2. Skadestedslære og simpel frigørelse

Transkript

1 1. Redningstaktik 2. Skadestedslære og simpel frigørelse 3. Bygningstyper og skader 4. Tovværkslære 5. Båretransport og nødflytning samt nedfiring 6. Afstivninger med tømmer og entreprenørmateriel 7. Murgennembrydning 8. Sikring af bygninger og diger ved oversvømmelse 9. Afdækning af tage og arbejde på skrå flader 10. Løft af byrder

2 Uddannelsens formål Kurset skal give en sådan viden, sådanne færdigheder og holdninger, at soldaten er i stand til at udføre elementære redningsopgaver. Ved afslutningen af uddannelsen skal soldaten: - Af egen drift efterse, kontrollerer og om nødvendigt rengøre faldsikringsudstyr før og efter et arbejde på skrå flader. - Kunne vurdere vægten af en byrde ud fra størrelse og materiale. - Kunne forklare opbygningen af et køretøj, herunder hvorledes simpel frigørelse af tilskadekomne/fastklemte foretages. - Kunne forklare redningstjenestens fem stadier. - Kunne demonstrere forskellige knob og stik. - Kunne demonstrere hvorledes hårdt sårede transporteres under hensyntagen til terræn, stigninger, ruindele mv. - Kunne vælge korrekt nedfirningsmetoder i forskellige situationer. - Kunne udføre forskellige typer af bygningsafstivninger, under hensyntagen til gældende sikkerhedsregler. - Kunne etablere evakueringshul i et murværk og foretage simpel frigørelse af fastklemte og - Kunne konstruere og forstærke en dæmning, herunder lænse et inddæmmet område for vand. - Kunne konstruere en vandtæt afdækning af bygninger under anvendelse af nødvendig sikkerhedspåklædning. - Kunne demonstrere korrekt anhugning og opklodsning i forbindelse med løfteopgaver. - Kunne beskrive skadestedets opbygning, herunder ledelsen på skadestedet. - Kunne beskrive de bærende dele i bygninger, beskrive tegn på sammenstyrtning og beskrive farer ved en bygnings tekniske installationer. - Kunne nævne et tovværks brudstyrke og dimensioner. Kontrol: Praktisk/mundtlig kontrol i de enkelte lektioner i uddannelsesforløbet. Tid: 22 timer. Program: 1. dag Tid Emne Sted Instruktør Introduktion til udannelsen Redningstaktik Skadestedslære og simpel frigørelse Førstehjælp ved trafikuheld Frokost Kantine Bygningstyper og skader Tovværkslære Båretransport og nødflytning samt nedfiring Aftenforplejning Kantine Båretransport og nødflytning samt nedfiring - fortsat 2

3 2. dag Tid Emne Sted Instruktør Afstivninger med tømmer og entreprenørmateriel Frokost Kantine Murgennembrydning og sikring af bygninger og diger ved oversvømmelse Afdækning af tage og arbejde på skrå flader og løft af byrder Aftenforplejning Kantine Afdækning af tage og arbejde på skrå flader og løft af byrder - fortsat 1. Redningstaktik Redningstjeneste har følgende opgaver på et skadested: - Befrielse af indespærrede - Opsamling af hårdtsårede på tilskadekomststedet, anbringelse på båre og ydelse af livreddende førstehjælp - Bårebæring af hårdtsårede til køregrænsen og midlertidig anbringelse på venteplads - Ydelse af nødvendig hjælp til letsårede, der ikke kan klare sig selv - Opsamling af døde og anbringelse af disse på samlesteder Da det tidsrum efter skadeøjeblikket, inden for hvilket det må anses for muligt at redde mennesker i live, er stærkt begrænset, må det imidlertid forudses, at opgavens omfang i mange tilfælde vil blive så stort i forhold til redningstjenestens disponible styrker, at man må regne med kun delvis at være i stand til at løse opgaverne. Redningstjenestens ledelse vil derfor i sådanne tilfælde blive stillet overfor en yderst vanskelige opgave at skønne over, hvilke redningsarbejder, der bør iværksættes og hvilke opgaver det vil være nødvendigt at udsætte eller opgive at gennemføre. Det grundlæggende synspunkt ved denne vanskelige udvælgelse vil være, at det gælder om at redde så stort et antal mennesker som muligt, hvorfor det kan blive nødvendigt for ledelsen at udskyde gennemførslen af opgaver, som den skønner det muligt at udføre, til fordel for andre opgaver, som skønner vil give mulighed for at redde flere menneskeliv. Redningsarbejdet opdeles derfor i forskellige perioder, der teoretisk er af forskellig natur, men som i praksis glider jævnt over i hinanden: 1. stadium opsamling af frit tilgængelige tilskadekomne samtidig med en rekognoscering for skadens art og omfang. 2. stadium Befrielse af let tilgængelige. 3. stadium Befrielse af svært tilgængelige. 4. stadium Eftersøgning efter savnede personer. 5. stadium Afsøgning af hele skadestedet. Udover arbejdet i de 5 stadier skelner man der i redningstjenesten også mellem: - Skader af mindre omfang og - Skader af stort omfang (katastrofer) Ved skader af mindre omfang forstås skadesteder eller skadesområder, hvor ledelsen, uden at tilsidesætte redningsarbejdet i andre skadesområder, kan indsætte så store styrker, som den finder ønskeligt for redningsarbejdets fuldstændige gennemførelse. Herimod er skader af stort omfang så omfattende, at ledelsen må regne med, at det disponible mandskab vil være utilstrækkeligt til mere end en delvis gennemførelse af redningsarbejdet. Redningstjenestens mandskab har det fulde ansvar for tilskadekomne fra det øjeblik, opsamlingen eller fremdragelsen fra ruinerne finder sted, til de sårede af ambulancetjenesten afhentes på ventepladsen. Af hensyn til registrerings- og identifikationsarbejdet må der fra det tidligst mulige tidspunkt tilvejebringes udførlige oplysninger om den enkelte sårede og om de omstændigheder, 3

4 hvorunder han er fundet, herunder navnlig tidspunktet og findestedets adresse. Enhver såret må derfor af redningsmandskabet forsynes med en mærkeseddel, som fastgøres synligt til ofret og som følger vedkommende under den videre transport og behandling. Redningstjenestens arbejde kan regnes for afsluttet, når samtlige af de ovenfornævnte opgaver er løst. Ved skader af stort omfang / katastrofer må det dog forventes at opgaverne ikke kan løses fuldt ud. Afgørelse om arbejdets afslutning træffes af den taktiske leder i (indsatsleder redningsberedskab) på grundlag af de foreliggende oplysninger. 2. Skadestedslære og simpel frigørelse Ledelsen af et skadested foregår i et samarbejde mellem indsatsleder politi og indsatsleder redningsberedskab. Det er indsatsleder redningsberedskab der har ansvaret for den tekniske indsats inde på skadestedet, medens indsatsleder politi leder indsatsen uden for skadestedet og inden for indsatsområdet: Ydre afspærring Indsatsområde ISL-PO Indre afspærring Skadested ISL-BR Indsatsleder redningsberedskab har således kommandoen over alle indsatsenheder inden for den indre afspærring, herunder eventuelle assistanceenheder fra andre kommuner, beredskabskorpset, ambulancetjenesten, sygehusvæsenet og eventuelle andre specialister. Normalt er det først ankomne patrulje der udgør den koordinerende ledelse på skadestedet, men ved større ulykker kan politiet sende en specielt uddannet indsatsleder til indsatsområdet sammen med et politipersonale. Politiet vil herefter oprette et kommandostade, hvorfra indsatsen koordineres. Hvis der er et større antal tilskadekomne, vil ældste mand på førstkommende ambulance blive på stedet og få opgaven som ambulanceleder. Ambulancelederens vigtigste opgave er, indtil en læge kan overtage denne opgave, at organisere ventepladsen og prioritere transporten af tilskadekomne til sygehusene. Herudover skal ambulancelederen også efter, at en læge er kommet tilstede, forestå registreringen af de borttransporterede tilskadekomne i en ventepladslog. Den skadestedskoordinerende læge skal styre den medicinske indsats på skadestedet / i indsatsområdet og lede fordelingen af tilskadekomne til de enkelte sygehuse. For entydigt at kunne identificere personer med en overordnet ledelsesfunktion på et skadested, kan markeringsveste anvendes. Der er fastlagt fire grundfarver for markeringsveste: Politi: Lime (gul/grøn) med hvid skrift på grøn baggrund. Redningsberedskab (brandvæsen): Rød med hvid skrift på rød baggrund. 4

5 Ambulanceberedskab: Orange med hvid skrift på orange baggrund. Sygehusberedskab: Hvid med hvid skrift på blå baggrund. Da tidsfaktoren ved frigørelsesarbejdet er vigtig, er det umiddelbart en fordel, at der foreligger en fast fremgangsmåde, som i forvejen er indøvet. Hvis proceduren er kendt for alle, kan der opnås et effektivt samarbejde på skadestedet med hurtig og sikker redning af tilskadekomne. Vigtig for sikkerheden er en afspærring. Derfor skal der oprettes en synlig indre afspærring i ca. 10 meters afstand. Kun det mandskab der har en opgave i redningsarbejdet må opholde sig inden for denne indre afspærring. Der oprettes tre depoter inden for den indre afspærring: - Et materieldepot - Et mandskabsdepot - Et affaldsdepot Frigørelse foretages ud fra to grundlæggende principper: 1. Den tilskadekomne skal stabiliseres før vedkomne flyttes 2. Bilen fjernes fra den tilskadekomne og ikke omvendt Frigørelsen udføres i 5 faser: 1. fase Overblik og sikkerhed på skadestedet. Holdleder og sikkerhedsmand går en tur rundt om skadestedet og vurderer faremomenter i forhold til eget mandskab, tilskadekomne og øvrige personer. Holdlederen udpeger placering af afspærring, depoter til mandskab, materiel og affald. Der foretages afspærring og stabilisering af køretøjet og udlægges en sikringsslange fra Autosprøjten. Endelig sker den en visuel kontrol af den tilskadekomne. 2. fase Skab adgang. Der skabes umiddelbart adgang via en dør eller en rude, således at førstehjælperen kan komme ind i bilen og yde livreddende førstehjælp. 3. fase Skab plads. Når en egentlig behandling skal iværksættes, er der behov for mere plads til behandlerne og deres udstyr. Den metode der oftest giver mest mulig pladser, er ved at klippe taget af bilen. 4. fase Endelig frigørelse. Selve frigørelsesarbejdet udføres sideløbende med behandlingen af den tilskadekomne. Derfor skal holdlederen i samarbejde med behandleren, afhængig af skaden, planlægge, på hvilken måde tilskadekomne kan frigøres. 5. fase Debriefing. Debriefingen bør, så vidt muligt foretages på skadestedet. Hvad gik godt/dårligt? Og hvad har vi lært. Bilens opbygning For at lette kommunikationen på skadestedet, er der vedtaget nogle helt faste betegnelser på de forskellige dele af et køretøj: 1. A-stolpe 2. B-stolpe 3. C-stolpe 4. Instrumentbræt 5. Skærm 6. Sidevæg 7. Torpedostykke 5

6 Selv om bilen klippes for at muliggøre en udtagning af den tilskadekomne, er det stadig ikke alle udtagningsveje som er lige gode. Derfor prioriteres udtagning fra køretøjet således: Hvis det er muligt, vil den tilskadekomne altså blive trukket baglæns ud af bilen, og kun hvis entet andet er muligt, vil vedkomne blive taget ud via fronten på bilen. En undersøgelse havde vist, at fører med airbag reducerer risikoen med 8% for at blive slået ihjel sammenlignet med en fører uden airbag. Både køn og alder havde betydning for effekten af en airbag. Hvis føreren vælger at spænde sikkerhedsselen, bliver førerens risiko for at blive slået ihjel reduceret med 65%. Hvis føreren udover at bruge sele også har en airbag, reduceres risikoen for at blive slået ihjel med 68%. Selestrammeren har ingen indflydelse på redningsarbejdet, medmindre det er nødvendigt at skære sædet eller området omkring sædet ud. En ikke udløst airbag vil derimod udgøre en fare for redningsmandskabet. Derfor vil redningsmandskabet afbryde strømmen til køretøjet og sikre airbagen mod at udløses, inden de begynder at arbejde med køretøjet og den/de tilskadekomne Har man mistanke om, at der kan være en læsion af hals- eller ryghvirvlerne, er det vigtigt at stabilisere hoved, hal og ryg inden yderligere håndtering af den tilskadekomne. Hovedet skal støttes i findestillingen, med mindre den tilskadekomne selv har bragt hovedet i neutral stilling uden opfordring. Simpel stabilisering foregår ved at man griber om den øverste del af halsen med tommelfingrene på ørene. Det er væsentligt ved al stabilisering, at man minimerer bevægelsen af hals- eller ryghvivlerne Stillingen holdes stabilt, indtil der kan foretages en mere permanent stabilisering i form at halskrave, rygbåre og lignende. 6

7 3. Bygningstyper og skader Der findes efterhånden en lang række forskellige bygningstyper i Danmark, hvilket gør en generalisering på dette område vanskeligt. Dog er det muligt at opliste de almindeligst forekommende bygninger i fire hovedtyper: Bygninger med bærende ydervægge og længdeskillerum Denne bygningstype er dominerende blandt byggeri fra før anden verdenskrig. Bygningerne udgør en stor del af vores større byer, og er ofte opført som karréer. Bygningstypen giver redningstjenesten de største opgaver, dels på grund af den tætte bebyggelse med mange beboere, dels på grund af de store ruinformationer. Bygninger med bærende tværskillerum Primært blokbyggeri opført i årene efter anden verdenskrig. Byggeriet er opdelt i helt adskilte rektangulære enheder, hvilket giver mere lys, mere luft og bedre adgang. Denne bygningstype er derfor lettere tilgængelig for redningsmandskabet. Skeletbyggeri Kontor-, forretnings- eller industribygninger opført efter anden verdenskrig. De bærende dele består af søjler og bjælker. Disse bærer etageadskillelserne, og den faste forbindelse mellem disse tre elementer giver skeletkonstruktionen dens store styrke. Elementbyggeri Mange en-familiehuse, større beboelseshuse og fabriksbygninger bygges af elementer. Elementerne fremstilles på fabrik, og derfra transporteres de til byggepladsen hvor de samles. 7

8 For redningsmanden er det væsentligt, at have et grundlæggende kendskab til bygningers opbygning og karakteristika. Dette af hensyn til dels egen sikkerhed dels som baggrundsviden for herved, at kunne medvirke til en effektiv indsats i områder præget af bygningers kollaps. Bygningsskader kan hensigtsmæssigt klassificeres på følgende måde: A-skade: B-skade: C-skade: D-skade: Bygninger der er totalt ødelagt. Mere end 75 % af det ydre murværk og den bærende konstruktion er ødelagt. Bygningen kan ikke repareres. Bygninger der er stærkt beskadiget % af det ydre murværk og den bærende konstruktion er ødelagt. Bygningen kan ikke repareres. Bygninger der er mindre beskadiget % af det ydre murværk og tagkonstruktionen er ødelagt. Bygningen kan repareres. Bygninger der er moderat skadet på ydre mure, tagbeklædning og lofter. Mindre end 10 % er beskadiget. Bygningen er beboelig. Sammenstyrtningsformer: Pandekagesammenstyrtning: Opstår når nedstyrtede etageadskillelser falder ned i vandret stilling. Dette sker når etageadskillelsernes understøtning svigter samtidigt. V-sammenstyrtning: Opstår når etageadskillelser falder ned i en stilling så de tilsammen danner et V. Dette kan f.eks. forekomme når det bærende længdeskillerum svigter i bygninger med bærende ydervægge og længdeskillerum. (BILLEDE) Skrå sammenstyrtning: Opstår når etageadskillelser falder ned i den ene side, således at de ender i en skrå position. Dette kan ske når tre ud af fire understøtninger svigter, mens etageadskillelsens samling med den fjerde understøtning holder. 8

9 Kombinationer af de tre ovennævnte sammenstyrtningsformer vil ofte kunne findes i samme skadede bygning. Ved skråsammenstyrtning og V-sammenstyrtning dannes der ofte hulrum mellem de sammenstyrtede etageadskillelser, der hvor disse stadig har kontakt til de lodrette bærende elementer. Muligheden for at finde overlevende i en stærkt beskadiget bygning er størst i kælderen såfremt denne er ubeskadiget, eller i hulrum langs bærende vægge. Inden redningsmandskabet går ind i en bygning skal de sikre sig at der ikke er fare for sammenstyrtning / yderligere sammenstyrtning. Hvis der er fare for at bygningen kan styrte sammen medes der arbejdes i den, skal den afstives inden der trænges ind i den. Der er 5 sikre tegn på sammenstyrtningsfare, som kan observeres: 1. Revner i murværk 2. Udvidelse af ståldele 3. Forskydning af jernbetonelementer 4. Afskalning af dæklag på jernbeton 5. Stærk bortbrænding af træværk Under indsats i områder med sammenstyrtede bygninger er der desuden en række forhold man skal være opmærksom på. Dette skyldes dels hensyn til egen sikkerhed, dels muligheden for, at gennemføre en effektiv indsats. Sikkerhed: - Hvad skyldes bygningens kollaps? - Er det nødvendigt at opholde sig i det skadede område? - Er der lokale/generelle farer? - Se op nedfaldne bygningsdele udgør ofte en stor fare - Kan der ske yderlige skade på bygningen efterchok, brand, vind. - Lav eventuel opmåling mellem bygningsdele tjek ofte - Skal bygningen afstives, eller skal bygningsdele fjernes? - Hvad hvis noget går galt flugtvej - Er der lukket for diverse installationer gas, vand, el - Nedfaldne skilte løsrevne/ødelagte bygningsdele - Hjørnesamlinger deformationer/revner - Hængende/nedfaldne elementer Effektiv indsats: - Hvor kan vi finde overlevne o hulrum langs bærende vægge o hvor er det, efter bygningens beskadigelse, mest sandsynligt at finde overlevne o Hvilke muligheder er der for brug af redningshunde og søge/lytte udstyr Næsten alle bygninger i byer indeholder rørsystemer for bygningens forsyning med vand og gas, afløbsledninger for spildevand og regnvand, og i mange tilfælde tillige rør for centralvarme fra varmt vand eller damp. De har tillige kabler og ledninger for forsyning med stærkstrøm til lys og kraft og svagstrøm til telefon. Udover de direkte skader, kan bygningen og de mennesker der måtte være i bygningen blive udsat for fare, ved sekundære skadesvirkninger, der kan opstå som følge af afbrydelse af forsyningslinier. Vand fra afbrudte eller beskadigede ledninger kan forårsage oversvømmelse i kældre og lavtliggende rum. Vandtilførslen til ejendommen må i så fald standses. Dette sker lettest ved at lukke stophanen i gaden uden for huset eller lukkeventilen ved indførslen til ejendommen. Hvis det ikke er muligt at lukke for vandet, må man forsøge at bortlede det, eller pumpe det væk fra ejendommen. For centralvarme og varmtvandsanlæg gælder det samme som for trykvandsinstallationer. Anlæggene bør om muligt aflukkes, for at forindre udstrømning af varmt vand og/eller damp. 9

10 Gasrør bliver meget ofte ødelagt ved bygningsskader, og dermed kan gas strømme ud i bygningen. Ud over den direkte livsfare, kan den udstrømmende gas også udgøre en risiko for eksplosion. Udstrømning af gas skal derfor straks standes. Hvis gassen er antændt vil det i mange situationer være det bedste at lade den brænde, idet man dermed undgår, at gassen samler sig og kommer til at udgøre en eksplosionsrisiko. Afklemning af gasledninger og lignende må kun foretages af særligt uddannede personer eller personer fra gasselskabet. Beskadigelser af en bygnings ledningsnet kan føre til kortslutning med deraf følgende ildspåsætninger. Elektriciteten rummer i sig selv også en fare for mennesker der rører ved ledninger eller ved metalgenstande som leder elektriciteten. Alle bygninger bør derfor som hovedregel gøres strømløse inden redningsarbejdet i dem påbegyndes, og hvis dette ikke er muligt, bør arbejdet udføres med den største forsigtighed. Spildevand giver sædvanligvis ikke anledning til større ulemper i bygninger, der har været udsat for skader. Vandet vil dog være stærkt forurenet og kan derfor udgøre en sundhedsrisiko for dem som ubeskyttet kommer i kontakt med det. Når en bygning er eftersøgt skal den inden styrkerne forlader den, markeres, således at andre redningsenheder ikke bruger ressourcer på at eftersøge den samme bygning. Hertil bruges det internationale markeringssystem INSARAG. Når man forlader en bygning hvor man har været i gang med en redningsindsats, laver man følgende markering til de næste redningshold. Markeringen laves med flourescerende farve, og består af en firkant på 1m x 1m. I og omkring firkanten skriver man så de oplysninger der skal overbringes til de næste redningshold: En markering kunne se sådan ud: Særlige Farer Chem- Gasses Sikker eller Usikker Go Antal levende der er fjernet fra bygningen Hold navn Dato og tidspunkt, Start Dato og tidspunkt, Slut Antal døde der er fjernet fra bygningen 2 DEMA, Denmark 1 20/ Hr 20/ Hr Savnede personer fra bygningen. Placering af andre ofre fundet i bygningen men som ikke er udfriet. 2 Missing 1 Dead in Basement Ud over de fælles markeringer, er der omfatter INSARAG også et signalsystem som typisk afgives via fodboldhorn kort betyder at området skal evakueres straks, og benyttes f.eks. i situationer hvor en ustabil bygning styrter yderligere sammen, eller ved efterskælv efter et jordskælv langt betyder at alle skal stoppe støjende arbejde, og anvendes når der skal foretages lytning efter tilskadekomne. 10

11 langt efterfulgt af 1 kort betyder at tidligere indførte restriktioner er ophævet. Indsatsstyrker kan går tilbage til indsatsstedet og/eller støjende arbejde kan genoptages. 4. Tovværkslære I redningstjenesten arbejder man med forskellige typer af reb. Til ikke personbærende opgaver benyttes enten naturreb (hampereb) eller syntetisk reb (nylonreb). Som personbærende reb benyttes udelukkende Kermantle reb. Den tilladte belastning på et hampereb kan udregnes med følgende formel: 1/8 X diameter X diameter Den tilladte belastning for syntetisk reb kan ikke udregnes men fremgår af leverandørens specifikation for det pågældende reb. Tovværk skal altid være stærkt og anvendeligt i dets fulde længde, når der bliver brug for det på skadestedet, hvorfor der må udvises særlig omhu ved dets opbevaring og behandling. Følgende anvisninger skal iagttages: - Undgå overskæring af reb, medmindre det er absolut nødvendigt. Skæres et reb over, skal enderne lukkes så snart som muligt, for at rebet ikke skal løbe/flosse. Som en midlertidig lukning af en rebende kan man binde et ottetalsstik nær rebenden. - Undgå permanente knuder på rebet, idet knuder nedsætter styrken. - Pres aldrig et reb gennem en talje, der er beregnet til reb af en mindre tykkelse. Derved undgår man, at rebet udsættes for påvirkninger, der reducerer det styrke. - Undgå at føre reb over skarpe kanter. Er det uundgåeligt, skal rebet beskyttes, f.eks. med et stykke afrundet træ, et tæppe eller lignende. - Udsæt aldrig et reb for pludseligt træk eller for en belastning, der overstiger bæreevnen. - Sørg så vidt muligt for altid at holde tovværk tørt. - Opbevar altid tovværk under tag. Tovværk bør endvidere ikke udsættes for stærk varme eller kulde. - Foretag regelmæssig undersøgelser af tovværket for ydre beskadigelser og begyndende mørnen. - Såfremt et reb må efterlades et sted, hvor det udsættes for vind og vejr, bør det så vidt muligt beskyttes med en presenning eller lignende. - Når et reb har været i brug, skal man altid sørge for, at det er rent og tørt, før det kvejles op og anbringes i depotet, på køretøj eller i pakningen. 11

12 Redningsarbejdet kan ikke udføres uden indgående kendskab til knob og stik. Der findes et stort antal af disse, hvert enkelt for sit bestemte formål. Der stilles i redningsarbejdet to hovedkrav til et knob eller et stik: 1. Det skal være hensigtsmæssigt til det ønskede formål 2. Det skal kunne løsnes hurtigt. Dobbelt halstik anvendes hyppigt ved fastgørelse af et reb til en fast genstand. Råbåndsknob benyttes ved sammenbinding af to tørre reb af samme tykkelse. Flagknob benyttes ved sammenbinding af to reb, når disse er ulige tykke, eller såfremt de er våde. Pælestikket anvendes til udførelse af en ikke løbende løkke i enden af et reb. Et mulestik dannes ved at føre tampen rundt om f.eks. en pæl og tilbage under langtorvet, således at den ene ende af rebet ved træk sanser den anden. 12

13 Hvor et reb under opstramning skal kunne fastholdes uden at slækkes, anvendes baghåndsknob med dobbelt halvstik, Tømmerstikket benyttes som et midlertidigt stik til fastgørelse af et reb til en planke eller lignende. 5. Båretransport og nødflytning samt nedfiringer Tilskadekomne skal, hvor det overhovedet er muligt, transporteres på båre. Andre former for flytning må betragtes som nødmetoder og bør derfor så vidt muligt undgås. Det gælder i almindelighed også, selv om den samlede tid, der medgår til udfrielsen af tilskadekomne, derved forøges. En båre bør så vidt muligt bæres af 4 mand, men transport over kortere afstande kan dog på tilfredsstillende måde udføres af 2 bårebærere. I begge tilfælde skal bærerne gå ude af takt for at undgå, at båren kommer i pendulagtige svingninger. Da de forreste bærere har lettest ved at se, hvor de sætter fødderne, får man den bedste og sikreste båretransport, såfremt de forreste bærere benytter lange skridt og de bagerste korte skridt. Båren skal transporteres med rolige, jævbne bevægelser og i en konstant vandret stilling. Båren skal i almindelighed bæres med den tilskadekomnes fødder forrest i bevægelsesretningen. Grunden hertil er, at den tilskadekomne derved får mulighed for at se, hvor han bliver ført hen. Ved båretransport hen over eller op og ned ad forhindringer benyttes en særlig teknik, hvis princip er, at båren flyttes, medens bærerne står stille båren passerer således hånd over hånd hos bærerne. Under båretransport i en bygning, eller resterne af en sådan, vil det undertiden være nødvendigt at rejse båren på højkant med fodenden nederst for at komme omkring et hjørne. Hvor højden ikke tillader en sådan fremgangsmøde, må der findes en passende mellemstilling, idet det som regel ikke vil være hensigtsmæssigt at kæntre båren på siden. Man vil også kunne komme ud for at skulle bringe båren henover et større eller mindre hul i etageadskillelsen eller lignende. Her kan en stige benyttes til slidskning af båren. Et redningshold består normalt af en holdleder og 7 mand. Den ene af de 1 er chauffør og bliver ved køretøj og eller materiel, medens de 6 resterende danner 3 bårehold. Båreholdets materiel er som udgangspunkt følgende: Båre 2 tæpper (klargjort og sammenrullet) Redningsline Førstehjælpstaske med skadestedskort Evt. radio Som udgangspunkt skal patienter altid indpakkes i to tæpper og fastgøres til båren. Fastgøring kan gøres på 3 måder, afhængig af forholdene: Fastsurring hvis patienten skal nedfires Krydssurring hvis transporten skal ske over ruindele m.v. Ingen fastgørelse kun ved kort transport over plan vej 13

14 Redningstjenesten råder over forskellige båretyper, hvoraf der på nogen typer er seler og gjorde til fastspænding af den tilskadekomne medens der på andre typer må benyttes reb til sikring af den tilskadekomne. Båre M 55 Anvendes hvor et større antal tilskadekomne skal transporteres på båre, og hvor andre båretyper ikke er til rådighed. Universal redningsbåre Anvendes ligesom båre M 55 hvor et større antal tilskadekomne skal transporteres på båre. Den universale redningsbåre kan kombineres med andre båretyper. Scoopbåre og backboard anvendes, hvor der er konstateret eller mistanke om læsioner på ryg- eller nakkehvivlerne. Backboard anvendes lige som scoopbåren, hvor der er konstateret eller mistanke om læsioner på ryg- eller nakkehvivlerne. Der kan endelig forekomme situationer, hvor de ydre omstændigheder kræver øjeblikkelig handling, hvorfor man må benytte sig af grovere metoder. Der tænkes udelukkende på sådanne nødsituationer, hvor den tilskadekomne er i umiddelbar livsfare, f.eks. på grund af ild, røg, kulilte, 14

15 indtrængende vand eller nedstyrtning af usikre bygningselementer på det sted, hvor den tilskadekomne findes, og hvor der ikke er tid til at afvente eller hente en båre. I sådanne situationer vil der være tale om nødflytning. Der findes forskellige metoder til nødflytning. Valget i den konkrete situation afhænger af flere forhold: - Den tilskadekomnes skader - Pladsforholdene - Den tilskadekomnes vægt - Om den tilskadekomne er bevidstløs eller ej Endvidere afhænger metoden også af det antal redningsfolk der er til stede og deres kræfter. Vinkelbæring er en metode, der er anvendelig over for alle kvæstede personer, også selv om disse er bevidstløse. Den tilskadekomne anbringes liggende på ryggen. Den ene af redningsmændene løfter den tilskadekomnes skulderparti fra jorden, fører sine arme ind under den tilskadekomnes armhuler bagfra og folder hænderne foran dennes brystkasse. Den anden redningsmand tager den tilskadekomnes ben, et under hver arm, hvorefter redningsmanden kan transportere den tilskadekomne bort. 2-håndssædet er ligeledes anvendeligt over for bevidstløse. De to redningsmænd anbringer sig på hver side af den kvæstede og bøjer sig ned med front mod hinanden. Armene, der er nærmest den tilskadekomnes hoved, fører de omkring dennes ryg lidt neden for skulderpartiet og griber med hænderne fat i klæderne ved hoftepartiet i modsat side. Den til skadekomnes overkrop løftes nu op til siddende stilling, og redningsmændenes frie hænder føres under den tilskadekomnes lår, hvor de låses med et kroggreb. Redningsmændene rejser sig op og går af sted med korte skridt. I nærheden af ydre afspærring vil der ved større skadesområder være oprettet en venteplads. Alle tilskadekomne der optages skal føres til ventepladsen, hvor en ambulanceleder vil prioritere den videre transport og fordeling til det videre behandlingssystem. Tilskadekomne der findes på etager, bør i et beskadiget hus i almindelighed ikke transporteres ned ad trapper, men bør bringes ned ved nedfiring. Årsagen hertil er, at trapperne kan være for usikre, at transport ned ad trapper kan være generende for de tilskadekomne og at nedfiring, navnlig hvor det drejer sig om nedtagning af flere tilskadekomne, kan være tidsbesparende. Det er en selvfølge med brug af nedfiring, at den tilskadekomne altid sikres under transporten ved fastsurring til båren. Redning fra etager ved nedfiring kan foretages ved anvendelse af følgende metoder: 1. Nedfiring ved hjælp af udligger 2. Nedfiring med hjælp af stiger 3. Nedfiring ved hjælp af reb alene 15

16 Nedfiring ved hjælp af udligger Denne metode vil antagelig være den nærmest forekommende mulighed, hvis den tilskadekomne skal bringes ned fra 2. sals højde eller højere. Nedfiringstovet fastgøres til bårestroppen med et pælestik. Torvet skal altid være tilstrækkeligt bemandet, i almindelighed benyttes 2 mand til selve nedfiringen. Nedfiringen kan dog foretages af én mand alene, hvis man sikrer langtorvet ved stadig at lade det passere to gange gennem en sjækel, der ved en tovstrop er fastgjort til en pæl eller anden fast genstand. Til styring af båren under nedfiringen anvendes 2 styreliner, der fastgøres til hver sin ende af båren og betjenes af én mand. Nedfiring ved hjælp af stiger Der findes 5 metoder hvor stiger benyttes til nedfiring af tilskadekomne: 1. Lænestige Skydestigen støtter mod muren 2. Fritstående stige Skydestigen anvendes som etben 3. Slidskning Båren gilder ned ad skydestigen 4. Vippestige Båren er fastbundet til skydestigen 5. Parallelstige Nedfiring ved hjælp af to sæt stiger Vippestige Denne metode anvendes fortrinsvis ved nedfiring fra 1. sals højde. En skydestige rejses skråt mod muren ud for det sted, hvorfra nedfiringen skal foregå, og skydes så meget ud, at mindst 3 trin når over vindueskarmens niveau. Nedfiringen indledes med, at stigen rettes lodret op, ved at dens fodpunkt flyttes helt ind til muren, hvorved båren løftes. De 2 mand ved stigens fod fatter om trin og vanger og går langsom baglæns, hvorved stigen danner en stadig større vinkel med muren. De 2 mand på etagen sørger for, at dette sker varsomt. Nedfirngen er sluttet, når stigen ligger på jorden. Lænestige Skydestigen skydes 6 trin ud og lægges på jorden vinkelret på muren med den forskydelige del nedad og med foden ind mod bygningen og i passende afstand fra denne. Stigen rejses til lodret stilling, skydes ud til den ønskede længde (mindst 3 trins overlapning) og toppen lænes varsomt mod muren. Den tilskadekomne fastsurres til båren, og fremgangsmåden er herefter den samme som ved udliggeren, idet der må sørges for, at ophængningspunktet (taljen) anbringes så højt, at båren uden besvær kan komme ud af bygningen. 16

17 Slidskning Ved slidskning lader man båren glide ned ad en skråtstillet stige på 2 stokke - ved brug af universal redningsbåre glider båren direkte på stigen. Stigen bør ikke danne en større vinkel med det vandrette plan end 45 grader, hvorfor metoden ikke er anvendelig højere end første sal. Når båren er parat til sliksning, modtager manden på stigen båren, og 2 andre henholdsvis støtter stigens fod mod glidning og understøtter selve stigen. Manden på stigen går langsomt baglæns nedad, medens han holder fast om håndtagene ved båren fod. Fritstående stige Denne metode kan anvendes, hvor det ikke er muligt at støtte stigen mod muren, og stigen derfor må holdes fri af denne. Stigen rejses til lodret stilling og skydes ud til den ønskede længde (mindst 3 trins overlapning). Da hele konstruktionen vil have en tendens til at give noget efter under belastningen, må man, inden nedfiringen begynder, tilpasse ankerlinens opstramning ved at lade et par mand belaste stigens forside eller taljen for at få bestemt stigens nøjagtige position under belastning. Til styring af båren under nedfiringen anvendes 2 styreliner, der fastgøres til hver sin ende af båren og betjenes af én mand. Nedfiring ved reb alene Nedfiringer med reb alene foregår på tre forskellige måder: 1. Lodret nedfiring 2. Skrå nedfiring 3. Tovbane Lodret nedfiring I visse tilfælde vil den hurtigste metode at bringe sårende ned fra etager eller op fra kældre være at udnytte en trappe- eller elevatorskakt eller et hul i det ødelagte gulv, der eventuelt må udvides så meget, at båren kan passere det i vandret stilling. Såfremt sådanne åbninger ikke findes, er der mulighed for, at den bedste og hurtigste måde at bringe den tilskadekomne ned på er at skære et hul i etageadskillelsen. Med en eller 2 mand for hver ende af båren, afhængig af dens vægt, sænkes båren, idet der langsomt fires på tovene med hånd over hånd således, at båren bevæger sig jævnt og roligt i vandret stilling. 17

18 Skrå nedfiring Når en tilskadekommen skal transporteres ned fra en etage, kan det også foregå ud af bygningen gennem vinduesåbninger eller fra altaner ved reb alene. Ved hjælp af linerne i bårens hovedende firer 2 mand med hånd over hånd samtidig med at de 2 mand nedenfor haler tilsvarende ind i deres liner, hvorved båren skal følge en blød kurve og langsom nærme sig terrænet. Ved nedfiring fra etager højere end 1. sal må metoden betragtes som en nødmetode, der kun anvendes, hvis der ikke er anden mulighed for nedbringelse af patienten. Tovbane Til nedfiring af tilskadekomne fra etager kan tovbane benyttes, når nedfiringen skal foregå fra samme etage, som de tilskadekomne befinder sig på, eller hvis det er muligt at fastgøre torvet en etage højere. Tovbanen er særlig egnet, hvis nedfiringen kræver, at båren føres over bygningsrester, ruindele mv. inden den modtages på jorden. Når der vælges tovbane som nedfiringsmetode, skal facader- og fastgørelsessteders stabilitet undersøges, således at der ikke opstår brud eller sammenstyrtninger under opstramningen/nedfiringen. 6. Afstivninger med tømmer og entreprenørmateriel Afstivning foretaget af redningstjenesten skal kun udføres som en midlertidig hjælp under redningsarbejdet og normalt kun for at sikre arbejdsstedet mod sammenstyrtninger således, at redningsarbejdet kan foregå med en vis sikkerhed, samt for at hindre yderligere skader på tilskadekomne og indespærrede. Afstivninger udføres af bjælker, der normalt ikke bør være mindre en 4 x 4 og ikke større den 6 x 6. Afstivninger skal kun forhindre videre udskridning eller nedstyrtning og udføres derfor altid således, at den afstivede genstand kun understøttes, men ikke bringes tilbage til sin oprindelige stilling, da dette indebærer risiko for yderligere sammenstyrtning. I Beredskabsstyrelsen anvendes der tre typer materiel til at afstive bygninger: 1. Paratech afstivningsspindler, der er en effektiv og hurtig mulighed at sikre en bygning på, men som ikke forefindes i stort antal. 2. Entreprenørmateriel, der er simpel i opbygning, findes i et rimeligt antal, men som ikke er optimalt til udførelse af alle typer afstivninger. 3. Endeligt er der afstivninger i træ, der findes i store mængder, kan anvendes til alle typer afstivninger, men som tager lidt længere tid at konstruere Grundliggende findes der tre typer afstivninger: skråafstivning, søjleafstivning samt ankerafstivning. Skråafstivning: Skråafstivningen anvendes til at støtte ustabilt murværk, som truer med at falde udad. Skråafstivningen kan anvendes til en højde svarende til etageadskillelsen mellem 1. og 2. sal. Tømmeret som anvendes skal mindst være af dimensionen 4 x 4. 18

19 Bemærk placeringen af klampen, der er placeret ud for etageadsikllelsen for, at yde bedst mulig støtte. Endvidere er det vigtigt, at afstivningen ikke flytter på muren, men blot støtter. Ydre påvirkning af muren kan medføre et pludseligt kollaps. Søjleafstivning: Søjleafstivningen anvendes til understøtning af etageadskillelser, dør- og vinduesåbninger og trapper som truer med at styrte sammen. Den lodrette stiver placeres, for at opnå størst mulig effekt, direkte under en bærende bygningsdel. Søjleafstivninger kan udføres som enkelte (billedet) eller dobbelte, hvor der er to lodrette stivere. Ankerafstivning: Formålet med ankerafstivningen er at fastholde ustabilt murværk, som truer med at falde ud, til en fast del af huset, f.eks. en ubeskadiget mur. Afstivningen anvendes i reglen i en højde, hvor skråafstivningen ikke kan anvendes. 19

20 Alternativt kan der anvendes tovværk eller stålwire i stedet for træ. Såfremt dette anvendes, spændes konstruktionen op med en talje. Ved brug af kiler til opspænding af ovenstående konstruktioner skal nedenstående fremgangsmåde anvendes: Rigtigt Rigtigt Forkert Det er væsentligt, at kilerne ikke overlapper hinanden, da dette øger sandsynligheden for, at opspændingen løsner sig. Husk foring mellem hammer og kile når disse spændes op. Da der er tale om usikre bygningsdele skal så stor en del af arbejdet med afstivningen foregår i sikker afstand af bygningen. Det betyder at alt tilskæringsarbejde og klargøring foregår i sikker afstand, og kun de personer der er nødvendige for opsætningen arbejder tæt på bygningen. 7. Murgennembrydning Indespærrede personer kan ofte kun frigøres ved brug af forskelligt materiel, der kan bryde gennem bygningsdele. Ved gennembrydning af murværk tilrådes det først at udhugge en enkelt sten og derefter udhugge hullet nedad til den ønskede størrelse. For betonmure er det mere tilrådeligt at hugge en rende langs med ydersiden af det stykke, der skal fjernes, og derefter slå dette ud til sidst. Det er meget vigtigt at sikre sig, at der ved gennembrydning af en mur ikke sker en forringelse af understøtningen af bjælker eller søjler, der støtter den øvrige del af bygningen. Arbejdet skal derfor helst udføres af bygningskyndige folk. Under arbejdet med gennembrydning skal der anvendes følgende personligt sikkerhedsudstyr: Hjelm Handsker Briller Indsatsuniform Høreværn Evt. støvmaske ved arbejde i beton Ved gennembrydning af bærende mure, skal hullet udformes som en trekant med spidsen opad. Hullet skal være så stort, at der er plads til at en båre kan komme igennem. Søg så vidt muligt at undgå, indfaldne bygningsdele, da disse kan genere eller sågar beskadige tilskadekomne. Ved gennembrydning i mursten er det mest effektive, at bryde fugen ud for herefter at fjerne hele sten. Ved gennembrydning af beton elementer kan hele trekanten med fordel saves/hamres ud som ét stort stykke. Vær også her påpasselig med, at der ikke falder dele ind imod den tilskadekomne. Ved gennembrydning af etageadskillelser, sikres adskillelsen mod nedfald. Dette kan gøres ved brug af ekspansionsbolte. Der hugges an i adskillelsen og sikres til enten loft eller et opstillet treben. 20

21 Til brug ved murgennembrydning kan benyttes følgende værktøj: Betonkædesav lavtrykskompressor bore/hamre maskine. Betonkædesav Kæden er en diamantkæde og saver i alle former for sten og beton, samt materialer der er omgivet af beton, f.eks. armeringsjern. Kæden kan for hver opslibning skære mellem 20 og 5 meter, alt afhængig af materialet. Hårdest for kæden er granet og lecablokke. Saven er drevet af hydraulik. Bosch bore/slaghammer Værktøjet isættes ved en vride/skubbe bevægelse til det går i hak. Kontroller at værktøjet sidder fast ved, at trække i det. Indstil omdrejnings og slag tal til den konkrete opgave (nedenstående tabel). Efter brug rengøres værktøjet med trykluft og en fugtig klud. Metaldele rustbeskyttes. Lavtrykskompressor: Påhængsvognen placeres så tæt på arbejdsområdet som muligt. Dette minimerer tryktabet i slangerne Åbn for benzinhanen Fuld choker halv gas Åbn afgangshanen. Træk roligt i starthåndtaget 5-6 gange med stopknappen inde Slip stopknappen og træk hårdt i starthåndtaget. Vent 2 minutter før chokeren tages af. Monter slange fra vinde, tilblander, arbejdsslange og til slut det valgte værktøj. Efter brug rengøres kompressoren med trykluft og der påfyldes benzin og olie. Metaldele rustbeskyttes. 21

22 8. Sikring af bygninger og diger ved oversvømmelse Opdæmning kan foretages på flere forskellige måder: Opdæmning med jord Opdæmning med sandsække Konstruktion af dæmning med paller og presenning Opdæmning med jord Den mest simple form for opdæmning er konstruktionen af en jordvold, der hvor man kan/vil standse oversvømmelsen. For at undgå at vandet løber under jordvolden, skal der først graves en rande og derefter fyldes jord i og oven på randen. Metoden vil som regel kræve større eller mindre entreprenørmaskiner. Opdæmning med sandsække Til sandsækkeopdæmning bruges normalt sandsække i størrelsen 35 X 77 cm. Det er vigtigt, at sandsækken kun fyldes lidt over halvt med sand, samt at sækken snøres så højt oppe som muligt med sejlgarn eller ståltråd. Når sækken derefter lægges ned og sandet fordeles jævnt i sækken, får man en ganske flad sæk. Den vejer ca. 20 kg (i tør tilstand) og ligger fast og godt i en stabling. Der bruges ca. 12 lag sække til en meter stabling i højden og der bruges ca. 75 sække pr. m 3 stabling. Et arbejdshold på 3 mand kan fylde og binde ca. 60 sække i timen, og et arbejdshold på 2 mand kan stable ca. 60 sække i timen. Altså kræves der et arbejdshold på 5 mand til at fylde, binde og stable ca. 60 sække, lige under en m 3. Den vigtigste regel, der skal følges for at opnå solide stablinger, er at vende retningen af sækkene i hvert nyt lag, så de dækker flest mulige sammenføjninger mellem sækkene i det foregående lag. Teknikken kaldes forbandt. De skal altså lagvis ligge vinkelret på hinanden. Ligger sækkende på langs i et lag, skal flest mulige sække ligge på tværs i det næste lag og så fremdeles. Hvert lag skal være så jævnt, plant og tæt som muligt. Stablinger skal være mindst 60 cm tykke (1 sæks længde). Hvis stablingen er fritstående, skal den dog være tykkere i bunden end foroven for at være stabil. Konstruktion af dæmning med paller og presenning Konstruktion af dæmning ved hjælp af paller foregår ved at pallerne opstilles i en vinkel, hvorefter forsiden fodres med plastfolie. 22

23 Efter opdæmningen kan vandet eventuelt flyttes ved hjælp af pumper og ledes i kloakker, til søer eller lignende. Det er vigtigt at drikkevandsboringer beskyttes mod indtrængende vand, for at undgå forurening. 9. Afdækning af tage og arbejde på skrå flader Der har i de seneste år været et stigende antal episoder, hvor det som følge af vejrlig har været nødvendigt at afdække tage på bygninger. Når der skal udføres afdækning af tage, bruges hovedsageligt følgende materiel: - Presenning eller roekuleplast - Tovværk - Sandsække og sækkebindere - Hammer og søm - Træplader, tømmer og brædder - Faldsikringsudstyr Presenning lægges over taget med vinden i ryggen, således at tagryggen forrest på vinden afdækkes først. Når taget er afdækket fastgøres træplader m.v. til taget på den tagryg, der får vinden direkte på sig. På flade/vandrette tage afdækkes med presenning, og der sikres med f.eks. sandsække. Vind Vind Plader eller tømmer sikrer presenningen Sandsække kan sikre tagdækningen på et vandret tag Start I forbindelse med f.eks. afdækning af tage skal såvel personellets sikkerhed som arbejdsevne være optimalt. Beredskabsstyrelsens faldsikringsudstyr kan anvendes til faldsikring, der gør, at man kan arbejde med begge hænder fri samt standser et eventuelt frit fald ved arbejde på tagkonstruktioner og lignende skrå flader, hvor der er risiko for fald. Faldsikringsudstyret består af følgende materiel: Transportpose med skulderrem (kan også anvendes til fremføring af line m.v. i højden) Helkropssele med karabinhage og murhager Line med lineforkorter og karabinhage 2 slinger (til fastgørelse ved ankerpunkt) 23

24 Herudover en brugsanvisning og et kontrolkort til registrering af eftersyn. Der skal ved nedfiring eller ophaling af personer herudover altid benyttes handsker, der er velegnede til den konkrete opgave, samt sikkerhedshjelm med hagerem. Selen skal tilpasses, så den sidder tæt til kroppen, og spændes i nedennævnte rækkefølge: 1. Ben (fastspændes og reguleres så personen kan sidde godt - gjorden skal ikke krydses) 2. Brystspænde 3. Skulderstropper (fastspændes og reguleres i forhold til bæltet) 4. Mavebælte (fastspændes og låses) Ved faldsikring skal personen altid fastgøres til et ankerpunkt, hvortil der stilles følgende krav: Ankerpunktet placeres i videst muligt omfang over personen. Ankerværdien skal være mindst 1500 kg under uddannelse og øvelse. Under indsats er kravet 1000 kg. Ankerpunktet skal være fast (ikke bevægeligt) Eksempler på ankerpunkt: Linen fastgøres til tagryggen (tagets bærende bjælker spærrerne) Linen føres over tagryggen, og fastgøres til en forankring på den anden side af bygningen (et træ, et køretøj eller en forankring). Medfølgende murhager fastgøres til f.eks. beton eller solid murstensmur (ved at bore for med 10 mm bor i selve murstenen ikke fuger). Under alt arbejde med faldsikring, hvor personen kan falde, skal falddæmper anvendes. Falddæmperen skal fastgøres til D-ringen på helkropsselens ryg. I falddæmperen fastgøres linens karabinhage. Falddæmperen sikrer at faldende personer ikke udsættes for belastning over 600 kg, da overskridelse kan medføre store skader på kroppen. Før ibrugtagelse samt efter rengøring og tørring, foretages en visuel kontrol. Brugeren kontrollerer at der ikke er begyndende brud på nogle af helkropsselens dele, og at ingen metaldele er revnede eller deforme. Desuden kontrolleres linen for slid. 24

25 10. Løft af byrder I redningsarbejde vil der ofte indgå opgaver, der går ud på at løfte eller sænke tunge genstande. Til dette formål benyttes læsse- og rejsebomme. Der skelnes mellem følgende 5 metoder til løft af tunge byrder: Etben Toben Treben Udligger Donkrafte Etben Etbenet kan udføres af rundtømmer eller firkantet tømmer. Et stående etben består af en pæl anbragt med den tykkeste ende på jorden eller på en underlagsplade og med toppen fastholdt af 4 barduner. Som understøtning for taljen anbringes der på tværs af pælen et stykke ca. ½ meter langt tværtømmer. Taljen ophænges i en strop, der anbringes rundt om pælen lige over tværtømmeret. Etbenets fod bør normalt anbringes umiddelbart op ad den genstand, som skal løftes. Etbenets konstruktion indebærer, at genstanden, der skal løftes, kan flyttes i en vilkårlig redning i forhold til pælens fod, idet man kan hælde pælen i alle retninger. Dette fordre et minutiøst samarbejde mellem de personer, der bemander de fire barduner, idet haling og slækning af barduner foruden at foregå langsomt og sikkert må foretages samtidigt og koordineret. Under flytning kan man under rimelige belastningsforhold tillade en hældning af pælen på 1:3. Toben Tobenet har større løfteevne end etbenet og kan benyttes til foruden at løfte byrden at flytte denne, når det sker på benenes plan. To pæle eller firkantet tømmer af nogenlunde samme længde lægges på jorden og krydses således, at topenderne bilver cm lange fra krydset. Afstanden mellem tømmerets to fodender må ikke overskride halvdelen af længden mellem besnøringen og fodenden. Dette sikres ved, at et bræt laskes eller sømmes på tværs af tømmeret nær disses fodende. Taljen fastgøres til en kæde eller rebstrop, som anbringes omkring tømmeret i krydspunktet hvilende ikke på besnøringen, men på selve tømmeret. Tobenet rejses omtrent lodret, og den ønskede hældning fremover fås ved at slække på den bagudgående bardun. 25

26 Treben Trebenet anvendes til løftning eller sænkning af særlig tunge byrder. Modsat etbenet og tobenet indebærer anvendelsen af trebenet ikke mulighed for flytning af byrden i vandret retning. Trebenet består af 3 pæle af nogenlunde sammen længde, sammenholdt nær topenden og med fodenderne dannende en ligesidet trekant på jorden. Trebenet skal anbringes således, at tykkræfterne fordeles ligeligt over de 3 ben, endvidere skal taljens ophængningspunkt være anbragt så nøjagtigt som muligt over byrdens tyngdepunkt. Bene sikres mod udskridning enten ved pålaskning af forskallingsbrædder, ved hjælp af tovværk, ved forankring til fortøjningspæle, eller ved at der graves huller til benene. Donkrafte Donkrafte benyttes til tunge byrder, når der kun kræves ringe løftehøjde. Donkraften skal altid anbringes på et skridsikkert underlag, helst hårdt træ, som må være så stort, at donkraften ikke går i jorden i stedet for at løfte. For at hindre at hovedet på donkraften skrider under byrden, f.eks. ved løftning af jernbjælker, skal der mellem donkraften og byrden pakkes med hårdt træ eller lignende. Efterhånden som byrden hæves, skal der understøttes med tømmer for at hindre ulykker, hvis donkraften skrider eller svigter. Donkraften skal så vidt muligt anvendes i lodret stilling. Er dette umuligt, skal der omhyggeligt understøttes efterhånden som byrden løftes, da faren for udskridning er langt større ved en skråtstillet end ved en lodretstående donkraft. Hvor to eller flere donkrafte anvendes samtidig på samme byrde, skal de betjenes ens, dels for at undgå at vippe byrden, dels for at undgå overbelastning af den ene donkraft. Ved løftning med donkraft må håndtaget kan betjenes af en mand. Alle donkrafte skal holdes fuldstændig rene og velsmurte, og der skal foretages hyppige eftersyn og afprøvning. Skruedonkraften er den simplest indrettede og består af et ydre hus, som foroven ender i en fast møtrik, hvori en svær skureskåret spindel kan dreje. Drejningen foretages med et stålstang, hvis ene stikkes ind i en af de gennemboringer, der findes i spindelens hoved. Donkraften kan anvendes til praktisk talt alle løfteopgaver, hvor donkrafte normalt anvendes. Særlig anvendelig er den til løftning af lavtliggende emner på grund af dens ringe højde. Tandstangsdonkraften består i princippet af en tandstang, en tandhjulsudveksling og et håndsving. Gennem tandhjulsudvekslingen overføres bevægelsen fra håndsvinget til tandstangen, som vandrer i et indvendigt styr i donkraftens hus. Donkraften er normalt forsynet med en spærreanordning, som i de fleste tilfælde består af en pal og et palhjul anbragt på håndsvingets akse. Tandstangsdonkraften er ofte forsynet med tryksko (tå) på siden, denne tryksko må kun belastes med ca. halvdelen af donkraftens egentlige løfteevne. 26