Regulering af den danske banksektor

Transkript

1 HD AFHANDLING, ERHVERVSØKONOMISK INSTITUT HD FINANSIERING Regulering af den danske banksektor Analyse af uhensigtsmæssigheder ved reguleringens, Finanstilsynets, statens & rating bureauernes påvirkning af den danske banksektor Forfattere: Alex Poulsen Raaby Holmgaard & Morten Oxvig Vejleder: Thomas Berngruber HANDELSHØJSKOLEN AAHUS UNIVERSITET April 2012

2 Executive summary The purpose of the thesis is to uncover whether there are things being done inappropriate in external influences, such as regulations and rating of the Danish banks. The thesis wishes to reveal how the government reacts when the damage is done and when a bank is close to bankruptcy. In this case, does the government respond appropriately and how does this affect the sector? During the financial crises a lot of banks have gone bankruptcy and we have seen how this has lead to an enormous distrust of the financial sector, which is harmful to the society. Consequently, it is in the public interest that there is financial stability and belief in the financial sector. Hence, it is applicable to find things being done inappropriate caused by the measures imposed to achieve financial stability. It should be noted that most areas of regulation is appropriate, and the vast majority of banks are well managed. The thesis focuses solely on areas characterized by incongruities, as suggestions for improvement can be initiated within the boundaries of these. The analysis found that the Corporate Governance area has long seemed neglected, and the Danish FSA has lacked, on this matter, the possibility to sanction. Problems in the banks, can in many cases be related to management, and therefore require tightening in the regulations of Corporate Governance practices. In the FSA's ongoing supervision there is sometimes a focus on the wrong areas. Furthermore, there are also cases of inconsistency, and inspections that do not give a real picture, as the banks are alerted in advance. The broad framework provided in connection with the preparation of Danish banks' solvency and risk reports does not provide the intended market discipline and transparency. There are significant differences in individual banks' quality reports. It is important for a bank to get a good rating from a rating agency, since it gives the bank access to capital at low cost. The market has built up general distrust to the rating agencies, as many ratings clearly was too favorable prior to the financial crisis, and many now fear they are too low after several downwards adjustments in recent years.

3 The main finding when uncovering things being done inappropriate, is that politicians today seem to focus solely on avoiding bankruptcy in the Danish banking sector. More specifically politicians appear to equate the issue of avoiding bankruptcy with that of achieving financial stability. Independent of the size of the bank the trend is clear, the government is willing to both take on risk and lose money in an attempt to avoid bankruptcy. It is evident that the government has taken on the losses caused by bankruptcies prior the intended riskbeares, such as creditors and bondholders. Why the government chooses to protect those who should assume the loss when a bank collapses seems incomprehensible. Simultaneously such behavior just pushes the problems ahead. It can hardly be claimed that current policies has resolved the solvency issue in troubled banks.

4 Indhold 1.0 Indledning(A,M) Problemstilling(A,M) Problemformulering(A,M) Metode(A,M) Afhandlingens proces og formål(a,m) Fokus i de enkelte afsnit under teori og analyse(a,m) Validitet & reliabilitet(a,m) Afgræsning(A,M) Regulering i Danmark(M) Hvorfor er der brug for regulering i Danmark?(M) Fra Basel I til Basel II i dansk perspektiv(m) Hvordan er setup i dag?(m) Søjle I (Minimumskapitalkravet)(M) Søjle II (Tilsynsproces)(M) Søjle III (Markedsdisciplin)(M) Analyse af forskellen mellem Basel I og Basel II i dansk lovgivning(m) Corporate Governance Definition af Corporate Governance i Danmark(A) Principal - Agent teori(a) Statens interesse i et reguleret marked. (A) Asymmetrisk information fra flere vinkler(a) En bank har højere gearing end andre virksomheder(a) Indskydergarantifonden.(A) Too big to fail SIFI s (A) Corporate Governance i den danske banksektor(a) Rammerne for Corporate Governance i den danske banksektor(a) Udvikling af love vedr. Corporate Governance i Lov om finansiel virksomhed(fil)(a) Vejen til Corporate Governance rapportering for de største banker i Danmark(A) Coorporate governance rapportering fra en krakket bank(a) Whistleblowing inside out control(a) EU s syn på Corporate Governance i banksektoren, og nuværende status i DK.(A)... 34

5 3.4 Primære problemer med Corporate Governance (M) Analyse af søjle Hvem er Finanstilsynet?(M) redskaber Finanstilsynet har haft(m) og frem redskaber Finanstilsynet har haft flere beføjelser(m) Strategi 2011(M) Har Finanstilsynet været i stand til at håndtere Basel-reglerne bemanding og kompetencer(m) Analyse af Finanstilsynets fokusområder ud fra resultatkontrakterne med Økonomi- og Erhvervsministeriet(M) Inspektion i praksis(m) Finanstilsynets håndtering af Amagerbanken(M) Vestjysk Bank(M) Aarhus Lokalbank(M) Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse(M) Saxo Bank(M) Kontrol med investeringsrådgivning(m) Certificering af investeringsrådgivere(m) Investeringsrådgivning i en filial(m) Uhensigtsmæssigheder omkring Finanstilsynet(A, M) Analyse af søjle Solvensprocent(M) Nedskrivningers påvirkning Nedskrivningspraksis(A) OIV og sikkerheders betydning for solvensberegning(a) Finanstilsynets redegørelser(a) Nye nedskrivningsregler på vej (A) Analyse af søjle 3 og tilsynsdiamanten Analyse af søjle 3- risikorapportering/markedsdisciplinen(a) Lovgrundlag(A) Risikorapportering i den danske banksektor. (A) Rapporteringsindhold(A) Central investorinformation for specialforeninger og hedgeforeninger vs. Kapitalbekendtgørelsen bilag 20. (A)... 67

6 6.1.5 Virker Søjle 3 som den skal?(a) Tilsynsdiamanten Rammerne for tilsynsdiamanten(a) Kritik af tilsynsdiamanten(a) Rating af den danske banksektor(m) Statens indblanding i nødlidende banker(m) Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank(M) FIH erhvervsbank(m) Hvor ligger fokus?(m) Perspektivering(A,M) Konklusion(A,M) Bilagsoversigt Bibliografi Bilag... 94

7 1.0 Indledning(A,M) I starten af 1900 tallet var byggeriet i København under kraftig vækst. Den kraftige vækst førte også til spekulation. Spekulationen lå i, at entreprenørvirksomhederne, der byggede boliger i København, havde en lav egenkapital og likviditetsudfordringer. Det betød, at håndværkervirksomheder, der havde penge til gode, skulle dækkes via næste års byggeri (Hansen(1968)). Udfordringen ved det er, at et byggeboom ikke forsætter i al uendelighed. Hvis de banker der havde en stor andel af sine udlånsporteføljer i den københavnske byggebranche, kom i likviditetsproblemer, ville det gå udover byggebranchen. Udfordringerne for bankerne, var at deres solvens var lav, og de havde altså ikke meget, at stå imod med, hvis der kom et bankrun (Hansen (1968)). Udlånene var placeret i byggeprojekter, som ikke var til at komme ud af uden tab. Af disse grunde indtraf den første danske bankkrise i 1908 ved den såkaldte byggekrise. Spekulationen havde ført til store udlån til byggesektoren. De store udlån var funded via lån i udlandet baseret på en kort løbetid, samt indlån, der nærmest kunne hæves med det samme. Grundet panik i USA i 1907, var amerikanske og europæiske banker kommet i likviditetskrise, hvilket gjorde, at fundingen til de danske banker i København forsvandt nærmest fra den ene dag til den anden i 1908, da de europæiske banker trak sin funding hjem. Krisen i Danmark gav stof til eftertanke. En kommission blev nedsat, hvilket førte til, at der først i 1919 blev vedtaget en banklov, hvis hovedformål var regulering og tilsyn. Ser man på de nedskrivninger, der var foretaget for denne krise i 1908, lå de lidt under 1 % i forhold til de samlede udlån. I 2010 lå niveauet på lidt over 2 % (Danmarks Nationalbank (2011)). Så reelt har dette ikke været den store krise målt i forhold til den der finder sted lige nu. Det der gør den gamle krise interessant er, at den indeholder elementer, som kan findes i den nuværende finanskrise. Krisen blev i 1908 tricket af en likviditetskrise i USA, som påvirkede Europa og dermed også Danmark. Herhjemme havde banksektoren i hovedstadsområdet en tæt sammenhæng med boligmarkedet. Noget tyder på, at man ikke har lært noget af den forgangene krise, da der er mange lighedspunkter at finde mellem krisen i 1908 og den nuværende krise. I begge tilfælde, er en strammere regulering først kommet, efter at skaden havde fundet sted. 1

8 1.1 Problemstilling(A,M) Regulering og tilsyn af den danske banksektor er et must. Når en bank går konkurs, er det dyrt for samfundet, at samle resterne op. Staten har indtil videre købt de konkursramte banker for skatteydernes penge, og derefter solgt de gode dele fra. De tilbageværende banker har også betalt en del af regningen i form af indskud til Indskydergarantifonden. Man kan med rette stille spørgsmålet: Er det rimeligt, at skatteydere og gode veldrevne banker skal betale for, at nogle banker kan tage en meget høj risiko, for derefter at gå konkurs? Formålet med regulering og tilsyn af den danske banksektor, er mindskelse af sandsynligheden for, at en bank går konkurs. Finanskrisen har vist, at regulering og tilsyn har en afgørende rolle i forhold til de danske banker. Det interessante er, om reguleringen i Danmark har været god nok under finanskrisen, og om den er det i dag. Det samme gælder Finanstilsynet, som overvåger, at bankerne holder sig inden for lovens rammer. Denne afhandling vil tage udgangspunkt i disse aspekter. 1.2 Problemformulering(A,M) Afhandlingen har til hensigt, at belyse hvordan de ydre påvirkninger, som regulering og rating påvirker eller ikke påvirker de danske pengeinstitutter. Vi ønsker også at se hvordan staten reagerer når skaden er sket, og en bank er tæt på at krakke. Reagerer staten her hensigtsmæssigt, og hvordan påvirker det sektoren? Afhandlingen vil på denne måde forsøge, at få undersøgt områder, som kan være uhensigtsmæssige. Uhensigtsmæssigheden skal ses i forhold til, at en bank grundet nyttemaksimering kan komme så langt ud, at den går konkurs, hvilket både er en omkostning for den tilbageværende banksektor, men også for samfundet. - Hvilke uhensigtsmæssigheder er der i forbindelse med: o Reguleringens påvirkning af den danske banksektor. o Det offentliges rolle i forhold til at skabe finansiel stabilitet o Rating bureauernes indflydelse på danske pengeinstitutter 2

9 1.3 Metode(A,M) Afhandlingens proces og formål(a,m) I figur 1 fremgår processen for afhandlingen. Afhandlingens formål påvirker i høj grad opsætningen af selve opgaven. Derfor er teori- og analyseområderne lagt sammen. Dettes skyldes, at det primært er i afsnittet Corporate Governance, at der vil blive inddraget teori til at understøtte de incitamentsudfordringer, som er en del af banksektoren. De øvrige punkter er bygget meget op omkring dataindsamling i form af lovpraksis, artikler og interviews. Figur 1 : Afhandlingens proces, egen tilvirkning I perspektiveringen forsøges der ikke, at blive givet helt konkrete bud på forbedringstiltag, men forslag til i hvilken retning forbedringerne skal bevæge sig i. Afhandlingen vurderes derfor, at kunne bidrage til debatten om, hvordan reguleringen af banksektoren skal skrues sammen i fremtiden. I placeringen af afsnit er det valgt, at Corporate Governance skal komme før søjle afsnittene. Dette skyldes betragtningen om, at god og dårlige ledelse påvirker banken, og at reguleringen skal forsøge, at holde bankerne inden for nogle givne rammer. I analyse af søjlerne, er søjle 2 valgt som den første. Dette skyldes, at det er hensigtsmæssigt at gennemgå og analysere Finanstilsynets virke inden de øvrige søjler, da Finanstilsynet har høj indflydelse på disse. Som det fremgår af figur 1, vil afsnittene skabe grundlag for udarbejdelse af en perspektivering, der ligeledes vil understøtte konklusionen, idet perspektiveringen vil afsløre hvilke områder der skal arbejdes mere med end andre Fokus i de enkelte afsnit under teori og analyse(a,m) I afsnittet omkring regulering i Danmark, gives der en generel introduktion til reguleringen, formålet med denne, og dens opsætning. Endvidere laves der en analyse på forskellene mellem Basel 1 og Basel 2. Vi ønsker her at afdække, hvorfor regulering er nødvendigt, og hvordan udviklingen har været de seneste år. 3

10 Corporate Governance er det største afsnit i afhandlingen. Dette skyldes, at vi ønsker at have et teoretisk grundlag, der viser hvilke incitamentsudfordringer banksektoren har. Den videre undersøgelse er bygget op om lovgivningen på det finansielle område. Her er fokus lagt på, hvor godt Corporate Governance er understøttet i lovgivningen, og hvile uhensigtsmæssigheder der er i forbindelse med denne. I analysen af Søjle 2, ønsker vi at belyse det offentliges løbende tilsyn med sektoren. Den offentlige instans, hvis opgave det er at gøre dette, er Finanstilsynet, som her bliver analyseret. Dette gøres via analyse af de redskaber, de er blevet givet før og efter krisen. Udover dette, ses der også på konkrete eksempler, hvoraf vi forsøger at finde uhensigtsmæssigheder ved den måde Finanstilsynet arbejder på. Søjle 1 analysen har fokus på om solvens kan bruges til at danne sig et overblik over en banks risiko. Dette gøres ved brug af et eksempel, samt inddragelse af diverse udtalelser fra relevante personer. I dette afsnit ønsker vi også at analysere nedskrivningspraksis. Nedskrivninger har indirekte indflydelse på solvensen, og er samtidig et område, hvor der er incitamentsudfordringer, og er derfor relevant medtaget i afhandlingen. Fokus i søjle 3 afsnittet, er at få undersøgt hvor godt reguleringen på dette område er skruet sammen. Dette gøres ved at inddrage forskellige eksempler på risikorapportering. Udover dette har forfatterne udarbejdet et spørgeskema, for at undersøge, hvorvidt garanter og aktionærer har kendskab til rapporteringen. Også tilsynsdiamanten undersøges, for at finde ud, hvor godt dette tiltag er, og om der er nogle uhensigtsmæssigheder ved denne. Ved afsnittet om rating forsøges det undersøgt, hvilken indflydelse ratingbureauerne har på den danske banksektor, og i hvor høj grad setup et med ikke-regulerede ratingbureauer er hensigtsmæssigt. Dette undersøges primært ved benyttelse avisartikler som kilder samt udtalelser fra relevante personer. I afsnittet omkring statens indblanding er fokus rettet mod de forskellige løsningsmodeller, og ikke mindst hvorfor staten finder det nødvendigt at gå ind i de forskellige redningsaktioner. Staten ses som det offentliges indblanding, i situationer der kræver mere end blot tilsyn. Det søges undersøgt ved gennemgang af udvalgte eksempler, hvor kilderne primært er fra avisartikler m.m. Vi vil belyse 4

11 hvor Statens fokus ligger, og om de nuværende tiltag er uhensigtsmæssige i forhold til at skabe finansiel stabilitet Validitet & reliabilitet(a,m) Validitet handler om at forfatterne undersøger det, som de har sat sig for at undersøge. Hvor godt rammes målet. Afhandlingen afspejler at regulering og tilsyn, samt påvirkning fra stat og ratingbureauer, rammer forskellige faglige områder i banksektoren, og samtidig viser den også, at f.eks. Finanstilsynets arbejde spænder over et bredt arbejdsområde. Dataindsamlingen har derfor sigtet på at understøtte de forskellige afsnit, således at der kan opnås gyldighed i forhold til konklusionen. Dataindsamlingen består af artikler, lærebøger og interviews. Kilderne er valgt i forhold til relevansen for opgaven, og det er vurderingen, at disse er valide i forhold til afhandlingen. Reliabilitet drejer sig om hvor konsistent dataindsamlingen er over tid. Ville der nås det samme resultat ved at gentage processen X antal gange. Da afhandlingen søger at finde frem til, hvad status er på forskellige punkter i banksektoren, betyder det, at hvis processen skal gentages, skal den gentages med dataindsamling fra samme historiske periode. Det gælder især den gældende lovpraksis, der bruges som kilde i afhandlingen. Ved brug af primære data, er der indsamlet data via mailkorrespondance fra relevante personer i den danske banksektor, og personer som forsøger at påvirke den, f.eks. Finansforbundet og Dansk Aktionærforening. Spørgsmålene er forsøgt stillet som åbne, så svaret ikke er under påvirkning af forfatterne. Samtidig er de også stillet således, at de ikke ville bringe respondenterne i fortrolighedsudfordringer. 68 personer har svaret på spørgeskemaet, hvoraf kun 23 respondenters svar har været anvendeligt i forhold til et specifikt spørgsmål. Da det kun er så få respondenter, der grundet forudsætninger har kunnet give et svar, kan der herske tvivl om pålideligheden, dette er søgt løst via triangulering ved brug af interview fra banksektoren. På det grundlag vurderes pålideligheden derfor, at være høj. Ved brug af sekundært data vurderes pålideligheden at være høj for bøger og publikationer, da de er udarbejdet af fagfolk og forfattere med kendskab til sektoren eller det specifikke fagområde. Ved brug af avisartikler og websider har målet været at anvende udtalelser fra interviews, hvilket 5

12 gør, at den enkelte forfatters holdning ikke bliver inddraget. På det grundlag vurderes pålideligheden at være middel tenderende mod høj. Samlet set vurderes pålideligheden at være høj. 1.4 Afgræsning(A,M) De områder, der er udvalgt til analyse er følgende: - Corporate Governance i den danske banksektor - Reguleringens påvirkning på den danske bank sektor - Finanstilsynets virke i forhold til banksektoren - Ratingbureauers indflydelse - Statens indblanding udover regulering og tilsyn Forfatterne har vurderet, at netop disse områder har eller burde have haft signifikant påvirkning på et pengeinstituts virke. Under afsnittet Corporate Governance, kunne det være oplagt, at inddrage incitamentslønningers påvirkning, men hvis en virksomhed er god til selskabsledelse bliver incitamentslønning ikke en udfordring for ledelsen eller for bankens virke. Derfor er der ikke lavet en analyse af dette område. Under afsnittet om søjle 2, bliver der kun sat fokus på Finanstilsynets virke i forhold til tilsyn og regulering. Bestyrelsens fastsættelse af det individuelle solvensbehov vil gennem afhandlingen blive nævnt, men ikke bearbejdet dybere. Dette skyldes, at bestyrelsens virke og risikostyring vil blive behandlet under afsnittet Corporate Governance. Med hensyn til søjle 1, vil der overordnet blive analyseret på beregningen af solvens. En dybere gennemgang af markedsrisiko, og operationel risiko vil ikke blive gennemgået og analyseret. Dette skyldes, at der i stedet bliver brugt kræfter på de overordnede linjer i solvensberegningen. I analysen af søjle 1, hvor der arbejdes med kreditrisiko, vil de individuelle metoder til opgørelse af kreditrisiko ikke blive gennemgået eller analyseret. Dette skyldes, at eventuelle konklusioner ikke vil bidrage synderligt til problemformuleringen. 6

13 2.0 Regulering i Danmark(M) 2.1 Hvorfor er der brug for regulering i Danmark?(M) Den finansielle sektor skiller sig væsentligt ud fra andre sektorer i erhvervslivet. På den ene side fungerer pengeinstitutter præcis som diverse andre virksomheder i forhold til løbende drift, medarbejdere, direktion, bestyrelse og aktionærer. Og på den anden side er der tale om det finansielle hjerte i samfundet der hvor lånebehov og overskudslikviditet udlignes, og der hvor mennesker og virksomheder har enorme formuer placeret. Netop derfor er det ønskeligt for samfundet som helhed, at have en stabil finansiel sektor, som der er tiltro til, og hvor krak i den grad er undtagelsen frem for reglen. Når vi oplever en finansiel krise, som det har været tilfældet nogle gange de sidste 100 år (Rangvid (2010)), bærer det nogle uoverskuelige samfundsøkonomiske konksekvenser med sig. Produktionen falder, arbejdsløsheden stiger, og opsparingskvoten stiger pga. en generel mistillid. Herved havner samfundet i en ond økonomisk spiral, som medfører faldende aktivværdier, i form af lavere boligpriser, aktiekurser mm. Den enkelte borger bliver fattigere, samtidig med samfundet har flere udgifter i en tid med faldende indtægter. I en globaliseret verden, som vi kender det i dag, vil en sådan situation sprede sig som ringe i vandet, og påvirke store dele af verden. Men hvorfor er der brug for regulering, når ovenstående burde være åbenlyst for også den finansielle sektor? Problemet er, at vi som mennesker søger at optimere vores egen situation. I en tid hvor bankerne laver markante overskud, vil dette komme bankens ejere (aktionærer) til gavn. Det vil herefter have en afsmittende virkning på bestyrelse, direktion osv. Er tiden derimod en anden, og bankerne oplever modgang, er de samfundsøkonomiske konsekvenser beskrevet ovenfor. Samfundet vil i en sådan situation gøre meget for at genvinde tilliden til den finansielle sektor. Regningen deles herved (indirekte som store samfundsøkonomiske konsekvenser, og direkte i forbindelse med f.eks. hjælpepakker), og bankerne står ikke alene tilbage med hele regningen. Denne asymmetri gør det nødvendigt for samfundet løbende at regulere, så de værste situationer undgås. Jo mere en bank gearer sit udlån, des mere vil det være muligt at tjene, og des større er risikoen. Samfundet har derfor en vigtig opgave i at begrænse mulighederne for, at bankerne kan løbe for store risici, med store negative konsekvenser for resten af samfundet som resultat. 7

14 Vi har altså brug for samarbejde på tværs af landegrænserne, så der globalt kan være tillid til den finansielle sektor. I europæisk sammenhæng har regler og anbefalinger fra Basel-Komiteen haft stor indflydelse på den lovgivning vi har i dag. 2.2 Fra Basel I til Basel II i dansk perspektiv(m) Den 7. december 2004 blev EU's økonomi- og erhvervsministre enige om at følge Europa- Kommisionens direktivforslag til nye kapitaldækningsregler for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber (i det følgende med fokus på banker, da vores udgangspunkt er her). Forslaget var udsprunget af Basel-Komiteens anbefalinger til kapitalkrav, hvorfor lovgivningen benævnes som Basel-reglerne. De første Basel-regler blev indført i 1988, og da reglerne vedtaget i 2004 var første markante ændring siden da, blev regelsættet døbt Basel II. Der var tale om et markant mere omfattende regelsæt, idet Basel I reglerne fyldte 28 sider, mens Basel II fyldte mere end 200 sider (Finansrådet (2005)). I Danmark blev Basel II implementeret i 2007 i lov om finansiel virksomhed og i kapitaldækningsbekendtgørelsen. Overordnet var der tale om vandring fra ensartethed, hvor strukturen var generel, og alle banker blev skåret over en kam, til et mere fleksibelt regelsæt, hvor flere forskellige metoder til beregning af risiko blev inddraget ((Danske Bank(CRDwww)) Målet med den nye lovgivning var bl.a. mere lige vilkår for banker, f.eks. danske banker med aktiviteter i udlandet, og udenlandske banker med aktiviteter i Danmark. Den mere omfattende lovgivning forventede man ville føre til en mere præcis prissætning, og dermed også til et mere effektivt marked med øget konkurrence. Bankerne fik f.eks. fri mulighed for at vælge mellem en standardmetode eller andre metoder, der var vanskeligere at håndtere, men som også gav mulighed for lempeligere kapitalkrav. I den danske lovgivning, såvel som i Basel-reglerne, er der et mindstekrav til bankernes kapital. Om dette krav er opfyldt, afhænger af diverse beregninger, og modellerne til disse blev udvidet ved implementeringen af Basel II. Herudover var der også nye regler for den tilsynsproces der skulle være til stede i forhold til at kontrollere sektoren, samt vedtagelse af skærpede krav til bankernes markedsdisciplin og oplysningspligt (Finansrådet, (2005)). 8

15 2.3 Hvordan er setup i dag?(m) Ved indførelsen af setup et som vi kender det i dag (Basel II), var det idéen, at gøre det muligt for den enkelte bank at kunne vælge mellem flere forskellige metoder til at opfylde kapitaldækningskravene. Det skulle gerne munde ud i en mere fleksibel tilgang, hvor reglerne i større grad var tilpasset den enkelte bank, og risikostyringen var lettere at håndtere ((Danske Bank(CRDwww)). Herunder ville der også i større grad være synergi mellem bankernes interne risikomodeller, og de kapitaldækningsmodeller der er gældende for hele sektoren. Mere herom under beskrivelse af søjle 1. Helt tilbage i Basel-Komiteens retningslinjer byggede forslaget på et 3-søjlet system, og det var også tilfældet i både EU-direktivet, og i den danske implementering gennem en ændring i lov om finansiel virksomhed. Den første søjle kendte vi også fra tidligere i form af kapitalkravet og udregningerne af dette. Som noget nyt medregnes operationel risiko som en del af dette, og derudover medregnes også kredit- og markedsrisici, som det også var tilfældet tidligere. Den anden søjle er primært en tilsynsproces, hvor Finanstilsynet løbende vurderer og vejleder bankerne i forhold til kapitalbehov, risikostyring mm. Den tredje søjle stiller nye krav til bankerne om offentliggørelse af f.eks. risici, kapitalstruktur og risikostyring. Den større synlighed forventes at give markedsdeltagerne en større disciplin. Nedenfor er søjlerne vist grafisk, og de beskrives nærmere i det følgende (Danmarks Nationalbank(www)). Figur 2 Kilde: Danske Bank 9

16 2.3.1 Søjle I (Minimumskapitalkravet)(M) Minimumskapitalkravet er en solvensprocent på 8 % for de danske banker. Kapitalkravet beregnes ved summen af minimumskapitalkravet for markedsrisici, kreditrisici og operationelle risici. Markedsrisici forstås ved de udsving der er i markedet, som påvirker bankens aktiver eller passiver, f.eks. beholdning af aktier, obligationer, valuta osv. Kreditrisici består af risikoen for tab på udlånsporteføljen, mens den nye type risiko i form af operationelle risici, består af de risici der er forbundet med at drive virksomheden i dagligdagen, f.eks. it, juridiske forhold, menneskelige fejl osv. (Danmarks Nationalbank(www)). I forbindelse med vurderingen af kreditrisici, er reglerne i Basel II væsentlig mere fleksible end det tidligere er set. Bankerne kan selv vælge, om de ønsker at benytte sig af standardmetoden, hvor forskellige engagementer på forhånd er opdelt i risikoklasser, eller de selv vil inddele engagementerne i disse via en af to andre mulige interne beregningsmetoder (de sidstnævnte er mest fleksible, men også noget tungere at håndtere). I og med engagementer med lavere risiko har en lavere risikovægt, var det Nationalbankens kapitalmarkedsafdelings vurdering ved vedtagelsen af Basel II, at: Anvendelse af disse metoder vil samlet set kunne give et lavere kapitalkrav til det enkelte institut.(borup, Lisbeth(2005)) Tanken med minimumskapitalkravet er, at dette skal dække de ikke-forventede tab. Dvs. at de forventede tab på udlån løbende skal dækkes ved at nedskrive eller hensætte, og er der ikke i forvejen taget højde for eventuelle nedskrivninger, vil dette påvirke den enkelte banks solvensprocent (Danmarks Nationalbank(www)).Også i forbindelse med beregning af markedsrisici og operationelle risici, er der mulighed for at bruge forskellige typer af beregningsmetoder. Vi vil ikke gå dybere ned i disse, men blot konstatere, at også disse to typer af risici har indflydelse på den samlede grad af risiko. Kreditrisikoen er den væsentligste faktor af de tre. Solvensprocenten skulle som nævnt være minimum 8 % som udgangspunkt. Solvensprocenten beregnes på baggrund af basiskapitalens størrelse i forhold til de risikovægtede aktiver. Basiskapital består af såvel kernekapital som supplerende kapital, og kernekapitalen kan igen opdeles i såvel ikke-hybrid som hybrid. Den ikke hybride del er evigt løbende, og svarer derved til aktiekapitalen, mens den hybride del udløber på et tidspunkt. Basiskapitalen kan klassificeres efter 10

17 hvor robust den er for banken jf. nedenfor, samtidig med der også er restriktioner i forhold til hvor store de enkelte andele må være: 1. Ikke hybrid kernekapital (Aktiekapitalen det mest robuste) 2. Hybrid kernekapital (Næstmest robuste, må dog højst udgøre 50 %, 35 % eller 15 % af kernekapitalen, alt efter bankens mulighed for at konvertere til aktiekapital) 3. Supplerende kapital (Det mindst robuste, må max udgøre 50 % af basiskapitalen) Uden at gå dybere ned i problemstillingen i dette afsnit, kan det konstateres, at det langt fra giver et fyldestgørende overblik, blot at forholde sig til solvensprocenten, idet de forskellige elementer af denne vægtes forskelligt (Finansrådet, ordbog (www)) Søjle II (Tilsynsproces)(M) Det enkelte pengeinstitut bærer ansvaret for, at dets kapitaldækning er tilstrækkelig i forhold til de påtagede risici. Derfor har bestyrelsen og direktionen ansvaret for at fastsætte det individuelle solvensbehov. Finanstilsynet har til opgave at se bankernes efter i sømmene, og vurdere om kapitaldækningen er tilstrækkelig stor. Finanstilsynets vurdering sker i løbende dialog med det enkelte pengeinstitut, og dets egen vurdering. Det er muligt for Finanstilsynet at påtale uhensigtsmæssigheder ved den løbende drift, herunder stille krav til procedurer, krav til en begrænsning af forretningsomfanget eller risici, pålægning af et kapitalkrav udover de 8 % osv. (Danmarks Nationalbank(www)). I juni 2010 indførtes tilsynsdiamanten for pengeinstitutter, og denne opsætter fem grænseværdier, der er pejlemærker for hvornår en bank kan anses som værende ekstra risikofyldt. Først ultimo 2012 er grænseværdierne fuldt implementerede, så indtil da er der ydet tilsyn ud fra nogle lavere implementeringsniveauer. Fra ultimo 2012 vil Finanstilsynet overvåge systematisk ud fra grænseværdierne. Idéen med grænseværdierne, er at undgå overdreven risikopåtagning, og derved gøre det attraktivt at drive en sund og stabil bank (Finanstilsynet(www)). I praksis udøver Finanstilsynet tilsyn med bankerne som en kombination af inspektioner på stedet, løbende overvågning og stresstests. I Finanstilsynets strategi for 2011, nævnes det, at den væsentligste opgave er at arbejde for at finansielle virksomheder ikke går ned. Når dette alligevel 11

18 sker, bidrager Finanstilsynet, sammen med Finansiel Stabilitet, til at få afviklet det nødlidende pengeinstitut. I erkendelse af bankerne ofte lider mest under systemiske forhold, skal dette perspektiv indarbejdes i tilsynet, f.eks. ved at Finanstilsynet forholder sig til, hvilken effekt nye finansielle bobler vil få for den enkelte bank. Udover at udføre hovedopgaven omkring overvågning af om bankerne har tilstrækkelig kapital, skal Finanstilsynet f.eks. også føre tilsyn med at lov om finansiel virksomhed overholdes, føre tilsyn med regnskabs- og revisionsmæssige bestemmelser i bankerne, varetage tilsynet med værdipapirmarkederne i Danmark, kontrollere prospekter lever op til lovens krav osv. Der fokuseres på åbenhed, både fra bankernes side, men også fra Finanstilsynets. Det har bl.a. resulteret i, at den enkelte virksomhed skal lægge redegørelser fra inspektioner fra Finanstilsynet ud på sin hjemmeside. Kort efter denne offentliggørelse, vil også Finanstilsynet offentliggøre redegørelsen. I redegørelserne kan den generelle vurdering af virksomheden findes, ligesom det er muligt at se påbud, påtaler og risikooplysninger. Der er en lang række forskellige virksomheder, som er under tilsyn af Finanstilsynet i denne afhandling fokuseres der dog udelukkende på pengeinstitutterne (Finanstilsynets strategi 2011(2011)) Søjle III (Markedsdisciplin)(M) I den tredje søjle fastlægges kravene til pengeinstitutternes offentliggørelse af information vedr. risici, kapitalstruktur, solvenskrav, risikostyring m.m. Målet er i sidste ende at skabe en højere grad af markedsdisciplin, idet den øgede gennemsigtighed i større grad udstiller de svagere banker. Som nævnt tidligere, har den enkelte bank i mange henseender mulighed for at vælge enten en standardmetode eller nogle mere avancerede og mere beregningstunge modeller. Ved valg af de mere komplekse modeller udvides rapporteringskravene. I forbindelse med søjle 1, må den enkelte bank ikke blot opgøre minimumskapitalkravet som et samlet tal, men skal dele det ud på de tre risikotyper kredit-, markeds- og operationel risiko. Derudover skal engagementerne som beskriver kreditrisikoen, opdeles i risikoklasser, og efterfølgende fordeles både geografisk og på brancher. 12

19 Det enkelte institut skal oplyse omkring strategien for risikostyring af hver risikotype, og de processer der ligger bag. Også omfanget og karakteren af risikorapporteringen, konsolideringsmetoder samt tilgangen til vurdering af kapitalbehovet, skal der oplyses omkring (Danmarks Nationalbank(www)). 2.4 Analyse af forskellen mellem Basel I og Basel II i dansk lovgivning(m) Med afhandlingens mål for øje, kan de mest markante forskelle på Basel I og Basel II trækkes frem. Søjle 1 blev udbygget, og bygger i Basel II på tre forskellige risikoformer, hvoraf operationelle risici var et helt nyt begreb. Derudover blev det muligt selv at vælge opgørelsesform for hver af risikoformerne, og det var nu muligt enten at opgøre vha. standardmetoden (såfremt Finanstilsynet godkender dette), eller andre og mere fleksible metoder, hvis styrke skulle være et mere præcist billede af risikoen. Implementeringstidspunktet i Danmark var 2007, og altså efter en årrække med ekstraordinært store udlånsvækstrater i rigtig mange banker (hvilket vi kommer ind på senere i afhandlingen). Derfor kunne det virke en smule besynderligt, at det samlede kapitalkrav for Danmark, forventedes at være betydeligt lavere end ved Basel I, jf. en rapport udarbejdet af PriceWaterCoopers(Borup, Lisbeth (2005)). Grunden til det markante fald i kapitalkrav, skyldes de banker som gik over til en anden opgørelsesmetode end standardmetoden. For de banker der holdt fast i standardmetoden, måtte et uændret eller svagt stigende kapitalkrav forventes, som resultat af, at det nye kapitalkrav til operationelle risici, mere end opvejede faldet i kapitalkravet til kreditrisici. Uanset hvad ville der være et fald i forhold til kapitalkravet for kreditrisici, idet forskellige udlån fik en lavere risikovægt i Basel II (Danmarks Nationalbank(www)). Så hvor Basel I havde det formål at øge bankernes kapitalniveauer, var der i Basel II større fokus på at få mere fleksible og præcise beregninger af risikoopgørelserne, hvor bankernes interne processer stemmer overens med efterlevelsen af reglerne. De mere fleksible opgørelser skal ses i sammenhæng med øget fokus på tilsyn, samt indførelse af markedsdisciplin i forbindelse med krav til offentliggørelse af information. (Erhvervs- og selskabsstyrelsen (2006)). Tilsynet blev styrket i søjle 2, så Finanstilsynet nu havde flere sanktionsmuligheder overfor bankerne. Tilsynet fokuserer ligeledes på risici, men i bredere forstand end i søjle 1. F.eks. skal der i søjle 2 være fokus på koncentrationsrisici, hvilket f.eks. kan opstå, hvis en bank er stærkt eksponeret mod et bestemt område. Så hvor søjle 1 blot viser et samlet tal, skal tilsynet tage 13

20 højde for risikospredning i bankernes udlånsportefølje, og i det hele taget medregne alle de risici som det enkelte pengeinstitut har påtaget sig. Et andet element som indførtes for nogle danske banker, var stresstests, som skal simulere en ekstraordinær situation på markederne, for herefter at klarlægge hvorvidt den enkelte bank er rustet til at klare dette (Danske Bank (CRDwww)). Tidligere var de danske pengeinstitutter ikke underlagt hårde regler omkring offentliggørelse af strategier for håndtering af risici, samt gennemsigtighed i forhold til i hvor høj grad de levede op til de gældende minimumskapitalkrav. Det blev der som nævnt, forsøgt ændret markant på ved indførelse af Basel II reglerne, og ved indførelse af den tredje søjle, hvis formål var at skabe en gennemsigtighed i sektoren, som skulle bidrage til øget markedsdisciplin fra bankernes side. 3.0 Corporate Governance 3.1 Definition af Corporate Governance i Danmark(A) I 2001 nedsatte regeringen en kommission, hvis formål var, at komme med en generel anbefaling for god selskabsledelse. Resultatet blev, at det såkaldte Nørby-udvalg kom med en rapport, bestående af en række forskellige anbefalinger for Corporate Governance (Nørby (2001)). Fondsbørsen anbefalede samme år alle børsnoterede virksomheder, at følge anbefalingen (Dansk Bankvæsen (2007)). Corporate Governance debatten starter ifølge Nørby-udvalget i slutningen af 80 erne grundet en række finans- og erhvervsskandaler. Definitionen som Nørby-udvalget kommer frem til er følgende: De mål, et selskab styres efter, og de overordnede principper og strukturer, der regulerer samspillet mellem ledelsesorganerne i selskabet, ejerne samt andre, der direkte berøres af selskabets dispositioner og virksomhed (her kollektivt benævnt selskabets interessenter ). Interessenter omfatter bl.a. medarbejdere, kreditorer, leverandører, kunder og lokalsamfund. (Nørby, (2001)) Corporate Governance handler ifølge Nørby (2001) om hvordan en virksomhed styres i forhold til sammenspillet med ejerne og øvrige interessenter. Derfor behandler rapporten også følgende punkter, som en børsnoteret virksomhed er anbefalet at følge: 1. Aktionærernes rolle og samspil med selskabsledelsen 2. Interessenternes rolle og betydning for selskabet 14

21 3. Åbenhed og gennemsigtighed 4. Bestyrelsens opgaver og ansvar 5. Bestyrelsens sammensætning 6. Aflønning af bestyrelse og direktion 7. Risikostyring Kilde: (Nørby (2001)) Inden de relevante punkter for den finansielle sektor bliver taget under behandling, er det vigtigt at kende til teorien bag, og udviklingen i, Corporate Governance i Danmark. 3.2 Principal - Agent teori(a) Den udfordring som Nørby-udvalget lægger til grund for Corporate Governance er agent teorien (Nørby (2001)). I agent teorien bliver en virksomhed betragtet som et komplekst sæt af kontrakter, hvor principalen vil have agenten til at udføre et bestemt stykke arbejde. Det, der giver udfordringen i dette forhold, er at begge parter ønsker at nyttemaksimere sin egen position. Derved bliver principalen nødt til at sikre, at agenten gør det, som der ønskes af principalen. Ifølge (Jensen & Merckling (1976)) er der derfor en række omkostninger forbundet med kontrakten: sum of the out-of-pocket costs of structuring, administrering, and enforcing contracts (both formal and informal) plus residual loss" (Jensen & Smith (1985)) (Jensen & Merckling (1976)). Disse agentomkostninger benævner Jensen & Smith (1985) kontraktomkostninger, transaktionsomkostninger, Moral Hazard omkostninger og informationsomkostninger. Omkostningerne rammer begge parter, hvorfor det både er i principalens og agentens interesse, at holde disse omkostninger på et minimum(jensen & Smith, (1985)). Især Moral Hazard omkostningerne, kan blive store for f.eks. aktionærer, da de bærer risikoen for hvad direktionen (agenten) gør. Teorierne arbejder begge med principal agent teorien indenfor almindelige virksomheder (Jensen & Merckling (1976)) (Jensen & Smith (1985)), men spørgsmålet er, om denne form holder, når der analyseres på banker? 15

22 Det er senere undersøgt, at banker ikke nødvendigvis passer ind i det framework, der er ved den traditionelle agent teori (Ciancanelli & Gonzales (2000)). Der argumenteres for, at der er tre gabs, som viser forskellen mellem banker og andre virksomheder. Figur 3 Forskel på alm virksomhed og pengeinstitut Statens interesse i et reguleret marked. (A) Reguleringen af markedet, er gennemgået i afsnit XXX. Det der er værd at nævne i denne sammenhæng er, at staten er lender of last resort (Ciancanelli & Gonzales, (2000)). Derfor kan det udledes, at staten har en stærk interesse i regulering, da det ellers i sidste ende bliver dem, der kommer til at låne penge ud til bankerne. Et godt eksempel på dette er Bankpakke 1, og dannelsen af Finansiel Stabilitet. Her har staten overtaget en række dårlige lån, som ingen andre vil have. Staten kan dermed både indirekte og direkte komme til at bære en banks risiko Asymmetrisk information fra flere vinkler(a) I figur 3 argumenteres der for at asymmetrisk information er mere kompleks sammensat end ved en almindelig virksomhed. Kunder og banker har svært ved at gennemskue hvilken risiko der er i en bank (Grosen, (2010)). Når en kunde f.eks. sætter penge ind i banken, skal denne i princippet kende til bankens risiko, da indlån i banken, svarer til at kunden låner banken penge med kort løbetid. For at kende bankens risiko, skal der indsamles en del data, for at kunne danne sig et overblik, hvilket i sig selv gør processen vanskelig, og meget kompleks. En bank har en særlig funktion som mellemmand for långiver og låntager. Dette gør at, asymmetrisk information i sektoren kan opleves i flere niveauer. Øverst i figur 4 ses, at principal-agent teorien for almindelige virksomheder, primært holder sig indenfor relationen mellem ejer og f.eks. bestyrelsen. Ses der Figur 4 Principal Agent forhold 16

23 derimod på principal-agent forholdet for en bank eller sparekasse, kan det ses, at kompleksiteten er højere. Dette skyldes, at staten har en interesse i, at bankerne bliver reguleret og overvåget. Overvågning står Finanstilsynet for, og skal sikre, at bankerne holder sig indenfor de opsatte rammer af love og bekendtgørelser. Det er ikke uden grund, at regeringen(staten) står øverst. For hvis alle principal-agent forhold bryder sammen, kan staten som før nævnt ende med at være lender of last ressort, og dermed blive tvunget ud i en redningsaktion. Dog er der en undtagelse, da indlånskunderne er dækket af indskydergarantifonden, hvilket også senere vil blive behandlet i afhandlingen En bank har højere gearing end andre virksomheder(a) Figur 5 Kilde; Grosen (2010) En bank er en likviditetsvirksomhed, der lever af at videreformidle penge mellem indlåner og udlåner. Egenkapitalen fylder ca. 10% af passiverne (Ciancanelli & Gonzales (2000)), hvilket stemmer meget godt med overens med figur 5. Ifølge statistik fra Finanstilsynet (Finanstilsynet (sta2010www)) fra 2010, havde den samlede banksektor en balance på milliarder kr. mens egenkapitalen lå på 249 milliarder kr. Det giver det en gearing på ca. 17, hvilket må betegnes som værende temmelig højt, og stemme meget godt overens med teorien omkring høj gearing i banksektoren Indskydergarantifonden.(A) I finanskrisen i 1908 kom det så vidt, at Detailhandlerbanken blev udsat for et run i februar 1908, alene på grund af verserende rygter om lukning (Hansen, (1968)). Grundet frygten for et nyt bankrun, gik staten og 5 banker ind og stillede en garanti overfor indskyderne. Garantien medførte, at der atter blev skabt tillid til banksektoren (Hansen, (1968)). Eksemplet viser hvor galt det kan gå, hvis en banks indlånskunder bliver usikre på dennes fremtid. Samtidig kan det også udledes, at staten finder stabiliteten i banksektoren vigtig, da den ellers ikke ville have stillet en garanti overfor bankens indlånskunder. Der skulle dog gå lang tid, før garantifonden så dagens lys, hvilket først skete i 1985 (Rasmussen (1995)). Indskuddene til indskydergarantifonden kommer fra bankerne selv i form af en årlig indbetaling, hvor der betales en relativ sats. Det vil sige, at der ikke tages hensyn til bankens risiko i forbindelse med indbetalingen (Rasmussen (1995)). Garantien er en beskyttelse af indlånskunderne og medfører, at indlånskunderne ikke behøver, at skulle sætte 17

24 sig ind i den risiko den enkelte banken har (Grosen (2010)). Disse 2 egenskaber må anses for at være formålet med indskydergarantifonden. It is also well understood that there are hazards associated with deposit insurance. Its existence reduces the incentive for both bank management and depositors to attend to the overall risk exposure created by lending decisions - (Ciancanelli & Gonzales, (2000)) Citatet beskriver fint bagsiden af indskydergarantifonden. Garantien er med til at sætte markedsmekanismer ud af kraft, hvilket skyldes, at indlånskunder, som nævnt ikke skal bekymre sig om en banks risiko, da risikoen er overført til indskydergarantifonden. Gevinsten for en bank med f.eks. høj risiko er, at den kan slippe af sted med at tilbyde indlånskunderne en lavere rente end den ellers ville være tvunget til under normale markedsomstændigheder. Konsekvensen bliver, at indskydergarantifonden overtager konkursrisikoen fra indlånerne, samt at regulering og tilsyn må tage sig af overvågningen af bankens risiko (Hallath,(1993)). Men hvorfor giver dette banken et incitament til højere gearing end normalt? Hvis der vendes tilbage til udsagnet om, at bankerne betaler det samme til indskydergarantifonden uanset risiko, skrev Merton i 1977 indlægget AN ANALYTIC DERIVATION OF THE COST OF DEPOSIT INSURANCE AND LOAN GUARANTEES (Merton(1977)). Her redegjorde han for, at indskydergarantifonden giver en bank mulighed for at have en Europæisk put option på sine aktiver. Optionsprisfastsættelsen vil kunne opfattes som en risikojusteret præmie for at bankens indlånskunder er forsikret af indskydergarantifonden. At det er en Europæisk option skyldes, at det er værdien af aktiverne ved udløb, der bestemmer optionens værdi. Løbetiden(T) for optionen er udtryk for tiden mellem kontrolbesøg fra f.eks. Finanstilsynet. Finanstilsynet kontroller ved tiden T om bankens aktiver V, er under bankens gæld B. Det forudsættes, at al fremmedkapital er dækket ved indskydergarantifonden. Hvis V < B betyder det, at banken er insolvent, og ikke vil være i stand til at give indlånerne sine penge. Her benytter banken sig af sin ret til at indfri sin forsikring fra indskydergarantifonden til at dække indskyderne. Hvis V>B, udløser dette ikke en dækning fra indskydergarantifonden, da banken 18

25 fortsætter. Præmien for optionen afhænger af volatiliteten på bankens aktiver. Jo højere volatilitet, des højere præmie. Udover dette spiller tiden til udløb også ind. Jo længere tid der er til udløb, desto højere præmie. Dette giver en række implikationer, som kan have betydning for styringen af en bank. Figur 6 Putoption på bankernes aktiver Den Europæiske putoption giver ejeren ret, men ikke pligt, til at sælge sit aktiv, når strikekursen nås ved udløb. I banktermer, ses dette ved, at det underliggende aktiv er bankens aktiver (Merton (1977)). Forskellen mellem aktiverne og indskuddet fra indlånerne er i et simpelt setup egenkapitalen. Jo mindre egenkapitalen er, jo mindre er forholdet mellem indlån og aktiver, hvilket betyder, at banken er mindre solvent. Dette betyder alt andet lige, at der ved øget gearing ses en værdistigning af optionen. Jo mere risiko, der er i aktiverne desto mere stiger prisen på værdien af optionen. Der er dermed 2 parametre, som banken kan skrue på i forhold til at øge sin risiko, eller rettere sin konkursrisiko. Når konkursrisikoen stiger, betyder det, at værdien af forsikringen ved indskydergarantifonden stiger. Normalt vil kreditorer forlange et højere afkastkrav i form af en højere rente på grund af den højere risiko, men dette sker ikke i banksektoren, da indlånerne er dækket via indskydergarantifonden. Derved kan banken holde sine funding omkostninger overfor indlånerne på det samme niveau, uanset risikoen på aktiv siden. Dette sammensat med, at en bank med høj risiko på aktivsiden betaler det samme til indskydergarantifonden, som en bank med lav risiko på aktiv siden, giver en stærk Moral Hazard udfordring i sektoren, da man nærmest bliver belønnet for at tage en høj risiko. Så længe prisen til indskydergarantifonden ikke afhænger af den risiko en bank har på sine aktiver, vil Moral Hazard være en udfordring. Så længe denne struktur er gældende, er det via tilsyn og regulering, at udfordringen skal holdes på et minimum. Værdien af optionen falder, jo oftere Finanstilsynet kommer på besøg. Hvis Finanstilsynet ikke finder noget under besøget, udsteder de en ny option, som løber til næste gang de kommer på besøg i banken. Det kom frem, at risikoovervågningen bliver lagt mere over på tilsyn og regulering, der skal sørge for at bankerne 19

26 overholder reglerne (Hallath(1993)). Hvis reguleringen og tilsynet ikke har en vis kvalitet i at fange tilfælde af udfald, som fører til konkurs, går det direkte udover de andre banker i sektoren, som kommer til at betale en forhøjet sats til indskydergarantifonden, grundet der nu er en bank mindre til at dække omkostningerne i indskydergarantifonden. Som opsummering på indskydergarantifonden i dens nuværende struktur kan det udledes at: - Indlånskunder bliver sikret op til og med kr. - Indlånskunder kræver det samme i afkast, ved en bank med høj risiko, som ved en bank med lav risiko. - Bankerne betaler den samme relative sats til indskydergarantifonden uanset sin risikoeksponering. - Opgaven for kontrol af risikoeksponering bliver derved i større grad lagt over på regulering og tilsyn. - Økonomisk set er de sunde banker afhængige af, at kvaliteten af tilsynet og reguleringen er så godt, at det fanger brodne kar i sektoren inden det er for sent. - Den nuværende struktur giver anledning til Moral Hazard implikationer Too big to fail SIFI s (A) I relation til de samfundsmæssige effekter, vil det have store økonomiske konsekvenser, hvis en af de største banker i Danmark går konkurs. Jo større, jo værre, da en stor bank har mange kunderelationer. Udover dette må det også antages at mindre banker benytter sig af fundingmuligheder gennem de store systemiske banker også kaldet Systemic Important Financial Institutations(SIFI). Globalt set er det vigtigt (Dansk Bankvæsen (2011)), at få styr på disse store banker, da f.eks. Lehman Brothers ikke bare havde konsekvenser i USA, men også globalt set. Lige pt. er der ingen regler på området i Danmark, hvilket kan være med til at skabe implikationer. I Danmark har der været en tendens til (Grosen (2010a)), at de banker, der er gået ned, alle har været betragtet som Too Big To Fail(TBTF). Argumentet underbygges ved, at stort set alle krakkede banker i Danmark har været inde omkring den statsejede virksomhed Finansiel Stabilitet(Finansiel Stabilitet (www)), eller også er der blevet fundet en statslig løsning, så en bank har kunnet forsætte. Et godt eksempel på dette er Aarhus Lokalbank, Vestjysk Bank og FIH erhvervsbank. 20

27 Resultatet af de indblandinger, vi ser fra statens side, får strukturen til at minde meget om konsekvenserne ved indskydergarantifonden. Den forhøjede risiko i en bank, betales i sidste ende ikke kun af banken, men også af samfundet. Når risikoen lægges over på samfundet som helhed, står det efterhånden også klart, at det alt andet lige stiller krav til tilsynet, der opererer under disse vanskelige forhold, for hvor skal fokus lægges, når alle banker virker lige vigtige for det danske samfund. Professor Anders Grosen (Grosen(2010a)) stiller en række løsningsforslag: - Vigtige systemiske banker mødes med strengere krav til kapital- og likviditetskrav - Banker opdeles i enheder TBTF og small enough to fail - Bankbestyrelserne skal rustes moralsk, så de tager hensyn til de samfundsmæssige konsekvenser, som deres beslutninger giver. Umiddelbart lader det til, at der lovgivningsmæssigt er ved at komme en løsning, så man til at starte med får lokaliseret SIFI erne(dansk Bankvæsen, (2011)) Løsningen læner sig meget op af Grosens første forslag. Men selvom dette forslag kommer igennem, vil de uhensigtsmæssige incitamenter stadig være til stede, der vil nu bare være konkurrenceforskelle, da SIFI erne vil kunne opnå billigere funding mod skrappere krav. I det efterfølgende vil vi se på Corporate Governance, som er utroligt vigtigt i forhold til, at bankerne ikke udbytter de beskrevne incitamenter. Men bankdirektørerne har gjort det, som incitamentsstrukturen indbød til (Grosen (2010a)) Så længe der er mulighed for, at der i bankers bestyrelser og direktioner træffes beslutninger som strider med Moral Hazard begrebet, er Corporate Governance forhold i sektoren vigtige at få klarlagt. 21

28 3.3 Corporate Governance i den danske banksektor(a) I forrige afsnit kom det frem, at Figur 7 Indflydelsescirkel, egen tilvirkning der er mange implikationer ved at drive en bank i forhold til Moral Hazard m.m. Ekstrem Moral Hazard påvirker i sidste ende samfundet hvis en bank går konkurs. Derfor er det vigtig, at der i banksektoren er fokus på god bankledelse. I figur 7 kan det ses, hvem der har, eller burde have, mest indflydelse på drift af en bank. At der anvendes udtrykket burde, skyldes, at der kan sættes spørgsmålstegn ved aktionærernes/garanternes rolle i kontrollen af en banks drift, hvilket vi vender tilbage til. Den røde farve markerer hvem det går mest ud over i et worst case scenario. Ved en normal virksomhed, vil staten ikke blive trukket med ind i tabet, men som det kom frem i afsnit XX, har staten været viklet ind i de fleste konkurser eller redninger under finanskrisen i 2008(Finansiel Stabilitet(www)). Grunden til staten er gået ind, kan henføres til bankernes specielle funktion i samfundet. Derfor kan det udledes, at alle disse interessenter burde have en stærk interesse i Corporate Governance, da det ellers kan få konsekvenser for store dele af samfundet. I det følgende vil de forskellige interessenters betydning bliver analyseret i forhold til Corporate Governance. Bankdrift Bestyrelse og Direktionen Aktionærerne Kreditorer, Indlånskunder(indskyd ergarantifonden), Finanstilsynet(staten) Samfundet 22

29 3.3.1 Rammerne for Corporate Governance i den danske banksektor(a) Figur 8 Udviklingen i Corporate Governance i. banksektoren Corporate Governance begrebet kom først til Danmark i 2001 med Nørby Udvalgets udredning af god selskabsledelse (Nørby (2001). I figur 8 kan selve implementeringen ses. Nørby Udvalget lægger op til, at implementeringen skal ske via frivilligt arrangement. Hvis man ser isoleret på banksektoren, er der ikke meget at spore, hvilket man ellers kunne forvente, da Nørby Udvalget ellers henviser til, at Corporate Governance er opstået netop pga. finansielle kriser(nørby (2001)). Som det fremgår af figur 8, er det faktisk Finansrådet, der i 2008 først kommer på banen, med anbefaling om, at banker, der ikke er børsnoteret, også skal følge anbefalingerne for god selskabsledelse. Finanstilsynet melder sig først for alvor på banen i 2010, hvor de dedikerer ressourcer til udelukkede at beskæftige sig med Corporate Governance. Problemer i bankerne kan i de fleste tilfælde relateres til ledelsen(dansk bankvæsen (2007)). Det kan derfor undre, at der ikke er blevet taget mere hånd om Corporate Governance i den danske banksektor fra statens side Udvikling af love vedr. Corporate Governance i Lov om finansiel virksomhed(fil)(a) Generelt findes de fleste Corporate Governance love i kapitlerne om redelig forretningsskik, ejerforhold, ledelsens virke og om tilsyn. Ses der i lov om finansiel virksomhed(fil) 2001, fremgår det af 3 kap. 2 FIL (2001), at Finansielle virksomheder skal styres efter redelig forretningsskik. Finanstilsynet har mulighed for at fastsætte regler og retningslinjer herfor. Selve teksten i 3 kap. 2 FIL (2001) er meget generel, og ikke særlig 23

30 dybdegående i definitionen af hvad redelig forretningsskik er. I Finanstilsynets resultatkontrakt fra skrives der under på den 4-årige målsætning: Der skal udvikles metoder til operationalisering af Finanstilsynets beføjelser til i visse tilfælde at påbyde de enkelte virksomheder særlige foranstaltninger til beskyttelse af indskydere, obligationsejere, forsikringstagere osv. (Finanstilsynet(2002)) Noget tyder altså på, at Finanstilsynet godt var klar over, at de i 2001/2002 ikke havde tilstrækkelige redskaber til at sætte ind overfor bankerne, for at beskytte interessenterne. Generelt i afsnittet om ejerforhold i FIL fra 2001 til 2011, er der sat regler op for, at Finanstilsynet skal godkende aktionærer, der vil købe andele af banken ved grænser som 20 %, 33 % og 55 % af selskabskapitalen eller stemmerettighederne. Det bemærkelsesværdige ved dette afsnit, i forhold til afsnittet om ledelse, er, at Finanstilsynet skulle godkende aktionærer, men under afsnittet om ledelse, står der intet nævnt om kompetencer i forhold til bestyrelse. Dette skal dog ses i lyset af, at Finanstilsynet ikke ville give anbefalinger eller henstillinger til bankens ledelse(finanstilsynet (2002). Dette kan undre, da det oftest er i ledelser, at problemerne i en virksomhed starter(dansk Bankvæsen (2007)) Den mest iøjnefaldende paragraf i afsnittet ledelse er 18 kap 4 FIL (2001), hvor banken eller bestyrelsesmedlemmet skal give Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er afgørende for driften. Rent psykologisk virker det meget pudsigt, at bankens ledelse skal gøre Finanstilsynet opmærksom på, at banken f.eks. ikke opfylder sit solvensbehov. Incitamentet for at gøre det, er ikke til stede, hvilket kan tilskrives Moral Hazard implikationerne ved f.eks. indskydergarantifonden, lender of last resort etc. Praksis har også vist, at denne paragraf sjældent har været anvendt fra bankernes side(dansk Bankvæsen (2007)) I forhold til Corporate Governance, har Finanstilsynet (FIL(2001)) ikke særligt mange sanktionsmuligheder. Det eneste sted, hvor de havde mulighed for at udstede en bøde var i forhold til 67 kap 7 FIL (2001). Hvis ledelsen/virksomheden ikke gav Finanstilsynet den dokumentation, de havde brug for, for at kunne varetage deres hverv, ville det give bøde. 24

31 I 2003 er FIL blevet udvidet væsentligt i forhold til FIL Loven er således blevet udvidet fra 98 til 438. Udvidelsen skyldes en lovmæssig sammenlægning, da de forskellige brancher indenfor det finansielle var begyndt at flyde sammen, og man derfor ønskede en samlet lov for hele den finansielle sektor. Udover dette skyldtes ændringen af FIL også EU harmonisering(danmarks Nationalbank (2003)). Selve kontrollen med ledelsesområdet er blevet udvidet kraftigt i forhold til FIL (2001), men ændringen er kommet på grund af EU direktiver, og det må derfor udledes, at der indtil 2003 ikke har været fokus på Corporate Governance fra Finanstilsynets side, hvilket stadig stemmer overens med deres målsætning, om ikke at blande sig i ledelsesarbejde i den finansielle sektor. Finanstilsynet havde fra 2000 en undersøgelsesprocedure af ledelsesposter i den finansielle sektor via fit & prober, hvilket er blevet indskrevet i loven, pga. EU harmonisering. Dette bliver analyseret senere i afsnittet. I 2005 ændres FIL. På ledelsesområdet er der ikke nævneværdige ændringer i forhold til FIL (2003). Det som er meget bemærkelsesværdigt, er, at Nørby udvalget anbefaler, at Corporate Governance skal indeholde risikostyring(nørby (2001)). Da Corporate Governance anbefalingen kun er rettet mod børsnoterede virksomheder, kan det undre, at loven ikke indeholder noget om bestyrelsens risikoovervågning af den pågældende bank. Det betyder på dette tidspunkt, at risikoovervågning i lovmæssig forstand ikke er et must for bestyrelserne. Derfor er denne lovmæssige indstilling bemærkelsesværdig. I fortsættelse af redelig forretningsskik har Finanstilsynet sat som mål fra 2006 til 2008, at kontrol af redelig forretningsskik, skal være en integreret del af kontrolfunktionen i løbet af 3 år(finanstilsynet(2006)). Paragraffen om redelig forretningsskik, står nævnt første gang i FIL (2001), derfor må det udledes, at Finanstilsynet ikke har dette område under særlig observation, hvilket de ellers burde have haft, da de i 2001 havde sat som mål, at lave foranstaltninger til beskyttelse af interessenter, hvilket kontrol af redelig forretningsskik ville have bidraget til. I maj 2008 bliver FIL igen ændret, hvilket skal ses i lyset af Basel II reglernes implementering. Det bemærkes dog at 70 kap. 8 FIL (2008) er blevet udvidet. Loven omhandler hvordan organisationen og funktioner i banker, skal være indrettet. Ændringen består i, at risikoovervågning, skal være noget en bank har styr på. Udover dette skal banken også have klare 25

32 funktionsopdelinger, der hvor der ellers kan opstå interessekonflikter. Siden 2001 har denne paragraf været i FIL. I FIL findes der ikke en paragraf, hvor der er nævnt en konsekvens, hvis forholdende ikke er opfyldt. Ikke desto mindre var Amagerbankens administrerende direktør, medlem af bankens kreditkomite for bevilling af større engagementer, samtidig med at han var direktør for bankens storkundeafdeling(amagerbanken (2009)). Her tyder det på, at der ikke har været en klar funktionsdeling, og der har ikke været nogen konsekvens ved det, selvom det er nævnt i 70 FIL KAP Kontrollen af funktionsdeling og risikoovervågning har i dette tilfælde lovgivningsmæssigt ligget ved bestyrelsen. I 2008 skulle virksomheder, der var under tilsyn af Finanstilsynet lave et revisionsudvalg i bestyrelsen, hvis selskabet havde en balancesum over 500 mio. kr. eller var børsnoteret. Revisionsudvalget skulle bestå af en uafhængig person, som ikke havde noget med virksomheden at gøre som helhed, samt mindst en person med kompetencer inden for revision, eller fortid som økonomidirektør etc. (bek. revisionsudvalg (2008)). Kvalifikationerne skal måles i forhold til bankens størrelse og kompleksitet (bek. revisionsudvalg (2008)) Det var første gang, at man inden for finansiel lovgivning greb så langt ind i bestyrelseslokalerne, ved at sætte krav om særlig kompetence inden for revision. Igen er der her tale om en EU harmonisering, hvilket betyder, at der i implementeringen ikke er blevet taget hensyn til risikoovervågning i små pengeinstitutter. Selvom små pengeinstitutter individuelt ikke udgør en stor risiko, så gør de det, hvis deres balancer er summeret Bestyrelse,.(A) test udført af Finanstilsynet, er af forfatterne blevet sporet tilbage til 2000(Finanstilsynet(2004fit)). Grundet EU harmonisering bliver denne kontrol af bestyrelsesmedlemmer og direktioner først nævnt i FIL (2003), hvor det nævnes at bestyrelse eller direktion skal have fyldestgørende erfaring til at være i stillingen. Det fremgår af 64 FIL (2003) hvad der skal til for ikke at kunne bestride en ledende stilling i en bank 64 stk. 2. FIL (2003). Man burde have overvejet at indsætte minimumskrav til kendskab af en bank. Ser man sagen om Roskildes Bank, har bestyrelsen svigtet sin tilsynspligt overfor direktionen. Bestyrelsen havde ikke den kompetenceprofil, der skulle til for at matche opgaven. (Guide til den rigtige bestyrelse (2010)). 26

33 I en undersøgelse udført af RiskMetrics (2008) om grunden til den finansielle krise i USA fremgår det, at af 100 personer, svarede 60 %, at det skyldes bestyrelsernes manglende kompetencer inden for risikostyring.(riskmetrics (2008)) Af de bekymringer, som Figur 9 Governace Concerns as a Result of the Crisis. Kilde (RiskMetrics (2008)) respondenterne havde til styring af en finansiel virksomhed, lander bekymringen for om bestyrelsen har overblikket på en 3. plads. (RiskMetrics (2008)). Gennemsigtighed har ifølge de fleste respondenterne været en af hovedårsagerne til finanskrisen i USA. (RiskMetrics(2008)) Umiddelbart passer indførelsen af revisionsudvalget i bestyrelserne godt til formålet, men den skal stadig omformuleres således, at der i kvalifikationen lægges mere vægt på risikostyring ved revisionsudvalg ved finansielle virksomheder end ved almindelige virksomheder. I forhold til testen, skal der indsendes et skema til Finanstilsynet med bilag. Informationerne er almindelig information om navn og adresse, men også informationer, om den pågældende har siddet i bestyrelser eller direktioner. Her skal der indsendes en historik svarende til 10 år, hvis muligt. Udover dette skal det også angives om man har siddet i en bestyrelse/direktion, der har været under betalingsstandsning eller konkurs. (Finanstilsynet(2004fit)) I FIL , 2008,2011 eller vejledningen(finanstilsynet(2004fit)), er der ikke nogen konkrete krav til, hvilke kompetencer et bestyrelsesmedlem skal have. Det anfægtes dog, at Finanstilsynet ved hvert bestyrelsesmedlem behandler den enkelte sag ud fra individuelle kriterier og kompetencer målt mod kompleksitet(dansk Bankvæsen (2011)). Det skal bemærkes, at er en løbende evaluering. Hvis man ikke opfylder kravene i testen, kan Finanstilsynet afsætte medlemmer i direktionen eller bestyrelsen ( 351 FIL KAP 21 (2011)). Afsættelse af bestyrelsesmedlemmer er først blevet muligt i FIL (2011), hvorfor vi undrer os over hvad formålet har været med den løbende evaluering af Fit and Proper, ved test af bestyrelsesmedlemmer, hvis de ikke har kunnet afsættes? 27

34 Med krisen så vi, at en række bestyrelser dumpede i helt grundlæggende bankdrift. Bestyrelserne manglede simpelthen den grundlæggende forståelse af, hvilke typer lån de udbød, samt hvilken urealistisk eksponering det førte til. Caspar Rose(Ugebrevet A4 (2012)) I de ekstreme tilfælde, der har været af konkurser, har det ifølge Caspar Rose været en udfordring for bestyrelserne, at have kendskab til forretningen. Udover dette har EU kommissionen også været ude at sige, at bestyrelserne i bankerne ikke har haft den ekspertise, der skulle til for at stille kritiske spørgsmål overfor ledelserne(eu Grønbog (2010)). Det hele peger i samme retning - bestyrelsernes kontrol af direktionerne har ikke været god nok, og en del af forklaringen skyldes mangel på relevante kompetencer. Ifølge Niels Storm fra Finansrådet er der ikke tale om generelle ledelsesproblemer i bestyrelserne i den danske banksektor, det har bankerne Finanstilsynets ord for(ugebrevet A4 (2012)). Det er baseret på, at Finanstilsynet har 3 % af den danske banksektor under skærpet tilsyn(ugebrevet A4 (2012)). De fleste banker har en normal og god ledelse, men der hvor bestyrelsen er svag, er der også en risiko for, at det i sidste ende går ud over bankens interessenter. Derfor er den eksterne fokus på kontrol af, at bestyrelsens arbejde er godt nok i forhold til kontrol af direktionen, essentiel, således at dette kan bidrage til, at dårlig ledelse ikke udløser en konkurs i fremtiden Aktionærerne& garanterne.(a) I et principal-agent teoretisk setup er aktionærerne principalen, der vil have bestyrelsen(agenten) til at drive en virksomhed. Det kan give udfordringer for aktionærerne, da de i princippet ikke kan være sikre på, at bestyrelsen følger aktionærernes retningslinjer. Nøgleordet er igen kontrol. Hvis ejerskabet er meget spredt og fordelt på meget små aktionærer, kan kontrollen af bestyrelsen blive ringere, idet småaktionærerne ikke har ressourcerne til kontrol.(raaballe (2008)). Ved udgangen af 2007 var ejerskabsstrukturen inden for børsnoterede banker i Danmark kendetegnet ved overvejende spredt ejerskab, især i de små banker(raaballe (2008)). Raaballe har i sin undersøgelse kun beskæftiget sig med børsnoterede selskaber. I Bilag 1 ses et udvalgt af de største sparekasser, hvor det var muligt, at finde frem til hvor mange garanter de havde. Det ses, at der også er mange garanter i de forskellige sparekasser. Da sparekasserne ikke er børsnoterede, har disse frem til 2008 ikke skulle følge anbefalingen for god selskabsledelse. Det som gør dette forhold bemærkelsesværdigt, er, at garantkapital sidestilles med aktiekapital jf. 84 FIL (2003), 28

35 (2005),(2008),(2011). Eftersom børsnoterede banker, er blevet anbefalet at følge anbefalingen, er det ikke sikkert at f.eks. sparekasserne har fulgt anbefalingen. Måske ikke før 2008, hvor Finansrådet var ude og anbefale, at alle dens medlemmer skulle følge anbefalingerne. Så ser man generelt på banksektoren, kan det udledes, at der er tale om spredt ejerskab i forhold til Raballes(2008) graduering. Det underbygges i øvrigt af, at kun 7 % af aktionærerne er gradueret som kontrollerende aktionær, hvor disse har mindst 20 % af stemmerne, og 34 % som storaktionær, hvor disse har mere end 5 % af stemmerne. Selve strukturen afviger fra en almindelig virksomhed, da 2/3 af virksomhederne har en kontrollerende aktionær (Raaballe (2008)). Med så meget spredt ejerskab både for børsnoterede pengeinstitutter og ikke børsnoterede pengeinstitutter giver dette bankernes bestyrelser og direktioner et større råderum, hvilket gør, at agenten kan komme til at stå stærkere end principalen, fordi kontrolmulighederne er svage, da den enkelte aktionær/garant ikke har et stærkt incitament til at kontrollere tæt. Et godt eksempel på hvor svært det kan være for aktionærerne at have styr på hvad der sker i en bank, er Amagerbanken. Småaktionærerne i Amagerbanken har en forening, der blev dannet i 1996(amager-nyt (www)). Foreningen er et godt eksempel på, at selv om småaktionærerne stod sammen, så hjalp det lige lidt. Amagerbanken gik konkurs, og foreningen havde ingen mulighed for at gøre noget. Dansk aktionærforenings medlemstal udgør ca (DAG årsrapport 2010) hvor medlemmerne ejer forskellige aktier. Amagerbanken havde i aktionærer. Dette forhold viser, hvor svært det er at samle aktionærer i et aktieselskab til at gøre sin indflydelse gældende, når det virkelig gælder. Med så spredt ejerskab i banksektoren er der behov for, at aktionærerne får hjælp, hvilket de reelt set ville gøre via Corporate Governance. Spørgsmålet er bare, om Corporate Governance som nu, skal være noget en bank kan vælge at følge, eller om det skal gøres til lov, således at Corporate Governance i forhold til aktionærernes indsigt og bestyrelserne gøren og laden bliver konkretiseret i FIL. 29

36 Corporate Governance rapportering i banksektoren(a) Den generelle anbefaling fra komiteen for god selskabsledelse er sigtet mod børsnoterede selskaber. Formålet med rapporteringen er, at det skal give aktionærerne og andre interessenter, mulighed for at kunne danne sig et overblik over forholdende i virksomheden. Anbefalingen er sekundært rettet mod ikke børsnoterede virksomheder (God selskabsledelse, (2011)). I anbefalingen skelnes der mellem: - Soft law = best practice - Hard law = regulering Som det ligger i ordene best practice, er en anbefaling noget virksomheden kan gøre brug af, ved at tilpasse anbefalingen til egne forhold. Rapporteringen indeholder punkterne fra Nørby udvalget, som en virksomhed skal tage stilling til om de vil følge. Hvis de vælger ikke at følge de enkelte punkter, skal de give begrundelse herfor Vejen til Corporate Governance rapportering for de største banker i Danmark(A) Komiteen for god selskabsledelse anbefaler, at redegørelsen for den enkelte virksomhed skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside for at skabe tilgængelighed for aktionærerne og andre interessenter. I bilag 2 har forfatterne af afhandlingen lavet en test på, hvordan Corporate Governance rapportering tager sig ud i de fire største banker i Danmark, samt hvor nemt det at finde frem til informationerne. Det er en banal test, men det giver et godt billede af, hvordan de forskellige banker griber kommunikationen an på deres respektive hjemmesider. Generelt testes der på, hvor mange gange man skal klikke for at komme frem til anbefalingen. Der ses også på om vejen frem til anbefalingen af redegørelsen var nem for brugeren. Herefter ses der på om bankens redegørelse følger opsætningen i anbefaling for god selskabsledelse. Slutteligt ses der på bankernes hjemmesider indenfor Corporate Governance. 30

37 Figur 10 Uddrag fra bilag 2. Egen tilvirkning Ifølge testen er det Danske Bank og Nordea, der har de største udfordringer med kommunikationen om Corporate Governance. Ved Danske Bank skulle man over på en anden internetside, og tilmeld skifte sprog, for så derefter at kunne trykke på PDF filen, hvor redegørelsen var, som stemte overens med anbefalingen. Danske Bank har en side specifikt om Corporate Governance. Siden er desværre meget uoverskuelige, da man ikke får overblikket fra starten. Der er rigtigt meget info om området, men det er uoverskueligt, da der er undermenuer på underemner osv. Dette gør deres side om Corporate Governance uhensigtsmæssig, i forhold til interessenters mulighed for, på en enkel måde, at danne sig et godt overblik. Nordea følger stort set samme opsætning som Danske Bank. Nordea gør det ikke nemt for aktionæren, at finde frem til Corporate Governance siden. Ved at klikke ind på anbefalingen for Finansrådets medlemmer, kan det ses, at Nordea A/S ikke følger anbefalingerne, men den svenske anbefaling. Vi formoder at den almindelige aktionær i banken ikke ved, hvad der ligger bag anbefaling for Finansrådets medlemmer. Det kan der dog være en chance for, hvis man er professionel investor. Reelt set ender dette i en blindgyde, da alt deres Corporate Governance, ligesom ved Danske Bank ligger på deres.com side. Overblikket er her en smule bedre end i Danske Bank, men der er lang vej ind til det essentielle. Jyske Bank havde den korteste vej ind til deres redegørelse. Dog skal man lige vide, at man skal kigge under redegørelse for at finde derind. Grundlæggende har banken ikke nogen side om god selskabsledelse, men til gengæld har de det beskrevet i forskellige PDF filer. Sydbank er den klare vinder af de 4 banker. Det er nemt at finde ind til deres redegørelse, og derudover er deres side indrettet med samme punkter som i anbefalingen, hvilket er med til at skabe sammenhæng og oversigt. Det sidste område, der blev testet, var hvor gode bankerne er til kommunikationen vedr. bestyrelsesmedlemmernes kompetencer. Her ligger Danske Bank og Nordea i den gode ende, da 31

38 det på deres hjemmeside er muligt, at læse om de enkelte bestyrelsesmedlemmer. Det kan ses hvad deres uddannelsesbaggrund er, og hvad de laver ved siden af bestyrelsesarbejdet. Anderledes forholder det sig for Jyske Bank og Sydbank. Begge har bestyrelsesinformationen i sine årsregnskaber. Her kan man stort set kun læse, hvilke bestyrelser de enkelte bestyrelsesmedlemmer har siddet, eller sidder i, og man får ikke noget at vide om deres kompetencer. Der skal ikke herske tvivl om, at kommunikation kan være en svær ting. Det kan gøres på vidt forskellige måder, og ikke alle måder er lige gode. At de 4 banker har forskellige tilgangsvinkler til kommunikationen skyldes, at der i anbefalingen om god selskabsledelse ikke ligger nogle faste regler for, hvordan man skal gøre det. Det betyder at bankerne har mulighed for at tilpasse det til ens egen organisation (God selskabsledelse, (2011)). Dette er konsekvensen ved at have en soft law tilgang til Corporate Governance. Man får nogle banker, der er rigtige gode til det, men man får også nogle eksempler, hvor den enkelte aktionær enten får for lidt info om bankens selskabsledelse, eller får alt for meget, og dermed mister overblikket Coorporate governance rapportering fra en krakket bank(a) Komiteen for God Selskabsledelse, har lavet en undersøgelse af, om virksomhederne følger anbefalingerne. Dette har de gjort ved at undersøge, hvad den enkelte virksomhed skriver i sin årsrapport fra (Efterlevelse af anbefalinger (2010)). En ting er, hvad der bliver skrevet, men en anden ting er, hvad der bliver gjort. Det er ikke nødvendigvis altid, disse to ting følges ad. Ses der på Amagerbankens rapportering om god selskabsledelse fra 2010(Amagerbanken (2010gov)), kan der af pkt. 7 om risikostyring læses, at Amagerbankens bestyrelse har til opgave at kontrollere, at der er en effektiv risikostyring, og at væsentlige risici findes og afdækkes (Amagerbanken (2010gov)). Finanstilsynet er i forhold til Amagerbanken af en helt anden holdning, end den der gives udtryk for i rapporten. Finanstilsynet angiver, at banken har været genstand for intens tilsynsvirksomhed, hvilket skyldes ejendomseksponeringen. Den meget betydelige risikoappetit var endvidere kombineret med mangler i risikostyringen. (Finanstilsynet (2011ama)) Således skriver Finanstilsynet i redegørelsen om Amagerbanken, hvilket viser, at Amagerbanken har skrevet om nogle principper, de gerne ville efterleve, mens de i virkeligheden er gået i en helt 32

39 anden retning. Dette vidner om, at man kan skrive hvad man vil, mens man gør noget andet, såfremt kontrolelementet udebliver Whistleblowing inside out control(a) Whistleblowing er hvis en medarbejder melder om overtrædelser eller uregelmæssigheder til f.eks. intern revision. Denne praksis ses bl.a i Danske Bank og Jyske Bank. Den enkelte medarbejder har selv en interesse i, at banken følger god selskabsledelse, og derfor er dette god praksis. Udfordringen ligger dog i, hvis intern revision ikke er lydhøre overfor indberetningerne. Michael Budolfsen mener ikke, at det interne whistleblowing system er nok til at fange de ekstreme sager(finans 3 (2012)). Finansforbundet har arbejdet på at få et eksternt whistleblowing system. Dette system er ved at blive vedtaget i EU(Finans 3 (2012)). Ifølge Leif Flemming Larsen fra Jyske Bank, er det betænkeligt, da det minder om det gamle Stasi fra Østtyskland(Finans 3 (2012)). Nordea har også betænkeligheder ved det nye system, da ledelsessystemet og relationerne mellem medarbejderne og lederne burde gøre whistleblowing overflødig(finans 3 (2012)). Af en anden mening er foreningen for Lokale Pengeinstitutter, som mener, at det eksterne system er et must for at sikre sektoren et ordentligt omdømme(finans 3 (2012)).. Når der ses på de forskellige udsagn, er der en række spørgsmål, der melder sig. F.eks. er det Finansforbundet, der har presset på for at få ordningen vedtaget i EU(Finans 3 (2012)). Det er åbenbart ikke staten/finanstilsynet, der har været fremme med dette forslag. Mener Finansforbundet, at Finanstilsynet ikke er godt nok til at varetage sit tilsynshverv, siden Finansforbundet finder dette tiltag nødvendigt? Noget tyder på, at de har en holdning til, at Finanstilsynet ikke har været i stand til at forhindre bankerne i at komme i en situation, hvor de ville gå konkurs. Samtidig mener Foreningen for Lokale Pengeinstitutter, at det er med til at give et godt omdømme(finans 3 (2012)). Vi mener dog også omdømmet kan blive forringet af tiltaget, for hvilket signal er det lige, det sender om et pengeinstitut, hvis man ikke kan løse sine ledelsesmæssige udfordringer inden for sine egne fire vægge? På den anden side kan der også argumenteres for, at det er et godt forslag, da der kommer mere åbenhed omkring drift af en bank, og at det måske giver Finanstilsynet hjælp til i tide, at nå ud til de banker, der er på vej ud på et sidespor. 33

40 3.3.6 EU s syn på Corporate Governance i banksektoren, og nuværende status i DK.(A) Igennem afsnittet om Corporate Governance, er EU blevet nævnt op til flere gange. De fleste love i FIL skyldes EU harmonisering. EU kommissionen har lavet nogle konklusioner på udviklingen af Corporate Governance i den finansielle sektor. EU kommissionen fremhæver følgende: - Bestyrelser og tilsynsmyndigheder har ikke været klar over hvilke risici banken har haft(eu Grønbog (2010)) - Corporate Governance er ikke direkte skyld i krisen, men i manglen på kontrolmekanismer, som i høj grad har bidraget til høj risikotagning (EU Grønbog (2010)) - Corporate Governance har ikke været god nok eller ikke anvendt korrekt(eu Grønbog (2010)) - Corporate Governance skal tage hensyn til bankens særlige karakter i forhold til en almindelig virksomhed. (EU Grønbog (2010)) - Tilsynsmyndighedernes opgave er at opretholde finansiel stabilitet(eu Grønbog (2010)) Det her er, hvad EU mener om Corporate Governance inden for EU, og deres konklusion er, at den ikke har været god nok. Det giver også stof til eftertanke, da det reelt set er EU, der har stået for implementeringen af reguleringsreglerne i EU i form af CAD direktiver. Tager man et kig på Basel II regelsættet, fylder Corporate Governance delen kun 2 sider ud af 190 (Basel Commitee (2004)). De resterende sider bruges på en detaljeret gennemgang af søjle 1, 2 og 3 reglerne. I implementeringen af Basel II i EU regi, er emnet blevet lidt mere dybdegående. Her specificeres på et meget formelt plan hvilke områder af risici, der er i en bank, og om hvordan forskellige politikker og strategier fastlagt af ledelsen skal sikre korrekt risikohåndtering (CRD (2006) Bilag V). EU kommissionen mener, at den finansielle krise har vist, at Corporate Governance principperne er ineffektive. De fremhæver blandt andet: - At der i princippet kun har været tale om formel anvendelse, hvor vurderingen ikke har fulgt praksis. (EU Grønbog (2010)) Dette udsagn stemmer meget overens med eksemplet fra Amagerbanken. - Der har ikke været nogen implementeringsplan i forhold til banken, og i forhold til tilsynsmyndighederne(eu Grønbog (2010)) - Overholdelse af Corporate Governance er ikke obligatorisk(eu Grønbog (2010)) - Tilsynet har haft manglende interesse for Corporate Governance (EU Grønbog (2010))) - Kontrollen har været lemfældigt(eu Grønbog (2010)) - Mangel på afskrækkende sanktioner(eu Grønbog (2010)) 34

41 Alt i alt må det udledes, at Corporate Governance har været nedprioriteret fra lovgivningsmæssig side under hele forløbet op til krisen. Forklaringen skal nok findes i, at man generelt fra lovgivningens side, ikke har lyst til at blande sig i ledelsen af en virksomhed, hvor Finanstilsynet er et godt eksempel på dette (Finanstilsynet (2002)). Man kan ikke forvente, at f.eks. tilsynet skal være gode til at lave kontrol for Corporate Governance, når de grundlæggende regler som Basel II, CAD og FIL ikke har været fyldestgørende på området for Corporate Governance. Reglerne i de forskellige love lægger nærmest op til lemfældig kontrol, da lovgivningen har været/er meget formel, og der i den konkrete lovgivning ikke har været fokus på praktikken. Dette skyldes, at man har accepteret, at ansvaret for kontrollen reelt er flyttet til bankerne selv(crd (2006)), da de selv skal angive hvad de gør, og ikke gør i forhold til anbefalingen om god selskabsledelse. Omkring sanktionerne, har f.eks. Finanstilsynet haft meget begrænset med redskaber til at gribe ind overfor ledelsen i tide. Forfatterne til afhandlingen har i et interview(bilag 3) FORTROLIGT stillet følgende spørgsmål: Hvordan kan det være, at tiltag til stramninger næsten altid kommer efter ulykken er sket? Hvorfor ser man ikke de strukturelle udfordringer i tide? FORTROLIG svar: Det er en økonomisk naturlov at lovinitiativer altid kommer efter en krise sml. Nordisk Fjer og Enron i USA (SOX), da politik ikke er fremadstyret men bagudrettet dvs. når skaden er sket føler politikerne behov for at markere sig. Her er et svar på, hvorfor Finanstilsynet nærmest kun kunne stå og se til, mens Amagerbanken og Roskilde Bank kom ud på et sidespor, og til sidst gik konkurs(finanstilsynet (2011ama), Finanstilsynet Figur 11 Forskel mellem FIL 2008 og 2011 indenfor corporate governance (2009ros)). Udsagnet understøttes også af udviklingen af 35

42 FIL fra 2008 til I figur 11, kan forskellene mellem FIL 2008 og FIL 2011 ses inden for Corporate Governance området. At Finanstilsynet er i et system der reagerer på kraftige historiske hændelser er problematisk. Det politiske system reagerer åbenbart først, når det er allermest nødvendigt. Ses der på forskellene, er det eneste redskab, der er blevet forbedret, Finanstilsynets mulighed for at fjerne medlemmer i bestyrelsen. Udover dette bidrager loven også til mere gennemsigtighed i bankerne, da Finanstilsynet nu har mulighed for at offentliggøre sine inspektionsbesøg. Umiddelbart er der kommet lidt flere redskaber til, men spørgsmålet er, om disse regler er vidtgående nok til, at tilgodese interessenternes interesser i forhold til kontrolmekanismer. Det kan kun tiden vise. 3.4 Primære problemer med Corporate Governance (M) Bankerne har Moral Hazard incitamenter, og gør det som incitamentsstrukturen, reguleringen og tilsynet indbyder til. Også statens næsten systematiske redning af nødlidende banker, giver bankerne et incitament til højere risiko. Aktionærerne og garanterne i de danske pengeinstitutter har svært ved at kontrollere bestyrelserne, hvilket skyldes mængden af småaktionærer og garanter i det enkelte pengeinstitut. Det er yderst uhensigtsmæssigt, idet problemerne for pengeinstitutterne oftest opstår på grund af dårlig ledelse. Det kan undre, at Finanstilsynet ikke havde et rammegrundlag til at kunne gribe ind i tid i bestyrelserne i f.eks. Roskilde Bank og Amagerbanken. Det kan også undre, at rammegrundlaget fra den seneste ændring i FIL ikke har ført til flere sanktionsmuligheder i forhold til bestyrelserne. Set gennem hele perioden, er alle de tiltag kommet på grundlag af EU harmonisering, hvilket betyder, at Finanstilsynet ikke har foretaget sig noget selvstændigt i forhold til det reguleringsmæssige. En del af forklaringen kan findes i Finanstilsynets holdning, til ikke at blande sig i bestyrelsesarbejde, hvilket reguleringen har lidt under i 10 erne. Gode Corporate Governance regler, via lovgivning og tilsyn, kunne med al sandsynlighed have forhindret nogle bankkrak, hvis redskaberne havde været til stede. Adgangen til, og kvaliteten af, bankernes info omkring selskabsledelsen varierer kraftigt grundet, soft law på området, og for den enkelte investor er det meget svært at danne sig et godt overblik på området. 36

43 4.0 Analyse af søjle Hvem er Finanstilsynet?(M) Finanstilsynets hovedopgave er at føre tilsyn med finansielle virksomheder m.fl., og med det centrale mål for øje, at overvåge hvorvidt disse virksomheder har tilstrækkelig kapital i forhold til de løbne risici. Herudover føres der tilsyn med diverse regler og lovbestemmelser, som de finansielle virksomheder skal leve op til, og derudover står tilsynet for indsamling og formidling af information om den finansielle sektor (Strategi 2011). Finanstilsynet er en organisation, som arbejder sammen med bl.a. Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Finansiel Stabilitet, for at skabe finansiel stabilitet og tillid til sektoren. En af de vigtigste faktorer til at opnå dette, er sunde pengeinstitutter. Dvs. aktiver, passiver mfl. skal være opgjort forsvarligt, ledelserne skal have tilstrækkelige kvalifikationer, god etik samt overblik, og de forretningsmodeller den enkelte bank arbejder efter, skal være holdbare. Der er ca. 220 medarbejdere beskæftiget på 15 kontorer. Antal virksomheder under tilsyn udgør ca redskaber Finanstilsynet har haft(m) I årene inden finanskrisen havde Finanstilsynet ikke beføjelser til at skride ind overfor et pengeinstitut på et tidligt tidspunkt, hvis det blev skønnet, at risikoen for en uhensigtsmæssig udvikling var for stor. Dermed kunne der ikke skrides ind overfor eks. voldsom vækst i udlån eller risikable forretningsmetoder. Finanstilsynet kunne give risikooplysninger, hvis en banks risikoprofil på et område skønnedes højt, eller pålæg, hvis der var tale om en direkte overtrædelse af lovgrundlaget. Finanstilsynet havde mulighed for at begrænse det enkelte pengeinstituts råderum, men lagde vægt på ikke at deltage i ledelsen af selskaberne (Dansk Bankvæsen, 2005). De opstillede redskaber var ikke specielt præventive, og det var først på et sent tidspunkt, at Finanstilsynet havde mulighed for at skride til handling. Sanktionsmulighederne var forholdsvis begrænsede, hvilket også ses af udviklingen i årene efter. 37

44 og frem redskaber Finanstilsynet har haft flere beføjelser(m) Finanstilsynets beføjelser er blevet udvidet efter finanskrisens frembrud. I forbindelse med vedtagelsen af kreditpakken primo 2009, fik Finanstilsynet således en del flere værktøjer i værktøjskassen, og nogle af dem nævnes her. - Finanstilsynet fik mulighed for at kunne påbyde pengeinstitutter at offentliggøre risikooplysninger, påtaler og påbud. - Banker skal offentliggøre deres solvensbehov og individuelle solvenskrav. - Reglerne vedr. Fit & Proper er strammet, så det vil være lettere at afsætte ledelsen i en finansiel virksomhed. - Ved risikofyldte virksomheder har tilsynet mulighed for at gribe ind tidligere end før, og påbyde konkrete foranstaltninger (dette kræver forståelse for komplekse sammenhænge, idet tilsynet så skal spå om fremtidsudviklingen). - Mulighed for at skærpe kapitalkrav for banker der vækster voldsomt, eller har for stor eksponering mod ejendomssektoren. I forbindelse med forløbet i nødlidende banker, er det tilsynets forventning, at kunne trække nogle erfaringer ud, som kan forebygge nye bankkrak. Forebyggelsen skal ske ved medarbejdernes opmærksomhed omkring faresignaler. Arbejdet blev sat i gang i 2010, og var tilsyneladende ikke implementeret godt nok i forbindelse med Amagerbankens krak, som beskrives senere. 4.2 Strategi 2011(M) I Finanstilsynets seneste strategi fremgår det, at tilsynets to hovedopgaver jf. den nye mission, er finansiel stabilitet samt tillid til de finansielle virksomheder og markeder. Den finansielle stabilitet skal skabes ved bl.a. at modvirke, at finansielle virksomheder kommer i problemer. Dette sker som en kombination af løbende overvågning, tilsyn på stedet og stresstests. Som en ændring til tidligere, fokuseres der nu på at gøre tilsynet risikobaseret. Ved det forstås, at indsatsen skal prioriteres i forhold til de virksomheder og delelementer, hvor risikoen for overtrædelser, eller konsekvenserne af disse, er størst (Finanstilsynets strategi for 2011 (2011)). Jf. strategien, er det Finanstilsynets væsentligste opgave, at sørge for, at finansielle virksomheder ikke går ned. 38

45 Et punkt der er kommet i fokus, er vurderingen af de finansielle virksomheders forretningsmodeller, som tilsynet skal forholde sig kritisk til. Herudover skal det systemiske perspektiv også inddrages, idet det ofte er systemiske forhold som sender sektoren ud i stormvejr. Til at løse denne opgave er de indførte stresstests, som viser konsekvenserne for den enkelte bank, hvis et eller flere økonomiske scenarier udspiller sig. I forhold til at skabe tillid til de finansielle virksomheder, vil tilsynet skabe en større gennemsigtighed og åbenhed. Her menes både fra egen side, men også fra den enkelte banks side. Konsekvens i forhold til lovovertrædelser er ligeledes et element, der indgår som en del af tillidsskabningen. Der er gjort forskellige tiltag i forbindelse med den nye strategi, blandt disse kan nævnes en systematisk overvågning af hvor store og dårlige kunder søger hen. Ofte ses det, at denne type kunder søger hen hvor kredithåndteringen er slap, og dermed kan en trend spottes hurtigere. Det har længe været en hurdle for Finanstilsynet, at det var svært at bibeholde de bedste kreditfolk pga. de relativt lave offentlige lønninger (Danske Bankvæsen (2011)). Et aktivt træk mod denne udvikling ses, da lønningerne i tilsynet er steget, så de ligger over det gennemsnitlige niveau i staten. Sandsynligvis vil dette ikke medvirke til at tiltrække de absolut dygtigste, da lønniveauet generelt er højere i resten af den finansielle sektor, men det er dog et skridt i den rigtige retning. 4.3 Har Finanstilsynet været i stand til at håndtere Basel-reglerne bemanding og kompetencer(m) Det er selvsagt svært at vurdere, om Finanstilsynet har haft de nødvendige ressourcer til at håndtere Basel-reglerne, og derved løbende vurdere sektoren som helhed, samt det enkelte institut. Når vi står bagefter og vurderer, er det klart, at der ikke har været taget hånd om diverse problemer i tide spørgsmålet er så om dette bunder i manglende kompetencer og/eller ressourcer/bemanding. Der er dog faktorer som peger mod begge dele. Generelt har Finanstilsynet svært ved at fastholde de bedste kreditmedarbejde, som er en kerneressource i den løbende vurdering af bankernes kreditmæssige tilstand. Dette udspringer i høj grad af den lavere løn som gør sig gældende pga. tilsynet er en offentlig instans, og dermed ikke er i stand til at konkurrere lønmæssigt med sektoren som helhed (Dansk Bankvæsen 2011). 39

46 Derudover tyder meget på, at bemandingen ikke har været god nok. Fra 2002 og 4-5 år frem, blev der om året foretaget ca. 75 inspektioner i banker. I samme periode var der ansatte, og lønudgifterne var mellem 70 og 77 millioner kroner. Efter krisens begyndelse i 2007 og især 2008 er der sket en markant opgradering, og i 2010 var antallet af inspektioner 140, der var 210 ansatte og lønudgifterne var nu 113 millioner. I de mest aktive år har der været mere end dobbelt så mange inspektioner som i de gode år efter IT-boblen. Det er udsprunget af yderligere ressourcer samt opstramninger i Finanstilsynet. Udviklingen viser, at den politiske fokus ikke var til stede i de år hvor udlånsvæksten var markant, og de farlige balancer blev opbygget. Først efter den dårlige udvikling var indtruffet, blev fokus for alvor vendt mod den finansielle sektors risikotagen. Isoleret set er det fornuftigt at rette fokus derhen, når alt så slemt ud, men det er netop i de gode tider, hvor banker er presset fra alle sider i forhold til at vækste og forbedre sine resultater, at der er ekstra behov for regulering og tilsyn med udviklingen i den enkelte bank (Finanstilsynet (årp)). 4.4 Analyse af Finanstilsynets fokusområder ud fra resultatkontrakterne med Økonomi- og Erhvervsministeriet(M) Efter års fokus på forholdsvis skematiske inspektioner og tilsyn, er der i de seneste år i højere grad fokuseret på et risikobaseret tilsyn. (Finanstilsynet (2009res)). Idet tilsynets beføjelser ligeledes er blevet hævet, har Finanstilsynet mulighed for at udpege nogle områder i det enkelte pengeinstitut, og gå mere i dybden med disse. Herved skal ressourcerne bruges så rigtigt som muligt, i stedet for blot at være en overfladisk gennemgang af alle punkter. Til dette er der oprettet en særlig udrykningsenhed med fokus på kredit- og markedsrisiko. Det er en rigtig god udvikling, at Finanstilsynet får bredere beføjelser, og ligeledes, at der indgås en resultatkontrakt med nogle væsentlige mål, så der er klare linjer for hvilken vej man skal gå. Der er dog ingen direkte ekstern opfølgning på, om tilsynet præsterer som det skal. Sagt på en anden måde, er der ikke noget tilsyn med tilsynet. Finanstilsynet udgiver selv årsrapporter hvert år, hvor det forgangne år beskrives, og hvor der redegøres for, hvorvidt de opstillede målsætninger er indfriet. Derved er det udelukkende Finanstilsynet, der kontrollerer sig selv. Som vi senere kommer ind på, har rigsrevisionen lavet en rapport omkring forløbet i Amagerbanken, og Finanstilsynets rolle i denne. Rapporten viser, at der kan stilles spørgsmål ved Finanstilsynets rolle 40

47 i casen, og da det også kan være aktuelt på en række andre punkter, ville et eksternt tilsyn kunne styrke Finanstilsynets virke. Der kan være kompetenceproblemer forbundet med at lave et eksternt tilsyn, idet især personer med kompetence indenfor kreditområdet er en begrænset ressource, og derfor kan det også være hovedargumentet for, at dette tilsyn ikke eksisterer. I den optimerede verden mener vi dog, at et sådant tilsyn har sin berettigelse. Der er stor fokus på effektivitet og produktivitet. Dette er selvfølgelig en vigtig ting, idet ressourcerne dermed kan udnyttes maksimalt. Omvendt medfører en målsætning omkring max antal timer på inspektioner også et vis stresselement til de tilsynsførende. Når den enkelte ved, at et tilsyn helst ikke bør tage mere end x-antal timer, kan den uheldige udvej være en manglende tilbundsgående research i forhold til mulige risikoområder. Hvis vi som mennesker bliver målt på det antal timer en arbejdsopgave tager, vil vi være tilbøjelige til at overholde dette antal timer også frem for at udføre et mere tilbundsgående tilsyn. Som en del af målingen omkring effektivitet, forventes det, at tilsynet giver påbud eller påtaler i mindst 20 % flere af de sager som er opstået pga. en risikovurdering, frem for de sager der er opstået ved tilfældig udtrækning. Set over en periode skal der selvfølgelig forventes flere påbud og påtaler ved de sager den ansatte finder risikofyldte, frem for ved de sager der er udvalgt ren tilfældigt. Derfor er det også relevant for ledelsen at måle på dette. Men når der opsættes mål som de ansatte skal måles og vejes efter, kan der opstå en uhensigtsmæssig situation. Da ansatte selvsagt vil forsøge at indfri opstillede mål, risikerer vi, at der enten gives en billig advarsel til en forventet risikofyldt bank, eller undlades at blive givet en advarsel til en tilfældigt udvalgt bank blot for at opfylde målsætningen. Den ansatte vil være en succes, målsætningen vil være opfyldt, men Finanstilsynets hovedopgave vil ikke være udført. Finanstilsynet bør være varsom med opstilling af sådanne målsætninger, som kan påvirke arbejdsmetoderne mod noget uhensigtsmæssigt. 4.5 Inspektion i praksis(m) Når Finanstilsynet gennemgår den enkelte bank ved en undersøgelse på stedet, indgår mange forskellige forhold, hvoraf den vigtigste for bankens fortsatte eksistens er solvensen, som i høj grad afhænger af kreditrisikoen. I den henseende gennemgås følgende forhold: - Kreditpolitik, kreditstyring, kontrol og opfølgning. 41

48 - Værdiansættelse af sikkerheder. - Analyse af kunderegnskaber. - Bonitet af kreditter, tab og nedskrivninger. - Engagementsspredning. - Branchefordeling, risikokoncentration, diversificering. Ved afdækning af ovenstående punkter, skal Finanstilsynet i tide opdage, om den enkelte bank har taget korrekt højde for de risici, der kan føres under hvert punkt, og vurdere hvorvidt de løbne risici er forsvarlige, eller skal nedbringes. En anden løsning kan her være krav om en højere solvens (Dansk Bankvæsen, (2011)). Langt hen af vejen er der tale om skøn og spådomme, om end disse kan være dybt kvalificerede. Isoleret set er det derfor ikke til at afgøre hvorvidt en høj eksponering mod et forretningsområde udgør en stor risiko, men tager vi højde for forskellige scenarier, vil en sådan eksponering altid udgøre en høj potentiel risiko. Den potentielle risiko kan diversificeres ned, når der udvises rettidig omhu. Udviser den enkelte bank ikke dette, er det Finanstilsynets opgave at gøre det. Som følge af de spørgsmål vi har stillet til diverse banker, har vi fået indtrykket af, at fokus primært er på kreditrisikoen som nævnt ovenfor. Når forretningsgange og processer kontrolleres, får vi indtrykket af, at det oftere er sværere for Finanstilsynet at finde nogle konkrete uhensigtsmæssigheder, da dette område kontrolleres meget overordnet. Der ses på selve forretningsgangene, og dykkes ofte ikke dybere end dette. Små pengeinstitutter har samme skabeloner for disse forretningsgange, og de større institutter vil normalt altid have styr på disse overordnede juridiske ting. Derfor vil der ikke være noget at komme efter i denne sammenhæng. Det interessante spørgsmål ville være, om forretningsgangene altid bliver overholdt, men dette kræver en dybere analyse af konkrete sager fra Finanstilsynets side. I et interview bliver vi direkte fortalt, at fokus ikke lægges på selve processen (altså om sagerne ekspederes på den rigtige måde), men derimod om processen er korrekt beskrevet i forretningsgangen (Bilag 4). Derudover nævnes det også, at Finanstilsynet altid finder fejl, uanset hvor længe der skal ledes, og uanset hvor små de påpegede fejl er. Dette forhold er langtfra i overensstemmelse med Finanstilsynets nye strategi omkring risikobaseret tilsyn. Vi ville gerne have spurgt Finanstilsynet om de førnævnte ting, men de har ikke ønsket at svare på nogle spørgsmål. 42

49 Finanstilsynets håndtering af Amagerbanken(M) I juni 2010 tildeltes Amagerbanken en individuel statsgaranti på 13,5 mia. kr. Forud for dette, havde først Finansiel Stabilitet foretaget en gennemgang af Amagerbankens største engagementer, og siden havde Finanstilsynet foretaget en tilsvarende. Finansiel Stabilitet mente muligvis ikke banken kunne leve op til tildelingen, hvorfor Erhvervs- og Vækstministeriet bad om Finanstilsynets vurdering, og med baggrund i denne, blev tildelingen af garantien foretaget. Det interessant ved processen, er den vidt forskellige opfattelse, som Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet havde, i forbindelse med vurdering af behovet for nedskrivninger og reservationer til afdækning af bankens risici. Ikke alene havde Finanstilsynet klart de laveste krav, men virkeligheden viste sig at overstige selv Finansiel Stabilitets vurdering, og dermed ligge langt over det behov Finanstilsynet var nået frem til. Statens tab i forbindelse med Amagerbankens krak er større end 2 mia. kr. I sin gennemgang, tillagde Finansiel Stabilitet det stor betydning, at Amagerbanken skubbede problemerne foran sig. Netop derfor skulle Finanstilsynets vurdering indover, og denne ville spille en væsentlig rolle i Finansiel Stabilitets tildeling af garantien. Rigsrevisionen fandt efterfølgende, at Finanstilsynet burde have været mere opmærksomt på dette problem, som udsprang af særligt risikable forretningsmetoder. Finansiel Stabilitet har efterfølgende oplyst, at udgangspunktet ved vurderingen, var som en fornuftig og ansvarlig bankledelse ville have gjort det. Vi kan derfor med rette stille et stort spørgsmålstegn ved Finanstilsynets vurdering. Institutionen der netop skal overvåge bankerne, burde om nogen vurdere ud fra samme udgangspunkt som en fornuftig og ansvarlig bankledelse ville gøre ellers kan man argumentere for, at et sådant tilsyn ikke udfylder den givne rolle i samfundet. Finansiel Stabilitet havde inden Finanstilsynets gennemgang, givet udtryk for, at Amagerbanken på dette tidspunkt havde mange ligheder med de tidligere overtagede banker, hvis tilstand var væsentlig værre end først vurderet. Herudover identificerede Finanstilsynet det samme omfang af særlige risikable forretningsmetoder som Finansiel Stabilitet. Alle de alarmerende signaler var Finanstilsynet altså bevidste omkring, og det ses også udad oplysninger, hvor tilsynet giver udtryk for, at Amagerbankens høje risiko bl.a. skal ses i en sammenhæng, hvor banken bevilger forhøjelser frem for at lade engagementer gå konkurs, samt generelt er meget afventende i 43

50 forhold til at realisere nødlidende engagementer. Særligt eksponeringen mod store og svage ejendomsengagementer udgjorde en signifikant risiko. Med andre ord var næsten alle æg lagt i samme kurv (25 ud af de 35 største engagementer) noget der i dag er fokus på i forbindelse med tilsynsdiamanten, men åbenbart ikke blev tillagt nogen videre værdi i vurderingen af Amagerbanken, selvom problemet var konstateret. Tankevækkende er det ligeledes, at ved gennemgangen af de 35 største engagementer, vurderede Finansiel Stabilitet i tilfælde et større behov for nedskrivninger end Finanstilsynet gjorde. Ikke ved et eneste engagement vurderede Finanstilsynet et større nedskrivningsbehov end Finansiel Stabilitet. Som nævnt, var Amagerbanken voldsomt overeksponeret mod ejendomsmarkedet, hvilket i sig selv burde vække opmærksomhed pga. f.eks. den korrelerede modpartsrisiko. Men ikke blot overeksponeringen var et alarmerende signal, også det faktum, at de risikable forretningsmetoder især fandt anvendelse i forbindelse med ejendomsengagementerne var specielt. Ved risikable forretningsmetoder, forstås f.eks. forhøjelse af lån til betaling af renter, indfrielse af nødlidende engagementer i andre banker for at undgå konkurs, finansiering af kunders udgifter til privatforbrug og terminer, betaling af renter og afdrag på foranstående panter for at undgå konkurs m.m. Finanstilsynet var bevidst om disse forretningsmetoder allerede i 2009, og var også fuldt bevidste om dem i forbindelse med den vurdering som lå til grund for statsgarantien. For at tydeliggøre bevidstheden om de risikable forretningsmetoder, følger har et citat fra rigsrevisionens rapport: Finanstilsynet konstaterede, at ejendomsengagementerne med negativ likviditet vokser som følge af, at banken bevilger forøgelser frem for at lade kunderne gå konkurs. Finanstilsynet konstaterede videre, at dette ikke var usædvanligt i det nuværende marked.(rigsrevisionen (2011)) En meget interessant konstatering i forhold til hele bankmarkedet, og også en konstatering der åbner et hav af spørgsmål. For når en sådan bankdrift, hvor dårlige engagementer forhøjes for at undgå konkurs, ikke var usædvanligt, hvad indebar dette så? Er det et spørgsmål om man finder bankdriften i Amagerbanken okay, eftersom resten af markedet bærer sig ad på samme måde, 44

51 eller ønsker Finanstilsynet at synliggøre at generelt problem i branchen? Som hele finanssektorens vagthund ligger det meget ligetil, at hævde det netop er Finanstilsynets job og opgave, at sørge for det netop ikke er sædvanligt, at bankerne udøver risikable forretningsmetoder. Så er spørgsmålet blot om Finanstilsynet har sanktionsmulighederne for dette, eller evt. blot har valgt ikke at gøre noget ved situationen. Idet rigsrevisionen konstaterer, at Finanstilsynet havde stor viden om Amagerbankens dårlige økonomiske tilstand samt anvendelse af risikable forretningsmetoder, er det essentielt at få afdækket, hvorfor der ikke blev taget hånd om dette både hvad angår Amagerbanken, men sandsynligvis også i forhold til hele sektoren. Ydermere er det interessant, at Amagerbankens nye ledelse ultimo 2010 gennemgår alle engagementer over 15 mio. kr., og vurderer behovet for yderligere nedskrivninger til at være mere end 3 mia. kr. (heraf mere end 2 mia. kr. i de 35 største engagementer) kredittilgangen er normal og markedskonform, og er foretaget af erfarne kreditmedarbejdere med erfaring fra andre pengeinstitutter. Den tidligere kredittilgang blev vurderet til at være meget dårligt kredithåndværk, og uden en egentlig strategi, men derimod løbende afværgeforanstaltninger. Også den organisatoriske struktur blev lavet om, idet den nye ledelse ikke fandt, at denne levede op til gældende lovgivning. Undervejs i perioden var engagementerne blevet forværret, men både Finansiel Stabilitets og Finanstilsynets gennemgang tog udgangspunkt i en forventning om fremtidig negativ udvikling i engagementerne. Tilbage står vi med et bankkrak, som i den grad ikke kom som et lyn fra en klar himmel. Advarslerne var massive, og kontrollen med Amagerbanken var i den absolut høje ende. Alligevel gik det galt. Inden Finanstilsynets vurdering var de således fuldt ud bevidste om de særligt risikofyldte forretningsmetoder. Finanstilsynet havde ved selvsyn konstateret disse, og var af Finansiel Stabilitet også blevet oplyst herom. Også den udtrykte bekymring fra Finansiel Stabilitet omkring Amagerbankens tilstand, som lignede de tidligere krakkede bankers, var Finanstilsynet blevet oplyst omkring. Alligevel vurderede Finanstilsynet i ca. halvdelen af de 35 største engagementer et lavere nedskrivningsbehov end Finansiel Stabilitet, og ikke en eneste gang et større behov. Selvfølgelig er der ingen facitliste i forhold til at bedømme disse ting, og i sidste ende er der tale om et (om end kvalificeret) gæt. Det interessante er blot, at Finanstilsynet konsekvent 45

52 gætter lavere end Finansiel Stabilitet og virkeligheden viste sig at være den stik modsatte vej. Noget i tilsynsprocessen er gået galt. Vanskeligt er det selvsagt at klarlægge hvorfor det gik galt. Hypoteser kunne være: - De rigtige kompetencer er ikke til stede i Finanstilsynet. - Sanktionsmulighederne er ikke vidtrækkende nok. - Finanstilsynet er i bund og grund blevet snøret af Amagerbankens tidligere ledelse. - Der er tale om et desperat forsøg på at redde en bank som staten, og dermed Finanstilsynet, tidligere havde blåstemplet og ydet lån til. Beskæmmende er det også, at den nye bankledelse opdager, at den organisatoriske struktur ikke lever op til gældende lovgivning, noget som Finanstilsynet gennem et længerevarende fokus ikke havde formået at få rettet op på (Finanstilsynets strategi for 2011 (2011)) dette til trods for, at tilsynet med Amagerbanken havde været grundigere end ved en gennemsnitlig bank. En ting Finanstilsynet selv pointerer ved gennemgangen, er, at solvenskravet nu er opfyldt, men dette ikke betyder, at det er det i fremtiden, da Finanstilsynets opgave er at forholde sig til en kort tidshorisont på op til et år. Det kan på ingen måde være i samfundets interesse, at den institution der i bund og grund beslutter om staten skal yde en garanti, ikke forholder sig til sandsynligheden for, om den pågældende bank kan overleve på sigt. Tidslinje i forbindelse med Amagerbankens krak: Efteråret 2009 Ultimo 2009 Amagerbanken bliver påbudt betydelige reservationer af Finanstilsynet efter et tilsyn. Finanstilsynet oplyser selv, at de på dette tidspunkt bliver opmærksom på Amagerbankens risikable forretningsmetoder. Amagerbanken søger først om en individuel statsgaranti på 6,5 mia. kr., men forhøjer hurtigt dette til 13,5 mia. kr. 9. april 2010 Finansiel Stabilitet oplyser Erhvervs- og Vækstministeriet om sin 46

53 bekymring for Amagerbanken, som ligner de banker der tidligere var overtaget, og som efterfølgende viste sig at være i langt dårligere stand end oprindelig forudset. Medio april 2010 Medio maj 2010 Juni 2010 September 2010 November 2010 januar 2011 Møde mellem Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet, hvor Finanstilsynet orienteres om Finansiel Stabilitets bekymring vedr. Amagerbankens solvens. Finanstilsynet orienterer Erhvervs- og Vækstministeriet om sin gennemgang. Med yderligere reservationer på 400 mio. kr. finder Finanstilsynet, at Amagerbanken opfylder lovens solvenskrav. (Finansiel Stabilitet vurderede, at yderligere reservationer og nedskrivninger på mio. kr. var nødvendige). Amagerbanken tildeles individuel statsgaranti på 13,5 mia. kr. Amagerbanken rejser 750 mio. kr. i ny kapital (krav for tildeling af statsgarantien) Amagerbanken får ny ledelse, som gennemgår udlån større end 15 mio. kr. Det vurderes at der skal nedskrives med yderligere 3,1 mia. kr. 6. februar 2011 Amagerbanken overdrages til Finansiel Stabilitet med henblik på at blive afviklet Vestjysk Bank(M) Det er altid lettest at være bagklog som ovenfor, og derfor skal næste eksempel med Vestjysk Bank ikke stå alene, men dog heller ikke udelukkes. I oktober/november 2011 afholdt Finanstilsynet inspektion, og fandt her et stort behov for yderligere nedskrivninger, hvoraf langt over halvdelen var på landbrugskunder. Dette kan vi sammenholde med 17,2 % af kundemassen netop var landbrugskunder. Nøjagtigt som det var tilfældet med Amagerbanken, skyldes størstedelen af nedskrivningerne, at Vestjysk Bank for sent konstaterer objektiv identifikation for 47

54 værdiforringelse (OIV). Finanstilsynet gennemgik 35 % af engagementerne, og gav efterfølgende Vestjysk Bank påbud om at foretage OIV på resten af engagementerne. Derudover er der konstateret særligt risikable forretningsmetoder, som tilfældet også var ved Amagerbanken. I januar startede debatten omkring statens yderligere indgriben i Vestjysk Bank, og ovenstående inspektion var altså foretaget 2-3 måneder inden. Selvom den store eksponering ikke var mod ejendomsmarkedet, men landbrug, pegede mange signaler i samme retning som inden Amagerbankens krak, men alligevel overlod tilsynet opgaven omkring gennemgang af de sidste engagementer til banken selv. Dette samtidig med solvensbehovet blev opgjort til 10,6 %, som ikke er væsentligt over udgangspunktet for minimum af kapital (Inspektion i Vestjysk Bank, (2011)). Det virker dermed til, at faresignalerne blev overhørt i første omgang, og nok engang måtte staten træde til kort efter et tilsyn, efter banken selv havde erkendt endnu større problemer, end der i første omgang blev fundet frem til Aarhus Lokalbank(M) Et yderligere eksempel på denne gentagende manglende konsekvens finder vi også ved et konkret eksempel vedrørende Aarhus Lokalbank. Allerede den 30. juni 2010 modtog banken en risikooplysning, idet dens ejendomseksponering på 34, 2 % langt overskred målet om en maksimal eksponering på 25 %, som indføres 1. januar Rent lovgivningsmæssigt skal Aarhus Lokalbank ikke leve op til de 25 % før 2013, men risikoen ved en så kraftig eksponering mod ejendomsmarkedet, må vi trods alt siges, at være den samme i dag som i Derfor må det også med rimelighed forventes, at et ansvarligt tilsyn beder om en væsentlig reduktion, når eksponeringen er så markant over den fastsatte grænse i den senere lovgivning. Da Finanstilsynet 9 måneder senere var på endnu en inspektion i Aarhus Lokalbank, udgjorde ejendomseksponeringen 33 %, og er altså på dette tidspunkt reduceret meget minimalt. Dog uddeles der ikke så meget som en risikooplysning, men konstateres derimod, at en handlingsplan er igangsat. Hvorfor handlingsplanen stort set ikke er skredet frem siden sommeren 2010 oplyses der ikke om, og Finanstilsynet har som bekendt ikke ønsket at udtale sig til os om sagen (Inspektion af Aarhus Lokalbank (2010) og (2011)). 48

55 4.5.3 Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse(M) Aarhus Lokalbank kom i store problemer ligesom Vestjysk Bank, og de har via en fusion holdt skindet på næsen i denne omgang. Dog burde bankernes senere skæbne belyse behovet for konsekvenser, når banker udviser en adfærd som den beskrevne. Alligevel finder vi endnu et eksempel i en inspektionsrapport udarbejdet i 2012 (tilsynet foretaget i 2011). I Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, er 50 % af de samlede udlån gennemgået, og størstedelen af dem viser væsentlige svaghedstegn. Derudover er hele 38,8 % eksponeret mod landbrugssektoren, og mange af disse engagementer viser negative resultater fra Da der ligeledes er realiseret store tab på lån i Schweizerfranc, har mange af disse kunder nu en negativ egenkapital. Endnu et tegn på den svage kreditdisciplin i banken, ses ved dens nedskrivninger, som er pænt over gennemsnittet. Igen konstateres der adskillige svaghedstegn i den måde banken drives på, samtidig med en næsten 40 % eksponering mod en enkelt branche virker meget voldsomt. Alligevel har Finanstilsynet kun løftet pegefingeren i form af en risikooplysning. Banken er altså ikke engang blevet påbudt at nedbringe den kraftige eksponering. Solvensbehovet er hævet til 12,2 %, noget der også indikerer, at vi her har at gøre med en risiko, der ligger noget over gennemsnittet (Inspektion af Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse (2012)) Saxo Bank(M) Som en del af Finanstilsynets øgede beføjelser, er der ligeledes givet øgede beføjelser i forbindelse med kontrol af bestyrelser og direktioner. Hvorvidt der for alvor gøres noget ved dette problem, kan nedenstående eksempel fra Saxo Bank sætte spørgsmålstegn ved. Banken har et antal medarbejdere, der har flere væsentlige ansvarsområder, og samtidig sidder i bestyrelsen i bankens dattervirksomheder. Da medarbejderne ligeledes er nøglemedarbejdere, og banken har vækstplaner, vurderer Finanstilsynet, at banken løber en ikke ubetydelig risiko i forbindelse med disse dobbeltroller. Igen er der dog ikke givet noget påbud, og derved behøver Saxo Bank i princippet ikke gøre noget ved det. Der er udelukkende givet en risikooplysning herom, hvilket svarer til dette blot er blevet påpeget. Hvis der skal ydes en større kontrol med direktioner og bestyrelser, er ovenstående eksempel helt oplagt, til netop at påbyde banken at undgå disse dobbeltroller, så de personer der skal kontrollere banken, ikke risikerer at være inhabile (Inspektion af Saxo Bank (2012)). 49

56 4.6 Kontrol med investeringsrådgivning(m) Efter indførelsen af MiFID, er der gradvist taget flere og flere tiltag mod en skærpet kontrol med investeringsrådgivningen i de danske banker. I forbindelse med vores daglige arbejde i to store danske banker, har vi oplevet uhensigtsmæssigheder ved den måde Finanstilsynet fører kontrol på. Målet med dette afsnit er at grave dybere indenfor to konkrete kontrol-områder, og påpege uhensigtsmæssigheder ved disse Certificering af investeringsrådgivere(m) I marts 2011 indførtes en ny certificering af bankrådgivere i Danmark, samtidig med investeringsprodukterne opdeltes i tre forskellige kategorier, hvoraf rød forstås som blandt de mest komplicerede investeringsprodukter. De rådgivere som skal rådgive omkring de røde produkter, skal gennemføre en prøve før de har den fornødne kompetence. Forslaget udsprang af en undersøgelse udarbejdet af Finanstilsynet, som viste, at en del investeringsrådgivere ikke havde tilstrækkelige kvalifikationer, til at rådgive om selv almindelige investeringsprodukter (Pressemeddelelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet(2011)). Finanssektorens Uddannelsesservice står for uddannelsen af rådgiverne, ved blandt andet udarbejdelse af kompendier, og en elektronisk prøve. Når den enkelte rådgiver skal gennemføre certificeringsprøven, er der mulighed for enten at gøre dette ved Finanssektorens Uddannelsesservice, eller ved at virksomheden selv kan stå for afholdelse af prøven. Prøven tages elektronisk, og hvis virksomheden selv står for afholdelse af prøven, bærer den ansvaret for, at testen ikke tages i fællesskab, der ikke tales sammen undervejs osv. (Certificeringsportalen samt interview med en bank Bilag 5). Som FORTROLIG påpeger, må vi formode der i Danmark er en høj etik og moral, og det er formentlig også det, der er incitamentet til at lade bankerne selv stå for kontrol af prøven, i det omfang de selv ønsker det. Problemet med dette vil opstå i det tilfælde, hvor den enkelte bank er villig til at udføre en lempeligere kontrol, eller i sidste ende snyde, for at få certificeret sine egne investeringsrådgivere. Certificeres den enkelte rådgiver ikke, er det ikke muligt at rådgive indenfor røde produkter, hvilket er essentielt for en investeringsrådgiver. Dumper en investeringsrådgiver testen, vil det altså have store konsekvenser for både personen og banken. Der kan altså potentielt mistes en rigtig god indtjening for banken, og banken vil måske i det tilfælde, være tilbøjelig til at være mindre striks. 50

57 Den større sikkerhed den enkelte forbruger skulle opnå ved certificeringen, kan man sætte spørgsmålstegn ved, når det er den enkelte bank, der i vidt omfang selv står for uddannelsen af rådgiverne. Sikkert er det i hvert fald, at man på ingen måde garderer sig imod den uærlige bank, som ønsker at få sine rådgivere igennem certificeringen så let som muligt. Staten og tilsynet lader det i høj grad være op til den enkelte bank, at have den nødvendige moral og etik, og den strategi er kun holdbar så længe det er tilfældet hele vejen rundt. Såfremt der mellem bankerne findes nogle brodne kar, vil vejen til at opdage dette være uhensigtsmæssig lang Investeringsrådgivning i en filial(m) Når der ydes investeringsrådgivning, er dette område som alt anden rådgivning, underlagt nogle regler for ting der skal oplyses omkring. Eksempelvis skal ÅOP oplyses, ligesom der også skal gives oplysninger om hvorvidt banken modtager provision fra eventuelle anbefalede investeringsforeninger. Investeringsprofilen skal ligeledes afdækkes, før der kan gives en personlig anbefaling osv. (Interview med en bank) Ovenstående ting m.fl. er formalia som den enkelte rådgiver skal leve op til hver eneste gang der afholdes et investeringsmøde. Der er utroligt mange formelle krav, og det kan være en diskussion i sig selv, at afdække hvorvidt det er hensigtsmæssigt at pålægge den enkelte rådgiver formalia ned i den mindste detalje. Her vil vi dog blot konstatere, at reglerne nu engang er der, hvorfor der rådgivningsmæssigt skal leves op til dem. For at teste om de enkelte banker lever op til reglerne, foretages der stikprøvebesøg af og til i de forskellige banker. Et typisk forløb ved et sådant, vil være, at banken varsles en måned i forvejen om det forestående besøg. I varslingen går Finanstilsynet ikke ned og oplyser omkring de helt konkrete spørgsmål, men varsler, at de møder op på en eksakt dag i en konkret filial, og her skal spørge ind til eksempelvis investeringsområdet. Det vil sige, at filialens chef og ansatte er vidende om et kontrolbesøg en måned i forvejen, og i mellemtiden har rig mulighed for at udvælge den medarbejder som skal deltage i kontrollen, og klæde denne på, i forhold til at opnå en bred viden omkring kravene der skal leves op til på et investeringsmøde. Måden at foretage kontrolbesøg på virker fuldstændig grotesk. Målet med kontrol, må være at afdække, hvorvidt den enkelte bank lever op til reglerne i forhold til en kunde, og det er yderst sjældent en kunde melder sin ankomst en måned i forvejen og nok også sjældent en filial vil 51

58 forberede sig ligeså grundigt til et kundemøde, som til et møde med tilsynet. Det er åbenlyst en filial vil klæde sig ekstra godt på, når et tilsyn er varslet, alt andet ville stride mod almindelig sund fornuft. Derfor er det også åbenlyst, at Finanstilsynet ved en sådan form for tilsyn aldrig vil få et retvisende billede af rådgivningen, men derimod et fortegnet og mere positivt billede end realiteterne i virkeligheden tilsiger. Hvorfor disse kontroller løbende foretages, til trods for det åbenlyst misvisende resultat, ville vi gerne have spurgt Finanstilsynet om, men de har som tidligere nævnt ikke ønsket at besvare nogle spørgsmål fra os. Umiddelbart virker kontrollerne mest som noget formelt, hvorefter tilsynet på papir kan vise, at en kontrol har fundet sted, og bankerne lever op til reglerne. Finanstilsynet vil da have sin ryg fri, i forhold til der er foretaget en kontrol, men rådgivningen vil næppe være hverken bedre eller endda reelt kontrolleret. 4.7 Uhensigtsmæssigheder omkring Finanstilsynet(A, M) Der er ingen anden instans, som løbende kontrollerer Finanstilsynet, hvilket gør det svært at opdage uhensigtsmæssigheder. Ved inspektioner, har Finanstilsynet opstillet meget konkrete mål vedr. tidsforbrug, antallet af advarsler m.m., hvilket kan skabe uhensigtsmæssigheder, da resultatet ofte vil dreje sig hen imod det der måles på. Vi har set eksempler på, at Finanstilsynet i nogle tilfælde blot kontrollerer selve forretningsgangen, og ikke kontrollerer hvorvidt der i hverdagen leves op til denne. Yderligere har vi set flere tilfælde, hvor Finanstilsynet ikke virker konsekvente nok - i dag ses det ved den risiko, flere banker får lov at løbe på sin eksponering mod en sektor, samt de dobbeltroller der er tilstede, og ikke bliver påbudt at ændre. Ved blåstemplingen af Amagerbanken i sommeren 2010, har Finanstilsynet i bedste tilfælde helt åbenlyst fejlet i sin faglige vurdering, hvilket også var tilfældet ved inspektionen i Vestjysk Bank ultimo Varsling af inspektionsbesøg er kritisk, da det kan være vanskeligt at opnå et retvisende billede, når bankens forberedelsestid er lang. Ligeledes virker overladelsen af kontrollen med certificering til banker selv lidt blåøjet, når vi ser tilbage på de tilfælde der tidligere har været med dårlig moral i sektoren. 52

59 5.0 Analyse af søjle Solvensprocent(M) Det lovgivningsmæssige udgangspunkt for danske pengeinstitutter er et solvenskrav på 8 %. Herudover kan den enkelte banks bestyrelse og ledelse, eller Finanstilsynet, fastsætte et større individuelt solvensbehov, hvis bankens risikoprofil tilsiger dette. Solvensbehovet viser basiskapitalen i forhold til de risikovægtede aktiver. Vi har derfor to variable som tilsammen udgør solvensprocenten. De risikovægtede aktiver kan være svære at fastlægge, som vi senere kommer ind på i dette afsnit tager vi udgangspunkt i, at de risikovægtede aktiver er korrekt fastsat, og viser derved, at solvensprocenten stadig er et meget tvivlsomt nøgletal at forholde sig til. Hvad det rigtige krav til procentsatsen for solvensen er, er svært at sige noget præcist om. For samfundet, vil det på den ene side være gavnligt, med en så høj solvens som muligt pga. den sikkerhed det giver at have en høj margin, og dermed en lavere sandsynlighed for krak. På den anden side taler hensynet til en effektiv finansiering, hvor bankerne har fin mulighed for at låne penge ud. Den enkelte bank har ligeledes delte interesser. På den ene side vil banken bedre kunne tiltrække indlån og funding hvis den er velkonsolideret og dermed er i besiddelse af en høj solvens. Omvendt vil en lav solvens give en højere gearing, og dermed mulighed for at generere et bedre afkast til sine aktionærer. Basiskapital består af kernekapital og supplerende kapital. Kernekapital er lidt forsimplet aktiekapitalen og hybrid kernekapital 1, mens supplerende kapital består af ansvarlig lånekapital. Mens f.eks. aktiekapital og reserver fuldt ud kan gå til dækning af tab, kan den supplerende kapital ikke anvendes til dette, og kommer derfor først i spil ved en evt. konkurs. Derfor må den supplerende kapital maksimalt udgør 50 % af den samlede basiskapital. Såfremt et pengeinstitut udnytter denne grænse fuldt ud, vil et tab i aktiekapitalen dermed slå dobbelt så hårdt, da det så også vil være en mindre del af den supplerende kapital der kan medregnes i solvensprocenten efterfølgende (Dansk Bankvæsen (2011)). Udvalgte bankers solvens- og kernekapitalprocent analyseres for at belyse ovenstående. Ultimo første halvår 2011, var følgende nøgletal gældende for nedennævnte banker: 1 I princippet ansvarlig lånekapital, som er ydet på forskellige vilkår fra lån til lån. Alt efter disse vilkår, og hvor tabs absorberende kapitalen er, kan den medregnes med op til 50, 35 eller 15 % i kernekapitalen. 53

60 Figur 12 Solvens og kernekapitalprocenter I udgangspunktet har vi ikke banker som ligger meget langt fra hinanden rent solvensmæssigt, men opdeler vi dem, har vi Arbejdernes Landsbank og Kongsted Sparekasse i den lave ende når det gælder robusthed, Max Bank i midten, og de tre resterende banker i den høje ende. Herefter tager vi udgangspunkt i et økonomisk uvejr, som medfører 3,5 % tab på de risikovægtede aktiver, og dermed også fjerner 3,5 point af kernekapitalen. Udgangspunktet er herefter: Figur 13 Stresstest, Egen tilvirkning Efter den udførte mini-stresstest, giver tallene et nyt billede af de indbyrdes styrkeforhold. Sydbank ligger stadig i den flotte ende, og skiller sig nu ud fra alle de andre, også på baggrund af en meget stor del af solvensen er kernekapital. Især Max Bank har ændret placering. Fra en plads midt i feltet ser Max Bank nu markant mere risikofyldt ud når vi ser på solvensen. Det faktum, at den supplerende kapital udgør de maksimale 50 % nu, gør ikke situationen mindre alvorlig, og faktisk kan banken nu blot tåle at miste 0,3 % af sine risikovægtede aktiver, før solvensen er nede på mindstekravet på 8 %. Basisbank og Farsø Sparekasse lå før helt i top (sammen med Sydbank), men ser nu noget mere tvivlsomme ud. Godt nok er solvensen stadig et par procentpoint over det tilladte, men da kernekapitalen blot udgør minimumskravet på 50 % af basiskapitalen, skal der blot lidt mere end 1 % tab på de risikovægtede aktiver til, før solvensprocenten er nede omkring 54

61 minimumskravet. Hvor stor indvirkning kernekapitalprocenten har, ses også på Arbejdernes Landsbank og Kongsted Sparekasse, som lignede de mest usikre banker i udgangspunktet. Begge har de nu solvensmæssigt trukket sig op, og da kernekapitalen i begge banker stadig udgør en stor andel i forhold til den samlede basiskapital, vil tab ikke ramme de to banker så hårdt som det er tilfældet med de tre banker med den laveste kernekapital. Ovenstående skulle gerne give et indblik i solvensprocenten, og den svære benyttelse af denne. Som bankkunde, investor eller långiver må man aldrig udelukkende fokusere på dette nøgletal, men dykke dybere ned, og se på de enkelte elementer af det. I forbindelse med implementeringen af de nye Basel III regler, vil der blive indført højere krav til bankerne i forbindelse med højere solvenskrav, og indførelse af en modcyklisk buffer. Problematikken omkring vurdering af den enkelte bank, i forhold til en given solvensprocent vil dog stadig være den samme som analyseret ovenfor Nedskrivningers påvirkning Nedskrivningspraksis(A) Før 2005 var nedskrivningspraksis, at man brugte forsigtighedsprincippet. I denne tilgang brugte man begrebet hensættelser, som der var to typer af. A hensættelser var hvis der med en vis sandsynlighed ville komme et tab, mens B-hensættelser var tab som var uundgåelige. Forsigtigheden bestod i, at bankerne via hensættelser reserverede kapital til dårlige tider. I 2005 blev de nye IFRS(International Financial Reporting Standards) indført. Med disse regler kom der en ny nedskrivningspraksis. Den nye praksis for nedskrivning går ud på, at der skal være en objektiv indikation af værdiforringelse(oiv) inden der kan fortages nedskrivning på et engagement. Det er ikke nok, at der er en sandsynlighed for tab, der skal være indtruffet en tabgivende begivenhed for at en nedskrivning kan udløses.(dansk Figur 14 Kile: Finansiel Stabilitet 2008 Danmarks Nationalbank Bankvæsen, (2011)). Forfatterne 55

62 til Dansk Bankvæsen (2007) var meget modstander af denne ændring. Det skal ses i lyset af, at bankerne ikke længere havde sin hensættelsessaldo i form af A-hensættelser, hvor der var reserveret midler til dårlige tider. Som det kan ses på figur 14, betød det, at den såkaldte stødpude faldt til et niveau svarende til kapitaloverdækningen. Kapitaloverdækningen er den kapital der er over minimumskapitalkravet på 8 %. Bankerne skulle fremover tage højde for deres risiko via det individuelle solvensbehov i stedet for at gøre det via hensættelser. Det individuelle solvensbehov skal som udgangspunkt fastsættes af bestyrelsen 124 stk. 4 FIL 2011, da det er dem der skal sikre, at banken har tilstrækkelig kapital, til at dække risikoen ( 124 FIL (2011)). Hvis Finanstilsynet ikke er tilfreds med bestyrelsens fastsættelse af det individuelle solvenskrav, kan Finanstilsynet fastsætte det( 124 stk. 5 FIL (2011)). Den nye metode skulle efter hensigten gøre, at regnskabet bliver gjort mere gennemsigtigt. Dette skyldes, at den objektive indikation gør, at f.eks. lånenes værdi bliver mere retvisende, da der bliver taget højde for en nedskrivning pga. en hændelse, og ikke en sandsynlighed for tab, som ved A-hensættelserne. Ifølge Dansk Bankvæsen (2011) kan objektive indikationer være: - Låntagers betydelige økonomiske vanskeligheder - Låntagers kontraktbrud. F.eks. manglende betalingsevne - Lempelser over for låntager, som ikke ville være overvejet ved normale vilkår - Sandsynligt at låntager går konkurs eller kommer under økonomisk rekonstruktion OIV og sikkerheders betydning for solvensberegning(a) I figur 15 har forfatterne til Figur 15 Simulering af solvensprocent, egen tilvirkning afhandlingen lavet et eksempel, der viser, hvordan sikkerhederne og OIV påvirker solvensen og balancen. Det er et ekstremt eksempel, men det viser påvirkningerne. Udgangspunktet er en landbrugsbank, hvor der er lån for , mens der er pant i landbrugsejendomme værdiansat til Ved opgørelse af de risikovægtede poster, skal lån, hvor der er pant i en landbrugsejendom kun vægtes med 50 % ved 56

63 brug af standardmetoden for kreditrisiko (pkt. 17e bilag 3 KAPB(2011)). Derved bliver de risikovægtede poster beregnet til , og derved er solvensen på 15,5 %. Efter besøg fra Finanstilsynet, har banken fået påbud om, at sikkerheden skal nedsættes til det halve. Dette betyder, at kun halvdelen af lånet er dækket af pantet. Den resterende del, er nu et blanco lån. Blanco lån bliver vægtet i forhold til den kreditkvalitet engagementerne har. Hvis der ikke foreligger en kreditvurdering vægtes lånet med 100 % jf. pkt. 13b bilag 3 KAPB(2011). Konsekvensen bliver, at solvensen falder til et niveau svarende til det individuelle solvensbehov, grundet stigningen i de risikovægtede poster. Udover dette, har Finanstilsynet også påbudt banken at fortage OIV nedskrivninger på engagementerne for 400. Nedskrivninger påvirker i første omgang resultatopgørelsen, her er det forudsat, at indtjeningen er 0, og derfor bliver resultatet -400, som går fra i kernekapitalen, og dermed basiskapitalen. På aktivsiden er lånet nedskrevet 400, så balancen stemmer. Da underskuddet påvirker basiskapitalen, falder solvensen til under det individuelle solvensbehov. Som det kan ses på forløbet, kan værdiansættelsen og OIV tilsammen få vidtrækkende konsekvenser for et pengeinstitut. Ud af analysen kan man også se, at der er incitamenter for pengeinstituttet. I eksemplet var det Finanstilsynet der i begge tilfælde kom med påbud, for reelt set er det pengeinstituttet, der skal værdiansætte sine sikkerheder ud fra gældende regler, og de skal også selv vurdere, hvornår der er OIV for et engagement. Hvis en bank fastholder sin værdiansættelse, betyder det, at de risikovægtede poster ikke stiger. Hvis banken ikke laver OIV på et engagement som har svaghedstegn, går det ikke ud over resultatet og dermed basiskapitalen Finanstilsynets redegørelser(a) Tendensen i eksemplet kan genkendes i Finanstilsynets redegørelser ved diverse inspektioner. I redegørelsen ved inspektion af Alm. Brand Bank (2012), kan man læse, at der ikke er lavet OIV på et engagement, som et bestyrelsesmedlem i banken også er bestyrelsesmedlem i, hvilket er kritisk. Ved inspektion af Sydbank(2012) var der ikke lavet OIV på en del landbrugsengagementer. Ved inspektionen af Vestjysk Bank(2011), skulle banken efter besøget, lave nedskrivninger 481 mio. kr., hvilket skyldtes, at de havde konstateret OIV for sent, samt at aktiverne var værdiansat for højt. Forfatterne til afhandlingen har læst 28 redegørelser fra Finanstilsynet igennem for år Ud af de 28, var der 12, hvor der skulle fortages nedskrivninger i forbindelse med 57

64 Finanstilsynets inspektion. Ud af de 28, var der 7, der havde udfordringer med OIV. Enten havde de ikke fortaget OIV på udvalgte engagementer, eller også var OIV blevet konstateret for sent. Det kan konstateres, at der er udfordringer med nedskrivningerne og OIV. Grunden til at der kan forekomme de forskellige bedømmelser af OIV, er, at reglerne til bedømmelse ikke er konkrete på, hvornår der skal konstateres OIV på et engagement Nye nedskrivningsregler på vej (A) Finanstilsynet har ved selvsyn ved sine mange inspektioner indset, at der er udfordringer med OIV og nedskrivninger. Finanstilsynet finder, at IFRS reglerne giver ledelserne i pengeinstitutterne betydelige muligheder for at lave skøn på nedskrivninger(finanstilsynet (2012mar)). Finanstilsynet ønsker derfor at indsnævre rummet, så skønnene virker mere velbegrundede og rimelige. Det handler om, at man erkender, hvor ens udlån er og værdiansætter dem så godt som muligt. Det fører til nogle diskussioner med bankerne, hvor de kan have et mere positivt udsyn end os. Og der må vi bare sige, at der er rigtig mange kunder, der har det skidt med dårlige resultater, tynde kapitalforhold og andre ting," siger Ulrik Nødgaard kilde: Børsen (2012mar) Denne udtalelse viser, hvad det er for nogle incitamentsudfordringer Finanstilsynet har med pengeinstitutterne. For ved at gennemføre OIV og nedskrivninger, går det ud over resultatet, hvilket kan være svært at sluge, for et pengeinstitut der i forvejen har udfordringer med at overholde solvens- og afkastkravene. Nationalbanken bakker også op om de nye nedskrivningsregler, hvilket skyldes, at de også kan se, at Finanstilsynet på flere inspektionsbesøg har fortaget nedskrivninger, som pengeinstituttet ikke selv har foretaget. De nye regler, går ud på at gøre OIV meget mere konkret, således at pengeinstitutterne ikke er i tvivl om, hvornår der skal konstateres OIV på et engagement. Samtidig sker der også en præcisering af hvor meget der skal nedskrives på nødlidende engagementer, hvilket skyldes, at Finanstilsynet har taget nogle pengeinstitutter i at have nedskrevet for lidt på disse engagementer. Generelt må det vurderes, at dette er et område, hvor Finanstilsynet er kommet i omdrejninger med at få gjort praksis mere præcis, hvilket kun er til gavn for samfundet, selvom nogle banker vil blive presset på disse nye skærpede regler. Dette tiltag skal i høj grad ses i lyset af Finanstilsynets nye strategi, som er gået fra at være passiv til at være mere aktiv. 58

65 Overordnet kan vi sige, at nedskrivninger påvirker solvensprocenten, da nedskrivninger påvirker resultatet, og dermed kernekapitalen. Det er meget vigtigt, at nedskrivninger afspejler så reelt et billede som muligt, derfor vurderes OIV princippet, at foretrækkes frem for de gamle hensættelsesregler, da tallet er mere præcist. Uheldigvis har OIV princippet nogle incitamentsudfordringer, som Finanstilsynet forsøger at løse ved nationallovgivning, fordi de internationale regler ikke er konkrete nok. Søjle 1 består af en række meget velbeskrevne regler, hvilket gør, at beregningerne kører efter bogen. Der hvor udfordringerne optræder, er hvor der kommer menneskelige vurderinger indover, da der kan være risiko for nyttemaksimeringsmotiv, hvilket påvirker rationaliteten. 6.0 Analyse af søjle 3 og tilsynsdiamanten 6.1 Analyse af søjle 3- risikorapportering/markedsdisciplinen(a) 6.1.1Lovgrundlag(A) The Committee aims to encourage market discipline by developing a set of disclosure requirements which will allow market participants to assess key pieces of information on the scope of application, capital, risk exposures, risk assessment processes, and hence the capital adequacy of the institution. (Basel Committee (2004)) Citatet er taget fra Basel II, og viser, at ideen med Søjle 3 er, at skabe markedsdisciplin gennem åbenhed og gennemsigtighed via rapportering om bankens risiko, og risikostyring. Ses der på selve Basel II reglerne, er søjle 3 og 2 de områder der fylder mindst(basel Commitee (2004)). Søjle 1 alene fylder 144 sider. Dette lader til at smitte af i f.eks. (Dansk Bankvæsen (2011)), hvor søjle 3 fylder godt 1 side ud af 480 sider. I et skriv fra Nationalbanken(Borup, Lisbeth (2005)) fylder analysen af søjle 3 kun ½ side af 10 sider(borup, Lisbeth (2005)). Ses der i diverse afhandlinger, der er skrevet om Basel II reglerne, er dette et område, der ikke har været lavet mange analyser omkring. Søjle 3 er typisk kun nævnt i den beskrivende del 2. Man kan hurtigt komme frem til den påstand, at søjle 3 både fra lovgivningssiden og den analysemæssige side, er underprioriteret, 2 Se f.eks. afhandling Analyse i konsekvenserne i medfør af Basel II 2007, Bliver den traditionelle forskel mellem små og store pengeinstitutters solvensprocent påvirket af Basel II? 2008, Sammmenbruddet i Roskilde Bank analysseret i et Basel II peerspektiv 2009, Solvenskrav til danske pengeinstitutter : - herunder analyse af Bankpakke II,2009, Amagerbanken Afhandlingerne findes på ASB s bibliotek. 59

66 hvilket forsøges undersøgt. I forhold til den analysemæssige del, kan det ud fra fodnote 1, og (Dansk Bankvæsen,(2011)) konkluderes, at der ikke foreligger en dyb analyse af Søjle 3. Det er primært Søjle 1, der har været i fokus, hvilket også stemmer overens med Basel II reglerne, hvor det fremgår, at søjle 1 fylder mest. Implementeringen af Basel II reglerne, er overordnet foregået i forhold til figur 2. Basel II reglerne er meget overordnede, og giver kun retningslinjerne for lovgivningen i det enkelte land eller område. På nationalt plan er reglerne meget mere konkrete. I Danmark er oplysningspligten via søjle 3 skrevet ind i kapitel 8 og bilag 20 KAPB (2011) Risikorapportering i den danske banksektor. (A) I figur 16 ses et udvalg af paragraffer og punkter, som risikorapportering i forhold til søjle 3 i Danmark skal indeholde. Risikorapportering består af 2 dele. Solvensrapportering i forhold til 64 stk. 4 KAPB (2011), samt den resterende risikorapportering. Der er flere punkter, som gør, at selve rapporteringen virker mere som soft law end hard law. Ses der f.eks. på 66 KAPB (2011), som handler Figur 16 Udvalgte paragraffer i forhold til søjle 3, Egen tilvirkning om, at bankerne skal have tilstrækkelig kontrol med de punkter i rapporten, der ikke er omfattet af revision, er dette et punkt, som kan virke svagt, da alt hvad en bank normalt offentliggør, har været under revision. Derfor er paragraffen nærmest ubrugelig. Det eneste den åbner op for er pkt. 1 bilag 20 KAPB (2011), hvor det må antages at politikker og målsætninger ikke er under revision. Ses der netop på målsætninger og politikker, kan det udledes, at disse målsætninger bærer meget præg af, at være formalia der ikke ændres tit på for banker med en lille markedsandel. I Figur 17 ses Sparekassen Østjyllands indledning til sit afsnit om målsætning og politik fra 2009 og Som det kan ses, er ordlyden nøjagtig den samme. 60

67 Figur 17 Uddrag fra Sparekassen Østjyllands risikorapport fra 2009 og I figur 18 ses et uddrag for Skjern Bank, hvor der her sammenlignes mellem 2010 og Og Figur 18 Uddrag fra Skjern Banks risikorappor 2010 og 2011 konklusionen er den samme. Der er tale om nøjagtigt ens tekster. Ses der på en bank, som f.eks. Jyske Bank, kan det ses, at her optræder mere tydelige forskelle i teksten mellem risikorapporten fra 2010 til 2011(Figur 19). Figur 19 Uddrag fra Jyske Bank risikorapport 2010 &

68 Det samme billede gør sig også gældende for f.eks. Sydbank (Risikorapport for Sydbank (2010), (2011)). I forhold til Skjern Bank og Sparekassen Østjylland benytter Jyske Bank og Sydbank sig af interne rating modeller til vurderingen af kreditrisiko. Af denne grund er rapporten større, men det er ikke noget argument for, hvorfor de ikke er ens i teksten fra år til år. Svaret må findes i, at bag Jyske Bank og Sydbank er der en større organisation, der har større kapacitet til at udarbejde en års- samt risikorapport, hvor standarden er ens. Derfor kan det også udledes, at jo mindre organisationen bliver i den enkelte bank, desto mindre ressourcer bliver der afsat til udarbejdelse af risikorapporten. Dette kan underbygges af, at f.eks. Kongsted Sparekasses seneste risikorapport (Risikorapport for Kongsted sparekassen (2009)) er fra Sparekassen har i stedet valgt at medtage området som en note i årsopgørelsen. Det næste kritiske punkt der er omkring risikorapportering, er 64 KAPB (2011), hvor der lægges op til, at forhold om risiko i forhold til søjle 3 skal offentliggøres mindst 1 gang årligt. Det fremgår af 64 stk. 2 KAPB (2011). at det er op til den enkelte bank, selv at vurdere om oplysningerne offentliggøres hyppigere end årligt. Af 64 stk. 3 KAPB(2011) fremgår, at Finanstilsynet også kan bestemme, at frekvensen for offentliggørelse skal være hyppigere end en gang årligt. Man kan med rette stille spørgsmål ved, hvilken bank der af egen fri vilje vil offentliggøre disse oplysninger hyppigere end årligt? Forfatterne til afhandling har undersøgt 60 banker for deres rapporteringsfrekvens(bilag 6). 97 %, svarende til 58 banker, har en årlig rapporteringsfrekvens, mens kun 1 bank har fuld risikorapportering på kvartalsniveau. Undersøgelsen viser også, at 8 banker og sparekasser kun viser den seneste risikorapport. Tidligere havde vi seneste fem risikorapporter liggende på hjemmesiden, men har for nyligt besluttet, at kun seneste risikorapport var relevant for vores interessenter. kilde: FORTROLIG (Bilag 7) Denne tilgang er kritisk, men helt i orden jf. gældende lovgivning, da det ikke er et krav, at risikorapporter, eller solvensopgørelser, skal sendes ind og offentliggøres ligesom virksomhedsmeddelelser(finanstilsynet(www)). 62

69 I undersøgelsesfasen, blev der også fundet frem til at, nogle banker kalder solvensopgørelsen ved kvartalsbasis for risikorapport. Dette gælder bl.a. for Sparbank, Nørresundby Bank og Himmerland Sparekasse. De resterende kalder den for individuel solvensopgørelse. Der er altså forskel på hvordan de forskellige pengeinstitutter griber opgaven an, hvilket kun bekræfter, at Søjle 3 rapporteringskravet har elementer af soft law i sig. Undersøgelsen bekræfter tesen om, at bankerne gør det reguleringen indbyder til. Hvorfor skulle en bank eller sparekasse vælge at følge 64 stk. 2 KABP (2011), hvor behovet for yderligere offentliggørelse er op til virksomheden selv. Man kunne have haft en forventning om, at Finanskrisen havde fået nogle banker til at ændre rapporteringsfrekvensen til kvartalsvis, men dette er ikke sket, da samtlige banker og sparekasser har haft samme rapporteringsfrekvens siden man begyndte med risikorapportering. Dermed lader det også til, at Finanstilsynet ikke har været på banen med påbud om hyppigere rapportering i forhold til 64 stk. 3 KAPB (2011), hvilket i sig selv kan undre. Det næste kritiske punkt der er omkring disse søjle 3 krav, er at pengeinstitutterne selv må bestemme hvordan de vil offentliggøre oplysningerne jf. 65 KAPB (2011), så længe oplysningen er i et varigt medie. Denne paragraf gør, at nogle pengeinstitutter har oplysningskravene til at stå som en note årsrapporten. Nogle kalder alt, hvad de udgiver for risikorapport, uanset indhold f.eks. Nørresundby Bank m.fl. I undersøgelsen kom det også frem, at 8 banker kun viser den seneste risikorapport, hvilket umiddelbart ikke bidrager til gennemsigtighed, da man dermed ikke har mulighed for at se den historiske udvikling i form af tidligere opgørelser. Umiddelbart skulle man tro, at der er pligt til, at sende risikooplysningerne ind til Finanstilsynet, så de ligesom ved årsrapporterne m.m. kunne bliver offentliggjort på deres hjemmeside. Dette sker dog ikke. At man ved nogle pengeinstitutter ikke kan se den historiske opgørelse, samt at det ikke er et krav, at Finanstilsynet lægger risikooplysninger på sin hjemmeside, er kritisk, da gennemsigtighed netop er et af formålene med søjle 3 kravet. Gennemsigtighed kræver adgang til nuværende information og historisk information Rapporteringsindhold(A) Udover at pengeinstitutterne skal redegøre for sin politik indenfor risikostyring, skal de også redegøre for følgende: 63

70 - Basiskapitalen. - Metode og opgørelse af det individuelle solvensbehov. - Modpartsrisiko. - Kreditrisiko o Herunder eksponeringstabeller for udlån og nedskrivninger. - Markedsrisiko. - Operationel risiko. De fleste pengeinstitutter følger denne opsætning i forhold til sin årlige risikorapport. Generelt er det opgørelsen af det individuelle solvensbehov og kreditrisikoen, der fylder mest i rapporterne, og derfor disse områder, der vil være fokus på. Afsnittet om det individuelle solvensbehov, som bestyrelsen skal fastsætte jf. 124 stk. 4 FIL (2011), er et afsnit, der giver et godt indblik i hvilke risikoelementer det enkelte pengeinstitut inddrager i sin stresstest. Offentliggørelsen af det individuelle solvensbehov fremgår af pkt bilag 20 KAPB (2011). Heri fremgår det, at metoderne til beregningerne skal offentliggøres årligt, mens selve beregningen og offentliggørelsen skal ske på kvartalsbasis eller evt. halvårligbasis, hvis man har en arbejdende kapital på over 10 mia. kr. eller er børsnoteret. Ses der på f.eks. Vestjysk Banks opgørelse i risikorapporten fra 2011, kan det ses, at selve metoden er udførligt beskrevet, hvor der efterfølgende sker en gennemgang af deres individuelle solvensbehov. Samme tendens kan også ses i Jyske Banks årsrapport fra 2009 eller Vestjysk Banks fra Sammenholdes disse med Amagerbankens risikorapport fra 2009(Amagerbankens risikorapport(2009)), kan det ses, at Amagerbanken har brugt en helt anden fremgangsmåde i sin offentliggørelse. Amagerbanken havde i sin risikorapport valgt ikke at beskrive sin metode til opgørelse af den individuelle solvensopgørelse, men havde i stedet dette på en hjemmeside. Det vil sige, at man skulle læse om individuel solvensopgørelse 3 steder 3, for at kunne danne sig et overblik over Amagerbankens opgørelse, hvilket umiddelbart ikke er en metode, der bidrager til gennemsigtighed. Metoden har været fuldt ud lovlig i forhold til 65 KAPB (2011) idet Amagerbanken selv kunne bestemme, hvordan materialet skulle offentliggøres. 3 Risikorapporten 2009, opgørelse af solvensbehov 4. dk/om_bankens/selskabsledelse/risikostyring 64

71 Kreditrisikoen er som nævnt noget, der fylder meget i risikorapporten. I forhold til pkt bilag 20 KAPB (2011), skal pengeinstitutterne offentliggøre sin krediteksponering på brancheniveau og geografisk niveau. Udover dette er de også forpligtet til at vise restløbetiden på de forskellige udlån og garantier. Derudover skal pengeinstitutterne vise bevægelserne for nedskrivningerne. Spørgsmålet er om de reguleringsmæssige tiltag, er gode nok til at give et dækkende billede af kreditrisikoen i et Figur 21 Kilde: Sparekassen Østjylland risikorapport 2010 Figur 20 Kilde: Sparekassen Østjylland årsrapport 2010 pengeinstitut? I forbindelse med visning af de forskellige eksponeringer i forhold til kreditrisiko, har bekendtgørelsen igen en soft law bestemmelse, der gør det muligt for bankerne, at vælge mellem 2 forskellige opsætninger, når de skal vise sin eksponering(pkt. 12e bilag 20 KAPB (2011)). I figur 20 ses Sparekassen Østjyllands eksponering opgjort i forhold til 9 KAPB (2011). I figuren kan man kun overordnet se eksponeringen mellem Detailkunder og Erhvervskunder. Sparekassen Østjylland havde også mulighed for vise eksponeringen efter bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. 93 BFRKF (2011). Dette gør de ikke i risikorapporten, men årsrapporten, som netop er reguleret af BFRKF (2011)(figur 21). Fjordbank Mors viser denne eksponering i sin risikorapport fra 2009, (Fjorbank Mors risikorapport(2009)). Dette gøres dog under målsætninger og politikker. Ses der på Sparekassen Østjyllands opgørelse af nedskrivninger m.m., bliver det tydeligt hvorfor denne soft law paragraf er kritisk. Det bidrager 65

72 ikke til gennemsigtighed, hvis der er så stor forskel på, hvordan de forskellige pengeinstitutter griber dette an. På figur 22 ses opstilling af nedskrivningerne i forhold til 93 BFRKF (2011). Det betyder, at hvis man skal have det fulde overblik over Sparekassen Østjyllands eksponering og nedskrivninger på forskellige kundegrupper, skal man både se i årsrapporten og risikorapporten for at få overblikket, hvilket ikke bidrager til gennemsigtighed, men det er til gengæld helt i orden i forhold til gældende Figur 22 Sparekassen Østjylland risikorapport 2010 lovgivning. Det kom før frem, at få banker inkluderede punkterne fra bilag 20 under årsrapporten, hvilket nok vil være at foretrække for små pengeinstitutter, selvom om det ifølge FORTROLIG er en dyr løsning. Nogle af de større banker fletter oplysningerne ind i kvartals og halvårsrapporterne, i stedet for en separat risikorapport/rapport om indv. solvensbehov. Det er en smule mere elegant på den måde, men det betyder også at intern/ekstern revision skal revidere oplysninger og det er ikke billigt og det skal tilmed også være færdig tidligere, og der skal læses (lidt grundigere) korrektur derpå. Så de fleste pengeinstitutter af vores størrelse offentliggør det separat som en risikorapport eller rapport om indv. solvensbehov. kilde: FORTROLIG Selve kommentaren er rettet mod den kvartalsvise rapportering af det individuelle solvensbehov, men for rapportering af de øvrige punkter, vurderes det også, at kunne gælde herfor. Som nævnt før er der nogle punkter, der ikke behøver revidering, hvilket også bekræftes af kommentaren fra Sparbank, og det viser hvorfor de fleste banker holder punkterne fra bilag 20 ude af kvartals- og årsopgørelsen. 66

73 6.1.4 Central investorinformation for specialforeninger og hedgeforeninger vs. Kapitalbekendtgørelsen bilag 20. (A) Central Investorinformation blev indført i EU via EU forordning 583/2010. Forordningen I EU skulle sikre, at alle EU s lande kører efter nøjagtigt ens regler, således at en fond i Danmark eller Tyskland bliver vist på samme måde over for investorerne. Dermed bliver der tale om et ens sammenligningsgrundlag. I Danmark er reglerne blandt andet implementeret overfor hedgeforeninger via bekendtgørelse /06/2011 (BECI). Af 4 stk. 2 BECI (2011) fremgår det, at informationerne skal være redelige og tydelige og ej vildledende. Udover dette er det også et krav jf. 4 stk. 3 BECI (2011), at investor skal kunne skelne central investorinformation fra andre dokumenter, der udleveres fra investeringsforeningen. I 5 BECI (2011) kan man læse om i hvilken rækkefølge de forskellige emner skal komme, således at sammenligningsgrundlaget er ens, og at dokumentet er det samme fra gang til gang efter en eventuel opdatering. 6. Et dokument med central investorinformation skal: 1) Præsenteres og opstilles således, at det er letlæseligt med brug af læsevenlige karakterstørrelser. 2) Foreligge i skriftlig form og være formuleret tydeligt således, at det letter investors forståelse af den information, der videregives, navnlig a) med brug af tydelige, kortfattede og letforståelige vendinger, b) uden fagjargon, og c) uden fagudtryk, når de kan erstattes af almindelige ord. 3) Fokusere på den centrale information, som investor har brug for. Stk. 2. Brug af farver må ikke gøre oplysningerne mindre forståelige, når dokumentet med central investorinformation printes eller fotokopieres i sort/hvid. Stk. 3. Brug af corporate branding for administrationsselskabet eller den gruppe det tilhører, må hverken distrahere investor eller sløre teksten.) med brug af tydelige, kortfattede og letforståelige vendinger, kilde: BECI (2011) 6 BECI (2011) er sammen med 5 BECI (2011) de mest centrale paragraffer i bekendtgørelsen. 6 BECI (2011) er utrolig skarp på, hvordan indholdet skal være. Den lægger op til, at det skal være forståeligt for læseren. Samtidig lægges der også op til, at dokumentet ikke må være ren reklame for investeringsvirksomheden. Her er der klare rammer for, hvad man må, og ikke må som investeringsforening i forhold til den centrale investorinformation. Udover dette har bekendtgørelsen også en regel om, at historik skal fremgå af arket 5 år tilbage, og skal stå på en helt bestemt måde jf. 15 BECI (2011). Den konklusion, der kan drages, er, at der på investeringsforeningsområdet er en meget stram regulering mht. præsentation af den enkelte 67

74 investeringsforening. Dette bidrager til, at læseren får et bedre overblik over den enkelte investeringsforening. Det burde skabe grundlag for mere gennemsigtighed på investeringsforeningsområdet. Disse paragraffer er der ikke noget, der minder om i bilag 20 eller kapitel 8 KAPB(2011). Bankerne har i forhold til investeringsforeningerne frit spil med, hvordan de vil præsentere sit materiale, og hvor forståeligt det skal være. Det giver i høj grad stof til eftertanke, for hvorfor skal en investor i en investeringsforening have bedre vilkår mht. regler om vejledning eller information i forhold til en aktionær eller en garant i en bank? Investeringsforeningers investeringspolitik kan være svær at gennemskue, men som det kom frem under afsnittet om Corporate Governance, har aktionærerne i en bank også svært ved at følge med, hvilket skyldes, at en bank har en anden karakter end en almindelig erhvervsvirksomhed. Der er en grund til, at bankerne er på et meget reguleret marked, og almindelige virksomheder ikke er. En problematik der også rejser sig, er, at da BECI (2011) er blevet indført i Danmark, lader det ikke til, at man har indført lignede rapporteringsvilkår i andre dele af den finansielle sektor, som f.eks. bankområdet. Det viser, at EU direktiver bliver implementeret ensporet i forhold til det specifikke område af sektoren. Hvis der er noget, der med fordel kan benyttes andre steder, sker dette ikke, hvilket rapporteringsforskellen mellem BFRKF og BECI viser. Det kan der være flere grunde til. En af dem er, at lovgivning som kommer på grundlag af EU direktiver, skal der ikke røres for meget ved, da der ellers vil være forskel på lovgivningen landene imellem, og dermed vil det være konkurrenceforvridende. Ifølge Jesper Ragnval og Peter Straarup er dette netop Figur 23 Kilde: Sparekassen Himmerland risikorapport 2011 udfordringen, hvis Finanstilsynet begynder at lave dansk regulering(børsen ). Nils Bernstein er af den modsatte opfattelse, da han mener, at Finanstilsynet netop skal tilpasse reguleringen således, at det passer til danske vilkår(finanswatch ). Men i dette tilfælde har Finanstilsynet kun implementeret reglerne, og ikke brugt de gode paragraffer andre steder. Konsekvensen er, at bankerne gør det på vidt forskellige måder. Nogle banker gør det besværligt for læseren, at danne sig et overblik over bankens risiko, mens andre ligger i den gode ende, som f.eks. Sparekassen Himmerland, og giver et godt overblik. Man kan sige, at de gør alt det, som 68