BETÆNKNING OM DYREVÆRN. Afgivet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet den 19. november 1987

Transkript

1 BETÆNKNING OM DYREVÆRN Afgivet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet den 19. november 1987 BETÆNKNING NR København 1988

2 trykt på genbrugspapir ISBN Stougaard Jensen/København Ju bet.

3 INDHOLDSFORTEGNELSE ; Side KAPITEL 1. INDLEDNING Udvalgets nedsættelse og kommissorium Udvalgets sammensætning Udvalgets arbejde Oversigt over betænkningens enkelte kapitler 7 KAPITEL 2. DE HIDTIDIGE REGLER Dyreværns loven fra Den gældende lovgivning Reformovervejelser 17 KAPITEL 3. DYREVÆRNSLOVGIVNINGEN I ANDRE LANDE Den svenske dyreværnslovgivning Den norske dyreværnslovgivning 24 KAPITEL 4. UDVALGETS ALMINDELIGE SYNSPUNKTER Udvalgets hovedsynspunkter Udvalgets synspunkter på særlige områder Æglægningsbure Hold af rovdyr, insekter og krybdyr Katte og hunde Katte Hunde Aflivning og operative indgreb o.l Aflivning Rituelle slagtninger Operative indgreb o.l Fremvisning og salg Børnedyrskuer Zoologiske haver 55

4 Handel med dyr Tilsyn Tilsyn med lovens overholdelse Regelmæssige tilsyn med dyrehold Dyreværnsråd Straffebestemmelser Transport af dyr 71 KAPITEL 5. UDVALGETS LOVFORSLAG Udkast til lov om værn af dyr Bemærkninger til lovudkastet 82 Bilag 115 Bilag 1. Skrivelse af 14. august 1987 fra Foreningen til Dyrenes Beskyttelse til justitsministeren. Bilag 2. Notat om internationale konventioner på dyreværnsområdet. Bilag 3. Udtalelse af 4. maj 1988 fra Det veterinære Sundhedsråd vedrørende rituelle slagtninger. Bilag 4. Udtalelse af 27. maj 1988 fra Det etiske Råd vedrørende husdyr vedrørende rituelle slagtninger. Bilag 5. Notat om skader på slagtedyr. Bilag 6. Fortegnelse over administrative forskrifter udstedt i medfør af den gældende lov. Bilag 7. Skrivelse af 29. marts 1988 fra Det veterinære Sundhedsråd med rådets betragtninger i forbindelse med revision af dyreværnsloven.

5 KAPITEL 1. INDLEDNING Udvalgets nedsættelse og kommissiorium. Udvalget er nedsat ved Justitsministeriets skrivelse af 19. november Udvalgets kommissorium har følgende indhold: "Udvalgets opgave er at udarbejde et forslag til en ny dyreværnslov, der vil betyde en generel styrkelse af dyrenes stilling i det nuværende samfund. Lovforslaget bør sikre, at dyrenes stilling bliver bragt bedre i overensstemmelse med de krav, som man bl.a. i lyset af forskningen inden for området må stille i dag til behandlingen af dyr. Udvalget bør endvidere bl.a. overveje de spørgsmål, der er rejst i en skrivelse af 14. august 1987 fra Foreningen til Dyrenes Beskyttelse til justitsministeren. Vedrørende de dyr, der holdes til landbrugsformål, skal udvalgets arbejde foregå på grundlag af det arbejde, der er udført af Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende de intensive produktionsformer inden for landbruget (Willeberg-udvalget). Udvalget skal endvidere i sit lovforslag indarbejde de regler, der er nødvendige for gennemførelsen af Europarådsrekommandationerne om svin og fjerkræ, Europarådets konvention om beskyttelse af kæledyr og eventuelle senere rekommandationer, der vedtages, inden udvalgsarbejdet er afsluttet. Lovforslaget bør i øvrigt i overensstemmelse med de retningslinier, der anvendes i nyere lovgivning, udformes således, at det overlades til administrationen at fastsætte de detaljerede regler om dyrenes forhold, bortset fra detailregler, der på grund af deres betydning har særlig samfundsmæssig interesse. Sådanne regler bør optages i selve lovforslaget. Udvalget skal søge at færdiggøre arbejdet i begyndelsen af maj " Skrivelsen af 14. august 1987 fra Foreningen til Dyrenes Beskyttelse til justitsministeren er optrykt som bilag 1 til denne betænkning.

6 Udvalgets sammensætning. Udvalget har haft følgende sammensætning: Stiftamtmand K. J. Christensen (formand). Gårdejer Chr. Bjerregaard (indstillet af Landbrugsrådet). Underdirektør Arne Drewsen (indstillet af Landbrugsrådet). Kontorchef Mogens Ginnerup-Nielsen (indstillet af Landbrugsministeriet). Politimester Uffe Kornerup (indstillet af dyreværnsorganisationerne). Sekretariatschef Bente Lakjer (indstillet af dyreværnsorganisationerne). Generalsekretær Tage Lysgaard (indstillet af Landbrugsrådet). Dyrlæge Vibeke Korup Nielsen (indstillet af Den danske Dyrlægeforening). Journalist Janne Normann, formand for det Etiske Råd vedrørende husdyr (udpeget af Justitsministeriet). Keramiker Vibeke Petersen (indstillet af dyreværnsorganisationerne). Fuldmægtig Ulla Staal (udpeget af Justitsministeriet). Direktør i Familieretsdirektoratet Claus Rosholm indtrådte den 10. maj 1988 i udvalget i stedet for fuldmægtig Ulla Staal, Justitsministeriet. Som sekretærer for udvalget har fungeret Kredsdyrlæge Henning Dalsgaard og Fuldmægtig Finn Andersen, Justitsministeriet.

7 - 7 - I øvrigt har overassistent Lizzi Mortensen og assistent Else-Marie Forstgaard, Justitsministeriet, varetaget skriveopgaverne under udvalgets arbejde. Skriveopgaverne i forbindelse med betænkningen er varetaget af overassistent Lizzi Mortensen, Justitsministeriet Udvalgets arbejde. Udvalget har holdt 15 møder. Udvalget har ikke taget stilling til, om der i dyreværnsloven er behov for særlige regler vedrørende pelsdyravlen i Danmark. Udvalget har fundet, at en stillingtagen hertil bør afvente rapporten fra Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende intensive produktionsformer inden for landbruget, som ikke forelå ved udvalgsarbejdets afslutning Oversigt over betænkningens enkelte kapitler. Dyreværnsudvalget fremlægger med denne betænkning forslag til en række væsentlige forbedringer af dyreværnsloven. Betænkningen er opdelt i en række kapitler. I kapitel 2 redegøres for de hidtidige regelsæt på dyreværnsområdet. Kapitel 2.1. indeholder en kort beskrivelse af dyreværnsloven fra Kapitel 2.2. indeholder en beskrivelse af den gældende dyreværnslovgivning. I kapitel 2.3. redegøres for de overvejelser, der de senere år har været gjort på dyreværnsområdet. Endvidere oplyses om de udvalg, der de senere år har behandlet dyreværnsspørgsmål.

8 - 8 - I kapitel 3 redegøres for dyreværnslovgivningen i andre lande herunder Sverige og Norge. I kapitel 4 er der redegjort for udvalgets almindelige synspunkter. Kapitel 4.1. indeholder en redegørelse for de hovedsynspunkter, der har været bestemmende for lovforslagets udformning. Udvalget har i overensstemmelse med kommissoriet ændret de indledende bestemmelser, således at udtrykket "unødig lidelse" er udeladt af loven. Med den ændrede formulering af 1-2 tages der således i overensstemmelse med konventionen om anvendelse af dyr til landbrugsformål udgangspunkt i dyrenes velfærd. Den ændrede formulering af bestemmelserne udvider ikke deres anvendelsesområde, men de nye bestemmelser kan på længere sigt medvirke til en ændret holdning til dyreværn, ligesom det er sikret, at regelsættet på dyreværnsområdet kontinuerligt kan tilpasses udviklingen. For at sikre, at dyreværnslovgivningen kontinuerligt kan følge med udviklingen såvel inden for landbrug og kæledyrshold som inden for forskning i forhold af betydning for dyrevelfærd, har udvalget fundet, at en række af de forhold, der i dag reguleres i selve loven, bør reguleres ved administrative forskrifter. I de følgende kapitler redegøres for udvalgets overvejelser på de væsentligste af de områder, som har været drøftet under udvalgets møder. Drøftelserne af mindre væsentlige områder er ikke særskilt omtalt. Udvalgets konklusioner vil dog fremgå af udvalgets bemærkninger til lovudkastet. I kapitel redegøres for udvalgets overvejelser omkring æglægningsbure. Der har ikke i udvalget kunnet opnås enighed om udformningen af regler om burhøns. Et flertal i udvalget finder dog på baggrund af omstændighederne ved ophævelsen af forbuddet mod anvendelse af æglægningsbure og på baggrund af betænkningerne fra de tidligere udvalg, der har behandlet disse spørgsmål, ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at ændre reglerne. Reglerne foreslås derfor med nogle få sproglige korrektioner videreført i en ny lov.

9 _ Q _ I kapitel redegøres for udvalgets overvejelser omkring hold af vilde dyr. Udvalget finder, at justitsministeren bør bemyndiges til at kunne forbyde hold af dyr, der kan være farlige for omgivelserne, eller som kan være vanskelige at holde i fangenskab, jf. 10 i lovudkastet. Udvalget finder, at der i særlig grad er behov for regler om slanger og andre farlige krybdyr. Udvalget har overvejet, hvordan problemerne med de mange vilde katte og problemerne med nedskydning af katte, der holdes som kæledyr, kan løses. Kapitel indeholder udvalgets overvejelser herom. Et flertal i udvalget henstiller til kommunerne, at der tages initiativer til løsning af problemerne med de mange vilde katte. Med hensyn til adgangen i jagtloven og markog vej fredsloven til at nedskyde katte finder flertallet i udvalget, at denne adgang bør begrænses til alene at gælde katte, der ikke er mærkede. Folk bør samtidig opfordres til at lade deres katte mærke eventuelt i form af et halsbånd. Endelig finder et andet flertal, at der bør fastsættes regler om tvungen øretatovering og central registrering af katte i byer og sommerhusområder. I kapitel redegøres for udvalgets overvejelser omkring behovet for ændring i reglerne om hunde. Udvalget finder, at der er behov for en nærmere regulering af navnlig reglerne omkring formidling og salg af hunde. Udvalget foreslår, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler herom. Et flertal i udvalget foreslår endvidere, at der fastsættes regler om, at alle hunde skal øretatoveres og registreres i et centralt register. Kapitel indeholder udvalgets overvejelser omkring aflivning og operative indgreb m.v. Udvalget finder, at justitsministeren bør bemyndiges til at fastsætte regler om aflivning af dyr, blandt andet således at der kan fastsættes regler, der gør Danmark i stand til at kunne ratificere europarådskonventionen om kæledyr. Udvalget foreslår endvidere, at visse aflivningsformer forbydes, jf. kapitel

10 Udvalget har overvejet, hvorvidt der bør stilles krav om forudgående bedøvelse ved enhver slagtning af dyr, dvs. også ved slagtninger efter jødisk eller islamisk ritus. I kapitel redegøres for udvalgets overvejelser. Der har ikke i udvalget kunnet opnås enighed om dette spørgsmål. Et flertal i udvalget finder dog på baggrund af en indhentet sagkyndig udtalelse fra Det veterinære Sundhedsråd ikke grundlag for at foreslå de hidtidige regler ændret. Efter udvalgets forslag vil det således fortsat være muligt at slagte efter jødisk og islamisk ritus. Kapitel indeholder udvalgets overvejelser omkring forskellige former for operative indgreb. Udvalget finder ikke de nuværende regler dækkende. Man finder derfor, at justitsministeren bør bemyndiges til at fastsætte regler på en række nærmere angivne områder. Udvalget finder, at det kun bør være tilladt at foretage halekupering, hvis det er påkrævet af veterinære hensyn. Dette gælder også kupering af hundehaler. Udvalget foreslår endvidere mindre ændringer i reglerne om kastration, afhorning, mærkning, rensning og beskæring af klove og i øvrigt i reglerne om mindre operative indgreb. Udvalget har overvejet reglerne omkring fremvisning og salg af dyr. Udvalget finder, at der er særlige problemer omkring børnedyrskuer og hold af dyr på byggelegepladser. Udvalget foreslår derfor blandt andet med henblik på sidstnævnte, at der gives politiet adgang til at forbyde, at dyr holdes på et sted, hvor ejeren ikke bor, jf. kapitel I kapitel er redegjort for udvalgets overvejelser omkring zoologiske haver. Udvalget finder, at der er behov for, at regelsættet omkring disse gennemgås med henblik på en justering. Udvalget finder særligt, at der er behov for en udvidet kontrol med oprettelsen og driften af zoologiske haver. Handel med dyr er ikke særligt reguleret i relation til det dyreværnsmæssige aspekt. Udvalget finder, at der bør stilles visse krav til dyrehandlere. Det må sikres, at disse har en vis viden om de dyr, som de beskæftiger sig med, og at de er i stand til at vejlede kunderne om den rette pasning og pleje af

11 et dyr. Der er endvidere behov for særlige regler om den formidling af dyr, som foregår uden for fast forretningssted, jf. kapitel Et flertal af udvalgets medlemmer stiller i samme kapitel forslag om, at det forbydes at overdrage dyr til børn under 18 år r uden at forældremyndighedsindehaveren har samtykket heri. Endelig er der i dette kapitel redegjort for udvalgets overvejelser omkring import af fremmedartede dyr. Udvalget finder, at der er behov for en forenkling af reglerne i den gældende lov omkring tilsyn med lovens overholdelse. Der er redegjort herfor i kapitel Udvalget har i sit lovforslag søgt at forenkle disse regler. I kapitel redegøres for udvalgets overvejelser omkring muligheden for at etablere regelmæssige tilsyn med dyrehold. Udvalget finder, at der, hvor et dyrehold hviler på en særlig tilladelse, kan stilles som et vilkår for tilladelsen, at der gives mulighed for kontrolbesøg. Et flertal af udvalgets medlemmer finder, at der er behov for et organ, der kan rådgive justitsministeren i dyreværnsspørgsmål. I kapitel redegøres for drøftelserne herom. Der redegøres herunder for udvalgets overvejelser omkring sammensætningen af dette organ. Udvalget har drøftet lovens straffebestemmelser, som man ikke har fundet grundlag for at ændre. Udvalget henstiller dog, at adgangen til for en periode at fratage en person retten til at beskæftige sig med dyr benyttes i videre omgang end tidligere, jf. kapitel Udvalget finder endvidere, at de bøder, der idømmes, når der ikke er tale om økonomisk vinding ved en overtrædelse af loven, er for lave. I kapitel redegøres for udvalgets overvejelser omkring transport af dyr. Udvalget finder, at der er behov for at justere reglerne på visse områder. Kapitel 5 indeholder udvalgets lovforslag med tilhørende bemærkninger. Som ovenfor anført findes i kapitel 4.1. en kort fremstilling af de hovedsynspunkter, som ligger til grund for

12 udvalgets lovforslag. Kapitel 4.1. indeholder tillige en redegørelse for, på hvilke områder forslaget adskiller sig fra den gældende lov. København i november Chr. Bjerregaard K. J. Christensen Arne Drewsen (Formand) Mogens Ginnerup-Nielsen Uffe Kornerup Bente Lakjer Tage Lysgaard Janne Normann Vibeke Korup Nielsen Vibeke Petersen Claus Rosholm Henning Dalsgaard Finn Andersen

13 KAPITEL 2. DE HIDTIDIGE REGLER Dyreværnsloven fra Danmark fik sin første dyreværnslov i Denne lov blev udarbejdet i Justitsministeriet, efter at der i 1913 var fremsat et privat lovforslag om en dyreværnslov. Medens det private forslag indeholdt en række detaljerede bestemmelser, fandt man det "hensigtsmæssigt og bedst tjenligt for udkastets formål i loven kun at give visse hovedbestemmelser, medens den nærmere ordning af den i de forskellige forhold påkrævede beskyttelse for dyrene bedst gives ved administrative forskrifter.." (bemærkningerne til lovforslaget - Rigsdagstidende , tillæg A, spalte 3444). Selve loven kom derfor til at bestå af kun 9 paragraffer. Lovens indhold var i det væsentlige bestemmelser om straf for dyremishandling, bestemmelser angående tvungen aflivning af syge eller tilskadekomne husdyr, en henvisning til lovgivningen om dyreforsøg og en bemyndigelse til udfærdigelse af administrative forskrifter angående dyrs transport, slagtning eller deres behandling i anden særlig retning. De eneste forhold, der blev reguleret direkte i loven, vedrørte forsvarlig behandling af heste og transport af levende fisk. Med hjemmel i loven blev der udfærdiget 5 bekendtgørelser om transport af levende dyr i motorkøretøjer, kontrol med erhvervsmæssig handel med hunde og mindre pattedyr, kontrol med rovdyr og større dyr, brug af halsbånd ved dressur af hunde og om indfangning og aflivning af herreløse katte. Af de bekendtgørelser, som er udfærdiget i medfør af loven, er bekendtgørelse angående kontrol med rovdyr og visse større dyr af 7. august 1936 og bekendtgørelse angående brug af halsbånd

14 ved dressur af hunde af 9. juli 1938 stadig i kraft Den gældende lovgivning loven afløstes i 1950 af den gældende dyreværnslov. Baggrunden for, at man på dette tidspunkt ændrede loven, var ændrede produktionsformer inden for landbruget, og et ønske om at tilnærme den danske lovgivning til lovene i de omkringliggende lande, hvor dyreværnslovene var mere udførlige end den danske. At loven blev så udførlig, som den er, skyldes også, at man fandt det rigtigst at give mere detaljerede bestemmelser i selve loven fremfor i administrative forskrifter. Loven bygger i det væsentlige på 1916-loven, men er blevet udvidet med en række detaljerede forskrifter, der regulerer de områder vedrørende omsorgen for og den forsvarlige behandling af dyr, som man dengang opfattede som de væsentligste dyreværnsproblemer. Samtidig foretog man en stramning af en række af de allerede gældende forskrifter. I 1963 ændredes lovens 6 om forbud mod anvendelse af vilde dyr ved forestillinger i cirkus m.v. I 1979 lempedes forbuddet mod anvendelse af æglægningsbure, således at der på nærmere vilkår kan opnås tilladelse til at anvende æglægningsbure, jf. 4 a-c. Denne ændring skete på baggrund af en delbetænkning fra Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende intensive produktionsformer og dyrebeskyttelse i praktisk landbrug (3. del i udvalgets betænkning nr. 868 fra maj 1979). Loven indeholder i 1 og 2 nogle helt grundlæggende men meget generelle regler om behandlingen af dyr. Bestemmelserne fastsætter, at "dyr skal behandles forsvarligt" og ikke må "udsættes for unødig lidelse". Efter 18 straffes den, der "behandler dyr uforsvarligt". Efter den sproglige affattelse synes bestemmelserne altomfattende. Bestemmelserne er imidlertid så generelt formulerede, at de i relation til straf - i overensstemmelse med

15 almindelige principper for fortolkning af vage bestemmelser - skal fortolkes indskrænkende. Anvendelsen af bestemmelserne forudsætter således, at forholdet har en vis grovere karakter. Disse bestemmelser er bl.a. af den grund mindre egnede til at sikre en tilstrækkelig regulering af dyreværnsområdet. Lovens 3-11 indeholder - udover 4a-4c om æglægningsbure - en række regler om detailspørgsmål. Disse regler afspejler forholdene omkring 1950 inden for landbrug og fiskeri, men tager selvsagt ikke stilling til de spørgsmål, som nye produktionsformer i landbruget rejser, og som forskningen inden for dyrevelfærd rejser. 12 indeholder en regel om afgrænsning af loven i forhold til dyreforsøg indeholder detaljerede regler om indgriben over for underernærede og tilskadekomne dyr. 16 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om "dyrs transport, slagtning, aflivning, mærkning og behandling i anden særlig retning". Efter sin sproglige formulering er denne bestemmelse meget vidtgående, men også ubestemt ("anden særlig retning"). Forarbejderne til bestemmelsen (Rigsdagstidende tillæg A, spalte ) indeholder ikke bidrag til forståelsen af denne bestemmelse, heller ikke forarbejderne til 1916-loven, hvorfra bestemmelsen er overført, indeholder fortolkningsbidrag. Bestemmelsen angiver endvidere ikke, hvilke indgreb der kan gives regler om, hvilket - i overensstemmelse med almindelige fortolkningsprincipper - betyder, at bestemmelsen kun giver hjemmel til mere vidtgående indgreb, hvis indgrebet er påkrævet ud fra meget tungtvejende hensyn til dyrenes forsvarlige behandling. Uklarheden omkring området for bestemmelsen og den begrænsede adgang til at fastsætte regler af mere indgribende karakter betyder, at bestemmelsen kun i begrænset omfang er et egnet redskab til at regulere dyreværnsspørgsmål. 17 indeholder en bestemmelse om erhvervsmæssig handel med dyr og indeholder sanktionsbestemmelser og bestemmelser om lovens ikrafttræden.

16 Med hjemmel i loven er der udarbejdet en række administrative forskrifter. En fortegnelse over de gældende forskrifter findes i bilag 6. Danmark har endvidere ratificeret 3 konventioner på området. I bilag 2 findes en kort beskrivelse af indholdet i disse 3 konventioner. Nyeste konvention på dyreværnsområdet er Europarådskonventionen om kæledyr, der har været åben til underskrift fra den 1. oktober Danmark har undertegnet konventionen med ratifikationsforbehold. I bilag 2 er nærmere redegjort for indholdet i konventionen. Som det fremgår, har Danmark ikke været i stand til at ratificere konventionen, da den danske dyreværnslov ikke fuldt ud lever op til de krav, som stilles efter konventionen. Danmark har dog tilkendegivet sin positive holdning til indholdet af konventionen. Efter konventionen er der mulighed for at tage forbehold over for art. 6, som indeholder forbud mod salg af kæledyr til børn under 16 år, og over for art. 10, stk. 1, litra a, som indeholder forbud mod halekupering af hunde. Konventionen er undertegnet med forbehold over for disse bestemmelser. Såfremt konventionen skal kunne ratificeres uden forbehold skal en ny dyreværnslov indeholde bestemmelser, der sikrer, at dyreværnsloven opfylder disse krav. Dyreværnsloven gælder også for hunde. Endvidere findes en særlig hundelov, der først og fremmest indeholder regler om erstatningsspørgsmål vedrørende skader forårsaget af hunde, og regler om nogle politimæssige spørgsmål, f.eks. om forstyrrelse af de omkringboende ved gøen og tuden, og om forholdsregler over for bidske og glubske hunde. Hundeloven indeholder dog også enkelte regler, der er begrundet i dyreværnsmæssige hensyn. F.eks. fastsætter 2, at der ikke

17 uden særlig tilladelse må holdes hund på steder, hvor der ikke er beboelse. Endvidere fastsætter 7, at man ikke uden politiets tilladelse må drive erhvervsmæssig handel eller erhvervsmæssig opdræt af hunde. Denne bestemmelse er bl.a. begrundet i dyreværnsmæssige hensyn Reformovervejelser. Udviklingen i dansk landbrug efter den 2. verdenskrig blev præget af en hastig udvidelse af den animalske produktion under stigende anvendelse af mekaniske hjælpemidler, først til markarbejdet og senere i staldene. De vigende økonomiske konjunkturer og et konstant forbrugerkrav om billige levnedsmidler motiverede landmændene til at satse på specialproduktioner og stordrift - i det håb, at den økonomiske investering, som var nødvendig, ville vise sig rentabel bl.a. på grund af en betydelig reduktion af menneskelig arbejdskraft. Det blev økonomiske og tekniske synspunkter, der i første omgang prægede denne omstilling af erhvervet, mens de biologiske og etologiske aspekter fik en mindre fremtrædende plads. I 1977 nedsatte justitsministeren en arbejdsgruppe med professor Aage Jepsen som formand (Jepsen-udvalget). Udvalget fik til opgave at indsamle og analysere de erfaringer med intensive produktionssystemer, der var tilgængelige i praktisk dansk landbrug inden for kvæg-, svine- og fjerkræsektoren. Udvalgets rapport skulle være det saglige grundlag, hvorpå Justitsministeriet og andre myndighder kunne basere deres stillingtagen til produktionssystemerne, herunder systemernes forhold til lovgivningen om dyreværn. Jepsen-udvalget fik specielt til opgave at vurdere forsvarligheden af æglægningsbure - samt at fremskynde behandlingen af dette problem mest muligt. Udvalget afgav rapport i 1979 (betænkning rir. 868 om intensive produktionssystemer og dyrebeskyttelse i praktisk landbrug). En del mere eller mindre uacceptable forhold blev påvist i alle sektorer. Vedrørende æglæggende høner i bur blev denne produktionsmetode efter indstilling af Det veterinære Sundhedsråd

18 tilladt på visse betingelser, bl.a. gennemførtes for første gang en godkendelsesordning samt tilsyn af en dyrlæge hvert halve år. Der henvises i øvrigt til kapitel I kvæg- og svinesektoren resulterede Jepsen-udvalgets rapport ikke umiddelbart i specifik lovgivning. Dels var man af den opfattelse, at de påviste ulemper ville kunne rettes inden for rammerne af den eksisterende lovgivning om dyreværn - dels var mange af de mindre heldige vilkår for dyrene helt nye problemer, hvis omfang og konsekvenser var ukendte. Selv om der kunne påvises uheldige forhold i udviklingen både i kvæg - og svinebesætninger, var der tilsyneladende ikke tale om forhold, der var direkte i strid med gældende lovgivning, således som tilfældet var med burhønsene. Den udvikling, som påvistes af Jepsen-udvalget, fortsatte op gennem 1980'erne. Strukturændringer i retning af specialisering og mekanisering - herunder elektronisk styring af produktionen - var ledsaget af en klar tendens til forøgelse af antallet af dyr i de enkelte besætninger. Den almindelige økonomiske udvikling bidrog til, at mange små og mindre landbrug ikke mere var rentable, og tendenser til at kompensere landmænd direkte for den merudgift, der er en forudsætning for tiltag, der øger dyrenes velfærd, fik kun begrænset og sporadisk tilslutning. I efteråret 1986 nedsatte Justitsministeriet et nyt udvalg med professor P. Willeberg som formand. Dette udvalg fik til opgave med udgangspunkt i Jepsen-udvalgets rapport at vurdere de moderne produktionsformer i lyset af dyreværnslovens grundlæggende princip: at dyr skal behandles forsvarligt og ikke udsættes for unødig lidelse. Hertil kommer den forpligtelse, som Danmark har påtaget sig ved at ratificere Europarådets konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål; at sikre dyrenes fysiologiske og adfærdsmæssige behov. Willeberg-udvalgets arbejde er mundet ud i en rapport, der som nævnt i kommissoriet er indgået i dette udvalgs arbejde. Det er i øvrigt inden for de senere år blevet åbenbart, at der er behov for en ændring af dyreværnsloven.

19 Årsagerne hertil skal søges i flere forhold. Loven tager som nævnt ikke stilling til de nye produktionsformer i landbruget og til, i hvilket omfang forskningen i dyrevelfærd bør have betydning for de krav, som man bør stille til behandlingen af dyr. Loven indeholder endvidere i det væsentligste regler, der regulerer forholdene inden for landbruget, og afspejler således ikke udviklingen inden for andre områder, navnlig kæledyrsområdet. Hertil kommer, at loven ikke helt lever op til de krav, som stilles internationalt. Loven lever endvidere ikke op til de krav, som man i dag må stille til lovgivningen ud fra lovtekniske synspunkter. Den sproglige formulering er flere steder tung. Loven belastes af en række detailregier, der efter de lovtekniske principper, der anvendes i dag, bør fastsættes i administrative forskrifter. Loven indeholder endvidere næppe tilstrækkelige bemyndigelser til, at de nødvendige regler kan fastsættes administrativt. Loven administreres af Justitsministeriet. Justitsministeriet er imidlertid ikke selv i besiddelse af tilstrækkelig sagkundskab vedrørende dyr. Justitsministeriet kan navnlig i sager om dyr i landbruget få sagkyndig vejledning fra Det veterinære Sundhedsråd, men Justitsministeriet finder, at man har behov for en ekspertice, som man kan trække på i det daglige arbejde, og som dækker hele dyreværnsområdet. I en skrivelse af 14. august 1987 til justitsministeren gjorde Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark rede for behovet for en ny lov på området. Foreningen gav endvidere udtryk for et ønske om en mundtlig drøftelse af problemerne. Med henblik på en sådan drøftelse indkaldte justitsministeren samtlige dyreværnsorganisationer til et møde den 26. august På mødet gav ministeren bl.a. udtryk for, at hele udviklingen i retning af et moderne teknologisk samfund har øget be-

20 hovet for at forbedre dyrenes forhold. Ministeren afgav derfor løfte om i løbet af kort tid at nedsætte et udvalg, der kunne udarbejde forslag til en ny dyreværnslov. Udvalget blev herefter nedsat den 19. november 1987.

21 KAPITEL 3. DYREVÆRNSLOVGIVNINGEN I ANDRE LANDE. Den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der anvendes til landbrugsformål, og de rekommandationer, der er udsendt i medfør af denne konvention, har haft til følge, at adskillige EF-stater har taget initiativ til at revidere deres nationale lovgivning om dyreværn og at forberede lovgivningens tilpasning til rekommandationerne. Når lovgivningen i disse lande ikke er særligt omtalt i denne betænkning, skyldes det i væsentlig grad, at situationen i øjeblikket ikke er tilstrækkeligt afklaret. Især i de nordlige EFstater synes der dog at være en udvikling i retning af opfyldelse af konventionens og rekommandationernes tekst. Der synes ligeledes i disse lande at være en forståelse for, at konkurrencemæssige betragtninger taler for, at søge fælles løsninger på EF-plan. EF har den 18. oktober 1988 underskrevet konventionen om beskyttelse af dyr, der anvendes til landbrugsformål. Dette vil medføre, at rekommandationer, der udfærdiges i medfør af denne konvention, formentlig af EF vil blive opfyldt ved udsendelse af direktiver og forordninger til medlemslandene. I det følgende er dyreværnslovene i Sverige og Norge omtalt, idet disse lande har en lovgivningstradition, der i det væsentligste svarer til den danske Den svenske dyreværnslovgivning. Den svenske dyreværnslov er fra 1988 og afløser den tidligere lov fra 1945, som dog er ændret flere gange gennem årene. Om baggrunden for, at man har ønsket en helt ny lov, anføres blandt andet, at den hidtidige lov kun tog stilling til straf for dyrplageri. Med en ny lov har man ønske;t at forebygge mod

22 dyrplageri. Man har endvidere fundet, at de senere års stadige og store ændringer inden for dyrehold har nødvendiggjort en lovændring (Regeringens proposition 1987/88:93 s. 14). Særligt anføres det, at inden for landbruget har de økonomiske og produktionstekniske faktorer fået for stor plads i forhold til dyreværnsspørgsmål - dette har medført, at dyrenes behov i mange tilfælde ikke er blevet tilgodeset i de moderne staldmiljøer. I betænkningen (Regeringens proposition) anføres en række områder, hvor man har søgt at forbedre loven. Man finder således, at der er behov for en ordning med afprøvning af stalde og inventar inden ibrugtagning. Man beskæftiger sig tillige med fiksering af dyr og med dyrs adgang til strå. Med hensyn til, om det skal være tilladt at kupere hundehaler, anføres det, at dette spørgsmål må afklares efter en drøftelse med Norge og Finland, idet der ikke er bestemmelser om karantæne ved transport af hunde mellem Sverige og disse lande. Man er dog overvejende stemt for at forbyde halekupering, der foretages af kosmetiske grunde. Om æglægningsbure anføres det, at nye systemer til erstatning af de nuværende bør udvikles over en 10-årig periode, og at man inden for samme tidshorisont bør afskaffe de nuværende bursystemer. Det anføres i samme forbindelse, at afviklingen af æglægningsbure vil medføre regler om forbud mod import af æg produceret i bure. Endelig skal det bemærkes, at man går ind for et forbud mod ritualslagtninger uden forudgående bedøvelse. Loven indeholder i 1 en bestemmelse om lovens anvendelsesområde og i 2-9 nogle generelle bestemmelser om, hvordan dyr skal behandles. 2 svarer stort set til 1 i den gældende danske lov og anvender ligesom denne udtrykket "unødig lidelse". I 3 gives forskrifter om foder og tilsyn og om kravene til dyrets opholdsrum. Regeringen, eller efter regeringens bemyndigelse lantbruksstyrelsen, bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om kravene til dyrs opholdsrum og om godkendelse af produktionsanlæg og staldinventar, inden de tages i brug.

23 indeholder regler om, at dyr ikke må overanstrenges eller slås med redskaber, der kan såre eller på anden måde skade dyret. 6 indeholder en bestemmelse om, hvordan dyr må bindes. Den indeholder endvidere en bemyndigelse for regeringen til at fastsætte nærmere regler herom. Efter 7 kan det ved administrative forskrifter forbydes at holde dyr i fangenskab. Ifølge motiverne retter bestemmelsen sig mod, hvad man i Sverige betegner som selskabsdyr. 8 indeholder regler om transport af dyr og en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler. 9 indeholder en regel om behandling af syge dyr indeholder regler om operative indgreb. Det foreskrives, at operative indgreb kun må foretages af en dyrlæge, medmindre indgrebet er ubetydeligt eller hastende. I øvrigt indeholder bestemmelsen bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler. 12 indeholder en bemyndigelse til at fastsætte forskrifter om genteknik, hormontilførsel og visse former for avl, hvorved dyr påføres lidelse indeholder regler om slagtning m.m. Efter 13 skal dyr skånes for unødigt ubehag og lidelse før og i forbindelse med slagtning. I 14 stilles krav om, at alle dyr skal være bedøvet, når blodet tappes af. Regeringen kan dog meddele undtagelse for fjerkræ og kaniner. Regeringen kan i øvrigt fastsætte regler om slagtning. Efter 16 kræver det særlig tilladelse at opføde hunde, heste og pelsdyr og at sælge hunde. 17 og 18 indeholder regler om væddeløb med dyr og fremvisning af dyr. Dette må ikke ske, hvis dyret derved udsættes for lidelse. 18 indeholder endvidere et forbud mod påvirkning af dyrs præstationsevne og temperament ved eksempelvis doping. I øvrigt bemyndiges regeringen til at fastsætte regler om vædde-

24 løb og fremvisning indeholder regler om anvendelse af dyr til forsøg indeholder bestemmelser om tilsyn med lovens overholdelse. Lantbruksstyrelsen udøver det centrale tilsyn. Det lokale tilsyn udøves af Miljö- och hälsoskyddsnämnden. Politiet skal på begæring yde den nødvendige bistand. Regeringen kan i øvrigt fastsætte regler om, af hvem og hvordan tilsynet skal udøves. 29 giver Länsstyrelsen hjemmel til at meddele en person forbud mod at beskæftige sig med dyr vedrører den nærmere procedure, som skal følges, hvis en tilsynsmyndighed eller andre bliver opmærksom på, at et dyr er i en sådan tilstand, at det har behov for hjælp eller bør aflives indeholder straffebestemmelser og bestemmelser om administrativ klageadgang. Strafferammen er i 36 fastsat til bøde eller fængsel i 1 år. Udover straffebestemmelsen i dyreværnsloven findes i den svenske straffelov en bestemmelse om straf for dyrplageri Den norske dyreværnslovgivning. Den norske dyreværnslov er fra Den afløste den indtil da gældende dyreværnslov fra 1935 og en lov fra 1929 om aflivning af husdyr og tamrener. I tilknytning til loven findes en række administrative forskrifter. Der findes således blandt andet forskrifter om æglægningsbure (hvor bl.a. mindstekravet 2 til bundarealet i bure med flere høns er fastsat til 700 cm ), om aflivning og om bedøvelse i forbindelse hermed, om kastration og om afhorning af dyr. Der findes endvidere forskrifter om forbud mod indførsel af visse fremmedartede dyr og om bortlodning af dyr. Endelig findes der bestemmelser med dyr, transport af om dyrepensionater, erhvervsmæssig handel dyr, hestecentre, dyrlægetilsyn ved væd-

25 deløb og om doping af heste til konkurrencebrug. I den norske dyreværnslov findes som i den svenske regler om dyreforsøg, og der er i tilknytning hertil udarbejdet administrative forskrifter. I lovens 1 angives lovens anvendelsesområde. I 2 findes en generel bestemmelse om behandling af dyr, hvori det anføres, at dyr skal behandles vel, og at der skal tages hensyn til dyrets instinkt og naturlige behov, således at dyret ikke bliver påført unødig lidelse. 3 giver politi, medlemmer af dyreværnsnævn (se nedenfor) og offentligt ansatte dyrlæger adgang til at foretage inspektion af dyrehold. I 4 og 5 pålægges den, der holder dyr, at sørge for, at dyret behandles i overensstemmelse med dets behov dels i relation til opholdsrummet og dets indretning og dels i relation til behandlingen af dyret i øvrigt. 6 foreskriver, hvorledes der skal forholdes, hvis man bliver opmærksom på, at et dyr er sygt, skadet eller i øvrigt hjælpeløst. Efter 7 kan alene dyrlæger foretage operative indgreb på dyr. Det foreskrives endvidere, at indgrebet under visse omstændigheder skal foretages under anvendelse af bedøvelse. Bestemmelsen angiver visse undtagelser fra hovedreglen. I 8 og 11, der i opbygning svarer til 3 i den gældende danske lov, angiver en række måder at behandle dyr på, som ikke er tilladt. 9 og 10 giver forskrifter for aflivning af dyr. Alle større dyr skal bedøves, før blodet aftappes. Efter 12 er det forbudt at 20 år gamle. handle med heste, der er mere end 13 indeholder regler om forbud mod at kastrere hunde, katte

26 og fjerkræ. En dyrlæge kan dog foretage kastration, når der er særlige grunde, der gør det nødvendigt. Det er endvidere forbudt at kupere ører og haler. Dog kan der meddeles dispensation for så vidt angår grise, hvis der skønnes behov herfor. Det er endvidere forbudt at sætte ringe i trynen på svin, at afhorne dyr, at klippe eller brænde næb på fjerkræ, at klippe kammen på fjerkræ eller at fjerne hundes stemmebånd. For en del af bestemmelserne gælder, at landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler. 14 svarer stort set til 4 i den danske lov om behandling af fisk. Dog er der ikke et udtrykkeligt forbud mod at anvende andre levende hvirveldyr end fisk som agn, derimod er der et forbud mod at anbringe levende fisk eller krebsdyr i butiksvinduer. Efter 15 er det forbudt at foranstalte offentlig fremvisning af andre dyr end fisk. Forbuddet gælder også anvendelse af dyr i reklameøjemed eller til pynt. Landbrugsdepartementet kan dog meddele dispensation omhandler situationer, hvor det kræver særlig tilladelse at beskæftige sig med dyr. Det drejer sig om dyrepensioner, dyrehandler og udlejning af dyr. Efter 20 er det forbudt at anvende levende dyr ved undervisning, medmindre det er et nødvendigt led i en erhvervsuddannelse. Det anføres i motiverne til loven, at man ikke finder, at det er grund nok, at man med levende dyr ønsker at gøre undervisningen mere interessant. 20 og 21 omhandler anvendelse af forsøgsdyr og reglerne for tilladelse hertil. Efter 2 3 skal der i hver kommune være et dyreværnsnævn på 3 eller 5 medlemmer, der kan hjælpe politiet med at påse, at dyreværnslovgivningen bliver overholdt. Nævnet kan af egen drift tage sager op og har efter 3 hjemmel til at foretage inspektion. Nævnet kan meddele pålæg og i tilfælde af, at disse ikke efterleves, overgives sagen til politiet indeholder i

27 øvrigt bestemmelser om disse nævns virksomhed. Efter 28 er der en særlig pligt til at sørge for, at hytter og lignende - særligt i fjeldet - er lukket, således at dyr ikke kan komme ind og blive lukket inde. 29 vedrører indhegning af marker og forbyder blandt andet anvendelse af pigtråd. 30 indeholder hjemmel for departementet til at fastsætte regler på en række områder. Der er som nævnt ovenfor fastsat regler på en række områdei:. Efter 31 straffes overtrædelse af loven med bøde eller fængsel i op til 1/2 år. I gentagelsestilfælde er straffen dog bøde eller fængsel i op til 1 år. Efter 32 kan en person ved gentagen særlig grov overtrædelse af loven fradømmes retten til at beskæftige sig med dyr. 33 og 34 indeholder ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

28 - 28 -

29 KAPITEL 4. UDVALGETS ALMINDELIGE SYNSPUNKTER Udvalgets hovedsynspunkter. Udvalgets opgave har efter kommissoriet vajret at udarbejde et forslag til en ny dyreværnslov, der vil betyde en generel styrkelse af dyrenes stilling i det nuværende samfund. Udvalget har på den baggrund fundet, at de indledende bestemmelser i loven bør ændres, således at der i loven tages udgangspunkt i dyrenes velfærd. Udvalget har derfor foretaget en sproglig ændring i 1, bl.a. således at udtrykket "unødig lidelse" udelades af loven, og i 2 har udvalget indføjet art. 3 fra Den europæiske Konvention om beskyttelse af dyr til landbrugsformål, således som det også er foreslået af Willeberg-udvalget på s. 140 i Willeberg-udvalgets betænkning. Art. 3 i konventionen tager netop udgangspunkt i dyrenes velfærd. Den ændrede formulering af 1 og 2 udvider ikke disse bestemmelsers anvendelsesområde, men udvalget finder, at bestemmelserne på længere sigt kan medvirke til en ændret holdning til dyreværn. Et væsentligt problem er, at der ikke i den gældende dyreværnslov er taget højde for udviklingen inden for såvel landbrug og kæledyrshold som inden for forskning i forhold af betydning for dyrevelfærd. Lovgivningen har derfor vanskeligt kunnet følge med udviklingen de senere år. Udvalget mener med sit lovforslag at have sikret, at regelsættet på dyreværnsområdet kontinuerligt kan tilpasses udviklingen. Udover ændringen af de indledende bestemmelser har et flertal i udvalget således foreslået, at der nedsættes et dyreværnsråd, der kan følge udviklingen inden for dyreværnsområdet og på egen hånd tage stilling til og stille forslag til justitsministeren om justeringer af lovgivningen. Rådet skal samtidig kunne rådgive ministeren i generelle spørgsmål inden for dyreværn. Endelig har udvalget i overensstemmelse med opgaven i kommissoriet søgt at fremtidssikre loven ved at åbne mulighed for, at

30 justitsministeren kan udfærdige administrative forskrifter på en række detailområder, hvor det ikke tidligere har været muligt. Udvalget har fundet det rigtigst, at regler, der har indgribende betydning for landbruget, i almindelighed bør fastsættes ved lov. Dette princip har blandt andet fundet anvendelse ved udformningen af 3 og 4 i udvalgets lovforslag. Der har i udvalget været enighed om, at der i en ny dyreværnslov bør være bestemmelser om dyrs opholdsrum. Udvalget har derfor i 3 i sit forslag indsat en bestemmelse herom. Da der kan være behov for en mere indgående beskrivelse af kravene til dyrs opholdsrum, end det er muligt i en lov, har udvalget i 4 indføjet en bestemmelse, der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler herom. På baggrund af det ovenfor anførte er bemyndigelsen dog begrænset, når det drejer sig om regler vedrørende dyr i landbruget, og udnyttelsen af bemyndigelsen forudsætter i øvrigt, at visse hensyn bliver taget til de eventuelt berørte. Udvalget har i sit forslag endvidere indsat bestemmelser, herunder bemyndigelser for justitsministeren til at fastsætte regler, for at sikre, at Danmark kan ratificere Den europæiske Konvention om beskyttelse af kæledyr. Tilsvarende muliggør lovforslaget, at der kan fastsættes regler, der sikrer, at Danmark kan gennemføre rekommandationerne om svin og æglæggende høner. Udvalget har foretaget en justering af loven på en række områder. Således er bestemmelserne om tilsyn blevet væsentligt forenklet, jf. kapitel Afsnittet om aflivning og operative indgreb o.l. er ligeledes ændret, idet en række af bestemmelserne foreslås overført til administrative forskrifter. Udvalget har samtidig foreslået en del ændringer i reglerne om operative indgreb. Udvalget finder, at der er behov for en øget regulering af forholdene omkring handel med og opdræt af dyr og har derfor foreslået en række justeringer af disse regler.

31 På området med kæledyr eller selskabsdyr foreslår udvalget, at der skal åbnes mulighed for at forbyde hold af en række dyr, herunder ikke mindst slanger. Udvalget foreslår endvidere en række ændringer i reglerne for hunde og katte. Disse ændringer skulle særligt for kattenes vedkommende medvirke til at løse problemet med de mange vilde katte, som findes i Danmark. Med hensyn til straffebestemmelserne har udvalget navnlig fundet, at adgangen til at frakende en person retten til at beskæftige sig med dyr bør udvides. Udvalget finder, at denne sanktion i nogle tilfælde vil have større betydning - ikke mindst for beskyttelsen af dyrene - end bøde- eller frihedsstraf. En række bestemmelser foreslås udeladt af loven. Det drejer sig om bestemmelserne i den gældende lovs 3, nr. 2, om slag på dyr, 3, nr. 3, om afsvidning af dyrs hårlag og 5 om nedslidte heste. Udvalget finder, at disse forhold alle er omfattet af 1 og 2 i udvalgets forslag. 12 om henvisningen til dyreforsøgsloven foreslås ligeledes udeladt. En række andre bestemmelser er udeladt, idet udvalget foreslår disse bestemmelser overført til administrative forskrifter. Endelig har udvalget foreslået ændringer i flere af de administrative forskrifter, som er udfærdiget i medfør af loven. Udvalget har ikke fundet behov for at indsætte bestemmelser om lovens anvendelsesområde, men finder, at loven som hidtil naturligt afgrænses dels ved lovens betegnelse, dels på den måde anvendelsesområdet er fastlagt i praksis. Udvalget har endvidere drøftet anvendelse af æglægningsbure, jf. kapitel Et flertal finder dog ikke grundlag for at foreslå reglerne ændret. Tilsvarende gælder slagtereglerne, herunder reglerne for rituelle slagtninger, som et flertal i udvalget ikke finder at have tilstrækkeligt grundlag for at foreslå ændret, jf. kapitel

32 Endelig har udvalget drøftet de dyreværnsmæssige problemer, der opstår i forbindelse med arbejdsnedlæggelser på slagterier og andre områder, hvor mennesker har ansvar for dyrs velbefindende. Udvalget finder ikke, at der bør være særlige regler i dyreværnsloven, der regulerer disse problemer. Udvalget finder dog grund til at præcisere, at mennesker, der har et ansvar for dyrs velbefindende, kan straffes efter dyreværnsloven, hvis de ikke opfylder dyrenes tarv og behov i forbindelse med en strejke eller lock-out. Udvalget henstiller til arbejdsmarkedets parter, at der i forbindelse med en eventuel revision af hovedaftaler o.l. samt i forbindelse med indgåelse af overenskomster søges indføjet bestemmelser om, hvordan dyrene bedst sikres i forbindelse med arbejdsnedlæggelser. Problemerne kan opstå for slagteriarbejdere, tilsynsassistenter, dyrlæger, foderstofleverandører o.a. I kap omhandles i øvrigt udvalgets synspunkter på en række udvalgte områder Udvalgets synspunkter på særlige områder Æglægningsbure. Udvalget har drøftet reglerne om æglægningsbure. Reglerne findes i 4a - 4c i den gældende dyreværnslov. I medfør af loven er der udstedt en bekendtgørelse nr. 340 af 30. juni 1981 med senere ændringer. I bekendtgørelsen beskrives de nærmere vilkår for tilladelse til anvendelse af æglægningsbure, herunder kravene til burenes størrelse og indretning. Endelig findes et EFdirektiv af 7. marts 1988 på området, der giver lempeligere minimumsregler end de danske. Mindstekravet til bundarealet efter EF-reglerne er således 450 cm. Mindstekravet gælder dog først fra 1995 for bestående anlæg. Heroverfor står det mindstekrav 2 på 6 00 cm, der gælder i Danmark. I medfør af europarådskonventionen om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål, er der i november 1986 vedtaget en

33 rekommandation om æglæggende høner. Danmark har i november 1987 meddelt, at man ikke for tiden er i stand til at gennemføre denne rekommandation og en rekommandation om svin, som blev vedtaget samtidig hermed. Baggrunden herfor er, at der er behov for ændringer i dyreværnsloven, såfremt Danmark skal kunne gennemføre rekommandationen om svin. Der henvises herom til kapitel Europarådsrekommandationen om æglæggende høner er fuldt ud tilgodeset ved EF's direktiv om regler for anvendelse af æglægningsbure. Dyreværnsloven indeholdt oprindelig i 3, nr. 7, et forbud mod anvendelse af æglægningsbure. Reglerne blev indføjet i 1950-loven navnlig på baggrund af en højesteretsdom fra 1938 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1938 s. 754), hvorefter det blev antaget, at anvendelse af nogle æglægningsbure beregnet til stadigt ophold for en enkelt høne, ikke efter de foreliggende oplysninger var uforsvarlig. De bure, der blev taget stilling til ved denne dom, havde et grundfladeareal på 36 x 44,5 cm og en højde fortil på 47 cm og bagtil på 40 cm. Burene var i øvrigt væsentligt forskellige fra de bure, der har været i anvendelse siden æglægningsbure blev tilladt i a - 4c blev indføjet i den gældende dyreværnslov i 1979, hvor man ophævede det generelle forbud, der som nævnt indtil da havde været gældende. Baggrunden for, at man i 1979 ophævede forbuddet mod anvendelse af æglægningsbure, skal søges i det forhold, at Danmark i 1977 som følge af EF-medlemsskabet havde måttet ophæve et forbud mod import af æg, og at en del ægproducenter trods forbuddet i dyreværnsloven havde taget æglægningsbure i brug for at kunne stå sig i konkurrencen med de øvrige EF-landmænd, der anvendte æglægningsbure. Det var således nødvendigt enten at lovliggøre anvendelsen af æglægningsbure eller at tage skridt, der ville kunne betyde, at dansk ægproduktion blev mindre konkurrencedygtig.

34 Forud var der fra en række brancheorganisationer rettet henvendelser til Justitsministeriet. I disse henvendelser blev bl.a. fremhævet, at anvendelsen af æglægningsbure giver betydeligt mere stabile produktionsresultater end konventionelle produktionsmetoder. Man henviste samtidig til, at det af konkurrencemæssige grunde var nødvendigt, at forbuddet mod anvendelse af æglægningsbure blev lempet, idet anvendelsen var tilladt i de øvrige EF-lande og i Sverige. Ændringen skete blandt andet på baggrund af en delbetænkning fra Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende intensive produktionsformer og dyrebeskyttelse i praktisk landbrug (3. del af udvalgets betænkning nr. 868 fra maj 1979). Willeberg-udvalget har på s. 126 f. i sin betænkning udtalt sig om æglægningsbure. Der udtales her, at "I arbejdsgruppen er der delte meninger om traditionelle æglægningsbures velfærdsmæssige egnethed som opholdsrum for æglæggende høner, og dermed om forsvarligheden af fortsat at benytte denne produktionsform. Der er imidlertid enighed i arbejdsgruppen om det væsentlige i en øget støtte til den forskningsmæssige udvikling og forbedring af systemer til ægproduktion, herunder i særlig grad alternativer til æglægningsbure. På denne baggrund anbefaler arbejdsgruppen, at brugen af æglægningsbure i den nu kendte udformning afvikles snarest efter markedsføring af alternative produktionssystemer, hvis produktionsøkonomiske og velfærdsmæssige egenskaber gør dem egnede. Det skal dog anføres, at alternativer til det traditionelle æglægningsbur i dag og formentlig også i fremtiden vil fordyre ægproduktionen. Dette forhold kræver en politisk løsning." På s. 151 udtaler Willeberg-udvalget sig om forholdet mellem dansk lovgivning og internationale initiativer. Det udtales, at "Arbejdsgruppen er overbevist om værdien af internationale initiativer for husdyrvelfærd. De internationale bestræbelser spiller en vigtig rolle for nationale initiativer og ikke mindst for deres gennemslagskraft. Efter arbejdsgruppens opfattelse er det betydningsfuldt for produktionsleddets motivation og medvirken til en styrkelse af produktionshusdyrenes velfærd, at der internationalt arbejdes for ensartede retningslinier på dette område, således at landbrugserhvervets afsætningsmuligheder på eksportmarkederne ikke udhules i forhold til vore konkurrenters. Arbejdsgruppen hilser med tilfredshed den indsats, der fra