Februar Kritisk Debat, Februar 2014 side 1

Save this PDF as:
 WORD  PNG  TXT  JPG

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Februar 2014. Kritisk Debat, Februar 2014 side 1"

Transkript

1 Februar 2014 Kritisk Debat, Februar 2014 side 1

2 Indhold Kritisk Debat 10 år... 3 Demokrati og Republikanisme et idéhistorisk rids. Interview med Antoni Domènech... 9 Hvad sker med universiteterne? Kapitalflugten råderetten over de forsvundne milliarder Enhedslistens principprogram: Staten, revolutionen og sproget Demokratisk Republikanisme: Tre grundidéer Akademikerne står splittet i konflikt mellem A-kasserne Vi går fra behovsstyring til profitstyring med salget af DONG Fra løn til velfærd perspektiver for OK De offentlige overenskomstforhandlinger 2015 tilbageblik, forventninger til arbejdsgiverne og lønmodtagerstrategier Billeder af vrede Musik som talerør og modstandsform del Winning at Walmart Vi forbliver alle her! Overproduktion og venstrefløjens impotens! Socialismen der blev væk Fagbevægelsens selvforskyldte elendighed en replik til HK Handel Kritisk Debat 10 år Kritisk Debat, Februar 2014 side 2

3 Kritisk Debat 10 år Af redaktionen Med dette nummer kan Kritisk Debat fejre sine første 10 år.. Det første nummer af Kritisk Debat blev udgivet 15. februar I 10 år har vi deltaget i og bidraget til diskussionen på den danske venstrefløj. Og i denne leder vil vi med det udgangspunkt trække nogle historiske linjer op og samtidigt give et lille fingerpeg om Kritisk Debats videre udvikling. Belært af erfaringerne afstår vi fra at profetere om, hvad de næste 10 år vil bringe. Historisk linjeføring. Socialdemokratiet og det politiske felt, som partiet repræsenterede, havde ved valget i 2001 lidt et afgørende nederlag til den liberale dagsorden og politiske diskurs. Socialdemokratiets 25 års tilbagerullende forsvar af tidligere opnåede styrkepositioner og af velfærdsstaten havde tømt partiet for kræfter og kraft til at modstå de herskende klassers restaurationspolitik. Af mangel på et politisk projekt, indre sammenhængskraft og dynamik var Socialdemokratiet og fagbevægelsen i 90 erne gået fra det ene defensive forlig til det næste, og det stod allerede klart ved valget i 1998, at Socialdemokratiet ikke længere kunne optræde som en samlende politiske kraft i samfundet. Socialdemokratiet var blevet reduceret til blot at være et parti blandt mange andre. Det slog også igennem i fagbevægelsen, og blev stadfæstet og forstærket af Poul Nyrup Rasmussens efterlønssvigt løftebrud. Man kunne end ikke længere regne med Socialdemokratiet som den troværdige vogter i sidste instans. På de interne linjer havde de mange ideologiske kampe for og imod indrømmelser til den liberale tankegang resulteret i en vertikal spaltning af partiet. Partitoppen og et nyt lag af politiske teknokrater mod resten, hvor resten godt nok administrerede partiets daglige virke, men var uden indflydelse på og betydning for den videre politikudvikling. Hovedet var endelig skilt fra kroppen. VK regeringen kom til magten ved valget i 2001 i imponerende vigør og med hæsblæsende energi og politisk autoritet, som udmøntede sig i 4 forbundne spor: Det institutionelle opgør med velfærdsstaten gennem eksempelvis frit valg, udbud/udlicitering, strukturreformen. Opgør med universalismen gennem fastholdelse af ydelserne, men ændring i kriterier og mægtiggørelse af borgerne som suveræn kontraktholder borgeren som kunde. Ideologisk og diskursiv offensiv, hvor der blev vendt op og ned på et helt kompleks af begreber forstået som en semantisk inversion af socialistiske og socialdemokratiske begreber/værdier, så de blev liberalistiske nøglebegreber. Frit valg frem for frihed, individ over samfund og så videre. Fokusforskydning fra produktion til marked, delegitimering af klassebegrebet/analyse og det markedsteoretiske opgør med udbytningsforståelsen med snigende indvirkning på venstrefløjens videre teoretisk/politiske udvikling. Kritisk Debat, Februar 2014 side 3

4 Med Claus Hjort Frederiksens ord drejede det sig ikke om gennem en liberal paladsrevolution at erstatte socialdemokratismen den var allerede stækket men om at skabe et liberalt menneske. Dvs. naturaliseringen af liberalismen som tanke udtryks forståelsesform. Det er i det perspektiv, at mange af VK regeringens reformer henter deres indre rationalitet. Modstanden mod dette magtskifte i alle dets facetter og argumentationen for et centrum-venstre alternativ som politisk modstandsform var umiddelbart drivkraften bag lanceringen af Kritisk Debat som et tidsskrift for kampen om definitionsmagten. Denne linje optrådte som baggrundstæppe og selvforståelse helt frem til krisegennemslaget i Men så skete der noget. Allerede i forsommeren 2008 satte vi fokus på krisens acceleration og brugte i lighed med mange andre mange kræfter på at indfange krisens karakter. Omvendt indebar det i lighed med, hvad der skete mange andre steder, en næsten trinløs nedtoning af den hidtil meget brede og politisk uspecifikke tilgang til fortolkning af den liberale offensiv, ligesom analyser af de mere specifikke facetter i statssystemets udvikling og de nye styringsteknologier trådte i baggrunden. Kritisk Debat blev på ganske få måneder politiseret på en måde og i en form, der rakte langt ud over det oprindelige centrum-venstre koncept, den kritisk detailanalyse og det politisk meget beskedne grundlag. Fra krisens gennemslag og helt frem til valget i 2011 skiftede fokus til en bredere anlagt og mere pågående kritik af kapitalismen som samfundsformation, af VK regeringen, den liberale bølges fallit og svagheden i den nyudviklede politiske akse mellem S og SF. Kritisk Debat bragte flere meget kritiske artikler, der behandlede det såkaldte S+SF alternativs udbudsøkonomiske præmis samt af fagbevægelsens følgagtighed. Temafelterne afspejlede også de mere påtrængende internationale begivenheder verdenskrisen, det arabiske forår og austerity politikken og de politiske magtkampe i EU. Der udvikledes således en spændingsforhold mellem tidsskriftets forholdsvis moderate og snævre grundlag og radikaliseringen af artikelmassens indhold. Det røde alternativ kom i fokus sammen med opgøret med det kompromitterede liberalistiske hegemoni. I slipstrømmende medførte denne fokusforskydning, at Kritisk Debat i lighed med andre medier måtte interessere sig for Enhedslisten som en interessant politisk faktor. Den organiserede politiske kamp mod de tidligere nævnte liberalistiske støttepiller og austerity politikken var nu blevet meget konkret og påtrængende. Interessen for de internationale bevægelser og konflikter blev læst ud fra en betydeligt mere konkret politisk kontekst end tidligere. Kritisk Debat var ved at gøre sig til part i sagen, og den fremtidige rolle blev defineret som tidskriftet: der bidrager til at befordre politisk teoretiske diskussioner om dannelsen af en ny bred politisk venstreblok kombineret med en mere konsistent og sammenhængende kapitalismekritik og kritik af de hidtil kendte centrum-venstre koncepters strategiske svaghed. Kritisk Debat, Februar 2014 side 4

5 Samfundskrise/krisebillede og fokusskifte Finans- og gældskrisens kompromittering af det liberalistiske hegemoni og eksponering af kapitalismens indre spekulative og irrationelle tendenser samt de indre modsætninger mellem de forskellige fraktioner i de herskende klasser resulterede i store åbne samfundskonflikter, der både i Europa, Mellemøsten, Latin Amerika og i USA førte til massemobiliseringer og en voksende antikapitalistisk kritik. Men den førte ikke til en ny offensiv fra centrum-venstre og fagbevægelsen for at erobre nogle af de centrale positioner tilbage. De kendte Centrum-venstre blokke/regeringer var allerede så inficeret af liberalt tankegods, at man ingen steder var i stand til at formulere et brud og et alternativ. Der opstod både nationalt, internationalt og geopolitisk et tomrum, hvor ingen kraft var stærk nok til at sætte sin vilje igennem. Skiftet kommer med Grækenlands økonomiske ruin i 2010, som indledte finanskapitalens modoffensiv og statsapparaternes og det politiske højres massive pres for en austerity politik, som centrum-venstre ikke kunne adressere. Europa blev for første gang to årtier igen skueplads for et kompleks af sociale kampe og intensiveret magtrivalisering mellem nationalstaterne i EU og mellem disse og EU. Det introverte fokus i hele den vestlige verden og de nye magtkampe om en ændret verdensorden de dominerende kapitalistiske stater imellem åbnede for en helt ny bølge af oprør blandt andet i Mellemøsten. Karakteristisk for venstrefløjens reaktion og ageren var, at den stort set fulgte de liberale intellektuelles idealisering/begrænsning af oprøret og kanonisering af det liberale demokrati dvs. de bagved liggende motiver for at inddæmme oprørets potentialer. Bedre blev det ikke, da oprøret spredte sig til det Sydlige Europa. Her fortsatte venstrefløjen med at idealisere/idyllisere det spontane element og undertonede nødvendigheden af en generel analyse af forudsætningerne for en politisk antikapitalistisk strategi og for ændring af de givne styrkeforhold. Det gennemgående tema blev det defensive forsvar af velfærdsstaten og rehabilitering af keynesiansk økonomisk strategi. Venstrefløjen herhjemme og i Europa fremstod som handicappet af års liberalistisk hegemoni og af, at arbejderklassen stort set ikke optrådte som politisk klasse i de mange antikapitalistiske protestbølger. Fokus på markedet og uretfærdighederne her blev fastholdt de liberales dagsorden. Der blev ikke på den brede venstrefløj foretaget et skifte over mod en kritik af de mere grundlæggende udbytningsforhold i produktionen. Venstrefløjen forblev af samme grund fastholdt i en diffus klasseanalytik og i en social indignation, hvor oprøret, opstanden og protesten blev tillagt progressiv værdi i sig selv. Og hvor petitionssocialismen triumferede. Kun i en ganske kort periode gik venstrefløjen og dele af fagbevægelsen i offensiven, for så vidt de mange protestbølger især i Sydeuropa kan forstås som en offensiv. Men fraværet af en unison analyse, af et seriøst internationalt perspektiv, uafklaret forhold til EU, illusioner i humanistisk interventionisme (Libyen krigen) og manglende tillid til selv at kunne formulere en regulær Kritisk Debat, Februar 2014 side 5

6 socialistisk reformpolitik som alternativ til skærpelsen af de herskende klassers fornyede restaurationsoffensiv bevirkede, at initiativet allerede i 2012 faldt tilbage til de herskende klasser, statsapparaterne og de liberalistiske og nu også neokonservative intellektuelle. Restaurationspolitikkens opgør med den demokratiske velfærdsstat skiftede i 2012 gear og niveau: Fra strategien for den diskrete implosionsproces til et åbent opgør på alle fronter. Centrum-venstre strømningerne i regering eller i opposition kunne intet stille op overfor den internationale kapitals forcerede grænseløse mobilitet og pres på de enkelte nationalstater. Som resten af venstrefløjen nåede vi på Kritisk Debat slet ikke at opstille en blot nogenlunde sammenhængende analyse af den nye politisk-økonomiske situation, før reaktionen var oppe i højt tempo. Kritikken af austerity politikken og det fallerede centrum-venstre, sådan som det trådte frem, blev et gennemgående tema. Men generelt var det småt med en egentlig kritisk teoriudvikling. Vi delte skæbne med de fleste andre tidsskrifter både herhjemme og på den europæiske venstrefløj. Kritikken af kapitalismen forblev hovedsageligt punktuel, deskriptiv og moralsk, eller også fokuserede vi på fremtrædelsesformer som eksempelvis øget ulighed, øget social kontrol, marginalisering, diskursive gebrækkeligheder og velfærdsstatens sammenbrud osv. Afstanden mellem teoretiske analyser af kapitalismens krise og modsætninger i det kapitalistiske verdenssystem på den ene side og klassekampens former og politiske udtryk på den anden side blev ikke mindsket. De traditionelle politiske analyserammer videreførtes. En af forklaringerne kan være, at der både i redaktionen og angiveligt også noget bredere manglede/mangler en slags mod og selvtillid til at overvinde traumerne fra murens fald og den efterfølgende stigmatisering af alt, hvad der refererer til socialisme eller kollektive samfunds- og institutionsformer. Venstrefløjen er gennem 25 år blevet berøvet sit sprog eller rettere modet til at bruge det. Det har taget noget tid for os på redaktionen at erkende tingenes tilstand og følgelig også nå frem til at definere tidsskriftets linje og opgaver fremadrettet. Men efter et år med en rød regering og med de seneste begivenheder omkring DONG sagen og SF s exit fra regeringen er det blevet det mere klart, at fokus skal drejes i retning af en mere entydig kritik af den liberalistiske diskurs, men nu først og fremmest rettet mod dens naturaliserede afarter indenfor centrum-venstre, fagbevægelsen og det nye venstre som eksempelvis EL. Fra kritisk tilskuer til aktiv deltager Her ligger også grundstenen for den aktuelle interesse for principprogramdebatten i EL. Havde den foregået i 2012, er det tvivlsomt, om den havde fået mere end en enkelt artikel eller kommentar og de sædvanlige stigmatiserende kommentarer i mainstreammedierne. Nu kan man sige, at debatten virker som katalysator for en række teoretiske og principielle diskussioner med relevans for hele venstrefløjen, der enten har været udskudt i årevis, eller som man ikke har haft det tilstrækkelige mod til at gennemføre af frygt for at blive kaldt verdensfjerne dogmatikere, relikter, dinosaurer mv., Kritisk Debat, Februar 2014 side 6

7 eller hvad værre er, fordi man ikke har turdet stole på sin teoretiske arv, der både akademisk, intellektuelt og journalistisk har været under massiv kritik og dekonstruktion gennem de sidste 25 år. Det kræver eksempelvis en del insisterende modstand at bekende sig til Marx s tanker som teoretisk og politisk udgangspunkt. På den brede venstrefløj er modernisering også her blevet et mantra, og det gamle lort er blevet skrottet. Referencerne til den Marx-inspirerede kapitalismekritik er selv på venstrefløjen blevet mistænkeliggjort i en sådan grad, at mange unge socialister knap kender Marx eller den historie, som hans teorier og efterfølgere beskæftiger sig med og i hvert fald ikke er bevandret i de store traditionelle diskussioner om: kapitalismekritik, kapitalkategorier som eksempelvis arbejdsværditeorien, merværditeorien, statskritik og socialistisk strategi. Hovedsageligt har mange unge socialister først og fremmest stiftet bekendtskab med en politisk debat, der er præget af en normativ og moralsk kritik af kapitalismen, der på sæt og vis ligner de utopiske socialisters kritik og moralske fordring. Økonomiske og sociale kategorier er blevet erstattet af psykologiske kategorier som eksempelvis grådige spekulanter, tidsåndens egoisme, de svage mv. Herved er identificeringen af det/de historiske drivende kræfter klassesubjekterne røget ud med badevandet, hvilket ses meget tydeligt i de programmatiske debatter på den brede venstrefløj, hvor magtspørgsmålet reelt er fraværende som politisk aktualitet og påtrængende problematik. Ligesom det i debatterne på den europæiske brede venstrefløj (hovedsageligt i de centrum-venstre inspirerede tænke-tanke) kan aflæses i de meget diffuse klasseanalyser og ikke mindre i analyserne af statsapparatet og i særdeleshed af krisens karakter. Tiden kalder på, at politisk teoretiske tidsskrifter på venstrefløjen skal søge analyse og kritik på den ene side og politisk engagement på den anden side, hvis de skal bevare deres relevans. Konkret betyder det bl.a. for Kritisk Debat, at vi som politisk teoretisk tidsskrift skal balancere mellem den teoretisk inspirerede debat og behandling af tendenser og politiske problematikker, der kommer til syne i den konkrete klassekamp. Det esoteriske skal sprænges, og det almene skal kvalificeres en særdeles vanskelig balancegang i en periode, hvor der ikke forekommer en udfoldet og selvfølgelig teoretisk debat i de politiske institutioner, partier og bevægelser selv om tiden og den politiske impasse skriger på teoretisk afklaring. Midt i denne impasse som er Europæisk og ikke specielt dansk befinder hele venstrefløjen sig inklusive EL, Front Gauche, Die Linke, United Left, Syriza, og hvad de ellers hedder. Hele deres identitet og selvforståelse er historisk bygget op på en forholden sig/som korrektiv til de store traditionelle socialdemokratiske og kommunistiske strømninger i arbejderbevægelsen, der nu ikke længere eksisterer som de samlende, styrende og næsten hegemoniske partier/kræfter. Med andre ord står både disse partier samt venstrefløjens brogede partibillede for første gang siden den russiske revolution og splittelsen i arbejderbevægelsen helt uden nogen historiske autoriteter at referere til dvs. uden noget Arkimedisk punkt. Kritisk Debat, Februar 2014 side 7

8 En særegen og politisk betændt situation, der tilspidses af sammenbruddet i klasserelationernes hidtidige balancepunkt og samtidig af de herskende klassers vanskeligheder ved at genskabe kapitalismen som positiv kraft for samfundsudviklingen. Den situation gør opgaven med at opbygge en samlet social- og politisk blok bestående af venstrefløjspartier, fagforeninger og andre sociale organisationer til både påtrængende og indlysende. Men den opgave kan ikke løses, uden at de samme politiske kræfter engagerer sig i en bred debat om et konkret samfundspolitisk alternativ til kapitalismens samfundsødelæggende vækstmani og ikke mindst om, hvordan en handledygtig enhedsbevægelse kan opbygges bag dette alternativ. Det er indenfor denne opgaves rammer, at Kritisk Debat skal placere sig og forhåbentlig også spille en rolle i de næste 10 år som et kritisk debatorgan på den politiske venstrefløj. Kritisk Debat, Februar 2014 side 8

9 Demokrati og Republikanisme et idéhistorisk rids. Interview med Antoni Domènech Den i dag så udbredte forestilling om parlamentarisk demokrati som en borgerlig-liberal opfindelse er myte uden hold i den historiske virkelighed. For at nå udover denne myte bør venstrefløjen finde tilbage til at læse Marx som det han faktisk var: nemlig en radikal-demokratisk republikansk tænker i en tradition der strækker sig helt tilbage til Antikkens Athen. Kritisk Debat præsenterer her for første gang den anerkendte spanske idehistoriker og politiske teoretiker Antoni Domènech på dansk. REDIGERET VERSION AF INTERVIEW MED ANTONI DOMÈNECH, FORETAGET AF JULIO CÉSAR GUANCHE OG FØRSTE GANG PUBLICERET PÅ SPANSK I DET CUBANSKE TIDSSKRIFT TÉMAS (NR. 71, SIDE , JULI-SEPTEMBER 2012). DANSK OVERSÆTTELSE AF: THOMAS MULVAD REDAKTION: ANDREAS MULVAD OG JONAS TOUBØL Introduktion Republikanisme er en politisk tradition der opstod for mere end år siden. Inden for de seneste par århundreder er republikanismen i vidt omfang blevet overskygget af liberalismen. I løbet af de sidste 200 år har liberalismen nemlig italesat republikanismens store landvindinger som et produkt af en lang liberal udviklingshistorie. Men faktisk fandtes liberalismen som navngiven bevægelse ikke før Og historisk har liberalismen stået i stærk modsætning til republikanismen, navnlig når det handler om to centrale begreber: frihed og ejendom. I nærværende interview bygger den catalanske professor i moral- og socialfilosofi Antoni Domènech (1952-) videre på disse indsigter. Domènech er en af Europas største eksperter indenfor republikanisme som politisk teoretisk strømning. Han brugte en stor del af sin ungdom på at bekæmpe Francos fascistiske styre. Siden har han dedikeret sit virke til at undersøge det, han kalder den mest kraftfulde idé i verdenshistorien nemlig demokratiets idé. Han betragter sig selv som oplysningstænker, før-bolsjevik, og marxist - i ordets oprindelige betydning. Denne baggrund, kombineret med hans ekspertkendskab på tværs af mange videnskabelige discipliner herunder historie, filosofi, økonomi, matematik og lingvistik gør ham til en særdeles spændende, men også udfordrende tænker. Men Domènechs arbejde er langt fra kun akademisk. Sammen med en gruppe kolleger fra forskellige lande har han grundlagt et webtidsskrift, Sin Permiso, med mere end daglige læsere. Sin Permiso har grundlag i en politisk strømning, der forsøger at sammentænke tidens politiske kampe for demokrati, republik og revolution, med udgangspunkt i den erkendelse, at disse tre mål ikke kan opnås uafhængigt af hinanden. Julio César Guanche (interviewer): Du har peget på, at for enhver marxist i 1930erne, var det selvindlysende, at marxismen var en del af den republikanske tradition. Hvorfor er denne sammenhæng sidenhen gledet ud af Kritisk Debat, Februar 2014 side 9

10 folks bevidsthed? Hvilke faktorer har ført til adskillelsen mellem marxisme og republikanisme? Og hvad er konsekvenserne af denne adskillelse? Antoni Domènech: Det, som levede videre blandt marxister i 1920erne og 1930erne, var den historiske bevidsthed om, at marxismen oprindeligt var republikansk i sin selvforståelse. Det vil sige, Marx og Engels voksede ud af den republikansk-demokratiske tradition. Men allerede så tidligt som 1890erne blev Engels utålmodig med sine venner og disciple i toppen af det tyske socialdemokrati, SPD - August Bebel, Karl Kautsky, Edvard Bernstein. Engels utålmodighed skyldtes SPD-ledernes deres manglende evne til på åben vis og inden for rammerne af det Wilhelminske konstitutionelle monarki, at kæmpe for den demokratiske republik. Uden en demokratisk republik havde parlamentariske fremskridt meget lidt politisk betydning i et monarki uden universel stemmeret, som var mere konstitutionelt end reelt parlamentarisk. I 1910 forsøgte Rosa Luxemburg fra sin position på SPDs venstrefløj at få sit parti til at tage denne kamp op, men uden meget held. Derimod havde Jean Jaurés 1 i Frankrig betragteligt mere succes med fra en politisk position længere til højre at italesætte den franske socialistiske arbejderbevægelse som et barn af den revolutionære første franske republik, som blev stiftet i Overordnet set var en stor del af 2. Internationales marxistisk-socialdemokratiske bevægelse før 1. verdenskrig fuldt ud bevidste om Marx og Engels demokratisk-revolutionære republikanske holdninger. Og dette gjaldt både for den evolutionært-reformistiske højrefløj og for den revolutionære venstrefløj. Men i stedet for at anerkende, at Marx og Engels bevidst placerede sig indenfor republikanismen som politisk-filosofisk tradition, betragtede 2. Internationales folk Marx og Engels republikanske selvforståelse som en anakronisme, som måtte bortforklares med Marx og Engels følelsesmæssige tilknytning til de taktisk-politisk set umodne bevægelser i Europa i revolutionsåret Og hvornår forsvandt bevidstheden om, at den oprindelige marxisme opstod ud af den republikansk-demokratiske politiske tradition? Det skete samtidig med, at man begyndte at snakke om borgerligt demokrati et oxymoron, som ikke kan findes én eneste gang i Marx og Engels samlede værker. Max Weber og Rosa Luxemburg for eksempel talte om borgerligt demokrati i samme betydning, som Marx og især Engels havde talt om rent demokrati, hvilket var et begreb, som ikke henviste til en bestemt type politisk orden: Indenfor den demokratiske tradition henviste demokrati ikke så meget til en bestemt regimetype, men snarere til en social og politisk bevægelse funderet i démos [Folket]. 2 I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet henviste rent demokrati og senere borgerligt demokrati til den på det tidspunkt smuldrende sociale bevægelse som udgik fra de lag og strata af befolkningen, som voldsomt og hastigt blev eksproprieret og frataget deres eksistensmidler på grund af den overvældende kapitalistiske dynamik, som kendetegnede den 1 Jean Jaurés ( ) var en nøglefigur i den franske socialistiske arbejderbevægelse før Første Verdenskrig (red.). 2 Med démos henvises til den gruppe mennesker, som overlever ved håndens arbejde, også kaldet Fjerdestanden (borgerskabet var derimod Tredjestanden ). Kritisk Debat, Februar 2014 side 10

11 såkaldte belle époque ( ). Det vil sige, det var begreber som henviste til resterne af Fjerdestanden, som var i fuld gang med at blive proletariseret. Det var det effektive bolsjevikiske propagandaapparat, som stod bag betegnelsen borgerligt demokrati i den betydning, som begrebet efterhånden har fået i marxistisk sprogbrug. Under den russiske borgerkrig ( ), kæmpede bolsjevikkerne mod en kontrarevolution, som åbenlyst blev støttet af de allierede lande : Den amerikanske republik, den tredje franske republik og det britiske monarki, som på dette tidspunkt allerede var blevet parlamentarisk. Det var i denne sammenhæng, at bolsjevikkerne for første gang begyndte at bruge betegnelsen borgerlige demokratier om disse lande. 3 Der har været talt meget om borgerlige demokratier, og også om liberale demokratier? Ja, det er højst mærkværdigt! Hvad angår Europa, så er grundlovssikringen af republikansk demokrati, forstået som en politisk orden med almen stemmeret og parlamentarisk kontrol med regeringsmagten, bortset fra i Frankrig altid og overalt blevet indført af arbejderregeringer efter, at konstitutionelle kontinentale monarkier uden reel parlamentarisk kontrol var brudt sammen 4 : I Tyskland skete dette i november 1918 ved udråbelsen af den Første Republik, som en regering bestående af de to socialdemokratiske partier (hhv. SPD og Kautskys og Luxemburgs Uafhængige Socialdemokrater ) stod for. I Storbritannien opnåede Labour almen stemmeret (for mænd) med MacDonald-regeringen i 1918 (og stemmeret for kvinder fulgte under den anden Labour-regering i 1927). 5 Det samme skete i Østrig, i Ungarn, osv. og 1931 i Spanien via en koalitionsregering, som bestod af socialdemokrater og forskellige venstreorienterede borgerligt-republikanske bevægelser. Det bemærkelsesværdige er, at 1800-tallets gamle liberale partier, som var domineret af honoratiores [= agtværdige borgere, der havde råd til at deltage aktivt i det politiske liv pga. jordbesiddelse eller formue], og som havde domineret Europas konstitutionelle monarkier indtil begyndelsen af 1900-tallet, forsvandt fra scenen i det øjeblik det parlamentariske, republikanske demokrati fik fodfæste.denne type liberale partiers støtter var monarkister og åbent fjendtlige 3 Det er vigtigt at notere sig, at i Latinamerika finder vi en undtagelse fra den generelle tendens mod den republikanske selvforståelses gradvise forsvinden: I Argentina var lederne Alfredo Palacios og Carlos Sánchez Viamonte, i kraft af indflydelse fra Jaurès eksplicit republikanske socialister. I Peru finder vi kommunisten José Carlos Mariátegui, som opfandt den interessante betegnelse falske republikker om de regimer i Latinamerika, som baserede deres politiske uafhængighed på den hårdhændede eksklusion af deres indfødt amerikanske befolkningsgrupper. Og i Cuba finder vi, udover den helt usædvanlige revolutionære demokrat José Martí, også Raúl Roa, som aldrig tabte den oprindelige marxismes republikansk-demokratiske selvforståelse af syne. 4 Redaktionel note: Her er det vigtigt at tilføje til Domènechs brede penselstrøg, at både universel stemmeret og parlamentarisk kontrol med regeringsmagten også i visse vigtige tilfælde er blevet gennemført uden indførelsen af en republik. Det gælder nemlig for både Storbritannien, Danmark, Sverige og Norge, hvor monarkiet som institution har overlevet indførelsen af parlamentarisk demokrati, dog i en form, som i praksis fjerner monarkens mulighed for kontrol over regeringsmagten. 5 Redaktionel note: Med hensyn til Storbritannien må det erkendes, at enten Domènech eller den cubanske journalist Julio César Guanche, som har redigeret interviewet, slet og ret tager fejl: Det er korrekt at universel stemmeret for mænd blev vedtaget i 1918, henimod afslutningen på 1. verdenskrig. Beslutningen om at alle kvinder også dem under 30 skulle have stemmeret blev truffet i 1928, ikke Og i begge tilfælde var det netop ikke Labour-regeringer der brugte deres flertal til at gennemføre disse reformer, men derimod regeringer ledet af hhv. de liberale og de konservative. Om reformerne også var blevet gennemført af borgerlige partier, hvis ikke der havde været et ydre pres fra en hastigt voksende arbejderbevægelse, er så et helt andet spørgsmål. Faktum er, at i tilfældet Storbritannien skulle der (ligesom for de tre skandinaviske lande) ikke en republikansk omstyrtelse af monarkiet til for at indføre politisk demokrati. Kritisk Debat, Februar 2014 side 11

12 overfor demokratiet, og de havde været stærke tilhængere af indskrænket valgret [=valgret kun for besiddende mænd] samt modstandere (bortsat fra i England) af parlamentarisk kontrol med regeringsmagten. Efter 1918 har intet [klassisk] 6 liberalt parti præsteret at opnå en valgsejr i Europa. Alligevel kalder man disse demokratiske-parlamentariske regimer for liberale eller borgerlige demokratier. Den effektive bolsjevikiske propaganda imod disse regimer, - forståelig givet den desperate situation under den russiske borgerkrig - har medført, at borgerskabet ( Tredjestanden ) og liberalismen har kunnet tilegne sig al den politiske kapital, som Fjerdestanden, og herunder ikke mindst den industrielle arbejderbevægelse, havde skabt igennem fire generationers politiske kamp. 7 Hvad, der siden skete, er velkendt: Ideen om, at demokratiet er borgerligt (eller i det mindste, at der findes en anden ikke-borgerlig form for demokrati, som står i modsætning til det), endte med at blive et legitimerende slogan, som Stalins terror-regime fra 1928 og frem brugte til at manipulere, som det havde lyst til. 8 Hvordan kan demokratisk republik være foreneligt med proletariatets diktatur? Det er et meget vigtigt spørgsmål, og det giver os mulighed for at opnå en bedre forståelse for, hvad den republikanske politiske tradition, som Marx var solidt plantet i, grundlæggende handler om! Ideen om diktatur har hos Marx (og Engels) en anden betydning end den, som det siden fik i det 20. århundrede. Inden for politisk filosofi og klassisk retstænkning blev diktatur indtil langt ind i det 1900-tallet opfattet som en veldefineret republikansk institution kendt fra Romerretten. I situationer med altomfattende borgerkrig kunne det romerske folk hvilket reelt ville sige det stærkt oligarkiske Senat benytte sin autoritet som indehaver af den udøvende politiske magt til at give en diktator (forstået som en form for betroet administrator) den opgave at redde den civile republikanske orden fra socialt og militært sammenbrud. Dette hverv blev kun overdraget for en begrænset tidsperiode normalt seks måneder. Og når den tid var gået, skulle diktatoren, som den simple administrator han var, aflægge en fyldestgørende beretning om sine handlinger over for 6 Redaktionel note: Her er indsat ordet klassisk, for at fremhæve Domènechs argument om at det var tallets anti-demokratiske liberale partier, og ikke liberalismen som sådan, der mistede betydning efter 1. verdenskrig. Det er jo åbenlyst, at moderne liberale partier af den type, der tilpassede sig til det 20. århundredes realiteter, og bekender sig til universel valgret og parlamentarisk kontrol med regeringsmagten faktisk har præsteret at opnå valgsejre. Danmark er her et godt eksempel. 7 Det er vigtigt at huske på, at i Det Kommunistiske Manifest (1848) præsenterer Marx og Engels socialismen og kommunismen som en demokratiets yderfløj, det vil sige som en del af Fjerdestandens politiske bevægelse. Vel at mærke en yderfløj som midt i 1800-tallet var i kraftig historisk fremvækst på grund af industrikapitalismens heftige eksproprieringsdynamik. 8 I dag ved vi, at Stalin udmærket var klar over dette. Det kan udledes fra Georgi Dimitrovs dagbøger, et af de vigtigste kildedokumenter ift. historieskrivning om Stalinismen, som har set dagens lys i de senere år. For eksempel optegner Dimitrov en samtale med Stalin den 6. December 1948, i hvilken denne simpelthen anerkender, at for Marx og Engels var den optimale form for proletariatets diktatur en demokratisk republik, hvilket for dem betød en demokratisk republik i hvilken arbejderklassen havde en dominerende rolle, til forskel fra i fx den schweiziske eller amerikanske republik (se Ivo Banac (ed.) The Diary of Georgi Dimitrov, Yale University Press, New Haven, 2003, pp ). Den 7. april 1934 noterer Dimitrov følgende bemærkning fra Stalin: De europæiske arbejdere er historisk forbundet med det parlamentariske demokrati. [ ] og de forstår ikke at vi ikke kommer til at få parlamentarisme. Kritisk Debat, Februar 2014 side 12

13 Senatet. Denne forståelse af diktatur som en fuldmagt er den klassiske forståelse, som vi finder i alle vigtige politiske skrifter indtil det 20. århundrede. Med forskelligt udgangspunkt fornemmede både Marx og Engels i deres sidste leveår, at borgerskabet og de herskende kapitalistklasser ikke uden sværdslag ville acceptere demokratiets triumf (senere opstod den europæiske fascisme som en grum virkeliggørelse af denne mistanke). Det mest sandsynlige, vurderede de, ville blive en periode med turbulente omvæltninger, måske endda borgerkrig, hvilket ville nødvendiggøre et republikansk diktatur, forstået som en tidsbegrænset fuldmagt: Et betroet hverv med ansvar overfor det Folk (démos), som havde beskikket dette hverv. Baseret på et traditionelt republikansk ræsonnement kaldte de denne politiske orden for Proletariatets diktatur. Beklageligvis for dette oprindelige Marxske koncept er diktatur i løbet af det 20. århundrede kommet til at betyde noget ganske andet: Stalins, Mussolinis, Hitlers og Francos diktaturer var ikke baserede på en fuldmagts-model. De var derimod forfærdelige suveræne tyrannier uden en på forhånd fastlagt tidsbegrænsning Hitlers Tredje Rige skulle fx vare tusind år og uden at diktatorerne på nogen måde stod til ansvar for deres handlinger over for nogen som helst 9. Lad os opsummere: Liberalismen har omskrevet sin egen historie, så dét, der i virkeligheden er republikanismens historie, i dag fremstår som liberal historie. Hvordan forklarer du liberalismens opståen? Hvilke politiske visioner har liberalismen udviklet og forsvaret? Faktisk har mange forskellige ting bidraget til, at idéhistorien er blevet omskrevet! En af disse ikke den vigtigste i realpolitisk perspektiv, men alligevel meget væsentlig fra et videnskabeligt historiografisk synspunkt er tendensen til at praktisere politisk idehistorie på en måde, som fuldstændig ser bort fra politiske begrebers udviklingshistorie. Liberalisme er et begreb, som opstod første gang i 1812, ved det spanske hof i Cádiz, og det blev stadfæstet under det Orleanistiske franske monarki (som opstod efter revolutionen i 1830). Betydningen af liberalisme i 1800-tallets Europa var utvetydig: Liberale partier var moderate tilhængere af kongedømmet; de støttede et konstitutionelt, men ikke enevældigt monarki (dvs: et styre med en konge, hvis magt var begrænset af en grundlov), med ulige valgret (i det Orleanistiske monarki var det kun meget rige mænd, der kunne stemme, nemlig de 2 % af den mandlige befolkning, som havde flest besiddelser) og uden en parlamentarisk regeringsform. Der fandtes godt nok et parlament, men det havde ikke magten til at vælte regeringer. Udnævnelsen af ministre var helt og holdent op til kongen, og både valg og afsættelse af disse ministre afhang hverken af et mindretal eller et flertal i parlamentet det var helt op til Kongens vilje. Liberalisme opstod i Vesteuropa (inklusive Storbritannien) som en modreaktion på Frankrigs første demokratiske republik ( ), og var derfor anti-republikansk, anti-demokratisk, og antiparlamentarisk. Og derfor er det en anakronisme og tillige objektivt set usandt at hævde, at John Locke, Immanuel Kant, eller Adam Smith var liberale. Dét, som 1800-tallets liberalisme, hvis frihedsbegreb basalt set er identisk med Hobbes', senere opnåede, var at misfortolke den politisk-historiske tradition for republikansk frihed for derefter at påkalde sig den som sin egen opfindelse. 9 Her er der dog måske en delvis undtagelse i tilfældene Hitler (og Mussolini) i forhold til den finans- og landejer-elite, som finansierede dem familierne Krupp, Thyssen, Ab, Pferdemenge osv. og som blev straffet for denne støtte ved anden runde af Nürnberg-processen efter 2. Verdenskrig. Kritisk Debat, Februar 2014 side 13

14 Og endnu senere opnåede liberalismen med stor hjælp fra de forståelsesmæssige gaver, som marxister i det 20. århundrede overlod den at fabrikere en historie om sin egen demokratiske fortid. Du argumenterer for, at emnet demokrati i Marx værker får fornyet relevans bliver udvidet, uddybet, og bibringer nye indsigter hvis man læser ham som en republikansk tænker. Hvad er det, der gør Marx til en republikansk tænker? For det første er det helt essentielt at læse Marx direkte, som en klassisk tænker; det vil sige med en vis portion filologisk nøjagtighed og med en nødvendig mængde opmærksomhed på begrebernes udviklingshistorie. Hvis man gør det, bliver det hurtigt klart, at Marx grundlæggende intellektuelle dannelse er rundet af den republikanske tradition: Som elev af Savigny forskede Marx i sin ungdom i Romersk retstænkning, og han var ekspert i Antikkens Grækenland. Senere som politisk økonom opnåede han grundigt kendskab til Adam Smith og David Ricardo med flere. Og endelig bestod hans første politiske engagement i en stærk beundring for det revolutionære demokrati under den første fransk republik af Denne inspiration fra republikansk tænkning ses især ift. fire grundlæggende punkter: 1) Hans Anti-Hobbesianske forståelse af begreberne Lov og rettigheder. 2) Hans begreb om frihed som en grundlæggende, umistelig rettighed. 3) Hans syn på al legitim politisk autoritet som et udtryk for fuldmagts - relationer; det vil sige, som specifikke tidsbegrænsede stillinger overdraget til en person, som altid står under folkets kontrol, og som folket til hver en tid har magten til at afsætte igen. 4) Hans fuldmagts-baserede syn på, hvad man skal forstå ved ejendomsret til eksistens- og produktionsmidler. Lad os begynde med det første punkt: Du siger, at Rettigheder og Loven er én og samme ting; at Rettigheder ikke står i modsætning til lovgivning, og at lovgivning er fundamentet for frihed? Ja. At det forholder sig sådan, var indlysende for folk praktisk taget indtil 1700-tallet. Inden for den republikanske tradition ses politisk frihed som et produkt af retssystemet, af Loven. Størstedelen af de vigtige politiske tænkere delte denne tankegang på grund af den overvældende og langvarige indflydelse fra den republikanske Romerret. Men i 1600-tallet dukkede Thomas Hobbes op som en meget væsentlig undtagelse. Han havde den stik modsatte overbevisning. Han påpegede, især i værkerne Leviathan og De Cive, at rettigheder og Loven er to modstridende ting: Law is a fetter; Right is freedom, and they differ like contraries. Den objektive, positive lovgivning er for Hobbes en lænke [ fetter ], som begrænser eller indskrænkede individets frihed. På den anden side er Retten eller rettigheder en subjektiv størrelse: Rettigheder er at betragte som evner eller kræfter, som individet kan gøre brug af med henblik på at udføre forskellige handlinger. Der er tale om mere eller mindre selvbestaltede evner eller kræfter, som påfører bestemte pligter for andre Hobbes var som politisk filosof betragtet faktisk ikke særlig væsentlig på sin egen tid. Hans forvandling til en stor politisk filosof skete, i hvert fald i et vist omfang, på grund af en anakronistisk forvanskning af hans faktiske betydning i løbet af 1800-tallet. Kritisk Debat, Februar 2014 side 14

15 Den hobbesianske ide om loven som en lænke blev genoptaget af Jeremy Bentham i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet som et led i reaktionen på den første franske republik og på den franske revolutions forsvar for borger- og menneskerettigheder. Som Bentham sagde: Rights are a nonsense, and human rights a nonsense upon stilts. 11 Senere blev Hobbes idé gentaget i stadigt større omfang i løbet af 1800-tallet indtil den opnåede en dominerende position i retsfilosofien, praktisk taget indtil i dag. 12 Juridisk positivisme baserer sig på den grundidé, at love er befalinger, som er ubestridte og uomtvistelige qua defineret af Suverænen. Love er positive normer, som fungerer som lænker på eller begrænsninger af friheden.denne idé, som var del af den konservative reaktion imod den franske revolution, står i absolut modsætning til, hvad vi kan beskrive som den gældende almene sunde fornuft inden for retsfilosofien indtil slutningen af 1700-tallet. Den er slet og ret uforenelig både med den filosofiske og juridiske arv fra Romerretten, og med 1700-tallets Oplysningstanke. Den juridiske positivismes succes i praksis vidner om, at menneskerettighedsspørgsmålet praktisk talt forsvandt fra forfatningsret i hele verden i en periode på 150 år (stik modsat, hvad de sædvanlige uvidende lærebøger i idéhistorie påstår): Fra det Thermidorianske statskup mod Robespierre i 1794 og indtil FNs menneskerettighedserklæring i I modsætning til hvad folk normalt ukritisk tror, så kom menneskerettigheder ikke for alvor tilbage i forfatningsretslig sprogbrug indtil efter Anden Verdenskrig, da nazismen var blevet besejret både militært og politisk. Den unge Marx retsfilosofiske vision ift. disse spørgsmål er på alle punkter anti-hobbesiansk, og vi må gå ud fra, at det er et resultat af hans uddannelse i romersk republikansk retstænkning 13. For at gå videre til det andet punkt, hvad vil det så sige, at friheden er en uafhændelig rettighed? Dén grundsætning er virkelig vigtig! Hvis frihed er et produkt af lovgivning, så er jeg fri, fordi loven har sikret mig denne status. Jeg er fri, fordi jeg har grundlovssikrede, dvs. konstituerende rettigheder; fordi der er gældende love, der fastsætter min position som et frit individ. Denne type konstituerende rettigheder kan skelnes fra instrumentelle rettigheder i den forstand, at det ikke er muligt for mig at skille mig af med den førstnævnte type: Jeg kan ikke sælge eller give dem bort. Hvis jeg besidder den private ejendomsret over en given ting en instrumentel rettighed så kan jeg sælge denne ting eller give den væk mere eller mindre, som jeg har lyst til. Men jeg kan ikke gøre det samme med mit spanske statsborgerskab eller med min stemmeret. Jeg kan ikke sælge eller bortgive min ret til at leve. Frivillige kontrakter om slaveri er for eksempel problematiske og 11 At tale om Rettigheder er noget vrøvl og at tale om Menneskerettigheder er vrøvl på stylter. 12 John Austin den store britiske jurist som dukkede op lige efter Bentham kanoniserede denne tese med omhyggelig akademisk pomp og pragt, og den endte med at blive udtrykt mere eller mindre præcist i det 20. århundredes utilitarisme og juridiske positivisme. 13 Marx er samtidig også, på en måde, den sidste Oplysningsfilosof. Dette er et andet emne, som det er blevet sværere at få hold på i dag, pga. nutidens fjendtlighed mod Oplysningstanken tallets europæiske politiske liberalisme som blandt andet var en reaktion imod den radikale karakter af Oplysningens etiske, politiske, æstetiske, og epistemologiske værdier har bidraget til med tilbagevirkende kraft at give et misvisende billede af netop oplysningstænkningen. Kritisk Debat, Februar 2014 side 15

16 ugyldige i rettens øjne: Jeg kan ikke underskrive en kontrakt, hvori jeg sælger mig selv som en slave til en anden person. Betydningen af dét udsagn kunne ikke være større: Hvis vores nutidige forståelse af offentlig ret ikke havde været af republikansk afstøbning, med oprindelse i Romerretten (under hvilken frivillige kontrakter om indgåelse i slaveri naturligvis var komplet ugyldige), så ville frivillige kontrakter om køb og salg af slaver og frie kontrakter om drab være tilladt. Dette klassiske romerske begreb om friheden som en uafhændelig rettighed var genstand for en stor retsfilosofisk debat i den tidligt moderne periode. I en vis forstand blev den moderne genbekræftelse af civile og politiske rettigheders uafhændelighed udviklet af Salamanca-skolen i første halvdel af 1500-tallet: Den blev skabt som en af grundpillerne i nutidig og moderne republikanisme netop som et kritisk og selvkritisk svar på spaniernes (og portuguisernes) erobring og ødelæggelse af de indfødte amerikanske kulturer ( Las Indias ). Den store dominikaner-præst Franscisco de Vitoria og hans elever, Domingo de Soto og Bartolomé de las Casas, og senere den store Jesuitiske tænker Juan De Mariana, forsvarede alle friheden som uafhændelig rettighed. Denne debat havde gennemgribende konsekvenser, og den havde baggrund i en principiel modstand mod slavegørelsen og den politiske og økonomiske undertvingelse af de oprindelige amerikanske befolkninger. Den vigtigste modstander for Salamanca-skolens forsvarere af de indianske folk var den lærde Aristoteles-oversætter Juan Ginés de Sepúlveda; den første organiske intellektuelle for de europæiske kolonisatorer i den nye verden. Sepúlveda argumenterede stadig på traditionel neo- Aristotelisk vis (indianerne var slaver fra naturens hånd og derfor ude af stand til at være frie) uden dog at have modet til direkte at afvise den klassiske forståelse af uafhændelig frihed. Men efter det politiske men ikke filosofiske nederlag for det, vi måske kan kalde det spanske parti for republikansk frihed og imod kolonialisme og slaveri, begyndte en ny anti-klassisk forståelse af frihed at vinde indpas. Denne forståelse var i sidste ende meget mere ideologisk effektiv end Sepúlvedas tænkning. Den store sen-skolastiske filosof Francisco Suárez var den første til at modsige frihedens uafhændelige karakter. Han bidrog med en skæbnesvanger omformulering af det klassiske republikanske frihedsbegreb. 14 Suarez nytænkning gav ikke bare en filosofisk retfærdiggørelse for erobringen af og slaveriet i kolonierne. Hjemme i Europa åbnede den for en retfærdiggørelse af lønarbejde, hvilket blev betragtet af Aristoteles, Cicero og hele den klassiske republikanske tradition hvad enten den var demokratisk eller anti-demokratisk sindet som slaveri på deltid Flere andre, herunder Hugo Grotius, Von Pufendorf og Hobbes fulgte ham på dette punkt. Derimod forblev Locke og Kant opmærksomme på det klassisk republikanske frihedsbegreb, dét som Salamanca-skolen bekendte sig til. 15 Advokaten James Cook, som var ansvarlig for den retssag som førte den engelske kong Charles I til skafottet, afstod ikke fra eksplicit at påberåbe sig Juan de Marianas filosofiske autoritet i sin begæring. Det står dermed klart, at den politisk-filosofiske kerne i programmerne bag de folkeligt-republikanske Europæiske revolutioner i og 1700-tallet i Nederlandene, England, Frankrig langt hen ad vejen blev smedet i 1500-tallets Spanien, navnlig gennem Salamancaskolens radikale kritik af erobringen og ødelæggelsen af Las Indias. Kritisk Debat, Februar 2014 side 16

17 I sit værk De Oficiis minder Cicero os om, at en arbejdskontrakt (locatio conductio opera) inden for den civile republikanske Romerret er en kontrakt mellem frie mænd. Derimod er en servicekontrakt (locatio conductio operarum) af den type, som er karakteristisk for lønarbejde, ikke en relation mellem mænd, som er frie i den republikanske forstand. Dette er tilfældet, fordi de, som sælger deres arbejdskraft til en anden, ikke kan opretholde livet dvs. eksistere socialt uden at bede om tilladelse fra denne anden. Dét, at de er tvunget til at bede om tilladelse, er ensbetydende med en delvis opgivelse af deres frihed. Når Adam Smith og senere Marx taler om lønarbejde som moderne slaveri, så følger de i denne klassiske republikanske traditions fodspor. Ifølge den civile republikanske Romerret kan den som underskriver en servicekontrakt ikke være en sui iuris, dvs. en fri borger med egne rettigheder. Han er snarere ligesom slaverne (og alle kvinder, der hverken er forældreløse eller enker) et ufrit menneske, dvs. ikke en rigtig borger, som er underkastet andres ret (alieni iuris). Denne forståelse er selve grundlaget for den Kantianske, Hegelianske og Marxske idé om fremmedgørelsen af underordnede klasser, som var frataget al ejendom, inklusive ejerskabet over egne eksistensmidler. Marx fordømmelse af lønarbejdet som den moderne kapitalisme har forvandlet til den fremherskende sociale produktionsrelation finder altså sit værdimæssige og retsfilosofiske grundlag i hans republikanske forsvar for frihedens uafhændelige karakter (og i hans republikanskdemokratiske tilslutning til et politisk projekt om at gøre denne uafhændelige frihed universelt gældende i kraft af sociale og politiske rettigheder). Hvad er nyt ved fuldmagts -forståelsen af politisk magt inden for den moderne republikanisme, inklusive Marx? Det var John Locke, som udviklede det moderne indhold af den idé, som går ud på at se legitim magt som et forhold mellem en egentlig magthaver og en betroet administrator. Det gjorde han gennem en begrebslig struktur hentet fra den civil-private Romerret. Ideen er, at politisk autoritet må forstås som en fuldmagts-relation: Politisk valgte er ikke andet og mere end trofaste tjenere ( minister betyder tjener) for den egentlige magthaver, som udgøres af forsamlingen af frie borgere. Det ord, som Locke bruger i sin Second Treatise of Civil Government, er trustee (på spansk: Fideicomisario). Selv hvis den politiske magt ligger hos kongen, så er denne magt aldrig mere end en fuldmagt: Borgerne overlader i deres egenskab af egentlige magthavere hvervet med at regere til en betroet part ( trustee ), og netop af dén grund kan de afsætte ham så snart de måtte føle, at deres tillid til ham af den ene eller anden grund er forsvundet. Det er vigtigt at notere sig, at et fuldmagts-baseret forhold er meget forskelligt fra en juridisk kontrakt. Kontrakter mellem frie mænd er altid ideelt set ubestridelige, i det omfang at fordelingen af information mellem parterne er symmetrisk. I modsætning hertil er et civilt politisk fuldmagts-forhold lige netop baseret på en asymmetrisk fordeling af information. Magthaveren (eller suverænen ) har en interesse i at specifikke opgaver bliver udført, men han/hun har hverken den tilstrækkelige information eller tid til rådighed til at kunne udføre opgaverne selv. Tænk på forholdet mellem en patient (som magthaver eller suveræn ) og den læge, som tilser patienten (modtageren af fuldmagten): Lægen har faktisk den nødvendige information til at kunne handle, men har ikke nødvendigvis intentioner om at handle på den måde, som patienten ønsker. Kritisk Debat, Februar 2014 side 17

18 En hvilken som helst form for civil kontrakt underskrevet af begge parter ville tendere mod at kunne blive anfægtet (fordi det for suverænen og en eventuel dommer, som ville skulle tage stilling til sagens indhold er svært at opnå den nødvendige viden til at kunne afgøre, om lægen i tilfælde af, at tingene falder uheldig ud, har handlet effektivt og ud fra ærlige motiver.) Det er derfor, den republikanske juridiske tradition i forbindelse med fuldmagtsrelationer tildeler magthaveren den mulighed som ikke findes i civile kontrakter egenhændigt at kunne ophæve fuldmagten, hvis han på noget tidspunkt skulle miste tilliden til modtageren af fuldmagten. Ud af denne tankemåde kommer Robespierres kendte (Locke-inspirerede) motto: Folket er godt, men Øvrigheden bestikkelig og derfor kan folket skille sig af med sine beskikkede politiske ledere på et hvilket som helst tidspunkt, blot det udtrykker sin mistillid til dem. Det samme er tilfældet med hans forestilling 16 om, at personer, der besidder politisk magt, altid må frygte folket: En befolkning, der ikke er i stand til at skræmme deres egne politiske ledere, er en slave-gjort befolkning, en mere eller mindre formløs samling af individer underkastet et imperium, en undertvunget masse, og ikke et konstitueret Folk i republikansk forstand. Lad os se på det fjerde og sidste punkt i præsentationen af den moderne republikanske tradition: Den fuldmagts-baserede forståelse af ejendom. Både begrebsligt og historisk er dette emne tæt forbundet til den fuldmagt-baserede forståelse af politisk autoritet og politisk magt. I Aristoteles Politikken, skelner han mellem fire grudlæggende typer af ejendom: 1) offentlig med offentlig brug, 2) offentlig med privat brug, 3) privat med offentlig brug og 4) privat med privat brug. Den sidste af disse former er den, som siden 1800-tallet har været kendt som klassisk liberal ejendom. Til forskel herfra opfattede man i Europa i den tidlige middelalder de første tre typer på følgende måde: Al jord og alle naturressourcer var i realiteten enten Fyrstens, Kongens eller Kejserens ejendom, og det var denne Suveræn som i kraft af en fuldmagtsrelation skulle tillade, at andre kunne gøre brug af disse ressourcer enten privat eller offentligt. Privat ejendom af den feudale type var ikke et dominium plenum (eksklusiv ejendomsret), men et dominium utile (brugsret) også på herremandens jorder. Denne brugsret var givet som fuldmagt af Suverænen, der i sin egenskab af fuldmagtsgiver handlede til fordel for fællesskabets bedste eller for den sociale nytte af den private brug af et givent gode. På den anden side indebar den såkaldte fælles ejendomsret over jord, skove, floder, søer osv. en fuldmagts-baseret overdragelse af en offentlig ressource til et fællesskab med henblik på fælles brug. I et vidt omfang var de fælles jorder den primære kilde til folkelig frihed i Vesteuropa i Middelalderen og den tidligt moderne periode Denne forestilling er hentet hos netop Juan De Mariana, navne-inspirationen til Marianne, den franske revolutions symbol. 17 I Spanien var disse jorder grundlaget for den hæderkronede spanske tradition for decentralt, folkeligt demokrati [ democracia municipal o comunera ] med de åbne rådslagninger, som alle, også kvinder, kunne deltage i, og de såkaldte forsamlinger for god regeringsførelse. Kritisk Debat, Februar 2014 side 18

19 Udviklingen af monarkier af germansk afstøbning i Vesteuropa var overordnet set baseret på en alliance mellem det folkelige demokrati baseret på fælles ejendom på den ene side og kongerne på den anden. Det var en alliance, som havde til formål at afværge feudalherrernes gentagne stædige forsøg på dels at drage privat nytte af de fælles goder og dels at frigøre eller afkoble deres besiddelser fra den republikanske fuldmagtsrelation. Konsolideringen af enevældige kongedømmer i Vesteuropa i og 1600-tallet udtrykker med temmelig forskellige betoninger i England, Frankrig og de tyske områder, en gradvis svækkelse af denne alliance mellem det folkelige demokrati og kongerne: Efterhånden indtraf en mørk tid, hvor enevældige kongedømmer gjorde sig til garant for en omfattende privatisering af jorder og eksistensmidler. Ud af den århundredelange bølge af voldsomme klassekampe, som denne privatiserings-proces var grundlag for, opstod i 1500-tallets sydlige England kernen i den økonomiske, sociale og politiske dynamik, som vi i dag kalder kapitalisme. Og dette skete ikke som en progressiv triumf for de folkelige klasser, som det 20. århundredes vulgærmarxister hævder, men derimod som et nederlag: Moderne kapitalisme er ikke en naturlig udvikling og et højerestående stadie i forhold til vesteuropæisk feudalisme. Kapitalismen er snarere et produkt af en politisk sejr for de gamle landejerklasser, de enevældige bureaukratstænder, højfinansen, højgejstligheden og Tredjestanden (borgerskabet) i deres kamp mod bondestanden, og mere generelt alle dem, som levede af håndens arbejde, dvs. Fjerdestanden, Folket, dem som Robespierre kaldte menu peuple. Der var altså tale om en politisk sejr for det Robespierre kaldte den tyranniske politiske økonomi over den folkelige politiske økonomi. En sejr, som midlertidigt satte en stopper for århundreders opstande, oprør og revolutioner. Den franske revolution var langt fra en borgerlig revolution. Den var derimod den sidste middelalderlige jacquerie [folkelige opstand]. Og med den første demokratiske republik i 1793 blev den tillige det første seriøse udtryk for en anti-kapitalistisk og anti-kolonialistisk modstandskamp. Den socialistiske arbejderbevægelse i og 1900-tallet var en direkte arvtager til kamp. Denne bevægelse må historisk forstås som fortsættelsen, efter den første industrielle revolution, af et republikansk-demokratisk program om folkelig politisk økonomi, udtrykt i parolen om broderskab. Den republikansk-demokratiske Suveræn Folket forvandler sig dermed til den egentlige ejer af nationens ressourcer og rigdomme, og alle former for eksisterende ejendom er forvaltningsformuer, der ved fuldmagt er stillet til rådighed af republikken. Dette udelukker naturligvis den klassisk liberale form for ejendom, som er både eksklusiv og ekskluderende, og den åbner til gengæld følgende muligheder for den demokratiske republik med henblik på at gøre republikansk frihed alment gældende: 1) Fælles ejendom, som udnyttes i fællesskab (fx de såkaldte tierras Ejidales ; offentlige jorder som dyrkes i fællesskab) 2) Privat ejendom, som udnyttes i fællesskab (fx arbejder-kooperativer) Kritisk Debat, Februar 2014 side 19

20 3) Privat ejendom, som udnyttes privat, og som er baseret på personlig arbejdsindsats, med undtagelse af rigdom, som er opnået gennem udbytning af andre personer (dvs. af slaver eller lønarbejdere forstået som deltidsslaver ). 18 Denne republikansk-demokratiske (socialistiske) idé om ejendom, som noget et politisk fællesskab har stillet til rådighed for individer i tillid til deres evne til at forvalte den, er udtrykt i lovgivningsmæssig form i den kendte paragraf 27 fra den mexicanske forfatning af I denne paragraf, erklæres det, at ejendom (også privatejendom) udfylder en social funktion og nok så væsentligt at det er op til Lovgiveren (dvs. Parlamentet) at definere, hvad der menes med social funktion, og i hvilket omfang den sociale funktion opfyldes. Denne paragraf blev bogstaveligt talt plagieret af Hugo Preuss under udarbejdelsen af Weimarrepublikkens forfatning (1919), af demokraten Hans Kelsen og socialisten Karl Renner i redigeringen af den første østrigske republiks forfatning (1919) og af Luis Jiménez de Asúa i den anden spanske republiks forfatning (1931). Det samme gælder i et vidt omfang også forfatterne til Sovjetunionens forfatning (1918). Det er interessant at lægge mærke til, at ingen af disse demokratiske forfatninger, som regulerede den nationale ejendomsrets-lovgivning med inspiration fra den mexicanske paragraf 27, har overlevet til i dag: Fascismen gjorde det af med den spanske forfatning og stalinismen afskaffede Sovjetunionens forfatning fra 1918 inklusiv dens republikanske fuldmagts-baserede bestemmelser om ejendomsret. Forfatningerne i de genetablerede demokratier i Europa efter 2. Verdenskrig (såsom den tyske, den østrigske og i 1978 den monarkisk-parlamentariske spanske forfatning) værnede ganske vist om bestemte sociale rettigheder indtil et vist punkt (rettigheder, som i øvrigt pt. er i fare pga. de sidste årtiers neoliberale offensiv). Men til gengæld, som en slags modydelse, blev ejendomsretten indskrevet i de nye forfatninger i en ikke-republikansk, ikke-demokratisk form, nemlig i form af en ordning baseret på en såkaldt social markedsøkonomi, som er urørlig, også i tilfælde med overvældende parlamentariske flertal. Med hensyn til Mexico, så satte den neoliberale Carlos Salinas sig i slutningen af 1980erne for at reformere den revolutionære forfatning. Han afskaffede flere paragraffer, herunder den famøse paragraf Et eksempel herpå er Jeffersons oprindelige program for den Nordamerikanske republik af små selvstændige landbrugere. Kritisk Debat, Februar 2014 side 20

21 Hvad sker med universiteterne? Af Heine Andersen Universiteterne er med henblik på at transformere uddannelse og forskning til produktive kræfter i den globale konkurrence blevet udsat for en række styringsteknikker, der bygger på neoliberale principper. Udviklingen truer imidlertid potentielt samfundets idealer om åbenhed og demokrati, hvor fri og kritisk erkendelse spiller en vital rolle. To tendenser har massivt domineret universitetspolitik gennem de seneste tre årtier. For det første den vedholdende ekspansion og effektivisering af statslige styringsteknikker med henblik på at transformere uddannelser og forskning til produktive kræfter i konkurrencen på de globale kapitalistiske markeder. Styringsregimet henter sine principper fra økonomisk neoliberalisme og New Public Management. Den anden tendens er i sagens natur mindre iøjnefaldende: en stigende afpolitisering af den første tendens. Afpolitiseringen består i, at styringen sker ved teknikker, der iklæder sig et slør af neutralitet. Og det ansættes der jo ikke spindoktorer og mediekonsulenter til at markedsføre. Som politikområde har universitetspolitik dermed også fået en mere perifer og underordnet status på Folketingsniveau og i den politiske offentlighed. Området afkobles fra input-siden i det politiske systems styringskæde, fra de åbne demokratiske processer i det parlamentariske politiske system: partier, organisationer og andre eksterne interessenter i samfundet, såvel som ansatte og studerende i produktionsleddet, hvor resultaterne skabes, udgrænses. I stedet forskydes feltet til et parapolitisk system tæt koblet til outputsiden i form at netværk mellem nøglepersoner i statsadministration, forskningspolitiske organer, erhvervsorganisationer og virksomheder. Jeg vil tage mit udgangspunkt i to aktuelle eksempler, der trods alt har skabt nogen offentlig debat. Det drejer sig om den såkaldte fremdriftsreform, der skal sikre hurtigere gennemførelsestider på universitetsstudierne samt Produktivitetskommissionens fjerde rapport fra december 2013: Uddannelse og innovation i, der handler om, hvordan uddannelser kan øge produktiviteten. Fremdriftsreformen I hovedsagen er der tale om en reform af SU-systemet, som skal tilskynde studerende og universiteter mv. til at afkorte studietiderne. Et slagkraftigt element er, at man skal gå op til det normerede antal eksaminer hvert semester. Hvis man ikke består ved ordinær eksamen, må det ikke forsinke, dvs. man skal gøre det sideløbende med, at man i øvrigt fortsætter efter planerne. Desuden udbetales SU i løbet af studiet kun, hvis der er normal fremdrift, og SU-perioden afkortes til maksimalt ½ år ud over normeret studietid ( fjumreåret reduceres). Omvendt, hvis man gør sig færdig hurtigere end til normeret tid, udbetales en bonus på knap kr pr. måned sparet studietid. Ydermere pålægges universiteterne at nedbringe studietider (gennemsnitlig med 4,3 måneder inden 2020), og får bøde (beskåret bevilling), hvis det ikke opnås. Reformen blev i april måned 2013 aftalt i et forlig mellem samtlige partier minus Enhedslisten, uden den helt store offentlighed på det tidspunkt. En vis opmærksomhed og debat var der dog lige, da forslaget fremkom i februar måned, med heftig kritik fra studerende og deres organisationer, bakket op af en demonstration, over økonomiske forringelser og løftebrud fra Morten Østergaards side. Omvendt ytrede universitetsrektorerne tidligt støtte til forslagets idé om SU-udbetaling efter beståede eksaminer. Kun meget få politikere deltog, bortset fra Morten Østergaard. I pressen, på Kritisk Debat, Februar 2014 side 21

22 ledersider og i læserindlæg, var holdningerne delte, og debatten stilnede af, da visse stramninger i forslaget blev mildnet. Herefter hørte man ikke meget, før den ministerielle bekendtgørelse kom i november. Nu opstod på ny en debat, igen især initieret af studerende, der gik lidt mere aktivt på barrikaderne med blokader, underskrifter og demonstrationer, og nu også med en bredere kritik af den mere skoleprægede, umyndiggørende og stramt programmerede studieform, som reformen vil betyde. Fra rektorerne fremkom blot en anmodning om, at implementeringen blev udskudt med et år for de studerende, der allerede er indskrevet. Begrundelsen var, at reformen på visse punkter var meget bureaukratisk og vanskelig at administrere. Ordningen vil kræve betydelig administration til registrering af studiefremdrift for hver enkelt af de godt studerende på videregående uddannelser (mellemlange og lange) foruden et apparat til at håndtere retssikkerhed i afgørelser om forsinkelsers lovlighed, meritgodkendelser, udlandsophold, barselsorlov, klager og dispensationer. Samtidig påtog rektorerne sig at realisere målsætningen om afkortning af studietider, og var indforstået med bøder, hvis man ikke kunne levere. Udskydelsen kom, og herefter døde sagen i offentligheden. Reformen indfases dermed fra august 2014 som oprindeligt planlagt. Ingen Christiansborg-politikere ud over Morten Østergaard deltog i debatten i denne fase, så vidt jeg har kunnet registrere (ud fra INFOMEDIA). Fra universiteternes ansatte hørte man heller ikke meget, hvilket kan efterlade offentlighed og politikere i den vildfarelse, at rektorerne taler på deres vegne. Dog fremkom indlæg Ingrid Stage fra Dansk Magisterforening. Produktivitetskommissionens rapport Den 9 mand store produktivitetskommission blev nedsat af Økonomiministeren i 2012 med en toårig finanslovsbevilling på små 18 mio. og et sekretariat på ca. 15 personer. Med et par enkelte undtagelser var alle akademikere i kommission og sekretariat økonomer. Formålet var at afklare, hvad årsagerne kan være til, at produktiviteten i Danmark tilsyneladende sakker agter ud i forhold til andre landes, og komme med anvisninger til, hvordan det kan rettes op. Den fjerde rapport i serien kom i december 2013, og handlede om uddannelser og innovation. Rapporten er værd at omtale, ikke på grund af ny banebrydende erkendelse eller nye ideer, men fordi den meget skarpt profileret fremviser de omtalte principper fra økonomisk neoliberalisme og NPM, herunder også de misantropiske karaktermasker, som lægges ned over mennesker og det sociale. Beskrivelserne og diagnoserne er mest præget af opremsning af allerede kendte opgørelser over tilgang og gennemførelse ved forskellige uddannelser, beskæftigelses- og indtægtsforhold for de forskellige uddannelser mv., helt efter et mønster, som man kender, hvis man bare har fulgt lidt med. Humaniora stemples endnu engang som uproduktiv luksus, og tekniske, økonomiske og management-orienterede uddannelser som produktive og samfundsnyttige. For at være konkret vil jeg fremdrage blot et enkelt eksempel. For uindviede kan eksemplet umiddelbart virke kuriøst, og derfor lidt ufint netop at fremdrage det, men det vil være en misforståelse at opfatte det som en perifer kuriositet. Det er helt i tråd med rapportens basale principper, og der er hensigt med muskler bag ved. Det drejer sig om en registerbaseret statistisk analyse af søskendepar med akademisk uddannelse. Den viser, at folk med en uddannelse med matematikkrav tjener 22% mere end dem med en uddannelse uden matematikkrav (s. 58). Hør her, hvad den ni mand stærke kommission når frem til: På baggrund af søskendeanalysen og tidligere studier på området vurderer Produktivitetskommissionen at uddannelsesvalget er vigtigt for fremtidig indkomst og dermed også for fremtidig produktivitet (s. 59). Og: Konsekvensen af Kritisk Debat, Februar 2014 side 22

23 denne konklusion er, at uddannelsespolitiske tiltag, der ændrer indholdet i uddannelserne, kan have en positiv effekt på produktiviteten (s. 60). Ulighed i indkomst afspejler forskelle i produktivitet Selvom det kan lyde som banale flovser, er det langt fra tomt. For det første skal man hæfte sig ved, at der står fremtidig indkomst og dermed også fremtidig produktivitet. Dette dermed dækker over det dogme i neoliberal økonomisk teori, at indkomst automatisk afspejler produktivitet. Højere produktivitet vil betyde højere løn, og derfor er lønniveau en indikator på produktivitet. Påstanden baserer sig primært på rent teoretiske overvejelser over, hvordan virksomheder rationelt skal beregne lønnen for at opnå størst mulig profit. Inden for denne ramme defineres produktivitet altså snævert som dette at forøge virksomhedens profit. For at beregne optimal løn, skal virksomheden vide en række ting om fremtiden, herunder fx hvordan omsætningen vil påvirkes, hvis den ansætter en dygtigere personalechef til en højere løn, end hvad den afgående chef fik. Her er der imidlertid tale om ren lærebogsspekulation. Der findes ikke empirisk dokumentation for, at det gælder i virkelighedens verden, udenfor de økonomiske teoriers platoniske univers af definitorisk sande ideer. Måske lige med undtagelse af, når det gælder helt standardiserede arbejdsrutiner, hvor man kan tælle antallet af producerede enheder pr. tidsenhed. Når der er tale om de funktioner, som højtuddannede typisk udfører, ledelse, administration, økonomistyring, markedsføring, for ikke at tale om forskning og udvikling, så findes der ikke blot nogenlunde troværdig dokumentation af årsagssammenhænge mellem produktivitet og indkomst. Og går vi til den finansielle sektor, som jo er vokset enormt, og som sikrer lukrative lønninger og bonusordninger til de bankdirektører, bestyrelsesmedlemmer og børsspekulanter, som har været skyld i ruin og arbejdsløshed for millioner af mennesker, så bliver det helt åbenlyst ideologisk nonsens at bruge indkomst som bevis på produktivitet. Går vi over til den offentlige sektor er selv lærebøgerne klar over problemerne med at måle produktivitet ved indkomst. Her er der ikke et marked, der regulerer produktion, priser og lønninger, og så kan definitionen af produktivitet som det, der skaber profit, jo ikke anvendes. Selv ud fra økonomilærebogen er det derfor arbitrært at sige, at departementschefens høje løn viser, at han er mere produktiv end sygeplejersken. Omkring halvdelen af højtuddannede er imidlertid ansat i offentlig sektor. Disse problemer diskuteres overhovedet ikke i rapporten. I stedet omtaler man overalt, konsekvent og systematisk, indkomst som indikator på produktivitet, kompetencer og kvalitet. Læseren sænkes ned i en silo, hvor kvalitet, kompetencer og produktivitet kun kan tænkes som lig med evne til at generere profit og indkomst. Uligheder i indkomst kan i denne drømmeverden ikke tænkes at have andre forklaringer end forskelle i produktivitet, kompetencer og kvalitet. Magt, udnyttelse af strukturelt eller arvemæssigt betingede fordele, sociale netværk, monopoldannelser, køn, etnicitet mv. har ingen indflydelse på uligheder i indkomst, undtagen hvis det giver forskelle i produktivitet, og forekommer derfor ikke i dette lukkede drømmeunivers. Kommissionen kommer hermed til at levere et skatteyderbetalt ideologisk forsvar for økonomiske uligheder. Man har i øvrigt har set det samme i en række tidligere kommisionsudredninger. Hvis en politiker sagde det samme, ville folk sandsynligvis lige se på partifarven, før de tog stilling. Nu er det en ekspertudredning, og så kommer det til at se ud som en videnskabeligt påvist og neutral kendsgerning, at indkomstforskelle følger produktivitet ii. Kritisk Debat, Februar 2014 side 23

24 Uddannelsers indhold skal maksimere indkomst En anden pointe i søskendeundersøgelsen var, at uddannelsers indhold surprise - kan påvirke produktiviteten, det vil altså sige indkomsten. Viden om, hvorledes specifikke indholdselementer påvirker indkomst, kan derfor bruges i planlægning. I det konkrete tilfælde altså den viden, at uddannelser med matematik skaber større produktivitet, og dermed at fx indførelse af krav om matematik i sproguddannelser og kunsthistorie, hvor der i øjeblikket (mig bekendt) ikke stilles store matematikkrav, vil øge produktiviteten. Helt så bizart er det nok ikke ment, men der er ikke tvivl om, at kommissionen forestiller sig en udbygget evidensbaseret uddannelsesplanlægning, baseret på kvantitative analyser af sammenhænge mellem indhold og indkomster. I første række på niveauet for enkelte uddannelser, men i næste rækker forestiller man sig, at man også kan se på enkelte elementer i uddannelserne, herunder også undervisningens kvalitet, målt på effekter på indkomst (fx holdstørrelser, antal opgaver, lærerkvalifikationer mv.). For at tilskynde universiteterne til at bruge ressourcerne mest muligt til gavn for produktiviteten foreslås, at taxametertilskud differentieres efter, hvad der hidtil har givet høj beskæftigelse og indkomst på arbejdsmarkedet. Af pladsgrunde afstår jeg fra at kommentere dette specielt, men en del af de følgende kommentarer vil også have relevans her. Unges uddannelsesvalg skal maksimere indkomst En tredje pointe er, at incitamentsstruktur i højere grad skal indrettes, så den lokker studerende hen til uddannelser med høj produktivitet, dvs. høje indkomster. Midlet er SU differentieret efter indkomst og beskæftigelsesgrad. Et tilsvarende forslag var fremme fra KORA s direktør, Jan Rose Skaksen, for godt et år siden. Det blev dengang afvist fra flere sider, men fremkommer altså nu igen. Planlægning, dimensionering og ressourceallokeringsmekanismer på området videregående uddannelser er et omfattende og yderst komplekst problemfelt, som har været udforsket og diskuteret i årtier. En række egenskaber vedrørende viden, forskning, innovation og uddannelse gør, at uddannelser meget vanskeligt lader sig indordne under den instrumentelle optimeringsrationalitet i styringsregimerne marked og stat. Ren markedsstyring vil af grunde, det vil føre for vidt at udrede her typisk føre til underforsyning med uddannelse (foruden selvfølgelig social skævhed, som dog er produktivitetstænkningen uvedkommende) iii. Statslig planøkonomi på området strander bl.a. på, at pålidelige prognosemodeller for fremtidigt arbejdsmarkedsbehov ikke er opfundet. Således har historiske erfaringer med centralt fastlagt adgangsregulering vist uheldige fejltagelser. Endnu har ingen altså fundet de vises sten, hvis man ser på foreliggende evidens. Det er således en svær opgave, kommissionen her har taget på sig, så meget mere, som ingen af medlemmerne ses at have beskæftiget sig med området før. Den har derfor også klogelig valgt at se stort på den kendte kritik af markedsstyring og helt afstå fra at begrunde rapportens basale antagelse: at mekanismer, der så vidt muligt efterligner markedet, vil være de bedste til at sikre uddannelsernes kvalitet og relevans. Kommissionen mener, at styringen af de studerendes uddannelsesvalg bedst vil kunne ske ved finansiering gennem fuld brugerbetaling (s. 124; forslaget har været fremme flere gange før). Det vil motivere til at vælge uddannelser med de bedste udsigter til høj indkomst, og vil også modvirke, at folk overuddanner sig. At dette forudsætter, at de unge er i stand til det, som gang på gang er slået fejl for eksperter, nemlig at forudsige fremtidens behov for kvalifikationer, er blot en enkelt af de problemer, som kommissionen springer let hen over. Den foreslår den mest primitive prognosemetode af alle: at man blot skal fremskrive historiske tal. Hvad Kritisk Debat, Februar 2014 side 24

25 der er sikkert, er, at den forøgede økonomiske risiko, som påføres de unge ved brugerbetaling, også vil øge den sociale skævhed. Det gælder jo også, selvom man tilbyder lån til finansiering. I stedet for at indføre brugerbetaling kan man i det danske system med høje SU-satser opnå en næsten tilsvarende virkning ved at indføre differentierede SU-satser, siger kommissionen dernæst. Uddannelser, der historisk har ført til lavere indkomster, skal have lavere SU-satser. Efter økonomilærebogens menneskebillede om den rationelle egoist skulle man jo ellers tro, at folk ved at tænke sig om af sig selv valgte de mest lukrative uddannelser. Men sådan har det ikke været, erkender kommissionen. Fx tjener økonomer i gennemsnit millioner mere gennem livet end filosoffer. Alligevel er der ledige pladser på økonomistudierne og skrap adgangsbegrænsning på filosofi. De differentierede SU-satser skal rette op på denne bristfældighed i folks prioriteringer. Det begrundes dog ikke nærmere, hvorfor en kortsigtet SU-bonus, vel trods alt relativ begrænset, skulle virke bedre end den mange gange større langsigtede præmie. Profittænkningens triumf Grundsynet, der skal bestemme styringen af universitetsuddannelserne er, at uddannelse er en investering, der skal være lønsom for den enkelte, og hvis den enkelte maksimerer egen indkomst, vil det også give størst muligt afkast for hele økonomien. Styringen skal altså ske gennem incitamenter, der appellerer til de mere primitive sider af menneskenaturen. At universiteter også skulle være et hjemsted for den frie tanke, opøvelse i kritisk rationalitet og i udfordrende og grænseoverskridende spørgen, uden noget som helst ydre formål, og at dette også er en forudsætning for demokrati og kulturel åbenhed, ligger selvsagt helt udenfor horisonten. Dog er der et enkelt sted, hvor man er ved at strejfe det. Men det er vel at mærke som en risiko, man skal søge at fjerne: Investeringsorienteringen kan svækkes, mener Kommissionen, derved at uddannelse for de unge ikke kun er en investering, men også et forbrugsgode, dvs. et uproduktivt forbrug, der ikke er styret mod fremtidigt afkast. Det uproduktive forbrug består i samvær med nye mennesker, muligheden for at fordybe sig i emner, som man finder interessante, og social prestige (side 111). Vi ynder ellers at tolke vor kultur som inkarnation af antitotalitære ideer om oplysning, myndighed, fornuft og fri, rationelt argumenterende samtale. Det er blandt forudsætninger for et vitalt demokrati og en åben kultur, og hvad er mere produktivt, end hvis universiteterne kan bidrage til det? En ret sikker sidegevinst vil i øvrigt være øget innovationskraft. Det vil uden tvivl være uretfærdigt at tillægge kommissionens medlemmer en så afstumpet tankegang, at den frie tanke uden ydre formål er et rent forbrugsgode. Men det er, hvad man siger, og det er indbygget i den økonomiske tænkning. Den stigende udbredelse heraf i styringsteknikker og virkelighedsforståelse generelt er et symptom på en sygelig kultur. Den offentlige debat kom næsten aldrig ind på disse grundlæggende universitetspolitiske spørgsmål, og fokuserede i stedet på snævre og mere tekniske spørgsmål, bl.a. om hvorvidt kvalitetsniveauet i uddannelserne generelt var svækket som følge af taxametersystemets ensidige præmiering af kvantitet (= antal beståede eksaminer). Gassen blev i nogen grad taget af, ved at Morten Østergaard tidligt tog afstand fra såvel brugerbetaling som ideen om differentieret taxametertilskud. Allerede i oktober måned havde Morten Østergaard nedsat et Udvalg for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser med Jørgen Søndergaard som formand. Man kan sikkert forvente, at produktivitetskommissionens ideer vil dukke op igen fra dette udvalg. Enkelte af udvalgets Kritisk Debat, Februar 2014 side 25

26 medlemmer har fx tidligere været fortalere for brugerbetaling. Dog er udvalget til alt held mere alsidigt sammensat end Produktivitetskommissionen. Det er et gennemgående træk, at universitetspolitik, også når det gælder forskningen, som regel diskuteres indenfor meget snævre rammer, koncentreret om specifikt afgrænsede, ofte teknisk orienterede enkeltelementer, som dermed kommer til at fremtræde apolitiske, også på grund af den brede politiske enighed. Det overordene styringsregimes samlede entydige retning, dynamik og magt sløres, og grundlæggende aspekter vedrørende universiteternes kulturbærende rolle falder under horisonten. Det illustreres tydeligt både med fremdriftsreformen og Produktivitetskommissionen. En afgørende årsag til, at debatten bliver så snæver, og at så få deltager, er uden tvivl at universitetsdemokratiet er afskaffet. Forskere og studerende deltog tidligere (mere eller mindre, indrømmet) aktivt i at udtænke og artikulere holdninger og synspunkter i interne fora, enten for selv at bringe dem offentligt ud, eller i forventning om, at lederne ville gøre det. Det er ikke længere tilfældet. Interne universitetsoffentligheder er væk, og ledelse og bestyrelser har ingen tilskyndelse til at lytte til ansatte og studerende, kun til at administrere og tilpasse sig krav oppe fra. Ingen vil anfægte, at universitetsuddannelser gerne skal føre til beskæftigelse og tilrettelægges under hensyn hertil. Men at man ikke skulle give mulighed for at unge både på universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, og alle andre for den sags skyld i en periode i livet kan få mulighed for tankens frie udfoldelse uden ydre formål, er udtryk for kulturel forarmelse. Folk der kan huske marxistisk uddannelsesøkonomi fra 1970 erne, vil nikke genkendende. I 1972 udsendte Henning Salling Olesen via Danske Studerende Fællesråd et skrift, Humaniora pensioneret af kapitalen. Kapitalismen fremtvinger en tendens til at indordne krav til uddannelser og kvalifikationer hos de unge under kapitalens valoriseringstvang, var hovedtesen. Kommissionen følger opskriften til punkt og prikke. Trods alt lader det til, at det kræver både tid, regnekraft og potente instrumenter at få denne godt fyrre år gamle marxistiske profeti til at gå i opfyldelse. i Analyserapport 4: Uddannelse og Innovation. ii Jeg har i en repræsentativ surveyundersøgelse af danske samfundsforskere påvist, at der er en tydelig sammenhæng mellem forskernes faglige overbevisninger og deres politiske holdninger. Se: H. Andersen: Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark. Dansk Sociologi, nr. 3, iii Vedrørende svagheder ved markedsgørelse, se: R. Brown mfl.: Everything for Sale? The marketisation of UK higher education. Routledge A. McGettigan: The Great University Gamble. Money Markets and the Future of Higher Education. Pluto Press 2013 Kritisk Debat, Februar 2014 side 26

27 Kapitalflugten råderetten over de forsvundne milliarder Af Peter Møller Det anslås, at omkring 175 billioner kroner gemmes i skattely verden over. Alene i EU står multinationale selskabers aggressive skatteplanlægning for omkring milliarder kroner i tabte skatteindtægter årligt. Introduktion Som det har stået klart for enhver, der har fulgt med i DRs dokumentarserie I Skattely, eller sagen om Goldman Sachs køb af en aktieandel i DONG, er det globale finansielle system i en alvorlig moralsk krise. Komplicerede selskabsstrukturer og nationale lovgivninger, der muliggør hemmeligholdelse af så basale oplysninger, som hvem der reelt ejer et firma, muliggør et skyggebelagt parallelsamfund, hvori helt ufattelige pengesummer kan bevæge sig ubeskattet rundt uden for rækkevidde af nogen lovgivende magt. Det approksimative tal på hvor mange penge der i øjeblikket gemmer sig i verdens diverse skattely, er omkring 175 billioner kroner iv, eller omkring kroner for hvert menneske på jorden. I EU står multinationale selskabers aggressive skatteplanlægning for omkring milliarder kroner i tabte skatteindtægter årligt v, og endnu mere alarmerende bliver den globale udviklingsbistand på omkring 750 milliarder kroner vi mere end opvejet af de 900 milliarder, der årligt forsvinder ud af verdens udviklingslande. I nærværende artikel vil jeg forsøge at give læseren en introduktion til kapitalflugten samt til de mekanismer, hvormed den fungerer. Jeg vil derefter udlægge de muligheder, vi har for at bekæmpe kapitalflugten med fokus på, hvad der kan gøres fra dansk side. Hvad er Kapitalflugt? Kapitalflugt er en paraplybetegnelse for den udstrømning af penge fra lande, der sker som følge af én af tre faktorer: Kriminalitet, korruption og skatteunddragelse. I modsætning til den gængse opfattelse er det ikke korruption på 6 %, eller kriminalitet på 31 %, der udgør den største andel af kapitalflugten. De resterende 63 % trækkes ud af landene via multinationale selskabers skatteunddragelse, aggressive skatteplanlægning eller deciderede skattesvindel. Som tidligere nævnt går kapitalflugten hårdest ud over verdens udviklingslande. Det hårde nedslag i verdens svageste økonomier skyldes den enorme ressourcerigdom i mange Afrikanske og Latinamerikanske lande. En rigdom der burde finansiere udvikling, men som kan flyttes rundt efter forgodtbefindende grundet svage skatteadministrationer, særlige aftaler og huller i de internationale regler for regnskabsaflægning. Hvordan fungerer det? Det kan være svært at forstå, hvordan så enorme pengesummer kan bevæge sig uhindret rundt i det globale finansielle landskab uden for rækkevidde af internationale organer. Det kan de af flere grunde. Eftersom skattelovgivning er et nationalt anlæggende, kan intet land tvinges til at hæve sin skatteprocent eller frigive oplysninger om selskaber, der er bosat der. Sagt på en anden måde: Skattely har lov til at være skattely. Skattelyenes brugbarhed ligger dog ikke i muligheden for at drive forretning i dem, da der sjældent er noget nævneværdigt marked inden for selve skattelyet ej heller nogle naturressourcer. Finten er at flytte et overskud, der er tjent i et andet land over i skattelyet, inden det beskattes. Kritisk Debat, Februar 2014 side 27

28 Der er mange metoder til at gøre dette, og jeg vil ikke til at gennemgå dem slavisk. I det store hele handler det om at misrepræsentere sit overskud gennem kunstige handler. På det mest primitive niveau kan man indrapportere en falsk omsætning. Dette er mest brugbart inden for udvindingsindustrien i tredjeverdens lande, med svage (og til tider korrupte) skatteadministrationer, men dette er også en af den globale kapitalflugts primære platforme. På et lidt mere raffineret plan kan man, via en international koncernstruktur, foretage handler internt mellem søsterselskaber. Når fx et mineselskab i Zambia genererer et overskud, der står til at blive belagt en 35 procents beskatning, kan de købe lommelygter fra deres moderselskab i Schweiz til kroner stykket, indtil overskuddet er væk. Dette kan raffineres yderligere ved køb af immaterielle produkter og ydelser, hvis værdi kan være svær at kvantificere, så som software, konsulentydelser eller rettigheder. Alternativt kan et selskab også låne startkapital af et søster- eller datterselskab til en variabel rente. Hermed kan man skumme overskuddet via renterne på et lån, der aldrig bliver tilbagebetalt. Det er ikke lovligt at begå interne handler i en koncern til kunstige priser, på grund af en international retningslinje der kaldes armslængde-princippet. Armslængdeprincippet er en international standard, der er udviklet af OECD (Organization for Economic Co-operation and Development) og dikterer, at alle handler mellem søsterselskaber skal foregå til verdensmarkedspriser. Fordelen ved skattely er dog ikke kun, at de tilbyder en lav skatteprocent, men endnu vigtigere at de tilbyder total hemmeligholdelse af et selskabs finansielle oplysninger. Hermed kvæles enhver efterforskning i et selskabs aktiviteter, hvor mistænkelige de end måtte være. Det er denne struktur, der fx gjorde det muligt for Nestlé at holde masken, da de i 2012 kunne indrapportere deres første overskud i Danmark i 16 år vii og betale sølle 2,5 millioner kroner i skat. Nestlés globale overskud for 2012 var 62,9 milliarder kroner. Det er selvfølgelig ikke et fair tal at sammenligne med, men det leder naturligt videre til et andet facet af finansiel hemmeligholdelse: Rapporteringskrav. Under de gældende regler i USA og EU skal selskaber (pånær selskaber i udvindings- og bankindustrien) kun indrapportere deres profit på koncernbasis, altså samlet for hele deres globale operation. For Nestlés vedkommende betyder det, at de ikke behøver fremlægge, hvad deres omsætning i Danmark har været og dermed heller ikke stå til regnskab for, hvordan de kan have generet så forsvindende lille et overskud. Metoderne til at bedrive kapitalflugt er mange, og på det helt tekniske plan kræver det stor ekspertise at kunne følge med. I de fleste tilfælde håndteres det administrative af store revisorfirmaer, som fx Ernst & Young, der blev fanget i at rådgive i skatteunddragelse i DRs dokumentarserie I Skattely. Det gælder derfor ikke at lovgive imod de enkelte metoder men derimod at synliggøre, hvad der foregår, så det klart træder frem, når selskaber bevæger sig på kanten af eller uden for lovens rammer. Muligheder for bekæmpe kapitalflugten Det kan lade sig gøre at bekæmpe den internationale skatteunddragelse på flere niveauer. På nationalt niveau forudsættes naturligvis et kompetent skattesystem samt en myndighed, der kan forfølge skattesvindlere internationalt, så som SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) i Danmark. Sådanne myndigheder udfordres dog på internationalt plan, da fx skattely vogter over sine kunders oplysninger og ikke er underlagt nogen international tvang til at udlevere disse. Her kan ændringer på EU-plan bane vejen, i første omgang over for de skattely der befinder sig i EU, så som Luxembourg og forhåbentlig på længere sigt over for skattely uden for EU. USA har været i stand til at udnytte sin magtfulde økonomiske position til at presse Schweiz med trusler om bøder til schweiziske banker, der har tilbageholdt oplysninger om amerikanske skattesvindlere. viii Det er dog ikke alle, der har denne mulighed. Kritisk Debat, Februar 2014 side 28

29 Den regulering, der kan foregå på internationalt plan, handler mindre om skat og mere om rapporteringskrav og økonomisk transparens. Skatteunddragelse er ulovlig, men fordi skattely faciliterer komplet hemmeligholdelse af selskabers oplysninger, er det ikke muligt at se, når en koncern, der er solidt baseret i adskillige lande, generer hele sit overskud i et skattely. Hvis sådanne regnskaber lå tilgængelige, ville de kunne udgøre basis for mistanke og en efterforskning fra landets skatteadministration. At øge gennemsigtighed i regnskaber er det vigtigste tiltag imod multinationale selskabers skatteunddragelse, fordi det kan gennemføres på international skala, og ikke har de samme problemer som en ændring af den nationale skattelovgivning. Et af de tiltag der langsomt er ved at blive gennemført, indtil videre mest markant inden for EU og i USA, er det, der hedder land-for-land rapportering. Under de nuværende internationale retningslinjer for selskabers regnskabsaflæggelse er en koncern kun underlagt et krav om at forelægge sit samlede overskud på tværs af de lande, hvori den opererer. Dermed hemmeligholdes det, hvis et stort overskud er flyttet ud af et produktionsland og ind i et skattely. Land-for-land rapportering afkræver koncerner et regnskab, for hvert af de lande, hvori de opererer, hvilket synliggør mistænkelige overførsler, da der i så fald vil være produktionslande med en meget høj omsætning og et meget lille overskud, samt skattely hvor dette er omvendt. Land-for-land rapportering er indført i EU for banker og firmaer, der beskæftiger sig med udvinding og skovbrug igennem Kapitalkravsdirektivet og Regnskabsdirektivet. Det har netop været oppe til diskussion, om dette skulle udbredes til alle sektorer, men en koalition med Storbritannien i spidsen fik manet det i jorden i december Det er endnu uvist, om land-for-land rapportering tages op igen efter parlamentsvalget i maj. Et andet tiltag, der også er til diskussion i EU lige nu, er et krav om registre over selskabers reelle ejere. Et stort problem for økonomisk transparens er, at selskaber kan registrere sig under en såkaldt nominel direktør, der i virkeligheden bare er en advokat, der ikke har noget med selskabet at gøre. Herved usynliggøres det, hvem der i virkeligheden driver selskabet og en evt. efterforskning af firmaet ender blindt hos en ansvarsløs advokat. Skattely udbyder i stor stil denne service. Som et eksempel ligger der en bygning, Ugland House, i skattelyet Cayman Island, der på papiret huser over selskaber (herunder to af de skuffeselskaber hvorigennem Goldman Sachs er ved at købe en aktieandel i DONG). ix Et krav om en registrering af selskabers reelle ejere vil betyde, at selskaber er nødt til at nominere en person, der kan holdes ansvarlig for selskabets aktiviteter, hvilket en uafhængig advokat ikke vil være interesseret i. Det vil ydermere give indsigt i, om selskaber fx ejes af våbenhandlere, narkosmuglere, eller andre kriminelle personer. Direktivet skal til afstemning i løbet af foråret Det primære våben i kampen mod kapitalflugt er politisk vilje. Der er mange, der står til at vinde meget, hvis kapitalflugten effektivt kan bekæmpes, men flere af de store spillere i EU har også blandede interesser. Specielt er England i en prekær situation givet sine tidligere kolonier, der i dag næsten alle sammen er skattely. Heldigvis er England med i det europæiske fællesskab, og kan påvirkes af de andre medlemsstater. Og her har Danmark også en stemme. Danmarks rolle Det er udtryk for en positiv udvikling, at den politiske vilje til at begrænse multinationale selskabers muligheder for skatteunddragelse gradvist stiger, men træerne vokser ikke ind i himlen. Der er brug for et pres nedefra for at holde politikerne engagerede i kampen for en retfærdig global skattebetaling. Danmarks nu tidligere skatteminister Jonas Dahl har udtalt, at Danmark er parat til at gå endnu længere end EU's kommende hvidvaskningdirektiv x i registreringen af selskabers reelle ejere, men samtidig har han skrevet under på en opfordring fra 26 europæiske lande om at holde enhver diskussion om skat i EU inden for ECOFIN rådet, hvilket betyder at alle deltagende lande vil have vetoret. Med skattely i EU (så som Luxembourg og Holland) er dette effektivt en trukket Kritisk Debat, Februar 2014 side 29

30 håndbremse i kommende forhandlinger om skatteretfærdighed. Det afspejler den generelle tendens i Danmarks indstilling til skatteunddragelse; ikke at sætte handling bag ordene. Senest sås dette i salget af DONG til Amerikanske Goldman Sachs, der har købt aktier i energiselskabet gennem et selskab, der er ejet af fem uafhængige selskaber; alle baseret i skattelyene Delaware og Cayman Island xi. Danmark har i den seneste tid lurpasset, når det har handlet om progressive lovændringer på EUplan. På hjemmefronten er der blevet ført en nådesløs kamp mod de lokale skattesnydere, men den rigtige kamp skal kæmpes uden for vores grænser. Det handler om, at man ikke sælger aktier i delvist statsejede virksomheder til selskaber der ligger i skattely, men endnu mere handler det om at sætte handling bag ordene og ikke stiltiende billige det systematiske misbrug af det globale finansielle system. I en verden hvor de 85 rigeste mennesker ejer ligeså meget som de 3.5 milliarder fattigste xii, er der brug for gennemgribende strukturelle ændringer. De metoder, der tages i brug for at gemme de astronomiske beløb, er komplekse og uigennemskuelige, men det er vigtigt at holde sig for øje, at de ikke behøver være det. Det er noget, de er gjort til, fordi det skal være en ekspertkompetence, at kunne navigere inden for dem. Men det er noget der kan ændres, hvis vi og de politikere, der repræsenterer os, har viljen til at gøre det. Det har ikke været hensigten med nærværende artikel at kortlægge kapitalflugtens praksis længere end dertil, hvor problemets omfang og kompleksitet fremstår. Der er brug for en målrettet politisk indsats for at stoppe kapitalflugten. Uanset hvad man mener om skattebetaling, så er det et alvorligt brud med enhver forståelse af retfærdighed, at de superrige - selskaber eller enkeltpersoner - har mulighed for at ignorere deres samfundsansvar gennem skatteunddragelse. Det danske velfærdssamfund består på grund af vores høje skatteprocent og vores ansvar som borgere for at sætte fællesskabet før individet. Det skal ikke undergraves af asociale kræfter, der er faret vild i deres egen grådige profitmaksimering. Der er ikke nogen grund til, at vi skal give dem lov til det. iv v Global Financial Integrity (2011): Illicit Financial Flows from Developing Countries Over the Decade Ending 2009 vi vii viii ix x xi xii Kritisk Debat, Februar 2014 side 30

31 Enhedslistens principprogram: Staten, revolutionen og sproget Enhedslisten vedtager nyt principprogram. Det giver anledning til at overveje lønarbejderklassens konstitution, hvilken rolle staten og det offentlige skal have i et socialistisk samfund og overgangen hertil, samt hvordan vi kan forestille os en revolution i dag. Af Morten Thing (ikke medlem af Enhedslisten) Det er år siden, Enhedslisten sidst diskuterede principprogram, i Enhedslisten skal på årsmødet den maj vedtage et nyt principprogram. Ledelsen har nu fremlagt sit Udkast til principprogram xiii. Det er en arbejdsgruppe bestående af Pia Boisen, Stine Brix, Per Clausen, Michael Voss og Mikkel Warming, der har skrevet udkastet. Det er en større tekst, som præsenterer sig selv således: Principprogrammet er det ideologiske grundlag for Enhedslisten. I det fastlægger vi vores visioner og ideer om socialismen, vores opfattelse af det kapitalistiske samfund, vi lever i, vores strategi for at nå frem til socialismen og vores principper for det daglige politiske arbejde. Bortset fra brugen af begrebet ideologi, som i den marxistiske tradition betyder falsk bevidsthed, er det et godt og brugbart pejlemærke. Det starter med at gøre klart, at miljø- og klimakrisen, som kloden er ude i, er det umiddelbart afgørende argument imod kapitalismen i dag. Men derefter erklæres det: Men ikke alle har villet fremskridtet. Der er en grundlæggende modsætning mellem de mennesker, økonomiske og politiske kræfter, der tjener penge på andre mennesker og på at udnytte vores naturressourcer, og så på alle os, der får løn for vores arbejde, og som har gavn af fælles løsninger på vores problemer. Derfor er der modsatrettede interesser og kamp mellem de forskellige klasser om, hvordan samfundet skal udvikles. Her gøres den store modsætning til modsætningen mellem lønarbejdet på den ene side, og de som tjener penge på andre og på at udnytte naturressourcerne. Sidenhen fastslås det, at Jagten på profit står over menneskenes behov i det nuværende samfund. Men er lønarbejderne den samme gruppe som dem, der producerer profitten? En meget stor del af ELs medlemmer er formentlig ansat i stat og kommune. Og selvom nogen sikkert får for lidt i løn, så skaber de ikke profit, selvom de er lønarbejdere. De aflønnes af penge, som opkræves i skat i modsætning til arbejderne i industrien, som producerer et produkt, som er mere værd end det, de får i løn. Når produktet sælges som varer realiseres denne merværdi som profit. Man kunne også pege på, at nogle af de højestlønnede i industrien også er lønarbejdere, fx direktørerne. De kan så også gennem tantiemer og optioner få del i profitten, men de er også lønarbejdere. Det ser ud som om principprogrammet ikke vil ind på dette problem, fordi det er kompliceret. Hvis mange lønarbejdere ikke skaber profit og ikke er udbyttede (men derfor nok lavtlønnede), så er den gruppe programmet vil have i tale, og som kan tænkes at støtte EL, en politisk alliance mellem den egentlige arbejderklasse og dele af lønarbejderne uden for arbejderklassen, og det bør man vel gøre klart, fordi gruppen ikke nødvendigvis har samme interesser. Ydermere må arbejderklassen i dag opfattes meget bredere end for blot år siden. I dag er industrien fuldstændig afhængig af en gruppe højtuddannede og relativt højtlønnede lønarbejdere, som er med til at udvikle de nye industriprodukter. De højtuddannede ingeniører og computerfolk er så kraftigt til stede i selve produktionen, at de sammen med de mere traditionelle industriarbejdere er nødvendige for produktionen, og i fællesskab skaber de det merprodukt, som realiseres som profit. Om EL kan mobilisere denne højtuddannede gruppe er svært at sige, men problemet forsvinder ikke af den grund. Og det er givet problematisk at fremstille sagen, som om lønarbejdere i almindelighed er en homogen økonomisk gruppe med fælles politiske interesser. Kritisk Debat, Februar 2014 side 31

32 Staten Denne utydelighed eller modsætning i begrebet går igen i holdningen til staten. Der er i programmet to forskellige udkast til afsnittet om den offentlige sektor. I den ene version hedder det: Enhedslisten er altid en aktiv del af kampen for at bevare de velfærdsgoder og andre resultater, vi har opnået og for at frigøre dem fra de begrænsninger og forvridninger, de udsættes for i det samfundssystem, vi lever under. Dette arbejde kan skabe grundlaget for at ændre samfundet grundlæggende. Her ligger spiren til et nyt samfund, et socialistisk samfund. I den anden hedder det: I vores samfund er der altså steder, som viser, at det kan lade sig gøre at producere på andre måder end den kapitalistiske. Ligesom der findes bevægelser og fællesskaber, hvor andre behov end profitten bestemmer. Uanset om det er dele af den offentlige sektor, konkrete fællesskaber eller bevægelser, så adskiller de sig fra markedet ved at være mere demokratiske og give flere mennesker mulighed for indflydelse på, hvad der sker. I begge tilfælde understreges det gode, velfærdsstaten har været, og at der i staten prioriteres i højere grad efter kvalitet end kvantitet i forhold til i industrien. Især i det andet citat gøres det til et demokratisk gode. Begge steder er velfærden en del af en demokratisk kamp i staten, men at denne kamp afgørende begrænses i netop sit demokratiske aspekt ved at foregå i staten, og at staten i et kapitalistisk samfund er en kapitalistisk stat. Det bliver her lidt tåget. Det er formentlig sådan, at under en demokratisk proces hen mod et socialistisk samfund vil staten ændre karakter, men selvom velfærden var en fordel for befolkningen, så var dens afgørende funktion at lette reproduktionen af arbejderne, så industrien fik veludannet og velreproduceret arbejdskraft, parat til at blive udbyttet i produktionen. Overgangen til socialisme Denne uklarhed om staten går igen, når programmet taler om overgangen til socialisme. Det beskrives grundlæggende som en overgang til egentligt demokrati, og det er nok tekstens stærkeste side. Vægten lægges på, at økonomien demokratiseres ved, at den private ejendomsret afskaffes, så det ikke længere er et lille mindretal, som træffer beslutninger om og tjener penge på produktionen, men samfundet. Men hvordan er det med staten i denne periode og under socialismen? Er det staten som planlægger produktionen, eller svækkes staten ved, at afgørende beslutninger lægges over i demokratiske forsamlinger? Kan staten svækkes så meget, at den opløses? Det er naturligvis svært i detaljer at beskrive denne proces, men det fremstår for uklart, hvad konsekvenserne er for staten i den periode, hvor demokratiet udvides til også at gælde økonomien. Der er fx et afsnit som skrivegruppen er uenige om: Ved en sådan samfundsomvæltning vil Enhedslisten arbejde for, at de ansatte overtager kontrollen med virksomhederne fra de nuværende ejere, og at de ansatte i samarbejde med brugerne demokratiserer de offentlige institutioner. Vi mener, at det aktive befolkningsflertal skal styre processen gennem de bevægelser og organiseringer, der er opstået undervejs. På trods af disse kritikpunkter, synes jeg som Curt Sørensen xiv, at programmet er bedre end sit rygte og især har nogle gode afsnit om socialismen som en kamp for demokrati, der skal bygges videre på. Hvad betyder revolution i dag? En oppositionsgruppe bestående af Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak og Niels Henrik Nielsen har skrevet et andet udkast Frihed, Lighed og Solidaritet. xv Der er mange forhold, de to udkast deler, men der er også en række forhold, som Frihed, Lighed og Solidaritet tager op, som ledelsens udkast ikke berører. I forhold til de spørgsmål, jeg har rejst ovenfor, har denne tekst en vigtig præcisering, når det hedder: Kritisk Debat, Februar 2014 side 32

33 Det er ethvert socialistisk partis vigtigste opgave at stille sig i spidsen for at formulere alliancepunkter og veje til opbygningen af denne bestemte sociale blok. Med social blok forstår gruppen bag teksten en alliance, som kan afskaffe kapitalismen som samfundssystem og opbygge et socialistisk alternativ. En ting er at formulere det, noget andet er at omsætte det i praksis. Når fx gruppen under Grundlæggende principper skriver: At sikre de liberale friheds- og lighedsrettigheder og dertil kræve, at de bliver realiseret fuldt ud i hele verden, så mangler man opskriften på, hvordan en social blok i et land som Danmark kan kræve noget som helst af hele verden. Begge tekster er meget svingende i deres analytiske ambition. Men dér hvor ambitionen eller fantasien har det sværest, er hvor det drejer sig om, hvad en revolution kan være i dag. Begge tekster bygger naturligvis på, at man vil et andet samfundsmæssigt system, nemlig socialismen og senere kommunismen. Men om selve overgangen, eller systemskiftet, som Preben Wilhjelm meget fangende kaldte det på et møde den 21. januar om netop, hvad en revolution kan være i dag, er begge tekster meget ukonkrete. Og med Enhedslistens forøgede parlamentariske indflydelse har der været en mumlende diskussion af den gamle traver om reformisme kontra revolutionær holdning. Det er en diskussion, venstrefløjen har arvet fra historien, nærmere betegnet fra Rosa Luxemburgs kritik af revisionismen i skikkelse især af Eduard Bernstein. Hendes kritik er ikke en kritik af sociale reformer, men en kritik af at opgive at have systemskiftet som et mål for reformerne. Det er en vigtig dimension i dag, fordi klima- og miljø-krisen ikke kan løses indenfor rammerne af kapitalismen. Derfor sigter vi mod et samfund, hvor klodens ressourcer og biosfærens temperatur kan fordeles og reguleres af fornuften i stedet for af en blind vækst. Revisionismen er i dag næppe nogen mulighed, fordi kapitalismen ikke kan reformeres, så den skal fungere uden den blinde vækst. Reformisme i dag har ikke at gøre med, at man ikke skal lave reformer, men om de sigter mod et systemskifte. Deri ligger det revolutionære. Fra traditionen kommer tillige en anden forestilling nemlig, at tænke revolution som en toleddet proces: først skal man erobre den politiske magt, derefter skal man afskaffe den private ejendomsret, ophæve nationalstaten og arbejdsdelingen og afskaffe pengene. Det revolutionære er her ikke mindst knyttet til, at en revolution er en ret abrupt og kortvarig historisk bevægelse. Denne opfattelse knytter sig ikke mindst til forløbet af den franske og den russiske revolution. Til denne abrupte opfattelse hører også i nogle tilfælde den ide, at reformer kun forsinker eller ligefrem forhindrer, at vi kan nærme os det historiske tidspunkt, hvor det abrupte kan iscenesættes. Det kan efter min mening kun tænkes i forbindelse med grundlæggende kriser i samfundet som krig eller borgerkrig. Det er sådan man kan se revolutionsbegrebet udfoldet fx hos Mikkel Bolt i hans på mange andre måder interessante bog Krise til opstand. Noter om det igangværende sammenbrud (2013). Han overfortolker med et blik for det ens demonstrationer i USA som Occupy-bevægelsens og Det Arabiske Forår, så de sætter revolutionen på dagsordenen. Udviklingen i Egypten har vist, hvor tvetydige det oprør har været, og vi er nu tilbage ved det sminkede militærdiktatur. Mod denne abrupte opfattelse kan man passende stille ideen om systemskiftet som en proces. En historisk proces, som kan føre til dannelsen af en alliance som en social blok, og som kan igangsætte reformer, der kan presse staten og kapitalen til at fungere under et flertal, som er kapitalens og statens modstandere, og som har socialismen som sit delmål og frihed og fuldt demokrati som sit udfoldede mål. Hvis en revolution ikke skal udløse voldsomme repressioner og mere eller mindre afskaffe det politiske demokrati, skal magten udfordres over en bred front med et forankret flertal over en længere periode, som viser, at der er massetilslutning til programmet fra den sociale blok. Det er ingen naturgiven ting, at kapitalen og staten vil møde en sådan bevægelse med repression, men det kan naturligvis heller ikke afvises. Der er imidlertid i dag så avancerede repressions- og overvågningsinstrumenter til rådighed, at det er af afgørende betydning, at vejen til systemskifte Kritisk Debat, Februar 2014 side 33

34 må bygge på et meget klart folkeligt mandat til den ide, vi kæmper for, nemlig ideen om det fulde demokrati. Venstrefløjens sprog Et helt grundlæggende problem ved at skulle skrive et principprogram er sproget og omfanget. Sprogproblemet er meget påtrængende, fordi det handler om det, som jeg i 2000 skrev i en kritik af Enhedslistens dengang nye programudkast: I Sovjettiden blev de ord, vi socialister typisk bruger i et program, gjort til en del af det, som George Orwell kaldte Newspeak: Et sprog, hvor udtryk og indehold bekæmper hinanden. Socialistisk retspraksis betød retsløshed, planøkonomi betød partielitens uindskrænkede enevælde osv. Uden sammenligning er den sovjetisk-kinesiske-østeuropæiske erfaring det største tilbageslag, socialismen nogen sinde har mødt. Det efterlader os i en sproglig fodnotesituation: vi kan ikke bruge ord som socialisme, proletariatets diktatur eller kommunisme uden i en fodnote at forklare, at vi mener noget helt andet. Eftersom vi mener, at der ikke var socialisme i Sovjet, så står vi altså sprogligt i den situation, at vi altid skal forklare, at vi ikke går ind for ikke-socialisme. Denne dobbeltbenægtende praksis berøver vores sprog den utopiske kraft, det tidligere kunne have. Denne problematik gør sig i lige så høj grad gældende i dag. Det handler imidlertid også om spændstighed og læselighed. Et principprogram skal måske i dag ikke være nogen stor, forkromet analyse, men netop en redegørelse for de principper, som ligger til grund for det politiske arbejde. Et forsøg på fuldstændig at omdefinere den retoriske opgave, som et principprogram kan have, er gjort af Jan Hoby, Jakob Nerup og Susanne Flydtkjær i en tredje tekst, kaldet Det enkle. xvi De definerer denne genre ved, at programmet er to A4-sider langt. Første afsnit lyder: Enhedslisten står for lighed og retfærdighed. Vi går ind for socialisme og demokrati. Vi kæmper for miljøet og mod alle former for diskrimination. Vi står for frihed i fællesskab, og derfor er vi imod kapitalisme, imperialisme, krig, racisme, islamofobi og fascisme. Vores mål er, at omdanne samfundet og skabe et socialistisk samfund. Vores vision er et fællesskab, hvor alle yder efter evne og nyder efter behov. Et fællesskab, hvor den kollektive lighed og frihed er basis for den enkeltes frie udfoldelse af sit potentiale og livsønsker. Det interessante ved dette forslag består i, at det lægger vægt på, at der er tale om et principprogram. Det er altså ikke båret primært af en analytisk styrke, men af klarhed i principperne. Forfatterne begrunder deres korte og velskrevne tekst således: Hvorfor stiller vi et helt nyt forslag? Det korte svar er, at det fremlagte fra arbejdsgruppen nedsat af hovedbestyrelsen mere ligner en intropjece end et principprogram. Vi mener, at det godt kan lade sig gøre, at skrive et principprogram på små to sider. For os ligger principprogrammets styrke i klarheden, således at alle kan læse og forstår det, samtidig med at det er tydelige guidelines for Enhedslistens valgte, ansatte og medlemmer. Måske skulle man altså skelne mellem et principprogram og en række analyser, som går i dybden med strategi, reformpolitik, alliancer, social blok, revolutionens karakter osv. Det ville genremæssigt og retorisk gøre principprogrammet til en meget vigtigere tekst, fordi mange flere formentlig ville læse den. De store tekster, vil nu blive kampplads for læsere af lange tekster og så måske gå i glemmebogen herefter. Et kort principprogram er sikkert også lettere at blive enige om. xiii Se forslaget her: xiv Se artikel af Curt Sørensen her: xv Se forslaget her: xvi Se forslaget her: Kritisk Debat, Februar 2014 side 34

35 D e m o k r a t i s k R e p u b l i k a n i s m e : T r e g r u n d i d é e r A f A n d r e a s M u l v a d o g J o n a s T o u b ø l Denne artikel introducerer til den demokratisk-republikanske tradition, som bl.a. Antoni Domènech, der er ophavet til nærværende nummers spidsartikel, har bidraget til at revitalisere. I det følgende fokuseres på tre centrale republikanske emner: Frihed, forstået som materiel uafhængighed, Ejendom, som noget ikke naturgivent, ment politisk muliggjort, og Klasse, som skal tænkes indenfor en mere grundlæggende elite vs. folk modsætning. I artiklen Demokrati og Republikanisme et idéhistorisk rids giver den spanske politiske teoretiker Antoni Domènech en introduktion til demokratisk republikanisme som politisk filosofisk værktøjskasse. I denne artikel peger vi på tre grunde til, at demokratisk-socialistiske bevægelser, herunder arbejderbevægelsen, kan vinde meget ved at genudforske det idégrundlag, som Domènech viderefører, og som var grundlaget for Marx tænkning. Med finanskrisen, globaliseret kapitalisme, klassestrukturens forandring og i lyset af venstrefløjens søgen efter et opdateret blik for modsætningsforholdene i samfundet, er den demokratiske republikanisme mere relevant end nogensinde. Vi vil nedenfor koncentrere os om tre centrale ideer i den demokratisk-republikanske tradition: 1) FRIHED: Individuel frihed er et tomt begreb, så længe den enkeltes materielle eksistens ikke er sikret politisk. Derfor må borgerløn, også kaldet universel basisindkomst, være et centralt mål for enhver socialistisk reformpolitik. 2) EJENDOM: Indenfor politiske fællesskaber, hvor den private ejendomsret er gjort ukrænkelig, opstår der en tendens til koncentration af materiel velstand og siden politisk magt på stadigt færre hænder. Derfor kan demokratisk-socialistisk samfundsforandring kun lade sig gøre med udgangspunkt i en grundlov, der principielt fastlægger, at det er op til demokratiske befolkningsflertal at fastsætte grænserne for privat ejendom. 3) KLASSE: Sammensætningen af sociale klasser indenfor et bestemt samfund forandrer sig over tid i takt med den teknologiske og økonomiske udvikling i produktionsformer. Til gengæld er kampen om politisk herredømme mellem Eliten og Folket, dvs. de få rige (oligarkerne) mod de mange relativt mindrebemidlede (démos), et vedblivende strukturelt træk. Derfor må progressive kræfter udvikle en dynamisk klasseanalyse, der tager højde for, at kampen for demokratiet mod de rige og magtfuldes fåmandsvælde antager nye historiske former. Republikansk frihed og kravet om borgerløn [ ] Visselig, vores egentlige Maal er hverken Mad eller Guld; men uden disse Ting kan vi intet udrette; de er Midlerne, der hører til for at opnaa alt andet. [ ] Skaf os, Mad skaf os Klæder, skaf os Boliger, saa vil vi selv skaffe os Oplysning. Louis Pio, Det filosofiske udgangspunkt for demokratisk republikanisme er en helt anden forståelse af frihed end den, som findes blandt liberalister: Frihed er ikke noget som individer i udgangspunktet har fra naturens hånd, og som fællesskaber af enhver art udgør en evig trussel imod. Tværtimod er det, 1 Pio, Louis (1877): Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet. København: S. Larsen. Side 35f. Kritisk Debat, Februar 2014 side 35

36 som Domènech påpeger, positive rettigheder sikret af et politisk fællesskab, der muliggør, at individer kan realisere deres frihed, som de ønsker fx via Oplysning der var målet for Louis Pio. 2 Individuel frihed er i den republikanske tradition defineret som friheden til at kunne leve sit liv, som man ønsker. Forudsætningen for, at dette er muligt, er, at man som individ ikke er materielt afhængig af bestemte andre personer (det være sig en slaveejer, en herremand, eller nu om dage en arbejdsgiver) for at kunne overleve. Alle republikanske tænkere i idéhistorien (inklusive aristokratiske republikanere såsom den romerske rigmand Cicero) er enige om, at frihed forudsætter materiel uafhængighed, og at den kun kan realiseres indenfor et konkret politisk fællesskab i kraft af civile rettigheder til medborgerskab. Til gengæld er der uenighed indenfor den republikanske tradition om, hvem denne ret til frihed skal omfatte. Højre-republikanere også kaldet aristokratiske republikanere har det fint med, at det kun er en lille minoritet af befolkningen, der nyder godt af fulde borgerrettigheder og altså er frie. Derimod mener venstrefløjen indenfor republikanismen, dvs. den demokratisk-republikanske tradition som Domènech tilhører, at det gælder om at sikre økonomisk uafhængighed, og dermed muligheden for frihed for så mange mennesker som muligt at demokratisere adgangen til civile rettigheder, sådan at det ikke kun er et mindretal af rige, besiddende mænd, der får lov at være frie i republikansk forstand. 3 Det demokratisk republikanske projekt går med andre ord ud på at udvide kredsen af lige og frie samfundsborgere så meget som muligt. Èt aspekt af dette projekt består i at udvide politiske rettigheder til at gælde universelt. 4 Men dette er kun et delaspekt, for det er stadig den materielle uafhængighed, der afgør, om man som individ så også har reel mulighed for at bruge sine politiske rettigheder aktivt. Så længe individer må knokle for at overleve og er afhængige af deres arbejdsgivers velvilje til at betale dem løn til Mad, Klæder og Boliger, som Pio formulerer det, bliver deres politiske ret til deltagelse mindre relevant for de har hverken tid eller ressourcer til at bruge den, som de ønsker. Det er her, at nutidens demokratiske republikanere engagerer sig i kampen for at sikre universel basisindkomst i Danmark traditionelt kaldet borgerløn forstået som et krav om, at staten skal garantere alle individer en grundlæggende økonomisk uafhængighed, som forudsætning for, at de kan realisere deres frihed som frie og lige samfundsborgere. I de skandinaviske velfærdssamfund har målet om en overførselsindkomst til at leve af i en periode været realiseret (med opbygningen af klassekompromis-baserede velfærdsstater fra 2. Verdenskrig og frem). Imidlertid er idealet i disse år under stærkt pres pga. en bølge af påstået nødvendige reformer af arbejdsmarkedet (kontanthjælp, dagpenge etc.), som sætter den nationale 2 Louis Pio ( ) var Danmarks første socialdemokratiske tænker og vil vi argumentere for en demokratiskrepublikansk en af slagsen. 3 Denne model, hvor kredsen af individer, der nød fuldt medborgerskab i republikken, fandtes eksempelvis i den romerske republik. I Athens demokrati derimod, var alle frie mænd uanset om de var håndværkere, ufaglærte, købmænd eller jordejere en del af det demokratiske fællesskab. Men ej heller i Athen var den demokratisk republikanske vision mere end delvist realiseret, for både kvinder og slaver var sat udenfor politisk indflydelse og var i øvrigt afhængig af de mænd, hvis husholdning de tilhørte. 4 Denne kamp var helt central for de vigtigste sociale bevægelser over de sidste 200 år (arbejderbevægelsen kæmpede først for stemmeret til mandlige arbejdere og tilsluttede sig siden kvindebevægelsens kamp for kvinders stemmeret. Borgerrettighedsbevægelsen i USA, og nationale frigørelsesbevægelser i koloniserede lande er senere eksempler). Kritisk Debat, Februar 2014 side 36

37 konkurrenceevne og økonomisk vækst højere end individuel frihed. Ikke mindst derfor er borgerløn oplagt som central dagsorden for en socialistisk reformpolitik. Før kravet bliver skudt ned som uambitiøst ( jeres horisont er kun en tilbagevenden til den socialdemokratiske tidsalder ), skal man huske, at borgerløn som en materiel garanti for individernes frihed fra afhængighed ikke er målet i sig selv, men derimod blot et middel til en nødvendig minimumsforudsætning for at friheden kan realiseres. Den republikanske forståelse af grænserne for ejendom Ejendommen er garanteret af Forfatningen. Lovene bestemmer ejendommens indhold og begrænsninger. Ekspropriering må kun anvendes i overensstemmelse med gyldige love og med den offentlige interesse for øje. Eksproprieringen må kun udføres med passende kompensation, med mindre andet er specificeret i rigets lov ( ) Ejendommen adlyder. Dens brug skal være til gavn for det fælles gode. Den tyske Weimar-republiks forfatning (1919), Artikel 153. Som Domènech forklarer, så har liberalismen siden 1800-tallet haft held til at definere en forståelse af ejendom som privatejendom, dvs. som en naturgiven og eksklusiv individuel rettighed, der krænkes i det omfang den underlægges nogen form for politisk lovregulering. Domènech opfordrer os til at huske på, at denne radikalt individualistiske opfattelse af, hvad ejendom er for en størrelse, faktisk ikke fandtes i hverken Antikken eller Middelalderen. Der er tale om en idé, hvis udbredelse er sket i takt med borgerskabets stigende magt indenfor den moderne stat. I den republikanske tradition ser man, i modstrid med den liberale tradition, ejendom som noget, der kun kan sikres gennem et politisk fællesskab (en stat, der håndhæver og beskytter retten til ejendom), og som det derfor ikke er meningsfuldt at tænke før-politisk (som noget individer kan besidde uanset, hvilken samfundstype de lever i). For demokratiske republikanere bliver det afgørende spørgsmål derfor, hvilken form for regulering af ejendom, som et givent lands forfatning baserer sig på (ejendom for hvem, i hvilket omfang, og på hvilke betingelser). For demokratiske republikanere har ejendomsret altid karakter af en fuldmagt som et politisk fællesskab tildeler ejendomsindehaveren. Denne forståelse indebærer, at ejendomsretten aldrig er overdraget endegyldigt, men altid på betingelse af, at ejendomsindehaveren fortsat lever op til det politiske fællesskabs tillid. Det republikanske svar på spørgsmålet om hvilke principper, der skal regulere tildeling af ejendom, er dermed kendetegnet ved at gøre ejendom til noget, som principielt er underlagt det politiske fællesskab. I den type forfatning, som vesteuropæiske lande herunder Danmark fungerer efter i dag, er ejendomsspørgsmålet derimod besvaret på solid liberal vis. Det hedder således i Danmarks Grundlov af 1953 ( 73, stk. 1): Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Den private ejendomsret til fx naturressourcer og produktionsmidler er dermed i praksis politisk urørlig, fordi staten er forpligtet til at kompensere ejerne krone for krone, hvis Folketinget beslutter at nationalisere. Man kan spørge, om det i sig selv er et problem fra en republikansk betragtning, at individer er garanteret privat ejendomsret? Her er svaret nej: Så længe private ejendomsbesiddelser ikke bliver Kritisk Debat, Februar 2014 side 37

38 så store, at ejerne kan bruge den magt, som ejendommen giver dem til at sætte det demokratiske fællesskab under pres, så er der i sig selv ikke noget i vejen med privat ejendom. Problemet er dog, som republikanere af socialistisk observans vil påpege, at ejendom har det med over tid at ophobe sig på færre hænder og føre til dannelsen af en klasse af privatejere, der ser enhver demokratisk regulering af deres ejendom som en konstant trussel. Det var tilfældet i Antikkens Grækenland, hvor demokraterne (dvs. samfundsklassen af de frie, ubesiddende mænd) konstant måtte kæmpe mod deres rige modstanderes forsøg på at afskaffe demokratiet og genindføre fåmandsvælde, oligarki. Et lignende mønster har udspillet sig i den kapitalistiske tidsalder, hvor folkelige bevægelser, trods en midlertidig succes i en del af det 20. århundrede 5, ikke har kunnet forhindre den gradvise dannelse af en global klasse af super-rige. Det er denne klasse af super-rige, der, som den økonomiske krise er et eksempel på, har været i stand til netop at bruge deres økonomiske muskler, sikret via den ukrænkelige private ejendomsret, til at undergrave de nationale demokratiers råderum og selvbestemmelse. I en situation som den nuværende, er den demokratisk-republikanske traditions råd til socialistiske partier, der forsøger at finde deres ben i en tidsalder præget af finanskapitalistisk dominans, at vægte kravet om at genrejse og udvide det parlamentariske demokrati. Ikke blot til fordums tilstand, men netop endnu videre, end det nogensinde nåede i den periode, hvor den socialistiske arbejderbevægelse var stærkest. Til det formål kan der (både på nationalt og EU-niveau) hentes historisk inspiration fra en række specifikt republikanske grundlove, som stærke demokratisk-socialistiske arbejderbevægelser formåede at gennemtvinge i brydningstiden efter 1. Verdenskrigen (og som i de fleste tilfælde blev afskaffet igen efter fascistiske kup): Både Mexico (1917), Østrig (1919), Tyskland (1919) og Spanien (1931) indførte, som Domènech fremhæver, progressive forfatninger, som netop ved at erstatte den liberale bestemmelse af ejendom med en republikansk muliggjorde en socialistisk revolution på et parlamentarisk demokratisk grundlag: Socialisering af naturressourcer, landbrugsjord, fabrikker og private formuer alt sammen med landets grundlov i hånden. For eksempel stod der i Weimar-republikkens grundlov (citeret i indledningen) ganske tydeligt, at det var demokratiske fællesskab og ingen andre, der havde ret til at definere grænserne for ejendom og i øvrigt udmåle størrelsen på en passende kompensation. Naturligvis er demokratisk-republikanske grundlovsændringer ikke i sig selv nok til at skabe socialistisk samfundsforandring. Det er til alle tider styrkeforhold mellem sociale klasser og politiske bevægelser, der afgør politiske fællesskabers klassekarakter. Men indførelsen af demokratiskrepublikanske forfatninger er i hvert fald en nødvendig juridisk forudsætning for, at et socialistisk samfundsprojekt om økonomisk demokrati kan virkeliggøres som en udvikling af snarere end et (Leninistisk) brud med det parlamentariske demokrati. Republikansk-demokratisk klasseanalyse For at komme derhen, hvor de demokratisk-republikanske visioner om frihed, borgerløn og progressiv ejendomslovgivning forvandles til en realistisk mulighed, må man tillige spørge til politisk strategi: Hvilke befolkningsgrupper skal udgøre det aktive befolkningsflertal, der kan sætte og holde 5 I Vesten et klassekompromis, der muliggjorde velfærdsstaten; i Østen og store dele af den 3. Verden en bølge af socialistiske revolutioner, som dog ikke førte til det kapitalistiske verdenssystems kollaps. Kritisk Debat, Februar 2014 side 38

39 kursen? Hvordan er det muligt at etablere en alliance af sociale klasser og politiske bevægelser, der er solid nok til at få projektet til at lykkes? Det er her, demokratiske republikanere foreslår en samfundsanalyse, der kombinerer et eliteperspektiv med et klasse-perspektiv. For den demokratiske republikanisme henviser ordet demokrati til folkets suveræne magt over de få privilegerede i eliten folkestyre. Der ligger således allerede i ordet demokrati en erkendelse af en grundlæggende interessemodsætning, som forefindes i alle samfund, nemlig den modsætning, der opstår ud fra de få privilegeredes, dvs. elitens, begær efter at kunne regere uden indblanding fra de mange, der derfor søges holdt fra magten, dvs. undertrykkes. Elitens begær er, som filosoffen Jacques Rancière 6 påpeger, ganske menneskeligt: For at kunne legitimere sit privilegium sin rigdom eller status må den privilegerede nødvendigvis komme til den konklusion, at vedkommende rent faktisk er bedre end de ikke-privilegerede og derfor har en naturlig adkomst til sit privilegium og som logisk konsekvens ligeledes en naturlig adkomst til magten, som dermed ikke kan være ligeligt fordelt mellem alle. Denne tro på egen overlegenhed har været aristokratiets ( de bedstes ) selvforståelse til alle tider. Demokrati er det modsatte, nemlig alles lige adkomst til magten. Her kan man ikke tildele magten ud fra naturlige adkomster, såsom at de kloge skal regere over de dumme, de rige over de fattige, de gamle over de unge, mænd over kvinder osv. Den demokratiske republik er ideen om en institutionel samfundsindretning, der kommer så tæt på sikringen af alles lige adkomst til magten som muligt. Det er således en ide med en radikal egalitær fordring, som ikke lader sig begrænse til den politiske institutionelle sfære, som vi kender det fra liberale forfatninger, men udstrækker sit krav om lighed også til den økonomiske og sociale sfære. Den republikanske tænkning kan tillige tilbyde en ny tilgang til at forstå samfundets modsætninger og kampe, der kan siges at komplimentere klasseanalysen. Modsætningen mellem elite og folk synes at være historisk invariabel i hvert fald siden overgangen til agerbrug. Derimod har samfundets klassekonstellation varieret med udviklingen i produktionsmåden. I demokratisk-republikansk perspektiv har klasseanalysen først og fremmest sin berettigelse som redskab til at analysere mulighederne for dannelse af en bred folkelig alliance imod eliten. Marx analytiske fortjeneste i midten af 1800-tallet var netop, at han kombinerede en demokratiskrepublikansk elite-mod-folk-analyse med en fremsynet økonomisk klasseanalyse: Med udgangspunkt i analysen af den kapitalistiske produktionsmådes eksproprierende dynamik forudså han, at den bredt sammensatte Fjerdestand bestående af alle, der levede af håndens arbejde, tendentielt ville blive proletariseret. Derfor var det nødvendigvis den hastigt voksende klasse af industriarbejdere, man måtte satse på som den centrale kraft i en bred, folkelig blok, hvis man som Marx og Engels ønskede et demokratisk-republikansk opgør med de herskende stats-eliter i datidens udemokratiske europæiske stater. 7 6 Jacques Rancière (2013): Hadet til Demokratiet. Oversat af Torsten Andreasen og med forord af Rune Lykkeberg. København: MØLLER. Rancière er os bekendt ikke erklæret republikaner, men hans demokratiforståelse og kritik af det liberale demokrati og samfunds elitens oligarkiske tendenser, som vi her inddrager, er ikke ulig en demokratisk republikansk opfattelse. 7 Eksempler på den type vidt forskellige stater, som den gryende socialistiske arbejderbevægelse i forskellige lande måtte forholde sig til var: det tyske imperium under Bismarcks jernnæve; Englands konstitutionelle monarki med visse frihedsrettigheder, men hvor kun velhavende mænd havde politisk indflydelse, og Frankrigs skiftende forfatningstyper Kritisk Debat, Februar 2014 side 39

40 Den demokratiske republikanismes aktualitet skal ses på baggrund af, at arbejderklassens bastioner i civilsamfundet har været under nedbrydning i flere årtier. I Vesten findes arbejderklassen som en homogen blok ikke længere som selvbevidst subjekt i samme grad som i årtierne før neoliberalismens indtog. Dette er ikke blot resultatet af et politisk nederlag, men også af sociologiske forandringstendenser i den nuværende høj-globaliserede epoke: Industri-arbejderklassen i egentlig marxistisk forstand er svundet ind i Vesten pga. udflytning af arbejdspladser til navnlig Østasien. Til gengæld er nye varianter af proletariserede livsformer under hastig fremvækst i takt med tilbagerulningen af Vestens velfærdsstater: Fremvæksten af prekært arbejde 8 og vikarbureauernes fremmarch 9 afmægtiggør i dag ikke kun dele af service-sektoren McDonalds-proletariatet, som sociologen Scott Lash rammende har betegnet denne gruppe 10 men i stigende grad også gruppen af kreative projektmennesker med lange videregående uddannelser fra de højere læreranstalter. 11 Det er her de antikke ideer tilbyder ny kraft. Den demokratiske republikanismes program om at realisere en fuldt demokratisk stat er inklusivt og kan rumme en bred klassekoalition, en folkelig blok der kan forene industri-, service- og vidensarbejdere (uanset uddannelsesniveau, sektor, og grad af tilknytning til arbejdsmarkedet) med folk helt udenfor arbejdsmarkedet om det fælles modsætningsforhold til en smal politisk og økonomisk elite, der ikke repræsenterer endsige respekterer den brede befolkning. Modsætningsforholdet mellem folk og elite er siden 70 erne vokset eksplosivt målt i formue- og indkomstfordeling og blev i krisen for alvor afsløret som ikke bare en økonomisk ulighed, men også en ulighed i fordeling af magt. Uligheden i magt er skabt dels ved en indretning af de politiske institutioner på både nationalt, regionalt og globalt niveau, der afskærer befolkningen fra adgang, indsigt og indflydelse 12, og dels ved en systematisk undergravning og afmontering af de folkelige bevægelser og interesseorganisationer, i særdeleshed fagbevægelsen, som har fået sit ikoniske udtryk i Thatchers kamp mod engelsk fagbevægelse. (fra borgerligt dominerede republikker til Bonapartistiske kejserriger), som bortset, naturligvis, fra den korte periode under Pariser-kommunen aldrig kom tæt på idealet om republikansk demokrati. 8 Se f.eks. Pedersen, Magnus Skovrind & Malthe Øland Ribe (2013): Akademiker. Du er prekær! besøgt 14. januar 2014 kl Se f.eks. Fagbladet3F: Desperate ledige redder dagpenge med vikarjob: eller Avisen.dk: Virksomheder hyrer stadig flere vikarer: Begge webadresser besøgt 14. januar 2014 kl Scott Lash (1994): Reflexivity and its Doubles i Beck, Ulrich, Anthony Giddens & Scott Lash: Reflexive Modernization. Politics, Tradition and Aesthetics in the Modern Social Order. Oxford: Polity Press. 11 Se f.eks. The Great British Class Survey (Mike Savage et al.), der finder én elite klasse og 6 folkelige klasser hvoraf de 3 udgøres af, hvad vi kunne kalde personer i prekære stillinger. Det nye er, at en stigende andel af disse prekære har lange uddannelser og høj kulturel kapital, men lav økonomisk kapital. Det er en gruppe, som pga. dens principielt store potentiale for høj fremtidig indkomst pga. individernes besiddelse af kulturel kapital svært kan kaldes arbejderklasse, men omvendt i deres aktuelle økonomiske livssituation har en del tilfælles med denne, og med udsigt til et usikkert arbejdsliv, da de tider, hvor der var job til alle med en lang uddannelse er forbi, også her minder om den traditionelle arbejder. Ikke desto mindre er identifikationen mellem denne gruppe og de traditionelle arbejdere til at overse. 12 EU-afstemninger er snart befolkningernes sidste adkomst til magt på den internationale scene og den stigende tendens til at stemme Nej til unionen, når en national befolkning en sjælden gang imellem får mulighed for at stemme, er netop en protest, men ikke en meningsløs, som elitens fortolkere i medierne gerne vil have os til at tro. Befolkningens Nej er en protest mod, at den demokratiske adkomst til magten, de er blevet lovet, fratages dem. Kritisk Debat, Februar 2014 side 40

41 Endelig, og som konsekvens af liberaliseringen af kapitalmarkederne, udgør den globale kapitalistiske elite, der leder de store globale virksomheder og kontrollerer kapitalformuerne inklusiv lønmodtagernes pensionsopsparinger, den mest magtfulde og folkefjendtlige fraktion af eliten. Uligheden i magt har nået et omfang, så man i det store hele uden problemer kan ignorere massiv folkelig modstand, hvad end det drejer sig om protesterne mod Troikaens brutale reformer i Sydeuropa, eller det drejer sig om modernisering af den offentlige sektor, forringelser af arbejdsløshedsforsikring og pensionsvilkår eller senest privatiseringen af DONG 13. Den demokratisk republikanske analyse peger netop på denne magtens arrogance i de herskende cirkler som impulsen, der kan mobilisere en folkelig bevægelse til kamp for en genoplivning af demokratiets idé. Det er netop denne idé - verdenshistoriens stærkeste - der har kraft og bredde nok til at samle en bred alliance på tværs af klasser, etniske grupper, køn, fagforeninger og nye sociale bevægelser i en svær tid. 13 I denne sammenhæng kom elitens arrogance og afsmag for demokratisk lighed endnu engang til udtryk da Anne Knudsen i Weekendavisens leder den 1. ferbuar 2014, under overskriften Massevælde om den folkelige modstand mod salget af DONG til Goldman-Sachs konkluderer: Moralsk panik har man i de senere år kaldt de ophidsede massereaktioner på det ene eller andet velkendte fænomen, som pludselig bliver fundet så voldsomt angribeligt, at der må skrides ind og dét nu! I denne uge har vi set fænomenet øve voldsom indflydelse på det politiske liv i vores demokratisk valgte parlament. Masse-bevægelsen på de sociale medier kan passende minde os om, at man også har kaldt massens direkte demokrati for noget andet: Pøbelvælde. Kritisk Debat, Februar 2014 side 41

42 Akademikerne står splittet i konflikt mellem A -kasserne Af Magnus Skovrind og Malthe Øland Ribe Akademikernes udmeldelse af A-Kassefællesskabet, AK Samvirke ligner en klassisk konflikt mellem højtlønnede akademikere og faglærte arbejdere. Imidlertid stikker der mere under. Mellem akademikerfagforeninger tegner der sig større splittelser og blandt akademikergrupper af de udmeldte A-kasser er en stor del lige så usikre som medlemmerne af LO-A-kasserne. Mandag d. 6. januar meldte Akademikernes sig ud af A-kassernes Samvirke. Akademikernes der repræsenterer akademikere primært blandt ingeniører, DJØF ere og læger var utilfredse med AK Samvirkes politik. Eller rettere: at AK-Samvirke i det hele taget udtalte sig om politik. Hos AK Samvirke undrede man sig. Direktør Verner Sand Kirk mente man havde afstemt sine udtalelser i bestyrelsen. Magistrenes A-kasse forblev i fællesskabet og kritiserede Akademikernes. De akademiske A-kasser er i dag splittede. Der er mange hypoteser og almindelig forvirring omkring forløbet. Vores bud er at udmeldingen afspejler en grundlæggende brudflade mellem de akademiske fagforeninger og deres medlemmer. De privilegerede og prekære akademikere Akademikere er ikke bare akademikere. Det kunne ellers være den almindelige opfattelse at et eksamensbevis fra universitet var adgangsbillet til et komfortabelt og indflydelsesrigt liv. Det er det for en stor del af akademikerne, men ikke for alle. Akademikerarbejdsmarkedet har ændret sig. En af ændringerne rammer jobsikkerheden. Tidligere var akademikere sikret job. Nu skal de kæmpe med mange nyuddannede for at få en fod ind på arbejdsmarkedet. For nyuddannede er dimittendledigheden omkring 28 procent i oktober xvii Men ændringerne afspejler sig også på hvor fede job akademikerne får. De nyuddannede træder i dag ud til et usikkert akademikerarbejdsmarked. En nyudgivet rapport fra kooperativet Analyse og Tal xviii fastslår at hver fjerde akademiker er i en usikker stilling og ofte tjener under halvdelen af den rigeste del af befolkningen. xix Undersøgelsen baserer sig på ILO-økonomen, Guy Standings, klasseteori. xx Han påpeger hvordan usikkerheden på arbejdsmarkedet har taget til som følge af de neoliberale reformer vesteuropæiske regeringer har gennemført. Kritisk Debat, Februar 2014 side 42

43 I rapporten opdeles det akademiske arbejdsmarked i fire grupper. De sikre og usikre akademikere Kilde: European Social Survey Det blå, Øvre Salariat, udgøres af offentlige og private eller selvstændige ledere. Der er altså tale om en gruppe der spænder over administrerende direktører i mellemstore og store danske virksomheder, departementschefer og hospitalsdirektører. De udgør 14 procent af akademikerne. Under dem står kernen af akademikerne, Salariatet. De sidder i sikre, faste ansættelser med lønninger der ligger over de fleste danskeres. Halvdelen af dem leder andre på deres arbejdsplads, men der er oftest tale om mellemledere, der koordinerer et mindre hold på en arbejdsplads. Det kan være gymnasielæreren, museumsinspektøren eller analytikeren i et analysebureau. I højre side findes de prekære akademikere. Denne gruppes vilkår minder om medlemmerne af LO- A-kasserne. Den røde gruppe udgøres af den del af prekariatet, der lider under usikkerheden af en tidsbegrænset ansættelse og en ufrivillig deltidsstilling. Alligevel er stort set alle medlem af en fagforening. Den gule gruppe adskiller sig først og fremmest ved at være uorganiseret. Hele to tredjedele står uden fagforening. Almindeligvis er det lige omvendt normalt er blot hver fjerde akademiker uden for fagforening. Der er tale om akademikere, der sidder i usikre HK-stillinger i kommunerne, projektansættelser og andre, hvis situation ikke er blevet sikret af at tage en lang uddannelse. Der er altså en relativt stor del, knap en fjerdedel, af akademikerne, der systematisk oplever usikkerhed på arbejdsmarkedet. Det viser sig også i lønningsposerne. Mange har indkomster der er under halvdelen af befolkningens. 40 procent af det organiserede prekariat og 70 procent af det uorganiserede prekariat indgår i den fattigste halvdel af danskerne. Med så store forskelle blandt akademikerne er det ikke underligt at der er splid mellem deres A- kasser. Uligheder mellem akademiske fagforbund Kritisk Debat, Februar 2014 side 43

44 De prekære akademikere er dog særligt medlemmer - eller potentielle medlemmer da mange står uden for fagforening af Dansk Magisterforening. Det er samme akademikerfagforening, hvis A- kasse ikke har meldt sig ud. De kritiserer i stedet Akademikernes udmelding xxi. Nedenfor er en oversigt over hvordan forskellige akademikeruddannelser fordeler sig i de fire klasser inden for det akademiske arbejdsmarked. Universitetsuddannelsernes position på arbejdsmarkedet Kuns t Huma -niora Undervisere Natur-videnskab Samfundsfag og medier Jura Sundhedsvidenskab Økonomi Teknik Andet (GL mv.) Øvre salariat 8% 25% 9% 5% 17% 2 2 % 20% 22% 16% 0% Salariat 75 % 38% 51% 63% 49% 7 4 % 64% 64% 70% 78% Organiseret prekariat Uorganiser et prekariat 8% 25% 20% 14% 20% 4 % 8% 13% 20% 19% 14% 0 % 15% 8% 12% 0% 2% 7% 2% 22% Pct. I alt Ande t Kilde: European Social Survey Magistrene organiserer humanister og naturvidenskabsfolk. Det er dem der er usikre på arbejdsmarkedet. Derudover er der en del usikre inden for de kunstneriske uddannelser og de blødere samfundsfag, hvor sidstnævnte almindeligvis er organiseret hos DJØF. Dog ikke kernemedlemmerne. I diametral modsætning står mange af de uddannelsesgrupper, hvis A-kasser valgte at melde sig ud. Her er lægerne, juristerne, økonomerne og business-uddannede samt ingeniører med tekniske uddannelser. De sikre meldte sig ud af fællesskabet, mens de usikre blev på taburetten. Det synes ikke at være et tilfælde at der foregår opsplitninger mellem de akademiske A-kasser. Det afspejler dybereliggende uligheder i arbejdsforholdene for akademikerne. Man må altså spørge sig selv om konflikten mellem AK-Samvirke og Akademikernes får efterdønninger for samarbejdet i AC, hvor stort set samme interessekonflikt udspiller sig mellem sikre og ledende jurister, økonomer, ingeniører og læger på den ene side og humanister og naturvidenskabsfolk på den anden side. De privilegerede akademikere har indflydelsen Kritisk Debat, Februar 2014 side 44

45 Indtil videre har forskellene i akademikernes arbejdsforhold ikke manifesteret sig i konflikter i offentligheden. Selvom gymnasielærerne mod deres vilje fik trukket en overenskomst ned over hovedet, som i store træk ligner den lærerne har fået, har eventuelle konflikter og diskussioner organisationerne imellem ikke trukket overskrifter i aviserne. Andre usikre akademikergrupper har heller ikke rørt på sig. En af årsagerne kan være at de usikre akademikere i høj grad er politisk demobiliserede. Akademikernes politiske interesse Meget interesseret Ret interesseret Ikke interesseret Total Øvre salariat 46 % 48 % 6 % 100 % Salariat 36 % 56 % 8 % 100 % Organiseret prekariat Uorganiseret prekariat Alle akademikere Befolkningsgennemsnit 28 % 48 % 24 % 100 % 23 % 48 % 29 % 100 % 35 % 53 % 12 % 100 % 18 % 49 % 32 % 100 % Kilde: European Social Survey Ovenstående figur viser at de prekære akademikere er langt mindre interesserede i politik end deres privilegerede kollegaer. Derudover er de faktisk mindre interesserede i politik end befolkningen som helhed og mange er uden fagforening. Det kan gøre det sværere for DM at agere talerør for de usikre akademikere frem over og sætte fokus på deres forhold. Spørgsmålet er dog om ikke problemstillingen vil tage til i styrke i fremtiden og ligeledes ramme andre akademikergrupper end dem der indtil nu er ramt. De næste årtier bliver akademikerne rigtig mange. De sidste tyve år er antallet af akademikere fordoblet. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anslår at akademikerne vil udgøre 15 procent af arbejdsstyrken i xxii Det er ikke længere en gruppe vi kan kalde en elite. Det betyder også at akademikerne i højere grad udfører arbejde som andre grupper ellers har foretaget. En undersøgelse fra Kraka peger på, at omkring hver femte akademiker ufaglærte opgaver. xxiii Brudflader som den der har været mellem magistrene og de øvrige AC-forbund over A- kassemedlemskabet kan gentage sig, hvis ulighederne mellem akademikergrupper vokser de kommende år. Et forbund som DJØF står lige for. Mange af de blødere uddannede samfundsfaglige akademikere er yderst usikre og DJØF-dimittendledigheden er høj. Hvilke strategier kan forbundet benytte for at holde på så ulige en medlemsskare? Vil det føre til nye alliancer og brudflader i ACfamilien? Noget kunne tyde på det. xvii Actuelt oktober 2013: Ledighedsstatistik oktober 2013, xviii xix Analyse og Tal 2013: Akademikerprekaritat, Rapport, København: Analyse og Tal. Kritisk Debat, Februar 2014 side 45

46 xx Standing, Guy 2011: The Precariat, Bloomsbury: London xxi xxii Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2012: Arbejdsudbuddet blandt akademikere fremover, rapport, København: Arbejderbevægelsens Ervhvervsråd. xxiii Kraka 2012: Stadig flere akademikere er overuddannede til deres job, rapport, København: Kraka. Kritisk Debat, Februar 2014 side 46

47 Vi går fra behovsstyring til profitstyring med salget af DONG Af Søren Andersen Med den fortsatte privatisering af DONG, gennem salg af aktier til Goldman Sachs, ATP og PFA, realiserede SRSF-regeringen Anders Foghs vision fra 2004 om privatisering DONG. Hele forløbet har været forsidestof gennem det meste af januar og grundigt dækket og analyseret i Kritisk Debat. SF har trukket sig fra regeringen og er i eksistenskrise. Der er oprør både fra prominente socialdemokrater og græsrødder. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti sagde fra overfor salget. Over tilkendegav på nettet, at de var modstandere af salget. Modstanden i befolkningen afspejlede sig dog ikke på Christiansborg. Corydon lod sig ikke rokke og argumenterede med, at tilbuddet fra Goldman Sachs alt i alt var det bedste. Desuden, ifølge Corydons udtalelser til Arbejderen, ville politikerne forbryde sig mod EU-retten, hvis de sagde nej til Goldman Sachs og valgte at sælge DONG-aktierne til for eksempel pensionskasserne. Det er imod "det EU-retlige ligebehandlingsprincip", hvor man kun må se på pris og ikke samfundsinteresser ved et udbud. Et demokratisk problem var og er, at hverken folketingsmedlemmerne eller borgerne kunne få lov at se aftalen og det med småt. Først efter stort pres og offentlig kritik fik medlemmerne af Finansudvalget mulighed for at se og læse aftalen hos finansministeren. Så meget for demokrati og inddragelse i et spørgsmål om salg af vitale samfundsinteresser. Hvori bestod modstanden? Initiativtageren til underskriftsprotesten på nettet, Niels Christian Cederberg siger til Arbejderen, at han ingen partipolitisk agenda har. Han er en bekymret borger der ikke mener, at et delsalg af Danmarks største energiselskab skal ske til en kynisk investeringsbank. Derudover ønsker han at skabe debat på et oplyst grundlag, i modsætning til den lukkede proces der har kendetegnet salget til Goldman Sachs. Endvidere ønsker han en principiel debat, om hvad og til hvem vi sælger vores fælleseje. Modstanden på nettet blev kaldt pøbelvælde af Berlingske. Det var dog ikke mere pøbelvælde, end at en undersøgelse lavet for JP viste, at hele 63,4 % af danskerne mente, at DONG skulle bevares på danske hænder og regeringen burde have droppet salget af en del af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. En anden undersøgelse viste, at ingen af partierne i Folketinget havde et flertal af deres vælgere bag salget til Goldman Sachs. 20 østjyske fagforeningsformænd rykkede også i marken for at markere modstand mod salget. Formændene ønskede ikke at sælge til Goldman Sachs, der havde stor andel i den finansielle krise der kostede danske arbejdspladser. Konstruktionen med at anbringe provenuet i skattely blev også kritiseret. Fremfor at komme med en klar melding om privatiseringen opfordrede formændene Folketinget til at tage en diskussion af, om kommercielle interesser kan gå hånd i hånd med befolkningens og samfundets behov for billig, sikker og miljørigtig energi. Kritisk Debat, Februar 2014 side 47

48 Modstanden indeholder mange elementer og meget naturligt er det lettest at rette sin modstand mod Goldman Sachs. De har et ry for kortsigtede investeringer, der giver store profitter. De har et medansvar for finanskrisen. De benytter sig af skattely alt i mens den danske stat fører retssager for at få dømt skattely ulovlige. Modstanden er forståelig, men Goldman Sachs gør bare det de er bedst til, nemlig at skabe profit til ejerne herunder nogle danske pensionskasser. Problemet er, at politikerne har haft et valg, men de har truffet en beslutning uden en åben diskussion og inddragelse af Folketinget og befolkningen. Modstanden indeholder også kravet om en oplyst demokratisk debat. Det gælder både Niels Christian Cederholm og modstanderne i Folketinget. Denne debat kommer aldrig i gang. Regeringen og Corydon dækker sig ind under EU-jura og samlet set det bedste tilbud og så med vished om, at de tavse borgerlige partier i Folketinget støtter og er glade for, at deres vision fra 2004 nu endelig realiseres. Udover Kritisk Debat er der stort ikke andre der rejser det principielle spørgsmål om privatisering af centrale samfundsmæssige strukturer. De østjyske fagforeningsformænd nærmer sig emnet gennem en opfordring til Folketinget om at tage en diskussion af, om kommercielle interesser kan gå hånd i hånd med befolkningens og samfundets behov for billig, sikker og miljørigtig energi. Konkluderende kan man sige, at det mest er forargelsen over Goldman Sachs og brugen af skattely lande der driver modstanden. Pensionskasserne som redningsplanke? Da den folkelige og politiske modstand tog til i styrke, kom fagbevægelsen på banen. Formanden for FTF og medlem af ATP bestyrelsen Bente Sorgenfrei rykkede i marken og udtalte, at det handlede om vilje og der var vilje i pensionskasserne til at investere i DONG. Pensionskasserne skulle bare inviteres på kaffe hos Corydon, så de kunne fremlægge deres forslag. Bente Sorgenfreis melding blev fulgt op, ikke overraskende, af Dennis Kristensen næstformand i Pensam, Anders Bondo Christensen formand for lærernes pensionskasse, Henning Pedersen næstformand i pædagogernes pensionskasse og Grethe Christensen næstformand i sygeplejerskernes pensionskasse med udtalelser om at skabe en dansk løsning. Underforstået at så ville der også blive betalt skat i Danmark. Corydon var afvisende og mente ikke forslaget var seriøst. Det viste sig hurtigt, at de fire fagforeningsformænd var i gang med et pinligt soloridt. De fremsatte tilsagn stod for egen regning, det havde ikke været på bestyrelsernes bord i de respektive pensionskasser. Hvad værre var der kom ikke en eneste refleksion over den privatisering, pensionskasserne ville medvirke i. Eller som Anders Bondo Christensen udtalte til Arbejderen, Når vi agerer som pensionskasser, så er vi ikke politikere. Så varetager vi vore medlemmers interesser. Fagforeningsformændene skulle nok tage en diskussion med deres medlemmer, om det var i medlemmernes interesse at medvirke til en delvis privatisering af DONG. Hvad vil fagbevægelsen og medlemmerne med milliarderne i pensionskasserne? De fire fagforeningsformænds pinlige stunt omkring salget til Goldman Sachs aktualiserer behovet for en medlemsdebat om, hvad fagbevægelsen vil med de mange milliarder i pensionskasserne. Kritisk Debat, Februar 2014 side 48

49 Lovgivningsmæssigt er kravet at sikre den bedst mulige forrentning samlet set. Fra medlemmernes synspunkt er kravet naturligt nok alderspensioner der sikrer en god alderdom. Flere pensionskasser har sat et mål om, at folkepension, ATP, arbejdsmarkedspension og privat opsparing skal udgøre 80 % af hidtidig løn. En række pensionskasser har valgt at støtte den grønne dagsorden blandt andet gennem massive investeringer i havmøller. De nyder bred støtte i medlemsskaren. Under den grønne dagsorden gemmer sig også en diskussion af, om pensionskasserne skal investere i olie-, gas- og kulindustrien. Det kan opfattes modsætningsfyldt, at pensionskasserne på den ene side investerer i vedvarendeog CO2 neutral energi og samtidig har penge i en CO2 forurenende industri. Investering i velfærdsteknologi står lige for døren. Det er et ekspanderende marked både i ind- og udland. Det er samtidig en arbejdskraft besparende teknologi og ønsker medlemmerne at støtte denne udvikling? Offentlig Privat Partnerskab (OPP) er en diskuteret mulighed i pensionskasserne. Organiseringen i OPP retter sig hovedsagelig mod infrastrukturer som broer, tunneler, havmøller og institutioner i bred forstand. Udgangspunktet er ofte, at staten mangler finansieringsmuligheder og pensionskasserne har investerings villig kapital, der på de rette betingelser kan komme i spil. Nogle betragter OPP projekter som en form for privatisering. Denne vinkel er helt fraværende i diskussionerne, hvor det er forrentning, sikkerhed og tidshorisont der er afgørende. Kapital er ikke et problem. Hvad ønsker medlemmerne, hvis det er privatiserings vinklen der anlægges? Kritisk Debat, Februar 2014 side 49

50 FRA LØN TIL VELFÆRD PERSPEKTIVER FOR OK Af Christian Lyhne Ibsen og Søren Kaj Andersen OK-2014 for de knapt privatansatte på LO/DA-området er i gang. Den 9. februar blev DI og CO-industri enige om en ny 3-årig overenskomst, som lægger linjerne for de øvrige områder. Denne gang er der udsigt til mindre smalhals, men for ca procents vedkommende er overenskomstforhandlingerne i nogen grad uinteressante mht. den udbetalte løn. Denne artikel analyserer OK-2014 med fokus på forholdet mellem decentralisering af løn, reformer af velfærdsstaten og overenskomstsystemet. Fra løn til velfærd Der er tegn på bedring i økonomien op til OK-2014, hvilket presser forventningerne op hos lønmodtagerne efter to runder med smalle forlig. Men løn aftales i høj grad ude på virksomhederne, så det er fejlagtigt at tro, at forhandlerne nu skal sikre kæmpe reallønsstigninger. Forliget, som forhandlerne i de toneangivende industriforhandlinger indgik søndag d. 9. februar, gentager den dynamik i overenskomstforhandlingerne, som gradvist er kommet til at præge aftalemodellen siden start-90 erne. Decentralisering af løn og arbejdstid har gjort disse emner mindre betydningsfulde og har veget pladsen til udbygning af goder, som tidligere var velfærdsstatens domæne. Denne udvikling har været mulig pga. aftalemodellens generelt høje dækning og store kapacitet til at koordinere på tværs af sektorer, brancher og arbejdspladser. Man får simpelthen løst nogle samfundsøkonomiske udfordringer, fordi parterne kan blive enige herom, og fordi der er en organisatorisk kapacitet til at gøre det. Omvendt giver udviklingen i overenskomsterne også problemer mht. dækningen af overenskomsterne og holdbarheden i aftalesystemet, når medlemmerne svigter de overenskomstbærende organisationer. Disse problemer er endnu ikke akutte for udbredelsen af goderne, men de kan blive det, hvis tendenserne på arbejdsmarkedet fortsætter. OK2014 det er blevet lidt bedre Industriforliget giver moderate men dog lidt bedre stigninger på mindstebetalingssatserne. Således stiger satsen med i alt 4,95 kr. over tre år, hvilket svarer til 4,55 procent. Derudover kommer en stigning på én procent i den såkaldte fritvalgskonto, som kan bruges til enten ekstra pension, betalt ferie eller løn. Endelig er der mere uddannelse og barsel i forliget. Bare det, at CO-industri accepterer en treårig periode, er tegn på, at der er kommet mere til lønmodtagerne. Til forskel fra de to foregående overenskomstrunder (OK) i 2010 og 2012 aner man således optimisme hos parterne. I sin økonomiske redegørelse fra august 2013 fremlagde regeringen et forsigtigt bud på bedre økonomiske tider i Danmark (Økonomi og Indenrigsministeriet 2013). BNP skønnes at vokse med beskedne 0,2 % i år, men med 1,6 % i Dette giver håb om tilstrækkelig vækst til at fremme beskæftigelsen og bringe ledigheden ned. Således ventes bruttoledigheden at falde med fuldtidspersoner i 2014 sammenlignet med I 2014 skønnes den gennemsnitlige bruttoledighed således at være på personer. Arbejdsløsheden vil derfor 1 Dele af denne analyse er tidligere publiceret i FAOS-forskningsnotat 137, Forligsmuligheder på den smalle sti ud af krisen af Søren Kaj Andersen og Christian Lyhne Ibsen. Kritisk Debat, Februar 2014 side 50

51 falde til lidt over 5 %. En del af dette moderate opsving skyldes en større forbrugertillid og dermed øget privat forbrug, men også bedre tider i udlandet kan drive eksporten fremad. Omvendt er niveauet for erhvervsinvesteringer lavt ifølge DI på det laveste niveau i 20 år. Dette er problematisk for produktiviteten. De overordnede ledighedstal dækker over betydelige forskelle på tværs af fag og brancher. Metals a-kasse melder om en ledighed mellem sine medlemmer på 4,5 % i september HK s medlemmer havde en ledighed på 5,7 % i september For 3Fs medlemmer er ledigheden derimod på 7,7 % i juli 2013, hvilket dog er et fald siden 2012, hvor ledigheden var godt over 10 % i samme periode. Derudover er antallet af langtidsledige i 3F reduceret med ca. en fjerdedel. Som forventet er de ufaglærte hårdest ramt. Derudover skønner Dansk Metal, at der vil komme omkring flere jobs i industrien frem i mod Dette vil omvendt lægge pres på for at forøge antallet af industriarbejdere, men her vel at mærke primært faglærte. I alt skønnes det, at der vil komme til at mangle faglærte arbejdere i Det har fået 3F, Dansk Metal, HK og DI til at gå sammen om kampagnen Hands-on, der skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse fremfor en gymnasial uddannelse. Samtidig er der kommet pres på virksomhederne om at tage flere lærlinge ind. Lønkonkurrenceevnen Ligesom op til OK2012 er konkurrenceevnen over for udlandet i fokus. Særligt ser lønkonkurrenceevnen målt ved forskellen i stigningen i enhedslønomkostningerne i fremstillingsvirksomheder og korrigeret for udviklingen i den effektive kronekurs problematisk ud med en forværring i perioden overfor udlandet på knap 3/4 procentpoint i gennemsnit om året. Samtidig ser det ud til, at de fleksible lønsystemer (mindste- og minimallønsbetaling), der findes på ca. 85 % af DA-området har været effektive til at ændre lønstigningstakten. I 2012 er lønkonkurrenceevnen forbedret med 9,5 %, siden det stod værst til tilbage i 2008, da Danmark var ca. 25 % dårligere. Lønkonkurrenceevnen er således nu på niveau med Det betyder, at lønkonkurrenceevnen i Danmark er ca. 15 % dårligere end i udlandet i Ser man på lønomkostninger pr. time i perioden har vi i Danmark haft gennemsnitlige stigninger på 3,8 % i mod udlandets 3,1 % i fremstillingsvirksomheder. I 2011 var udlandets stigningstakt højere end i Danmark, hvorimod den var stort set ens i I begyndelsen af 2013 har Danmark ligget 3/4 procent point under udlandet igen. I 2012 og de to første kvartaler i 2013 har stigningerne i timefortjenesten for de serviceprægede erhverv ligget konsekvent over bygge- og anlæg samt fremstillingsvirksomheder. I andet kvartal i 2013 har stigningerne i fremstillingsvirksomhederne ligget på 1,5 %, hvorimod service samt bygge- og anlæg har ligget på 1,9 %. Hermed er stigningen for bygge- og anlæg øget fra et meget lavt niveau på 1,025 % i Tallene tyder altså på en gradvis genopretning af lønkonkurrenceevnen i Danmark, men også at der stadig består en del at hente (Statistikudvalget 2013). Kritisk Debat, Februar 2014 side 51

52 FIGUR 1: UDVIKLINGEN I LØNKONKURRENCEEVNE (AKKUMULERET) SIDEN 2000 (MÅLT VED RELATIVE ENHEDSLØNOMKOSTNINGER I FREMSTILLINGSVIRKSOMHED) Anm.: Udviklingen i lønkonkurrenceevnen er målt ved de relative enhedslønomkostninger i fremstillingsvirksomhed mellem Danmark og udlandet korrigeret for den effektive kronekurs. Enhedslønomkostningerne beregnes som forholdet mellem lønsum og real bruttoværditilvækst. Kilde: Taget fra Statistikudvalgets statusrapport, 3. kvartal Baseret på OECD, Eurostat, Danmarks Statistik, Reuters EcoWin og egne beregninger. Diskussionen om konkurrenceevne hænger nøje sammen med produktivitetsudviklingen i Danmark. Produktivitetskommissionens beregninger fortæller en historie om lav produktivitetstilvækst i de indenlandske private serviceerhverv fra midten af 1990 erne og en gradvis afkobling af forholdet mellem lønstigninger og produktivitetsstigninger. Dette ser man også inden for fremstillingsindustrien, men først i anden halvdel af 2000 erne og i mindre udstrækning. Dette betyder, at de indenlandske private serviceerhverv er blevet for dyre. Dette kan ydermere have en afsmittende effekt på omkostningsniveauet i de konkurrenceudsatte erhverv. Dette forhold sætter interesserne på tværs af brancherne i potentiel modstrid, hvilket kan føre til splittelse særligt i fagbevægelsen om, hvordan lønudviklingen skal være i henholdsvis eksportindustrien og de indenlandske erhverv. Omvendt lyder det fra en del fagforbund særligt HK og 3F som repræsenterer lavlønsgrupper at lønmodtagerne har udvist stor ansvarlighed i OK2010 og OK2012 med løntilbageholdenhed. Derfor er det nu tid til at lægge relativt mere på lønsatserne i en situation, hvor økonomien måske så småt vender. På mindstebetalings- og minimallønsområderne giver satser en afsmittende effekt på tillæggene, men ellers er der begrænsede muligheder for centrale lønstigninger. Det er de faktiske forhold i jernindustrien, forstået som fornyelsen af Industriens Overenskomst, der sætter niveauet for den økonomiske ramme, men der ligger som nævnt spændinger mellem forventninger og faktiske økonomiske forhold, der skaber særlige udfordringer i forhold til lavlønsområder som butiksoverenskomsten og Horesta-overenskomsten. Og som altid bliver forliget på normallønsområdet vanskeliggjort af, at man her reelt forhandler den udbetalte løn. Traditionelt forhandler normallønsområdet lønstigninger, der tager hensyn til manglende lokale lønstigninger dvs. den økonomiske ramme i industriforliget plus en lønstigning, der gennemsnitligt svarer til de lokale lønstigninger på mindstebetalings- og minimallønsområderne. Denne koordination på tværs af områderne har historisk været kilde til konflikter både imellem parterne og internt i Kritisk Debat, Februar 2014 side 52

Demokrati og Republikanisme

Demokrati og Republikanisme En artikel fra KRITISK DEBAT Demokrati og Republikanisme Skrevet af: Julio César Guanche Offentliggjort: 15. februar 2014 Den i dag så udbredte forestilling om parlamentarisk demokrati som en borgerlig-liberal

Læs mere

Liberalisme...1 Socialismen...1 Konservatisme...2 Nationalisme...4 Socialliberalisme...5

Liberalisme...1 Socialismen...1 Konservatisme...2 Nationalisme...4 Socialliberalisme...5 Ideologier Indhold Liberalisme...1 Socialismen...1 Konservatisme...2 Nationalisme...4 Socialliberalisme...5 Liberalisme I slutningen af 1600-tallet formulerede englænderen John Locke de idéer, som senere

Læs mere

I Radikal Ungdom kan alle medlemmer forslå, hvad foreningen skal mene. Det er så Landsmødet eller Hovedbestyrelsen, der beslutter, hvad vi mener.

I Radikal Ungdom kan alle medlemmer forslå, hvad foreningen skal mene. Det er så Landsmødet eller Hovedbestyrelsen, der beslutter, hvad vi mener. Principprogram I Radikal Ungdom er vi sjældent enige om alt. Vi deler en fælles socialliberal grundholdning, men ellers diskuterer vi alt. Det er netop gennem diskussioner, at vi udvikler nye ideer og

Læs mere

Ideologier som truer demokratiet i 1930 erne. Kommunisme, fascisme, nazisme

Ideologier som truer demokratiet i 1930 erne. Kommunisme, fascisme, nazisme Ideologier som truer demokratiet i 1930 erne. Kommunisme, fascisme, nazisme Hvad er en ideologi? Det er et sammenhængende system af tanker og idéer som angiver hvordan samfundet bør være indrettet. Evt.

Læs mere

Socialisme og kommunisme

Socialisme og kommunisme Forskellen Socialisme og kommunisme Socialismen og kommunismen er begge ideologier, der befinder sig på den politiske venstrefløj, og de to skoler har også en del til fælles. At de frem til 1870'erne blev

Læs mere

kraghinvest.dk Marxisme var det relevant? Jean Michel te Brake Marts 2014 Resumé

kraghinvest.dk Marxisme var det relevant? Jean Michel te Brake Marts 2014 Resumé Marxisme var det relevant? Marts 2014 Resumé Marx er kendt for sin berømte tekst, Det Kommunistiske Manifest, som beskriver hvordan arbejderne, kaldet proletariatet, vil tage land og fabrikker tilbage

Læs mere

Farvel til de røde undtagelser

Farvel til de røde undtagelser En artikel fra KRITISK DEBAT Farvel til de røde undtagelser Skrevet af: Line Barfod Offentliggjort: 14. april 2010 Ellen Brun og Jaques Hersh rejser i sidste nummer af kritisk debat en vigtig debat om

Læs mere

ET STÆRKERE SOCIALT EU SPLITTER DANSKERNE

ET STÆRKERE SOCIALT EU SPLITTER DANSKERNE ET STÆRKERE SOCIALT EU SPLITTER DANSKERNE Kontakt: Forskningschef, Catharina Sørensen +45 54 88 cas@thinkeuropa.dk RESUME En ny måling foretaget af YouGov for Tænketanken EUROPA viser, at danskerne er

Læs mere

Indledning. kapitel i

Indledning. kapitel i kapitel i Indledning 1. om samfundsfilosofi Når min farfar så tilbage over et langt liv og talte om den samfundsudvikling, han havde oplevet og været med i, sagde han tit:»det er i de sidste ti år, det

Læs mere

Pengenes herre, 1-3 (Keynes, Hayek og Marx) John Maynard Keynes og keynesianismen. Pædagogisk vejledning http://filmogtv.mitcfu.dk

Pengenes herre, 1-3 (Keynes, Hayek og Marx) John Maynard Keynes og keynesianismen. Pædagogisk vejledning http://filmogtv.mitcfu.dk Pengenes herre, 1-3 (Keynes, Hayek og Marx) Billederne er fra tv-udsendelserne. John Maynard Keynes og keynesianismen DR2, 28.10.20131, 51 min. Englænderen John Maynard Keynes (1883-1946) udtænker de økonomiske

Læs mere

Højre. Estrup. Højres oprettelse. Helstatspolitik mod Ejderpolitik. Konkurrence fra Venstre. faktaboks. Fakta. I regeringen fra 1849-1901

Højre. Estrup. Højres oprettelse. Helstatspolitik mod Ejderpolitik. Konkurrence fra Venstre. faktaboks. Fakta. I regeringen fra 1849-1901 Historiefaget.dk: Højre Højre Estrup Højre-sammenslutningen blev dannet i 1849 og bestod af godsejere og andre rige borgere med en konservativ grundholdning. Højrefolk prægede regeringsmagten indtil systemskiftet

Læs mere

Håndbog for vælgere. Jens Baunsgaard. SejsData

Håndbog for vælgere. Jens Baunsgaard. SejsData Håndbog for vælgere Jens Baunsgaard SejsData 1. udgave 2012 EAN 9788789052007 ISBN-13 978-87-89052-00-7 E-mail sejsdata@hotmail.com 2 Indhold Indledning... 4 Oversigt over valgsystemet... 5 Valgkampen

Læs mere

Interview med finansminister Palle Simonsen (C), 1986.

Interview med finansminister Palle Simonsen (C), 1986. Den danske model Følgende er et interview med den konservative finansminister Palle Simonsen om den danske velfærdsstatsmodel. 5 Kilde: John Wagner (red.): Den danske model. En bog med Palle Simonsen om

Læs mere

Nyt principprogram for Enhedslisten?

Nyt principprogram for Enhedslisten? En artikel fra KRITISK DEBAT Nyt principprogram for Enhedslisten? Skrevet af: Finn Sørensen Offentliggjort: 15. april 2012 En vigtig diskussion på Enhedslistens årsmøde i Store Bededagsferien bliver, om

Læs mere

Vores ideologiske rod

Vores ideologiske rod FOLKESOCIALISME Hvad er jeres bud? Historisk rids! Midten af 1800-tallet: Industrialisering! Ekstrem ulighed i samfundet! 1871: Socialdemokratiet udspringer af datidens LO! 1920: DKP stiftes! De to slås

Læs mere

USA. Spørgsmål til refleksion og fordybelse. Ordforklaring. Historiefaget.dk: USA. Side 1 af 5

USA. Spørgsmål til refleksion og fordybelse. Ordforklaring. Historiefaget.dk: USA. Side 1 af 5 USA USA betyder United States of Amerika, på dansk Amerikas Forenede Stater. USA er et demokratisk land, der består af 50 delstater. USA styres af en præsident, som bor i Det hvide Hus, som ligger i regeringsområdet

Læs mere

FORKORTET SAMMENFATNING AF DE PÆDAGOGISKE DAGE HØJSKOLEPÆDAGOGISK UDVIKLINGSPAPIR

FORKORTET SAMMENFATNING AF DE PÆDAGOGISKE DAGE HØJSKOLEPÆDAGOGISK UDVIKLINGSPAPIR FORKORTET SAMMENFATNING AF DE PÆDAGOGISKE DAGE HØJSKOLEPÆDAGOGISK UDVIKLINGSPAPIR Dette er en stærkt forkortet version af det samlede notat fra de pædagogiske dage. Den forkortede version omridser i korte

Læs mere

Mange føler, at det handler om, hvem man vil være i hus

Mange føler, at det handler om, hvem man vil være i hus Dominique Bouchet Syddansk Universitet Mange føler, at det handler om, hvem man vil være i hus sammen med. 1 Måden, hvorpå et samfund forholder sig til det nye, er et udtryk for dette samfunds kultur.

Læs mere

Den sproglige vending i filosofien

Den sproglige vending i filosofien ge til forståelsen af de begreber, med hvilke man udtrykte og talte om denne viden. Det blev kimen til en afgørende ændring af forståelsen af forholdet mellem empirisk videnskab og filosofisk refleksion,

Læs mere

Undersøgelsesopgaver og øvelser om magt Af Rune Gregersen

Undersøgelsesopgaver og øvelser om magt Af Rune Gregersen Undersøgelsesopgaver og øvelser om magt Af Rune Gregersen Øvelse 1) Paneldebat 1. Læs temateksten Magt, dynamik og social mobilitet og inddel klassen i to halvdele. Den ene halvdel forsøger at argumentere

Læs mere

Landets velstand er afhængig af det danske folks Dansk Folkepartis samlede arbejdsindsats. principprogram af oktober 2002 P R I N C I P

Landets velstand er afhængig af det danske folks Dansk Folkepartis samlede arbejdsindsats. principprogram af oktober 2002 P R I N C I P PRINCIP R G R A M Dansk Folkepartis formål er at hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land samt at bevare og udbygge folkestyre og monarki. Vi er forpligtede af vor danske

Læs mere

Statsminister Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 5. juni 2015

Statsminister Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 5. juni 2015 Statsminister Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 5. juni 2015 (Det talte ord gælder) Kære alle sammen. I Danmark står vi last og brast om demokratiets kerneværdier. Vi siger klart og tydeligt nej til

Læs mere

Oplæg ved medlemsmøde 30/ om ENHEDSLISTENS PROGRAM vedtaget på årsmødet 2014

Oplæg ved medlemsmøde 30/ om ENHEDSLISTENS PROGRAM vedtaget på årsmødet 2014 Oplæg ved medlemsmøde 30/9 2014 om ENHEDSLISTENS PROGRAM vedtaget på årsmødet 2014 I det tidligere - og ret lange program - blev ordet revolution nævnt 29 gange! I denne nye version kun 2 gange! Jeg vil

Læs mere

Jesper Jungløw Nielsen Cand.mag.fil

Jesper Jungløw Nielsen Cand.mag.fil Det kantianske autonomibegreb I værkert Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785) bearbejder den tyske filosof Immanuel Kant fundamentet for pligtetikken, hvis fordring bygges på indre pligter. De etiske

Læs mere

Politikordbog. Folkehold: Folk, der arbejder for andre folk. Altså folk, der bliver holdt af andre folk.

Politikordbog. Folkehold: Folk, der arbejder for andre folk. Altså folk, der bliver holdt af andre folk. Politikordbog Adlen: Det var de folk, der mente, at de var specielle i forhold til særdeles bønderne. Det var dem, som havde næstmest magt i landet før Grundloven. Andelsforeninger: Når man er medlem af

Læs mere

DRØMMEN OM NEOLIBERALISMEN OG MARKEDSSTATEN.

DRØMMEN OM NEOLIBERALISMEN OG MARKEDSSTATEN. 1 KRITISKE ANALYSER Af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund, kendt fra Den Alternative Velfærdskommission www.henrikherloevlund.dk herloevlund@mail.dk DRØMMEN OM NEOLIBERALISMEN OG MARKEDSSTATEN.

Læs mere

Spil med kategorier (lange tekster)

Spil med kategorier (lange tekster) Spil med kategorier (lange tekster) Dette brætspil kan anvendes i forbindelse med alle emneområder. Du kan dog allerhøjest lave 8 forskellige svarmuligheder til dine spørgsmål, f.eks. 8 lande, numre osv.

Læs mere

Vedtægter Vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres november 2006. Ændret på partiets 3. kongres, november 2011

Vedtægter Vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres november 2006. Ændret på partiets 3. kongres, november 2011 Vedtægter Vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres november 2006. Ændret på partiets 3. kongres, november 2011 Vedtægter vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres november 2006. Ændret

Læs mere

Her er ideer til, hvordan kanonpunktet Den westfalske Fred kan integreres i emner/temaer.

Her er ideer til, hvordan kanonpunktet Den westfalske Fred kan integreres i emner/temaer. Systemskiftet 1901 Det danske demokratiske system er udviklet, siden det blev etableret i 1849. Systemskiftet i 1901 hører til de afgørende ændringer. I første omgang blev denne praksis ikke grundlovsfæstet.

Læs mere

En analyse af den danske borgerlønsdebat 1977-97. 1. Oversigt over den danske borgerlønsdebat

En analyse af den danske borgerlønsdebat 1977-97. 1. Oversigt over den danske borgerlønsdebat 8.0 Christensen/Borgerløn 10/03/05 13:52 Page 209 Del II Den historiske fortælling En analyse af den danske borgerlønsdebat 1977-97 1. Oversigt over den danske borgerlønsdebat Med det udviklede borgerlønsbegreb,

Læs mere

Afghanistan - et land i krig

Afghanistan - et land i krig Historiefaget.dk: Afghanistan - et land i krig Afghanistan - et land i krig Danmark og andre NATO-lande har i dag tropper i Afghanistan. Den nuværende konflikt i Afghanistan, der startede i 2001, er dog

Læs mere

- Kan Lévinas etik danne grundlag for et retfærdigt etisk møde med den enkelte prostituerede?

- Kan Lévinas etik danne grundlag for et retfærdigt etisk møde med den enkelte prostituerede? Synopsis i Etik, Normativitet og Dannelse. Modul 4 kan. pæd. fil. DPU. AU. - Kan Lévinas etik danne grundlag for et retfærdigt etisk møde med den enkelte prostituerede? 1 Indhold: Indledning side 3 Indhold

Læs mere

Spørgsmål til refleksion og fordybelse. Vidste du, at.. Ordforklaring. Historiefaget.dk: Vidste du, at.. Side 1 af 5

Spørgsmål til refleksion og fordybelse. Vidste du, at.. Ordforklaring. Historiefaget.dk: Vidste du, at.. Side 1 af 5 Den kolde krig er betegnelsen for den højspændte situation, der var mellem supermagterne USA og Sovjetunionen i perioden efter 2. verdenskrigs ophør i 1945 og frem til Berlinmurens fald i november 1989.

Læs mere

Kursusforløb 6-8. klasse. Fagplan for Den Vide Verden og Demokrati

Kursusforløb 6-8. klasse. Fagplan for Den Vide Verden og Demokrati FAABORGEGNENS FRISKOLE PRICES HAVEVEJ 13, 5600 FAABORG TLF.: 6261 1270 FAX: 6261 1271 Kursusforløb 6-8. klasse ENGHAVESKOLEN D. 07-01-2009 Sideløbende med historieundervisningen i 6.-9.kl. er der i 6.

Læs mere

Undervisningsbeskrivelse

Undervisningsbeskrivelse Undervisningsbeskrivelse Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser Termin December 2017 Institution HF og VUC Fredericia Uddannelse Fag og niveau Lærer(e) Hold Hfe - Netundervisning

Læs mere

VINCENT HENDRICKS: VI ER NØDT TIL AT DROPPE DET MEGET LEMFÆLDIGE FORHOLD TIL INFORMATION

VINCENT HENDRICKS: VI ER NØDT TIL AT DROPPE DET MEGET LEMFÆLDIGE FORHOLD TIL INFORMATION VINCENT HENDRICKS: VI ER NØDT TIL AT DROPPE DET MEGET LEMFÆLDIGE FORHOLD TIL INFORMATION 08.12.2013 Hvis man har et alt for lemfældigt forhold til sandhed, så har man også et alt for lemfældigt forhold

Læs mere

En national vision for folkeoplysningen i Danmark. Af kulturminister Marianne Jelved

En national vision for folkeoplysningen i Danmark. Af kulturminister Marianne Jelved En national vision for folkeoplysningen i Danmark Af kulturminister Marianne Jelved En national vision for folkeoplysningen i Danmark Udgivet november 2014 Kulturministeriet Nybrogade 2 1203 København

Læs mere

Diskursanalyse - Form over for kontekst Mentalitetshistorie Begrebshistorie Hvad kan man bruge diskursanalysen til?

Diskursanalyse - Form over for kontekst Mentalitetshistorie Begrebshistorie Hvad kan man bruge diskursanalysen til? Diskursanalyse - Form over for kontekst Når vi laver diskursanalyser, undersøger vi sprogbrugen i kilderne. I forhold til en traditionel sproglig analyse ser man på, hvilket betydningsområder sproget foregår

Læs mere

Hjerner i et kar - Hilary Putnam. noter af Mogens Lilleør, 1996

Hjerner i et kar - Hilary Putnam. noter af Mogens Lilleør, 1996 Hjerner i et kar - Hilary Putnam noter af Mogens Lilleør, 1996 Historien om 'hjerner i et kar' tjener til: 1) at rejse det klassiske, skepticistiske problem om den ydre verden og 2) at diskutere forholdet

Læs mere

Putins Rusland? Forholdet mellem staten og borgen i dagens Rusland

Putins Rusland? Forholdet mellem staten og borgen i dagens Rusland Putins Rusland? Forholdet mellem staten og borgen i dagens Rusland Kim Frederichsen Cand.mag., Ph.d. stipendiat, ToRS, Københavns Universitet Christiansborg 15. november 2013 Opbygning Et kort tilbageblik

Læs mere

Den nye frihedskamp Grundlovstale af Mette Frederiksen

Den nye frihedskamp Grundlovstale af Mette Frederiksen Den nye frihedskamp Grundlovstale af Mette Frederiksen Hvert år mødes vi for at fejre grundloven vores forfatning. Det er en dejlig tradition. Det er en fest for demokratiet. En fest for vores samfund.

Læs mere

Stormen på Bastillen. Stormen Skildring af parisernes storm på den gamle fæstning i Paris. Stormen blev med tiden selve symbolet på revolutionen.

Stormen på Bastillen. Stormen Skildring af parisernes storm på den gamle fæstning i Paris. Stormen blev med tiden selve symbolet på revolutionen. Den franske Revolution Stormen på Bastillen Vi skriver den 14. juli 1789, og stemningen var mildt sagt på kogepunktet i Paris. Rygterne gik. Ja, de løb faktisk af sted i ekspresfart. Hæren var på vej mod

Læs mere

- Cevea blæser til angreb Notat fra Cevea, 17/09/08 Cevea Sølvgade 90, 5.tv 1370 København K

- Cevea blæser til angreb Notat fra Cevea, 17/09/08 Cevea Sølvgade 90, 5.tv 1370 København K 17.09.08 Slaget om danskheden er kun lige begyndt Side 1 af 1 - Cevea blæser til angreb Notat fra Cevea, 17/09/08 Cevea Sølvgade 90, 5.tv 1370 København K Tlf +45 31 64 11 22 kontakt@cevea.dk www.cevea.dk

Læs mere

Dansker hvad nu? Fra vikingerige til velfærdsstat

Dansker hvad nu? Fra vikingerige til velfærdsstat Undervisningsmateriale til Dansker hvad nu? Formål Vi danskere er glade for vores velfærdssamfund uanset politisk orientering. Men hvordan bevarer og udvikler vi det? Hvilke værdier vil vi gerne bygge

Læs mere

I dag for 100 år siden fik Danmark en ny grundlov. Med den fik kvinder og tjenestefolk uden egen husstand stemmeret. Tænk engang. (Smil.

I dag for 100 år siden fik Danmark en ny grundlov. Med den fik kvinder og tjenestefolk uden egen husstand stemmeret. Tænk engang. (Smil. GRUNDLOVSTALE 2015 I dag for 100 år siden fik Danmark en ny grundlov. Med den fik kvinder og tjenestefolk uden egen husstand stemmeret. Tænk engang. (Smil.) Det var en milepæl i udviklingen af det dengang

Læs mere

En national vision for folkeoplysningen i Danmark. Af kulturminister Marianne Jelved

En national vision for folkeoplysningen i Danmark. Af kulturminister Marianne Jelved Kulturministeriet: National vision for folkeoplysningen http://kum.dk/kulturpolitik/uddannelse-folkeoplysning-og-hoejskoler/folkeoplysning/... Side 1 af 1 05-03-2015 National vision for folkeoplysningen

Læs mere

Fascismen og nazismen

Fascismen og nazismen Fascismen og nazismen Fascismen og nazismen opstod begge i kølvandet på Første Verdenskrig. Men hvad er egentlig forskellen og lighederne mellem de to ideologier, der fik meget stor betydning for Europa

Læs mere

1.0 På baggrund af bilag 1 ønskes en redegørelse for Daltons opfattelse af, hvad der forklarer folks partivalg.

1.0 På baggrund af bilag 1 ønskes en redegørelse for Daltons opfattelse af, hvad der forklarer folks partivalg. Side 1 af 8 1.0 På baggrund af bilag 1 ønskes en redegørelse for Daltons opfattelse af, hvad der forklarer folks partivalg. Bilag 1 er en tekst af Russel Dalton, der omhandler ændringer i baggrunden for

Læs mere

Undervisningsbeskrivelse for: 2e hi

Undervisningsbeskrivelse for: 2e hi Undervisningsbeskrivelse for: 2e hi Fag: Historie A, STX Niveau: A Institution: Marie Kruses Skole (207004) Hold: 1e Termin: Juni 2016 Uddannelse: STX Lærer(e): Jens Melvej Christensen (JC) Forløbsoversigt

Læs mere

Pelle Dam Septembertræf 2010

Pelle Dam Septembertræf 2010 Pelle Dam Septembertræf 2010 HVAD ER FOLKESOCIALISME? DISPOSITION 1. Vores ideologiske udgangspunkt 2. Vores politiske mål for forandring langt og kort sigt 3. Folkesocialismen imellem reformister og revolutionære

Læs mere

Grundtvig som samfundsbygger

Grundtvig som samfundsbygger 1 Grundtvig som samfundsbygger af Ove K. Pedersen Grundtvig som samfundsbygger af Ove K. Pedersen Professor i Komparativ Politisk Økonomi Department of Business and Politics, Copenhagen Business School.

Læs mere

Her er Europas politiske landkort

Her er Europas politiske landkort Her er Europas politiske landkort Se, hvor befolkningerne i Europa sætter deres kryds, og se sammenhængen mellem vælgernes opbakning til regeringen og den økonomiske situation. *** 1 Krise - ikke ideologi

Læs mere

Frihed, fællesskab og individ i den offentlige sektor: SF som bannerfører for samskabelse? Jacob Torfing

Frihed, fællesskab og individ i den offentlige sektor: SF som bannerfører for samskabelse? Jacob Torfing Frihed, fællesskab og individ i den offentlige sektor: SF som bannerfører for samskabelse? Jacob Torfing SF Sommertræf 29. August, 2015 Issue ejerskab Partier konkurrerer om vælgernes gunst på de samme

Læs mere

Har fagbevægelsen glemt sin rolle?

Har fagbevægelsen glemt sin rolle? Har fagbevægelsen glemt sin rolle? LO s beskæftigelseskonference maj 2005 Per Schultz Jørgensen Tak for indbydelsen! Anledningen: et interview med mig i Weekendavisen der er tale om et værdiskred..der

Læs mere

Arbejdsplan for 2015. Indledning

Arbejdsplan for 2015. Indledning Arbejdsplan for 2015 Indledning SUF's arbejdsplan beskriver, hvad vi som SUF prioriterer af landsdækkende og internationale aktiviteter det kommende år. 2015 byder på en række større begivenheder og politisk

Læs mere

Afghanistan - et land i krig

Afghanistan - et land i krig Historiefaget.dk: Afghanistan - et land i krig Afghanistan - et land i krig Danmark og andre NATO-lande har i dag tropper i Afghanistan. Denne konflikt i landet er dog ikke den første. Under den kolde

Læs mere

Uligheden mellem indvandrere og danskere slår alt

Uligheden mellem indvandrere og danskere slår alt Uligheden mellem indvandrere og danskere slår alt Uligheden mellem danskere og indvandrere er stor eller meget mener 73 % af danskerne og 72 % ser kløften som et problem. 68 % ser stor ulighed ml. højt

Læs mere

Spørgsmål reflektion og fordybelse

Spørgsmål reflektion og fordybelse I dag kender stort set alle Grækenland for den dybe økonomiske krise, som landet nu befinder sig i. Mange har også viden om Grækenland fra ferierejser. Grækenland er et forholdsvis nyt land. Grækenland

Læs mere

Læseprøve Kurs mod demokrati?

Læseprøve Kurs mod demokrati? Sovjetunionens meget forskellige stadier med hensyn til grader af undertrykkelse og eksklusion, borgerindflydelse og inklusion spændende over både Gulag og Glasnost). Da det fuldendte demokrati er uopnåeligt,

Læs mere

ER S + SF "LOVLIGT" UNDSKYLDT I AT FØRE "BLÅ POLITIK"?

ER S + SF LOVLIGT UNDSKYLDT I AT FØRE BLÅ POLITIK? 1 Kommentar ER S + SF "LOVLIGT" UNDSKYLDT I AT FØRE "BLÅ POLITIK"? Intro: Den røde regering tegner fremover til kun at ville føre blå politik. Men nu raser debatten om, hvorvidt man er lovligt undskyldt

Læs mere

Første verdenskrig. Våbenstilstand.

Første verdenskrig. Våbenstilstand. Første verdenskrig. Våbenstilstand og eftervirkninger. Våbenstilstand. I 1918 var situationen desperat, der var krise i Tyskland. Sult og skuffelse over krigen havde ført til en voksende utilfredshed med

Læs mere

Undervisningsbeskrivelse for: 2m hi

Undervisningsbeskrivelse for: 2m hi Undervisningsbeskrivelse for: 2m hi Fag: Historie A, STX Niveau: A Institution: Marie Kruses Skole (207004) Hold: 1m Termin: Juni 2015 Uddannelse: STX Lærer(e): Jens Melvej Christensen (JC) Forløbsoversigt

Læs mere

KOMMISSORIUM for Ytringsfrihedskommissionen

KOMMISSORIUM for Ytringsfrihedskommissionen Dato: 13. december 2017 Kontor: Statsrets- og Menneskeretskontoret Sagsbeh: Lau F. Berthelsen Sagsnr.: 2017-750-0015 Dok.: 599741 KOMMISSORIUM for Ytringsfrihedskommissionen 1. Det fremgår af regeringsgrundlaget

Læs mere

FOREDRAG - VORES EUROPA Om den europæiske ungdomsgeneration og vores fælles udfordringer.

FOREDRAG - VORES EUROPA Om den europæiske ungdomsgeneration og vores fælles udfordringer. FOREDRAG - VORES EUROPA Om den europæiske ungdomsgeneration og vores fælles udfordringer. Med deres projekt, Vores Europa, der handler om situationen for den europæiske ungdomsgeneration, har Elena Askløf

Læs mere

Tyskland i krisen: Euroen er skyld i de største spændinger i Vesteuropa siden anden verdenskrig

Tyskland i krisen: Euroen er skyld i de største spændinger i Vesteuropa siden anden verdenskrig 9. oktober, 2012 Tyskland i krisen: Euroen er skyld i de største spændinger i Vesteuropa siden anden verdenskrig?aldrig siden anden verdenskrig har der været så store spændinger mellem Vesteuropas folk

Læs mere

Det er problemformuleringen, der skal styre dit arbejde. Den afgør, hvad det vil være relevant for dig at inddrage i opgaven.

Det er problemformuleringen, der skal styre dit arbejde. Den afgør, hvad det vil være relevant for dig at inddrage i opgaven. Problemformulering "Jeg vil skrive om 1. verdenskrig", foreslår du måske din faglige vejleder. Jo, tak. Men hvad? Indtil videre har du kun valgt emne. Og du må ikke bare "skrive et eller andet" om dit

Læs mere

Den demokratiske samtale: utilstrækkelig opdragelse til demokrati

Den demokratiske samtale: utilstrækkelig opdragelse til demokrati www.folkeskolen.dk januar 2005 Den demokratiske samtale: utilstrækkelig opdragelse til demokrati DEMOKRATIPROJEKT. Lærerne fokuserer på demokratiet som en hverdagslivsforeteelse, mens demokratisk dannelse

Læs mere

Principprogram for SF - Socialistisk Folkeparti

Principprogram for SF - Socialistisk Folkeparti Principprogram for SF - Socialistisk Folkeparti SF er et socialistisk parti i den danske arbejderbevægelse, som med afsæt i den demokratiske venstrefløj og den progressive grønne tradition, ønsker at gennemføre

Læs mere

Tale ifm arrangementet Policy Director for en dag, Kastellet, 5. marts 2012

Tale ifm arrangementet Policy Director for en dag, Kastellet, 5. marts 2012 1 Tale ifm arrangementet Policy Director for en dag, Kastellet, 5. marts 2012 Vi skaber vores egen skæbne Da jeg var dreng besøgte vi ofte mine bedsteforældre i deres hus i Stubberup på Lolland. Der havde

Læs mere

Europa-Parlamentets Eurobarometer (EB79.5) ET ÅR FØR VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET I 2014 Den institutionelle del SOCIODEMOGRAFISK BILAG

Europa-Parlamentets Eurobarometer (EB79.5) ET ÅR FØR VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET I 2014 Den institutionelle del SOCIODEMOGRAFISK BILAG Generaldirektoratet for Kommunikation Enheden for Analyse af den Offentlige Opinion Europa-Parlamentets Eurobarometer (EB79.5) Bruxelles, den 21. august 2013 ET ÅR FØR VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET I 2014

Læs mere

Danmark i verden i velfærdsstaten. foto. FN medlemskab. Den kolde krig. vidste. Vidste du, at... Danmarks rolle i den kolde krig. fakta.

Danmark i verden i velfærdsstaten. foto. FN medlemskab. Den kolde krig. vidste. Vidste du, at... Danmarks rolle i den kolde krig. fakta. Historiefaget.dk: Danmark i verden i velfærdsstaten Danmark i verden i velfærdsstaten foto Perioden efter 2. verdenskrig var præget af fjendskabet mellem USA og Sovjetunionen. For Danmarks vedkommende

Læs mere

Årsplan for historieundervisningen i 7. klasse, skoleåret 2012/2013

Årsplan for historieundervisningen i 7. klasse, skoleåret 2012/2013 Årsplan for historieundervisningen i 7. klasse, skoleåret 2012/2013 Der arbejdes primært med bogen Historie 7 fra Gyldendal samt www.historiefaget.dk. Hertil kommer brug af film og andre medier. Uge 33-41

Læs mere

Notat fra Cevea, 03/10/08

Notat fra Cevea, 03/10/08 03.10.08 Danskerne efterspørger globalt demokrati og debat Side 1 af 5 Notat fra Cevea, 03/10/08 Cevea Teglværksgade 27 2100 København Ø Tlf +45 31 64 11 22 cevea@cevea.dk www.cevea.dk Mens politikerne

Læs mere

6. Politiet militariseret - et police force, der bekæmper befolkningen og beskytter magthavere

6. Politiet militariseret - et police force, der bekæmper befolkningen og beskytter magthavere 1. Velkomst / tak 2. Hvad I brug for, ved jeg jo ikke. Ikke lyde som Radioavisen: 3. Min verden - og så videre til militariseringen: 4. Guatemala - politi - 60-70 % af al tortur - i virkeligheden paramilitære

Læs mere

Frihed til debat enhed i handling - om demokratisk centralisme i SAP og Enhedslisten Vedtaget af SAPs Landsmøde 22.-23.

Frihed til debat enhed i handling - om demokratisk centralisme i SAP og Enhedslisten Vedtaget af SAPs Landsmøde 22.-23. Frihed til debat enhed i handling - om demokratisk centralisme i SAP og Enhedslisten Vedtaget af SAPs Landsmøde 22.-23. november 2008 Indledning Denne tekst har til formål at afklare en række spørgsmål

Læs mere

Nye standpunkter og 2020-forlig

Nye standpunkter og 2020-forlig En kommentar fra Kritisk Debat Nye standpunkter og 2020-forlig Skrevet af: Bent Gravesen Offentliggjort: 15. april 2011 Man kan ikke tage patent på bevingede ord. Det gælder også politikere. Derfor behøver

Læs mere

Individer er ikke selv ansvarlige for deres livsstilssygdomme

Individer er ikke selv ansvarlige for deres livsstilssygdomme Individer er ikke selv ansvarlige for deres livsstilssygdomme Baggrunden Både i akademisk litteratur og i offentligheden bliver spørgsmål om eget ansvar for sundhed stadig mere diskuteret. I takt med,

Læs mere

Er det uetisk at flygte fra sociale og kulturelle problemer?

Er det uetisk at flygte fra sociale og kulturelle problemer? ANALYSE November 2010 Er det uetisk at flygte fra sociale og kulturelle problemer? Mehmet Ümit Necef Hvordan skal man f.eks. som forælder, som beboer eller blot som privat individ agere i forhold til de

Læs mere

Indre/ ydre sikkerhed i EU og borgernes rettigheder. Rettigheder er ifølge teorien:

Indre/ ydre sikkerhed i EU og borgernes rettigheder. Rettigheder er ifølge teorien: Indre/ ydre sikkerhed i EU og borgernes rettigheder Rettigheder er ifølge teorien: 1) Civile rettigheder = fri bevægelighed, retten til privatliv, religionsfrihed og frihed fra tortur. 2) Politiske rettigheder

Læs mere

Det besværlige demokrati Af sociolog Maliina Abelsen

Det besværlige demokrati Af sociolog Maliina Abelsen Introduktion Det besværlige demokrati Af sociolog Maliina Abelsen Seminar om demokrati og folkestyre torsdag den 11. oktober 2007 Nuuk Godmorgen alle sammen og mange tak for invitationen til at få lov

Læs mere

B8-0146/2016 } B8-0169/2016 } B8-0170/2016 } B8-0177/2016 } B8-0178/2016 } RC1/Am. 2

B8-0146/2016 } B8-0169/2016 } B8-0170/2016 } B8-0177/2016 } B8-0178/2016 } RC1/Am. 2 B8-0178/2016 } RC1/Am. 2 2 Betragtning B B. der henviser til, at libyerne som led i Det Arabiske Forår gik på gaden i februar 2011, hvorefter der fulgte ni måneder med civile uroligheder; der henviser

Læs mere

Skrevet af: Anders Lundkvist Offentliggjort: 01. november 2009

Skrevet af: Anders Lundkvist Offentliggjort: 01. november 2009 En artikel fra KRITISK DEBAT Det politiske spil Skrevet af: Anders Lundkvist Offentliggjort: 01. november 2009 Gennem lang tid har det stået nogenlunde fifty-fufty mellem blå blok og rød blok, som det

Læs mere

Iværksætterlyst i Danmark

Iværksætterlyst i Danmark Iværksætterlyst i Danmark Danskeres lyst til at stifte egen virksomhed er faldet ASE har spurgt ca. 2500 lønmodtagere om deres forhold til at stifte egen virksomhed. Undersøgelsen viser generelt ringe

Læs mere

Undervisningsbeskrivelse

Undervisningsbeskrivelse Undervisningsbeskrivelse Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser Termin Vinter 2015-2016 Institution Vestegnen HF & VUC, Gymnasievej 10, 2620, Albertslund Uddannelse Fag og niveau

Læs mere

Potentiale Den gensidige tillid vokser med tillid Mistilliden lever også af tillid som den tærer på

Potentiale Den gensidige tillid vokser med tillid Mistilliden lever også af tillid som den tærer på Af Cand. Phil. Steen Ole Rasmussen d.9/5 2012 Potentiale Den gensidige tillid vokser med tillid Mistilliden lever også af tillid som den tærer på Det er ikke sikkert, at verden bliver ved med at bestå.

Læs mere

På websitet til Verden efter 1914 vil eleverne blive udfordret, idet de i højere omfang selv skal formulere problemstillingerne.

På websitet til Verden efter 1914 vil eleverne blive udfordret, idet de i højere omfang selv skal formulere problemstillingerne. Carl-Johan Bryld, forfatter AT FINDE DET PERSPEKTIVRIGE Historikeren og underviseren Carl-Johan Bryld er aktuel med Systime-udgivelsen Verden efter 1914 i dansk perspektiv, en lærebog til historie i gymnasiet,

Læs mere

Argumenttyper. Alm. argumenttyper. Tegnargumentet. Årsagsargumentet. Klassifikationsargumentet. Generaliseringsargumentet. Sammenligningsargumentet

Argumenttyper. Alm. argumenttyper. Tegnargumentet. Årsagsargumentet. Klassifikationsargumentet. Generaliseringsargumentet. Sammenligningsargumentet Argumenttyper I almindelig argumentation findes der en række typiske måder at argumentere på, som har at gøre med, hvilken hjemmel eller generel regel, der ligger bag belæggene. Vi kan f.eks. se noget

Læs mere

Statskundskab. Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen

Statskundskab. Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen Statskundskab Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen På spørgsmålet: Hvad er "politologi"? kan der meget kort svares, at politologi er "læren om politik" eller det videnskabelige studium af politik.

Læs mere

Konsekvenser og straf

Konsekvenser og straf Kronik bragt i dagbladet Politiken den 26. august 2003: Konsekvenser og straf Begrebet konsekvens er blevet til et modeord, ikke mindst i politiske kredse, hvor det bliver brugt som et straffende begreb.

Læs mere

19.08.09 Side 1 af 6. Teglværksgade 27 2100 København Ø. Tlf +45 51 32 47 46 analyse@cevea.dk www.cevea.dk

19.08.09 Side 1 af 6. Teglværksgade 27 2100 København Ø. Tlf +45 51 32 47 46 analyse@cevea.dk www.cevea.dk 19.08.09 Side 1 af 6 'DQVNHUQHXQGHUNHQGHUIO\JWQLQJHSROLWLNNHQ 1RWDWIUD&HYHD Teglværksgade 27 2100 København Ø Tlf +45 51 32 47 46 analyse@cevea.dk www.cevea.dk XGDIGDQVNHUHHULPRGDW'DQPDUNWURGVHU)1 VDQEHIDOLQJHURJ

Læs mere

Slaget på Fælleden Gør din pligt - kræv din ret! Elevopgaver

Slaget på Fælleden Gør din pligt - kræv din ret! Elevopgaver Slaget på Fælleden Gør din pligt - kræv din ret! Elevopgaver 1 Konfrontationen 5. maj 1872 Opgave 1 Hvad sker der søndag den 5. maj 1872 på Nørre Fælled i København? Opgave 2 Billedet af Slaget på Fælleden,

Læs mere

Analysen er din, og skal kun bruges til, at du kan tænke over, hvordan du oplever dig selv som leder.

Analysen er din, og skal kun bruges til, at du kan tænke over, hvordan du oplever dig selv som leder. Ledelsesstilanalyse Dette er en analyse af den måde du leder på, med fokus på at lede mennesker. Det er vigtigt for din selvindsigt, at du er så ærlig som overhovedet mulig overfor dig selv når du svarer.

Læs mere

Folkesuverænitet, internationalt samarbejde og globaliseringen. Er Nordisk Råd et forbillede?

Folkesuverænitet, internationalt samarbejde og globaliseringen. Er Nordisk Råd et forbillede? Innleg på Fritt Nordens konferanse under Nordisk Råds sesjon i Oslo 31.10.2007 KOLBRÚN HALLDÓRSDÓTTIR: Folkesuverænitet, internationalt samarbejde og globaliseringen. Er Nordisk Råd et forbillede? Vil

Læs mere

Flertal for offentliggørelse af skoletests men størst skepsis blandt offentligt ansatte

Flertal for offentliggørelse af skoletests men størst skepsis blandt offentligt ansatte Af forskningschef Geert Laier Christensen Direkte telefon 61330562 5. marts 2010 Flertal for offentliggørelse af skoletests men størst skepsis blandt offentligt ansatte En spørgeskemaundersøgelse, gennemført

Læs mere

LEADING. Hvorfor skal du læse artiklen? Hvis du er klar til at blive udfordret på, hvordan du udvikler talent - så er det følgende din tid værd.

LEADING. Hvorfor skal du læse artiklen? Hvis du er klar til at blive udfordret på, hvordan du udvikler talent - så er det følgende din tid værd. LEADING Hvorfor skal du læse artiklen? Hvis du er klar til at blive udfordret på, hvordan du udvikler talent - så er det følgende din tid værd. HAR DU TALENT FOR AT UDVIKLE TALENT? DU SKAL SE DET, DER

Læs mere

Den simple ide om naturlighed Det måske simpleste bud på, hvad det vil sige, at en teknologi er unaturlig, er følgende:

Den simple ide om naturlighed Det måske simpleste bud på, hvad det vil sige, at en teknologi er unaturlig, er følgende: Naturlighed og humanisme - To etiske syn på manipulation af menneskelige fostre Nils Holtug, filosof og adjunkt ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik ved Københavns Universitet Den simple ide

Læs mere

Redaktionelt forord Kapitel 1. John Lockes værk og dets kontekst Kapitel 2. De fire temaer i Lockes værk... 17

Redaktionelt forord Kapitel 1. John Lockes værk og dets kontekst Kapitel 2. De fire temaer i Lockes værk... 17 Indholdsfortegnelse Statskundskabens klassikere John Locke Redaktionelt forord... 7 Kapitel 1. John Lockes værk og dets kontekst... 9 Kapitel 2. De fire temaer i Lockes værk... 17 Kapitel 3. Det første

Læs mere

Alle her i København ved, hvad Friheden er er. Det er en station på S-banen på vej mod

Alle her i København ved, hvad Friheden er er. Det er en station på S-banen på vej mod Frihed - en station på vejen [Foredrag] Alle her i København ved, hvad Friheden er er. Det er en station på S-banen på vej mod Køge. Og selvom muligvis emnet ikke er udtømt hermed, så er der noget om snakken,

Læs mere

EUROBAROMETER 71 NATIONAL RAPPORT HOVEDKONKLUSIONER DANMARK. Undersøgelsen er bestilt og koordineret af Generaldirektoratet for Kommunikation.

EUROBAROMETER 71 NATIONAL RAPPORT HOVEDKONKLUSIONER DANMARK. Undersøgelsen er bestilt og koordineret af Generaldirektoratet for Kommunikation. Standard Eurobarometer Europa Kommissionen EUROBAROMETER 71 MENINGSMÅLING I EU SOMMER 2009 Standard Eurobarometer 71 / Sommer 2009 TNS Opinion & Social NATIONAL RAPPORT HOVEDKONKLUSIONER DANMARK Undersøgelsen

Læs mere

Undervisningsbeskrivelse

Undervisningsbeskrivelse Undervisningsbeskrivelse Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser Termin Institution Uddannelse Fag og niveau Lærer(e) Hold Termin hvori undervisningen afsluttes: maj-juni 2015 Campus

Læs mere