Konkurrencen var således minimal, så fiskerne hilste den nye fiskeauktion velkommen.

Transkript

1 Auktionshuset I denne bygning lå A/S Glyngøre Fiskeauktion. Fiskeauktionen blev stiftet i januar De lokale fiskere ønskede bedre vilkår for afsætning af deres fangst. Mange fiskere stod i et afhængighedsforhold til fiskeeksportørerne. De fiskere, som investerede i egen båd, kunne låne op til 50 % af fartøjets pris i Fiskernes Låneforening i Glyngøre. Resten af købssummen lånte de som regel i banken eller i sparekassen i Nykøbing med en af Glyngøres fiskeeksportører som kautionist. Som modydelse forpligtede fiskerne sig til at levere fangsten til den pågældende eksportør til den pris, han ville give. Priess & Co. var langt den største eksportør i Glyngøre. De kunne til enhver tid udkonkurrere byens øvrige eksportører ved at sænke prisen i en periode. Derudover afregnede Priess & Co. som oftest først, når de havde solgt fisken på de Europæiske markeder. Konkurrencen var således minimal, så fiskerne hilste den nye fiskeauktion velkommen. Auktionerne foregik på den måde, at fiskerne leverede deres fisk til auktion. Her blev de vejet af auktionsmesteren, som herefter satte skibets nummer på kassen, så den retmæssige ejer kunne identificeres. Herefter kunne der bydes. Når prisen var fundet, skulle der afregnes. Fiskerne måtte af med en vis procentdel i auktionsomkostninger. Auktionsmester Folmer Andersen leder dagens auktion. Fotograf Poul Jensen, Skive Folkeblad

2 Fiskeribetjent Kaj Olesen og auktionsmedhjælper Jens Vilhelm Andersen kontrollerer ål, inden auktionen kan begynde. Fotograf Lindy Jørgensen, Skive Folkeblad Der blev primært solgt levende fisk på Glyngøre Fiskeauktion, men også brislinger og rensede rødspætter fandt vej til auktionshuset. Auktionsmester Folmer Andersen står ved bassinerne til de levende fisk i auktionshallen. Brislinger blev kaldt skidtfisk og blev brugt til dyrefoder og fiskemel. Når fiskerne havde fanget brislinger, og de atter var på vej mod havn, ringede de til auktionsmesteren for at angive et skøn over, hvor mange tons de havde fanget. Så gik auktionarius i gang med at finde en køber til fangsten. Hvis det lykkedes, stod der en bil klar på haven til at tage imod brislingerne. De blev losset over i lastbilen via et transportbånd. Lastbilen blev vejet før og efter losning, så en pris kunne beregnes.

3 Fiskebestanden var stærkt faldende op gennem 1980 erne, og i midten af 80 erne blev der landet så få fisk i Glyngøre, at auktionen lukkede. Fiskernes hus I den anden ende af auktionshuset lå Fiskernes hus. Her havde fiskerne redskaber og et toilet. Toilettet blev varmet op af rummets eneste lyskilde en petroleumslampe. En af byens gamle fiskere kan stadig huske, dengang både lampen og petroleumsdunken blev stjålet. Det gjorde toiletbesøgene til en kold og mørk fornøjelse. I dag er Fiskernes hus privatejet. Byens billardklub har klublokaler i den gamle auktionshal.

4 Ishus Denne bygning blev bygget af fiskeeksportør Anders Martin Priess omkring Hans voksende eksportvirksomhed Priess & CO havde brug for et ishus og et kontor. Fiskeeksportør Priess ses med bowlerhatten. I ishuset opbevarede han is, som om vinteren blev savet fri fra vanddammene uden for byen. Isblokkene blev hugget i småstykker og fyldt i fiskekasserne. På den måde kunne fiskene holde sig friske, mens de blev fragtet til køberne. Priess & Co eksporterede fisk til mange lande bl.a. England, Italien og Tjekkoslovakiet. Dette er en ishakke. Den blev brugt til at hakke store isblokke i småstykker. Småstykkerne blev derpå fyldt i fiskekasser for at fryse fiskene ned, eller fyldt i hyldekasser, hvor de smeltede ned over de levende ål, så de kunne holdes i live i et halvt døgn.

5 En issav som denne havde flere funktioner. Den blev brugt på isen til at save isflager ud med. Isflagerne blev derefter kørt med hestevogn til ishuset. Her blev de hakket i småstykker, så de kunne fyldes i fiskekasser. I de kolde vintermåneder kunne det ske, at fiskekutterne frøs fast i isen. Så kunne issaven bruges til at save skibene fri. Før i tiden frøs fjorden ofte til om vinteren. Så gik mange ud på isen for at stange ål gennem et hul i isen. Issaven kunne bruges til at save huller i is. Ishusets vægge var meget tykke. Mellem yder og inder mur lå der et cm tykt lag tang. Faktisk var denne isolering så god, at isen først smeltede hen på sommeren. I 1906 fik byen et frysehus, der var tilsluttet elværket, og som derfor kunne fungere hele året rundt. Tangisoleringen, som ses til venstre, dukkede frem under renovering af bygningen i Fotograf Kristian Pedersen Fiskeeksportør Christen Jørgensen og Jørgen Jørgensen byggede også ishuse på havnen. De lå side om side. Det ene er i dag omdannet til servicehus for havnens sejlere og turister.

6 Denne ålespand er lavet i zink og kan rumme ca kg ål. Den blev brugt, når ålene skulle vejes. Ålespandene er kegleformede og altså smallest foroven. Levende ål kan sno sig gevaldigt, så de skrå sider gjorde det svært for ålene at sno sig ud af spandene. Ålespandende tilhørte ikke de enkelte fiskere men fiskeeksportørerne. Spande med denne facon bruges stadig til ål i dag. Fiskespande med denne form blev brugt til at veje rødspætter i. De flade rødspætter kan ikke sno sig som ålene, så rødspættespandene har form som en omvendt kegle. Denne kasse er beregnet til at pakke ål i. Der kunne være ca kg. Nogle pakkede med de bare næver, andre brugte en form for tang, som blev kaldt en ålesaks. Kassen her mangler et låg, men sådan et skulle naturligvis på, så ålene ikke slap ud. Man skulle være hurtig til at pakke ål, så de ikke fik sig snoet ud af kassen igen. De to brædder på langs hjalp dog til at holde ålene nede, indtil låget kom på.

7 Fiskekasserne var ligesom fiskespandene ejet af fiskeeksportørerne. Denne kasse har tilhørt Priess & Co. Kasserne blev lavet i hånden. Anders Martin Priess fik bygget et helt kassehus til opbevaring af fiskekasser. Her kunne hans folk fremstille og reparere fiskekasser i læ for regn og vind.

8 Kassehuset Kassehuset blev bygget af fiskeeksportør Anders Martin Priess omkring 1928/29. På den tid blev fisk opbevaret og fragtet i trækasser. Kasserne var håndlavede og skulle jævnligt repareres. Til at stå for dette havde Anders Martin Priess ansat nogle gamle fiskere, som ikke længere kunne holde til livet på fjorden. Året rundt fremstillede de fiskekasser. Manden på billedet hedder Søren Hansen. Han er i gang med at lave en hyldekasse foran kassehuset i Overalt på havnen var der stablet fiskekasser op. Sådan så det ud i Flere hundrede af dem bar Priess navn. Storme kunne så let som ingenting vælte kasserne og give fiskere og eksportører mange timers oprydning.

9 I den nybyggede hal kunne Priess mænd fremstille og reparere fiskekasser i læ for regn og vind. Samtidig kunne fiskekasserne opbevares samlet. Bygningen fik hurtigt navnet Æ kassehus. Oprindeligt var der afstand mellem husets bræddebeklædning. Det var nemlig vigtigt med god luftcirkulation, så kasserne kunne tørre. De fleste fiskekasser kunne rumme kg fisk. De lavede også store hyttefade og ålekasser til eksport til bl.a. Tyskland og Tjekkoslovakiet. Kasserne var påmalet fiskeeksportørernes navn eller deres eksportdestination. Denne kasse er beregnet til at pakke ål i. Der kunne være ca kg. Nogle pakkede med de bare næver, andre brugte en form for tang, som blev kaldt en ålesaks. Kassen her mangler et låg, men sådan et skulle naturligvis på, så ålene ikke slap ud. Man skulle være hurtig til at pakke ål, så de ikke fik sig snoet ud af kassen igen. De to brædder på langs, hjalp dog til at holde ålene nede, indtil låget kom på. Fiskekasserne var ejet af fiskeeksportørerne. Som teksten viser, har denne kasse tilhørt Priess & Co. i dag fremstilles fiskerkasser af plastik. På hyldekassen nederst til højre står der skrevet på engelsk: Levende ål. Priess & Co. Glyngøre Danmark. Her bliver kassen brugt som bord i en frokostpause bag kassehuset i 1951.

10 Sådan så fiskerihavnen ud i Kassehuset er den store bygning i højre side af billedet. Op gennem 1980 erne faldt fiskebestanden i Limfjorden. Fjordfiskeriet ophørte næsten, og kassehuset mistede sin betydning. I en årrække stod kassehuset ubenyttet hen, indtil byens idrætsforening i 1994 kontaktede ejeren og bad om lov til at benytte det som festlokale ved årets byfest. Ideen om at omdanne bygningen til et forsamlingshus begyndte at tage form. I dag ejes bygningen af byens borger- og erhvervsforening, som sammen med den lokale arbejdsgruppe Liv på havnen har stået i spidsen for en gennemgribende renovering og modernisering. Æ kassehus bruges nu hele året af både private og foreninger til fester, møder og musikcafé.

11 Færgefart Rofærger og sundkorn Det smalle sund mellem Salling og Mors har siden Middelalderen været brugt som overfartssted. Tunge rofærger fragtede både mennesker, dyr og pakkenelliker mellem landsdelene. Kronen gav i middelalderen privilegiet til at drive færgetrafikken over sundet til biskoppen i Viborg stift. Til gengæld måtte biskoppen opkræve en afgift, som blev kaldt sundkorn, fra alle gårde på Mors. Når sundkornet var betalt, havde bønderne, deres familier og tyende fri overfart med heste, vogne, kvæg og andets gods. Andre rejsende måtte betale efter den gældende færgetakst. Ejerne af sundkornet skulle så til gengæld sørge for, at forholdene og materiellet ved overfarten var i orden. I 1685 overtog ejeren af Højriis retten til færgedriften. Sikkerheden lod i perioder meget tilbage at ønske. Både biskoppen og ejerne af Højriis forsømte i perioder at vedligeholde rofærgerne. En formiddag den 1. april 1723 blev overfarten ramt af en frygtelig ulykke, da færgen tog vand ind og kæntrede, og mere end 20 mennesker mistede livet. Allerede i 1529 havde morsingboerne dog nægtet at betale deres sundkorn til biskoppen før han indsatte en ny rofærge. Biskoppen tog klagen alvorligt, og der blev indsat en ny færge. Færgekroer Det var ikke kun farefuldt at krydse sundet på den tid. Det var også besværligt. Dårligt vejr kunne forhindre overfarten i dagevis. Så var de rejsende nødt til at finde ly og bruge ventetiden på kysten. I 1632 klagede adelsmændene på Mors over, at de savnede et tilholdssted ved det øde Sallingsund. Efter en årrække blev der bygget en kro. I årenes løb fik kroerne ved overfarten øgenavnene Pinen og Plagen. Pinen på Sallingsiden og plagen på Morssiden. I dag er Pinenhus et fint hotel og konferencested og Sallingsund Færgekro på Mors har serveret mange retter for Kongehuset. Jernbane og automobiler Mellem disse to færgekroer sejlede der rofærger frem til Gennem flere år havde der været stigende kritik af færgernes beskaffenhed og af bevillingshaver Gjedde på Højriis. Folketinget besluttede at lade regeringen ekspropriere færgeprivilegiet. De overdrog det til Nykøbing Kommune,

12 som flyttede overfarten til Glyngøre - Nykøbing. I 1873 blev der anlagt færgelejer i Nykøbing og Glyngøre, og der blev indsat en dampfærge. Da DSB i 1884 åbnede en jernbanestrækning mellem Skive og Glyngøre overtog de kort efter færgedriften. I 1889 fik strækningen en ny endestation, nemlig Nykøbing Mors. Der blev anlagt en stationsbygning og DSB indsatte samtidig en jernbanefærge på overfarten mellem Salling og Mors. Den første jernbanefærger sejlede på damp, men blev snart efterfulgt af en motorfærge. Da jernbanefærgen sejlede sine første ture, var der ingen i hverken Salling eller på Mors, der havde egen bil. Dette skulle dog snart ændre sig. Antallet af biler steg stødt i de første årtier af 1900-tallet. Bilisterne havde trange kår på jernbanefærgen. Sejlplanen var tilrettelagt efter togets køreplan og gods havde forrang over biler. Det betød, at bilisterne ofte blev afvist og måtte vente til næste afgang. Det var naturligvis til stor irritation for bilisterne. Motorfolkets færge I 1924 havde en gruppe private bilister fået nok. Sammen med Morsø motorklub, Thisted Amts Motorklub og Forenede danske Motorejere stiftede de i 1923 færgeselskabet Sallingsund færgefart A/S. Allerede året efter sejlede den første motordrevne bilfærge 5 automobiler over sundet ved Pinen og Plagen. Efter 51 års pause var den århundredegamle overfart igen i drift. Ad åre besluttede færgefartens bestyrelse at opkalde færgerne efter overfartens gamle øgenavne. Motorfolket tog navnene til sig og efterhånden blev overfarten kendt som Pinen & Plagen og ikke som Sallingsund færgefart, som den ret beset hed.

13 Den første motorfærge hed Sallingsund. Den havde plads til 4-5 automobiler. DSB opfattede naturligvis Færgefarten A/S som en trussel for statsbanefærgen. De valgte at sætte et stort skilt op ved indkørslen fra Skivevejen til Glyngøre, og de satte billetpriserne ned. Det hjalp ikke. Sallingsund II afløste i 1929 sin forgænger. Den havde plads til 10 automobiler. Færgeruten fik en enorm betydning for erhvervslivet og væksten i området. Som det ses af tallene nedenfor voksede antallet af biler eksplosivt i midten af 1900-tallet. Årstal Personer Biler Sejlplanen blev hele tiden forsøgt tilpasset til det voksende behov, og selvom overfarten var kendt som en effektiv og veldrevet rute, var og blev den en flaskehals. Allerede i 30 erne begyndte bilisterne og egnens erhvervsfolk at drømme om en bro. En travl dag ved færgelejet Pinen, 1975.

14 Det fik dog lange udsigter. I de næste fire årtier sejlede DSB s jernbanefærgen og motorfolkets færge side om side. Pinen og Plagen, Færgen Morsø, ca Den 30. maj 1978 indviede Dronning Margrethe Sallingsundbroen.

15 På Glyngøre Kulturstation kan man stadig se vingehjulet, som prydede broklappen på DSB s færgeleje og hjulet med anker, som var Sallingsund Færgefarts vartegn.

16 Slæbestedet Denne del af havneområdet kaldes slæbestedet. Slæbestedet var det sted, hvor fiskerne kunne veje og sortere deres fangst, og fylde fiskene i fiskekasser, spande eller i hyttefade. Fotograf C. Hadrup, Skive Billedet er fra ca Mændene sorterer og vejer ål. Ålene pakkes i hyldekasser og læsses på lastbilen. På kasserne står der, hvor ålene skal hen i verden: Prag, England og Tyskland. Der er sat en lampe fast på masten. Fiskerne kom ofte i land tidligt om morgenen, hvor det endnu ikke var lyst, så de havde brug for elektrisk lys, når de sorterede og vejede. Lastbilen tilhører Priess & Co. Ejeren var Anders Martin Priess. Han står i baggrunden midt i billedet i jakkesæt. Han var Glyngøres største fiskeeksportør. Hans sønner grundlagde senere Glyngøre Fiskeindustri, som bl.a. blev kendt for Glyngøre sild. De kan stadig købes. I baggrunden ses en godsvogn. Godsvogne kunne køre helt ned på havnen, så fiskene kunne sendes videre rundt i Danmark eller til udlandet.

17 Her losses fiskekasser over i DSBs godsvogn. Jernbanenettet dækkede ikke hele landet, så fiskeeksportør Priess & Co havde deres egne lastbiler, der kunne fragte fisk ud, hvor DSB ikke kørte. Når fiskene skulle transporteres langt, kunne det være vanskeligt at holde dem friske. Derfor blev der gennem årene udviklet særlige kølegodsvogne og kølelastbiler. Indtil da var isen i fiskekasserne Foto fra Priess & Co s Jubilæumshæfte Mellem tvende have, 1950 den eneste måde at nedkøle på. Dette er en hyldekasse. Den kan rumme 25 kg levende ål. Kassen har fire hylder. Ålene blev lagt i kassens tre nederste hylder. I den øverste hylde blev der lagt knust is. Når isen smeltede, dryppede det ned over ålene. På den måde kunne ålene holdes i live et halvt døgn. Dette er en ishakke. Den blev brugt til at hakke store isblokke i småstykker. Småstykkerne blev derpå fyldt i fiskekasser for at fryse fiskene ned eller fyldt i hyldekasser, hvor de smeltede ned over de levende ål, så de kunne holdes i live i et halvt døgn.

18 Denne spand kan rumme ca kg ål. Den blev brugt, når ålene skulle vejes. Ålespandene er kegleformede og altså smallest foroven. Levende ål kan sno sig gevaldigt, så de skrå sider gjorde det svært for ålene, at sno sig ud af spandene. Ålespandende tilhørte fiskeeksportørerne og ikke fiskerne. Spande med denne facon bruges stadig til ål i dag. Her ses slæbestedet i begyndelsen af 1900-tallet. På land ses fiskekasser og ålespande. I vandet flyder fire hyttefade. Hyttefadene var store trækasser beregnet til at opbevare levende fisk i. De havde en

19 mængde huller i både sider, top og bund. Hullerne var så store, at der kunne strømme frisk fjordvand ind og ud, men samtidig så små, at fiskene ikke kunne slippe ud. På hvert eneste hyttefad sad et skilt, som tilhørte den fisker, der ejede hyttefadet. Dette skilt har tilhørt Chresten Norup. Det var vigtigt, at kunne holde styr på hyttefadene, for i perioder var havnebassinet fyldt med hyttefade. Når de skulle repareres, blev de trukket på land ved slæbestedet.

20 Glyngøre motor- og maskinværksted Der hvor Limfjordens hus nu ligger, lå engang Glyngøre motor- og maskinværksted. Det var havnens smedje. Fotograf K.B.A. Markdal Fotograf K.B.A. Markdal Sådan så smedjen ud i Smeden var specialist i at reparerer skibsmotorer og andre af skibenes maskindele. Han reparerede også spillene, som blev brugt til at trække trawl og snurrevod ombord på skibet. Mindre reparationer kunne han klare om bord på skibet, mens det lå ved kaj i havnen. Ved større reparationer var det nødvendigt at hale skibet på bedding. Det vil sige, at skibet blev trukket på land. Som det kan ses på luftfotografiet, lå smedjen helt tæt på vandet. Billedet er fra 1963, og bygningen er blevet kalket hvid. Man kan også se, at der var god plads omkring bygningen til de skibe, som skulle trækkes på bedding. Beddingen var området til venstre for smedjen.

21 Her ses smeden på beddingen, hvor to skibe er trukket op og klar til reparation. Det var hårdt arbejde, at være smed dengang. Maskindelene til motorerne, skruerne og spillene var tunge, og der var ikke mange hjælpemidler til at lette de tunge løft. Derfor var smeden en mægtig stærk mand. Smeden havde et godt ry blandt fiskerne. Han var dygtig og arbejdede hårdt. Når han havde rigtig travlt, skulle man dog fare med lempe, da han godt kunne være lidt hidsig.

22 Inden Glyngøre blev koblet på højspændingsnettet, måtte flere af byens virksomheder forsyne sig selv med strøm. Billedet her er fra Fotografiet er taget ved havnens slæbested, og i baggrunden ses smedjen med sin egen vindmølle, som lavede strøm til smedjen. Op gennem 1970 erne og 80 erne faldt bestanden af fisk i fjorden. Én efter én måtte fiskerne indstille fiskeriet eller finde nye fiskefarvande. Dermed forsvandt også fiskekutterne fra Glyngøre, og efterhånden var der ikke grundlag for at drive et motor- og maskinværksted længere. Klubhus for bikere I slutningen af 1970 erne overtog byens motorcykelklub Road Runners MC smedjen og fik den bygget om til klubhus. Fotograf Claus Bonnerup I 00 erne gik en borgerstyret arbejdsgruppe Liv på havnen ind i et aktivt samarbejde med Skive Kommune om at få bygget et hus, som bl.a. kunne formidle Limfjordens råvarer. Derfor har vi i dag restaurant og røgeri Limfjordens hus liggende på dem gamle bedding med en fantastisk udsigt over fjorden mod Mors.

23 Stærekasserne Stærekasserne blev bygget i Fiskerne havde brug for redskabsskure til deres fiskegrej. Fiskerne gik sammen og stiftede en forening, der skulle sørge for at bygge redskabsskure. På den tid var det DSB, som ejede jorden på havnen, men mod et symbolsk beløb kunne foreningen leje jorden og lade redskabsskurene bygge. Hver fisker kunne så leje sin egen stærekasse af foreningen. Oprindeligt var der et lille das bag ved stærekasserne tættest på fyrtårnet. En lille gangbro førte derover. Her kunne fiskerne i ro og mag sætte sig på dasset. Hvis de var stille, kunne de høre ploppet, når det ramte vandet. Man kan lige ane dasset helt yderst til venstre i billedet. Luftfoto af fiskerihavnen Når stærekasserne skulle males, blev der opkrævet et ekstra beløb af lejerne, så de i fællesskab kunne dække udgifterne. Nedenfor ses det gamle navneskilt, som sad på redskabsskurene. Det hænger nu på Glyngøre Kulturstation, og et nyt er sat op på redskabsskurene på havnen.

24 Kajen ved stærekasserne har altid været et samlingssted for fiskerne. De fiskere, som for længst er gået på land, men som stadig har fjordvand i blodet, er stadig tit at finde på havnen. Ved stærekasserne er der næsten altid mulighed for at høre seneste nyt. Nedenfor ses skibet Tove af Glyngøre ved kajen i Fotograf Poul Erik Bilstrup, Morsø Folkeblad