MELLEM ØST INFORMATION

Transkript

1 Nr. 2 februar årgang ISSN Indhold Irans comeback Af Torben Rugberg Rasmussen Irans comeback 1 Af Torben Rugberg Rasmussen Algeriet mangler penge 4 Af Hanne Kertesz Saudi Arabiens økonomiske mål 6 Af Martin Hvidt Irakisk-kurdiske ledere på besøg i Ankara 9 Af Mehmet Ümit Necef Landeprofil: Tyrkiet 13 Af Søren Mørch Redaktionelt Redaktion: Lars Erslev Andersen (ansvarshavende), Martin Hvidt, Hanne Kertesz, Søren Mørch, Mehmet Ümit Necef, Helle Lykke Nielsen og Torben Rugberg Rasmussen. Redaktionen afsluttet 28. februar Udsendt til abonnenterne 2. marts Næste nummer udsendes 1. april Årsabonnement kr. 915 inkl. to bogudgivelser. Løssalg kr. 60. Mellemøst-information, Odense Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M, tlf , lokal Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøst-Information. Uden at løsne et eneste skud blev Iran den store vinder i Golfkrigen, og med Sovjetunionens sammenbrud og det åbenbare politiske tomrum i Kaukasus og Centralasien, hvor en række nye stater med lys og lygte leder efter politiske og økonomiske samarbejdspartnere, har Den islamiske Republik Iran fået gode muligheder for at kapitalisere denne gevinst i form af øget magt og indflydelse. Spørgsmålet er, hvad sejren kan og skal bruges til af Iran, der med præsident Ali Akbar Rafsanjani som den ubestridte leder forlængst har lagt revolutionseksporten på hylden og i stadig højere grad er orienteret mod at bryde med Khomeiniæraens internationale isolation. Nøgleordene for Iran i 1990erne er således normalisering, konsolidering og ikke mindst økonomisk vækst. Præstestyrets støtte til FIS, Fronten til Islamisk Frelse i Algeriet, og dets udvidede kontakt med den sudanesiske regering, der ligeledes har islam som politisk bannermærke, ændrer ikke tendensen i retning af normalisering af de internationale relationer, men der forestår Rafsanjani og kredsen omkring ham, der formodentligt vil blive udvidet med et par kvinder i 1992, et større arbejde med hensyn til at skabe sammenhæng og overensstemmelse mellem den ny politiske kurs og revolutionens hævdvundne paroler. Måske kan nogle af de mange veluddannede iranere, der i øjeblikket vender tilbage til Iran efter et midlertidigt eksil i Europa og USA, bidrage til det ny koncept for Rafsajanis ny Iran. Under alle omstændigheder kan disse tidligere eksil-iranere, der omfatter såvel prominente forretningsfolk som tidligere ministre fra Shah-tiden, lukke det hul for specialiseret og højtuddannet arbejdskraft, som revolutions- og krigsårenes betydelige brain-drain skabte.

2 2 Små sejre - store sejre Saddam Hussains kapitulation og afståelse af alle besatte områder i den 10 år lange iransk-irakiske krig var den første iranske del-sejr. Dels blev tabt land vundet tilbage og grænsen mellem de to lande lagt fast midt i Schatt-al Arab, dels gav fredsaftalen de iranske medier gode muligheder for at fejre revolutionen og den sande islamiske kurs over for en stadig mere demoraliseret og krigstræt befolkning. Velsignet være din strålende sejr, du muslimske folk lød det jublende i den iranske avis Keyhan, hvor lederskribenten yderligere kunne fastslå, at det iranske folk med dets glorværdige martyrer var sejrherren i en epokegørende historisk-ideologisk krig: Saddam Hussains pragmatisk begrundende forsoningspolitik blev med andre ord retorisk forskudt til en symbolsk sejr for revolutionen og islam - en retorisk manøvre Vesten efterhånden må have vænnet sig. Ikke mindst på dette retoriske niveau vil præstestyret fastholde revolutionen og dermed sin egen politiske legitimitet, selvom revolutionsårenes Sturm und Drang er et overstået kapitel. Næste iranske del-sejr var Golfkrigens afvikling af Irak som militær stormagt og dermed som potentiel trussel mod Iran. Godt nok er magten i Irak stadig på Saddam Hussains hænder, og iranerne har mere eller mindre passivt været vidner til, at tusinder af deres shiitiske trosfæller er blevet dræbt eller fordrevet, men Irans vestgrænse synes i al forudsebar fremtid at være sikret. Den irakiske invasion af Kuwait og truslerne mod Saudi Arabien og de øvrige Golflande har desuden styrket Irans position i Golfen. Iran er GCC-landenes vigtigste samarbejdspartner, udtalte formanden for GCC, Abdulla Bishara, i efteråret 1991, og hverken uenigheden om fastlæggelsen af oliepriser eller om en mere permanent sikkerhedspolitisk ordning for området ændrer det forhold, at relationerne mellem Iran og GCC i dag er mere stabile, end de har været i mange år. At Khomeini i 1986 overlod kong Fahd til Helves evighed er forlængst glemt. Paradoksalt nok var en af intentionerne bag oprettelsen af GCC i 1981 at modvirke eksporten af den islamiske revolution til den arabiske side af Golfen. Denne målsætning er blevet indfriet. Det er imidlertid værd at bemærke, at mange saudere og Golf-arabere betragter Iran som et politisk alternativ til de forstenede og alt andet end demokratiske regimer og familiefortagender, de kender i deres hjemlande, og det er vel at mærke ikke islam, der bærer fascinationen hos disse ofte vestligt og verdsligt orienterede arabere, men derimod de tilløb til demokrati og en fri offentlig meningsdannelse, der kendetegner det iranske samfund. Ikke mindst i Kuwait, hvor den regerende al- Sabah-familie på trods af forsikringer om det modsatte, politisk har fastholdt status quo, følger mange desillusionerede kuwaitere således opmærksomt Radio Tehrans arabisksprogede transmissioner fra det iranske parlament Majlis. På samme måde følger de verdens skæve gang og ikke mindst optakten til det iranske parlamentsvalg i april via den relativt fri og ucensurede iranske presse, der godt nok har sine tabuer, nemlig præsidentens person og velayat-e faqih-princippet, men utvetydigt er nærmere et vestligt demokrati- og ytringsfrihedsideal end feks. den saudiske. Revolutionseksporten er lagt på hylden i Tehran; det er i dag i højere grad eksporten af demokratiske eller populistiske ideer sanmmesteds fra, Den arabiske Halvøs emirer og konger må værne sig imod. Det værn, Golflandene indtil videre har taget i brug, hedder øget diplomatisk og økonomisk samkvem. Både økonomisk og ideologisk hedder vinderen Iran. Demokrati og menneskerettigheder kan ikke gradbøjes, og der er grund til at revidere synet på den islamiske republik i henseende til menneskerettigheder, men det er værd at bemærke, at den islamiske fundamentalisme, der er statsbærende ideologi i Iran, og som i Vesten altid i en næsten pavlovsk reaktion tillægges anti-demokratiske værdier, af mange Golfaraberne ses som udtryk for en demokratiseringstendens inden for islam. Vigtigere end såvel sikringen af grænsen til Irak og de forbedrede relationer til GCC-landene var landets gennembrud i international politik. Dette gennembrud blev en realitet i kraft af landets støtte til FN-embargoen mod Irak og er senere blevet udbygget eller konsolideret i kraf af det iransk-syriske parløb i forbindelse med frigivelsen af af de mange vestlige gidsler i Libanon, som ikke mindst den iransk støttede Hizbollah-milits angiveligt stod bag. Både Frankrig og Storbritanien normaliserede de diplomatiske forbindelser med Iran i 1991, og landet har i kølvandet på Golfkrigen indgået en række økonomiske samarbejds-

3 3 aftaler med så forskellige lande som Kina, Japan, Sovjetunionen, Frankrig, Italien, Storbritanien og ikke mindst Tyskland, der er landets største kommercielle samarbejdspartner. Parallelt hermed er adgangen til de internationale lånemarkeder blevet betydeligt forbedret. Iran går således den ny internationale verdensorden i møde ud fra en absolut styrkeposition, selvom forholdet til USA endnu ikke er normaliseret og USA med bekymring følger iranernes øgede engagement i Centralasien og Kaukasus. Et Islamisk fællesmarked På et topmøde i Tehran februar blev det bekendtgjort, at de 5 tidligere sovjetrepublikker Aserbajdjan, Turkmenistan, Uzbekistan, Kirgisitan og Tadsikistan havde tilsluttet sig den økonomiske samarbejdsorganisation ECO, hvor de øvrige medlemmer er Tyrkiet, Iran og Pakistan. ECO har i sin nuværende form eksisteret siden 1985, mens dens grundlæggelse ligger tilbage i1965, hvor USAs allierede i regionen - Tyrkiet, Iran og Pakistan - gik sammen i den såkaldte Cento-alliance med det formål at inddæmme Sovjetunionen. Dengang som nu var organisationens mål primært økonomisk samarbejde mellem de tre lande, men ser man bort fra den forbedring af vejnettet mellem landene, som USA finansierede, har det praktiske samarbejde været begrænset. Den iranske revolution i 1979 satte en midlertidig stopper for organisationens arbejde, men i 1985 blev den atter vakt til live, og med de ny selvstændige sovjetstaters optagelse, tæller organisationen op imod 280 millioner mennesker - stort set alle konfessionelle muslimer. De iranske medier har selvsagt og til overmål skildret Irans engagement i Kaukasus og Centralasien i religiøse begreber, som en udfrielse for islams tabte sønner efter 70 års vantro undertrykkelse og adskillelse fra det islamiske fællesskab, men ser man på Rafsanjanis officielle udtalelser i forbindelse med mødet i Tehran, er der tale om en klar understregning af organisationens økonomiske karakter. Topmødets beslutninger om at reducere tolden på varer mellem medlemslandene med 10% og på længere sigt at skabe fri bevægelighed for varer, kapital og tjenesteydelser peger i samme retning, men det er klart, at organisationen i lige så høj grad rummer en politisk dimension, som umiddelbart handler om ex-sovjetstaternes politiske og ikke mindst udenrigspolitiske orientering. Det er lige så klart, at Tyrkiet og Iran, der begge har stærke historiske, religiøse, sproglige og kulturelle bånd til de centralasiatiske stater, bygger på hver deres politiske og religiøse koncept. Der er således indbygget en rivalisering mellem Tyrkiet og Iran i organisationen, der ikke blot handler om sprog og kultur og tilbagevenden til de religiøse rødder, men i høj grad om politisk og økonomisk orientering. Hvem af de to regionale stormagter, der løber med den endelige sejr i kampen om indflydelse og magt, er selvsagt uvist. Det er derimod givet, at kampen finder sted på markedsøkonomiske præmisser: Hvem kan tilbyde de ny republikker mest? Tyrkiet, der har USA i ryggen og direkte forbindelser til Vesteuropa? Eller Iran, hvis største attraktion ikke er den sande islam, men derimod olien og sin befæstede position som regional stormagt. Algeriet mangler penge Af Hanne Kertesz Den algeriske regering er inde i en ond cirkel. Uden fremmed valuta kan den ikke få bugt med de egentlige årsager til den politiske ustabilitet: Arbejdsløshed og boligmangel. Og uden politisk stabilitet får den svært ved at skaffe udenlandsk valuta. Den 9. februar blev Algeriet erklæret i undtagelsestilstand, samtidig med at det fundamentalistiske parti Fronten til Islamismisk Frelse (FIS), blev opløst. Begge dele en forudsigelig følge af begivenhederne den 11. januar, hvor præsident Chadli Benjedid blev tvunget til at gå af, og anden omgang af parlamentsvalget blev aflyst. Første omgang havde givet en overvældende sejr til fundamentalisterne, og de manglede kun få pladser i at få absolut flertal i dette første demokratiske valg i landet. Statsrådet, der blev sat ind som øverste myndighed med Muhammed

4 4 Boudiaf i spidsen, skulle illudere, at der ikke var tale om et kup. Der kom stærke forsikringer om, at FIS ikke var i fare for at blive forbudt af regeringen, og at det på ingen måde var nødvendigt at indføre undtagelsestilstand for at opretholde ro og orden. En måned efter var begge dele en realitet. Den usynlige regering Ugerne, der gik mellem kuppet og undtagelsestilstanden, blev en optrapning af blodige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og fundamentalister. Især i forbindelse med fredagsbønnen, der flere steder endte i politiske møder. Hver weekend blev mange dræbt, flere sårede og endnu flere arresteret. Landet nærmede sig borgerkrigslignende tilstande, og både i Algeriet og i udlandet drog man sammenligninger med Algierkrigen og Intifadaen. I hele denne måned kom der ingen offentlige kommentarer fra regeringen. Man gav ingen forklaringer på præsident Chadlis afgang, gav ingen politiske løsninger eller håb om, at tingenes tilstand ville ændre sig til det bedre med det nye regime. Ingen forsøg på at indgyde tillid hos en befolkning, der efterhånden har en indgroet desillusioneret skepsis over for regimet. Der var altså ingen synlig forandring fra den foregående regering, som også førte en stillestående politik, hvor det eneste synlige var militærets opretholdelse af lov og orden. Den nuværende regering valgte en undtagelsestilstand, der foreløbig skal vare i 12 måneder. Det er første gang i det uafhængige Algeriets historie, at man har udnyttet forfatningens mulighed for at indføre en så alvorlig undtagelsestilstand. Den første offentlige udtalelse fra regeringen kom umiddelbart efter indførelsen af undtagelsestilstanden. Lederen af Statsrådet, Muhammed Boudiaf, holdt en tale, der blev udsendt i det algeriske fjernsyn. Heri udtrykte han bla., at han var opmærksom på, at folket kræver radikale forandringer, men uddybede ikke nærmere, hvilke forandringer han tænkte på. Talens indhold gik mest på en fornyet kritik af FIS og en forsikring om statsmagtens fortræffelighed. Noget egentligt politisk program blev ikke fremsat, selv om der dog blev udtrykt optimisme over for et økonomisk opsving især inden for byggesektoren. Talen har vakt opsigt, ikke pga. sit indhold, men fordi den i fjernsynet blev sendt i en barberet udgavet. Nyhedsbureauerne modtog en uklippet version, hvor Boudiaf bla. afsagde en meget hård dom over den korrupte og nepotistiske fortid under det gamle regime og bebudede en omdannelse af den nuværende regering. Samtidig krævede han oprettelse af en patriotisk folkesamling, fordi løsningen på landets problemer er et ansvar, som befolkningen må dele med regeringen og statsapparatet. Flere kommentatorer har antydet splid i den nuværende regering eller forklaret det som dårlig intern kommunikation, at talen ikke fik lov til at blive udsendt i sin helhed. Hjælp i form af penge De radikale forandringer, der skal til, indeholder en økonomisk og social chokbehandling og kræver mange penge. Men gælden til udlandet er allerede meget stor. For eksempel skylder Algeriet Italien 2,4 mia. $ og Frankrig 7 mia. $. Til det lån på 510 mill. $, som EF helt ekstraordinært bevilgede Algeriet sidste år, blev der knyttet et par betingelser. Dinaren skal yderligere devalueres, og statstilskud til fødevarer skal ophæves. Det vil medføre øget inflation og forværre den sociale situation yderligere. Uden hjælp fra udlandet er regeringen magtesløs. EF kræver respekt for menneskerettigheder Derfor har Algeriets udenrigsminister, Lakhdar Brahimi, de sidste par uger været rundt med hatten. Først tog han på fransk visit i Lissabon for at overbevise det portugisiske EF-formandskab om, at de 12 ikke burde boykotte lån til Algeriet på grund af kuppet i januar. De 12 vil i denne forbindelse især sige den tidligere kolonimagt Frankrig, der står for det meste af EFs økonomiske kontaktflade med Algeriet. At stå med hatten i hånden over for EF må derfor have kostet Algeriet en del af den traditionelle nationale selvbevidsthed. Men det lykkedes udenrigsminister Brahimi at undgå finansiel boykot. Efter mødet udtalte den portugisiske udenrigsminister, Joao de Deus Pinheiro, at alternativerne i Algeriet var et uvist

5 5 ikke-demokrati eller - som det fremgik af vort møde - et system, der på et solidt grundlag ønsker at indføre demokrati. EF har lige godkendt en bistandsaftale på over tre mia. kr. til Algeriet. På et ministermøde for et par uger siden talte man endda om at udvide bistanden. Det vil sige en klar støtte til de nuværende magthavere fra EF, der gerne vil fremme den demokratiske udvikling, men frygter konsekvenserne af et fundamentalistisk styre, der måske har til hensigt at udslette det demokrati, som bringer det til magten. Bistanden er dog tæt forbundet med krav om respekt for menneskerettighederne og en fortsættelse af demokratiseringen. Hvis pengene lader vente på sig, kan årsagerne derfor enten ligge i Bruxelles-bureaukratiets normale langsommelighed eller i problemerne med menneskerettighederne. Massearrestationer Amnesty International udsendte for nylig et kommuniké, der opfordrede den algeriske militærregering til at sikre befolkningens ytrings- og forsamlingsfrihed. Regeringen blev også opfordret til at undgå tilfældige arrestationer og tilbageholdelser. Samtidig oplyste man fra Amnesty International, at 70 civile var blevet dræbt og 500 sårede de sidste to uger inden undtagelsestilstanden. Antallet af anholdte blev sat til omkring 1000 personer. Dette sidste tal blev mere end femdoblet nogle dage senere, da lederen af Statsrådet, Muhammed Boudiaf, holdt pressemøde for udenlandske journalister. De fleste af de arresterede er tilhængere eller formodede tilhængere af FIS, og langt de fleste sidder i specielle interneringslejre i Sahara. For nogle dage siden oplyste FIS i en undergrundsavis, at antallet af anholdte er omkring Penge fra Saudi Arabien? Algeriets regering har ikke tid til at vente på pengene fra EF. Der skal mange penge til og meget hurtigt, hvis man skal i gang med en økonomisk nødplan, der kan sikre politisk støtte i befolkningen for det nuværende styre - mod FIS. Der skal skaffes job og boliger, især til de unge. Derfor har lederen af Statsrådet, Muhammed Boudiaf, rettet sine seneste appeller om forståelse og tålmodighed til ungdommen. Fra regeringens side har man ikke ønsket at lade noget uforsøgt, så efter Lissabon rejste udenrigsminister Lakhdar Brahimi til Saudi Arabien. Også dette virker som noget af en total kovending. Det anti-vestlige og socialistiske Algeriet har altid set ned på de pro-vestlige monarkier i Golfen. Samtidig var det disse arabiske stater, der med Saudi Arabien i spidsen støttede FIS økonomisk indtil Iraks besættelse af Kuwait. Da FIS tog parti mod sine velgørere, holdt oliepengene op med at flyde, og det blev Iran, der overtog finansieringen. Det gav anledning til en diplomatisk krise i januar, hvor det nuværende styre kaldte den algeriske ambassadør i Tehran hjem. Spørgsmålet er nu, om Saudi Arabien bærer så meget nag til FIS, at det vil støtte den regering, der har sat flere tusinde af dets medlemmer og sympatisører i fængsel. Kampene fortsætter Befolkningen i Algeriet er delt i to grupper, der står stejlt over for hinanden. Den ene støtter militæret og dermed regeringen og mener, at Algeriets redning ligger der. Den anden står bag FIS og dermed fundamentalisterne, som bliver anset som et godt alternativ til et forhadt system. Statsrådets politik risikerer at forrykke balancen. Opløsningen af FIS og undtagelsestilstanden ophæver de rettigheder, som landet kæmpede sig frem til for et par år siden. Derfor risikerer regeringen at skubbe flere tilhængere fra sig, der ønsker demokratiske forhold. Det gælder måske især unge mennesker, der melder sig under de fundamentalistiske bannere, ikke fordi de er overdrevent religiøse, men simpelthen fordi de ikke har noget at tabe. Deres hverdag og fremtid hedder arbejdsløshed, dyre madvarer og ingen bolig. Siden uafhængigheden har regimet givet udlandet - især den tidligere kolonimagt Frankrig - skylden for den dårlige økonomi i Algeriet. Efterhånden er det blevet mere og mere tydeligt for befolkningen, at skylden snarere ligger hos deres egen regering. Det har skabt et stærkt had og et uoverskrideligt svælg mellem regering og befolkning. Det vil det tage år at afhjælpe. Indtil videre har undtagelsestilstanden ikke sat en stopper for urolighederne. Den nye omdannelse af regeringen er et forsøg fra ledernes side på at berolige

6 6 fundamentalisterne. Det sker, samtidig med at man slår ned på FIS bla. med et krav om, at hovedkvarteret i Algier skal lukkes. Sammenstødene mellem sikkerhedsstyrker og fundamentalister optrappes, og arrestationerne fortsætter. Saudi Arabiens økonomiske mål Af Martin Hvidt Efter 4 dages forhandlinger blev de 13 OPEC lande enige om en produktionsbegrænsning på ca. 6 %. Fra 1. marts sænkes produktionen fra det nuværende niveau på 24,4 mill. tdr./d. til 22,9 tdr./d. Formålet var at hæve den skrantende oliepris. Prisen har fortsat sit fald efter nytår til godt 17 dollas pr. td., hvilket er 4 $ under den målpris på 21 $ som OPEC er enige om bør opretholdes. Det lave prisniveau er en konsekvens af den beslutning, der blev truffet på OPECs sidste kvartalsmøde, der i realiteten tillod dets medlemmer uhindret at producere de mængder olie, de havde lyst til. Det resulterede i det nuværende produktionsniveau som vurderes til at være mindst 2 mill. tdr./d. for højt til at opretholde målprisen. Den lune vinter har også været medvirkende til at dæmpe efterspørgslen. Saudi Arabien er i høj grad ansvarlig for, at produktionsniveauet ikke blev reduceret yderligere. Blandt organisationens øvrige medlemmer var der enighed om en kraftigere begrænsning af produktionen. Men Saudi Arabien stod fast på at det under ingen omstændigheder ville acceptere at få tildelt en kvote på under 8 mill. tdr./d. Før Golf krisen havde landet en kvote på 5,5 mill. tdr./d., men hævede produktionen til næsten 9 mill. tdr./d. for at kompensere for den manglende produktion fra Kuwait og Irak. Hermed kom Saudi Arabien til at stå for 35% af OPECs samlede produktion, hvor de før krisen stod for 24%. Det er disse forøgede markedsandele Saudi Arabien ikke har til sinds at give fra sig igen. Saudi Arabien synes fast besluttet på at blive verdens førende olieproducent. Saudi Arabiens ekspansive oliestrategi Med ca. 25% af verdens kendte oliereserver under kongerigets enorme landarealer og udsigten til en stærkt forøget efterspørgsel efter Golfolie i 1990erne, synes Saudi Arabien at have perfekte muligheder for at blive verdens største olieproducent. Titlen har gennem de sidste 20 år tilhørt det tidligere Sovjetunionen, der i 1980erne har produceret mellem 10 og 11 mill. tdr./d. Saudi Arabien har gennem længere tid satset på at nå en vedvarende produktion på 10 mill. tdr./d. i 1995, men har nu revideret planerne, således at målet forsøges nået allerede i Og udgiften til at realisere målet er ikke til at tage fejl af. De forventede omkostninger ligger omkring 20 mia. $. Landets erklærede oliestrategi er tredelt: Der skal udvikles større raffineringskapacitet, distributionen skal gøres mere effektiv og slutteligt skal olieefterforskningen intensiveres i de centrale dele af Saudi Arabien med det mål at finde nye oliebrønde med olie af en højere kvalitet end den, der hæves fra de østlige provinser omkring Golfen. Udbygningen af raffineringskapaciteten repræsenterer den største og dyreste indsats. Den totale raffineringskapacitet i dag er ca. 1,8 mill. tdr./d. og er primært placeret i de to industribyer Jubail ved Golfkysten og Yanbu ved Røde havet. Næsten alle eksisterende raffinaderier vil blive udbygget eller renoveret, og nye vil blive opført eller forbedret som joint ventures i modtagerlandene for den saudiske olie. Dvs. i Amerika, i Nord Korea og i Japan. Via en forøgelse og specielt forbedring af produkter samt økonomisk rentabel drift søger Saudi Arabien at sikre sig en større del af den værditilvækst, der er forbundet med forarbejdning af olien. Selv om landet er blevet rigt på at pumpe råolie op af undergrunden og eksportere det uforarbejdet, så er det i forarbejdning-sprocessen, de største fortjenester ligger nu. Saudi Arabien synes at have skelet til den succes, som Kuwait har haft med at diversificere sin olieproduktion. Kuwait har satset på at kontrollere olien helt fra brønden til den bliver påfyldt bilen, og landet har ikke blot bygget raffineringsanlæg i Vesten, bla på benzinøen i København, men har gået skridtet videre og har etableret sin egen saglsorganisation, Q8, med ca bezinstationer i Europa. Spørgsmålet er hvor langt

7 7 Saudi Arabien vil gå? Mens de altså selv vil stå for raffineringen af dele af deres olieproduktion, så mener olieanalytikerene dog ikke, at Saudi Arabien for nuværende har planer om opbygning af en egentlig salgsorganisation. Deres nuværende strategi med at indgå joint-ventures med etablerede olieselskaber (Exxon, Mobil,Texaco og Chevron) synes at blive fortsat. Saudi Arabiens 1992 budget Med Golf krisen (vel) overstået har Saudi Arabien publiceret deres 1992 budget. Det signalerer frem for alt, at krigens finansielle byrde er lettet. På udgiftssiden satses der på en forøgelse med ikke mindre end 27% i forhold til 1990 budgettet. Det repræsenterer det største budget siden midten af 1980erne og er på godt 50 mia. $. Selv om privatiseringen er gået meget langsomt i Saudi Arabien, så hævder ledende personer i den saudiske finansverden, at regeringens budget ikke har samme altdominerende effekt på landets økonomi, som det tidligere havde. Budgettet er selvfølgelig yderst vigtigt, især inden for visse sektorer som feks byggeri og drift og vedligeholdelse, med det er ikke så altafgørende som tidligere. Hvis man ser, hvad der sker nu på markedet, så er der et boom - og det er inden for den private sektor siger Abdullah Dabbagh, generaldirektør i det saudiske handels- og industrikammer. Han påpeger dog, at det er alt for tidligt at forestille sig en økonomi, der blot tilnærmelsvis er uafhængig af statens budgetter. Dette års budget fremgår af ovenstående figur. Det er vanskeligt at lave år til år sammenligninger mellem de sektorielle allokeringer, da den måde den sektorielle opdelinge foretages på, ændres fra år til år. Denne usikkerhed forstærkes endvidere af, at godt 29% af budgettet ( andet ) ikke er blevet allokeret enkelte sektorer. Der kan dog trækkes nogle hovedpointer ud af det foreliggende budget: For det første, at forsvarsudgifterne udgør 30% af samtlige udgifter. Det er en betydelig post, men dog ca. 6 % mindre end i de foregående år. Der signaleres altså ikke den massive militære opbygning, som mange analytikkere havde spået. For det andet er bidragene til uddannelse, sundhed og udvikling af økonomiske ressourcer steget væsentligt, hvilket understreger landets generelle mål at udbygge velfærdssystemet samt at yde incitamenter til opbygning af en i stigende grad autonom privat sektor. Som en krølle på 1992 budgettet kan det nævnes, at budgettets udgiftsside er større end indtægtssiden. Sådan har det været siden midten af 1980erne, hvor underskuddet har svinget mellem 6 og 14 mia. dollas de respektive år. I 1992 ventes budgetunderskuddet at blive ca. 30 mia. rialer (ca. 8 mia. $). Underskudsbudgetter synes således at være blevet en fast del af Saudi Arabiens økonomiske politik. Denne underskudsbudgettering har givet en del debat. Nogle analytikkere ser det som en svaghed ved det siddende styre, at det ikke kan få udgifterne under kontrol og derved undgå at opbygge en gæld, der skal betales tilbage af de kommende generationer. Andre, specielt inden for privat handel, mener ikke, at de sidste års underskud giver grund til uro. Sålænge økonomien bliver ved med at ekspandere er der ingen problemer. Finansiel diciplin og økonomiske kontrolordninger sikrer i dag, at de værdier, der skabes under ekspansionen, ikke smuldrer bort. For nuværende støttes det sidste synspunkt i kongehuset. Både udgiftsbudgettet og betalingsbalancen forventes at give underskud i det kommende år. Betalingsbalancen med ca. 16 mia. $. Det er der ingen, der synes at have noget imod. Jokeren i dette spil er selvfølgelig indtægterne fra olien. Med en produktion på ca. 8 mill. tdr/d. betyder det, at når olieprisen svinger bare én dollar op eller ned blive Saudi Arabien ca. 3 mia. $ rigere eller fattigere. Det er derfor, at Saudi Arabien har gået så kompromisløst til værks ved de sidste forhandlinger. De skal holde deres produktion oppe i størrelsesordenen omkring de 8 mia. tdr./d. for at økonomien kan løbe bare tilnærmelsesvist rundt. Og inden for de næste 4-5 år regner man med betydlige prisstigninger på olien. Sammenlagt ser Saudi Arabien ud til at satse på rollen som verdens førende producent af olie i 1990erne. En rolle, der mangefold vil kunne tilbagebetale deres låntagning inden for de sidste 7-8 år.

8 8 Saudi Arabiens Budget fordelt på sektorer, (mia. Rialer) ** 1992 Forsvaret 60,8 50,3 na. 51,9-54,4 Uddannelse 23,7 21,7 24,0 26,2-31,4 Sundhed/social udvikling11,1 7,7 10,6 11,8-12,2 Transport/kommunikation 11,9 10,1 8,3 9,2-8,3 Administration 10,3 6,4 na. na. - na. Udlåns institutioner 3,6 6,5 6,0 6,0 - na. Øk.ressource udvikling8,4 7,5 5,0 4,8-8,0 Subsidier 6,8 na. 5,3 7,2-7,1 Lokal service 8,1 7,7 5,4 6,9-6,3 Infrastruktur 4,3 na. 2,6 na. - 2,1 Landbrug og vand na. na. na. 6,9 - na. Andet 21,0 4,1 73,9* 12,1-51,6 TOTAL 170,0 141,2 141,1 143,0 143,0 151,0 na.: Tal ikke tilgængelige * Inkluderer 55 mill. rialer til forsvar ** Der blev ikke lavet budget for 1991, men 1990 budgettets total blev overført. Irakisk-kurdiske ledere på besøg i Ankara Af Mehmet Ümit Necef Den kurdiske leder Barzani ankom til ministeriet og blev modtaget venligt af (den tyrkiske udenrigsminister) Hikmet Cetin ved indgangen. Efter en kort samtale med journalisterne gik Barzani ind på ministeriets mødesal med ministeren for at føre samtaler. Vores korrespondent har erfaret, at Barzani, der ellers taler udmærket engelsk, talte kurdisk til ministeren og hans ord blev omgående oversat til engelsk af den medbragte tolk. Men ministeren, der kommer fra Diyarbakir og ellers taler udmærket kurdisk, ofte uden at vente på den engelske oversættelse svarede på tyrkisk og hans tolk oversatte hans ord til engelsk. Sådan beskrev det største tyrkiske dagblad Hürriyet (Frihed) den 23. februar mødet mellem det Kurdiske Demokratiske Partis (KDP) leder Masood Barzani og den tyrkiske udenrigsminister Hikmet Cetin. KDP er det største af de tre irakisk-kurdiske partier, der bekæmper Saddam Hussains styre. De to andre er Djalal Talabanis Patriotic Union of Kurdistan (PUK) og Det kurdiske folks demokratiske parti. Masood Barzani er den ældste søn af Molla Mustafa Barzani, den legendariske leder af Pesh Merga (Indtil Døden), de kurdiske guerillaer, der har ført en væbnet kamp mod skiftende irakiske regeringer siden 1960erne. Barzani og Talabani, der begge har officielle

9 9 repræsantationer i den tyrkiske hovedstad, er kommet til Ankara flere gange i de senere år for at tale med tyrkiske politikere. Hver gang har de fået en nærmest officiel modtagelse af præsidenten Turgut Özal, der er den egentlige arkitekt bag de gode relationer med de irakisk-kurdiske ledere, og af de tyrkiske statministre og udenrigsministre. Hikmet Cetin er mangeårigt medlem af Det Socialdemokratiske populistisk parti (SHP) og er blevet minister i koalitionsregeringen mellem Demirels Den Sande Vejs parti og socialdemokraterne. I parlamentet repræsenterer Cetin byen Diyarbakir, det tyrkiske Kurdistans største by og i folkemunde Kurdistans hovedstad. Det var egentlig ikke noget mærkeligt i, at Cetin ikke ventede på den engelske oversættelse af Barzanis ord. Cetin er nemlig selv kurder og mangeårige kritiker af den tyrkiske stats undertrykkelese af kurderne. Han har heller ikke lagt skjul på sin etniske herkomst, men tværtimod offentligt et par gange fortalt, at han kommer fra en kurdisk familie og taler kurdisk. På denne måde er Cetin en god illustration på, at tyrkernes undertrykkelse af kurderne egentlig ikke stammer fra racistiske fordomme over for dem. En kurder kan nemlig stige socialt op ad i det tyrkiske samfund i alle sfærer, i den kulturelle, økonomiske og politiske, afhængig af hans økonomisk magt og uddannelsesbaggrund. Han kan desuden gør karriere i det tyrkiske bureakrati og arbejde sig op i dets snørklede labyrinter, så længe han som minoritetsmedlem opførerer sig loyalt over for den tyrkiske stat, og altså ikke sætter spørgsmålstegn ved Tyrkiets udelelighed og følgelig ikke leger med tanken om et uafhængigt Kurdistan. Han må derimod gerne opføre sig som en lokal patron og re-dirigere statens investeringer mod kurdiske områder. Der er ikke noget galt i dette, eftersom det er noget alle tyrkiske politikere gør eller nærmest forventes at gøre. Dog må han ikke gøre så meget ud af sin kurdiske baggrund - på det symbolske plan. Han må altså vise offentligt respekt for den tyrkiske stats symbolske artefakter: ikke mindst holde sig tilbage fra at kritisere Atatürk offentligt, selv om Atatürks periode har været en af de blodigste over for kurderne i hele den tyrkiske historie, betragte det nationale flag og nationalesangen som fælles for tyrkere og kurdere osv. På det politiske plan adskiller den tyrkiske mentalitet den private og den offentlige sfære og ser dermed bort fra, hvad personen måtte lave i sit hus fire vægge; hvilket sprog han måtte tale eller hvilken gud han måtte dyrke. Mao. er det vigtigeste for den tyrkieke stat ikke hvad du er, men hvad du gør. Udenrigsministeren Hikmet Cetin er ikke den eneste kurder, der er højt placeret i et tyrkisk politisk parti og i bureaukratiet. For at starte med kabinettet har Cetin en anden kurdisk kollega, Mehmet Kahraman, der er statssekretær med ansvar for beskyttelse og udvidelse af menneskrettighederne (ordret oversættelse af hans embede). Statsministeren Demirel og hans koalitionspartner Inönü har forførste gang i Tyrkiets politiske historie oprettet et ministerium, der skal tage sig af menneskrettighedernes kår i Tyrkiet og helt demonstrativt udnævnt en kurder som minister. President Özal, den første højtstående tyrkiske politiker, der begyndte at tale om den kurdiske eksistens i landet og kurdernes etniske rettigheder, der indtil da var et tabubelagt emne i højbureaukratiets snævre univers, har sagt i et avis interview, at han var halv-kurder, da halvdelen af hans familie er kurdisk. Alle tyrkiske politiske partier, fra Atatürks Republikanske Folke Parti (CHP) til Demirels Den Sande Vejs Parti har altid haft kurdiske parlamentsmedlemmer, ministre og partiledere, ofte fra den kurdiske landejende overklasse eller blandt veluddannede kurdere, der havde benyttet sig af de efterhånden temmelige udbredte uddannelsesmuligheder. Disse kurdere var enten første eller anden generations immigranter til tyrkiske storbyer eller havde fået uddannelse i tyrkiske universiteter i vesttyrkiet. I 1970erne var eksempelvis det tyrkiske parlaments formand Kinyas Kartal fra Demirels Retfærdighedsparti (AP) en kurdisk rig herregårdsejer fra Vanprovinsen i østtyrkiet. Igen i 1970erne var en minister for konstruktion og vejbyggeri kurder. Han hed Serafettin Elci og var valgt fra den nu så urohærgede Mardin-provins ved den irakisk-syriske grænse og den første højtstående embedsmand, der offentligt i et avisinterview erklærede, at han var kurder. Og endelig er der Kamuran Inan, der stammer fra en meget rig kurdisk adelsfamilie fra Bitlis, og som udover at være udenrigsminister en periode, var Tyrkiets mangeårige repræsentatant i NATO. Show cases, forrædere eller bare bureaukrater?

10 10 Kan man betragte disse højstående kurdere i det tyrkiske bureaukrati som show case eksempler på de snu tyrkeres propagandatricks for at vise tyrkiske kurdere og udenlandske kritikere, at kurderne ikke bliver undertrykt. Eller som en logisk følge af dette spørgsmål: kan man opfatte disse kurdere som nationale forrædere, der har solgt det kurdiske folks interesser til fordel for deres egne karriere? Hvis man husker, hvordan den osmanniske forvaltningstradition havde udviklet sig, kan svaret næppe være et éntydigt ja til hverken det ene eller det andet af disse spørgsmål. I de osmanniske bureaukrati var det lige meget om personen kom fra det græske, det ortodokse armenske, det arabiske eller det jødiske millet (religiøs-etnisk gruppe), så længe hanvar loyal over for sultanen og den osmanniske stat. Ifølge denne statsræson hang en persons politiske loyalitet, altså politiske opførsel, ikke sammen med hans religiøse eller etniske herkomst. Derfor har der forekommet armenske, græske og jødiske ministre, pashaer (generaler), diplomater og andre højtstående embedsmænd i det osmanniske bureaukrati. Tanken om, at medlemmer af det politiske establishment bør tilhøre den samme etniske gruppe som de mennesker, de regerer over, tale det samme sprog, tilhøre den samme religion, altså have en fælles kultur er en vesteuropæisk opfindelse, der hænger sammen med den franske revolution og den tyske nationalromantik. De muslimske tyrkere var endnu ikke påvirket af denne nationalromantiske tankegang indtil begyndelsen af dette århundrede og da den nationalistiske påvirkning endelig gjorde sig gældende gik det i første omgang ud over hundredetusinder af armenere og grækere, hvilket højst sandsynligt hænger sammen med, at de var de første til at blive påvirket af vestlige tanker om demokrati og nationalisme, og yderligere fordi de var kristne. Da den tyrkiske republik var en realitet i 1923, var der kun kurdere tilbage som en betydelig minoritet. Disse kurdere levede i uvejsomme og fattige bjergområder, og de kunne ikke true de økonomiske, politiske og kulturelle magtcentre i vesttyrkiet. For det andet var de som flertallet i Tyrkiet sunnimuslimer, hvilket udgjorde et fælles udgangspunkt, hvorpå en national identitet kunne opbygges. Den kemalistiske stat overtog så at sige det osmanniske bureauratis tolerante holdning i rekruttering, hvad angår etnisk herkomst. Hvis kurderne blev diskrimeret i det tyrkiske bureaukrati, var det ikke fordi de var kurdere, men fordi de var fattige, uvidende, uciviliserede og bondske. Altså ikke fordi der var en genetisk eller indbygget fejl i dem, men fordi de - vel at mærke endnu - ikke var uddannede og ikke kunne de rigtige og moderne omgangsregler, som det tyrkiske bureaukrati definerede dem. Der var ikke noget i vejen for, at kurderne også kunne tilegne sig civilisationen, ligesom de tyrkiske bønder kunne. Tyrkiske bønder brød den tyrkiske elite sig iøvrigt heller ikke så meget om. Men hvorfor kan to kurdere, den ene lederen af et parti, der fører en væbnet kamp for kurdisk selvstyre i Irak og den anden udenrigsministeren af en tyrkisk regering, der har store problemer med at bekæmpe en kurdisk guerillabevægelse, ikke tale kurdisk sammen uden tolkernes hjælp? Det kan selvfølgelige skyldes, at de taler forskellige dialekter, Barzani sorani, der tales i Irak og Iran og Cetin kurmanci, der mest tales i Tyrkiet, og det er ikke sikkert, at Barzanis og Cetins kurdisk er indbyrdes helt forståeligt. Men det skyldes sandsynligvis, at den tyrkiske stat kun betragter kun tyrkisk som det officielle sprog, og at Cetin dermed ville bryde den tyrkiske lov, forsåvidt han talte kurdisk med sin etniske fælle, for ikke at sige sin landsmand, under et offenligt anliggende. Opblødning over for kurdere Tyrkiet har faktisk taget nogle positive skridt i retning af at legalisere offentlig brug af kurdisk. I begyndelsen af 1991 erklærede Özal, at han anbefalede regeringen og parlamentet at ophæve forbuddet imod offentlig brug af kurdisk, en bizar paragraf, der stammer fra generalernes forfatning fra Det kurdiske oprør i Irak og den omsiggribende konfliktfulde atmosfære i det tyrkiske Kurdistan, med nærmest daglige skærmydelser mellem sikkerhedsstyrker og PKK (Kurdistans Arbejderparti) guerillaer og massedemonstrationer i kurdiske byer, havde åbenbart gjort indtryk på Özal. I modsætning til militæret og de mere traditionelle dele af det tyrkisk politiske establishment er Özal ikke tilhænger af militære løsninger. Hans politik er at give kurderne så mange økonomiske, kulturelle og politiske indrømmelser som muligt for dermed at kunne holde

11 11 dem under den tyrkiske fane. Man kan mene, hvad man vil om Özal, men en ting er indlysende: Han er banefører for en blødere politik over for kurderne, og han har ikke tøvet med at tale de tyrkiske militærledere og bureaukrater af den gamle skole midt imod. Efter en del pres fra Özal ophævede parlamentet endelig sidste år i april forbuddet mod at fejre kudisk nytår og mod at tale kurdisk offentligt samt mod at publicere bøger og tidsskrifter på kurdisk. En del kurdiske journalister og intellektuelle har benyttet sig af denne nye mulighed og de er begyndt at publicere et ugeblad Rojname, hvis navn blot i al beskedenhed betyder avis, og som har et oplag på Udgiverne skabte stor offentlighed og sympati i den tyrkiske offentlighed ved at få hængt kæmpestore reklameplakater op, hvor der står: Hvad ville du gøre, hvis dit modersmål var forbudt. Der går nok ikke så langt tid før, ugebladet bliver lavet om til et dagblad. Irakisk-kurdiske besøg i Tyrkiet Det andet spørgsmål, der dukker op er, hvad irakiskkurdiske ledere laver i Tyrkiet, et land, der godt nok er relativt demokratisk og som ikke kan sammenlignes med Irak uden proportionsforvrængelse, men alligevel et land, der undertrykker og forfølger sine etniske minoriteter, for nu igen ikke at bruge udtrykket landsmænd? Et meget forenklet svar kunne være, at alle disse irakisk-kurdiske besøg i Tyrkiet er endnu et udslag af den for vesterlændinge uforståelige mellemøstlige intrige-mentalitet, der betragter min fjendes fjende som ven. Kurdiske og tyrkiske politikere, der ikke har bestemte klare principper om demokrati, menneskerettigheder og respekt for etniske minoriteter, opererer med dobbeltstandarder: Kurderundertrykkelsen skal bekæmpes i Irak, men kan forties eller tolereres i Tyrkiet af konjunkturpolitiske grunde. Der er selvfølgelig noget om dette pessimistiske syn, men det synes ikke at være helt dækkende. For det første er tyrkernes åbning over for irakiske kurdere, i modsætning til iranernes, der af af gammel dato - fra shahens tid -, en ny udvikling. Tyrkiet har traditionelt haft en fjendtlig holdning til de nationalistiske kurdiske bevægelser i Irak og i løbet af 1980erne har landet samarbejdet med det irakiske regime for at bekæmpe både tyrkiske og irakiske kurderes guerillaaktiviteter. For det andet er der et ærligt ønske hos de fleste tyrkere om at reformere det politiske system snart som mulig og at fortjene betegnelsen et civiliseret og moderne land, der sandelig er en del af Europa. Det er gået op for mange tyrkere at deres land faktisk har et kurdisk problem og set med europæiske øjne, dvs. i denne sammenhæng i EFs øjne, er dette problem en skamplet for tyrkernes omdømme. Mange tyrkiske intellektuelle, kunstnere, forfattere, skuespillere, journalister, der plejede at tie om kurdernes lidelser er efterhånden blevet meget åbentmundede og tyrkiske aviser og tidsskrifter er fyldt med deres jeremiader af de horrible forhold i østen. At gå ind for kurdernes rettigheder, men ikke for landets splittelse, er efterhånden blevet en del af den tyrkiske veluddannede middelklasses selvforståelse. For det tredje er viljen til at løse kurderproblemet også sivet op i det politiske estabishment og bureaukrati. Det kan godt være, at det er af pragmatiske grunde denne udvikling finder sted; det afgørende for kurderne, at den finder sted. Man kan altså sige, at begge parter, både irakiske kurdere og tyrkere har reelle og langsigtede hensigter med samtalerne. Begge partere er klar over, at de er dømt til at arbejde sammen, af ikke andre, så af geografiske grunde. Kurderne vil først og fremmest sikre sig tyrkisk hjælp i tilfælde af endnu et irakisk angreb. I denne sammenhæng har den tyrkiske statminister Demirel givet dem åbent garanti. I et massemøde i Diyarbakir sagde han i december med en sikker tone, Vi vil aldrig tillade en anden Halabja lige ved siden af vores grænser. Det skal Saddam vide. Jeg lover her til verdens offentlighed: vores straf vil blive enorm, hvis han gør sådan noget igen til par hundrede tusinde jublende tyrkiske-kurdere. Halabja var den kurdiske by, hvis befolkning blev massakreret af giftgas som irakiske flyv smed. På sin side håber Tyrkiet at isolere PKK fra irakiske kurdere og få indflydelse i det kurdiske område i nordirak efter kurdernes lokalvalg den 3. april. Barzani har lovet tyrkerne samarbejde mod PKK og har yderligere lovet, at den tyrkisktalende turkmenske minoritet i Kirkuk og omegnen ville få kvotapladser i det kommende lokale parlament i nordirak.

12 12 Af Søren Mørch To kræfter, der trækker i den modsatte retning Der er hovedsaglig to kræfter i Tyrkiet, der ikke bryder sig om en opblødning over for kurdere og af en afmilitarisering af kurderproblemet: en del af det tyrkiske militær og PKK (Partiye Kerkeran Kurdistan). Dele af militæret er ikke interesseret i en politisk og social løsning, der vil holde dem udenfor beslutningerne og derved udenfor magten. Det kan den selvbestaltede beskytter af nationen ikke lide. Yderligere er det en udvikling, der vil gøre en del af militæret arbejdsløs, ikke mindst efter Sovjetunionens sammenbrud, der var den mand stærke tyrkiske hærs vigtigeste raison d etre. Hvad angår den anden kraft, der ikke kan lide politiske løsninger, skal man huske, at PKK ikke er gearet til en parlamentarisk politisk kamp. Det er en hemmelig militaristisk organisation, skabt til at være konspiratorisk. Dens kadrer er nok meget gode til at skyde med kalashnikovs, men deres evne til at holde politiske taler i parlamentet og føre forhandlinger med andre politiske partier er meget begrænset. Der er allerede en moderat kritisk, veluddannet og vestlliggjort kurdisk middelklasse, der ville kunne overtage magten, hvis den tyrkiske stat tillod et begrænset selvstyre for de tyrkiske kurdere, med ret til at planlægge undervisningen på alle niveauer, og ret til at have sine egne kurdiske massemedier. Derfor virker det panikagtigt når PKK, i stedet for at byde reformerne på trods af deres begrænsninger velkommen, øger guerillaaktiviteten, går amok i Istanbul ved at kaste bomber i menneskefyldte supermarkeder i IRAstil og skaber rå had blandt den almindelige tyrkiske befolkning. Hvis de fleste tyrkere og kurdere ikke mister hovedet og reformerne får lov til at fortsætte, ville de dage, hvor den tyrkiske udenrigsminister kurderen Hikmet Cetin ville kunne føre samtaler med kurdiske ledere fra Irak på kurdisk, uden skuespil, måske ikke være så fjerne. Landeprofil: Tyrkiet Tyrkiet har form som et rektangel, ca km fra vest til øst og ca. 650 km fra nord til syd. Dets areal er på km 2 (ca gange Danmarks). Hovedstaden Ankara ligger på nogenlunde samme bredddegrad som Napoli, Lisabon og Beijing og kun lidt nordligere end Tokyo og San Francisco. I kraft af sin beliggenhed mellem Europa og Asien har Tyrkiet været og er stadig afgørende for verdenspolitikken. Det er Tyrkiet, der har holdt og holder Rusland/ Sovjetunionen/Rusland væk fra Middelhavet både i kraft af sin beliggenhed og gennem kontrollen med trafikken gennem stræderne ved Bosporus og Dardanellerne. Tyrkiet er det eneste Natomedlem, der har landegrænse fælles med både Den islamiske Republik Iran og Saddam Hussains Irak. Indbyggerne i de nydannede stater i Centralasien (Kazakhstan, Kirgisien, Uzbekistan, Turkmenistan og Azerbaijan) taler tyrkiske sprog, og det samme gør flertallet i Kinas største og østligste provins - til alvorlig bekymring for regeringen i Beijing. Rektanglets to langsider udgøres af De pontiske Bjerge mod nord og Taurusbjergene mod syd. Mod Øst forenes de to kæder i et indviklet mønster af bjerge og dale, mens de mod vest ud mod Ægæerhavet opløser sig i talrige fjorde, næs og øer. I midten af det hele ligger Den centralanatoliske Højslette. Derved kommer Tyrkiet til at bestå af 5 forskellige regioner med meget forskellige muligheder for menneskelig udfoldelse. Den ægæiske kystregion er den tættest befolkede og den økonomisk mest betydningsfulde med storbyerne Istanbul, Bursa og Izmir. Her er den meste industri, frugtbar landbrugsjord og her er også en hel del af de steder, turisterne kommer. Modstykket er Den østlige Højslette - vildsomme bjergegne, hvor sommertemperaturen kan nå op omkring de 40 gr. og hvor vinteren byder på frost helt ned til minus 45 gr., en sæsonvariation, der hører til blandt de største på jorden. I Hakkari-provinsen helt inde i hjørnet mellem Irak og Iran er befolkningens gennemsnitsindkomst 1/10 af, hvad den er i Istanbul. Den nordlige kystregion er på mange måder en verden for sig selv - en lang smal frugtbar bred ud mod Sortehavet, afskåret fra baglandet af de høje bjerge, hvor der kun fra Trabzon og Samsun er

13 13 ordentlige forbindelser til det indre af landet. Her er rigelig nedbør i efterårs- og vintertiden og et mildt klima, der giver muligheder for en stor og varieret landbrugsproduktion. Den mediterrane kystregion er om muligt endnu grundigere afskåret fra baglandet af bjergene, end den nordlige er det. Kun mod vest ved Antalye og med øst ved Adane findes egentligt sletteland, der så til gengæld har frugtbar jord og vækstmuligheder for både bomuld og bananer. Centralplateauet er tørt og mange steder kun spredt befolket med fattigt landbrug, der kun giver mulighed for dyrkning af hvede og græsning af får. Det er herfra en meget stor del af afvandringen af arbejdskraft foregår, både til de mere udviklede dele af Tyrkiet og til Vesteuropa. Mellem Mellemøsten og Europa Hvis man regner Tyrkiet med til Mellemøsten, så er landet med en befolkning på 55 mill. den største af de tre store stater i regionen. Hvis man ser på den økonomiske vækst i perioden , så har Tyrkiet med 5,3% i årligt gennemsnit haft langt større succes end de to andre store stater Egypten og Iran, og det har også med en befolkningstilvækst på 2% fået bedre styr på demografien end de øvrige mellemøstlige lande. Tyrkiet er også det eneste sted i Mellemøsten bortset fra Israel, hvor det kan forekomme, at en regering træder tilbage, fordi den har mistet sit parlamentariske grundlag efter frie valg, hvori flere politiske partier har taget del. Det er også (stadig bortset fra Israel) det eneste sted i Mellemøsten, hvor det kan forekomme, at politifolk kommer for retten og bliver dømt for at have udøvet tortur og nedværdiget fangerne. Der var sidste år klager over tortur og nedværdigende behandling under arrestationer. Det gav anledning til, at der blev foretaget undersøgelser, hvoraf halvdelen førte til, at der blev indledt proces. Der er hidtil kun faldet få og lette domme, men Tyrkiet, der er medlem af Europarådet, har accepteret at underkaste sig Den europæiske Menneskeretskommissions regler. Alt det - og også landets beliggenhed med et hjørne og landets største by (Istanbul) inde på det europæiske kontinent - kunne tyde på, at Tyrkiet er et europæisk land, der slet ikke hører med i denne serie. Når vi alligevel tager det med, er det fordi Tyrkiet også er et mellemøstligt land - det mest europæiske mellemøstlige land. Det er det blevet i kraft af den entydige politik, vekslende regeringer har ført siden Tyrkiets oprettelse som nationalstat i Europæiseringen af Tyrkiet blev gennemført systematisk som en serie af revolutioner, hvorigennem alle mulige ydre tegn på orientalsk tilhør blev fjernet. Skriftsproget blev ændret fra arabiske tegn til latinsk alfabet, befolkningen fik fornavne og efternavne efter europæisk skik, klædedragten blev europæiseret, den gregorianske kalender blev indført og vigtigst af alt: politikken blev sækulariseret. Stat og kirke blev adskildt, og lovgivningen blev lavet om, således at ethvert spor af sharia er blevet fjernet. Religion er udtrykkeligt en privatsag, selv om 98% af befolkningen er muslimsk. Derfor er Tyrkiet ikke en muslimsk stat, men en verdslig stat, og derfor kan religionen udtrykkeligt ikke, som det også gang på gang bliver fremhævet fra tyrkisk side, når landets fremtidige placering mellem vest og øst bliver diskuteret, blive nogen hindring for en evt. kommende optagelse i EF. Tyrkiets europæisering var Kemal Atatürks livsværk, og Kemal Atatürk, der var Tyrkiets første præsident fra republikkens oprettelse i 1923 til sin død i 1938, er en levende realitet i tyrkisk politik den dag i dag. Mere end det: Kemalismen er stadig i vid udstrækning grundlaget for tyrkisk politik. Udover sækulariseringen består kernen i kemalismen i oprettelsen af den tyrkiske nationalstat. Det indebærer på den

14 14 ene side, at Tyrkiet har afskrevet sig den imperiale arv fra Det osmanniske Rige: Tyrkiet har ikke nogen uopfyldte territorielle krav og hersker ikke længere over fremmede folkeslag, men på den anden side kan Tyrkiet heller ikke afgive nogen dele af sit territorium. Øjensynligt en såre fornuftig politik. Tilsyneladende også en såre simpel politik, men i realiteten en meget vanskelig politik. Afståelsen af storhedsdrømmene har været relativt simpel, men ikke helt. Atatürk var selv med til at begå det første lille syndefald ved overtagelsen af Hatayprovinsen fra det franske protektorat Syrien i Det skete fredeligt gennem forhandling - med franskmændene, ikke med syrerne, og sammen med provinsen fulgte en arabisk befolkningdel på nogle hundrede tusinde mennesker. Det har bevirket et spændt forhold til Syrien, der stadig ikke har anerkendt, at Hatay er en del af Tyrkiet, og det kan stadig fremkalde skærmydsler på grænsen mellem de to stater. Det andet fejltrin var den tyrkiske invasion af Cypern i 1974, der har været med til at forpeste forholdet til Grækenland og dermed også til at vanskeliggøre Tyrkiets forhold til EF. I andre tilfælde har Tyrkiet holdt sin sti ren trods fristelser. Et sådan tilfælde var Kuwaitkrigen, hvor præsident Turgut Özal placerede Tyrkiet klarere på

15 15 den amerikanske/allierede side, end mange tyrkere brød sig om, bla. med den begrundelse, at Tyrkiet ikke kunne stå udenfor, hvis Iraks grænser skulle nytegnes. Men det blev samtidig slået fast, at Tyrkiet ikke havde terrritorielle krav på Irak, så længe grænserne blev opretholdt; heller ikke på Mosul-provinsen, som englænderne ellers i 1920erne under tyrkisk protest havde langt ind under Irak. Kurderproblemet Det har givet adskilligt mere postyr at gennemføre den anden side af nationalstatsideologien, den med at Tyrkiet ikke kan afgive suveræniteten over nogen dele af sit territorium. Problemet er kurderne. Teorien er klar og simpel: eftersom Tyrkiet er en nationalstat, så er indbyggerne tyrkere. Basta. Men sådan er virkeligheden bare ikke. Der var engang en betydelig armensk befolkning, men flertallet af den var blevet udryddet, inden Tyrkiet blev en republik. Der var også en meget betydelig græsk befolkning langs Det Ægæiske Hav. Den blev håndfast byttet ud med den tilsvarende tyrkiske i Grækenland. Med araberne er der fundet en modus vivendi, og det samme gælder jøderne, grækerne og armenerne i Istanbul. Men ikke med kurderne. Kurderne har holdt fast ved deres etniske særpræg og i betydeligt omfang også ved deres sprog, selv om det i lang tid har været forbudt i undervisning og på tryk. I mange år nægtede myndighederne simpelthen, at der eksisterede et kurdisk sprog. De påstod, at kurdisk bare var en afart af tyrkisk, og betegnede kurderne som bjergtyrkere. Nu er det blevet lidt bedre. Præsident Özal tillod under Kuwaitkrigen kurdisk og der udkommer i dag en kurdisksproget avis i Istanbul, men det anvendes stadig ikke i radio eller TV. Eftersom regeringen officielt benægter eksistensen af alvorlige etniske modsætninger, er det vanskeligt at få pålidelige oplysninger om deres omfang, og antallet af kurdere er stærkt omdiskuteret med angivelser, der varierer mellem 2 og 20 mill. Et gæt på et tal midt i mellem (8-10 mill.) vil næppe være helt ved siden af. Den officielle tyrkiske holdning er, at kurderspørgsmålet i det væsentligste er et socialt problem, men det harmonerer ikke med, at det takles politimæssigt og militært. Og værre endnu: Det ser ud til, at modsætningerne mellem tyrkere og kurdere er tiltagende i de seneste år. Tyrkiets sydøstligste provinser er under militærstyre, og det har de været i lange tider, men antallet af guerillaaktioner og militære og paramilitære modforanstaltninger synes at vokse, og de ser ud til at brede sig til egne, hvor de ikke før har forekommet. Vandprojekter Regeringens mest storslåede modtræk er Gap-projektet, en plan for udvikling og økonomisk vækst i Østanatolien. Det skal foregå ved, at de to store afvandingssystemer omkring floderne Eufrat og Tigris bringes under kontrol. Det skal ske ved, at der opføres 22 dæmninger. Derved vil det blive muligt at kunstvande 1,7 mill. ha, hvilket omtrent vil fordoble det kunstvandede landbrugsareal i Tyrkiet. Samtidig vil anlæggene kunne producere MW. Rigtigt anvendt og fordelt vil det komme til at betyde en kollosal økonomisk vitalisering af hele den sydøstlige del af Tyrkiet. Intet paradis uden slanger og Gap har et par store og fede eksemplarer. Indrepolitisk er der fordelingen af fordelene ved projektet. Det betales af statsmidler, men jorden, hvis værdi vil blive mangedoblet, ejes i det væsentlige af godsejere, og foreløbig har der ikke vist sig nogen tegn på, at jordfordeling er på trapperne. Man har fortrøstning til, at rigdommene af sig selv vil sive ned gennem det sociale hieraki, men det strider mod, hvad man har af erfaringer for den slags andre steder fra. Gap er desuden blevet forsinket foreløbig officielt med 5 år, i virkeligheden vistnok med meget mere, og som sagt er vanskelighederne med kurderne tiltagende. Det er svært at overskue, hvad der vil ske, hvis mirakelet ikke indtræffer. Så vil Gap ikke løse kurderproblemet, slet ikke hvis det er rigtigt, at det er socialt fremfor nationalt, men den tyrkiske stat vil til den tid have investeret så vældige summer i regionen, at det ikke vil være muligt for den at bakke ud. Heller ikke internationalt er Gap uproblematisk. Tyrkiet kan ikke fordoble sit kunstvandede areal uden at bruge vand, og det gør Gap projektet selvfølgelig også. Tigris, der normalt fører ca. 17 mia. m 3 vand om året over den tyrkiske grænse ind i Irak, vil få sin vandføring reduceret med 1/5, og Eufrat, hvis vandfø-

16 16 ring over grænsen til Syrien normalt er på ca. 31 mia. m 3 årligt, vil måske blive reduceret til det halve. Syrerne og irakkerne har allerede fået kærligheden at føle, da tyrkerne begyndte at fylde søen bag den vældige Atatürk-dæmning, der vil kunne tilbageholde Eufrats samlede vandføring gennem tre år. Der blev kun lukket for vandet i ca. en måned i januar 1990, og det fyldte langt fra reservoiret bag Atatürk-dæmningen. Men nabolandene fik sig en ordentlig forskrækkelse, for selv om tyrkerne har forsikret, at de aldrig vil kunne finde på at bruge kontrollen over vandet som politisk våben, så har de alligevel demonstreret, at det kan lade sig gøre. Det sætter det andet store tyrkiske vandprojekt, freds-rørledningen, ind i sin mellemøstlige sammenhæng. Alle er enige om, at manglen på fersk vand vil blive det helt dominerende problem i Mellemøsten i fremtiden, og fremtiden er så småt ved at være begyndt, i al fald i henseende til vandmangel. Tyrkiet mangler ikke vand, og ideen går ud på at bygge en rørledning med en kapacitet på 2,2 mia. m 3 ferskvand fra floderne Seyhan og Ceyhan, der nu i al fredsommelighed løber ud i Middelhavet og føre vandet ad to rør dels via Syrien og Jordan til det vestlige Saudi Arbien, dels via Syrien og Irak til Kuwait og Golflandene. Foreløbig er de arabiske lande ikke begejstrede, først og fremmest fordi Israel ville blive koblet på systemet, men også fordi Tyrkiet gennem vandforsyningen ville kunne lægge et voldsomt politisk og økonomisk pres på hele regionen. Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at tyrkerne har fat i den lange ende, for med den befolkningstilvækst, der er i de arabiske lande, vil behovet for ferskvand hurtigt blive desperat. Tyrkerne behøver blot at læne sig tilbage og vente. Økonomi Den samme afslappede holdning kan Tyrkiet ikke tillade sig i forhold til økonomien. På trods af den kraftige industrialisering i de senere år er 3/5 af den samlede arbejdsstyrke fortsat beskæftiget inden for landbruget, hvor små familiebrug på gennemsnitlig 8 ha. udgør hovedstammen. Landbruget er yderligere karakteriseret ved en betydelig skjult arbejdsløshed og bidrager trods sin størrelse kun med 18% af BNP. Industrien absorberer 13% af arbejdsstyrken, men bidrager omvendt med 36% af BNP. Den geografiske opdeling af landet modsvares af meget store forskelle i levestandard mellem på den ene side øst og vest, på den anden side mellem de store byer og de øvrige dele af landet. Hertil kommer en meget ujævn indkomstfordeling, der er blevet yderligere forværret i de seneste år som følge af faldende realindkomster for store dele af befolkningen. Militærkuppet i 1980 betød et principielt brud med et af kemalismens principper fra 1930erne, etatismen. Det havde betydet, at alle de væsentligste industrier var statsejede, og at udenrigshandelen var reguleret med det formål at beskytte tyrkisk produktion med henblik på at etablere selvforsyning. Efter 1980 gik regeringen i gang med at åbne Tyrkiet og gøre økonomien markedsorienteret. Det har i Tyrkiet som alle andre steder været en meget vanskelig proces. Til at begynde med steg BNP dramatisk, væksten var høj og eksporten stærkt stigende. Men det var arbejdsløsheden også, og inflationen løb simpelthen løbsk. Privatiseringen af statsindustrierne var på programmet, og der blev også lavet en privatiseringslov i 1986, men det blev ikke rigtig til noget. Den første statsvirksomhed blev solgt i 1988, men alt i alt er ikke mere end ca. 5% af de statslige virksomheder privatiseret til dato. Med en inflation på mellem 40% og 60% om året og med en rente på op til 120%, som den har været gennem 1980erne, var det ikke til at opbygge nogen indenlandsk finansiel sektor, og regeringerne har ikke rigtig kunnet beslutte sig til at tillade udenlandske investeringer. På papiret tja, men i realiten egentlig slet ikke. En fransk køber bød på 5 cementfabrikker, men de retssager, det affødte er endnu ikke afsluttet. Imens forsvinder pengene i ineffektive statsvirksomheder. Man regner med at ca. 15% af statsudgifterne går til at holde den statslige sektor kørende, og anstrengelserne med det tegner sig for en væsentlig del af det efterhånden voldsomt stigende budgetunderskud. Enten skal statsunderskuddet ned, eller også skal beskatningen i vejret. Det sidste ser ud til at være om muligt endnu sværere end det første. Tyrkiet har OECDs laveste beskatning og den mest velhavende 1/ 5 af den tyrkiske befolkning får mere af samfundskagen end i noget andet europæisk land. Ligningssystemet fungerer simpelthen ikke, og skatteundragelserne er formidable. Eftersom bank- og

17 17 kreditformid-lingen er rudimentært, og mindre end 1% af den tyrkiske befolkning anvender check eller kreditkort, er det vanskeligt at gennemføre en EDBkontrol, som nogle tyrkiske politikere har foreslået. Der er ikke andet at gøre end på god gammeldags vis at hakke nogle massive fængselsstraffe ud til en række prominente skattesnydere, men netop det kvier regeringerne sig ved. Det vil uundgåeligt ramme deres egne støtter. Politik Efter valget i oktober 1991 er der 5 partier repræsenteret i den tyrkiske nationalforsamling. De 4 af dem er omend med nuancer enige om, at Tyrkiets fremtid ligger i en tilknytning til Europa. Det 5., Velfærdspartiet, der i et valgteknisk forbund med 2 neofascistiske partier kom ind med 17% af stemmerne, er et højrenationalistisk islamisk parti, der med lederen Necmettin Erbakans ord gik til valg på, om man skulle have et større Tyrkiet eller et større Israel, med et program om en islamisk militæralliance, et islamisk fællesmarked og en fælles islamisk valuta. Dets succes ved valget gav anledning til overvejelser over, om den islamiske bølge nu for alvor var nået til Tyrkiet. Efter valget har politisk sagkyndige kunnet berolige med, at tilslutningen ikke var steget markant siden lokalvalgene i 1989, hvor de muslimske højrepartier fik 15% af stemmerne. De resterende par procent kan meget vel være kommet fra Moderlandspartiet, der umiddelbart før valget droppede sin egen muslimsk-konservative fløj. Sejrherren ved valget blev Den sande Vejs parti, der fik 27% af stemmerne. Det er ledet af den gamle Süleyman Demirel, der har været i fronten af tyrkisk politik siden 1960erne. Partiet står til højre for midten og repræsenterer først og fremmest de mere velstillede bønder og småborgerskabet i provinsbyerne i Anatolien. Demirel dannede efter en måneds forhandlinger regering sammen med Socialdemokratiet, der ved valget havde fået 21% af stemmerne. Det er afgørende svækket af, at det i realiteten består af tre temmelig uforenelige fraktioner. Den ene består af de samme grupper som i andre europæiske socialdemokratier (fagforeningsfolk og liberalt venstreorienterede). Den anden rummer de gamle kemalister - partiets elskværdige, men svage leder Inönü er søn af Kemal Atatürks efterfølger som præsident. Den tredie er en prokurdisk gruppe, der som den eneste tilladte organisation opsuger kurdiske stemmer. Partiet svækkes yderligere af, at dets tidligere leder Bülent Ecevit har dannet sit eget meget personligt prægede parti, Det demokratiske Venstre, der kom ind med 11% af stemmerne. Hverken Erbakan eller Ecevit er seriøse kandidater til nogen regeringsdannelse, så den reelle opposition består derfor af det tidligere regeringsparti, Moderlandspartiet. Det blev oprindeligt dannet af den nuværende præsident Özal og rummede oprindeligt dels liberale handelsfolk og teknokrater, dels islamiske traditionalister af den gamle skole. Nu ledes partiet af Mesut Yilmaz, der repræsentere den liberal fløj, og det lykkedes ham ganske overraskende at placere det som det næststørste med 24% af stemmerne. Status Det er tydeligt, at også de tyrkiske politiske partier befinder sig i en overgangsfase, hvor de er ved at finde deres form gennem generationsskifter og tilpasninger til moderne tider. Indtil nu har de alle været belastede af deres fortid, og deres ledere har alle været partiejere, der har betragtet deres organisationer som piedestaler for deres egne svulmende egoer. Moderlandspartiets valg af Yilmaz som leder og udskillelsen af såvel de gammeldags muslimer som af gruppen omkring præsident Özal og hans familie, tegner allerede omridset af et nyt seriøst liberaltkonservativt parti til højre for midten. Inden for Socialdemokratiet er der flere mulige nye ledere på vej, men afgørelsen af, hvordan partiet skal udvikle sig i fremtiden, er blevet udskudt af frygt for den splittelse, der uvægeligt vil fremkomme i det mindste i en overgangsperiode. Ved siden af disse to store partier vil der også for fremtiden være plads til et islamisk parti, der for at få indflydelse må præsentere et mere jordbundet program end det, som Erbakan har været mester for. Før generationsskifterne og nystruk-tureringerne er gennemført, er det nok vanskeligt at forestille sig, at nogen tyrkisk regering kan få hold på privatiseringen af statsvirksomhederne og etableringen af et funger-

18 18 ende skattevæsen. Derudover presser kurderproblemet sig stadig stærkere på. Det er tydeligt, at det ikke lader sig løse med de metoder, der indtil nu har været anvendt, men en nyorientering kan næppe komme på tale uden et opgør med hæren, der hidtil har båret hovedansvaret for dets hidtidige uheldige håndtering. De væbnede styrker, der med mand i uniform er de største i Europa, må reduceres til naturlig størrelse, og de må fratages deres hidtidige position som en organisation, der står over staten og samfundet, og som havde ret til at gribe regulerende ind, når den skønnede det. Denne ret har militæret skaffet sig ved i 1960, 1971 og 1980 at gribe ind i den politiske proces og gennemføre konstitutionelle forandringer. Til forskel fra bananrepublikker har militæret hver gang frivilligt trukket sig tilbage, men ikke desto mindre repræsenterer dets position en anormali i et moderne demokratisk samfund. Tingenes tilstand er forankret i forfatningen, hvor der optræder et Nationalt Sikerhedsråd bestående af præsidenten, værnscheferne og nogle centralt placerede ministre, der kan give regeringen direktiver om landets integritet og udelelighed. Problemet med moderniseringen af det politiske system og af økonomien og med en tidssvarende håndtering af kurderproblemet såvel som med en organisering af et skatte-system og med en ny plads til de væbnede styrker i det tyrkiske samfund består ikke mindst i, at det altsammen tager tid. Ingen ved om den nødvendige tid er til rådighed eller om Tyrkiet endnu en gang risikerer at havne i anarki og blodige omvæltninger.

19 1 Saudi Arabiens Budget, fordelt på sektorer, (mia. Rialer) ** 1992 Forsvaret 60,850,3 na. 51,9-54,4 Uddannelse 23,7 21,7 24,0 26,2-31,4 Sundhed/social udvikling 11,1 7,7 10,6 11,8-12,2 Transport/kommunikation 11,9 10,1 8,3 9,2-8,3 Administration 10,3 6,4 na. na. - na. Udlåns institutioner 3,6 6,5 6,0 6,0 - na. Øk.resource udvikling 8,4 7,5 5,0 4,8-8,0 Subsidier 6,8na. 5,3 7,2-7,1 Lokal service 8,1 7,7 5,4 6,9-6,3 Infrastruktur 4,3 na. 2,6 na. - 2,1 Landbrug og vand na. na. na. 6,9 - na. Andet 21,0 4,1 73,9* 12,1-51,6 TOTAL 170,0 141,2 141,1 143,0 143,0 151,0 * Inkludere 55 mill. rialer til forsvar ** Der blev ikke lavet budget for 1991, men 1990 budgettets total blev overført. Måned 1991