Man kan ikke sige, at det er indeklimaets. procent, at jeg er så plaget af allergi, Christina Maria Jensen, DR Medieforskning.

Transkript

1 17. APRIL 2009 UGE 16 Indeklimaeksil gav resultat Det hjalp Christina Maria Jensen en smule, at hun en tid har været væk fra Segment 2 i DR Byen. DRåben i denne uge: Indeklima-eksil gav resultat, side 1 Fra girokort-artist til bit-programmør, side 3 Fjæsbog: Røver eller redskab? side 8 Løbe - sku det nu være sundt? side 11 Ugens debat side 13 Jubilæer side 13 Mindeord side 15 Dødsfald side 17 Ledige stillinger side 17 Man kan ikke sige, at det er indeklimaets skyld 100 procent, at jeg er så plaget af allergi, siger administrativ medarbejder Christina Maria Jensen, DR Medieforskning. Men det har helt sikkert ikke hjulpet, og derfor har hun i to måneder været i en slags indeklimaeksil på grund af blandt andet en voldsom hoste og nældefeber. Christina Maria Jensen forlod midlertidigt sit skrivebord hos DR Medier på 5. sal i Segment 2 og flyttede over på den anden side af Indre Gade i Segment 1, hvor hun kunne sidde hos Videnskabsredaktionen på 3. sal. Her har Indeklimaprojektet stillet nogle skriveborde til rådighed for medarbejdere fra Segment 2, som er plagede af indeklimaproblemerne. Nu er Christina Maria Jensen flyttet tilbage til Segment 2 - dog uden at være blevet ret meget klogere. Indtil videre må vi gå ud fra, at jeg har fået noget allergi, som er blevet forværret af det meget tørre indeklima. Det siger lægerne i hvert fald. Men denne mulige allergi er nyopstået, og jeg har aldrig lidt af sådan noget tidligere, siger hun. I Segment 2 er det især den lave luftfugtighed på mellem 1

2 11-23 %, og varmegrader på over 25, der generer medarbejderne. Christina Maria Jensen har også været gennem forskellige allergi-eksperimenter, mens hun har været flyttet væk fra det plagsomme indeklima i Segment 2 og over i Segment 1. Hun fortæller: Fra februar skulle jeg holde mig fra blandt andet nødder og soja. Det resulterede i, at nældefeberen og hosten - især kløen - var i bedring. Under min ferie på Lanzarote var kløen næsten væk, og jeg hostede heller ikke nær så meget. Da jeg så kom hjem, bad lægerne mig om at begynde at spise soja og chokolade igen. Men så gik der straks gang i hele molevitten igen. Nu siger lægerne så, at jeg skal holde mig fra den form for krydsreagerende fødevarer. Svært at være væk fra kollegerne Nu vil det så vise sig, om opholdet i Segment 1 har hjulpet. Om to uger skal Christina Maria Jensen til undersøgelse igen. Mine kolleger er glade for, jeg er kommet tilbage. Det er mere praktisk omkring arbejdet, men de kom jo over og besøgte mig, mens jeg sad i Segment 1. Til gengæld fik jeg nye kolleger her, som er helt kede af, jeg flytter tilbage. Om ikke andet har mit ophold på DR2-redaktionen medført, at jeg er begyndt at se DR 2. Flere andre har prøvet at flytte fra indeklimaproblemerne i Segment 2, men har opgivet det, fordi det var for upraktisk, når kollegerne sad et helt andet sted. Producerassistent Vigdis Tærsløv, DR Medier, DR 2, er også plaget af indeklima problemer i Segment 2, og har derfor også prøvet at flytte over i Segment 1, men kun i få dage. Det hjalp da også kun midlertidigt, men her var i hvert fald ikke den tørre luft og træk, som hun havde problemer med hjemme i Segment 2. Men det var jo ikke til at sidde der uden sine kolleger og sine ting, så jeg flyttede hurtigt tilbage. Jeg er nødt til at tage en allergipille hver dag, inden jeg går på arbejde. Jeg har allergi i forvejen, og må altid tage en allergipille, inden jeg tager på besøg hos venner, som har dyr. Men at man også skal tage sådan en pille for at kunne holde ud at være på sin arbejdsplads, er for meget, siger Vigdis Tærsløv. Også planredaktørassistent Sisse Clausen fra samme afdeling har fået tilbudt at flytte over i Segment 1 og arbejde, fordi hun var plaget af indeklimaet, men hun foretrak at arbejde hjemme i stedet for. 2

3 Jeg opgav at flytte, for jeg synes ikke, det er særlig smart at sidde så langt væk fra mine kolleger, siger hun. Fra girokortartist til bitprogrammør For 50 år siden kom to unge kvinder til DR. I uge 15 fortalte Inge Odoom - i denne uge er det Lillian Gjelfort. Vinduespladsen med udsigt til duer og liv Lillian Gjelfort er en af de frelsende engle, når et eller andet stykke uundværligt software eller hardware, lader hånt om nutidens ubønhørlige krav om effektivitet. Hvis dit problemer har noget med en server at gøre, er du allerede i gode hænder. Og kan hun ikke knække nødden, sørger hun for at ekspedere din sag videre til en, der kan hjælpe. Men Lillian Gjelforts DR-historie starter et helt andet sted i en anderledes analog og manuel æra, da hun som 16-årig møder op til sin første arbejdsdag i Radiohuset. I disse uger er det 50 år siden. Historien er selvfølgelig Lillians personlige, men den er også historien om DR, kommunikationsteknologiens svimlende udvikling og kvindernes sej træk for at få albuerum i det, der var mandefag. Lillian har det bedst lige der, hvor det sner, så med indædt vedholdenhed er det lykkedes hende at vokse op gennem DR, til hun endte med at blive DRs første kvindelige programmør. Men det hele begynder sådan set i Sønderborg. Min mor ville absolut flytte til København. Jeg var det sidste barn hjemme, så jeg var nødt til at flytte med. Det var man dengang. Jeg hadede det lige fra den første dag. København var ikke noget for mig, fortæller Lillian Gjelfort, der lagde ud i et forsikringsselskab inde på Rådhuspladsen. Det bedste var nok vinduespladsen med udsigt til duerne og livet: Det var så frygteligt gammeldags. Man skrev med penne, skaft og blæk og der sad en gammel dame i en seniorkrog. Det kunne jeg simpelthen ikke klare. Så da Statsradiofonien søgte assistentaspiranter, tænkte jeg: 3

4 Jeg prøver sgu, indtil jeg kan komme tilbage til Jylland. Men det var også lidt gammeldag på Licenskontoret. Jeg kom til København hos en ældre dame, der hed fru Klubien. De havde ikke lige styr på indretningen, så jeg sad i en slags kontorcheflænestol på tre telefonbøger. Men det gik godt. Hun kunne bruge mig. Dengang skrev man rykkere, tilmeldinger og indbetalingskort på skrivemaskine. I den del hvor jeg sad, har vi været 15 medarbejdere, og de der to gange om året, når alle indbetalingskortene skulle ud, sad vi alle sammen og klaprede og klaprede på de der skrivemaskiner. Hvad var det for en ung pige der kom ind ad døren? Jeg kom jo fra Sønderjylland. Det tror jeg ikke, man kunne høre på mig. Men der var jo andre aspiranter i Radiohuset. De var lidt anderledes end mig - de var mere frigjorte eller frejdige. Sådan var jeg ikke dengang. Jeg vil ikke sige, at jeg var decideret genert. Det ligger ikke lige til mig. Men måske en smule tilbageholdende. Men jeg kom til at elske Radiohuset. Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig lugte, hvordan det var. Og sådan har det lugtet altid - lidt af koncertsal og lidt af stil. Man kunne jo næsten lugte, at det var jordens smukkeste bygning med taghaver og kantinen med sit underskønne vægmaleri. Jeg var dog ikke i Radiohuset særligt længe. Licenskontoret flyttede til Valdemarsgade på Vesterbro i 1961, siger Lillian Gjelfort. Hvad betød flytningen for stemningen? Var det et andet liv? Ja, man var isoleret og slet ikke nær alt det, der egentlig skete. Det var faktisk kedeligt. Men jeg holdt ved. Der skete jo det, at man faktisk tog hul på nye ting. Der var noget, der hed hulkort. Så det bedste, de kunne tilbyde mig, det var at blive hulledame, som vi blev kaldt. Dengang programmerede man ikke sådan, som man programmerer software i dag. Man kunne fortælle maskinen nogle kommandoer ved at sætte nogle kæmpestore koblingstavler i den... hvis en ledning gik derfra og dertil, så skulle den sortere på det hul. Det synes jeg altså var spændende, siger Lillian Gjelfort. Jeg kunne altså også... DR hentede to nye folk ind til at lede og opbygge den nye afdeling. De to - Ivan Olsen og hans betroede medarbejder Lauge Petersen - kom til at betyde meget for min fremtid og det liv, jeg kom til at leve i Danmarks Radio. Der var andre veje, jeg kunne være gået, men det fascinerede mig 4

5 så fantastisk. Men tøser hørte ikke til i den verden. Der skulle mænd til! De gik rundt der i deres kitler med slips indenunder, mens de sorterede og sådan noget. Men jeg holdt mig altid lidt i nærheden og fik lov til at gå lidt til hånde. Jeg kunne altså også koble de der tavler. Efter en barsel i 1967 vendte Lillian tilbage som hulledame. Da jeg kom tilbage, var det der med hulkort allerede ved at være forældet. Nu skulle vi til at se på rigtig edb. Dengang var TV-Byen ved at bliver bygget - studierne var for længst taget i brug - men selve Kontorhuset var ikke færdigt. Der skulle den nye edb-afdeling flytte ud, fordi den kæmpestore IBM-maskine skulle stå i kælderen under Kontorhuset, fortæller Lillian. Den nye afdeling fik navnet Datatjenesten og blev en elsket og hadet afdeling, fordi den blev oplevet som en stat i staten af mange medarbejdere. Lauge Petersen spurgte mig, om jeg ville med og være deres private hulledame. Dengang sad man og programmerede på kodeark i et sprog, der hed PL/1. Jeg ville jo så frygtelig gerne noget af det der. Men som sagt var det en mandeverden. Til sidste fik jeg simpelthen spurgt så mange gange, så de gav mig chancen. Dengang var der ikke en formel uddannelse. Hos os, der kørte med IBM-styresystem, var det sådan, at du gik på kurser hos IBM. Du kunne bare aldrig komme på det næste trin, før du havde bestået det første. Hvad var det der fascinerede dig sådan ved det? Det var den nye teknologi. Det er jo spændende, når verden forandrer sig. Når papir ikke mere er papir. Nu har vi næsten heller ikke brug for penge mere. Du har bare dit lille smalle kort, og så hører du lidt fra banken i ny og næ. Jeg er ikke nørd på den måde. Men jeg kunne godt lide det der, så jeg fik chancen. Og jeg blev faktisk en meget habil PL/1-programmør, jeg fik kolleger og jeg var den eneste pige i mange år. Senere fik jeg chancen for at uddanne mig til systemprogrammør. Dengang fyldte en IBM-maskine vel hele det her rum med en fjerdel af den kraft min pc har, siger Lillian med henvisning til det store mødelokale i Segment 3, som vi sidder og snakker sammen i. Eneste kvinde i Datatjenesten Hvis du var 16 år nu, ville du så søge ind på ITU? Det ved jeg faktisk ikke. I dag er viften jo bredere på mange, mange andre områder. I virkeligheden er jeg 5

6 meget udadvendt, og i Datatjenesten sad vi jo inde i vores egen lille osteklokke og nogle af de der systemchefer, de var ret blærede dengang, synes jeg, siger Lillian Gjelfort. Hvordan var det at arbejde i Datatjenesten? Det var et trygt sted, og jeg synes, der var plads til alle. Der er altid nogen, der begår et eller andet i et livsforløb. Det var der plads til. Og jeg var jo glad. Man fik forskelligt ansvar. Først var jeg applikationsprogrammør, så blev jeg systemprogrammør, og derefter fik jeg ansvaret, da vi skulle til at have mail. Jeg synes egentlig, at det gik rigtig, rigtig flot. Du var den eneste kvinde i afdelingen, mens kvindefrigørelsen stod på. Hvordan behandlede dine mandlige kolleger dig? Fint. Vi var jo lidt isolerede, men jeg har aldrig følt mig chikaneret, mindre værd eller noget. Og jeg har kæmpet for, at de skulle slippe skillingerne til mig lige så vel som til drengene. Det har været min egen kamp. Jeg havde kontakt med mine gamle pige-kolleger, men de havde ikke lyst til at kæmpe min kamp eller gå i mine fodspor. Det interesserede ikke dem. Det var en enegang, og da de først havde taget mig, så gjorde de ingen forskel, Ivan og Lauge. Var der sket en forandring med produktionsvirksomheden DR fra du forlod Radiohuset og til du kom til TV-Byen? TV-Byen var noget helt, helt andet! Jeg synes, at TV-Byen i 70 erne og 80 erne blev et meget levende sted. Der var studierne og der var de store produktioner til jul. Vi spiste alle sammen i samme kantine. Det vrimlede med kunstnere. Det var meget farverigt. Alle mulige mennesker mødte hinanden i elevatorer og på gange. Kan du ikke selv huske det? Det var jo fantastisk. Jeg kan huske der midt om sommeren, når man begyndte på de store juleproduktioner til 2. juledag, hvor vi skulle sidde klistret fast til De tre små piger, Pinafort eller Farinelli. Det har betydet meget for mig, at jeg har kunnet møde alle de dygtige mennesker og kunstnere i DR - det har været fedt. To splinternye mediehuse Er der nogen begivenheder du særligt husker? Jeg har oplevet det vildt fantastisk at flytte ind i to spritnye mediehuse. Da jeg flyttede ind i TV-Byen var den heller ikke færdig. Jeg er faldet på gulvene, fordi det frøs til is ude i gangene. På trapperne stod der varmekanoner. Der var i øvrigt heller ikke noget gelænder og elevator- 6

7 erne var ikke i sving. Jeg har været her i DR Byen siden februar 2006, fordi de fleste står servere her. Så det var også en meget stor begivenhed for mig at blive inviteret i Koncerthuset, dagen før den blev åbnet. Jeg må sige, at man kan se, at det er storslået, siger Lillian Gjelfort. De første edb-systemer kørte alle sammen på en central maskine - en såkaldt host, så det var den, Lillian arbejdede med de første år. Man kan sige, at et af de store skift for mig, det var at gå fra det, der hed host og over i det decentrale miljø. Det var et tilfælde, at jeg kom derover. Mit liv i DR kunne have set helt anderledes ud, for hosten er jo afskaffet for flere år siden, og inden da blev den outsourcet. Årsagen til at jeg stadigvæk er med i alt det her, er det mailsystem, som befandt sig på hosten. Nu skulle vi også til at skrive mail i det decentrale miljø, så jeg fik faktisk til opgave at finde en gateway, så de to verdener kunne hænge sammen. Den fandt jeg så hos et firma i England. Da den blev installeret og den nye mailverden kom til DR, så blev jeg bare der. Statsradiofonien var noget unikt Du brød dig jo slet ikke om København, men du tog alligevel aldrig tilbage til Jylland? Nej, jeg forelskede mig i en mand, og jeg forelskede mig i hans familie. I min familie er alle blevet skilt. Jeg var ret ung, da jeg traf Elo. Jeg var vel kun 18 år, da han begyndte at tale om, at vi skulle giftes. Jeg sagde, at jeg syntes, jeg var lidt ung. Han blev bare ved med at spørge, og det var jo meget dejligt. Til sidst sagde jeg: Det siger jeg dig, hvis du bliver gift med mig, så kan du aldrig bliver skilt. Så sagde han: Jeg tager sgu chancen! Det jeg brænder mest for er min familie og venskaber. Det er noget, der skal plejes, og så er du nødt til at være nærværende i livet. Vi har et sommerhus i Vejby... hvor vi i disse år opholder os, fordi min mand ikke rigtig kan noget... det har været samlingsstedet og hobbyen. Kom du til at holde af København? Ja, og virkeligheden tror jeg, at de fleste tror, at jeg er københavner. Det er nok den frækhed jeg har tillagt mig for at klare mig. Jeg er tit i Jylland, og jeg elsker Jylland. Men at bo der? Aldrig. Hvordan var DR som brand dengang du blev ansat - var man lidt stolt over det? Ja, det var jeg. Det var jo noget. Forsikringsselskaber og alle mulige andre firmaer var der masser af. Men Statsra- 7

8 diofonien var unik, selv om det også var lidt støvet. Der var noget København-Kalundborg over det. Og familien syntes, det var flot. Men dengang havde ingen tænkt på, at jeg skulle arbejde. Jeg skulle nok giftes og have børn, og så skulle jeg vel ikke arbejde der mere. Men sådan blev det ikke. Jeg har arbejdet i alle årene bortset fra de tre måneder, hvor jeg var det man kaldte uden for nummer i 1967, fordi jeg havde taget noget ekstra barsel, forklarer Lillian Gjelfort - den selvbetalte barselsorlov er også grunden til at hendes officielle jubilæumsdag først ligger i juni. I virkeligheden er jeg stadig stolt af at være DR-medarbejder, og af at DR har kunnet bruge mig. Jeg er sørgmodig over det her byggeri, som jeg synes, er flot og som nu tager form helt ned til metroen. Men jeg synes, at regeringen og Folketinget skulle have ydet os hjælp. Den kirkegård, der ligger i det her, den gør mig ondt, fordi den handler om menneskeskæbner. Der er jo masser af disse mennesker, der blev fyret, som har givet deres liv til DR, ligesom jeg selv har gjort. Jeg er stadig glad for at være DR-medarbejder. Men en dag slutter det.... Fjæsbog: Røver eller redskab? DRåben opfordrede læser, der bruger Facebook aktivt i deres arbejde, til at fortælle om det og inspirere andre. Må - må ikke? Må ikke, siger de i Danske Bank. Må ikke, siger de på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Må godt - men kun, hvis det har noget at gøre med dit arbejde, siger de i Danish Crown. Må gerne - siger de hos Hewlet Packard. Må HVAFFORNOGET? Svaret er: Gå på Facebook i arbejdstiden. Klikke sig ind, godkende et par venneanmodninger, lige justere sin profil, tjekke ud hvad vennerne laver netop nu - og måske snuppe en lille chat. Hovsa, nu gik der sør me lige en halv time... Facebook er både en landeplage og en tidsrøver. Det har en række virksomheder taget konsekvensen af: De har slet og ret lukket adgangen til tidens foretrukne elektroniske forsamlingshus ned på firmaets computere. Vil de ansatte uploade feriebilleder eller læse nyt fra naboens jordomrejse, må de gøre det i deres fritid, er holdningen i så forskellige firmaer som Danske Bank, Sydvestjysk Sygehus, VUC Vestsjælland, tag-producenten DAMPA og kran- og liftudlejningsfirmaet BMS A/S. 8

9 Andre virksomheder som computerfirmaet Hewlet Packard går den stik modsatte vej: De opfordrer deres medarbejdere til at bruge Facebook aktivt - også i arbejdstiden - til at skabe netværk og få markedsføringen ud på steder, hvor den ikke er kommet før. I DR må vi godt Sådan bruger vi Facebook Men hvad med os i DR? Må vi - eller må vi egentlig ikke, selv om vi gør det alligevel? Vi må godt, siger personalechef Marianne Mygind i HR: I DR har vi ikke nogen problemer med, at folk går på Facebook fra deres arbejdscomputere. Nogle bruger Facebook som researchredskab når de laver programmer. Andre bruger det mere socialt, men generelt har vi tillid til, at folk er ansvarlige og passer deres arbejde. Desuden er der jo mange i DR, der er selvtilrettelæggende, så de er frit stillet i forhold til, hvornår de vil arbejde og hvornår de vil lave andre ting, siger Marianne Mygind. Teknologisikkerhedschef Carsten Stenstrøm opfordrer DRs medarbejdere til at tænke sig om, når de bruger Facebook på deres arbejdscomputer: Pas på, hvem du inviterer som ven på Facebook. Lad være at lægge ting ud, som du senere vil fortryde. Der har været en del virus og trojanske heste. Vores virus-forsvar klarer dem som regel, men der vil aldrig være 100 procents garanti, siger Carsten Stenstrøm, der også gør opmærksom på et andet aspekt: Der er sket et paradigmeskift, hvor folk vil profilere sig på Facebook, men som ansat i DR skal man skal tænke på, at vi alle sammen er ambassadører for vores arbejdsplads, og vi skal derfor tænke over, hvad vi skriver om DR på Facebook, siger teknologisikkerhedschefen. Så et kig på Facebook i arbejdstiden i DR er ikke noget problem. DRåben bad DRs medarbejdere fortælle om, hvordan de bruger Facebook i deres arbejde - her er i uddrag nogle af de bidrag, vi modtog: Facebook er endnu et elektronisk redskab til at komme i kontakt med kilder på for journalister. Specielt de yngre kilder. Jeg brugte Facebook i forbindelse med en nyhedshistorie og fik alle kilder hjem gennem Facebook. Det gik super-hurtigt. Det er et medie, hvor de fleste brugere reagerer ret hurtigt. Vicki Therkildsen Jeg bruger FB professionelt, til at skaffe publikum til programmer jeg laver og også til at gøre reklame for ud- 9

10 sendelserne. Jeg kan også tilslutte mig at FB er en meget hurtig genvej til at komme i kontakt med een man ikke lige har adressen på. Martin Fogh Rostbøll Som regissør for DR symfoniorkester er jeg venner med mange musikere. Deres kontaktoplysninger på Facebook er altid opdaterede og jeg kan også indimellem se om de er til at få fat på eller på studietur eller ferie. Et godt redskab. Benedicte Boesen Balslev DR Idræt har oprettet en gruppe på facebook. På den måde kan vi nemt formidle vores sportslige event og aktiviteter uden at sende for mange mails til medlemmerne. Her er det muligt for alle klubberne at fortælle om deres aktiviteter. God måde at formidle på til dem der er interesseret. Susanne Raage Gwinner Jeg er daglig og solid bruger af FB. Jeg opfatter det som et medium, der - på godt og ondt - er en del af tidsånden. Ligesom tidsånden blander den arbejdssfære og privatsfære. I dag hilsner fra kolleger i DR, fagkolleger, DR-brugere, familie, børn, ånder og åndede fra fortiden. I morgen en hilsen fra RAF (Radioklassikerens fans - knap 300 medlemmer) eller Menneskers og Mediers lyttergruppe (mere end 1000 medlemmer). Begge dele med indlæg om det næste program, kommentarer etc. Det sure med det søde. Det private med det professionelle. Det ville være absurd at forbyde brugen af Facebook i arbejdstiden. Ikke mindst i en virksomhed, der på nogle af vore platforme har svært ved at nå netop de grupper, som er kernebrugere på FB. Jesper Grunwald Og endelig fra Ernst Poulsen: Her er en oversigt over de program-sider fra DR, jeg har kunnet finde efter en meget hurtig søgning. Et godt eksempel på brug af Facebook, er Mennesker og Medier, der i sidste uge bad om ideer til interview-muligheder i det østlige USA, og omgående fik 50 svar. DR (1.194 fans) Danmarks Radio (764 medlemmer) De Sorte spejdere ( fans) DR P3 (4.309 fans) Harddisken (1908 medlemmer) Mennesker og Mediers lyttergruppe (1004 medlemmer) Spørgehjørnet på P1 (887 medlemmer) 10

11 Radioavisen (295 medlemmer) Der er dømt go satire når hele Danmarks Radio går i SELVSVING (67 medlemmer) Bamse og Kylling ( fans) Aftenshowet (824 fans) Dansk Melodi Grand Prix (678 fans) DR2 Dokumania (2.238 medlemmer) So Ein Ding (577 medlemmer) Hammerslag (67 medlemmer) Vi elsker Kulturguiden på DR2 (78 medlemmer) TV-Avisen (224 medlemmer) 21 søndag (125 fans) DR Update (152 medlemmer) Kontant (354 fans) Deadline (37 fans) Casper og Mandrilaftalen ( fans) Rejseholdet (5666 fans) Matador (7.980 fans) Wulffs magasin (628 fans) Normalerweize (4224 fans) Den 11. time (1463 fans) Bonanza (109 Fans) Glem ikke Christiansborg-redaktionens gruppe, skrev Jens Ringberg om magasinprogrammet - Politisk Debat på P1 : Den har kun få uger på bagen, men vi er meget glade for den. 696 har meldt sig ind, foreløbig. I øvrigt er Facebook blevet et godt arbejdsredskab i den politiske journalistik, da masser af MFere løbende fortæller deres FB-venner, hvad de går og laver. bnc+eva Løbe - sku det nu være sundt? Man bliver jo øm overalt og får skader... En ting er, at Københavns Radios medarbejdere bruger morgenstunden til at propagandere for den løbetræning, som stationen arrangerer for lytterne i samarbejde med lokale løbeklubber i Københavnsområdet. Og man kan snart heller ikke åbne for tv, uden at man skal instrueres i alle mulige former for pulsure og løbesko. Men nu mener DRI, at også DRs øvrige medarbejdere skal ud at løbetræne efter arbejdstid. De starter træningen torsdag den 23. april kl og vil så bruge perioden frem til sommerferien til at øge konditallet for kolleger i alle former for form - fra sneglefart til sprint. For ifølge Vinnie Holst, der bliver træner for de mindst erfarne løbere, så kan alle være med... 11

12 , Kan det nu også passe? DRåben spurgte hende: Hvorfor skal DRs medarbejdere ud at løbe? Det skal de, fordi det er vanvittig sundt at bruge kroppen og motionere i det hele taget. Vi læser jo gang på gang i aviser og ser i tv, at folk bliver tykkere og tykkere, så vi vil gerne opfordre folk til at bruge deres krop. Og det gør vi ved at lave et specielt løbeprogram for dem, der er helt nybegyndere. Men er det ikke sådan en omgang tungen ud af halsen? Det kan du godt sige, men nu løber jeg selv meget, og jeg kan mærke, hvor meget jeg får ud af det. Man får det rigtig godt af at løbe. Man får brugt sin krop på en god måde og får stresset af. Hvis man har haft en stresset arbejdsdag, hvor det har været stresset, så får man tænkt tingene rigtig godt igennem, og det skal andre også have lov at opleve. Hvad skal man kunne for at deltage i det her motionsprogram? Du skal sådan set bare stille op i nogle gode løbesko og noget løbetøj, så klarer vi resten. Og hvordan sikrer I så, at folk kommer i det rigtige udstyr? Vi skriver til deltagerne, at det allervigtigste er løbeskoene, og vi råder til at man går ned i en sportsbutik og prøveløber på løbebånd, for at den medarbejder der er i sportsbutikken kan se, hvilken løbestil skoene skal passe til. Det er ret vigtigt, at man får de rigtige løbesko, så vi ikke får nogen skader. Og så får folk ømme ben og skuldre og nakke og ondt alle mulige steder? Hvordan kan det være med til at forbedre forholdene i DR? Ja, man bliver øm Jamen, det er bare ærgerligt. Det får man. I starten bliver man meget øm alle steder, men det er en del af det, og så må man bare sige frisk igen, videre ud at løbe næste gang der er løbedag. For det bliver kun bedre. Nu har I løbetræning en gang om ugen. Hvis man nu vil deltage og stille op til DHL, som er målet til sidst i jeres sæson, skal man så ud at løbe hver eneste sommeraften? Nej, det skal man ikke. Man skal passe på ikke at løbe hver aften. Man skal som hovedregel kun løbe hver anden dag, siger de kloge, fordi kroppen skal restituere sig. Så det program vi lægger ud med, det er, at vi starter én dag om ugen. Så forventer vi, at løberne - hvis de er 12

13 med på den selvfølgelig - løber enten lørdag eller søndag og enten mandag eller tirsdag. Så man faktisk kommer op på tre gange om ugen. Men vi starter faktisk med at gå rask gang, løbe i måske to-tre minutter, gå igen og så løbe i to-tre minutter. Så vi starter meget forsigtigt op. Hvor mange kan være med til løbetræningen? Lige så mange, der har lyst til at deltage. Vi håber, at der kommer rigtig, rigtig mange. Vi laver også ruter for de lidt øvede, altså fem kilomenter og vi laver ruter med 8-10 kilometer. Vi prøver at se, hvor mange der er interesserede i det her. Hvordan sikrer I, at folk ikke får skader, så de ikke kan komme på arbejde dagen efter? Ja, det er igen det med de der løbesko, der er det allerallervigtigste og så må vi jo tage den derfra. Hvis folk kommer humpende så må vi jo sige at de godt kan tage hjem igen og sætte foden op. Er løberiet noget, I har aftalt med DRs ledelse, at det er sundt for medarbejderne at komme ud og løbe? Det har vi ikke decideret aftalt, men jeg tror, at de er med på ideen, for de stiller jo også op til DHL. Og de kan se, hvor vigtigt det er, at man bruger sin krop og får mere energi. Det må de da være indstillet på også. Det er jeg helt sikker på og ikke tvivl om, at de synes er en god ide. Nu var der rigtig mange med til DHL sidste år. Er der overhovedet plads til flere? Ja, vi har allerede købt til mange flere, så vi forventer virkelig at der kommer flere denne her gang. Og der er også plads til endnu flere. Faktisk har jeg købt 400 startnumre her for nogle dage siden, men David Hellemann vil jo gerne have, at vi kommer op på 500. Og det vil vi jo gerne, så vi vil gerne opfordre alle til at møde op. Men de skal løbetræne først. Ugens debat Jubilæer Påskeugen blev stort set debatløs. Et enkelte indlæg roste kantinens nye ordning for den lille sult, mens en journalist efterlyste en egentlig radio-nyhedskanal fra DR. Men det er der ikke råd til, lød svaret fra ledelsen. kit Maskintekniker Henrik Larsen, DR TES Ejendomme Distrikter, kan fejre 25 års jubilæum 1. maj. Driftschef Niels Henning Juul skriver i den anledning: Henrik er udlært i det dengang berømte Århus-firma Bruun & Sørensen. Her fik han den store interesse og 13

14 nysgerrighed for alt indenfor teknologi, hvilket der var god brug for som maskintekniker hos DR i Århus, i den afdeling, der dengang hed Maskintjenesten Henrik er til motion, cykling og træning, det var derfor helt naturligt, at han var en af de meget ivrige og iderige instruktører i forbindelse med etableringen af medarbejdernes motion center i Århus. Her i de senere år er det også blevet til flere rejser ud i den store verden, bl.a. Brasilien og Grønland. Det er kendetegnende for Henrik, at alle opgaver skal udføres helt og fuldt - og det er lige meget, om det er i dagligdagen eller i rådighedsvagten. Det er helt sikkert, at opgaverne bliver løst på bedste måde og med stor loyalitet over for DR. Rigtig hjertelig tillykke! Fuldmægtig Inge Merete Odoom, DR ØC Perspektiv, kan den 15. april fejre sit 50 års jubilæum i DR. Karina Qvistgaard, økonomileder for DR ØC Perspektiv, skriver: 15. april 1959 satte Inge sine knapt 17-årige ben for første gang i Statsradiofonien (som vi hed den gang), og det var som kontorassistent-aspirant i aktualitets- og oplysningsafdelingen. Dengang skrev man ikke 14

15 lange ansøgninger efterfulgt med et langt og uddybende cv, nej, det var en kort og meget præcis ansøgning på syv linjer, hvor man fortalte, at man var interesseret i stillingen. Inge har i alle årene haft en særlig kærlighed til radiomediet, og især kulturstoffet har næsten været hendes på de steder, Inge har arbejdet. Det var først i forbindelse med den store omstrukturering i 2002, hvor radio og tv blev lagt sammen i et direktørområde, at hun begyndte at arbejde med tv, men indenfor hendes store kærlighed - kulturstoffet. I dag - efter endnu en stor omstrukturering - arbejder Inge stadig med kulturstof. Hun kender nemlig alt og alle, de fleste af vores udsendelser og har en utrolig dyrebar viden om kultur og DR. Man skal ikke have talt længe med Inge, før end man opdager, at hun udover sin faglige viden er en fantastisk historiefortæller, og vi er mange, som har nydt godt af hendes fantastiske evne til at kunne fortælle om det DR, som var en gang - alle festerne, de farverige medarbejdere og hendes indlevede historier bringer én tilbage i tiden. Inge har også en stor kærlighed til Ghana, hvor hendes mand kommer fra, og hvor hun bl.a. har været på studietur for at besøge deres radiostation. Til daglig bor Inge i Hillerød i stort hus og ligeså stor have, hvor det er hende, som ordner alt. Lige fra indkøb, madlavning og rengøring til at slå græsset og klippe hækken. Og den viljestyrke har vi i DR mødt og nydt godt af gennem alle årene, ikke mindst nu hvor Inge stadig lærer nye ting og nye systemer at kende. Det er ikke så ofte mere, at mennesker fejrer 50 år med den samme arbejdsplads, og en loyalitet som Inges skal vi råbe et stort hurra for. Vi ønsker dig hjerteligt tillykke med dagen, og vi håber du vil nyde den i fulde drag. barn. Det skinner tydeligt igennem, når man ser tilbage Mindeord Ekspeditionssekretær og bibliotekar Johnny Grønbech i DR Arkiv & Research døde pludseligt under en hjerteoperation tirsdag d. 6. april. Han blev 62 år. Områdechef Per Gad Hansen, rettigheds-chef Jette Rist Bork og Line Friedrichsen, chef for DR Arkiv & Research, skriver: Johnny var ikke nogen frembrusende person. Når det med stor ret kan siges, at han formåede at sætte sig spor, skal det alligevel forstås helt konkret - og langt ud over klicheens rammer. Johnnys bibliotekariske indsats 15

16 var nemlig karakteriseret ved et særdeles omfattende og meget vedholdende registreringsarbejde. Først og fremmest var han den centrale kraft i opbygningen af Avismikroteket - DRs helt egen registrant af danske og centrale udenlandske dagsbladsartikler. Registranten foregreb mulighederne i de elektroniske avisdatabaser, som kom til senere, og bruges den dag i dag som en unik indgang til artikler fra 1970 erne og 1980 erne. I de senere år var det arbejdet med at registrere TV Avis-indslag, Johnny helligede sig, og han nåede at yde et stort bidrag til, at en lang række ældre TV Avis-indslag fra de vigtige monopolår i midten af 1980 erne nu er søgbare for eftertiden. I det sidste års tid frem til sin død kastede Johnny sig over at registrere det materiale, som DR får fra de udenlandske nyhedsbureauer. Og med samme store interesse for indholdet, som han altid havde for netop det politiske stof, så berigede han også dette materiale med noget særligt. Ved siden af registreringsopgaverne løste Johnny researchopgaver. Ganske typisk for ham var det netop i rollen som specialist - primært i udenlandske, politiske forhold - at han bedst kom til sin ret. Efterhånden fik Johnny sin egen, faste kundekreds - primært af programmedarbejdere fra udlandsredaktionen - der netop opsøgte ham, hvis informationsbehovet gik i den retning. Og de gik sjældent forgæves, for lige så vel som han gerne lod opgaver uden for sin interessesfære passere til andre kolleger, foldede han sig oftest ud som passioneret researcher, hvis opgaven passede til hans spidskompetencer. Også på det personlige plan var Johnny sin helt egen. Altid social og med til sammenkomster og fester, men lige så gerne med fra sidelinjen i det daglige arbejde. I de senere år havde Johnny en hjemmearbejdsplads, så 16

17 dagligdagen kunne planlægges uforstyrret, og cerutterne ikke skulle forvises til DR Byens rygergård. Johnny var helt sin egen og langt fra nogen gennemsnitsvare. Hans enorme registreringsindsats vil generationer nyde godt af fremover. Vi andre vil desuden savne hans helt særlige stil og bidrag som kollega. Og huske på et af hans talenter, der særligt tjener til efterfølgelse: at bringe sin viden til anvendelse, og formidle information systematisk og vedholdende - helt uden at sætte sin egen person i centrum herfor. Johnny havde humor og lune. Han var varm og havde stor omtanke for sine nærmeste, børn og børnebørn, som han omtalte med kærlighed og ømhed. Johnny var engageret lokalt og havde et netværk af meget gode venner og naboer, der var afgørende vigtige for ham. Johnny var samfundsmæssigt og politisk interesseret, ligesom han havde 1000 ting at gøre, når nu pensionen nærmede sig. Det er vemodigt og sørgeligt at Johnny ikke blev gammel. Æret være Johnnys minde. Dødsfald Ledige stillinger Forhenværende tv-fotograf i studieområdet og TV-avisen, Bjarne Sørensen, er afgået ved døden i Thailand 12. marts, 76 år. Hjælp os med at holde styr på økonomien i DR butikken Kontakt og opslagsoplysninger salgschef Carsten Lassen på cala@dr.dk eller mobil Se opslag på htm Redaktion DR Byen, Emil Holms Kanal 20, 0999 København C. draaben@dr.dk Redaktion: Ansvarshavende redaktør Bent Ketil Christensen , bnc@dr.dk Journalist Eva Birgitte Jensen , eje@dr.dk Journalist Kirsten Stubbe-Teglbjærg , kit@dr.dk Journalist Jørgen Poulsen , jpu@dr.dk Citater fra tekster tilladt med kildeangivelse 17