SØNDERJYDEN I AMERIKA

Transkript

1 Mette Marie Lund Jensen 2.k Vesthimmerlands Gymnasium og HF Lærer: Morten Severin HISTORIEOPGAVEN 2.G MIN HISTORIE FAMILIE, STEDER, KULTUR SØNDERJYDEN I AMERIKA

2 ARBEJDSBESKRIVELSE For at skrive denne opgave, har mange forskellige midler været taget i brug. Idéen til emnet fik jeg næste med det samme, da jeg hørte at det overordnede tema var Min historie familie, steder, kultur. For blot nogle få år siden fandt vi ud af, at vi havde en glemt familiegren i Amerika, og siden da er kontakten skærpet, mine bedsteforældre besøgte familien derovre i Min mormor har opbevaret alle dokumenter, som var i kufferten, som blev beskrevet i indledningen, og jeg fik lov til at låne dem alle i tiden, hvor jeg skrev min opgave. Derfor har jeg haft mulighed for at have de gamle dokumenter og breve i hænderne og kunnet undersøge ting nærmere. Det har indimellem været vanskeligt, at læse de gamle breve, og nogle sider er gået tabt i løbet af de mange år, men alt i alt, er der mange værdifulde historiske skatte gemt i den gamle kuffert. Jeg har skaffet adskillige bøger fra biblioteker rundt omkring med henblik på at få den generelle historiske situation dækket samtidig det har været meget interessant at koble min families historier med disse bøger. Min lærer godkendte emnet, da jeg nævnte det for ham, men udover det har jeg ikke modtaget hjælp fra ham. Jeg har derimod henvendt mig til min mor eller mormor, som har undersøgt emnet før, da de fandt frem til vores glemte slægtninge. De har også hjulpet til at holde styr på de mange navne, som indimellem kan forvirre, når flere folk hedder det samme f.eks. Indimellem har jeg fundet ud af nye ting gennem mit arbejde med opgaven, og min mormor blev særdeles velfornøjet, da hun læste min opgave, det samme blev heldigvis min historielærer også. Han skrev følgende til opgaven: En fremragende opgave. Så spændende at læse, at man næsten kræver en hel roman om Ole og hans liv. Flot kobling mellem generelle udviklingstendenser og din families historie. Jeg kan nok finde små skønhedsfejl, men det orker jeg ikke. For det ændrer intet ved helhedsindtrykket. Se så at sende den opgave ind til historiekonkurrencen Las os tale nærmere om proceduren. Fornemt! 12 Morten Jeg håber altså at I også fandt opgaven interessant og spændende at læse. Venlig hilsen Mette Marie Lund Jensen

3 INDHOLD 1 INDLEDNING SIDE 1 2 HVAD BEVÆGEDE OLE JOHANNES OLESEN TIL AT REJSE TIL AMERIKA? SIDE HISTORISK OVERBLIK SØNDERJYLLAND EFTER 1864 SIDE HVAD KAN HAVE PÅVIRKET OLE TIL AT REJSE? SIDE 3 3 HVORDAN VAR EMIGRANTERNES FORHOLD PÅ REJSEN? SIDE 4 4 HVORDAN VAR LIVET PÅ PRÆRIEN I AMERIKA? SIDE OLES FØRSTE ÅR I DET NYE LAND SIDE FAMILIEFAR PÅ PRÆRIEN SIDE LEVEVILKÅRENE PÅ PRÆRIEN SIDE 7 5 KONKLUSION SIDE 8 6 LITTERATURLISTE SIDE 9

4 1 INDLEDNING Der var engang en lille pige, som var på besøg hos sin bedstemor ude på mosen. Hun kravlede rundt oppe på halmloftet, og under nogle af negene fandt hun en lille trækuffert. Hun prøvede, om hun kunne lukke den op, men der manglede en nøgle. Hun bragte kufferten med ind til sin bedstemor, som jublede hun vidste nemlig, hvad kufferten indeholdt, og den havde været væk i mange år. Da bedstemoren døde, flyttede bedstefaren hjem til sin datter, pigens mor. Han medbragte kufferten, stadig uåbnet. Den blev stående hos pigens mor i mange år, indtil hun også døde. Pigens far gav kufferten til pigen, som nu var en kvinde, og hendes mand fik lirket låsen op med en hårnål. Nu blev det endelig afsløret, hvad den lille trækuffert indeholdt. Kufferten var fyldt med gamle attester og dokumenter, breve og papirer. Der var f.eks. breve fra bedstemorens brødre, som var rejst til Amerika. De havde godt nok fået fortalt, at noget familie engang var udvandret, men her var beviset. Her var et stykke historie, som senere skulle hjælpe dem til at finde ud af så meget mere og måske finde frem til en glemt gren af familien? Pigen i denne lille historie er min mormor. Dokumenterne i kufferten var meget gamle. Det ældste deri var en vaccinationsattest fra 1822 med Frederik VI s mærke. Herudover var der mange breve, de kan stadig fint læses, og ud fra dem og andre dokumenter har det været muligt, at afdække en glemt del af vores familiehistorie. Bedstemoren i historien, min tipoldemor, boede i Sønderjylland nær ved grænsen til Tyskland. Nogle historiske begivenheder, som fandt sted på tidspunktet omkring århundredeskiftet viser, at der har været et stort stykke historie gemt i den lille trækuffert. Den belyser de sønderjyske udvandreres historie på en mere nærværende måde og giver også indblik i den påvirkning udvandringen havde på de, der valgte at blive i Danmark. For at fortælle en del af historien om de sønderjyske udvandrere, vil vi især følge Ole Johannes Olesens historie, det vil sige min tipoldemors brors. Ole bliver født den 20. december i Weibøl, Vedsted sogn og går i Friederichs Schule i Haderslev. Senere, i 1885, flytter familien til Kolding. 2 Vi ved, at han udvandrede til Amerika omkring århundredeskiftet, men hvad bevægede ham til at foretage denne drastiske beslutning? Svaret kan måske findes ved at se på den historiske situation på det tidspunkt i området, hvor han boede Sønderjylland. Det vil også være interessant at undersøge hvordan forholdene var for emigranterne på skibene, og hvordan livet på prærien i Amerika udformede sig. 2 HVAD BEVÆGEDE OLE JOHANNES OLESEN TIL AT REJSE TIL AMERIKA? 2.1 HISTORISK OVERBLIK SØNDERJYLLAND EFTER 1864 Efter krigen i 1864 var Danmark blevet betragteligt formindsket med hensyn til Sønderjylland. Da Tyskerne sammen med Østrig havde erobret Holsten og næsten hele Slesvig, var den eneste måde for Danmark at slutte fred på at gå ind på tyskernes betingelser. En af disse var, at Danmarks grænse til Tyskland skulle flyttes helt op til Kongeåen 3, se billede på bilag 1. 1 Se bilag 9 Oles fødsel og død 2 Westergaards slægtsbog 3 Kousholt, Bjarne Sønderjylland og Slesvig, Dafolo forlag, 1999 s. 28

5 På grund af dette, var mange danskere og dansksindede nu underlagt det tyske rige, og den tyske påvirkning blev stærkere og stærkere. For eksempel skulle de unge danske mænd aftjene tysk værnepligt, og undervisning i skolerne måtte kun foregå på tysk 4. I 1878 blev tysk undervisningssproget i ca. halvdelen af timerne, og ti år senere julemorgen i 1888 blev der offentliggjort nye bestemmelser, nu skulle alle timerne være på tysk og al danskundervisning skulle afskaffes. Kun religionsfaget måtte foregå på dansk, da kirkesproget endnu stort set kun var dansk. 5 Det er også blevet fortalt, at man skulle bære pas, hvis man skulle krydse grænsen, selv hvis man bare arbejdede på den anden side. Nogle danskere følte sig irriterede over denne konstante tyske påvirkning og kontrol. Mange i den danske befolkning, der boede der, valgte derfor selv at undervise deres børn i dansk, og man holdt møder om dansk kultur og historie for at holde den danske ånd i live. Udover disse former for modværge mod det tyske rige, valgte mange i denne tid at forlade egnen og landet. Det kunne ske på flere måder. F.eks. var den eneste mulighed, hvis man ikke ville aftjene værnepligt i den tyske hær, at søge dansk statsborgerret. Så blev det bare forlangt af de værnepligtige, at de skulle forlade landsdelen og ikke vende tilbage. Selvom det var hårde betingelser, valgte langt de fleste denne udvej, da de kun regnede med, at det tyske riges magt var midlertidig i området. De regnede med, at landsdelen snart skulle stemme sig tilbage til Danmark igen. 6 En sønderjyde Hans Kau, der var barn på daværende tidspunkt har fortalt: En ny kundgørelse fra det prøjsiske udenrigsministerium bestemte kort og godt, at alle nordslesvigske værnepligtige, som havde søgt dansk undersåtsforhold skulle udvises uden undtagelse. Og til kundgørelsens praktiske gennemførelse bistod en talrig stab af gendarmer, der ikke forsømte deres pligt. En masseudvandring påfulgte. Alene i Haderslev amt skal der i de første måneder af året 1867 være bleven udvist hen ved tusinde unge mænd For det yngre mandskabs vedkommende var udvisningen mindre følelig, da de for størstedelen var unge og uafhængige mænd, i hvor vel det i og for sig kunne være hårdt nok at måtte forvises [fra] den fædrene arne for prøjsisk troløsheds skyld Men for det ældre mandskabs vedkommende var udvisningen så meget mere følelig, som de fleste af dem var bosatte og gifte og nu måtte overlade hus og hjem, hustru og børn til sig selv. 7 Disse mænd kom altså i en umulig situation, hvor deres de måtte forlade den gård, de kom fra og ejede. De fleste, der havde deres egen gård tilbage i det tyske område, valgte at bosætte sig i Danmark, men snige sig tilbage til deres gårde i nattens mulm og mørke. Selvom gendarmerne kæmpede en hård kamp for at holde de udviste uden for landet, lykkedes det langt fra altid at holde dem væk. Men disse grænseluskere satte altså deres liv på spil blot fordi de blev nødt til at passe deres gård, som de var blevet jaget væk fra. Andre forlod landet til fordel for et liv meget længere væk, mere end danskere valgte at forlade Slesvig og udvandre til USA. 8 Mange af disse valgte at forlade landet fordi de ikke kunne tolerere at leve under tysk styre eller være tyske værnepligtige. En indflydelsesrig bonde, J.N.H. Skrumsager fra Københoved fortæller også: Det er oprørende for mine følelser, at jeg den ene dag skal tjene vore fjender, som jeg den næste dag skal bekæmpe. Jeg kan ikke tænke derpå. Det er oprørende for mig at mine børn skal opdrages på tysk af preusserne. Hellere vil jeg sende dem ud af landet. 9 Det var altså svære tider for danskerne i Sønderjylland på dette tidspunkt. Det indebar mange problemer, både hvis man valgte at være tysk, men også hvis man ville leve som dansker. Men var dette grunden til at Ole Johannes Olesen rejste? Dette vil blive undersøgt i næste afsnit. 4 Ibid. s Ingvorsen, Leif Det lyder som et eventyr, Bogan s forlag 1995 s Ibid. s Ibid. s Op. Cit. Kousholt s Op. Cit. Ingvorsen s. 37

6 2.2 HVAD KAN HAVE PÅVIRKET OLE TIL AT REJSE? At ville forlade landet for at slippe for den tyske magt, kan sandsynligvis ikke have været Ole Johannes Olesens grund til at rejse, da han i 1897 fik tysk statsborgerskab, og han var fra 1898 til 1900 i den tyske hær. En avisartikel i bladet The Faulk County Newspaper fra 1962 eller 1963 fortæller også, at Ole ved flere lejligheder har set Kejser Wilhelm, eller Kaiser Bill, som de kalder ham i artiklen. På det tidspunkt, hvor artiklen blev skrevet, har han været en af, hvis ikke den, sidste i USA overlevende fra den Østpreussiske hær. Da den tyske magt altså ikke kan have været grunden til at Ole rejste, kan årsagen, til at han rejste, have været, at det var svært at få arbejde efter at være kommet hjem fra den tyske hær. Det var ikke velset i lokalsamfundet at kæmpe for tyskerne som før nævnt, og de hjemvendte soldater fik ofte voldsomme reaktioner at føle, f.eks. fortæller en Hans Peter Hansen i sine erindringer, at en ung mand, der kom hjem på orlov i preussisk husaruniform endda måtte opleve, at børnene spyttede efter ham. 10 Om dette var en af årsagerne til at Ole Johannes Olesen rejste, er slet ikke sikkert, men det kunne meget vel have medvirket til hans beslutning. Noget, der kan have lettet beslutningen om at rejse noget var faktummet, at to af Oles onkler allerede var i Amerika, og disse betalte foreløbig både Oles og hans broder Laurits rejse. Et af brevene fra trækufferten er fra Oles ene onkel Jesse til sine forældre. Han skriver blandt andet: Jeg tror næsten ikke, at I kunne kende mig nu. I de 6 år vi har været her, har vi tjent mere, som vi kan hjemme i hele vor levetid, og endda har vi dårlige tider her i Amerika. 11 Onklerne fortalte altså, at de havde forbedret deres økonomiske situation væsentligt efter at være rejst til Amerika, og dette kan også have været en af drømmene for Ole Johannes Olesen. Så nemt gik det dog ikke for ham, men derom følger senere. Meget tyder på, at de to brødre Ole Johannes og Laurits rejste derover sammen, for senere at skilles til forskellige dele af kontinentet. Det er altså ikke helt sikkert, hvorfor Ole Johannes Olesen rejste, men der er flere faktorer der har spillet ind, bl.a. at han nok ikke var populær i lokalsamfundet som tysk militærveteran, og at der blev lovet guld og grønne skove i Amerika. Men var det nemt at foretage denne totale ændring i sit liv? Først vil vi se lidt på de generelle forhold for emigranternes rejse. 3 HVORDAN VAR EMIGRANTERNES FORHOLD PÅ REJSEN? Skibsfarten over Atlanten var ikke ufarlig. Ole Johannes Olesens onkel Jesse Vestergaard var som før nævnt rejst til Amerika. Det foregik med skibet Thingvalla i 1890 (se bilag 3). Denne linje fragtede i løbet af 56 år fra 1850 erne skandinaviske og østeuropæiske udvandrere over Atlanten. Rejsen var ikke fri for farer. Ifølge Post og Telemuseets Museumsposten nr. 3, 2001 var Thingvalla linjen desværre præget af en række skibskatastrofer. I 1883 var de to skibe Thingvalla og Geyser stødt sammen midt ude på Atlanten, hvor utroligt det end lyder. Geyser gik hurtigt ned, men Thingvalla holdt sig flydende og ud af 140 ombordværende på Geyser, blev kun 31 reddet over på Thingvalla. Også i 1904 skete en stor ulykke, Skibet Norge gik ned vest for Skotland, og her druknede 627 mennesker og kun 146 blev reddet Ibid. S Se bilag 2 (brev fra Jesse til forældre) 12

7 Disse begivenheder må have stået klare for alle, der valgte at forlade landet til fordel for et liv i Amerika. Det var en risiko at begive sig ud på sådan en rejse. I bogen I am født i Danmark fortælles der: Skibsrejsen var for manges vedkommende ikke nogen rar oplevelse. For det første var billetten meget dyr. I 1880erne kostede en billet ca. 100 kr., som dengang var mange penge, og skibsrejsen foregik ofte under trange forhold, hvor alt for mange mennesker opholdt sig sammen. Det anslås at omkring 5 % af udvandrerne omkom undervejs. Mange skibe forliste, og sygdomme og epidemier hærgede undervejs. Turen varede i 1830 mellem 6 og 8 uger, alt afhængigt af vejret. Udvandrerne medbragte på rejsen tøj, dyner og nogle personlige ejendele, og nogle gange havde de også proviant med til rejsen. For ikke at have mere end ca. 60 kg med solgte folk alt hvad de havde inden afrejsen. Drikkevandet der var til rådighed på skibet var tit udrikkeligt, da det ofte var blevet brugt til at skylle tallerkner af i. Lægetilsyn var der heller ikke meget af, og hvis en person døde, blev liget smidt i havet. Det har altså for mange været en kamp for livet, og en rejse uden luksus. 13 Ufarligt var det altså ikke at rejse til Amerika, og udover det, var der også kummerlige forhold ombord. Men blev det så bedre at komme til den amerikanske prærie? 4 HVORDAN VAR LIVET PÅ PRÆRIEN I AMERIKA? 4.1 OLES FØRSTE ÅR I DET NYE LAND Den 27. juni 1901 ankom Ole og Laurits Olesen til Hawarden i Iowa. Deres to onkler, Nikolai og Jesse Westergaard, som allerede opholdt sig i Amerika, havde betalt for brødrenes rejse over Atlanten, og derfor arbejdede de der et stykke tid for at tilbagebetale billetten. Ifølge Det Danske Udvandrerarkiv udvandrede Oles onkel Nikolai Peter Westergaard i 1883 som 21årig og Jesse Vestergaard i 1890 som 22årig. 14 Stavemåden på navnene varierede en del, alt efter hvem der skrev navnet. I fem år arbejdede Ole som landbrugsmedhjælper sammen med en svensk kammerat. Laurits derimod rejste til Canada, hvor han arbejdede som cowboy og jernbanearbejder. Her døde han i 1937 som 51årig 15. Herudover ved vi kun meget lidt om ham, bortset fra at han skiftede navn fra Laurits Olesen til Louis Peter Westergaard. I et brev fra 1927 fortæller han hvorfor: Angaaende af mig byttet navn fra Laurits Olesen til Louis P. Westergaard saa vil jeg sige Dem at jeg har gjort det med den fulde vidende og ifølge Loven som jeg her maa følge i mit nye Fædreland. Og om De vild hvide Aarsagen saa er det bare det, at om Mand hede Olesen saa tror alle her i Landen at Mand er Svensk saa derfor byttede jeg mit Navn til Westergaard fordi det er et godt Dansk Navn, og ogsaa min kære Bestefaders N.P. Westergaards. 16 Ole Johannes Olesen og Alma Boye Kilde: Efterkommerne i SD USA For at klare deres husholdning satte Ole og hans svenske kammerat en annonce i avisen og enken Alma Boye blev ansat som husholderske. Ifølge nogle familiehistorier, var der noget kamp 13 Waast, Søren, I AM FØDT I DANMARK, Moesgaard 1984, s Se bilag 3 fra Det danske Udvandrerarkiv 15 Se bilag 4 Louis dødsattest fra arkivet i Canada 16 Se bilag 5 Louis brev fra 1927

8 om hvem af de to der skulle giftes med hende, men den 4. november 1908 blev Ole gift med Alma Boye. Alma (født Friis ) kom fra Marstal og var udvandret i 1905 med sine børn over til manden, som allerede var rejst af sted. Jeg har fundet skibspapirerne, hvor Alma og de to børn er registrerede. Der står også, at hendes mand, Hans Chr. Boye ventede på hende. 17 Der er flere udgaver af Alma Boyes historie, men fællestræk ved alle fortællingerne om hende er, at hendes lille datter døde og senere hendes mand af malaria. Tilbage var hun med tre børn, og ved Oles giftermål med Alma blev han altså her også stedfar til tre børn: Otto, Chris og Inger. 4.2 FAMILIEFAR PÅ PRÆRIEN Ifølge oplysninger fra familien og avisartikel 18, forlod familien i 1909 Iowa for at få deres egen farm. De havde hørt at jorden skulle være billig i South Dakota, så de slog sig ned i Seneca, hvor der skulle være masser af jord til salg. 19 De købte her 160 acres land i Canton Township. I årene fra 1909 til 1914 boede familien på en nærliggende farm, som de havde lejet, mens Ole brød jorden, så den kunne blive klar til at dyrkes. Her købte de et træhus, som de fik kørt ud på jorden, fik gravet en brønd og de kunne, med alle de 7 børn, som de efterhånden havde, flytte ind. I april 1919 brændte hjemmet ned til grunden, og herefter levede familien i en græstørvshytte gravet halvt ned i jorden. Pengene fra brandforsikringen brugte de til at udbetale gælden på jorden, så de nu var helt gældfri. Ole havde regnet med, at banken ville låne ham penge til et rigtigt hus, men banken mente at en sodbug (jordhule ofte lavet af tørv) skulle være god nok til dem. I sådan en boede de så i fem år, indtil de kunne købe et nyt hus, som blev kørt ud på grunden. Huset forblev deres hele livet, selv om de i efteråret 1953 flyttede ind til byen Seneca. Jorden er i dag bortforpagtet, men pengene fra jorden er med til at hjælpe børnebørnene i deres seniortilværelse. Ole Johannes Olesen og Alma Boye, født Friis fik i alt sammen 8 børn. 4.3 LEVEVILKÅRENE PÅ PRÆRIEN Mange nybyggere i Amerika måtte vænne sig til helt nye levevilkår i forhold til hvad de var vant til hjemmefra. Når man boede i et tørvehus, havde Ole og Almas sted på prærien, som det ser ud i dag man godt nok tag over hovedet, men ikke meget mere. Uanset hvor fattige nybyggerne havde Kilde: Lise Hansen været før de kom til Amerika, havde de dog boet i rigtige huse derhjemme. Når man flyttede ind i et tørvehus eller en jordhule, betragtede man det bestemt som en midlertidig ordning. Disse jordhuler og tørvehuse var det også nærmest umuligt at holde rene, der var jo blot jord som gulv. Hvis der blev lagt bræddegulv på, hjalp det en del, men indtil der blev råd til det, måtte man vande gulvet jævnligt for at holde støvet væk. I kraftigt regnvejr kunne taget ofte give efter og falde ned oven i huset. Andre historier fortæller om, at slanger og mus og bidende lopper boede i tørvemurene, og at flade gule orm i perioder nærmest kunne vælte ud af væggene. Men hvis man kunne se ud over dette, var tørvehusene kølige om sommeren og lune om vinteren, og dette var meget praktisk, når vejret skiftede til ekstremerne Se bilag 6 Almas skib 18 Se bilag 7 Avisartikel om Ole Johannes Olesen 19 Se bilag 8 Rejsen som de foretog, er vist på kortet 20 Kjer Michaelsen, Karsten, Danskerne på prærien, Odense Universitetsforlag, 1997, side 41 44

9 Andre prøvelser, som denne og mange andre familier kom ud for, var sygdom og død. I vinteren 1919 kun et halvt år efter deres hus var brændt, døde den lille to år gamle datter Margareth af skarlagensfeber. Om tiden, mens Margareth var syg, har familien fortalt, at med Alma og drengene passede bedriften mens Ole isolerede sig ovenpå med sin datter, så de andre ikke blev smittet. Da hun var død, gik Ole over i laden og lavede en kiste til hende. Han satte kisten i laden, så hun kunne dybfryse. Derefter bar de kisten flere kilometer og anbragte den på en bakketop, så folk fra byen Seneca kunne hente og begrave hende uden familien kom med. Oles hus var nemlig idømt karantæne. Flere andre i området døde af samme epidemi, så de blev begravede i en bestemt side af Oakland Kirkegård, men nøjagtigt, hvor graven er, ved de ikke, så familien har fået lavet en lille sten for Margareth og lagt den mellem Alma og Oles gravsten. 21 Familien her følte sig åbenbart helt som Amerikanere rimelig tidligt, alle Ole og Almas drenge var i den Amerikanske hær under 2. Verdenskrig. For eksempel har familien fortalt, at Ole og Almas søn Louis Olesen var den første af drengene, der drog længere mod vest, han slog sin ned i Rapid City. Hele sit liv arbejdede han på cementfabrik, undtagen da han var i hæren. Han var med i 2. Verdenskrig i fire år, først i ørkenkrigen i Afrika, på Sicilien og så i Italien og under krigen havde han fået sin ene arm knust. Noget tyder på, at Ole og Alma har haft planer om at tage tilbage til Danmark. I et brev fra Oles broder Louis fortæller han, at hans broder overvejede, at tage hjem og købe sin afdøde mors ejendom, som søsteren nu boede i. 22 Dette blev dog aldrig til noget, ingen ved hvorfor, måske fordi de knap havde penge til at leve, hvor de var. Livet på prærien var altså ikke helt nemt. Selvom man arbejdede hårdt i mange år, blev man ikke bare sådan den rige onkel i Amerika. Leveforholdene var meget værre end det, de var vant til fra Danmark, og sygdom og død blev hverdag. På trods af alle disse problemer blev familien i Amerika, de havde nok ikke råd til at rejse tilbage, selvom de kunne have lyst. 5 KONKLUSION Ud fra disse historiske kilder i min familie, har det altså været muligt at belyse en del af historien om de danske, og her især sønderjyske, udvandrere, som tog til Amerika. Efter 1864, hvor Sønderjylland (en god del af Slesvig) var blevet tysk, havde de danske indbyggere svære tider. Ole Johannes Olesen valgte at tjene i den tyske hær, og dette kan have været årsagen til at han måtte emigrere fra området, da det bestemt ikke var velset af de andre danskere. Hans to onkler i Amerika havde også allerede tjent godt derovre, og drømmen om paradiset Amerika kan have givet ham ønsket om at rejse dertil. Rejsen har helt sikkert ikke været nem. Forholdene på skibene var elendige, og det blev som før nævnt anslået, at omkring 5 % af emigranterne døde undervejs. Selvom drømmen om Amerika som det gode land stadig lå i hjertet, blev mange skuffede, da de kom derover. Ole Johannes Olesens liv på prærien har ikke været nemt, han nåede aldrig at blive rig i modsætning til sine onkler. Han oplevede det hårde liv på prærien, sygdom og et af sine børns alt for tidlige død helt tæt på, men på trods af disse vanskeligheder blev han alligevel gammel. Ole Johannes Olesen døde i oktober 1963 i South Dakota, men hans børn, børnebørn og oldebørn mindes stadig ham og hans kone Alma, og holder sammen på familien. I 2001 fandt vi oplysninger om Ole, fik kontakt til efterkommerne og i 2004 var min mormor (den lille pige i indledningen) til Olesen reunion i Amerika, hvor hun så efterkommerne af Ole og Alma. Deres datter Anna (født 1912) lever stadig og har kunnet fortælle mange interessante historier om livet som immigrant i Amerika. Fundet af den lille trækuffert resulterede altså i mange ting. Vi fandt frem til at min tipoldemors brødre var udvandret i 1901, og at Ole Johannes Olesen, den ene bror med sikkerhed har efterkommere i USA. Hans familieforhold er blevet 21 Ved en familiesammenkomst i 2004 blev historien fortalt af Anna Olesen til min mormor Lise Hansen. 22 Se bilag 5 Louis brev fra 1927

10 afdækket med tiden, men vi har aldrig fundet ud af meget om den anden broder, Laurits, som senere kom til at hedde Louis Peter Westergaard. Det ville være spændende engang at kunne finde frem til flere oplysninger om ham og hans eventuelle efterkommere. I et brev skriver han på et tidspunkt, at vi skal klare noget, så han har muligvis været gift, vi ved det ikke. Men spændende har det været at undersøge, ikke mindst da vi har fået en helt ny familie på den anden side af Atlanten.

11 6 LITTERATURLISTE Westergaards slægtsbog i privat eje Kousholt, Bjarne Sønderjylland og Slesvig, Dafolo forlag, 1999 Ingvorsen, Leif Det lyder som et eventyr, Bogan s forlag 1995 Waast, Søren, I AM FØDT I DANMARK, Moesgaard 1984 Kjer Michaelsen, Karsten, Danskerne på prærien, Odense Universitetsforlag, BILLEDER Side 5 Ole Johannes Olesen og Alma Boye Kilde: Efterkommerne i SD USA Ole og Almas sted på prærien, som det ser ud i dag Kilde: Lise Hansen BILAG: www2.genealogy.com BCF0/gbsearch/Deaths Breve af Louis Peter Westergaard Artikel fra The Faulk County Newspaper fra 1962 eller Google Maps

12 BILAG 1 Kilde:

13 BILAG 2 Jes brev til forældre: Kopi af originalen og oversættelse. Brevet må være fra før 1899, da Jes mor, som brevet er rettet til, døde på det tidspunkt. Side 3 Jeg tror næsten ikke, at I kunne kende mig nu. I de 6 år vi har været her, har vi tjent mere, som vi kan hjemme i hele vor levetid, og endda har vi dårlige tider her i Amerika. Men vi har arbejdet godt, og passet alting godt, og jeg har en god kone til at holde alting sammen ved huset. Vores børn er alle raske og de ser godt ud. Om nogle få år har vi jo hjælp af dem, og det er meget vær her, da man skal betale en god løn for en karl. Peter Jepsen har faet en god avl i år, han havde jo ikke stort stykke, men til næste år har han mere. Nick fik Eders brev for et par uger siden, jeg har ikke læst det, men han fortalte mig, at det ikke var godt med moder. Kære moder vi vil ønske dig, at du må være rask når I får dette brev, jeg kunne nok lide at se Eder og tale med Eder endnu engang, men det går jo ikke så let. Vi vil nu ønske Eder kjære forældre en glædelig jul og et godt nytår. Jeg vil nu slutte for i aften, med en hjertelig hilsen til Eder kære far og mor fra Eders hengivne søn og svigerdatter og børnebørn

14 Jes Westergaard, Anne Westergaard BILAG 3 Kilde:

15 BILAG 4 Laurits Olesen, som senere blev til Louis Peter Westergaard Kilde: 178BCF0/gbsearch/Deaths

16 BILAG 5 AFSKRIFT AF LOUIS BREV Marguerite Sep Gode Landsmand. Her Landsdommer. Angaaende Deres ærede Brev om min Søster, og om min kære Moders Ejendom, jeg bede Dem om at lade Eindommen gaa som det staar. Jeg havde allerede sendt Dem den første Fuldmagt, underskrevet af mig to Vidner en Notar, og Den Danske Konsul i Vencouver B.C. i favør af min Søster Petrea Nielsen. Men tilsyneladende maa Brevet jo have gaaet tapt og siden fik jeg Brev fra min Broder Ole Olesen, og han skrev til mig, at han vilde ikke give afkald paa Boet, og Eindommen. Men han vilde at Min Søster og Hendes Mand Nielsen kan bo paa Eindommen,og vedligeholde Plasen, for Skatten og andre Udbetalinge som maa gaa for at holde Plasen i Orden. Saa Da min Broder Ole Olesen, Senca J.D.U.S.A. tror at det er den beste Veg at ordne det tror jeg ogsaa at det er den beste Veg for mig ogsaa. Jeg tror at min Broder tænker paa at reise hjem og maaske købe Plasen selv. Saa saavidt som Mig angaar vil jeg ikke have Plasen solgt, untagen mine Søstre Derhjeme vil have det solgt, ellers saavidt som Eindommen mig angaar kand min Søster Petrea Nielsen født Olesen bo paa Eindommen saa længe som de gjør hvad som er ret med det. Angaaende af mig byttet Navn fra Laurits Olesen til Louis P. Westergaard saa vil jeg sige Dem at jeg har gjort det med den fulde vidende og ifølge Loven som jeg her maa følge i mit nye Fædreland. Og om De vild hvide Aarsagen saa er det bare det, at om Mand hede Olesen saa tror alle her i Landen at Mand er Svensk saa derfor byttede jeg mit Navn til Westergaard fordi det er et godt Dansk Navn,og ogsaa Min kære Bestefaders N. P. Westergaards. Om De Ønsker at skrive til mig igen saa hver saa god at give mig en Ide hvor meget Eindommen af min kære afdøde Moders er wærd. Og om der er andre Aarsager at De Ønske at skrive mig saa er min Adresse over Ærbødigst Louis Peter Westergaard

17 BILAG 6 ALMAS SKIB Alma Boyes skibspapirer. Under Alma står hendes to børn, Otto og Inger. Skibet Baltic, som de rejste med: Kilde:

18 BILAG 7 AVISARTIKEL MED OLE JOHANNES OLESEN

19 BILAG 8 OLE OG ALMAS REJSE Her ses rejsen, som Ole og Alma foretog i Der bedes ses bort fra den blå streg, da den følger de nutidige veje, som ikke eksisterede dengang. Kilde: Google Maps

20 BILAG 9 OLES FØDSEL OG DØD Kilde: www2.genealogy.com =LOlesen&se=Gole&se=312&se=B1877&se=110&se=D1963