Hverdagslivets kritik: Økosamfund

Transkript

1 Hverdagslivets kritik: Økosamfund i Danmark Bella Marckmann Ph.d.-afhandling Sociologisk Institut

2 Hverdagslivets Kritik: Økosamfund i Danmark Bella Marckmann Ph.d.-afhandling Sociologisk Institut Københavns Universitet Indleveret til bedømmelse: Juli 2009 Offentligt forsvar: 9. oktober 2009 Vejleder: Professor Peter Gundelach, Sociologisk Institut Bedømmelsesudvalg: Lektor Allan Madsen, Sociologisk Institut (formand) Professor Fredrik Engelstad, Oslo Universitet, Norge Seniorforsker Kirsten Gram-Hanssen, Statens Byggeforskningsinstitut, Ålborg Universitet Omslag: Klavs B. Thomsen Opsætning: Bella Marckmann ISBN:

3 We re building a home on the side of a mountain Above the clouds, next to the sky And after our labours the stars will be neighbours We ll take our place with them in space We re not using concrete or plaster or wood They d lower the tone of our new neighbourhood And mortar will crumble with age and neglect We re bulding a home upon love and respect And when we ve built it we ll call it Andromeda Heights We re building a home on the side of a mountain Above the clouds, next to the sky Our plans are ambitious a blueprint of wishes That will come true, and when they do Folks in the valley will come up and say You ve finally built it can we come and stay? And cynics will marvel and say We confess there were times when we thought it was just an address! But now that we ve seen it we know it s Andromeda Heights Prefab Sprout Andromeda Heights 3

4 Tak og alt det du har fundet er bare så lille en del af livet. Søren Ulrik Thomsen Hvis livet er det, der sker med en, mens man lægger andre planer, så har livet på godt og ondt sat sit præg også på denne ph.d.-afhandling. Og hvis det betyder, at de mennesker, jeg nævner her, får deres navn sat i forbindelse med en afhandling, som ikke er så god, som de fortjener, betyder det også, at jeg har endnu mere grund til at takke dem, end jeg ellers ville have haft. I alle op- og nedture har jeg været så usandsynlig heldig, at der stod mennesker parat til at lytte til mine frustrationer, give feedback på tekster eller simpelt hen tage mig ud og drikke øl og tænke på noget helt andet. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke jer alle. Først og fremmest tak til min vejleder, professor Peter Gundelach, som ikke alene har støttet, opmuntret, bakket op om mine ideer og altid fundet penge til ekstra dataindsamling, studentermedhjælp osv., men som har taget det med ualmindeligt godt humør, når processen af den ene eller anden grund trak i langdrag, og som tålmodigt har skrevet den ene ansøgning om forlængelse efter den anden. Projektet har været finansieret af det daværende Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (nu Forskningsrådet for Samfund og Erhverv) som led i projektet Visioner og kollektive aktører i senmoderniteten. Som indbagt ph.d., som det så smukt hedder, har jeg haft det yderligere privilegium at blive forskånet for alle bekymringer for budget osv. Tak for det. Også tak til med-visionista, forskningsadjunkt Benedikte Brincker, for kollegial og faglig sparring og opmuntring; og til de dygtige og energiske studentermedhjælpere, der på forskellige tidspunkter har været tilknyttet projektet og har diskuteret, transskriberet, tastet og endda vikarieret på feltarbejde: Rikke Skovgaard Christensen, Sofie Blinkenberg Federspiel, Caroline Klitgaard, Lasse Suonperä Liebst, Marta Estañ Cubillas og Faiza Ahmed. Tak til alle medarbejdere i sekretariatet på Sociologisk Institut, ikke mindst til IT-afdelingen, for på venlig og professionel vis at løse små og store opgaver. En særlig tak til bibliotekar Jens Ludvigsen, som igen og igen har demonstreret sin evne til at få bøger og artikler hjem på rekordtid, når alle andre må give op. Tak til professor Henning Bech, der i egenskab af ph.d.-programleder har gjort en stor og engageret indsats for at fremme et frugtbart og inspirerende 4

5 ph.d.-miljø, og som ved sit eksempel til stadighed sætter standarden for sociologisk fantasi og analytisk skarphed. I det hele taget tak til alle mine kolleger på Sociologisk Institut, og navnlig til dem, som i de sidste fem år har udgjort den skiftende kreds om frokostbordet på ph.d.-gangen. Det er et privilegium at have sin arbejdsdag sammen med så flittige, begavede og entusiastiske mennesker, og gang på gang har vores diskussioner efterladt mig klogere og med stof til eftertanke. En særlig tak skylder jeg dem, der har opponeret ved mine evalueringer, læst mine tekster og lagt et stort arbejde i at give konstruktiv kritik: Marie Bruvik Heinskou, Malene Molding Nielsen, Charlotte Baarts, Poul Poder Pedersen og Anders Blok. Sidstnævnte fortjener ekstra tak for at gøre mig opmærksom på relevansen af den pragmatiske kritiksociologi og for med kort varsel at give uvurderlige kommentarer til tekster. Tak til kontormakker Cecilie Juul Jørgensen, som gjorde overgangen til delekontor til en gevinst. Tak til alle ved Center for Bolig og Velfærd, hvor jeg har haft den store og udelte fornøjelse at få lov at være med som associeret medlem. Især tak til centerleder Hans Kristensen og centersekretær Anne-Lise Schulze Andersen for med en altid venlig og veloplagt blanding af pisk og gulerod at skabe rammer for livlige faglige udvekslinger såvel som hyggelige stunder. Tak til seniorforsker Lars Kjerulf Petersen, som gjorde det muligt for mig at tilbringe et semester ved Danmarks Miljøundersøgelsers Afdeling for Systemanalyse; og tak til alle på DMU-SYS for et både produktivt og behageligt semester ved Roskilde Fjord. En af de største gevinster ved at være ph.d.-studerende er, at man får lov til at komme på kurser og konferencer. Nogle af de sjoveste og mest interessante stunder i forløbet har jeg haft på de forskellige kurser og konferencer, jeg har været på, såvel på Sociologisk Institut som andre steder. Tak til alle undervisere og deltagere jeg er altid blevet inspireret og skubbet videre. Tak til Rådgivende Sociologer og især direktør Sara Lea Rosenmeier, som generøst har delt ud af erfaringer med at måle social kapital. Tak til Marie Louise Hartvig Widding for hjælp med skalavalidering og digram; til Tytte Hetmar for hjælp med design af spørgeskema; til Henrik Andersen for hjælp med regler vedrørende følsomme spørgsmål og til Niels-Henrik Møller Hansen for gode råd og opmuntring, samt hjælp med pdf ning og print af afhandlingen i de sidste hektiske dage. 5

6 Til Bettina Hauge en stor tak for rettidig omsorg på alle planer gennem hele processen. Dit menneskelige og faglige overskud er beundringsværdigt, og at vi fik kontor ved siden af hinanden regner jeg for en helt afgørende faktor i, at jeg overhovedet kunne holde det ud. Mine læsegruppemakkere fra sociologistudiet Esther Nørregård-Nielsen og Laila Dreyer Espersen har i løbet af de forgangne fem år endnu engang læst, lyttet, udlånt sommerhuse og i det hele taget gjort sig fortjent til tak for langt mere, end der kan opregnes her, både i afhandlings- og anden sammenhæng. Lad mig bare sige, at jeg allerede mange gange har glædet mig over mit held i at komme i læsegruppe med jer, og forventer at gøre det mange gange endnu. Tak til Gertrud Øllgaard og Anne Marie Marckmann for at læse og kommentere dele af afhandlingen. Tak til Charlotte Dybbroe og Jens Clausen for i flere omgange at give hele familien husly i forbindelse med feltarbejdet. Tak til priorinde Søster Anna Maria Kjellegaard, Vor Frue Kloster på Åsebakken, Høsterkøb, for arbejdsro og upåtrængende gæstfrihed under mit skriveophold på klosteret. Jeg skylder en stor tak til alle de mennesker i de danske økosamfund, uden hvem det hele vitterligt ikke kunne være blevet til noget. Alle steder, hvor jeg er kommet, har I taget pænt imod mig, ladet mig observere jeres møder og tålmodigt svaret på spørgsmål og udfyldt skemaer. Tak for det; og tak til LØS bestyrelse, som bakkede op om undersøgelsen. En særlig tak til medlemmerne af bogruppe 7 og navnlig til Lene Krarup og Martin Impgaard, som formidlede kontakten. Til sidst en varm tak til alle de mange venner og familiemedlemmer, som gennem denne lange proces har kommet med interesserede spørgsmål og opmunterende tilråb. Først og sidst tak til Niels, Peter og Lars, som til tider er blevet slæbt med på feltarbejde og til andre tider har fundet sig i at blive efterladt hjemme. Tak fordi I har holdt sammen på det hele. En særlig hilsen til min søn Peter, som af gode grunde ikke kan have nogen erindring om en tid, hvor hans mor ikke var ph.d.-studerende. Heldigvis lader han ikke til at have taget skade. 6

7 Indholdsfortegnelse KAPITEL 1 INDLEDNING...11 BAGGRUNDEN FOR PROJEKTET...12 KORT INTRODUKTION TIL DET EMPIRISKE FELT...12 SOCIOLOGISK GENSTANDSKONSTRUKTION...13 Intentionelle fællesskaber i samfundsvidenskaben...14 Kontinuitet og brud...16 Økosamfund som samfundskritik og som hverdagsliv...17 Økosamfund som praktisk samfundskritik...18 Utopiske fællesskaber...20 Økosamfund som livsstil og hverdagsliv...22 Hjemmet som hverdagslivets centrale sted...24 Økosamfund som hjem...26 Kritik og/eller hverdagsliv?...26 VIDENSKABELIGE FORTÆLLINGER...27 AFHANDLINGENS OPBYGNING...29 KAPITEL 2 METODOLOGISKE OVERVEJELSER...31 PRAKTISK GENSTANDSKONSTRUKTION: ANALYSENS FØRSTE SKRIDT...31 Økosamfund en lodden kategori...31 Afgrænsningsproblematikker: Hvem er ikke med?...33 DEN EMPIRISKE PROCES...35 Redegørelse for processens forløb...35 KVALITATIVE TILGANGE...37 Deltagerobservation...37 Deltagerobservationens erkendelsesproces...38 Videooptagelser fordele og ulemper...39 Øvrige observationer...39 Interview...40 Fra virkelighed til tekst...41 Tekstanalyse...42 Naturligt forekommende vs. dyrkede data...42 KVANTITATIVE TILGANGE...43 Spørgeskemakonstruktion og test...44 Åbne spørgsmål...46 Indsamlingsstrategi...48 Svarprocent og bortfald...52 METODEKOMBINATION...53 ETISKE OVERVEJELSER...54 BILLEDER KRITERIER FOR VALG...55 KAPITEL 3 PRÆSENTATION AF FELTET...57 FORSKELLE OG FÆLLESTRÆK

8 Beliggenhed og urbanisering Alder Størrelse og beslutningsstruktur Økonomisk struktur Sammensætning af boliger og erhverv Graden af selvforsyning Økologiske eksperimenter i byggeri og infrastruktur Ejerformer Fysisk afgrænsning SOCIOØKONOMISK SAMMENSÆTNING AF BEBOERE Køn, alder og husstand Uddannelse, erhverv og indkomst Statsborgerskab og oprindelsesland Partipolitiske præferencer Opsamling KAPITEL 4 ØKOSAMFUND SOM PRAKTISK SAMFUNDSKRITIK IKKE KUN KRITIK MED FØDDERNE MANGE ØKOSAMFUND FÆLLES VISION? EN SOCIOLOGI, DER TAGER AKTØRERNE ALVORLIGT Retfærdiggørelsessituationer Seks regimer Test, kritik og kompromis Kunstnerisk og social kritik Diskussion af teorien Et grønt regime? UDADVENDTE RETFÆRDIGGØRELSER OG IMPLICIT KRITIK Det bevidste samfund en inspirationel vision Det planlagte samfund en industriel vision Det nære samfund en hjemlig vision Opsamling: økosamfundsvisionen som kompromis Kritik af hvad? Et grønt regime Hvad er det modsatte af moderne? KAPITEL 5 INTERN KRITIK TIL MØDE I ØKOSAMFUNDET CASE: BOGRUPPEN Baggrund for gruppens situation DISKUSSIONER VED MØDERNE Analysen Hvem bygger hvad? Hvad der ikke bliver talt om store eller små huse Diskussionen om varmeforsyning Diskussionens overordnede forløb Opsamling på diskussionen om varmeforsyning KAPITEL 6 UDEN MØDER INTET FÆLLESSKAB?

9 MØDER OG ATTER MØDER MØDEFRUSTRATIONEN I ORGANISEREDE ANARKIER MØDERNE SOM EKSEMPLARISK DEMOKRATI MØDERNE SOM INTEGRATIVT RITUAL Tro: møder som sensemaking Tilhørsforhold: møder som gruppedannelse MØDERNE SOM SOCIAL SELEKTION UDEN MØDER INGEN ØKOSAMFUND? VIGNET: FORVENTNINGER OM FAMILIELIV SMÅBØRNSFORÆLDRE FORTÆLLER Tine og Ulrik Vita og William Minna og Niels Rikke og Svend Gitte og Hans Lars og Karen KAPITEL 7: DET GODE FAMILIELIV I ØKOSAMFUNDET HVORDAN GÅR DET SÅ? Fraværende kritik Bulderbyliv Familien som begrundelse for fravalg af økosamfundet Kritikken af den institutionaliserede barndom Familien som senmoderne meningsgiver KOLLEKTIVDRØMMEN: OPGØR MED KERNEFAMILIEN Kritikken fra 70 ernes børn Fra kritik af familien til familiær kritik Tid til familien den ømme tå Opsamling KAPITEL 8: SOCIAL KAPITAL I ØKOSAMFUND HVAD ER SOCIAL KAPITAL? Økosamfund som social kapital-generatorer Praktisk naboskab Spontan socialitet Stordriftsfordele Forbindelser Følelsesmæssig støtte Et fælles projekt og gensidig anerkendelse Social kapital som kollektivt gode i lokalsamfund Hvordan økosamfund opbygger social kapital HVORDAN MÅLE SOCIAL KAPITAL? Social kapital på tre niveauer: intern, ekstern og lokal Eksterne relationer Hvorfor lokal social kapital som et selvstændigt niveau? Måling af social kapital Skalakonstruktion

10 Referencegrupper GODT NABOSKAB INTERN SOCIAL KAPITAL Diskussion af skalaforskelle Overordnet fordeling og sammenligning med referencegruppe Forskelle mellem økosamfund FORMELLE OG UFORMELLE FORBINDELSER EKSTERN SOCIAL KAPITAL Engagement i foreningslivet: formel social kapital Sammenligning med referencegrupper Forskelle mellem økosamfund Venner og bekendte: uformel social kapital Sammenligning med referencegrupper Forskelle mellem økosamfund KONTAKTER I NÆROMRÅDET LOKAL SOCIAL KAPITAL Sammenligning med referencegruppe Forskelle mellem økosamfund SAMMENHÆNG MELLEM KAPITALFORMERNE SOCIAL KAPITAL I ØKOSAMFUND OPSAMLING Et uopfyldt kritisk potentiale KAPITEL 9 KONKLUSION: KRITIK FRA HVERDAGSLIVET OPSAMLING AF RESULTATER GODE SPØRGSMÅL GODE SVAR? Udfordringer fra økosamfundene Spørgsmål for de mange svar for de få AT SKRIVE I ET MORALISERET FELT ENGLISH SUMMARY DANSK RESUMÉ LITTERATUR OVERSIGT OVER VIGNETCITATER TABELFORTEGNELSE FIGURFORTEGNELSE BILLEDFORTEGNELSE

11 Kapitel 1 Indledning Vores drøm er, at vi laver et bæredygtighedseksperiment i én til én, direkte at efterligne ude i samfundet, kan man sige. (nøglepersoninterview) I takt med de senere års øgede fokus på de udfordringer, det globale samfund står over for, navnlig i form af klimaforandringer, er også økosamfund blevet genstand for voksende opmærksomhed både i dagspressen og forskningen. Disse fællesskaber, som søger at forene sociale hensyn med større økologisk bæredygtighed, bliver ofte fremstillet som radikalt anderledes, eksemplariske alternativer til det liv, der leves af de fleste mennesker i vestlige, højt industrialiserede samfund som det danske. Denne afhandling beskæftiger sig med økosamfund i Danmark. Økosamfund er bebyggelser, der eksisterer, fordi grupper af mennesker på forskellige tidspunkter har udviklet fælles visioner for, hvordan de gerne vil leve og bo, og gjort et stort stykke arbejde for at realisere deres visioner i konkrete bosætninger. Økosamfund er således bygget på visioner og drømme, men rummer også hverdagens rutiner og krav. Økosamfundenes beboere drømmer om fællesskab og godt naboskab, om et liv i balance med naturen og om at være et eksempel for hele samfundet; men de lever også, som så mange andre, i en hverdag med praktiske gøremål: børn, der skal hentes; arbejde, der skal passes; teknik, der driller; og tilsyneladende uendelige møder. Denne afhandling handler om drømmene og visionerne og om, hvordan de udformer sig i det praktiske hverdagsliv. I perioden har jeg besøgt en række økosamfund, snakket med beboere, overværet møder og indsamlet spørgeskemadata. Det betyder ikke, at denne afhandling rummer alt, hvad der er værd at vide om de danske økosamfund. Tværtimod den kan kun rumme en brøkdel set fra ét bestemt perspektiv, nemlig den udefrakommende sociologs perspektiv. Jeg håber, at det sociologiske perspektiv kan gøre både økosamfundene selv og andre klogere på, hvad der også foregår i de danske økosamfund, og hvilke roller de kan spille også for dem, der ikke selv bor der. Indledningsvis vil jeg gøre rede for baggrunden for projektet: hvad jeg mener, når jeg taler om økosamfund; hvordan sociologien og beslægtede videnskaber hidtil har defineret og anskuet disse; og hvordan jeg mener, denne an- 11

12 skuelse bør suppleres. Desuden vil jeg ganske kort positionere projektet inden for det videnskabelige felt. Baggrunden for projektet rundt omkring i landet medvirker økologiske, sociale og spirituelle fællesskaber til positiv inspiration for samfundet, så vi alle får mulighed for at leve lettere og smukkere på jorden. Nogle har været i gang længe og flere og flere er på vej. Fælles for alle er, at de er i en proces hen imod denne vision om et bæredygtigt liv. Et liv med respekt for jorden og for alt liv. Sådan at vi kan sikre livet for vores børn og børnebørn og deres børn igen, så de alle kan få glæde af vor smukke planet. (Maxen 2003:5) Nærværende ph.d.-projekt er en udløber af det større projekt Visioner og kollektive aktører i senmoderniteten og dette har i høj grad præget projektets vinkling. Projektets drivkraft er nysgerrigheden efter, hvorvidt og i hvilket omfang man kan identificere en eller flere kollektiv(e) aktør(er) som bærere af visioner med gyldighed for en bred del af samfundet i senmoderniteten. I denne forbindelse gjorde økosamfundsbevægelsen, som den tegnes af Landsforeningen for Økosamfund (herefter LØS) sig bemærket som et potentielt interessant forskningsfelt. Dels var fællesskaberne som allerede nævnt genstand for tilbagevendende medieopmærksomhed (bl.a. indledte DR i 2002 et ambitiøst samarbejde med fællesskabet Friland), dels udgav LØS i 2003 bogen Økosamfund i Danmark: Hvordan drømme bliver til virkelighed (Elm og Dilling-Hansen 2003) hvor en række forfattere på vegne af såvel foreningen som de enkelte fællesskaber netop opstiller sådanne visioner. Projektet er således genstandsdrevet, sådan at forstå, at genstanden økosamfundene kom før teorien. Derfor vil jeg også i det følgende først præsentere feltet mere indgående, før jeg kommer ind på de teoretiske og analytiske perspektiver, jeg har valgt at anvende. Til sidst i kapitlet giver jeg en kort oversigt over opbygningen af resten af afhandlingen. Kort introduktion til det empiriske felt Det empiriske felt, afhandlingen undersøger, består således af de fællesskaber, som er medlemmer af LØS, og som desuden er bofællesskaber (se nærmere præcisering i kapitel 2 og 3). Det omfatter 22 fællesskaber, hvoraf de ældste er grundlagt i 1970 erne og de nyeste kun eksisterede på tegnebrættet, da jeg begyndte mit projekt. De største er bopæl for mennesker, de mindste for under ti. Tilsammen bor der små mennesker i de 22 fællesskaber, som 12

13 ligger fordelt i Danmark, de fleste inden for pendlerafstand af universitetsbyerne København, Århus, Odense og Aalborg. At skrive en afhandling om økosamfund i Danmark forudsætter et sociologisk konstruktionsarbejde, nemlig det, der ligger i at konstruere de på mange måder forskelligartede steder, jeg har besøgt, som én forskningsgenstand. Selv om de undersøgte fællesskaber alle har valgt at melde sig ind i samme organisation, har det vist sig, at der selv i gruppen af LØS-medlemmer er relativt store forskelle både i struktur (f.eks. hvad angår størrelse og organisationsform) og i tankegods (f.eks. om man har et fælles spirituelt eller politisk udgangspunkt eller ej). Ikke desto mindre har jeg valgt at fastholde medlemskabet af LØS som det afgrænsende kriterium. Det har jeg gjort, fordi afgørelsen om et givet fællesskab skal regnes som et økosamfund eller ej, så hviler hos fællesskaberne selv og ikke hos mig som forsker. Sociologisk genstandskonstruktion Det er ikke en given sag, hvordan man sociologisk skal begrebsliggøre et fænomen som økosamfund. Hører et studie af økosamfund ind under studiet af sociale bevægelser? Familiesociologi? Miljøsociologi? Jeg vil mene, at man meningsfuldt kunne studere økosamfund under alle disse overskrifter samt sandsynligvis flere endnu. Imidlertid er økosamfund internationalt hidtil blevet studeret under en anden overskrift, nemlig som det, der i litteraturen kaldes intentionelle fællesskaber (Infield 1955; Kanter 1972; Bouvard 1975; Zablocki 1980; Shenker 1986; Hechter 1987; Bates 1988; Francis 1992; Schehr 1997; Andelson 2002; Sargisson og Sargent 2004; Berdes 2005; Aguilar 2007; Holden 2007; Meijering 2007). Intentionelle fællesskaber er betegnelsen for fællesskaber, der, som ordene siger, er opstået på baggrund af deltagernes bevidste hensigter i modsætning til de mere eller mindre utilsigtede fællesskaber, man bliver en del af i familien, på arbejdspladsen eller i lokalområdet. I modsætning til andre organisationer (virksomheder, foreninger, partier), som jo også opstår på baggrund af en bevidst hensigt, ligger der også i betegnelsen intentionelle fællesskaber, at fællesskabet er et mål i sig selv hvor virksomhedens mål er at producere varer eller ydelser til salg på et marked, foreningens mål er at fremme et eller andet formål og partiets mål er at opnå politisk magt. I det intentionelle fællesskab er fællesskabet 13

14 sit eget formål (Infield 1955). Dertil kommer ofte, men ikke altid, andre formål af religiøs eller politisk art. Valget af perspektiv er ikke ligegyldigt, idet dette valg peger undersøgelsen i en bestemt retning og dermed henleder ens opmærksomhed på bestemte ting og bort fra andre. Således har det også konsekvenser for studiet af økosamfund, at de som regel er blevet studeret som intentionelle fællesskaber. Det betyder, at man i overvejende grad har fokuseret på det, man kan kalde økosamfundenes kritiske eller utopiske aspekt og i mindre grad på det, jeg vil kalde hverdagslivsaspektet. I resten af denne indledning vil jeg gøre rede for disse to dimensioner og udstikke de linjer, der tegner afhandlingens efterfølgende dele. Intentionelle fællesskaber i samfundsvidenskaben Den videnskabelige litteratur om intentionelle fællesskaber rummer en del definitioner, som imidlertid ikke altid dækker over helt det samme, idet forfatterne afgrænser deres genstand forskelligt (se f.eks. Kanter 1972; Zablocki 1980; Fogarty 1980; Berry 1992; Schehr 1997; Shorthose 2000; Sargisson & Sargent 2004). Kendte typer af intentionelle fællesskaber er f.eks. kollektiver (communes), bofællesskaber (cohousing), kibbutzer og økosamfund (ecovillages) 1. En definition, der kan bruges uafhængigt af historisk periode og geografisk lokalitet, vil nødvendigvis blive så generel, at den grænser til det intetsigende. Det vil altid være nødvendigt at læse forskningen med et blik for dels det kontekstspecifikke, dels det, der går på tværs. De newzealandske sociologer Lucy Sargisson og Lyman Sargent opererer med følgende definition på intentionelle fællesskaber: en gruppe på fem eller flere voksne og deres børn, hvis de har nogen, som kommer fra mere end én kernefamilie, og som har valgt at leve sammen for at fremme deres fælles værdier eller for at tjene et andet gensidigt anerkendt formål. (Sargisson & Sargent 2004:5) 2 Denne definition er meget bred, men etablerer dog et skel mellem intentionelle fællesskaber på den ene side og andre grupper med fælles bopæl på den anden side. Således er en kernefamilie med to forældre og deres (fælles eller sammenbragte) børn ikke omfattet af definitionen; ej heller den udvidede familie med 1 I gængs dansk sprogbrug er betegnelsen kollektiver forbeholdt fællesskaber med fælles økonomi, mens beboerne i bofællesskaber typisk betaler et fast beløb til fælles udgifter og derudover ikke har fælles økonomi (se f.eks. Nudansk Ordbog). 2 Dette og alle følgende citater fra fremmedsproget litteratur er oversat til dansk af mig. Undtagelsen herfra er, hvis jeg har fundet det umuligt at oversætte et citat uden at tabe væsentlige betydningsnuancer. 14

15 flere generationer under samme tag. Det kan diskuteres, om grænsen på fem voksne er arbitrær, og om det er væsentligt at afgrænse intentionelle fællesskaber fra sådanne familie-bofællesskaber, men i denne afhandlings sammenhæng er det uden praktisk betydning, da alle LØS-fællesskaberne falder ind under definitionen. Det samme gør i øvrigt en række andre fællesskaber, fra almindelige bofællesskaber til klostre. Litteraturen rummer endvidere adskillige typologier og klassifikationer (se f.eks. Kanter 1972; Bouvard 1975; Abrams og McCulloch 1976; Shenker 1986; Sargisson & Sargent 2004; Moore og Wight 2007; Kasper 2008; Wight 2008). Gængse opdelinger går f.eks. på, om fællesskabet har en samlende ideologi eller vision, og om medlemmerne har et ønske om at påvirke resten af samfundet i en bestemt retning. I de senere år har betegnelsen økosamfund vundet større udbredelse både som emisk og etisk kategori dvs. både som en betegnelse, som visse fællesskaber bruger om sig selv, og en, som iagttagere bruger om dem. Det er imidlertid ikke en uproblematiseret betegnelse, idet der til stadighed foregår diskussioner om f.eks. retten til at afgøre, hvorvidt et fællesskab kan kalde sig et økosamfund, og hvorvidt det er ønskeligt at identificere sig selv som sådant (se f.eks. Garden 2006a; Garden 2006b). Den nyeste litteratur om økosamfund tilhører ligesom den ældre det, jeg kalder kritikperpspektivet, men kan yderligere underopdeles i to overordnede grupper: den, der analyserer økosamfund som kritiske forbrugsfællesskaber, og den, der analyserer økosamfund som samfundskritisk bevægelse. Til den første hører f.eks. Etzioni 1998; Moisander og Pesonen 2002; Bekin et al og Connolly og Prothero Denne gruppe forfattere ser valget af økosamfundet som bosted som et forbrugsvalg, som (grupper af) forbrugere træffer ud fra diverse individuelt og kollektivt orienterede motiver såsom ønsket om at leve mere enkelt, ønsket om at forbruge mindre eller mindre skadeligt, ønsket om et mindre fortravlet liv osv. Af denne gruppe kobles livet i økosamfund også til det, der kaldes voluntary simplicity (se f.eks. Etzioni 1998). Den anden gruppe forfattere (f.eks. Schehr 1997; Harvey 2000; Moore & Wight 2007; Wight 2008; Kasper 2008; Veveto og Lockyer 2008) ser økosamfund som en bevægelse, der på samme tid kritiserer den nuværende samfundsstruktur (navnlig med henvisning til udnyttelsen af planetens ressourcer) og demonstrerer en bedre måde at leve på, bl.a. ved at indrette sig efter permakul- 15

16 turelle principper, som efterhånden kan (og efter flere forfatteres mening bør) udbredes til store dele af samfundet 3. Kontinuitet og brud Som Sargisson og Sargent påpeger, er de fleste studier af intentionelle fællesskaber nationale studier fra især USA, Storbritannien og Israel. USA, Australien og New Zealand har i vidt omfang tiltrukket intentionelle fællesskaber i de lange perioder, hvor de har været indvandringslande. I Israel udgør kibbutzbevægelsen formentlig det mest velkendte eksempel på intentionelle fællesskaber, der har præget landets historie og kultur i enestående grad (se f.eks. Blasi 1980; Near 1985; Abramitzky 2008). Flere forfattere fremhæver de fælles træk ved intentionelle fællesskaber på tværs af landegrænser og historiske perioder (se f.eks. Bouvard 1975; Abrams & McCulloch 1976; Zablocki 1980; Shenker 1986; Andelson 2002; Sargisson & Sargent 2004; Aguilar 2007). Disse forfattere er optaget af at etablere de samtidige kollektiver, de selv studerer, som udsprunget af en fælles tradition med dybe rødder. De ser historien som et kontinuert forløb, hvor kollektivismen altid har været en del af menneskelige samfund. I denne sammenhæng taler de om kollektivisme som et fænomen, der har eksisteret så langt tilbage, man kan spore menneskelig historie, og nogle trækker paralleller fra de samtidige kollektiver til f.eks. de første kristne menigheder, de tidlige universiteter og tallets religiøse eller socialistiske utopier. Andre daterer de intentionelle fællesskabers oprindelse til oplysningstiden, hvor tanken om, at man kan skabe det gode samfund på jorden snarere end at afvente det i himlen, tog form. Såvel antropologen Susan Love Brown som sociologen Benjamin Zablocki forsøger at opstille kvasi-lovmæssigheder for, hvornår sådanne kollektivistiske storhedsperioder vil opstå. Således mener de, som Brown formulerer det, at hver af de perioder, som oplevede en bølge af nye fællesskaber, har været præget af store sociale eller kulturelle nyskabelser, som har fragmenteret fremherskende betydnings- og værdisystemer. (Brown 2002a:8) Hvorvidt dette er rigtigt eller ej, falder ind under historiefilosofien og i hvert fald uden for denne afhandlings rammer. Jeg vil ikke her tage stilling til, hvor- 3 Permakultur er betegnelsen på en designfilosofi, der blev udviklet i Australien i Permakulturen (afledt af permanent agriculture) går ud på at skabe bæredygtige landbrugs- og boligmiljøer ved at efterligne naturens økologiske principper. Mere herom i kapitel 4. 16

17 vidt man mest fordelagtigt kan se historien som kontinuitet eller brud, og jeg vil heller ikke gå ind i spekulationer over, i hvilken grad og på hvilken måde danske økosamfund år 2009 kan siges at være udtryk for det samme som f.eks. amerikanske religiøse fællesskaber i 1700-tallet eller israelske kibbutzer. Derimod mener jeg, at Sargisson og Sargent har ret i, at der uanset geografisk og historisk kontekst vil være nogle strukturelt betingede spørgsmål, som ethvert intentionelt fællesskab skal forholde sig til for at være et intentionelt fællesskab: Hvad er det, vi er fælles om? Hvordan træffer vi beslutninger? Hvor går grænsen mellem det private/individuelle og det fælles, f.eks. i spørgsmål om penge og børneopdragelse? Hvem skal gøre det praktiske arbejde, hvor tit skal det gøres, og efter hvilken standard? Eller for at være meget konkret: Må man holde hund? (Sargisson & Sargent 2004) 4. Økosamfund som samfundskritik og som hverdagsliv Selv om de forskellige forfattere har forskellige definitioner på, hvad der udgør intentionelle fællesskaber, så har de alle det til fælles, at de vægter det aspekt af fællesskaberne, der drejer sig om kritik af det eksisterende samfund og forsøget på at skabe alternativer. På denne måde ser de fællesskaberne som en bestemt form for samfundskritik i praksis. Dette gælder som nævnt også de forfattere, der ser økosamfundene som forbrugsfællesskaber, idet de fokuserer på forbrugsfællesskaberne som modstand mod markedets hegemoni (Bekin, Carrigan og Szmigin 2005). Dette fokus på den kritiske side af økosamfundene kan nemt føre til, at man overser, at et økosamfund, i det øjeblik det eksisterer som et fysisk sted med huse, man kan bo i, også er rammen om et mere eller mindre almindeligt hverdagsliv. Økosamfundsbevægelsen er ikke nødvendigvis lig med økosamfundenes beboere. Det kan tænkes, at ganske mange mennesker flytter i økosamfund som resultat af et overvejende pragmatisk valg mellem mulige alternativer, måske endda som den mindst ringe løsning af et konkret boligproblem. Selv om visse forfattere er opmærksomme på, at dette forekommer (se f.eks. Abrams & McCulloch 1976; Kasper 2008), er dette aspekt af økosamfundene underbelyst. Igennem afhandlingen vil jeg derfor søge at analysere økosamfundene både som praktisk samfundskritik og som ramme om hverdagsliv. 4 Spørgsmålet om at holde hund og kat kan faktisk føre til ganske alvorlige konflikter i økosamfund (se f.eks. Garden 2006b). Også i mit eget feltarbejde er jeg stødt på diskussioner med udgangspunkt i kæledyr. 17

18 Økosamfund som praktisk samfundskritik Zablocki fremfører som tidligere nævnt, at kommunitaristiske bevægelser typisk opstår i efterdønningerne efter store sociale og kulturelle nybrud, som nedbryder tidligere eksisterende menings- og værdisystemer. Således mener han at kunne påvise, at såvel oplysningstidens opgør med den hegemoniske kristendom som kapitalismens nedbrydning af traditionelle produktionsformer blev efterfulgt af en bølge af nye intentionelle fællesskaber i de lande, hvor disse brud slog igennem. Han mener, at dette fænomen indtræffer, når store grupper i et samfund oplever, at det at vide, hvad man vil, og at træffe valg mellem mange mulige udviklingsveje er et større problem end at få sine umiddelbare behov opfyldt: der synes at være noget, der taler for, at kommunitarismen, i tråd med vores hypotese, er et samfundsmæssigt svar på det tab af bred konsensus, der indtræffer, når kulturens pulje af valgmuligheder vokser kraftigt. (Zablocki 1980:40) Uanset om man accepterer Zablockis analyse som en historisk lovmæssighed eller ej, er det klart, at en af de ting, intentionelle fællesskaber gør, er at hjælpe til at reducere kompleksitet for de mennesker, der vælger dem. Beslutningen om at tilslutte sig et intentionelt fællesskab er således et fravalg af det uoverskuelige kaos af valgmuligheder, som kendetegner det store samfund, som Zablocki med Ferdinand Tönnies begreb kalder Gesellschaft, til fordel for det lille, overskuelige fællesskab, Gemeinschaft. Det grundlæggende tema forbliver det samme: at trække sig tilbage fra Gesellschafts usammenhængende rod til Gemeinschafts orden og sammenhæng (i hvert fald ideologisk, om ikke i praksis). Og skrøbelige strukturer og uhåndgribelige utopiske mål har hele tiden kendetegnet de kommunitaristiske anstrengelser. (Zablocki 1980:43) De britiske sociologer Philip Abrams og Andrew McCullochs karakteristik af kollektiver lægger ligeledes vægt på det, man kan kalde tilbagetrækningsaspektet: en relativt lille gruppe af ligesindede, som ikke engagerer sig i samfundets institutioner, som f.eks. det politiske liv, men i stedet koncentrerer sig om at skabe en fællesskabsorienteret egen lille verden. De ser disse grupper som et svar på udviklingen i det store samfund i retning af stadig større grad af specialisering og arbejdsdeling. I modsætning hertil stræber de små kollektive grupperinger imod en (re)integrering af individ og fællesskab samt arbejde og fritid, hvorved de sætter fokus på nogle af de grundlæggende dilemmaer i det sociale liv. Hermed rummer de kollektive eksperimenter, om end de hver for sig kan 18

19 være kortlivede, en kontinuert tradition med en implicit kritik af det eksisterende sociale liv. alle har det til fælles, at de har sat sig imod en eller flere af vor tids herskende samfundstendenser det være sig individualisme, sekularisering, urbanisering, kapitalisme eller den voksende specificering af familiens rolle. (Zablocki 1980:3) Abrams og McCulloch fremfører i tråd hermed, at studiet af de kollektive eksperimenter kan give værdifuld indsigt i, hvilke problemer der trænger sig mest på i samfundet på et givet tidspunkt. Abrams og McCulloch opfatter sociale problemer som sociale og kulturelle konstruktioner, der udkrystalliserer sig i ethvert samfund til enhver tid: Vi mener ikke, at det, der almindeligvis kaldes sociale problemer, er noget objektivt givet. Snarere oparbejdes de kulturelt som fænomener af bestemte samfund i bestemte epoker. Kun i denne forstand var de syv problemer, vi her vil diskutere, særligt problematiske i Storbritannien efter Som fænomener dominerede de faktisk for en tid den offentlige opmærksomhed på måder, som f.eks. velstandsproblemet ikke gjorde. (Abrams & McCulloch 1976:4; forfatternes fremhævelse) De mener, at de kollektive eksperimenter til enhver tid vil søge at svare på nogle af de sociale problemer, samtiden oplever som mest presserende. De analyserer således fællesskaberne som en gammelkendt løsning, der appliceres på nye problemer til forskellige tider. Brown er inde på det samme, når hun analyserer intentionelle fællesskaber som en særlig form for kulturkritik med antropologen Anthony Wallaces begreb om revitaliseringsbevægelser. Når revitaliseringsbevægelser opstår i større tal, er det ifølge Brown og Wallace symptom på en forstyrrelse i det større samfund; der er en væsentlig gruppe mennesker, der ikke oplever, at samfundet opfylder deres behov. F.eks. gav overgangen til kapitalisme anledning til de anarkistisk-socialistiske fællesskaber i USA, som både demonstrerede, at fællesskabet kunne være en overlevelsesstrategi for den enkelte, og udgjorde en kritik af kapitalismen og de medfølgende uligheder. Revitaliseringsbevægelsens form ( ) kropsliggør ofte den aktuelle kritiks natur og fungerer som kontrast til det større samfund. Epistemologisk kritik kommer senere ( ) når nye synsvinkler og erkendelsesformer opstår og udkrystalliserer sig som doktriner. (Brown 2002a: 154-5) Wallace definerer revitaliseringsbevægelser som: samfundsmedlemmers overlagte, organiserede, bevidste stræben efter at skabe en mere tilfredsstillende kultur. (Wallace, her cit. fra Brown 2002a:157). Revitalisering er således et bevidst forsøg på kulturel forandring, som opstår i en individuel beslutning, ud fra den enkeltes ønske om at ændre på sit eget mentale billede af samfundet og kulturen. Wallace forstår revitalisering som re- 19

20 sultatet af individets bevidste og overlagte respons på den psykiske belastning, samfundet udsætter den enkelte for i forskellige former til enhver tid. Brown fremhæver, at revitaliseringsbevægelser således er en ikke-elitær form for kritik, tilgængelig for såvel mere som mindre privilegerede 5. Brown karakteriserer de intentionelle fællesskaber som kritik med fødderne (Brown 2000a:155). På hver deres måde fremhæver såvel Brown som Abrams og McCulloch altså, at man ved at se nærmere på de kollektive eksperimenter, der finder sted i et samfund på et givet tidspunkt, kan kaste lys ikke blot over de mennesker, der deltager i dem, men i nok så høj grad over det samfund, de kritiserer. Denne noget indirekte tilgang til samfundets problemer er interessant, fordi den tager udgangspunkt i en problemforståelse, som ikke er primært teoretisk/analytisk, men konkret, praktisk og hverdagslivsorienteret. En lignende tilgang til fællesskaberne finder man i den litteratur, der tager udgangspunkt i utopi-begrebet. Utopiske fællesskaber Utopier hænger sammen med ideen om det planlagte samfund. I den samfundsvidenskabelige litteratur bliver intentionelle fællesskaber, herunder økosamfund, ofte analyseret som utopier 6. Et nyere eksempel herpå er Sargisson og Sargent, som udtrykker sig således: Utopier er centrale for politik, samfund og hverdagsliv. De fortæller os om folks drømme og længsler. De vokser frem af utilfredshed og viser alligevel hen til anderledes og bedre livsformer. Intentionelle fællesskaber, grupper af mennesker, som har valgt at leve og undertiden arbejde sammen i en fælles sags tjeneste, hinsides forhold og familier, er på visse måder konkrete utopier. De er fysiske, observerbare steder, hvori mennesker forsøger at skabe en sammenhæng, som bringer deres hverdagsliv tættere på deres utopi. (Sargisson & Sargent 2004:xiv) Sargisson og Sargent bruger utopi-begrebet på en nuanceret måde. De distancerer sig fra den forståelse, der ser utopi som nødvendigvis stående i modsætning til gradvise forbedringer. Sargisson og Sargent minder om, at utopi både bruges om det gode sted og om intet sted 7. Hvilken betydning man vægter, afgør, om man bruger begrebet om et konkret sted eller om noget, der altid er lige uden 5 Det kan man ud fra en sociologisk betragtning måske nok sætte spørgsmålstegn ved det kræver formentlig et vist overskud at reagere så bevidst på sine frustrationer, foruden at det kræver ressourcer at omsætte sine ønsker til en bevægelse. 6 Abrams og McCulloch adskiller deres studerede kollektiver fra utopiske fællesskaber, fordi der efter deres mening i utopi-begrebet ligger noget mere planlagt, som har forrang for de enkelte deltagere. Et sted, der er blevet en ting, en social kraft, der kan adskilles fra sine medlemmer (Abrams & McCulloch 1976:36). Denne skelnen er imidlertid ikke gængs i litteraturen. 7 En dobbelthed, som bevidst er lagt ind i ordet allerede af dets fader, Thomas More, og som spiller på de græske ord eu-topos (godt sted) og ou-topos (intet sted) (More 2001 [1516]) 20

21 for rækkevidde. Hvis man ser Utopia som det gode sted, som kan skabes konkret og altid forbedres, vil man ifølge Sargisson og Sargent få lyst til at eksperimentere, skifte livsstil og søge at realisere drømme. Det er i denne betydning, Sargisson og Sargent bruger begrebet. De tager afstand fra anti-utopikere som filosoffen Karl Popper, der forstår utopi som det perfekte og derfor umulige projekt, som uundgåeligt vil føre til totalitarisme. Sargisson og Sargent gør opmærksom på, at nutidige utopikere ser Utopia som ønsket om noget bedre snarere end det perfekte (Moylan 1986; Levitas 2005): forsøg på at skabe dette bedre liv inden for det større samfunds rammer, men på bestemte måder adskilt fra det. (Sargisson & Sargent 2004:1) Sargisson og Sargent mener selv, at Utopia i de fællesskaber, de studerer, skal forstås på begge måder. De opererer med tre utopi-niveauer. Det højeste niveau er det ultimative og uopnåelige mål, som i religiøse fællesskaber er knyttet til det hinsides, f.eks. den højeste oplysning eller frelse, og som i de sekulære fællesskaber som f.eks. økosamfundene er et både retfærdigt og bæredygtigt samfund. Dette kaldes den ultimative utopi. Det mellemste niveau er noget mindre højtflyvende, som de arbejder hen imod, f.eks. en højere grad af bæredygtighed og retfærdighed i samfundet som helhed: den processuelle utopi. Det mest basale niveau er det at leve et liv her og nu, som på en eller anden måde bidrager til at fremme det formål, som man ser som det vigtige. Selve det at bo i et økosamfund er således allerede en realiseret utopi, nemlig den umiddelbare utopi (ibid:158). En lignende analyse finder vi hos sociologen Robert C. Schehr, som ser intentionelle fællesskaber som utopier og som nye sociale bevægelser, der øver modstand fra livsverdenen. Han mener ikke, at deres brug af traditionelle elementer indikerer nostalgisk utopisme, men en radikal refleksivitet og transformativ kraft (Schehr 1997). Den eksisterende litteratur ser således i høj grad økosamfund og andre intentionelle fællesskaber som interessante, fordi de frembyder en samfundskritik. Dels fordi man ved at se på, hvad økosamfundene kritiserer, kan nå frem til en bedre forståelse af, hvad der foregår i samfundet som helhed man kan kalde det økosamfundet som spejl og dels fordi man håber, at økosamfundene kan bidrage aktivt til samfundets selvkritik ved at være eksempler på, hvordan bestemte forhold kan forandres; dette kan man kalde økosamfundene som avantgarde. Sagt på en anden måde kan man både lære noget af de spørgsmål, økosamfundene stiller, og de svar, de giver. 21

22 Der er heller ikke tvivl om jf. de indledende citater at økosamfundsbevægelsen også ser sig selv som en kritisk stemme i samfundet. Som følge heraf er det oplagt at se nærmere på, hvad det så er for en kritik, de danske økosamfund artikulerer, og hvordan de søger at omsætte den til praksis, og afhandlingen vil også indeholde analyser af dette. Imidlertid mener jeg som nævnt, at økosamfund også er andet end samfundskritik. Økosamfund som livsstil og hverdagsliv Linda indrømmer, at selv om hun godt kunne lide tanken om et økosamfund, var hendes oprindelige motivation, at byggegrunde i fællesskabet var langt billigere end i de omkringliggende udstykninger (Kasper 2008:14) Ovenstående citat fra en informant i sociologen Debbie Kaspers studie af amarikanske økosamfund illustrerer, at økosamfund ikke altid primært ses som kritiske strategier, men også som pragmatiske løsninger på f.eks. et boligproblem. Selv om økosamfund ofte fremstilles som undtagelser og som radikalt anderledes end det omgivende samfund, er de samtidig også en del af dette omgivende samfund og underlagt mange af de samme betingelser som alle andre. Når jeg lægger op til også at se økosamfund som ramme om hverdagsliv, betyder det, at jeg også vil se på træk, som gælder for beboere i økosamfund, fordi de, såvel som andre, lever i et bestemt samfund på et bestemt tidspunkt, nemlig i det danske, der har visse træk til fælles med andre vestlige, senmoderne samfund. Her vil jeg især fremhæve det, som bl.a. sociologen Anthony Giddens har kaldt aftraditionaliseringen og selvet som refleksivt projekt. Kort fortalt er hans pointe, at det senmoderne samfunds refleksivitet tvinger hver enkelt til at forholde sig refleksivt til sin egen identitet og biografi. Ved refleksivitet forstår Giddens den systematiske fremvækst af viden om alle samfundets aspekter, som samtidig hele tiden udfordres af den institutionaliserede radikale tvivl fordi der altid kan komme ny viden frem, der relativerer den forrige. Denne refleksivitet betyder, at hverken traditionen eller andre autoriteter, som f.eks. religion eller videnskab, kan forsyne den enkelte med sikre og entydige retningslinjer for, hvordan han eller hun bør leve sit liv (Giddens 1991; Kaspersen 2001). I yderste konsekvens er ingen praksisser længere undtaget fra den radikale tvivl, og såvel de mindste spørgsmål (Hvad skal jeg spise til morgenmad?) som de største (Hvem er jeg, og hvad er meningen med mit liv?) er overladt til individet selv at besvare. Det betyder ikke, at der ikke længere optræder autoriteter, f.eks. i form af religiøse eller terapeutiske livstolk- 22

23 ninger, der står klar med svar på disse og andre spørgsmål men hvert enkelt individ har til enhver tid valget mellem mange autoriteter og kan i princippet altid vælge om og flytte sin loyalitet til en anden autoritet. Dette gør, at individet i sidste instans kun kan retfærdiggøre sine valg med henvisning til sig selv mennesket er med Sartres ord dømt til frihed. Jo mere du selv er tvunget til at skabe dit liv i en situation med flere valgmuligheder, jo mere tvinges du til at tænke i forskellige fremtidsmuligheder og dermed i risikoscenarier (Kaspersen 2001: 211) Den enkelte har således både ret og pligt til at sammensætte en selv-identitet, som giver mening med Giddens ord må man kunne holde en fortælling gående om sig selv (Giddens 1991). Og processen med at skabe denne fortælling er aldrig slut, for man er aldrig sikker på, at den ikke kan blive udfordret af nye udviklinger. Ingen kan imidlertid leve med at holde alle muligheder flydende hele tiden det ville umuliggøre enhver handlen. Derfor er individet ifølge Giddens også nødt til at vælge en livsstil, dvs. et sæt af rutiniserede praksisser, som reducerer antallet af aktive valg, individet skal foretage i det daglige. Elementer, der ilsammen udgør en livsstil er f.eks. beskæftigelse, bolig, familiestruktur, fritidsaktiviter, forbrug og holdninger. Man kan diskutere, hvor aktivt og bevidst et valg det giver mening at tale om. Der kan spores en modsætning mellem Giddens betoning af individets refleksive valg og f.eks. Pierre Bourdieus vægt på hverdagslivets habituelle, prærefleksive praksis. Jeg ser imidlertid ikke disse to som gensidigt udelukkende, men snarere som forskellig vægtning af træk, som eksisterer side om side i et moderne hverdagsliv. De fleste af vores daglige praksisser befinder sig på det rutineprægede, habituelle niveau, sådan at forstå, at vi ikke daglig skal tage stilling til de identitetsmæssige implikationer i alle handlinger, fra valget af morgenmadsprodukt til fordelingen af arbejdsopgaver i hjemmet. Samtidig ved vi dog, at alle disse valg i princippet kan blive udfordret af eksperter, kolleger eller medier; der er så at sige et latent valgpotentiale, som kan aktiveres og f.eks. søges aktiveret af diverse instanser, som prøver at trække rutineiserede praksisser såsom indkøb af fødevarer fra det rutinemæssige op på det refleksive niveau med det formål at fremme sundhed, miljø osv. Dertil kommer, at det i visse situationer er så godt som umuligt at foretage rutiniserede handlinger, fordi vi står over for valg, hvis konsekvenser er åbenlyse, bl.a. vedrørende etablering af fremtidige rammer for den rutiniserede hverdagspraksis. Valget af bolig er net- 23

24 op et af disse højrefleksive valg, der, når det én gang er truffet, etablerer rammer for hverdagslivspraksis på en lang række områder, såsom transport, fritidsaktiviteter og familieliv. Hjemmet som hverdagslivets centrale sted Hjemmet bliver en følelse, noget trygt, noget ubesværet. Et sted man kan lade facaderne falde og slappe af. Hjemmet får status som et særligt sted, næsten uden for tid og rum. Således er det bemærkelsesværdigt, at hjemmet i modsætning til andre steder ikke knytter forholdsord til sig. F.eks. tager man på arbejde, i skole, ned og handler, men hjem tager man bare. Hjemmet er hævet over alle andre forhold. Ikke bare er det herfra en ny dag begynder, og der dagen ender, men rammen om selve livet, lige fra man træder ind i verden gennem barndomshjemmet til man uigenkaldeligt går hjem til Gud. At komme hjem er en særlig handling. Det er som afslutningen på en historie. Først hjemme er vi sikre på at dagen ender godt, og først da kan vi gøre status. Derfor er hjemmet ukrænkeligt. (Vacher 2006:30) Som ovenstående citat udtrykker, er hjemmet centralt i moderne hverdagsliv, og det er da også, navnlig i de seneste 20 år, blevet gjort til genstand for en omfattende navnlig antropologisk inspireret forskning, der har indkredset en række karakteristiske træk, som er med til at gøre hjemmet til et sted, der har en særlig rolle at spille i den refleksive modernitet (se f.eks. Douglas 1991; Dupuis og Thorns 1998; Gram-Hanssen og Bech-Danielsen 2004; Gram-Hanssen et al. 2007; Gram-Hanssen og Bech-Danielsen 2007; Sjørslev 2007a; Löfgren 2008; Clapham 2008). Hjemmets særlige karakter har at gøre med, at det er et fysisk sted (boligen), hvortil der knytter sig bestemte følelser (at føle sig hjemme) og praksisser (hjemskabelse). Hjemmet er det tidsligt og rumligt centrale i vores hverdagsliv, også selv om det ikke nødvendigvis er der, vi tilbringer flest timer, fordi hjemmet er der, hvorfra vi tager ud og vender tilbage. (Gram-Hanssen & Bech-Danielsen 2007:54) Hjemmet som fysisk sted danner rammen om det intime liv og de familiære relationer (Kjær 2006; Jans og Rydén 2006; Gram-Hanssen & Bech-Danielsen 2007). I hjemmet kan man have sin historie med sig i form af de ting, man har anskaffet i forskellige livsfaser, og de ting, der bevidst er produceret som minder, f.eks. fotos og scrapbøger. Hjemmet fungerer som håndgribelig erindringscontainer og bidrager herved i kraft af sin materialitet til at stabilisere den identitet, den enkelte har opbygget, og holde livsfortællingen gående (Vacher 2007; Raahauge 2007b). Man iscenesætter sig og skaber sig, man performer, og når man bor i Danmark, så gør man det i høj grad via sit hus og ikke, som hvis man for eksempel havde 24