Mette Frederiksen satte et eksempel, men hvem sætter dagsordenen?

Transkript

1 D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T I N S T I T U T F O R M E D I E R, E R K E N D E L S E O G F O R M I D L I N G A F D E L I N G F O R R E T O R I K Kandidatspeciale Maria Christensen Mette Frederiksen satte et eksempel, men hvem sætter dagsordenen? En casebaseret afhandling om den retoriske magtfordeling mellem retor, medier og retorikken selv i mediesamfundet. Vejleder: : Christine Isager Afleveret den: : 1. februar 2013 Antal anslag: : Antal normalsider: : 78,8

2 Abstract: Mette Frederiksen set forth an example but who sets the agenda? A case-based thesis about the rhetorical division of powers between the rhetor, the media and rhetoric itself in the media society. Illustrated by the so-called Netto-debate, the thesis describes the division of powers between the rhetor, the media and rhetoric itself (exemplified by the example) in the media society, while at the same time giving specific advice on how to carry out a rhetorical criticism in the media society. The purpose is to find an answer to why unemployed people feel looked down upon. The debate takes its starting point as the minister of employment, Mette Frederiksen, in a newspaper article apparently requested that university graduates take a job in Netto. The thesis shows that this statement was in fact made by journalists but caused by an example stated by the minister. The journalists distorted her example and made it into a controversial headline and in addition to this via text and layout sat topoi about character upbringing, guilt and blame. The following debate is based on the distorted message and on the topoi set forth by the journalists. Thus the debate is derailed from the rhetor s intention. A consequence is that the unemployed are talked about in relation with guilt and blame and therefore feel looked down upon. Another consequence is that the important debate about the increasing unemployment is being neglected. So the rhetor s intention disappears as the power of the media and the power of the example take over. The media has an enormous power as the topoi remain the same throughout the debate. The example has an enormous power since it sets the topics for the debate. By using the example the minister falls into three pitfalls: She emphasizes a secondary point (resulting in a debate about this point), she is ignorant of the example as a topical means (and thereby ignorant that the choice of her example is understood as intentional) and she is ignorant that the juxtaposition of the elements in the example calls on irony (resulting in a fellow-feeling on the expense of Mette Frederiksen s character). The theory about the example is primarily based on Chaïm Perelman and Jonas Gabrielsen. The thesis also gives specific advice on how to carry out a rhetorical criticism in the media society (that is to say on a basis of fragments). By referring to Michael Leff and Michael McGee among others, the thesis suggests that a rhetorical criticism in the media society must be carried out by a combination of close reading and a new understanding of texts. Forsidetegning: Mette Dreyer, bragt i Politiken

3 Indholdsfortegnelse ABSTRACT: METTE FREDERIKSEN SET FORTH AN EXAMPLE BUT WHO SETS THE AGENDA? INDLEDNING: TO HOLDNINGER? Problemformulering Specialets opbygning TILGANGE TIL DEN RETORISKE KRITIK Tekstlig kritik ved close reading En kritisk retorik ved fragmenter Tre praktiske tilgange til retorisk kritik Brug tekstlig-intertekstlig analyse Inddrag offentlighedens stemme Kast det bredest mulige net EKSEMPLETS MAGT Eksemplet i dag Eksemplet i Perelmans nye retorik Eksemplet som topisk virkemiddel ANALYSE AF MODERTEKSTEN Opsætning og layout sætter topoi Morten Østergaards citerede udtalelser Mette Frederiksens citerede udtalelser Opsamling på analysen af moderteksten ANALYSE AF DEBATTENS FASER De umiddelbare reaktioner Eksperten Enhedslisten Dansk Supermarked Dansk Magisterforening Genkendelse af hovedbudskabet Ironisk satire og karikering OFFENTLIGHEDENS STEMME ET ANALYTISK TVÆRSNIT Politikernes skyld Individets skyld Institutioners skyld Samfundets strukturers skyld

4 7.0 DISKUSSION KONKLUSION: MAGTBALANCER I MEDIESAMFUNDET LITTERATURLISTE OVERSIGT OVER BILAG

5 1.0 Indledning: To holdninger? Som socialdemokrat og beskæftigelsesminister er jeg nødt til at reagere, når jeg hører om arbejdsløse, der bliver væk fra familiefester, fordi de føler sig set ned på eller skammer sig. Arbejdsløshed er desværre en helt naturlig konsekvens i en krisetid, og det kan ramme os alle sammen. Derfor er det et alvorligt problem, at der er mennesker i Danmark uden arbejde, der føler sig set ned på. Og det er på tide, at vi får gjort op med fordommene. 1 Ordene er beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S), og de stammer fra et debatindlæg, som blev bragt i en række aviser den 1. juni Citatet er en reaktion på en undersøgelse lavet i foråret , der vidner om, at holdningen til arbejdsløse er forværret. Undersøgelsen pegede blandt andet på, at hver anden arbejdsløse følte sig set ned på. Baggrunden for dette speciale har fra starten været at finde ud af, hvorfor vi i foråret 2012 ser en eskalering i den forkerte retning i forhold til holdningen til arbejdsløse. Hvorfor føler arbejdsløse sig set ned på, når vi nu som beskæftigelsesministeren påpeger, befinder os i en krise, som naturligt medfører højere arbejdsløshed? Hvis man med retorikfaget skal kunne svare på dette spørgsmål, må man først og fremmest forstå retorik som skabende: Den måde, vi taler om et fænomen på, er med til at påvirke den måde, vi opfatter fænomenet på (Gabrielsen 2008, 124). Ud fra det skabende retoriksyn er det således muligt at undersøge, hvordan italesættelsen af arbejdsløse har fundet sted og dermed få en af forklaringerne på, hvorfor arbejdsløse i foråret 2012 føler sig set ned på. Det næste spørgsmål, der rejser sig er, hvordan man med retorikken som redskab kan kortlægge en italesættelse. Som retorikere har vi traditionelt arbejdet med analyse af enkeltstående taler og andre tekster. Nyere retoriske teoretikere som Jens Elmelund Kjeldsen argumenterer dog for, at retorikken og dens redskaber må opdateres, således at de passer til nutidens samfund eller mediesamfundet, som Jens E. Kjeldsen kalder det (Kjeldsen 2001, 18). Kjeldsen angiver dog ikke selv, hvordan denne opdatering nærmere bestemt skal finde sted. For at kunne besvare mit indledende spørgsmål omkring, hvorfor arbejdsløse føler sig set ned på, er jeg derfor nødt til at finde ud af, hvordan denne opdatering af retorikkens redskaber kan finde sted. Et af målene med dette speciale er derfor at give et bud på, hvordan retorikken og dens redskaber kan ajourføres, således at de kan være med til at forklare en samfundsholdning. At identificere et egentligt startpunkt for en samfundsholdning er en umulighed. Ikke desto mindre kræver en analyse et startpunkt. Jeg har derfor valgt at tage udgangspunkt i artiklen Ministre: Så må akademikere tage job i Netto 3 (Jyllands-Posten, ). Artiklen er en interviewartikel med be- 1 Arbejdsløshed kan ramme os alle (bm.dk, ) 2 Undersøgelsen er en rundspørge foretaget af Interresearch A/S for arbejdsløshedskassen Min a-kasse. 829 danskere, der har været arbejdsløse i 2011 eller 2012, har deltaget i rundspørgen. Undersøgelsen fik stor mediebevågenhed i maj Se bl.a. Hver femte arbejdsløse undgår familiefesten (Avisen.dk, ). 3 Bilag 1 5

6 skæftigelsesminister Mette Frederiksen og uddannelsesminister Morten Østergaard. Artiklen er valgt, fordi den og reaktionerne på den fyldte mediebilledet i foråret I den efterfølgende debat deltog mange forskellige reaktører: Politiske partier og organisationer, fagforeninger og a-kasser, eksperter og privatpersoner, samfundsdebattører og satiriske netaviser. Den store interesse for artiklen og de mange reaktører gjorde, at artiklen blev toneangivende i forhold til italesættelsen af arbejdsløse i foråret Som artiklens overskrift angiver, er budskabet umiddelbart meget klart: Beskæftigelsesministeren og uddannelsesministeren opfordrer akademikere til at tage job i Netto. Brugen af frasen tage et job præsupponerer, at jobbene i Netto findes, og dermed får ministrene indirekte givet udtryk for, at arbejdsløse akademikere er mere eller mindre frivilligt arbejdsløse. Arbejdsløshed bliver altså et spørgsmål om motivation hos den enkelte og ikke en naturlig konsekvens af krisen, som beskæftigelsesministeren giver udtryk for i juni Retorisk og politisk er det interessant, hvordan beskæftigelsesministeren tilsyneladende er med til at italesætte arbejdsløshed som et spørgsmål om manglende motivation hos den enkelte i februar 2012 og i juni 2012 går til pressen for at opfordre danskerne til at gøre op med fordommene mod arbejdsløse og arbejdsløshed. Den tilsyneladende diskrepans i holdningen til arbejdsløshed og arbejdsløse, som den bliver udlagt af beskæftigelsesministeren, rejser et spørgsmål om, hvorvidt Mette Frederiksen med sin gode vilje er kendt for begge holdninger. Den store diskrepans i holdningen rejser spørgsmålet om, hvem der egentlig sætter dagsordenen i mediebilledet? 1.1 Problemformulering Formålet med dette speciale er altså todelt: Jeg ønsker at finde ud af og vise, hvordan man kan bruge retorikken og dens redskaber til at kortlægge en holdning i mediesamfundet. Og jeg ønsker at finde ud af, hvem der kan tillægges ansvaret for denne holdning. Er det retor, medier eller retorikken selv? Jeg eksemplificerer retorikken med eksemplet, da netop dette virkemiddel har stor betydning i min konkrete case. Det konkrete udgangspunkt og casen for min analyse handler om italesættelsen af arbejdsløse i foråret Jeg analyserer italesættelsen ud fra artiklen Ministre: Så må akademikere tage job i Netto (Jyllands-Posten, ) og den debat, der fulgte i kølvandet herpå. Med udgangspunkt i italesættelsen af arbejdsløse vil dette speciale altså besvare spørgsmålet: Hvordan kan man bruge retorikken og dens redskaber til at analysere en holdning i mediesamfundet, her eksemplificeret ved holdningen til arbejdsløse i dagens Danmark efter Mette Frederiksens Netto-udtalelse i februar 2012? Og hvem kan tillægges ansvaret for denne holdning? Hvem sætter dagsordenen? Er det retor, medier eller retorikken selv (her konkretiseret i eksemplet som virkemiddel)? 6

7 1.2 Specialets opbygning Specialet består overordnet set af otte kapitler, hvoraf denne indledning udgør det første. I kapitel 2 fremlægger jeg de teorier, der danner grundlaget for specialet. Kapitlet handler om den teoretiske baggrund og de metodologiske overvejelser omkring retorisk kritik. I denne del inddrager jeg udover Jens. E. Kjeldsen også Michael Leff og Michael McGee, der repræsenterer to forskellige tilgange til retorisk kritik. Kapitel 3 centrerer sig om et af retorikkens virkemidler, nemlig eksemplet. Med udgangspunkt i både Aristoteles, Perelman, Kock, Jørgensen & Rørbech, Juul Christiansen og Gabrielsen gør jeg rede for eksemplets magt. Selve analysen er delt op i tre kapitler. I kapitel 4 analyserer jeg artiklen Ministre: Så må akademikere tage job i Netto 4 (Jyllands-Posten, ), der danner udgangspunktet for min analyse. Jeg refererer til artiklen, som moderteksten (for den efterfølgende debat). Kapitel 5 og kapitel 6 er en analyse af reaktionerne på debatten. I kapitel 5 anlægger jeg et lineært analytisk snit på debatten, idet jeg kortlægger debattens faser. Dette gøres ud fra forskellige organisationers deltagelse i debatten. I kapitel 6 anlægger jeg et analytisk tværsnit på debatten ved at inddrage offentlighedens stemme og analysere privatpersoners meningstilkendegivelser ud fra debatindlæg og kommentarer i aviserne. Kapitel 7 er et diskussionsafsnit, hvor jeg samler op på resultaterne af min analyse og diskuterer dem ved at inddrage den gennemgåede teori fra kapitel 2 og 3. Kapitel 8 er en opsamlende konklusion og perspektivering. Heri vil jeg fremlægge resultatet for, hvordan artiklen og den efterfølgende debat har været med til at italesætte arbejdsløse i Danmark i foråret Ligeledes konkluderer jeg på resultaterne af, hvordan man som retorisk kritiker kan bruge retorikken til at analysere en holdning i samfundet. 4 Bilag 1 7

8 2.0 Tilgange til den retoriske kritik Criticism is what critics do. (Black 1987, 4) Denne noget ukonkrete forklaring på, hvad en kritik går ud på, vidner om, at det ikke er let at blive enige om, hvad en retorisk kritik består i. Der findes ingen enkeltstående definition af, hvad retorisk kritik i sagens kerne er. Forskellige retorikere har forskellige opfattelser og definitioner. Lektor i retorik ved Københavns Universitet, Lisa Villadsen, definerer begrebet bredt, når hun i en lærebog skriver, at [r]etorisk kritik er samlebetegnelsen for arbejdet med at analysere, fortolke og vurdere retoriske ytringer. (Villadsen 2009, 195). Retorikken har til alle tider indeholdt en form for vurdering af taler, og på den måde betragtet er den retoriske kritik en gammel disciplin. Som fag blev den retoriske kritik dog først omtalt i 1925, da Herbert Wichelns publicerede artiklen The Literary Criticism of Oratory (Ibid., 196). Wichelns var inspireret af Aristoteles fem partes som grundlag for kritikken, og derfor betegnes Wichelns eget bud i dag som neo-aristotelisk (Ibid., 198). Vurderingen bestod primært i talens virkning på tilhørerne (Ibid., 197). I knapt 40 år var Wichelns neo-aristoteliske metode en næsten enerådende form for retorisk kritik. Først i 1965 udgav Edwin Black bogen Rhetorical Criticism, hvori han kritiserede den neo-aristoteliske metode for dens effektorienterede syn på retoriske tekster. Black mente, at den neo-aristoteliske tilgang kun egnede sig til de store politiske taler og var for snæversynet i forhold til, at vurderingen primært bestod i en konkret vurdering af talens virkning på tilhørerne (Ibid., 199). I stedet argumenterede Black for, at en tale godt kunne være succesfuld på et moralsk målebånd og i et større tidsperspektiv, selvom den måske ikke lykkedes i selve talesituationen (Ibid., 199). Han ønskede en udvidelse af den retoriske kritiks metodiske og kritiske grundlag og en bredere opfattelse af persuasio (Ibid., 200). Blacks tanker og teorier var senere med til at lægge grunden for den moderne genreteori, der opstod i 1960erne og 1970erne (Ibid., 200). Forskellen mellem Wichelns og Black viser sig her tydeligt i, at Wichelns tager udgangspunkt i retors intention med teksten, mens Black er mere interesseret i og anerkender, at hele situationen kan have en betydning og en indflydelse på retorikken (Ibid., 200). Lloyd F. Bitzer var med udgivelsen af sit berømte værk The Rhetorical Situation i 1986 med til at forskyde grundlaget for den retoriske ytring til at være situationen frem for intentionen (Ibid., 200). Efter at den neo-aristoteliske kritik har været enerådende siden 1925, opstår der altså i 1960erne flere forskellige syn på den retoriske kritik, hvordan den foretages, og hvad den udgøres af. Og herfra stammer Blacks ovennævnte citat, der vidner om stor mangfoldighed i tilgangen til retorisk kritik. Heller ikke i dag findes der en entydig forklaring af, hvad retorisk kritik er. Udover diskussionen om, hvorvidt den retoriske ytring er affødt af retors intention eller situationen, hersker der også stor uenighed om, hvad der udgør en retorisk tekst. 8

9 Siden antikken har retorikken været forbundet med den mundtlige enetale 5, men gennem tiden har retorikken og retorikfaget udvidet sit felt og sit virke. I middelalderen tilføjedes således skriftligheden i forbindelse med brevskriverkunsten ars dictaminis (Jørgensen 1995, 4). I dag er endnu flere kommunikationsformer kommet til, og retorikken findes dermed tilsvarende mange steder, såsom tv, radio, på twitter, på facebook etc. 6 Opremsningen er næsten uendelig. Pointen er, at kommunikationens kanaler er udvidet markant, og dermed er uenigheden om, hvad der udgør en tekst ikke blevet mindre. Som omtalt i indledningen argumenterer retorikeren Jens E. Kjeldsen blandt andre for, at retorikken og dens redskaber opdateres, således at retorikerne kan udtale sig om det mediesamfund, vi lever i i dag (Kjeldsen, 18). Kjeldsen peger på fire faktorer, der ligger til grund for, at man bør opdatere retorikken: Først og fremmest er kommunikationen i vores tid blevet multi-medial, dvs. at kommunikationen forekommer i mange forskellige former (Ibid., 18). I dag kan kommunikationen både være visuel, auditiv og verbal, og som oftest er den en blanding af dem alle (Ibid., 19). Det indebærer, at vi som retorikere må ændre vores syn på, hvad der udgør en tekst i mediesamfundet. Herudover har kommunikationen i mediesamfundet i mange tilfælde heller ikke længere en konkret afsender (Ibid., 19). Ofte er det en nyhedsvært eller en journalist, der kommunikerer ud til modtagerne. Men er det så nyhedsværten/journalisten, der er afsenderen? Er det politikeren, hvis holdninger, der gengives? Er det producenten, tv-kanalen eller en helt femte? Konklusionen er, at afsenderbegrebet er mere utilgængeligt og knapt så ligetil som før (Ibid., 19). En konsekvens heraf er, at kommunikation i mediesamfundet ofte ikke er hensigtsbestemt eller intentionel i traditionel retorisk forstand. (Ibid., 19). Når afsenderbegrebet er blevet sværere at forholde sig til, følger det som en naturlig konsekvens, at også afsenders intention er blevet sværere at forholde sig til. Hvis man ikke kan udpege en afsender, kan man heller ikke udpege dennes intention. Sidste og fjerde træk ved kommunikationen er, at den er mosaisk og præget af flow (Ibid., 19). Internettet har skabt mulighed for den enkelte til hurtigt at reagere på en udtalelse, og de mange kanaler, der er mulighed for at udtrykke sig igennem, gør, at både individer og organisationer hurtigt kan blande sig i debatten og dermed være med til at præge kommunikationsstrømmen (Ibid., 19). Udvidelsen af de kommunikative kanaler betyder, at informationsstrømmen er større end nogensinde før. Det er umuligt at forholde sig til alt, hvad der siges om en given sag, og den almindelige bor- 5 Det kommer blandt andet til udtryk i talerens fem forarbejdningsfaser de fem rhetorices partes der er blevet en del af retorikkens fagdisciplin (Jørgensen 1995, 3-4). 6 Både her og i specialet generelt tillægger jeg mig det brede persuasio-begreb og dermed en bred retorikopfattelse. Det snævre persuasio-begreb kan oversættes med verberne overtale eller overbevise og finder sted i den konative sprogbrug, hvor to modparter indtager to forskellige standpunkter og forsøger at overbevise/overtale hinanden. Det brede persuasio-begreb dækker mere end blot den konative sprogbrug den dækker til eksempel også den informative og den referentielle. Ræsonnementet er, at vi i en sagsfremstilling altid vælger en bestemt måde at fremstille vores sag på, og den måde har betydning i forhold til påvirkning af vores modtager. Fafner argumenterer for, at persuasio-begrebet kun bør bruges i den snævre forstand, og bringer i stedet begrebet intentionel retorik i spil som en erstatning for det brede persuasio-begreb. (Fafner 1977, 49-45) 9

10 ger vil kun opfatte delelementer heraf. Kjeldsen kalder denne selektive udvælgelse hos den enkelte for mentale mosaikker (Ibid., 20). Kjeldsen plæderer altså for, at retorikken og dens redskaber må udvides og opdateres, så de passer til nutidens mediesamfund: Vor tids retorikvidenskab må altså behandle en helt ny form for retorisk samfund hvor både mediernes institutionelle karakter, deres funktioner, deres appelmåder og endelig deres retoriske ytringer er fundamentalt forandret. (Ibid., 20) På trods af opfordringen til at opdatere retorikken og dens redskaber til det 21. århundrede, giver Jens E. Kjeldsen ikke selv noget bud på, hvorledes opdateringen skal finde sted. I stedet peger han på tre problemfelter, som man som retorisk kritiker bør være særlig opmærksom på (Ibid, 29-30): Retorikforskeren i det 21. århundrede må først og fremmest erkende, at retorik ikke kun handler om veltalenhed (Ibid., 29). Retorik findes ikke længere kun i det talte ord, og det er derfor vigtigt også at inddrage fx billeders retorik og samtidig være opmærksom på, at deres virkemåder er markant anderledes end ordets. Herudover må den moderne retorikforsker indse, at retorik ikke længere kan studeres via konkrete afgrænsede ytringer med klare afsendere. Kommunikationen er multi-medial, og det må retorikeren indlade sig på (Ibid., 29). Sidst men ikke mindst, må retorikforskeren søge at udvikle retorikken, så den passer til nutidens samfund (Ibid., 29). Med udgangspunkt i Kjeldsens tanker om en opdatering af retorikken vil jeg her forholde mig til to af de modsatrettede opfattelser af retorisk kritik, som findes i dag. Michael Leff (Leff 1986; Leff & Sachs 1990) er repræsentant for den ene tilgang kaldet tekstlig kritik og Michael McGee (McGee 1990) for den anden kaldet kritisk retorik 7. Jeg skal senere begrunde, hvorfor jeg mener, at begge tilgange kan være nyttige i mediesamfundet, men her vil jeg først gennemgå tilgangene på skift. 2.1 Tekstlig kritik ved close reading Michael Leff er fortaler for den gren indenfor den retoriske kritik, som han kalder Textual Criticism (Leff, 1986). Den tekstlige kritik tager sit praktiske udgangspunkt i en såkaldt close reading (herefter kaldet nærlæsning). Tanken bag nærlæsningen er, at den enkelte retoriske tekst indeholder meningen i sig selv, og kritikeren kan derfor bedst analysere og fortolke en tekst ved at se på tekstens interne strukturer og dynamikker gennem en nærlæsning (Leff 1986, 378). Leff anerkender, at den retoriske kritiker (selvfølgelig!) også skal forholde sig til konteksten, men idet meningen findes i teksten, bør udøveren af tekstlig kritik altså koncentrere sin indsats omkring nærlæsning af den retoriske tekst: While the critic must frame the discourse within its context, the focus of attention centers on the text itself and the rhetorical features embedded within it. (Leff & Sachs, 256) 7 Jeg vælger at bruge termen retorisk kritik, som den neutrale overordnede kategori af arbejdet med at analysere, fortolke og vurdere tekster, som fremstillet hos Lisa Villadsen (2009). Min brug af termen retorisk kritik, er altså ikke at opfatte som et opgør med McGees insisteren på begrebet kritisk retorik. 10

11 Meningen findes altså i selve teksten, og Michael Leff (1986) forklarer videre, at kritikerens opgave er at finde frem til fortolkningen. Det gør kritikeren i praksis ved at nærlæse teksten og bringe sin egen faglige viden i spil, således at hun tilføjer teksten noget nyt: fortolkningen. Leff skriver: Texts simply do not yield up their own rhetorical interpretation. Critics must move from what is given in the text to something they themselves produce an account of the rhetorical dynamics implicit within it. (Leff 1986, 378) Leffs fokus på nærlæsningen af teksten hænger sammen med hans syn på, hvad der udgør en retorisk tekst. Han opfatter retoriske tekster som en form for kunst (Ibid., 381), og han opererer med tanken om mesterværker eller eksemplarisk retorik (Ibid., 382). Selvom Michael Leff er af den opfattelse, at retorikken har et partikulært udgangspunkt og dermed foregår i specifikke situationer, mener han alligevel, at nogle retoriske tekster mesterværker kan optræde som eksemplarisk retorik og på den måde virke ud over tid og sted. Han skriver: A well constructed oration can encompass particulars in a way that establishes an abiding rhetorical standard. ( ) [S]ome discourses coordinate particulars in such a striking and compelling fashion that they command attention as models of rhetorical excellence independent of our interest in these particulars per se. (Ibid., ) Michael Leff mener altså, at en retorisk tekst kan være et mesterværk i sig selv, og at meningen findes i selve teksten. Det er kritikerens opgave at lave en fortolkning ved at nærlæse teksten og bidrage med sin egen faglige viden. I den proces skal hun altid tage hensyn til situationen og de kontekstuelle omstændigheder, men en retorisk tekst kan altså være så fuldendt i sig selv, at den kan løfte sig over det partikulære niveau (Ibid., 382). I denne forstand kan en retorisk tekst altså være en form for kunstværk i sig selv. Når Leff plæderer for brugen af den tekstlige kritik, er det samtidig et opgør mod både den neoaristoteliske tilgang til retorisk kritik, og det han kalder de nyere paradigmers tilgang (herunder kan fx nævnes genreteorien). Ifølge Leff opererer alle tilgange nemlig med en opsplitning, en dualisme, mellem form og indhold (Leff & Sachs, 255). Vægtningen af det ene element går udover vægtningen af det andet. Formens fremdrift sker på bekostning af indholdets forfald og vice versa 8. Den tekstlige kritik optræder her som den gyldne middelvej, der både formår at inkorporere form og indhold (Ibid., 256). I den tekstlige kritik supplerer form og indhold nemlig hinanden. De kan opfattes som en slags byggeklodser, der understøtter hinanden i et meningens og fortolkningens hus (Ibid., 255). Formen og formuleringerne har en betydning for meningen, og indholdet og argumenterne har en indvirken på fremstillingen og formen. Sammenbindingen af form og indhold betyder ifølge Leff, at den retoriske tekst netop bliver en helhed i sig selv. En helhed, der indeholder en mening, som publikum inviteres til at se og blive en del af (Ibid., 255). Kritikerens opgave bliver derfor ikke at se på, hvordan teksten rent faktuelt virkede i 8 Ifølge Leff er der blandt retorikere en tendens til pendulsvingning mellem ophøjelse af hhv. form og indhold (Leff & Sachs, 253). 11

12 samtiden, eller hvilke reaktioner teksten foranledigede. I stedet interesserer han sig for den mening, der fremsættes i teksten den mening, som modtageren inviteres til at se. Leff skriver: The critical stance [ ] retains an audience perspective, but as opposed to neo- Aristotelianism, this perspective does not entail measurement of actual responses. Instead, the critical process seeks to explain how the rhetorical performance invites certain kinds of response. Working from the evidence within the text, the critic proceeds to make inferences about what the work is designed to do, how it is designed to do it, and how well that design functions to structure and transmit meanings within the realm of public experience. (Leff & Sachs, 256) Michael Leff ser selv et muligt svagt punkt i sin teori om den tekstuelle kritik i. Der er risiko for, at kritikeren kan blive så optaget af arbejdet med selve teksten, at han fortrænger konteksten og den historiske tid (Ibid., 256). Som anført ovenfor er Leff nemlig ikke blind for, at en retoriker altid skal orientere sig i konteksten, men han mener, at det er umuligt for kritikeren at glemme konteksten. Leff citerer Hariman, når han forklarer: while close reading assumes that the audience will transfer the consciousness [sic] created (through temporal definition) within the text of the speech into the world outside the text, there also exists a corresponding inducement to substitute the satisfactions of the text for the labor of working in the world it supposedly describes. (Leff & Sachs, ) Ifølge Leff (og Hariman) vil den velskrevne tekst altså have en indflydelse på verden konteksten blot fordi den er velskrevet. Jeg læser dette som om, at Leff tager den velskrevne teksts indflydelse for givet. Leff argumenterer også for, at en retorisk tekst på en samme tid godt kan være både et kunstværk og en repræsentation af den offentlige verden (Leff 1986, 381). Kritikeren skal blot holde fokus på tekstens formål denne manøvre vil ifølge Leff fungere som bindeled mellem tekstens indre og ydre forhold (Ibid., 382). 2.2 En kritisk retorik ved fragmenter Michael Calvin McGee repræsenterer den modsatte hovedstrømning i den retoriske kritik; nemlig den kritiske retorik bygget på fragmenter. Han er lodret uenig med Leff i, at kritikerens fokus bør være på teksten og plæderer i stedet for en øget opmærksomhed på konteksten: Failing to account for context, or reducing context to one or two of its parts, means quite simply that one is no longer dealing with discourse as it appears in the world.( ) Put another way, the elements of context are so important to the text that one cannot discover, or even discuss, the meaning of the text without reference to them. (McGee 1990, 283) Det øgede fokus på konteksten og et mindre fokus på selve teksten hænger sammen med McGees opfattelse af en tekst. I modsætning til Michael Leff mener han nemlig ikke, at man kan tale om tekster som fuldendte værker, eksemplarisk retorik eller små kunstværker i sig selv (Ibid., 276). At betragte en velskrevet tekst som en form for kunstværk er i McGees terminologi det samme som at 12

13 afskrive retorikerens rolle. Ifølge McGee opfattes et kunstværk som en afspejling af en sandhed. Det indebærer, at hvis publikum ikke forstår kunstværket, så er fejlen deres egen. De har i givet fald ikke opfattet eller læst værket på den rigtige måde. I retorikken har retor i modsætning hertil et ansvar for at få sit budskab ud til publikum (Ibid., 276). McGee ønsker altså at få retorikken tilbage i højsædet, og derfor foreslår han termen kritisk retorik i stedet for termen retorisk kritik (Ibid., 279). Denne pointe vender jeg tilbage til om lidt, men for at forklare begrundelsen for den kritiske retorik, skal jeg her først kaste et blik på samfundets ændring: Michael McGee argumenterer for, at kulturen har ændret sig radikalt især i forhold til de kommunikative kanaler (Ibid., 286). Før i tiden havde menneskene i den vestlige verden den samme referenceramme. De kendte de samme værker, kendte de samme forskningsmæssige teorier og var i det hele taget en homogen gruppe. Retorer kunne tage udgangspunkt i denne homogene kultur, denne doxa (Ibid, ). Med radioens, tv ets og andre nye mediers indtræden i den almindelige borgers hjem er verden blevet mindre og gruppen uhomogen. Der er ikke længere en fælles referenceramme i samme forstand som før (Ibid., 286). Den markante ændring af kulturen og de kommunikative kanaler har betydet, at diskursen som den optræder i verden, også er ændret. McGee mener, som det kan læses i ovenstående citat, at retorikken netop bør beskæftige sig med diskurs, som den optræder i verden. Derfor mener McGee, at retorikkens redskaber må opdateres, så retorikeren er i stand til at analysere og fortolke diskursen i (hvad McGee modstræbende kalder) den postmoderne tilstand (Ibid., 278). 9 Og det er denne tilpasning til den postmoderne tilstand, der ifølge McGee kræver, at man betoner retorikken frem for kritikken og dermed bruger betegnelsen kritisk retorik. Med betoningen af retorikken forholder man sig netop til diskursen, som den er i verden, og forholder man sig til diskursen, som den er i verden, må man også forholde sig til, hvordan tekster er opstået. Hvor en retorisk kritik anser en tekst som et fuldendt og helstøbt objekt for analyse, tager den kritiske retorik sit udgangspunkt i, at også selve teksterne er lavet på baggrund af fragmenter (Ibid., 279). Selve teksten er altså en samling af fragmenter. McGee skriver: Critical rhetoric does not begin with a finished text in need of interpretation; rather, texts are understood to be larger than the apparently finished discourse, that presents itself as transparent. The apparently finished discourse is in fact a dense reconstruction of all the bits of other discourses from which it was made. It is fashioned from what we can call fragments. (McGee 1990, 279) Med den kritiske retorik forsøger McGee altså at åbne retorikerens øjne for, at det kritiske arbejde foregår i en større samfundsmæssig sammenhæng end blot en enkelt tekst (der som jeg gennemgik ovenfor alligevel ikke kan siges at være fuldendt i sig selv). McGee forklarer det med talen I Have a Dream som eksempel: 9 For så vidt har Kjeldsen i 2001 samme mål som McGee i Kjeldsen argumenterer blot for, at denne opdatering også finder sted på skandinavisk niveau. 13

14 As a finished text, I Have a Dream is an arrangement of facts, allusions, and stylized expressions. As a fragment in the critic s text, the speech is only a featured part of an arrangement that includes facts, events, texts, and stylized expressions deemed useful in explaining its influence and exposing its meaning. (McGee 1990, 279) McGee anbefaler altså, at kritikeren i stedet for at anse en tekst som et færdigt og helstøbt materiale, ser den i et større perspektiv som et fragment i en større sammenhæng. Men heller ikke fragmenterne er varige og kan analyseres: Scholars are all analysts at heart, but nothing in our new environment is complete enough, finished enough, to analyze and the fragments that present themselves to us do not stand still long enough to analyze. They fly by so quickly that by the time you grasp the problem at stake, you seem to be dealing with yesterday s news, a puzzle that solves itself by disappearing. (McGee 1990, 287) Tilsyneladende virker kritikerens rolle udspillet: Verden har forandret sig, og retorikken består nu kun af flygtige fragmenter. Men ifølge McGee har retorikeren stadig en stor rolle at spille i verden - opgaverne har bare skiftet form. McGee mener, at den retoriske kritikers rolle er af samfundsmæssig art (Villadsen, 211), og retorikeren har derfor først og fremmest en forpligtelse til at bruge sin viden til at gavne samfundet. Denne opgave kan stadig udføres i McGees terminologi - bare på andre præmisser. I den postmoderne tilstand, vi lever i, er det retorikerens opgave at samle fragmenterne sammen til en tekst og derefter udføre en kritisk retorik herpå. Herved kan retorikeren påvise holdninger i samfundet: I think we can reconcile traditional modes of analysis with the so-called post-modern condition by understanding that our first job as professional consumers of discourse is inventing text suitable for criticism. (McGee 1990, 288) Ifølge McGee er rollerne i nutidens retoriske kritik altså omvendt mens retorikeren må samle teksterne, er det modtagerens rolle at fortolke dem (Ibid., 274). McGee pointerer, at den kritiske retorik ved analysen af fragmenter er den eneste mulige fremgangsmåde i det postmoderne samfund (Ibid., 284). Han opsummerer: The only way to say it all in our fractured culture is to provide readers/audiences with dense, truncated fragments which cue them to produce finished discourse in their minds. In short, text construction is now something done more and more by the consumers than by the producers of discourse. (McGee, 288) McGee uddyber, at han her trækker fronterne hårdt op, og at kritikeren stadig har en rolle at spille i forhold til fortolkning, men at dennes primære opgave består i at sammenholde fragmenterne, så de kan blive til tekster, som analyseres af befolkningen selv (McGee, 274). 14

15 Michael Leff og Michael McGee repræsenterer, som det fremgår, to forskellige tilgange til retorisk kritik, som ikke umiddelbart lader sig forene. Leff mener, at den retoriske kritiker skal interessere sig for enkelttekster og via tekstens interne strukturer, som er en sammenblanding af form og indhold, analysere sig frem til en fortolkning. Ifølge Leff findes meningen i teksten, og den retoriske kritikers opgave er at nå frem til denne. I modsætning hertil står McGee, og han mener, at tekster i deres oprindelige form ikke findes længere. Verden er fragmenteret og dermed er teksterne fragmenteret. McGee mener, at retorikerens rolle er at samle fragmenter til en ny form for tekst, der kan analyseres af befolkningen selv. Hermed opfylder retorikeren et samfundsmæssigt behov for at få klarlagt diskurser i samfundet. Som jeg kort var inde på tidligere, benytter jeg mig i min analyse af begge tilgange til retorisk kritik selvom de umiddelbart fremstår som modsatrettede. Jeg analyserer artiklen Ministre: Så må akademikere tage job i Netto 10 (Jyllands-Posten, ) som en færdigstøbt tekst i Leffs forstand, men analyserer samtidig de efterfølgende reaktioner og beskæftiger mig dermed også med fragmenter i McGees forstand. Jeg vil komme nærmere ind på mine valg i diskussionen. 2.3 Tre praktiske tilgange til retorisk kritik Som jeg har angivet i ovenstående fremstilling af tilgangene til retorisk kritik af både Leff, McGee og Kjeldsen er der altså velbegrundede ideologiske tilgange til retorisk kritik i begge lejre. Det er dog kun Michael Leff, der angiver, hvordan kritikeren rent praktisk skal gå til analysen: Leff bruger nærlæsningen som metode. Kjeldsen og McGee argumenterer begge for, at retorikken må opdateres og ajourføres, så den retoriske kritiker kan bruge den på nutidens samfund. Kjeldsen ønsker en skandinavisk debat omkring opdatering af retorikfaget. McGee mener, at man skal analysere fragmenter. Begge mener altså, at nutidens mediesamfund kræver andet og mere af retorikeren men de angiver ikke konkrete løsningsforslag til hvad. Jeg inddrager derfor her tre teoretikere, der har tre helt konkrete forslag til, hvordan man arbejder med retorisk kritik. Det drejer sig om Leah Ceccarellis teori om en tekstligintertekstlig analyse, Marouf Hasians teori om at inddrage offentlighedens stemme og Malcolm O. Sillars teori om at kaste det bredest mulige net Brug tekstlig-intertekstlig analyse Leah Ceccarelli mener ligesom Michael McGee, at konteksten spiller en væsentlig rolle i en retorisk kritik. Ceccarelli opererer med begrebet tekstlig-intertekstlig analyse (Ceccarelli, 6), som jeg læser som en variation over Leffs nærlæsningsmetode og McGees insisteren på en kontekst. I nærlæsningen gransker analytikeren hele teksten for at finde frem til underliggende meninger og i sidste ende for at se på, om tekstens form opfylder tekstens funktion (Ibid., 6). Leah Ceccarelli anerkender vigtigheden i at analysere tekstnært, som anbefalet af Michael Leff: Close textual analysis offers the sustained examination of a single moment in history. Because close textual analysis restricts its focus to one work at a time, it can produce a microscopic study of that particular work that would not be possible if a broader range of materials were being discussed. (Ibid., 6) 10 Bilag 1 15

16 Problemet med kun at nærlæse en tekst er dog, at man som retorisk kritiker kan komme til at stirre sig blind på tekstens interne struktur og dermed ikke komme ned i samme dybde i de ydre omstændigheder - situationen. Nærlæser man en tekst analytisk kan man sige noget om, hvordan publikum inviteredes til at reagere, men man kan ikke sige noget om, hvordan de så rent faktisk reagerede (Ibid., 7). Her kommer Leffs nærlæsningsmetode altså til kort. Ved netop at sammenholde tidligere teksters retoriske strategier med deres effekt på et historisk publikum, er Ceccarelli kommet frem til, at man som retorisk kritiker må gøre mere og andet end at lave en tekstlig analyse. For at komme frem til den mest fuldendte kritik, må retorikeren ikke kun næranalysere én tekst, men samtidig også nærlæse og analysere tidens tekster for simpelthen at få hele billedet med. Ceccarelli skriver: I urge rhetorical critics to explore all available evidence of the reception of the work; we should conduct a close textual analysis not only of the primary text, but also of the intertextual material produced by audience members who were responding to it. (Ibid., 8) Ceccarelli plæderer altså for, at den retoriske kritiker ikke forlader sig på historikeres analyse af, hvad der skete i tiden. I stedet skal den retoriske kritiker nærlæse tidens tekster og dermed også nærlæse reaktioner fra modtagerne (Ibid., 7) Inddrag offentlighedens stemme Marouf Hasian plæderer for, at man som retorisk kritiker bør inddrage offentlighedens stemme en stemme, der normalt er silenced (Hasian, 296). Hasian forklarer sit ærinde gennem en konkret episode en juridisk sag fra slutningen af 1800-tallet. Sagen handler om den farvede mand Homer Plessy, der har sat sig i en togvogn kun beregnet til hvide amerikanere. Hasian laver en retorisk kritik på Plessy-sagen ved at inddrage offentlighedens stemme og se på offentlighedens reaktioner i ligeså høj grad, som han ser på advokaternes redegørelser for sagen. Ved også at inddrage offentlighedens stemme kaster Hasian nyt lys på sagen. Han forklarer hvorfor: If we simply paid attention to the words that appeared in the Civil War amendments we might celebrate the existence of this formal equality, but when we see how these words were put into practice outside of the courtrooms, we get some idea of the social and cultural barriers that stood in the way of people of color. (Hasian, 301) Hasian argumenterer for, at man i en retorisk kritik bør tage højde for offentlighedens stemme i lige så høj grad som man tager højde for de store talere: Rather than treating ordinary citizens as humans that are acted upon or who are led by great epic leaders, it would mean accepting them as active social agents working incrementally to improve their lives. (Hasian, 298) 16

17 Som retorisk kritiker skal man altså ikke kun analysere og fortolke eliternes retorik. Offentlighedens stemme der her også kan læses som reaktionerne i samfundet er mindst lige så vigtig og handlekraftig Kast det bredest mulige net Teoretikeren Malcolm O. Sillars argumenterer for, at retorikeren, der forsøger at lave en analyse af en holdning i samfundet, skal passe på med at være for firkantede i tilgangen til analysen. Han identificerer fire problemer i forhold til analysearbejdet: Den retoriske kritiker skal passe på med linearitet, årsagssammenhænge, afsenders intention og rigide definitioner. Jeg gennemgår de fire punkter i rækkefølge her. En retorisk kritiker må nødvendigvis have en begyndelse og en slutning på sit materiale for i det hele taget at kunne analysere på noget. Men ifølge Sillars er det vigtigt at have for øje, at afgrænsningen til en bestemt tidsperiode netop er en analytisk begrænsning og ikke nødvendigvis materialets begrænsning: While for purposes of analysis a critic must put time limits on a movement to make it manageable, those limits are symbolic; they disclose a conceptual bias of the critic, not a definition of reality. (Sillars, 116) Kritikeren skal altså være åben overfor materialet og være sig bevidst, at tidsbegrænsningen er hendes egen og ikke nødvendigvis materialets. Derfor er en lineær tilgang til analysen ikke altid det rigtige snit at lægge, når det drejer sig om at analysere holdninger i samfundet. I stedet foreslår Sillars, at kritikeren ser på holdninger fra såvel forsvarere som modstandere af en given holdning (Ibid., 117). Det andet problem i kritikerens tilgang til analyse af en strømning af holdninger i samfundet er årsagssammenhænge. Ifølge Sillars forlader kritikere sig ofte på årsagssammenhænge, men man skal som kritiker forstå med Sillars egne ord at cause is only probable, and never singular (Ibid, 117). At udpege én enkelt begivenhed som startskuddet for en holdning i samfundet udelukker andre begivenheder, der med ligeså stor sandsynlighed kan have været startskuddet (Ibid., 118). Intentionalitet er ifølge Sillars det tredje problem for kritikeren. Selvom effekt og intentionalitet fra afsender ikke skal sidestilles, er det en traditionel kritisk tilgang at sammenholde afsenders intention med effekten for at kunne give sit kritiske besyv med (Ibid., 118). Men ifølge Sillars skal man som kritiker holde sig fra at komme med bud på, hvad Christian Kock ville kalde skjulte motiver, idet de jo netop er skjulte (Kock 2011, 81; Sillars, 118). Sillars gør dog opmærksom på, at man med de retoriske værktøjer godt kan analysere sig frem til nogle motiver: Movement theory as developed by rhetoricians tends to be less grand in its claims. It focuses on arguments, demands, and proposals that can be found in the messages without making assumptions about what is going on inside the heads of the participants. (Sillars, 118) Udover at plædere for en nærlæsning af tekstmaterialer, anerkender Sillars i citatet retorikkens redskaber til at analysere holdninger i samfundet. 17

18 Sidste problem går ud på, at kritikeren ikke skal følge rigide definitioner, blot fordi man traditionelt har analyseret på denne måde. Hvis det giver mening for kritikeren at forholde sig til linearitet, årsagssammenhænge og/eller afsenders intention, er der stadig en pointe i at arbejde således. Men kritikeren skal være sig bevidst, at de tre tilgange, som retorikeren normalt tager afsæt i, kan være rigide cookie-cutters. I det kritiske arbejde med at analysere holdninger i samfundet, må kritikeren først og fremmest lade materialet tale for sig og derfor lade det styre, hvordan det skal tolkes (Sillars, 119). For at analysere en holdning i samfundet, må man altså ifølge Sillars sørge for ikke at binde sig fast på analytiske metoder tilegnet andre former for tekstmaterialer. Med en metafor hentet fra fiskeriet må man sørge for at kaste det bredest mulige net (Sillars, 2001). Jeg har nu gennemgået teorien og de retorikmetodiske overvejelser bag den kommende analyse. Inden jeg går i gang med selve analysen, er det her først nødvendigt at komme ind på teorien omkring eksemplets magt. 18

19 3.0 Eksemplets magt Siden antikken har det været kendt, at eksemplet har en persuasiv magt. Aristoteles selv kategoriserer i sin bog Retorik eksemplet som den ene af retorikkens to bevismidler, der består i hhv. enthymemet og eksemplet (Bog B, XX, 2). Hvor enthymemet er retorikkens svar på dialektikkens syllogisme, fungerer eksemplet som retorikkens svar på dialektikkens induktion (Bog A, II, 9). Eksemplet indføres altså under argumentationsteorien som et af de to virkemidler, afsender kan benytte sig af. Selvom Aristoteles anerkender både enthymemet og eksemplet som bevismidler, fornemmer man en hierarkisk rangorden mellem de to. Aristoteles anbefaler, at afsender først benytter enthymemet og dernæst eksemplet (Bog B, XX, 9). På den måde vil eksemplet antage formen af et vidnesbyrd og dermed virke mere overbevisende. Bruger man eksemplet først (fordi man måske ikke har et enthymem til sin rådighed), må man bruge flere eksempler for at overbevise (Bog B, XX, 9). Selvom Aristoteles beskriver eksemplet og enthymemet på lige fod, skinner det altså alligevel igennem, at enthymemet er det stærkeste bevismiddel (Bog A, II, 10). Aristoteles anfører, at eksemplet ikke har en direkte beviskraft, men virker ved at sandsynliggøre noget ved at henvise til et lignende tilfælde (Bog A, II, 19), men han er altså ikke blind for eksemplets magt som bevismiddel: En argumentation, der baseres på eksempler, virker i og for sig ikke mindre overbevisende end den, der bygger på enthymemer, men den sidste bliver modtaget med større applaus. (Bog A, II, 10) Et eksempel kan henholdsvis være historisk eller opdigtet, og også her anfører Aristoteles en rangorden. Idet han forudsætter, at fortidens historier ofte gentager sig i fremtiden, anbefaler han først og fremmest brugen af de historiske og virkelighedsnære eksempler. Har man ikke et sådant til rådighed, kan man selv opdigte et eksempel, fx en fabel (Bog B, XX, 8-9). Aristoteles grundige behandling af eksemplet kan tages som vidnesbyrd for, at retorikere allerede i antikken var bevidste om eksemplets fordele og ulemper, om eksemplets magt. Samtidig kan man notere sig, at Aristoteles behandler eksemplet som et bevismiddel, og hermed indfører det under argumentationen. 3.1 Eksemplet i dag I 2013 står det ligeledes klart, at eksemplet besidder en persuasiv magt. Griber man en nutidig lærebog om retorik som fx Jonas Gabrielsens og Tanja Juul Christiansens Talens magt indføring i mundtlig retorik fra 2010 er budskabet omkring eksempler klart: Brug dem! (Gabrielsen & Juul Christiansen, 2010). De to retorikere forklarer, at eksemplet fungerer som en konkretisering, der kan gøre en abstrakt pointe mere konkret for modtageren ved at henvise til en lignende sag (Ibid., 94). På den måde har eksemplet tre klare fordele, når man bruger dem i en tale: Det kan forklare, det kan forme publikums forståelse af det, man taler om, og det kan skabe indlevelse (Ibid., 98-99). Gabrielsen og Juul Christiansen er sig også bevidste om, at det gør en forskel, hvilke pointer afsenderen eksemplificerer: 19

20 Eksempler kan bruges mange steder i talen. Man kan både eksemplificere talens problemstilling, talens hovedbudskab eller talens enkelte dele. Her skal man overveje, hvilke dele af talen der skal have vægt, og hvilke dele af talen der har brug for at blive foldet yderligere ud. (Ibid., 102) At eksemplet besidder en magt, der er interessant for retorikere at beskæftige sig med, er også et faktum, der går igen i bogen Retorik der flytter stemmer fra Bogen, der er skrevet af de tre retorikere Christian Kock, Charlotte Jørgensen og Lone Rørbech, er baseret på en række af tvdebatter, der blev sendt på DR i en tiårig periode fra Forfatterne har i bogen sat sig for at undersøge, hvorledes retorikken kan flytte stemmer, og i den forbindelse er brugen af eksempler også interessant. Forfatterne skriver: Vi betragter da også debattørernes brug af konkrete eksempler som afgørende for argumentationens kvalitet og effekt. (Kock, Jørgensen & Rørbech, 229) Jørgensen, Kock og Rørbech anfører, at når eksemplet er et relevant, vægtigt og uddybet eksempel på den generelle problemstilling, så fungerer det som et persuasivt overtalelsesmiddel: det konkrete og nærværende der følger med et uddybet, relevant og vægtigt eksempel, fremmer tilslutningen, og ( ) et sådant eksempel er et effektivt overtalelsesmiddel. (Ibid., 247) Ud fra deres empiriske materiale opstiller de tre retorikere nogle funktioner for det gode eksempel: Ifølge dem kan et godt eksempel afspejle problemets kerne (Ibid., 233), gøre et fjernt og abstrakt emne nært og konkret (Ibid., 237), påvirke via følelsesappellen patos (Ibid., 234) og få modtagerne til at se virkeligheden via en malende beskrivelse (Ibid., 242). Desuden fremhæver retorikerne, at man stiller sig svagt, hvis man ikke bruger eksempler i sin argumentation (Ibid., 239). Der er altså ingen tvivl om, at vi i dag som retorikere er os bevidste om, at eksemplet har en persuasiv funktion og dermed besidder en magt. Eksemplet er et retorisk virkemiddel og ikke blot en stilistisk udsmykning. Denne opfattelse af eksemplet som argumentativt er især Perelmans fortjeneste. I bogen The New Rhetoric fra 1969 genindfører han på mange måder argumenterne i retorikken Eksemplet i Perelmans nye retorik I den nye retorik opregner Perelman tre forskellige funktioner, et eksempel kan antage. Han kalder de tre tilgange argumentation ved eksempel, illustration og model/antimodel (Perelman, 147). Argumentation ved eksempel er en såkaldt induktiv fremgangsmåde, hvor det partikulære eksempel bestræber sig på at etablere en generel regel (Perelman, 147). Der er altså tale om en form for induktiv bevisførelse, hvor eksemplet skal tjene som en slags dokumentation for en mere generel regel 11 Retorikken led op til det 20. århundrede af en reduktion foranlediget af renæssancemanden Petrus Ramus. Ramus skilte inventio og dispositio fra elocutio og actio, og indordnede således kun elocutio og actio under retorikken. Retorik var hermed reduceret til ren stillære og udsmykning (Roer 2009, 53-54). Perelman og Olbrects-Tyteca genindfører med bogen Traité de l'argumentation - la nouvelle rhétorique (1958) argumentationen under retorikkens domæne. 20