T E M A : R OA D T R I P S

Save this PDF as:
 WORD  PNG  TXT  JPG

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "T E M A : R OA D T R I P S"

Transkript

1 juni 2008 / nr. 32 Globen M e d l e m s b l a d f o r D e B e r e j s t e s K l u b T E M A : R OA D T R I P S Utrolige beretninger fra verdens veje STILLE HAVE T MED SEJLBÅD PÅ VERDENS STØRSTE HAV Ø-HOP I CARIBIEN MED DASH-8 MELLEM ØERNE I PARADIS KONKURRE NCE EN USÆDVANLIG ANKOMST

2 Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort med billede skal fremvises. KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: var.indd :42:24 RUNDREJSER MED PENGUIN NORDKOREA PÅ ALBANIEN OG USBEKISTAN OG NATIONALDAGEN MAKEDONIEN TURKMENISTAN Oplev det farverige optog Dramatiske landskaber i Handelscentre i 1000 år og dansende i tusindvis Balkans oversete hjørne Samarkand, Bukhara 12/8 (10 dg.) 19/7, 16/8 el. 20/9 (9 dg.) 5/9 el. 19/9 (14 dg.) kr ,- kr ,- fra kr ,- TEMA 6 TEMA: 5 KLASSISKE RUTER - 3 OPDAGELSESREJSENDE af Søren Bonde Læs om fem sagnomspundne veje og om pionererne, der udforskede dem. 14 MONGOLIET: NÅR TVIVLEN FÅR BAGHJUL af Gerner Thomsen Tag med på en vanvittig cykeltur på km gennem verdens tyndest befolkede land. 23 INDIEN: PÅ MOTORCYKEL MOD VERDENS TAG af Rasmus Krath På MC uden kørekort mod en gletsjer i meters højde i Himalaya. 32 JORDAN & SYRIEN: MED LAND ROVER FRA KØBENHAVN TIL CAPE TOWN af Maibritt Brink Larsen Offroad tur i Wadi Rum-ørkenen og i Indiana Jones fodspor ved Petra. 38 TADSJIKISTAN: I RUSSISK JEEP AD SILKEVEJEN af Theis Sølling Theis kører offroad mod Wakha-korridoren og farer vild nær Afghanistans grænse. 44 CHILE & ARGENTINA: PATAGONIEN PÅ LANGS af Per Allan Jensen Med ekspeditionskøretøj fra Ushuaia til Santiago gennem Ildlandet og Patagonien. 52 SYDAFRIKA: REGNBUENATIONEN af Michael Sommerville Hør om bananer mod AIDS og containerfrisøren, når Michael rejser gennem Sydafrika. 58 EUROPA: SYVOGTYVE DAGE PÅ EUROPAS LANDEVEJE af Arne Runge På tommelfingeren fra Barcelona til Amman. Læs Arnes utrolige beretning. ARTIKLER 10 STILLEHAVET: EVENTYR PÅ STILLEHAVET af Camille Aulkær Andersen Uden sejlererfaring stævner Camille og tre venner ud for at opleve Stillehavet. 20 GUATEMALA: TRADITION, TÆPPER OG TÅRER - PÅSKE I ANTIGUA af Søren Bonde Læs Sørens maleriske beskrivelse fra Antiguas Semana Santa, hvor påsken fejres. 26 CARIBIEN: CARIBIENS SORTE SJÆL af Jakob Øster Jakob og hans familie flyver rundt med Dash-8 fly mellem dovne caribiske bountyøer. 36 MONTERREY / MEXICO: ET LAND / EN BY af Jacob Gowland Jørgensen Fem ting du må vide om Monterrey og en billedrejse rundt i Mexico. 42 SINGAPORE: OMBORD PÅ AIRBUS A380 af Morten Siglev Læs beretningen om en af de allerførste ture med verdens største flyvemaskine. KLUBBEN 4 Leder Dette nummer af Globen er viet til beretninger om road trips. 5 Næste tema Salam Aleikum. Vi sætter fokus på Mellemøsten og regionens gæstfrie indbyggere. 19 Forsidekandidater Se de flotte fotos, der var med i opløbet om at komme på forsiden. 49 Konkurrence De bedste artikler i konkurrencen: En usædvanlig ankomst. Velkommen til Santo Domingo af Bjarne Lund-Jensen Welcome to Delhi af Charlotte Felk Som sendt fra himlen af Arne Runge 62 Paul-Erik Jensen og Anette Sode runder 100 lande Læs portrættet af klubbens seneste 100- lande-jubilarer. 63 Fra statistikerens værksted Se statistik over medlemmer i DBK s 12-årige historie. 65 Nye medlemmer Se de sidste nye ansigter i klubben. 66 Klubbens kontaktpersoner GLOBEN nr. 32 / Juni

3 intro redaktørens forord næste tema mellemøsten Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Jakob Øster (ansv.), Anja Povlsen Olsen, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, Søren Fodgaard. Adresser s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Ad verdens veje Hist hvor vejen slår en bugt ligger smukt den næste slugt. Findes der større fornemmelse af frihed end når vi rejser af sted på verdens veje uden at ane hvem vi møder eller hvordan der er der hvor vi ender? I egen bil gennem ørkener og over bjergpas med frihed til selv at bestemme præcis hvor man vil hen, mens smukke landskaber åbenbarer sig foran en. Eller på motorcyklen med vinden i håret og det smørrede grin på fjæset langs rismarker og brusende floder. Igen har vi med dette nummers tema været heldige at tiltrække en sand mangfoldighed af fremragende artikler, der rammende beskriver rejsen over land. Spændende ture. Udfordrende ture. Vanvittige ture. Gerner tager dig med på sin ensomme cykeltur på intet mindre end kilometer gennem Mongoliet, verdens tyndest befolkede land. Arne tager dig med på en syvogtyve dage lang blaffertur fra Spanien til Jordan, hvor han undervejs overnatter skiftevis i rabatten på motorvejen, hos nærgående bøsser og på en gammel ildelugtende fiskerbåd. Forsidefoto: Morten Elm Land Rover og forstenet træ, Salar de Uyuni, Bolivia Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 500 ISSN: Deadline til næste nummer: 5. august 2008 Tema: Mellemøsten Annoncer: Rasmus og hans gamle Royal Enfield motorcykel sætter kursen mod en gletsjer højt oppe i Himalaya, selv om han ikke lige forinden har nået at få taget et kørekort. Maibritt sætter fokus på Jordan og Syrien, som hun passerer i Land Rover på sin utrolige tur fra København til Cape Town. Og endelig stiger Theis ombord på en gammel russisk jeep og sætter sig for at udforske Wakha-korridoren og den gamle Silkevej i Tadsjikistan. Blandt ikke-temaartikler kan du fornøje dig med vores helt nye medlem Camilles fantastiske beretning om, hvordan fire venner næsten uden sejlererfaring klarer starten på et års eventyr på Stillehavet. Eller følg med i dette nummers spændende konkurrence, hvor du kan læse om tre ankomster, der absolut ikke gik efter planen. Det er umuligt som redaktør for dette blad ikke at imponeres over, at vi nu igen har lavet endnu et fantastisk nummer af Danmarks Bedste Klubblad. til trods for, at det produceres for ganske få midler. Det skyldes naturligvis de fantastiske historier, som vores medlemmer har med sig i bagagen, samt det enorme engagement og store arbejde, som vores mange frivillige forfattere og redaktionsmedarbejdere udviser. En kæmpe tak til alle, der bidrager til bladet. God fornøjelse med bladet. Foto: Jakob Øster Mellemøsten Salam aleikum! Fra Iran til Egypten og fra Tyrkiet til Yemen spænder Mellemøsten over en gigantisk region af varme, sand, olie og guld. Få et glimt ind i det kommende århundrede i glitrende, løsslupne Dubai, og få et glimt af forrige århundrede i traditionelle og tillukkede Yemen. Globen sætter fokus på regionen med verdens ældste civilisationer og deres gæstfrie befolkninger. Har du røget vandpibe i souqhen i Mutrah, handlet i den gamle by i Cairo, spist shawarma i Damaskus, krejlet om tæpper i Esfahan eller drukket te indeholdende utrolige mængder sukker på den anatolske højslette, så hører vi meget gerne fra dig. Globen går på jagt efter tusind nætters eventyr, og hvis du har en underholdende beretning, der kan få Ali Baba til at smile i sin grav, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv som altid meget gerne en mail til redaktionen, før du går i gang, så vi har en chance for at koordinere artiklerne - især hvis din artikel er en temaartikel. Aleikum salam! Medlemskab: Formand: Jens Poul Madsen, adresse s. 66 Jakob Øster Husk, at deadline for næste nummer er 5. august. De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Kommende temaer Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. December 2008: Det indiske subkontinent (deadline 5. november) Marts 2009: Caribien (deadline 5. februar) Juni 2009: Slyngelstater (deadline 5. maj) GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

4 tema road trips Silkevejen 5 klassiske ruter Tag med, når Globen sætter fokus på fem af verdens mest sagnomspundne veje. Gennem øde ørkener, over høje bjerge og gennem frodige regnskove snor disse legendariske veje sig for at forbinde lande, kontinenter og kulturer. Udbredelse: Fra Konstantinopel (Istanbul) til Ch ang-an (Xian) gennem nuværende Iran, Turkmenistan, Uzbekistan og Kirgisistan. Længde: Godt 8000 km Historie/oprindelse: Fællesbetegnelse for karavaneruter, som udviklede sig gradvist mellem 2. og 15. årh. Udfordringer: 200 dages rejse gennem høje bjerge, snefyldte bjergpas, øde ørkener. Høj risiko for ulykker, krig, røverbander, sygdomme. Formål: Handel mellem Europa, Persien og Kina. Vigtig bivirkning var udveksling af idéer, religioner og teknologier samt tolerance mellem meget forskellige kulturer. Tekst: Søren Bonde Foto: Wikipedia Karakoram Highway Route66 Udbredelse: USA - fra Chicago (Illinois) gennem Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico og Arizona til Los Angeles (California) Længde: 3940 km (i sin oprindelige udformning fra år 1926) Historie/oprindelse: Foretrukne rute for emigranter, som flyttede vestpå særlig i 1930 erne. Udfordringer: At undgå at blive jordet af overlegne, amerikanske benzinslugere og glemme alt om fartgrænser og grønne afgifter. Formål: Del af det landsdækkende US Highway-vejnet. Udbredelse: Forbinder Kashgar i Kina med Havelian i Pakistan over Karakorambjergene. Længde: 1300 km Historie/oprindelse: Fuldført i 1986 efter 20 års konstruktion, hvorved 892 arbejdere mistede livet. Følger dele af den ældgamle Silkevej. Udfordringer: Gennemskærer et af verdens sværest tilgængelige bjergområder. Vejens højeste punkt er Khunjerab Pas i 4877 meters højde, som samtidig er verdens højeste (asfalterede) grænseovergang. Passet og grænseovergangen er kun åbent mellem maj og oktober pga. snefald. Formål: Forbindelsesled mellem Pakistan og Kina Pan-American Highway El Camino de Santiago Udbredelse: Forbinder i princippet hele Nord- og Sydamerika hvis man ser bort fra 87 km manglende vej i Darién det regnskovsfyldte område mellem Panama-kanalen og grænsen til Colombia. Længde: knap km verdens længste, farbare vej for motorkøretøjer (Guinness World Records) Historie/oprindelse: Idéen bag ruten stammer fra 1889 men var baseret på en jernbane. Det kom der intet ud af før 1923, hvor idéen genopstod denne gang som færdselsåre for det nymodens automobil. Udfordringer: Gennemskærer adskillige klimazoner og økosystemer fra tæt regnskov til snefyldte bjergpas. Visse strækninger er kun farbare uden for regntiden, og flere strækninger er risikable hele året rundt. Formål: At forbinde de amerikanske kontinenter med hinanden. Udbredelse: Fire oprindelige ruter i Frankrig mødes i Puente la Reina. Herfra går en veldefineret rute gennem nordlige Spanien via Burgos, Carrión de los Condes, Sahagún, León, Astorga til Compostela. Længde: Ganske afhængig af udgangspunktet Historie/oprindelse: Legenden fortæller, at Sankt Jakobs jordiske rester blev bragt med skib fra Jerusalem til Compostela. Tidligste daterede pilgrimsbesøg ved Sankt Jakobs grav er fra 8. årh. Udfordringer: Ømme fødder Formål: En af tre måder hvorpå man kunne opnå fælles aflad. De andre to er Via Francigena til Rom og pilgrimsvejen til Jerusalem. I dag også en turistattraktion eller udholdenhedsprøve. 6 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008

5 tema road trips 3 kendte opdagelsesrejsende Læs også om tre pionerer der brugte deres liv på at udforske, kortlægge eller blot at vagabondere på verdens veje. Tekst: Søren Bonde Foto: Wikipedia Marco Polo ( ) Som 17-årig rejste Marco Polo i 1271 med sin fader Niccoló og sin onkel Maffeo til Kina. Formålet var at indfri faderens løfte til Kublai Khan om at bringe ham 100 kristne rådgivere. Det blev imidlertid kun til to dominikanermunke. De tre eventyrere måtte pga. krig i Persien rejse en stor omvej sydpå ned til den Persiske Golf og derpå nordom gennem de persiske ørkener i Alexander den Stores fodspor via byen Kerman (i Iran). Ved Afghanistans nordlige grænse blev Marco alvolig febersyg og de tre måtte gøre holdt et helt år. Siden gik rejsen over Pamir til Silkevejen og karavanestationen Kashgar (i Kina). Nu var de i stor-khanens rige, og herfra gik rejsen noget lettere. Efter utallige strabadser kom de omsider til Khanbalik (Beijing). Her kom Marco i khanens tjeneste. Som leder af mongolernes udenrigstjeneste rejste han i 17 år riget tyndt, og khanen satte stor pris på Marcos nøjagtige beskrivelser af fremmede lande, rejseruter, dyr, folkeslag og skikke. Ved hjemkomsten til Venedig troede ingen på Poloernes fantastiske historie, før oplevelserne i 1298 blev nedfældet i en Verdensbeskrivelse, som blev kilde til stor inspiration for andre rejsende. Jack Kerouac ( ) Amerikansk forfatter, poet og kunstner. Sammen med William S. Burroughs og Allen Ginsberg er han blandt de kendteste af de forfattere, som tilhørte The Beat Generation. Kerouacs værker var meget populære men høstede ikke megen anerkendelse mens han levede. Spontaniteten i hans værker er kraftigt inspireret af samtidens jazz i særdeleshed bebop-genren (Charlie Parker, Dizzy Gillespie, Miles Davis, Thelonious Monk m.fl.). I dag betragtes han som en vigtig og indflydelsesrig forfatter, der inspirerede andre forfattere og musikere, heriblandt The Beatles, Bob Dylan, Tom Waits, Simon & Garfunkel og Jim Morrison. Et af Kerouacs berømteste værker er On The Road udgivet i Det er i store træk et selvbiografisk værk, som har udspring i Kerouac og hans venners spontane road trips gennem 1950ernes USA. Selvom mange navne og detaljer fra Kerouacs rejser er ændrede i romanen, refererer hundredevis af dem direkte til den virkelige verden. Carsten Niebuhr ( ) Tyske Niebuhr måtte som søn i en bondefamilie i sin ungdom hjælpe til i marken. Sideløbende hermed tog han kurser i matematik. I 1760 indstillede en af Niebuhrs lærere ham til at deltage i en videnskabelig ekspedition til Egypten, Arabien og Syrien for Frederik den Femte af Danmark. For at komme i betragtning måtte Niebuhr studere hårdt i halvandet år særlig matematik og en del arabisk. Ekspeditionen stod ud i januar 1761 og landede i Alexandria. Herfra gik rejsen op ad Nilen og videre til Suez og Sinai. I oktober 1762 sejlede ekspeditionen fra Suez til Jeddah og fortsatte over land til Mocha (i Yemen). Her døde to af ekspeditionens forskere. Under sejladsen fra Yemen til Bombay døde to forskere mere og Niebuhr var nu ekspeditionens eneste overlevende. Efter 14 måneders ophold i Indien gik rejsen atter hjemad. Via Muscat (i Oman), besøgte Niebuhr de gamle babylonske ruiner samt Busher, Shiraz, Persepolis, og de berømte relieffer ved Bistun i Persien. I Persepolis kopierede han mange af kileindskrifterne, hvorved han nær mistede synet pga. den stærke middagssol. Det er bl.a. takket være hans minutiøse arbejde, at kileskriften senere kunne oversættes. 8 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008

6 barometeret falder. Snart pisker vinden de meterhøje bølger ind over rælingen, mens de sidste øer forsvinder i regnen bag båden. Velkommen til Stillehavet! Eventyr på Stillehavet 1 år, 1 nyindkøbt sejlbåd, 1 Stillehav og 4 venner. Det er hovedingredienserne i den drømmerejse, som nu skal realiseres. Her er beretningen om vores første møde med Stillehavet en sejlads på 10,5 døgn fra New Zealands rå natur til Cook Islands sødtduftende palmeparadis. Tekst: Camille Aulkær Andersen Foto: Linn Heide Mamsen, Jesper Kjærgaard og Anders Klit Søgang med landben Søsygen kommer farende i omtrent samme tempo som vinden. Jeg rammes temmelig hårdt, og de tre første døgn flyder sammen for mig i køjen. Jeg ænser ikke dag eller nat, jeg spiser og drikker næsten ikke, og når jeg en sjælden gang forsøger at komme på benene, kommer kvalmen væltende og overmander mig fuldstændigt. I hårdt vejr duer vores autopilot ikke, så der skal konstant styres manuelt, og vagterne bliver meget lange, når ikke alle kan give en hånd med. Ved hvert eneste vagtskifte lytter jeg til de andres korte samtaler, og jeg kan høre, at de bliver mere og mere udmattede. Men jeg kan ikke hjælpe, før søsygen slipper sit tag. Lydene fra båden er uvante. Vejret får alting i kahytten til at larme og klapre, selvom det er stuvet grundigt. Og hver gang et spil i cockpittet er i brug eller et skøde strammes, lyder det nede i køjen, som om hele båden er ved at blive splittet ad. Linn hiver vores første fangst ombord midt ude i Stillehavet. En guldmakrel, der skifter sin gyldne farve ud med irgrøn og blå prikker, når den bliver slået ihjel. Mens søsygen har hærget, har dagbogen ligget forladt på en hylde, men efterhånden kommer den så småt i brug igen. Dag seks skriver jeg: så meget. Det er faktisk først i dag, at vi har orket lugten og smagen af fisk. Men særligt smagen fejlede ikke noget. Mums. Tunge, grå skyer hænger i horisonten, og vinden er frisk og lidt kold, da vi styrer vores sejlskib, Close Encounters, ud af en lille lystbådehavn i det nordlige New Zealand. Min kæreste Jesper, vores to venner Linn og Torben, og jeg selv har i årevis drømt om og arbejdet hen imod denne tur et års sejlads blandt Stillehavets smukke palmeøer i vores egen båd. Og denne grå og fugtige mandag morgen tager vi endelig hul på drømmene og lægger kursen mod Rarotonga, hovedøen i Cook Islands. Distancen er cirka 1700 sømil (omkring 3150 km) eller som afstanden fra Danmark til midten af Sahara. Kun Jesper har stor sejlerfaring, og bortset fra enkelte småture er dette vores jomfrusejlads med Close Encounters. Måske lidt risikabelt når man tænker på, at denne strækning er den længste på hele det næste års rejse, men vi har ikke tid og tålmodighed til at vente længere nu. Vi har allerede brugt to måneder på at købe båd og klargøre den til sejlturen, og det er en af de sidste gode dage at begive sig ud på den lange rejse over Stillehavet. Vinteren er på vej på den sydlige halvkugle, og vi sniger os ud i åbent hav mellem et par lavtryk. Egentlig ville vi helst undgå dem, men det er ikke så let på denne årstid, så vi beder til, at vinden vil give os et skub fremad i stedet for øretæver. Havet ligger blåt og bølgende foran os, og efter få timers sejlads begynder bølgerne at vokse støt i takt med, at Efter et par dage vokser bølgerne til uhyggelige seks meter i højden, og vi skøjter ned ad dem med op mod 14 knob (knap 26 km/t). På hele turen har vi en frisk til hård vind, og flere dage har vi slet intet forsejl oppe. Alligevel sejler vi i gennemsnit knap syv knob (cirka 13 km/t) og lægger derved omkring 170 sømil bag os hvert døgn, og vi erfarer hurtigt, at Close Encounters er et meget sødygtigt skib. I køjen melder frygten sig for, om sådan en gang søsyge kan tænkes at vare for evigt? Men inden tanken når at få rigtig fat, kan jeg mærke en lille smule bedring, og efter dag fire og fem begynder jeg at kunne hjælpe til på dækket. Det letter på trætheden, at vi nu er fire til at dele vagterne ved roret om natten, og vi falder snart ind i rutinen. Første vagt starter kort efter solnedgang, og herefter tager vi tre timer hver frem til morgengry. Dagen igennem skiftes vi, for som regel er alle på dæk det meste af tiden. Her er frisk luft og en horisont at fokusere på. Vandet bliver mere og mere blåt. Det er, som om det bliver næsten selvlysende jeg troede ikke, den farve fandtes. Store albatrosser følger os hver dag, selvom vi er langt fra land. Gamle historier siger, at de er druknede sømænds sjæle. Dem vi ser, har et vingefang på næsten tre meter. Hver nat hører jeg små bump fra flyvefiskene, når de er så uheldige at lande på dækket. Linn fik en kæmpestor én i nakken forleden aften og blev ret forskrækket. Den sigtede muligvis efter hendes gule hætte i mørket, og det må have været lidt af et chok for hende at blive torpederet midt om natten, når modet i forvejen ikke var alt for højt. I dag har hun til gengæld fanget en dorado eller en guldmakrel, som de også kaldes. En ordentlig krabat, som skiftede farve fra grønlig til klar guld med næsten selvlysende blå prikker, mens den kæmpede for sit liv. Vi hældte sprit i gællerne på den, og den gik straks ud som et lys. Derefter blev den blegt gråblå. Torben brugte to timer på at fillettere den, fordi båden krængede En saltet hverdag Som vandet bliver mere blåt, og solen får fat, stiger vandtemperaturen også. Så vi vædder om, hvor meget den vil komme op på, når vi når Rarotonga, og fordi de andre hurtigt sætter sig på henholdsvis 24, 25 og 26 grader, nødsages jeg til at holde på de 27 grader. Et tal, som alle med sikkerhed mener, er fuldstændig hen i vejret, og jeg høster en del dumme kommentarer. Jeg holder dog naivt på mit. Varmen gør et tiltrængt bad lidt mere fristende. Ude bagerst i båden kan vi kravle ud og vaske os i saltvand og skylle efter med et par sparsomme dråber ferskvand. Det er et kønt syn, når man sidder der i bar mås, seletøj og livline. Og mere end et enkelt bad på turen bliver det heller ikke til for mig. Det at tage et bad eller bage et brød kan være ret søsygefremkaldende og tage næsten en hel dag i denne gyngende, krængende dagligdag. Vi vænner os også snart til, at der er vådt overalt. Saltvandet fedter tøj og dørk til når det tørrer, og mine læber 10 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

7 Landgang med søben Det er den 24. maj, den ellevte dag på søen, og ingen kan sove længe. Det er dagen, hvor vi regner med at se land for første gang, siden vi slap New Zealands grå klippekyst af syne. Torben og Jesper sætter sejl. I baggrunden anes New Zealands rå klippekyst, og forude venter seks meter bølger, en god gang søsyge og en masse spændende oplevelser. På den et år lange sejltur tilbagelagde vi hele ruten herover. Artiklen omhandler dog kun det første stykke fra New Zealand til Rarotonga på Cook Islands. Hele formiddagen spejder vi. Klokken 14 suger min mave sig pludselig sammen, og jeg fyldes af en ukendt fryd jeg ser land og råber, så højt jeg kan land i sigte! Det føles helt fantastisk at råbe de ord. De andre farer op i cockpittet. Og der ligger øen. En lille, blå og takket skygge i horisonten. Jeg bliver helt forundret og fyldes af taknemmelighed over, at det er lykkedes os at finde sådan et lille stykke land midt i dette uendelige, blå hav. Tættere på kommer duftene os i møde. Søde, krydrede dufte af blomster og bananer. smager konstant af salt. Fordi båden har et lavt fribord, undgår vi sjældent sprøjtet fra bølgerne, og det kan være vældig vådt at sidde i cockpittet. Vi har sejltøj på hver eneste dag. Selvom vi har redningsveste med til alle mand, får vi aldrig taget dem i brug. I stedet har vi altid livline på, når vi er alene på dækket, eller vejret er hårdt, så vi helt undgår, at nogen falder i vandet. Vi har allerede hørt flere uhyggelige historier om sejlere, der faldt overbord og aldrig blev fundet. Og tænk, hvis vi mistede én i bølgerne? Jeg gyser ved tanken, når jeg ser, hvor stort dette hav er. Stuvet rotte eller kylling i karry Dag syv i dagbogen skriver jeg: Nætterne er fyldt med stjerneskud. Har allerede talt fire. Jeg sidder og tænker på alt det, jeg glæder mig til. Palmer, strande, varme og alle de eventyrlige steder, vi er på vej hen nu. Efter tre års forberedelse. I nat holdt jeg svensk tema på min vagt og sang alle de bedste, svenske sange, jeg kunne huske. Så virker tre timer ikke som så lang tid, og jeg kan holde søvnen på afstand. Da jeg vækkede Jesper, lavede han en gang kartoffelmos til mig, inden jeg røg ned i køjen igen. Kartoffelmos får i det hele taget en speciel plads i vores hjerter på denne tur. Kartoffelmos, kylling og kiks er underligt nok det, vi har mest lyst til. Og alt det oksekød og de 150 müeslibarer, vi har provianteret før afgang, er der ikke megen rift om, så længe vi sejler. Vi har ikke forudset, at appetitten under og efter søsyge er fuldstændig ligeglad med ernæringsråd om varieret kost. Senere på turen finder jeg en sjov bog med kaptajn Cooks kones opskrifter for den tids søfarere. Dengang stod den blandt andet på stuvet rotte, grillet albatros eller gryderet med vandmænd. På Close Encounters får vi meget bedre mad end det. Linn er den af os, der har det bedst med at stå i kabyssen og lave mad, også selvom det gynger. Næsten hver dag bager hun brød, og der bliver hurtig rift om hendes kylling-i-karry-ogkokosmælk-gryde. Og det er hårdt arbejde at stå i mados i et køkken, der hælder 30 grader, mens potter, pander og knive rutsjer hen ad køkkenbordet, og man selv skal hægtes fast i en strop for at kunne stå stille. Trods de primitive forhold fungerer vores lille kabys dog fint, og skørbugen når heldigvis aldrig at sætte ind på Close Encounters. Hun sejler hurtigt som vinden og bringer os meget hurtigere frem, end vi har regnet med. Navigationen bliver klaret med min bærbare computer tilsluttet GPS en suppleret med billige kopier af søkort, som vi har købt i New Zealand. Hver dag kl. 15 sætter Jesper et nyt motiverende kryds på søkortet og sammenligner det nye plot med gårsdagens. Vi nærmer os Nye, blå venner Dag otte: I dag har vi bestemt, at det igen er søndag den 21. maj. Det var det også i går. Men vi krydser datolinien på denne sejlads, og ingen af os har nogen anelse om hvornår og det betyder egentlig heller ikke så meget. Dagene ligner hinanden. Store albatrosser følger os hver dag, selvom vi er langt fra land. Gamle historier siger, at de er druknede sømænds sjæle. Hver nat ser jeg helt ufatteligt mange stjerneskud. Men selvom alt bare er hav og uendelig blåt, synes jeg alligevel man kan se, at vi bevæger os. Havets overflade skifter hele tiden form og farve. Jeg er ved at lære bølgerne at kende. De er blevet en slags gamle venner. Store og tordnende, lange og rullende, små, legende og skvulpende. De er ikke så farlige længere. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville føle det klaustrofobisk at være ombord på en båd med vand til alle sider i så mange dage, men fordi jeg kan mærke og se, at vi bevæger os, føler jeg mig ikke fanget. Man bliver som en snegl med sit hus, og så er havet bare en lang oplevelse, der bølger forbi derude. Jeg kommer hurtigt ind i en fantasiverden af dagdrømmeri og tænker meget over min tilværelse og alt det, jeg sætter pris på i livet. Det er let at finde ind i den åbne havn, og ved midnatstid indtager vi aftenens andet måltid denne gang med fast grund under fødderne, bare fordi vi kan. Det føles, som om den flade landjord bevæger sig næsten lige så meget som de bølger, vi efterhånden kender så godt, og vi slingrer rundt på havnen som fulde mænd. Over vores hoveder knejser bjergtoppene omkranset af de sprøde, grønne palmer og lyserøde hibiscusblomster. I månens lys skinner bølgerne som sølv, når de bruser ind mod de bløde, hvide sandstrande. Og vandet er lige præcis 27 grader. Fakta Land i sigte Denne artikel vandt dk s konkurrence for Årets Rejsebeskrivelse En rejsebog er desuden blevet til på baggrund af turen. Her følger en appetitvækker for denne bog. Alle, der har sejlet langtur, siger, at det ville de ønske, at de havde gjort, mens de stadig var unge. Så vi tog dem på ordet og kastede os ud i det! fortæller Camille Aulkær Andersen og fortsætter: Da vi fandt på at sejle rundt i Stillehavet i et år, savnede jeg noget litteratur om, hvordan det er at være ombord på en båd under så intense forhold. Det meste sejllitteratur er skrevet af mænd og er ret teknisk, så jeg fik lyst til selv at fortælle om, hvad der kræves rent socialt, når man vælger at bo på en båd - meget tæt sammen og meget langt fra land. Tre års opsparing og kun en beskeden sejlererfaring var med i bagagen, da turen begyndte med et bådkøb på New Zealand og en sejltur på over 10 døgn for at nå Stillehavets tropeparadis. Bogen er den fulde rejseberetning - med alt, hvad det indebærer af monsterbølger, søsyge, eventyrlige palmeøer og smukke koralrev. Land i sigte Fire venners sejlads i Stillehavet er udkommet på Frydenlund, indbundet med farvefotos, 192 sider, 299 kr. Jeg nyder Cook Islands smukke natur. Endelig er der fast grund under fødderne efter 10 ½ døgns sejlads er vi nået frem til et ægte palmeparadis. 12 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

8 tema road trips Når tvivlen får baghjul På cykel gennem Mongoliet Du kan dobbelt så meget som du selv tror, og ti gange så meget som din mor tror. Sådan lyder en udslidt floskel, men måske er der lidt om snakken. For hvordan lykkes det ellers at krydse Mongoliet på cykel med kun få forudsætninger og mange betænkeligheder i bagagen? 2322 km uden lyskurve fra de russiske Altajbjerge i vest til Ulaanbaatar i øst det meste på veje, der får en dansk skovsti til at ligne en autostrada. Tekst og foto: Gerner Thomsen Nok havde jeg ventet, at det ville blive svært, men den første dag på de mongolske landeveje var ved at slå mig ud. Den dag, hvor jeg lagde ud fra den vestmongolske provinshovedstad Olgii, tog det en krig af syv timer og tyve minutter at tilbagelægge sølle 68 km. Altså en gennemsnitsfart på blot 9,3 km i timen (pauser fraregnet). Godt nok havde jeg modvind, og det gik lidt op ad bakke, hvis man skal være flink. Men alligevel. Om aftenen lå jeg i teltet og regnede på, hvornår jeg ville nå hovedstaden Ulaanbaatar. Det kunne lige akkurat lade sig gøre inden for tidsplanen, men der ville ikke blive plads til hviledage. Benene var ømme som havde jeg deltaget i Tour de France s bjergetaper, og hele kadaveret rystede stadig efter mødet med den mongolske infrastruktur. Mongoliet siges at have km landevej heraf er kun de cirka 1700 km asfalteret. Og asfalten findes stort set kun i et par hundrede kilometers radius omkring Ulaanbaatar. Jeg kunne se frem til omkring 1400 km på jordog stenveje, før jeg ramte asfalten. Og her snakker vi ikke om uasfalterede veje som grusvejene i de danske skove. Vejplaneringer og andre vedligeholdelses-tiltag er noget, som mange rejsende i Mongoliet har drømt om igennem tiderne, men kun sjældent oplevet. En vej er en vej, når nok biler har kørt tilstrækkeligt mange gange i det samme spor. Sammenlignet med det jeg nu var havnet i, måtte jeg erkende, at den indledende etape i Rusland havde været en ren søndagsudflugt. De godt 500 km på plan asfaltvej gennem Altajbjergene stod nu som ét langt triumftog, hvor selvtilliden og formen var blevet støvet af, og hvor cyklen havde stået sin første prøve. At vejret så samtidig havde været perfekt, gjorde heller ikke noget. Billedet af solen og den blå himmel som baggrund til de ubeskriveligt flotte bjergskråninger med birke- og lærkeskove i efterårsfarver, stod stadig printet på nethinden. Trods mange høje bjergpas havde det været et komfortabelt ridt gennem bjergene med hyppige landsbyer, hvor små hyggelige pensionater og spisesteder lå spredt med løs hånd. Først i byen Kosh-Agach, 50 km fra grænsen til Mongoliet, fik jeg et lille varsel om, at de civiliserede forhold var på tilbagetog. Sengene på byens eneste hotel var af den gamle sovjetiske model med blød fjederbund, hvor den midterste tredjedel af kroppen rører gulvet, hvis man hoster i almindelig sovestilling. I det fælles badeværelse stod der spande med iskoldt vand til fri afbenyttelse, og toilettet var et hul i jorden udenfor. Væggene skallede, og i loftet hang en pære uden skærm, som lyste i takt med de sporadiske strømindfald. I mangel af caféer havde maden denne aften bestået af det, som senere skulle vise sig at blive min hofret gennem Mongoliet: En flamingoboks med kinesiske æggenudler og et par velsmurte marmelademadder. Rystepudseren Hurtigt blev jeg bekendt med det, som jeg uden overvejelse vil kalde for et ualmindeligt modbydeligt vejfænomen noget som på rekordtid kan nedbryde enhver god moral og tro på succes hos selv den bedste turcyklist. Ofte danner der sig et bølgelignede mønster i de mongolske veje, som kan strække sig over mange kilometer. Fænomenet ligner lidt et vaskebræt, og det er ligeså hårdt at køre på. Mongolske bilister kender udmærket fænomenet og ved, at man skal køre hen over det med fuld fart for at minimere rystelserne og undgå at ødelægge bilen. Så hurtigt kan man bare ikke køre på en cykel, så resultatet er, at både krop og cykel kommer igennem en torturlignende rystetur, der altså kan vare flere kilometer. Jeg døbte fænomenet rystepudseren og prøvede at bilde mig selv ind, at det var en forlystelse i Tivoli. Men guderne skal vide, at mange beskidte gloser blev råbt ud over den mongolske steppe på den konto. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg nok var den største attraktion i Mongoliet siden Dalai Lamas sidste besøg. En mand på en fuldt lastet cykel kan få selv den mest travle bilist eller nomade til at stoppe op eller komme ridende fra flere kilometers afstand for at opklare fænomenet. Billede øverst til venstre: Det ser måske ensomt ud, men der er sjældent mere 50 km til den nærmeste landsby eller filttelt. Billede overst til højre: Turen over Arkhangaibjergene var ved at tage modet fra mig gennemsnitsfarten var den laveste på hele turen. Billede nederst: Bølgemønstret i vejene (også kaldet rystepudseren ) satte farten helt ned til under 10 km/t. 14 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

9 Kamelerne er ikke vilde, men passes af nomaderne på steppen. De første 500 km igennem de russiske Altajbjerge var en fryd for øjet og den rene svir i forhold til, hvad der senere ventede mig. I de senere år har mange nomader fået sol- og vindenergi, som leverer strøm til fx et fjernsyn. Infrastrukturen i Mongoliet er særdeles primitiv. Kun i en radius på nogle få hundrede km omkring hovedstaden Ulan Bator, finder man asfaltveje. Godt nok var det hovedvejen, jeg fulgte, men det vil være synd at sige, at jeg var belastet af med- eller modkørende trafik. I gennemsnit så jeg vel biler eller trucks på en dag mange af dem på lang afstand, da de mongolske landeveje har det med at bestå af mange mere eller mindre parallelle hjulspor. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg nok var den største attraktion i Mongoliet siden Dalai Lamas sidste besøg. En mand på en fuldt lastet cykel kan få selv den mest travle bilist eller nomade til at stoppe op eller komme ridende fra flere kilometers afstand for at opklare fænomenet. Desværre er mit mongolske stort set ikke-eksisterende, så disse stævnemøder forløb stort set på samme måde hver gang. Først sagde vi god dag til hinanden på mongolsk. Herefter blev jeg spurgt om et eller andet på mongolsk, og jeg fyrede et par ord af som Danmark og Ulaanbaatar, som jeg kunne forestille mig ville være svar på noget af det, de spurgte om. Herefter døde samtalen ud, og vi sagde lidt til hinanden på hvert sit sprog, indtil jeg blev træt af seancen og fortsatte (den gentog sig gange hver dag). Når ikke der blev udvekslet ord, så kunne mongolerne godt finde på at sige en slubrende lyd, der lyder lidt som spytsugeren hos tandlægen. Jeg forestiller mig, at det nok betyder noget i stil med Ja så, ser man det. Stævnemøderne fandt også sted, når jeg havde slået mit telt op. Selv når jeg syntes, at jeg havde fundet det mest skjulte og afsidesliggende sted på hele steppen, så var der alligevel en hyrde, der havde spottet mig i kikkerten og kom ridende midt i aftensmad, tøjskift, toiletbesøg, eller hvad ved jeg. I begyndelsen var det ikke kun den fysiske udfordring og kulturchokket, der optog mig. Det var ligeså meget cyklen og udstyret. Cirka hver halve time holdt jeg pause for at efterspænde skruer og møtrikker og sikre mig, at tasker for og bag stadig sad, som de skulle. Min bekymring var måske lidt overdreven, grænsende til paranoia, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at noget menneskeskabt kunne holde ret længe til en tur gennem rystepudseren. Cyklen var en mountainbike med 27 gear, støddæmpet forgaffel og skivebremser, og naturligvis indeholdt mine 35 kg bagage et rigt udvalg af reservedele. Men da cykelmekaniske problemer aldrig har været min favoritdisciplin, frygtede jeg lidt for det øjeblik, hvor skidtet ville bryde sammen tusindvis af kilometer fra et autoriseret værksted. Gudskelov blev jeg forskånet for større uheld, og det blev aldrig rigtigt aktuelt at teste mine evner som cykelsmed. Den lange ørkenetape Selv om Khovd er provinshovedstad med indbyggere, skal man ikke sætte næsen op efter den store civilisation. Da jeg efter 200 km gennem rystepudseren trillede ind i byen ved solnedgang, syntes jeg det så vældigt idyllisk ud, at beboerne vaskede deres tøj i floden lige indtil jeg blev klar over, at det var fordi byen havde været uden strøm og vand de sidste tre dage. Jeg tog dog alligevel en overnatning i luksusværelset på byens hotel, selv om det kan være så som så med luksusen, når man skal finde rundt på værelset med en pandelampe og skylle ud i toilettet med vand fyldt op i syltetøjsglas. Men på mongolske hoteller betyder luksus blot, at man får et værelse med eget toilet. Set i bakspejlet var cykelturen et vanvittigt projekt, som jeg først vil overveje at gentage den dag hovedvejen gennem Mongoliet bliver asfalteret. Jeg så frem til at komme ud af bjergene og ned på den flade steppe min teori var, at det måtte kunne sætte længden på dagsetaperne lidt op. Efter Khovd flader landskabet ud, og de næste cirka 800 km går gennem et fladt og tørt landskab på kanten af Gobiørkenen, hvor Altajbjergene ligger langt ude i horisonten. Det blev da også lidt bedre, men ikke meget, da de hyppige strækninger med sand var lige så fartsænkende som en tolv procents stigning. Og der gik da heller ikke en dag på denne del af strækningen, uden at jeg flere gange måtte gennem rystepudseren. Teltet blev brugt flittigt, men jeg skulle være påpasselig med ikke at komme i vandmangel. Floder var der ingen af, men der kunne komme en sø i ny og næ, hvor man kunne telte. Andre gange holdt jeg mig til områder, hvor nomaderne stod med deres runde, hvide filt- telte. Hvis der er folk, så er der også vand, men det kræver nogle lokale til at vise vej til vandhullet eller brønden. Det skete også, at jeg tankede op hos købmanden i en lille landsbyflække (som typisk befandt sig med 100 km s afstand), så jeg herefter kunne være selvforsynende i et døgns tid. Det kan måske lyde lidt ensomt og trivielt at cykle rundt i dette landskab på egen hånd i så lang tid, men det er ikke så galt. Det meste af dagen går jo med at cykle. Og når dagen er omme, så går aftenen med teltopslagning og madlavning. Og så skal vi jo ikke glemme, at jeg stadigvæk havde mine stævnemøder hver dag med nomader og bilister, jeg mødte på vejen. Uanset hvad hvis der herefter fortsat skulle være lidt trivialitet tilbage, så opvejes det i så rigeligt grad af den surrealistiske oplevelse af at trille alene rundt på en cykel i dette kæmpe steppelandskab, hvor afstandene er umulige at bedømme, og hvor der altid dukker en nomade eller et filttelt op, bedst som man troede, at man var alene. De vanvittigt flotte stjernehimler tæller også på plussiden. Mongoliet kaldes ikke for ingenting Land of Blue Sky jeg havde sammenlagt en halv regnvejrsdag på hele turen, og de fleste dage og nætter var stort set skyfrie. Dårlig mave I provinshovedstaden Altaj lykkedes det mig at få tilranet en gang dårlig mave. Spisestederne i den mongolske provins er sjældent hverken indbydende eller hygiejniske, så mon ikke det var det, der fik maven sat i kog. Alle har sikkert hver sin måde at reagere på, når de får dårlig mave i udlandet. Personligt bliver jeg helt hysterisk med, hvad jeg spiser, mens det står på (og i dagene efter). Det skal helst være så sterilt som muligt, og noget af det bedste jeg kunne finde hos den lokale købmand var et importeret glas med fem styk Bockwürstchen, som havde en holdbarhed til Sammen med en flamingoboks med kinesiske æggenudler (og en vakuumpakket tiger-roulade til dessert), var det med til at give mig troen på, at jeg nok skulle komme på ret køl igen. Da jeg så begyndte at få ukontrollerede rådne æggebøvser, mistede jeg dog tålmodigheden og begyndte en penicillinkur, der fik mig på cyklen i løbet af et par dage. Mens jeg lå på langs i hotelsengen, kom der pludselig uventet besøg af en østriger. Han var på vej gennem Mongoliet på motorcykel dog den modsatte vej af mig. Han tilbød et par glas af sin vodkaflaske, som han mente var med til at holde dårlig mave og andre ubehageligheder på afstand. Farven på hans rødblå næse skyldtes næppe vodkaen, men var et fænomen hos alle de, der befandt sig på hotellet. Det var med andre ord skide koldt om aftenen og natten indenfor de tykke betonmure radiatorerne i provinsen begynder først at virke efter 1. oktober. Jeg havde heldigvis min dunsovepose og dunvest, som sørgede for, at dårligdommene blev begrænset til den dårlige mave. Over bjergene til Tsetserleg Om det var fordi jeg ikke turde rejse mig fra sadlen af angst for tilbagefald, eller om det var fordi jeg var blevet lettere end Kyllingen fra Tølløse efter de mange toiletbesøg, det ved jeg ikke. Men i hvert fald slog jeg personlig rekord på de mongolske møgveje, da jeg efter Altaj lagde ud med en etape på 144 km. Det skal siges, at jeg også havde medvind det meste af vejen, og at vejen var bedre end gennemsnittet. Men uanset hvad, så gav det mig et ordentligt skub fremad på sidste del af ørkenetapen, hvor der i øvrigt var masser af kameler at se på. De gloede mindst ligeså meget på mig som nomaderne gjorde, men jeg slap dog for de indholdsløse samtaler. Det er en disciplin i sig selv at finde vej i Mongoliet også selv om man følger hovedvejen gennem landet. Særligt på denne flade del af turen, blev der ofte brug for GPS eren og kompasset, for ikke pludselig at ende ud ad en stikvej i den forkerte retning. Heldigvis har mongolske chauffører det dog med at køre meget direkte til målet. Så hvis man først har fundet et hjulspor, der passer nogenlunde med retningen, så kan man næsten være sikker på, at sporet fører én helt i mål. Med ankomsten til Bayanhongor havde jeg fået opbygget så meget selvtillid, at jeg fik den vanvittige ide at forlade hovedvejen og krydse bjergene nordpå til Tsetserleg i Arkhangai-provinsen. Det gik hurtigt op for mig, hvorfor de lokale havde forsøgt at fraråde mig den idé. De første 100 km går gennem et flodleje fyldt med sten så store, at selv jeeps har problemer. Jeg kunne ligeså godt have kørt hen over en slagmark fra anden verdenskrig. De steder, hvor det trods alt kunne lade sig gøre at køre, var disciplinen lidt at sammenligne med rystepudseren, men jeg døbte i stedet fænomenet for 16 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

10 hoppegyngen, da der var en tendens til lidt større afstand til vejen under springene. Der var lange strækninger, hvor jeg måtte trække cyklen, og floder med vand til lårene, der skulle krydses et utal af gange. Men fremad kom jeg da, og det endda med næsten 60 km om dagen. Desuden gjorde det flotte landskab det svært at fortryde rutevalget. Arkhangaibjergene har op til 4000 meter høje bjerge, og bare dét, at der var vand og frodige græsenge over det meste, gav en behagelig kontrast til ørkenetapen. Jeg blev kun mødt af få folk på denne del af ruten: Et par enkelte bilister, og så de altid måbende nomader, der havde slået deres telte op i sidedalene. I mål Fra Tsetserleg var det nemt at se målet. Asfaltvejen var kun 117 km væk, og herfra var der små 400 km til Ulaanbaatar. Tre dage før jeg nåede hovedstaden, fik jeg problemer med bagagebæreren. Et gevind, som var med til at holde en bærende pind fast til stellet, var gået i stykker, så skruen ikke længere kunne spændes. Det lykkedes dog at holde den fastspændt vha. elektrikerbånd og andre påhit. Dagen efter kunne jeg konstatere, at der også var kommet en revne i en bærende metalstang på forbagagebæreren en halv dag senere knækkede den helt over. Også her lykkedes det at få skidtet bundet sammen. Jeg priste mig lykkelig over, at det var sket på asfaltvejen og ikke i rystepudseren eller hoppegyngen. Om natten begyndte det at sne man kan vist roligt sige, at det var det rigtige tidspunkt at nærme sig målet på. Det var en ualmindelig dejlig følelse, da Ulaanbaatars rygende skorstene den 8. oktober pludselig dukkede op tyve km ude i horisonten. Jeg kørte nærmest i trance de sidste kilometer, men vågnede dog brat op, da jeg kom ind på hovedstrøget Peace Avenue med trafikkaos og et inferno af dyttende biler. På de sidste ti km har jeg formentlig inhaleret hele den dosis af smog og udstødning, som jeg manglede i den måned, hvor jeg kørte rundt på steppen. Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte billeder af road trips. Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet. FORSIDEKANDIDATER juni 2008 / nr. 32 Globen M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Med kurs mod en Kasbah, Marokko Foto: Jakob Øster juni 2008 / nr. 32 Globen M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Zion Mt Carmel Highway, USA Foto: Martin Bergmann juni 2008 / nr. 32 Globen M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Ocean Drive, Miami Beach, USA Foto: Morten Elm juni 2008 / nr. 32 Globen M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Set i bakspejlet var cykelturen et vanvittigt projekt, som jeg først vil overveje at gentage den dag hovedvejen gennem Mongoliet bliver asfalteret. Men turen flyttede grænser og overbeviste mig om, at der er et gran af sandhed i den gamle floskel. Billeder øverst: Hver dag blev jeg mødt af nomader, som ville snakke med mig og høre, hvor jeg skulle hen. Billede i midten: Russiske motorcykler er populære blandt nomaderne og bruges til transport af stort set hvad som helst. Billede nederst: Overnatningen foregik i de fleste tilfælde på steppen i mit lille medbragte 1-personers telt. Overlæsset bil, Ali Sahid, Somalia Foto: Rasmus Krath 18 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

11 Kunstfærdige tæpper i endeløse baner pryder gader og stræder Tradition, tæpper og tårer påske i Antigua Collectivo en suser rundt i hårnålesvinget, men hugger så pludselig bremserne i. Selv igennem det ridsede vindue er solnedgangen og bjerglandskabet betagende. Men det er den enorme bilkø foran os, som kræver min opmærksomhed. Nej, jeg er skam ikke den eneste, som har fået den gode idé at besøge Antigua og opleve påsken. Det kommer heller ikke bag på mig, men det bekymrer mig, at jeg endnu ikke har fundet ly for natten. Tekst og foto: Søren Bonde En by på den anden ende Guatemala har ry for at tage påsken meget alvorligt, og ikke mindst Antigua har længe været kendt som stedet, hvor påskefejringen sprænger alle rammer. Den gamle, smukke koloniby og tidligere hovedstad skifter fuldstændig karakter, når påskegæster i tusindtal invaderer byen. Turister med blege ben og store kameraer fylder godt op i bybilledet. Hoteller og pensionater fyldes til bristepunktet. I restauranterne og på caféerne er kokkene på overarbejde. Casa Shalom hedder et lille, familiedrevet hotel med en meget gæstfri atmosfære. Hotelpriserne i Antigua er fordoblet i påsken, og Casa Shalom ligger ikke specielt centralt, men jeg er lykkelig over at have tag over hovedet. Tagterrasse er inkluderet i prisen. Ligeså er kaffe fra det lokale højland samt traditionelle påsketørkager ad libitum, som hver morgen bringes ind af Carmensita. Jeg roser dem, for det har de fortjent. Hun smiler. Plaza Mayor Plaza Mayor er byens hjerte. Pladsen er omgivet af arkader og ikke mindst den gamle katedral og paladset, som stammer fra I dag huser det politiet og offentlige kontorer. Bagved troner den majestætiske Volcan Agua en af talrige vulkaner, som pryder regionen. Indianere fra de omkringliggende bjerglandsbyer kommer dagligt ind til byen for at sælge deres varer. Påsken er ingen undtagelse tværtimod. Mange samles på Plaza Mayor foran den gamle katedral, som i påskeugen er omdrejningspunkt for processionerne. Alle bærer de farvestrålende klædedragter, som trods det barske liv i bjergene er uden en plet. Også børnenes. Mændene prøver utrætteligt at sælge musikinstrumenter og andre ting til turisterne. Når kvinderne ikke sælger deres vævede produkter, sidder de på bænke på pladsen og snakker, mens børnene leger ved springvandet. De mindste sover trygt i bylter på mødrenes rygge. Det er ikke kun indianerne, som har ting til salg. Plaza Mayor er et inferno af tilråb fra gadesælgere, iskagemandens klokke, popmusik fra cd-boden og småsnakken fra caféer og restauranter. Alligevel betragtes påsken som en tid til eftertænksomhed, hvor man reflekterer over Jesus Kristus lidelse, død og opstandelse. Den kristne tro stikker dybt i langt de fleste guatemalanere og er blevet ført videre fra den ene generation til den næste. Tusindvis af mennesker i Antigua er medlem af et af byens broderskaber, som med stor hengivenhed i løbet af året forbereder sig på de omfattende processioner. Skærtorsdag på Plaza Mayor møder jeg tilfældigt fransk-canadieren Samuel Laflamme. Som så mange andre udlændinge fra hele verden studerer han spansk i Antigua, og han har valgt aktivt at deltage i processionerne denne påske: Det sociale fællesskab, som opstår, når man er med til at bære de enorme alterlignende podier med Jesus- og Maria-figurer, er intenst. En slags fælles ånd eller samhørighed, som forstærker bodshandlingen. Jeg havde ondt i ryggen flere dage efter. Eftertænksomhed og ondt i ryggen Det er blevet aften, og jeg trasker hjemad mod hotellet. Ved pladsen foran den gamle, pastelgule kirke, La Merced, gør jeg holdt og snupper min sædvanlige menú del dia, når det skal gå lidt tjept Bedstemor får en lur. Påsken er intens både for unge og gamle. - et par tacos med det hele. Picante?, spørger pigen smilende. Jeg nikker, men fortryder i det samme. For sent. Den første skefuld af det stærke stads har allerede ramt min stakkels taco. Jeg køber en flaske vand og sætter mig på murværket. La Merced er betagende og smukt oplyst af gult lys fra projektører. Et par lokale mænd er godt i gang med den tredje flaske rom. Amigo!, råber de begejstret og rækker romflasken hen mod mig som invitation. Jeg føler mig nu ikke fristet. Deres makker er allerede i drømmeland og snorker højlydt. Klokken er 19. Der er mange måder at fejre påske på. Carmensita Ved indgangen til Casa Shalom render jeg ind i Carmensita, som inviterer mig til at deltage i at dekorere gaden: Vi gør det hvert år til påske. Familierne her i gaden ja, faktisk i hele byen går sammen om at dekorere gaden. Det tager hele natten. Mens Carmensita fortæller, studerer vi de indledende manøvrer til et tæppe, der skal ligge ude foran Casa Shalom. Rammen, som skal danne tæppets ydre kant, er ved at være på plads. Rundt omkring står spande med blomster og farvet savsmuld. Det er en tradition, som går tilbage til 1700-tallets Antigua. Herfra blev den spredt til andre byer såsom Nueva Guatemala de La Asunción (nu Guatemala City) og mange andre byer. Nogle tæpper er fantastiske kunstværker og fremstilles af blomster og frugter. Til andre anvendes farvet savsmuld, fyrrenåle og små, udskårne træfigurer. 20 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

12 Senere erfarer jeg, at traditionen faktisk kan spores helt tilbage til tallets Spanien, hvor processionsruten blev overstrøet med rosmarin, blå og gule blomster eller rosenkronblade. Jeg spørger Carmensita om tæppernes funktion: For de troende er konstruktionen af tæpperne en måde at udtrykke taknemmelighed for en særlig gave, godt helbred eller mirakel. Det bliver en slags personligt offer. Langfredag Vi bliver budt på rom og cola. Og kaffe. Sagte pop-musik strømmer ud i gaden fra en gammel radio. Natten er blid men lang, og tæppet er langt fra færdigt. En mand rækker mig en spand med savsmuld. Jeg går i gang. Pludselig får nogle gevaldige drøn mig til nær at tabe spanden. Jeg kigger spørgende på Carmensita: Fyrværkeri til at skræmme onde ånder bort, forklarer hun grinende. Jeg nikker som om, jeg forstår. De største processioner finder sted langfredag og varetages af hundredevis af medlemmer fra især to cofradías eller broderskaber. De er lette at kende fra hinanden, idet de går klædt i henholdsvis sorte og violette kutter. Min langfredag begynder kl Bevæbnet med kamera, en flaske vand og en stak tørkager følger jeg processionen, som de næste tolv timer møjsommeligt slanger sig rundt i byens gader. Den føres an af vogne udstyret med store træfigurer, som refererer til dommen, korsfæstelsen og opstandelsen. Bagved kommer små podier hver båret af fire mand. Processionen deler sig undertiden i to slanger en i hver side af gaden for at undvige de smukke blomstertæpper. Gaden er indhyllet i et tykt røgtæppe, som stammer fra aluminiumskar, der svinges fra side til side. Lugten af harpiks er intens, og solen prøver forgæves at trænge igennem. Tynget af tro Gennem tågen kan jeg skimte en gigant, som langsomt nærmer sig. Den bevæger sig i takt til en monoton tromme. Bombom-bom-bom. Langsomt tegner to enorme træpodier sig i tågen. Det ene bag det andet. Podierne bæres af firs personer de såkaldte cucuruchos. Det første er mændenes, som prydes af en kæmpe Jesusfigur i dybblå fløjlskåbe og tornekrone, og sågar har et lille springvand i hver ende. Det andet er et Mariaoptog, som varetages af kvinderne. Podierne svinger dramatisk fra side til side i takt til trommen, som sørger for den synkrone fremmarch. Podiernes enorme vægt ses tydeligt i bærernes pinte ansigter, mens de hensynsløst vader gennem det ene smukke blomstertæppe efter det andet; mange timers arbejde ofres på sekunder. Langsomt passerer processionen min plads på sidelinien. Jeg pakker sammen og følger efter. tema road trips En anden verden Halvvejs på ruten ankommer processionen til Plaza Mayor. Jeg tager en pause og smutter indenfor i katedralen for at køle lidt af. Der er sort af mennesker. Nogle store figurer af den døende Jesus er trukket op foran alteret. En grædende kvinde kæmper en desperat kamp for at nå frem til dem. Hun kaster sig ned og berører figuren, mens hun korser sig og beder. Tårerne triller ned ad kinderne som blev hun pisket. Gribende. Jeg står tryllebundet og prøver at forstå seancen foran mig. Jeg er dog kristen, men som protestant føler jeg mig fremmed. Det er en anden verden. Billede øverst til venstre: Et barn svinger harpiksbrænderen lystigt. Gaderne er indhyllet i en tæt men velduftende røg. Billede øverst til højre: Processionen har passeret det er tid til at fylde lommerne. Billede nederst til venstre: Børnenes platform er stor og tung men dog mindre end de voksnes. Billede nederst til højre: Tæpper konstrueres fra sidst på eftermiddagen og hele natten. Naboer arbejder sammen godt hjulpet på vej af en kande kaffe eller en flaske rom. På motorcykel mod verdens tag Holdet bag en tuktuk-ekspedition fra Bangkok til Århus er strandet i Indien sommeren Tuk en er gået i stykker for tiende gang og erstattes for en stund af to legendariske indiske Royal Enfield motorcykler på en rejse op mod Himalaya. Målet er gletsjeren, hvor Ganges floden har sit udspring i meters højde. Her kan en dukkert garantere sprudlende karma og et (næsten) evigt liv. Artiklen er skrevet i 2004 af en lettere ungdommelig Rasmus Krath, der dengang gjorde verdens veje usikre på både to og tre hjul. Tekst og foto: Rasmus Krath 22 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

13 Forfatteren med en pomade af snavs og vind i håret funderer over hvad der vil ske med hans eventyrerfrisure efter en kold dukkert i Ganges. På ryggen af en Royal Enfield Jeg sidder på ryggen af en kæmpestor Royal Enfield 500cc motorcykel midt i Delhis trafikkaos vi skal til Himalaya! Vi har en hel uge, og målet er intet ringere end Gangotri; Ganges-flodens udspring i over 4000 meters højde oppe i verdens højeste bjergkæde. Vi er Michael, Tina og jeg selv; holdet bag et tuktuk-projekt, der midlertidigt er sat på pause i Indiens hovedstad, Delhi. Året er 2004, og tuktuk en er på vej km fra Bangkok til Århus, men er nu endt på værksted efter mødet med Indiens veje. Så vi har lejet tohjulere for en stund og drømmer os nu til de vilde Himalaya-bjerge. Jeg har aldrig kørt en motorcykel før - har end ikke kørekort til bil Men, okay vi skal lige derop først. Jeg har aldrig kørt en motorcykel før - har end ikke kørekort til bil og New Delhis gader er til ringe overraskelse ikke lige den mest optimale lokation at træne motorcykelkørsel i. Jeg er rimeligt presset dér i venstre side af vejen blandt æsler, hellige køer og kæmpestore indiske lastbiler. Efter små 15 minutter er jeg tilmed et kussehår fra at køre op i røven på en elefant, der lunter ubekymret midt ud på vejen med noget der ligner to tusind sukkerrør bundet op på dens kæmpestore elefantkrop. Vi trak det længste strå Tre timer og mindst lige så mange liter sved senere har vi endelig kæmpet ud af New Delhis 45 grader varme og fedtede veje, og Enfield ens rolige brummen bærer os sikkert op mod bjergene, der stille troner ude i horisonten. Jeg har kun lidt ondt i min gas-hånd, der nu hviler selvsikkert på styret og med den mindste bevægelse får motorcyklens energi til at koge under mig. Herude på landet i Indien er trafikken stilnet lidt af og minder nu kun om myldretiden i det indre København på en lang lørdag, hvor alle aberne er sluppet ud af zoologisk have ja, tænk sig - her er sgu aber på vejene i Indien.lidt sjovt at skulle zigzagge ud og ind mellem menneskets fortidige artsfæller fedt at der var os, der trak det længste strå dengang. This is no race, no rally Før vi ved af det når vi en tidlig morgen foden af Himalayas enorme bjergmassiver - herfra går det kun en vej: Op, op og op. Tina tørrer lettet sveden af panden på bagsædet af Michaels motorcykel, da vi kører væk fra det indiske plateau, hvor varmen har ædt os tynde de sidste to dage fra Delhi. Det har været som at køre mod en gigantisk føntørrer, der bare er blevet varmere og varmere, jo mere vi speedede op. Nu slår bjergluftens kølige svale os venligt i møde og skærper samtidigt vores opmærksomhed som et forvarsel mod de krævende og stejle veje, der venter os i verdens højeste bjergkæde. Kæmpestort er det, Himalaya. Time efter time presser vi motorcyklerne op gennem skarpe hårnålesving på vilde golde bjergsider, ned gennem frodige dale og over brusende floder der gavmildt bringer Himalayas gletchervand ned til inderne og deres marker. Undervejs underholder det indiske færdselsdirektorat os med deres optimistiske vejskilte, der poetisk og kækt opfordrer os trafikanter til at tage det med ro og leve længere: This is no race, no rally enjoy the beauty of the valley. Modsat får de sløveste bilister også et klap bagi med skilte som: Everything is achievable by effort! og Difficult: We clear it right away Impossible: May only take some time!. Pudsige er de, inderne; tonen i skiltene det svarer vel nogenlunde til at det danske vejdirektorat satte et banner op over motorvej E45 med teksten: Det går i sus og dus, nu er du snart i År-hus. Rastafari og respekt Aberne i vejkanten er efterhånden afløst af vandrende indiske pilgrimme, der kæmper sig op af de snoede veje til deres helligste hellige; Ganges flodens udspring. Flere af dem har vandret i mange måneder og ligner på en hyggelig måde en slags asiatiske rastafari-fætre med deres bare tæer, vandrestokke og slidte kafka er. Vi hilser overbærende på dem, mens vi gasser op og krænger cyklerne ind i det næste sving lykkeligt velvidende, at vi når vores fælles mål flere uger før dem. Imponerende arbejde at være pilgrim. Respekt. Diarré på tilbud Efter tre dage og over 30 timers kørsel, hvor vi har skiftet mere olie end undertøj, triller vi ind i Gangotri-landsbyen; i vores optimistiske forestilling: Præcis midt i Himalaya. Inderne kigger imponeret på vores beskidte tøj og trætte motorcykler, inden de splitsekundet efter er over os med skingre stemmer: Hello Mister! Do you want room? Yes, we have restaurant! You need guide? I guide, I your friend cheap price. Some things never change. Vi er åbenbart ikke de første rejsende der er nået til Gangotri. Vi vælger guesthouse-tilbud nummer 28 og restaurant-tilbud nummer 13. Et dårligt valg; ringere mad serveres ikke nord for Delhi, diarré til forret, diarré til hovedret og diarré til dessert. Men pyt, rejsemaverne er vant til lidt af hvert, og med et skud penicillin er vi dagen efter klar til at underlægge os de sidste 18 km til fods op til Gaumukh-gletscheren; det allermest jomfruelige stykke Gangesflod. Gaumukh betyder koens mund, og vi tænker, at der på den måde er en vis yndefuld sammenhæng mellem indernes helligdomme. Mod Ganges flodens sande udspring Lystigt går det hele formiddagen, og vi overhaler flere kornfede og svedende High Class-pilgrimme ; rige indere, der har hyret æsler og muldyr til at slæbe deres dvaske kroppe det sidste stykke op til det hellige vand. Ud på eftermiddagen kommer det dog til vanskeligheder for vores egen selvdefinerede metropol-pige, Tina, der måske ikke ligefrem er født ind i en bjergvandrerslægt. Tina må skulderklappes af mangt en inder og gives mængder af medfølende spark bag i, inden vi næsten uden at det bliver pinligt endelig når vor rejses mål: Ganges-flodens udspring for foden af Gaumukh-gletsjeren. Isvand og evigt liv Så mangler der kun én ting - den koldeste af alle kolde dukkerter: Vi skal bade i Ganges isvand. Det er som bekendt rimeligt helligt for en inder at dyppe sin krop i Ganges-floden et hvilket som helst sted i Indien men jo længere op mod udspringet man kommer, jo helligere bliver det. Vi tænker smilende, hvor mægtigt helligt det så må være at bade i isvandet akkurat her, hvor det kommer ud fra den smeltende gletscher i over meters højde. Vi gør det! Ikke et langt bad, bestemt ikke et langt bad. Men et fuldbyrdet bad er det, og som vi bagefter skælvende står og tørrer os i Himalayas sol, mærker vi hvordan nirvana og det evige liv er garanteret vores frelste sjæle til al evighed. Sådan. Herfra kan det kun gå godt: Tuktuk-teamet er velsignet i det vitterlig reneste Gangesvand, karmaen sprudler ud af os, og varmen breder sig indefra, mens vi stille og muntre trisser tilbage ned ad stien, på vej mod nye eventyr. Billede øverst: Velsignet for evigt og med karma sprudlende ud over det hele. Det lyser ud af mig, ikke? Billede i midten: Mt. Shivling i Indisk Himalaya troner med sine godt m. over Gaumukh Gletsjeren ved Ganges flodens udspring Billede nederst: Gaumukh Gletsjeren er en meget langsom gletsjer og isen smelter så meget undervejs, at overfladen dækkes af et tykt lag sten og jord, der har været indlejret i ismasserne 24 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

14 Caribiens sorte sjæl Med Dash-8 mellem øerne i paradis Otte lande. Elleve øer. 75 kilo bagage. Det var udgangspunktet for Jakob (nr. 312) og Charlottes (nr. 313) én måned lange rejse rundt i Caribien sommeren Medregnet i de 75 kilo bagage var parrets syv måneder gamle datter, Ava. Familien mødte dovne caribiske ø- samfund bygget op omkring palmer og strande. Transporten foregik med Dash-8 fly fra et af verdens dårligst organiserede flyselskaber. Tag med på en rundtur til øerne i Paradis! Tekst og foto: Jakob Øster På Asa Wright Nature Center i Trinidad er de så venlige at stille lidt nektar til rådighed for de mange kolibrier, der ellers kan være temmelig svære at indfange. Ankomst Trinidad Lettere pressede og faldefærdige af træthed skuer vi ud over vores bjerg af bagage. To store rygsække, en kæmpe kuffert, en klapvogn, en pusletaske og to proppede dagtursrygsække troner sig op. Rundt om vores habengut summer ankomsthallen i Trinidads Piarco International Airport af aktivitet. Ved siden af bagagen leger vores lille datter Ava heldigvis fredeligt på gulvet med en muslimsk dame og hendes barn. Det er nat, og vi aner ikke, hvor vi skal tage hen. Vi har ellers booket et hotel, men manden der skulle hente os, er ikke dukket op. Oveni hatten har jeg selvfølgelig glemt både hvad hotellet hedder, og hvor det ligger, så vi kan hverken ringe efter dem eller bare tage derhen. Hvad gør vi nu, lille du, tænker vi, og skæver til lille Ava på gulvet og vores bjerg af bagage. Selvfølgelig kan vi bare tage en taxa ind til hovedstaden Port of Spain og finde et andet hotel. Men det er mørkt, taxachaufførerne er skumle, Port of Spain lyder skummel og efter 23 timers rejse fungerer vores hjerner ikke helt, som de skal. Langt hjem til Mor. Vores redningsmand hedder Bryan og arbejder for et biludlejningsfirma. Han skal vise sig at blive både den første og den eneste lokale person, vi møder på en hel måned, der faktisk ser lidt bekymret ud. I må vist hellere køre med mig siger han, og hjælper os med at smide vores betragtelige mængde bagage op på det åbne lad bag i hans Toyota. I den varme tropenat kører vi fra lufthavnen gennem de ildelugtende slumforstæder, der omkranser Port of Spain. Hvis I nogensinde punkterer på denne vej, skal I ikke standse for at skifte dæk siger Bryan, og kører et par gange over for rødt for ikke at standse unødigt. Toyotaens aircondition giver fuld valuta for pengene og bringer snart temperaturen i bilen ned på ti grader til trods for de omklamrende fugtige tredive tropegrader udenfor. For at holde vores lillebitte syv måneder gamle datter varm vikler vi hende ind i en hvid stofble. Ava tror, det er en leg, og som et lille hvidt spøgelse hopper hun glad op og ned i sin mors favn på bilens forsæde. Med det grinende spøgelse i forruden glider vi gennem de øde gader i Port of Spain Propper, som byens kerne kaldes, og ender ved hotel Par-May-La i distriktet Newtown. Hotellets natportier tager smilende og snakkende imod, og først efter at han har sagt en hel masse, går det op for os, at det syngende kreolskklingende sprog, der flyder ud af hans mund, faktisk er gode gamle engelsk. Elkoger og kohovssuppe I ly bag hotellets tunge tremmelåger tror vi, det er tid til at sove. Vi tager fejl. Ava vil have en flaske, hvilket hun ikke gør sig de store anstrengelser for at skjule. Det kan kun gå for langsomt. En flaske kræver rent vand og strøm til elkogeren. Vi har ingen af delene. Vandet tog de fra os i flyet, og vores normalt særdeles anvendelige samling af alskens adapterstik fra obskure lande kommer for en gang skyld til kort. Med tunge skridt må jeg derfor midt om natten gå gennem Newtowns snuskede, skumle gader i desperat jagt på vand og en adapter. Hvor går man hen klokken to om natten, når alt er mørkt og lukket? Træt og opgivende flakker jeg omkring i natten. Foran et lille guesthouse står to mennesker og glor ud på gaden, mens de drikker øl. De har været ude at lime, hvilket på disse kanter betyder at feste, og er lige kommet hjem. Den ene er turist. Dem er der ellers ikke mange af i Port of Spain på denne tid af året. Han hedder Eran og er fra USA. Søreme om ikke han har en adapter, jeg kan låne. Den anden er guesthousets kok. En finurlig fætter ved navn Mike med en hullet trøje og tænder som et ituslået plankeværk. På samme syngende dialekt som portieren forklarer han, at han sagtens kan skaffe noget mineralvand, hvis bare vi lover at komme tilbage næste dag og smage hans cow heel soup. Det lyder som en aftale kun et skarn ville afslå, og jeg kan endelig vende hjem og sikre familiefreden. Ava falder hurtigt til ro, efter hun har spist, og endelig kan vi selv gå i seng i den rå by med de venlige mennesker. Med billeder af Port of Spains slum på nethinden og spekulerende, over hvordan kohovssuppe mon smager, falder jeg i den dybeste søvn. Udflugter i Trinidad På den knaldblå himmel svæver store flokke skinnende røde scarlet ibis over Caronis sumpe. Vores store træbåd glider gennem sumpene, der udover et væld af fugle bebos af leguaner, slanger og alligatorer. De skarlagensrøde ibiser over vores hoveder er Trinidads nationalfugl. Grundet deres noget uheldige udseende og karakteristiske farve finder man dem verden over i enhver zoologisk have med respekt for sig selv. Men det er altså her fra dette økologiske paradis, de stammer. Vi har lejet en bil og er kørt hertil for at komme på bådtur for at se noget af Trinidads berømte natur. Ind i mellem vores udflugter husker vi at besøge Mike for at spise hans mærkelige mad. Kohovssuppen med rodfrugten maniok smager væmmeligt, men Mike er fandeme flink. Heldigvis smager Mikes Calalloo betydeligt bedre. Calalloo, som også kaldes vandspinat, smager som krydret spinat og er noget nær Caribiens nationalret. Og i Mikes restaurant føler man sig altid godt tilpas. Efter middagen er vi tilbage på asfalten. Trinidad er udenfor Port of Spain et rimeligt let land at navigere i, når man har egen bil. Det er i sagens natur svært at fare vild på en ø. På vej mod atlanterhavskysten kører vi til gengæld nær tør for benzin, og vi undrer os over at et land, der producerer så meget olie, stort set ikke har nogle benzinstationer. Stjernerne over Matura Bay funkler som rebelske diamanter skåret ud af solen. Lille Ava sover i sin autostol, som vi i den stjerneoplyste nat har båret ned og sat mellem os på stranden. Det er lunt nok til kun at have shorts på, selv her om aftenen ude ved kysten. I horisonten ser vi de uendeligt brændende flammer fra Trinidads boreplatforme række op mod nattehimlen. På vores sidste aften i Trinidad er vi taget ud for at forsøge at se kæmpeskildpadder, de såkaldte leatherback turtles. De skulle komme op på land her på Matura Beach. Vi er her dog ret sent på sæsonen, så vi ser kun nogle af de mange nyudklækkede skildpaddeunger, som vores ranger finder til os. Alligevel er det et magisk caribisk øjeblik at sidde her under de svajende palmer og de funklende stjerner og betragte disse sære små skabninger. Det er ikke let at være lille skildpadde. De fødes blinde, og kun en ud af tusind overlever længe nok til at vokse sig stor. Stilheden i tropenatten afbrydes kun af de brusende bølger, der blidt ruller ind over stranden. St Lucia The land, The people, The light skriger et stort skilt i Vigie-lufthavnen på St. Lucia. Landets slogan er de stolte af i den indbydende lufthavn. Men det er lige før vi aldrig får set hverken landet, folket eller lyset i St. Lucia, for vi er 26 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

15 Bob Marley har ikke levet forgæves. Gennem hele Caribien ser man folk i klædt de karakteristisk røde, gule og grønne farver. nær aldrig kommet ind. Efter den nyligt afholdte Cricket World Cup er der ifølge den unge betjent i paskontrollen indført visumpligt for danske statsborgere. Det er godt nok endnu ikke gået op for det danske udenrigsministerium, som ifølge deres rejsevejledning mener noget andet. Men betjenten er ligeglad. Sådan er reglerne. Visum on arrival kan man naturligvis heller ikke få i lufthavnen og politistationen i hovedstaden Castries er lukket de næste to dage, da det er weekend. Fabelagtigt. Til sidst beslutter den unge betjent sig heldigvis blot for at beholde vores pas i lufthavnen i tre dage, indtil vi skal af sted igen. Vi bosætter os i Soufrière i den sydlige del af St. Lucia på et resort, hvor de heldigvis ikke beder om at se vores pas, da vi checker ind. Soufrière imødekommer alle vores forestillinger om et caribisk paradis. Vandet er klart. Himlen er blå. Bugten er bred. Palmerne er grønne. Og bjergene - St. Lucias nationalsymbol The Pitons - troner sig op bag bugten. Selv om stranden ikke er helt hvid, går det lige an, især fordi den ene fantastiske swimmingpool efter den anden kappes om pladsen på de adskillige resorts lige bag stranden. Vi bor på The Hummingbird Beach Resort, som her i lavsæsonen med 70$ pr. nat for et dobbeltværelse må kandidere til at være Caribiens bedste røverkøb. Stedets berømte restaurant byder på et fransk-caribisk fusionskøkken, og baren løber aldrig tør for caribisk rom. Paradis findes. Det er desværre svært at sige det samme om tjeneren. Han findes ikke. Når han endelig dukker op, bevæger han sig søvnigt rundt, og betjeningen foregår i et tempo, der hurtigt kunne få selv en søvnløs til at sove tornerosesøvn i hundrede år. Men hvem har travlt i Paradis? Menukortet byder på sære retter som konkylie i karry, mahimahi, red snapper og chicken arawak flamed in cherry. Maden smager (udover konkylien, der smager cirka som vådt viskelæder) endnu bedre end den lyder og er heldigvis ventetiden værd. Catch of the day er delfinfisk eller mahi-mahi som de kalder den her. En saftig slambert af en fisk, der ingen relationer har til delfinen, men som smager forbandet godt i den creolsk-europæisk inspirerede tilberedning med ris, grøntsager og sorte bønner. Emancipate yourselves from mental slavery; None but ourselves can free our minds, synger forsangeren i det seks mand store afroband. Det er den sidste lørdag i måneden, hvilket hver måned fejres i Soufrière med en gadefest. Hvem der har inspireret bandet, der er klædt i rødt, gult og grønt fra top til tå, er svært at overse. Reggae man! Last In Aviation Technology og Lost In between Antigua and Trinidad er blot nogle af de mange kreative forslag. Ikke opløftende læsning, men hvad fanden, for kun et par hundrede kroner hænger vi her over Paradis og glor på tropeøer og Fitzroys smilende fjæs. Jah man! You know the first Chinese was a black man! Even Buddha was a black man! It all came from Africa, man! Jah, man! Jah, rules! skråler forsangeren. Og så får vi ellers efter denne hyldest til Jah, rastafariernes Gud, blæst hele bagkataloget af Bob Marley klassikere ud af de kæmpe højttalere og ud over gaden. Selve indtjekningen i Trinidad havde godt nok forinden taget en stiv klokketime efter vi var nået helt frem til checkin-skranken, i løbet af hvilken der blev produceret omkring fire fejlagtigt udskrevne billetter pr. mand. Denne operation blev varetaget af ikke mindre end tre teenagere fra LIAT, hvis energiog intelligens-niveau ledte tankerne hen LIAT - Lost In between Antigua and Trinidad Der er ikke en eneste sky på den blå himmel. Under os ligger de små Antiller som perler på en snor. Den ene tropeø efter den anden glider graciøst forbi, mens motorerne på vores LIAT propelfly på et plejehjem for senildemente, og hvis serviceniveau ledte tankerne hen på Rusland under Stalin. Jeg tror ikke engang, de var studentermedhjælpere, for studenter bliver de sgu nok aldrig. Men hey, efter en rask løbetur nåede vi lige akkurat flyet, og man får ikke alt brummer stilfærdigt. Øerne ligner for et par hundrede kroner. I flyet højt hinanden og er uforståeligt smukke med deres palmebeklædte indre og hævet over Caribien griner vi lidt af det hele. de kridhvide, alenlange omkransende strande. Hjertet hopper et slag over, da Fra luften er der gennem det klare vand frit udsyn vi kigger ud af det lille flyvindue til de mange koraller, der og pludselig er i øjenhøjde med omgiver kysterne, og en mand og en ged. havets farve changerer smukt mellem hvidt og blåt og efterlader ikke megen tvivl om, at det her er nogle sandstrande, der vil noget. Vores cruising altitiude er blot fod, så paradiset under os er ikke så langt væk endda. Stewardessen er slet ikke en stewardesse, men en steward; han hedder Fitzroy, og er en stor rar bamse, der smiler hele vejen. Livet er smukt. Vi var ellers hjemmefra blevet advaret godt og grundigt mod at benytte flyselskabet, vi nu rejser med. LIAT - Leeward Islands Air Transport - er godt nok suverænt det største caribiske flyselskab, men også et af de mest udskældte. Direktøren for foretagendet mener ellers, at selskabets navn i stedet burde stå for Leaders In Air Travel kan vi læse i det Inflight Magazine, der er placeret foran os, men måske har han taget munden for fuld og gjort regning uden vært. I hvert fald skorter det på nettet ikke på kreative og humoristiske advarsler og alternative forslag til, hvad forkortelsen kunne stå for: Leave Island Any Time, Luggage In Another Territory, Luggage In Another Territory Den smukke flyvetur ender med, at landingsstellet på vores Dash-8 Q300 problemfrit folder sig ud og piloten let lander i V.C. Bird-lufthavnen på Antigua. Ved lufthavnens bagagebånd falmer vores feriesmil desværre hurtigere end et fotografi i solen, da det går op for os, at det formentlig er lykkedes LIAT at leve op til forudsigelsen omkring Luggage In Another Territory. I hvert fald er alle vores pakkenelliker væk - inklusive klapvogn, tøj, transportabel barneseng, bleer og babymos. Den stakkels unge mand, der besidder det utaknemmelige job at stå for lufthavnens forsinkede bagage, oplyser os til gengæld, at bagagen 100% sikkert vil være med det sene eftermiddagsfly. No need to worry siger han, hvilket viser sig at passe nogenlunde lige så godt som en saddel på en gris. Efter at have skældt ud på verden i almindelighed og LIAT i særdeleshed, lykkes det os dog, selv om det selvfølgelig er søndag, både at finde et hotel, et supermarked, hvor vi kan købe det fornødne til vores datter, og at leje en bil, så jeg i pendulfart kan køre frem og tilbage mellem St. John og V.C. Birdlufthavnen, hver gang Charlotte, min nu noget utilfredse kæreste, beordrer mig af sted for at se, om bagagen skulle være ankommet. Med eftermiddagsflyet viser der sig naturligvis at være lige så meget manglende bagage, som der er dværge i en dværgkanin, men den efterfølgende formiddag har vi endelig heldet med os. Al bagagen er ankommet. Hip hurra! Nej vent, min rygsæk mangler. Pokkers! Til gengæld finder jeg i stedet for rygsækken en anden mands taske med mit navn på bagagestrimlen. Højt hurra for LIAT, tre korte og tre lange, og gid det må leve længe. Jeg er sikker på, at jeg aldrig vil se min rygsæk igen, da den sandsynligvis flyver rundt i caribien tagged med et andet navn end mit. LIAT s veje er uransagelige. Stor er glæden - og overraskelsen - derfor, da rygsækken endnu et døgn senere, og en time før vi skal forlade Antigua for at flyve videre, alligevel dukker op, og faktisk viser den sig trods alt at være mærket rigtigt med mit navn. Da vi besøger otte lande i Caribien og al rejse mellem øerne foregår pr. fly er der ingen vej udenom, at vi igen og igen må sætte os til rette i en af LIAT s små maskiner, der igen og igen byder på overraskelser. Ofte er flyene overbookede. En ting er overbookning, når billetterne sælges, mere overraskende er det, at der rent faktisk gentagne gange er flere passagerer om bord på flyet, end der er sæder til. Enkelte gang oplever vi sågar, at nogle passagerer er kommet med det forkerte fly og skulle have været til en helt anden caribisk destination! Caribisk flysikkerhed og -kontrol er vist ikke helt nået op på resten af verdens niveau. I et andet tilfælde havner en passager i form af en caribisk matrone, som er på den alt for forkerte side af de hundrede kilo, ude i cockpittet (som hun nærmest må presses ind i) sammen med piloterne, da det er det eneste sted der er plads i det alt for overbefolkede fly. St. Kitts og Nevis En ung fyr med skinnende guldsmykker og kulsorte solbriller cruiser op og ned langs strandpromenaden, mens den vrede sorte mands musik dunker ud gennem taget på hans potente bil. The Undertaker står der med skrigende 28 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

16 hvid maling henover hans forrude. Hvem den vrede unge mand har set sig sur på fremgår ikke, men vi skynder os at trække vores klapvogn i sikkerhed og væk fra vejen hver gang, han kommer blæsende forbi. Scenen er Pineys Beach Road på øen Nevis, men vi kunne for så vidt lige så godt have været i Grenada, St. Vincent eller en af de andre vestindiske øer. Overalt er biler og busser overmalet med flammende bogstaver. Midt i byen på holdepladsen for minibusser og taxaer holder Bad Boy, The Terminator og Ever blazing - no weapons formed against me shall prosper side om side, og efterlader os lidt tvivlende overfor, om køretøjerne drives af chauffører, man tør stole på. Men udover enkelte vrede unge mænd og nogle sure rastafarier er stemningen nu afslappet på de caribiske øer. Befolkningen er et skørt miks af efterkommere fra afrikanere med et lille snert af de mange europæiske nationer, der på kryds og tværs skiftedes til at kolonisere øerne. Reggae, Soca og Calypso flyder melodiøst ud fra barerne, folk smiler og hidser sig ikke unødigt op, drikker en øl eller en tår rom, og i morgen kommer endnu en dag. Det er om aftenen og om natten man kommer tættest på Caribiens sorte sjæl. Dagene tilbringer vi på den smukke strand lige ved siden af et luksus-resort, som frekventeres af superstjerner fra hele verden. Dem ser vi dog ingen af, men de holder sig nok til deres afskærmede villaer med egen butler og pool til kr. pr. overnatning. Vi nyder Praktiske oplysninger Transport: Vi fløj med Continental København - Port of Spain t/r for kr. pr voksen. Lokalt mellem de Caribiske øer fløj vi ni gange med LIAT til en samlet pris af kr. pr. voksen. Billetter med LIAT bookede vi fire måneder før rejsen på internettet. Prisen hos LIAT stiger markant, hvis billetter købes kort før afgang. Vi lejede bil på fire øer og gav i gennemsnit 400 kr. pr. dag for billeje inkl. forsikring og ubegrænset antal kilometer. Overnatning: Vi boede på hoteller eller guesthouses i Trinidad, Antigua, Nevis, Dominica og Grenada. I Barbados og på Bequia boede vi i ferielejligheder, og på St. Lucia på beach resort. Prisen for et dobbeltværelse indenfor disse tre kategorier i stedet at lære vores egen prinsesse at bade i havet og grave nogle seriøse huller i sandet. Afgang Nevis Da vi forlader Nevis er LIAT igen tæt på at sende os af sted uden bagage. Vi har godt nok checket ind som de første på flyet. Alligevel er vores bagage ikke med, hvilket Charlotte heldigvis har opdaget ved at holde øje, da den lille tyvepersoners twin otter blev lastet. Et kreativt væld af LIAT ske søforklaringer følger: Bagagen er helt sikkert i lastrummet foran. Eller også er den ganske bestemt i lastrummet bagved og Bare rolig jeres bagage er med, stig nu bare ombord. Men så nemt narrer man ikke en vred mor, der allerede én gang er taget af sted uden udstyret til sin baby, og nu pure nægter at stige ombord. De andre passagerer har for meget bagage med, så jeres kan ikke være der, og nogle af de andre skal videre helt til London! indrømmer en kvindelig LIATmedarbejder med to striber på skulderen endelig. Til sidst giver hun op, og vores tres kilo bagage bliver slæbt op til flyet og placeret inde i kabinen og lagt i midtergangen ovenpå en fire meter lang gammel malerstige, der formentlig er med for at kunne agere nødtrappe. Tungt lastet rumler det lille, slidte fly endelig fredsommeligt ud ad landingsbanen akkompagneret af høje sært knirkende lyde et sted nede bagfra. Til trods for de underlige lyde og lidt for meget bagage letter vi blidt og tøffer i lav højde mod naboøen. Da vi lander, viser det sig, at kun vores og de lokales bagage er kommet med flyet, mens de fem andre hvide passagerer må gå tomhændede derfra. Om det er hævn for de mange år europæere gjorde brug af sorte slaver skal jeg lade være usagt, men LIAT går under alle omstændigheder næppe over i historien som et af verdens bedste flyselskaber. Dominica Hjertet hopper et slag over, da vi kigger ud af det lille flyvindue og pludselig er i øjenhøjde med en mand og en ged. Med sveden piblende fra panden går det op for os, at vi er på vej i gennem en bjergslugt med huse, bjerge og palmer tæt omkring os. Så krænger piloten flyet hårdt til venstre, og vi drejer rundt om bjerget og fortsætter i den næste frodige, grønne slugt. Allerede da vi efter den spektakulære indflyvning lander i Dominicas Melville Hall lufthavn er vi ikke i tvivl om, at Dominica er en speciel ø. Palmeslugten vi lander i ligner noget taget ud af et computerspil. Det siges om Dominica, at ud af alle de caribiske øer er Dominica den eneste, som Christoffer Columbus stadig ville have en chance for at genkende. Dominica er en af Caribiens mindst besøgte destinationer grundet manglen på smukke hvide sandstrande og fraværet af en lufthavn, der kan håndtere andet end mindre fly. Måske derfor ser Dominica ud som den altid har gjort, og med dens bjerge, vulkaner og palmedækkede urskov ligner den noget fra Jurassic Park. Det er ingen tilfældighed, at flere Pirates of the Caribbean film er optaget her. Fra lufthavnen i den nordlige del af øen er der femogtyve kilometer til hovedstaden Roseau, hvor vi skal bo. Tyve minutter i svingede i lavsæsonen (juli 07) mellem $ pr. nat for et dobbeltværelse med et gennemsnit på 64$ pr nat. Overnatninger var ikke booket på forhånd, men blev fundet, da vi kom frem. Sæson: April-november er lavsæson i Caribien med få turister og store rabatter på hoteller mv. Orkansæson er officielt fra august-september, men varierer fra ø til ø og kan i teorien strække sig helt fra juni til december. Vi oplevede ingen orkaner, kun en lille tropisk storm med regnvejr, der kun varede en halv dag. Det er varmt og fugtigt om sommeren. Der kommer om sommeren typisk kun ét krydstogtsskib om ugen til hver ø. Billede ovenfor: Vores datter Ava hygger sig i godt selskab med en af kandidaterne til at blive Queen of the carnival i St. John s, Antigua Billede øverst til højre: Op af havets klare vand trækker denne rastaman - og et par af hans fiskervenner - denne fiskerbåd efter at dagens fangst er kommet i hus. Billede nederst til venstre: Dominica ligner noget fra Jurassic park; forvokset frodig urskov med palmer og alskens frugter allevegne. taxa troede vi, men efter fra luften at have set Dominicas ualmindeligt kuperede topologi er vi klar over, at det er en opfattelse, der må revideres. Til alt held holder hverken The Terminator eller The Undertaker klar på lufthavnens taxaholdeplads. I stedet får vi fornøjelsen af at gøre følgeskab med Easy Boy Ken på den djævelsk udfordrende tur gennem de mange hårnålesving op over øens to majestætiske vulkaner. Ken er, som navnet antyder, en forsigtig herre, der heldigvis tager den med ro på den halvanden time lange tur gennem sving efter sving i den tæt bevoksede jungle. Uden at støde på hverken dinosaurer eller pirater, når vi sikkert frem til Dominicas slidte hovedstad. Ma Bass Guesthouse Mørket har sænket sig over det centrale Roseau, da vi endelig når frem. Ma Bass åbner den knirkende dør for enden ad den stejle trappe, der fører os op over en købmandsbutik og op til den gamle dames guesthouse. Smilende byder hun velkommen. Ma Bass hedder i virkeligheden Teressa Williams og er det menneskelige svar på en rosin, der har ligget længe i rom. Hun er glad, energisk og rynket. Når hun ikke er i kirke, spurter hun rundt og opvarter alle gæster, som om de hver og en var hendes barnebarn. Ma Bass nærmest insisterer på, at hendes gæster laver mad sammen i hendes køkken om aftenen og inviterer hende til at spise med. Hele verdens selskabelige mormor. Er der ingen, der gider lave mad, gør hun det selv. Der er ingen grund til at gå i supermarkedet, for det fælles køleskab er proppet med mad og øl, som man bare kan tage, blot man selv holder styr på regnskabet. Som en ekstra bonus bor her også et herligt par fra Trinidad, der udover at producere Caribiens bedste curry roti, også tilbyder at passe Ava for os. Verdensklasse. Til morgenmad er der hver morgen frugtsalat, og i løbet af fire dage når vi at komme igennem både guava, banan, mango, papaya, tamarin, ginnip, vandmelon, vindruer og ananas. Ni forskellige frugter, der alle vokser vildt på Dominica. Hertil et glas frisk fruit punch med nektar fra hibiscusblomsten, der har en frisk smag som sød jordbærsaft. Den ene dag tager den anden i dvaske Roseau. Midt på dagen spiser vi creolsk mad på balkonen på Cornerhouse Café. Som regel får vi smoked chicken in coconut sauce med bønner, ris og mærkelige lokale rodfrugter, mens vi glor ud over King George V Street, hvor livet går sin vante gang. Kun én gang om ugen er byen på den anden ende, når turister og deres flydende højhus kigger forbi. Cirkus krydstogt forsvinder dog hurtigt fra øen igen og lader Dominica geare ned til sit vante rolige tempo. Fra balkonen betragter vi det hele lidt fra oven og med udsigten til de frønnede, farverige huse absorberer vi de mange indtryk fra det alsidige og afslappede Caribien. 30 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

17 tema road trips Det kan være svært at oversætte arabisk til engelsk, men budskabet er der nu ikke noget galt med. I baggrunden ses et begravelsestårn. Med Land Rover fra København til Cape Town Der er langt fra sigøjnerne i Rumænien til savannens løver i Sydafrika, men det er ikke desto mindre vores mål at opleve begge dele på samme rejse. Turen er sat til at tage et halvt år, og i den tid vil vores hjem være en gammel Land Rover med et tagtelt. Hver kilometer på vores vej byder på nye oplevelser og hvert bekendtskab på nye historier. Vi har allerede krydset syv grænser, da vi når den grænse, der skal føre os ind til det mystiske og sagnomspundne mellemøsten. Tekst og foto: Maibritt Brink Larsen We are not the demanders of war and destruction, but we protect our self against war and destruction. Således lyder ordene på et stort skilt oversat til engelsk, og smukt dekoreret med skudhuller. Sådan en velkomst på grænseovergangen til Syrien kan få en ung blond pige som mig til at svare fuldstændigt ærligt på ethvert spørgsmål, der måtte komme. Tolderen, der traditionen tro har ladet mig vente en rum tid, inden han dukker op, ser ikke ud til at have fået sin morgenkaffe. Og spørgsmålene ER mange: Nationalitet? Dansk. Alder? 24. Destination? Cape Town i Sydafrika. Hvert spørgsmål bliver fuldt af et skeptisk blik og dernæst omhyggeligt noteret ned på en alenlang formular på arabisk. Han ser ikke ud til at have megen forståelse for min historie, der snart rummer både fortid og fremtid. For hvad vil en ugift studerende og hendes kæreste Thomas i Syrien? Men formularen må jo ende, og jeg når lige at ånde lettet op, da han trækker en ny formular op og spørger til, hvilken type brændstof vores Land Rover kører på. Jeg svarer diesel, og det svar kommer til at koste mig dyrt, da der ligger en særlig brændstofafgift på dieselbiler. Helt præcist koster det 100 USD pr uge vi vil være i Syrien. Og hvor længe vil vi så det? Jeg svarer småsurt en uge, overbevist om, at jeg er ved at blive snydt. Gennem tåge og sandstorm Vi sætter kurs mod Crac des Chevalier eller Ridderborgen. Selvom der kun er små 200 km fra grænsen til borgen, ankommer vi først efter mørkets frembrud til den lille bjerglandsby, som borgen ligger i. Vejene her i Syrien benyttes flittigt af alt lige fra cykler til får, og selvom skiltene ofte er oversat til latinske bogstaver, så lader arabisk sig ikke oversætte direkte, og stavningen er derfor sjældent ens fra skilt til skilt, selvom destinationen er det. Næste morgen er det så tåget, at det ikke kan lade sig gøre at få et overblik over borgen udefra, men det går hurtigt op for os, at den er stor tempelriddere har boet her engang, og i dette vejr får man en tydelig fornemmelse af, at det ikke altid har været lige rart. Fugten driver ned af væggene og danner små vandløb på stengulvet i de lange gange. Rummene er dunkle, og lyskeglerne står skarpt aftegnet ind gennem de store åbne vinduer, hvorfra tågen bølger ind. For en dansk turist spreder mystikken sig i takt med lyden af vores egne fodtrin, der giver ekko og bliver til en hær af tempelriddere, der løber gennem borgen og afgiver ordrer, så det runger i ørene. Fantasien fejler ikke noget her i Syrien, men nu hjælper det selvfølgelig også en del, at vi har denne storslåede ridderborg helt for os selv. Vi forlader modstræbende borgen og vender kofangeren mod ørkenen, hvor vi overraskes af en sandstorm, der er endnu tættere end tågen i højlandet. Den sorte stribe asfalt, der før skar sig gennem den flade sandørken, er nu helt forsvundet fra vores synsfelt. Vi holder Land Roveren ind til siden og finder et par tørklæder frem til at holde for mund og næse. Vores gamle spand af en bil er nemlig så pivutæt, at det stormer næsten lige så meget inde i bilen som udenfor, og snart er alt i bilen dækket af et fint lag ørkensand. Hvad gør vi nu? Hvor længe kan det blive ved med at storme? Hvad hvis det bliver mørkt og det stadig stormer? Jeg trykker næsen flad mod forruden og kan lige nøjagtig skimte overgangen mellem den sorte asfalt og sandørkenen. Det åbner for en helt ny og dristig mulighed. Thomas triller forsigtigt bilen tilbage på vejen og kører i blinde efter mine instruktioner: Lidt til højre. Du har 50 cm til kanten. 30. Ret op. Lidt til venstre. På den måde snegler vi os af sted. Godt der kun er én vej, og at den er forholdsvis lige. Vi passerer en bil i vejkanten og ser, at den lægger sig i vores kølvand. Tiden står stille. Koncentrationen er i top, og i de få minutter, hvor jeg ikke afgiver instruktioner, beder jeg en lille bøn om, at vi ikke møder en modkørende lastbil, der ved at han er den største, og derfor ikke lister af sted som os. Så lige pludselig bryder vi igennem muren og er ude, hvor vi kan ånde frit. Vi holder ind til siden, og nu overhaler en lang kolonne af biler, der åbenbar har ligget i vores skygge hele vejen gennem sandstormen. De dytter og vinker smilende til os, mens de råber noget vi efter bedste evne oversætter til Godt gået. Efter at have fået pusten kører vi videre, og snart belønnes alle dagens strabadser med den smukkeste solnedgang over ruinbyen Palmyra. Byen er blandt verdens mest velbevarede romerske ruinbyer, sikkert fordi den ligger så isoleret midt i en kæmpe ørken, at det ikke har kunnet svare sig at flytte stenene og genbruge dem andre steder. Byen ligger på den gamle silkerute, midt i en lille dadel-oase, og byens oprindelige navn er da også Tadmor, som betyder byen med dadlerne. Også her er vi stort set de eneste turister. En ven i Jordan Et par uger senere befinder vi os igen i ørkenen. Denne gang er det Wadi Rumørkenen i Jordan, og her er ingen veje overhovedet. Derfor har vi også kørt hele natten med udsigt til baglygterne på vores nye vens 4-hjuls-trækker. Vores ven er ejer af et firma, der laver elevatorer, og vi mødte ham for få dage siden, da han blev tiltrukket af vores dejlige bil. Sådan en har han altid ønsket sig, for selvom han har en 4-hjuls-trækker, er det ikke samme mærke. Efter en detaljeret gennemgang af vores bil og en rundvisning på hans fabrik, blev vi spurgt, om vi havde lyst til at tage med ham og nogen af hans venner på ørkensafari. Det tilbud var for godt til at afslå. Vi følger vores vens tradition og kører ind i ørkenen om natten. På den måde kommer vi til at opleve den blodrøde solopgang midt i ørkenen. Rundt om os er der ikke andet at se end rå klipper og sand i alle regnbuens farver. Jeg er dybt betaget af den flotte solopgang, som vi nyder i åndeløs spænding. Men det er stilhed før stormen, for næppe er solen blevet forvandlet til en bagende kugle på himlen, før iskolde dåser med sodavand og nogle små helvedesmaskiner kommer frem. De kan bedst beskrives som en slags motorcykler, men med fire hjul. Sikken en fest der bliver, med latter og interne konkurrencer om, hvem der tør kører op af den stejleste eller mest ujævne klippeformation. Om aftenen 32 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

18 Palmyra i Syrien ligger midt i en lille dadeloase omgivet af en hel flad sandørken. går festen over i lidt af et madorgie, for selvom vi er i ørkenen, så er der ikke det, vores nye venner ikke kan lave over et bål. Stjernerne tændes, og vi snakker hele natten om Danmark og Jordan, om religion og ligestilling og alt muligt andet. Vores nye jordanske venner går i vestligt tøj og er alle veluddannede mænd og kvinder i 30 erne. De har træk fra både den mellemøstlige og den vestlige verden, og det danner grundlag for mange spændende diskussioner, der får alle til at glemme, at de meget snart har været oppe i to døgn. Indiana Jones Vores jordanske venner anbefaler, at vi ser Petra, selvom det er dyrt og der er mange turister, så efter et stop ved en stor udtørret sø og ved det Døde hav, nærmer vi os stedet, hvor Indiana Jones fandt den hellige gral. På det første snuskede hotel vi prøver, skal de have en bondegård for at lade os campere i deres indkørsel, og det vil hverken vi eller det italienske par, vi møder på stedet, finde os i. Italienerne er også i Land Rover, så vi beslutter at bushcampe sammen. Nu er vi jo to biler, så det må da være helt ufarligt. Vi finder en rolig plet uden huse, og bortset fra den flok får, der passerer igennem vores camp ved spisetid, er vi helt alene. Næste morgen er vi godt tilfredse med os selv og med alle de penge vi har sparet. Nu er det bare surt, at det koster 210 kr. for turister og kun ti kroner for lokale at komme ind i Petra. Hvis bare vi talte arabisk, kunne vi spare 800 kroner for os alle fire. Her er det så, at det italienske par får en idé. Hvorfor ikke Petra i Jordan er det eneste sted vi besøger i mellemøsten, hvor der er mange turister. Normalt går vi alene og ugeneret rundt alle vegne. vandre over marker og bjerge til Petra i stedet for at tage hovedindgangen? Det ligger, ifølge vores beregninger, ret tæt på vores bush-camp, og italienerne er erfarne vandrefolk, så vi går med på idéen. Indiana Jones gik vel heller ikke den lige vej gennem hovedindgangen og direkte ind i det allermest hellige? Da Petra i virkeligheden er en kløft eller en slags sprække i klipperne, kan den ikke ses, før man står på kanten og kigger ned i den. Det bliver da også lidt af en udfordring, men efter et par omveje finder vi et veltrådt spor, der fører lige ned i kløften. Varmen hernede er ulidelig, men vi nægter at blive til grin på et af de små æsler, man kan leje, og som fører én rundt til alle de fascinerende huler, der er hugget ind i de farvestrålende klipper. En hel by er det, og vi skal se det hele. Også hulen, hvor Indiana Jones fandt den hellige gral. Det viser sig dog hurtigt, at det kun er det udvendige af hulen, der er smukt dekoreret med søljer og fantasifulde udskæringer. Hvordan de så har fået hugget facaden ud så mange meter over jorden, er en gåde, men smukt er det. Vi beslutter at tage hovedindgangen ud af Petra. Det vrimler med svedende japanske turister med smeltet makeup, og pludselig går der en djævel i vores italienske veninde. Hun simulerer med tegnsprog til en ældre japansk kvinde, at hun mangler sit æsel. Kvinden ler befriende, og det samme gør vi. Overstadige og overmodige går vi ud gennem hovedindgangen, mens vi synger en hjemmekomponeret melodi med kun én linjes tekst: No ticket. Et glædeligt gensyn Oven på den succes beslutter vi at gengælde tjenesten for vandreturen ved at invitere italienerne til Wadi Rumørkenen, hvor vi jo kender en super spot fra vores jordanske venner. Den er de helt med på, og snart er vi tilbage i ørkenen. Vi er to Landrovere og en tysker på motorcykel. Ham møder vi på vejen, og som man siger: jo flere jo bedre. Det skal vise sig at være en god idé at være flere. Især for tyskeren, der flere gange sidder ubehjælpeligt fast, selvom han har en toptunet off-road-maskine. Vi må ud og skubbe bag på. Det er varmt. Italienerne går med turban, og selv er jeg klædt i løstsiddende hør med lange ærmer og ben. Det er det eneste, der kan holde varmen ude. Turen bliver en stor succes, og faktisk også meget anderledes end sidst. Denne gang kører vi ind i ørkenen om dagen, og det betyder, at vi passerer flere beduintelte på vores vej. De er store, og der er både dromedarer og 4-hjulstrækkere foran teltene. Desværre har vi ikke modet til at stikke hovedet indenfor, og vi er for langt væk fra teltene til at kunne modtage en eventuel invitation. Jeg går ud for at vaske hænder og udstøder et skrig, samtidig med at jeg panikslagen træder et skridt tilbage. I beduinteltet Som en sølle erstatning vælger vi Beduin camp til overnatning efter vores ørkentur. Stedet består af et beduintelt og et usselt skur, der fungerer som lokum. Vi camperer bag teltet, som er fyldt op med lokale, der ryger vandpibe og spiser kage. Det er naturligvis kun mændene, der ryger, og kun kvinderne, der spiser kage. De to grupper sidder på gulvet i to cirkler i hver sin ende af teltet. Der snakkes og grines. Børnene holder sig hovedsalig til kvindernes ende, men det er jo også dér, kagen er. Selskabet ser ud til at være på strandtur. Teltet ligger nemlig tæt på havet og langt fra byen. At dømme ud fra deres traditionelle tøj ser det dog ikke ud til, at der er nogen, der skal i vandet. Det skal vi til gengæld, for der skulle efter sigende være alle tiders koralrev på disse kanter. En teori der bliver bekræftet, da vi møder et engelsk par, der er ved at skrive en bog om alle de bedste dykkersteder i verden. De viser os et par udvalgte steder, der kan nås med snorkel. Det vil sige, de viser dem til Thomas, for jeg er en kylling, når det kommer til at snorkle. Thomas er dog helt solgt og kommer først tilbage hen på aftenen. Han er dårlig nok trådt ind i vores lejr, før han kommenterer, hvad jeg allerede har indset. Vi har begået en kæmpe fejl ved at slå lejr så tæt på beduinteltet. For hvad der om dagen er et hyggeligt familieudflugtsmål, bliver efter mørkets frembrud til et tilflugtssted for arabiske mænd, der ikke ligger under for den alkoholpolitik, deres religion påbyder dem. Beduin camp ligger lige ved grænsen til Saudi Arabien, og efterhånden som natten skrider frem, bliver teltet fyldt godt op, og det samme gør glassene. Efter en uge i Syrien og fem i Jordan er det blevet tid til at sige farvel til Mellemøsten. Vores Land Rover er pakket i en container, og vi har fundet et hotel af ubestemmelig karakter. Efter en kort forhandling om prisen bliver vi ført op til det lille værelse med tilhørende toilet. Jeg går ud for at vaske hænder og udstøder et skrig, samtidig med at jeg panikslagen træder et skridt tilbage. Thomas kommer løbende, og jeg må flovt indrømme, at jeg blev forskrækket over mit eget spejlbillede. Jeg har ikke set mig i spejlet siden vi forlod Danmark for to måneder siden, og på de to måneder er jeg blevet forvandlet til et negativ af mig selv. Mit hår er skinnende hvidt, også øjenbrynene, og min hud har samme farve som lys chokolade. Det mest underlige er, at jeg aldrig før har været solbrændt. Ikke engang da jeg var i Indien. Jeg bliver altid bare til en kogt krebs og dernæst til mit sædvanlige blegaspars-image. Således forvandlet tager jeg sørgmodigt afsked med Mellemøsten. Jeg kunne let have tilbragt mere tid her. Set endnu flere små og store seværdigheder. Fået endnu flere nye venner og fået et endnu mere nuanceret billede af denne verdensdel, som jeg er kommet til at holde meget af. Men forude ligger et helt nyt kontinent med en helt ny kultur og ikke mindst natur. For det er jo det, Afrika er mest kendt for. Så selvom afskeden er trist, så skulle man da være et skarn, hvis ikke man glæder sig bare lidt til at se, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne. Wadi Rum ørkenen i Jordan er den perfekte legeplads for en Land Rover. Her er ingen veje, kun dem vi selv laver. Der er mange forskellige typer ørken i Jordan. Wadi el Kerak er en bred sprækkedal i et bjergrigt men goldt område. Fakta Forberedelsestid: Et år. Thomas gik i lære hver tirsdag som mekaniker. Jeg ordnede alt papirarbejdet og indkøbte det nødvendige grej, som min far hjalp os med at montere på bilen. Turens rute: Danmark, Tyskland, Østrig, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet, Syrien, Jordan, Kenya, Tanzania, Zambia, Botswana, Namibia og Sydafrika. Turens længde: kilometer Turens varighed: Seks måneder Turens pris: Forfatteren har ikke haft nerver til at lave en endelig og helt nøjagtig udregning, men det ligger omkring kr. De største udgifter er bilen, to gange fragt af bilen med skib, diesel til bilen, flybilletter fra Cape Town, told og afgift på alle grænseovergange samt indgangen til nationalparkerne i Afrika. 34 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

19 Monterrey MEXICO Viva Mexico! Mexicanerne er stolte af deres land og deres uafhængighedsdag, som fejres højlydt. Nye traditioner Moderne bygninger er på mode i det traditionelle land. Inkvisitionen Katedralen i Mexico City er bygget med røde sten fra indianertempler. 5 ting du ifølge Jacob Gowland Jørgensen skal vide om Monterrey: Blodguderne Fantastiske Chitzen Itza og Teotihuacan rummer en blodig historie om menneskeofring. Død Døden er ikke trist, og de dødes dag er en festdag. Strandliv Det er altid rart med en kold pingvin, når det er 32 grader. Museer Kunstmuseet Marco i centrum af storbyen Monterrey i det nordlige Mexico er et ægte og smukt moderne museum, som lige har huset en udstilling med excentriske Frida Kahlos unikke malerier, og museet har en stor kunstbutik. Derudover er der en stribe nye museer samlet nær gågaden, og der er gratis adgang til flere af dem. Bjerg Uden for Monterreys bydele, der rummer 3 mio. indbyggere, begynder de smukke bjerge, som har givet byen sit navn, der med god vilje kan oversættes til konge af bjerget, bl.a. saddelbjerget, der er byens vartegn. Man kan også vandre i meget dybe limstensgrotter. Sko I Mexico laves der uendelige mængder af sko, og Monterrey er et skocentrum, hvor du kan købe alt fra ballerinasko til de ultimative cowboystøvler i krokodilleskind for at glæde den indre macho-mand. Byen er Mexicos rigeste, men prisniveauet er som i sydeuropa før euroen blev indført. Mad Byens mest kendte restaurant er El rey de cabrito, og gedekidskongen får da også stegt, kogt og bagt sin del af områdets mange gedekid. Der er ikke meget gammel gedeost over sådan en grillstegt entrecote, mums! Restauranterne med nonnetema (!) er også gode og billige, og ja, chili er en del af morgenmaden prøv chilpotlen. 5Mexicanere De lokale er venlige og særdeles udviklingsorienterede, som byen også bærer sit positive præg af med byplanlægning til det nye og restaurering af det gamle. Kriminaliteten er den laveste i nogen storby i latinamerika, og der er overraskende mange, som ikke kan særlig meget engelsk. Sær snegl På Yucatan-halvøen kan man finde sit eget feriesneglehus. La-la-la! Mariachis er Mexicos svar på giro 413, men der er også en cool undergrundsscene. Cowgirl De lokale er vilde med børn, og hatte fås derfor også i str. 1,5 år. 36 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

20 tema road trips I russisk jeep ad Silkevejen Off-road fra Pamir Highway i Tadsjikistan Tadsjikistan er definitionen på et sted, hvor verden er forlænget med brædder. Tag med, når Theis Sølling og hans gruppe går om bord i en gammel russisk jeep og sætter kursen mod Wakha-korridoren i Tadsjikistan nær den afghanske grænse. Kun udstyret med et gammelt russisk militærkort trekker gruppen derfra videre op til en top i meters højde. Det bliver en udfordrende ekspedition, der kun lykkes takket være gæstfriheden og hjælpsomheden fra den pamirske lokalbefolkning. Tekst og Foto: Theis Sølling Den eneste vej i de Tajikiske Pamirs er Pamir Highway. Alt andet kørsel foregår off-road eller ad primitive jordveje i. Vi kunne udse os hvilken som helst top til bestigning og så gjorde vores chauffør sit bedste for at komme så langt op som muligt med sin UAZ. Vi spurgte om vej til toppen af Peak Leningradsky GU i Drizh. Her mødte vi Ruslams familie som inviterede os til at overnatte og starte opstigningen næste dag. Pigen hedder Fathima og er Ruslams datter. I Murgab (3900 m.o.h.) kan man køre mod øst til Kina, mod syd til Afghanistan og mod nord til Kirgisistan. Bazaren er fyldt med mænd i jakkesæt og kvinder i farverige kjoler. Vi er landet i Dushanbe, hovedstaden i Tadsjikistan, og træder ud i noget, der minder om en dejlig dansk sommermorgen. Inden vi kan tage hul på vores jeeptur ad verdens højest beliggende motorvej, skal vi i krig med bureaukratiet i ex- Sovjetistan og indhente tilladelse til at køre mod Afghanistan og Pamirbjergene i øst. Vejen til downtown Dushanbe går langs floden, som før var proppet med frøer; nu har kineserne spist dem, og stilheden har indhyllet bredden. Der lugter af 72 oktan og brænde langs Dushanbes store sovjetstyle boulevarder. Trafikken er tynd, folk går for det meste i vejkanten. Det er specielt kvinderne, der træder ud med deres farverige kjoler og tørklæder; de fleste har sminket deres øjenbryn sammen over næsen. Mændene har mellemøstligt udseende, men er vestligt påklædt. Man ser enkelte salwar kameez-påklædte og mujahedeenlignende personer gå forbi, men ellers ånder alt fred og ingen fare. Det går til vores store overraskelse smertefrit med tilladelsen til at køre ind i Tadsjikistans østlige provins GBAO eller Gorno Badhakshan Autonomous Oblast. Vi er in business; på vej mod eventyr i de Tadsjikiske Pamirbjerge. På vej Loaded og 100% ukomfortable starter vi turen ad Pamir Highway, som tager os østover ud af Dushanbe. Efter cirka 30 km og et uoverskueligt antal polititjek og småbøder har vi helt lagt Dushanbe bag os og kører nu for fødderne af den mægtige Pamirkæde. Landskabet er endnu forholdsvist fladt, og temperaturen har for længst passeret det ulidelige. Nivaen, som bilen vi kører i hedder, bliver langsomt men sikkert rystet i stykker, og et stadigt større antal vitale dele falder af. Vi føler os derfor heldige, da vi finder en idyllisk bondegård med et svejseapparat og en kæmpe børneflok. Det er kun tilbuddet om to kilo heroin, der minder os om, at vi står i grænselandet mellem Tadsjikistan og Afghanistan. Vi står over på heroinen, men gør brug af svejseapparatet. Temperaturen er faldet til noget menneskeligt, Pamir Highway er begyndt at stige brat. Efter 14 timer undervejs på Pamir Highway når vi grænsen til Badhakshanprovinsen ved Qāla ē Kūm. Efter den helt store registreringsøvelse hos politiet lægger vi os til at sove i det fri; bålene på den Afghanske side af floden blinker til os. Bjergene er inden for rækkevidde. Ankomst til Khorog Khorog er den største by i Pamirbjergene mellemøsten er blevet til østen. Det arabiske udseende er skiftet ud med kirgisiske og mere asiatiske træk. Varmen er kommet tilbage, og man kan hele tiden høre flodens brusen og lugte bålene fra de små gaderestauranter. På den anden side af Khorog fortsætter Pamir Highway ud igennem Gunt-dalen. Fra Khorog er der forbindelse til Kina og Kirgisistan. Landskabet er smukt: det er som om farverne er kastet ud i form af sand og blæst på plads af vinden. Pamir Highway tager os forbi Yakokser op mod den grønne sø Yashi Kul. Vi beslutter os for at overnatte ved søen, fordi der er noget nær den smukkeste udsigt man kan ønske sig. Næste morgen vågner vi op til besøget af fire kirgisiske ryttere iklædt filthat, ridestøvler og jakkesæt. De var kommet for at se os an troede vi vores lejr lå lige ved siden en varm kilde, så det var i virkeligheden et bad der trak. Vi hoppede ned i Yashi Kul i stedet - en sø så kold, at hjertet næsten holdt op med at slå. 38 GLOBEN nr. 32 / Juni 2008 GLOBEN nr. 32 / Juni

http://turengaartil.dk/tgt/artikler/reportage/article40404.ece

http://turengaartil.dk/tgt/artikler/reportage/article40404.ece Side 1 af 6 Nyheder Rejseviden Rejsemarked Læser til Læser Forside Hvor vil du hen? Hvordan vil du rejse? Nyheder & rejsetips Sne & ski Foredrag Søg rejse Links Del dine oplevelser Video Spørg eksperterne

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Jeugdtour van Assen 1996

Jeugdtour van Assen 1996 Jeugdtour van Assen 1996 Af: Tonni Johannsen (SCK-Nyt 4/1996). Det er lørdag den 20. juli, taskerne og cyklen er pakket i bilen. Kl. 17.30 startede min far bilen. Jeg skulle til Kolding og derefter med

Læs mere

Sebastian og Skytsånden

Sebastian og Skytsånden 1 Sebastian og Skytsånden af Jan Erhardt Jensen Sebastian lå i sin seng - for han var ikke rask og havde slet ikke lyst til at lege. Mor var blevet hjemme fra arbejde, og hun havde siddet længe hos ham,

Læs mere

Jeg forstår ikke, hvorfor Mesteren valgte Zakæus.

Jeg forstår ikke, hvorfor Mesteren valgte Zakæus. Dagbogsbladene De følgende sider printes på groft karduspapir, som efterfølgende krølles sammen og lægges i en balje med en blanding af vand, kaffegrums, soja, cola eller lignende. Når papiret har ligget

Læs mere

Enøje, Toøje og Treøje

Enøje, Toøje og Treøje Enøje, Toøje og Treøje Fra Grimms Eventyr Der var engang en kone, som havde tre døtre. Den ældste hed Enøje, fordi hun kun havde et øje midt i panden, den anden havde to øjne som andre mennesker og hed

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

Nick, Ninja og Mongoaberne!

Nick, Ninja og Mongoaberne! Nick, Ninja og Mongoaberne! KAP. 1 Opgaven! Nu er de i Mombasa i Kenya. de skal på en skatte jagt, efter den elgamle skat fra de gamle mongoaber, det er mere end 3000 år siden de boede på Kenya. Men Nick

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Her ligger jeg så og filosoferer over hvor heldig jeg egentlig var - det kunne være gået grueligt galt! Vi går i fare hvor vi går.

Her ligger jeg så og filosoferer over hvor heldig jeg egentlig var - det kunne være gået grueligt galt! Vi går i fare hvor vi går. Kære Klubkammerater I tirsdags (d. 22/2) skulle jeg ha' været til Kalundborg med en arbejdskollega og sætte noget køkkenbord op, men da det blev aflyst i sidste øjeblik fik jeg mulighed for at tage tidligt

Læs mere

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Klaveret Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Skrevet af Louis Jensen For lang tid siden faldt et klaver i havnen. Dengang var min bedstemor en lille pige med en stor, rød sløjfe

Læs mere

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede.

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En anden slags brød Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En lille fåremavet sky hænger højt oppe over søen. Hænger helt stille, som om den er kommet i tvivl om, hvor den egentlig er på vej hen.

Læs mere

Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH)

Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH) 1 Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH) Hej Maja velkommen her til FH. Jeg vil gerne interviewe dig om dine egne oplevelser, det kan være du vil fortælle mig lidt om hvordan du

Læs mere

Alle de væsener. De der med 2 ben traskede rundt på jorden. Det var Jordtraskerne, det hed de, fordi de traskede på jorden.

Alle de væsener. De der med 2 ben traskede rundt på jorden. Det var Jordtraskerne, det hed de, fordi de traskede på jorden. 1 Sådan går der mange mange år. 1 Alle de væsener En gang for mange mange år siden blev skabt et væsen uden ben. Den måtte være i vandet, ellers kunne den ikke komme rundt. Så blev skabt en med 2 ben,

Læs mere

Kursusmappe. HippHopp. Uge 13. Emne: Min krop HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1

Kursusmappe. HippHopp. Uge 13. Emne: Min krop HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1 Kursusmappe Uge 13 Emne: Min krop Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1 HIPPY HippHopp Uge13_minkrop.indd 1 06/07/10 12.03 Uge 13 l Min krop Hipp og Hopp mødes stadig hver

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det. De 2 sten. Engang for længe siden helt ude, hvor jorden ender, ved havet lå 2 store sten. De var så smukke, helt glatte af bølgerne, vindens og sandets slid. Runde og lækre. Når de var våde skinnede de,

Læs mere

Men Mikkel sagde bare vi skal ud i den brand varme og tørre ørken Din idiot. efter vi havde spist morgen mad tog vi vores kameler Og red videre.

Men Mikkel sagde bare vi skal ud i den brand varme og tørre ørken Din idiot. efter vi havde spist morgen mad tog vi vores kameler Og red videre. Det var midt på formiddagen. vinden havde heldigvis lagt sig jeg Mikkel og min ven og hjælper Bjarke stod i stævnen og så ind mod Byen Mombasa hvor vi skulle ligge til vi skulle ligge til. vi skulle Møde

Læs mere

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen.

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. 1. Søvnløs Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. Jeg havde en mærkelig uro i mig - lidt kvalme og lidt ondt i maven. Det havde jeg

Læs mere

til Dalen hvor vi lige skulle forbi det berømte meget gamle (1894) historiske hotel midt i byen, hvor der står en del gamle biler og blive flittig

til Dalen hvor vi lige skulle forbi det berømte meget gamle (1894) historiske hotel midt i byen, hvor der står en del gamle biler og blive flittig Norge juni 2017 Så er vores tur til Norge klaret, og hvad der så ud til og skulle blive lidt af en våd omgang holdt næsten ikke stik, kun om natten var der meget hul igennem skyerne og der blev vasket

Læs mere

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står 1 Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står på en gade midt i bilosen. Han er meget lille slet

Læs mere

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole Klovnen Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole 8. gennemskrivning, 20. september 2010 SC 1. INT. S VÆRELSE DAG (17) ligger på sin seng på ryggen og kigger op i loftet. Det banker på døren, men døren er

Læs mere

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden.

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden. Alle Vores hjerter på et guldfad Vilkårene blev for ringe Vil du med ud at gå en tur Vil du med ned til stranden Vi var kun os to Vi var kun os ti tilbage Vi var kun os tre til ceremonien Vi var en familie

Læs mere

Light Island! Skovtur!

Light Island! Skovtur! Light Island! Skovtur! En tidlig morgen står de 4 drenge op, og spiser morgen mad. Så snakker de om at tage ud i skoven og sove. Da de er i skoven leder de efter et sted til teltet. Zac går ind imellem

Læs mere

3-9. Udsigt fra pladsen

3-9. Udsigt fra pladsen 3-9 Dagen i dag er en transport dag hvor vi bare skal til næste Campingplads så der sker ikke noget under turen. Da vi ankommer til Camping Covelo bliver vi noget overrasket da vi henvendte os til damen

Læs mere

Et besøg i Kalbarri nationalpark den 18. december 2006 / af Stine.

Et besøg i Kalbarri nationalpark den 18. december 2006 / af Stine. Et besøg i Kalbarri nationalpark den 18. december 2006 / af Stine. I dag blev Marius og jeg vækket tidligt, klokken 7 kom Arne ind i teltet til Marius og jeg og sagde at vi skulle skynde os lidt for vi

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 1.MAJ 2011 AASTRUP KIRKE KL. 10.00 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 1.MAJ 2011 AASTRUP KIRKE KL. 10.00 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 1.MAJ 2011 AASTRUP KIRKE KL. 10.00 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 Det knagede fælt i den gamle badebro. Skulle de ikke hellere lade være med at gå ud på den? Tanken

Læs mere

EN HÅNDSRÆKNING. Prædiken af Morten Munch 4 s e hellig3konger / 2. feb. 2014 Tekst: Matt 14,22-33

EN HÅNDSRÆKNING. Prædiken af Morten Munch 4 s e hellig3konger / 2. feb. 2014 Tekst: Matt 14,22-33 Matt 14,22-33, s.1 Prædiken af Morten Munch 4 s e hellig3konger / 2. feb. 2014 Tekst: Matt 14,22-33 EN HÅNDSRÆKNING På dybt vand I salmen, som vi lige har sunget, sang vi: 'halleluja for hånden' (DDS 479,v5).

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om.

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om. Prædiken Pinse på Herrens Mark 2. pinsedag. og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om. Rikke: Sådan tror jeg egentlig,

Læs mere

På ski med Talent Team Dagbog fra vor skiferie i Østrig Af Josefine Bjørn Knudsen (BK)

På ski med Talent Team Dagbog fra vor skiferie i Østrig Af Josefine Bjørn Knudsen (BK) På ski med Talent Team Dagbog fra vor skiferie i Østrig Af Josefine Bjørn Knudsen (BK) Mandag d. 11 januar Endelig var den store dag kommet, hvor jeg skulle af sted til Østrig på skiferie med min klasse.

Læs mere

Brian Bak, Lise Nielsen og jeg havde gennem flere år talt om at prøve at løbe 78 km i bjergene i Schweiz Swiss Alpine.

Brian Bak, Lise Nielsen og jeg havde gennem flere år talt om at prøve at løbe 78 km i bjergene i Schweiz Swiss Alpine. Swiss Alpine 2010. Brian Bak, Lise Nielsen og jeg havde gennem flere år talt om at prøve at løbe 78 km i bjergene i Schweiz Swiss Alpine. Brian er min kollega i IBM og Lise har jeg kendt gennem 20 år.

Læs mere

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:»fred være med jer!«da han havde

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 Det måtte ikke være for let. For så lignede det ikke virkeligheden.

Læs mere

Denne dagbog tilhører Max

Denne dagbog tilhører Max Denne dagbog tilhører Max Den lille bog, du står med nu, tilhører en dreng. Han hedder Max og er 8 år gammel. Dagbogen handler om Max og hans familie. Max er flyttet tilbage til København med sin mor efter

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

Palmesøndag 20. marts 2016

Palmesøndag 20. marts 2016 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Kristus kommer Salmer: 176, 57; 68, 59 Evangelium: Joh. 12,1-16 "Det forstod hans disciple ikke straks", hørte vi. De kunne først forstå det senere. Først efter påske og pinse,

Læs mere

0 SPOR: DREAMS OF A GOOD LIFE 00:00:00:00 00:00:00:08. 1 Frem for alt vil jeg bare 10:01:08:05 10:01:13:2 studere, så meget som muligt.

0 SPOR: DREAMS OF A GOOD LIFE 00:00:00:00 00:00:00:08. 1 Frem for alt vil jeg bare 10:01:08:05 10:01:13:2 studere, så meget som muligt. 0 SPOR: DREAMS OF A GOOD LIFE 00:00:00:00 00:00:00:08 1 Frem for alt vil jeg bare 10:01:08:05 10:01:13:2 studere, så meget som muligt. 2 Tjene penge og leve godt. Det var 10:01:14:00 10:01:20:0 min drøm.

Læs mere

Deltagerere: Lisbeth Møllerhøj, Erling Allerup, Arne Petersen, Karin Nielsen og Bent Blomquist.

Deltagerere: Lisbeth Møllerhøj, Erling Allerup, Arne Petersen, Karin Nielsen og Bent Blomquist. Falster Rundt 4. 6. juli 2014 Deltagerere: Lisbeth Møllerhøj, Erling Allerup, Arne Petersen, Karin Nielsen og Bent Blomquist. Efter halvandet års tilløb lykkedes det endelig at få arrangeret en 3-dages

Læs mere

Mathilde i Mellemamerika. Costa Rica og Nicaragua Af Per H. Jacobsen

Mathilde i Mellemamerika. Costa Rica og Nicaragua Af Per H. Jacobsen Mathilde i Mellemamerika Costa Rica og Nicaragua Af Per H. Jacobsen Indhold Mathildes dagbog fra Costa Rica Side 4 Costa Rica Side 18 Mathildes dagbog fra Nicaragua Side 38 Nicaragua Side 50 Stikord Side

Læs mere

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han 1 Johannes elskede fugle. Han syntes, at det at kigge på fugle var noget af det dejligste, man kunne foretage sig i sit liv. Meget dejligere end at kigge på billeder, malerier eller at se fjernsyn. Hver

Læs mere

Speedy 27/06/06 12:57 Side 1. Historien om. Speedy. En beretning om hunden der ikke ville sidde stille

Speedy 27/06/06 12:57 Side 1. Historien om. Speedy. En beretning om hunden der ikke ville sidde stille Speedy 27/06/06 12:57 Side 1 Historien om Speedy En beretning om hunden der ikke ville sidde stille Speedy 27/06/06 12:57 Side 2 Hejsa Tamara. Ja, jeg synes lige jeg ville skrive og fortælle dig lidt om

Læs mere

Simon og Viktoria på skovtur

Simon og Viktoria på skovtur Simon og Viktoria på skovtur En fantasihistorie tegnet og fortalt af eleverne i 3.klasse på Rønnebæk skole 2009 Simon og Viktoria gik en tur ud i skoven. Og så så de en giraf og de så også en løve. De

Læs mere

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL Kirsten Wandahl BLÅ ØJNE LÆSEPRØVE Forlaget Lixi Bestil trykt bog eller ebog på på www.lixi.dk 1. Kapitel TO BLÅ ØJNE Din mobil ringer. Anna hørte Felicias stemme. Den kom

Læs mere

Professoren. - flytter ind! Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til:

Professoren. - flytter ind! Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til: 1 Professoren - flytter ind! 2015 af Kim Christensen Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til: Shelley - for at bringe ideen på bane Professor - opdrætter - D. Materzok-Köppen

Læs mere

Mennesker på flugt. Ask Holmsgaard, Mennesker på flugt, 2002. Ask Holmsgaard og Clio Online.

Mennesker på flugt. Ask Holmsgaard, Mennesker på flugt, 2002. Ask Holmsgaard og Clio Online. Mennesker på flugt Skrevet af Ask Holmsgaard Så er vi fremme. Det er en iskold fredag efterårsaften. Vi stiger ud på den lille station og går ned på pladsen, hvor vi skal mødes. Det er ikke helt mørkt.

Læs mere

Opgaver til:»tak for turen!«

Opgaver til:»tak for turen!« Opgaver til:»tak for turen!«1. Hvad kan du se på bogens forside? 2. Hvad kan du læse på bogens bagside? 3. Hvad tror du bogen handler om? En invitation 1. Hvad hedder Lindas veninde? 2. Hvorfor ringer

Læs mere

Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet

Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet 14 dages kontrast- og actionfyldt program 14 28. Juni 2009 Følg med på en unik og meget varieret rejse, der byder på forskelligartede

Læs mere

Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Mark 16,1-8

Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Mark 16,1-8 1 Påskedag I. Sct. Pauls kirke 31. marts 2013 kl. 10.00. Salmer: 222/434/219/225//224/439/223/235 Uddelingssalme: se ovenfor: 223 Åbningshilsen Vi fejrer noget, vi ikke forstår og fatter: Jesus var død,

Læs mere

Det er ikke rigtigt!? himler han, da jeg fortæller om mors ørering. Og kort efter er vi på vej ud i mørket. Med lyden af fed trompetfanfare bag os.

Det er ikke rigtigt!? himler han, da jeg fortæller om mors ørering. Og kort efter er vi på vej ud i mørket. Med lyden af fed trompetfanfare bag os. Gyldendal For pokker da Mor fnyser, så der kommer ild ud af hendes næsebor. Har du set den anden? Hun rækker guldøreringen med den funklende brillant op mod mig. Jeg ryster hovedet og rynker næse. Den

Læs mere

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (Johs. 11, 19-45)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (Johs. 11, 19-45) 16. trin. II 11. september 2016 Sundkirken 10 Salmer: 754 Se, nu stiger solen 21 Du følger, Herre 551 Der er en vej 828 Det er påske 233 Jesus lever 406 Søndag morgen Bøn: Vor Gud og far Kald os ud af

Læs mere

Bårehold i felten. Uddrag af noter fra observationer

Bårehold i felten. Uddrag af noter fra observationer Bårehold i felten Uddrag af noter fra observationer 1: Vi får et kald til Holst Camping-området, og springer i bilen. Det er en ung pige, de har svært ved at komme i kontakt med. Vi får et fix-punkt at

Læs mere

Svømme position i floden

Svømme position i floden RAFTING SIKKERHED Svømme position i floden Svømme position i floden er som følgende: Lig dig på ryggen ansigtet skal være ned strøms ben og fødder op (tæerne skal være over vandet foran dig). Forsøg aldrig

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Emilies sommerferieeventyr 2006

Emilies sommerferieeventyr 2006 Emilies sommerferieeventyr 2006 1. uge Min sommerferie startede faktisk en dag tidligere end forventet, da mormor kom om fredagen og passede Maria og mig. Det var rigtig hyggeligt og en god start på ferien.

Læs mere

Studie. Den nye jord

Studie. Den nye jord Studie 16 Den nye jord 88 Åbningshistorie Jens er en af mine venner. Jeg holder meget af ham, men han er tja nærig. Jeg bryder mig ikke om at sige det på den måde, men siden hans kone Jane sagde det rent

Læs mere

Hej alle sammen. Her tager søløverne lige en slapper på klipperne

Hej alle sammen. Her tager søløverne lige en slapper på klipperne Hej alle sammen Min rejsekammerat og jeg ankom til Perus hovedstad, Lima, den 18. oktober klokken meget sent om aftenen. Planen var, at vi bare skulle have vires bagage, finde vores taxachauffør og så

Læs mere

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Øvelse 1-20: Øvelse 21-29: Øvelse 30-34: Øvelse 35-39: Øvelse 40-44: Øvelse 45-49: Øvelse 50-59: Øvelse 60-85: Der sættes komma efter ledsætninger, jf.

Læs mere

1. Ta mig tilbage. Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen

1. Ta mig tilbage. Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen Steffan Lykke 1. Ta mig tilbage Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen Her er masser af plads I mit lille ydmyg palads men Her er koldt og trist uden dig Men hvor er du

Læs mere

Men lidt om de problematikker, vi vil møde i den nærmeste fremtid. Vi skal finde en løsning til hvordan hun kan komme frem og tilbage til skolen.

Men lidt om de problematikker, vi vil møde i den nærmeste fremtid. Vi skal finde en løsning til hvordan hun kan komme frem og tilbage til skolen. Fra: Rita Vinter Emne: Sarah Dato: 7. okt. 2014 kl. 21.59.33 CEST Til: Janni Lærke Clausen Hej Janni. Jeg vil lige fortælle lidt om Sarah, inden du møder

Læs mere

Babys Søvn en guide. Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn?

Babys Søvn en guide. Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn? Babys Søvn en guide Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn? Små børn har behov for meget søvn, men det er bestemt ikke alle, der har lige let ved at overgive

Læs mere

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan Beretningen om Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan 25. februar 2009-1. udgave Af Feltpræst Oral Shaw, ISAF 7 Tormod Trampeskjælver får en ny ven Det var tidlig morgen, og den danske viking

Læs mere

Til min nevø Rasmus, som stiller store spørgsmål, og til alle andre, som også forventer et ordentligt svar. Jeg håber, at denne bog vil hjælpe dig

Til min nevø Rasmus, som stiller store spørgsmål, og til alle andre, som også forventer et ordentligt svar. Jeg håber, at denne bog vil hjælpe dig Til min nevø Rasmus, som stiller store spørgsmål, og til alle andre, som også forventer et ordentligt svar. Jeg håber, at denne bog vil hjælpe dig til at forstå lidt af påskens mysterium. Indhold Indledning

Læs mere

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det Det store juletræ Det er begyndt at blive koldt for fingrene, og selv om vi trækker huen godt ned om ørerne, er de godt røde. Vi beslutter os for at gå hjem til Per, han mener også, at det er ved at være

Læs mere

Det første, Erik Jørgensen

Det første, Erik Jørgensen Det første, der møder os i 38-årige Erik Jørgensens lejlighed i Lyngby nord for København, er en riffel. Sammen med resten af hans udstyr ligger den og flyder i et organiseret kaos. Otte store ammunitionskasser

Læs mere

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen Tryllefrugterne fortalt af Birgitte Østergård Sørensen Der var engang en mand og en kone; de havde en søn, der hed Hans. Manden passede en hel købstads kreaturer, og det hjalp Hans ham med. Så kom han

Læs mere

Mathias sætter sig på bænken ved siden af Jonas. MATHIAS: Årh, der kommer Taber-Pernille. Hun er så fucking klam.

Mathias sætter sig på bænken ved siden af Jonas. MATHIAS: Årh, der kommer Taber-Pernille. Hun er så fucking klam. SCENE 1 - I SKOLEGANGEN - DAG Jonas sidder på en bænk på gangen foran klasselokalet og kigger forelsket på Marie, som står lidt derfra i samtale med Clara. Pigerne kigger skjult hen på ham. Det er frikvarter

Læs mere

Vejens digte. Inger Jakobsen

Vejens digte. Inger Jakobsen Vejens digte Inger Jakobsen Caminoen i Spanien, maj 2011 EN LILLE VEJ En lille vej Hvid og lysende Med grønt græs i midten Og 1000 blomster oh -bare jeg skulle ned af den. Jeg kan næsten ikke dy mig VEJEN

Læs mere

Hvordan underviser man børn i Salme 23

Hvordan underviser man børn i Salme 23 Hvordan underviser man børn i Salme 23 De fleste børn er rigtig gode til at lære udenad, og de kan sagtens lære hele Salme 23. Man kan f.eks. lære børnene Salme 23, mens man underviser om Davids liv. Det

Læs mere

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88 historier LOGO historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 IDAS ENGEL 1 IDAS ENGEL historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 2 3 Ida skulle i skole. For første gang. Det

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Hendes opgave er at bevogte den gyldne skål. Da hun mistede den, blev hun forvist til jorden.

Læs mere

2. søndag efter Helligtrekonger

2. søndag efter Helligtrekonger 2. søndag efter Helligtrekonger Salmevalg 355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre 448: Fyldt af glæde 441: Alle mine kilder skal være hos dig 369: Du som gir os liv og gør os glade 29: Spænd

Læs mere

16.s.e.trin. A. 2015. Luk 7,11-17 Salmer: Det kan synes som et dårligt valg, at der skal prædikes over enkens søn fra Nain, når vi lige har fejret

16.s.e.trin. A. 2015. Luk 7,11-17 Salmer: Det kan synes som et dårligt valg, at der skal prædikes over enkens søn fra Nain, når vi lige har fejret 16.s.e.trin. A. 2015. Luk 7,11-17 Salmer: Det kan synes som et dårligt valg, at der skal prædikes over enkens søn fra Nain, når vi lige har fejret barnedåb. Den festlige velkomst her i menigheden af lille

Læs mere

Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik

Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik 16. søndag efter trinitatis I Høstgudstjeneste i Jægersborg med Juniorkoret Salmer: Syng for Gud, 729, vinter er nær, 15, 730, 752 4-5, velsignelsen, 730, sensommervisen. I dag fejrer vi høstgudstjeneste

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

Pilgrimsvandring 2010. Ole Førster Petersen Ellen og Arne Gundel

Pilgrimsvandring 2010. Ole Førster Petersen Ellen og Arne Gundel Pilgrimsvandring 2010 Ole Førster Petersen Ellen og Arne Gundel 1 Vi vil, vi kan og vi gør det Vi er tre unge mennesker, på tilsammen 200 år, som valgte at gå den 800 km lange Pilgrimsvandring. De 800

Læs mere

Bruger Side 1 14-06-2015 Prædiken til 2.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 2.søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Luk. 14,16-24.

Bruger Side 1 14-06-2015 Prædiken til 2.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 2.søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Luk. 14,16-24. Bruger Side 1 14-06-2015 Prædiken til 2.søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Luk. 14,16-24. Gud holder fest, det handler Jesu lignelse om. Men er der nogen Gud til at holde fest for os? Det er vores tids

Læs mere

Studie. De tusind år & syndens endeligt

Studie. De tusind år & syndens endeligt Studie 15 De tusind år & syndens endeligt 83 Åbningshistorie Der, hvor jeg boede som barn, blev det en overgang populært at løbe om kap i kvarteret. Vi have en rute på omkring en kilometer i en stor cirkel

Læs mere

For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen

For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen For hendes fødder af Emma Elisabeth Nielsen Hun hedder Mia. Hun smækker med døren. Det er, som om verden er sky. Sådan er det altid. Det er, som om græsset bøjer sig for hende, når hun tramper gennem haven

Læs mere

Den tid hvor vi mindes din søns Jesus s død og opstandelse. Og han følger os og er hos os helt ind i døden.

Den tid hvor vi mindes din søns Jesus s død og opstandelse. Og han følger os og er hos os helt ind i døden. Kære Gud og far Nu bliver det påske. Festen for foråret. Festen for dit folks udfrielse af Ægypten Den tid hvor vi mindes din søns Jesus s død og opstandelse. Han forlod sin himmel og blev ét med os i

Læs mere

MiniThai - En rejse tilbage

MiniThai - En rejse tilbage MiniThai - En rejse tilbage Juli August 2012 Rejseberetningen herunder er skrevet af Kevin, der er 10 år gammel. I 2004 blev Kevin adopteret af sine danske forældre Helle og Peter. De hentede ham på børnehjemmet

Læs mere

Prædiken til søndag den 14. september 2014. Søndagen der hedder 13. søndag i trinitatistiden. Af sognepræst Kristine Stricker Hestbech

Prædiken til søndag den 14. september 2014. Søndagen der hedder 13. søndag i trinitatistiden. Af sognepræst Kristine Stricker Hestbech Prædiken til søndag den 14. september 2014. Søndagen der hedder 13. søndag i trinitatistiden. Af sognepræst Kristine Stricker Hestbech I Himmerige er der ikke noget centrum med de bedste pladser som var

Læs mere

Så er min årlige ferietur med min datter forbi, vi er hjemme igen. Turen gik i år til Tönning som ligger ved Ejderen, Danmarks gamle grænse.

Så er min årlige ferietur med min datter forbi, vi er hjemme igen. Turen gik i år til Tönning som ligger ved Ejderen, Danmarks gamle grænse. Cykelferie August 2016 Så er min årlige ferietur med min datter forbi, vi er hjemme igen. Turen gik i år til Tönning som ligger ved Ejderen, Danmarks gamle grænse. Jeg siger gerne for sjov at jeg er medlem

Læs mere

På rejse med musikken

På rejse med musikken Eksotiske fugle På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 2 På rejse med musikken Du skal snart på besøg hos DR SymfoniOrkestret. Her skal du høre symfoniorkestret spille flere forskellige musikværker. Men vi

Læs mere

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt SKYLD En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt H en ad vejen så man en lille fyr komme gående. Han var ikke særlig stor, nærmest lidt lille. Bare 45 cm høj. Han var bleg at se på. Hans øjne

Læs mere

KLUBTUR TIL HIRSHOLMENE, AUGUST 2013. Lørdag d. 17. august drog en flok FK ere på den årlige klubtur til Hirsholmene.

KLUBTUR TIL HIRSHOLMENE, AUGUST 2013. Lørdag d. 17. august drog en flok FK ere på den årlige klubtur til Hirsholmene. KLUBTUR TIL HIRSHOLMENE, AUGUST 2013 Lørdag d. 17. august drog en flok FK ere på den årlige klubtur til Hirsholmene. Turfølget var ikke stort, men det var godt: Jan Michalik, Peter Henrik Sørensen, Gorm

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke Lørdag d. 25. april 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 478: Vi kommer til din kirke, Gud DDS 260: Du satte dig

Læs mere

Velkommen! Bogen her vil snakke om, hvad der er galt. Altså, hvis voksne har det meget skidt, uden man kan forstå hvorfor.

Velkommen! Bogen her vil snakke om, hvad der er galt. Altså, hvis voksne har det meget skidt, uden man kan forstå hvorfor. Velkommen! Bogen her vil snakke om, hvad der er galt. Altså, hvis voksne har det meget skidt, uden man kan forstå hvorfor. Alle mennesker har alle slags humør! Men nogen gange bliver humøret alt for dårligt

Læs mere

Synes, mener eller tror?

Synes, mener eller tror? Synes, mener eller tror? Tror, synes og mener dækkes på mange sprog af samme ord. Men på dansk er begrebet delt op efter den psykologiske baggrund: Synes udtrykker en følelse i situationen, tror udtrykker,

Læs mere

15 s e Trin. 28.sept.2014. Hinge Kirke kl.9.00. Vinderslev kirke kl.10.30 Høstgudstjeneste.

15 s e Trin. 28.sept.2014. Hinge Kirke kl.9.00. Vinderslev kirke kl.10.30 Høstgudstjeneste. 15 s e Trin. 28.sept.2014. Hinge Kirke kl.9.00. Vinderslev kirke kl.10.30 Høstgudstjeneste. Salmer: Hinge kl.9: 736-48/ 165-52 Vinderslev kl.10.30: 729-51- 450/ 165-477- 730 Dette hellige evangelium skriver

Læs mere

Alle Helgen B Matt 5,13-16 Salmer: Alle Helgen er en svær dag. Det er en stærk dag. Alle Helgen er en hård dag.

Alle Helgen B Matt 5,13-16 Salmer: Alle Helgen er en svær dag. Det er en stærk dag. Alle Helgen er en hård dag. Alle Helgen 2016. B Matt 5,13-16 Salmer: 754-571-552 321-551-574 Alle Helgen er en svær dag. Det er en stærk dag. Alle Helgen er en hård dag. Ja, Alle Helgen opleves forskelligt. Det er en stor mærkedag,

Læs mere

Det er blevet Allehelgens dag.. den dag i året, hvor vi mindes de kære elskede, som ikke er hos os længere!

Det er blevet Allehelgens dag.. den dag i året, hvor vi mindes de kære elskede, som ikke er hos os længere! ALLEHELGEN 2012 HA. Der er dage, hvor jeg slet ikke har lyst til at stå ud af sengen Jeg tænker på hende hele tiden. Der er ikke noget, der er, som det var før. Sådan udtrykte en mand sig. Han havde mistet

Læs mere

MIN. kristendom fra top til tå MINI KATEKISMUS MARIA BAASTRUP JØRGENSEN. ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN

MIN. kristendom fra top til tå MINI KATEKISMUS MARIA BAASTRUP JØRGENSEN. ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN MARIA BAASTRUP JØRGENSEN ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN KATEKISMUS kristendom fra top til tå MIN MINI NÆSE FOR SKABELSE Første Mosebog kapitel 1 og 2 Engang var der ingenting, kun mørke og stilhed. Verden

Læs mere

Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015

Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015 Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015 Inspireret af Tour de France s start på Korsika i 2012 havde 6 ryttere fra Ballerup Cykelmotion tilmeldt sig Dan Frost cykelrejers tur

Læs mere

Min far omfavner mig. Vi klarede den, Bobby, vi klarede den. Jeg vrister mig fri af hans tag, og vi bevæger os langsomt ind mod den amerikanske bred.

Min far omfavner mig. Vi klarede den, Bobby, vi klarede den. Jeg vrister mig fri af hans tag, og vi bevæger os langsomt ind mod den amerikanske bred. Rio Grande Jeg sidder ved siden af min far. Vi har kørt på ladet af en lastbil hele dagen, og der stinker af sved, bræk og pis under den tykke presenning. Jeg stikker forsigtigt min hånd ud mellem ladet

Læs mere

16.s.e.trin. II 2016 Cykelgudstjeneste 11. september 2016

16.s.e.trin. II 2016 Cykelgudstjeneste 11. september 2016 Gyserforfatteren Stephen King fortæller, at han i sin skoletid blev tvunget til at lære et bibelvers uden ad. Han var måske en smule dovent anlagt og valgte et af dem, vi har hørt i dag: Jesus græd. Det

Læs mere

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh..

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh.. MANUSKRIPT Scene 1: Gang + farens soveværelse om aftenen. Anna står i Hallen og tørrer hår foran spejlet. Hun opdager en flimren ved døren til farens soveværelse og går hen og ser ind. Hun får øje på sin

Læs mere

Kort vedrørende Anna Kirstine Larsens og Niels Peter Jørgensens bryllup den 16. oktober 1909.

Kort vedrørende Anna Kirstine Larsens og Niels Peter Jørgensens bryllup den 16. oktober 1909. Kort vedrørende Anna Kirstine Larsens og Niels Peter Jørgensens bryllup den 16. oktober 1909. Disse kort og breve har jeg fået lov til at afskrive og offentliggøre af Gert Sørensen, som har fået dem af

Læs mere