Det økologiske kolonihavehus

Transkript

1 Det økologiske kolonihavehus De økologiske løsninger i huset tager udgangspunkt i miljøvenlige bygge- og genbrugsmaterialer. Isolering foretages med specialimprægneret papirgranulat. Strøm til belysning, radio-tv produceres af solceller og et solvarmeanlæg sørger for varmt vand i hanerne. Opvarmning sker ved udnyttelse af passiv solvarme i drivhus og solmur, og ved en brændeovn til miljøvenligt brændsel. Huset får et smukt græstag, som vil medvirke til en behagelig indendørs temperatur. Regnvandopsamling fra drivhuset bruges til havevanding, og husets affald sorteres til mest mulig genbrug og grønt affald komposteres. I husets muldtoilet adskilles fast stof og urin. Det faste stof bliver til kompost til forbedring af jorden og urinen opsamles, blandes med vand og bruges til gødning. Det grå spildevand fra huset ledes ud til havens rodzoneanlæg, hvor der renses og går videre i naturens kredsløb. Øko-kolonihavehuset er 55 m 2 stort + en udestue. Det bliver indrettet med et stort opholdsrum, kontor, køkken, toilet og bad. Rundt om huset anlægges en lille økologisk have, og resten af grunden med vildnis, krat og træer omdannes med tiden til en oplevelsesrig naturlegeplads. Huset skal bruges som demonstrationsbyggeri, hvor de besøgende kan opleve de enkelte økologiske løsninger og deres helhed. Skoler, børnehaver, selvbyg- og kolonihavefolket, samt andre interesserede skal bruge huset og grunden til bl.a. undervisning og praktiske aktiviteter. Byggeriet er kommet i stand ved et samarbejde mellem: Københavns Miljø- og Energikontor, Daghøjskolen Økologiske Igangsættere, Kolonihaveforbundet for Danmark og Haveforeningen Vennelyst på Kløvermarksvej på Amager. Mere information om huset ved henvendelse Tlf

2 Introduktionsark - til - Mindre miljøbelastende - byggematrialer og produkter Indholdsfortegnelse Konstruktion ark nr. Energi : ark nr. Træ konstruktion 1 Solfanger 8 Valg af træ 2 Passiv solvarme 9 Græstag 3 Solceller 10 Ler 4 Brændeovne 11 Isolering 5 Maling: Affald Maling 6 Mult -toilet 12 Malings typer 7 Kompostering 13 Rodzoneanlæg 14 Affaldssortering 15 Regnvandsopsamling 16 Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 Kobenhavn N Tlf kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond 2

3 Dette er et indscannet dokument vedr. Træ konstruktion Træ Træ er et vedvarende byggemateriale som har fortrinlige egenskaber til husbyggeri, lav vægt god styrke, elastisk, lille varmeledningsevne, fugt regulerende og kan næsten bruges overalt i et hus. Træ, der skal anvendes på en miljøvenlig måde, skal være rent træ. Det betyder, at tryk- og vacuumimprægneret træ, produkter der er tilsat forskellige bindemidler (lime) og træ der er imprægneret med forskellige giftige træbeskyttelsesmidler i denne sammenhæng er unødvendige. Inden for bygningsreglementets rammer er det faktisk muligt at bygge et hus næsten udelukkende af træ. Nogle brandmæssige krav betyder dog, at det er nødvendig at anvende nogle uorganiske, ikke brændbare matrialer f. eks. gibs- eller træbetonplader. Konstruktiv træbeskyttelse Til udendørs trækonstruktioner er det vigtig at følge nogle enkle regler mht. beskyttelse mod sol og regn og der ved holde træets fugtindhold under 20% ved : -At tag skal have hældning og være med synlige tagrender, så de nemt kan renses. -At trækonstruktioner så vidt muligt skal overdækkes. -At tagudhæng beskytter væg- og gavlbeklædning, samt vinduer og døre mod sol og regn. -At endetræ skal afdækkes, da det suger meget og hurtigt. -At træoverflader, der bliver udsat for nedbør, skal have et sådant fald, at vand ledes væk. -At vælge den rigtige træart og kvalitet i de forskellige bygningsdele. 3

4 Vægge af træ Ydervægge kan også opføres helt i træ, dvs. med en yderbeklædning af lodrette- eller vandrette brædder, men hvor også de bærende dele og den indvendige beklædning er af træ. Den mest almindelige konstruktion i træ er bindingsværket, dog ikke i traditionel forstand med synlige bjælker som stolper og remme og med lerklinede eller udmurede mellem tømmert, men i konstruktioner hvor bindingsværket udfyldes med isoleringsmatriale og beklædes med brædder. Der er tale om en let konstruktion med et minimum af matrialeforbrug. Til vægbeklædningen indendørs kan næsten alle træarter bruges, men træ der kan afgive skadelige dampe af formaldehyd som f.eks. thuja bør undgås. I følge bygningsreglementet for småhuse skal ydervæggene opfylde kravene til en BDbygningsdel 30. Dette betyder at væggen ikke må bryde sammen eller gennembrænde inden for 30 minutter. Litteraturliste og adresser Diverse bøger fra Træbranchens Oplysningsråd Lyngby Kirkestræde Lyngby tlf Konstruktiv træbeskyttelse mod biologisk nedbrydning nr.20 Arbejdsraport fra Miljøstyrelsen Strandgade København K tlf Landsforeningen Økologisk Byggeri Dannebrogsgade 8 A 8000 Århus C tlf Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N TIL kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger vedr. projektet. 4

5 Dette er et indscannet dokument vedr. Valg af træ Fagsprog Inden for alle fag findes en række fagudtryk, som det er værd at kende. Her er ord, begreber og gode råd som er nyttige, når du handler i byggemarkedet og trælasthandelen. Brædder, planker, tømmer og lægter er handelsbetegnelser for savet træ. Savskåret betyder at træets overflade er ru efter opskæringen på savværket med fx. rundsav eller båndsav. Høvlet vil sige at træets ru overflade er gjort glat og plant ved maskinhøvling. Pløjet vil sige, at et bræt er forsynet med fer og not og dermed kan sættes sammen med de tilsvarende nabobrædder til en lukket flade. Pløjede brædder er som regel høvlede, men også uhøvlede brædder kan pløjes og benævnes da rupløjet. Planskåret betyder, at et bræt er skåret af stammen med fladerne parallelt med årerne. Går årerne på tværs, kaldes brættet retskåret. Marvsiden er den side af et bræt, som har vendt ind mod træets centrum, marven. Kerneved dannes i træets centrum, kernen, og kan indeholde konserverende stoffer, der hos en række træarter øger træets modstandsevne overfor mikroorganismer og svampeangreb. Veddet udenom kernen kaldes splintved. Vankant er den del af stammens overflade, som kan forekomme på savskåret træ i form af runde kanter med spor af bark. En anden betegnelse for det samme er bomkant. Der er regler for i hvilket omfang vankant må forekomme på savskåret træ. Revner i træ fremkommer, når veddets fibre er adskilt i fiberretningen og langs marvstrålerne. Er revnerne små kaldes de ridser. Harpiks fra fyr og gran sveder især ud fra træet i varmt vejr. Harpiksholdigt træ er normalt godt træ. Når harpiksen er stivnet kan den skrabes væk. Mindre harpiksrester kan fjernes med en spritklud. Blåsplint er splintved, som er angrebet og misfarvet af blåsplintsvarripe. De nedbryder ikke træet og har derfor ingen betydning for styrken. Men de kan være medvirkende til en uens optagelse af imprægnering, træbeskyttelse og maling, så overfladen bliver uensartet. Træarter Indendørs kan alle træarter anvendes (undtagen Thuja). Her er det primært træets udseende og evt. slidstyrke, som har betydning. Udendørs bør der i højere grad tages hensyn til de forskellige træarters særlige egenskaber fx. fugtfølsomhed og selvbeskyttende egenskaber. Ved at vælge den rette træart og udforme trækonstruktionen rigtigt er anvendelsen af imprægneringsmidler ofte unødvendig. Skovfyr Skovfyr er den mest anvendte træart i Danmark. Den er stærkere end rødgran, men i praksis sidestilles fyr og gran. Kerneveddet, der er mørktgulligt til rødbrunt, har en naturlig beskyttelse, der giver kernetræ af fyr en god holdbarhed i fri luft uden jordkontakt (40-85 år). Holdbarheden i jord er derimod begrænset (5-10 år). Splintveddet har en åben porøsitet, der gør skovfyr let at imprægnere, men som samtidig betyder at det uimprægnerede træ er mere fugtfølsom og derfor nedbrydes hurtigere i fugtigt miljø. Rødgran Rødgran anvendes på linie med skovfyr. Svensk og finsk gran har færre knaster og er normalt mere tætvokset end fx. dansk gran. Granens kerne er ikke naturligt beskyttet som skovfyrs kerneved. Derfor er der i praksis ingen forskel på kerne- og splintveddets holdbarhed. Da rødgrans celler er lukkede kan rødgran vanskeligt imprægneres. Derfor er den også mindre fugtfølsom. Det gør granbrædder særligt velegnede til facadebeklædninger. Uden jordkontakt er rødgrans holdbarhed på linie med kernetræ af fyr og lærk (40-70 år) I jordkontakt er holdbarheden derimod begrænset (5- l 0 år). Lærk Lærkens styrkeegenskaber er bedre end hos fyr og gran. Den er også hårdere og mere sprød, og har tendens til at vride sig når den tørrer. Lærk er mere modstandsdygtig end fyr og gran. I kontakt med jord holder kernerig lærk ofte længere end fyrkerne (S- l 5 år). Fri af jord er den på linie med gran og fyrkerne (40-90 år). Eg Eg er den af vore europæiske træarter, som har den længste holdbarhed i jordkontakt, når der udelukkende anvendes kernetræ (15-25 år). Kerneveddet er overordentligt modstandsdygtigt overfor råd, svamp og insekter, fordi det fra naturens hånd er konserveret med bl.a. garvestoffer. Splintveddet har derimod en væsentlig kortere levetid. Western Red Cedar/Thuja Western Red Cedar vokser på vestkysten af USA og Canada. Det er en let træart, der styrkemæssigt er svagere end gran. Veddet varierer fra lys brunt til grågyldent. Kernetræet af Western Red Cedar har en god holdbarhed i jord (15-25 år). Fri af jord er den overordentlig holdbar ( år). Thuja findes i Danmark i meget begrænsede mængder og i kvaliteter, der ikke er på højde med western red cedar. Douglas Douglas fra danske skove anvendes hovedsageligt til trægulve. Anvendt udendørs er dens holdbarhed i og overjord som lærk På grund af træets garvestofindhold kan jern og fugt medføre en blåfarvning af veddet. Teak Teak er blandt de mest holdbare træarter til udendørs anvendelse. Teak er vejrbestandig og overfladen bliver med tiden sølvgrå hvis ikke træet overfladebehandles med træolie. jordkontakter holdbarheden på linie med trykimprægneret træ (25-50 år). Fri af jord er teak overordentlig holdbar ( år). Splintsiden er den side af brættet som har vendt ud mod træets barkside. 5

6 Savet træ Trædimensioner og kvalitet Savskåret træ af fyr og gran findes i forskellige dimensioner og længder. Alt efter mål og form taler man om brædder, planker, lægter og tømmer. En oversigt over de gængse dimensioner findes i Dansk Standard DS 146. Ofte er det muligt at få flere dimensioner end de nævnte, så spørg din tømmerhandler om leveringsmulighederne. Høvlet træ, brædder, planker og lægter leveres høvlet på alle fire sider i et stort antal standarddimensioner. De høvlede dimensioner findes i DS Trælasthandleren har normalt et lager af høvlede varer og kan som regel levere særlige dimensioner på bestilling. Foruden høvlede brædder og planker findes der et righoldigt udvalg af lister, profilbrædder, karmtræ og specialprofiler. Alle profiler fås normalt i fyr, og mange lister fås tillige i hårde træsorter, som eg og teak. Trækvalitet Stærkt træ er ikke nødvendigvis smukt træ, og smukt træ er ikke altid stærkt træ. Derfor bør træ sorteres til anvendelsen. Sorteret træ fås i tømmerhandelen. Byggemarkeder forhandler normalt kun en enkelt af de nævnte kvaliteter. Udseendesortering Til almindelige snedkerformål sorteres det savede træ efter udseende. Træbranchen har et sæt faste sorteringsregler, hvor bl.a. antal og størrelse af knaster samt en række væksturegelmæssigheder afgør træets kvalitet. Sorteringsklasser sorteret (uls), der er den bedste klasse Kvinta (Vta) Seksta (Vl), også kaldet udskud og forskalling. I de kommende år vil nye benævnelser (klasse 4 B og C) blive taget i brug og sorteringsreglerne justeres. Valg af trækvalitet er et spørgsmål om at finde den rette kvalitet til et givet formål. Der kan være stor prisforskel mellem kvaliteterne. Derfor bør de bedste kvaliteter anvendes til synlige formål, og hvor træet er udsat for stor udendørs påvirkning. De mindre gode kvaliteter kan anvendes til alle skjulte formål. Styrkesortering Træ til bærende konstruktioner bør altid være sorteret efter styrke. Til de fleste konstruktioner i almindelige huse anvendes træ fra den laveste styrkeklasse (DK18). Til konstruktioner hvor der stilles strengere krav anvendes T-virke-kvaliteterne T24 og T30. Gran og fyr ligestilles styrkemæssigt efter Trænormen (DS 413), der beskriver kravene til træ i de forskellige styrkeklasser. Hold træ tørt Skal træ anvendes udendørs bør konstruktionerne udformes, så træet viser vandet væk og selv holder sig tørt - den såkaldte konstruktive træbeskyttelse. Derved mindskes risikoen for unødige skader på træværket fx. i form af råd og svamp. Træ svinder og udvider sig mindst, når dets fugtindhold allerede ved indbygningen svarer til ligevægtsfugtigheden på brugsstedet. Tør derfor træet så dets fugtighed svarer til anvendelsen. Træ fra trælasthandlen vil normalt have et fugtindhold på 15-18% (ikke ovntørret. Skal træet anvendes indendøre bør det være ovntørret eller ligge oppindet på brugsstedet i 2-4 uger, så det kan indstille sig på ligevægtsfugtigheden, hvor det skal anvendes. Se mere om konstruktiv beskyttelse og fugt i håndbogen TRÆ 29, Træbeskyttelse fra Træbranchens Oplysningsråd. Litteraturliste og adresser Diverse bøger fra Træbranchens Oplysningsråd Lyngby Kirkestræde Lyngby tlf Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger om projektet. 6

7 Dette er et indscannet dokument vedr. Græstag Græstag Græstørvstaget er for mange, naturens tag. Det var det også i den oprindelige udformning, som den kendes fra gamle huse i Sverige og Norge, men i den moderne udgave har man ændret lidt på materialevalget af hensyn til funktionen. I byområder har græstaget en positiv indvirkning på luftforureningen, fordi tagets ujævne struktur binder støv, og planterne optager forskellige gasser. Taget har tillige en god lydisolerende effekt. Græstaget kan både være et fladt,tag (taghaver) og et skråtag, hvilket nok er det mest almindelige til småhuse. Jordlagets tykkelse kan varieres, og et tykt lag (op til 25 cm) giver mulighed for at plante større planter og buske på taget. Demæst lægges græstørvene med et omvendt lag tørv nederst og et retvendt tørvelag øverst. Lagene skal tilsammen være mindst 15 cm tykke (svarende til en vægt på ca. 200 kg/m 2 ) for at mindske faren for udtørring. Tørvene kan oplægges i stykker på 30 x 30 cm og med en tykkelse på 7,5-15 cm. Græstaget kan lægges på tage med større hældning, hvis der opsættes trælægter til at fastholde tørvene. Græstaget kan i den viste udformning bruges ved taghældninger på grader. Taget er opbygget med et vandtæt lag nederst. Førhen brugte man birkebark som tætningslag, men et relativt miljøvenligt alternativ vil være et vandtæt lag af en 0,5 mm eller tykkere LDPE (lavdensitetpolyethylen) geomembran, der hævdes at have en næsten ubegrænset holdbarhed i jord. Membranen lægges på et lag 25 mm brædder med et 50 mm udluftet hulrum under. Forneden på taget monteres en imprægneret bjælke som støtte for tørvelaget. P g. a. usikkerheden om mernbranens holdbarhed bør der kigges til denne efter år. Over membranen kan evt. lægges 2-3 cm ærtesten over hele tagfladen eller i kanaler. Stenlaget fungerer som drænlag. Ærtestenene skal udlægges forsigtigt så punktering af membranen undgås. Lægterne må ikke fastgøres gennem det vandtætte lag, men skal hænge på taget over tagryggen, og lægterne vil efterhånden rådne bort, samtidig med at taget bliver mere stabilt. I stedet for græstørv er der i Canada gjort forsøg med halmballer som vækstmedie for græs eller forskellige planter. Halmballerne lægges ud på taget og skæres op. Efter et par måneder udlægges et ca. 5 cm tyndt muldlag, og der sås eller plantes på taget. Taget vejer ca. det halve af et almindeligt græstørvstag, men er stadig et tungt tag. Man kan evt. få udført nogle ingeniørberegninger, der kan vise, om halmen vil blive på plads i et stormvejr. Evt. kan halmen fastgøres til tagkonstruktionen. Istedet for membranen og ærtesten kan der med stor fordel bruges grundmursplade specielt ved taghældninger under 18 grader. Grundmursplade bruges normalt udvendig på fundamentet i forbindelse med dræning og ventilation, så der bliver bedre klima i kælderrum. Taget bør efterses både ud- og indvendig mindst en gang om året. Der skal specielt holdes øje med tegn på råd og svamp, nedskridning af grædstørvbelægningen og gennemtrængning af vand og rødder. 7

8 Tagpapper med folieindlæg er ikke tilstrækkelig sikkert rodstandsende, da rødderne kan gro gennem de klæbede overlæg og endda gennem tynde plast- og aluminiumsfolier. Det er ikke helt klarlagt, om røddernes gennemgrøning hidrører alene fra en mekanisk gennemboringsevne, eller om også kemiske processer ved rodspidserne bidrager dertil. Eksempelvis er rødderne på følgende planter meget aggressive: el, birk, fyr, sandtorn, lupiner, kvikgræs og mos. Løsning fig. I er karakteriseret ved, at overlæggene i grundmurspladerne i vidt omfang hindrer vandgennemtrængning og ved, at vand. der trods alt måtte trænge igennem, hurtigt forsvinder igen ved at løbe ned mellem grundmurspladen og tagpapdækningen. Der skal anvendes en plade med profilering, som ikke må beskadiges under udlægningen. Bølgeformede plader skal udlægges med rillerne i tagets faldretning. Løsning fig. I og 3 er karakteriseret ved, at der anvendes en helt sikker rodstandsende tagdækning. Usikkerhed med hensyn til, hvor tørt der skal være under tagdækningen for ikke at tiltrække rødder, er dermed fjernet. Signaturforklaring: 1. Græstørv, rullegræs eller sået græs.lagtykkelse mm 2. Vækstlag 3. Grundmursplade 4. To lag underpap (PF-armerede SBS Papper) 5. Pløjede tagbrædder s100 mm, krydsfiner med not og fer eller understøttede kanter 6. Helsvejstfolie, løst udlagt eller klæbet 7. Evt. modhold løst udlagt og støttet mod tagfod 8. lnddækningspap 9. Groft grus 10. Stendræn 11. Fodblik. Fx. plast, 0, 6 mm kobber (ikke ved zinktagrender) eller 1,5 mm bly 12. Varmforzinket vinkelbeslag 13. Trykimprægneret træ klasse A mm spalte Her er et eksempel på et godkendt græstag fra byggestyrelsen: Litteraturliste og adresser : Informationsblade om bygningsbevaring, Miljøministeriet, Planstyrelsen Haraldsgade KøbenhavnØ. tlf Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) Dr. Neergårdsvej Hørsholm tlf Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N TIL kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger vedr. projektet. 8

9 Dette er et indscannet dokument vedr. LER Ler-vægge Vi benytter igen ubrændt ler i Danmark i dag, men det var almindeligt helt til starten af dette århundrede. I bl.a. andelssamfundet i Hjortshøj ved Århus har man imidlertid taget materialet i brug igen, p.g.a. dets klare økologiske fortrin. Egnet lerjord, dvs. fortrinsvis moræneler findes mange steder i Danmark på selve byggegrunden og kan med få og simple behandlinger bruges direkte i byggeri. Lervægge er tunge vægge og derfor gode til akkumulering af varme specielt i forbindelse med passiv solvarme. Rigtigt opført kan bygningerne holde i mange år, og der findes eksempler på flere hundrede år gamle lerhuse i Danmark. Lerjordsbyggeri er billigt, hvis der benyttes jord fra byggepladsen, men prisen stiger, hvis lerjorden skal transporteres til byggepladsen. Vægge af lerjordsblokke er dyrere i materialeindkøb end stampede vægge, men generelt er udgiften til evt. arbejdslønninger den udslagsgivende faktor. Lervægge tåler ikke samme tryk som almindeligt teglstensbyggeri, og lervægge skal beskyttes mod vejrliget. Da lerjordsbyggeri er arbejdskrævende, er det en byggeform først og fremmest for selvbyggere. Enhver anvendelse af lerjord må forventes at kræve bygningsmyndighedernes godkendelse, for at et projekt kan gennemføres, evt. dokumentation i form af beregninger og forsøgsbyggeri. Mange selvbyggere vil nok afholde sig fra et sådant byggeri, ikke alene p.g.a. den store arbejdsindsats der kræves, men også p.g.a. besværlighederne med fremskaffelse af dokumentation. For den almindelige husejer er bygning med lersten, blokke eller plader interessant, Dansk producerede lersten kan købes med produktdokumentation hos firmaet Økotech ved Århus, eller kontakt Veksø Handelsstation tlf Stenene kan bl.a. fås i målene l x b x h: 295 mm x 140 mm x 90 mm og 235 mm x 110 mm x 60 mm, og de vejer fra 3 til 7 kg pr. stk. Der fås også sten, blokke eller plader med snittet træ eller halm. Lerstenene anvendes på samme måde som letklinkerblokke og teglsten og er anvendelige til opmuring af bærende vægge i almindelige enfamiliehuse. Lerstens trykstyrke er på linie med de svageste normalt anvendte teglsten, dvs.. som stenklasse 5. Derfor kan det være nødvendigt med tekniske beregninger af konstruktionerne, som de indgår i. Som opmuringsmørtel kan anvendes kalkmørtel, lermørtel eller lerkalkmørtel. Overfladebehandlingen kan foretages med lermørtel eller lerkalkmørtel, eller muren kan stå som blank mur behandlet med limfarve. Der fremstilles lerblokke med forskellige tilslag med det formål at binde jordpartiklerne sammen, samt mindske svind og fugtoptag. Tilsætning kan være plantefibre (halm eller træ), cement eller kalk. Såfremt der er egnet materiale på byggegrunden, kan lerstenene evt. fremstilles på stedet ved hjælp af en mekanisk lerpresse, enten håndbetjent eller vha.. hydraulik eller lufttryk. Til det enkelte byggeri er det dog som før omtalt sin sag at sørge for dokumentation for blokkene og anskaffe en maskine, så det mest enkle er at købe færdige blokke. Ubrændte traditionelle mursten kan købes hos nogle teglværker, og de egner sig fortrinsvis til indvendige ikke bærende skillevægge p.g.a. lerets sammensætning. En anden lerjordsbyggemetode, som er aktuel under danske forhold, er pisé-metoden. Her stampes lerjord fast sammen til en væg med relativ stor trykstyrke og tæthed. Der opbygges en forskalling, hvor lerjorden hældes i, og der stampes med håndeller maskinstampere. Der findes flere forskellige forskallingssystemer. Ved væggens udtørring i fri luft hærder den, men den stampede væg skal holdes afdækket for nedbør og kræver et tørt klima under opførelsen. Wellerwåndeteknikken er ikke så følsom over for fugt under opførelse som de fleste andre metoder. Opbygningen af væggen sker ved, at fed lerjord æltet med halm i et bestemt forhold, kastes op på fundamentet i mange lag uden forskalling. Når væggen er tør afrettes den med en spade til en lige væg eller til den form, der nu ønskes. Væggens styrke er ikke så god som ved pisemetoden. 9

10 Pise Pressede lersten Pise er betegnelse for en byggemetode, hvor lerjorden stampes i en forskalling. Pisemetoden anvendes til opbygning af såvel bærende som ikke bærende murværk. Metoden bygger på den kendsgerning, at lerjord, stampet fast sammen, opnår en stor trykstyrke og en god tæthed. Det er vigtigt at lerjorden har den rigtige sammensætning og vandindhold, ellers opnås ikke de ønskede resultater. Forskallingen kan udformes på utallige måder - det særlige ved pise- lerjord er, at det stampes tørt. Det bevirker at forskallingen umiddelbart efter stampningen kan fjernes/ flyttes, således at bygningen opstampes fortløbende. Pressede lersten fremstilles ved at den tørre, stenfrie lerjord komprimeres /presses i en form. Presningen kan ske manuelt ved stampning eller ved brug af pressemaskiner. De pressede sten opnår som hovedregel en større trykstyrke og en større tæthed i overfladen end adobesten. Pressede stens rumvægt bør ligge på værdier, svarende til pise, d.v.s. fra 1700 til 2000 kg/m3 - tørvægt. Lerjorden bør bestå af en ligelig fordeling af ler (8 til 25% ), silt, sand og grus, og vandindholdet bør ligge i området omkring det optimale. Trykstyrken ligger over 20 kg/cm2. En pisevæg er karakteriseret ved en tydelig lagdeling dels vil det være muligt at se aftegninger fra forskallingen og dels vil de enkelte stampelag af 5 til 15 cm højde ses tydeligt i selve lerjorden. Pressede lersten anvendes til opmuring af såvel bærende som ikke bærende murværk. Lerjorden skal være sammensat af alle fraktioner (sten, grus, sand, silt og ler) i en nogenlunde ensartet og jævn fordeling. Lerindholdet bør ligge på 8 til 20/25%. Vandindholdet skal højst være det optimale (normalt omkring 1015%) Tørrumvægten i stampet tilstand bør være omkring 2000 kg/m3. Trykstyrken skal min. være 15kg/cm2. Pisevæggen har et minimalt svind - HVIS vandindholdet er korrekt. Stampningen kan ske med håndstampere, men bedst og hurtigst med maskinstampere. Litteraturliste og adresser : Lerjord som byggematriale, vejledning, Byggeriets Udviklingsråd 1993 Halm som byggematriale, Rolf Jacobsen Gaia Tjørne Landsforeningen Økologisk Byggeri Dannebrogsgade 8 A 8000 Århus C tlf Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N TIL kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger vedr. projektet. 10

11 Isolering Varmeisolering Isolering mod varmetab er et af de vigtigste og simpleste tiltag, husejeren kan gøre for at mindske husets miljøbelastning. Er det teknisk muligt at isolere godt, er det nærliggende at udnytte denne mulighed, før der tænkes på andre tiltag i form af mindre forurenende varmeanlæg etc. Papir-isolering Generelt om varmeisoleringsmaterialer I Danmark har der gennem de sidste år næsten næsten udelukkende været brugt mineraluld til isolering af bygninger, men i de senere år er et alternativ i form af celluosefibre blevet kendt herhjemme. I USA, Tyskland og Sverige er produktet langt mere kendt og anvendt. Papir-isolering anvendes på samme vis som mineraluldsgranulat i ydervægge og på lofter. Produktet, består ofte af genbrugspapir, der er imprægneret mod råd og brand med mineralske salte: borsalte (borsyre og borax) og aluminium-hydroxid. Fremstillingsenergien er ca. 13 gange mindre end for minera luld og de fleste andre isoleringsprodukter. Papirisoleringen optager og afgiver fugt (hygroskopisk) i ligevægt med omgivelserne. Selvom fugtindholdet stiger i papirisolering, forringes isoleringsevnen ikke så meget som ved feks. mineraluld. Disse forhold betyder, at husets konstruktioner kan opbygges uden dampspærre, man skal dog være opmærksom på at den indvendige lufts fugtighed skal bremset på den varme side af isoleringen evt. ved en dampbremse bag ved de indvendige gibsplader. Der er også mindre attraktive aspekter ved papirisolering. Ved ind blæsningen af papiruld i huses konstruktion kan der opstå støvgener, som kræver, at der bæres beskyttelsesmasker. Støvgenerne kan mindskes ved at fugte papirisoleringen. De midler, som papirisoleringen er imprægneret med, regnes for at høre til de mindre skadelige for mennesker. Ud over cellulosefibre kan træ anvendes i form af savsmuld eller høvlspån, kork, træbeton, træfiber plader, halm, hør, bomuld og murdækkende planter Høvlspåner og savsmuld er ikke almindelig tilgængeligt på markedet som færdigt isoleringsprodukt, og anskaffelse hos trævirksomheder samt evt. imprænering er noget, man selv må forsøge sig med. Varmeledningsevne (Lambda - værdi) Varmeledningsevne også kaldes Lambda-værdien er et tal, der udtrykker, hvor godt en materiale leder varme. Et materiales lambda-værdi angiver hvor stor varmemængde, målt i Wh. der i løbet af en time passerer gennem materialet på 1 m 2 med en tykkelse på 1m, når temperaturforskellen mellem de to flader er 1 grad C. I handelen fås isoleringsmaterialer enten som granulat, måtter eller plader. Fordelen ved granulat er, at det har en fortrinlig evne til at tætne omkring de forskellige bygningsdele, men modsat er der risiko for sætninger af løsfyldet, særligt for de vandsugende isoleringsmaterialer på grund af forøget vægt ved fugtoptagelse. Herved forringes isoleringsevnen. Konstruktionerne skal opbygges, så det er muligt at fylde eller blæse isoleringsmaterialet ned i konstruktionerne, og der skal sikres mulighed for efterfyldning, hvis der sker sætninger af isoleringen. Ved isoleringsmåtter og plader kan der være risiko for, at de udvider sig eller trækker sig sammen ved fugtoptagelse og fugtafgivelse, hvorved der opstår revner mellem isolering og bygningsdele. Isoleringsevnen forringes, og der opstår en kuldebro. Placeringen af plader og måtter skal foretages omhyggeligt for at undgå revner. Er der tale om flere lag skal de opsættes/lægges med forskudte samlinger. Der er to væsentlige forhold, der har betydning for valg af isoleringsmateriale er isoleringsevne og brandfarlighed. 11

12 Halm Træbeton Halm i form af stablede halmballer kan anvendes som vægis olering. De er lette at anskaffe og lette at bruge. Udvendigt på halmballerne kan der pudses med kalkmørtel eller opsættes træbeklædning. HalmbaIlerne kan indbygges i væggene eller anvendes som efterisolering på f.eks. murede vægge. Halm skal være tørt også under byggeprocessen. Halm i husbyggeri er virkelig spændende, da det både kan isolerer og samtidlig indgå som det bærende element. Fåreuld Det er i dag muligt at købe isoleringsmateriale af fåreuld. Det består af restuld fra tekstilbranchen behandlet med borsalt for at mindske brændbarheden samt med et stof afledt af urinstof for at modvirke mølangreb. Materialet leveres som ruller eller bats i forskellige tykkelser og bredder. Større tykkelser kan være tilsat bindemiddel af kunststoffet polyesterfibre, der forbedrer formstabiliteten. Træbeton er fremstillet af 30-50% vægtdele cement blandet med 50-70% træuld. Det anvendes mest som rustik lydabsorberende pladebeklædning indendørs, men har gode anvendelsesmuligheder som isolering i fugtudsatte konstruktioner dog ikke hvis det bliver direkte udsat for vand, da cementen så vil blive udvasket. Perlite Perlite er et hvidt mineralsk granulat produceret af vulkansk materiale, typisk fra Grækenland eller Tyrkiet. Materialet, der indblæses eller hældes ud i hulrum og lofter, kan optage en del fugt og er ofte tilsat vandafvisende siliconeharpiks. Der kan være støvgener under isoleringsarbejder, men det giver ellers ikke andre arbejdsmiljøgener. Det kræver relativt store energimængder under fremstillingen, men materialet kan genbruges. Letklinker, leca Mineraluld Mineraluld fremstilles af glas (glasuld) eller stenarten diabas (stenuld). Begge produkter er bl.a. tilsat bindemiddel i form af miljøfremmede stoffer som fenolformaldehydharpiks og mineralolie. I miljømæssig sammenhæng har mineraluld nogle negative aspekter i form af et relativt stort energiforbrug til fremstillingen, en række ikke miljøvenlige tilsætningsstoffer samt nogle arbejdsmiljøproblemer under fremstilling og brug (hudproblerner, luftvejsirritationer, muligvis kræftfremkaldende). Efter endt brug skal mineraluld deponeres på kontrolleret losseplads eller i ren tilstand sendes til genindvinding på en minera luldsfabrik. Hamp I fremtiden kan vi forvente at se hamp som et nyt altemetivt isolerringsmatriale, der for øvrigt også har mange andre anvendelsesmugligheder inden for byggeri (maling, murværk). Letklinker består af ekspanderet ler, der anvendes som kapilla rbrydende varmeisoleringslag (lag der standser fugtopsugning) i terrændæk og fundamenter. Letklinkerne har dårlige fugtregulerende egenskaber. Som perlite kan letklinker genbruges, og der er ligeledes et stort energiforbrug under fremstillingen. Kuldebroer Kuldebroer er dele af en konstruktion, der har en væsentlig dårligere isoleringsevne end den omliggende konstruktion, og der,strømmer" mere varme ud her end gennem resten af konstruktionen. Det er klart, at konstruktionerne helst skal opbygges uden kuldebroer. Alvorlige kuldebroer, der ofte optræder ved fundamenter og vinduer, kan skabe et dårligt indeklima, også p.g.a. faren for kondensvand, der kan føre til mug- og svampeproblemer. En godt isoleret væg uden kuldebroer kan udføres ved at bygge en konstruktion, hvor den inderste del af væggen kun er punktvis i kontakt med den yderste del. Litteratur henvisning og adresser: Isolering video kan lånes på Københavns Miljø og Energikontor Alternative Isolasjonsmatrialer Bjørn Berge Økologi i parcelhuset Henrik Grove Div. Bøger fra Statens byggeforskningsinstitut Tlf Landsforeningen Økologisk Byggeri Dannebrogsgade 8 A 8000 Århus C tlf Veksø Handelstation Veksø stationsvej 2A 3670 Veksø Sjælland tlf Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond 12

13 Dette er et indscannet dokument vedr. Maling Bygninger, træ- og murværk nedbrydes. For at forsinke denne nedbrydning kan der overfladebehandles f.eks. maling eller kalk. Her skal du være opmærksom på bagsiden af udvendig træbeklædning skal der være ventilation. Samtidig skal træet indsættes i konstruktionen, så det beskyttes bedst muligt mod vand f.eks. ved udhæng såkaldt konstruktiv træbeskyttelse. Vor tids industrimaling har bl.a. den ulempe, at den ikke kan ånde tilstrækkeligt. Så meget ofte sker det, at de mikroskopiske revner i overfladen har tilladt regnvand at trænge ind men ikke ud i fornøden omfang. Selv de diffusionåbne plastmalinger lukker for tæt, ved for stor lagtykkelse. Før acryl- og alkydoliemalingernes tid har der her i landet, i årtusinder været benyttet en lang række traditionelle malingstyper, som blev fremstillet af produkter fra det lokale samfund. Disse malingstyper har vist sig at være meget holdbare, og haft en meget god evne til at bevare det underliggende materiale. Samtidig er de langt smukkere både som helt nye og under deres naturlige nedbrydning.en af årsagerne til, at disse ældre malingstyper er forsvundet, er den voldsomme hast byggeri skal foregå med i dag. De gamle malingstyper har ofte en lang tørretid. Ved vedligeholdelse af de traditionelle malingstyper er det normalt nok at børste med en stiv børste eller kost, hvor der med plastmalingerne kan være nødvendigt med slibning eller afvaskning før ny overmaling. Krav til overfladebehandlinger : -må ikke skade helbred og miljø ved fremstilling, påførelse, nedbrydning og/eller fjernelse. -skal være porøse (være diffusionsåbne). -skal være vand afvisnede. -skal have god dækkeevne, så der lukkes af for sollys. -skal have god vedhæftning. -skal have god holdbarhed.. -skal være nem og enkel at vedligeholde. Vedhæftning/dækkeevne Det er bindemidlets/limstoffets funktion at fæstne og fastholde farvestoffet (pigmentet) til det emne der males. Det er alene pigmentet der giver malingen dækkraft og kulør. Beskyttelsesgraden afhænger af det anvendte bindemidel,men også af pigmentet. Det er pigmentets evne til at tilbagekaste sollysets nedbrydende stråler. der beskytter både farvelag og det underliggende materiale. Før en overflade kan males/behandles skal den renses for støv og fedt f.eks. med kost og grundrensemiddel. Oliemaling Malingopskrifter Hvis der skal males på gammel plastmaling skal det matsilbes eller måske helt fjernes med spartel, slibning evt. varmepistol (husk udluftning). Få vejledning der, hvor du køber malingen, for det er trist hvis malingen ikke kan hænge fast, fordi underlaget er for glat, hårdt, støvet eller den underliggende maling har for dårlig vedhæftning. Ved spartling og efterfølgende slibning af gibsvægge skal væggene børstes, eventuelt tørres over med en våd klud, den efterfølgende grundmaling bør fortyndes. Nyt træværk udendørs skal være tørt før behandlingen og skal helst males om sommeren. Start med et tyndt lag kold-presset linolie, da den efterfølgende linoliemaling ellers får svært ved at hænge fast. Den koldpressede linolie skal tørre fra 2 til 8 dage afhængigt af vejret, og den skal overmales, da den er guf for mug, hvis den da ikke inderholder fungicider mod mug og skimmel. 13

14 Farvestof tilsættes linoliefernis, kogt linolie eller rå linolie. Først laves en tyk pasta med lidt olie, der røres godt rundt, og der tilsættes linolie til malingen er passende strygbar (som tyk ymer). Mængde linolie pr. l00 g pigment: zinkhvid g, titanhvid g, gul okker g, ultramarin g, umbra 0-48 g, terra de Siena g og bensort g. Højt pigmentindhold giver en mattere maling. En stærk og holdbar maling opnås ved tilsætning af 25% (vægtprocent af pigment) talkumpulver. For at fremme tørringen kan tilsættes sikkativ (manganforbindelser), dog maks. 5%. Malingen står til næste dag, og der røres grundigt rundt før brug samt under brug. Mange farvestoffer kan bruges, og ikke kridt. Til 5 liter hvid linoliefarve anvendes f.eks. 2,8 kg linolie, 6,5 kg titandioxid, 2,0 kg zinkhvidt og sikkativ. l liter dækker ca. 8 m2. Der skal ikke tilsættes terpentin i malingen. Limfarve Limen (celluloselim eller tapetklister uden plasttilsætning) opløses i koldt vand. Den skal være lidt tyndere end til brug som tapetklister, konsistens som ymer. Ca. 2 kg farvepulver hældes i vand. Konsistensen skal være en tyk pasta, og den skal stå i timer. Pastaen med pigment røres grundigt igennem, ca. 1/8 tages fra. Efter et helt tørret prøveopstrøg kan det afgøres, om farven smitter af. Er det tilfældet tilsættes lidt mere lim. Med pigmentpastaen justeres glans og fremtoning. Farven bliver lysere, når den tørrer. Den færdigblandede lim kan evt. stå et døgn før brug, for at pigmentet kan optage mere lim. Bliver limen klumpet sies den før brug. Emulsionsmaling Kaseintempera 1: l del linolie røres op med 2 dele gammeldags kærnemælk. Med dette limstof fremstilles en farvepigmentpasta ved tilsætning af l del farvestof. Der tilsættes limstof til pastaen og røres godt rundt, til malingen er god og dækkende. Der kan tilsættes 100g jernvitriol pr. liter for at hindre algevækst på træet. Kaseintempera II- 500 g tørkasein udrøres i 1 liter vand. Der bruges en stor beholder, da kaseinet opløses under brusning. Der tilsættes 3 liter varmt, ikke kogende vand. Under omrøring tilsættes 120 g ammoniumkarbonat (hjortetakssalt), og under kraftig omrøring iblandes 1 liter rå linolie. Ud fra 1 liter af de i alt 5 liter limstof fremstilles en farvepigmentpasta med 3-4 kg farvestof. Derefter tilsættes yderligere limstof til malingen er lind, strygbar og dækkende. Kaseintempera anvendes til træ inde og ude, f.eks. døre, porte, bræddebeklædninger, vindskeder og stem. Malingen er slidstærk, hurtigtørrende, har god vedhæftning, halvblank overflade og er diffussionsåben. Rugmelstempera:2 kg jernvitriol udrøres i 12,5 liter kogende vand, der indpiskes 1 kg fintmalet rugmel (eller hvedemel). Koges 1 time, hvorefter der tilsættes 2 kg farvestof og 0,5-1 liter linolie eller trætjære. Koges videre i 2 timer og afkøles langsomt. Evt. tilsættes vand, da en del bortdamper underkogningen. Til hæmning af algevækst iblandes jernvitriol og ved lyse farver zinkvitriol, ca. 100 g pr. liter maling. Anvendes til udvendigt, fortrinsvis uhøvlet træværk som bræddebeklædning, porte, stern og vindskeder. Malingen er helmat, holdbar, ikke slidstærk, diffussionsåben, let at påstryge og vedligeholde. Kalkfarve Til hvidkalkning laves først kalkvand af 10 kg (7,5 liter) vådlæsket, langtidslagret kulekalk og liter vand. Der røres grundigt, så alle klumper er væk. Efter et døgns stilstand skummes overfladen for kalkkrystaller. Den færdige kalkblanding laves herefter af 10 kg kulekalk som ovenfor og 60 liter kalkvand. Kan evt. stå et par dage. Omrøres før og under brug. Ved kalkfarver udblødes 1 del farvepulver i 1 del kalkvand. Efter et døgn hældes vandet fra, og den bundfældede farvepasta iblandes den færdige kalkblanding. Kalkning skal foregå våd på våd, kræver lidt øvelse. Litteraturliste og adresser : Maling video kan lånes på K.M.E.K. 20 Opskrifter på gamle gennemprøvede, smukke og miljøvenlige malingstyper til bygninger. Søren Vadstrup, Nordisk Center til Bevarelse af Håndværk, Rådvad Lyngby tlf Informations blade Grøn Information Fiolstræde 17, 2 sal 1171 København K tlf Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger om projektet. 14

15 Dette er et indscannet dokument vedr. Malings-typer Oliemaling Oliemaling har været anvendt siden 1600-tallet. Hovedingredienserne i malingen er en tørrende olie, pigmenter og et fyldstof. Olien kan være sojaolie, olivenolie, fiskeolie og kinesisk træolie, men oftest anvendes linolie (olie fra hørplanten). Den har en særlig god tørreevne. Oliemalingen er ikke specielt diffussionsåben. Malingen er med lidt øvelse let at påføre, behagelig at arbejde med, slidstærk, drøj i brug og dermed billig. Nogle kan få gener som hovedpine og irritation af luftveje og øjne ved brug af malingen. Generne skyldes afgasning af forskellige stoffer i malingen under tørring. Kendskabet til disse forhold er dog meget sporadisk. Linolien kan fås i forskellige kvaliteter. Bedst er den koldpressede. Den rå linolie er meget langsomt tørrende, 3-6 døgn, men ved kogning af olien (Linoliefernis) nedsættes tørretiden. Ved en endnu kraftigere opvarmning uden lufttilgang fås standolie, der er en stærkere olie. For at fremme tørringen kan tilsættes et sikkativ. Herved vil tørketiden for en linoliefernis nedsættes til timer. Oliemalingen har en god holdbarhed (op til 20 år), linolien trænger godt ind i underlaget (ved påføring i tynde lag), og ved oliens iltning, varme og solens ultraviolette stråler forøges dens rumfang op til 20%, således at olien trykkes ind i underlaget og hænger godt fast. Der skabes herved en vandafvisende overflade. Oliefilmen kan opløses af sæbe, amoniakvand og natronlud. Ved brug af malingen skal der nogle gange grundes, hvilket kan ske med ren linolie, inden malingen påføres. Ved flere lag maling skal der, hvis der anvendes forskellige blandinger, altid stryges med en mager blanding inderst og den fedeste blanding yderst. Emulsionsmaling Emulsionsmalingen er en gammel opfindelse, der kan spores helt tilbage til før middelalderen. Malingen kaldes også tempera og nogle typer kaldes for kompositionsmaling. I emulsionsmaling blandes olie og vand. De kan ikke opløses i hinanden. Olien findes finfordelt i vandet i form af små dråber. Tilsætning af en emulgator modvirker at olien og vandet skilles ad, og under brug af malingen er det nødvendigt at omrøre jævnligt. Bindemidlet i malingen kan foruden olie være animalsk lim (fremstillet af kogte hudrester eller dyreknogler), kaseinlim (ostestof) og æg. Farverne kommer fra forskellige pigmenter i form af mineraler fra naturen (forskellige jordfarver), eller de er syntetisk fremstillet. Efter malingens påføring fordamper vandet, hvorefter der sker en kemisk sammenbinding af farvestoffet og olien der langsomt iltes. Malingen er herefter uopløselig i vand. De fleste emulsionsmalinger er meget slidstærke og giver på træværk en mat overflade, men da de kan laves på mange måder, er deres egenskaber også forskellige, hvad angår holdbarhed, slidstyrke, glans, imprægneringsevne og tørretid (nogle typer er hurtigttørrende), men de har det til fælles at de er billige, særligt når de fremstilles hjemme. Limfarve Limfarver har været almindelig og brugt siden middelalderen. Limfarver består af et bindemiddel af plantelim fremstillet af kartoffel-, rug-, hvede- eller majsstivelse eller celluloselim (tapetklister af træstof) samt af farvepigmenter og et fyldstof (kridt). Limfarver er ikke vandbestandige og kan i nogen grad smitte af, de bør derfor kun benyttes på lofter og vægge indendørs og kun på steder, der ikke er udsat for hård fysisk kontakt. Limfarve baseret på kasein smitter dog ikke af. På flader, der er udsat for fugt, kan opstå bakterievækst i limen til skade for indeklimaet. I handelen kan købes hvid limfarve fremstillet af islandsk mos (mosfarve) til pudsede lofter. Mosfarve smitter af ved berøring. Limfarven er let at afvaske, før maling af ny og evt. anden farve. 15

16 Silikatmaling Silikatmaling er en forholdsvis ny malingstype set i forhold til mange af de øvrige teknikker omtalt. Den kom i produktion for lidt over 100 år siden. Malingen består af vandglas (kaliumsilikat) og mineralske farvestoffer. Silikatmalingen bruges på puds, beton og tegl, og den danner en kemisk binding til underlaget, der er meget slidstærk. Moderne silikatmalinger er ofte tilsat kunstharpiks, men det er den rene silikatmaling, der skal benyttes. Lak Olielak kan fremstilles af linolie og naturharpiks. Lakfarve laves som oliemaling, men med tilsætning af olielak i stedet for en del af linoliefernissen. En fed olielak kan anvendes udendørs, mens en mere mager lak (mere harpiks i forhold til olie) anvendes indvendig. Lakkerne anvendes som regel til sidste gang strygning for at give emnet glans og øge slidstyrken. Lakkerne kan købes færdigblandet. Trætjære Det er meget sjældent at se trætjære på almindelige huse, selvom det er en af de ældste behandlinger til udvendigt træværk. Tjæren indeholder imprægneringsstoffer og naturlige olier. Den danner en vandafvisende overflade, som beskytter mod nedbrydning af træværket. Samtidig er den åben for vanddampe, således at træet kan udtørre. Til fremstillingen bruges fyr (særlig harpiksholdig), birk, ask eller bøg. Tjære på bøgetræsbasis er den mindst sundhedsskadelige, da indholdet af de kræftfremkaldende PAH'er (polyarornatiske hydrocarboner) er lavest. Trætjære må kun anvendes udendørs. Trætjære købes færdiglavet. Mest almindelig er den industrielt fremstillede tjære, men det er muligt at finde traditionelt fremstillet tjære fra tjæremiler. De traditionelle tjærer er mindre rene (kan indholde kul og sodpartikler) og mere tyktflydende. En af de bedste tjærer laves af gamle fyrretræsstubbe. Tjæren er lys brunlig efter opstrygning, men kan farves med pigmenter. Holdbarheden er typisk 3-5 år. Kalk Kalkning er vel nok en af de ældste overfladebehandlinger, man har brugt. Og den er fortsat aktuel, selv om den ikke anvendes så ofte mere. 'Kalkning skal ske inden pinse, plejer man at sige. Vendingen grunder sig i, at kalkningen skal ske med en vis fugtighed i luften, men den er ofte tolket, som at man skal kalke en gang årligt inden pinse, men det behøver man ikke. Hvis det er nødvendigt at kalke hvert år, skyldes det, at kalkningen er udført forkert eller er påført et ikke egnet underlag (cernentpudset mur).rigtigt udført er kalken holdbar, og en udvendig kalkning af en mur pudset med kalkmørtel kan meget vel holde i op til 10 år. Kalkning kan udføres såvel indvendigt som udvendigt, kalken er meget diffusionsåben og tillader fugt at vandre uhindret gennem overfladerne. Til kalkning anvendes bedst langtidslagret kulekalk, og den kan købes i alle byggemarkeder og i Brugsen på landet. Det er også muligt at købe færdigblandede farvede kalk blandinger hos firmaet Skandinavisk Jurakalk. Til kalken skal kun tilsættes vand, så det er en meget billig overfladebehandling. Vil man forbedre vedhæftningsevnen, kan man tilsætte kasein (f.eks. skummetmælk eller gammeldags kærnemælk). Farvet kalk laves med jordfarver eller jernvitriol. Sidstnævnte virker som bekæmpelsesmiddel mod algevækst. Ved kalkning skal foregå våd i våd og bunden skal være fast og afrenset for andre malingstyper. Bejdse Bejdse farver træets overflade samtidig med, at strukturen i træet ikke dækkes. Der skelnes mellem to typer bejdse, kemisk og vandbaseret. Den kemiske bejdse giver farve til træværket gennem en kemisk reaktion, mens vandbejdsen giver farve ved afsætning af pigmenter på overfladen. Man kan selv fremstille bejdse. Litteraturliste og adresser : 20 Opskrifter på gamle gennemprøvede, smukke og miljøvenlige malingstyper til bygninger. Søren Vadstrup, Nordisk Center til Bevarelse af Håndværk, Rådvad Lyngby tlf Maling video kan lånes på K.M.E.K. Informationblade om bygningsbevaring, Miljørninisteriet, planstyrelsen Haraldsgade København Ø. tlf Informations blade Grøn Information Fiolstræde 17, 2 sal 1171 København K tlf Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger. 16

17 Dette er et indscannet dokument vedr. Solfanger Varmebehovet i boliger er i løbet af dette århundrede faldet med 75%. Jo bedre vi isolerer vores boliger, jo mindre varmeanlæg er nødvendige. Varmeanlæg til rumopvarmning og varmtvandsproduktion baseret på de nyeste teknologier inden for vedvarende energikilder som sol, vind og biomasse er i dag et reelt alternativ eller supplement til de traditionelle opvarmningsformer: olie, gas og el. I en solfanger omsættes solens strålingsenergi til varme. Dette sker både ved direkte solindfald på fangeren og ved den diffuse stråling fra himmelen. Selv på dage uden solskin produceres der varme. Et solvarmeanlæg kan dække behovet for varmt brugsvand om sommeren med næsten 100% og på årsbasis med 50-70%. Anvendes solvarmeanlægget endvidere til rumopvarmning ved hjælp af gulvvarme er den totale dækningsgrad til varme 30-40% på årsbasis. Anlægget består af en solfanger forbundet til en lagertank via et rørsystem. I rørsysternet cirkulerer væske (evt. frostsikret), der overfører varmen fra solfanger til lagertank gennem en varmeveksler. I en væskesolfanger omsættes solens energi til varme i selve solfangeren, hvor en mørk plade absorberer varmen og overfører den til den forbipasserende væske. Absorberen, der kan være påført forskellige belægninger for at mindske varmetabet, sidder i en isoleret kasse og er dækket af et lag glas eller gennemsigtigt kunststof. Varmelageret er typisk en vandfyldt isoleret stålbeholder med et volumen på ca L/M 2 solfanger. Varmen fra solfangeren overføres til lagertanken via en varmeveksler i tanken. Gennem en ekstra varmeveksler i den øverste halvdel af lagertanken kan der overføres supplerende varme fra f.eks. gas- eller brændefyr. I sommerperioden er fyret slukket og suppleringsvarmen kommer i stedet fra et el-varmelegeme. 17

18 Solfangeranlægget styres normalt elektronisk vh.a. 'følere'placeret rundt i systemet, der starter og stopper pumper. I visse anlæg drives pumperne med el fra solceller, hvilket gør anlæggene uafhængige af elnettet og mere attraktive set fra et miljømæssigt synspunkt. Solfangerdelen placeres bedst direkte mod syd med en hældning på 45', men acceptable ydelser kan opnås ved sydvest- og sydøstvendt orientering. En mindre ydelse p.g.a. afvigelser fra syd kan kompenseres ved et større solfangerareal. Solfangeren kan placeres på tage eller på terræn, men der skal være kortest mulig rørføring mellem fanger og varmelager. Ved placeringen skal der også tages hensyn til evt. skyggegivende genstande. En familie på 4 personer skal solfangerarealet være ca. 5 m 2 og koster omkring de kr. Solfangere kan leveres færdige evt. kombineret med naturgasinstallation eller varmepumpe eller kan fås delvis samlet, så man kan være medbygger på den færdige solfanger. Efterhånden har solfangere været længe på markedet, og der er adskillige tusinde anlæg i drift i Danmark, De danske producenter har formået at fremstille nogle af verdens bedste solfangere med høj virkningsgrad, hvilket i øvrigt er en nødvendighed p.g.a. det knap så solrige danske vejr. Der findes en række systemgodkendte anlæg, hvortil der kan opnås statstilskud ved installation. Tilskuddets størrelse afhænger af anlæggenes nettoydelse. Liste over godkendte anlæg fås hos Energioplysningen Teknikerbyen Virum tlf Varmen kan også lagres i et sandlager under husets gulve. I sandlageret føres det opvarmede vand rundt i et rørsystem, hvorved varmen afgives til sandet, som forsinket afgiver denne videre til huset, når temperaturen sænkes f.eks. om natten. Sandlageret kan bestå af et isoleret ca. 0,3-0,5 m tykt sandlag med vandslanger af plast indlagt, og lageret kan udstrækkes til at ligge under hele eller dele af huset alt efter de overliggende rums opvarmningsbehov, Litteraturliste og adresser : K.M.E.K.'s bibliotek Energihåndbågen OVE's forlag Energioplysningen Teknikerbyen Virum tlf Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N TIL kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond Herefter følger et indscannet dokument om generelle oplysninger vedr. projektet 18

19 Passiv Solvarme Den simpleste form for passiv solvarme er en orientering af vinduerne i et hus, så alle større vinduer vender mod syd (+/- 45'). Et hus med vinduer mod syd behøver 15-25% mindre varme end et tilsvarende hus med vinduer mod øst og vest. Besparelsen er størst, hvis huset indvendigt er bygget af tunge materialer, der kan absorbere varmen, samt har lavenergiruder. Store sydvendte vinduer bør kombineres med skyggende udhæng over vinduerne, der forhindrer overopvarmning om sommeren. Passiv solvarmen design er populære en del steder i USA, bl.a. i New Mexico, hvor der næppe bygges et hus uden passiv solvarme overvejelser. Flere og flere europæiske arkitekter benytter passiv solvarmen design ved såvel nybyggeri som renovering. Isoleringsevnen (U - værdi) Isoleringsevnen i en konstruktion - f.eks. vinduer eller ydervæg - angives i en U-værdi, også kaldes transmissions-koefficent. U-værdien angiver, hvor stor en varmemængde målt i Wh. der i løbet af en time passerer gennem 1m 2 af konstruktionen, når temperaturenforskellen mellem den indvendige og den udvendige side er 1 grad C. Det vil sige mindre Uværdien er jo bedre isolerer konstruktionen. Da de nye termoruder isolerer så godt giver de faktisk et varmetilskud til huset, i forhold til en alm. isoleret væg, hvis de vender mod syd. Lavenergi ruder har en svag blå nuance. Glastilbygninger En uopvarmet glastilbygning på en sydfacade (syd 45'), f.eks. en udestue, en glasdækket altan eller et facadedrivhus, kan give et tilskud til opvarmningen. Varmebesparelsen skyldes tre forhold: at det ekstra lag udenpå facaden isolerer at solen opvarmer glastilbygningen, hvad der yderligere reducerer varmetabet fra facaden bag glasset at luften i glastilbygningen kan bruges som opvarmet ventilationsluft til huset bag. Overslagsmæssigt kan glastilbygningen spare halvdelen af varmetabet fra facaden. Besparelsen er helt afhængig af, hvordan hus og glastilbygning bruges. Hvis man ikke lukker døre og vinduer mellem hus og glastilbygning, eller hvis man opvarmer glastilbygningen, kan man risikere et større varmeforbrug end uden glastilbygning. Varmebesparelsen ved en glastilbygning kan ikke økonomisk betale sig. Når glastilbygninger alligevel er populære, skyldes det de muligheder de giver for et opholdsrum, når solen skinner, eller for et drivhus, samt at de kan nedsætte behovet for vedligeholdelse af facaden. 19

20 Luftsolfanger En luftsolfanger i et tag kan i hovedprincippet opbygges ved, at den traditionelle tagbeklædning erstattes med et transparent dæklag. Solens stråler trænger gennem dæklaget og fanges i tagrummet, som opvarmes. Den opvarmede luft kan herefter anvendes direkte til opvarmningsformål i form af luftvarme, eller varmen kan overføres til et væskebaseret opvarmningssystem vha. en luft til vand varmeveksler. Fordelene ved et luftsolvarmeanlæg er, at der ikke er risiko for frost- eller vandskader, kogning eller korrosion, at luftsolfangeren varmer hurtigere op end en væskesolfanger, og at den lettere kan integreres i selve bygningens konstruktion. Men varmekapaciteten er væsentlig lavere end for væskesolfangeren. Der skal nemlig transporteres 3500 gange flere kubikmeter luft end vand for at flytte den samme mængde energi. Luftsolfangere kræver derfor store kanaler og ventilatorer. Solvægge Solvæggen er i princippet en ydervæg, som udvendigt er isoleret med en transparent isolering. Den transparente isolering er placeret således, at væggen absorberer den indfaldende solstråling og transporterer varme til bagvedliggende rum. Trombé-væggen er uisoleret, og luften bevæger sig i hulrummet mellem glas og væg. Varme akkumuleres i væggen samtidig med at rummene i huset ventileres. En solvæg kan udformes som en glasdækket væg uden ventilation, hvor størstedelen af varmen akkumuleres i væggen (varmelageret), der bedst udføres i tunge materialer. Glaslaget placeres 5-10 cm fra ydervæggen. Luft- og solvægge er driftsikker og billige, og derfor en overvejelse værd for at undgå fugt og dårlig indeklima f.eks. i kolonihavehuset. Litteraturliste og adresser K.M.E.K.'s bibliotek Energihåndbågen OVE's forlag Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf kmek@sek.dk udgivet med støtte fra Den Grønne Fond Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger om projektet 20