KONSTRUKTION DET ØSTJYSKE BINDINGSVÆRK

Transkript

1 KONSTRUKTION DET ØSTJYSKE BINDINGSVÆRK VED AT SAMMENHOLDE DET GÆNGSE ØSTJYSKE BINDINGSVÆRK MED KONSTRUKTIONERNE PÅ HØRHAVE- GÅRDEN FÅR MAN EN IDE OM, HVORDAN GÅRDEN PASSER IND I TID OG STED. PÅ SAMME MÅDE KAN DET GIVE EN FORNEMMELSE OMKRING GÅRDENS ORIGINALITET Der findes meget få danske bondebygninger, som kan dateres tilbage til tiden omkring 1600, hvorimod en del bygninger bygget efter 1700 er bevarede. De fleste af disse bondebygninger er opført i bindingsværk. Hovedprincippet bag bindingsværk er generelt det samme overalt i landet, men der kan være store forskelle i detaljerne fra egn til egn. Disse egnsbestemte forskelle kan hjælpe til at give et indtryk af datidens etnologi, idet de bærer vidnesbyrd om økonomiske, sociale og kulturelle forhold. Østjylland var blandt landets rigeste, når det drejede sig om store skove. Bindingsværket var derfor mere veludviklet her, specielt sammenlignet med det vestjyske, hvor man havde mangel på tømmer. Det er dog ikke al østjysk bindingsværk, der er rigt. Ligesom der var forskel på folk, var der forskel på deres huse, og bindingsværkshusene kan således røbe, hvordan bøndernes økonomiske stilling i samfundet har været. Dog har bygningernes kontekst også haft en betydning; En gård bygget i en skov har naturligvis haft nem adgang til byggemateriale, hvilket ofte kan ses i brugen af svært tømmer og en rigdom af dokker. Statsbankerotten og landbrugskrisen, der fulgte i kølvandet på Napoleonskrigene , medførte en stagnering i landbrugets byggeri og først efter 1840 begynder forbedrede konjunkturer at sætte sit præg på byggeriet. Det rigeste bindingsværk ses derfor i 1600-tallet, hvor der endnu findes svært tømmer, mens tømmeret i 1700-tallet bliver mere sparsomt og af ringere kvalitet, ligesom antallet af dokker mindskes. Husstandens økonomi samt tilgængeligheden af det gode tømmer havde stor betydning for hvilken træsort, der blev anvendt til bindingsværket. Til den del af bygningen, der var mest udsat for vejrets kræfter, anvendtes helst det dyre egetræ, der er meget modstandsdygtigt overfor fugt og derfor kan holde i århundreder. Til spær og hanebånd, der beskyttes under stråtaget, anvendtes ofte billigere og mindre modstandsdygtige træsorter som for eksempel fyr. Bindbjælkerne har haft stor betydning for bygningen, idet de holder de to ydervægge sammen og samtidig bærer loftbrædderne. Derfor har man også til disse anvendt det mest udsøgte tømmer; bjælkerne skulle helst være lange, lige, fuldkantede og store i dimension. De mest fuldkantede blev anvendt til de finere stuer, hvor man gerne dekorerede dem med profileringer. Det østjyske bindingsværk var generelt præget af en farve-glæde, men både tjære og maling var dyre varer. Derfor var det ikke alle bønder, der havde råd til sådan luksus. Denne farveglæde kan derfor tænkes at være forbeholdt større selv-ejergårde, herregårde, præstegårde og byhuse, mens mange af de mindre bønder måtte nøjes med at overkalke deres gårde. Typisk østjysk bindingsværk med svære egestolper og meget fyldtømmer Stuehus fra gård. Erritsø ved Fredericia foto: 1933

2 Gård fra True fra 1700-tallet. Udateret foto En skyttegård fra Gjerrild, Djursland fra omkring Stormbånd løber fra hjørne til anden stolpe Nordstjernen Fredericia bygget 1660

3 Forklaring på fagudtryk 01 Syldstenene er en række kampesten, der udgør fundamentet. 02. Fodremmen har til opgave at stabilisere husets konstruktion. Det vandrette tømmerstykke fordeler lasten for at undgå, at grunden skal sætte sig. Skulle dette allige-vel ske, hvorved syldsten kommer til at ligge skævt eller ligefrem komme ud af leje, bevirker fodremmen, at de itappede stolper ikke skrider ud, idet fodremmen kan tåle at stå delvist uunderstøttet. 03. Stolper, der er anbragt parvis overfor hinanden på bygningens to langsider, er konstruktionens bærende element. 04. Mellem fodrem og tagrem kan stolperne være forbundet med et eller flere vandrette stykker tømmer, disse kaldes løsholter. 05. Over og under løsholterne kan være indsat et eller flere korte lodrette stykker tømmer kaldet dokker eller dukker. Det ses typisk i østjysk bindingsværk, at der sættes hele to dokker i bunden af hvert fag. Dokkerne har ikke nogen direkte funktion i forhold til konstruktionens stabilitet, hvorfor man kan kalde dem pynteeller fyldtømmer. Dog er de en fordel i forhold til tavlene, idet et smalt tavl havde en mindre angrebsflade end et stort tavl. 06. Skråbånd også kaldet stormbånd. Disse bånd har til formål at styrke konstruktionen mod vindens påvirkning. I det østjyske bindingsværk udgår stormbåndet oftest fra anden stolpe og støtter direkte mod hjørnestolpen. Båndet skærer igennem eventuelle løsholter og er oftest lavet af krumvokset tømmer, som har en affjedrende virkning i forhold til vindpresset. 07. Vægfelterne mellem tømmerstykkerne kaldes tavl. Disse blev oprindeligt udfyldt med lerklining på fletværk, men senere udmurede man dem med teglsten, som er langt mere holdbare. 08. Bind- eller tværbjælker forbinder stolperne. En sådan kaldes en bind-ing. Disse bindinger deler huset op i ensartede fag. I det østjyske bindingsværk har bredden på fagene gerne varieret mellem 160 og 190 cm. Direkte ovenpå disse bjælker ligger loftsplankerne. 09. Bjælkerne er tappet gennem stolperne og holdes på ydersiden på plads med et par tværgående trænagler. Den del, der stikker ud på ydersiden, kaldes et bjælkehoved. 10. Tagremmen løber på langs ad huset og forbinder stolperne i toppen. Stolperne er tappet gennem tagremmen, og den øverste ende af stolpetappen støtter spærfoden. 11. Spærene er koblet sammen parvis og udgør grundkonstruktionen for hele tagværket. 12. Hanebåndet forbinder spærparrene. 13. Lægterne er fastgjort til spærene, sådan at stråtaget kan bindes fast til lægterne. Oftest anvendes en ringere træsort her, da konstruktionen er beskyttet af taget.

4 Typisk østjysk bindingsværk Konstruktionsprincippet for bindingsværksgårde kan, med opdelingen i ensartede fag, sammenlignes med en art elementbyggeri, hvortil der kan tilføjes eller fjernes elementer efter behov. Bindingsværkets tømmerstykker blev samlet med traditionelle tømmersamlinger, der har en større holdbarhed og stabilitet end sømbeslag, idet disse med tiden vil ruste. Oftest samles to stykker tømmer ved at lade en tap fra det ene stykke tømmer passe ind i et udstemmet hul i det andet. Der bores et hul igennem samlingen, og en trænagle drives igennem. Denne type samling kaldes tapning. I de ældre huse har man også anvendt bladning, hvor det ene stykke tømmer passes ind i en udskæring i siden på det andet. Denne sikres ligeledes med en trænagle igennem samlingen.41 En bindingsværksgårds indre skillevægge var også bygget op af bindingsværk, her kunne man dog spare lidt i forhold til tømmerets kvalitet. For at stabilisere væggen skulle den gerne bygges sammen med en binding, bindbjælken i denne binding kunne dermed være af mindre dimensioner end de fritlagte, idet den blev understøttet af skillevæggen.

5 Ville man senere flytte på en skillevæg betød det, at bindingens nu fritlagte bindbjælke var mindre end de øvrige, ligesom taphuller fra stolperne kunne ses på dens underside. For at få bjælken til at ligne rummets øvrige beklædte man den gerne med brædder, som man derefter eventuelt kunne profilere. KONSTRUKTION STRÅTAG LIGESOM BINDINGSVÆRKET BÆRER OGSÅ DE GAMLE GÅRDES TAGKONSTRUKTIONER PRÆG AF PÅ, HVILKEN TID OG STED DET ER OPFØRT. Tagkonstruktionerne på de gamle bondebygninger findes ikke i så mange varianter som bindingsværkskonstruktionerne. I hele landet har man benyttet sig af stråtage, der bæres på en konstruktion af spær og lægter. Dog har man enkelte steder også anvendt raftetage, men disse var ikke almindelige i Østjylland. Derimod er der forskel på hvilken type tækning, man har anvendt, ligesom der er forskel på, hvordan tækningen er fast-gjort. I Østjylland var tagene stråtækte med rør eller langhalm. Disse isolerede langt bedre end de vestjyske lyngtækkede tage og kan ligge i år før de skal udskiftes. Der findes to metoder til at fastgøre tækkehalmen til tagets lægter: På det bundne tag lægges en hassel- eller pilekæp hen over tækningshalmen, og kæppen bindes fast til lægterne med vid-jer, halmbånd eller tækkegarn. På det syede tag blev tækningsmaterialet syet fast om lægterne ved hjælp af lange halmsimer og ved brug af en særlig tækkenål. Tagets afslutning for oven, rygningen eller mønningen, lægges af halm og fastholdes af rygnings-træer også kaldet kragtræer. Disse kragtræer består af korte, udflækkede stykker egetræ, der er samlet parvis med en trænagle og således kan hænges over tagryggen. Denne konstruktion findes kun i egnen omkring Odder- Aarhus og Skanderborg.

6 Småkviste er ikke ualmindelige. De er gerne placeret over hoveddøren og på avlsgården, hvor der skulle stikkes hø ind. Hvor tagskægget buer op og omslutter en luge eller et vindue, kaldes disse tagskægskviste. Både saddeltag, hel- og halv-valmede tagkonstruktioner forekom i det østjyske, sidstnævnte med en enten hel, halv eller kun på spidsen bræddebeklædt gavltrekant.