En historie om mejeriprojekter, mudderveje og ministerskift, om velvilje og vandpumper, om succeser og skæverter og enkelte hvide elefanter

Transkript

1 En historie om mejeriprojekter, mudderveje og ministerskift, om velvilje og vandpumper, om succeser og skæverter og enkelte hvide elefanter

2 Med en befolkning på omkring 150 millioner på et areal cirka tre gange Danmarks, er Bangladesh bortset fra bystater som Singapore verdens tættest befolkede land. I de tidlige 1970 ere fik hver kvinde i landet lidt over seks børn. I dag er tallet faldet til 2,5 blandt andet med støtte fra Danmark.

3

4 Et snapshot af 5 årtier Jubilæumsskriftet: Danida 50 år Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven Jesper Fersløv Andersen, chef for Udenrigsministeriets Presseenhed Redaktion Stefan Katic og Ulrikke Moustgaard Andersen udvikling@um.dk Artikler Jesper Heldgaard og Jeppe Villadsen (Side 62-64: Hanne Sørine Sørensen) Research på kort og tal Publikum Kommunikation Korrektur Flemming Axmark Layout og tryk Design og layout: India (del af e-types) Papir: 150 gram Munken Polar Tryk: Arco Grafisk Udgiver Danida Udenrigsministeriet Asiatisk Plads København K Tak til Dansk Plakatmuseum i Aarhus for MS-plakater og til Det Kongelige Biblioteks Kort- og Billedsamling for historiske Danida-fotos. Fakta om udgivelsen Udgivelsesdato: 14. marts 2012 Udgivet i både en dansk (udsendt med Udvikling 2/12) og en engelsk udgave begge kan bestilles gratis på: Det lader sig ikke gøre at beskrive elefanten og alt dens væsen på 52 sider man når knap nok til snablen, før siderne er brugt! Sådan en elefant er Danida. Begynder man først at bladre i Danidas årsberetninger og i gamle årgange af tidsskriftet Udvikling, er der én ting, som hurtigt står klart: Danida har gennem årene været involveret i ufatteligt mange og forskelligartede aktiviteter i en lang række lande. Fra bekæmpelse af græshopper i Vestafrika, over støtte til at udarbejde en ny grundlov i Nepal og til at sikre indfødte folk i Bolivia papir på den jord, de dyrker. At komme bare nogenlunde omkring det hele, er en komplet umulig opgave. Derfor er der meget, redaktionen gerne ville have haft med, men måtte lade ligge: Hvordan personer fra u-landene selv har oplevet mødet med de danske udviklere. Portrætter af nogle af de Danida-medarbejdere, der tegnede linjen og indsatsen i de fem årtier. Selv hiv/aids-epidemien i 1980 erne har vi måttet reducere til et punkt på en tidslinje! Jubilæumsskriftet er delt op i fem kapitler et for hvert årti. Hvert kapitel beskriver nogle af de tiltag, man troede på ville skabe udvikling. Hvad var medicinen, man i henholdsvis 1960 erne, 1970 erne, 1980 erne og så videre mente skulle til for at hæve levestandarden i u-landene? Som sagt er det næppe lykkedes at få beskrevet hele elefanten. Alligevel håber redaktionen, at denne kalejdoskopiske rejse fra 1962 til 2012 har givet lyst til at gribe fat i og læse nogle af de gode værker, som kan fortælle mere om historien. Det er spændende læsning, for beretningen om dansk udviklingsbistand er også historien om os selv og Danmarks selvforståelse. Redaktionen Oplag (dansk): Oplag (engelsk): ISBN (papir) ISBN (elektronisk)

5 s. 3/ Indhold 4 5 8/9 10/11 12/13 14/15 16/ / / /33 34/35/36 38/ /44/ / /53 56/ /61 62/63/ /71 72/73 74/75 76/77/78 Forord af udviklingsministeren Navnet Danida i grove træk 60ʼerne: En rød malkeko er go Danida født på fjernsynet Hvorfor lige Tanzania? Kom og lær af danskerne Tak for kaffe! Det syge danske mønsterhospital Danidas glade 60ʼere Pioneren. Ester med ild i sjælen 70ʼerne: Sort krise hvide elefanter Lov uden de fattige Skrotbunken i Sudan Når elefanter skifter farve Bistandens eget blad Den frivillige. Socialrådgiveren blev ambassadør 80ʼerne: Frustration i fattigfirserne Bristede drømme i Bangladesh Da kvinderne blev opdaget Man bliver i godt humør og smiler Eksperten. Erik har hænderne skruet rigtigt på Et pilledrama med dansk islæt Rundt om resultaterne Ministergalleri og Danidas Styrelse 90 erne: Muren falder en ny verden? Grøn støtte til klodens folk Dannebrog sys i Vietnam En sprængfarlig cocktail Slut med spredehagl Virker det, vi gør? Flygtninge presser bistanden Valgobservatøren. Folmer fra Læsø laver demokrati 00 erne: Når noget revner Terror rammer tårnene og dansk bistand Afrika, det nye sort Lille land, stor magt Departementschefen. Big man i førersædet Farvel til donorstyring Pengene går i de forkerte lommer Dansk bistand i verdensklasse Bag kameralinsen

6 s. 4/ FORORD Christian Friis Bach Udviklingsminister Meget at fejre FOTO: JAKOB DALL/INFORMATION/SCANPIX Danida har jubilæum. Det er 50 år siden, den første lov om Danmarks udviklingssamarbejde blev vedtaget endda enstemmigt. Danida har siden 1962 været med til at give os udsyn og indflydelse og bidraget til fred og fremgang i verdens fattige lande. Der har været op- og nedture, succeser og fiaskoer, skæverter og pletskud. Tidligere samarbejdslande, som Botswana, Thailand, Sydafrika og Vietnam, har taget kvantespring op ad udviklingsstigen. En række samarbejdslande i Afrika oplever høj vækst. Og den gode nyhed er, at mange udviklingslande vinder kampen mod fattigdom. Andelen af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er siden 1990 faldet med over 400 millioner. Over 90 procent af børnene i verdens fattige lande kan nu gå i skole. Men der er stadig fattigdom at bekæmpe og rettigheder at kæmpe for. Vi ser med dette jubilæumsskrift tilbage på 50 års Danida-historie. Vi er blevet en del klogere, siden udviklingssamarbejdet bestod af røde malkekøer og mejerikurser. Også klogere på, at udviklingssamarbejdet ikke alene kan afskaffe fattigdom, sådan som vi troede i Mange andre forhold påvirker både farten og kursen på udviklingen. Udviklingssamarbejdet kan sætte forandringer i gang og støtte positive tendenser, men de store forandringer skabes først og fremmest af befolkningerne selv, indefra og nedefra. Derfor skal vi sætte det enkelte menneskes rettigheder og udviklingslandenes prioriteter i centrum ikke vores egne vil stå centralt i Danidas historie og ikke kun på grund af jubilæet. Vi arbejder på en ny lov om Danmarks udviklingssamarbejde. Den gamle fra 1971 afspejler en forældet tilgang til udvikling, hvor vi tænkte i projekter og gaver, hvor vi burde tænke i menneskerettigheder og bæredygtighed, partnerskab og ejerskab. Med en ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde håber jeg, vi kan genskabe det brede politiske samarbejde om udviklingspolitikken og skabe et stærkt fundament for indsatsen hen mod en verden fri for frygt, fri for fattigdom. Der er meget at fejre. Men der er også stadig meget at kæmpe for. Christian Friis Bach Udviklingsminister

7 s. 5/ NAVNET DANIDA Viva la Republica de Danida! Danmark får stærk konkurrence af kongerigets uofficielle, men mere kendte navn i u-landene: Danida De mente ganske givet Danmark. Men da en boliviansk bondeorganisation for nogle år siden stilede et brev til Udenrigsministeriet stod der ikke Dinamarca sidst i modtagerfeltet, men Republica de Danida. Danida er som brand blevet mere kendt visse steder i verden end landet og nationen Danmark. Det er ikke underligt. Danmark har bredt sig over næsten hele verden i form af Danida og dansk udviklingsbistand er i særklasse, hvis man skal tro de evalueringer, der hvert år bliver lavet af bistandens vagthund DAC (OECD s Internationale Komité for Udviklingsbistand) Omtumlet liv Hjemme i Danmark har navnet Danida haft en omtumlet tilværelse. Først hedder Danida slet ikke Danida, men TA-sekretariatet efter datidens hotte bistandskoncept: Technical Assistance. Det var i 1962 året hvor den første danske lov om udviklingsbistand træder i kraft. Først i 1971 skifter sekretariatet navn til Danida som en sammentrækning af Danish International Development Agency, samtidig med at organisationen ophøjes til en egentlig afdeling i udenrigsministeriet. Siden har navnet været ved at blive sløjfet flere gange. Hver gang i forbindelse med, at der er blevet pillet ved strukturen i administrationen af u-landsbistanden. For eksempel bliver bistanden lagt ind under Danmarks udenrigstjeneste i Danida-navnet skal skrottes. Men brandet er blevet så stærkt, at det alligevel overlever. Nu som forkortelse for Danish International Development Assistance. Ikke længere en organisation, men en aktivitet. Som mor og datter Danida-navnet bliver et begreb uden krop og ansatte. Det er ikke et fysisk sted, man kan slå op i telefonbogen, men et varemærke for de aktiviteter, der er omfattet af dansk bistand. Måske derfor opfatter de fleste danskere Danida som en uafhængig offentligt støttet organisation på linje med Forbrugerrådet, viser en undersøgelse fra Men det er Danida ikke. Danida hænger (stadig) sammen med sit moderministerium Udenrigsministeriet.

8 Selvfølgelig skal der være de tragiske billeder af elendigheden og katastroferne, men man kunne også tage billeder af den hverdag, som optager langt de fleste i Afrika. Hvorfor ser vi aldrig den? Fotograf Tine Harden Kamp. Billedet af de tre driblende himba-drenge fra Namibia stammer fra Tine Hardens fotobog A kick out of Africa om det fodboldspillende Afrika.

9 FOTO: TINE HARDEN

10 Verden 62 Uganda får selvstændighed fra kolonimagten Storbritannien. 63 Kenya får selvstændighed fra kolonimagten Storbritannien. 64 Kolonien Nordrhodesia får selv stændighed fra kolonimagten Storbritannien og skifter navn til Zambia. 67 Nigerias i sydlige provins Biafra løsriver sig. Borgerkrig til 1970 og den første store sultkatastrofe, der kommer ud i stuerne via tv. 70 FN vedtager målet om, at de rige lande bør yde mindst 0,7 procent af deres brutto nationalindkomst (BNI) til udviklingsbistand. 71 Østpakistan bliver selvstændigt under navnet Bangladesh efter at have brudt sin union med Vestpakistan. 73 Første oliekrise med mange dobling af prisen på råolie. 75 FN s første kvindekonference i Mexico. Mozambique bliver selvstændig stat efter løsrivelse fra kolonimagten Portugal med efterfølgende borgerkrig. 76 WHO erklærer sygdommen kopper udryddet. 80 Landet Rhodesia bliver til Zimbabwe, der dette år opnår selvstændighed fra Storbritannien. 84 Hiv-virusset påvises. En hiv-epidemi rammer i de følgende år især Afrika syd for Sahara. Hungersnød i Etiopien. 0,53% De rige landes bistand Danmarks bistand 0,10% 0,37% 0,33% ,74% 0,35% Så meget gav de rige lande, sorte tal, (gennemsnittet af DAC-donorer) og Danmark, røde tal, i udviklingsbistand i procent af BNI. Kilde: OECD (DAC). 64 Første bevilling til forskning i udviklingsspørgsmål. 63 Første statslige udviklingslån til Indien. 62 Lov om samarbejde med udviklingslandene vedtages enstemmigt. Landsindsamling til projektfond. 67 Kaffefonden i dag Investeringsfonden for Udviklingslandene (IFU) bliver grundlagt. 65 Første apartheid-bevilling til støtte for kampen mod det hvide mindretalsstyre i Sydafrika. 72 Folkeafstemning om medlemskab af EF (i dag EU). Et flertal siger ja, og Danmark bliver optaget som medlemsland i Sekretariatet for teknisk samarbejde med udviklingslandene (TA-sekretariatet) bliver til Danida. 79 Grønland får hjemmestyre med eget parlament, Landstinget. 78 Danmark når målet om at give 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand. 80 FN s 2. internationale kvindekonference finder sted i København. Danmark Frivillig-programmet under Mellemfolkeligt Samvirke (MS) bliver gjort permanent. 76 Bistandsloven, der giver danskerne ret til kontanthjælp, indføres.

11 87 Brundtland-rapporten Vor fælles fremtid udkommer. FN-rapporten giver overblik over de største globale miljøkriser og stiller forslag til, hvordan problemerne kan løses. 89 Berlin-muren falder og markerer afslutningen på den kolde krig mellem Vesten og Sovjet-blokken. FN s konvention om barnets rettigheder Apartheid-systemet i Sydafrika med lovgivning om adskillelse af racer afskaffes. 92 FN s topmøde om bære dygtig udvikling bliver afholdt i Rio. 00 FN vedtager Millennium-målene eller 2015 Målene med otte mål for menneskelig og social udvikling et pejlemærke for udviklingsbistanden i årene herefter. 01 Terrorangreb på USA 11. september. Flere end mennesker omkommer i flyangreb på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington. Et tredje kapret fly styrter ned i Pennsylvania. Verdenshandelsorganisationen (WTO) lancerer Doha-runden. 04 De central- og østeuropæiske lande Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Estland, Letland og Litauen samt østaterne Cypern og Malta optages som medlemslande i EU. Tsunami rammer Sydøstasien, og flere end mennesker mister livet. 10 Haiti rammes af jordskælv, som måler 7,0 på Richterskalaen. Skælvet dræber over mennesker og kvæster flere end Det arabiske forår. Regimerne i blandt andet Tunesien, Libyen og Egypten falder. FOTO: BIAFRA-BARN: CORBIS/POLFOTO, WTC: SCANPIX, MADAM BLÅ: TORBEN STROYER/POLFOTO, PIGE: JØRGEN SCHYTTE 0,94% 1,06% 0,91% 0,33% 0,22% 0,32% Danmark vinder EM i fodbold. 95 FN s verdenstopmøde om social udvikling afholdes i København. 03 Det Arabiske Initiativ lanceres af udenrigsminister Per Stig Møller (K). 09 FN s klimakonference COP15 afholdes i København. 91 Udenrigsministeriet deles i en Nord- og en Syd-gruppe, hvor sidstnævnte administrerer udviklingssamarbejdet. 94 Dansk kampvognsstyrke fra det fredsbevarende korps i Bosnien nedkæmper en serbisk styrke, der har beskudt den. Det er den største danske militære træfning siden afslutningen af Anden Verdenskrig. 02 Udviklingsbistanden beskæres med 1,5 milliarder kroner. Folketinget vedtager enstemmigt, at danske militære styrker deltager i en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan. 08 Afrika-kommissionen, nedsat af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), holder sit første møde. 93 En særlig miljø- og katastroferamme (MIKA) vedtages. Udenrigsministeriets Privatsektorprogram (i dag Business-to- Business-programmet) starter. 07 Danmarks Radio (DR) og indsamlingsorganisationerne søsætter den årlige Danmarks Indsamling. Tamilsagen kulminerer med Schlüter-regeringens fald i januar måned Tegninge-sagen, også kendt som Mhuhammed-krisen, kulminerer.

12 s. 10/ Ildsjæle. Stort personligt engagement prægede bistandens første år. Her plakat fra Mellemfolkeligt Samvirke fra midten af 60 erne.

13 s. 11/ 60erne En rød malkeko er go Danmark vil lære u-landene, hvad der virker Optimisme præger verden i 1960'erne. Efterkrigstidens knaphed er slut, økonomien blomstrer, og i Asien og Afrika er dusinvis af nye lande kommet til som selvstændige efter kolonitiden. De skal hjælpes i gang, og så vil væksten komme. Det mener FN og Danmark vil være med. Så i 1962 bliver den officielle dansk u-landsbistand skabt. Vi har råd til at hjælpe andre, og hvorfor ikke gøre det ved at vise dem, hvad der har virket godt for os? Det første bistandsårti bliver derfor præget af store og små demonstrationsprojekter af den danske model. Unge danske u-landsfrivillige rejser ud. Unge fra u-landene hentes til Danmark på andels- og mejerikurser. Alt sammen for at vise, hvad Danmark gør. Vores u-landsbistand stiger eksplosivt, og i 1969 yder Danmark for første gang mere i bistand end verdens rige lande i At hjælpen samtidig kan virke fremmende for dansk eksport, synes jeg ikke, vi behøver skamme os over. Udenrigsminister Jens Otto Krag, 1962

14 s. 12/ 60'erne FOTO: ERIK PETERSEN/POLFOTO Udfordring. Det er med udviklingsbistanden som med elefanten: Begge er store og kan være temmelig svære at få styr på. Her statsminister Viggo Kampmann (S) på besøg i Indien i 1962.

15 BEGYNDELSEN s. 13/ 60'erne Danida født på fjernsynet Danmarks bistand er en vaskeægte folkesag og skydes i gang med et indsamlingsshow Lørdag aften er dansk hygges stjernestund. Det er her, man slapper af og nyder dem, man holder af. Sådan er det også lørdag 10. marts 1962 den dag, dansk udviklingsbistand bliver født. Det sker i radioen. Og på fjernsynet, der lige nu nyder sit folkelige gennembrud. Denne aften sender Danmarks Radio direkte fra Tivolis Koncertsal, hvor et gallashow officielt åbner den store indsamling, som skal sparke Danmarks statslige bistandsprogram i gang. Danskerne sidder klistret til højttalerne og skærmen. Og på fjernsynet, der lige nu nyder sit folkelig gennembrud. Først taler kong Frederik IX fra Amalienborg Slot. Så følger taler af FN s vicegeneralsekretær Ralph J. Bunche og statsminister Viggo Kampmann. Underholdningen leveres af tidens store danske og internationale navne. Det hele styres af den populære vært Sejr Volmer-Sørensen, der også tager imod bidrag fra danskerne. I aftens løb bliver der afleveret kroner på scenen, og der indtelefoneres kroner. Flere radio- og fjernsynsshows følger. Danske byer konkurrerer om at indsamle flest penge og om at gøre det på de mest opsigtsvækkende måder. Den massive radio- og fjernsynsdækning giver Landsindsamlingen en flyvende start. En masse af det hele Der er også kritiske røster. Pop og pjank lyder det om underholdningen i den gode sags tjeneste. Men sideløbende foregår der en massiv oplysningskampagne. Den er lagt i hænderne på Mellemfolkeligt Samvirke, som på det tidspunkt har mere u-landserfaring, end staten kan mønstre. Foldere, plakater og undervisningsmateriale trykkes. Der produceres en biograf-forfilm, udgives et særfrimærke (se foto), laves særudstillinger og meget andet. Alle er med: Skoler og gymnasier, fagbevægelse, virksomheder, brancheorganisationer og kirker. Dansk Tipstjeneste arrangerer en ekstra tipsdag, et særligt lottospil lanceres, og Klasselotteriet laver en særlig u-landstrækning. Over hele landet oprettes lokale indsamlingskomitéer. Det samlede resultat gøres op til 12,3 millioner kroner over 130 millioner nutidskroner. Beløbet overdrages i april til den danske stat, der på forhånd har lovet at doble beløbet op. Det økonomiske grundlag for den statslige danske udviklingsbistand er sikret. Alle med ingen imod Loven følger med, da Folketinget 19. marts 1962 enstemmigt vedtager Lov U-landshjælpen. Særfrimærke fra 1962 med 10 øre til fordel for Landsindsamlingen til udviklingslandene. Mærket er tegnet af M. Thelander. om teknisk samarbejde med udviklingslandene. Den brede opbakning er vigtig alle dele af det danske samfund skal involveres. Som en selvstændig del af den nye struktur oprettes en styrelse og et råd, hvor man inviterer de forskellige interessenter i dansk udviklingsbistand indenfor: De folkelige organisationer, landbruget, andelsbevægelsen, industrien, fagbevægelsen og universiteterne. Linjen er lagt: Så mange som muligt skal have indflydelse på men også andel i og medansvar for den danske udviklingsbistand. Sådan er det fortsat i dag.

16 s. 14/ 60'erne LANDEVALG Hvorfor lige Tanzania? Mange har haft en mening om, hvem der skal modtage dansk u-landsbistand men især ét u-land har altid været dansk donor-darling Dansk udviklingsbistand har ikke mange år på bagen, før Tanzania topper listen over danske modtagerlande, en position, som det østafrikanske land har bevaret stort set lige siden. Men hvorfor er det lige Tanzania, der i løbet af få år overhaler større og umiddelbart mere betydningsfulde lande som for eksempel Indien? Og hvorfor Tanzania, når andre afrikanske lande umiddelbart har stærkere historiske bånd til Danmark? Som Ghana med sin fortid som dansk koloni med de danske slaveforter og fra 1950 erne hjemsted for et højskoleprojekt administreret af organisationen Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Som Kenya med Karen Blixens afrikanske farm. Eller som kæmpelandet Nigeria, der har huset adskillige danske missionærer? Svaret er nok, at det faktisk er Tanzania, der vælger Danmark. Varmt forhold I de tidligere 1960 ere har Danmark følere ude til flere afrikanske lande, men det er Tanzania med landets unge præsident Julius Nyerere i spidsen, der melder mest entusiastisk tilbage. Han er inspireret af den nordiske model, og allerede i 1962 indledes det første fællesnordiske projekt i landet: et uddannelsescenter lidt uden for hovedstaden Dar es Salaam. Danskerne viser sig også at være begejstrede for Tanzania. Da MS indleder sit frivilligprogram i 1963, er Tanzania fra start hovedaftager af de unge danske frivillige. Også danske eksperter valfarter til Tanzania i stort tal. Landet huser i danske eksperter flere end noget andet land, der får dansk bistand. Slagsmålet om modtagerlande Det opstår tidligt enighed om, at den danske udviklingsbistands bilaterale del det vil sige bistand, der går direkte fra land til land skal koncentrere sig om en begrænset gruppe af lande for at være effektiv. Men vandene skilles stort set hver gang, der skal sættes navn på landene. Dansk industri og dansk landbrug taler typisk for bedrestillede udviklingslande som Thailand, Indonesien og Filippinerne. Mens de folkelige organisationer hellere vil koncentrere bistanden om de fattigste lande som Malawi og Etiopien. Tanzania bliver dog ved med at være en dansk prioritet. Landet modtager i perioden godt en tredjedel af Danmarks samlede, bilaterale bistand og er med 727 millioner kroner den suverænt største modtager af dansk udviklingsbistand i 2010.

17 s. 15/ 60'erne Samarbejdslande. Tanzanias præsident Julius Nyerere modtages i Kastrup lufthavn af Kong Frederik IX. FOTO: AAGE SØRENSEN/POLFOTO 1968 Danmark vælger otte prioritetslande : Indien, Pakistan, Thailand, Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia og Malawi De otte bliver til fire hovedmodtagerlande : Indien, Bangladesh, Kenya og Tanzania Bistanden skal koncentreres. 66 lande får dansk bistand Det skal skæres ned til programsamarbejdslande Folketinget vedtager syv kriterier for landevalg. Det starter en 15-årig proces, der afrundes med valget af det sidste land Mali Programsamarbejdslande afløses af samarbejdslande, som nu også omfatter Afghanistan Danida taler nu om partnerlande i alt 26.

18 s. 16/ 60'erne MÆLKEVEJEN TIL INDIEN Kom og lær af danskerne Hundredvis af røde danske malkekøer, traktorer og dyrlæger sendes med skib og fly til u-landene bistanden står i landbrugets tegn FOTO: ARKIVFOTO, DET KGL. BIBLIOTEK Sådan. Den første danske demonstrationsgård var Thaigården i Muak Lek, knap 150 kilometer nord for Bangkok. Det Indiske Ocean, oktober Et skib med 40 drægtige danske kvier og seks ungtyre er på vej over det åbne hav. Kursen er sat mod Indien, for kreaturernes endemål er Indiensgården i Hessaraghatta i Sydindien, det første store statslige danske udviklingsprojekt i landet. Undervejs sætter et voldsomt uvejr ind. Dyrene står på skibsdækket under en overdækning, som blæser væk under stormen, og skibet må søge nødhavn i Goa. Herfra går turen videre over stok og sten. Først bliver kreaturerne opstaldet midt på kajen. Så bliver de sendt ud på en ugelang togrejse. 40 kvier må dele fire jernbanevogne med to udsendte danskere, mens de seks tyre slås om pladsen i en fælles vogn. En tredje dansker må køre i bil fra station til station for at give drikkevand til kvæget. Jo, den tidligste bistand står i landbrugets tegn. I 1960 erne skal Danmarks udviklingsbistand først til

19 s. 17/ 60'erne at opfinde sig selv, og det er naturligt at gribe til det, vi er gode til: landbrug. Bare gør som os Det begynder med Thaigården, som i 1962 bliver indviet af Kong Frederik IX under overværelse af Thailands konge. Den bliver hurtigt fulgt op af tilsvarende demonstrationsgårde i Indien, Iran og Zambia. De store gårdprojekter oprettes i snævert samarbejde med de danske landbrugsorganisationer. Det er en mulighed for eksport af dansk knowhow inden for kvægbrug og for at demonstrere moderne landbrugsmetoder, for eksempel krydsning af kvæg, intensiv dyrkning af foderafgrøder og eksport af moderne mejeri- og slagteridrift. Kernen i gårdprojekterne er demonstrationseffekten: Hvis vi går ud og viser, hvordan vi selv har gjort, vil de lokale bønder efterligne det. Og hvis u-landene laver hedeopdyrkning, andelsbevægelser og andre danske landbrugsspecialiteter, vil de automatisk gennemgå samme udvikling som Danmark, og teknikkerne vil blive udbredt til hele landet i de pågældende lande som ringe i vandet. Herremænd og malkemaskiner Men sådan kommer det ikke til at gå. Selv om gårdene i mange tilfælde har højt udbytte, er afkastet ringe, når det gælder spredning. Først og fremmest fordi projekterne er ekstremt udstyrstunge fra de importerede malkemaskiner til det avancerede udstyr til kunstig befrugtning af kvier. Derfor kan driftsformen umuligt overføres til det brede flertal af bønder i modtagerlandene. Og da slet ikke de fattigste blandt bønderne. I stedet får projekterne øgenavne som herremandsprojekter, fordi de er topstyrede uden megen inddragelse af de lokale. Blandt de første og største er demonstrationskvægbruget Indiensgården, hvor man vil mangedoble mælkeydelsen hos det indiske kvæg ved at krydse det med højtydende europæiske racer. Især de første år er der gode resultater og mange glade modtagere. Den første krydsede ko, der ankommer til en indisk familie, får ofte en særstilling: Den bliver passet ekstra godt på, vaskes hver dag, og hornene males i strålende farver. Det står dog efterhånden klart, at rød dansk malkerace ikke egner sig til de indiske forhold, og hele avlsarbejdet slår fejl, så man, da projektet overdrages til inderne i 1975, står tilbage med forholdsvis svage og lavtydende dyr. Derfor bliver de røde danske malkekøer hurtigt herefter opgivet til fordel for verdensracer som jersey og holstenfrisisk. Det samme gør de danske landmænd i øvrigt. Det kræver sin mælk Herhjemme er der ellers begejstring. Man kan læse om Indiens hvide revolution i en artikel i Udvikling i Den beskriver Danidas indsats med demonstrationsgårde som en særdeles effektiv tre-trinsraket. Artiklen refererer til beregninger, der viser, at en enkelt avlstyr i løbet af otte år gennem sædoverføring til produktion af nye malkekøer, foruden avlstyre, er i stand til at skabe en ekstra produktion på tons mælk. Der gives ofte udtryk for tvivl om, hvorvidt udviklingshjælp overhovedet kan nytte. Det er der formentlig ingen grund til i dette tilfælde. Den danske indsats i krydsningsprogrammet i Indien vil i løbet af forholdsvis få år medvirke til en væsentlig forbedring af folkeernæringen i landet, lyder det optimistisk. Kritiske røster findes dog også. Hanne Reintoft (DKP) kritiserer dele af den danske bistand under en folketingsdebat i Hun nævner de mange landbrugsstipendiater, der kommer til Danmark, men mere bliver undervist om forholdene i Danmark end i analyser og teknikker, som er relevante i u-landene. En erfaring rigere I løbet af 1970 erne overdrages gårdene til modtagerlandene, og der bliver ikke igangsat lignende projekter. Og i 1994 kommer en stærkt kritisk evaluering af landbrugsbistanden: Kun halvdelen af projekterne kan betragtes som acceptable, og der er ikke en eneste klar succeshistorie. De dårlige erfaringer betyder, at Danmark lægger linjen om. Som andre donorlande rykker vi indsatsen væk fra de fattigste på landet og går over til at skabe økonomisk vækst som vejen til udvikling. N.F.S. GRUNDTVIG I TROPERNE Et stort portræt af Grundtvig pryder aulaen på Mellemfolkelig Samvirkes kombinerede højskole og landbrugsskole i Sydindien. Statsminister Viggo Kampmann (S) lagde i 1962 grundstenen til hovedbygningen, den dansktegnede 'Grundtvig Hall'. Det Danidastøttede projekt, ikke langt fra 'Indiensgården', er det ældste danske projekt i Indien. Den danske landbrugseksport i 1960 erne består nemlig ikke kun af landbrugsteknik, men også af hele højskole- og andelstanken. Men det er ikke nemt at genskabe andelsbevægelsen under tropiske himmelstrøg. Det folkelige grundlag er ikke til stede og den politiske opbakning ofte helt fraværende. Andelsbevægelsen ender i stedet som statslige foretagender. I Pakistan indstilles et kostbart rådgivningsprojekt, da det til sidst står klart, at myndighederne ikke har nogen interesse i at fremme andelsformen. Og støtten til det store nordiske andelsprojekt i Tanzania ophører endeligt i 1989, efter 25 år hvor landets eneste tilladte politiske parti har haft total kontrol med hele andelssektoren. Kort herefter stopper den danske støtte til andelsbevægelser helt. FOTO: LØNBORG/SCANPIX

20 s. 18/ 60'erne INVESTERINGER Tak for kaffe! I 1967 ser Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) dagens lys. I de første år er den finansieret af tolden på kaffe og starter derfor under navnet Kaffefonden. Fonden, der skal investere i u- landene, er dog længe om at komme i gang. Ved udgangen af 1969 har IFU kun foretaget en enkelt investering, sammen med De Forenede Papirfabrikker, i en fabrik i Tyrkiet. Trods den svære start skal fonden vise sig livsduelig. Siden 1967 har IFU frem til udgangen af 2010 investeret i over 700 projekter i 85 forskellige lande. De samlede investeringer i disse projekter når op på knap 100 milliarder kroner, hvoraf de ni kommer fra IFU. Investeringerne skønnes at have skabt omkring direkte arbejdspladser. IFU har vist sig også at være en god forretning for den danske stat. Nok har IFU i alt modtaget godt en milliard kroner i statstilskud, men fonden har genereret så stort et overskud, at et tilsvarende beløb er betalt tilbage. FOTO: SARA SKYTTE/POLFOTO FOTO: ARKIVFOTO, DET KGL. BIBLIOTEK Store forventninger. Overlæge Jacob Raft holder tale ved Congo-hospitalets åbningsceremoni.

21 s. 19/ 60'erne HVIDE KITLER Det syge danske mønsterhospital Ambitionerne fejler intet, da Danmark vil hjælpe Congo med at sikre sundheden Sig navnet Congo-hospitalet. Danmarks engang største u-landsprojekt sættes i gang med penge fra Landsindsamlingen i I knap 20 år modtager det danske bistandskroner svarende til mere end en halv milliard nutidige kroner. Hertil kommer, at hospitalet har omkring 50 danske læger, sygeplejersker og andre ansat. Ad gangen. Baggrunden er alvorlig: Da kolonimagten Belgien forlader Congo i 1962, har landet et skrigende behov for hospitaler og sundhedspersonale. Så hospitalet i hovedstaden Kinshasa skal være et mønstereksempel. Det skal vise, hvordan et hospital kan drives, og det skal uddanne læger og sygeplejersker. Idéen kommer fra overlæge Jacob Raft, der også leder hospitalet frem til sin død i Allerede fra starten er der skepsis. Planerne er for ambitiøse, lyder det. Og skeptikerne får ret. Congo-hospitalet bliver aldrig noget congolesisk mønsterhospital. Det er for dansk. Danskerne får ikke delt lederskab og ansvar godt nok med congoleserne, som på deres side ikke kan leve op til de høje danske lønninger til lokale medarbejdere, da den danske støtte ophører i Da de sidste danskere tager hjem, sætter forfaldet for alvor ind. I dag står hospitalet tilbage som en tom skal. Godt nok nåede det at Pleje. Lokal patient undersøges af dansk sygeplejerske en af de 50 udsendte, som var der ad gangen. behandle adskillige tusinde patienter og uddanne congolesisk sundhedspersonale. Men det er mest et mønstereksempel på de store demonstrationsprojekters faldgruber. Erfaringerne betyder også, at dansk støtte til sundhed siden gribes an på helt anden vis. FOTO: ARKIVFOTO, DET KGL. BIBLIOTEK

22 s. 20/ 60'erne DE FØRSTE Danidas glade 60 ere FOTO: ARKIVFOTO, DET KGL. BIBLIOTEK Markarbejde. En vis ufordærvet pionérånd prægede den danske udviklingsindsats i de tidlige 60'ere. Her landbyboere i Kenya - der dog ser ud til at klare sig udmærket uden danske udviklingseksperter. Nittentresserne er pionertiden i Danida, hvor de nytiltrådte bistandskonsulenter i vidt omfang kan agere uden de systemer og formularer, der senere gør deres indtog. I 1968 indleder Kaj Baagø sin Danida-karriere, som han senere beskriver i Udvikling: Det hele var meget simpelt i de dage. Nu om stunder kan ingen rejse til Malmø, uden at der udarbejdes terms of reference. Jeg fik blot nogle formaninger med på vejen, købte min billet og blev udstyret med et bundt rejsechecks. Så rejste jeg, og bortset fra at jeg skulle til Indien, bekymrede ingen sig om, hvor jeg tog hen, eller hvor længe jeg blev borte. Da jeg havde været borte i seks uger, vendte jeg tilbage og fremlagde de nye projektidéer. Naturligvis blev der sendt fagfolk ud for at detailplanlægge de større projekter, men de forslag, vi kaldte kontanttilskud, gik lige til Styrelsen. Der var noget ungt, forfriskende over hele foretagendet, og selv om jeg allerede kort efter min ansættelse blev belært om, at det var en misforståelse, ja direkte farligt at være engageret, så var nogle af os det faktisk. Kaj Baagø satte markante aftryk på dansk bistand og var ved sin død i november 1987 dansk ambassadør i Indien.

23 s. 21/ 60'erne PIONEREN Ester med ild i sjælen ESTER BOSERUP Født 1910 på Frederiksberg. Uddannet cand.polit. i Først 11 år i centraladministrationen, så 10 år i FN-systemet, og derefter freelance-forsker for danske og internationale institutioner, især FN og Verdensbanken. Dør i 1999 i sit hjem i Schweiz. FOTO: JAN JØRGENSEN/SCANPIX Jeg kunne jo se med mine egne øjne, hvordan kvinderne mange steder i Asien gik og lavede det meste af arbejdet i landbruget og i Afrika fik jeg siden at se, hvordan landbruget bare var kvinder, kvinder, kvinder. Ester Boserup er ikke feminist, som mange andre kvinder begynder at være i 1960 erne, da hun får sat kvinders vilkår på u-landsdagsordenen. Men det er hendes erfaringer fra den tredje verden, som fører hende baglæns ind i u-landskvindernes problemer, som hun siger i et interview med Politiken. Især tre års ophold i Indien gør indtryk. Det var også i Asien, jeg først fik blik for det, der skulle blive et af de store temaer i min forskning: kvindens stilling i udviklingsprocessen. Den marxistisk inspirerede nationaløkonom og u-landsforsker har på det tidspunkt en lang karriere bag sig. Som blot 28-årig sidder hun som chef i Nationalbankens valutakontor.hun bliver også en af de første danske kvindelige økonomer med en international forskerkarriere Fra 1960 erne og frem udgiver Boserup flere forskningsværker, der giver genlyd overalt. Ikke mindst Woman s Role in Economic Development, der oversættes til en lang række sprog og giver hende næsten ikonisk status på FN s første kvindekonference i 1975 få år senere. Den engagerede pioner dør i 1999 i sit hjem i Schweiz, 89 år gammel. Da har hun for længst sat sit fingeraftryk på den måde, verden diskuterer kvin-

24 Bistand i sig selv er forkert Den løser ikke verdensfattigdommens problem, og den tilslører virkeligheden, nemlig det internationale økonomiske og handelsmæssige systems udbytning af de fattige lande. Præsident Julius Nyerere, Tanzania, 1973 FOTO: ARKIVFOTO, DET KGL. BIBLIOTEK Moderne tider. Dansk-bygget mejeri i Kenya.

25 s. 23/ 70erne Sort krise hvide elefanter U-landene er utilfredse, og Danmark sadler om Nye politiske vinde blæser. Danskerne stemmer sig ind i EF. Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti kommer ind i Folketinget. Og industrien melder sig for alvor ind i kampen om bistandsmidlerne, der runder milliarden pr. år erne bliver de store projekters årti. Nogle mislykkes og havner på avisforsiderne som skandaler eller hvide elefanter. Samtidig gør vi udviklingsbistanden mere professionel og målrettet i de lande, vi giver mest til: Bangladesh, Indien, Tanzania og Kenya. Ude i verden er der også blæst. Oliekrisen rammer hårdt. Danmark er i krise og får bilfrie søndage. Mens de fattigste u-lande, som oliekrisen rammer hårdest, skærper tonen. De kræver, at de rige lande lever op til deres løfter om mere bistand. Og de vil have en ny økonomisk verdensorden. Væk er optimismen fra 1960 erne. Troen på, at vækst i sig selv vil udrydde fattigdommen, fordufter. Nu skal der i stedet sættes direkte ind imod sult og sygdom, mangel på vand og uddannelse. De såkaldte ele-

26 s. 24/ 70'erne GRUNDLAGET Lov uden de fattige Selv om fattigdom er kernen i dansk udviklings bistand, er den aldrig blevet nævnt i loven Hele formålet med Danmarks udviklingsbistand gennem årtier kan koges ned til ét ord: fattigdomsorientering. Kampen mod fattigdom er grundlaget for årtiers Danida-programmer, -strategier og -planer. Men Danmarks første lov om udviklingsbistand fra 1962 en praktisk orienteret og kortfattet sag på tre sider har slet ikke nogen formålsparagraf. Den handler mest om den nye styrelse og det nye råd for teknisk samarbejde med udviklingslandene. Første linje i loven når lige at nævne, at formålet er at yde bistand til udviklingslandene, før fokus retter sig mod styrelse, råd og administration. Her er ikke et ord om de fattige eller fattigdommen. Motto. Må Gud velsigne de fattige for det er ikke sikkert, lovgivningen lige husker det. Her motiv fra det vestafrikanske land Liberia. FOTO: STEFAN KATIC 1970 er-lov I 1971 ændres loven og bliver til Lov om internationalt udviklingsarbejde. Det er stadig en kort sag på få sider, men den får dog en målsætning i 1: Målet for Danmarks statslige bistand til udviklingslandene skal være gennem et samarbejde med disse landes regeringer og myndigheder at støtte deres bestræbelser på at opnå økonomisk vækst for derigennem at medvirke til sikring af deres sociale fremgang og politiske uafhængighed i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, formål og bærende principper og tillige gennem et kulturelt samarbejde at fremme den gensidige forståelse og solidaritet. Heller ikke 1971-loven nævner altså de fattige eller fattigdommen. Den tids tro på, at økonomisk vækst vil føre til social fremgang, afspejles tydeligt. Fattigdom kommer nu Så selv om fattigdomsorienteringen jævnligt er blevet bekræftet i en lind strøm af folketingsdagsordner, så er den aldrig direkte kommet med i loven. Men det kan komme nu. For det lovudkast, der i januar 2012 blev sendt i høring, indledes med ordene: Målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet i overensstemmelse med FN-pagten, Verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN s konventioner om menneskerettigheder.

27 s. 25/ 70'erne FOR LÅNTE PENGE Skrotbunken i Sudan Et slagteri uden kød, en myrdet mand og millioner af spildte bistandskroner får Danmark til at droppe tidens populære bistandsidé: statslån U-landshjælp til 80 millioner kroner ruster op. Nej, Ekstra Bladet lægger ikke fingrene imellem, da avisen i 1979 fortæller om en af de mest spektakulære fiaskoer i dansk udviklingsbistands historie: Et slagteri i Sudan, der forgylder de danske leverandører. Men i øvrigt er komplet ubrugeligt. Historien fra det sydlige Sudan er guf for pressen og leverer stof til masser af overskrifter. Den bliver skoleeksemplet på, hvor galt det kan gå, når Danmark bruger udviklingsbistand til at yde såkaldte statslån, som er bundet til indkøb i Danmark. Det vil sige penge, som u-landene låner af Danmark til at få gang i væksten hjemme, men som samtidig har den betingelse, at u-landene skal bruge pengene på at købe ting, der er lavet i Danmark. Godt håb dårlig research Historien om det sudanske slagteri medvirker også til, at Danida tager de skarpe briller på, når der gives bistand både før, Danmark beslutter at støtte noget, og efter. Men først et par kulørte detaljer. Sudan har haft borgerkrig. Men i 1972 kommer der en fredsaftale. Det afføder en sjælden og forsigtig optimisme. Håbet er, at Sydsudan kan blive et spisekammer for hele regionen. Men det kræver investeringer. For eksempel i et slagteri. Det danske firma Atlas ser muligheder. Firmaet har allerede leveret slagteriudstyr til flere u-lande finansieret med danske statslån. Atlas agent i Sudan er på det tidspunkt i øvrigt også dansk generalkonsul i landet. Danmark vil gerne støtte Sudan, så i 1974 giver Danida Sudan et stats lån på 25 millioner kroner, som blandt andet skal gå til slagteriet. Det følges senere op med en endnu større eksportkredit til Atlas, og slagteriudstyret sendes af sted. Men det bliver aldrig taget i brug. Senere undersøgelser skal vise, at det ikke bør komme bag på nogen: Slagteriet skal indgå i et større industriprojekt ved den lille by Mongalla, der mangler både veje og elforsyning. Det vil have kapacitet til at slagte 400 køer i timen. Men de lokale nomader har ikke tradition for at sælge deres kvæg. Og heller ikke tradition for at købe kød og da slet ikke på køl eller Haves: Slageri Ønskes: Slagtekvæg frys! Skal projektet fungere, kræver det derudover nogle enorme investeringer i bygninger og infrastruktur. Hvilket heller ikke sker. FOTO: ISTOCKPHOTO Forgæves feberredninger Man står altså med et udueligt slagteri, som der er postet millioner i. Fra dansk side gøres adskillige forsøg på at redde investeringen. Der bevilges to millioner kroner til en hal, så udstyret i det mindste kan >

28 s. 26/ 70'erne FOTO: REUTERS/MOHAMED NURELDIN ABDALLAH > komme i tørvejr. Man hyrer en lokal mand til at holde øje med udstyret han findes senere myrdet. Et hold sendes af sted for at vurdere, om udstyret kan bruges et andet sted, men forgæves. Jo, der er nok at skrive om for den danske presse. Helt frem til 1982, hvor projektet endeligt opgives, optræder det jævnligt i de danske aviser til stor fortrydelse for Danidas styrelsesformand Christian Kelm-Hansen, der anerkender, at projektet er en fiasko, men beklager, at medierne kun synes at interessere sig for dansk bistand, når noget går galt. Udskældte statslån Statslånene fylder godt i dansk bistands første tiår. De er som sagt bundet til leverancer fra danske firmaer og skal være med til at skabe danske arbejdspladser og åbne nye markeder for danske virksomheder. Det er almindelig praksis på den tid blandt alle donorer. Og statslånene er ganske populære i udviklingslandene, som er sultne efter ny teknologi. Men meget går galt. Især fordi statslånene frem til 1975 bevilges helt uden egentlige forundersøgelser. Hvis modtagerlandet ønsker den danske leverance som slagteriet så bevilges lånet. I 1975 opretter Danida et egentligt statslånskontor og begynder at foretage forundersøgelser, der bliver mere og mere grundige, og der kommer flere vellykkede danske statslånsprojekter. Danske statslån finansierer eksempelvis flere hundrede små vandværker til sundhedsklinikker og lokalområder

29 s. 27/ 70'erne SUCCES Når elefanter skifter farve i Vestafrika. De leveres af det danske firma Scan Water, bliver taget i brug og fungerer. Alligevel hagler kritikken fortsat ned over statslånene især fordi de er bundet til danske leverancer. Det fører til overpriser, til teknologi, som ikke passer til u-landene, og til at u-landene skal døje med enorme problemer med reservedele og vedligeholdelse, fordi de får udstyr fra så mange forskellige lande. I 1988 er det slut: Statslånene afskaffes helt. Herefter er stort set al dansk udviklingsbistand gavebistand. Problemer. Slagteriprojektet i Sudan overså, at nomader ikke sælger kvæg eller køber kød. U-landene kan nu købe, hos hvem de vil. Føljetonen om Mongalla-projektet er ikke helt slut endnu: For statslånet og eksportkreditten til det projekt, der aldrig blev til noget indgår med renter i den gæld på 6,4 milliarder kroner, som Sudan sammen med Sydsudan har til Danmark. Der er forhandlinger i gang om at nedskrive og dernæst afskrive gælden. Det vil formentlig blive finansieret af det danske udviklingsbudget, som så endnu engang belastes af Mongalla-projektet. Jeg er træt af at høre om de cementfabrikker, siger Jørgen K. Hansen, Dansk Industri, til Udvikling i Cementfabrikkerne har nemlig fyldt meget i debatten om udviklingsbistanden. Ikke mindst tre store cementfabrikker i Tanzania giver anledning til kritik, fordi de i lange perioder kører elendigt. Cementfabrikker fra FLSmidth er en slagvare i dansk udviklingsbistands første mange år godt hjulpet på vej af de bundne danske statslån. Hele 19 forskellige lande modtager over en årrække statslån til indkøb hos FLSmidth. Absolut topscorer er Tanzania, der alene i perioden modtager tæt på en halv milliard kroner til en cementfabrik i Mbeya. Senere følger dansk støtte til yderligere to cementfabrikker i det østafrikanske land. Og da de i lange perioder som megen anden industri i Tanzania forfalder og kører for stærkt nedsat kraft, tager kritikken fart: Cementfabrikkerne udråbes til hvide elefanter betegnelsen for en bistandsfiasko. Senere er cementfabrikkerne ligesom det øvrige Tanzania kommet op i gear og betragtes lokalt som succeser. Nogle af de hvide elefanter er blevet grå.

30 Jeg har da altid talt for u-landsbistanden, der for mig er en naturlig forlængelse af min grundlæggende holdning, som bygger på det begreb, man med et stærkt forenklet begreb kan kalde solidaritet. Statsminister Anker Jørgensen (S) Interviewet i Udvikling nr. 1 fra 1976 af bladets redaktør Kika Mølgaard FOTO: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA

31

32 s. 30/ 70'erne Bistandens eget blad Danmarks udviklingsbistand vokser i 70 erne og det samme gør Danidas behov for at informere om den Da tidsskriftet Udvikling for første gang udkommer i 1974, har Portugal stadig store kolonier i Afrika, Sydafrika er styret af et hvidt apartheid-regime, og USA er på vej til at forlade Vietnam. De store kampe sker på den sydlige halvkugle, og solidaritet med Den Tredje Verden fylder derfor også pænt på dagsordenen i Danmark. Danske u-landsorganisationer informerer for at skabe fokus på fattigdommen i u-landene og for at øge opbakningen til en højere dansk udviklingsbistand. Også Danida vil ud til en bredere kreds. For i takt med at Danmarks bistand vokser i 70 erne, stiger også behovet for at informere om Danidas eget arbejde. Tidsskriftet Udvikling grundlægges derfor i 1974 med Kika Mølgaard som redaktør. 50 kroner er prisen for et årsabonnement med seks numre af det sort-hvide blad FORSIDE-ILLUSTRATION: STEEN MALBERG Udvikling gennem fem årtier.

33 s. 31/ 70'erne DEN FRIVILLIGE Socialrådgiveren blev ambassadør ORLA BAKDAL Født 1949 i Haarlev på Stevns. Uddannet som socialrådgiver i 1974 og tager samme år ud med MS i Botswana. Bliver i MS i 11 år, før han ansættes i Danida i Får i 1996 sin første ambassadørpost i Nicaragua. Siden 2009 vicedirektør i Den Interamerikanske Udviklingsbank. FOTO: MIKKEL NOEL LANZKY Året er Orla Bakdal er lige blevet færdiguddannet som socialrådgiver. Fra jobbet som studentermedhjælper i Dansk Flygtningehjælp har han fået smag for udviklingsarbejdet. Så i stedet for at aftjene sin værnepligt i militæret rejser han til Botswana som u-landsfrivillig i Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Jeg var blevet interesseret i fremmede kulturer via mit arbejde i Flygtningehjælpen. Dér mødte vi mange mennesker, som kom til Danmark, og det var spændende og meget lærerigt at være sammen med folk fra andre steder og kulturer, fortæller han. Orla Bakdal bliver i Botswana i 27 måneder. Hjemturen fra det sydlige Afrika tager den i dag 62-årige topdiplomat på tommelfingeren det tager et halvt år. Afrika-opholdet bliver starten på fire årtiers udviklingsarbejde. Han arbejder i 11 år hos MS, før han tager imod et job i Danida. Her stiger han hurtigt i graderne, og det bliver til ambassadørposter i Nicaragua, Malawi og Zambia. De mange år med praktisk udviklingsarbejde og hans lidt skæve uddannelsesbaggrund ser han som en fordel, men indrømmer, at der ikke er mange socialrådgivere, som er endt som ambassadører. Bistanden har haft 50 spændende år, men vi må nok se i øjnene, at den er ved at skifte karakter. Hvor der tidligere var en bistandsform, som krævede et vist håndværk og praktisk viden, er det nok ved at ændre sig i retning af en mere teoretisk øvelse, siger Orla Bakdal, der i dag er vicedirektør i Den Interamerikanske Udviklingsbank i

34 FOTO: KEYSTONE/GETTYIMAGES. ETIOPIEN, 80 ERNE Der er stor forståelse i den danske befolkning for, at vi bør være med til at løse de påtrængende globale udviklingsproblemer. Ikke blot som et udslag af humanitær bevidsthed og social ansvarlighed. Men i stigende grad også ud fra en erkendelse af et reelt globalt skæbnefællesskab. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), 1988

35 s. 33/ 80erne Frustration i fattigfirserne Danmark holder fanen højt, selv om krisen kradser Kartoffelkur, ungdomsarbejdsløshed og slunkne pengepunge. Danmark er i krise og ude i verden går det heller ikke godt. Der er kold krig mellem Øst og Vest og fattigdom, hungersnød og befolkningseksplosion i Syd. Den globale u-landsbistand stagnerer, og u-landenes gæld eksploderer. I 1984 bekræfter rystende tv-billeder fra hungerskatastrofen i Etiopien elendigheden. Spektakulære kampagner som Band Aid og Afrika sulter rejser medfølelse og penge. Trods krisen øger Danmark fortsat sin u-landsbistand. Den bliver også mere fokuseret og professionel: Nu støtter vi bestemte, udvalgte lande. Vi begynder at evaluere vores indsats. Og vi retter blikket mod nye områder som miljø, kvinder og menneskerettigheder, som

36 s. 34/ 80'erne FOTOS: ARKIVFOTO, DET KGL. BIBLIOTEK Ekspertise. Med flere end 60 danske rådgivere udstationeret var Noakhali-projektet i Bangladesh et af de mest personaletunge danske udviklingsprojekter.

37 s. 35/ 80'erne EGNSUDVIKLING Bristede drømme i Bangladesh Noakhali-projektet sejlede ud som dansk bistands absolutte flagskib, men var ikke sødygtigt og gik på grund Læg mærke til navnet Noakhali. Det vil dukke op mange gange i de kommende års hjemlige bistandsdebat. Sådan lyder en af de første omtaler af det enorme Noakhali-projekt i Bangladesh. Det er i Udvikling i 1977, og skribenten får ret. Bistandsprojektet er på det tidspunkt det mest ambitiøse danske udviklingsprojekt nogensinde og når at løbe op i 389 millioner kroner frem til lukningen 14 år senere. Karavaner af journalister, bistandseksperter og politikere lægger gennem årene vejen forbi Noakhali, der er et distrikt i det sydøstlige Bangladesh. Der har aldrig været større opmærksomhed om et dansk bistandsprojekt. Tæt, fladt og forarmet Noakhali-provinsen er et landbrugsområde stort set uden industri, men præget af dyb og udbredt fattigdom. Med mellemrum skyller Ganges-floden over sine bredder og skaber død og ødelæggelse i den lavtliggende provins. Idéen med Noakhali-projektet der er et såkaldt integreret udviklingsprojekt er at hjælpe hele egnen ved at skabe økonomisk vækst og social udvikling, som hænger sammen i ét område. Det skal ske gennem en lang række aktiviteter på samme tid. Den økonomiske vækst skal næres gennem infrastruktur, jobs og øget fødevareproduktion. Og den sociale udvikling fremmes gennem udbygning af sundhed og undervisning. Projektet sigter først og fremmest på de fattigste og mest udsatte grupper. Det bliver lanceret i 1978 tre år efter at Bangladesh er blevet gjort til et af Danmarks fire hovedmodtagerlande. Gøder dansk eksport Men der er problemer. Projektet bliver fra start ramt af store forsinkelser. Hvilket i den hjemlige debat betyder, at flagskibet allerede efter få år overvejende er et problembarn med få konkrete resultater at vise frem. En anden udfordring for det fattigdomsorienterede projekt er, at Bangladesh i virkeligheden ikke er lige så interesseret i socialt orienteret bistand som i varebistand, der sparer den trængte stat for dyr og valutakrævende import. Og det er dansk erhvervsliv helt med på. Kunstgødning fra Superfos til en værdi af i alt 450 millioner kroner leveres frem til 1986 til Bangladesh. I 1985 antænder en canadisk rapport en mere grundlæggende diskussion om de underliggende årsager til bistandsvanskelighederne i Bangladesh. Den konkluderer, at landbefolkningen, trods voksende bistandstilførsler, som helhed er ringere stillet, end da landet kæmpede sig til selvstændighed i Og at den største barriere for udvikling for de fattigste er landets politiske og sociale magtforhold. Rapporten leverer skyts til kritikerne af to kerneprincipper for dansk udviklingsbistand på det tidspunkt: At bistanden ikke må have karakter af politisk indblanding i modtagerlandet. Og at den statslige bistand overvejende skal kanaliseres fra stat til stat, det vil sige gennem eksisterende offentlige magtstrukturer, hvorved den som i militærdiktaturet Bangladesh bidrager til at konsolidere magten hos den styrende elite. Samtidig markerer Danida med en ny handlingsplan i 1988 et skifte væk fra de store flagskibsprojekter som >