Weber 1977: ). Forskeren når frem til idealtypen ved ensidigt at betone én eller et par synsvinkler og ved at lægge en masse spredte og ikke klart afgrænsede fænomener sammen... enkelte fænomener som føjer sig efter disse ensidigt betonede synsvinkler og bliver til et samlet tankebillede (Weber 1977: 139). (Månsson i Kaspersen, 1998: 89) Disse Weber ske idealtyper ligner for mig at se de medier, der indgår i og udtrykkes af et systems selvreference, som Luhman taler om i sin systemteori (Rasmussen, 1996: 54), og som i sin praksis ytrer sig på en specifik og ikke generaliserbar måde (ideografisk). Jeg kan således allerede inden min ankomst til feltet forudsige, at feltet rummer idealtyper som officerer, soldater, våben, en kommandostruktur, ytringer om fred, krig, konflikt, parter, osv. Til disse idealtyper knytter sig forskellige magtcontainere med forskellig grad af allokative ressourcer (Giddens, 1984: 31ff), erfaringer og ytringer. Det er disse positioners lokale diskurser, jeg har undersøgt i dette studie. Hvad disse perspektiver angår, så læser jeg dem således, at det er i disse at forskeren skal grounde, idet han ikke her kan vide, hvordan omverdenen opfattes her. Her produceres de data, jeg som forsker skal sammenligne ytring for ytring, og når så jeg når frem til en kategori eller et tilhørsforhold, skal jeg sammenligne konceptet med næste ytring, osv. (Glaser, 1998: 139) Jeg skal således gennemgå eller fremstille mine data fra feltet: dvs. mine feltnoter, mine oplevelser, mine følelser, feltets tekster, taler, symboler, handlinger og stemninger ytring for ytring for at finde frem til kategorier. Når jeg har fundet en kategori i feltet, skal denne kategori fortsat sammenlignes med de efterfølgende ytringer. Heri rejser sig den problemstilling, at et feltstudie og en empirifremstilling (et foto, en udvalgt tekst, et symbol), nødvendigvis medfører en udvælgelse og tolkning, som ikke kan være neutral og objektiv, men i sig selv allerede udgør en teoretisering, og som derfor udtrykker det uløselige forhold, som den hermeneutiske cirkel udtrykker. Grounding Målet for en feltforsker, som bruger grounded theory er at afdække feltets hovedvariabel, som viser sig i forbindelse med feltets hovedbekymring eller hovedfokus. The grounded theory problem and its continual resolution, is always there, as participants always have a main concern they are dealing with. (Glaser, 1998: 115) Hvad er data? I grounded teori er alt data. Forskningsperspektivet er åbent for alle de ytringer som forskeren formår at opfatte. Mine egne oplevelser af forvirring, vrede og depression, følelsen af eksklusion, den konstante korrigeren af måden jeg bar min uniform, den manglende åbenhed og at soldaterne konstant glemte vores aftaler medtager jeg som data. Feltet gjorde noget ved mig. Feltet gør noget ved de mennesker, som befinder sig i det. Jeg oplever, og prøver således at forstå feltet indefra, så at sige. Men derudover, så er feltet én stor samling data. Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 19

20 Jeg læste computerblade, ugeblade, mandeblade, bilblade, militære bulletiner, opslag, inskriptioner på indersiden af toiletdørene, hjemmesider, etc. som data og feltobservationer. Indsamlede hjemmesider, opslag, blade eller tog billeder af toiletdørenes indersider. Hvilket medførte undrende blikke fra andre soldaters side, når jeg kom ud, og smilede uskyldigt: Hvad?? (Glaser, 1992: 32) Alt hvad feltet selv valgte at tage med og dele i lejren, havde feltet i samme åndedrag tildelt en betydning og indgik dermed i feltets tolkning af verden, og jeg valgte at medinddrage det som data. De mere håndfaste etnografika som militære tidsskrifter, informationsfoldere, skrivelser fra Hærens Operative Kommando (HOK), fotos, diplomer eller lignende samlede jeg ind, og lagde til side, da de kan læses på hvilket som helst tidspunkt i forskningen. Denne slags data kan opfattes som supplerende data, og det betyder mindre at disse ytringer først senere optages i den konstante sammenligning. Sådan etnografika hjælper med at generere koncepter og hypoteser præcis som al anden data. (Glaser, 1992: 36f) Koder, kategorier, latente mønstre og koncepter Gennem selve processen med at konceptualisere data ( koge data ind til et enkelt begreb), retter forskeren en konstant opmærksomhed på det under- eller bagvedliggende mønster, som de kodede ytringer indgår i, og efterhånden som forskeren konstant koder, analyserer og forsøger at skabe teoretiske mønstre, begynder det latente teoretiske mønster at dukke op. Det sker, når én af kategorierne igen og igen lader til at være relateret til andre kategorier og deres tilhørsforhold. På den måde bliver denne kategori efterhånden hovedkategori eller den gennemgående kategori, fordi de fleste andre kategorier er relateret til den. Således både foreskriver og bliver denne kategori teoriens latente struktur. Når én gang forskerens opmærksomhed er rettet mod en kategori, begynder han at undersøge og afdække kategoriens tilhørsforhold ved den gentagne kodning og analyse. Sådanne kategorier og tilhørsforhold konceptualiserer kun, hvad forskeren ser, men med teoretiske koder begynder forskeren at konstruere sammenhænge mellem dem og komme med hypoteser, som foreslår hvordan ytringer og kategorier kan være relateret til hinanden. Disse groundede hypoteser tillader konceptuelle deduktioner, ikke logiske, som på sin side guider det teoretiske mønster, der igen leder frem til yderligere produktion af data, analyse og derved udvider og uddyber perspektivet i den opdukkende teori. (Glaser, 1992) Åben kodning Åben kodning er det indledende skridt i den teoretiske analyse, som tillader en første afdækning af kategorier og deres tilhørsforhold. Formålet med åben kodning er at forskeren starter uden koncepter. Den åbne kodning afsluttes når den frembringer en kategori. Denne første kategorisering af ytringer gennem den stadig gentagne sammenlignings metode er det første basale analytiske skridt i retning af at producere data. Under den åbne kodning bliver data brudt ned i mindste enheder, som bliver tæt undersøgt og sammenlignet for ligheder og forskelle, samtidig med at data stilles spørgsmålet: Hvilken kategori eller hvilket tilhørsforhold til en kategori udviser denne ytring? Dette spørgsmål og den åbne kodning er den basale tilgang til produktion af data, og leder frem til at sammenhænge dukker op. (Glaser, 1992: 38) Global Peace Institute www. globalpeaceinstitute@me.com 20